Ubehagelig viden om det islamiske Egypten

Den amerikanske analyseinstitution Pew Research Center udgav for et stykke tid siden en rapport om holdninger i muslimske lande. Rapporten rummer viden, som må være meget ubehagelig for mange af de revolutionsbegejstrede debattører herhjemme.

For at sige det kort: Egypten har en muslimsk kultur, der gør det særdeles vanskeligt at tænke sig et vestligt demokrati – eller bare noget der ligner – indført. 85 procent af befolkningen anser således en islamisk politik for at være af det gode.

Det er derfor heller ikke underligt, at rapporten ikke har været diskuteret særlig meget. Ja, den har vel nærmest været fortrængt i visse politisk korrekte kredse. Men rapporten er vigtig, hvis vi skal være realistiske med hensyn til fremtiden. For liberalt demokrati kan selvfølgelig vanskeligt indføres i lande uden den rette kultur.

Altså i muslimske lande, hvor der er tradition for fundamentalistisk dyrkelse af religionen; hvor der er et fatalistisk syn på skæbnen; hvor der er et ortodokst syn på uddannelse; hvor arbejde opfattes som et onde; hvor korruption tolereres; hvor man primært er loyal over for familien, stammen eller klanen, og hvor fremmede omfattes med mistillid; hvor der er en stærk autoritetstro, og hvor magten er centraliseret og udøves vilkårligt.

Og så videre. Ja, PEW-rapporten viser endda, at 54 procent af egypterne støtter love om kønsadskillelse på arbejdspladsen; 82 procent støtter stening for utroskab; og 84 procent støtter dødsstraf til dem, der forlader islam.

Mange mennesker i de muslimske lande ønsker klart, at islamister skal have indflydelse på politik. Det er et andet udtryk for, at islam får indflydelse ad demokratisk vej. En større demokratisk udvikling i de muslimske lande vil næppe føre til vestlige tilstande, men til det modsatte: Frie valg vil sandsynligvis betyde, at de islamiske kræfter overtager magten.

Det skete i Iran i 1979, og det var ved at ske i Algeriet i 1991, hvis ikke militæret havde grebet ind; ad demokratisk vej er Hamas også kommet til magten, og Hamas har tætte bånd til Det Muslimske Broderskab, der står stærkt i Egypten (49 procent af egypterne har i øvrigt et positivt syn på Hamas). Det er et memento for de vesterlændinge, der mener, at det er moralsk forkert at holde demokratiet tilbage med magt. En politisk realisme vil derimod anse stabilitet som vigtigere end demokrati.

I de lande, hvor vi i dag ser modige opstande af især unge mennesker, som vi – også undertegnede – sympatiserer med, mangler der basalt et civilt samfund. Det giver et dilemma: måske bør Vesten ikke støtte afholdelse af frie valg, men derimod støtte retsstaten og endda samarbejde med islamiske aktører, der er forpligtede på minimale liberaldemokratiske normer.

Hvis sådanne aktører altså findes.

Modernisering og afholdelse af valg resulterer ofte i anti-vestlig politik, altså at man definerer sig som noget andet. Det har vi set fra Japan til Kina, Singapore og Indien. Det er derfor ikke mærkeligt, at 61 procent af egypterne ikke ser nogen strid mellem dem, der ønsker at modernisere landet og de islamiske fundamentalister.

Alt sammen ubehagelig viden om Egypten.