Velfærdsstaten virker demoraliserende

I løbet af få dage tabte venstrefløjen årtiers fattigdomsdebat. Det skete, da SF’s socialordfører Özlem Cekic udstillede den 36-årige kontanthjælpsmodtager ”Carina” som et eksempel på en såkaldt fattig, som dog – viste det sig – havde langt flere penge til rådighed end mange lønmodtagere.

Fornuftigvis indvendte Liberal Alliances Joachim B. Olsen, at vi har en forpligtelse over for hinanden og bør trække på familie og venner, før vi benytter staten. Derefter kom debatten udelukkende til at handle om, at de sociale ydelser er for høje i Danmark, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at der ikke eksisterer egentlig fattigdom.

I fredags kunne man i Berlingske så læse, at Dansk Arbejdsgiverforening vurderer, at regeringens afskaffelse af fattigdomsydelserne vil fastholde kontanthjælpsmodtagerne i offentlig forsørgelse. Det skyldes, at den ene part af et ægtepar på kontanthjælp med to børn skal tjene over 29.600 kr. om måneden, hvis det skal kunne betale sig at arbejde.

Velfærdsdebatten har mest handlet om økonomi. Men det grundlæggende problem er moralsk.

Velfærd virker nemlig demoraliserende, selv om det oprindelig var velfærdsstatens storslåede projekt at skabe gode, harmoniske og lykkelige borgere, som det hed i den famøse Blå Betænkning fra 1960. Altså at skabe myndige borgere, der er solidariske med hinanden. Det kan man bl.a. læse om i Henning Fonsmarks store bog ”Historien om den danske utopi”.

Som altid med social ingeniørkunst i den helt store skala, så vil der vise sig uforudsete negative konsekvenser af den storstilede planlægning, og selv de bedste intentioner kan føre til de værste forhold. Det bedste er som bekendt det godes værste fjende.

Det ses ikke kun med systemet for offentlig forsørgelse. Jeg vil give to andre eksempler.

Det første er uddannelsessystemet. Det er tvivlsomt, om skolebørn er blevet lykkeligere, som var den ideale hensigt med planen for velfærdsstatens uddannelsespolitik, den såkaldte reformpædagogik. Der har derimod vist sig en uforudset negativ konsekvens i form af større uvidenhed blandt skolebørn. Jf. f.eks. PISA-undersøgelserne.

Det andet eksempel er integrationspolitikken. Hensigten har været at støtte kulturelle minoriteter på basis af et ideal om multikulturalisme og positiv særbehandling. Men planen om at integrere indvandrerne i det danske samfund har derimod haft den negative konsekvens, at de er blevet fastholdt i parallelsamfund.

Velfærdsstaten synes altså til overmål at bekræfte, hvordan den politiske planlægning fremtvinger negative konsekvenser, der hverken var forudsete eller tilsigtede. I stedet for at skabe solidaritet og selvstændighed fremkalder velfærdsstaten rettighedsegoisme, misundelse og krævementalitet.

Hver dag får vi nye vidnesbyrd om, at borgerne i stigende grad forstår sig selv som ofre med krav om offentlig forsørgelse af den ene eller anden art. Så i velfærdsstaten er mennesker ikke blevet mere selvstændige, men snarere mere afhængige af staten. De er, med et nyere ord, blevet klienter. Det er der skrevet meget om hos bl.a. Henrik Jensen, Henrik Dahl og Ole Birk Olesen.

Det, vi har brug for, er et opgør med socialdemokratismens omfattende kataloger over velfærdsrettigheder. Vi har brug for et stærkt civilsamfund, der kan tage over fra staten. I civilsamfundets institutioner som familier, venskaber, naboskaber og foreninger findes det personlige ansvar, som er nødvendig for at forhindre velfærdsegoismen.