Kampen for fædrelandet

Samtidig med, at biografgængerne strømmer til for at se filmen om modstandsfolkene i Hvidstengruppen, genudgiver Kristeligt Dagblads forlag en lang række af frihedskæmpernes afskedsbreve i bogen De sidste timer.

Det er på én gang tung og opløftende læsning. I en nutid, der på mange punkter mangler alvor, hvor ”kampen for fædrelandet” klinger bedaget, og hvor umodne radikale og liberale politikere på grundlag af abstrakte principper foreslår, at Dannebrog skal miste sin eneret til at vaje i flagstængerne – i en sådan tid er det værd at gæste De Sidste timer og læse brevene fra de mennesker, der gav livet for en konkret frihed, for det danske folk.

Antallet af frihedskæmpere skal ikke overdrives. Mange danskere var dengang som nu opportunister, selv om Nationalmuseet ifølge forsidehistorien i dagens WA opgør, at antallet af danskere, der på en eller anden måde var aktive i modstanden mod besættelsen var langt højere end hidtil antaget – faktisk omkring 85.000. Tilsvarende skal vi også huske på, at ingen af os ved, hvordan vi vil reagere i lignende situationer. Hvem vil for alvor kæmpe for friheden, for det frie ord? Også i dag er det som bekendt forbundet med livsfare at ytre det frie ord, og folk som Kurt Westergaard og svenske Lars Vilks nyder ikke megen støtte fra et kujoneret kulturliv.

Alligevel skal fortællingen om vore helte ikke glemmes. For hvad er frihed? Socialister og radikale ser friheden udtrykt i menneskerettighederne, som de uforpligtende sværmer om. Liberalister ser den i den enkeltes valgfrihed, i lystopfyldelse uden skranker, i grænseoversk(r)idelse, forbrug og materialisme. Men mennesket er også ånd – det lever ikke blot af brød. I bogen bekræfter ateister i den kommunistiske gren af modstandsbevægelsen tillige ordene om, at der ikke findes ateister ombord i et nedstyrtende fly: ansigt til ansigt med døden finder man troen, troen på Kristus. ”Gud være med dig”, som en række afskedsord lyder i bogen. Vi er på vej hjem til Kristus.

Det er døden, der afklarer og fortætter et helt livs erfaring og giver en vished om meningen med livet. For i kampen for noget større end én selv hentes tro, mod og styrke, dér overvindes dødsangsten og meningsløsheden. Digteren Morten Nielsen, en af de unge døde modstandsmænd, skrev engang:

Og det blev trygt og varsomt, det at vente

med liv som er forfulgt og angst og delt.

Enhver, der har forsvaret noget, ved det.

Og den, som kæmper, taber aldrig helt.

Det er dybt bevægende at læse frihedskæmpernes sidste ord til ægtefællen, forældrene, vennerne og ikke mindst børnene. Mange frihedskæmpere var så unge, at de efterlod sig helt små børn. I brevene læser vi, hvordan flere havde glædet sig til at gense børnene. Nu, hvor de ved, at de aldrig skal se dem igen, kan de alene udtrykke et håb om, at de må vokse op som mænd og kvinder, der hengiver sig til de dybere ting i livet.

Frihedskampen handler ikke om politik. Det handler om noget mere elementært, der går forud for politik, et fællesskab omfattende forskellige fløje. Og det var ikke eliten, der deltog, men helt almindelige danskere: dyrlæger, lærere, tømrere, osv. Det handler om en fælles, national eller folkelig samhørighed. Det er måske også forklaringen på, hvorfor så mange ser filmen om Hvidstengruppen: der findes en udbredt længsel efter tyngde.

Lad os så høre nogle ord fra bogen. Den 21-årige Kim Malthe-Bruun skrev: ”Jeg er kun en lille Ting, og min Person vil meget snart være glemt, men den Idé, det Liv, den Inspiration, der fyldte mig, vil leve videre.” Ligesom de andre frihedskæmpere har Malthe-Bruun intet fortrudt, han har netop ikke svigtet, og han ser nu i dødens stund den store sammenhæng, som hans person indgår i, og som giver livet fylde. Det er naturligt at dø, og denne indsigt fylder livet – ikke kun Malthe-Bruuns – med en ufattelig ro.

En anden er kroejeren Marius Fiil, kendt fra Hvidstengruppen, der skriver om slægtens betydning, om pagten mellem generationerne og troen på Kristus. En tredje er den også purunge Christian Ulrik Hansen, der var medlem af Holger Danske. De sidste timer føles tunge, men ikke meningsløse, skriver han. Han takker vennerne og familien og skriver så, NB! Zenia Stampe: ”Under Dannebrog – Korsets Fredstegn i Blodets Flammelue – har vi levet. Vi vil ogsaa dø under det.”

Tro, håb, kærlighed, frihed, sandhed, ret, pligt, ære og troskab. Dét er ordene, under hvilke også denne frihedskæmper levede og døde. Hansen var under en nødvendighed, han kunne ikke andet. Af samme grund blev dødserfaringen også en absolut vished hos ham. Døden er netop ikke en kold fremmedhed, han er derimod blevet fortrolig med den, de forstår hinanden: Døden er på en måde livets fuldkommengørelse, som Hansen skriver. Vi kan igen høre Morten Nielsen, der om mødet med døden i et digt skrev ”Vi ved det kun begge to, at den anden er der. / Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.”

Hansen skriver til sidst om sin kærlighed til fædrelandet, kirkerne og de stille hjem, og det gør han vel at mærke tre timer inden, henrettelsen bliver eksekveret. Han beder de efterladte om ikke at sørge. Budskabet er, at de efterladte må bevare deres hjem i en kristen ånd, at de skal elske landet og folket.

I denne højtid kan vi passende høre nogle af Christian Ulrik Hansens sidste ord:

”En Morgen lyder en Salve. Græsset græder Dug – Chr. Hansen er ikke mere. Men Solen staar op, kysser Dugperlerne bort og Blomsterkalkene op. Og Lærken synger frit sin Sang over Fædrenes graa Høje, og det han elskede lever videre i levende, bankende Menneskehjerter – og højt over Bakketoppen, vidt over den gyngende Vaag flyver Korsbanneret. Lad Geværsalverne knitre, lad dem piske og pine, lad kun Langfredagsmørket sænke sig over Landet – vi lurer dem Paaskemorgen, ’den gyldne Sol frembryder gennem den kulsorte Sky’.”

Glædelig påske!