Danmark, EU og friheden

Forsvarede Dronningen i sin nytårstale Europa eller EU? Det er som bekendt to forskellige ting. At gøre det første er lige så vigtig og rigtigt, som det er forkert at gøre det andet. Udsagnet: ”[…] vi er en del af den verdensdel, som kaldes Europa, […] hele vor kultur, vor historie, vor dagligdag er præget af, at vi er en del af Europa”, kan tolkes i begge retninger, og er da også blevet det.

Men lad mig gå en lille omvej for at underbygge mit synspunkt.

I min sidste klumme i 2012 skrev jeg, at friheden i Danmark er (blevet) indskrænket på væsentlige områder:

Jøder og homoseksuelle trues og chikaneres i bestemte bydele i de større danske byer, og radikale islamister agiterer offentligt for drab på dem, der krænker de islamiske dogmer. Det islamistiske netværk udbygges hele tiden, men islamkritikere bliver derimod retsforfulgt under den vilkårlige racismeparagraf.

Friheden er altså radikalt indskrænket for bestemte grupper. Der findes ghettoer, som mange borgere af gode grunde ikke tør bevæge sig ind i. Ja, endda pressen, politiet og nødhjælpen tøver med at gøre det. Vi har fået et ekstremt opdelt samfund, præget af konfrontation, på grund af multikulturalismen. Så når den radikale Anne Mee Allerslev lovpriser mangfoldighed og multikultur, mener hun i virkeligheden islam og monokultur, altså den islamiske monokultur.

Tilsvarende tør ingen længere tegne eller offentliggøre satiriske billeder af profeten Muhammed, ja, ingen tør for så vidt sælge dem. Forleden afviste Lauritz.com at sælge et maleri af Uwe Max Jensen, der forestillede en julemand, der havde en vis lighed med profeten. Man er bange, trusler virker, friheden svækkes. Kurt Westergaard lever stadig i skjul og politibeskyttes, og han var tidligere nær blevet myrdet; det samme gør svenske Lars Vilks (for hvem der netop er oprettet en støttekomite).

Samtidig ser vi, at EU tager stadig større lunser af nationalstatens suverænitet. Det frie folkestyre er ved at forsvinde, herunder den borgerlige frihed. I stedet får vi et domstolsstyre uden demokratisk legitimitet.

Hvad gør EU så? Sikrer EU friheden?

Overhovedet ikke. Tværtimod. EU udhuler især ytringsfriheden og de borgerlige frihedsrettigheder. I september offentliggjorde EU’s udenrigspolitiske chef Catherine Ashton en fælleserklæring med islamiske lande om, at islamkritik er forkastelig. I grunden er islamkritik også strafbart, hvilket er afdækket af bl.a. CEPOS. Islamkritik er nemlig hadefuld tale. I erklæringen hedder det bl.a.:

“We condemn any advocacy of religious hatred that constitutes incitement to hostility and violence. While fully recognizing freedom of expression, we believe in the importance of respecting all prophets, regardless of which religion they belong to. The anguish of Muslims at the production of the film insulting Islam, posting of its trailer on the internet and other similar acts, is shared by all individuals and communities who refuse to allow religion to be used to fuel provocation, confrontation and extremism. We condemn any message of hatred and intolerance.”

Tidligere havde præsidenten for EU-parlamentet, Martin Schulz, sammen med benhårde islamister fordømt den omtalte Muhammedkritiske film.

Hvis frihed er en af Europas centralværdier, der bør forsvares, så er EU bestemt ikke af det gode. Det er muligt, at jeg tager fejl, men jeg håber og tror, at Majestæten talte om det bevaringsværdige ved Europa, ikke ved EU. Min formodning bestyrkes af flere gode afsnit i talen som dette, der passende kan stå som udgangsbøn:

”[…] vi [skal] passe på med ikke alene at overlade det til samfundet at klare ærterne. Vi må altid begynde med os selv, med vore nærmeste og med dem, vi møder på vor vej. Den enkelte kan betyde uendeligt meget ved en opmuntrende bemærkning, en hjælpende hånd, en hensynsfuld respekt for det andet menneske. Det har altid været vor styrke her i Danmark, at vi kender hinanden på kryds og tværs”.