Tidsskriftet KRITIK om liberalisme

Af Kasper Støvring 16

Kulturtidsskrifter er væsentlige, om end ofte lidt oversete, dele af det, der af mangel på bedre ord kaldes bogmarkedet. De placerer sig mellem dagbladenes brede formidling og de akademiske publikationers lukkede jargon. I kulturtidsskriftet er der plads til dybdeborende artikler, der ikke lukker sig for den uindviede læser; i den akademiske verden skriver man primært for at publicere, ikke for at blive læst.

Et af de bedste af slagsen er Gyldendals KRITIK, som må regnes for at være tidsskrifternes flagskib her i landet. Det har stort set altid været alment vedkommende, sagligt, originalt og velskrevet. Og det har haft den rette balance mellem aktuel debat og videnskabelig forskning. Det skyldes de mange gode redaktører gennem årene som Nils Gunder Hansen, Hans Hauge og Poul Erik Tøjner. Men især skyldes det professor Frederik Stjernfelt, der har siddet i redaktionen siden 1993. Han og medredaktøren, Lasse Horne Kjældgaard, takker af med det seneste nummer på næsten 200 sider.

Det er ikke mindst Stjernfelts fortjeneste, at KRITIK har været båret af de fineste redaktionsprincipper: pluralisme og sans for relevans. Det er ikke altid, at man er enige i artiklerne (og lederne), men de er stort set altid værd at diskutere med, og langt de fleste gange bliver man klogere af at læse dem. Man kan også takke den afgående redaktør for at have bidraget til, at den danske akademiske offentlighed sjældent har været præget af den form for politisk korrekthed, der skamridder de fleste andre vestlige lande.

Fra næste nummer overtages redaktionen af to kvinder, Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis, og man kan kun håbe, at de to formår at videreføre denne fine linje.

Temaet i dette nummer er intet mindre end liberalisme. Juristen Jacob Mchangama, politologen Peter Kurrild-Klitgaard, filosoffen Nils Holtug og flere andre har bidraget med læseværdige artikler, der så godt som alle hylder liberalismen. Det er der da også god grund til. Liberalismens insisteren på frie markeder og borgerrettigheder er en grundlæggende del af den vestlige kulturarv og har bidraget til de materielle og politiske goder, vi hylder her i Vesten.

Imidlertid synes jeg, at der mangler et kritisk blik på nogle af liberalismens skyggesider, om end Mikkel Thorup kort berører dem i sin artikel om den kommunitaristiske liberalismekritik. En af disse problematiske sider har ellers at gøre med et af de dominerende træk ved liberalismen siden kommunismens sammenbrud, nemlig det man kunne kalde bestræbelsen på at udbrede det liberale demokrati på verdensplan.

Det interessante ved dette demokratiprojekt er, at det netop synes at modsige nogle af de dyder, der ellers normalt tilskrives liberalismen, også i dette nummer af KRITIK: tolerancen og den anti-utopiske indstilling. Filosoffer som John Gray, David Rieff og Martin Jacques har peget på, at det liberale demokratiprojekt, akkurat ligesom menneskerettighedsbevægelsen, er et revolutionært projekt for så vidt som det sigter mod en radikal omformning af andre ikke-liberale samfund.

Faktisk udviser liberalismen her en art blindhed over for sin egen karakter af ideologi: Liberalister ser slet ikke sig selv som ideologer, fordi deres værdier antages at være forankret i selve det menneskelige samfunds væsen. Det liberale demokrati vil med andre ord og med nødvendig historisk logik blive spredt til andre ikke-vestlige lande; alle mennesker vil nemlig gerne være liberale, uanset hvad de måtte sige og tænke om det. At være anti-liberal er på en måde at lide af falsk bevidsthed.

Liberalt demokrati vil engang i tidens fylde stråle ved historiens ende. Altså vil autoritære samfund uundgåeligt blive liberaldemokratiske, og vi bør alle arbejde med på dette projekt. At undlade at gøre det, er at stampe imod brodden, at være reaktionær (fornemmer man et liberalt slægtskab med marxismen, så tager man ikke helt fejl). Disse overbevisninger – denne ideologi – motiverer erklærede demokratiforkæmpere som George Soros og hans utrættelige arbejde med at omforme ”lukkede samfund” til ”åbne samfund”. Men samme ideologi motiverede også George W. Bush og hans falanks af neokonservative, ja, for ikke at tale om vores egen og tidligere regering og et hav af meningsdannere.

Her må man stilfærdigt minde om, at forsøget på at universalisere det vestlige, liberale demokrati ikke udviser nogen stor tolerance over for andre livsformer. Og at det tilmed virker en kende utopisk, vidner det mislykkede Irakeventyr om, og det synes også at blive bekræftet af den aktuelle kinesiske ekspansion. Lande som Kina og Singapore har som bekendt succes, fordi de netop ikke følger den vestlige liberalisme.

-

Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard (red.): KRITIK 206, Gyldendal.

16 kommentarer RSS

  1. Af jens Ag

    -

    Når det socialdemokratiske Danmark og personer som Kasper Støvring taler om liberalisme, så skulle man tro at der var politiske partier i den vestlige verden der ønskede de anarkistiske og ukontrollerede økonomiske rammer som prægede USA i 1920′erne og Europa i 1860′erne.

    Når Danmarks mest Liberale parti – Liberal Alliance taler om offentlige nedskæringer og nedsætning af skatten er det lande som Tyskland og Østrig der står model.

    VI har en regering hvor mange af Helle Thornings støtter skamløst sammenligner hende og hendes politik med Obama, men professionalliteten i journaliststanden er forsvindende lille når man end ikke forstår at Anders Samuelsen, Joachim B. Olsen m.fl ville blive betragtet som venstreorienterede i USA.

    Kasper Støvring – kan vi få lidt seriøsitet istedet for disse komiske indlæg som intet har med standpunkterne fra nogen europæiske partier at gøre.

    Det er en dialog om at det offentlige system i Danmark er for dyrt og kvæler det private initativ.

  2. Af søren sørensen

    -

    “Liberalismens insisteren på frie markeder og borgerrettigheder er en grundlæggende del af den vestlige kulturarv og har bidraget til de materielle og politiske goder, vi hylder her i Vesten.”

    …Du må vist hentyde til at rige markeder har overtaget fattige markeder(lande!). Mht til den vestlige kulturarv og politiske goder har disse kun overlevet på trods af liberalismen,den bidrog ikke med andet end at både de poltiske goder og kulturarven blev forværret, Den er jo i sin elitærhed u-demokratisk, (et mindretal der ejer flertallet!, som set ved top lo% af landet der ejer 65% af alt værdi.) og menneskefjern via ghettoer af eliten og pøblen!.

    Danmark har også succes fordi den har inkorporeret mange ikke liberalistiske strømninger i sin model i forhold til fx USA og England,begge med verdens højeste gælde og samfund nær faliten!. Gratis uddannelser,SU social ydelser har sikret et minimum af anstændighed. Dog noget den sidste regering at afmønstre meget af de positive ikke liberalistiske strømninger. Heldigvis er nu deres projekt med private hospitaler snart dødt! Så skal vi sørge for at deres projekt med at overtage Dong med positiv stats bidrag, og gi det til vennerne også mislykkedes. Bedre med loo% stats indtægter igennem sugerøret end, 4% skatte bidrag fra Mæersk. Ikke mærkeligt der er flertal i den borgerlige flok for at sælge det nu liberalister er jo menneskefjerne og egoistiske. Det er mig,mig,mig mod alle de andre!

  3. Af Peter Petersen

    -

    @jens og søren

    Hvis I skriver jeres adresser, så skal jeg gerne bidrage med en ordbog til den folkelige oplysning, såeldes at i kan finde ud af hvad artiklen handler om….

  4. Af r. vangkilde

    -

    Kina,Singapore er liberale med mange små og enmands
    virksomheder, men samtidig har man sprunget det
    vestlige demokrati over, fordi man ikke kan garanter
    borgerne beskæftigelse,og dermed den store omfordel
    ing igennem skatter og afgifter.Men derimod en stærk
    nationalstat som sikre den primære styring med succes. Alså ingen personskat og lave energi priser,
    og dermed konkurrence dygtig på den globale bane.

  5. Af søren sørensen

    -

    peter petersen…
    Tak for dit bidrag til debatten og hvad det handler om???????

    “when plunders becomes a way of life for a group of men living together in society, they create for themselves in the course of time a legal system that
    authorizes it and a moral code that glorifies
    it”.
    Frederic Bastiat,
    19th century french economist!

  6. Af Kurt Dejgaard

    -

    Citat:
    “Her må man stilfærdigt minde om, at forsøget på at universalisere det vestlige, liberale demokrati ikke udviser nogen stor tolerance over for andre livsformer. Og at det tilmed virker en kende utopisk, vidner det mislykkede Irakeventyr om, og det synes også at blive bekræftet af den aktuelle kinesiske ekspansion. Lande som Kina og Singapore har som bekendt succes, fordi de netop ikke følger den vestlige liberalisme.”

    Kommentar:
    Det er en påstand som får svært ved at holde.
    At Kina idag er hvor det er, er fordi Kina har åbnet sig og er blevet en del af verdenssamfundet.

    Det, var de ikke under Mao. Og for at blive det, har Kina måttet liberalisere sig. At det ikke er slået igennem, hele vejen op til toppen af det kommunistiske hierarki (m.a.o. partipolitisk), betyder ikke at det ikke er sket på alle landets andre felter:
    Kina er idag ikke noget lukket land. Det er åbent land og lever med fri handel og fri konkurrence.
    Tør man tro på at det politisk vil komme? Ja, det tør man godt, hvis man er liberal. Det, gjorde det jo i Sydkorea og det gjorde det i Taiwan.

  7. Af PREBEN F 1 JENSENH

    -

    Hvor kan man dog blive træt af disse verdensfrelsere, hvad enten de forklæder sig som liberale, radikale, konservative, socialister eller bare humanister.

    Alle har de travlt med at redde verden for andres penge, eller med andres liv og helbred som indsats.

    De radigale er selvfølgelig de allerværste. De vælter sig jo i hykleri, korruption og skøre utopiske ideer, som var de grise og svin i en mudderpøl.

    Hvad med at lade andre kulturer og lande være i fred, medmindre de angriber os?

    Skal alle lande helst ensrettes så de bliver ens? Det er da en syg tanke. Ligesom idéen om een verden er syg. Lige så syg som idéen om “Ein Reich, Ein Volk, Ein Führer”.

  8. Af Ulf Timmermann

    -

    Du har ret, Preben, det er på høje tid – ja tiden er forlængst overskreden – hvor de vestlige hippier af enhver kulør og diverse ideologiske bekendelser, bærende tilsvarende diverse afarter af Den hvide Mands og Kvindes Byrde, kravler ned fra deres piedestaler. Det bliver noget af en kold tyrker. Bevidstheden om det er det eneste, der holder dem tilbage. Og, deres magt ind ad til, internt i Vesten, vil smuldre ved samme lejlighed. Hvad skal der blive af dem?

  9. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Tænke sig, visse bloggere er yderst emsige og febrilske, når det gælder om at sætte en PIND i ytringsfrihedens hjul. De hykler løs om egen godhed, men tåler ikke den mindste afvigelse fra de politisk korrekte sandheder.

    Jeg giver godt nok ikke en PIND eller bøjet 5-øre for politikere, der har så travlt med at kneble det frie ord.

  10. Af Rasmus Bengtsen

    -

    “Lande som Kina og Singapore har som bekendt succes, fordi de netop ikke følger den vestlige liberalisme.”

    Hvis du har belæg for denne påstand, så uddyb venligst. Det er helt ny information for mig.

  11. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Kasper – du burde tage dagens leder i Politiken under “kærlig” behandling, for den er et nærmest arketypisk udtryk for den elitære, københavnske kultur-radikalisme.
    Hovedpointen i lederen er enten, at den seneste udmelding om UK’s forhold til EU, skyldes at Cameron er for dum, eller omvendt, at det er tilhængerne af EU, som er for dumme til at udtænke et intellektuelt modspil til Cameron, fordi de er for fattesvage til at forstå EU som en stor ide.
    Uffe Ellemann plejer i sine hyppigt gentagne indlæg om samme emner i Berlingske på samme vis at nedgøre kritiske synspunkter, som værende udtryk for dæmagogi. Er det en almindelig borger, som udtrykker sig kritisk, er det undskyldende og med stor empati fordi staklen har været udsat for dæmagogi, og er det en offentlig person, er det fordi han selv er dæmagog. Man må indrømme, at Ellemann modsat Politiken ikke over en kam antyder, at kritikere er dumme, men blot at de med skjult dagsorden søger at manipulere de ikke-intellektuelle.
    Hvad der er op og ned i vores forhold til EU er der mange meninger om, men det ville være befordrende, hvis offentlige meningsdannere i et demokrati som vores undlod at deklassere medborgere som værende ikke-intellektuelle og demagoger. Når debatten koger mere op, vil vi – de EU kritiske – vel så også blive karakteriseret som ikke-stuerene eller – i tilfælde af den empatiske deklassering – lidende af “falsk bevidsthed”?

  12. Af Lars Mortensen

    -

    “Skal alle lande helst ensrettes så de bliver ens? Det er da en syg tanke”.
    Helt enig. Og det samme gælder for landets kommuner.
    I aftes hos Clement K i DR2 kunne man høre Ole Birk Olesen udstille sin personlige liberalismes udtalte mangel på omtanke:
    Alle kommuner skulle drives som den billigste kommune drives! Ikke fordi den er den bedst drevne, men fordi den er den billigste. Ikke én tanke på, at den dyrere drevne kommune måske har en højere normering, bruger mere på udddannelse, har geografiske forhold, der gør den dyrere at drive,- men ene og alene tanke på én ting: Bundlinjen og kun den.
    Og netop her udstiller OBO jo netop, at Kasper Støvring har ret: I sin bundlinjefikserede fremturen bliver OBO jo udtalt ideologisk og alt andet end liberal.
    Liberal Alliance er jo ikke for en tøddel liberale undtagen når man efterstræber præcis det, som LA vil have. OBO bliver eksponent for udstillet hykleri!

  13. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Lars Mortensen – 07:12

    Liberalismen er da netop fra dag ét kendetegnet ved: at kunne købe billigst muligt, også arbejdskaften.

  14. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det er alt-i-alt kun når liberalisme bliver misforstået og/eller misbrugt, at det går galt for de demokratiske og menneskelige ideer.

    Derfor kan man åbenbart blindt sidestille liberalisme med revolution a la marxismens kodle og kyniske ‘kløgt’ omkring mennesket, på menneskets vegne og dermed for dets vilkår.

    Det er egtl frihed, folk råber på – den individuelle, verden over, fordi det er menneskers muligheder, der forsøges undertrykt i tro, tanke, handling osv.

    Og – her har det liberale hidtil været det bedste bud; omend det muligvis kun er forskel på ‘ydre’, dvs udefrakommende (marxismens) tvang og en ‘indre’ (kapitalismens/liberalismens)tvang, hvor disciplinering og fornuft var fremherskende dyder, og hvor følelser gerne (og stadig) kan udelades.

    Det er forskellen på en kollektiv opfattelse ctr. en individuel opfattelse af individet, hvor kommunismen har vist sit nederlag; men hvor det liberale stadig kan udvise større fremskridt for mennesket; men hvor mennesket stadig ses som sin egen værste fjende p gr a hang til dominans overfor medmennesket.

    Ikke anderledes for mennesker i f det kommunistiske system – men det holdes i en vis ave af den ydre tvang med diverse forastaltninger, hvor der ikke er samme handlefrihed og mulighed for initiativer for det enkelte menneske, medmindre der ‘retter ind’ og ligefrem afgiver en slags ‘troskabsed’ for at få lov til el bare kunne agere, og hvor individuelle og retfærdige pip fra mennesker ofte bare skrottes.

    Disse selvbestaltede ‘guder’ på menneskers vegne, hvor viden omkring mennesket, dets både følelser, drifter og fornuft mm ganske enkelt ikke kendes el totalt negligeres.

    ‘Man’ tiltror ikke mennesker nogen kløgt el fornuftig ageren ud fra oplysning og øget viden

  15. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    I Vesten har vi trods alt mulighed for at gøre op med visse herskere, fordi vi kan vælge friere. Og – Busch Jr. nævnes – jeg ser ham ikke som liberal, så ihvertfald en temmelig kedelig en af slagsen, der har misforstået noget.

  16. Af Jens Ag

    -

    Det er bizart at tale om Liberalisme når hele den vestlige verden bekender sig til en form for Kaynesian økonomi, med en velfærdsstat som selv i de mest liberale lande ikke kommer i nærheden af den sidste sande “Liberalist” til at lede et vestligt land, nemlig John Calvin Coolidge, Jr. som var USA’s præsident fra 1923-29.

    Ekstremerne er forsvundet, og kun de mest debile tror på rendyrket Liberalisme (Feudalisme) eller rendyrket kommunisme. Kommunismen har vist sig at være en katastrofe som kun kunne fungere ved tvang og det liberalismen medfører armod for de svageste.

    Det der politisk diskuteres er hvor på skalaen mellem kommunismen’s og feudalismens yderpunkter vi skal være. Danmark er pt. det land i verden som er længest ude af scalaen mod kommunisme, men hvor man ikke tvinge folk til at blive, men der har dog været toner fra SF/EL om at forsøge at hindre folks ret til at vælge at flytte til udlandet.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info