Lille digtanalyse

Af Kasper Støvring 21

Og nu til noget helt andet, for alt skal ikke handle om politik. Tværtimod er det vigtigt at have opmærksomheden rettet mod noget af det fineste, vi har, f.eks. litteraturen. I dette tilfælde lyrikken. Vi skal derfor se på den danske lyriker Ole Sarvigs digt ”Drømmekærne”.

Al litteratur er skrevet på et bestemt tidspunkt, det siger sig selv. Nogle værker overskrider sin tid, imens andre er bundet til sin. Men fælles for al litteratur er, at et værk vil være præget af sin tid. Således også Sarvigs lille digt, der udkom i samlingen Grønne digte fra 1943. Det viser sig nemlig, at tiden har betydning for digtets budskab. Men mere om det til sidst.

Drømmekærne

Lyse kærne

i din avnekaabe,

 

Ridder Georg

i dit panser,

 

klingende haard,

fuld af frost

var din hjælm

og din kappe,

 

- saa kom sommer

med sit grønne træ!

 

Det er altid en god ide at begynde en analyse med begyndelsen – med titlen. Her viser det sig, hvilken metaforik, altså billeddannelse, digtet arbejder med. Nemlig naturens, nærmere bestemt kernens, kornets eller vækstkimets. Kimet er et velkendt symbol på genopstandelse, forvandling, frugtbarhed og forløsning, hvis ikke ligefrem miraklet. Kimet plantes i jorden i efteråret, overvinter for så at spire i foråret og blomstre i sommeren. Den grønne plante kan dermed, som hveden eller æbletræet, høstes og mætte de sultende.

Der kan også udskilles et forløb, der har tæt sammenhæng med vækstmetaforikken. Vi går fra beskrivelsen af den lysende kerne (strofe et og to) over frosten (strofe 3) til blomstringen om sommeren (strofe fire). Hvor de tre første strofer foregår i fortiden, udtrykker den sidste strofe en tid, der ligger fremtidig i forhold til de forudgående. Digtet ender altså med frugtbarhed, med det grønne træ, og udtrykker, med udråbstegnet, en umiddelbar glæde over miraklet.

Men digtet gør noget mere. Det drager en parallel mellem naturens og menneskets verden. Den første og anden strofe indbyder os til at sammenligne kernen med ridder Georg; som den første er beskyttet af sin avne – den tynde skal – er den anden beskyttet af sit panser. Digtet henviser til legenden om den tapre og dydige ridder Georg, der slog den menneskeædende drage ihjel. Vi kender også figuren som den kristne martyr Skt. Georg.

Vi kan nu forsøge os med en samlet tolkning af Sarvigs digt. Som kernen, der overlever vinterens frost – overvintrer i sin beskyttende skal – for siden at blomstre, skal også mennesket overleve tidens frost og forløses med vinterens ophør. I mennesket lever kernen og drømmen om bedre tider, der skal komme. Kernen er menneskets sjæl eller dets ånd, og er den tilstrækkelig beskyttet, vil den ikke tage skade af frosten; ånden er en essens, der er upåvirket af historiens gang og de ydre faktorer, selv om de er nok så truende.

Digtet er skrevet under nazisternes besættelse. Budskabet er, at vi, der lever i tidens frost, udsat for fjendens overmagt, vil gå usårlige ud af krisen som den tapre ridder Georg. For den frost, den trussel, der omtales i strofe 3, når kun ind i det omgivende lag, i pansret. Digtet udtrykker med sit organiske væksttema et cyklisk forløb. Og med sit budskab om at leve igennem tidens hårde prøvelser og afvente den kommende forløsning, udtrykker digtet et, ja, lysegrønt håb i en mørk tid. Vækstkimet kan ikke slås ihjel.

Det budskab er næppe tidsbundet.

 

21 kommentarer RSS

  1. Af Jan Jørgensen

    -

    Hov Kasper!

    Bi lidt!

    Titlen er “kærne”, ike “kerne”.

    Jeg har ikke læst digtet før, men for mig forekommer det, at han taler om naturens mildning af menneskets frosne sjælepanser. Vi kærnes og tøer op.

    Ret mig, hvis jeg tager fejl.

  2. Af Jan Jørgensen

    -

    Og ved nærmere læsning, så har du ret Kasper….

  3. Af Niels Poulsen

    -

    Det er et smukt digt og en indfølt analyse, som giver håb i denne vinter- og krisetid.

    Og dog er det, som om jeg mangler “skyggen” i digtet. Der er altid en orm, der gnaver et sted. Og måske er den drage, som Sankt Georg kæmper mod i legenden, ikke kun et billede på en ydre fjende, men også noget ikke-erkendt i det jeg, som ikke er herre i eget hus. Ormen i sjælens kernehus er slægtning til den drage, det er den gode ridders opgave at bekæmpe. Og spørgsmålet er, om man kan kæmpe mod den ydre fjende, uden også at erkende den indre ditto.

    Jeg tror ikke, at det er nok at vente på foråret, på den indre vækst. Jeg tror, at man også skal se ormen i øjnene, erkende den, ja, måske endda gøre sig gode venner med den.

    Jeg vil aldrig gøre mig til dommer over et andet menneskes liv. Men jeg undrer mig over, at Ole Sarvig som det kristne menneske, han var, endte med at hoppe ud fra et højhus. Så vidt jeg ved, skyldtes det en stor sorg, som måske havde gjort ham hjemløs i verden. Måske gik der hul på avnekåben og panseret, og den inderste kerne blev beskadiget? Eller også var det en manglende erkendelse af ormen, der altid gnaver? Den indre fjende. Det lyse forårsmenneske, som i sin lovprisning af livet og det positive, ikke ønsker eller ikke magter at forholde sig til det mørke, det destruktive, det negative i tilværelsen.

    Det har gjort indtryk på mig, at Sarvig engang har udtalt noget i stil med, at det kristne menneske går fra den ene krise til den næste. Krisen er så at sige permanent. Man kommer aldrig fri af den. Man er som kristen altid anfægtet. Nuet holdes op mod evigheden. Man er plaget af erindringer om de afgørende øjeblikke i ens liv, hvor man svigtede (næste)kærligheden, eller hvor man følte, at den svigtede en. Til sidst blev krisen altså for stor, og Sarvig valgte selvmordet. Og det er i hvert fald i Schopenhauers forstand et svigt, idet man lader viljen vinde. Og også i kristen forstand. Man skal blive ved med at kæmpe, ligesom Sankt Georg. Udholde lidelsen. Eller som Peter Belli vistnok udtrykker det: Bliv ved med at kravle! (Eller er det crawle, han mener?). Det bør alene være op til Gud, hvornår timeglasset løber ud.

    Men denne lille anke skal ikke tage noget fra Sarvig. Han er en stor digter med sin særegne og tidløse metaforik. Ikke mere lommefilosofi herfra.

  4. Af B. Lygge

    -

    Dejligt med et helt anderledes indlæg på disse sider.
    Dejligt at bruge hjernevindingerne på en anden måde.
    Dejligt at skulle forholde sig til andet end de emner, som plejer at være på disse debatsider.
    Dejligt at føle sig positiv stemt og for en stund hensat til en hel anden verden, en verden som dog kan bruges til alle tider.
    Tak.

  5. Af Kurt Dejgaard

    -

    Digtet omtaler “Ridder Georg”, som ganske rimeligt fortolkes som Skt Jørgen (ikke Skt Georg).

    For han hedder faktisk Jørgen på dansk. Og derfor får vi osse geografi/nationalitet på den i digtet omtalte: Sct. George (som Skt. Jørgen hedder på engelsk) – Englands skytshelgen. Det er ham der skal bringe os foråret.

    Det hører centralt med i tolkningen af digtet.

  6. Af Lars Riis

    -

    Kasper S.

    Jeg kan godt forstå, at du skal holde din kvote i form af spaltemillimeter i januar måned af hensyn til dit vederlag, men dette her?

  7. Af Maria Due

    -

    Flere betydningslag som sig hør og bør.

    Det var i 1943, at Anden Verdenskrig vendte, og man atter turde tro på en sommer.

  8. Af Maria Due

    -

    N.B. at der i 1943 var censur i det besatte Danmark.

    Man skulle tro, at det samme var tilfældet i JP i disse dage, hvor den udsendte korrespondent Heidi Plougsgaard støvsuger England for negativ omtale af David Camerons tale.

  9. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Fint! – Det uundgåelige kommer, som naturens vilje og bestemmelse, derfor også vores – med sommer, det grønne og håbet, igen og igen, til en ny begyndelse.

  10. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Niels Poulsen – 15:33

    Det var dog ualmindelig flot tænkt!

  11. Af Axel Eriksen

    -

    Nu har jeg primært kun læst prosa- og faglitteratur – men det digt i Kasper Støvrings og Niels Poulsens fortolkning er jo fremragende!

    Måske skulle vi ikke bekrige hinanden så meget i “panser og plade” – men vide inderst inde er vi kun avnebeklædte – og ens, når foråret kommer!

  12. Af Ib Als

    -

    Det er glædeligt at se, at der stadig findes meningsdannere som tager udgangspunkt i litteraturen (her endda lyrikken). I øjeblikket er det vist kun Rune Lykkeberg og dig, der gør sådan

  13. Af Allan Hansen

    -

    En lille novelle om løgnes fødsel.

    Hvornår begyndte mennesket, at lyve for hinanden
    og hvorfor?

    Om små og store løgne.

    Ved du hvad, der er løgn og hvad – der er sandhed?

    Jo, ser du – engang for meget længe siden var løgnen og sandheden ude at gå en tur på stranden.

    Det var en varm smuk sommer dag med høj blå himmel og fugle sang – pludselig siger
    løgnen til sandheden; kom lad os tage en svømmetur.
    Ja, siger sandheden hvem kommer først og smider sit tøj på bredden og kaster sig ud
    i bølgen blå – men da sandheden ser sig tilbage over skulderen, er løgnen igang med, at ifører
    sig sandhedens tøj.
    Siden da har løgnen løbet jorden rundt – længe før sandheden havde fået sko på.

    Sandheden og løgnen bor bag samme dør – og bærer det samme slør…..
    det kan undertiden være svært, at vælge dør eller slør?

    Nuvel, alle snyder lidt på vægten – af den ene eller anden grund.
    Alle mennesker lyver når det sømmer sig.
    Alle mennesker, der påstår det modsatte – er fuld af løgn!

    I gamle dage var en hæderlig mand – en mand, der sagde sandheden (eller næsten hele sandheden).’
    Sådan er det ikke længer – idag er sandheden blevet til en løgn!
    - Man benægter simpelhent kendsgerningerne.
    Spejlet afslører dualismes forhold – måske den samme maske, som i går? ( tiden går).

    Nuvel, en løgn er vel en løgn – stort som småt, er vel lige godt!
    ( blot lidt strø tanker).

    Løgne sælges i bundter, pund eller kilo.
    De fleste af dem kan “man,, ikke se!
    Hele vores samfund (kultur historie), er gennemsyret af løgne – på godt og ondt.
    Man bør leve sundt. (…)

    Der findes mange forskellige løgne i alle mulige størrelser og farver
    ,og af forskelligt skind
    de tryllebinder dig – mens de bedrager dit sind.
    Løgne er menneskets maske og bruges i lyst og i nød
    - giv os i dag vores daglige brød.
    Selv guderne må lyve i ny og næ – for at tjene sit daglige brød
    - på nedslidte knæ.

    Der er små og store løgne – også nogle vi godt kan li`
    - den med gud og julemanden lader vi altid slippe forbi.
    Alle lyver, bare sådan lidt til husbehov – eller blot lidt for sjovt.

    Sproget er tankernes legetøj – det skifter fra dur til mol.
    Se, da tager en digter straks sin pen før tankernes spor går koldt.
    Måske har mennesket brug for sine løgne – fordi sandheden er alt for hård?
    løgne kommer – og løgne går. Det er livets vilkår!!!
    Sproget kan også forfører dig med “tryllesang,, som det hed på Sokrates tid
    - den fortæller dig det du ønsker at høre, men er meningsløst inden i.

    Sproget er fyldt med gåder, gåder som vi ikke forstår!
    For hvordan kan vi tale om i går?
    Gåder kommer og går – jeg tror du forstår.(…).

    Løgne er som regel billigt til salg.
    Undertiden er de temmelig dyre og koster dig store eftergebyr.
    Sådan er det også i store eventyr hvor man sætter alt ting over styr.
    Der er løgne af imorgen og løgne af igår – løgne vi aldrig forstår
    - løgne kommer og løgne går.

    Pave Bonifacius har engang skrevet en bog, der var løgn fra enden til anden.
    Men den solgte vist skide godt – tro jeg nok?
    Man kan tro på dette eller hint – men som regel er sporet – blindt. (…).
    Hvis sandheden ikke findes – se da ville alt ting være løgn!
    Men sandheden kan du altid finde inde i dig selv. (troen er altid blind).

    De gamle stoiker mente, at man bliver “god,, ved at tænke på det gode, og ond ved at tænke på det onde!
    Nuvel, det kunne lyde indlysende for enhver almindelig cykelsmed – men så enkelt er det ikke!
    For undertiden sover “godhed og ondskab,, i samme seng ( og med hvad – der følger).
    Det kan derfor undertiden være svært at sige hvem – der er hvem.
    Dualismen giver os altid valg og muligheder mellem lys og mørke – godt og ondt!
    Spørgsmålet bliver nu – hvad, der er sundt?
    En verden uden ondskab ville være grusom – for da ville vi ikke kende til kærlighed!
    Herre, giv os idag vort daglige prygl, og måske lidt daglig brød – Amen.

    Det er meget nemt, at snyde hjernen for den sidder jo, inden i og er slet ikke i stand
    til at opfatte det, der forgår “udenfor,,.
    En ting er dog sikker `løgnen, er kommet for at blive, som en del af menneskets
    modersmål – uden løgnen ville mennesket forgå – det kan være svært, at forstå!
    Blot mangle vi en enkelt brik i vores puslespil før tingene falder på plads.
    Hvordan kan vi skælende fra løgne til sandhed?
    - Ved dets logiske substans!

  14. Af Maria Due

    -

    St George er Englands skytshelgen, og det var England, der havde stået fast, da alle andre faldt, det var man meget opmærksomme på i 1943.

    Jeg synes, at Dejgaard har en fin pointe, omend den måske er lidt ironisk ment, og i så fald kan jeg godt forstå det.

    Den sidste Stuart på Englands trone var dronning Anne, der var af dansk afstamning og lykkeligt gift med den danske prins Jørgen, der i England blev kaldt George. Den første organist ved St. Pauls Cathedral skrev en fejende flot march til prins Jørgen – “The Prince of Denmark’s March”, som vi på dansk kalder “Prins Jørgens march”. Den blev valgt som indledning til BBC’s radioudsendelser til Danmark under krigen, bl.a. med de kodificerede meddelelser til den danske modstandsbevægelse. Prins Jørgens march kom således til at symbolisere håb og kamp.

  15. Af Finn Bjerrehave

    -

    De kodificerede lyde som BBC sendte, var nemlig morsetegnet V for Victory, eller på Dansk Sejr, og historien er igen kedelig.
    Vi Danskere smykker os ind i for megen forloren romantik, vi var nemlig allierede med Tyskland, med 4000 soldater på Østfronten, 130.000 arbejdere i Tyskland, og Anders Lassen på Vestfronten, og da Englænderne med USA,s indtog i Italien , fik Danmarks holdning til Tyskland, et dolkestød, og nu skulle der sadles om, og sådan er vores historie, nemlig vi holder med Vinderne, derfor i dag EU og Tyskland bestemmer igen, og Englands modstand mod EU, har gjort Churchill til skamme, og de døde i WW2 til spildte skæbner.
    Historien fortæller måske for meget.Finn Bjerrehave Vig

  16. Af Kurt Dejgaard

    -

    Maria Due (re: 1. februar kl. 13:45)

    Ironi? Naaah…

    Jeg pensler det ud, fordi Støvring med påstanden om “tidløsheden” i budskabet, kobler den igangværende EU-debat i Storbritanien sammen med kampen mod nazismen under anden verdenskrig (Englands befrielse af os, da vi ikke kunne befri os selv fra en militær undertrykker og besættelsesmagt).

    Bodega-romantikken (som vi gerne kender den fra folk som Scruton) er lidt tyk, ikke?

    I realiteten er der vel mere tale om at Storbritanien nu vil have de afstemninger vi selv i Danmark havde for 20 år siden eller mere…

    De skal være velkommen til dem, men helt ærligt: Hvis de virkelig mener det, er det så ikke lidt sent at komme i tanke om, nu?

  17. Af Kasper Støvring

    -

    Kære alle, interessante betragtninger, især Niels Poulsens er gode. Noget af det gode ved litteratur er jo, at man kan læse meget – men ikke alt – ind i den. Den krise, der omtales i digtet, kan være besættelsen, det kan også være en personlig sådan, ligesom man da godt kan læse aktuel storpolitik som EU ind i digtet. Men det tænkte jeg nu ikke på.

  18. Af Maria Due

    -

    EN FORUNDERLIG BLANDING AF STORPOLITIK, APOKALYPSE OG KRISTENDOM

    Hurtigt låg på og karakter blev der også givet. Så lader vi det ligge, men selv om Ole Sarvig var en grumme alvorlig mand, springer ordene ”Ridder Georg” så pompøst ud af teksten, at det for mig er umuligt at se bort fra en befriende munter selvironi. Alt var jo, som det ses, ikke tungsind og gnavende orme.

    Vil nogen vide mere, kan de fx på Litteratursiden.dk finde en omtale af 1940’ernes forfattere, hvor Ole Sarvig og Ole Wivel fremhæves for deres engagement i krigens problemer. Dette forhold har jeg kendt til, siden jeg for mange år siden læste forfatterskabet, og helt at udelukke det, faldt mig ikke naturligt. Om den første bog, jeg læste af Sarvig, kan man læse på litteratursiden:

    ”Overalt i Sarvigs forfatterskab spiller kristendommen en afgørende rolle. Også i Havet under mit vindue, hvis slutning er en forunderlig blanding af storpolitik, apokalypse og kristendom. Og det er også her, at Sarvigs ”kriminalroman” falder til jorden ved siden af Kafkas. Det kristne anslag, der i Sarvigs lyrik ofte er af stor skønhed, tynger slutningen. Det var ikke helt uden grund, at Karen Blixen over Ole Sarvigs navn lavede anagrammet: Oversalig.”

  19. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det har været omkring 1966/67 (var han oppe i tiden da?), at jeg havde købt Sarvig’s “Havet under mit vindue” i en billigbogsudgave – den var vist lidt kryptisk/surrealistisk i fremstillingen; jeg fik den ikke læst i hv f – måske har jeg også denne bog endnu i et ‘arkiv’.

  20. Af Allan Hansen

    -

    Imagine there’s no heaven
    It’s easy if you try
    No hell below us
    Above us only sky
    Imagine all the people
    Living for today…

    Imagine there’s no countries
    It isn’t hard to do
    Nothing to kill or die for
    And no religion too
    Imagine all the people
    Living life in peace…

    You may say I’m a dreamer
    But I’m not the only one
    I hope someday you’ll join us
    And the world will be as one

    Imagine no possessions
    I wonder if you can
    No need for greed or hunger
    A brotherhood of man
    Imagine all the people
    Sharing all the world…

    You may say I’m a dreamer
    But I’m not the only one
    I hope someday you’ll join us
    And the world will live as one

  21. Af click here http://tiny.cc/2rl3sw

    -

    Actually worthwhile article. Pay interest

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info