Det vigtigste essay siden Murens fald

Det er store ord, men hør så forfatteren Martin Walser: ”Den måske klogeste, mest klarsynede, mest vidtrækkende tekst publiceret af en tysk intellektuel siden 1945.” Der henvises til den tyske digter Botho Strauss’ essay ”Tiltagende bukkesang”, der i dag udkom for præcist tyve år siden i magasinet Der Spiegel. Essayet er behørigt blevet kommenteret i Tyskland i forbindelse med 20-årsdagen, og også herhjemme har Weekendavisens Anders Ehlers Dam skrevet en længere kongenial artikel.

Essayet satte øjeblikkeligt den tyske offentlighed i brand. Forfatteren blev skandaliseret som højreradikal, ikke mindst på grund af hans eksplicitte valgslægtskaber med bl.a. landsmanden Ernst Jünger; aviser og magasiner flød over med indlæg for og imod forfatteren, og der er skrevet hele bøger om det tyve sider lange essay, der siden blev genudgivet i bogform og også oversat til dansk i tidsskriftet Nomos.

Så i hvert fald hvad angår virkningshistorien, er ”Tiltagende bukkesang” ubestrideligt et af de allervigtigste essays i tysk efterkrigshistorie. Da den socialdemokratiske intellektuelle Peter Glotz ved essayets udgivelse skrev: ”Notér jer dagen, venner, det var Spiegel-udgaven fra 8. februar 1993. Det bliver alvorligt.” – Ja, så skulle det ikke forstås som en opfordring til at gå om bord i essayet, snarere som en advarsel mod det.

Hvad man end mener om essayet og dets synspunkter, så rummer det klare sproglige kvaliteter. Det er formuleret i en fragmenteret og til tider stærkt esoterisk form, der kan virke patetisk og alarmistisk. Det hører til den digterfilosofiske stil, som Strauss bevidst henviser til i essayet – vel den rette form for et essay præget af ”seismiske jærtegn, forudgribelser af en større nød”.

At der er gået tyve år, siden essayet først blev udgivet, gør naturligvis, at vi står med en historisk tekst. Men på en måde har de tyve år blot fremhævet dets kvaliteter; essayet er med årene blevet mere og mere aktuelt, hvilket også er en del af dets dunkle profeti. Også af den grund er den historiske cæsur, som jeg har valgt i titlen på dette blogindlæg, relevant. For essayet aftegner nogle klare konfliktlinjer, der er blevet synlige efter Murens fald: fremkomsten af nye kulturelle konfrontationer, af etniske og religiøse kampe, der tilbageviser den optimisme, formuleret i ideen om historiens afslutning, som var en del af tidsånden i 1990’erne.

Hvad ”handler” essayet så om? Som titlen anslår, handler det om tragedien, den kommende tragedie, fornemmelsen af et forestående sammen- og opbrud. Det er fristende at henvise til teksten selv og lade den tale, hvilket jeg da også i store træk vil gøre i den nedenstående citatmosaik. Interesserede læsere bør naturligvis selv prøve at leve sig ind i Strauss’ mærkelige, dystre og på mange måder radikale tekst, hvis ikke på tysk, så i den danske oversættelse.

”Tiltagende Bukkesang” indledes med en undren over, hvorfor vores samfund fungerer så smidigt, når man betænker, hvor ufuldkomne mennesker i grunden er. Og dog – undertiden forekommer det som om, at noget er ved at gå i opløsning. Som om man ”hører en sidste knagen af noget, som giver efter, af papirtynde lameller, som rasler i naturlige vibrationer”, som om man ”lige netop ser de sidste, som det lykkedes at flygte ind i et hus, fornemmer et lille klik, som en lås, der går i. Herefter lyden af noget, der rives over: reb, håndsrækninger, nerver, tingslige kohæsioner, kontrakter, net og drømme. Endda solidaritet og marchkolonner.”

Så er stemningen i dette atmosfærefyldte essay sat, og forfatteren springer fra den ene observation til den anden. Fra den anelsesfulde beskrivelse af det skrøbelige ved det moderne liberale samfund går vi til en kritik af den moderne vestlige by til et ubehag ved den materielle overflod, der svækker os i mødet med ”fjendtlige erobrere”.

Det liberale demokrati har ingen konkurrenter, vi møder ingen fare, der kunne motivere os til at samle kræfterne på ny. Vi risikerer derfor at stå magtsløse over for fremmede folkeslag, der hylder andre, åndelige værdier. Strauss henviser til de tidligere Sovjetlande, men også islam i Vesten rinder i hu. At nogle vil yde blodofre, forstår vi ganske enkelt ikke, æresdrab og attentatforsøg på blasfemikere, chokeres vi over, men hvad stiller vi op? Sagde nogen Lars Hedegaard?

Essayet kritiserer også det overfladiske oplevelsessamfund, trivialkulturen og den konstante forhånelse af etablerede ordninger, løgnen om det lykkelige, multikulturelle samfund og den subversive venstreorienterede rebel, der er imod alt, men sjældent virkelig for noget. Det er ødelæggeren, der hilses velkommen af de borgerlige filistre.

Essayets forfatter bekender sig til en højreorienteret position, hvormed forstås sansen for oplysningens skyggesider, for fortiden, og det er melankolsk stemt, er præget af ”tabets fantasi”. Denne position er erklæret anti-utopisk, og det er i grunden enspænderens position, der hyldes: Den, der unddrager sig massesamfundet, ”den telekratiske offentligheds regime”, medierne, der forgriber sig på det enestående og unikke, og i sine talkshows ”krænker samtalens værdighed”. Man kan sige, at essayet udtrykker en elitær sensibilitet: det er eneren, der er i stand til at sanse den kommende tragedie.

Strauss provokerer ved at bekende sig til gamle konservative dyder som autoritet. Men det er kun delvist rigtigt at karakterisere ham som højreradikal: Essayet er en markant kritik af bl.a. nynazismen, der sidestilles med venstreekstremismen. De er nemlig begge inkarnationer af ødelæggeren, den tabunedbrydende.

Mange har sikkert vanskeligt ved at forstå essayet, og har derfor også svært ved at høre ”de sælsomme toner, som bukkesang”, der genlyder igennem det. Men lad os da høre forfatteren selv i følgende citatmosaik fra ”Tiltagende bukkesang”:

CITATMOSAIK

”Når jeg i dag går ned ad en lille vej i nærheden af, hvor vi bor, så virker den helt afstumpet af rigdom og pral: Der er ikke længere noget særpræg eller nogen ornamenter at lægge mærke til, men overalt et ensartet køligt lineament af svævende kompakthed.”

”Den eneste fjende, man ikke kan kæmpe imod, og som ikke sætter kræfterne i gang, når den trues, er samfundsrigdom. Er kun få rige, så hersker korruptionen og arrogancen. Er det folket som helhed, så smuldrer substansen. I hvert fald beskytter rigdom ikke mod demontering af det samfund, den i sidste instans skyldes.”

”Eftersom historien ikke er ophørt med at træffe sine tragiske dispositioner, kan ingen forudse, om vores pacifisme ikke blot sender krigen videre til vores børn.”

”Det offentlige moralske hykleri, som til hver en tid tolererede (om ikke ligefrem praktiserede) forhånelse af eros, forhånelse af soldaten, forhånelse af kirken, traditionen og autoriteten. Den bør ikke undre sig, hvis ordene i nødens stund ikke længere har nogen vægt.”

”Den skælmsk smilende tv-værts fredelige verden: ’det farverige lille folk af prostituerede, narkomaner, tyske hausfrauen, asylansøgere og intellektuelle, som bor hyggeligt side om side med hinanden…’.”

”At være højreorienteret, ikke af billige overbevisning eller af nedrige hensigter, men af hele sit væsen, det er at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgere, som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv […] Det drejer sig om en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid.”

”Modsat den venstreorienterede fantasi, som er en parodi på et evangelium, udmaler den højreorienterede intet kommende verdensrige, har ikke behov for en utopi, men stræber efter at genoprette forbindelsen til den lange, ubevægede tid; den er i sit væsen dybdeerindring og for så vidt en religiøs eller protopolitisk initiering. Den er altid og på eksistentiel vis en tabets og ikke en (jordisk) forjættelsens fantasi. Således en digterens fantasi, fra Homer til Hölderlin.”

”Den højreorienterede – på rette spor: en enspænder. Det, som adskiller ham så inderligt fra den problematiske verden, er dens mangel på passion, dens hovmodige selvcentrering, dens lige dele latterlige og modbydelige gøren lidelsen og lykken til et samfundsanliggende.”

”Moderniteten vil ikke blive afsluttet med sine milde postmoderne udløbere, men vil blive afbrudt brat af kulturchokket. Kulturchokket, som ikke rammer de vilde, men som raserer de glemsomme.”

”Efter årtier med det kulturelle totalteaters ungdom møder man nu en temmelig tæret ungdomssubstans, efterkrigstidens sidste progenitur, hvis overlevering og stemningshistorie består af negationer og faderhad, den hæslige frugt af mødet mellem en dekreteret og en løbetræn, grænsende til det psykopatiske, antifascisme.”

”Hvor blinde og hjælpeløse fremstår nu de kritisk oplyste, som ingen sans har for skæbnen, som hilste det dynamiske kompleks af emancipation i generationsskriftet og enhver oprørsk, revolutionær potens velkommen, indtil den, som nu, blotter sin nøgne, neutrale kerne: det brutale had.”

”De tærsker langhalm på den tanke, vi kun lige lod suse forbi, de laver skemaer og fylder sendetiden med spørgsmål, de aldrig nogensinde har stillet sig selv, kommentatorerne, debattørerne, infotainerne. De optager endda gåder og hieroglyffer i deres banale og fuldstændigt gennemskuelige sprog, formidlerne, verdensmoderatorerne […] Men sanserne lader sig kun bedøve, ikke dræbe. Før eller siden vil det komme til et voldsomt oprør mod sansebedraget.”

”Den telekratiske offentligheds regime er historiens ublodigste voldsherredømme og samtidig den mest omfattende form for totalitarisme. Det behøver ikke at lade nogen hoveder rulle, det gør dem overflødige. Det kender kun undersåtter og ingen fjender. Det kender kun medvirkende og systemkonforme.”

”Det, der kan misforstås, bliver så meget desto mere til kunstværkets privilegium, som kræver fortolkning og intet mener.”

”Jeg er ikke i tvivl om, at autoritet og mesterskab fremmer en højere menneskelig udfoldelse hos dem, der evner at indforskrive sig hos disse egenskaber, end en hvilken som helst form for præmatur og letkøbt emancipation. Den herreløse (og modstandsløse) opdragelse har ikke været god for nogen, den har bare gjort ligegyldigheden større og skabt en ungdommelig træthed.”

”Det er trist, virkelig trist med den ødelagte overlevering. JA, den går til grunde uden for portene som en fragt kostbar næring, befolkningen må undvære på grund af nogle toldstridigheder.”

”Det er sværere at få modstand i dag, konformismen er intelligent, nuanceret, mere snu og umættelig end før i tiden, det velmente hyppigere end det åbenlyst tåbelige, som man tidligere bekæmpede eller vendte ryggen.”

”De overgreb, som nu begås af nynazister, ikke mindst deres antisemitiske udskejelser, [har] intet at gøre med et militant forsøg på antioplysning. Denne, i streng forstand, vil altid være den øverste vogter af det uudgrundelige, af tabuet og ærefrygten, som det længe indgik i den kritiske afslørings program at forbryde sig imod.”

”Fra menneskerummet i sin helhed, det fælles univers, høres sælsomme toner, som bukkesang.”

”Vi kender intet til den kommende tragedies form. Vi hører kun den stadig højere mysterielarm og bukkesangen i vores handlingers dyb. Offersangene, der tager til i det indre af det anrettede [samfundet, KS]. Tragedien gav en målestok at erfare det onde ud fra og til at lære at udholde det. Den udelukkede muligheden for at fornægte eller politisere det, endsige at se det som samfundets opgave at bortskaffe det. For det er det onde nu som før; de, som rammes af det, har blot andre måder at opfatte det på, at tage det på sig, de benævner det med andre, mildere navne.”

”Vi frygter det, vi vil prøve at forhindre det med alle til rådighed stående midler, og har dog intet sikkert forsvarsmiddel, når Bromios, den larmende skræk, slår ned i vores abstrakte verden, og det angiveligt så virkelighedsbetvingende kompleks af simulakrummer og simulatorer fra den ene dag til den anden begynder at vakle. Virkeligheden bløder virkelig nu.”

”Kulturpessimisten anser ødelæggelsen for uundgåelig. Den højreorienterede håber i stedet på en fundamental mentalitetsændring, undfanget under farerne, på den endelige afsked med et efterhånden hundredårigt ”devotionsfjendtligt kulturbegreb” (Hugo Ball), som i Nietzsches fodspor overbefolker vores åndelige miljø med et utal af spottere, ateister og frivole insurgenter, og som har skabt en egen bigot fromhed af det politiske, det kritiske og det potentielt totalfornægtende.”

”Vi advarer lidt for selvtilfredst mod de nationalistiske strømninger i de nye statsdannelser i Østeuropa og Centralasien. At nogen i Tadsjikistan ser det som sin politiske opgave at bevare sit sprog, ligesom vi ønsker at bevare vores vandmiljø, forstår vi ikke længere. At et folk vil gøre sine morallove gældende mod andre, og er parat til at bringe blodofre for dem, fatter vi ikke mere, tværtimod opfatter vi det i vores liberal-libertære narcissisme som forkert og forkasteligt. Der aftegner sig imidlertid konflikter, som ikke længere vil kunne løses økonomisk; hvor det kunne komme til at spille en uheldig rolle, at den rige vesteuropæer så at sige har levet også moralsk over evne, fordi det ”mulige” i det mindste her stødte på en grænse. Det er ligegyldigt, hvordan vi ser på det, det vil blive svært at bekæmpe: at det gamle ikke bare er lagt bag os og er dødt, at mennesket, det enkelte og som del af folket, ikke udelukkende er et produkt af i dag.”