Om enkebrænding og andre særheder

Af Kasper Støvring 105

I efteråret var jeg involveret i en moralfilosofisk diskussion om universalisme kontra relativisme med bl.a. teologen Katrine Winkel Holm. I en artikel på Trykkefrihed.dk udbad hun mig et svar på holdbarheden af min relativistiske position. Relativisme er (meget) kort sagt den doktrin, der lærer, at enhver kultur har sine egne, partikulære moralske værdier. Universalismen lærer derimod, at moral har en objektiv og absolut gyldighed.

Lad det være sagt med det samme: Det er en overordentlig vanskelig debat med masser af forgreninger af både teoretisk og empirisk art. Jeg skal ikke vove mig ud i grundlagsdiskussioner af teoretisk art, især ikke da jeg allerede har skrevet om sagen her og her og for øvrigt mange andre steder (i den næste tid vil jeg ligeledes skrive mere om moralfilosofi her på bloggen).

Derimod vil jeg prøve at gøre diskussionen konkret, ikke mindst fordi jeg mener, at god etisk dømmekraft netop har at gøre med at være konkret. To ting kendetegner et moralsk menneske. For det første, at dette er i stand til at balancere forskellige hensyn op mod hinanden, og for det andet at dette menneske er opmærksom på et moralsk dilemmas mange forskellige aspekter. Det er efter mening et udtryk for dårlig dømmekraft, hvis man blot finder et abstrakt princip, hvorfra man uafhængigt af konteksten sætter sig for at afgøre moralske dilemmaer én gang for alle.

En historie om kultur og imperialisme

Til alt held har Winkel Holm selv igangsat debatten med at henvise til en lille historie, som i hendes version lyder således:

”Den handler om englænderen William Bentinck, der i 1820’erne var generalguvernør i Indien, dengang England havde magten over landet. Bentinck blev i 1829 opsøgt af en rig inder, der bad om tilladelse til at få sin mor brændt sammen med hendes afdøde mand. Sådan som hindu-traditionen nu engang foreskriver. Og hvad der var helt afgørende: Moderen var selv indforstået. Over for Bentinck henviste sønnen til, at briterne var berømte for at tage hensyn til det, folks samvittighed bød dem at gøre.

William Bentinck svarede: ’Selvfølgelig må din mor gøre det, hendes samvittighed dikterer hende at gøre, og du har som ældste søn ret til at sætte ild til hendes bål. Må så må du også tillade mig at følge min samvittighed – og hænge dig for mord.’

Sådan blev enkebrændinger afskaffet i Indien. Som det hedder i den Bengal Sati Regulation, som Bentinck fik fastsat samme år: ’Det første og vigtigste princip for britiske styre i Indien er, at alle klasser af mennesker skal have fuld mulighed for at følge deres religions forskrifter, så længe dette system kan overholdes uden at komme i karambolage med det, som retfærdighed og menneskelighed dikterer’.”

Således historien og Winkel Holms afsluttende spørgsmål til mig lyder da:

”[…] med din kulturrelativisme, Kasper, hvilket svar ville du så have givet inderen, der ifølge gammel hæderkronet tradition så brændende ønskede at brænde sin mor i 1829?”

Når Winkel Holm stiller dette spørgsmål, er det selvfølgelig fordi, at hun mener, at jeg hverken vil eller kan fordømme og forbyde enkebrænding, fordi jeg henviser til traditioner og til kulturel praksis som måder at legitimere handlinger. Jeg overser kort og godt den ”absolutte sandhed”, dvs. kristendommen, der tjener som Winkel Holms arkimediske punkt. Ud fra sin tro på kristendommens absolutisme tilslutter Winkel Holm sig Bentinck, der var ”tilhænger af den universelle sandhed, at hvert eneste menneske har en evighedsværdi, som ingen tradition – uanset hvor fin og hvor gammel og hvor mange tilhængerne, den har – kan rokke ved.”

Lad os, før jeg giver mit svar, se nærmere på den konkrete fortælling. Vi har at gøre med en guvernør, en imperialist, i en fremmed kultur, der vil idømme den ultimative straf – dødsstraffen – over et menneske, hvis dette menneske praktiserer Sati-ritualet, enkebrændingen. Dette menneske, den rige inder, ønsker altså i sit eget land at praktisere en hævdvunden skik, der forekommer uforståelig og barbarisk for imperialisten. Bentinck henviser til ”retfærdighed og menneskelighed”, en abstrakt norm – for inderen ville jo sandsynligvis også bruge de samme ord – som altså tilskrives absolut gyldighed. Endelig fremgår det, at enken, der skal brændes på bålet, angiveligt selv har givet sit samtykke.

Så vi får altså mindst følgende spørgsmål i vores moralske dilemma: Hvilken ret har den britiske guvernør til at blande sig i indernes interne anliggender, ja, til at slå disse fremmede mennesker ihjel for at praktisere deres skik? Hvem er denne Bentinck, og hvad repræsenterer han? Hvad betyder Bentincks ord ”retfærdighed og menneskelighed”? Hvilke konsekvenser har Bentincks radikale indgriben? Er Sati-ritualet udtryk for en hævdvunden tradition, der har indernes opbakning? Er ritualet faktisk og altid et overgreb, et ”mord”? Hvad ved vi i det hele taget om hindukulturen i Indien i 1829? Ved vi tilstrækkelig til at kunne fælde en dom i dag?

Nogle foreløbige svar

Lad mig give følgende foreløbige svar:

Jeg opfatter det som umoralsk at påtvinge andre kulturer vores egne værdier. Jeg mener, at neokonservatismen (= kulturimperialisme) er både dum og umoralsk. Dum fordi det koster enorme ressourcer i form af både menneskeliv og penge at indføre f.eks. demokrati i kulturer uden en demokratisk tradition, og i øvrigt vil det som regel bare forværre de konflikter, vi oprindelig ville løse (ifølge loven om uforudsete negative konsekvenser). Og umoralsk fordi den indebærer en god del dobbeltmoral og kynisme. Vi ønsker jo heller ikke, at andre bekæmper vores værdier og selvbestemmelse, jf. Muhammedkrisen.

Winkel Holm erklærer sig modstander af imperialismen, men gør altså her en undtagelse, fordi hun gerne vil høste frugterne af selvsamme overgreb. Hun kritiserer også islamister for med vold og magt at ville omvende andre til islam. Men er vesterlændinge, herunder kristne, da bedre, hvis de gør det samme? Nej, vel? Begge universalismer er kritisable.

Det paradoksale er ydermere, at Winkel Holm – der i flere sammenhænge fremstår som ikke blot en tidehversk kristen, men også som en konservativ realist – hylder en mand som William Bentinck, der ikke blot var imperialist, men angiveligt også en radikal, liberal guvernør, der ikke arbejdede for noble ting som ”retfærdighed”, men derimod for at sikre profit for et kriseramt East India Company. Altså udbytning. Særlig moralsk? Ikke just.

Bentinck arbejdede på utilitaristisk grund for at modernisere og vestliggøre fremmede kulturer. Det fortælles, at han var så opsat på økonomisk gevinst og så yderliggående i sin foragt for indisk kultur, at han ønskede at smadre selveste Taj Mahal for at sælge dets marmor.

Så Winkel Holm støtter altså en person, der overgår selv den værste neokonservative. Bentinck virkede ikke ligefrem som indbegrebet af en ”gentleman”, der lovpriser ”samvittighedsfrihed”. Han virkede tværtimod som en ideolog, kun optaget af sit eget radikale projekt. Havde han været samvittighedsfuld, så havde han også taget sig af alle de kvinder, der ville ende som udstødte som en konsekvens af Bentincks egen handling (herom senere). Men denne ”ridderlighed” melder historien intet om.

I det lys fremstår de opstyltede idealer om ”retfærdighed og menneskelighed” lige netop så hule, som man kunne forvente. Universalisme bruges ofte som en taktisk tilsløring af viljen til magt; den universalistiske retorik camouflerer en partikulær magt, der – i virkeligheden – er ude på at sikre sine egeninteresser. ”Den, der siger menneskehed, lyver”, som Carl Schmitt skrev.

Nu er der intet galt i at sikre sine egne interesser og værdier, hvis man altså angribes af en fjende. Men i dette tilfælde havde inderne ikke gjort noget som helst mod de britiske imperialister. Tværtimod var det omvendte i høj grad, om end ikke altid, gældende. Igen: Det er ikke særlig moralsk at agere imperialist og koloniherre, hvis man ikke selv er budt indenfor.

Må man ikke kritisere?

Må man så slet ikke kritisere, ja, fordømme andre kulturer? Jo, selvfølgelig. Vi fordømmer og kritiserer jo også vores egen kultur hele tiden. At overveje præmisserne for vores eksistens hører til menneskets kognitive kapacitet, er så at sige et, ja, universelt træk ved menneskets natur (blot er der enorme forskelle på karakteren af disse overvejelser). Men det er mest rigtigt og mest effektivt at søge at leve sig ind i andres kultur på baggrund af, om ikke respekt, så dog tolerance, før man kritiserer.

Man kan jo godt leve sig ind i motivet bag Sati-ritualet uden at anerkende den selvsamme praksis. Motivet kunne være udtryk for et pietetsforhold mellem kvinde og mand, som politologen Søren Hviid Pedersen har foreslået, eller det kunne være udtryk for det modsatte, for kvindeundertrykkelse. Det er faktisk svært at vide på forhånd; entydig fordømmelse er i hvert fald ikke den mest fornuftige reaktion på en kompleks moralitet. Pointen er, at man må søge at tale ”den andens” sprog for indefra at kunne korrigere dennes kultur, hvis man ikke kan acceptere, hvad man ser. Her følger jeg bl.a. Friedrich Hayek.

Faktisk tyder historien også på, at Sati var på vej til at blive udfaset allerede inden Bentinck formulerede sin trussel. Det er der intet mærkeligt i, eftersom moralske og kulturelle værdier ændres over tid. For ikke så mange år siden holdt kristne vesterlændinge slaver, men de, vi, anser det i dag som noget umoralsk og afstumpet, akkurat som enkebrænding. Men værdiernes omskiftelighed, altså at de afhænger af tid og sted, af kultur, er jo ikke et argument for universalismen, men et argument imod den (i hvert fald i visse absolutistiske former).

Med andre ord: Inderne var selv på vej til at forkaste dette på mange måder barbariske og tilbagestående ritual. Levedygtige kulturer er en slags organismer, der ad evolutionens vej udskiller det, der ikke længere tjener til medlemmernes trivsel. For moral har først og fremmest et funktionelt aspekt: Den skal virke.

Af samme grund er det altså klogest og rigtigst at påvirke andre kulturer ved at optræde som et forbillede eller gennem argumentation, f.eks. ved at vise at Sati er en form for assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp, der er i modstrid med centrale dele af den hinduistiske lære. At denne tilgang moralsk set er rigtigere end at myrde inderne, er vel evident for de fleste; at den også er klogere ses ved, at imperialisternes hårde kurs mod inderne førte til modreaktioner i form af mytteri, der sandsynligvis kunne være undgået med en mindre håndfast kurs.

Enkebrændingsritualet

Så kommer vi til selve genstanden for vores moralske dom, Sati-ritualet, enkebrændingen. Hvad ved vi egentlig om det ritual? Og kan vi tillade os at dømme ud fra en rygmarvsrefleks, en moraliserende spontanreaktion? Det forekommer mig, at Winkel Holm også på dette punkt gør sig skyldig i en svag moralsk dømmekraft, en slags præmatur dømmesyge – hendes adskillige andre fortrin til trods. Noget så kompliceret som fortidige ritualer i fremmede kulturkredse bør man tilgå varsomt med en god portion kulturanalyse og antropologiske studier som f.eks. denne.

Var der tale om en hævdvunden tradition? Ja, det tyder alt på. Var der tale om mord, når man brændte kvinder? Nej, det var der langt fra altid tale om. Som Winkel Holm endda selv fremhæver: Enken gav ofte frit sit samtykke og ofrede sig selv på bålet. Hvad har det så af konsekvenser at henrette folk for at praktisere sligt ritual? Man skal huske på to ting: At ritualer tjener til at give mening til menneskers liv, og at frihed i den slags samfund er noget helt andet, end den frihed der har været udbredt i Vesten de sidste par hundrede år.

Nogle kritiserer Sati-ritualet for at være et udtryk for kvindeundertrykkelse. Her må man påpege, at ritualer, sandsynligvis også Sati-ritualet, netop har til formål at indstifte mening i tilværelsen, ikke primært og udelukkende at skabe orden. Et offer, selv det mest ultimative, kan være et meningsfuldt offer. Lad os antage, at enkebrænding sker frivilligt og fuldt vidende, dvs. at enken frivilligt ofrer sig og ved, hvad hun gør.

At ofre sig for højere mål, endda at yde det ultimative offer – livet – er som bekendt ikke et ukendt fænomen i mange, for ikke at sige alle kulturkredse (altså en ”universel” værdi), ja, det ses endda ofte som en særlig ophøjet gerning. Men: Er ”vi”, dvs. den vestlige imperialist, berettiget i at straffe de mennesker (endda i form af dødsstraf), der praktiserer den slags ritualer på baggrund af hævdvundne og vidt udbredte værdier? Altså udelukkende fordi det strider imod vores ”absolutte” værdier. Skal vi straffe mennesker i vores eget samfund, der ønsker at begå selvmord? Er aktiv dødshjælp moralsk forkastelig, og bør det være strafbart? Jeg tror, at mange af dem, der fordømmer inderne, ville tøve med at fordømme f.eks. Jane Hoffmann.

En anden forklaring på Sati kan netop være, at enken ikke ønsker at være en byrde, især ikke i et mangelsamfund. Begge disse træk i mennesket kender vi jo også i vestlig kultur, og det sidste bl.a. fra debatter om aktiv dødshjælp. Vi antager altså, at enken i Winkel Holms historie opfattede sig som en byrde og ikke ville være gruppen til last. Hvis man ikke ønsker at ligge samfundet til last, kan selvmord så, om ikke forsvares, så dog anerkendes eller tolereres? Sati og aktiv dødshjælp er ikke identiske størrelser, men sammenlignelige (forudsat mine præmisser for opstillingen af det tænkte dilemma er korrekte).

Pointen er nu, at selv om man, som denne blogskribent, anser Sati-ritualet for afskyeligt, kan man prøve at leve sig ind i det; så kan det være, ja, det er endda  sandsynligt, at man får en bekræftelse på det afskyelige (undertrykkelse, uvidenhed, osv.), men det er også sandsynligt, at man finder genkendelige værdier og livsopfattelser.

Men igen: Det forhindrer dog hverken kritik eller dialog, ja, sådanne grænseerfaringer kalder jo på overvejelser over det gode liv. For det kunne være, at ritualet, meningen, offeret, værdigheden, kunne kanaliseres ind i andre former uden at miste betydning. Og det var vist nogenlunde, hvad der skete i Indien. Lidt ligesom man kan og bør forsøge at tale en selvmordstruet person fra at tage sit eget liv. Men nogle gange er selvmordet altså begrundet og udtryk for egen vilje.

Frihed er en relativ værdi

Angående spørgsmålet om frihed og individets myndighed bør man betænke, at datidens Indien var et konsekvent normativt integreret samfund med et stærkt nomos. Historikeren Henrik Jensen har skrevet fortræffeligt om nomos i bl.a. Ofrets århundrede. I før-moderne samfund tilegnede man sig fællesskabets normer i en grad, så denne tilegnelse virkede frivilligt, selv om der langt fra var tale om nogen valgmulighed (sådan bruger og forstår jeg ordet ”samtykke” i det ovenfor anførte). Der var ingen egentlig udskillelse af individet fra gruppen, landsbyen, slægten, stammen, klanen – kulturfællesskabet.

At blive udstødt af gruppen var derfor ensbetydende med, at der indtraf et voldsomt tab af identitet og tilhørsforhold, som den udstødte vanskeligt kunne overleve fysisk og mentalt. Så en William Bentinck, der ”sætter en kvinde fri”, frisætter sandsynligvis enken til udstødelse, gør hende til offer for gruppens fornægtelse (hvilket er prisen for at unddrage sig ritualet) og overlader hende i virkeligheden til døden i bogstavelig og overført betydning. Medmindre han selv sørger for hende.

Summa

Ud fra min præmis: at den moralske person afbalancerer hensyn og er opmærksom på forskellige facetter i et moralsk dilemma, vil jeg svare Winkel Holm med at formulere følgende reaktion på inderen, der ønskede at praktisere Sati: Jeg ville sikre mig, at der faktisk var samtykke hos enken; dernæst ville jeg kritisere handlingen og påpege, at den slags selvmord er i dyb modstrid med hindutraditionen og derfor bør opgives. Det tilkommer ikke mig at straffe inderne for at praktisere ritualet, for jeg har ikke fået noget mandat til det af dem, der selv praktiserer det.

Jeg har selvfølgelig givet et hypotetisk svar, bl.a. fordi jeg i første omgang slet ikke ville deltage i den form for kulturimperialisme. Mit svar er også foreløbigt, fordi sagen naturligvis er mere kompliceret. Samme tilgang ville jeg i øvrigt have, hvis jeg blev konfronteret med dilemmaer, der angår andre ”sære” og for mig at se modbydelige og potentielt kritisable praksisser som omskæring og straf for apostasi eller – for nu at tage dilemmaer i min egen kultur – abort og eutanasi.

Jeg kan dog ikke forstå, at Winkel Holm vil give sin støtte til henrettelse af indfødte for at praktisere deres skikke, og jeg kan slet ikke forstå, at hun gør det med henvisning til kristendommen. Det er i hvert fald ikke min kristendomstro.

 

105 kommentarer RSS

  1. Af Jens Han sen

    -

    Af Birgit Hviid Lajer – 25. februar 2014 16:25
    “Jens Hansen – 15:22
    Det bliver ikke bedre af, at du gentager dine løgne,”

    Birgit Hviid Lajer.
    Undertegnede begiver sig ikke af med at lyve.

    Det uvederhæftige må vi nok overlade til dig.
    Du skriver på Støvrings blog:

    “”””Af Birgit Hviid Lajer – 10. februar 2014 8:11
    Jens Hansen – 5. feb. 10:48
    Svært at følge med i – men det af dig nævnte indlæg af søren Sørensen så jeg faktisk, og fandt, at det var fed ironi. Det andet kan jeg ikke forholde mig til el hitte rede i.””””

    Birgit Hviid Lajer
    Du skriver hermed at falske indlæg er helt i orden.
    Hvis det går ud over dem som man er uenige med.
    Det virker dog som om, at du gerne vil undskylde dig med en alternativ begavelse.
    Den undskyldning skal jeg ikke fornægte dig.

    Jeg har indsat din glæde over falske indlæg med fire anførelsestegn.
    Så kan du vel ikke blive ved med at lyve dig fra det.

  2. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg ved så ikke, om der er forsinkelser på bloggen igen.

    Jens Hansen melder så ud igen her på bloggen uden at advisere mig, der kun er inde for at finde en konkret mailet, der åbenbart er slettet og skrevet af en falskner, fra 4. feb. – den er så slettet nu og var længere og skrevet i søren Sørensens navn åbenbart.

    Jeg var ikke da vidende om, hvilke mails, der kunne være falske, og det var i denne længere og åbenbart falske mail, jeg mente, at en enkelt kortere sætning var skrevet med ironi.

    Andet kender jeg ikke til, og jeg kan se, at søren Sørensen, som så ikke var skriveren, selv om hans navn stod øverst, NU efter at jeg har meddelt Berlingske og blogejer og debatten for den sags skyld, at jeg må stoppe overfor også disse beskyldninger – udover gentagne krænkelser fra søren Sørensen side overfor mig – på denne blog (himmelråbende) og nu på bla Kathrine Lilleørs blog, hvor han har slået sig sammen med Jens Hansen og citerer Jens Hansens anke i et debatindæg til mig over dette med kontakthjælp osv.

    Det er ikke den slags, jeg har moret mig over – og så den faktisk for kort tid siden på en blog gentaget af søren Sørensen, den falske – eller?

    Jeg har – som jeg også meddelte – ikke vidst om, hvem der kunne være falsk eller sand – men sjovt, at Jens Hansen uden henvisning til meddele, at denne falske søren Sørensen skulle være ikke-borgerligt, da han påstår, at jeg holder med falske navne på den yderste borgerlige fløj. Det troede jeg var Kim Olsen og Aksel Eriksen, som de to herrer så flittigt og ideligt skændes med, så jeg trådte i den bedste hensigt ind – uvidende om, at denne mail var falsk.

    Det må den så være da en ikke er på bloggen for mig at se nu.

    Håber, at dette kommer på – også fordi jeg er sluttet, og fordi jeg nærmest i forvejen skriver hvert enkelt indlæg 3 gange, da min maskine er i ganske uorden. BHL

  3. Af Hovedtaler: Kasper Støvring! | Mosbjerg Folkefest

    -

    […] og værdipolitik herhjemme og i udlandet, og blot i år har han dækket så forskellige emner som: Enkebrænding og andre særheder Schweiz og det folkelige oprør mod EU Professor Marlene Winds politiserende forsvar for EU Vesten […]

  4. Af Moral og kulturforståelse | Kulturkamp

    -

    […] til at kritisere i mine og politologen Søren Hviid Pedersens indlæg. Jeg har allerede uddybet mit synspunkt én gang. Winkel Holms indlæg fortjener et teologisk svar, og Tom Jensens indlæg kalder på en […]

  5. Af Pluralisme | Kulturkamp

    -

    […] at enkebrændinger er afskyelige, barbariske og tilbagestående. Det kan man bl.a. læse i mit indlæg på Berlingske blog den 29. januar i år. Det burde Skorini også have gjort i stedet for blot at […]

Kommentarer er lukket.