Vesten forstår ikke Putins civilisationskamp

Af Kasper Støvring 70

Forstår vi i Vesten overhovedet Putin? Noget kunne tyde på, at vi ikke gør det. EU opfører sig som en elefant i Ukraines glashus og baner vejen for et statskup i Ukraine; andre anerkender ikke, at Ukraine er et dybt splittet land, hvilket er emnet i denne udmærkede kronik; atter andre håner Putin som en slags diktator eller nazist, som Hillary Clinton kom for skade at bemærke ; Søren Pind mener, at Vesten skal sætte hårdt mod hårdt; og nogle gør nar ad teologen Iben Tranholm, når hun anser Putin som et forbillede og taler om, at Putin ønsker at genrejse Rusland med åndelige, kristne værdier, vendt imod Vestens forfald.

Men det er jo lige netop, hvad Putin ønsker – og hvad også russerne i høj grad synes at beundre ham for (Peter Hitchens mener nogenlunde det samme).

Jeg deler ikke Tranholms ønsker, men hendes analyse er korrekt; hendes synspunkter er som regel  provokerende, skarpe og ganske radikale, og netop derfor er de interessante at læse. Hun ser det, de fleste vesterlændinge ikke kan se, fordi de har travlt med at projicere deres egne værdier over på russerne og bedømme Putin med deres egne moraliserende normer.

Tranholms ideer bakkes på mange måder op af en analyse af en af de bedste Ruslandsanalytikere, Ivan Krastev, i en ny artikel i Foreign Affairs. Her skriver Krastev følgende:

“[…] Putin has come to view himself as a last bastion of order and traditional values. He is convinced that liberalism is contagious and that Western mores and institutions present a real danger to Russian society and the Russian state. He surely dreams of the pre-1914 days, when Russia was autocratic but accepted, revolutions were not tolerated, and Russia could be part of Europe while preserving its distinctive culture and traditions.”

Jeg mener, at Putins styre er dybt problematisk, og jeg ville ikke ønske at være borger i Rusland. Men jeg er jo også forankret i Vesten, ikke i den ortodokse-slaviske civilisation, som Rusland er kernestaten i. Og der er overhovedet ingen tvivl om, at Ruslands fremfærd i Ukraine – angrebet på Ukraines nationale suverænitet og territoriale integritet – bør fordømmes.

Men igen: forstår vi overhovedet Putin? Ellemann har skrevet en udmærket blog, hvor han er inde på det forhold, at Putin virker som en statsmand, der lever i en anden verden, i et andet århundrede, som Tysklands kansler Merkel har udtalt (og som også var emnet i mit seneste blogindlæg).

Også det forhold kaster Krastevs artikel lys over. Anledningen er den aktuelle krise, som ifølge Krastev udgør den største trussel mod selve den europæiske orden i de sidste 50 år. Resultatet kan nemlig blive fremkomsten af et imperialt Rusland og en fejlslagen stat midt i Europa. Ruslands handlinger skal imidlertid ses som et forsøg på at inddæmme Vesten og modvirke vestliggørelsen af den slavisk-ortodokse civilisation.

Jeg kommer tilbage til Krastevs artikel. Men først lidt om forklaringen på Putins popularitet i dette perspektiv.

Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, kan Putins nye Rusland kan meget vel blive det gamle Rusland: En selvbevidst stormagt der udtrykker stolthed over sin status. Bevidstheden om fornyet magt styrkede i 00erne den russiske nationalisme, og den er blevet ledsaget af vrede over den ydmygelse, landet oplevede ifølge mange russere i løbet af 1990erne.

Opbakningen bag Putin er stor. En undersøgelse fra PEW fra maj 2012 viste, at 72 procent af russerne bakkede op om Putin. Noget sådant var utænkeligt i 1990’erne. En kommentator skrev i 1996: ”At leve under autokrati, eller endda at være en autokrat, virker reaktionært, uciviliseret, smagløst, ikke helt comme il faut, med ét ord: ’uncool’.” (Citeret efter Georg Sørensen: A Liberal World Order in Crisis”). Det kan man så sammenligne med, at Putin blev valgt til årets mand i Time Magazine i 2007.

Efter den kolde krig triumferede Vesten, og de tidligere østeuropæiske lande blev EU-medlemmer som et vidnesbyrd om EU-projektets succes. Men vestliggørelsen blev af mange russere opfattet som en fremmed ordning, der blev påtvunget Rusland på et tidspunkt, hvor landet var svagt, og den russiske revanchisme over for Vesten, der fandt sted i løbet af den genrejste storhedsperiode i 00erne, skyldtes i høj grad oplevelsen af netop ydmygelsen i 1990erne.

Stater kan som bekendt ligesom mennesker være besjælet af vrede, stolthed og ære. Ruslands tilpasningspolitik efter Murens fald blev med andre ord ikke opfattet som oplyst og kløgtig statsledelse; vestliggørelsen blev tværtimod opfattet som en fremmed orden, sejrherrerne efter den kolde krig påtvang en svag russisk stat. Som flere russiske kommentatorer, heriblandt Dmitri Trenin – som jeg ligesom Krastev anser for en af de allermest vidende om Rusland – har peget på, anså mange russere Ruslands tilpasning til Vesten i 1990erne som en ren overgivelse. (Se bl.a. Dmitri Trenin: ”Russia Leaves the West” i Foreign Affairs 85 nr 4, juli/august 2006).

Det samme gælder accepten af NATO-udvidelsen, tilbagetrækningen af tropper fra de tidligere Sovjetrepublikker, anerkendelsen af Ukraines, Georgiens og de baltiske landes uafhængighed, accepten af den europæiske indflydelse på Centraleuropa, Kaukasus og Centralasien.

Ivan Krastev skriver i sin nye artikel i samme magasin, at Ruslands brug af militære styrker på Krim er en ”game changer”; der var nemlig mange andre valgmuligheder. Putin er grebet af vrede, og han ønsker at påvirke Ukraine i østlig retning ved at forskyde landets magtcentrum. Og han kan, som Ellemann er inde på, slippe af sted med det, fordi Vesten er svækket.

Pointen er her, at Putin er i gang med at forlade alle bestræbelserne på at gøre Rusland til en europæisk nation, der er anerkendt af andre vestlige lande. Han anser det for langt mere værdifuldt, at Rusland udgør kernestaten i en unik civilisation, den ortodokse. For at opnår det, handler han ”irrationelt”, ud fra passioner: Han er villig til at se stort på de enorme økonomiske tab, der er forbundet med den udvikling. Ære, stolthed betyder mere. Putin er kort sagt motiveret af ideer.

Krimkrisen handler om at modstå de – ifølge Putin – vestlige ideer om globale retsnormer og den orden, som har hersket i Europa efter den kolde krig. Kan Vesten modstå dette?, spørger Krastev:

”Whatever the answers, it will be hard to counter Putin. He has refused to play by Western rules. He seems not to fear political isolation; he invites it. He seems not worry about the closing of borders; he hopes for it. His foreign policy amounts to a deep rejection of modern Western values and an attempt to draw a clear line between Russia’s world and Europe’s. For Putin, Crimea is likely just the beginning.”

 

 

70 kommentarer RSS

  1. Af Kenneth Rosenmeyer

    -

    En meget interessant og god analyse af situationen i Ukraine idag. Rusland har altid orienteret sig mod Vesten, men aldrig forsøgt at gøre som Vesten. Russere (og Putin) er et stolt folkefærd med en lang historie, der har sine egne rødder, men også rødder i et kulturelt rigt Europa. En rig kultur som er ved at forfalde. Desuden har Rusland altid betragtet sig som en stor spiller i Europas politik, historie og kultur. Se blot på alle de store russiske forfattere og komponister, som har influreret Europas historie og kultur. Det som Putin (og Rusland) er i færd med nu, er at distancere sig fra et kulturelt fattigt og historie fornægtende Europa, der er ved at begå samme fejl, som det hedengangne Sovjet imperium. Nemlig en sammenblanding (erobring?) af kulturelt forskellige folkeslag. Putin ved udemærket godt, at EU ikke vil lykkes med projektet, derfor har han travlt med at lægge distance til et EU, der er i færd med at nedbryde århundreders rig histore og kultur. Den traditionelle alliance mellem Rusland, England og Tyskland har været ikke-eksisterende siden Første verdenskrig, men det virker mere og mere indlysende på ,mig, at det er den vej Putin forsøger at styre udviklingen, i håbet om at opnå den respekt, som han mener Rusland tilkommer, og som jeg egentlig er enig i.

  2. Af Maria Due

    -

    Ang. Rusland mener jeg, at krisen må kunne løses diplomatisk, uden at man begår den fejl, som Versaillestraktatens fædre begik. Ingen behøver at tabe ansigt, og der skal vel ikke så meget god vilje til at forstå, at russerne betragter oprøret i Ukraine som et statskup. Det skulle også være muligt at forstå, at Ukraines ret til Krim hviler på et tvivlsomt grundlag, og at øen er så vigtig for russernes, at de må klynge sig til den med næb og klør.

    Jeg har en uhyggelig fornemmelse af, at der i USA er mange politikere, som mener, at det ikke kan gå hurtigt nok at få forenet EU med Ukraine inklusive Krim og Tyrkiet. Herregud, hvad betyder 75-80 mio islamiske tyrkere mellem NATO-venner! Det ser så enkelt og besnærende ud på kort, især når man frygter optrapningen i Mellemøsten. I Bruxelles trækker man tiden ift. Tyrkiet, men hvor længe? Til Per Nyholms tilbagevendende udskejelser hører også jammer over, at bl.a.n snæversynede danskere holder europæerne i Tyrkiet (og Albanien) udenfor unionen. Ja, det skriver han.

    Ang. Albanien og især Kosovo kan jeg ikke dy mig for at citere fra historikeren Uffe Østergaards arbejdspapir fra omkring 1990 ”Hvad er en nationstat?”, hvor han skriver om sammenhængen mellem nationalisme og en overproduktion af akademikere, der

    ”kun er trænet i den lokale/nationale litteratur, sprog og historie”, og som udvikler en national identifikation, der næsten altid bliver til ”en nationalistisk bevidsthed om, at det egne samfund er tilbagestående, afhængigt, uselvstændigt og truet. Skylden lægges altid på nogle andre, det nødvendige eksterne referencepunkt, ”udbytterne”. Der er masser af eksempler på denne tankefigur, aktuelt kunne man nævne den albanske minoritet i Kosovo-provinsen i Jugoslavien på ca. 1 mill. med næsten 10.000 kandidater i albanistik og ingen lokalt uddannede ingeniører eller bare faglærte. Denne humanistiske overproduktion af bevidsthed er opskriften på oprør, som da også er indtruffet”(p. 70).

    Derefter følger et langt afsnit om, at nationalismen kan hærge i hele det politiske spektrum fra venstre til højre, og jeg bør vel gøre opmærksom på, at i Østergaards og min terminologi betyder nationalisme en overdreven nationalfølelse. Han er i dag professor ved CBS.

    Så vidt jeg ved, er der stadig en masse arbejdsløse humanister i Kosovo og manglende grøde i de praktiske og tekniske fag. Danmark har også en temmelig alarmerende overproduktion af humanister i temmelig brødløse fag.

  3. Af Peter Nielsen

    -

    Herregud Krim var en foræring til Ukraine fra en overstadig ukrainer, der dengang var i førertrøjen i Sovjet.

    Ukraine kunne gøre Putin rent til grin ved simpelthen – i al storsind – af returnere gaven :).

  4. Af Niels B. Larsen

    -

    @ Maria Due: “Danmark har også en temmelig alarmerende overproduktion af humanister i temmelig brødløse fag.”

    Noget af det bedste, jeg længe har hørt, er Københavns Universitets påtænkte adgangsbegrænsning via minimumskarakterer.

    Det ville reducere mængden af studerende. Ikke helt til behovsgrænsen, men dog tættere på.

  5. Af Erik Larsen

    -

    “Stakkels dig Carsten Hansen” – du er bare så u-dansk som man kan blive!
    Hvad fanden har salig Glistrup med dagens Danmark at gøre? Du kan nok ikke lide, at han forudsagde, at DK engang inden længe ville blive overtaget af muslimer, hvis vi ikke gjorde noget ! Der er så ikke mange der “har gjort noget for at det ikke skulle ske”, – og SÅ – nu sker det og er det frygteligt svært for DIG at forstå, at det er bevisligt, at der i dag kommer flere ikke-etniske danskere (SÆRLIG muslimer) ind i landet end der fødes DANSKE BØRN??? Jamen, er det ikke fint for dig? Og dine kære radigale , der ønsker flere, flere, kulturberigere til landet? Flere Somaler , flere syrere, flere af alle der INTET har tilfælles med dansk kultur. Hvis vi havde et rigtigt system/grundlov véd jeg godt hvor og hvad jeg syntes du skulle anmeldes for.

  6. Af Bjørn Sørensen

    -

    Det glæder mig at du nævner Peter Hitchens, i øvrigt bror til Christopher Hitchens. PH er en konservativ kommentator som skiller sig ud fra den almindelige pladderhumanisme som er så udbredt, han boede i øvrigt i Moskva i perioden hvor Sovjetunionen kollapsede
    Vestens politikeres tåbeligheder bliver udstillet for den ganske verden.
    Ukraine er en”basket case” en fejlslagen stat gennemsyret af korruption.
    Efter flere måneders uro og underlagt gadens parlament måtte man forvente at Putin og russerne havde fået nok af den fallerede stats ballade og manglede evne til at betale sine regninger.
    Vestens sirenesang gav dem falske illusioner, de troede formodentligt at millionerne ville komme rullende lige som stegte duer ind ad vinduet.
    Men vesten er teknisk insolvent og hvad har Ukraine at byde på andet end korn, deres forældede industri har stadigvæk et marked i Rusland, selv det efter kommunistiske forhold velstående østtyskland er stadig ikke til fulde kommet på niveau med vesten på trods af massiv understøttelse. Selv arbejdsløsheden er dobbelt op i for hold til Vesttyskland.
    Vesten er de sidste 10 år blevet oversvømmet med arbejdskraft fra de nye EU lande. De udfører alle de jobs som de arrogante vesteuropæere ikke gider at tage for understøttelsen var lige så god eller bedre end at arbejde.
    Men vestens økonomier kan ikke længer finansiere dette vanvid, hvorfor understøttelsen bliver beskåret.
    Så vi har ikke længere råd til at love guld og grønne skove til nye medlemmer. Så hvad kan vi tilbyde ukrainerne andet end “lip service”, store ord uden indhold.
    Forleden kom nye tal fra Tyskland, over 1 mil ledige stillnger på trods af 7,3% arbejdsløshed. Knoldesparkere er der nok af, men kvalificeret arbejdskraft er en mangelvare.
    Så hvad har Ukraine at byde på andet end et nedslidt og korrupt og bankerot land, ikke ret meget andet. Den vestlige og fattigste del af landet som måske kan se glimmeret fra vestens rigdom på nattehimlen har sikkert drømme om at få del i den. Men ak, hvad har de at byde på.

  7. Af Jens Hansen

    -

    Af Niels B. Larsen – 7. marts 2014 17:10
    “Noget af det bedste, jeg længe har hørt, er Københavns Universitets påtænkte adgangsbegrænsning via minimumskarakterer.
    Det ville reducere mængden af studerende. Ikke helt til behovsgrænsen, men dog tættere på.”

    Ikke helt enig.
    Universiteter uddanner andet end humanister.
    Og adgangskarakterer er ikke afgørende for karrierens videre forløb.

    Det ville være bedre at indføre begrænsninger på adgang til uddannelser, hvor der åbenlyst ikke er et stort behov.

    Og gøre det nemmere indenfor andre områder.

  8. Af Jens Hansen

    -

    Af Jens Hansen – 8. marts 2014 9:01.

    Et grotesk eksempel på adgangsbegrænsning er maskinmester uddannelsen.
    Her har der været adgangsbegrænsning i mange år.
    Med det resultat at der er en stor mangel på maskinmestre.
    Arbejdsløsheden er ca. en procent.

    Dette er naturligvis fint, hvis man har gennemført uddannelsen.
    Maskinmestrenes gennemsnitsløn er i dag højere end overlægernes.
    Men det er ikke godt for samfundet, at man ikke uddanner nok indenfor områder, hvor der er et stort behov.

  9. Af Finn Bjerrehave

    -

    Hvem forstår overhovedet Politikere / Journalister, jeg er snart skuffet, netop sandheder og fornuft, tilhører en anden planet.
    Vi Danskere og EU, forstår desværre ikke hvorfor Putin lige som os ikke glæder os over den fjentlige magtovertagelse i Ukraine, hvor oprørene til sidst truede med at slå Janakovitz ihjel hvis han ikke forsvandt, hvilket han gjorde og flygtede til sine venner i Rusland.
    Hele vores vestlige verden bifaldt oprørene i Kiev og dermed forrådte demokratiet, hvor det altid er det valgte flertal, der bestemmer, men det er fortid, se til det Arabiske forår, der desværre ikke har skabt andet end større frygt, end selv Diktatoren kunne levere.
    Vesten forstår ikke at Ruslands A våben på Krim, ikke skal falde i en oprørsgruppe i hænder, og derfor denne militære muskel, der ikke har skudt nogle hverken skyldige eller uskyldige, det er trods alt et værktøj som USA ikke bruger, der skydes endda med Droner uskyldige personer og i går endda 4 Afghanske soldater, og hele verden er tavs.
    Hvis Europa ikke 100% forstod Putin, ville vi Europa nok ikke være så afhændig af Russisk naturgas, nemlig 25% og hvor stopper vores humor.
    Demokratikortet bliver nu spillet på Krim, og folkeafstemningen d 13 marts, fortæller så hvor befolkningen ønsker at politisk i fremtiden at leve, hvor oprørene nok ikke har de store chancer, og så må den vestlige verden falde til ro, og samtidig revurdere hvor mange A-Kraftværker der fortsat skal nedlukkes.
    Putin kulde EU børnecheck demokrati?. Finn Vig

  10. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    @ Maria Due – 7. marts 2014 16:08

    Du har en vigtig pointe dér, at alle parter skal undgå at tabe ansigt. I Østeuropa og Asien har man stadigvæk gamle æresbegreber som dem vi også engang havde i Vesteuropa, og hvor det føles livsvigtigt ikke at tabe ansigt. På Christian 4.s tid var det virkelig livsvigtigt for en dansker at bevare sin uplettede ære. Mulighederne for teknisk bevisførelse i retssager var meget mindre dengang, og meget mere kom derved til at afhænge af, om den anklagede havde et godt omdømme, ikke tidligere havde været anklaget, osv. Det er også i den kontekst, at man skal se den gamle uskik med æresdrab, når det var slægtens eller klanens ære og position i samfundet, der stod på spil. Det er i øvrigt også derfor, at landene østpå ikke så let lader sig presse til at sige undskyld for dit og dat i fortiden.

    Statskup eller ej – det leder næsten automatisk hen til den aflyttede og nu offentliggjorde telefonsamtale mellem Estlands udenrigsminister og EU’s udenrigskoordinator. Hvem arbejdede snigskytterne for, lyder spørgsmålet, og hvad ønskede de at opnå. Der findes mange gode videoer på nettet fra begivenhederne, og for dem der ikke har været i Kiev og ikke kender byens topografi, kan man finde bykort på nettet, med tilhørende satellitfotos af gader og bygninger.

    Skyderierne fandt sted omkring Instytska gaden, som leder op ad en bakke fra Uafhængighedspladsen (Maidan). Når jeg sammenholder BBC’s optagelser med ukrainernes, når jeg frem til, at der må have været i hvert fald én snigskytte i Hotel Ukraine (den højre flotte bygning i gule mursten), som ifølge BBC-reporteren bar grøn hjelm ligesom stødtropperne hos oppositionen. Hotel Ukraine ligger i det område ved Uafhængighedspladsen, som oppositionen kontrollerede.

    Der ligger en håndfuld bygninger omkring Institytska gaden, hvor der alle kan have været snigskytter. På videoerne kan man se, at demonstranterne har bevæget sig op ad gaden og lige forbi Hotel Ukraine. Længere oppe ad bakken på højre side er der en vingeformet bygning med kobbergrønt tag, mens der i midten og længere til venstre er andre bygninger, men de ligger endnu højere op ad bakken, bagefter et vejkryds. På venstre side, uden for kameraet, ligger der parallel gade til Instytska gaden, som fører op til vejkrydset. Den parallelle gade kontrolleres af demonstranterne, og man kan se, at de kommer tililende fra venstre side med materiale til at bygge barrikader på vejkrydset. På et tidspunkt tænder de osende ildebrande for at røgen skal spærre udsigten for snigskytterne. Det er ganske tydeligt, at det store flertal af snigskytternes skud må komme oppe fra bakken og ned mod demonstranterne, og formentlig fra bygninger på den anden side af vejkrydset. Men der kan godt have siddet snigskytter i Hotel Ukraine som har skudt demonstranterne i ryggen. Der falder så mange skud og fra flere retninger hele tiden, at nogle få skud godt kan affyres fra den modsatte retning, uden at det bliver opdaget i forvirringen. Demonstranterne kan ikke beskytte sig til alle sider: de vender derfor skjoldene i den retning, hvorfra de ved, at de fleste af skuddene kommer, i håb om at det er tilstrækkeligt.

    Hvem snigskytten eller snigskytterne i Hotel Ukraine så var, er ikke godt at vide. Man kan tænke sig allehånde muligheder – jeg forstår ikke ukrainsk og aner ikke meget om ballistik.

    Den ukrainske opposition (og nu regering) var sammensat af flere partier og organiserede grupper. Man skal lytte til hele samtalen mellem den estiske udenrigsminister og EU’s udenrigskoordinator for at forstå konteksten, og ikke blot den lille del i slutningen hvor snigskytterne omtales. Mistroen mellem alle parter er stor efter så mange drab, voldshandlinger og intriger, og mistanken er nok lige så meget, at nogen måske har benyttet lejligheden til at skyde på deres egne ‘venner’. I den nye koalitionsregering efter magtovertagelsen har man så besluttet at lade det – foreløbigt – blive ved den gensidige mistanke mod hinanden, for sammenholdets skyld, og derfor vil man ikke straks åbne for en uvildig undersøgelse. Også fordi en sådan undersøgelse måske kan bære mange andre ting med sig, uden direkte relation til snigskytterne, ting som vi slet ikke har hørt om endnu, og som måske ingen dybest set ønsker at høre om. Bortset fra at en uvildig undersøgelse i en så kaotisk situation og under den udbredte korruption i landet kan være svær at gennemføre.

    Alle disse ting er formentlig underforståede, selv om de ikke bliver sagt højt, i samtalen mellem den estiske udenrigsminister og EU’s udenrigskoordinator. De to bliver hurtigt enige om, at denne tavshedstaktik er dårlig, fordi den blot fører til at konspirationstanken slår rod i brede kredse i Kiev, hvorved viljen til sammenhold mellem de forskellige grupper bliver undergravet på basisplanet, og koalitionsregeringen så måske alligevel til sidst ender med at falde fra hinanden under presset nedefra. Det er sådan jeg selv hører samtalen, men det er naturligvis kun én mulig udlægning.

  11. Af Maria Due

    -

    Anders Thornvig Sørensen

    Jeg har det som historikeren Henrik Jensen, der synes, at politikere og journalister er gået over gevind. Han skrev d.d. i sin JP-klumme:

    ”Der håbes i medierne på meget mere ballade i Ukraine, men det håb bliver nok beskæmmet. […] Putin mener, at Vesten pisker en stemning op, og det har han ret i. Hillary Clinton faldt i ugen helt over bord, da hun sammenlignede Putin med nazisterne i Anden Verdenskrig.”

    Sandt nok, og der henvises hele tiden til Prag i 1968 og nazisternes invasion af Tjekkoslovakiet, hvilket i begge tilfælde indtil videre er vildt overdrevet.

    Har du læst John Carré’s seneste roman ”En skrøbelig sandhed”, hvor paramilitær spiller en rolle? En af hovedpersonerne kan meget vel være inspireret af en nulevende amerikansk dame, der er stærkt involveret i islamkritikken og har store midler at kaste ind i et internationalt forløb. Formodentlig også i Danmark. Jeg er ”banned” på flere af de store islamkritiske blogge, fordi jeg ikke er begejstret for den slags og den kedelige Fjordman, for ét er, at vi almindelige diskussionslystne sidder ved vore pc’ere og udveksler meninger, noget helt andet er at modtage fordele, services eller penge, fra udlandet. Det kan jo blive helt ustyrligt, hvad der sættes i gang og måske allerede har kostet et attentat.

    Kort sagt, der kan være flere involverede i verdens brændpunkter, end vi har nogen jordisk chance for at vide noget om. Det gør verden farligere, og dette er Carré’s alvorlige budskab, som han sikkert ved en del om.

    Noget af det, som jeg har bidt mærke i er, at vi er blevet fri for de daglige bulletiner fra Syrien, og så kan man jo spørge sig selv, om det er taktik, eller blot fordi journalister og medier er hastet videre til noget, som de finder mere interessant? Desværre ligger det også lige for at spørge, om det redder menneskeliv, fordi de krigsførende i Syrien finder det mindre interessant at kæmpe, når de ikke er ”på”.

    Jeg har ikke tv og ikke set ret mange billeder fra Kiev, men det var slemt nok, hvad jeg så, og det er ikke min mening at undervurdere tragedien. Jeg ved da slet ikke noget om ballistik, men for nogle år siden brugte jeg tid på en fransk dokumentarfilm, der blev lagt ud på nettet for at bevise, at en palæstinensisk dreng, der angiveligt skulle være blevet skudt af israelere, måtte være blev skudt fra en retning, hvor de ikke befandt sig. Den handlede om ballistik og viste, hvor forsigtig man skal være med at tro på alt.

    Der var også ”massakren i Jenin, og vi ser jævnligt manipulerede pressebilleder. Påstandene om massakren i Benghazi, som bragte os i krig i Libyen, fik vi aldrig dokumentation for, og hverken politikere eller medier virkede interesserede i at komme til bunds i de påstande. s Indtil videre tror jeg, at det var et ”setup”.

    Nu har vi så den lækkede telefonsamtale, hvor Catherine Ashton udbryder ”Gosh!” Noget sent, synes jeg, men hun kan jo have været træt og talt i telefon hele dagen..Hvem lækkede den samtale, og hvorfor lækkede amerikanerne de bemærkninger fra Angela Merkel om, at Putin ikke lever i denne verden? Det virker ret kulørt, gør det ikke, og hvis man vil have endnu mere farvelade på, kan man blot konsultere Søren Pind.

  12. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Det er afgjort kulørte sager der kommer frem hen ad vejen. Jeg kan nok regne ud, hvem der har opsnappet og lækket telefonsamtalen mellem Urmas Paet og Catherine Ahston, men det er for mig ret ligegyldigt i denne sammenhæng. Lækkets ægthed er blevet bekræftet, hvilket er nok for mig set se.

    Jeg blev også lidt slået af hendes tilbageholdende reaktion på Urmas Paets udsagn om konspirationsteorien. Men i samtalen præsenteres konspirationsteorien som værende velkendt blandt ukrainerne, så det kun er i Vesten at den er sensationel. Det kan have præget hendes reaktion, at teorien kun er det seneste skud på stammen efter de mange horrible rygter, løse påstande og åbne spørgsmål, som hun givetvis har mødt i den ukrainske hovedstad. Eller hun har været klar over faren for telefonaflytning, hvilket har gjort hende tilbageholdende. Urmas Paets har også været klar over faren for aflytning, men da han ikke gør andet end at referere ting som stammer fra ukrainerne selv, og som må antages at være velkendte i Kiev, risikerer han ikke noget ved at gengive konspirationsteorien og de forskellige udsagn om sagen.

    Videoerne fra Institytska gaden og Uafhængighedspladsen er hård kost første gang man ser dem. Folk bliver skudt og dræbt. Derfor bliver videoerne også løbende censurereret og underlagt adgangsbegrænsning på nettet, så børn ikke kan se dem. Mit indtryk er, at skuddene fra snigskytterne altovervejende kom fra regeringskvarteret med bl.a. Ukraines nationalbank, der ligger på toppen den bakke, som Instytutska Gaden leder op til fra Uafhængighedspladsen.

    Alt andet lige må jeg antage. at regeringens politisoldater (Berkut) på det tidspunkt stadig kontrollerede regeringskvarteret. Jeg ser ikke, hvordan snigskytter i hemmelig tjeneste for oppositionen (eller dele af denne) skulle være i stand til at snige sig ind i regeringskvarteret og derfra skyde ned på deres egne folk i Instytutska Gaden, uden at det ville blive opdaget. De ville løbe en stor risiko for, at regeringens folk fangede dem i forehavende og triumferende viste dem frem for rullende kameraer. De kunne heller ikke forudse udfaldet med sikkerhed: at det ville gavne oppositionen, sådan som det faktisk viste sig at gøre. BBC-reporteren var heller ikke i tvivl om, at de fleste skud kom fra det regeringskontrollerede område. Men så skal man igen skelne mellem snigskytter der skyder med skarpt og rigtige patroner, og så polititroppernes brug af gummikugler mod demonstranterne.

    Det er svært at hitte rede i, men facit er sådan set klart nok. Kasper Støvring kritiserer EU’s handlemåde i Ukraine i generelle vendinger. Han fortæller ikke, hvad EU konkret skulle have gjort anderledes i perioden frem til afsættelsen af landets præsident, eller hvad der kunne have været opnået ved det.

    Som Ashton siger i telefonsamtalen, så har hun forsøgt at forklare ukrainerne, at de ikke kan regere deres land fra barrikaderne. Det er nødvendigt at skabe en stabil overgangsregering, for eller kan der ikke afholdes frie valg til at danne en demokratisk legitim regering, og så kan der heller ikke komme nogen økonomisk hjælp fra Vesten. Men EU eller USA kan ikke diktere ukrainerne nogen bestemt sammensætning af overgangsregeringen.

    Nogle vigtige partier i Ukraine står uden for regeringen, enten af egen vilje fordi de ønsker at stå helt frit, eller fordi de ikke er velkomne undtagen på vilkår som er uacceptable for dem. Men at de står uden for overgangsregeringen – for indeværende – betyder ikke nødvendigvis, at de er politisk fjendtlige imod den. Det er svært at lave stabile regeringskoalitioner i et land uden nogen stærk demokratisk / parlamentarisk tradition i forvejen. Vinderen tager det hele, når magtkampen først er vundet inden for koalitionen. Alene af den grund er alle parter mistroiske og på stikkerne, og blodige gadekampe bidrager heller ikke til den gode stemning, uanset om man var på samme side eller ej mens de foregik.

    Et af Europas største lande er på randen af sammenbrud og krig med et endnu større naboland. Det vil være i den grad tragisk for Europa i fremtiden, hvis disse to nationer udvikler fjendskab mod hinanden. Det er heldigvis ikke sket endnu i skrivende stund.

    Der er mange ukrainsksindede ukrainere som taler russisk frem for ukrainsk, af nogenlunde de samme grunde som når wallonerne taler fransk frem for wallonsk, selv om de føler sig som belgiere og wallonere og ikke som franskmænd. De synes, at fransk respektive russisk er et smukt og fint sprog med en rig baggrund i kultur og tradition, hvad fransk respektive russisk jo også er, og de har måske økonomiske og slægtshistoriske relationer med nabolandet. Svejtsertyskerne ønsker ikke noget selvstændigt skriftsprog, og østrigerne taler tysk, men de to folk identificerer sig ikke som tyskere. I Norge er der mange som foretrækker den version af sproget som ligger relativt tæt på dansk, igen af omtrent de samme grunde som jeg nævnte ovenfor, men de føler sig aldeles ikke som danskere af den grund. Det er også eksistensen af den slags kompleksiteter og paradokser i Europa, som gør mig skeptisk over for al generaliserende tale om national homogenitet. For selv om nationalfølelsen gennemgående er stærk, er den langtfra altid firkantet i sine måder at træde at træde frem på.

  13. Af Maria Due

    -

    Anders Thornvig Sørensen

    “Et af Europas største lande er på randen af sammenbrud og krig med et endnu større naboland. Det vil være i den grad tragisk for Europa i fremtiden, hvis disse to nationer udvikler fjendskab mod hinanden.”

    Ja, og det burde vi først og fremmest tænke på.

    Det er først nu, jeg har fået læst den artikel af Peter Hitchens, som Støvring linker til, og den er jo meget på linje med, hvad mange af os har skrevet i de seneste uger. Vi ønsker fredelige løsninger, vi ønsker russerne det godt og lad os håbe, at Vesten ikke har tabt for meget på gulvet pga. sin klodsede og taktløse fremfærd.

    JP’s udlands redaktør Flemming Rose skriver i dag i ”Putins frygt for Vesten”, at der bag Kremls militære optrapning på Krim skjuler sig en frygt for, at begivenhederne i Ukraine skal så tvivl om Putins magt i Rusland, og det er da også nærliggende at tro.

    Rose bruger desuden det samme udtryk, som jeg selv brugte forleden, da jeg skrev, at Georgien kan fungere som en buffer mellem Rusland og de mere urolige dele af Kaukasus. Han oplyser nemlig, at de sparsomme oplysninger, som slipper ud fra Kreml går på, at Putins ambitioner ift. Ukraine skulle være at gøre den sydøstlige Ukraine til en buffer mellem Rusland og Vesten, dvs . ikke at besætte eller splitte landet. Dette lyder jo umiddelbart fornuftigt og realistisk, og man skulle tro, at en mere rolig og høflig fremfærd fra Vestens side kunne bidrage til en sådan løsning og blive til gavn for alle.

    Blader man videre i avisen får tonen imidlertid en helt anden lyd i Per Nyholms klumme, der i dagens anledning syder af had og frygt med overskriften ”Barbarerne foran vore porte”. Og hvis nogen tror, at det er tyrkerne, han tænker på, kan jeg oplyse, at dem kryster Nyholm til sin barm i tide og utide. Nej, hans barbarer er de forarmede indbyggere i det gamle kristne Rusland, der forsøger at komme på benene efter Sovjetunionens fald.

    ”Vi må desuden tage fat på den vitalt vigtige opgave at skabe et troværdigt europæisk forsvar i erkendelse af, at USA er ved at forlade ikke blot i Centralasien og Mellemøsten, men også Europa til fordel for Stillehavet, hvor Kina opruster i et stadig mere hysterisk tempo. ”

    Skriver Nyholm. Han plejer ellers at håne danskerne for vores manglende forståelse for, at vi under EU’s vinger lever i den fredeligste af alle tider og kan se frem til stor mangfoldig lykke.

    Du skriver: “Det er også eksistensen af den slags kompleksiteter og paradokser i Europa, som gør mig skeptisk over for al generaliserende tale om national homogenitet. For selv om nationalfølelsen gennemgående er stærk, er den langtfra altid firkantet i sine måder at træde at træde frem på.”

    Nej, det er den heldigvis ikke, og det var den da også yderst sjældent for få årtier siden. Da var den bly af sig, som når vi står og kvækker ved et St. Hans bål og ikke rigtigt kan få sangen til at løfte sig, selv om vi gerne ville.

    Jeg har det slet ikke godt med nogle af de nationale ytringer, som fremprovokeres i disse år, og vil heller ikke idyllisere homogeniteten, for der kan være store forskelle mellem danskere i forskellige egne af landet og i forskellige sociallag. Men når det er sagt, er der også noget, der binder og har gjort samarbejde lettere og mere effektivt, end det ville have været i en mere uhomogen forsamling. Vi har længe uden at være klar over det nydt fordele af vor homogenitet, og stod det til mig, skulle vi håndhæve tidligere tiders beslutninger om, at vi ikke er et indvandrerland. Det er landet alt for lille til at være. På dem anden side er jeg stærkt imod den kulturelle nivellering, som mange betragter som en dyd og retmæssig selvfølge.

    Endelig er der jo mange af os, der har været ude og kom til at holde af andre lande og noget, som vi lærte der. Noget af det, der virkelig fascinerede mig, da jeg første gang var i USA, var hvor helt anderledes forskellige ting kan gøres, og alligevel fungere fint .Det var end ikke faldet mig ind, at der var mere end en måde, og det var noget af en øjenåbner.

    Sidste sommer genlæste jeg dele af min store brevsamling og især de breve, der vandrede mellem familien, da jeg boede i Kent.i England. Jeg er nærmest vokset op i Marselisborgskovene og husker, at jeg for første og eneste gang i mit liv oplevede hjemve, da jeg vidste, at anemonerne blomstrede og bøgen sprang ud. Men der er også et brev til min mor, hvor jeg skriver så begejstret om foråret i Englands have, som Kent jo kaldes, at ordene næsten springer ud af papiret selv efter så mange år. Danmark er ikke det smukkeste land, jeg har boet i, og det lader sig gøre at holde af flere lande og føle sig hjemme mere end et sted.

  14. Af Niels B. Larsen

    -

    Maria Due: “Danmark er ikke det smukkeste land, jeg har boet i, og det lader sig gøre at holde af flere lande og føle sig hjemme mere end et sted.”

    Helt enig. Selv efter en lille menneskealder føler jeg stadig, at Australien er mit 2. hjem, ligesom jeg også føler mig på hjemmebane visse steder i USA.

  15. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Det er svært nok at få overblik over den meget flydende situation i Ukraine i øjeblikket. Men hvis jeg også skal kæmpe for at få overblik over den vildtvoksende skov af autoriserede kommentarer, trækker det efterhånden kraftigt på både lysten og ressourcerne fra min side. Derfor skærer jeg igennem.

    For at blive lidt personlig, for en gangs skyld, så tror jeg det er muligt at drømme i farver, og jeg tror på, at jeg selv gør det sommetider. Det kan være et selvbedrag efter man vågner, men jeg tror efterhånden virkelig på det. Egentlig er dette hovedkriteriet, som jeg vurderer enhver analyse eller kommentar efter: kommer man til at drømme i sort-hvidt eller i farver af at læse den slags?

    Ingen navne, men nogle kommentatorer holdt jeg op med at læse for mange år siden, da jeg opdagede, at de blot gentog sig selv. Navnene på lande og statsoverhoveder udskiftes løbende, men analysen er essentielt den samme.

    I den nuværende situation er der kun ét at gøre for Vesten og den ukrainske regering: insistere ubetinget på landets territoriale integritet. Det er hvad man gør, og jeg er enig i denne politik, og derfor er jeg nødt til at forkaste alle forslag om at opdele landet. Hvad Ukraine har brug for i øjeblikket er moralsk støtte fra Vesten, konsekvent og uden forbehold. Ellers risikerer man, at ukrainerne simpelthen giver op, og at landet falder fra hinanden i mange små enheder som Rusland så kan opsluge i sin magtsfære en efter en.

    Den historiske analogi til 1938 er i øvrigt forkert. Sudeterlandet var vigtigt, fordi dette svært Tjekkoslovakiet i dette svært fremkommelige bjergland havde bygget nogle af Europas stærkeste befæstningsværker. Med dem kunne man have stoppet Hitler i tide og sparet 50 millioner menneskeliv. I stedet forærede man det hele til ham uden sværdslag. Men det er overhovedet ikke situationen på Krim.

    En meget bedre analogi er Tysklands deling efter 1945. Vi ved, at en tysk genforening kun var 2. prioritet var kansler Adenauer. Tyskland kunne blive genforenet som en neutral stødpudestat midt imellem Sovjetimperiet og Vesteuropa. Det ville Adenauer ikke vide af. Han ville, at Tyskland skulle være et vesteuropæisk land, og vesttyskerne gav ham ret ved valg efter valg. Men Adenauer opgav aldrig Vesttysklands principielle krav på at repræsentere hele Tyskland. Han betragtede Østtyskland som sovjetisk besættelseszone, og han ville ikke engang anerkende tabet af de tyske områder øst for Oder-Neisse linjen, selv om han udmærket var klar over, at der aldrig ville være nogen jordisk chance for at få dem tilbage til Tyskland. Så kunne sovjetdiplomaterne ellers få lov til at slide i årtier for at opnå den anerkendelse af grænseændringerne, som de måske i starten havde troet de kunne få gratis bare fordi de havde overmagten på selve lokaliteten. Tror man måske, at de var ligeglade med den manglende anerkendelse fra Vestens side? Det rendte dem som en mare dag og nat, selv om de skjulte det bag deres påtagne selvsikre facade af tanks og parader og stive ansigter. Der skulle ikke foræres noget som helst unødvendigt væk, det er en meget maskulin holdning, men det er den eneste rigtige i den slags sammenhænge.

  16. Af Maria Due

    -

    Så skete det, som jeg frygtede. En paramilitær enhed af serbere er på vej til Krim, skriver Frankfurter Allgemeine.

    Det sker under kampråb på YouTube om, at serbere og russere er ét folk, og at der flyder det samme slaviske blod i deres årer. Man har ikke glemt NATO’s intervention i Kosovo.

    faz.net/aktuell/politik/krise-in-der-ukraine-serbische-freischaerler-ziehen-auf-die-krim-12838739.html

  17. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Tak for linket. Jeg tror ikke det får nogen praktisk betydning. Det minder om historien om dengang da nogle vesttyskere ville udvandre til Østtyskland gennem Berlin. De østtyske grænsevagter tog imod dem med kaffe og kage, og efter en venlig samtale blev de sendt tilbage igen med mange hilsner.

    Den nye regering og dens støtter i Ukraine omfatter flere folk der var aktive på Maidanen. De organiserede den illegale madforsyning og lægehjælp til demonstranterne på basis af frivillige tilkommende medhjælpere, bl.a. lægestuderende. Fra kampene på Maidanen ved de alt om gensidig konfliktoptrapning og hvordan man undgår det. Ved håndteringen af prorussiske demonstrationerne rundt om i Ukraine har de allerede vist, at de ikke er til sinds at gentage Janukovitj’ fejltagelser. Det er mennesker med organisationstalent, disciplin, klarsyn, vilje, handlekraft og rendyrket, gammeldags mod. Det er ikke bare gadens parlament som man nødtvunget har taget med i regering. De folk har faktisk noget at bidrage med.

    På videoerne fra Kiev skal man lægge mærke til, at snigskytternes ofre ikke bare får lov til at ligge på gaden. De bliver ikke efterladt. Folk, helt almindelige mennesker af begge køn, kommer i grupper og henter dem hjem til begravelse, den sidste olie eller lægebehandling. Det er et civilsamfund, et helt folk, som står sammen, en for alle og alle for en. Vi kan ikke være bekendt at svigte denne unge nation som har rejst sig efter århundredes undertrykkelse og fremmedherredømme. Vi skal bevare freden, men vi skal også stå fast på det vi tror på. Så teoretisk det end lyder lige nu. Hvis der lukkes af for gassen til Ukraine, skal vi også lukke af for at modtage mere af den, og den energi vi kan skaffe andetsteds fra, skal vi dele med ukrainerne. Blot så dét er klart.

  18. Af Henning Svendsen

    -

    Nu lever den kære Anders Thornvig eller Niels Poulsen jo ikke et sted hvor disse høje idealer bliver håndhævet han bor i EU et sted hvor nationalstater får deres grænser revet ned bliver strippet og jaget ind i en fælles fold oveni kommer så “del og hersk” mentaliteten hvor vildfremmede bliver importeret så de kan skabe splid- en ren Enhedsliste politik.
    Så at EU har optrådt som elefanten i en glasbutik det er jo rigtig-den træder nemlig ganske forsigtig .
    Derfor har Ukraine kun to valg- underkaste sig jungleloven som vi andre, eller blive en nationalstat som dør af sult og kulde.

  19. Af Hovedtaler: Kasper Støvring | Mosbjerg Folkefest

    -

    […] Schweiz og det folkelige oprør mod EU Professor Marlene Winds politiserende forsvar for EU Vesten forstår ikke Putins civilisationskamp Den gode anmeldelseKasper Støvrings synspunkt er at det er nationalstaterne, ikke EU, der sikrer […]

  20. Af Nationalisten | Imperier er højrisiko, nationer er lavrisiko

    -

    […] i forargelsens kor har der været enkelte nøgterne analyser, bl.a. her og her og ikke mindst i JP, hvor Flemming Roses dækning udmærker sig ved at beskrive de faktiske […]

Kommentarer er lukket.