Den gode anmeldelse

Af Kasper Støvring 50

Sociologen Henrik Dahl har på sin blog og i flere indlæg lagt sig ud med anmelderstanden i form af en kritik af niveauet i selvsamme stand og med sit forslag om et ankenævn for anmeldelser. Berlingske har skrevet om sagen her og Berlingskes kulturredaktør Jesper Beinov her. Så sent som i går skrev Politikens litteraturredaktør et åbent brev til Dahl.

Den direkte er anledning er ikke blot den stærkt kritiske reception af Dahls egen skønlitterære debut, men de store forskelle i bedømmelsen af bøger af bl.a. Bent Jensen og Henrik List. Det er utroværdigt, som Dahl også er inde på i sin diskussion i Deadline med WA’s anmelder Lars Bukdahl.

Dertil kommer, at kun få forfattere tør tage til genmæle imod en anmelder. De risikerer nemlig at blive behandlet endnu værre næste gang. Der er kort sagt magtfuldkommenhed, indspisthed og politisk slagside i anmeldermiljøet (mon ikke det også forklarer megen af den vrede, den borgerligt-liberale Dahl bliver genstand for?).

Har Dahl ret? Man kan diskutere ankenævnsideen. Jeg tror, at den er vanskelig at gennemføre i praksis, og man kan jo også i stedet have tillid til, at en forfatter i det mindste nogle gange kan få held med at forsvare sig i den offentlige debat og derigennem gøre op med dårlige anmeldelser og anmeldere. Bedst kendt er nok Peter Tudvads skarpe udlevering af JP’s anmelder Niels Lillelund i Weekendavisen sidste sommer.

Jeg vil i mit næste blogindlæg svare igen på en efter min mening mildest talt elendig (i egentligste forstand!) anmeldelse af min seneste bog. Men først: Hvad kendetegner den gode anmeldelse? Jeg er jo selv tilknyttet Berlingske, så jeg taler både som anmelder og som den, der ofte er blevet anmeldt.

For det første skal man gøre sig klart, at en anmelder skriver for læseren, ikke for forfatteren, og så bør man for det andet sondre mellem eksterne og interne kriterier. Hvad angår de eksterne – som i øvrigt er dem, Dahl kredser om – gælder, at en anmelder ikke bør være inhabil. Det vil sige, at hvis anmelderen har økonomiske eller private interesser (f.eks. er ægtefælle, kollega eller ven med forfatteren), bør vedkommende ikke anmelde. Så er der kompetencen; en anmelder bør kende sit stof, være fagligt velfunderet og være fortrolig med genren. Endelig er der etikken: en anmelder skal tage sin opgave alvorligt, og ganske enkelt som et minimum læse det værk, der anmeldes.

Så er der de interne kriterier, der især har at gøre med smagsdommen. Jeg nævner blot nogle centrale kriterier: Her må anmelderen lave en loyal beskrivelse af værket (genre, indhold, forfatteren, formen), så læseren ved, hvad han læser om; anmelderen må tilstræbe objektivitet; være selvstændig og have mod til at fælde en hård dom eller udtrykke begejstring; have en sensibilitet for gyldigheden af mange typer kunst; samt undgå at lefle for konsensus eller politisk korrekthed. Anmeldelsen bør desuden være velskrevet; anmelderen må have blik for detaljer såvel som store sammenhænge. Endelig må anmelderen forholde sig direkte til værket, ikke projicere sine følelser og fordomme – ideologiske (politiske), private (er anmelderen ude på at hævne sig?) eller faglige (en operaekspert bør f.eks. ikke anmelde rockmusik) – ind i værket; anmelderen bør altså være åben for de kvaliteter, der er udtrykt i værket selv. Igen: Det er umuligt at leve fuldkomment op til disse fordringer, men de bør i det mindste efterstræbes.

Dette er alt sammen ideale forskrifter udtrykt meget abstrakt. Lad mig derfor give nogle eksempler fra mit eget virke som anmelder. Og jeg vælger her eksempler, hvor jeg er uenig med forfatteren og den bærende tendens. I min anmeldelse af Martin Andersens Nexøs samlede fortællinger gør jeg opmærksom på en nærliggende fælde: Når man har at gøre med en forfatter, der er kanoniseret som rettroende kommunist, risikerer man alene at vurdere ud fra tendensen: Sympatiserer man med socialismen/kommunismen vil man ofte være positiv, er man derimod antikommunist (som undertegnede), vil man hyppigt være negativ. Men man bør være opmærksom på værkets iboende kvaliteter, i dette tilfælde Nexøs, og her er der både drivende sentimentale og tendentiøse aspekter, der hæmmer værket, men der er også fremragende ting. Derfor anmeldte jeg værket til fire stjerner.

I tilfældet med den venstreradikale kunsthistoriker Mikkel Bolt syntes jeg, at hans bog var interessant netop på grund af dens radikalitet, selvom jeg må formodes at blive et offer for den vold, som forfatteren bekender sig til (hvis hans utopi realiseres). Men moralsk kritik er en udvendig kritik og kan ikke være hovedsagen; bogen må bedømmes på egne præmisser. Jeg var imidlertid lunken, fordi bogen var upræcis og trættende i sine analyser og desuden selvmodsigende.

Mit tredje eksempel er anmeldelsen af Rune Engelbreth Larsen, en debattør, som jeg også er dybt uenig med ideologisk set. Men igen prøvede jeg på alle måder at være åben over for bogen, der dog også havde visse kvaliteter, og jeg fremhævede Engelbreth som en glimrende debattør. Alligevel var der mange blinde pletter og uforløste svar på nogle spørgsmål, som værket selv stillede. To stjerner blev det til, selv om jeg så at sige gav bogen alle muligheder for at vise, hvad den kunne.

Hvad skal en anmeldelse indeholde? Her blot en håndfuld forslag: En anmeldelse skal primært fælde en dom, dvs. være baseret på en vurdering af kvalitet. Det bør rumme en karakteristik af værket (sprog, stemme, vision, mønstre osv.) og en analyse. Det skal eller kan rumme en perspektivering (komparation, kontekstualisering), aktualisering og diskussion. Også her sniger der sig uundgåeligt subjektive elementer ind i form af anmelderens baggrund og fordomme (uddannelse, erfaring, skoledannelse: er anmelderen f.eks. nykritiker eller socialhistoriker?). De svar, man får, er afhængig af de spørgsmål, man stiller til teksten. Det er klassisk hermeneutisk viden.

Så er der genrespørgsmålet. Tom Kristensen spurgte engang: Kritiker eller anmelder? Er en anmeldelse udtryk for akademisk kritik, eller er det snarere journalistiske kriterier (bogen som en begivenhed, anmeldelsen som information om nyudgivelse), der styrer anmeldelsen? Lilian Munk Rösing, anmelder på Politiken, har i denne artikel spurgt, om en anmeldelse bør være kritisk refleksion i den forstand, at anmeldelsen viderefører værkets refleksion og åbenhed og således har karakter af ”eksistensforskning”. Eller er anmeldelsen en form for forbrugervejledning, der anskuer det anmeldte værk som en del af oplevelsesøkonomien og altså betragter det som genstand for konsum, underholdning?

Det sidste jeg vil nævne er spørgsmålet om mediernes betydning. Der er jo forskel på, om en anmeldelse står i en avis, tidsskrift eller ugeblad. Overordnet er der nok en tendens til, at selv aviserne bevæger sig mere og mere væk fra idealet om at være en del af en kritisk offentlighed, hvor myndige og oplyste individer mødes for med lødige og saglige argumenter at diskutere det fælles bedste. Altså en borgerlig offentlighed. Man kunne frygte, at aviserne bliver en slags reklamesøjler for bøger, og anmeldelser bliver en slags underholdning, hvor erkendelsesdelen fylder mindre. Denne tendens bestyrkes af redaktørernes hyppige brug af modcasting, der gør en dyd ud af subjektiviteten og i værste fald overtræder de eksterne kriterier om bl.a. habilitet.

Det meste af dette behøver ikke at være et problem, hvis de eksterne kriterier er opfyldte, hvis medierne sikrer pluralismen, og hvis læserne er kloge nok til at gennemskue uvederhæftige anmeldelser.

Men Henrik Dahl har ret i, at også anmelderne skal have noget at frygte, som han så fyndigt har udtrykt det. Derom i det næste blogindlæg.

 

50 kommentarer RSS

  1. Af Jesper Høegh

    -

    Anmeldere -en selvbestaltet uddannelse –

    kloger sig på andres vegne om hvad der bør læses – spises-ses-opleves etc.

    Klappe-kage Industrien – massesuggesionen – den røde løber

    Oscar – Emmy-Bodil – forførelsens kunst for uselvstændige individer.

  2. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Kasper Støvring

    Forfattere og forlag lever af gode anmeldelser.

    Du ser ikke reklamer for en bog – enten i aviser eller i bogklubber – uden overskrifteen : “Anmelderrost” plus et udpluk af anmeldernes superlativer.

    Det gælder også for film og, teaterforestillinger.

    Hvis en anmelder (eksempelsvis Berlingske madanmelser Søren Frank eller Chjristopher Arzrouni) fanges i decideret fusk, så skal det naturligvis have konsekvenser.

    Hvis det ellers kun drejer sig om anmelderens subjektive mening om en bog eller forfatter, så bliver det efter min mening en sag mellem forfatter, anmelder, avis og avislæseren.

    Om Henrik Dahl vil skrive fiktion eller fakta bliver en sag mellem ham og hans forlag.

    Et ankenævn for forsmåede forfattere er som at forsøge at skyde gråspurve med krydsermissiler.

    Og at f.eks. politikensegmentet ikke har dig, Jalving eller Uhrskov på deres lister over foretrukne forfattere, tror jeg heller kommer som en stor overraskelse for nogen af jer. Ligesom flittige læsere af Uriasposten nok ikke står i kø for at købe den sidste bog fra Carsten Jensens hånd.

    De vil nok føle sig mere hjemme i jeres bøger.

  3. Af Niels Juul Hansen

    -

    @JESPER HØEGH

    Jeg synes, at du er meget nedladende overfor Kasper Støvring og andre anmeldere.

    Hvor mange boganmeldelser læser du, når nu du har så stor en uvilje imod dem?

  4. Af Walter Steffen Nielsen

    -

    For mange år siden var jeg med til at udgive en LP, som blev anmeldt af Torben Bille. Den fik fingeren nedad. Det kan være fair nok. På pladeselskabet sagde de, at den havde fået en “bille”. Jeg tror ikke, at Torben Bille spillede noget instrument eller besad eksakt viden om musik. Han kunne udtrykke sog om sin personlige smag, og anmelderspalterne blev langt hen ad vejen brugt til at fyre perfiditeter af. Om vores sangerinde skrev han, at “hun ville lyde som Sanne Salomonsen, men havde ikke luft til mere end Lisa Linn”. En rigtig Karl Smart-bemærkning, som han sikkert syntes lød rigtig “smart”. Problemet var bare, at det var det rene sludder og vrøvl. Hun var klassisk uddannet sanger og havde i den grad “luft”. Det var i orden ikke at synes om hendes stemme, udtryk ….what ever, Men han afslørede, at han ikke besad den faglige viden.

  5. Af Niels Juul Hansen

    -

    @WALTER STEFFEN NIELSEN

    Jeg synes,at dit valg af Torben Bilæle som ‘hadeobjekt’ er en fejltagelse.

    Få har som Torbin Bille været med til at fremhæve god rockmusik og hans anmeldelser af rockmusik blev til en vigtig del af avisernes kultursider.

  6. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Dahl tager principielt fejl, når han påstår, at boganmeldelser er varedeklarationer, og at de derfor bør kunne ankes.

    Desuden undervurderer han læserne.

    En anmeldelse er som udgangspunkt kun anmelderens personlige vurdering af et værk, og siger først og fremmest noget om anmelderen, og det véd læserne.

    Læserne tager bestik af en anmeldelse; de retter sig ikke efter den.

    For læserne lærer efterhånden anmelderne og deres præferencer og fordomme at kende gennem deres anmeldelser, og opfatter ikke anmeldelserne som endelige smagsdomme, eller indiskutable sandheder.

    En dårlig anmeldelse fra en anmelder, som man plejer at være uenig med, kan virke som en anbefaling, hvis den trods vurderingerne er tilstrækkeligt faktuel til at man får en reel ide om, hvilken bog, der er tale om.

    Mange læsere, der primært vil underholdes, er selv utilfredse med mediernes anmelderne, der ofte vil “opdrage” på læserne, og derfor er brugeranmeldelser blevet almindelige på nettet, så almindelige læsere kan få en idé om, hvad andre, almindelige læsere får ud af en given bog.

  7. Af Niels B. Larsen

    -

    En anmeldelse af en bog, et kunstværk, en film, en bil, et tv-program, et musikstykke – you name it – er en helt subjektiv beskrivelse, som udelukkende står for anmelderens regning.

    Man kan tage anmeldelsen for gode varer eller lade være.

    Anmelderen er i sin gode ret til den fremførte mening og andre er i deres gode ret til at tro på den eller lade være.

    Dahl må være lidt til en side, hvis han tror, at et ankenævn vil have den ringeste indflydelse på noget som helst – og ankenævnets afgørelse vil være lige så subjektiv som anmelderens.

  8. Af PREBEN F1 JENSENH J

    -

    Nå, nu vil de lesbiske kvinder have at kun lesbiske skal have lov til at anmelde bøger skrevet af lesbiske.

    Det svarer jo til at kræve at kun kommunister må anmelde “Gulag Øhavet” og “Stalinismens forbrydelser”.

    Eller at kun nazister skal have adgang til at anmelde “Mein Kampf”.

    Eller at kun mafiosoer skulle kunne anmelde bøger om den italienske mafia.

    De lesbiskes krav om særbehandling, ledsages ovenikøbet af nedladende snak om hvide mænd. Det er bare for meget.

  9. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Hvis medierne vil forsøge at fjerne det subjektive element fra anmeldelser, så kunne de jo sætte computere til at skrive anmeldelserne.

    Computere er allerede i stand til at skrive refererende sportsartikler, som læserne ikke kan skelne fra artikler, der er skrevet af menneskelige journalister.

    Men de computergenererede artikler kan ikke beskrive stemningen, eller andre “uvedkommende” omstændigheder, som man skal være et yderst subjektivt menneske for at opdage; de er bare intetsigende sportsreferater.

    Desuden er de computergenererede sportsartikler jo ikke reelt objektive, for det er programmørens subjektive vurderinger, der bestemmer, hvilke parametre artiklerne bliver skrevet efter.

    Det er også umuligt at forestille sig objektive anmeldelser af skønlitterære bøger, der ikke er komplet intetsigende og ekstremt overfladiske, hvilket Dahl forhåbentligt vil indse, når han holder op med at tage sin joke alvorligt, og begynder at tænke igen.

    Kunstens opgave er IKKE, at levere objektive beskrivelser af objektive hændelser, eller lignende, og en boganmeldelse er også en form for litterært kunsthåndværk; det er ikke en varedeklaration – og det véd læserne udmærket.

  10. Af Niels Poulsen

    -

    Jeg synes, at det er en mangel ved debatten, som Henrik Dahl har startet, at den tager sit udgangspunkt i den “gode” forfatter, der har fået sin bog dårligt anmeldt.

    For det er ikke det, som er det generelle indtryk ved den danske avisers boganmeldelser. Det er tværtimod, at gennemsnitlige (eller lidt mere uvenligt: middelmådige) forfattere får (for) gode anmeldelser.

    Og mon ikke, at denne tendens kun vil blive forstærket af et ankenævn for anmeldelser. For hvem vil anke en anmeldelse for at være for positiv? Det skulle da lige være, hvis den skuffede læser, som ikke synes, at en bog lever op til anmeldelsen, også fik lov til at anke. Så kunne de få travlt i ankenævnet!

    Kasper Støvring skriver:

    “Men moralsk kritik er en udvendig kritik og kan ikke være hovedsagen …”

    Det er jeg ikke enig i. Moralsk kritik kan være nødvendig, når et teknisk set fuldkomment værk viser sig at bygge på moralsk forkastelige værdier.

    Jeg kan huske, at jeg ændrede fuldkommen opfattelse af den klassiske figurgruppe “Laokoon og hans sønner”, da jeg blev gjort opmærksom på, at den var fremstillet med henblik på det publikum, som fornøjede sig over den menneskelige lidelse i gladiatorkampene i de romerske arenaer. Pludselige sagde den tekniske perfektion, hvormed skulpturen er udført, mig ikke noget. Den menneskelige lidelse er for kunstneren blot en effekt. Figurgruppen mangler helt den etik og empati, som den store kunst efter kristendommens fremkomst er kendetegnet ved.

    Ligeledes kan Sørine Gotfredsens moralske kritik af Lars von Triers seneste film heller ikke karakteriseres som udvendig. For mig at se var hendes moralske kritik helt nede at røre ved kunstværkets hjerteblod (modsat filmanmeldernes fem- og seksstjernede anmeldelser). Det viste den interessante diskussion mellem Gotfredsen og Søren Ulrik Thomsen, som tog Trier i forsvar, også.

  11. Af Kasper Støvring

    -

    Niels Poulsen, men i tilfældet med Sørine G.s kritik af Trier, så anerkendte hun vel netop, at værket var af meget høj kunstnerisk kvalitet, ikke? Jeg kender ikke den specifikke debat, kan du sende et link?
    Det er i hvert fald, hvad jeg ofte er ude for, når jeg diskuterer Antichrist: Mange kristne bryder sig ikke om budskabet, men er i stand til at anerkende værkets kvalitet, hvilket er hovedsagen (for mig). De, der ikke kan se værkets kvalitet, fordi de ikke moralsk bryder sig om det, forstår slet ikke kunstens væsen, som jo er den, der skal anmeldes. Derfor kan jeg komme ud for, at jeg må give topkarakter til et værk, hvis budskab jeg slet ikke bryder mig om!

    Men igen: jeg er boganmelder i den funktion, ikke kronikskribent.

  12. Af Niels Poulsen

    -

    @Kasper Støvring

    Gotfredsens kronik:

    http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2191272/lars-von-triers-djaevelske-blindgyde/

    Debatten mellem Gotfredsen og Ulrik Thomsen i Deadline, 8. februar 2014, er tilsyneladende ikke mere tilgængeligt på nettet.

    Jeg forstår godt dine synspunkter. Men jeg synes stadigvæk, at udsagnet “Men moralsk kritik er en udvendig kritik …” ikke er sandt.

    Og ja, jeg synes, at det må være underligt at give topkarakter til et æstetisk fuldkomment værk, hvis etik er moralsk perverteret. Anmeldelsen må i det mindste diskutere det moralske aspekt.

    For mig hænger æstetik og etik sammen. Det kan ikke skilles ad.

  13. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Niels Poulsen har sikkert ret i, at et ankenævn for forfattere vil medføre, at der er endnu færre anmeldere, der skrive kritiske anmeldelser, selvom de mener, at der er grund til det, af angst for at blive indberettet til ankenævnet.

    Andre aviser (dvs. Ekstrabladet…) vil givetvis spekulere i, at publicere anmeldelser, der er så grove, at de helt sikkert vil blive indberettet for ankenævnet, for at trække læsere til, fordi deres chefredaktører simpelthen kalkulerer med, at det kan betale sig, fordi de grove anmeldelser tiltrækker læsere, trods en eventuel bøde eller erstatning.

    Det er nok ikke dét, Dahl vil opnå med sit ankenævn.

    Et ankenævn for boganmeldelser vil indirekte medføre, at boganmeldelserne bliver mindre anvendelige som brugervejledning – og netop IKKE varedeklaration – for læserne, og ikke mindst mindre morsomme – eller bevidst for morsomme – til, at det er lovligt.

    Og det vil sikkert medføre, at flere læsere hellere vil anvende de fuldstændigt subjektive brugeranmeldelser af bøger på nettet, som vejledning til, hvilke bøger, de vil læse.

    Vil Dahl også have ret til at stede subjektive, nedgørende brugeranmeldere på nettet for et ankenævn, hvis læserne flygter fra avisernes boganmeldelser til nettes brugeranmeldere, fordi avisernes boganmeldelser er blevet overfladiske og refererende – og kedelige – af angst, for at blive indberettet til Dahls ankenævn?

  14. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Niels Poulsen

    “Og ja, jeg synes, at det må være underligt at give topkarakter til et æstetisk fuldkomment værk, hvis etik er moralsk perverteret. Anmeldelsen må i det mindste diskutere det moralske aspekt.”

    Jeg mener ikke, at man kan stille nogen som helst krav til anmelderen (bortset fra art have læst den anmeldte bog).

    Bøger taler for sig selv – og man behøver ikke at stille moralske krav.

    Selv de mest frastødende – eksempelvis “American Psyco” eller Machiavellis “Fyrsten”.

  15. Af Peter Nissen

    -

    Hvad skal man dog med sådan et ankenævn, hvis folk er uenige med anmelderen bruger de bare ikke hans anmeldelse til noget, og vi finder jo hurtigt ud af om vi er enige med en anmelder når vi har læst anmeldelserne nogen gange.
    Iøvrigt mener jeg at det vil være en indskrænkning af ytringsfriheden med sådan et ankenævn, mon ikke han skulle starte forfra i børnehaven og derefter få et kursus i at blive voksen og ufølsom, eller måske skulle han begynde og gå med reklamer, der er nok ikke nogen der kan finde på at klage over hans udførsel af det job.

  16. Af Claus Christensen

    -

    Enhver evaluering bør tage udgangspunkt i klare, ensartede bedømmelseskriterier. Jeg kan ikke bruge de fleste anmeldelser til noget, fordi de ofte er en selvoptaget beskrivelse af, hvordan værket virker på anmelderen – intet er mere ligegyldigt.

  17. Af Hans Hansen

    -

    “For det første skal man gøre sig klart, at en anmelder skriver for læseren, ikke for forfatteren, og så bør man for det andet sondre mellem eksterne og interne kriterier.”

    ———-

    Jah. Man kunne spørge, om anmelderen anmelder for sig egen skyld, idet mindste om anmelderen medtager egne behov, eventuelt egen økonomisk erhvervsinteresse, eller med anden selvpromovering.

  18. Af Maria Due

    -

    Niels Poulsen: “Jeg kan huske, at jeg ændrede fuldkommen opfattelse af den klassiske figurgruppe “Laokoon og hans sønner”, da jeg blev gjort opmærksom på, at den var fremstillet med henblik på det publikum, som fornøjede sig over den menneskelige lidelse i gladiatorkampene i de romerske arenaer. Pludselige sagde den tekniske perfektion, hvormed skulpturen er udført, mig ikke noget.”

    Poulsens forklaring er kristen moraliserende.

    De fleste antager, at “Laokoongruppen” er hellenistisk og altså oprindeligt ikke havde noget med romerske arenaer at gøre. De gamle grækere og romere var ikke moraliserende på kristen vis, og deres guder og helte opførte sig ofte både umoralsk og tåbeligt og betalte prisen for det. Derom handler de græske myter og tragedier. For Laokoon gælder, at han ikke var med grækerne, han var en af fjenderne og betalte en høj pris for at være det. Fortjent, kan kunstneren have ment.

    Laokoon (og Kassandra) var Trojas whistleblower og udtalte ifølge Vergils “Æneiden”, at han frygtede grækerne, selv når de bragte gaver: timeo Donaos et dona ferentes. Det blev siden en ofte citeret talemåde, når folk påpeger, at andre udviser for stor godtroenhed. Så sent som forleden hørte jeg den brugt af skuespilleren John Thaw i et afsnit af serien om inspector Morse.

    Troja faldt, fordi trojanerne opførte sig himmelråbende enfoldigt, og forudgående havde de modstået en lang belejring. .Grækerne vandt på deres falskhed, det var dem, der skrev historien, og den er grum og handler usentimentalt om virkelighedens lidelser, når man lader hånt om fornuften og den gyldne middelvej. Om såvel uretfærdig personlig lidelse og en overordnet grum retfærdighed, der ikke giver ved dørene.

    Sådan har jeg det også med anmeldere og forfattere, hvoraf nogle har travlt med at lempe trojanske heste ind forklædt som gaver. Når man læser mange anmeldelser, danner man sig imidlertid hurtigt et indre billede af, hvad diverse anmeldere selv står for, og om ikke før så når man fortryder, at man har købt eller brugt tid på en bog eller film, som de roste til skyerne. Hvad angår Bent Jensens nye bog, var det jo grotesk, som vandene delte sig i et rent politisk mønster. I øvrigt mener jeg som Claus Christensen, at der er en del anmeldere, der virker for stærkt selvoptagede.

    Hvad Per Nyholm angår, er han en bitter ældre herre, som det efterhånden ville være nemt at koge i eget fedt. Hvorfor rakker han fx altid rundt, kunne det mon tænkes, at hans væsen er af en sådan art, at han ikke tåler de knubs, som vi andre får i omgangen med kolleger og familie? Kunne det mon tænkes, at han er et forkælet barn, der ikke tåler kritik og derfor lever et konfliktsky liv, hvor han overreagerer i sine skriverier? Hvorfor er Nyholm egentlig så vild med at kritisere danskerne og ser ædelheden hos de fleste andre folkeslag, og hvorfor mente han, der angiveligt befandt sig på stedet, at han vist overværede en massakre i Jenin,? Per Nyholm er imidlertid kun irriterende, fordi nogen giver ham plads til at udbrede sit vrøvl, der er fyldt med faktuelle fejl, både hvad angår historien og kunsten.

    Efter min mening er et ankenævn en dårlig idé.

  19. Af Maria Due

    -

    .youtube.com/watch?v=TpaQYSd75Ak

    Hemmelig anmeldelse. 🙂

  20. Af Maria Due

    -

    Rettelse:
    youtube.com/watch?v=TpaQYSd75Ak

  21. Af PREBEN F1 JENSENH J

    -

    Hvad med nogle faste blogs hvor borgerne kunne anmelde og fortælle om hvordan de oplever partierne, regeringen, medierne, DR, skattevæsnet, nedskæringerne, skolelukningerne, hospitalerne, skadestuerne, retssystemet og meget andet.

  22. Af Søren Geckler

    -

    Så vidt jeg kan forstå på ovenstående anmelders anmeldelse af egne anmeldelser, så er anmelderen enig med sig selv om, at han bør anmelde sig selv positivt. Fem stjerner er nok ikke for lidt.

    Jeg skal ikke kloge mig på anmelderens anmeldelser, men jeg tror at ovenstående er, hvad man i Natholdet kalder ‘Ananas i egen juice’. På den anden side kunne det også være et first mover-trin, og vi vil i den kommende tid kunne læse en masse anmeldere anmelde deres egne anmeldelser og nå frem til samme resultat: de er alle sammen yderst kompetente.

  23. Af Ole Skovgaard

    -

    F1 Ville det så betyde at du skrev noget nyt på denne nye blog du foreslår ? Jeg forstår egentlig ikke hvad vi skal med en ny blog til, du skriver jo i forvejen det samme på alle de andre blogs. Du skal jo osse kunne overkomme alt det arbejde uden at blive overanstrengt.

  24. Af niels o

    -

    Undskyld mig, hvis noget lignende har været nævnt:

    Findes der ikke en IMDB for bøger? Så kan man være ligeglad med alle mere eller mindre selvoptagede anmeldere og dem med en politisk agenda o.a.? Og blot nøjes med læsernes egne oplevelser af en bog. Så kan man vel nogenlunde få en gennemsnitsanmeldelse af, om der er tale om en skodbog eller et mesterværk og alt derimellem.

    Det gør jeg med film, og jeg synes stort set altid, at gennemsnitskarakteren passer pænt med min oplevelse.

  25. Af Niels Poulsen

    -

    @Niels Juul Hansen

    ”Bøger taler for sig selv – og man behøver ikke at stille moralske krav.”

    Det tror jeg ikke på, at du mener. For det ville betyde, at du (og for øvrigt også Kasper Støvring) skulle give seks stjerner til ”Mein Kampf”, ifald Hitler havde været en stor forfatter, som på eksemplarisk vis kunne fremlægge sine politiske tanker.

    Hvis det i øvrigt havde været mig, som havde anmeldt Mikkel Bolts bog, som tilsyneladende plæderer for en voldelig og ikke-demokratisk revolution i verden, så havde jeg fordømt dette. Og det havde kostet minimum en stjerne.

    Danske anmeldere anvender generelt set heldigvis heller ikke princippet om, at man skal efterlade sin moralske sans i våbenhuset, inden man træder ind i kunstens (eller faglitteraturens) rige. Det er godt nok langt tid siden, men jeg kan huske, at en anmelder – Erik Skyum-Nielsen var det vist – som i en negativ anmeldelse af Dorrit Willumsens ”Klædt i purpur” skrev, at med denne bog havde Willumsens forfatterskab taget en bekymrende drejning, bl.a. fordi hovedpersonens fornedrende samleje med hundredvis af mænd (gangbang hedder det vist i pornografien) beskrives som en lystfuld og ekstatisk oplevelse. Sex skildret på den urealistiske måde, som pornografien gør det, hører ikke hjemme i stor kunst.

    Eksemplet viser for mig at se, at moralsk kritik ikke er ”en udvendig kritik” (som Kasper Støvring påstår det er) i og med at den moralske kritik afslørede en negativ kursændring i Willumsens forfatterskab.

    @Maria Due

    Angående ”Laokoon og hans sønner” var det faktisk kunsthistorikeren E.H. Gombrichs kritik af værket, fra hans berømte ”The Story of Art”, som jeg parafraserede. Så ham er du også uenig med.

    For mig at se er en moderne kunstner som Giacometti en langt større kunstner end den teknisk dygtige kunstner, som fremstillede ”Laokoon og hans sønner”, fordi Giacometti i modsætning til sin hellenistiske kollega forholder sig etisk til eksistensen (bl.a. lidelsen). Giacomettis tændstikstynde menneskeskildringer er måske noget af det sandeste, der er skabt i det tyvende århundrede med dets verdenskrige og koncentrationslejre og med dets politiske ideologiers dehumaniserende menneskeopfattelse.

    Et andet modeksempel til det den antikke skulpturgruppe vil jeg hente i litteraturens verden. Første del af Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” er forunderlig ved, at den er så indlevet beskriver Raskolnikovs amoralske tanker og handlinger, bl.a. et af litteraturhistoriens mest udpenslede mord. Som ung læser kan man let lade sig rive med, og romanens anden halvdel kan synes som en tung vandring opad bakke for den, som endnu ikke er dannet etisk set. Det er Dostojevskijs mål, at Raskolnikov skal bryde sammen og erkende, at han har gjort noget forkert og troet på nogle falske værdier. Så selvom vi har den rå beskrivelse af det bestialske mord i romanens første del, er romanen samlet set et etisk kunstværk, i modsætning til den antikke skulpturgruppe.

    Til sidst vil jeg sige, at jeg på linje med Sørine Gotfredsen mener, at al god kunst i sin kerne er opbyggelig. Det er problematisk, at von Triers seneste film tilsyneladende efterlader sin tilskuer på depressionens rand.

  26. Af PREBEN F1 JENSENH J

    -

    Ole helt-i-skoven:

    En fordel ved faste blogs ang. eet bestemt emne, f.eks. kriminaliteten, skattetrykket, skilsmisse-systemet, indvandringen , hjemløsheden, hospitalerne, velfærdens nedtur osv. ville være at man så fik en samlet oversigt over befolkningens meninger, problemer og erfaringer på de enkelte områder, i stedet for at indlæg som nu bliver spredt ud over alle mulige blogs, plus at man kunne komme meget, meget mere i dybden med tingene.

  27. Af PREBEN F1 JENSENH J

    -

    Enig med Niels Poulsens svar til Niels Juul Hansen. Selvfølgelig kan man da ikke bare være amoralsk når man bedømmer en bog, en handling, en politik.

    Eksemplet med “Mein Kampf” er glimrende.

    Uden moral vil jo enhver kultur ende i en mudderpøl eller stinkende rendesten.

  28. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Niels Poulsen

    “Det tror jeg ikke på, at du mener. For det ville betyde, at du (og for øvrigt også Kasper Støvring) skulle give seks stjerner til ”Mein Kampf”, ifald Hitler havde været en stor forfatter, som på eksemplarisk vis kunne fremlægge sine politiske tanker.”

    Jeg kan ikke følge din tankegang. Jeg har aldrig haft lyst til at læse bogen, men havde jeg været anmelder, ville jeg nok have sklrevet en meget kort anmeldelse:

    “Bogen giver et godt indblik i hvor farlig det er er, når psykopater med så stort et had (til jøder, kommunister o.s.v.) får magt, som de har agt!”.

    Andre har også givet udtryk for deres had til jøder.

    “Jeg vil give mit betænksomme råd. Først, at man skulle tænde ild på deres synagoger og skoler og kaste jord hen over det, der ikke vil brænde, så at intet menneske nogensinde skulle se en sten eller en slagge af det.

    For det andet må man ligeledes sønderbryde og ødelægge deres huse. For de bedriver det samme uvæsen i dem som i deres skoler. Derpå kan man lade dem, indrette sig under et tag eller i en stald, ligesom sigøjnerne, for at de skal forstå, at de er ikke herrer i vort land, således som de praler af, men derimod fangen i landflygtighed, således som de uden ophør skriger op om og beklager sig over lige overfor Gud.

    For det fjerde, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere vedblivende at undervise.

    For det femte: At man fuldstændig ophæver jødernes beskyttelse på vejene. Thi de har intet at gøre på landet, eftersom de dog ikke er herrer eller offentligt ansatte eller er handelsmand eller lignende. De skal blive hjemme.

    For det syvende: At man giver de unge, stærke jøder og jødinder plejl, økse, rive, spade, spinderok, ten i hånden og lader dem tjene deres brød i deres ansigts sved,

    – Derfor væk med dem for altid.”

    Jeg har ikke læst anmeldelser af forfatteren, Martin Luthers ovenstående skrift

    Han har formodentlig også haft nogle positive sider.

  29. Af Niels Poulsen

    -

    @Niels Juul Hansen

    “Bogen giver et godt indblik i hvor farlig det er er, når psykopater med så stort et had (til jøder, kommunister o.s.v.) får magt, som de har agt!”

    Ja, men det er jo netop en moralsk vurdering af bogen (ligesom din afstandtagen fra Luthers skrift er moralsk).

    Og det er i direkte modsætning til dit tidligere udsagn:

    ”Bøger taler for sig selv – og man behøver ikke at stille moralske krav.”

    Godt nok er jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen, hvad angår logik. Men selv i denne sene aftentime vil jeg hævde, at dit indlæg nr. 2 udtrykker det stik modsatte synspunkt af dit indlæg nr. 1, hvor du gik i rette med mit udsagn:

    “Og ja, jeg synes, at det må være underligt at give topkarakter til et æstetisk fuldkomment værk, hvis etik er moralsk perverteret. Anmeldelsen må i det mindste diskutere det moralske aspekt.”

    (I øvrigt ærgrer jeg mig over, at vi, jeg selv inklusive, springer så ureflekteret fra “fiction” til “non-fiction”. Man stiller jo ikke æstetiske krav til faglitteratur. Der handler det jo mere om forfatterens evne til at skildre et stof, originale fortolkninger, god argumentation, gode eksempler osv.).

  30. Af PREBEN F1 JENSENH J

    -

    BT har i denne sidste uges tid anmeldt behandlingen af kræftpatienter, hvoraf et par snese eller tre snese, eller nok mange flere, er blevet fejlbehandlet.

    Men kan man ikke få Berlin geren eller Støvring til at anmelde et par bøger? Den første hedder “Tyskland afskaffer sig selv”. Den anden hedder “Tyskland fra Forstanden”………..med undertitlen ” den vanvittige kvinde-, bøsse- og indvandringskult……….slagtningen er begyndt…….. et folkemord på tyskere”.

    På Snaphanen eller hos Den danske Forening kan man læse mere om bøgerne. Hvor man også kan læse om vanvids-tilstande i Sverige, eller om Pet og terrortrusler mod Danmark.

  31. Af Henning Svendsen

    -

    Måske skal man bare blæse på aviserne og følge det råd som Niels Juul gav os alle sammen for et år siden og som han selv gør-nemlig først læse anmeldelsen på bogens bagside?–men tilhører man ikke den godtroende type så kan man i stedet scanne bogen igennem det gør de fleste-så er man sin egen anmelder og kan ikke anmelde anmelderen til anmeldelse.

  32. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    @Niels Juul Hansen og Niels Poulsen

    Apropos jødehad – diskussionen er stadig yderst aktuel:

    Igor Mirosjnitjenko er medlem af det antisemitiske parti, Svoboda, der er det næststørste parti i den illegitime, ukrainske kupregering, samt næstformand i ytringsfrihedskomiteen i det ukrainske parlament.

    I sidste uge demonstrerede Mirosjnitjenko, hvad han i virkeligheden mener om ytringsfrihed, da han stod i spidsen for en flok terrorister fra Svoboda, der stod bag et voldeligt overfald på Aleksandr Pantelejmonov, chefen på den store statsejede tv-kanal.

    Terroristerne fra Svoboda tvang ham til at skrive en “frivillig” opsigelse, fordi han havde sendt en tale af Putin – som DR også transmitterede.

    Uddrag fra “Ukrainske antisemitter er med i spillet” af Andrey Kazankov, Information 25. marts 2014:

    ” Overfaldet på Pantelejmonov er blot én i en række voldelige episoder, som ukrainske højrenationalister har stået bag på det seneste. Det er bl.a. gået ud over politikere, politifolk og jøder.”

    “Der har været voldelige angreb på jøder, hvor to eller tre synagoger er blevet angrebet af uidentificerede grupper,” oplyser rabbiner Abraham Cooper fra Simon Wiesenthal Center.”

    “Enkelte vestlige eksperter og journalister går så langt som at beskrive Svoboda som neonazister. Hvis et lignende parti kom til magten i et EU-land, ville det uden tvivl resultere i “en meget løftet pegefinger” fra europæiske politikere, vurderer Leif Davidsen.

    “Når vi tænker på, hvor følsomme vi i Europa er med den slags, og hvordan vi for eksempel reagerede, da Jörg Haiders parti blev en del af regeringen i Østrig, er det lidt underligt, at reaktionen er, som den er. ”

    “Således mødtes EU’s udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, og flere andre europæiske politikere med Svobodas leder, Oleg Tjahnibok, allerede i slutningen af 2013…”

    ” Svoboda har ellers længe været kendt som et kontroversielt parti, der i 2012 røg i top fem på den årlige liste over alverdens antisemitter, som Simon Wiesenthal Center offentliggør ved årsskiftet. Samme år fik Svoboda cirka 10 procent af stemmerne ved det ukrainske parlamentsvalg.

    “Det er et ekstremt parti, hvis repræsentanter er kommet med udtalelser, der er nedgørende og fornærmende mod jøder”, fastslår rabbiner Abraham Cooper, der står i spidsen for udarbejdelsen af Simon Wiesenthal Centers liste. ”

    “Men jøder er ikke den eneste gruppe, Svoboda har talt nedgørende om.

    Det samme gælder russere i Ukraine, som i øvrigt ville blive ramt, skulle partiets officielle politik blive gennemført.

    For Svoboda er bl.a. fortaler for, at ukrainske statsborgere, der ikke taler godt ukrainsk, skal fratages statsborgerskabet.”

    ” Sådan en lov vil gå ud over mange russere i først og fremmest Syd- og Østukraine, der har russisk som deres første sprog og ofte kun taler russisk. I det hele taget er fordelingen af ukrainsk og russisk nærmest 50/50 i Ukraine…”

    ” Ikke desto mindre lykkedes det for Svoboda og andre højrenationalistiske kræfter at få vedtaget en kontroversiel lov i det ukrainske parlament …”

    “Loven degraderede det russiske sprogs status og kan meget vel have haft indflydelse på spredningen af konflikten til især Østukraine, hvor man siden har haft sammenstød mellem pro-Maidan og prorussiske demonstrationer og grupperinger.”

    “… jeg kan godt forstå, at folk i Sydøstukraine bliver nervøse over en lov imod deres sprog og kultur og tænker “Det første, de gør, er at fratage mig mit sprog”, siger Leif Davidsen, der mener, at Svoboda “bruger sprog som politisk våben”.

    DERFOR valgte et flertal af de russisktalende borgere på Krim, at Krim skulle vende tilbage til Rusland:

    Krimborgernes ønske om, at vende tilbage til Rusland, skyldtes altså ikke koldkrigerisk magtbrynde fra Ruslands side.men antirussisk racisme fra den nye kupregerings side.

    De vil være russere igen, fordi de med god grund frygter at blive diskrimineret groft af den illegitime, ukrainske kupregering.

    Situationen i Ukraine har med andre ord INTET med den kolde krig mellem de kapitalistiske lande og det forgangne, totalitære, imperialistiske, kommunistiske diktatur, at gøre – og kan slet ikke retfærdiggøre, at vi starter en ny, ekstremt dyr oprustningsspiral og dermed en ny kold krig med Rusland.

  33. Af Maria Due

    -

    Til Niels Poulsen i stor hast.

    For at gøre en lang historie kort, synes jeg ikke, at ”Mein Kampf” giver et godt overblik over noget som helst. Har man forsøgt at kæmpe sig igennem den, hvilket mislykkedes for mig, ved man, at det er en umådelig kedelig og tætskrevet bog, der mangler oversigt og struktur og bl.a. består af bastante påstande om ”masserne”. På den måde minder værkets menneskesyn om EU i praksis: ”masserne” er dumme og lader sig manipulere af eliten.

    Men Hitler (og EU) har aldrig været ene om det menneskesyn, og jeg bryder mig ikke om at tænke på, hvor stor en del af menneskeheden der zapper af sted og bruger mere end tre timer dagligt på hovedsageligt dårligt og tendentiøst tv, måske endnu mere tid på idiostisk facebook og twitter aktivitet, som de bliver slaver af, og hvor de aspirerer til at danne flokke, der bekræfter og ”liker” hinanden. Hvad angår film er mange af dem med til at gøre nye far-til-fire-film til nogle af de mest sete i Danmark.

    Det er mange år siden, at jeg holdt op med at se Lars von Trier film, og årsagen er den, at han er så eminent ferm til at trække folk rundt ved næsen. Manden lægger da heller ikke skjul på, at han er dybt neurotisk og godt ved, at han er en mester i at være udspekuleret, og jeg tror gerne, at man føler sig på randen til en depression, når man har overværet hans seneste film. At den så har nogle kvaliteter, som andre vægter højt, tager jeg mig ikke af. Jeg har også set min sidste Michael Kvium udstilling, den var i Horsens for mange år siden og skreg på en kraftig antidosis af noget smukt og godt, der kunne skræmme hans dekadence ad helvede til. Hvorfor sælger han så godt?

    Jeg har højere tanker om mennesker end Trier og Kvium har, og jeg vil ikke være med til at dyrke dekadencen. Derfor postede jeg også for sjov skyld linket til videoen med den lille ursuliner nonne, der synger skønt i overværelse af sine slidte sicilianske forældre og fire anstandsdamer fra klostret, hvoraf de tre hopper og jubler af fryd. Fire tjekkede italienske kunstnere sidder med ryggen til og skal bedømme sangen, de er alle overlæssede med uskønne tegn på dekadence, og medmindre det hele var løgn, bliver de meget overraskede, da de vender sig om og ser, at det er en nonne, der synger så smukt og professionelt. Deres fordomme får et skud for boven, men de ser ud, som om de kan lide det og endda meget. De oplever og falder for en ægthed, som de ikke selv besidder, skønt de forsøger at signalere noget andet i form af en uskøn frigjorthed og skabagtige, dårlige manerer.

    Hvad angår Laokoon-gruppen, er vi ikke så uenige, som du tror. I min gymnasietid var værket eksamenspensum, og man kan fx diskutere frem og tilbage, om der er tale om en romersk kopi, men stilen er hellenistisk, de forskellige myter om Laokoon er græske, den romerske Vergil gav sit tilskud, og kunstnerne var muligvis tre billedhuggere fra Rhodos. Der kan imidlertid ikke rokkes ved, at kunstværket er hedensk, og at man derfor ikke skal måle det på en kristen skala og kræve kristne dyder af det, og det var det, jeg forsøgte at forklare dig og åbenbart ikke slap godt fra, selv om jeg forsøgte at tage din tråd op og brodere videre med den.

    Jeg har aldrig kunnet lide værket, og det er en udpræget subjektiv bedømmelse, for jeg fascineres ikke af lidelse. Men du tog først afstand fra det, da du læste en kendt kunsthistorikers mening om det, hvorefter din kristne moral gjorde oprør. Denne kristne moraliseren, dit krav om at leve op til kristne dyder, er en rød tråd i dine indlæg, og naturligvis helt legitimt, men den er ikke en værdimåler for et hedensk kunstværk fra antikken.

    Som Sørine Gotfredsen mener du, at et virkeligt kunstværk skal have en substans af noget opbyggeligt. Det vil jeg meget gerne følge jer i, men da I begge skriver på et udpræget kristent idégrundlag, er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Er det fx nokb for jer, at værker advarer og udstiller, sådan som Michael Kviums gør det? Jeg kan sagtens få øje på hans talent, men jeg finder ingen lys i hans modbydelige og mørke fremstilling af menneskeheden.

    Tager vi Firozeeh Bazrafkans happenings, hvor hun lægger en makuleret koran eller sig selv iført sort undertøj på et bedetæppe, er der efter min mening ikke tale om kunst men propaganda, som jo også kan have en vis form for berettigelse, blot bryder jeg mig ikke om disse eksempler. For det første kan enhver gøre hende det efter, det er ingen kunst, og for det andet er der intet originalt i det. Det er for længst blevet almindeligt at destruere koraner i protest, og sammenstillingen af sex og religion er gammel som Methusalem, for sammenhængen er jo åbenbar. Hvis man fx læser middelalderlige bønner skrevet af nonner, vil man se, at de er pinligt sexede. 🙂

    Så alt i alt, vi må leve med, at anmelderiet, som Kathrine Lilleør meget passende kalder det, ikke skal tages som en endelig og ufejlbarlig dom, og det var med lidt bedrøvelse, at jeg læste, at Bent Jensen har “glemt” vennen Lars Hedegaard i sin meget omtalte nye bog. Det er en politisk vurdering og beslutning, som giver anledning til en forståelig kritik, der nemt kunne være undgået. Som det blev fremført, var Hedegaard jo med sine marxistiske skolebøger i høj grad en del af 1970’ermes propagandaapparat. Man kunne også have nævnt den første halvdel af 1980’erme, hvor han skrev en aldeles forfærdelig bog i samme serie, der er præget af hysteriske overdrivelser og forudser, at en atomkrig ”grænsende til vished” er lige om hjørnet. Da kunne Hedegaard ikke undskyldes med, at han var en grøn årsunge, for han var en erfaren voksen mand i fyrrerne.

    På Uriasposten fører man en slags heksejagt på alle, der har bevæget sig i nærheden af DKP i deres teenagetid og grønneste voksenliv, hvilket er et af tegnene på den ubehagelige radikalisering, der pt. finder sted. Men også der glemmer man at nævne Hedegaard og andre tidligere marxister med tilknytning til Trykkefrihedsselskabet, dvs. at kritikken har politisk slagside. Sådan er det i øjeblikket, hvor polariseringer giver sig mange primitive udslag. Jeg synes, at Per Nyholm er en af de værste EU-propagandister, og hans nedladenhed kender ingen grænser; han efterspørger fx altid dannelse hos andre, men opfører sig selv meget udannet.

  34. Af Erik La rsen

    -

    At der findes “mennesker ” som “Ole Skovgaard” i Danmark – er jo LIGE PRÆCIS grunden til at Danmark går mod afgrunden. Kære bloggere , læs dog hvad han skriver af ævl, vrøvl (formodentlig i en “Whisky-rus” ell. lign.). Når man så prøver at bede om hans mening eller en forklaring på hvorfor han ønsker Danmark væk og hvorfor han kun tænker på sig selv – så skriver han fan… “ohh , boogie, bookgi , wookie!” o.s.v. – Manden er jo helt klart igen én på plejehjem, der bare ønsker at sabotere al, al form for debat.. Men hvor er det dog trist, at der findes egoister ude i de danske land, der KUN tænker på sig selv og intet andet. Kom ikke og fortæl mig, at der findes noget som helst “socialt” eller “demokratisk” i DF-haderen “Ole-helt-ude-i skoven”? (om lidt tager han igen en “boogie woogie” – rundt om sengen!

  35. Af Ole Skovgaard

    -

    @Erik Larsen, det varmer altid når man får pæne anmeldelser/ respons af sine indlæg. Det er jo det man står op for om morgenen mennesker der sætter pris på det man gør. Tak for de pæne ord, jeg er rørt i sjælden grad.

  36. Af Michael Jensen

    -

    Har været inde at læse på de net-aviser der anbefales ovenfor, vedr. bøger om hvad der foregår i Tyskland og Sverige. Det er godt nok uhyggelig læsning om hvad der åbenbart venter både Nordeuropa og Danmark. Men på en måde forstår jeg ikke at Erik Larsen og Preben F1 Jensen og andre ordentlige debattører gider blive ved med at kaste perler hen til folk der ikke fatter en pind af hvad der foregår, eller som har en skjult agenda eller et lyssky formål med deres mærkelige skriverier. Det er jo mest disse besynderlige typer der svarer på seriøse indlæg. Og avisen gør jo intet for at få debatten løftet op på et bedre niveau, tværtimod kan arne rud og sørensen og andre lignende få lov til at dominere debatten langt hen ad vejen.

    Det er ærgerligt at Snaphanen, Uriasposten og den korte avis heller ikke har nogle debat-sider hvor almindelige mennesker uden face-book trang kan være med.

    I nogle aviser, både Berlinske, BT, jp og eb kan man læse nogle skrappe artikler og læserbreve om EU og regeringen osv., men befolkningens store flertal er jo ramt af handlingslammelse og sløvsind, så det nytter vel ikke at fortælle dem at de er ved at blive slugt af en stor krokodille. (farve-tegning i jp)

    Nå, og så er der noget med at DF og Messeren alligevel ikke er modstandere af EUs overherredømme og nedtromling af nationerne. Hvad er det dog for noget???????

    Vi ender jo som myrer i en stor “kinesisk” myretue, hvis ikke vores nationer og folkehjem ikke overlever. Og vi vil vel blive tværet ud på samme måde som når man
    kører hen over myrerne i en myretue med en tung havetromle.

    Men læs nu selv om hvad der sker i Tyskland og Sverige osv.

  37. Af Niels Poulsen

    -

    @Maria Due

    “For at gøre en lang historie kort, synes jeg ikke, at ”Mein Kampf” giver et godt overblik over noget som helst …”

    Ja, men nu antog jeg – godt nok kontrafaktisk – at det var en ualmindelig velskrevet bog, hvilket uvægerligt må udløse seks stjerner fra Kasper Støvring, ifald han stadigvæk mener, at en anmelder skal slukke for det moralske område i sin hjerne og kun vurdere et værk ud fra dets egne præmisser.

    Et bedre eksempel havde nok været Albert Speers memoirer, som efter sigende skulle være velskrevne og måske en af de bedste kilder til, hvordan den nazistiske ledelse virkede. Imidlertid undgår Speer at omtale Det Tredje Riges forbrydelser og sin egen medviden om dem. At det er en mangel ved bogen, er en moralsk vurdering, og dermed vil Kasper Støvring ikke kunne komme ind på denne problemstilling, hvis han fastholder, at “moralsk kritik er en udvendig kritik”.

    Det tyder heller ikke på, at du er enig med Kasper Støvrings princip om, at anmelderen skal undlade at forholde sig moralsk til et værk, i og med at din afvisning af von Trier og Kvium udelukkende sker ud fra moralske overvejelser, så vidt jeg kan læse.

    Om Laokoon. Du skriver:

    “Men du tog først afstand fra det, da du læste en kendt kunsthistorikers mening om det, hvorefter din kristne moral gjorde oprør.”

    Nu mener jeg ikke, at moral kun er forbeholdt kristne. Der findes også en humanistisk moral. Det mener humanisterne i hvert fald selv. Også for humanisterne er det forkert at finde æstetisk nydelse i andre menneskers lidelse.

    Jeg betragter den omtalte kunsthistoriker som humanist og hans forbeholdenhed over for det antikke kunstværk som humanistisk baseret. Han kunne se dybere og bredere end jeg, det skammer jeg mig ikke over.

    På en måde er det det, man forventer af en anmelder.

  38. Af Erik Larsen

    -

    Man TROR simpelhen ikke at man befinder sig i år 2014!
    “Jødehad”????? Hvor kommer det fra? Ja, vi ved alle at det fandtes mega-stort hos nazisterne/Hitler under sidste verdenskrig. Jødehad i dag – findes kun KUN eet sted hos muslimerne/islamisterne! Hvor svært er det at spotte det?
    Ufatteligt, at der er indlæg her på b.dk. af personer der får lov igen og igen at udstille deres “jødehad”. Men OK, alle ved jo hvor de kommer fra og hvad politisk mening de har.

  39. Af Jesper Høegh

    -

    Førerhunde til alle – anmeldere – eksperter – smagsdommere – egne hjernevindinger sat totalt ud af drift – smartphone og Ipad klarer overførslerne e-boks – nem id –
    robotterne styrer de ældre.

  40. Af Maria Due

    -

    Niels Poulsen.

    Støvring skrev: “Men moralsk kritik er en udvendig kritik og kan ikke være hovedsagen; bogen må bedømmes på egne præmisser.”

    Det er det samme, jeg med andre ord skriver om Laokoon-gruppen, blot vil jeg ikke bruge udtrykket “udvendig”, da jeg snarere mener, at der kan være tale om en anmasende adfærd, hvor man bringer sig selv ind i billedet på en andens bekostning, og det kan ganske rigtigt aldrig blive hovedsagen for en anmelder. Endelig er der jo det økonomiske. En anmelder, der ikke kender sin plads, kan sabotere en indtjening.

    Vi andre kan derimod gøre, som vi lyster og uden skrupler vælge og vrage, selv om det tit vil være klogt at finde ud af, hvad der får os til at forkaste noget. Der foreligger også den mulighed, at vi senere vil kunne se på det med andre øjne. Jeg kan nu ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver fascineret af nutidens dyrkelse af ondskab, lidelse og dekadence.

    Per Nyholms famøse omtale af Støvrings seneste bog var præget af nydelse ved ondskabsfuldhederne og blev på den måde blot et blandt mange moralske og politiske opstød i hans endeløse EU-propaganda. Men det kommer vi vel til i næste blogpost.

    Jeg synes ikke, at det er rigtigt, når Støvring skriver, at anmelderen kun skriver for læserne, selv om det er det primære, for jeg er sikker på, at forfatterne læser anmeldelserne som en vurdering af dem selv personligt. Det kan ikke være anderledes, de fleste bøger berører jo uundgåeligt, selv når det foregår indirekte, forfatterens egne identitetsforhold og overbevisninger, det er det, der i bedste fald gør bøgerne interessante.

    Sådan har historikere det også, og det er derfor man kan blive ved med at skrive bøger om de samme historiske emner. De vil altid være præget af personlige vurderinger og fordomme, hvor forskellige temperamenter og sind vægter de samme forhold forskelligt. Derfor bør man også læse forskellige fremstillinger, hvis man ønsker at sætte sig godt ind i et historisk emne. Jeg læser altid fremstillinger, der er skrevet af historikere med forskellige politiske holdninger.

    Du nævner Albert Speers memoirer, og de står også på min liste over bøger, jeg gerne vil læse en dag,. Jeg ved godt, at der er alvorlige mangler ved dem, men når man ved det i forvejen, lader det sig vel gøre at få noget ud af det, der er. Sådan er det jo ofte med historiske kilder, man kan ikke forvente at få det hele serveret på et sølvfad, og det er altid væsentligt at lægge mærke til, hvad der mangler, når man kunne forvente, at det var der. Fravalg kan være meget afslørende.

    Du skriver: “Også for humanisterne er det forkert at finde æstetisk nydelse i andre menneskers lidelse.”

    Ja vist, men hvad siger du så om den kristne kunst’ kredsen om lidelsen? Vi andre er vænnet til den, fordi vi har set så mange krucifikser med blødende hænder og fødder og en sammensunken gotisk kristusfigur, men sådan har det jo ikke altid været. De romanske krucifikser viser en rank og stærk Kristus, der minder om en vikingekriger og signalerer handlekraft. Sådan blev kristendommen givetvis solgt til danskerne.

    Jeg synes, at det ranke og glæden spiller en alt for lille rolle i kristen kunst. Det er usundt og farligt at dyrke lidelsen for meget, og det er vel det Lars von Trier gør?

    Den danske folkekirkes manglende forsvar imod islam er patetisk, synes jeg. Islam dyrker døden, men kristendommen skulle udover at være til trøst gerne hylde livet og glæden. På det punkt tror jeg, at lutheranere kunne lære noget af katolikker.

  41. Af PREBEN F1 JENSENH J

    -

    Har nogen et bud på hvor mange der læser kommentarerne? Næsten ingen, ti-femten stykker, 50 eller flere ?

  42. Af Niels Juul Hansen

    -

    @ PREBEN F1 JENSENH J

    “Har nogen et bud på hvor mange der læser kommentarerne?”

    Tænker du på dine kommentarer?

  43. Af Erik Larsen

    -

    Kære Preben Jensen,
    Ja, på dit spørgsmål kom jo så hr. Niels Juul Hansen, straks med demonstrativ, syg bemærkning. Det er håbløst at debattere – ja, det kan man jo ikke men bare forsøge at tale med disse røde mennesker. Præcis som “Jens kina Hansen”, der mener at vi to er den samme person – og bliver ved og ved. Han har dog i det mindste nu fået mig til at for første gang at læse hvad der findes af DANSKE meninger i “Snaphanen”, som han påstod at jeg læste – trods at jeg ikke anede hvad det var for noget.
    Men i dag kan jeg bestemt kun anbefale folk at læse den site. Der fortæller HVOR FOFÆRDELIGT der indoktrineres i Danmark i dag fra mediernes side! Det der står og kan læses der burde sendes ud til alle danske familier med post til læsning straks. Dansk Folkeparti ville da have over 50% af stemmerne.

  44. Af PREBEN F1 JENSENH J

    -

    Erik Larsen……………

    Ja, tak for svar. Ja, din idé med at få sendt en bog eller et hæfte eller en stor tryksag ud til de danske hjem, er glimrende. DF eller Den danske Forening eller Folkebevægelsen mod EU burde sørge for at få sendt breve ud til samtlige danskere. Eller de kunne uddeles af frivillige.

    Især må det være vigtigt at få frem at millioner af tyskere, englændere, svenskere og danskere osv. kan blive de næste ofre for etnisk eller “religiøs” udrensning. I form af voldsomme konflikter ud over hele Europa, i hælene på indvandringen af millioner og atter millioner af fanatiske, stridbare og selvbevidste kulturfremmede. Konflikter magen til dem som på Balkan, i Afrika, i Asien og Mellemøsten mv. har givet anledning til terror og massemord og regulære borgerkrige.

    Det som Snaphanen fortæller om bogen “Tyskland er gået fra forstanden” er da meget tankevækkende. Ligesådan med kritikken af den kvinde-, bøsse- , klima- og indvandrings-kult, der dyrkes af mange medier.

    Ja, du har ret i at nogle her er temmelig flabede. Men jeg tror de gør sig selv mere til grin, end de debattører som de forsøger at nedgøre. Mvh PJ.

  45. Af Kasper Støvring

    -

    Niels Poulsen

    Som altid skriver du nogle virkelig gode kommentarer her på bloggen, og det mener jeg vel at mærke også, når jeg en sjælden gang er uenig med dig (selvfølgelig – om jeg skal være i overensstemmelse med mine egne kriterier for kvalitet!).

    Et bedre eksempel end Speer er måske Ernst Jünger, der godt nok ikke var nazist, men højreradikal og ikke- (måske endda) anti-kristen vitalist. I hans bøger findes en æsteticering af lidelsen og en hyldest til livets intensiteter. Det er kunstnerisk set fremragende og måske endda sandt, hvad angår det sidste. Det forhindrer ikke, at man kan tage etisk stilling, men det er bare ikke afgørende for den æstetiske vurdering. Ja, man kunne endda sige: vi tager netop værket alvorligt etisk, fordi det æstetisk er af høj kvalitet. Jeg har ikke læst Mein Kampf, men de uddrag, jeg har læst, er virkelig ringe. Speers Memorier kender jeg ikke, men hvis det interne kriterium er en form for sandhedsbestræbelse, så kan bogen jo kritiseres af de grunde, du nævner. Altså blot ikke med en “udvendig” moralsk kritik.

    Mine undervisere på litteraturvidenskab i sin tid var, for en stor del, marxister, der ikke brød sig om f.eks. T.S. Eliots kristne lyrik eller Martin A. Hansen af ideologiske og moralske grunde. Selv om det er stor kunst. Vi skulle nødig reproducere samme fejl, bare med omvendt fortegn.

    Det gør os bare dummere og mere indskrænkede.

  46. Af Niels Poulsen

    -

    @Kasper Støvring

    “Speers Memorier kender jeg ikke, men hvis det interne kriterium er en form for sandhedsbestræbelse, så kan bogen jo kritiseres af de grunde, du nævner. Altså blot ikke med en “udvendig” moralsk kritik.”

    Jeg er enig i, at kritikeren bør undgå “udvendig” moralsk kritik. Men det udsagn udtrykker også for mig at se også en anden mening end dit oprindelige udsagn, som lød:

    “Men moralsk kritik er en udvendig kritik …”

    Alle alvorlige værker må vel siges at have sandhedsbestræbelse som indvendigt kriterium eller præmis.

    Sandhedsbestræbelse må derfor også være et godt kriterium til at vurdere et værk, set fra kritikerens position. Taler værket sandt om menneskene og den verden de er sat i?

    Men dermed forholder man sig jo allerede etisk til værket, i og med at man sætter det sande højere end det mindre sande, og det værk, som lykkes i sin sandhedsbestræbelse, højere end det værk, som ikke lykkes i sin sandhedsbestræbelse. Man har afsløret sig som et etisk menneske, som sætter sandhed over løgn, i alle de mange grader løgn kan afvige fra sandhed.

    For den ”etiske” kritiker er det derfor også afgørende for bedømmelsen af værket at afgøre, om kunstneren eller forfatteren er bedragerisk, om hans eller hendes værk er udtryk for spekulation.

    Det er i grunden det, Sørine Gotfredsen anklager von Trier for, og anmelderen af ”Klædt i purpur” i sin tid anklagede Dorrit Willumsen for: for at være bedrageriske, for at deres værker er spekulation. Von Trier nyder sadistisk at slukke det sidste håb hos sin tilskuer, samtidig med at han håber, at hans radikalitet skaber medieomtale og rosende ord hos filmanmelderne. Men han har forrådt sandhedsbestræbelsen. Fordi hans værk ikke mere taler sandt om menneskene og den verden de er sat i. Det var jo vores kriterium. Og derfor må det koste stjerner.

    Det samme kan man vel spørge om i forbindelse med Ernst Jünger, (hvis bøger jeg ærligt indrømmer ikke at have læst).

    Er han en bedrager? Eller taler hans værker sandt om menneskene og den verden de er sat i? Er hans krigsbegejstring og overdrevne æstetik ikke en påtaget maske?

    Det er rimeligt at spørge om, fordi en anden deltager på tysk side i 1. Verdenskrig, Erich Maria Remarque, i sin bog ”Intet nyt fra Vestfronten” (i engelsk oversættelse) skriver:

    “This book is to be neither an accusation nor a confession, and least of all an adventure, for death is not an adventure to those who stand face to face with it. It will try simply to tell of a generation of men who, even though they may have escaped (its) shells, were destroyed by the war.”

    (Kilde: engelsk Wikipedia).

    Jeg ville lede efter smertepunkterne i Jüngers tekster. (Der er nok af smertepunkter hos hans filosofiske inspirationskilde, Nietzsche). En forklaring på den overdrevne æstetik kunne muligvis være, at den er et værn mod en etisk set hæslig verden. Hvis der derimod ingen smertepunkter er, er der for mig at se noget muggent ved det.

    Hvorfor var Jünger livet igennem misbruger af euforiserende stoffer som diethylether, kokain, hash, meskalin og LSD? (Kilde: engelsk Wikipedia). Dostojevskij, Primo Levi og Imre Kertész har jo været i stand til at udholde eksistensen og at skrive deres sanddru værker uden at have et misbrug. De og deres værker bevarer trods de selvoplevede rædsler deres menneskelighed. Der er ingen forloren æstetik. Og der er en diskussion, en flerstemmighed, i deres værker, som jeg ikke tror, at Jüngers værker har. Han mangler at diskutere og problematisere den æstetiske tilgang til verden. Og derfor vil Jüngers værker trods deres egenartethed næppe score topkarakter hos mig, i modsætning til de tre andre forfattere.

  47. Af Niels Poulsen

    -

    “Men det udsagn udtrykker for mig at se også en anden mening end dit oprindelige udsagn, som lød:”

    Skulle der vist have stået.

  48. Af Den dårlige anmeldelse. Per Nyholms og Jyllands-Postens (og mit) problem | Kulturkamp

    -

    […] når jeg i dette indlæg øser af mine egne erfaringer, ikke med at anmelde (som i mit forrige indlæg), men med at blive […]

  49. Af Hovedtaler: Kasper Støvring | Mosbjerg Folkefest

    -

    […] Professor Marlene Winds politiserende forsvar for EU Vesten forstår ikke Putins civilisationskamp Den gode anmeldelseKasper Støvrings synspunkt er at det er nationalstaterne, ikke EU, der sikrer freden i Europa, og […]

  50. Af Så læser vi! | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/03/24/den-gode-anmeldelse/ […]

Kommentarer er lukket.