Danmark, statsborgerskabet og Liberal Alliances svigt

Af Kasper Støvring 54

 

 

 

Der kom alene i går 10.000 ikke-vestlige migranter til Tyskland fra Ungarn. Diget er brudt. Vi skriver historie, men ikke ret mange synes at være klar over det. Men det er altså nu, det sker, Europas forandring. I skrivende stund stormer immigranter ind over den danske grænse, som det hedder i denne beretning. Det virker helt enormt selvdestruktivt, ikke mindst for de venstreorienterede og liberale partier og for EU. Blot ét eksempel: Asylansøgeres kriminalitet er herhjemme femdoblet på syv år, og hver tredje asylansøger bryder loven og begår ”optøjer, røverier, butikstyverier og vold”, som man kan læse i denne artikel, hvis tal er fra 2013. Alt dette var altså inden denne nuværende storm. Og så vil folk undre sig over og fordømme den stærke tilslutning til Europas højreorienterede, indvandrings- og EU-kritiske partier i de kommende år…

 

I denne skæbnestund kender vi Liberal Alliance igen – som en kulturradikal aflægger af Det Radikale Venstre, der hellere vil lave værdipolitik med den yderste venstrefløj end med den borgerlige fløj. Senest i så vigtig en sag som statsborgerskab. Regeringen vil genbehandle 2750 sager, men LA blokerer. Det blotlægger, hvad vi vidste, men måske havde glemt: Man kan ikke stole på Liberal Alliance, hård i retorikken, men fuld af falske løfter. Og dertil skadelig for Danmark. LA har forsøgt sig med alle mulige bortforklaringer, der ikke holder en meter.

 

Vi må sige tillykke til LA og resten af danskerne med nye statsborgere, heriblandt anti-demokratiske islamister, Hizb ut-Tahrir-støtter og mennesker på permanent forsørgelse.

 

Man uddeler altså med rund hånd, og med LA’s hjælp, den fineste gave, en stat kan give en udlænding, statsborgerskabet. Og man giver det til udlændinge, der ikke på nogen måde er danskere. Man får statsborgerskab, men man behøver ikke at være loyal over for landet, behøver ikke at beherske sproget, ikke at vide ret meget om landet, ikke at være en del af landets kultur. Tværtimod, man kan være islamist og meget andet godt. Problemet understreges af, at Danmark sammenlignet med andre lande ligger i top, hvad angår antallet af jihadister.

 

Søren Hviid Pedersen har skrevet om LA’s svigt ifm. statsborgerskabet i sin seneste klumme. Her vil jeg vende mig mod Danmark og begrunde, hvorfor vi skal passe på vores land, bl.a. ved ikke at uddele statsborgerskab som var det en gavebod, udtryk for en menneskerettighed.

 

I min seneste Perspektivklumme tager jeg udgangspunkt i Dansk Flygtningehjælps Andreas Kamms udtalelse, at såfremt folkevandringen ikke bremses, står vi foran deciderede ”ragnarok-scenarier”. Det udsagte er ikke nyt, tværtimod, men udsigelsesinstansen er ny, eller for at sige det mere jævnt: indholdet er velkendt, men afsenderen er ny.

 

Andreas Kamm fortsatte lige så opsigtsvækkende: ”Vi risikerer, at modsætningerne mellem flygtninge og migranter på den ene side og lokalbefolkningerne på den anden går helt skævt og eskalerer.” Svaret på krisen er ifølge Kamm ikke, at ”Europa importerer overskudsbefolkningerne”, for vi risikerer ragnarok, det må vi forhindre, imens vi endnu kan.

 

Vi har meget at miste, for vi lever i et mirakel af et samfund. Hvor godt har vi det så? Hvordan ser et godt samfund ud? Det er et retssamfund, hvor borgerne har meget høj grad af tillid til hinanden. De udviser stor ansvarlighed, nyder ikke kun rettigheder, men gør også deres pligt. Det er et samfund, hvor vi kan identificere os med hinanden, men også med myndighederne og institutionerne, vi lever under. Det gør os i høj grad villige til at adlyde beslutninger, der ikke umiddelbart er i vores egen eller vores nærmestes interesse.

 

Et fredeligt samfund, altså, hvor dyder som ærlighed, pålidelighed og gensidighed – villigheden til at hjælpe hinanden – er stærke. Et samfund, hvor vores børn kan vokse op i trygge rammer, et liv i frihed og fællesskab.  Det kommer af et stærkt civilsamfund, at vi altså ikke er kuet af en formynderstat eller er udleveret til klansamfundets anarki. Det er faktisk lidt af et, ja, mirakel, at vi er kommet dertil, ikke blot i Danmark, men i Europa.

 

Men jo især i Danmark, og det skyldes ikke mindst den lange fælles historie med de mange civile bevægelser – andels-, højskole-, idrætsbevægelse osv. – for danskerne har ganske enkelt let ved at finde sammen i forpligtende fælleskaber, hvor de kan samarbejde om fælles mål og skabe goder, som også efterfølgende generationer kan nyde godt af. Vi tænker på vores børn, på fremtiden, men får også meget i arv fra tidligere generationer. Alt dette lever videre i dag. Rigtig mange er aktive i foreningslivet, har gode venner og naboskaber, er engagerede i familier, kirker og alle mulige andre netværk.

 

Denne nationale identitet er i virkeligheden ældgammel, går i sin væsentlige kulturelle, historiske, etniske, territoriale, religiøse og sproglige form tilbage til middelalderen. Den er ikke en moderne konstruktion, skabt eller ”opfundet” af en elite, som mange historikere, ja, vel de fleste, har argumenteret for, med Uffe Østergaard i front (han er dog blevet klogere). Det har historikeren Adam Wagner påvist i en ny og grundig bog, ”Danskhed i middelalderen”, udgivet på forlaget Munch & Lorenzen.

 

Når man fremstiller nationalfølelsen som et moderne fænomen og som ”forestillet”, så tjener det ofte et politisk formål, nemlig et anti-nationalt projekt, forsøget på at overbevise offentligheden om, at det nationale og dermed nationalstaterne er nye opfindelser tilbage fra 1800-tallet og derfor også relativt let kan og bør afskaffes igen. Vi skal have post-nationale, multikulturelle samfund i stedet. Adam Wagners bog udgør et glimrende og nødvendigt korrektiv til denne både faktuelt forkerte og politisk problematiske forestilling.

 

Danmark er kort sagt et tillidssamfund med en meget lang fælles historie og har verdens lykkeligste befolkning. Danskerne er forbundne i en national, folkelig følelse af samhørighed, der bygger på sprog, hjemland, kristendom, fælles traditioner og meget andet. Dette gælder også for de andre europæiske nationer. De mest velfungerende nationer, hvis vi ser på sammenhængskraft, velstand og frihed, er de vestlige samfund.

 

Nationalstaterne tillader også opbygning af stabile retsstater og liberale demokratier, fordi folket frit kan indvælge og afsætte deres ledere, hvilket er sværere, hvis ikke umuligt i institutioner som EU. Når dette behov for selvbestemmelse er sikret, så kan folkene åbne sig ud mod naboerne og leve i fred med dem. Det tager meget lang tid at opbygge den slags samfund, men kun kort tid at smadre dem. Det var, hvad der skete i dele af Østeuropa, f.eks. i Polen, da kommunismen tog over. Velfungerende civilsamfund blev ødelagt.

 

Måske er det grunden til, at Østeuropas eliter har vist vejen i den nuværende folkevandringskrise. De kender til undertrykkelsen og de voldelige kampe mellem grupper, og flere af dem har mærket den islamiske trussel på tæt hold, jf. Ungarns historiske erfaringer med det Osmanniske rige. De østeuropæiske eliter nægter pure at tage imod mere end nogle få hundrede flygtninge og migranter årligt. Og disse skal være kristne, som vi bl.a. har hørt det fra Polens ledere. Lyt også til Ungarns leder Viktor Orbáns advarsel.

 

Nationerne er gamle, men de homogene nationalstater er ikke alle sammen gamle, hvis vi ser ud over Europa. Det, vi havde før nationalstaternes Europa, var de fleste steder imperier og multikulturelle og multinationale statsdannelser, især i Øst. Efter Anden Verdenskrig blev de omdannet til nationalstater, og skæbnen for de tiloversblevne multikulturelle og multinationale stater som Jugoslavien og Tjekkoslovakiet viser, hvor stærk nationsprojektet er. Den første gennemgik en voldsom borgerkrig, den anden opløstes fredeligt.

 

I dag findes der kun få eksempler på multikulturelle stater. Belgien er ved at falde fra hinanden, Spanien har store problemer med løsrivelsesbevægelser, og Schweiz har løst problemet ved at give udstrakt selvstyre til de enkelte nationer, de såkaldte kantoner. Begivenhederne i Ukraine og Skotland viser helt aktuelt, hvor stærk nationsprojektet er. Antallet af nationalstater er i efterkrigstiden i øvrigt fordoblet på verdensplan.

 

Folkevandringen er, for at sige det mildt, en udfordring, og billederne taler da også deres eget, tydelige sprog. Men andre udfordringer er større, siger man. Nogle peger på klimakrisen, men den vil ikke skabe nye typer konflikter, men derimod skærpe de allerede eksisterende, der har at gøre med migration og fjendtlighed, had og mistillid mellem etniske, nationale og religiøse grupper.

 

National identitet vil ikke forsvinde, men forhåbentlig blive stærkere. Dels fordi en kosmopolitisk identitet ikke vil have kraft til at mobilisere folk og skabe samhørighed, dels fordi den nationale samhørighed sikrer, at vi ikke får et tilbagefald i sekteriske kampe mellem etniske grupper, klaner, stammer, storfamilier, religiøse fraktioner etc.

 

Vil man se konturerne af et kommende ragnarok, kunne man passende skue til Sverige og de bølger af voldtægter, bilafbrændinger, bombeanslag og ekstrem vold i de nu 55 zoner, politiet har svært ved at få kontrol over. Men vi kan også skue ud over resten af Europa. MI5-chefen frygter, at terroristerne er ved at vinde over efterretningstjenesterne, der på grund af den teknologiske udvikling og stramme regler har svært ved at følge med i deres kommunikation og terrorforberedelser.

 

Vi vil se flere Muhammedkriser, Charlie Hebdo-massakrer, flere indvandrerbander, der allerede ”vækster”, mere jødehad, og der vil komme til at foregå benhårde prioriteringer i de kriseramte velfærdsstaters budgetter. Nogle kommuner er nu ved at opkøbe villaer til flygtninge. Hvor mon de penge skal tages fra? Imens får de ældre på plejehjem sjældnere og sjældnere bad, og mere og mere dårligt frysetørret mad. Der skal jo spares.

 

Kort og godt: Der er en meget høj pris at betale for at tillade den nuværende folkevandring.

 

 

54 kommentarer RSS

  1. Af Mogens Hansen

    -

    Flygtninge er jo grundlæggende mennesker, som søger muligheder for selvudfoldelse, en mulighed, som er forspildt ikke tilstede i de områder de kommer fra.
    Europa er – for det meste – et område, hvor disse muligheder foreligger i rigt mål. Frem for alt er Europa en samling retsstater, med enkelt undtagelser. En retsstat er fundamentet for økonomisk fremgang og tryghed for det enkelte individ..
    Det ligger implicit i disse individer, at de er ressourcefulde, ellers ville de ikke formå, at komme til Europa.
    Europa er – for det meste – et område, hvor disse muligheder foreligger i rigt mål. Frem for alt er Europa en samling retsstater, med enkelt undtagelser.
    Flygtninge, som kommer til os er, efter min mening, at betragte som børn, hvorom det jo bl.a.. er gældende, at behandles de ikke anstændigt, ordentligt og respektfuldt, vil de udvikle som en belastning for familien og samfundet.på sigt.
    Hvis vi således på Europæisk plan formår at integrere disse mennesker, ja står vi en ægte WIN-WIN situation. I modsat fald venter ragnarok, anarki og kaos. Alle er tabere.
    Men, det allervigtigst er, at man på globalt plan sikrer fred og stabilitet i Mellemøsten, for ude er jo godt, men hjemme bedst. Men foruroligende nok, synes de globale storspillere, at bevæge sig længere og længere væk fra hinanden. I tidligere tider var der noget som hed FN’s fredsbevarende styrker!!! Men FN og EU har jo udviklet sig til en impotent papirtiger.
    Hvis ord, var en styrke med indflydelse ville alt se paradisisk ud.

  2. Af John Laursen

    -

    Iran`s præsident og vogternes råd roser A. Merkel og hendes EU – hvorfor gør de mon det? Og golfstaterne, Rusland, USA, Kina m.fl. tager ikke imod flygtninge/migrant-strømmen – skænk det en tanke.
    Handler flygtninge/migrantstrømmen i virkeligheden om ” Lebensraum ” ?

  3. Af John Laursen

    -

    Så fik vi et nyt 9. April.

  4. Af Adam Wagner: Danskhed i middelalderen | Munch & Lorenzen

    -

    […] “Kulturkamp”, omtale af Kasper Støvring på Berlingske.dk, 6/9 […]

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info