Så læser vi!

Af Kasper Støvring 54

 

Når man som jeg underviser i litteratur for både gymnasieelever og universitetsstuderende, møder man de samme modargumenter, som cirkulerer i offentligheden generelt: Hvad skal vi bruge det til?

Alt! Plejer jeg at svare. Og så går vi ellers i gang, for dannelse skal der til. Det diskuteres ellers vidt og bredt i disse tider, selvfølgelig fordi dannelsen er forringet. Men i stedet for at redegøre for nødvendigheden af litterær dannelse, og i særdeleshed for litteraturundervisning i uddannelsessystemet, vil jeg her skrive lidt om, hvad og hvordan jeg underviser med nogle eksempler hentet fra især romantikken. Det er jo historisk lærdom, og både litteraturen og historien er ikke i høj kurs – indtil vi kommer i gang.

Så lad os det, komme i gang, men først nogle anbefalinger af en række aktuelle bøger om litteratur (og en enkelt digtsamling). Professor emeritus Bo Hakon Jørgensen hører til landets absolut bedste nærlæser af lyrik. Hans bog Mastetoppe er intet mindre end fremragende læsning af 100 digte, og hans seneste bog om Sophus Claussen sejler i samme farvand, bogen er lidt mindre i omfang og ambitionsniveau, men meget anbefalelsesværdig. Det samme kan siges om Kristoffer Garnes og Johan Christian Nords antologi Efter Georg, der foretager et yderst tiltrængt eftersyn af den måske mest betydningsfulde skikkelse i dansk litteratur, Georg Brandes. Endelig vil jeg også anbefale professor i germanistik Søren Fauths formidabelt smukke – det gælder også boghåndværket – digtsamling Universet er slidt og Jacob Bøggild, Ane Grum-Schwensen, Torsten Bøgh Thomsens antologi H.C. Andersen og det uhyggelige, der er akademisk forskning og formidling, når det er allerbedst: intelligent og vedkommende.

 

H.C. Andersen

 

hyrdinden-skorstensfejeren

Om netop H.C. Andersen skal det først dreje sig. Eleverne møder blaserte op til undervisning i det, de formoder er en børnebogsforfatter – og efterlades stumme af skræk, næsten da, efter mødet med en gennemført uhyggelig og tragisk fortælling, berørte og bevægede over, at eventyr også handler om deres liv. ”Skyggen” er jo en klassiker, men andre eventyr fra mesterens hånd kan også gøre arbejdet.

”Hyrdinden og Skorsteensfeieren”, f.eks., et af de mest gribende stykke kortprosa, jeg nogensinde har læst. Et eksistentielt drama – på én gang naivt og dybt, fabulerende, ”unheimlich” og vittigt – om kærlighedens forlis, om vores nydelige porcelænspar, der flygter fra tvangsægteskabet, fra det harem, gedebukken – satyrskikkelsen – bogstaveligt talt gemmer i sit skab, der står midt i den dagligstue, hvor eventyret foregår.

Ved midnat, ”når skabet knager”, skal den sorte messe, det dæmoniske ritual, stå på, det har den gamle kineser bestemt med et nik. Men parret flygter, og det sker naturligvis op gennem skorstenen, ledt på vej af den lysende stjerne på himlen, indtil de når friheden på husets tag og kan skue den store, vide verden. Her ville andre eventyr slutte med ordene ”de levede lykkeligt til deres dages ende”. Men ikke her, og det viser, hvorfor Andersen er et geni.

Enhver ægte kærlighed bekræftes gennem overvindelse af fælles prøvelser, men den unge hyrdinde gribes af angst, mister modet, og det hele ender med en rejse tilbage i dagligstuens tyranni. Den magtfulde kineser, nikkedukken på øverste hylde, får klinket sine skår i nakken, den patriarkalske orden genoprettes, oprøret mislykkes og friheden forskertses, omtrent, for tyrannen kan ikke længere nikke. Det unge par får ganske vist hinanden, men som de står dér på deres lille bord ”under spejlet” – for de er ikke blevet rigtige mennesker – vrisser de allerede ad hinanden som et gammelt ægtepar i et kærlighedsløst ægteskab. Der levede de så, ”til de gik i stykker”.

Det er fanme ikke for børn, eller ikke kun for børn!

 

 

Oehlenschläger

 

Guldhornene!

Det virker hver gang. Poesi af Oehlenschläger, musik af Hartmann, oplæsning af Reumert. Se og hør selv.

Det er klangfuldt, tungt, mørkt og dybt rungende som malmen fra mulden, dramatisk som et uvejr i naturen før gudernes møde og gådefuldt som mystiske tegn på et gyldent fortidsminde.

Det er dansk litteraturs arvesølv, det her, og synes eleverne, at det er kedeligt og gammeldags, så skal verden jo genfortrylles! Selv et nok så kedeligt klasseværelse bliver en frodig have, der vandes med billeder, så man næsten kan smage poesien. Det sker, når ordet bliver levende, når historien omplantes, og der inddrages årstider, duft, regn og stemning.

 

Kingo, Grundtvig, Sarvig

Så er der undervisningen i komparativ litteraturlæsning: Kingo – Grundtvig – Sarvig. Barok, romantik, modernisme. De mimer jo hinanden, dum-da-da-dum-da-da-dum-da-da-dum, daktylernes faldende rytme.

Kingo er ren party killer. En vandring fra den tomme, opsminkede verden fyldt med vanitassymboler – bobler, skinnende glas, kroner og kranse – ud af det jordiske fængsel med al dens forfængelighed, skarn og fortræd, op til Abrahams skød, til Jesus og de mægtige basuner i englenes talrige skare. Den sande ven, der aldrig svigter. Svært at forstå, at verden kan opleves så antitetisk. Men det er vilde billeder, et storladent drama, en afskedshilsen uden lige, festabe eller ej. ”Far, Verden far vel”.

Måske er det lettere at kapere den store gamle, Grundtvig, når kristentroen slår en hvælvet bro over tårernes dal, og livet siger, at landet er himmel OG jord. Fra dødningehjem til ”de levendes land”. Det er muligt, at mælken er sur, kaffen er kold, og der ikke er mere SU til resten af måneden, men glæd dig alligevel, for verden er et godt sted. Det er opbyggelig tale klokken kvart over tolv en tirsdag middag i marts.

Men hvad så med vores egen tid, kan vi – de – overhovedet få et forhold til kristendommen? Ole Sarvig prøver, skriver en salme, men det bliver mærkværdigvis til en ”frostsalme”. Det gør ham ikke mindre kristen, men for pokker hvor er det svært for ham – og for de studerende. Hvis de har vanskeligt ved at forstå vores digtere, især de store romantikere, fordi der ikke længere rigtig findes sådan noget som tilbageholdt, sublimeret seksualitet og dermed længsel, så er det endnu sværere at forstå kristen litteratur. For hvad ER kristendom i det hele taget for noget mærkeligt noget?

En fragt kostbar næring er gået tabt uden for byporten, som Botho Strauss skrev.

Nu vi er ved Grundtvig, den gamle: Eleverne synes de dér julesalmer er meget søde, tilforladelige og måske lidt barnlige. Indtil de tænker over de kilometervis af stenede veje af tvivl og anfægtelser, der måtte tilbagelægges, de ørkener af refleksion, der måtte krydses, før digteren kunne nå frem til så enkel en formulering i de mirakuløse linjer:

”Deilig er den Himmel blaa / Lyst er det at see derpaa”.

 

Blicher

Portræt af Blicher med det distante, skeptiske og melankolske udtryk.
Portræt af Blicher med det distante, skeptiske og melankolske udtryk.

Så er turen nået til St. St. Blicher, mere af det gamle skidt, tænker de studerende. Jo, da, det er da en meget underholdende historie, om utroskab, et trekantsdrama, en mordhistorie, vi har læst så mange gange før. Men hov! Hvad er nu det? Fortællingen synes at være i modstrid med det, vores fortæller siger.

Måske er Elise ikke et forfærdeligt, forførende, halvt dæmonisk kvindemenneske, måske er skytten på Aunsbjerg ikke noget hædersmenneske. Måske lyver fortælleren, ikke bare over for andre, men også over for sig selv, og måske får vi aldrig sandheden at vide om mordet, som skytten ”afslørede”, fordi vi kun har adgang til sandheden gennem fire-fem fortællerled.

Ja, den upålidelige fortæller virker altid overrumplende på naive læsere, der vågner sildigt til ny indsigt, og Blichers sindrige æskesystem af fortællere efterlader altid noget gådefuldt til sidst. Frustrerende, måske, men sådan er menneskene og livet jo. Blicher er ikke forældet, han er heller ikke kun moderne. Hans fortællinger er menneskelige, og hans fortællere er alt for menneskelige.

”Er ikke al vor Kundskab herneden stykkeviis? er ikke al vor Viisdom dunkel?
og Størstedelen af vor Erfaring – jo lad det kun staae her – sørgelig?”

 

Aarestrup

 

Skal man have studerende til at forstå Emil Aarestrup – dansk litteraturs førsteelsker, måske kun overgået af Bjørnvig – skal man begynde med at vise billeder af den organiske naturs formålsløse og forvirrende slyngninger: ranker, kranse, stilke, slyngplanter, men også en kvindes lange, løse hår, fletninger eller bølgende lokker, mørke og svulmende. Bare se jer om i undervisningslokalet!

Det handler nemlig om arabesken, om den vilde, kaotiske frodighed som i selve skabelsens nat. Det er skønhedsdyrkelse på et andet plan, i naturen, i kvinden – og i digtet, ikke mindst. Den højere, ”anden nydelse”. Det er blevet sagt, at kroppen hos Aarestrup sanses og nydes som en antik marmorstatue, der er splintret – her en næses krumning, dér et smilehul, her en nakkes kurve, dér en skønhedsplet. Eller et øre:

 

Det lille Rosenøre

En Labyrinth af Ynde,

Hvori to Slanger præke,

At der er sødt at synde.

 

”Det interessante” kaldes denne erotiserede fascination af skinnet, af detaljen. Det er et kunstigt paradis, det er ikke sjælens inderste, det er alt det, der omgiver kvinden, der pirrer: Håret, der slører en sødme, den gådefulde skat bag kjolen, som liljer der ses under vand. Bedst som drengenes sind er ”occuperet”, som Aarestrup ville skrive – i dag ville vi sige: spændt op til lir – kommer så opdagelsen: Det er ikke undertøjet eller kroppen, der nydes, men det flygtige aftryk, korsettet afsætter på huden som et slags ornament.

Bag denne virvar og flygtighed gemmer sig tomheden og sanselighedens, det æstetiskes, trofaste følgesvend: melankolien – som vi kender fra det mest kendte digt af Aarestrup, ”Angst”. Vi er så isolerede som hækkens bær, der snart visner, vi er så forgængelige som de glimrende bobler i bækken.

Skønhedsdyrkelse og tom transcendens – blandt alle romantikerne har studerende i dag lettest ved at relatere sig til Aarestrup.

Lad mig slutte her med denne gennemgang af almendannelse i praksis ved at henvise til Kristeligt Dagblads udmærkede præsentation af ti danske digte.

Selv tak, det var så lidt!

 

 

Liste over mine blogindlæg om litteratur (og tilgrænsende emner):

 

Stilistisk analyse af et essay af Søren Ulrik Thomsen

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/05/28/soren-ulrik-thomsens-stil/

 

Om Kingos salme Far, Verden, far vel og Grundtvigs De Levendes Land

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/22/kingo-og-grundtvig-mellem-himmel-og-jord/

 

Analyse af Morten Nielsens digt Døden

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/29/doden-og-morten-nielsens-dod/

 

Analyse af Sarvigs digt Drømmekærne

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/01/31/lille-digtanalyse/

 

Om Kongens fald og klassikerne

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/05/15/hvorfor-vi-skal-laese-klassikere/

 

Analyse af en sang af Bowie

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/02/04/bowies-bedste/

 

Om Søren Ulrik Thomsens digt Afsked og et digt af Sophus Claussen

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/11/20/novemberpoesi/

 

Om Grundtvigs sang Langt højere bjerge

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/12/geertsen-grundtvig-og-det-saerlige-ved-danmark/

 

Analyse af Sarvigs Frostsalme

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/12/22/dab-og-advent-i-ole-sarvigs-frostsalme/

 

Om Malinovskis digt Myggesang

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/06/03/i-juninatten-dette-digt/

 

Om Yahya Hassans digtsamling

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/11/17/poesi-i-november/

 

Analyse af Villy Sørensens Det ukendte træ

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/10/24/myndighedsproblemet-i-villy-sorensens-gendigtning-af-syndefaldsmyten/

 

Om bl.a. H.C. Andersen, Blicher, Oehlenschläger, Emil Aarestrup

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/04/20/saa-laeser-vi/#comment-47833

 

Om J.P. Jacobsen og L.A. Ring

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/11/07/naturbilledet-hos-l-a-ring-og-j-p-jacobsen/

 

Analyse af digtet Paaske af Ole Wivel

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/04/19/paaske-om-et-digt-af-ole-wivel/

 

Om T.S. Eliots Four Quartets

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/06/08/pinseilden-hos-t-s-eliot/

 

Analyse af Rilkes digt Efteraar

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/10/10/faldet-i-et-efterarsdigt-af-rilke/

 

Om Botho Strauss’ essay Tiltagende Bukkesang

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/02/08/det-vigtigste-essay-siden-murens-fald/

 

En ideologikritisk analyse af Bornedals 1864

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/10/22/kunst-og-ideologi-i-bornedals-1864/

 

Om danske salmer

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/03/27/den-danske-salmeskat/

 

Om kanonundervisning i skolen

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2015/03/06/kanonundervisning-i-skolen/

 

Om den litterære dannelse

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/10/08/styrk-den-litteraere-dannelse/

 

Om J.P. Jacobsen som ”moderne”

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/09/19/kristendommen-er-et-stillads-ikke-en-stige/

 

Anmeldelsen som genre

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/03/24/den-gode-anmeldelse/

 

Litteratur og teori og Blicher

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/06/04/nar-teori-abner-litteraturen/

 

 

54 kommentarer RSS

  1. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg tror, at det gælder for en stor dels vedkommende, at litteraturen i det hele taget ikke nedprioriteres i skole/gymnasium.

    Det kan Støvring formentlig svare på, OM det er tilfældet – og WHAT to do ?

  2. Af Niels Peter Lemche

    -

    BIRGIT HVIID LAJER – 25. APRIL 2016 11:33: Men er der ikke en risiko for, at hvis undervisningen ikke gør det læste levende, så gør den mere skade end gavn (og sådan har det nok altid været).
    På universitetet, hvor Kasper har sine erfaringer, er det noget andet, for der må man formode, at publikum faktisk er interesserede.

  3. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    NIels Peter Lemche – 16:50

    JOh, Kasper har sin gang på uni – men han har formentlig ganske nøje fingeren på pulsen, da han samtidig og også kan mærke og vide fra sine studerende, hvordan de tidligere har været info og undervist. Altså har tingene på ganske nært hold.

    Nu kan undervisning ikke gøre mere skade end gavn – medmindre du med skade mener, at eleverne lukker af, hvis de ikke bliver motiveret godt nok eller har en lærer, der er uinspirerende selv om de unge møder op med glæde og forventning.

    Men – så er det op til de unge, at de lader en dårlig lærer dominere, dvs kommer til at afgøre om de kan lide det eller det fag og blive god til det. Så – det er om at give de unge den inddsigt, at de skal hænge på alligevel og tage, hvad de kan få af læreren, selv om denne er såkaldt ‘åndssvag’. 🙂

  4. Af Harald Kristensen

    -

    Man burde lade børn i folkeskolen læse mere. Engang fandtes der en bog, der hedder Litteratur for Niende. Lærere kommer med børn på bibliotekerne, både 5 klasser og større børn. Nogle af dem bliver så ved med at komme, fordi de synes det er hyggeligt, men ikke mange. Mange kommer derimod for at lave opgaver fra universitetet og bruger læsesalene, fordi her kan de arbejde, dels alene og dels i hold. Jeg har i perioder gjort det muligt at drive et firma ved at have lidt ekstra arbejde på et bibliotek, derfor min indsigt. Bibliotekerne er en god institution og er med til at højne kulturen i landet. Biblioteker er ikke kun udlån af bøger, cd er, dwd er, tidsskrifter mm.men er faktisk også et sted for ensomme ældre, arbejdsløse, for mennesker med psykiske problemer, velfungerende hjemløse, børn, indvandrerbørn, studerende og en del andre. Nogle biblioteker har også læsehold for indvanderbørn. Det er nogle børnebibliotekarer, der er med til at integrere indvanderbørn. De skal have stor tak fra vores politikere. Der kommer mange indvanderbørn på bibliotekerne, fordi her har de frirum og her taler de dansk, nogle pefekt, andre ikke.

    Bibliotekerne er både en kulturinstitution og et sted for mange, for hvem der ikke er plads for i vores slikkede samfund. Der skal ikke spares på bibliotekerne, de udfylder en vigtig rolle i samfundet både kulturelt og socialt, det burde vores politikere vide. Jeg har aldrig set en politiker på vores biblioteket, men mange lærde, skuespillere, kulturpersonligheder og musikere mm.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info