Den bedste udenrigspolitik hedder ”Offshore Balancing”

Af Kasper Støvring 122

 

 

Bør USA’s udenrigspolitik have karakter af isolation, der især er skidt for europæerne, eller bør den være en slags missionerende aktivisme? Det er det centrale spørgsmål, mange stiller sig efter Trumps sejr. Hvad er fremtiden for den liberale verdensorden?

 

Et godt bud på en realistisk mellemposition er det, der kaldes ”offshore balancing”, som er forsvaret af bl.a. John Mearsheimer, som jeg tidligere har tilsluttet mig. Med lidt, måske megen, god vilje kan man tolke Trumps udenrigspolitik derhen: Hold USA ude af langt de fleste konflikter, lad de regionale magter balancere hinanden, og grib kun ind i de meget, meget få konflikter, hvor en magt risikerer at udvikle sig til en hegemon, der truer Vestens interesser. Det forklarer også det tilsyneladende paradoksale i, at Trump faktisk ønsker et stærkt militær. Truslen skal netop være til stede.

 

Men som bl.a. Ole Wæver har fremhævet, er Trump måske ikke den rette mand til at udføre offshore balancing-strategien, fordi han er så impulsiv. Strategien, eller doktrinen, kræver virkelig is i maven og evnen til at være tilbageholdende og først slå til på det helt rigtige tidspunkt. Lad os håbe, Trump har gode rådgivere dér.

 

Liberalismens problemer

 

Jeg vender tilbage til denne udenrigspolitiske strategi. Men for at forstå, hvorfor den er berettiget, er det nødvendigt at få nogle ting på plads om den alternative og hidtil dominerende strategi: Den, der kaldes liberalisme – liberal, aktivistisk interventionisme. Altså tanken om, at Vesten med USA i front skal fremme en liberal verdensorden, ikke blot opretholde en magtbalance.

 

Liberalismens synder er mangfoldige. Efter den kolde krigs afslutning har man udvidet NATO og med arrogance set bort fra russiske interesser, man har haft en finger med i kuppet mod Ukraines folkevalgte og pro-russiske præsident Yanukovich; og man har skubbet Rusland tættere på Kina. I stedet for at lade Iran og Irak afbalancere hinanden, har man iværksat et regimeskift i Irak med katastrofale konsekvenser for hele regionen, et kaos, som især Iran har nydt godt af; man har skabt anarki i Libyen ved at afsætte Gaddafi; og man har medvirket til at forlænge borgerkrigen i Syrien ved at kræve Assads afgang.

 

I stedet for at fokusere på få, men afgørende mål, har Vesten svækket sig selv ved at følge liberalismen og engageret sig for meget. I to tredjedele af årene siden 1989 har man været i krig. Man har dermed ikke blot ødslet dyrebare og begrænsede ressourcer væk, liberalismen har heller ikke ført til en stabil verdensorden – som var intentionen – men til det modsatte. Ikke-vestlige stater søger nu at skaffe sig atomvåben, for de kan se, at USA er godt i gang med regimeskift, og hvem bliver den næste? Dertil kommer, at USA med sine krige også har kompromitteret sine liberale værdier derhjemme, jf. skandalerne om tortur, Guantanamo og Abu Ghraib. Ikke mindst er liberalismen er problem, fordi den kalder på, at vi engagerer os med storstillet ingeniørkunst i lande, hvis kulturer vi overhovedet ikke forstår.

 

Liberale mener, at USA militært skal være til stede overalt i verden for at sikre freden. Hertil svarer John Mearsheimer og Stephen Walt:

 

“But this assumption is overly optimistic: allies may act recklessly, and the United States may provoke conflicts itself. Indeed, in Europe, the American pacifier failed to prevent the Balkan wars of the 1990s, the Russo-Georgian war in 2008, and the current conflict in Ukraine. In the Middle East, Washington is largely responsible for several recent wars. And in the South China Sea, conflict is now a real possibility despite the U.S. Navy’s substantial regional role. Stationing U.S. forces around the world does not automatically ensure peace.”

 

Vestens liberalisme har ført til afmagt og svækkelse, hvad enten denne er overvurderet eller ej. I debatten møder man nogle gange den opfattelse, at problemet med liberalismen ikke er, at man intervenerer, men at man ikke gør det tilstrækkelig helhjertet. Især Søren Pind har argumenteret herfor, og det er også interessant, at mange stadig mener, at man skal engagere sig militært i Syrien, ligesom der var bred opbakning til krigen i Libyen – trods de dårlige erfaringer med Irak.

 

Lad os se lidt på Libyen-intervention. Den var, mente jeg fra begyndelsen, en katastrofe. Alle de milliarder og atter milliarder, der ødsles væk på den slags, for ikke at tale om menneskeliv, kunne og skal bruges til tider og steder, når det virkelig gælder. Et hovedtræk i konservatismen, som jeg selv bekender mig til, er at betone omkostningerne ved at intervenere (hvor liberale betoner omkostningerne ved ikke at gøre det), ligesom konservative ville sige: Vi lever i en ufuldkommen, falden verden, opgaven er at forhindre onder ikke at skabe goder (demokrati, fred, liberale værdier osv. i fremmede kulturer). Robert Kaplan taler et sted om den nødvendige, “tragiske”, historiske sans.

 

Modargumentet lyder igen: ”Jamen, Libyen-interventionen var også en halvhjertet affære. Man skal langtidsengagere sig.” Her mener jeg, at man i stedet bør følge ”offshore balancing”-doktrinen og anvende den overvældende magt andre steder, eftersom ressourcer altid er begrænsede; en plan, en storstilet social ingeniørkunst, er utopisk, især når vi taler om kulturer, vi i bund og grund ikke forstår; og hvorfor langtidsengagere sig, når vi ikke har nogen særlig interesse i det? I den bedste af alle verdener er den slags interventioner måske på sin plads, men i virkelighedens verden er det anderledes, og virkelighed, ikke abstrakte, absolutte moralske idealer, er, hvad konservative besinder sig på.

 

Det er vigtigt, at en verdensorden er det – nemlig en orden, dvs. har karakter af stabilitet. Men det er slet ikke sikkert, at liberalisme er det bedste middel til at sikre det. Stabilitet sørgede Mubarak og de andre djævle jo også for – stabilitet her forstået som et relativt begreb – inden vi, Vesten, medvirkede til at fjerne dem. Det er også vigtigt, at diktaturer afløses af regimer med en højere grad af legitimitet, men det kan Vesten næppe sørge for; det virker tværtimod ofte kontraproduktivt, når vi prøver.

 

Nej, de begrænsede ressourcer skal vi bruge på inddæmning og magtbalancering ift. Iran, Rusland og, især, Kina. Godt nok er Mellemøsten og Afrika vigtigere for os end for USA, ikke mindst pga. beliggenheden, men Europa kan, hvis vi vil, selv sørge for sikkerheden på det punkt, det er spørgsmålet om lukkede grænser, og mht. global sikkerhed er vi afhængige af USA, og det er heldigvis også USA’s egen interesse – og så er vil tilbage ved Iran, Rusland og Kina.

 

Jeg mener ikke, at f.eks. interventionen i Libyen på nogen måde kan forsvares, heller ikke, ja, måske slet ikke, hvis der ligger et langtidsengagement bag. Det er altid vært at gøre op, men Irakkrigen kostede USA omkring 4000 milliarder kroner, og over 4000 amerikanske soldater livet i løbet af de første ti år. Lad os sige, at Libyen ville koste det halve, men et langtidsengagement ville vare dobbelt så lang tid. Altså samme beløb, cirka. Ville det være det værd? Hvordan skulle man finde ressourcer til andre konflikter? Og skal vores sønner og døtre dø i den konflikt?

 

I Algeriet bryder en borgerkrig muligvis ud om få år med langt større konsekvenser. Skal man ofre lige så mange ressourcer i den konflikt? Hvor skal de komme fra? Og hvor mange ressourcer efterlader det til de alvorligste, og efter min mening de eneste afgørende, konflikter – Iran, Rusland og Kina? Min tiltro til, at europæiske politikere i tide kan finde ud af at lukke Europas ydre grænser, er ikke stor, men dog større end tiltroen til, at USA kan og vil langtidsengagere sig i – relativt – ubetydelige konflikter.

 

Offshore Balancing

 

Den bedste udenrigspolitik hedder altså offshore balancing. Mearsheimer og Walt skriver:

 

“By pursuing a strategy of “offshore balancing,” Washington would forgo ambitious efforts to remake other societies and concentrate on what really matters: pre­serving U.S. dominance in the Western Hemisphere and countering potential hegemons in Europe, Northeast Asia, and the Persian Gulf. Instead of policing the world, the United States would encourage other countries to take the lead in checking rising powers, intervening itself only when necessary. This does not mean abandoning the United States’ position as the world’s sole superpower or retreating to “Fortress America.” Rather, by husbanding U.S. strength, offshore balancing would preserve U.S. primacy far into the future and safeguard liberty at home.”

 

Man skal altså forfølge de rette mål. Hovedsagen er, at USA, kernestaten i Vesten, forbliver så magtfuld som mulig. Det kalder ikke på isolationisme, for USA bør også engagere sig uden for Vesten og forhindre, at Rusland og Kina bliver hegemoner, for økonomisk og militært truer de med at udvikle sig til det. Den regionale magtbalance skal derfor opretholdes.

 

Dét er begrænsede mål ud fra en realistisk strategi. Målet er ifølge Mearsheimer og Walt ikke at fremme freden for enhver pris. Man kan og bør forhindre folkemord, hvis helt klare betingelser er opfyldte: Planen er realistisk, der er nøje overvejet, hvordan man kommer ud af konflikten igen, og engagementet ikke forværrer krisen. Det er i sig selv svært at ”planlægge” den slags, så også derfor er tilbageholdenhed det bedste.

 

Det vigtigste i offshore balancing-strategien er imidlertid, at man får regionale magter til at balancere hinanden, så Vesten ikke behøver at intervenere. For det skal man kun i yderste nødstilfælde som f.eks. i Europa under den kolde krig, hvor Sovjet udgjorde en overvældende magt. Det berettigede, at USA udstationerede tropper i Europa. Men man skal altså, ifølge Mearsheimer og Walt, forblive ud for kysten så længe som muligt:

 

“Offshore balancing has many virtues. By limiting the areas the U.S. military was committed to defending and forcing other states to pull their own weight, it would reduce the resources Washington must devote to defense, allow for greater investment and consumption at home, and put fewer American lives in harm’s way. Today, allies routinely free-ride on American protection, a problem that has only grown since the Cold War ended. Within NATO, for example, the United States accounts for 46 percent of the alliance’s aggregate GDP yet contributes about 75 percent of its military spending. As the political scientist Barry Posen has quipped, “This is welfare for the rich.””

 

”Offshore balancing” modvirker også risikoen for terror. For når man spreder demokrati, fremkalder det ofte voldelige modreaktioner. Vesten ses som en besættelsesmagt eller som en imperialistisk magt. Hvis et land er truet af en potentiel hegemon, kan man intervenere, men så vil man også snarere blive opfattet som en beskyttende allieret snarere end som en besættelsesmagt.

 

Mearsheimer og Walt foreslår, at USA optræder som et godt eksempel til efterfølgelse for således at fremme en liberal verdensorden, der er i Vestens egen interesse. Og det var faktisk, hvad Trump også sagde i sin indsættelsestale, som om han havde studeret Mearsheimers forslag. I så fald bliver opgaven at genetablere orden i Vestens eget hus, ikke at manipulere med andre lande i kraft af en liberalistisk udenrigspolitik.

 

Især Kina bliver et problem i fremtiden, og det kan vise sig umuligt for regionale magter at inddæmme Kina. Men i Mellemøsten er der derimod ingen lokal magt, der i nærmeste fremtid truer med at vokse sig til en hegemon. Hvad angår Islamisk stat foreslår Mearsheimer og Walt, at bevægelsen destrueres af lokale kræfter. I Syrien bør Rusland så at sige gøre arbejdet færdigt, og i forhold til Iran må Vesten søge forhandlinger, der sikrer en atomaftale. Afskrækkelse er ikke en god strategi – og her vil vi nok se, at Trump afviger med sin politik – afskrækkelse ville også forstærke Kina-Iran-aksen med negative konsekvenser for Vestens interesser.

 

 

122 kommentarer RSS

  1. Af Niels Lemche

    -

    NIELS POULSEN, hvis jeg ophøjer mig selv, er det , fordi det jeg skriver repræsenterer Europæisk tankegang siden oplysningstiden og ikke det sorte univers, hvor du og dine famler rundt.

    Sad til middag og diskuterede disse ting med min søn, IT eksperten, og som han sagde, det vi er oppe imod, er dem, der benægter, at vi i dag lever i den frieste, og mest velhavende civilisation i verdenshistorien … ikke perfekt, men alle andre civilisationer så uendelig langt overlegne. Og jeg kan tilføje, at så er vi oppe imod en række mennesker, som egentlig kun har som program at ødelægge denne civilisation med deres formørkede tale om nationalstaten, protektionisme, buren sig selv inde, og had til alle andre end dem selv.

    Er I ikke klare over, at den eneste måde at stå gennem kriserne på er at holde sammen . En mand som Soros kan med et greb i lommen totalt lægge den danske økonomi ned. Kronen er kun blevet reddet mod attentater, fordi den europæiske centralbank går ind og garanterer kronen. I repræsenterer så negative og livsfarlige kræfter, at man er nødt til at bekæmpe jer, hvor der overhovedet er mulighed derfor.

  2. Af Flemming Lau

    -

    Niels Poulsen.
    Du har vist sagt det der skulle siges, på en god jordnær måde. Den er efterstræbelses værdig for en med et temperament som undertegnedes. Fin lektion tak!

  3. Af Niels Lemche

    -

    Jeg er nødt til at gentage, nu rettet mod en anden (?) kommentator: Du lyder fuldstændig som Niels Poulsen og han som dig. I siger præcis det samme og skriver i samme stil. Hvis I ikke erén og den samme, så ser I i hvert fald hinandens indlæg igennem. Lau, du er nok til at genkende, da der ikke er mange af det navn. Niels Poulsen: Jeg går ud fra du ikke er en Bandidosrocker med en livsvarig fængselsdom, men en af de utallige Niels Poulsnener, man kan google.

    Men somsagt, I lyder som siamesiske tvillinger.

  4. Af Flemming Lau

    -

    Lemche, gå nu nat og gå nu lige hjem, hvor lillemor venter på et klem. Drøm sødt om høns de fem, dreng så slem. 2017 bliver nok ej så nem for dem, som ikke ønsker hele folket et stem så hemsk.

  5. Af Niels Lemche

    -

    FLEMMING LAU, jeg gider faktisk ikke bruge søndagen på at skændes med dig. Kom igen, når du har noget nyt at sige.

  6. Af Flemming Lau

    -

    Sagt af en der altid vil have det sidste ord!

  7. Af Niels Lemche

    -

    Lau, sikkert fordi han er klogere end dig! Hvilket ikke kræver meget.

  8. Af Flemming Lau

    -

    Javist og mere omnipotent!

  9. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Mehmet Sai Gür – 9. feb. 2017

    Du glemmer Putin’s indgriben – ellers havde om ikke Assad, så krigen været slut og Assad tabt, selv om man måske ville beholde ham for et stykke tid i mangel af bedre.

    Jeg talt for nogen tid siden med en herboende tyrker, og han fortalte, at det var i orden med Erdogan for måske 3 år, så ud med ham – han er diktator!

    Og – jeg tror, at det er noget af en røverhistorie omkring ikke at bombe, hvor det kunne være relevant – så fake news er jeg bange for.

  10. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Niels Peter Lemche

    Det er vanskeligt, også i Sverige nu – og de ved det godt, og vi blev også ramt igen og måtte have grænsekontrol af os selv tillige. Det er ikke godt.

    Og – vi skal og er nødt til at tænke i antal. Det er det, der for størstedelen afgør indvandring eller ej, såvel som det er en fejlslutning, hvis nogen tror, at vi er de onde og indvandrere er de gode.

    Ve ser slet ikke nok på den modsatte racisme – imod os!

    Vi vil for altid nu være dem og os – og ligedan os og dem.

    Det går begge veje, og jeg ser ikke indvandring som et gode i den størrelsesorden, vi nu har det. Vi er og vil vedblive at være en hel del forskellige i flere generationer fremover, hvor man kan håbe, at folk blive endog mere assimileret med det danske samfund end tilfældet oftest og gerne mere sekulært, så religion ikke har så voldsom en betydning, fordi så vil vi risikere at nogen en dag slås eller det, der er værre og set i Europa førhen.

    Jeg har ofte skrevet, at vi er ved at indføre el indlemme mellemøstens problemer med de mange forskellige grupperinger inden for fx islam. Vi ser jødehad, vi ser nedstemning af de kristne, her i eget land, hvor vi til julen i år fik besked på i København at lade være med at tænde lysene.

    Gud fri mig vel, såvel som der er stedet og flere vil komme, hvor vi ikke vil bevæge os naturligt hen mere.

    Indvandringen vil fortsætte, hvis vi ikke kan sige – og gerne helt stop for en årrække i hv f. Det bliver folk naturligvis pikeret over, fordi de ikke kan mærke det samme som vi, at vi undermineres i eget land, forsøges i hvert fald. Og – det har med størrelsen at gøre og kan blive værre.

    Og – så håber jeg, at det er løgn, at du blogger andetsteds om, hvordan man bedst kan ligefrem dræbe Thulesen Dahl fra DF.

    Det imødegår du ikke ??? Hvordan hænger det sammen ???

  11. Af Niels Lemche

    -

    BIRGIT HVIID LAJER, nej, det gør jeg ikke, det er Borgsmidt, som godt kan lide at være noget bombastisk. Jeg ville bare ønske mig, at man vil erkende, at Tulle ikke vil tage ansvar, men fortsat stå på sidelinjen og trække i trådene.

    Og mht. indvandring: Ja, det ville egentlig være rart. Og tænk hvis man på forhånd havde gjort sig klart, hvor mange nyindvandrede, der er brug for — næppe helt få — og hvordan man får dem integreret. Flygtningene bør kunne komme hjem, hvis man gik ind og gennemtvang en løsning. Men folk forstår ikke, at de syriske flygtninge ikke kan komme hjem, sålænge Assadfamilien regerer. Det viser rapporterne om myrderierne i Assads fængsler alt om.

  12. Af Niels Poulsen

    -

    Lad mig hjælpe din hukommelse, Lemche:

    På UEJs blog fantaserer TB om, at Putin dræber Thulesen Dahl med nakkeskud.

    Hvortil du svarer:

    “TB, har han ikke noget, der hedder polonium? Langt mindre behageligt end et nakkeskud.”

  13. Af Niels Poulsen

    -

    Lemche

    “Men folk forstår ikke, at de syriske flygtninge ikke kan komme hjem, sålænge Assadfamilien regerer. Det viser rapporterne om myrderierne i Assads fængsler alt om.”

    Trump-administrationen er i gang med at kortlægge sikre områder i Syrien, hvor flygtningene kan opholde sig.

  14. Af Niels Lemche

    -

    Ja, Niels Poulsen, ironi har nu aldrig været din stærke side, hverken i tilfældet Borgsmidt eller jeg.

    Det er den gamle lov om, at ekstremister — til højre eller venstre .. ikke ejer humor.

  15. Af Niels Poulsen

    -

    Nej, Lemche

    TB er en syg mand. Han har en eller anden form for personlighedsforstyrrelse. Og du mangler moralsk dømmekraft, når du kommunikerer med ham og opildner ham til hadefulde udsagn.

  16. Af Niels Lemche

    -

    NIELS POULSEN, ærlig talt, og hvad er du så? Borgsmoidt er overgearet til tider, men dødtræt af det højrenationale ros. Da jeg ikke kender ham andetsteds end herfra, kan jeg lige så lidt som du sige noget om, hvad der foregår i hans hoved. Men I har godt af en modstander, der ikke lægger sordin på sone ord. Rigtig godt, faktisk.

  17. Af Niels Poulsen

    -

    Lemche

    Man kan aflæse sygdommen i TBs sprog og afvigende virkelighedsopfattelse.

    TB hævder bl.a., at Brian Mikkelsen (K) kommunikerer med Danske Bank via sin sikkerhedssele, at Mozart kunne høre komplekse tal, og at Sverige er ejet af Nordea.

    Specielt hans oplevelse af musik afslører ham. Hvor et rask menneske forbinder musik med følelser, forbinder han den med det, som han tror er indviklet matematik.

    Hans viden om våben er skræmmende. Han reagerer med had, når nogen er uenig med ham. Hans brug af nedsættende prædikater er monoton.

    Du burde standse al samtale med ham.

  18. Af Niels Lemche

    -

    NIELS POULSEN, som jeg skrev i forbindelse med Mozart, så fattede grækerne altså også denne sammenhæng mellem musik og matematik. Men det er langt over, hvad jeg ved om musik. Følelser, nej, det er nok meget mere end det. Har lige for tiden en Bach-dille, og at lytte til hans musik, det er nok følelser, men det er så uendelig meget mere. Jeg ved ikke med Dylle og megen andet moderne musik. Men jeg tror, at du på det punkt gør Borgsmidt uret i din anklage. Og hvad man end mener om Borgsmidts skriverier, så er han ikke meget vanskelige at finde end jeg. Men jeg har ingen forbindelse med han hverken på facebook eller linkin eller hvad nu alt det hedder.

    Men han har en skrueløs, når det gælder skolelærere. Det har jeg mange gange fortalt ham.

  19. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Niels Poulsen – 12:54

    Lemches svar med polonium kan udmærket være humor i forhold til Borgsmidts nakkeskud – og på den måde mener, Lemche jo ikke noget i den retning af det han her kalder Borgsmidts bombastiske færd. Kender kun Borgsmidt fra langt tidligere på Ellemanns blogge og hans interesse for det militære, som han måske ved en del om – men nok sjældnere var enig med andre, eller omvendt de enige med ham – læser dem sjældnere i dag, da jeg heller ikke får et indlæg på hos ham. Kender ikke samtalen ellers på vedkommende blog.

    Putin beskyldes jo for et par gange for at have ‘ordinereet’ polonium, så deri ligger humoren fra Lemches side, vil jeg mene. Som jeg har læst Lemche, så er det slet ikke i hans hverken tanker eller interesse overfor nogen.

  20. Af Niels Lemche

    -

    BIRGIT HVIID LAJER, når sandt skal være sandt, så har jeg også hele mit liv været en indædt modstander af dødstraf. Bare tanken om, at en uskyldig bliver henrettet er tilstrækkelig. Og det er ingen stats opgave at tage livet af sine egne borgere.

    Man kan en gang imellem komme i tvivl, det ved jeg, Breivik ville være et eksempel, hvor man måske kunne vige. Men det gælder lige som med tortur: Enten har man det, eller man har det ikke. Det kan ikke gradbøjes.

  21. Af Niels Lemche

    -

    NIELS POULSEN, lidt læsevejledning:

    http://www.nyteknik.se/teknikrevyn/musik-och-matematik-6345223

    Den er på svensk, men let nok at forstå.

  22. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Niels Peter Lemche – 12. feb. 2017 – 18:33

    Enig.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info