Man skal skelne mellem kunsten og kunstneren

Af Kasper Støvring 15

Lars von Triers provokationer på Cannes-festivalen, hvor han som bekendt kom for skade at udtrykke sig positivt om Hitler, gik verden rundt og kan stadig forarge. Dagens Berlingske følger op på skandalen. Jeg har selv bidraget (til artiklen, forstås) med nogle betragtninger over forholdet mellem kunsten og kunstneren. For der er mange misforståelser i cirkulation.

For det første mener jeg, at det er vigtigt at skelne mellem det, kunstneren siger i eget navn og det, hans værker giver udtryk for. Det er børnelærdom i litteraturvidenskaben, men desværre identificeres kunst og kunstner meget ofte i debatten. ”Den intentionelle fejlslutning”, som det kaldes.

En kunstners hensigt er med andre ord fuldkommen ligegyldig. En grund er, at værker præget af en bestemt tendens meget ofte er dårlige. Det gælder, hvad enten kunstneren har ”nazistiske” eller humanistiske sympatier. Det kunne jo være, at værket blot er udtryk for ønsketænkning. I det fuldbårne kunstværk er navlesnoren mellem værk og ophavsmand derimod kappet, som Villy Sørensen skriver et sted.

Et kunstværk er selvgyldigt. Det skal bedømmes på sine egne præmisser, og det skal ikke spændes for en politisk eller moralsk vogn. Det har man ellers ofte forsøgt. Engang skulle kunsten være tjenestepige for kirken og udtrykke religiøse idealer. Eller kunsten skulle ære kongen.

I nyere tid har man forsøgt at spænde kunsten for socialismen. Den skal deltage i klassekampen, som den kulturradikale Poul Henningsen engang mente. Senere mente marxister, at kunsten skulle afsløre den økonomiske undertrykkelse i senkapitalismen, ligesom kulturradikale mente, at kunsten skulle skabe gode demokratiske borgere, der var åbne og tolerante og præget af progressive værdier.

Det er måske også derfor, at man herhjemme hyppigt har anset kunstneren for at være et moralsk forbillede. Jeg debatterede engang med forfatteren Hanne-Vibeke Holst, der i ramme alvor mente, at kunstnere er mere moralske, fordi de er mere sensitive. Men kunstnere er ofte det modsatte. Tænk bare på formælingen mellem kunstnere og kommunismen og fascismen i det tyvende århundrede.

I Norden er modernismen ofte blevet identificeret med en progressiv folkesocialisme af humanistisk tilsnit. Måske fordi den socialdemokratiske velfærdsstat har støttet kunsten i vid udstrækning. Kunstnere har groft sagt haft en erklæret venstreorienteret selvforståelse. Men det er en Nordisk undtagelse. For ser vi på Europa, har de største kunstnere hyppigt været ærkekonservative, antisemitter, højreradikale, eller de har haft nazistiske og fascistiske sympatier. Tænk på Eliot, Pound, Celine, Jünger og Hamsun.

Avantgarden er i dag en død sild. Kunstnere udgør ikke en fortrop, der kan vise vejen for de tilbagestående småborgere. Det har også alt for ofte endt galt: Kunstnere er ikke klogere, men snarere dummere i politiske anliggender, fordi deres verdensbillede er styret af idealisme. Tilsvarende ender politisering af kunsten galt, ligesom man som publikum må gøre sig fri af sine private meninger for at tilegne sig de indsigter, der findes i værket. Man finder jo ofte stor kunst hos dem, man politisk er uenige med.

Når man bør sondre mellem kunstnere og kunsten, er det ikke mindst fordi, at kunsten kan vise noget andet end det, kunstneren som privatperson giver udtryk for. Tag den store tyske forfatter Thomas Mann, der i sine offentlige taler plæderede for den humanitære republikanisme. Men i sine store romaner skildrede han netop den borgerlige humanismes sammenbrud. Den tragiske kunst er langt mere konsekvent og redelig end de mere opbyggelige taler; kunstneren er meget klogere i sine værker end i sine offentlige meninger.

Desuden mangler mange kunstnere et metasprog for at kunne tale indsigtsfuldt om deres egen kunst. Og så er vi tilbage ved Trier og hans mildest talt idiotiske bemærkninger. Idioti er ikke ukendt for instruktøren af bl.a. Idioterne. Trier er således glødende anti-national, sandsynligvis kommunist eller hvad ved jeg; han klippede engang det danske flag i stykker i protest mod ”højrefløjen”, og han mødte op til tonerne af Internationale ved Cannes for nogle år siden. (Det er i øvrigt pudsigt, at Triers grove tone bliver taget til indtægt for en dansk højrefløj, som han ellers står i skarpeste modsætning til).

Alligevel skaber Trier efter min mening fremragende film. Men han mangler et begavet sprog, og skærer man alt det idiotiske nonsens væk, kan man med god vilje se et forsøg på at sige noget vigtigt, som ligger i hans og andre gode film. Nemlig, at vi alle er Hitler i den forstand, at vi alle rummer ondskabens potentiale i os. Heri ligger et opgør med selvretfærdigheden. Den gode kunst har til alle tider været båret af en sådan realisme, hvormed den primært får en eksistentiel, ikke en politisk eller moralsk, betydning.

For at tage den tyske forfatter Thomas Mann igen. Han skrev i 1939 et essay med titlen ”Broder Hitler” for netop at understrege dette. Mann var netop en af de mest forhærdede kritikere af Nazityskland.

Så kunstnerens private meninger er ligegyldige. De siges af dumhed eller måske for at skaffe opmærksomhed. Som sådan bør kunstnerne ignoreres – i stedet bør man tilegne sig deres værker og bedømme dem på deres egne vilkår.

15 kommentarer RSS

  1. Af Niels P

    -

    Jeg er paf over Kasper Støvrings niveau. Essayet er fuld af indsigtfulde formuleringer, som bringer én videre, hvis man interesserer sig for litteratur og kunst. F.eks.:

    “I det fuldbårne kunstværk er navlesnoren mellem værk og ophavsmand derimod kappet …”

    “Et kunstværk er selvgyldigt.”

    “Den tragiske kunst er langt mere konsekvent og redelig end de mere opbyggelige taler.”

    Jeg har kun en lille rettelse: Triers happening bestod ikke i at brænde Dannebrog af, men at klippe korset ud af flaget og sy det sammen igen, så det kom til at ligne arbejderbevægelsen og socialisternes røde fane. Anledningen var Den Store Danske Kanon.

    http://www.youtube.com/watch?v=K3Ujl3FEDdc

    I øvrigt vil jeg påstå, at de største kunstnere er kulturkonservative, f.eks. Dostojevskij, hvis kulturkonservative ståsted på grund af hans nationale og kulturelle baggrund kom til udtryk i hans besindelse på kristendommen og slavofile og antieuropæiske synspunkter – culture matters. Hans modstand mod nihilisterne og nihilismen er stadig aktuel. I dag hedder civilisationens modstandere ikke mere nihilister, men den moderne syge med dens materialistiske livssyn og tro på universel humanisme har meget til fælles med nihilismen.

  2. Af Kasper Støvring

    -

    Niels P: ja, du har selvfølgelig ret i det med Triers happening. Det er rettet nu.

  3. Af Lars Andersen

    -

    Jeg er ikke helt enig i at “Avantgarden er i dag en død sild” – selv om det burde være sandt. Helt konkret var direktøren for DR Kultur, Morten Hesseldahl, ude med budskabet at “at kunst og kultur skal spille en mere markant rolle som en kommentar til samfundet.” Desværre uden et ord om hvordan man ville undgå at denne strategi, ville føje til det allerede betydelige venstreorienterede bias der eksisterer i DR – men det er måske pointen…

  4. Af Karl Eriksen

    -

    Støvring nævner blandt andre Knut Hamsun. Jeg er i dag vel regnet for an oldsag, der først interesserede mig for andet end “Bigglesbøger” og fodbold omkring 1950, så jeg fik aldrig læst noget af Hamsun. For snart mange år siden læste jeg Thorkild Hansens “Processen mod Hamsun” og “under Guldregnen”, så siden den gode film med von Sydow og Ghita Nørby og sids har jeg læst den norske biografi af Ingar Sletten Kolloen “Sværmer og erobrer”. Hvorefter jeg gik til mit sædvanligt velassorterede kommunebibliotek for endeligt at få læst noget af den forkætredes produktion. HYlden var tom for Hamsun – og ved senere besøg stadigt tom. Måske er man i dag så vild med Hamsun, at alle bøger er ude. Jeg havde ikke mod til at spørge den socialistisk udseende bibliotekaramazone. Jeg var kuet fra år tilbage, da jeg efterspurgte en bog af Bent Jensen, hvoraf man sagde kun at have ét exemplar, som dog fandtes frem da jeg mandede mig op til at fastholde mit ønske. Forude havde jeg set adskillige exemplarer af venindernes bøger stå og samle støv på halve hyldemetre. Da det formodes, at det må være meget længe siden, at danske forlag har turdet gå i gang med optryk af Hamsun (så der heller ikke er meget at hente hos antikvarerne), må jeg nok påregne at blive kremeret inden jeg får læst “Markens Grøde” eller “På gengroede stier”.
    Ak ja, de regerende socialister er meget smålige.

  5. Af Benjamin Kurzweil

    -

    Kasper Støvring siger:

    “Desuden mangler mange kunstnere et metasprog for at kunne tale indsigtsfuldt om deres egen kunst.”

    Kunstnere der tilhører billedkunsten, har ofte ikke noget talesprog. Deres sprog rækker udelukkende til billedsproget. Per Arnoldi er undtagelsen, fordi, som han selv har sagt det, i virkeligheden mere er en dygtig festtaler, end en billedkunstner.

    En musiker, har heller ikke noget talesprog.

    En forfatter har et sprog, men kan ikke synge, eller male. Og skal derfor holde sig fra dette.

    Derfor skal LvT ikke åbne munden, fordi han har ikke noget talesprog. Det har altid været kendt.

    Det er også derfor at LvT laver tåbelige happenings, fordi hvis han havde kunnet udtrykke sig i talesprog eller på skrift, så havde han gjort det.

    Stort set alle store filminstruktører har ikke noget talesprog.

    Det sproglige handicap og manglen på intellektuel begavelse, er typisk for folk der gør sig i sporten eller kunstnere der mest bruger deres følelser, som billedkunstnere og musikere og balletdansere. Alt dette taget i betragtning, så overskred LvT en alvorlig grænse, hvor jeg i dette tilfælde må sige, at hvor man normalt skal skelne mellem kunstneren og kunstværket, så er der nu alligevel en grænse.

    Op til en vis grænse, vil jeg sige.

    Et andet eksempel, for at illustrere min pointe:

    Hvis en dygtig børnepædagog straffes for pædofili, vil man så sige: Vi må skelne mellem pædagogen og privatlivet? Nej, børnepædagogen vil ikke fortsætte i sin ansættelse.

    Vil man sige om en dygtig kirug: “Han opererer hjertepatienter fint, men han har stor sympati for nazismen. Men det spiller ingen rolle.”

    Da Charles Chaplin lavede “Diktatoren”, skete det før at myrderierne i KZ-lejrene var kendt, og Chaplin var nok heller ikke tilstrækkeligt vidende om hvad nazismen stod for. Da alt dette stod klart efter 2. verdenskrig, var Chaplin ikke glad for den film.

    Hvor mange af diverse kunstnere, som abonnerede på nazisme og kommunisme vil i dag sige: I dag mener vi det samme?

    En Klaus Rifbjerg sagde for ca 10 år siden, at han intet har at undskylde i forbindelse med DDR. Det mener jeg er problematisk. Rifbjerg har selv så mange år efter intet lært og forstået.

    Der er en grænse for hvor tåbeligt en kunstner kan opføre sig. Men det er i sidste ende op til Kulturministeriet og andre bidragsydere at vurdere, om de vil fortsætte med denne kunstner eller satse på andre nye håbefulde og bedre kunstnere.

    De dygtigste danske kunstnere, er dem som ikke råber op og laver platte happenings. Et godt eksempel er filminstruktøren Susanne Bier, som kun henvender sig til offentligheden, når hun har lavet resultater. Hendes henvendelse er altid sober, og holder sig til det hun laver uden at være plat.

    På Nørrebro er der beboere som altid laver hærværk og ballade, og så der der beboere som opfører sig ordenligt.

    Hvorfor belønne ballademagerne?

    At dumme sig i det private rum, er én ting, men at gå ud i det offentlige rum, og “more sig” over, og gøre nar og grin med holocaustofre, for at opnå gratis PR, og så bagefter undskylde det, er en uacceptabel handling. Listen af appologeter og andre der skal “forklare” hvad LvT i virkeligheden sagde, den liste er lang.

    Manden er snart 60 år, og må forstå, at promovere sig gratis på menneskehedens mest grufulde hændelser, er ikke noget man gør gratis.

  6. Af J. Mathiasen, Berlin

    -

    Fastholder man et skel og betragter kunstværket som et selvstændigt udsagn, fører det ikke til konklusionen “en kunstners hensigt er med andre ord fuldkommen ligegyldig” for ret mange. Skellet udelukker ikke, at man har et øje på en kunstners hensigt og distancerer sig fra den eller omvendt identificerer sig med den. Det har eksempelvis været tilfældet for Herbert von Karajan og Günther Grass for slet ikke at nævne Richard Wagner.

    En kunstners hensigt er ikke ligegyldig for værkernes reception eller kunstners arbejdsmuligheder. Det bedste eksempel på det sidste er måske netop en af von Triers forbilleder, Leni Riefenstahl. Uanset hvad man kan sige om hendes filmiske indsats før 1945, så fik hun gevaldige problemer med at producere noget efter 1945.

    Forestillingen om betydningen af kunstneres hensigter fik forleden dag danske medier til fejlagtigt at skrive, at tv-medievirksomheden Arte, der sponserer von Trier, ville trække sig efter hans udtalelser. Det anså Aalbæk-Jensen for at være så plausibelt, at han begyndte at indstille sig på det i offentlige udtalelser. Der er mange andre eksempler af mere eller mindre radikal art i kunstens reception, som viser, at kunstoffentligheden måske nok kan skelne mellem kunstner og værk men er der først sået en mistanke om ophavsmanden, så kan det blive vanskeligt. Det vidste Günther Grass udmærket.

  7. Af peter kocsis

    -

    Karl Eriksen

    “må jeg nok påregne at blive kremeret inden jeg får læst “Markens Grøde” eller “På gengroede stier”.
    Ak ja, de regerende socialister er meget smålige.”

    Ikke så smålige endda.

    Slår man HAMSUN op på bibliotek DK lyder svaret:

    “Der blev fundet 841 poster”

    Så helt løbet tør for Hamsun er socialistbibliotekerne åbenbart ikke.

    Hvis du bestiller de 841 poster elektronisk, slipper du ovenikøbet helt for blive udsat for de dig åbenbart totalt lammende konfrontationer med socialistisk udseende bibliotekarer.

  8. Af Søren Sejer Hansen

    -

    @ Støvring
    Hårdt at høre, at man ikke kan være glødende anti-national uden at være en idiot. Du er måske lidt hård ved dine opponenter. Er der ikke noget med god tone på Berlingskes debatside?

    Du siger, vi skal ignorere kunstneres udtalelser og blot vurdere deres kunstværker. Men så går du jo glip af, at den pointe, du lige har udledt af hans film, at vi alle rummer Hitlers ondskab, også er pointen med Triers “idiotiske nonsens”. Fint nok at vi ikke tager Bono, Hanne-Vibeke Holst eller den i øvrigt fantastiske forfatter Hamsun alvorligt, når de siger noget vrøvl, men det betyder jo ikke, at kunstnere aldrig siger noget interessant. Men det kunne jo være, at en stor, dyb kunstner som Trier havde noget fornuftigt at sige, selv om han formulerer det noget så provokerende.
    Med venlig hilsen
    Søren Sejer Hansen

  9. Af Henrik Jørgensen

    -

    Det er ikke for at tage noget fra indlægget, for Kasper Støvring ved hvad han skriver om her, men handler kritikken netop ikke om kunstneren og ikke kunsten? Altså Melancholia fik lov til at stille op i konkurrencen selvom at LvT, måske noget overdrevet, blev sent hjem for sin grove og malplacerede joke, der vel mest af alt handlede om publicity…

  10. Af peter kocsis

    -

    Støvring

    “Lars von Triers provokationer på Cannes-festivalen, hvor han som bekendt kom for skade at udtrykke sig positivt om Hitler,”

    Han sagde at han FORSTOD (understand) Hitler, hvad intet har at gøre med et POSITIVT udsagn.

  11. Af P etrel

    -

    @ Karl Eriksen

    Bare det var mig, som ikke havde læst Hamsun. Åh, jeg ville glæde mig, men jeg kunne ikke holde måde og læste det hele i et ruf, ikke en gemte jeg. Så nu nøjes jeg med at tygge mig igennem igen, nogle endda for fjerde eller femte gang.

    Hans samlede romaner kan ofte fås for 500 kr., og endda mindre, på diverse auktionssites, i den blå avis og gul og gratis.

    Forresten. Jeg lånte da bøgerne i sin tid på biblioteket uden bibliotikarens vrede ramte mig. Måske han også var en af de indviede.

    God fornøjelse.

  12. Af morten olesen

    -

    Jeg er selvlært kunstner, og kan tilslutte mig mange af dine betragtninger. Statsstøttet “kunst”, som den Arnoldi nu er sat til at forvalte, er ofte “politisk” el. “samfundsrelevant”. Portrættet af Fogh af hende flyveren er et skrækeksempel på den nepotisme, der hersker i den etablerede kunstelite. Og de danske bidrag på Venedig biennalen understreger det formålsløse i at gi offentlige kroner til “kunstnere”.
    Theo van Gogh var een af de meget få kunstnere, der turde gå imod den politiske korrekthed, som kunsteliten og venstrefløjen fastholder hinanden i. Fx er muslimsk indvandring et problem – lad os gøre noget ved det, fx et indvandringsstop….
    Havde Trier sagt det, var han kommet i problemer for alvor ;.)

  13. Af Hr Vestergård

    -

    Trier kan ikke formulere sig ordentligt med ord. Kort og godt. Hans tanker er så rodede, at han kun kan få alle nuancerne med, når han udtrykker sig gennem filmmediet.

    Man skal virkelig kende Trier godt for at forstå, hvad det er, han prøver at sige. Især når han blander sort humor med excentrisk alvor og dårligt engelsk.

    Derfor er det ikke underligt – blot latterligt og enfoldigt – at folk tager hans ord for pålydende og gør et stort nummer ud af det.

  14. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Hvis der ikke var nogen sammenhæng mellem forfatter/kunster og deres værk, ville litteratur- og kunsthistorie jo være meningsløst, og hr. Kasper Støvring blot være en langvarigt uddannet fusentast uden nogen reel viden om noget som helst med ekstremt yderligtgående synspunkter 🙂

  15. Af Kunst og ideologi i Bornedals “1864″ | Kulturkamp

    -

    […] kunstner. En kunstner er ofte klogere i sine film end i sine offentlige politiske meninger, som jeg tidligere har skrevet […]

Kommentarer er lukket.