Velfærdsstaten risikerer at kvæle frivilligheden

Af Kasper Støvring 28

Filosoffen Henrik Gade Jensen, der er ansat på den liberalistiske tænketank CEPOS, har netop udgivet en glimrende bog om det danske civilsamfund.

I Menneskekærlighedens værk viser Gade Jensen ved hjælp af historiske eksempler, at samarbejde, frivillighed og andre dyder, der kendetegner et aktivt civilsamfund, trivedes frodigt, dengang staten ikke stod som den primære leverandør af velfærdsydelser. Der er dog ikke nødvendigvis tale om et enten-eller – enten stat eller privat – hos Gade Jensen. Men det er vigtigt at skabe en balance, og den balance er blevet forrykket i dag.

Problemet skyldes først og fremmest en mentalitetsændring: velfærdsstaten er begyndt at virke demoraliserende, som jeg har kaldet det. Velfærdsstaten har skabt et voldsomt forventningsniveau og en usund rettighedsegoisme. Rettigheder bliver til krav, man kan fremsætte mod staten for at sikre det gode liv for borgerne. Og politikerne halser efter. De sikrer vælgernes gunst ved at give det offentlige ansvaret for fortrædelighederne. Som Gade Jensen skriver:

”Statens stadig større rolle har skygget for de civile samfunds rolle i danmarkshistorien. Det er ikke kun historisk forenklet, men skaber også en fejlagtig mentalitet om, at vi så i dag har vore goder og velfærd fra staten, og fordi staten har gjort det til lov og til ret for den enkelte.”

Og det har netop skabt ”en holdning om, at goder erhverves ved at kræve dem af andre, frem for selv at deltage i produktionen af dem.”

Deraf illusionen: Verden er bedre i dag end nogensinde, for staten står som den store garant for det gode liv i form af universelle velfærdsydelser. Men denne fremskridtstanke blænder noget vigtigt ude, nemlig at der fandtes et stærkt civilt samfund med selvhjulpne mennesker før velfærdsstatens enorme ekspansion. Gade Jensen kommer med følgende eksempler:

Et omfattende privat forsørgelsessystem drevet af frivilligt indsamlede midler; sygdomsbekæmpelse i privat regi samt bygning af sanatorier af nationale ikke-statslige foreninger; privat uddannelsessystem (Københavns Universitet var engang en selvstændig institution); opførelse af kirker i København ved hjælp af privat indsamlede midler; støtte til politiske partier – der blev opfattet og forsvaret som private foreninger – med medlemmernes frivillige bidrag.

Selvfølgelig kan foreninger leve side om side med velfærdsstaten, men velfærdsstaten truer den nødvendige balance. Jeg vil gerne knytte denne problematik sammen med temaet om frivillighed, som jeg har skrevet om tidligere.

Pointen er bl.a., at det ikke er staten, der skaber sammenhængskraften. Tværtimod kan staten medvirke til at hæmme den. Bl.a. forfatteren Egon Clausen – der ikke kan beskyldes for at være liberalist – har skrevet om dette i bogen Ildsjæle. Når f.eks. idrætsforeningerne gøres afhængige af offentlig støtte ødelægges i tiltagende grad ildsjælenes spontane lyst til at skabe fælles goder på frivillig basis.

Motivationen daler, når staten medfinansierer og indfører bureaukrati; det lokale samarbejde om at opbygge ”vores” hal går til grunde – og dermed også borgernes ansvarsfølelse og civile engagement i det frivillige organisationsliv. Det samme gør sig gældende, hvis frivillige hjælpeorganisationer bruger professionelle, betalte indsamlere. Offentlige subsidier medvirker, kan man i høj grad frygte, til at nedbryde den form for sammenhængskraft, der udvikles decentralt i det civile samfund.

Risikoen er, at der udvikles statslig kontrol, og desuden er det bureaukratisk og omstændeligt at udfylde papirer til det offentlige. Frivillighed bygger på hjælp til selvhjælp og glæden ved at se frugten af eget arbejde; af samme grund er der en stor risiko for at blive købt, omklamret og forstået ihjel af staten.

De frivillige organisationer viser vilje til autonomi og modstand mod umyndiggørelse. Hvis de frivillige bliver for afhængige af det offentlige, forsvinder forestillingen om, at de kan og vil selv. Offentlige rammer, sagsgange, rutiner, procedurer og regnskabs- og budgetsystemer kan kort sagt kvæle de frivillige med det resultat, at iværksætterånden forsvinder.

28 kommentarer RSS

  1. Af M Andersen

    -

    Du kan jo passende nævne hvordan “velfærd” er meget større og mere udbredt i USA, det hele sker dog på frivilig basis hvor folk donerer penge/tid/andet til organisationer eller direkte til folk i nød.
    Jeg ville ikke blive overrasket hvis der rent faktisk blev brugt flere $’s per næse i USA på sådanne aktiviteter end vi (stat + privat) gør her i DK.

  2. Af Knud Madsen

    -

    Det er nu nok ikke let at vinde gehør for sådanne tanker, alene pga den selvtilstrækkelige godhedsindustri og de utallige “velfærdsansatte”, der skal sørge for at være uundværlige.

    For nogle år siden, var der her i pastoratet rigtig meget sne, så det var vanskeligt for kommunens plejepersonale og tilsvarende at komme ud til de gamle med mad, medicin og personlig hjælp og pleje.
    Jeg og nogle kolleger disponerer over kapable 4×4 biler, hvorfor jeg ringede til den kommunale chef for området og tilbød gratis assistence.
    Det blev bestemt ikke vel modtaget, idet de nok selv skulle klare problemerne. Det gjorde de så ved at droppe besøgene i nogle dage.

  3. Af Trine Nielsen

    -

    Foreløbig har velfærdsstaten da langtfra kvalt frivilligheden, så jeg forstår ikke helt hvori problemet består. Tværtimod er der flere danskere end nogensinde før, der er engageret i frivilligt arbejde, ifølge Socialministeriets rapport fra 2010 43 % (= 1,9 mio) mod 25 % i 1999.

  4. Af Lars sørensen

    -

    Prøve tanken “jeg kan ikke kom ud af min blå smølfetrøje, så jeg går efter overdrivelse fremmer forståelsen”

    ps og fortrænger OverSmølfen havde Pinden i 10 år,

    Og så er det jo naturligt at det er de rødes skyld/ansvar

    Hvor er det goe gammele Shlyter motto alle i samme både og Unionen er stendød ??

  5. Af T. Sørensen

    -

    Der er saft og kraft i frivillighed, men måske på en lidt anden måde end man måske havde forestillet sig det. Eksempel:
    For nogle år siden var jeg medlem af Rotary, som har sit hovedsæde i USA. Lokalt her i DK, ville vi afholde en indvielse og i den forbindelse lave en indsamling til SOS børnebyerne til opførelse af en børneby i Nairobi, Kenya.Vi indsamlede et millionbeløb som Rotary, USA fordoblede. Byen står færdig og blev indviet af prinsesse Benedikte. Man kommer langt for et par millioner på de kanter. Alt skete med frivillig og helt gratis arbejdskraft. Sæt de rigtige personer forrest og alt kan lade sig gøre.

  6. Af Jeronimus Pedersen

    -

    Når Velfærd bliver påtvunget føles den oftest som formynderi. De senere år har politikere markere sig ved at fremkomme med diverse aldeles overflødige velfærdspåfund, som om de havde glemt at nogen jo skulle betale for dem. Skulle vi ikke tage at blande kortene påny, og få frasorteret disse mere eller mindre pjattede velfærdspåfund.

  7. Af Bjarne Munk Christensen

    -

    Trine Hansen – yderst interessant at ca. 43% af danskerne idag er involveret i frivilligt socialt arbejde især taget i betragtning af den danske velfærdsstat er den absolut dyrest finansierede i hele verden. Jeg gruer så for, at vi mindst får brug for 200% når hele veldfærdssystemet snart bryder totalt sammden under vægten af for mange “nydere” og “frihjuls-ræsere”.
    Hvilken fremtid der venter den konstant “skrumpende” tilbageværende arbejdsstyrke
    Hjem fra arbejde ca. 17:30 og så “på med vanten” i næste job indtil ca. 01:00
    TJU-HEJ hvor det går derudad!

  8. Af Klaus Kaaslund

    -

    Ved indgangen til Himmerige står Sankt Peter og opkræver 1000 kr. i ekspeditionsgebyr. En amerikaner betaler med det samme og træder ind. Det samme gør englænderen. Lidt væk står danskeren og snakker med nogen. Sankt Peter: “Kom nu dansker!” Danskeren:” Jeg kommer om lidt, men vi står lige og diskuterer, om det er mig eller kommunen, der skal betale.”

  9. Af Thomas H Jensen

    -

    I virkeligheden bør skellet mellem frivillighed og “det offentlige betaler” vel gå mellem de ting der er “need-to-have” og dem som er “nice-to-have”. Jeg vil tro, det er et absolut mindretal af den danske befolkning der ikke går ind for at velfærdsstaten skal betale til dem der har et reelt behov.

    For eksempel synes jeg eksemplet med at vi tidligere havde private sanatorier er særdeles dårligt valgt i denne sammenhæng: Hvis ikke det offentlige skal sikre, at vi alle kan få en anstændig behandling når vi er syge, hvem skal så?

    Derimod er der mere gods på eksemplet med de frivillige idrætsklubber. Hvorfor er det nu egenligt lige at de, også i krisetider, skal finansieres af det offentlige? Mit svar: Fordi de benyttes af “middelklassen”, og det er den der bestemmer hvem der får taburetterne efter næste valg.

    Når vi herhjemme diskuterer besparelser på velfærden, diskuterer vi som oftest hvordan vi kan tage penge fra enten de 10% rigeste eller også fra de 10% fattigste, men stort set aldrig fra de 80% i midten.

    Se blot på debatten om efterløn hvor det er umuligt at lave en reform hvor de nedslidte kan få efterløn mens de der kan klare sig selv ikke kan. Også den nye reform er bundet op på alderstrin der endnu en gang sikrer guldgenerationen at den har sit på det tørre. Men hvis nu jeg er nedslidt når jeg rammer de 60, ja så er det da bare synd for mig. Resultat: Raske og rørige 60-årige kan stadigt gå på offenligt betalt efterløn mens den psykisk syge enlige mor inde ved siden af bliver sat på gaden af fogeden fordi hun ikke kan betale huslejen.

    Eller hvad med debatten om de 12 minutter? Et forslag som enhver seriøs borgerlig politiker burde klappe i deres små hænder af og love deres fulde støtte og opbakning til. Men fordi det blev stillet af S, har V og K haft mere end almindeligt travlt med at rakke ned på det i stedet for at støtte det. Uha, hvor vi alle sammen har travlt med at finde på undskyldninger for at det aldrig kommer til at virke.

    Nu for tiden snakker vi så om at skære i børnechecken til de allerrigeste. Hvorfor nøjes med at skære i den for de 10% rigeste? Hvorfor ikke skære gradvist i den for de 80-90% rigeste og så reservere nogle af midlerne til dem der har et reelt behov, og bruge resten på at fremtidssikre vores økonomi, vores uddannelsessystem og resten af vores samfund?

    Hvorfor ikke gøre det samme med folkepension, ældrecheck, SU og alle de andre offentlige ydelser?

    Venstrefløjen vil i stedet (groft sagt) spare på de rigeste, mens højrefløjen (ligeså groft sagt) hellere vil spare på de fattigste – og så kan vi jo også lige (nu vi er igang) dræbe al konstruktivitet ved samtidigt at skændes om hvem der er fattige og hvem der ikke er.

    Men hvem vil lave reelle fornuftige tiltag der hvor det batter noget (men uden at svinge blindt med kniven a la flad skat på 30%)? Hvem vil lave fornuftige besparelser på overførselsindkomsterne til alle os i midten?

  10. Af j nielsen

    -

    Det ligner et pletskud fra Thomas HJ

  11. Af Peter T.

    -

    Kudos til Thomas H. Jensen for et forbandet godt indlæg.

  12. Af Lars sørensen

    -

    Ja må sgu gå med i hyle koret godt skrevet/formuleret
    Thomas HJ .

    Sgu trist med de alle i hob visionløse politikker vi har valgt/fortjent

    Kom nu hjem ukendte rig onkel , og red Vores røv

  13. Af Lars sørensen

    -

    Hylde koret

    Thomas for prezz/diktator 🙂

    Go dag alle 😉

  14. Af Ove Bjerregaard

    -

    Det ville hjælpe betydeligt, hvis fortatteren kunne servere nogle fakta til at bakke sine synspunkter op med. Siden deltagelsen i frivillige aktiviteter er gået op fra 25 til 43 % i det første årti af det 21 århundrede synes hans centrale tese ikke at holde. Istedet ser det ud til at flere midler fra det offentlige har ført til et højere aktivitetsniveau. Så der er snarere tale om et nyt partnerskab end en manglende balance.
    Hvis målet er at spare på statens udgifter er der vist brug for en helt anden analyse.

  15. Af Kasper Støvring

    -

    Ove Bjerregård: “Hvis målet er at spare på statens udgifter er der vist brug for en helt anden analyse.”

    Ikke just, om end det jo også er en overvejelse værd. Målet er snarere at fokusere på kvaliteten af det frivillige engagement. Altså frivillig frivillighed, ikke så meget velfærdsstatsligt frivillighed.

  16. Af Karsten Sørensen

    -

    +1 til Thomas H. Jensen.

    Dejligt at læse noget, som forholder sig til sagerne nøgternt, frem for politisk-polemiserende.

  17. Af Jacob Selchau

    -

    Det er en myte at velfærdsstaten virker demoraliserende, umyndiggørende, passiviserende og så videre.

    Hermed ikke sagt at der findes masser af eksempler på udueligt bureaukrati i Dannevang, men vi skal huske følgende:

    – Ifølge OECD har vi i Danmark verdens højeste livskvalitet. Dette bekræftes af andre undersøgelser.

    – Ifølge OECD og Eurostat har vi en af de højeste beskæftigelser i OECD – langt foran USA og Storbritannien.

    – Ifølge Socialministeriets årsrapport om frivilligt arbejde er 43 % af Danmarks befolkning over 16 år, involveret i frivilligt socialt arbejde. Og tendensen er stigende.

    Det er selvfølgelig sandt at der altid har været frivillighed og medmenneskelighed, men organiseret bekæmpelse af fattigdom har været langt mere effektivt. Man kan f.eks. betragte lande hvor frivillighed spiller en langt større rolle og staten en mindre på det sociale område. I USA og Storbritannien er armod langt mere udbredt end her og der er meget mindre social mobilitet.

    Men man kan, som Kasper Støvring og Henrik Gade Jensen, vælge at snakke uden om ved at henvise til et faktum som alle i forvejen var klar over – at der altid har eksisteret medmenneskelighed.

    PS: Vidste I at børnehjem i tiden omkring år 1900 blev kaldt “englefabrikker”, da børnene døde i hobetal? Måske er det alligevel ikke en tid, som vi bør hente alt for meget inspiration fra…

  18. Af Jacob Selchau

    -

    Det er i øvrigt meget morsomt at bloggeren Kasper Støvring for kun 13 dage (5 januar 2012) siden skrev – i samme blog – en historie med overskriften “Det frivillige engagement er ikke i forfald.”

    Denne handlede om hvorledes videnskabelige undersøgelser viste af andelen af borgere, der arbejdede frivilligt, var steget meget kraftigt siden 1990.

    Jeg finder det ganske interessant at Kasper Støvring kan undlade at forholde sig til de fakta han selv har viderebragt for mindre end to uger siden.

  19. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Efter samme logik var det jo så forkert af staten at hjælpe vores private, likvidetstrængende banker med tre hjælpepakker. Og det var endda ikke engang op til jul! Nej banker, som glemte at sætte tæring efter næring ville efter Kaspers logik have haft bedre af at prøve selv at overleve, så de som nu ikke bare er blevet for vante til at modtage hjælpepakker fra staten, i stedet for som før i tiden, da de bare gjorde det de var bedst til.

  20. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Man fristes da også over evne til at spørge kasper, hvor mange timer om ugen han i snit selv har brugt på frivilligt arbejde de sidste par år!

  21. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Kasper – frivilligt arbejde er guld værd. Men det trives jo kun så længe de frivillige oplever de gør en forskel, og ikke at de blot betaler andrs skat med frivillige timer. For det er jo altid “tordenskjolds soldater” som finder tid til at male børnehavens længe afskallede vinduer til gavn også for andre, som bruger BH’en. men oplever de, at deres frivillige timer blot modregnes i børnehaven budget, ja så ophører al motivation, og fortsættelse kun muligt, hvis det frivillige arbejde gøres til en staslig forpligtelse. Jeg har de sidste par år arbejdet i Uzbekistan, hvor de studerende hvert år “frivilligt” høster landets enorme bomuldsmarker, så på den vis er frivilligt arbejde sat i system ovenfra af staten jo slet ikke nyt. Men er det nu lige den vej vi skal – nej vel!

  22. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Kasper – der er altid huller i velfærdsnettet uanset masketætheden, og derfor har du meget ret i, at der fortsat er behov for frivilligt arbejde. Men at argumentere for, at masketætheden bør øges for at lempe skatten, og at det så er op til frivillige, om der står nogen og griber de, som erfaringsvis dumper igennem, ja det er der tråden knækker for mig.
    Iøvrigt overser du helt, at den stadige effektivisering/specialisering i erhvervssektoren jo uanset velfærdsstaten og finanskrisen udskiller almindelige mennesker som du og jeg, hvorfor sandsynligheden for at flere dumper igennem velfærdsnettets huller øges. Så tag lige at slå maskerne op igen på din pind, og tag fat på et andet mønster. Eller gak ud i verden og snak med nogle af dem som du og jeg, som måske lige er blevet udskilt, og bliv så klogere på, at det oftest ligger helt uden for den pågældende selv at styre udskilningsforløbet. 2300 bliver jo ikke over night fyret på Vestas fordi de efter et tidliger liv på bissen ikke kunne få benene ud af køjen i tide om morgenen, men fordi en lige så veluddanet, kinesisk kollega bare kunne gøre det samme arbejde for 1/3 løn. Du mener da vel ikke seriøst, at Vestas mange teknikere stadig ville være i arbejde blot fordi vores velfærdstat havde været 10% slankere?
    Og mener du, at velfærdsstten virker så demoraliserende på de hundredvis af fyrede smede på Vestas, så de foretrækker et liv på støtten og senere kontanthjælp? flere mænd og kvinder på din og min alder sidder jfr. dagspressen i dagens Danmark på rådhuset og græder, fordi de er ved at overgå til kontanthjælp p.g.a. langtidsledighed. Mener du de bare græder krokodilletårer, og i stedet burde gå ud i verden og selv finde en kost? Måske du blot et sekund kunne overveje, om de medborgere som du og jeg måske sidder og græder deroppe på rådhuset, fordi de i flere år faktisk både HAR efteruddannet sig og HAR søgt utallige jobs, men de var måske passeret de 50, og havde ikke en kinamands chance.
    Nej, det er heldigvis ikke mig som sidder deroppe på rådhuset, men jeg har social forståelse og empati nok til at fatte, hvorfor de sidder der og gør som de gør. Ta’ da for helvede og slå et smut forbi rådhusets kontantshjælpskontor, og hør om de langstidsledige, som nu er endt der, føler sig demoraliseret af velfærdsstaten. Og er de slemt kede af nu at måtte sælge familiens hus for at klare dagen og vejen, så fortæl dem, at de til gengæld kan se frem til et mere selvrealiserende liv med meget frivilligt arbejde for andre. Det vil især konen og teenagebørneen sikkert finde vældigt opløftende.

  23. Af Kasper Støvring

    -

    Jørn Strand Nielsen – ro på. Jeg er sådan set enig med dig langt hen ad vejen.

    Jacob Selchau: Jeg forstår godt, at du skriver som du gør. Men nu påpeger jeg jo faktisk, at frivillighed og foreningsdeltagelse godt kan trives sammen med en velfærdsstat. Min pointe er at fokusere på kvaliteten og drivkraften bag – lidt ligesom Jørn Strand Nielsen gør opmærksom på kl 21:47.

  24. Af Jacob Selchau

    -

    @Kasper Støvring

    Tak for dit svar. Jeg vil dog spørge dig om hvorvidt velfærdsstaten risikerer at kvæle frivilligheden sådan for alvor, når der er en stærk stigning i andelen af danskere, der er i frivilligt socialt arbejde.

    Vi ville jo heller ikke sige at velfærd truer eksporten, efter at have oplevet 20 år med stærkt stigende eksport. (Rent tankeeksempel, der ikke sigter til den konkrete eksportsituation). Hvorfor så her?

  25. Af Christian Krarup

    -

    Hej Kasper.
    Jeg søger, ligesom visse andre, et bud fra din side, hvilke områder du forestiller dig, skulle varetages af frivilligt arbejde.
    Det er meget nemt at sige, at det blot skal gøres. Som Jørgen Strand Nielsen også påtaler, – så er det jo næppe Utzbekistanske forhold, der skal være gældende. Så please, kom med nogle eksempler.
    Og stor ros til dig Kasper, at du blander dig i tråden. Det er så meget bedre.
    Hilsen

  26. Af Benjamin Skou

    -

    Først en kommentar til tallene: Socialministeriet godtgjorde sidste år, at den andel, der udfører frivilligt, SOCIALT arbejde er fordoblet ift. tidligere undersøgelser – knap hver femte dansker er i dag frivillig på dette område på den ene eller anden måde – http://www.sm.dk/Nyheder/Sider/Vis%20Nyhed.aspx?NewsItem=653
    Det virker altså på det punkt, som om der er en bevægelse i gang i befolkningen, som slet ikke passer til den velfærdsstatskritiske og frem for alt teoretisk/filosofiske verdensanskuelse, som HGJ og Kasper Støvring står for. Lad mig i den forbindelse lige linke til, hvordan HGJ bliver diskuteret på den mindst ringe… http://www.information.dk/290536#comment-494181

    For det andet: Hvorvidt det frivillige engagement vil bestå i de kommende år, blive kvalt eller udvikle sig til en endnu mere professionaliseret organisationsform, afhænger rigtig nok af balancen mellem stat og civilsamfund. Men truslen fra staten er ikke de støttekroner og den organisatoriske opbakning, som staten bidrager med, og som fx mht. til §18-midler er det, der i høj grad får alle landets lektiecaféer til at løbe rundt (det jeg har erfaring med); truslen er den styring af den frivillige sektor, som spreder sig i landets større kommuner: Der er et udtalt politisk ønske om, at visse af velfærdsstatens opgaver i en vis udstrækning skal erstattes af frivillighed, fordi landet fattes penge. Det vil sige, at man risikerer at overlade opgaver til frivillige, som kun de store frivillige organisationer med mange lønnede medarbejdere vil overtage (formentlig som en form for udlicitering), og hvor mange “almindelige” frivillige vil føle, at det ansvar, man bliver pålagt, mindsker engagementet og den umiddelbarhed, der ligger i det frivillige arbejde. Tesen om, at statslige støttekroner og organisatorisk opbakning i sig selv dræber engagementet er fuldstændig hovedløs argumentation. Mange frivillige foreninger lever formentlig af en blanding mellem offentlig og privat støtte, og det, at det offentlige medfinansierer opgaver, og dermed er garant for, at det frivillige sociale arbejde lever op til visse kriterier, er ikke noget reelt problem. Det kan godt være, at der ville være mere frivilligt arbejde, hvis staten påtog sig færre opgaver og heller ikke støttede det frivillige arbejde. Men der er ingen garanti for,at kvaliteten af det frivillige arbejde ville stige. Det ville udvikle sig til professionaliseret velgørenhedsarbejde – og der skal man vist være meget lidt glad for velfærdsstaten for at se potentialet i den forandring…

  27. Af Benjamin Skou

    -

    @ Christian Krarup

    Potentialet i frivilligt arbejde inden for velfærdsområdet som jeg ser det:

    Kontaktpersoner/støttepersoner på væresteder for misbrugere, ensomme og psykisk syge. Lektiehjælpere. Medhjælpere på hospices/sygehuse. Kogekoner i vuggestuer/børnehaver (måske under ledelse af fastansat). Som løst tilknyttet personale på udliciterede daginstitutioner og plejehjem, som der kommer flere af i fremtiden.

    NOT: Ikke fuldtidsansat personale, der skal erstatte pædagogmedhjælpere, ikke som personer, der får tildelt et ansvar, som normalt er forbundet med profession/uddannelse. Ikke som jobformidlere, der erstatter jobcentre. Osv osv… med andre ord mener jeg, at det frivillige potentiale er der, men inden for et i virkeligheden yderst begrænset område
    i forhold til velfærdssamfundet. Går vi længere end ovenstående, får vi angelsaksiske tilstande, hvor de frivillige overtager velfærdsopgaverne. Jeg har intet imod, hvis fx en valgmenighed gerne vil bedrive lektiehjælp, væresteder, formidle job osv.. det skal bare ikke erstatte offentlige tilbud eller fjerne offentlig støtte til disse opgaver. Det er at skabe et alt for tyndtmasket socialt sikkerhedsnet.
    Det ændrer selvfølgelig ikke på, at man internt for den offentlige sektor kan prioritere og tage en diskussion om, hvilke institutionsformer og myndighedsopgaver man vil tildele midler, og hvilke man vil nedprioritere. Det er nødvendigt, men de frivillige skal ikke være dem, man til hver en tid forventer vil overtage 1:1.

  28. Af peter kocsis

    -

    Kasper Støvring

    Fra Tom Jensens blog:

    “en 27-årig mand, som den selvsamme dag, sagen om rapperen Kidds udtalelser kom frem, blev fængslet blandt andet for at true de to radikale politikere Anna Mee Allerslev og Margrethe Vestager.”

    “Desuden sigtes han for i en blog på internettet at have udpeget radikale politikere, navngivne universitetsansatte og andre som “terrormål i Danmark”. Blandt de udpegede terrormål er også institutionerne Danmarks Radio, Københavns Universitet, RUC og Politiken.”

    Jeg kan oplyse, at dødslisten stadigvæk kan ses på
    din blog, “Tyrkiets osmanniske identitet,”signeret:

    “Skrevet af morten jensen, 2. januar 2012 kl. 02:47?

    Da jeg i sin tid flere gange protesterede imod avisens offentliggørelsen af denne liste, fjernede man blot de værste ledsagende voldopfordringer, men lod selve listen stå. Ytringsfriheden længe leve!!!!

Kommentarer er lukket.