Er demokrati altid bedre end diktatur?

Af Kasper Støvring 104

Der var møde i Trykkefrihedsselskabet forleden, og det arabiske forår var til debat. Direktøren for Dansk-Egpytisk dialoginstitut i Kairo Jacob Erle udtrykte sin moralske harme over, at jeg problematiserede de demokratiske revolutioner. For det var dog et fremskridt i forhold til det diktatur, befolkningerne i f.eks. Egypten havde levet under.

Men var det nu det? Kan et diktatur – eller snarere et autokrati – ikke være bedre end et demokrati? Lad os diskutere nogle oplagte eksempler.

Et demokrati kan også føre til et nyt slags diktatur, som er værre end det gamle. Revolutioner fører ikke altid fremskridt med sig – hvis målestokken altså er liberalt demokrati. Vi ved, hvad der skete i Iran i 1979.

Der er ingen tvivl om, at de arabiske diktaturer var og er korrupte, stimulerer terrorbevægelser og af og til er direkte fjender af Vesten (Gaddafi indtil for nylig, og det samme gjaldt Saddam Hussein). Men er et islamisk ”demokrati” med shariapakken og det hele bedre end selv Mubarak-regimet? Mubarak-regimet var dog relativt godt, dvs. sandsynligvis bedre end alternativet.

Under Mubarak kunne man handle med Egypten, landet var åbent for turisme, der var en relativ stabil retsorden, og der herskede en grad af frihed i eksempelvis uddannelsessystemet, der blev indgået fredsaftale med naboerne, især Israel, og de kristne koptere levede under tålelige vilkår.

Alt det trues under det islamiske styre, der nu er på vej. Allerede nu er forholdene så utålelige i f.eks. Egypten – Klaus Wivel skrev om det i ugens WA – at vi endda ikke hører om det. Det er simpelthen for farligt at rapportere om det. Og i Libyen, et andet land som Vesten ”reddede” fra diktaturet, foregår der nu etnisk udrensning, der tangerer forbrydelser mod menneskeheden.

Et diktatur – og selv med typer som Gaddafi og Saddam i front – er som regel at foretrække frem for anarkiet. Tag f.eks. Somalia, hvor befolkningen af gode grunde længes efter et islamisk diktatur. Anarki er den værste synder, når vi taler om barbari og overgreb på civilbefolkningen. Det anerkendes af selv liberale menneskerettighedstænkere som Michael Ignatieff. Hvem husker ikke Rwanda i midt-halvfemserne eller de ufattelige myrderier i kølvandet på Saddam Husseins fald i Irak? Når diktaturer styrtes, opstår der nemt failed states, som tillige udgør enorme sikkerhedspolitiske risici.

Behovet for sikkerhed er et langt mere universelt og elementært menneskeligt behov end frihed. For uden orden, ingen frihed. Så eksisterer der kun anarkiets alles kamp imod alle. Først mad, bolig, tryghed, dernæst demokrati.

Dertil kommer, at vestligt demokrati ikke er universelt, hverken deskriptivt eller normativt. Vesten opfattes hyppigt som dekadent og ude af stand til at kunne træffe svære beslutninger i krisetider. Tom Jensen skrev for nogen tid siden her på Berlingske blogs om utilfredsheden med demokratiet:

”Med andre ord er en mørkrandet status her tre år inde i finanskrisen følgende: Ikke-demokratiske kapitalistiske lande som Kina og Rusland og andre lande stormer frem; demokratisk-kapitalistiske lande i Vesten er derimod i knæ på grund af krisen; ikke-demokratier får dermed mere og mere global indflydelse – også politisk.

I de vestlige lande synes flere og flere at tilslutte sig to betænkelige strømninger. Enten begynder man som Asger Aamund og Kim Fournais at stille spørgsmål ved selve demokratiets evne til at tackle krisen. Eller også gør man det stik modsatte og vender sig aggressivt mod selve kapitalismen og princippet om en fri økonomi som vi ser det på gaderne i USA, men også i Grækenland, Spanien, Frankrig, Storbritannien.”

Når enkelte herhjemme er skeptiske over for demokratiet og dets handlingslammelse, træghed, defaitisme og kulturelle selvfornægtelse, ja, hvad så med resten af den ikke-vestlige verden? Det kan meget vel være, at befolkningerne rundt omkring slet ikke ønsker vestligt demokrati, men trives bedre under autokrater, vel at mærke ”gode autokrater”, som Robert Kaplan forleden skrev om i The National Interest.

Selv i Mellemøsten kender man til gode autokrater. F.eks. monarkerne med relativ legitimitet i Marokko, Jordan og Oman. De har reformeret deres regimer, givet kvinder flere rettigheder og udviklet uddannelsessystemet.

Men det er især i Asien, at vi finder gode autokrater med folkelig opbakning. Disse regimer bygger på den konfucianske kultur, der fokuserer på autoritet, hierarki, kollektivet og harmoni frem for konflikt. Disse værdier er selvsagt bredt funderede i befolkningerne. Dertil skal vi huske, at regimerne har succes, især hvad angår økonomisk vækst. Vi ser det bl.a. i Kina, Singapore, Malaysia og Vietnam. Millioner af asiatere har forbedret deres livsvilkår markant inden for de seneste mange år under autokratiske styreformer.

Nogle af de mest berømte autokrater tæller Sydkoreas Park Chun Hee, Kinas Deng Xiaoping og Singapores Lee Kuan Yew. Singapore har i dag en af de højeste levestandarder i verden. Men der er stadig masser af forbud, censur og kontrol med pressen i de asiatiske lande. Alligevel nyder regimerne folkelig opbakning.

Det betyder bestemt ikke, at de er liberale regimer og handler idealistisk. Tværtimod. Udenrigspolitikken er ofte drevet af kynisme. Flere regimer nedkæmper brutalt oprørsbevægelserne (tænk på Kinas fremfærd på Den Himmelske Freds Plads i 1989), de handler med despoter rundt omkring i verden og udfører en art nykolonialisme i f.eks. Afrika. I Malaysia slås der ned på menneskerettighedsaktivister, oppositionen intimideres, og ligesom i andre lande er der kontrol med internettet.

Men tør vi ikke godt sige, at vestligt, liberalt demokrati ikke er universelt, ja, at det måske ikke engang efterstræbes i andre dele af verden? At det faktisk nogle gange opleves som bedre at leve under autokrater end demokrater, og at diktatur er bedre end anarki? Moralsk bedreviden og idealistisk universalisme kommer man i hvert fald ikke langt med, hvis man skal forstå den multipolære verden, vi lever i, hvor historien ikke er endt med vestlig triumf.

 

[Opdateret: En faktuel fejl i indledningen angående Jacob Erles stilling er nu rettet].

104 kommentarer RSS

  1. Af Ole Mejlstrøm

    -

    Demokrati er en vestlig civiliseret styreform,som ikke altid egner sig til udplantning til formørkede folkeslag og kulturer!
    Vi har ikke krav på eller ret til at tvangsindføre demokrati ude i verden!
    Hvert land må frit vælge sin egen vej og styreform!

    Her til lands mener mange,at vi har demokrati eller hvad man kan kalde flertalsdiktatur!!!
    Problemet med denne styreform er, at alle har en stemme at gøre godt med,selv straffefanger,kontanthjælpsmodtagere, ja vel endog mongoler (altså de handikappede af slagsen)!
    Det er absolut ikke rimeligt, at folk uden den mindste viden eller arbejdslyst kan stemme på lige vilkår med de vidende og aktive medlemmer af samfundet!
    Det mindste man kan forlange er en graduering med eksempelvis 1 stemme til de første,2 stemmer til de sidste…noget sådant ville kun være rimeligt!

    De, som betaler gildet,har også større ret til at bestemme musikken!

    Den betalende del af vælgerne har altså større ret til at afgøre,hvordan samfundet skal indrettes,end de vælgere,som intet yder!!!

  2. Af Lars Christiansen

    -

    “Folkedemokrati” må være det bedste!

  3. Af Lars Christiansen

    -

    A democratic government is the only one in which those who vote for a tax can escape the obligation to pay it.
    Alexis de Tocqueville

  4. Af peter kocsis

    -

    Ole Mejlstrøm

    “Den betalende del af vælgerne har altså større ret til at afgøre,hvordan samfundet skal indrettes,end de vælgere,som intet yder!!!”

    Hvad med hjemmegående husmødre?

  5. Af Søren Isaksen

    -

    Det der har fejlet i Danmark og resten af Europa – undtagen Schweiz – er det repræsentative demokrati. Den går ganske enkelt at politikere kan få lov til at bestikke vælgerne med deres egne penge for at få hånds- og halsret over mere end halvdelen af folks arbejdsindtæger i fire år. Folkeafstemninger burde – som i Schweiz – benyttes i langt højere grad. Folket er klogere en politikere. Derfor er skatten og momsen i Schweiz 1/3 af i Danmark.

  6. Af georg christensen

    -

    Et “spørgsmål”, så let at stille, især, hvis “individet” selv i sin egen “forvirring”, forsøger at finde en forklaring.

    NB: Demokrati, er muligheden, til at frembringe sin egen “opfattelse” af muligheden. Diktatur derimod, udelukker muligheden for det enkelte “individs” selvopfattelse og selvforståelse.

  7. Af F1 Preben JensenJ JensenH

    -

    Kl.20.36 opregner Hans Mehning en række skyggesider ved vores “demokrati”. Og listen kunne jo forlænges med hundredvis af punkter. Som ialt ville vise at vores folkestyre allerede tildels er brudt sammen, og er blevet til et demokratur, pampervælde eller skin- og papnæse-demokrati.

    Som omtalt kl. 18.50 kan også intelligente folkeslag rammes af enorme katastrofer. Fordi i politik sker der ikke sjældent det at de korrupte, de eenøjede, de fanatiske, de svagt begavede, de magtsyge og de psykopatisk samvittighedsløse (samt de medløbende nyttige idioter) finder sammen i kliker der efterfølgende gennemfører nogle politiske beslutninger, projekter og forløb som ødelægger tilværelsen for millioner af borgere.

    Tag katastrofen i Japan. Den var virkelig nem at forudsé, eftersom intet var udført ordentligt af “sparehensyn” i en skruppelløs profit-jagt, så at sikkerheden var kraftigt underprioriteret og underdimensioneret. Og noget tyder på at den japanske underverden også var indblandet. Og politikerne og tilsynsmyndighederne passede ikke deres arbejde.

    Den japanske atom-katastrofe er blot eet eksempel ud af utallige, der viser at hvis ikke vælgerne/borgerne er vakse ved havelågen, men i stedet lader det politiske system synke ned i sløvhed, korruption, hykleri og ligegladhed med almindelige menneskers liv og sikkerhed, så får det før eller siden frygtelige konsekvenser.

    Her i denne tid er det måske vigtigere end nogensinde, at den enkelte dansker og vælger sætter sig ind i tingene og partiernes fortid og handlinger, fordi der aldrig før har været så mange planer for og forberedelser til at forvandle det danske folk til et folk uden rettigheder, uden velfærd, uden land og uden fremtid.

    Titanic-Danmark er stadig et stolt skib, men roret er skævt indstillet og der er huller i skroget. Men ingen finder pumper frem og næsten ingen synes at forstå situationens alvor.

  8. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Som reaktion på min kommentar skriver Allan Hansen en længere biografisk redegørelse for filosoffen David Humes liv som er uden direkte relevans for min påvisning af, at Hume ikke udelukker, at en universel etik kan begrundes begrebslogisk.

    Det mest interessante og relevante i Allan Hansens kommentar er den afsluttende henvisning til “Humes lov”:

    “Empirisme, kan kun stadfæstes igennem personlig erfaring og med fornuften – som øverste dommer”

    Grundlaget for den logiske positivisme er empirismen og herfra kommer det andet argument for, at man ikke rationelt kan begrunde de etiske grundværdier, fordi positivismen kræver, at sandheder må kunne verificeres, og dens opfattelse af, hvad en verifikation indebærer.

    Efter positivisternes opfattelse kan bør-sætninger ikke verificeres, fordi man kun kan verificere hvad der er tilfældet, og det vil sige hvad man kan konstatere enten direkte ved sine sanser eller ved hjælp af iagttagelsesinstrumenter. Man kan ikke empirisk verificere, at en norm er gyldig. Man kan ved sociologisk analyse påvise, at en norm faktisk overholdes (af flertallet) i et samfund; men ingen sociologisk analyse kan vise, at den bør overholdes.
    Det, at noget opfattes som en norm, er ikke det samme som, at det bør opfattes som en norm.

    Ved således at påpege, at etiske påstande ikke kan verificeres empirisk, mente de logiske positivister at kunne begrunde, at etiske grundværdier ikke kan begrundes rationelt. Dertil kommer så, at positivisterne også opfattede verifikationskravet som et meningskriterium og derfor gik videre og hævdede, at etiske udsagn lå uden for det strengt meningsfulde.

    Når vi gennemtænker Humes og positivisternes argumenter for, at etikken ikke kan begrundes rationelt, så må den første konklusion være, at der i realiteten er tale om et og samme argument i to forskellige versioner. Når det gøres klart, at det, som kan verificeres, er deskriptive sætninger, så “kollapser” positivisternes argument til Humes.

    Dette “kollaps” eller sammenfald mellem Hume og positivisternes argument er grunden til, at jeg ikke medtog det positivistiske argument i min kommentar.

    Argumentet om at man ikke kan slutte fra er til bør uden at begå den naturalistiske fejlslutning, er også en påpegning af, hvad grundlaget for en rationelt begrundet etik ikke kan være. Grundlaget kan ikke hvile på vore ønsker, tilskyndelser eller drifter. Det kan heller ikke hvile på den historisk overleverede moralitet. For en gyldig etisk fordring skal kunne besvare spørgsmålet om hvad vi bør ønske, hvilke tilskyndelser eller drifter vi bør følge eller hvilke overleverede traditioner og normer vi bør bevare og hvilke vi bør forkaste.

    Det eneste mulige svar på det etiske spørgsmål må findes ved hjælp af begrebslogiske eksplikationer, som jeg nævnte i min kommentar.

    Jeg nævnte, at Kant var den første som forsøgte at give en begrebslogisk begrundelse for etikken med “det kategoriske imperativ”. Problemet er, at Kant går skævt i sin formulering af grundlaget samt at demokratiet ikke direkte kan udledes som en logisk konsekvens af Kants imperativ.

    Hvis Kants kategoriske imperativ var selve svaret på det etiske spørgsmål, så var der jo ingen grund til at andre filosoffer forsøgte at formulere et andet grundlag.

    Kai Sørlanders analyse viser, hvor det er, at Kant fejler:

    “I en simpel formulering fordrer det kategoriske imperativ, at man skal handle således, at man kan ville, at maksimen for ens handling var en almen lov. Det betyder, at man skal kunne acceptere universaliseringen af ens egen handlemåde. Eller sagt uden filosofiske fagudtryk: man skal kunne acceptere (eller ville), at andre behandler én, som man selv behandler dem.

    Når vi analyserer dette princip, så kan vi umiddelbart konstatere to ting. For det første kræver princippet, at man skal gå bag om sine egne ønsker og tilskyndelser. Det er den grundlæggende betingelse, som må kræves af et moralprincip. For det andet begår Kants princip ikke den fejl, som jeg lige har kritiseret det utilitaristiske princip for at begå. Det kategoriske imperativ går også bag om andre personers umiddelbart givne ønsker og tilskyndelser, i og med at det blot spørger om, hvorvidt man SELV KAN VILLE, at ens handlemåde blev almen lov.

    Således går Kant altså ud over det utilitaristiske princip, Men om han egentlig gå dybere, afhænger af, hvorledes man forstår det “kan ville”, som spiller den centrale rolle i hans etiske grundlag. Hvis man forstår det, som hvad man faktisk er villig til at acceptere, så falder det kategoriske imperativ tilbage i noget, som allerede er kendt. Så bliver det blot en ny og særpræget formulering af den gyldne regel, som siger, at man ikke bør gøre mod andre, hvad man ikke er ville til at acceptere (eller ønsker), at andre gør mod én selv.

    Følger man den tolkning, så ender man dér, hvor moral bliver et spørgsmål om inderlighed – om at være tro mod sine egne inderste impulser. Så bliver det moralske forbillede den, som er tro mod sig selv og sine dybeste værdier. Det var den vej, som den romantiske bevægelse, som voksede frem i begyndelsen af 1800-tallet, tog. Og følger man den vej, så kan man i princippet undslippe moralsk kritik ved at være villig til selv at blive behandlet, som man behandler andre, hvis lykken skulle skifte.

    Et strejf af den holdning finder man i Hitlers sluttelige forkastelse af det tabende Tyskland. For ham var taberen uværdig, også når det gjaldt Tyskland. Da befinder man sig i den position, som den engelske moralfilosof Richard Hare har karakteriseret med udtrykket “den moralske fanatiker”, og som han betragter som konsistent, men som uden for den almindelige moraldiskussion.

    Der er næppe tvivl om, at Kant er blevet forstået således af mange, og at han i den forståelse har været en medvirkende impuls til den romantiske bevægelse og dens dyrkelse af inderlighed og subjektivitet. Men der kan næppe heller herske tvivl om, at der her er tale om en misforståelse af Kant, at og Kant selv forstår sit “kan ville” dybere end det, som fører til den gyldne regel og til den romantiske dyrkelse af inderligheden. Således gør Kant faktisk også selv opmærksom på, at hans kategoriske imperativ adskiller sig fra den gyldne regel.

    Skal vi forstå Kant rigtigt, så skal vi ikke forstå det krav, som ligger i hans “kan ville” psykologisk, men som et i grunden logisk krav. Når man ikke “kan ville” univrsalisere sin handlingsmaksime, så er det, fordi universaliseringen ville undergrave selve muligheden af den aktivitet, som udføres. Kants kategoriske imperativ siger, at en handlemåde er umoralsk, hvis en verden, hvor den gøres til universel norm, ikke er mulig. Som eksempel: Hvis det blev en almen norm at bryde sine løfter, hvis man fandt det ubelejligt at opfylde dem, så ville man undergrave den tillid, som er forudsætning for, at ens løfter tages alvorligt, og at man engang imellem kan bryde sine løfter med fordel.

    I den forståelse af Kant mener jeg, at der ligger noget både rigtigt og vigtigt. Men det er bygget ind i en unødig kompleksitet som følge af den måde, hvorpå Kant formulerer sit etiske grundprincip. Han går fejl, når han insisterer på at formulere dette grundprincip på basis af begrebet om en lov, og når han derfor kræver, at man skal “kunne ville” gøre sin handlemåde til en almengyldig lov. Dette indebærer, at Kant ikke kun får universaliseringskravet ind i det etiske grundprincip, men selve dette grundprincip bliver et krav om, at man i den etiske valgsituation altid skal foretage en universaliseringsprøve.

    Dermed kompliceres den konkrete etiske valgsituation unødigt. At universaliseringsprøven ikke er helt enkel, kan man se af, at Kant selv har svært ved at bruge den.

    Kant hævder, at hans etiske grundlag indebærer, at man slet ikke bør lyve, og at troen på sandfærdigheden undergraves, hvis man tillader den mindste løgn. Man må ikke engang lyve for en potentiel morder, som spørger, om hans påtænkte offer befinder sig i huset. Som grundlag for denne påstand hævder Kant, at der er en asymmetri mellem at fortælle sandheden og at lyve. Hvis man lyver, er man ansvarlig for alle de uforudsete følger af ens løgn; men hvis man taler sandhed, er man ikke ansvarlig for de uforudsete følger.

    Dette medfører, at hvis man løj og sagde, at den eftersøgte ikke var i huset, og morderen derfor vendte om for at søge et andet sted og så netop stødte på den eftersøgte, som var sprunget ud af et vindue for at slippe bort, så havde man faktisk medvirket til mordet. Men havde man ikke også – eller snarere – det, hvis man havde svaret ja på morderens spørgsmål, og morderen så havde undersøgt huset og fundt manden og myrdet ham?

    Kants asymmetri mellem det ansvar, som man påtager sig ved at lyve, til forskel fra det, som man påtager sig ved at tale sandhed, er ikke selv begrundet i det kategoriske imperativ. Når han således absolutiserer sandhedskravet, så går han simpelt hen længere end det kategoriske imperativ kræver. Fordringen om sandfærdighed undergraves ikke af, at man universaliserer en ret til at lyve i den særlige situation, som Kant her har konstrueret.

    Dette skal blot illustrere vanskelighederne i Kants etiske grundlag. I næste kapitel vil jeg forsøge at vise, hvorledes man kan formulere det rationelle etiske grundlag på en enklere og klarere måde, end Kant har gjort det. …”

    (Citeret fra “Den politiske forpligtelse – det filosofiske fundament for demokratisk stillingtagen”, 2011, s. 22-25).

  9. Af Andreas Martinsen

    -

    Diktatur er degenererende og går altid ned. Det kan ikke tåle modstand og kritik. Der er ingen konkurrence, vindere og tabere, det er en spand med vand.

    Se på den tomme skal Sovjet var til sidst – tomme supermarkeder osv. Fasciststater går ned i indavl og idioti. Hitlers sidste handlinger var at flytte rundt på hære, der slet ikke fandtes mere og selvmord.

    1 parti/person whatever styreformer er kun for svage skræmte mennesker. Det er derfor debatten om demokrati altid opstår efter kriser.

    Kina bliver nok den næste med mangel på piger (sjovt nok, det er ikke engang 20 år siden de smed dem i floden) og tomme byer ( som der slet ikke er beboere til, men de er vældig værdifulde!). Og de har ikke noget problem med at bombe deres samarbejdspartnere, som vi har set i Syrien.

    Rusland er også på vej tilbage til fordums tid. Nu advarer Putin om, at der er fare for protester hvor folk ‘planlægger at ofre’ sig selv efter præsidentvalget – russisk for “hvis i protesterer skyder vi jer”.

    Og i Danmark er Venstre igang med en aldrig før set i Danmark sabotagekampagne med villige ‘medier’ i ryggen. De er i øvrigt også i gang med en likvidering af den danske velfærdsmodel, men det har folk slet ikke forstået. De vil bare have straffet nogen og have flere penge omgående. De vil ha’ men ikke betale noget for det. Man skulle næsten tro de har brugt for meget eller tabt noget i de sidste par år.

  10. Af Svend W. Jensen

    -

    Ganske fornøjeligt, at der er udbrudt en filosofisk fejde og så oven i købet centreret omkring en af filosofiens største skælm og ballademager, men selv han hævdede, at det var nødvendigt at stige ned fra de højere luftlag og anvende den praktiske erfaring i dagligdagen.

    Og hvis man gør dét, viser al historisk praktisk erfaring, at demokrati med dets fejl og mangler, er det styresystem, der lægger den bedste ramme for samfundsdannelsen, når både det materielle og det immaterielle inddrages i bedømmelsen.

    Så svaret på bloggens overskrift er principielt: Ja!

    Men demokrati har en række forudsætninger, der skal være til stede, før det kan indføres og indtil da, vil man se mere eller mindre autoritære styrer yde mere eller mindre modstand mod retningen mod demokrati.

    Clashes og civilizations (Huntington) før historiens afslutning (Fukuyama).

  11. Af Jens Jensen

    -

    Demokrati kræver jo et oplyst folk for at kunne fungere

  12. Af F1 Preben JensenJ JensenH

    -

    Ja, på disse blogs kan folk jo blive oplyst om mange ting, men hvor mange læser mon med??

    Om danskerne er et oplyst folk er desværre tvivlsomt, for det handler jo mere om DRs halve/kvarte sandheder og TV-kanalernes tåbelige serier end om oplysning. Underholdning er der ingen mangel på, men i stigende omfang hindres relevante, saglige og vigtige oplysninger i at nå frem til borgerne.

    Se blot hvordan jp/politiken nu er blevet slået sammen, med overdreven politisk korrekthed og omfattende cen..s..ur til følge, plus et nyt blog-system som besværliggør og nærmest kvæler debatten.

    Og i flere årtier forud har der jo været store problemer med at få sandheden frem om en række vigtige anliggender. Visse steder var man ikke meget for at trykke læserbreve der var saglige, grundige og oplysende. De endte oftest i papirkurven, mens indlæg om vind og vejr og ingenting altid kunne komme på i fuld længde.

    Sandheden er at vores folkestyre er i krise, og har været det længe. Og partierne er nu alle kommet så langt ud i undergravning af demokratiet, at det nu er halvt afskaffet og risikerer at ende som en ren illusion. Konsekvenserne vil blive enorme og yderst ubehagelige. Ja, en lavine af ulykker er allerede begyndt og kan ende som et mægtigt skred der udsletter og begraver danskernes kultur, velfærd og fremtid for evigt.

    Men den eneste fornuftige måde at tackle problemerne og de truende omvæltninger på, er at iværksætte en demokrati-bevægelse, noget effektiv og ærlig/saglig folkeoplysning samt opstart af et nyt parti der er på Danmarks og danskernes side. Kan det bestrides?

  13. Af John John

    -

    Jeg beklager tonen, men jeg mener at Kasper Støvrings tåbeligheder uge for uge når nye højdepunkter. Det fremgår vist efterhånden klart hvad manden er ph.d. i, og hvad han intet aner om. Hvis man respekterer at andre lande ikke blander sig i danske indenrigspolitiske forhold, hvorfor skulle vi så have lov til at bestemme om andre mennesker skal ledes af personer, som vi ikke kan lide?

  14. Af Karin Bennedsen

    -

    Det var/er ikke i demokratiske lande, at stor tænkning og kunst igennem århundrede udviklede sig og stadig gør sig gældende.

    Man kan ikke med sin demokratiske stemmeseddel og kulturstøtte frembringe en Mozart eller Leonard da Vinci.

    Demokrati er en sutteklud, som magthaverne, Grundlovens fædre, kan bruge til at putte blår i øjnene på vælgerne, så de tror, at de har medbestemmelsesret.

    Det har de også – men til hvad?

    I virkeligheden er demokrati lige så meget opium for folket, som marxismens forkætrede religion .

  15. Af Svend W. Jensen

    -

    @ Karin Bennedsen og andre,

    Hvilke at de historisk afprøvede, men kasserede samfundssystemer, der også er de aktuelle alternativer til demokratiet, vil du hellere leve under og i?

  16. Af Karin Bennedsen

    -

    @Svend W. Jensen

    Da jeg tilhører ‘det jævne folk’, er jeg glad for at bo i en velfærdsstat, hvor man har et sikkerhedsnet hængt op under de mennesker, der har svært ved at klare sig.

    Den situation kan vi alle komme i, hvis vi ikke har en pæn stor formue i rumpen, og det er så uafhængigt af landets styreform.

    Som de fleste andre mener jeg (selvfølgelig), at demokrati er den mindst dårlige styreform for flest mulige mennesker. Spørgsmålet er så, om det også, set i et bredere perspektiv, er godt for nationer, at Maren i kæret og pensionisten på plejehjemmet kan bestemme et lands politik.

  17. Af Finn Bjerrehave

    -

    Nu har Demokratiet sejret igen, nemlig nu sidder DF for bordenden igen.
    Tænk rød blok vandt kun valget, fordi vi var trætte af Pia, og slugte sammen med de ukritiske journalister, alle valgløfterne, selv om løfter koster penge, og underskuddet var 85 milliarder.
    Hvem havde regnet med at Politikere så hurtigt kunne æde sig selv politisk, må trods alt være en Danmarksrekord.
    Vælgerne valgte drømmefabrikken , men fik istedet det de løb fra Pia , og der er ikke et øje tørt, men mange sammenkrummede tæer.
    Politik de umuliges kunst.Finn Bjerrehave Vig

  18. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Svend W. Jensen tilslutter sig mit principielle svar på bloggens overskrift, at demokrati altid er bedre end diktatur, og stiller spørgsmål om demokratiets forudsætninger:

    ”Men demokrati har en række forudsætninger, der skal være til stede, før det kan indføres og indtil da, vil man se mere eller mindre autoritære styrer yde mere eller mindre modstand mod retningen mod demokrati.”

    Svaret på spørgsmålet om demokratiets forudsætninger er, at alle personer i princippet kan skabe en demokratisk samfundsorden. Det følger af selve definitionen af begrebet ”person”:

    ”Som udgangspunkt er vi fysiske objekter. Men vi er fysiske objekter, som kan bevæge sig med et formål; og vi må derfor være karakteriseret ved de kausale betingelser for, at vi kan bevæge os med formål. Der er primært tre betingelser. Den første er, at vi kan sanse vor umiddelbare situation. Det er betingelse for, at vi kan have et formål at bevæge os hen til. Den anden betingelse er, at vi har følelser og altså kan føle tilskyndelser. Det er betingelse for, at vore sanseindtryk kan give os et bestemt formål. Og den tredje betingelse er, at vi har bevægelsesorganer. Det er betingelse for, at vor selvbevægelse kan foregå i konsistens med de fysiske principper.

    Men det er kun de kausale betingelser for, at vi kan bevæge os med formål. Der kræves mere, i og med at vi som personer må kunne bevæge os afhængigt af viden om konsekvenserne – og altså om formålet. Først og fremmest kræves, at vi har sprog. Det indebærer, at den enkelte som bevidst (sansende sin ydre situation) umiddelbart må kunne udtrykke påstande om, hvad han sanser, føler og gør; og at han må kunne gøre det med tilstrækkelig begrundelse for, at disse påstande er sande. Hvis han ikke kan udtrykke sådanne påstande, så er han enten ikke bevidst, eller også har han ikke sprog. Og eftersom det at kunne udtrykke påstande med tilstrækkelig begrundelse for, at de er sande, er ensbetydende med at VIDE det, som man således kan udtrykke, så er hermed givet, at en person som bevidst nødvendigvis må have (en indbyrdes sammenhængende) viden om, HVAD han umiddelbart sanser, føler og gør – og AT han umiddelbart sanser, føler og gør det. En person er ikke bevidst om sig selv (har selvbevidsthed) uden at han har en sådan viden. Den opstår som et produkt af hans konstitution – og uden hans vilje.

    Endelig må en person have hukommelse. Det vil sige, at han må kunne bevare viden om tidligere erfaringer. Og denne viden må han kunne lade indgå i den kausale determination af sin gøren. Da er han ikke et passivt offer for sine umiddelbare tilskyndelser. For han kan lade sin gøren bestemme af sin viden om, hvad der ville blive konsekvenserne af denne gøren. Ud fra sine tidligere erfaringer kan han forudse, hvad der vil blive konsekvenserne af at udføre en konkret handling; og denne viden kan sætte ham i stand til at handle på tværs af umiddelbare tilskyndelser til at udføre handlingen. Da er det ikke nødvendigt, at en person direkte ønsker det, som hans handling sigter på. Det er kun nødvendigt, at han ser det, som et middel til at nå noget, som han direkte ønsker, eller til at undgå noget, som han ikke ønsker. Og da er det meningsfuldt at tilskrive personen et ansvar (for de forudseelige konsekvenser af sin handlen).

    Spørgsmålet er så om personer kan være rationelle?

    Både når en person ved noget, og når han tager fejl, er der tale om, at han holder noget for sandt. I det første tilfælde er det impliceret, at det også faktisk er sandt; og i det andet tilfælde er det impliceret, at det ikke er sandt. Men der er også en tredje mulighed: nemlig at en person kan holde noget for sandt, uden at der i specificeringen af holdningen er taget stilling til sandheden af holdningens indhold. Til at udtrykke denne mulighed bruger vi ordene ”tro” og ”overbevisning”. At tro noget, forudsætter ikke – som når man ved – at man har tilstrækkelig begrundelse for det. Men det forudsætter heller ikke – som når man tager fejl – at man har uret. En falsk overbevisning må være utilstrækkeligt begrundet; men en utilstrækkelig begrundet overbevisning er ikke nødvendigvis falsk.

    Med denne ballast kan vi vende tilbage til spørgsmålet, om det er os muligt at have rationelle overbevisninger. Nu har vi det grundlag, som giver os svaret på, om det er korrekt, at kravet om rationalitet fører ud i en uendelig regres eller i accepten af ubegrundede grunde, og at det derfor undergraver sig selv. Og svaret er nej. I og med at vi som personer umiddelbart må have viden om vor konkrete situation – om at vi sanser, føler og gør noget, som vi faktisk sanser, føler og gør – så har vi et grundlag for rationalitetens mulighed. Så ender vi ikke i ubegrundede grunde, men i påstande, som vi umiddelbart kan hævde med tilstrækkelig begrundelse for, at de er sande. Det giver os hver især et rationelt grundlag, hvorpå vi kan bygge vore overbevisninger. Den enkeltes rationalitet afhænger af, om han bygger i konsistens med, hvad hans simple erfaringer kan bære.

    Vore overbevisninger er altså ikke ubehjælpeligt irrationelle. De er irrationelle, når vi går ud over, hvad vore grunde kan bære. Det kan vi gøre; men det er kun en mulighed, ikke et uomgængeligt vilkår.

    Hermed har jeg kort skitseret hvad der karakteriserer personer, især at vi kan være rationelle og kan agere etisk ansvarligt, men ikke nødvendigvis gør det. En af konsekvenserne af denne definition af personbegrebet er, at mennesker ikke nødvendigvis er personer. Det er ikke alle mennesker som kan være rationelle og kan agere etisk ansvarligt og at disse begrænsninger kan ligge i deres konstitution. Uden at gå nærmere ind i disse overvejelser vil jeg blot nævne, at sådanne ”ikke-personer” ikke kan gøres ansvarlige for deres handlinger i det juridiske system og/eller umyndiggøres, fordi de hverken kan tage vare på sig selv eller andre. Grænsefænomener er den patologiske løgner, sociopaten eller egoisten, der kun bekymrer sig om sig selv, eller om andre såfremt det er til hans egen fordel. De er irrationelle skikkelser, som ikke har fået den afstand til sig selv, som er en del af rationaliteten.

    En af de mest fremherskende og dominerende irrationelle overbevisninger i menneskehedens historien er den religiøse tro. Det er et definerende træk ved enhver religion, at den IKKE kan begrundes rationelt. Til en religiøs overbevisning når man ikke blot ved rent rationelle midler – begrebslogiske overvejelser og erfaringsmæssige konstateringer – men man må nødvendigvis foretage et spring som går ud over, hvor rationaliteten kan følge med.

    Demokratiet vil jeg karakterisere som et politisk system, der bygger på en forudsætning om borgernes elementære ligeværdighed. Demokratiet anerkender ikke, at der er nogen der har en særlig medfødt eller ”gudgiven” ret til at bestemme, hvorledes samfundets love skal være, og det bøjer sig derfor for kravet om, at alle i princippet har lige ret.

    Når begreberne ”demokrati” og ”religion” således er fastlagt, så kan nærmere ekspliciteres, hvorledes de i deres konsekvenser er forviklede indbyrdes.

    I første omgang kan præciseres, at den demokratiske bestræbelse bør forstås som et forsøg på at opbygge en rationel samfundsorden. Den vokser ud af et rationelt spørgsmål om, hvem der skal bestemme, hvorledes samfundets love skal være. Det er, fordi det IKKE er muligt på en rationelt uangribelig måde at begrunde, at nogen har en særlig ret til at bestemme lovene, at man i stedet kan slutte, at så bør alle have lige ret. Således kan man negativt begrunde rationaliteten i den demokratiske bestræbelse. (Den positive vej, der bygger på det etiske konsistenskrav, har jeg kort behandlet i en tidligere kommentar). Dette medfører, at den demokratiske bestræbelse ikke selv må karakteriseres som udtryk for en særlig religion.

    Det næste spørgsmål må så være, hvorledes man fra demokratisk hold bør forholde sig til religionen. Eftersom demokratiet forudsætter, at den enkelte må have frihed til selv at tænke de politiske spørgsmål igennem, så forudsætter det også, at alle kan få den nødvendige baggrundsviden. Det kræver som minimum, at der er frihed til at debattere og til at argumentere for forskellige politiske holdninger. Demokratiet kan ikke leve uden en almindelig respekt for den enkeltes ret til at gøre sig sine egne tanker om tilværelsens mening og til at diskutere disse tanker med andre. Det kan ikke leve uden åndsfrihed, og til den hører også religionsfrihed. Fordringen om demokrati er altså knyttet sammen med en fordring om religionsfrihed. Men spørgsmålet er så, om disse fordringer aldrig kan støde sammen. Hvad siger deres konsekvenser?

    Hvad angår fordringen om demokrati, så giver den mig ret til en politisk indflydelse, som på et basalt plan skal være ligeværdig med andres, og som har sit udtryk i den demokratiske afstemning. Men denne ret modsvares så også af en forpligtelse til at buge retten på en sådan måde, at demokratiet opretholdes. Det vil sige, at jeg moralsk er forpligtet til at bruge min politiske indflydelse til at stemme for en lovgivning, som sikrer, at demokratiet ikke svækkes.

    Hvad angår fordringen om religionsfrihed, så giver den mig ret til at ”dyrke” min egen religion uden indblanding fra statsmagten, og derfor også uden indblanding fra lovgivningsmagten. Men i et demokrati er jeg selv en del af lovgivningsmagten, i og med at jeg har ret til at deltage i valget af den lovgivende forsamling. Derfor modsvares min ret til religionsfrihed af en pligt til i mit politiske valg at bøje mig for andres tilsvarende ret. Det indebærer, at jeg ikke politisk må tvinge dem ind under min egen religion, og at jeg derfor heller ikke må kræve gennemførelse af en lovgivning, som jeg begrunder på gyldigheden (sandheden) af min egen religion.

    I et demokrati er retten til religionsfrihed altså direkte forbundet med en fordring om, at den enkelte skal kunne adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse overbevisning. Den enkelte ”betaler” sin religionsfrihed med en pligt til ikke at bruge sin religion som politisk platform. Ligesom han ”betaler” sin demokratiske ret til politisk ligeværdighed med en moralsk pligt til at bruge sin politiske indflydelse på demokratiets opretholdelse. I demokratiet er religionsfriheden knyttet sammen med forpligtelsen til IKKE at begrunde sin politiske holdning i sin religion, men ALENE at begrunde holdningen i de nødvendige forudsætninger for demokratiets opretholdelse.

    Et velfungerende demokrati kræver derfor, at borgerne kan adskille deres demokratiske forpligtelse fra den forpligtelse, som deres religiøse overbevisning indeholder. Men hvorledes sikres, at dette krav opfyldes? Principielt er der forskellige muligheder.

    Den første er, at borgerne faktisk er så rationelle, at de hver især helt bevidst er i stand til at adskille deres politiske forpligtelse fra deres religiøse overbevisning. Men hvor mange er så rationelle?

    Hvis folk helt bevidst er i stand til at adskille religion og politik, så er der grund til at tro, at deres religion ikke stikker særligt dybt. Det er næppe troværdigt, at folk, som alvorligt bekender ig til en religion, der per definition går ud over, hvad der kan begrundes rationelt, også vil have rationalitet til SELV at adskille politik og religion. Men hvis det ikke er troværdigt, hvorledes kan man så få den krævede adskillelse mellem politik og religion ind i den enkelte borgers hoved?

    Den enkleste mulighed er, hvis religionen selv bringer adskillelsen med sig. Hvis altså religionen selv afstår fra at være politik og derfor ikke har nogen politisk lovgivning – ingen politiske budskaber – med i sin forkyndelse. Men det er nativt at tro, at alle religioner opfylder den betingelse. Den rent principielle gennemtænkning af forholdet mellem demokrati og religion må acceptere, at religioner kn være forskellige med hensyn til, i hvilken grad de indeholder en politisk lovgivning, og derfor hvor vanskeligt de har ved at bøje sig for det demokratiske krav om adskillelse af religion og politik. Det vil være lettere for en religion, jo mindre den selv kræver af politisk lovgivning; og lettest, hvis den ud af sin egen forkyndelse – og ikke som følge af ydre krav – helt afstår fra at ville være politik.

    En religion som selv afstår fra at ville være politik kan siges at være en af de forudsætninger som i praksis er nødvendige for at demokratiet kan gro frem indefra, idet kraften fra rationaliteten alene ikke synes at være tilstrækkelig. En kultur der overvinder en religions irrationelle begrænsninger af den frie tanke vil udvikle sig i mere rationel retning ved at styrke den frie forskning – videnskab og filosofi – hvilket vil give den en udviklingsmæssig dynamik som ikke findes i samfund der bygger på religiøse normer og dogmatisk fastholder, at den eneste lov er ”Guds lov”.

    Konklusionen er således, at selv om det rent principielt er muligt for personer at skabe demokratiske samfund alene qua person, så viser de historiske erfaringer, at religioner kan udgøre en næsten uovervindelig barriere ved ikke at give en indre vej for den demokratiske bestræbelse, fordi den i sin forkyndelse ubetinget kræver en religiøst begrundet lovgivning gennemført. For at den demokratiske bestræbelse overhovedet kan komme i gang i sådanne mere eller mindre teokratiske samfund, er det nødvendigt, at folk først tilkæmper sig retten til at kritisere religionen og dens dogmer. Dette var gennem århundreder en livsfarlig beskæftigelse i kristendommen og det er det fortsat i islam. Religionskritik er således en af demokratiets forudsætninger. Filosoffen Karl Marx udtalte faktisk, at religionskritik er forudsætningen for enhver kritik. Det er jo nærmest paradoksalt, at hans fundamentalistiske efterfølgere udviklede en politisk utopi baseret på en tro på, at man kunne skabe et samfund hvor alle er lige og frie, uden først at skulle opfylde fordringen om politisk ligeværdighed. Den leninistiske utopi fik derfor karakter af en pseudo- eller erstatningsreligion.

    Forudsætningen for at skabe en demokratisk samfundsorden er således ikke blot at kunne overvinde en religiøse tro der blokerer for den demokratiske bestræbelse, men i lige så høj grad, at borgerne er rationelle nok til at afvise totalitære politiske ideologier der er uforenelige med hvad demokratiet fordrer.

    Det tyvende århundredes blodige konflikter mellem de totalitære ideologier der havde millioner af tilhængere viser, hvor vanskeligt det er for den demokratiske idé at blive rodfæstet i folks bevidsthed. Det sekulære liberale demokrati er blot en mulighed og der er ingen garanti for, at demokratiske styreformer i længden vil kunne opretholde sig selv. Den største trussel mod demokratiet kommer nok fra irrationel og utopisk ønsketænkning og det er ikke sikkert, at rationaliteten er stærk nok til at den endegyldigt kan overvinde disse begrænsninger i menneskets natur. For at forbedre sin egen mulighed for overlevelse må demokratiet opdrage borgerne til demokrati og i de basale betingelser for logisk gyldige slutninger.

  19. Af sar sar

    -

    Liberal demokrati er indtil videre det bedste af de kendte politiske systemmer, – men kun hvis et demokrati er demokrati, – og ikke manipulati og bureaukratisk diktatur som vi oplever under EU flag med mange og måske for mange af stjerner på.
    Den slags demokrati vi oplever nu under EU regie er styret med gamle beton kommunister og inkompetente bureaukrater, – kan kun føre til diktatur, og så vi kan kun vente en Adolf II, som endeligt kommer på et tidspunkt, og vil gøre orden i dette roderi. . .
    Vh. Stanislaw A.Rydzewski

  20. Af Allan Hansen

    -

    Undskyld mig.

    Men lad mig lige følge op, på hvorfor de franske filosoffer fik så stor betydning og indflydelse på den europæiske
    oplysning tid “ånd,, etik og begrebsfilosofi.

    For vi mangler lige en meget vigtig person for, at få brikkerne til at falde på plads.

    En af de største forkæmpere for frihed og det moderne demokrati er den franske filosof Charles de Secondat Montesquieu (1689-1755). Hans tanker om frihedens forudsætninger og den nære forbindelse mellem fremskridt og velstand kunne nutidens politikere lære meget af. For Montesquieu er statens fornemste opgave at beskytte den personlige frihed. For at opnå den nødvendige kontrol med statsmagten opstillede han som ideal en adskillelse mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt repræsenteret ved henholdsvis parlament, kongen og domstolene. I hovedværket Lovens Ånd (1748; dansk 1770) forfægter han den anskuelse, at en stats love er afhængige af landets sæder, religion, klima osv. Ingen har som han blotlagt de økonomiske, psykologiske og politiske betingelser for, at frihed kan opstå, og hvorfor den er både naturlig og unaturlig. Han forklarede friheden ikke kun som et håb eller egenskab hos de enkelte, men som et socialt og historisk fænomen. Kirken anklagede han for ved cølibatet at begrænse folketilvæksten og ved dens lære om at forsage verden at holde folk fast i fattigdom ved at fortælle dem, at det var blasfemisk at ønske sig rigdom. Også hoffet, universitetet og Akademiet, fransk kulturs vagthunde satiriserede han groft over. Akademiet tilbød ham ikke desto mindre at blive medlem, hvilket han efter nogle skærmydsler med hoffet blev i 1728. Efter to års ophold i England slog han sig fast ned på sin slægtsgård ved Bordeaux for at skrive ”Lovens Ånd. For de fleste idéhistoriker bestod Montesquieus vigtigste indsigt i, at han satte magtens deling i en lovgivende, udøvende og den dømmende magt i centrum. Kun dér, hvor der ikke var én enkelt myndighed, der kontrollerede alle tre områder, havde borgerne et frihedsrum, fordi de forskellige myndigheders impulser til herskesyge og formynderi begrænsede hinanden. Sammen med Adam Smiths (1723-90) “ Nationernes Velstand” og Alexis de Tocquevilles (1805-59) “ Demokratiet i Amerika” er ” Lovenes Ånd ” én af den vestlige verdens politiske og sociale frihedskulturs grundbøger. Montesquieu politiske filosofi blev af grundlæggende betydning for Den franske Revolution og for moderne demokrati – og for fransk filosofi i bredere forstand.

  21. Af Carl-Heinz feddersen

    -

    Jeg har villet svare på en del læserbreve, men er ikke medlem af Facebook og ønsker det heller ikke.
    Hvad gør man så.
    Mvh. Carl-Heinz Feddersen.
    Ps.:Jeg er forøvrigt tilhænger af demokrati.

  22. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Det interessante ved det “arabiske forår” er jo ikke hvem der vandt, men at det med vor tids verdensomspændende og individualiserede kommunikationsteknologier (internet og mobilnet) er umuligt i længden at fastholde et diktatur. Allerede TV-mediet var jo en medbetydende faktor for at USA måtte opgive krigen i Vietnam. Problemet er blot fra et demokratisk synspunkt, at det indiviualiserede kommunikationsnetværk ikke i sig kan initere en proces som med rimelig sandsynlighed fører til et nyt regime med bred folkelig støtte, men derimod mere sandsynligt blot en kort periode ryder magtscenen, så allerede eksiaterende magtgrupperinger kan indtage scenen og derved tage magten.

    Tak iøvrigt for et interessant debatoplæg og mange gode kommentarer.

  23. Af O Andersen

    -

    Der er nogle pladderhumanistiske “experter” formentlig på SU fra “syddansk universitet” krydret med demokrati-pappegøjer som siger JA til klummens spærgsmål, bare sådan på automatik fordi de har lært i deres lille beskyttede landsbyverden at demokrati er ååååhhh så vidunderligt.
    Hvis man har levet og rejst i verden så ved man at millioner af mennesker IKKE ønsker demokrati, hverken befolkningen, stammerne, klanerne og regeringerne.
    Vesten har slet ikke forstået at vi ikke kan hælde vores pladderhumanisme ned over andre lande. Vågn dog op.. men det vil fortsætte fordi vi er belæmret med det værste demokrati-affald i vores parlamenter.
    Vi afskaffede slemme udemokritier i Irak, Tanzania, Afganistan, Libyen og bare vent, det næste sted bliver Syrien. Og resultatet..et styre som er 10 gfange værre og hvor 10 mill analfabeter nu skal hævne sig i profetens hellige navn. Lad dem for helvede da slå hinanden ihjel 37 gange, så er verden da lidt bedre og renere at leve i.

  24. Af Allan Hansen

    -

    Intellektualismens sammenbrud – den mentale nedsmeltning!

    Læs Kai Sørlander nye bog.

    “Den politiske forpligtelse – Det filosofiske fundament for demokratisk stillingtagen”.
    Det er simpelhent et mesterværk! ( 275 sider 299 Kr).

    Dette er den mest aktuelle bog skrevet af en dansk filosof i mands minde. Med saglig og kyndig forstand samt filosofisk substans formår Sørlander, at analyserer og præcisere de grundlæggende problem stillinger, der har optaget den Vestlige verden de sidste årtier.
    Hermed distancere Sørlander sig, som en af vor tid største filosoffer, og her sætter Sørlander både
    Habermas og den ´politiskekorrekthed – skakmat.
    Den bedste politiske samfunds filosof siden den amerikanske filosof Allan Bloom ” Historien om Vestens intellektuelle forfald 1987.
    Se også: Den amerikanske filosof Sam Harris. Troens Fallit ” Religion, terror og fornuftens fremtid 2007.

    Efter Kai Sørlander, er der kun – verden af i går.

    Tak til Kai Sørlander

  25. Af Jørgen Christensen

    -

    Demokrati er absolut den dårligste styreform, se hvor den har bragt Danmark – fuld af nydere og ganske få skaffedyr.
    To vælgere der taler:
    ’Skulle vælgere ikke tage en intelligensprøve’? ’Du behøver ikke at være intelligent for at stemme’. ’Hvad hvis der er flere dumme folk end intelligente’? ’Så vinder demokratiet’.

  26. Af Maria Due

    -

    Demokratiet er kraftigt overvurderet men alligevel bedre end det diktatur, som vi stille og roligt er blevet underlagt fra Bruxelles.

    Vi har nu en nydelig klædt og make-uppet Barbie dukke som statsminister, og hvad hun vil med magten er vel efterhånden indskrænket til, at hun ønsker at stå sig godt med Bruxelles for at få et fedt internationalt job.

    Jeg havde trods alt ikke troet, at Helle Thorning var så tomhjernet og overfladisk. Men hun har desværre en masse vælgere af fugleungetypen, der altid sidder med åbne næb, og det samme har SF, De Radikale og Enhedslisten. Fugleungerne mener, at de har ret til at behandle andre som skaffedyr og til at krænke ejendomsretten med den største selvfølgelighed – aht. almenvellet, som det kaldes.

    Har I prøvet at få jord eksproprieret? Jeg har, og betalingen var helt til grin elendig, som det nu er ved at ske for den stakkels mand, der er nabo til Roskilde festivalen. Det havde ellers i mange år været en del af byplanlægningen, at det var naboens jord, der skulle eksproprieres om nødvendigt, og hans ejendomsvurdering er derfor lav. Den jord, kommunen havde betinget sig at råde over til nye røranlæg på et senere tidspunkt, er markeret på hans skøde, men hans partibog er rød, og vores er blå. Så den røde kommune valgte den blå jord, man er vel socialkammerater. Og inden sagen var færdigbehandlet, havde man sendt en bulldowzer ind i vores have og fældet en masse træer, som ikke havde behøvet at blive fældet. Man ødelagde også et brøndanlæg og forsøgte at skjule det ved at smide jord på igen. Kommunen opførte sig som en tyran af værste skuffe.

    Planloven er f….. værk og antidemokratisk, når den kommer i de rette hænder, og det er naivt at tro, at Danmark er et demokratisk dronningerige, hvor korruption er næsten fraværende. Der foregår masser af skammelige ting både på højt politisk plan og på lavt, det har noget at gøre med, at æres- og ansvarsbegreber er eroderet.

  27. Af Maria Due

    -

    bulldozer

  28. Af F1 Preben JensenJ JensenH

    -

    Ja, alt med retfærd, ære, moral, værdighed, fornuft, ansvar og hensyntagen er ganske rigtigt under nedbrydning. Og sandt er det at der foregår en masse skammelige og uretfærdige ting både højt og lavt plan og midtimellem.

    En af årsagerne er nedbrydningen af familiemønstret, hjemmets fred og de traditionelle familieværdier.

    Det er der en fin blog om hos jp: “Er der nogen hjemme”.

    Men pga. et nyt system som vil tvangsindlægge folk til at blive medlemmer af fjæs-book er der nærmest ingen kommentarer. Debatten er gået i stå. Det har nok også været meningen, for længe har jp/pol i tiken haft umådelig travlt med at filtrere og slette massevis af indlæg der indeholdt saglig kritik af “samfunds-systemet”.

    At mange ikke ønsker at underkaste sig tvangen, er forståeligt, for i den senere tid er der kommet meget frem om hvordan folk der tilmelder sig fjæs-book, Google, Kvikly/Coop’s “rabat-ordninger” eller andre kæders “tilbud”, risikerer at blive udsat for hacking og misbrug af private oplysninger, osv. Der har allerede været indbrud i systemerne, selvom folk har fået løfter om at de var sikret mod alle former for udnyttelse.

  29. Af F1 Preben JensenJ JensenH

    -

    …..uretfærdige ting både på højt og lavt plan…..

  30. Af F1 Preben JensenJ JensenH

    -

    En anden årsag er den fremstormende feminisme og alt hvad den fører med sig af radikal kommunisme og pladderhumanisme.

    Den rabiate feminisme der foragter historien, fornuften, mændene, familierne, nationalstaten og demokratiet, er ved at være et alvorligt problem i Europa. Det er en politisk bevægelse som går meget op i utopier og verdensfrelserier osv., men netop baner vej for det anarki og de kaotiske/barbariske og krigslignende tilstande som KS advarer imod.

    Desværre er det en bevægelse der bakkes op af mange feminiserede mænd. (Altså mænd med en feminiseret tankegang). Og det fordobler bevægelsens undergravende kraft.

    Europas og Danmarks fremtid kan blive et mareridt så slemt, at vi knap nok kan forestille os det.

  31. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    En af forudsætningerne for at man overhovedet kan stille spørgsmålet, om demokrati er bedre end diktatur er, at man tilhører højrefløjen, som aldrig rigtig har følt sig tryg ved fænomenet, endsige accepteret det.

    Højrefløjen konstruerede grundloven og sikrede sig, at ordet demokrati ikke nævntes. Nogen kunne jo tage frygteligt fejl og tro, at det var det det handlede om.

    En anden forudsætning er, at man anser vort monopolkapitalistiske kontrolsamfund – vort 1984 – for at være en slags demokrati – den mindst ringe styreform, kaldes det, for at sige noget pænt.

    I virkeligheden er det, det værst tænkelige samfund overhovedet. Det ville være i overensstemmelse med virkeligheden at kalde det et diktatur. Almindelige mennesker – vælgerne – har overhovedet ingen indflydelse. Det ville jo være demokrati, og det skal undgås.

    Kun mennesker der har bevist, at de er så indoktrinerede, at de vil skrive under på, at de vil overholde vor udemokratiske grundlov har mulighed for indflydelse – i det omfang kapitalen tillader det – naturligvis.

    Hvorfor andre lande skulle drømme om at anskaffe sig et så makabert system, er mig en gåde, men heldigvis har vi Nato til at tage hånd om de genstridige. Det er grufuldt.

  32. Af Niels Gjern

    -

    Er demokrati altid bedre end diktatur?

    Det kommer jo an på, hvilket samfund, man gerne vil have.

    Som regel er det diktatoren, der holder mest at diktaturet.

    I disse krisetider klare diverse autokratier sig muligvis bedre. Altså økonomisk. Men vi lever ikke af brød alene.

  33. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Danmark befinder sig i en situation som nærmer sig Weimar-republikken, d.v.s. et samfund hvor befolkningens legitimering af forfatningen i stigende grad undergraves af en stadig mere omsiggribende opfattelse i befolkningen af manglende regeringseffektivitet.
    For blot 1-2 år siden var VKO-regeringen fuldstændig i limbo, og mange vælgere søgte mod SSFRV alene som et fravalg af VKO. Nu kort tid efter har SSFRV allerede afsløret en så markant manglende evne til at gennmføre sit eget valgprogram, herunder især SSF, så deres vælgere nu i hobetal fravælger dem, og som en overtræt fugleflok på træk slår sig ned for natten i det nærmeste, større træ, V. Men det er jo indlysende, at det blot er et tilholdssted for natten, og hvor skal de så flyve hen når morgenen kommer? Tilliden til de sidste par regeringer og til partiernes evne til samarbejde har været så svag, at der er kommet svingning i en usædvanlig stor del af vælgermassen. Man så det første gang da Ny Alliance som en indikation af den manglende tillid i meningsmålinger nåede større højder end SD befinder sig på idag. Som i fysikkens verden skal der blot et svagt men fortsat pust af ineffektivitet til for at forstærke disse svingninger til et omfang, hvor bøtten vælter, og også legitimiteten går fløjten.
    Flere avisautoriserede debattører argumenterer faktisk allerede offentligt for at lade “stærke mænd råde”, så togene atter kan komme til at afgå til tiden, og i længden kan den stadigt voksende fugleflok på træk jo ikke undgå en nat at slå sig ned på et parti med en fiks ide om hurtigt kunne få toget tilbage på skinner. Historien har det desværre altid vist sig, at toget i så tilfælde vil ende på et sidespor. For vores samfund er jo en kompleks størrelse, hvis styring kræver flere hjul at regulere på end en CEPOS’sk “makro-Ronnie-model” og en Aamund’sk “Dingenot-fabrik”.
    Det kan stærkt anbefales Folketinget – som det regionale styre i EU det har reduceret sig selv til – at tage ved lære af det effektive, kommunale selvstyre, og derved nedpolitisere sig selv til et mere pragmatisk styre tilpasset virkelighedens behov og løsninger. Alternativet er desværre, at vi sansynligvis indenfor en horisont af et par valgperioder alle vågner op i et tog i fart uden mulighed for at hoppe af.

  34. Af Le Berthélaine

    -

    Demokrati i praksis, er det prunk? iflg. tradionenen har vi det med fra antikken, ja Grækenland … men “Bankerot går Grækenland”. Hvad sige Platon?

    Hør min ublu kommentar, klik på Youtube.

    http://www.youtube.com/watch?v=adC8Kb-ekUM

    Le Berthélaine
    – dansk kunstner, forfatter og kritiker

  35. Af Svend W. Jensen

    -

    Til alle jer, der med mange forskellige begrundelser rakker ned på, ja ligefrem fordømmer og bortdømmer demokratiet.

    Hvad vil I sætte i stedet? Hvad er det for en samfundsform, der er bedre end demokratiet?

    I oplægget henvises til en række andre mere eller mindre autoritære styreformer (varianter af despotier og diktaturer). Er det dem I vil have (gen)indført?

    Skal den bestemmende magt være begrundet i simpel voldelig magtbesiddelse (magt er ret), i gudgivne love, arveret til magten eller hvad?

    Alle disse forskellige formynderstater med hver deres påstande om legitimitet er historisk gennemlevet i Vesten – har vi historisk erfaring med, og er blevet kastet på historiens mødding som ubrugelige og det er de samme kasserede samfundsformer, der er de aktuelle alternativer rundt omkring i Verdenen.

    Hvilke af disse samfundsformer vil I erstatte demokratiet med og hvorfor? Hvad kan de tilbyde som ikke demokratiet i langt større omfang allerede har tilbudt?

    Når det kommer til stykket, er der vel ingen af jer, der ville drømme om, at erstatte demokratiets rettigheder og muligheder med en formynderstats umyndiggørelse af jer.

    Demokrati er ikke den mindst ringe samfundsform, men den ypperste med alle dets fejl og mangler sammenlignet med alternativerne og har oven i købet den indbyggede mulighed, at fejl og mangler løbende kan udbedres, hvis vi eller kan enes om, hvad der er fejl og mangler.

    Hvad vi I mere?

  36. Af F1 Preben JensenJ JensenH

    -

    Et ordentligt fungerende demokrati er den bedste styreform. Det fremgår klart af verdenshistoriens tusindvis af indhøstede erfaringer.

    Men et samfunds tilstand afspejler jo langt hen ad vejen indbyggernes/borgernes evner, moral, tanker, indsigt, beslutninger og handlinger. Eller mangel på samme.

    Når tusindvis af politikere, journalister, bureaukrater, embedsfolk og borgere opfører sig ubetænksomt, kortsynet, egoistisk, hyklerisk og hensynsløst, løber den samlede virkning op og ender med at trække hele samfundet nedefter.

    Alene det at mange stadig er så korrupte eller tåbelige at de stadig går ind for radikal eller kommunistisk ideologi og politik, alene det viser at en ikke ubetydelig del af befolkningen er irrationel eller meget kynisk. For det er tankesæt som foreløbig er skyld i mindst en milliard menneskelige tragedier. Overalt hvor den kom til magten, førte den fladpandede betontænkning til tyranni, undertrykkelse, plyndring, elendighed og massedød.

    Det er uhyggeligt at mange politikere, journalister og vælgere ikke vil tage ved lære af de smertefulde og blodige erfaringer fra snesevis af lande.

    Alene i Sovjet-unionen blev snesevis af millioner af menneskeskæbner knust af det røde regime.

  37. Af Maria Due

    -

    “Når det kommer til stykket, er der vel ingen af jer, der ville drømme om, at erstatte demokratiets rettigheder og muligheder med en formynderstats umyndiggørelse af jer.”

    Nej, det drømte vi ikke om, men herregud mand, det er jo det, der er sket. Vi har tilsyneladende uden at vide det afgivet så meget suverænitet, at overnationale domstole kan underkende vore demokratiske bestemmelser. Det er i hvert fald det indtryk Justitsministeriet giver os den ene gang efter den anden.

    …..

    “Demokrati er ikke den mindst ringe samfundsform, men den ypperste med alle dets fejl og mangler sammenlignet med alternativerne og har oven i købet den indbyggede mulighed, at fejl og mangler løbende kan udbedres, hvis vi eller kan enes om, hvad der er fejl og mangler.

    Hvad vi I mere?”

    1. Vi kan jo netop ikke enes om, hvad der er fejl og mangler. Fugleungerne vil fx æde os til døde, hvis man ikke får lukket næbbene på dem.

    2. Have ryddet op i alt hykleriet og alle løgnene. Have Folketinget til at redegøre for, hvor landet står forfatningsmæssigt. Grundloven blæser det jo på.

    3. Have Folketinget til at forstå, at det ødelægger samfundets overlevelsesevne, hvis det underminerer folks lyst til at arbejde og sygeliggør folk på stribe ved at tillade socialrådgivere m.fl. at blæse på, at de ikke er klienternes men statens “advokater”.

    4. Have skabt balance mellem dem der nyder, og dem der yder.

    5. Have genindført respekten for ejendomsretten og ytringsfriheden.

    6. Have standset indvandringen fra ikke-vestlige lande.

    7. Have returneret sociale snyltere.

    8. Have afskaffet licensbetaling for computere. Jeg har ikke haft tv i adskillige år, og jeg hører aldrig radio. Hvorfor skal jeg betale til alt det møg, X-factor, savlende, lumre nyhedsværter etc. Jeg føler ikke trang til at støtte den dårlige smag men er tvunget til det.

    9. Have Folketinget til at erkende, at for hver dag, der går, bliver dette samfunds mulighed for at overleve som en solidarisk enhed undergravet, fordi man lader, som om man tror på utopier om “integration”.

    Faktum er, at vi har en hastigt voksende mindretalsbefolkning, der vil blæse på integration, som tager, hvad den kan få og i øvrigt afventer at blive mange nok til at ændre landets love og normer i en retning, som de synes bedre om. Alt tyder på, at det er i mellemøstlig retning. Dvs. at vi går mod balkanisering med hastige skridt.

    Jeg kan finde på mange andre punkter.

  38. Af Viggo Mortensen

    -

    Jamen det kan ikke siges tit nok. Danmark har IKKE demokrati. Vi har et pseudo-demokrati, som alene bygger på at købe vælgerne.

    Men om vælgerne er købt eller truet til at stemme “korrekt”, er såmænd et fedt. Demokrati er det IKKE; blot flertalstyranni.

  39. Af Allan Hansen

    -

    Demokrati er en illusion!!!

    På den ene side har vi Venstre, som fik flest stemmer – men tabte valget.
    På den anden side har vi H.T.S som fik færrest stemmer – men hun blev
    Statsminister på fup og bedrag.

    Samtidige har vi en bank/banker, som går konkurs.
    Mens bankdirektøren træder af med et gyldent håndtryk på 3,5 millioner kroner
    – så mister alle bank kunderne deres opsparing.
    Kan man kalde det for demokrati???

    I såfald må jeg vist ud og købe mig en ny ordbog.

    Mvh. Allan Hansen.

  40. Af Libyen – et Somalia på en sø af olie? « Snaphanen

    -

    […] råd til panikslagne vestlige politikere: Klip Kasper Støvrings artikel Er demokrati altid bedre end diktatur?(29 februar) ud, ram den ind og hæng den op på væggen i […]

  41. Af hr j christensen

    -

    Med al den tvivl om hvad et demokrati er, så må det være folkeskolen som er blevet for rød domineret.
    Folkeskolen bliver mere og mere rødpolitisk og eleverne bliver mere og mere ukritiske. Eller også orker de ikke at tage stilling. Alt er jo rødt i rødt.

    Og der er mange partier i folketinget som tror at det er ok! at være udemokratisk og fundamentalistisk.

    I sidste røde valgperiode støttede de røde ALLE udemokratiske organisationer og religioner. De var alle på finansloven. Og gæt? Ja hvem var det nu lige der var statsminister og kaldte andre for svindehunde?

    Og ja efterkommeren efter poul nyrup rasmussens politiske line er helle thorning-schmidt som ukritisk fører den videre.

    Men jo. Det er vigtigt at discurtere demokrati. Også inden for landets grænser. Og det er her socialdemokraterne svigter. De for det til at se ud somom at alt og alle er lige som egypten, libyen, syrien, etc…

    Men det er det ikke, for danskerne har en kultur, selv om socialdemokraterne ikke hverken vil anderkende dette faktum eller tilslutte sig det.

  42. Af hr j christensen

    -

    Tak til Maria Due

  43. Af Bjarke Mortensen

    -

    hr j christensen
    Det er rigtigt…. Det var aldrig sket i Førens tid, aldrig.

  44. Af Frank L

    -

    @ Maria Due, 2. marts 2012 kl. 21:07

    Hvad får dig til at konkludere at ekspropriation er et socialdemokratisk anliggende fordi det var det i Roskilde og din kommune.

    Multimediebeskatningen kom under forrige regering. Hvor er din kritik af den?

  45. Af Frank L

    -

    @ hr j christensen, 4. marts 2012 kl. 15:36

    Ærlig talt imponerende hvor meget Nyrup politik kunne hænge i og hvor meget HTS har fået udrettet på under et halvt år.

    Er det gået din næse forbi at vi havde en borgerlig regering i 10 år?

    Hvordan kan det hele så være “de rødes skyld”?

  46. Af Maria Due

    -

    Frank L

    “Hvad får dig til at konkludere at ekspropriation er et socialdemokratisk anliggende fordi det var det i Roskilde og din kommune.”

    Det har jeg ikke gjort, sådan har det blot været i de eksempler, jeg kender til.

    “Multimediebeskatningen kom under forrige regering. Hvor er din kritik af”

    Masser af steder. Det er nemlig karakteristisk for Venstres vælgere, at vi jævnligt giver vore egne politikere et ordentligt fur. Fogh svigtede os groft ved ikke at give os den lovede folkeafstemning om unionen, han vidste, at vi ville stemme nej. Løkke er en bogholder type, som mangler vingefang og er alt for EU slesk.

    Hvis Venstre ikke bruger pausen til at få strammet gevaldigt op, fortsætter de tragikomiske forhold efter næste regeringsskifte. I øjeblikket er de hos Venstre meget for selvglade, det er nemt at være i opposition til Thornings regering.

  47. Af Maria Due

    -

    Selv tak, hr Christensen. 🙂

  48. Af Mogens møller

    -

    Der er forskel på demokrati og flertalsdiktatur. I et demokrati tages der også hensyn til mindretallets rettigheder. F.x. ville det ikke være en demokratisk beslutning at fængsle alle rødhårede, selv om der kunne være flertal for det.
    Derudover er demokratiet den eneste styreform med indbygget feed-back. De regerende kan smides af med fastlagte mellemrum.
    Netop det er grunden til, at diktaturer ikke kan fungere i det lange løb uanset díktatorenes “gode” intentioner, for man kan kun komme af med dem, hvis de selv vil, og det er en overordentlig sjælden forteelse.
    Så beklager, demokrati er altid den bedste styreform. Der er ikke langtidsholdbare eksempler på det modsatte.
    I øvrigt er det også den eneste styreform, der giver det enkelte individ medborgerskab som et voksent selvstændigt individ, og uanset hvor velmenende vores forældre er, skal vi vel for f… blive voksne på et tidspunkt.

  49. Af Martin Larsen

    -

    Hold da kæft, der er søreme mange danskere der ikke ved hvad demokrati er! Men det kommer ikke bag på undertegnede. Jeg gider ikke nævne blogger-navne , men alle ved det, alle kan se det! Det er de samme om og om igen.
    VI der er demokrater – hold da kæft – i USA ville jeg nok være “republikaner” – selvom det nok ikke er sikkert. – Vi kan, KAN ikke klare at de røde, venstresnoede ødelægger dk lige nu.! Og HelleT – jesus, hun er den største løftebryder,løgner /tilsyneladende – DK nogensinde har oplevet. Nu vil renter stige kraftigt fordi vi har sagt ja til europagten!!!!! Hvem har spurgt os borgere? Ingen. FØJ.

  50. Af hr j christensen

    -

    Jeg ved ikke om socialdemokraterne har glemt at være socialdemokrater.
    En noget overfladisk behandling af problemet vi ikke må tale om.
    Mon socialdemokraterne glemmer at de i mere end et halvt århundrede har været forberedt på at overtage det danske samfund og indlemme det under sovjet forhold.
    Man infiltrerer alle tænkelige foreninger. Jo mere frie de er jo mere intens er infiltrationen. Femtekollonnevirksomheden er omfattende og brutal.
    Man har oprettet et parallelsamfund uden grænser og side stykke i danmarkshistorien.
    Oprettelse af Kollektiv virksomheder.
    Oprettelse af kollektive supermarkeder og indkøbskæder.
    Fagforeningstvang.
    Tvangs kontrol af alle offentlige institutioner gennem ansættelse af fagforeningspampere som skal kontrollere at alt går rigtigt til efter socialdemokratisk ideologi.
    Berufferbot er udbredt uden at nogen taler om det.
    Mange arbejdsmarkedslove er udformet så man skal være medlem af en socialdemokratisk fagforening.
    Arbejdsløshedspolitiken kan næppe være mere diktatorisk.
    Det offentlige Velfærds systemet/ideologien er totalt styret af socialdemokraterne, et såkaldt sagsbehandlersystem.
    Et system som er indført for at umyndiggøre og straffe dem som ikke er socialdemokrater.
    Integrationspolitiken er klart diktatorisk opbygget, et klart og utvetydigt diktatur.
    Kontrol institutioner af en hver art. F.ks. arbejdstilsynet.
    Egne politiske kontakt og selskabelighedsforeninger.
    ungdomsklubber som styrer de unge polititisk og sørger for fester.
    Store dele hvis ikke hele uddannelses sektoren er politisk styret af socialdemokraterne.
    Navnlig den danske folkeskole er stort set total domineret af socialdemokrater og andre venstrefløjsaktivister.
    De statsejede TV og radiostationer er politisk styret af socialdemokraterne, navnlig danmarks radio. Tænk bare på det socialdemokratiske radioråd som nu er nedlagt.
    Hvor fremtrædende socialdemokrater og marxistiske jøder var en fast bestandel som bestemte hvad danskerne havde godt af at se.
    Indførelse af politiske love som effektivt på sigt vil gøre det umuligt at drive en selvstændig virksomhed. Socialdemokraterne hader selvstændige virksomheder, de så helst at alle virksomheder er styret af socialdemokrater.
    At de indføres beskatning af øl, spiritus og tobak vidner om den socialdemokratiske syge tankegang. For her er virkeligt et problem som løses på den diktatoriske måde.
    I det hele taget skyldes den omfattende narkokriminalitet socialdemokratiets forsvar for disse personer.
    Og hele mediesektoren er domineret af socialdemokrater.
    Nationalisme eller national følelse anses for razisme.
    De indgår fælleskaber med alle som har tilbøjeligheder til diktatorik takter. Bøsser lesbiske. Kriminelle. Islamister. I det hele taget personer som kommer fra diktatoriske lande kan frit fortsætte deres diktatoriske tendenser.
    Glem ikke at samtlige diktatoriske islamistiske foreninger var på finansloven ind til 2001.
    Modstander af og latterliggørelse af den danske folkekirke. Krav om nedlæggelse af folkekirker. Det er kun, som i sovjet jødiske synagoger, som har lov at være her.
    Sjældent har noget politisk parti været årsag til så massiv og omfattende social massegrav som socialdemokratiet.
    Socialdemokraterne vælger igen igen gang på gang at komme til magten ved at kriminalisere den siddende regering.
    Selv de mindste baggateller som kunne være ordnet ved samråd skal i retten. I det hele taget bruger socialdemokraterne altid retssystemet til at få ret.
    Men ser man ind i de socialdemokratiske rækker og bagland så er udsigten skræmmende. Her hersker gadens parlament og fakkelbærene. Og indtrykket af ondelig fattigdom er skræmmende.

Kommentarer er lukket.