Kulturen bestemmer den demokratiske udvikling

Af Kasper Støvring 87

 

Den aktuelle udvikling i Asien, Rusland og den arabiske verden stiller nogle stærkt interessante spørgsmål om vilkårene for liberalt demokrati. Hvorfor er der for længst ikke demokrati i Rusland? Vil økonomisk fremgang medføre demokrati i Kina? Og hvordan er mulighederne for demokrati i den arabiske verden?

Imidlertid har mange taget fejl af udviklingen, fordi de ser bort fra kulturens betydning. Jeg har i mine bøger betonet kulturens betydning for bl.a. demokrati, og er også blevet kritiseret for det. Men lad os se lidt på teorierne.

Kultur og modernisering

I en tradition der går tilbage til den berømte sociolog Max Weber, har kulturen været en genkommende forklaringsteori. Det gælder også berømte senere forskere som Lawrence Harrison, Robert Putnam, Edward Banfield, Samuel Huntington og sågar Francis Fukuyama, selv om man har lagt mest vægt på hans universalisme og institutionsteori. Læren er, at kulturelle traditioner er meget slidstærke og ændrer sig meget langsomt – og at de på afgørende måder bestemmer et lands økonomiske og politisk udvikling.

Den modsatte tradition går tilbage til bl.a. Karl Marx og frem til forskere som Daniel Bell og Ronald Inglehart. De argumenterer for en moderniseringsteori, der bl.a. bygger på et argument om, at industrialisering radikalt ændrer et lands traditionelle kultur, og at økonomisk udvikling i det hele taget har stor betydning for kultur og demokrati.

Begge teorier er sande, men kulturforskerne har mest ret. I det følgende vil jeg dog fortrinsvis støtte mig til Ingleharts overvejelser. Ikke mindst fordi han som en af bagmændene bag de omfattende World Values Surveys analyserer dette enorme datamateriale (og har udgivet en række interessante illustrationer), men også fordi, at han som moderniseringsteoretiker faktisk giver store indrømmelser til kulturteorien, som er spændende at iagttage.

Nuvel. Det er sandt, at økonomisk udvikling hænger sammen med en udvikling væk fra traditionelle, absolutte sociale normer til mere rationelle, tolerante og tillidsbaserede normer. Men kulturen spiller en afgørende rolle for karakteren af et lands demokrati – også når man korrigerer for økonomiske forhold. Kulturen er en faktor, der spiller ind i ”the long run”. Kultur er yderst stabil, men ikke statisk.

Moderniseringsteorien har ret så vidt, at når et land undergår økonomisk udvikling – og især tager springet ind i det industrielle verdenssamfund – så vil der ske tydelige kulturelle ændringer. Især vil religion spille en mindre social rolle i befolkningen.

En systematisk opdeling

På baggrund af et omfattende datamateriale fra bl.a. Freedom House om borgerlige frihedsrettigheder og World Values Surveys’ værdiundersøgelser i over 100 lande igennem de sidste 30 år, kan man systematisk opdele lande i forskellige puljer efter deres kultur. Altså om et land er vestligt, ortodokst, afrikansk, sydamerikansk, konfuciansk eller muslimsk.

F.eks. kan man se tydelige forskelle mellem lande med forskellig kultur – og ligheder mellem lande med samme kultur – når man inddeler befolkningerne på en ”overlevelses”-dimension eller en ”selvudfoldelses”-dimension. Det er de sidste værdier, der gør det muligt for et land at blive demokratisk.

Højest på selvudfoldelsesdimensionen ligger de protestantiske lande, dernæst de katolske, så følger de sydamerikanske lande og lande med en konfuciansk kulturbaggrund. Nederst ligger de afrikanske, muslimske og ortodokse lande i Østeuropa.

En anden måde at se tydelige forskelle mellem lande er at opdele dem i lande præget af traditionalistiske værdier og lande præget af sekulære værdier. Især afrikanske, sydamerikanske og muslimske lande er præget af traditionalisme og er mindre demokratiske. Mens især protestantiske lande er sekulære og præget af rationalitet, men det samme gælder konfucianske lande.

Hvad vil det sige at have en traditionalistisk kultur? Det vil sige, at befolkningen vægter sådan noget som religion; familien; autoritet (herunder en relativ accept af militærstyre og autokrati); konformitet; konsensus; og modstand mod skilsmisse, abort, eutanasi og selvmord.

Tilsvarende, hvad vil det sige, at kulturen er præget af overlevelses-dimensionen? Det vil sige, at befolkningen generelt har dårligere helbred; lavere livskvalitet; mistillid; intolerance; ulighed mellem køn; og at den bifalder autoritet, også i politisk forstand. Det siger sig selv, at liberalt demokrati har svære vilkår i den slags kulturer.

Man kan også se, at højtillidslande er rige lande, hvilket gælder protestantiske lande og enkelte katolske lande samt Japan og delvist Sydkorea og Taiwan. De fleste muslimske og katolske lande og alle de ortodokse lande er relativt fattige og ligger lavt på tillidsindekset. Jeg har i min bog Sammenhængskraft argumenteret for, at tillid således medvirker til at skabe demokrati og velstand.

Økonomisk udvikling

Hvad så med den økonomiske udvikling? Ja, den ændrer delvist et lands kultur, men de kulturelle zoner mellem lande består. F.eks. kan man se, at de rigeste lande ligger højt på selvudfoldelsesdimensionen og den sekulære dimension, imens de fattigste lande ligger i overlevelses- og traditionalismedimensionen.

Økonomisk udvikling leder som regel til to typer forandringer, der har en tendens til at fremme demokrati.

For det første omformer den samfundsstrukturen i kraft af urbanisering, uddannelse, specialisering, netværksdannelse, relativ indkomstlighed og deltagelse i politiske anliggender. Og der vil hyppigt opstå en uafhængigt tænkende arbejdskraft på grund af specialiseringen, som har held med at forhandle med eliten (der har brug denne type arbejdskraft for at forøge velstandsniveauet).

For det andet fører økonomisk udvikling til kulturelle ændringer, der kan stabilisere demokratiet. Det sker, når borgerne præges af værdier som f.eks. tillid, tolerance, selvudfoldelse, deltagelse i beslutningsprocesser, som omvendt giver det politiske regime en større grad af legitimitet.

Mulighed for et quick fix?

Så hvis der følger stabilitet med demokrati, vel at mærke liberalt demokrati som i Vesten, jamen, hvorfor så ikke bare vedtage en demokratisk forfatning med det samme?

Men denne genvej – eller quick fix – dementeres af bl.a. folkeslagene i den tidligere Sovjetunion efter Murens fald. De er ikke blevet sundere, lykkeligere, mere tillidsfulde, tolerante osv. Snarere tværtimod. Det samme mønster ses i store dele af den sydamerikanske kultur.

Demokratiet kræver altså en særlig kultur, også selv om den økonomiske udvikling går nok så hurtig. Et land som Rusland er et vidnesbyrd. For ikke at tale om det autokratiske Kina med de skyhøje vækstrater. Ja, Kuwait er også et rigt land, men har ingen demokratisk orden.

Kort sagt: De rette institutioner skaber ikke demokrati alene. Der kræves en særlig kultur; det er endda endnu vigtigere. Men kulturen er også sværere at ændre.

Hvad så med udsigterne til liberalt demokrati i Arabien, Rusland og Asien? Den er dårlig, bedre, bedst.

87 kommentarer RSS

  1. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Allan Hansen: “Darwins idé er den bedste idé noget enkelt menneske nogensinde har fået!
    Omvendt kan man sige, “Abrahams” idé om én gud er det dummeste man nogensinde har hørt.”

    Der kan sættes et stort spøgsmålstegn ved, om evolutionsteorien overhovedet opfylder kriteriet på at være en videnskabelig teori. Som oftest er den udformet som en tautologi hvilket fik videnskabeteoretikeren Karl Popper til at hævde, at den var et metafysisk forskningsprogram. Teorien gør ingen verificerbare forudsiglser og det er vanskeligt at se, hvordan den kan falsificeres. Da Darwins oprindelige forudsigelse om en langsom og gradvis udvikling af nye egenskaber og arter blev modbevist af de fossile fund, der viste lange perioder af stase efterfulgt af en pludselig fremkomst af nye arter, eksempelvis i “den cambriske eksplosion”, ændrede man blot teorien så den blev bragt i overensstemmelse med empirien.

    Så vidt jeg kan se giver evolutionsteorien en udmærket forklaring på udnyttelse af heldige mutationer inden for samme art, idet der sker en hurtig tilpasning til ændrede miljøforhold gennem selektionsprocessen, men teorien har ikke kraft til at forklare hvordan nye komplekse egenskaber og nye arter opstår gennem rent tilfældige mutationer og naturlig udvælgelse af “de bedst egende” (most fit), der alene betyder evnen til at få mest afkom.

    Når evolutionen betragtes i sin helhed fra de første encellede organismer til i dag burde man så ikke, hvis den alene er styret af de Darwinistiske principper om diversitet (mutation), reproduktion og selektion, forvente, at der over tid ville ske en optimering af reproduktionsevnen? Faktisk forholder det sig stik modsat. Den seneste tilkomne art Homo Sapiens, Sapiens (det moderne menneske) er nærmest en katastrofe hvad angår biologisk fitness, da vor evne til reproduktion er milliarder gange ringere end den mest simple bakterie. Evolutionen bevæger sig således baglæns efter dens eget succeskriterium – størst mulig reproduktion. Alene på dette grundlag kan man slutte, at evolutionsteorien – som rettelig bør kaldes en hypotese – umuligt kan forklare alle aspekter af den biologiske evolution, og end ikke kan forklare det den skulle forklare: hvordan nye arter opstår for slet ikke at tale om, at gøre forudsigelser om den fremtidige evolution.

    Problemet med evolutionsteorien kan koges ned til, at den forsøger at forklare den biologiske udvikling og selve livet ved hjælp af rent fysisk kausale principper og afviser at livsfænomenet også er styret af formålskausalitet. Selv en bakteries bevægelse har et formål som ikke kan forklares alene ud fra rent fysisk kausale principper. I en petriskål søger den hen hvor der er mest næring at finde. Den interesserer sig altså for hvad der befinder sig uden for den selv og tolker tegnene i omgivelserne og udnytter denne information til at sikre dens egen overlevelse. Det gør en sten ikke; den kan beskrives fuldt ud alene ved hjælp af de fysiske love og kausalprincippet inden for de grænser som sættes af det kvantemekaniske usikkerhedsprincip. Men den kvantemekaniske indeterminisme kan ikke forklare hvordan levende væsener kan bevæge sig med et formål. Og endog for de selvreflekterende væseners vedkommende helt frit definere mål og midler, også sådanne som radikalt modsiger princippet om den bedst egnedes overleven, som for eksempel at vælg at leve i cølibat eller at udvise ægte altruisme ved at elske sine fjender.

    Darwin fik en god og frugtbar idé, men den kunne ikke forklare alt det den skulle i sit genstandsområde – anomalierne hobede sig op og behovet for en radikal modifikation af teorien trænger sig på. Kritikken kommer ikke mindst fra begrebsfilosofien og den nye tværfaglige videnskabelige disciplin kaldet biosemiotik. Begge kritiske positioner hævder, at livet ikke lader sig reducere til fysisk og kemi, men kræver begreber der rækker ud over den fysiske kausalitet. Man kommer ikke uden om også at tillægge livet årsagskausalitet.

    Hvad angår fremkomsten af den monoteistiske idé, så synes der i den religiøse søgen at være en indre logik, som fører fra polyteisme til monoteisme. Når der er forskellige guder, så kan man spørge, hvem der er mægtigst, og hvorfra de hver især har deres magt. Har de den fra noget andet end sig selv, er de så strengt taget guder? Kan der være mere end én gud, som er selve magten? Gennem sådanne spørgsmål åbnes vejen til den ene og almægtige Gud.

    At monoteismen kan have mange negative konsekvenser og føre til imperialisme og blodige religionskrige er jeg ikke uenig i. Intolerancen over for anderledes troende synes indbygget som en uundgåelig konsekvens af troen på, at der kun findes én sand Gud i kombination med missionsbudet. Og så er det næsten ligegyldigt om religionen fordrer at man skal elske sin næste som sig selv eller dræbe Guds fjender og herske over de vantro.

    Tolerancen er meget mere fremherskende i polyteistiske kulturer hvor det accepteres, at der findes forskellige guder som ikke er almægtige og hvor gudeverdenen mere ses som en afspejling af foskellige aspekter i menneskets verden. Fraværet af absolutismen forhindrer at polyteismen udarter til en fundamentalisme der hævder at besidde den endegyldige sandhed om Gud og derfor forfølger og undertrykker alle som ikke deler samme gudsopfattelse.

  2. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Bjørn Holmskjold: “Desuden kan jeg forsvare islam som værende i overensstemmelse med den freudiansk-darwinistiske forståelse af helheden. Kan du på tilsvarende måde forsvare din egen verden?”

    Hvis man kunne bevise at Darwins teori er en fuldstændig forklaring af helheden (livsfænomenet) og at Freuds teorier var den endegyldige sandhed om menneskets bevidsthed og underbevidsthed, så kunne du måske forsvare den tautologiske islamiske teologi som værende i overensstemmelse med det socialdarwinistiske princip om den stærkestes overleven – som Hitler kaldte “livets lov”.

    Men hvordan Freuds teorier passer ind i islamisk teologi har jeg vanskeligt ved at se. Det eneste berøringspunkt synes at være, at kulturens byrde er en del lettere at bære for muslimske mænd der får frihed til fuldt ud at udleve deres macho-chauvinistiske sexistiske natur over for kvindekønnet og dræbe Guds fjender. Som Freud forklarer, består kulturens byrde i, at vi afstår fra at følge vore umiddelbare instinktive tilskyndelser når de (f.eks.) bryder med princippet om reciprocitet eller den fordring som ligger i den gyldne regel. At behandle kvinder som ligeværdige er nok kulturens største byrde, hvilket dog ikke forhindrer os i at stræbe efter at realisere dette etiske mål.

  3. Af Arne Rud

    -

    Kommunisme og nationalsocialisme har massegrave, men folkekirken står ved gravens rand, som altid.

  4. Af Ulf Timmermann

    -

    What? “Its the economy, stupid”, som Clinton plejer at sige, og som “everybody knows”. Det burde have været overskriften, til denne blog, i stedet for dette opraab til studentikose betragtninger.

  5. Af Svend W. Jensen

    -

    Jeg skal ellers love for, at debatten har bevæget sig ud i de yderst teoretiske luftlag med en overskridelse af grænsen for praktisk fornuft.

    Demokrati med alle dets grundelementer er politisk ideologi, der er ligeså luftigt, metafysisk begrundet som teismer.

    Der findes ingen final begrundelse for demokratiets suverænitet som styreform andet end den historiske erfaring og ethvert forsøg på en sådan ender altid og også her som den rene tautologi.

    Den praktiske erfaringer viser, at demokrati er bedst, fordi det er bedst, resten er mere eller mindre fortænkte konstruktioner og efterrationaliseringer.

    Og nej, demokrati er noget helt andet og mere end flertalstyre. Det er egentligt ret rystende, at det skulle være nødvendigt at konstatere.

    Og nej, evolutionen er ikke en ide, men en veletableret videnskabelig kendsgerning.

    Hvor teoretisk, studentikost og verdensfjernt kan det egentlig blive?

    Formes demokratiets politiske ideologiske kompleks af kulturen: Ja.

    Former demokratiets politiske ideologiske kompleks kulturen: Ja.

    Uden tilstedeværelsen af demokratiets politiske ideologiske kompleks er det ikke demokrati, men noget andet.

  6. Af Arne Rud

    -

    I Ribe Stift ligger en Gymnastik- og Idrætshøjskole bedst ved Idrætsparken på Gl. Vardevej i Esbjerg ellers ved letbanen ved Veltofte Idrætspark i Jerne.

  7. Af rene´ vangkilde

    -

    @ Sved W,Jensen, – kom så med din definition

  8. Af Svend W. Jensen

    -

    @ Rene Vangkilde,

    Der findes ingen entydig definition af demokrati, man kan således ikke tale om demokrati i éntal og bestemtform, men der er en række krav til grundelementer, der skal være tilstede for at opfylde kravet til betegnelsen demokrati. Disse enkelt elementer skal være tilstede, men kan være kulturelt bestemt udformet forskelligt, uden at man kan kalde den ene udformning for mere demokratisk end den anden, hvilket jeg også har gjort gældende tidligere i denne blog.

    Alt demokrati hviler på en a priori accept af dogmet om, at magten skal udgå fra folket (befolkningen), er legitimeret i og ved folket.

    I modsætning til alle de andre styreformer (formynderstater), der gør krav på legitimering andet steds f.eks. ved Gud, ved arv, ved totalitære ideologiske politiske systemer eller slet og ret ved den rå magt (magt er ret).

    Med den a priori accept, hviler demokratiet på 2 ben, 2 komplekser af grundelementer, der skal være til stede, men kan være udformet forskelligt.

    Første ben er komplekset af grundelementer for, hvordan man opnår magten.

    Andet ben er komplekset af grundelementer for, hvordan magten må eksekveres (udføres, administreres).

    Og jeg skal gerne konkretiserer (nogle af) grundelementerne i begge ben.

  9. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    @Bjørn Holmskjold – 9. marts – 23:21

    Jeg mener at have forstået fra tidligere blogge (længere tid siden), at du går ind for islam; men når du skriver:

    “Desuden kan jeg forsvare islam som værende i overensstemmelse med den freudiansk-darwinistiske forståelse af helheden.”

    Du kan have ret i en del, når vi ser, hvordan mennesker tér sing rundt om i verden; men det står Freud netop ikke inde for, at folk bare skal myrde anderledes tænkende osv – men han påpeger, flere steder – husker likke lige om det er i “Kulturens Byrde” eller i brevvekslingen med Einstein, at han netop forklarer omkring civilisation: at jo mere udviklet en civilisation er, desto større chance er der for færre krige – som heller ikke ses totalt uundgåelige, ifølge Freud.

    Enten læser du Freud som Fanden læser biblen – eller du forstår ikke opfattelse el skelnen mellem sundt og neurotisk adfærd.

    Der er mange neurotiske forhold/udsagn og ønsketænkninger om menneskers væren, også i f både jødedom og islam, alle 3 verdensreligioner – (og ikke mindst mange flere politiske ideologier);men ‘udtænkt’ for årtusinder siden, islam som den sidste af disse.

    Og ikke mindst vigtig: Uden den viden, vi har i dag om menneskers behavoir, altså hvorfor de gør, som de gør – og hvad det kan bunde i. Specielt efter yderligere kendskab til også det ubevidste i mennesket (underbevidsthedens mange udsagn i det enkelte menneske).

    Enten forstår du Freud meget dårligt (selvlæsning?) – eller du læser ham ind i din egen forståelse og som netop tilhænger af islam, en også barbarisk religion. (Tror næppe, at de 3 hovedreligioner kan have noget at sige hinanden ret meget på, tager vi dem helt bogstaveligt – og ikke springer uhyrlighederne over: fx dette med at dræbe den vantro – den der ikke lige er af samme opfattelse. Det udtaltes også i en bibel.

    Freud så netop (også for hans egen opvæksts religion), at religion er med til at holde mennesker nede, gøre dem ufri – og ikke mindst i forhold til deres egen seksualitet og dermed krop.

    Han, såvel som flere andre af hans samtidige, såvel som senere og nutidige så ‘kulturens byrde’ i også de såkaldt mere civiliserede kulturer.

    Freud så, hvordan Overjeg’et med også et samfunds forskellige værdier gjorde, at mennesker kom i klemme i forhold til deres egne vel at mærke sunde og naturlige livsudfoldelser.

    Og – det er vi langt fra fri af heller i dag – og slet ikke for mennesker, der er opdraget i enhver art af mere totalitære styrer. Nogle holder til det og gør ligeså – andre bukker under.

    Du (jeg siger ikke, at du gør det bevidst) misbruger psykoanalysen i dit eget regi. Og Freud var ikke tilhænger af religioners tyranni – uanset hvilken, så du skal nok skelne imellem, hvad han skriver af/om eksakte forhold – og hvad han mente om disse.

    Også – at vi (i svaret til Einstein) i den såkaldt mere civiliserede verden næppe undgår krige, at menneskets aggressionsdrift altid vil være på spil – men at vi da også kan bllive nødt til blot at forsvare os, fordi nogen ganske enkelt ikke kan modstå at angribe.

  10. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg kan tilføje, at en del er ændret fra Freuds tid, såvel som jeg kun i ét fandt Freud dogmatisk og absolut, og det var, hvad han heldigvis også fastholdt forholdet til seksualiteten, også barneseksualaitetens store indflydelse på det senere voksne liv og dets ytringer i også den henseende.

    I dag taler vi om omkring 30 forskellige drifter, hvor Freud talte om enkelte partialdrifter, hvis han ikke kun henholdt sig til de ’sædvanlige to: Aggressionsdriften og seksualdriften.

    Den første kaldte han på et tidspunkt for dødsdriften; men vi har ikke en dødsdrift, vi har en aggressionsdrift – omend denne kan være så desturktiv, at den ender med døden.

    Aggressionsdriften har også sin sunde side, når vi tygger vores mad, vores immunforsvar er en del af denne, såvel som, når vi udtrykker os omkring en opgave, et stykke arbejde, så siger vi, at vi ‘går i krig’ med en opgave.

    Vi bruger dagligt aggressionsdriften i sammenhæng med andre drifter, fx vores bevægelsesdrift mm.

    Ligedan er der sket ændringer siden Freuds tid – han, ét menneske, kan naturligvis kun påbegynde en ny videnskab (kendskabet til også det ubevidste); omend der er formidabelt, hvad han nåede i sit liv i samspil med flere andre, hans store belæsthed – og netop Freud er ikke bleg for at påpege dette:
    at søge viden yderligere fremover mm.

    Enhver kan naturligvis læse Freud og have/lave sin egen psykoanalyse; men de ændringer, som jeg er vidende om er sket ud fra, hvad der erfaringsmæssigt har vist sig plausibelt – og netop indtil videre, da det samtidig drejer sig om at undgå egentlig absolutisme, nyt kan altid dukke op, hvilket ‘man’ også kigger efter.

    Jeg vil ikke være på blogge før engang i næste uge. Mvh BHL

  11. Af Ulf Timmermann

    -

    @Arne Rud

    Arne, hvad skal vi egentlig leve af, ud over aand og gymnastik? Hvad har du tænkt dig at leve af, inklusiv? Jeg har iøvrigt et forslag: Som Protest mod Tidernes Ynk gaar vi atter over til at skrive Navneord med stort. Jeg læser næsten udelukkende ældre dansk Litteratur, fra dengang man skrev “Hjærte” og “Smærte”, saa jeg gaar ogsaa ind for flere æ’er. – Jeg mener det alvorligt.

  12. Af Allan Hansen

    -

    Det er fuldstændigt absurd, at kalde 1400 års had, vold, blod og terror samt 1400 års slavehandel for en slags religion – i så fald bryder enhver logik og rationalisme sammen.

    Newton og Einstein var begge natur filosoffer idet de begge filosoferede over hvordan naturen hang sammen!

    Den kosmiske religion.

    “I det kosmiske monosekund er mennesket kun et lille og ubetydelige dyr,,.

    ”Det evigt ubegribelig ved verden er dens begribelighed” skrev Einstein i 1936. En undren over, at sådanne fjolser som os kan begribe det store under og tumle verden i sin helhed. Men det er ikke en traditionel religiøsitet, der handler om person-guder, som blander sig i menneskets liv og har vilje og vilkårlighed. ”Hvad, jeg ser i naturen, er en storslået struktur, som vi kun kan erkende ufuldstændigt, men som må fylde enhver tænkende person med en følelse af ydmyghed. Dette er en ægte religiøs følelse, der ikke har noget at gøre med mysticisme” skrev Einstein i sine seneste år.
    På samme tid skrev han: ”Jeg tror ikke på en personlig gud, og jeg har aldrig benægtet dette, men heller ikke udtrykt det klart. Hvis noget i mig kan kaldes religiøst, så er det en ubegrænset beundring for verdens struktur, som videnskaben kan afdække den” Allerede 1919 havde han erklæret, at han troede på en gud, der viser sig i altings harmoni, men ikke en gud, der beskæftiger sig med menneskers skæbner og handlinger.
    Det var Einsteins opfattelse, at ”det menneske, der fuldt ud er overbevist om årsagslovens og universalled gyldighed, ikke et øjeblik kan lege med tanken om et væsen, der blander sig i begivenhedernes gang. …

    Han har ikke brug for frygtens religion.
    Dette religionsbegreb er en meget vigtig idehistorisk størrelse, som Einstein er den smukkeste repræsentant for: den kosmiske religion. Den insisterer på den ene side på, at der ikke er en person-gud, en skaber, der sidder og trækker i snorene. Men på den anden side insisterer den lige så stærkt på, at der er en form for orden og harmoni, som vi udforsker gennem videnskaben – og at videnskaben ville blive helt meningsløs, hvis vi ikke troede på, at der fandtes en sådan harmoni. Denne beskrivelse passer temmelig godt på samtidens billede af Einstein: jøden, der ikke troede på den ortodokse jødedom, men heller ikke var kristen, men alligevel var dybt religiøs i sin måde at omgås videnskaben på. Hvis jeg ikke var blevet fysiker, var jeg blevet musiker (underforstået komponist), skrev Einstein. Allerede som syvårig var Albert Einstein er fremragende violinist. Det musiske, det kreative og det dybttænkende menneske synes at være nært beslægtede), som eksempler kan nævnes den tyske filosof F. Nietzsche, som spillede klaver og Arthur Schopenhauer, der spillede tværfløjte, og som stort set levede hele sit liv ved at undervise i musik. Der findes utallige eksempler på denne dobbelte sindighed? Men hvor stammer denne kreativitet fra? Hvad er det, der gør mennesket til et kreativt dyr? Alle kulturer har frembragt én eller anden form for kunst – fra 3.500 års gamle pyramider i Ægypten via 30.000 års gamle hulemalerier i Sydspanien til Flemming Vincents udsmykning af Mozarts plads i 2008.

    Ps. Nu havde Newton og Einstein ingen viden, om buddhisme men det er den filosofi, som de begge taler om – buddhisme er ikke nogen religion i Vestlig forstand men et natur-filosofisk metafysisk “system”. Kun naturen taler sandt!

    Mvh. linedanser og åndeligbjergbestiger Allan Hansen

  13. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Svend W. Jensen fremkommer med en del kritik af debatten her:

    “Jeg skal ellers love for, at debatten har bevæget sig ud i de yderst teoretiske luftlag med en overskridelse af grænsen for praktisk fornuft.”

    Definitionen af hvad demokrati er og begrundelsen for demokratiets berettigelse hører under den politiske filosofi og etikken. Må man anbefale Jensen at forsøge at komme på omgangshøjde med filosofiens abstraktionsniveau. Jensen kunne passende starte med Immanuel Kants “kritik af den praktiske fornuft”, der handler om den “praktiske filosofi”, det vil sige den vi – uden dog i det daglige at tænke nærmere over det – anvender til at styre eller regulere vore handlinger, vor omgang med hinanden, det sociale, det retsmæssige, det politiske etc. Det samler sig om, hvad ‘det gode’ er – i modsætning til ‘det onde’ – og det afklares kun gennem en etik.

    “Demokrati med alle dets grundelementer er politisk ideologi, der er ligeså luftigt, metafysisk begrundet som teismer.”

    Demokrati er ikke en politisk ideologi, men den praktiske implementering af en universel etisk fordring vi er underlagt alene qua person i den politiske sfære. Det er sandt, at de eksisterende politiske ideologier savner rationel begrundelse og tillige bygger på ubegrundede metafysiske antagelser der dybest set beror på tro.

    Det er en almindelig antagelse i moderne filosofi, at de yderste værdier (mål) ikke kan begrundes rationelt, men at de må overtages ved et ikke-rationelt valg. Derunder er også impliceret, etikken ikke kan begrundes rationelt, men må “vælges”. Den holdning er så indgroet, at den ofte fremsættes som en selvfølge og uden nogen tvingende argumentation. Et konkret eksempel på denne indstilling kan findes i Poul Lübckes bog om politiske ideer. Heri skriver han, at “ethvert nok så helstøbt, konsekvent og sammenhængende politisk standpunkt vil i sidste ende bygge på nogle GUNDVÆRDIER, som ikke kan BEVISES, men som fordrer politisk stillingtagen.”

    Meningen er, at disse grundværdier kan vi ikke nå frem til ved rent rationel tænken, men at det er nødvendigt et eller andet sted på vejen at foretage et spring. I Lübckes bog er det ikke en antagelse, som han når frem til efter en tvingende filosofisk argumentation. Det er derimod udgangspunktet for hans påfølgende analyse af de politiske ideer. Det er det perspektiv, hvorunder analysen gennemføres.

    At etikken ikke kan begrundes rationelt bygger på filosoffen David Humes påvisning af, at man ikke kan slutte fra ER til BØR. Det centrale her er, at man ikke kan slutte fra en eller flere påstande om, hvad der er tilfældet, til en påstand om, hvad der bør være tilfældet. Man kan altså ikke slutte fra deskriptive præmisser til en normativ konklusion – da havner man i “den naturalistiske fejlslutning”.

    Det er rigtigt, at man ikke kan slutte fra er til bør, men det afgørende er så, hvorpå denne rigtighed begrundes. Argumentet hviler på en rent begrebslogisk afklaring af forholdet mellem er og bør – mellem konstateringer og normer. Og accepterer vi dette argument, så må vi også acceptere, at vi ikke kun kan begrunde en erkendelse på basis af empiriske konstateringer, men også ved hjælp af begrebslogiske eksplikationer. Så kan argumentet fra, at vi ikke kan slutte fra er til bør, altså ikke i sig selv udelukke, at vi rationelt kan begrunde en universel etisk norm. Det kan kun udelukke, at en sådan kan begrundes på basis af en empirisk konstatering; men det kan ikke udelukke, at det kan ske ved begrebslogisk eksplikation.

    Jensen kan spørge sig selv, hvordan Kant begrunder sit kategoriske imperativ. Det gør han selvfølgelig ved hjælp af begrebslogisk eksplikation, for han anerkender, at man ikke kan slutte fra er til bør uden at begå en fejlslutning – den naturalistiske.

    “Der findes ingen final begrundelse for demokratiets suverænitet som styreform andet end den historiske erfaring og ethvert forsøg på en sådan ender altid og også her som den rene tautologi.”

    Demokratiets berettigelse og primat i forhold til alternative styreformer kan netop ikke begrundes ud fra den historiske erfaring, for da begår man den naturalistiske fejlslutning – jfr. ovenstående redegørelse. Er begrebsfilosofien en tautologi? Det bedes Jensen venligst fremføre en tvingende rationel argumentation for.

    “Den praktiske erfaringer viser, at demokrati er bedst, fordi det er bedst, resten er mere eller mindre fortænkte konstruktioner og efterrationaliseringer.”

    En praktisk erfaring kan aldrig vise, at noget er bedre end noget andet, med mindre “bedre” kvalificeres rent etisk. Jensen præsterer her både en tautologi og en cirkelslutning: “demokrati er bedst, fordi det er bedst”.

    “Og nej, demokrati er noget helt andet og mere end flertalstyre. Det er egentligt ret rystende, at det skulle være nødvendigt at konstatere.”

    Demokrati er kun noget andet og mere hvis det begrundes på en universel etisk fordring, som sætter grænser for hvad der bør besluttes. Hvis demokratiet begrundes som et rent formelt system og en metode eller på grundlag af utilitarismen, så er det ikke andet og mere end flertalsdiktatur – således som jeg mere udførligt har argumenteret for i en tidligere kommentar.

    “Alt demokrati hviler på en a priori accept af dogmet om, at magten skal udgå fra folket (befolkningen), er legitimeret i og ved folket.

    I modsætning til alle de andre styreformer (formynderstater), der gør krav på legitimering andet steds f.eks. ved Gud, ved arv, ved totalitære ideologiske politiske systemer eller slet og ret ved den rå magt (magt er ret).”

    Min demokratiopfattelse indeholder ingen dogmer eller ubeviste påstande, men bygger på det etiske konsistenskrav, der følger af rent begrebslogiske overvejelser. Det er en a priori fordring. Men hvad fordringen nærmere implicerer må deduceres i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.

    “Og nej, evolutionen er ikke en ide, men en veletableret videnskabelig kendsgerning.

    Hvor teoretisk, studentikost og verdensfjernt kan det egentlig blive?”

    Der findes ingen “videnskabelige kendsgerninger”. Alle videnskabelige teorier er foreløbige. Selve definitionen på en videnskabelig teori er, at det er en påstand, som i princippet kan falsificeres. Min påstand er, at evolutionsteorien er en ringe teori som burde have status af hypotese, da den ofte udformes som en tautologi, ingen verificerbare forudsigelser kan gøre og heller ikke kan forklare fremkomsten af komplekse egenskaber eller nye arter qua dens tre mekanismer. Teorien bygger alene på fysisk kausalitet og tilfældigheder og mangler tydeligvis at blive suppleret med en ikke-fysisk formålskausalitet.

    Må jeg henvise Jensen til den kritik af evolutionsteorien som implicit ligger i biosemiostikken. Du kan jo begynde med mikrobiologen Claus Emmeches artikel “Hvad neodarvinismen glemmer”, hvor en af konklusionerne lyder:

    “Hvis neodarwinismen er gyldig, er det kun som teori om simple evolutionsfænomener på kort sigt: ændringer i hyppighed af genotyper. Men biologien og evolutionen handler om meget andet.”

    Derefter kan jeg anbefale læsning af Jesper Hoffmeyers doktordisputat “Biosemiotik”. Her et kort citat fra anmeldelsen i dagbladet Information:

    “Elastiske naturlove

    Jesper Hoffmeyers teoretiske hovedinspirationskilde er den amerikanske filosof Charles Pierce, der er berømt for sin teori om ‘naturens tendens til at få vaner’.

    Naturlovene er for Pierce og – i forlængelse af Pierce – for Hoffmeyer ikke absolutte, fordi de selv er produkt af evolutionen, ligesom menneskets kognitive evner, der udspringer af samme evolution, er af samme art som alle andre processer i naturen.

    Man kan vel sige, at Jesper Hoffmeyers bestræbelse går den modsatte vej af Newtons. Hvor dennes mål var at fastlægge regelbundne lovmæssigheder, vil Hoffmeyer undersøge, hvor meget man kan udvide det evolutionære spillerum, hvis man kan påvise, at tegngivning i videste forstand er en del af og virker ind på den evolutionære proces.”

    Tilbage til demokratiet og Jensen:

    “Formes demokratiets politiske ideologiske kompleks af kulturen: Ja.

    Former demokratiets politiske ideologiske kompleks kulturen: Ja.”

    Der er tale om en vekselvirkning. Demokrati forudsætter ikke en bestemt kultur, men først og fremmest en evne til rationelt og uden fordomme at gennemtænke det etiske spørgsmål for at nå frem til de etisk-politiske grundprincipper for demokratisering af samfundsmagten.

    Demokratier vokser jo altid ud af en allerede eksisterende kultur med en ikke-demokratisk styreform og viderefører derfor ofte visse træk og normer fra traditionen. Når vi herhjemme valgte at beholde monarkiet i en indskrænket form uden politisk magt og fortsætte kongekirken som folkekirke, så var det for at bevare den sammenhængskraft disse institutioner historisk havde skabt som symboler på det nationale og folkelige fællesskab og for at undgå det kulturchok og kontinuitetsbrud en revolutionær overgang til en republik ville have været.

    Da kirken i sin egen forkyndelse selv kræver adskillelse af politik og religion og ikke fremfører nogen politiske budskaber, ligesom kongemagten accepterede at være upolitisk, så brydes der ikke herved med gundfordringen om politisk ligevædighed. Ingen er jo tvunget til at være monark og ingen er tvunget til at tro andet end der følger af hans overbevisning, jfr. den grundlovssikrede trosfrihed.

    Så det er korrekt at demokratiet formes “tager farve af” af den kultur den udspringer af, hvilket allerede ses af, at alle demokratiske forfatninger er forskellige på nogle punkter.

    Det er også sandt, at demokratiet og de politiske ideologier det rummer påvirker og er med til at ændre den oprindelige kultur – de normer og traditioner – som demokratiet udsprang af.

    Som jeg ser det, er der tale om en bestræbelse på at opfylde de etisk-politiske fordringer der følger som implikation af det etiske konsistenskrav og her er der mulighed for at gå fejl og bringe demokratiet på afveje, især hvis borgerne ikke besidder den fornødne rationalitet og bilder sig ind, at demokratiet blot er det system hvor de bedst muligt kan fremme deres egoistiske præferencer eller hvis de gribes af ønsketænkning og tror at man kan skabe et samfund hvor alle er faktuelt lige og frie, eller hvor man kan yde efter evne og nyde efter behov. Sådanne politiske utopier kan bringe demokratiet slemt på afveje og føre til dets sammenbrud.

    Så på trods af, at jeg ville formulere spørgsmålene lidt anderledes, er jeg stort set enig med Jensen i en positiv besvarelse.

  14. Af Allan Hansen

    -

    Sproget som et billede af verden – orden og uorden.

    Den Østrigske læge Sigmund Freud (1856-1939), må på sin side have været ramt
    af en vis århundrede-magi for han fremdaterede på titelbladet Drømmetydning til 1900,
    skønt værket udkom i november 1899.
    Den, der har fremtiden kær, udgiver ikke et hovedværker – eller gifter sig – på
    faldrebet af et århundrede! Og Drømmetydning blev måske det 20. århundredes
    væsentligste skrift, der udvidede det bevidste jeg med det ubevidst – eller undergravede det rationelle jeg
    med et irrationelt.

    Som Kopernikus og Darwin kom Freud til at krænke menneskets store forstilling
    om sig selv, og som dem kom han til at opleve betydelig modvilje fra den toneangivende kreds.
    Med Kopernikus og det nye verdenbillede røg illusionen om at befinde sig i universtes centrum:
    den kære jord var blot en sølle planet i kurs omkring solen.
    Darwin tog livet af vores forstilling om at være “guds,, barn og henviste os til at være biologisk udviklingprodukt:
    et barn af aberne. ( det havde Darwin dog aldrig sagt – men blot antydet, at aberne er vores nærmeste artsfæller).
    Endelig lukkede Freuds psykoanalyse luften ud af rationalismens kongstanke: det oplyste og suveræne
    subjekt, at det fornuftige jeg ikke altid er herre i eget hus

    Dèt var forargeligt, og derfor kunne Freud til Kopernikus, Darwin og sig selv have til føjet Marx&Engels, der påpegede, at det frie jeg – skam allerede var underlagt den `samfundsmæssige væren.
    Hvor gerne vi end vil, har vi ikke styr på alt.

    Skematisk fremstilling af driftens psykiske grundform:

    DRIFTSENERGIEN.

    PRIMÆREPROCESSER – SEKUNDRÆR PROCESSER.

    FORVANDLING TIL SIN MODSÆTNING fx. aggression. – SUBLIMERING.

    DREJNING MOD EGEN PERSON fx. narcissisme. – FORTRÆNGNING. BEVIDSTGØRELSE.

    ISCENESÆTTELSER OG FORSVARSMEKANISMER.

    ERSTATSNINGSDANNELSER ( drøm, fejlhandlinger, vits).

    SYMPTOMDANNELSER ( psykiske lidelser).

    Kilde: Peter Thielst – dansk filosof.

  15. Af Svend W. Jensen

    -

    Kære Jan Aage Jeppesen,

    Det var en lang rejse for at nå frem til : ”at jeg stort set er enig med Jensen”.

    Jeg er helt åbenbart langt mere praktisk indstillet end du. Den egenskab har jeg tilfælles med vore to gode venner Hume og Kant, der godt nok var skarpe teoretikere, men begge erkendte, at en ting var teori og noget andet praksis, mere profant udtrykt: skæg for sig og snot for sig. Hume med sin ”naturlige tro” baseret på den daglige praktiske erfaring og fornuft, Kant med sit ”Ding für uns” og ”Ding an sich”.

    Biosemiotik er semireligion på linje med intelligent design, hvor evolutionen tilføjes en hensigt – en ikke-fysisk formålskausalitet, som du udtrykker det, altså lidt Gud.

    Du kan åbenbart ikke leve med, at vi er her som resultatet af kemiske, fysiske, biokemiske og biologiske tilfældigheder. Det kan jeg godt.

    Hvad kan man bruge praktisk erfaring til? Man kan blive klogere af den! Også selvom, at man ikke filosofisk, etisk eller på anden vis kan begrunde den.

    Man behøver ingen højere indsigt udi fysikken for at erkende tyngdekraften. Det kræver blot lidt praktisk erfaring og er man i tvivl, kan man jo efterprøve den ved at springe ud fra 4 sal – hvilket frarådes!

    Selvfølgelig fangede du min bevidst anbragte fede cirkelslutning, men det ændrer jo intet ved den historiske praktiske erfaring eller ved det evidente a priori dogme om, at alt demokrati legitimeres ved og i folket – heraf navnet demos: folk, kratos: styre, demokrati: folkestyre. Og det helt uanset om du kan begrundet det filosofisk, etisk eller på anden vis. Det kan eller skal dogmer som bekendt ikke. De skal accepteres eller tros.

    Så derfor en gentagelse af min cirkelslutning: Demokrati er bedst, fordi den historiske praktiske erfaring siger, at demokrati er bedst. Punktum!

    Mvh. SWJ

  16. Af rene´ vangkilde

    -

    @ Blogvennerne, – demokratiet er en enkelt – simpel
    styreform og en magt til, at organisere samfundet på
    ved hjælp af skatter og afgifter til omfordeling i
    fællesskabet af velfærd.
    Demokratiet begrænser sig til et simpel flertal i en
    forsamlig +50 procent, efter +80 er det centralisme
    eller diktatur. Eller der skal mindst +3 persoer til
    demokrati i en lukket kreds.
    Demokratiet er altså begrænset med ydre grænser,og
    kan derfor ikke konkurrere i et åbent globalt sam-
    fund, fordi man omfordeler overskudet til de svage,
    og ansvar for underskud sendes tilbage til de rige.

    Men når nu politikerne har skabt en stor gæld kan
    demokratiet osse gå fallit.[som Sovjet89,Grækenland]
    Demokratiet kan altså ikke konkurrere på laveste fællesnævner,som f.eks, når lønnen i Kina er 1.kr i timen. ELLER,-er demokratiet forældet.

  17. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Svend W. Jensen:

    “Det var en lang rejse for at nå frem til : ”at jeg stort set er enig med Jensen”.

    Jeg har åbenbart overvuderet din praktiske fornuft. Udsagnet gik alene på de to spørgsmål i det afsluttende citat fra din hånd om demokrati du besvarede med et ja!

    Stort set er jeg ikke blot ueing med Jensens standpunktter men lige så radikalt uenig som de Newtonske fysiskere var i Einsteins nye relativistiske paradigme og som Einstein senere var i det kvantemekaniske paradigme, der afskaffede den hellige ko om ubrydelig kausalitet til fordel for en statistisk usikkerhedsrelation.

    Det er mig der her er “Einstein” og siden “Bohr” og “Heisenberg” – blot for at udelukke nye fejllæsninger. 😉

    Den næste hellige ko i naturvidenskaben der skal slagtes er fastholdelsen af, at livsfænomenet kan beskrives fuldt ud uden at inddrage et begreb om formålskausalitet:

    “Biosemiotik er semireligion på linje med intelligent design, hvor evolutionen tilføjes en hensigt – en ikke-fysisk formålskausalitet, som du udtrykker det, altså lidt Gud.”

    Påstanden tyder på, at Jensen hverken ved hvad biosemiotik eller intelligent design drejer sig om.

    Jesper Hoffmeyer blev faktisk spurgt om hans forskning havde religiøse implikationer:

    “Hvordan kan der være noget så mærkeligt som mennesker i verden? Det er det spørgsmål, der motiverer mig”.

    Jesper Hoffmeyer fortæller om baggrunden for sin nys forsvarede disputats ’Biosemiotik – En afhandling om livets tegn og tegnenes liv’. I afhandlingen afviser han den klassiske naturvidenskabelige ide om, at man kan beskrive naturen udtømmende ved hjælp af rene naturlove.

    Ifølge Jesper Hoffmeyer er der nemlig et problem med mennesket. De gængse naturlove leverer ikke en forklaring på, hvordan det åndelige eller subjektive er opstået i evolutionen. Og så er vi ved selve bogens kerne.

    ”Den klassiske opfattelse af livets opståen fokuserer på ren kemi. Men jeg mener, at livets opståen primært er et spørgsmål om, hvordan der opstår en asymmetri imellem inde og ude i cellen. Det mest fantastiske ved livet er jo ikke kemien, men at det, der er inden for cellevæggen, interesserer sig for det, der er uden for cellevæggen. Hvordan kan det være, at der i livssfæren er en interesse for noget, som ikke er én selv? En sten interesserer sig jo ikke for noget, der er uden for den selv.”

    ”Når en bakterie befinder sig i en næringsgradient, så ’svømmer’ den hen, hvor der er mest næring, og det er en meget besynderlig ting, set fra et kemisk synspunkt. For hvorfor gør den det? Hvordan kan den foretage et valg? Bakterierne har altså noget, de foretrækker. Og denne foretrækken af noget frem for noget andet indebærer et ikke-Newtonsk element i verden – tyngdekraften foretrækker jo ikke noget. Den er der bare. Men bakterien kan vælge.”

    Jesper Hoffmeyer er den første til at trække på smilebåndet:

    ”Bakterien kan selvfølgelig ikke gøre andet, end den gør, men der ligger alligevel noget i dens artshistorie, som gør, at den har udviklet sig sådan, at den foretrækker det ene frem for det andet. Og det er faktisk begyndelsen til en intention. Påstanden i min bog er, at dette element af retningsbestemmelse bag aktiviteterne bliver mere og mere sofistikeret i evolutionens løb.”

    ”Så evolution handler i høj grad om udviklingen af det, jeg kalder semiotisk frihed. Dermed mener jeg evnen til at kunne tyde, tolke og kommunikere betydningselementer med andre organismer i forhold til omgivelserne. Hvis der er noget, der har ændret sig i evolutionens løb, så er det måske især, at der er opstået stadig mere fantastiske talenter for at tolke tegn i omgivelserne. Og det er denne fortolkningskompetence, jeg kalder semiotisk frihed.”

    Det store skridt frem i udviklingen af semiotisk frihed skete med fremkomsten af storhovede dyr. De kom frem på et tidspunkt i evolutionen, hvor der opstod meget bevægelige økosystemer, hvor man ikke længere kunne stole på, at generne kunne prædisponere dyret til at foretage alle beslutninger. Det blev med andre ord nødvendigt at have hjerner til at hjælpe med at fortolke tegnene, for det kan generne jo ikke. Og det er dette talent for at tolke tegn, som i de storhovede dyr ender op med at blive et tilløb til bevidsthed, og som ender i det psykosomatiske menneske.

    Hoffmeyer er ikke meget for at tale om det åndelige. Han vrider sig i stolen, da han bliver spurgt til disputatsens relation til satsningsområdet.

    ”I bogen skriver jeg, at vi er nødt til at have en metafysik, der gør det muligt, at mennesket kan være skabt i verden. De religiøse kan selvfølgelig sige, at Gud har pustet liv i mennesket ved fødslen, men det kan jeg ikke, da jeg ikke er religiøs.

    Så jeg må stille spørgsmålet: “hvilken metafysik tillader dette at ske?”

    ”Når jeg holder foredrag om biosemiotik, er der altid nogen, der spørger mig, om jeg er religiøs. Eller som hævder, at det er religiøst, det jeg siger. Jeg svarer altid, at jeg ikke forstår mig selv som religiøs. Den kristne gud har jeg ikke brugt tid og kræfter på i mit liv. Tværtimod. Men jeg er klar over, at den klassiske naturvidenskabelige metafysik ikke synes at slå til. Og dermed er jeg åben for diskussioner på en måde, som mange andre i min verden måske ikke er. Jeg synes, at biosemiotikken viser en vej til, at vi kan være her i verden, uden at vi behøver at tro på guddommelige ting.”

    ”Men det indebærer en holdning, som andre opfatter som religiøs. For det kræver, at man tilskriver naturen kræfter, som vi ikke kan indfange naturlovsmæssigt, og hvis man identificerer det med at være religiøs, så er det OK for mig” slutter Jesper Hoffmeyer.”

    (”Intervieweren Lene Düwel er ansat på Københavns Universitet).

    Den begrebslogiske konklusion: Evolutionær tilpasning eller overlevelsesfordel (biologisk fitness) er ikke en tilstrækkelig forklaring på livets formålsrettethed og på udvilingen af vor selvbevidsthed og moralske autonomi, der netop sætter os i stand til at bryde med den ”natur” som er nedlagt i os idet vi frit kan vælge mål og midler ud fra abstrakte etiske idealer som går direkte på tværs af vore instinktive tilskyndelser i form af selvopholdelsesdriften der legitimerer enhver handling der sikrer vor (eller vore nærmestes) overlevelse.

    Der findes givetvis tilhængere af Intelligent Design (ID) der opfatter den som en videnskabelig teori på linje med evolutionsteorien. Jeg havde for nogle år siden fornøjlsen som opponent at diskutere med Danmarks førende fortaler for ID, dr. teol Jakob Wolf i en formel debat. Dér nåede Wolf frem til, at forskellen mellem vore synspunkter var følgende:

    “Jan Aage Jeppesen fremfører en anden mulig løsning på ET´s (evolutionsteoriens) problem end jeg. JAJ beskriver forskellen på vore løsnings-forsøg som dette, at han vil pege på formålskausalitet i naturen, mens jeg peger på en transcendent Gud.”

    De mere begavede tilhængere af ID som Jacob Wolf hævder da heller ikke, at det er en naturvidenskabelig hypotese, men en alternativ eller analog betragtningsmåde. ID kan umuligt være en videnskabelig teori, da den principielt ikke kan falsificeres gennem nye erfaringer. ID er blot en opdateret version af skolastikkens teleologiske gudsbevis, hvor Gud er den yderste forklaring på hensigtsmæssigheden i naturen. Men skal Gud således være den yderste forklaring på hensigtsmæssigheden i naturen, så må hans egen eksistens være nødvendig. Thi ellers bliver hans egen hensigtsmæssighed (og eksistens) et problem, som ikke kan løses ved en henvisning til ham selv.

    Den kendte biolog og evolutionsteoretiker Richard Dawkins, forstår heller ikke forskellen mellem liv og maskine og roder sig ud i nogle selvmodsigelser:

    “It is surely easy to imagine a form of life in which parts of the genome are hived off during differentiation, so that a given type of tissue, liver tissue or kidney tissue say, has only the genes that it needs.”.

    Og de gener, som behøves i en speciel type væv, er kun de gener, som aktivt styrer de pågældende celler. For Dawkins er det, at hele genomet reproduceres i hver celle, et træk, som skal forklares ved en selektionsmæssig fordel (for visse gener); men det er ikke et træk som er definerende for liv.

    Min påstand er, at sagen ikke er så enkel, som Dawkins fremstiller den. Dawkins fantasi får spillerum, fordi han tror, at der alene er tale om et empirisk spørgsmål. Han ser ikke, at der også – og dybere – er tale om et rent principielt spørgsmål: om hvorledes den formålsrettethed, som er definerende for begrebet ‘levevæsen’ overhovedet kan være fysisk mulig. Når man forstår, at svaret på dette spørgsmål forudsætter, at et levevæsens dele må have en (fysisk baseret) indre relation til levevæsenet i dets helhed, så forstår man også, at det er alt andet end let – ja, faktisk umuligt – at forestille sig en form for LIV som den, Dawkins skitserer. Delene mangler den indre relation til helheden, som er basis for, at formålsrettethed og fysik kan forenes. De har kun denne indre determination, såfremt hele genomet reprocuderes i hver af cellerne; idet relationen så kommer til udtryk i forholdet mellem den del af genomet, som er aktiv i styringen af den enkelte celle, og resten af genomet.

    At Dawkins ser en mulighed for liv, hvor kun den del af genomet, som er aktive i en bestemt type celler, reproduceres i sådanne celler, hænger sammen med, at han heller ikke trækker nogen principiel grænse mellem levevæsener og komplicerede maskiner. For ham er biler og computere også biologiske objekter. Det vil sige objekter “that give the appearance of having been designed for a purpose”. Men når vi forstår, at Dawkins tager fejl på det første punkt, så erkender vi også, at der kan drages en principiel distinktion mellem levevæsener og komplicerede maskiner.

    Både levevæsenet og maskinen kan karakteriseres som en helhed, og som bestående af dele, der har en funktion i forhold til helheden. Flyvemaskinens vinger og hjul har en funktion i forhold til helheden: vingerne er nødvendige for, at maskinen kan flyve, og hjulene er nødvendige for, at det kan starte og lande. Noget tilsvarende gælder for henholdsvis fuglens vinger og ben. Men i levevæsenet har delene en indre relation (determination) til deres funktion i helheden – via det, at cellerne hver især indeholder den genetiske kode for helheden og relativt til deres funktion styres af en del af denne kode. En sådan indre relation til deres funktion i helheden har delene i en maskine ikke. Her ligger relationen til helheden i designerens hensigt. Maskinen har en designer. Men for levevæsenet har problemet jo netop været: Hvorledes det må være opbygget, såfremt dets formålsrettethed skal være fysisk mulig, UDEN at der forudsættes ikke-fysiske determinanter – og altså UDEN at der forudsættes en designer?”

    Den afsluttende gentagelse af det tautologiske vrøvl og cikelslutning om demokrati er du vist bedst tjent med, at jeg forbigår i tavshed.

  18. Af georg christensen

    -

    Inden, jeg overhovedet, tør gå igang, med dig, har jeg brug for meget mere viden om din fornemmelse af, hvad ordet “kultur” indeholder, selv om jeg overser diskussionen , som ordet”demokrati” kan indeholde.

    Kultur, er noget, som ligger i opfattelsen af den “lokale” forståelse i lokalområdet, og er istand til at udvide sig selv efter behov, og kun uden magt og tvang, får muligheden til at blomstre.

    Demokrati, er lige så gammelt, “kultur”,som meneskeheden selv, og desværre, på grund af “magtbegærd” alt for ofte misforstås, nok fordi “begrebet” bygges på religøse shamaners tvangsforestillinger.

  19. Af Allan Hansen

    -

    Vi mangler nogle flere af det stærke køn – altså kvinder på denne tråd!
    Der er alt for mange “kloge Åge,, mænd inklusiv mig selv.

    Mvh. Allan Hansen.

  20. Af Kurt Dejgaard

    -

    Hva’ så, Kasper Støvring – finder du ud af noget om de danske skytteforeningers historie og den truende borgerkrig i anden halvdel af attenhundredetallet, eller skal du ha’ hjælp?

    Prøv f.eks.:
    “Året 1885 markerede for alvor genoptagelsen af provisorierne. Venstre afviste af godkende finansloven med de mange forsvarsudgifter til Københavns Befæstning, og Estrup svarede igen ved at hjemsende Folketinget og lade en provisorisk finanslov passere. Dette år blev præget af intense politiske møder, sammenstød og demonstrationer.

    I afmagt over den fraværende indflydelse i Folketinget begyndte Venstre at organisere skytteforeninger. Enkelte Venstrefolk talte åbenlyst om, at de mange riffelforeninger nok skulle “køle det reaktionære Højres hede Tilbøjelighed til Statskup” og gennemtrumfe “Respekt for Folkets Villie” (Hobro Dagblad).

    Retorikken var til tider meget konfrontatorisk: “Når Højre mærker, at nu er rejst den Aand i Folket, som ikke taaler det aabne forbryderiske Statskup, saa stikker de Halen mellem Benene. Kun for de blinkende Riffelpiber giver de Køb” (Lolland-Falsters Folketidende). Venstreledere bidrog til den spændte stemning med råd som “I skal købe jer Bøsser” og beskrivelser af regeringen som “Forbrydere og Indbrudstyve”. Ved nogle møder i begyndelsen af 1885 på Falster og Vordingborg blev der talt drabelige ord om at bruge rifler mod “grundlovsbryderne” i Højre.

    Højre svarede igen med støttedemonstrationer for Estrup, og da Venstrefolk søgte at erobre flertallet i Kjøbenhavns Skytteforening, førte det til optog til Amalienborg, hvorfra oppositionens folk blev jaget tilbage af beredent politi og Livgarden.
    […]
    Efter at en præst i den nystiftede Venstre-avis Politiken havde opfordret til at vælte regeringen (og var blevet afskediget), blev der indført forebyggende censur rettet mod embedsmænd. 22. april 1885 udsendte kultusminister Jacob Frederik Scavenius det såkaldte “mundkurvscirkulære”, der forbød skolelærere at deltage i agitation mod regeringen. Et sogneråd på Sjælland nægtede at orientere lærerne om cirkulæret, og konsekvensen blev først bøder og siden fængsel til sognerådsmedlemmerne.

    To folketingsmænd for Venstre fik hver tre måneders fængsel for udtalelser mod regeringen, men det blev begrebet majestætsfornærmelse, der blev den anklage, der oftest blev rettet med Venstrepolitikere for at stække dem. Det gik bl.a. ud over Christian Ravn, der dog senere blev Folketingsmand. 5. maj samme år blev en provisorisk lov vedtaget, der forbød Venstres riffelforeninger.

    Andre bønder nægtede at betale skat og referede til Grundlovens ord om, at skat ikke måtte opkræves før finansloven var vedtaget, men konsekvensen blev udpantning og for nogle, tvangsauktioner.

    Sommeren 1885 blev Venstres karismatiske frontfigur Christen Berg anholdt efter et politisk møde, uansat at han havde immunitet som rigsdagsmedlem. I januar 1886 blev han af Højesteret idømt en fængselsstraf, hvis eftervirkninger han aldrig kom sig over, og som nedbrød hans helbred. Han blev løsladt i juni samme år.

    21. oktober 1885 var Estrup udsat for et fejlslagent attentatforsøg uden for sit hjem i Toldbodgade, København. Attentatmanden var en ung typograf Julius Rasmussen, der handlede på egen hånd, men hans to skud prellede af eller ramte ikke. Attentatforsøget førte til en væsentlig indskrænkning af ytringsfriheden og skærpelse af censuren, da det ifølge Straffelovsprovisoriet af 2. november 1885 bl.a. blev forbudt at fremsætte eller udbrede “opdigtede eller forvanskede Kjendsgerninger for derved at gjøre Statens Indretninger eller Regjeringens Foranstaltninger forhadte eller foragtelige”. Flere personer fra oppositionen, bl.a. bladredaktører blev straffet med fængsel for deres artikler.

    En uge efter attentatet blev der også oprettet et særligt gendarmkorps til beskyttelse af regering og kongehus. Det nye korps var stærkt bevæbnet og bar lyseblå uniformer og fik det oplagte øgenavn “de blå gendarmer”. De kom i konflikt med lokalbefolkningen, og på Brønderslev Marked opstod slåskampe, hvorunder gendarmerne trak sablerne. Bagefter blev offentlige møder forbudt i Vendsyssel.

    Estrup veg heller ikke bort fra civile retssager for at dæmme op for den offentlige debat. I september 1886 blev præsten og højskoleforstanderen Morten Pontoppidan således idømt fire måneders fængsel for at have beskyldt regeringen for grundlovsbrud. Grundlovsdag 1886 var der store demonstrationer rundt om i landet.

    Vurdering

    Uroen i det danske land i 1880’erne var voldsom, og nogle historikere mener, at Danmark kunne være blevet skueplads for en decideret borgerkrig.”

    Er det ikke lidt slattent hvis en “kulturforsker”, for ikke at nævne “samfundsdebattør” behandler favoritemnet sammenhængskraft udfra mytiske dogmer, og ikke kan sin nyere Danmarkshistorie?
    Hva’ synes du selv?

  21. Af Peter Rasmussen

    -

    Der er i allerhøjeste grad også behov for et “europæisk forår” – uanset demokrati eller ej i forvejen.

    Et “europæisk forår” der giver borgerne luft og plads – og reducerer / fjerne den enorme ballast af politikereog embedsmænd i mange lag, kontroller, ensretning og lovgivning om alt ned til micrometerstørrelse, mængder af skatter og afgifter der kun plejer det politiske lag.

    DET kunne sætte gang i initiativet og udviklingen af Europa.

    Det vi ser nu, er kun afvikling hvor det politiske lag bliver tilbage som det overlevende – tilbage til middelalderens herremænd og fæstebønder.

  22. Af Svend W. Jensen

    -

    @ Peter Rasmussen,

    Demokrati er det permanente ”forår”.

  23. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Et lands kultur omfatter jo mange ting, og regeringsformen, den førte politik og statens behandling af borgerne osv. er jo tre af disse “ting”.

    På disse tre områder må vi konstatere at kulturen er blevet så ukultiveret og er i en sådan rivende tilbagegang, at kursen er sat mod di kta turet og bar ba r iet.

    Man kunne skrive mange artikler eller flere meget tykke bøger om det danske samfunds forfald og tiltagende opløsning gennem de senere årtier, men ville det nytte noget?

    Der tegner sig et stærkere og stærkere billede af at danskerne er blevet et folk der ikke længere evner at varetage egne interesser. Det er som om danskerne er blevet så svækkede, ensrettede, tankeløse, modløse, ligeglade, sløve, feminiserede og selvdestruktive, at de mere og mere er hvad politikerne ser dem som: stemmekvæg, malkekvæg og slagtekvæg.

    Kl. 16.41 den 9.marts ovenfor, er der et indlæg om de mere og mere “afrikanske” tilstande indenfor hospitalsvæsnet, tilstande som allerede har bragt unødig død, ulykke og elendighed ind i tusinder af danske familier.

    Men selvom der er tale om et ret konkret eksempel på kulturens, moralens og velfærdsstatens store nedtur, er der ingen der har ment at teksten 16.41 burde suppleres med andre kommentarer.

    Det er ret uforståeligt, eftersom ALLE danskere før eller siden får brug for sundheds-systemet. Ingen går jo igennem livet helt uden ulykke, overfald eller sygdom.

    Eller finder alle læsere her at det er helt i orden at hundredvis/tusindvis af patienter og pårørende hvert år får deres liv ødelagt af slendrian, uduelighed, kynisme, nedskæringer og skandaløse tilstande på sygehusene??

  24. Af jens bruus

    -

    Hvis Kasper Støvring udlægning skal have nogen som helst relevans, er man nød til at acceptere præmissen om at demokrati er et ønskeligt mål.

    Den køber jeg ikke.

    Jeg tror ikke demokrati er en varig størrelse
    Den måde Danmark har forvaltet den demokratiske model på, ser ud til at have så store menneskelige omkostninger så den næppe får lov at fortsætte.

    At andre dele af verden har fulgt andre veje og er kommet til andre resultater, tror jeg vi i den demokratiske verden vil komme til at tage ved lære af inden for en overkommelig tidshorisont.

  25. Af Michael Nielsen

    -

    Preben F1 Jensen kl. 11.13:

    Ja, du er bestemt ikke den eneste der kan konstatere at sundheds-systemet er blevet ringere, meget ringere. I min familie og vennekreds har vi oplevet svigt så grove, at man tror det er løg n. Og som du skriver, de pårørende blæser man på. Vi har set en ung pige miste livet som følge af sjusk og ligegyldighed fra lægernes og oversygeplejersker nes side, og en ung mand har fået sin tilværelse ødelagt pga. utrolige fejl, der igen skyldtes dårlig arbejdsmoral. Så selv helt unge mennesker gider visse afdelinger ikke gøre meget for, om det så er fysisk eller psykisk sygdom.

    Men hvor kan man klage, når de syge omkommer eller invalideres, fordi nogen ikke har gidet gøre sig umage med behandlingen. Og hjælper det at klage?

    Hvis nogen har idéer til hvordan man kan få hjælp, hvis et hospital ikke behandler de syge ordentligt, hører jeg meget gerne derom.

    Patient-foreningerne er der vist ikke megen effektivitet i? Er det bedre med patient-klagenævnet? Tager det ikke flere år at få en sag igennem? Hvad med pressen? Vi henvendte os, men det kom der ikke rigtig noget ud af.

  26. Af Allan Hansen

    -

    Samfunds forståelse og samfunds udvikling, er en filosofisk opgave.
    Som for eksempel den franske filosof og sociolog Emil Durkheim (1858-1917).
    Han var anti-reduktionist, og mente derfor at helheden (fx samfundet) ikke kan forklares ud fra enkeltdelene
    fx. borgerne. ” fordi helheden er vigtiger end delene, fordi samfundet er stærkere end individet, og fordi det vidergiver
    individet sine værdier,,.

  27. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Nå, var du nu forkert at meddele til Ulf Timmermann, at det var da en god idé at indføre i hvf æ’et i ordene hjerte og smerte – det store bogstav kan vi måske undvære efter min opfattelse.

    Jeg har da selv enkelte gange i mine breve skrevet fx et ‘hjærtelig til lykke’, altså med æ – og det virker særligt, dette æ i netop en håndskrift, fordi det kan komme til at ligne et hjerte.

    Nå, hjærteligst herfra. 🙂 BHL

  28. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Allan Hansen – 10.3. – 15:27

    Peter Thielst har også udgivet bogen:

    “Tre breve om KRIGEN og FREDEN” tidligere.

    En brevveksling ml einstein og Freud, hvor også Niels Bohrs brev fra 1950 gengives, idet han advarede imod – som Einstein – at bruge den eksisterende viden omkring fremstillelse og da også brug af atomvåben. Niels Bohrs skrivelse vist fra 1950 – Einsteins og Feuds fra 1932.

    Einstein og Freud havde kun mødt hinanden en enkelt gang i Berling hos Freuds søn Ernst Freud, og frit husket her, så har Freud siden meddelt, at Einstein var en fin fyr, at de havde haft det hyggeligt, idet Freud vidste lige så lidt om Einsteins videnskabsområde som Freud selv om Einsteins.

    Dette tillige for at meddele, i relation til mine indlæg ovenfor af 10. marts, 11-12-tiden, at det for Bjørn Holmskjolds uhyrlige påstand omkring psykoanalysen og Freud, dens grundlægger, vil være ganske nemt for mere uindviede – uden at få hældt hele psykoanalysens metode og grundbegreber ned i skødet – at læse:

    Freuds 35. forelæsning: “Om en verdensanskuelse”.

    Den findes, i min udgave, i enbog, der hedder: “Nye forelæsninger” af Freud, begyndende med nr. 29 af slagsen, som forresten er en artikel el afhandling, om man vil, og som omhandler “Revision af drømmelæren”.

    Men – alene slutningen af Freuds eget forord og så 35. forelæsning “Om en verdensanskuelse” er virkelig værd at læse og blive klogere af, idet han påpeger forhold omkring netop religionens og samfundets svøbe, hvor vi mennesker må lide under flere driftsafkald, såvel som filosofi, sociologi, forholdet til anarki, Marx og solsjevismen mm får sig en tur i vridemaskinen, såvel som ensidigheden omkring anskuelsen af ‘kun’ økonomi, da der jo står mennesker bag alt.

    Det er skrevet ovenpå el midt i sidste store økonomiske verdenskrise.

    Men – det er altså værdifuld læsning, også hvorfor og hvorledes Freud er kommet frem til sine slutninger (ellers skal fx hele hans “Totem og Tabu”) læses inklusive hans “Tre afhandlinger om seksualiteten”.

    Anbefalelsesværdige – men omfattende, såvel som overskriften på den første forelæsning i bogen viser Freuds instilling til også videnskaben – netop, at den ændrer el kan ændre p gr a nye erkendelser.

    Min udgave er fra 1973, Hans Reitzels forlag, og hedder “Psykoanalyse – Nye forelæsninger” Alle 35 forelæsninger findes måske i dag i én samlet udgave.

    Freud var en stor forsker, med tyk streg under forsker, inspireret af Darwin og Gothe fra sin pureste ungdom (et essay af denne om naturen)- men netop religion af enhver art, også hans egen, omend han ikke fraskrev sig at være af jødisk herkomst, så
    overvejede han endog før sit bryllup for at konvertere til kristendommen for at kunne blive gift – omend erklæret ateist.

    Derfor bla skrev han “Totem og Tabu” – vel vidende, at vi ikke kan kende alt, alle forhold i fortid mm. – og med stort indblik i forskellige antropologer/etnografers skrifter mm.

    Så . total gal afmarchering i forhold til psykoanalysen at der skulle være sammenfald med religion af enhver art.

  29. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Allan Hansen – 14:40

    Ja, og deri tog han så fejl, denne Durkheim.

    Samfundet er os, enkeltindividerne, og derfor kan det også forstås ud fra disse, enkelthederne – eller netop derfor, uanset et samfunds og enkeltindividernes tilstand – og et samfundes evt. ‘nedarvede’ værdier, som trykker på menneskenes sunde driftsimpulser, dvs udnytter disse til sit formål mm

    Ja, læs bare frx Freuds “Kulturens Byrde” også. 🙂

  30. Af Allan Hansen

    -

    Kære Birgit Hviid Lajer.

    Peter Thielst er en god ven af mig og jeg tror nok jeg har læst
    alt hvad han har skrevet – jeg har også læst Freud – Totem and taboo.

    Mvh. Allan Hansen.
    Spain.

  31. Af Allan Hansen

    -

    I buddhisme hænger alle ting sammen – og alle er i familie
    med alt og alle!

    Sol/måne

    lys/mørke

    ild/vand

    dyr og planter – er ét og det samme!
    Alt er ligeværdigt og det ene ville ikke kunne fungerer uden det
    andet, derfor er alt det samme.

    Se det giver jo mening.

    Mvh. Allan Hansen.

  32. Af Allan Hansen

    -

    ” Mennesket vil aldrig blive i stand til, at opfatte verden – men kun dele af
    verden – foran os er intet,,.
    Citat: Schopenhauer.

    Bevidsthedens båndbrede.

    Mennesket tror fejlagtig, at de har fuld kontrol over hvad de gør, tænker og føler:
    men de tager ustandselig fejl.
    Ny hjerne forskning har fastslået, at der forgår millioner af data og informationer
    omkring, som vi ikke er os bevidst om.
    Faktisk er bevidstheden kun i stand til, at opfatte mindre end 10 pct. af de
    data og informationer, som forgår omkring os!

    Se Horizon: out of kontrol?

    B.B.C 2. 13/3 – 12

  33. Af Arne Jensen

    -

    Allan Hansen

    At tro, at “Samfunds forståelse og samfunds udvikling, er en filosofisk opgave.” er noget studentikost sludder. Det, du siger, er, at samfundsudviklingen skulle være en opgave for filosoffer. Har vi ikke efterhånden fået nok af disse halvguder til Marx, Lenin, Stalin og Hitler og andre ideologer, der vil implementere deres opgaveløsning på samfundet.

    “Alt er ligeværdigt og det ene ville ikke kunne fungerer uden det andet, derfor er alt det samme.” Lyder smukt, men er øregas. Evolutionteorien nødvendiggør at arter uddør og nye opstår. Så alt er ikke ligeværdigt over tid.

    “Mennesket tror fejlagtig, at de har fuld kontrol over hvad de gør, tænker og føler: men de tager ustandselig fejl. Ny hjerne forskning har fastslået, at der forgår millioner af data og informationer omkring, som vi ikke er os bevidst om.” Meningsløs opstilling. Kontrol forudsætter i sig selv evnen til at frasortere overflødig information. Hjernen er udviklet til formålet. Hvis al information var ligeligt tilgængeligt ville vi miste kontrollen og blive sindsyge.

    Men man kan også sige, at hjernen kan være menneskets egen fjende, idet der hele tiden opstår tabuområder, hvor grupper af mennesker ikke ønsker at bearbejde information, som ellers er tilgængelig i bevidstheden.

  34. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Allan Hansen – 13. marts 17:24

    Det skulle opfattes som en imødekommendhed til dit indlæg, at jeg nævnte Peter Thielst og bogen “Tre breve om Krigen og Freden” – ikke envurdering af din evt. læstning udi Freud el andre/andet, såvel som jeg i et forrigt indlæg ikke lige kunne huske titlen i sin helhed, hvorfor jeg så benyttede mig af, at du lige nævnte Peter Thielst.

    Så – andet var det ikke herfra.

  35. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Allan Hansen – 14. marts 14:22

    Nogle forskere mener, at det er ikke kun er 90% – men op imod 99%, der er os ubevidst, når vi taler om det enkelte menneskes viden om sig selv, så dine 10% er måske en mild overdrivelse.

    Men – iøvrigt var Freuds udsagn om, at vi ikke er ‘herre i eget hus’ jo det 3die store anslag imod menneskeheden, dens viden og hermed også forståelse for sig selv.

    Og –

    @ Arne Jensen – 8:04

    Til dit sidste afsnit, så har du megen ret – og hvad angår netop forholdet bevidsthed/underbevidsthed, så er modstanden, en forsvarsmekanisme vi besidder, så yderst talende.

    Ikke – at hjerneforskning ikke er værdifuld og den tæt-op-ad-liggende medicinske forskning; men den er samtidig, for mig at se, en stor blokering for at se mennesket, det omhandler, og forstå, at denne forskning ikke er nok.

    Det gælder også om, hvad det er, hjernen siger, både bevidst og ubevidst, hvis vi skal komme videre og specielt forebygge – især med tanke på også de vanskeligst helbredelige neuroser, således til bedre livskvalitet og fortståelse for det enkelte menneske, fremfor pille-fængsel på livstid.

    Når desværre ikke mere. BHL

  36. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Lidt polemisk – hvad mon bliver den næste store, værdifulde og egentlige overraskelse for os mennesker, altså i vores sikkert stadig store uvidenhed?

    Tak for denne gang. BHL

  37. Af georg christensen

    -

    Et udsagn, som jeg nyder, at komentere: Først, bør begrebet “kultur” diffineres, derefter “demokrati begrebet”.

    Inden sådanne begrebsforvirringer, er tilendebragt, vil der nok gå (alt for mange år), netop, hvad “LIVET”, ikke har brug for, fortsætningen følger ikke, den har allerede overhalet sig selv.

Kommentarer er lukket.