Kulturen bestemmer den demokratiske udvikling

Af Kasper Støvring 87

 

Den aktuelle udvikling i Asien, Rusland og den arabiske verden stiller nogle stærkt interessante spørgsmål om vilkårene for liberalt demokrati. Hvorfor er der for længst ikke demokrati i Rusland? Vil økonomisk fremgang medføre demokrati i Kina? Og hvordan er mulighederne for demokrati i den arabiske verden?

Imidlertid har mange taget fejl af udviklingen, fordi de ser bort fra kulturens betydning. Jeg har i mine bøger betonet kulturens betydning for bl.a. demokrati, og er også blevet kritiseret for det. Men lad os se lidt på teorierne.

Kultur og modernisering

I en tradition der går tilbage til den berømte sociolog Max Weber, har kulturen været en genkommende forklaringsteori. Det gælder også berømte senere forskere som Lawrence Harrison, Robert Putnam, Edward Banfield, Samuel Huntington og sågar Francis Fukuyama, selv om man har lagt mest vægt på hans universalisme og institutionsteori. Læren er, at kulturelle traditioner er meget slidstærke og ændrer sig meget langsomt – og at de på afgørende måder bestemmer et lands økonomiske og politisk udvikling.

Den modsatte tradition går tilbage til bl.a. Karl Marx og frem til forskere som Daniel Bell og Ronald Inglehart. De argumenterer for en moderniseringsteori, der bl.a. bygger på et argument om, at industrialisering radikalt ændrer et lands traditionelle kultur, og at økonomisk udvikling i det hele taget har stor betydning for kultur og demokrati.

Begge teorier er sande, men kulturforskerne har mest ret. I det følgende vil jeg dog fortrinsvis støtte mig til Ingleharts overvejelser. Ikke mindst fordi han som en af bagmændene bag de omfattende World Values Surveys analyserer dette enorme datamateriale (og har udgivet en række interessante illustrationer), men også fordi, at han som moderniseringsteoretiker faktisk giver store indrømmelser til kulturteorien, som er spændende at iagttage.

Nuvel. Det er sandt, at økonomisk udvikling hænger sammen med en udvikling væk fra traditionelle, absolutte sociale normer til mere rationelle, tolerante og tillidsbaserede normer. Men kulturen spiller en afgørende rolle for karakteren af et lands demokrati – også når man korrigerer for økonomiske forhold. Kulturen er en faktor, der spiller ind i ”the long run”. Kultur er yderst stabil, men ikke statisk.

Moderniseringsteorien har ret så vidt, at når et land undergår økonomisk udvikling – og især tager springet ind i det industrielle verdenssamfund – så vil der ske tydelige kulturelle ændringer. Især vil religion spille en mindre social rolle i befolkningen.

En systematisk opdeling

På baggrund af et omfattende datamateriale fra bl.a. Freedom House om borgerlige frihedsrettigheder og World Values Surveys’ værdiundersøgelser i over 100 lande igennem de sidste 30 år, kan man systematisk opdele lande i forskellige puljer efter deres kultur. Altså om et land er vestligt, ortodokst, afrikansk, sydamerikansk, konfuciansk eller muslimsk.

F.eks. kan man se tydelige forskelle mellem lande med forskellig kultur – og ligheder mellem lande med samme kultur – når man inddeler befolkningerne på en ”overlevelses”-dimension eller en ”selvudfoldelses”-dimension. Det er de sidste værdier, der gør det muligt for et land at blive demokratisk.

Højest på selvudfoldelsesdimensionen ligger de protestantiske lande, dernæst de katolske, så følger de sydamerikanske lande og lande med en konfuciansk kulturbaggrund. Nederst ligger de afrikanske, muslimske og ortodokse lande i Østeuropa.

En anden måde at se tydelige forskelle mellem lande er at opdele dem i lande præget af traditionalistiske værdier og lande præget af sekulære værdier. Især afrikanske, sydamerikanske og muslimske lande er præget af traditionalisme og er mindre demokratiske. Mens især protestantiske lande er sekulære og præget af rationalitet, men det samme gælder konfucianske lande.

Hvad vil det sige at have en traditionalistisk kultur? Det vil sige, at befolkningen vægter sådan noget som religion; familien; autoritet (herunder en relativ accept af militærstyre og autokrati); konformitet; konsensus; og modstand mod skilsmisse, abort, eutanasi og selvmord.

Tilsvarende, hvad vil det sige, at kulturen er præget af overlevelses-dimensionen? Det vil sige, at befolkningen generelt har dårligere helbred; lavere livskvalitet; mistillid; intolerance; ulighed mellem køn; og at den bifalder autoritet, også i politisk forstand. Det siger sig selv, at liberalt demokrati har svære vilkår i den slags kulturer.

Man kan også se, at højtillidslande er rige lande, hvilket gælder protestantiske lande og enkelte katolske lande samt Japan og delvist Sydkorea og Taiwan. De fleste muslimske og katolske lande og alle de ortodokse lande er relativt fattige og ligger lavt på tillidsindekset. Jeg har i min bog Sammenhængskraft argumenteret for, at tillid således medvirker til at skabe demokrati og velstand.

Økonomisk udvikling

Hvad så med den økonomiske udvikling? Ja, den ændrer delvist et lands kultur, men de kulturelle zoner mellem lande består. F.eks. kan man se, at de rigeste lande ligger højt på selvudfoldelsesdimensionen og den sekulære dimension, imens de fattigste lande ligger i overlevelses- og traditionalismedimensionen.

Økonomisk udvikling leder som regel til to typer forandringer, der har en tendens til at fremme demokrati.

For det første omformer den samfundsstrukturen i kraft af urbanisering, uddannelse, specialisering, netværksdannelse, relativ indkomstlighed og deltagelse i politiske anliggender. Og der vil hyppigt opstå en uafhængigt tænkende arbejdskraft på grund af specialiseringen, som har held med at forhandle med eliten (der har brug denne type arbejdskraft for at forøge velstandsniveauet).

For det andet fører økonomisk udvikling til kulturelle ændringer, der kan stabilisere demokratiet. Det sker, når borgerne præges af værdier som f.eks. tillid, tolerance, selvudfoldelse, deltagelse i beslutningsprocesser, som omvendt giver det politiske regime en større grad af legitimitet.

Mulighed for et quick fix?

Så hvis der følger stabilitet med demokrati, vel at mærke liberalt demokrati som i Vesten, jamen, hvorfor så ikke bare vedtage en demokratisk forfatning med det samme?

Men denne genvej – eller quick fix – dementeres af bl.a. folkeslagene i den tidligere Sovjetunion efter Murens fald. De er ikke blevet sundere, lykkeligere, mere tillidsfulde, tolerante osv. Snarere tværtimod. Det samme mønster ses i store dele af den sydamerikanske kultur.

Demokratiet kræver altså en særlig kultur, også selv om den økonomiske udvikling går nok så hurtig. Et land som Rusland er et vidnesbyrd. For ikke at tale om det autokratiske Kina med de skyhøje vækstrater. Ja, Kuwait er også et rigt land, men har ingen demokratisk orden.

Kort sagt: De rette institutioner skaber ikke demokrati alene. Der kræves en særlig kultur; det er endda endnu vigtigere. Men kulturen er også sværere at ændre.

Hvad så med udsigterne til liberalt demokrati i Arabien, Rusland og Asien? Den er dårlig, bedre, bedst.

87 kommentarer RSS

  1. Af Flemming Rickfors

    -

    Afløseren til Hávamál (Ældre Edda) er ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. I klassisk fortælleteknik er værket opbygget som en dialog mellem fader og søn, hvor faderen videregiver visdom og lærdom til sin søn. Værket gengiver en række af vore oprindelige tanker, og her er hvad Kasper Støvring ganske rigtigt fremhæver:

    “Þvíat þá má eigi kaupa af òðrum löndum með fé hvárki siðu né mannvit,”

    som jeg oversætter til:

    “Thi at det er ikke muligt for penge at købe fra andre lande hverken sæder eller mandsvid,”

    Det er jo ikke så godt, med mindre man har nedarvet gode sæder, forstår dem, udlever dem og forsvarer dem. Her står og falder Danmarks fremtid.

  2. Af Ulf Timmermann

    -

    Det er selvfølgeligt ikke for tidligt at gøre sig en masse betragtninger over alt det der, og det er gjort længe, hvad dine kilder vidner om, men vinklingen vil over de kommende aartier blive genstand for mange paradigme skift, forhaabentlig mere frigjorte fra etno-centrisme og disse meget værdiladede, ikke særligt veldefinerede, begreber, hvis brug forekommer at være en ufordøjet, tagen for given, indirekte hyldest til os selv.

    Det er simpelthen for tidligt at konkludere noget som helst, som Mao siges at have svaret André Malraux paa sidstnævntes spørgsmaal om betydningen af Den franske Revolution.

    Men, tak for referat stilen, og undskyld, jeg synes den er noget rod. Du starter med at kaste flere bolde i luften, men ender med kun at jonglere med én.

  3. Af Preben F1 JensenH

    -

    Kasper Støvring har som sædvanlig ret.

    For Danmarks vedkommende er der dog tale om en lidt speciel udvikling. Her har vi haft en demokratisk kultur indtil for få år siden, men nu er både demokratiet og kulturen under afvikling/afskaffelse.

    Har det mon sammenhæng med at Danmark er et lille land, hvor bogerne er blevet dresseret og indoktrineret til at tænke ret ensrettet? Og til at flyde passivt med den strøm der ender i en turbine/kværn, der vil rive dem og deres kultur/rettigheder/fremtid i stumper og stykker?

    Som nogen har sagt det: Under civilisationens fernis og værdier, ligger galskaben og barbariet altid på lur!

  4. Af Kurt Dejgaard

    -

    Here we go, again…

    Citat:
    “Den aktuelle udvikling i Asien, Rusland og den arabiske verden stiller nogle stærkt interessante spørgsmål om vilkårene for liberalt demokrati. Hvorfor er der for længst ikke demokrati i Rusland? Vil økonomisk fremgang medføre demokrati i Kina? Og hvordan er mulighederne for demokrati i den arabiske verden?”

    Kommentar:
    Demokrati i den forstand som vi i vesten har den nu, kom ikke med et snuptag.
    At forlange at den skal gøre det, andre steder, er at opstille en stråmand som forlanger mirakler, for så at pege fingre når miraklerne ikke indtræffer.

    -Eller, som jeg har konstateret nogen gange: Nogen har for vane at udvælge sine forhåndskonklusioner, – udvælger så fiktive kriterier som skal foregive at bevise at man har ret.
    Det virker efterhånden mistrøstig, ja ligefrem desperat.

    Citat:
    “Demokratiet kræver altså en særlig kultur, også selv om den økonomiske udvikling går nok så hurtig.”

    Kommentar:
    Tager vi Danmark som eksempel, viser det at demokrati kræver en særlig kulturel udvikling.
    I Danmark tog det ca. 50 år (fra den første grundlov i 1849, til systemskiftet i 1901). I mellemtiden, stod vi i perioder på nippet til en regulær borgerkrig, landet stod i stampe og ungdommen udvandrede – flygtede – til den nye verden i USA og Canada i hundredetusindvis.
    Kort sagt: Det var en vanskelig, hård og langtrukken fødsel, med mange lidelser undervejs!

    Hvor lang tid den vil tage i andre lande, ved hverken jeg eller Kasper Støvring.
    Jeg har ingen problemer med at erkende det. Men professionelt har jeg heller ingen hverken akademiske skår at skulle klinke, eller politiske knive at slibe…

  5. Af Preben F1 JensenH

    -

    Måske er det ikke kun kulturen. Der er nu forlydender eller rygter fremme om at Saudi-Arabien køber en våbenfabrik af Sverige, mod at Sverige tillader at S-A får lov til at finansiere en række moskeer og fundamentalistiske “klubber” i de større svenske byer.

  6. Af niels hansen

    -

    Kære Kasper Støvring,

    Har du nogen forklaring på den store forskel på USA og Europa, der begge har en blanding af protestanter, katolikker og andre religiøse befolkningsgrupper.

    Hvorfor spiller religion en meget større rolle i USA end i Europa? Eller hvorfor retten til at bære skydevåben i USA? I Europa vil vi gøre alt for at fjerne disse våben.

    Og hvorfor ser så mange (kristne) amerikanerne den europæiske velfærdskultur, som noget modbydeligt Fanden har skabt?

    Så, kort og godt, hvorfor disse store kulturforskelle?

    Personligt synes jeg, at en forklaring på dette er mere interssant end forskellen på dansk og somalisk kultur.

  7. Af niels hansen

    -

    @Kære Kasper Støvring,

    Jeg glemte at nævne dødsstraffen, som bliver svær at afskaffe i USA. Her er der ikke mange i den ‘vestlige kultur’, der deler USA’s holdning.

  8. Af C. Halvorsen

    -

    Støvrings analyse mangler en væsentlig dimension: lighed. Man kan ikke have demokrati i et samfund, hvor der er stor social ulighed, for i den situation vil de rige (som Støvring kalder eliten) bruge magtapparatet til at kue de fattige.

  9. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Spørgsmålet er nok ikke så underligt, alligevel!

    Vi har været længe undervejs i Danmark, før vi kunne tale om et mere ægte demokrati, altså pluralisme i et samfund – hvor også det enkelte menneske stort set respekteres; men hvor vi alligevel ikke har fuldstændig frihed.

    Og – visse dele af en påstået kvindesag ses at gøre helvede mere end hedt, specielt for øjeblikket! Til skade for den enkelte og samfundet som helhed, hvis de ikke ser ‘djævlen’ i øjnene, altså årsagen til miséren, som for dem er så ’selvfølgelig’; men egentlig er noget af en bundskraber af rang.

    Samfund består af enkelt-individer, og det er og vil til alle tider være det/de enkelte menneskers muligheder, vel at mærke i frihed selv at kunne lede, vurdere og handle, der afgør sagerne.

    Ufrihed giver pligt og tvang og færre og ofte også mere stereotype handlemuligheder, såvel som denne ufrihed kan blokere for tanke og dermed viden og videre udvikling.

    Det er trods alt mennesker, der står bag ‘det hele’ – altså udviklingen, og det Kasper Støvring kalder ‘kulturen’.

    Jo mere hæmmet en kultur er af tvangsforanstaltninger, det være sig religion eller evt. traditionalisme, så sker der mødvendigvis ikke så meget igen, hvis tanken ikke er el kan være fri.

    Tænk bare på opdagelser og opfindelser.

    Og – kvindesagen er ved at grave sig selv ned i et stort hul, alene metoden. Det skal vi selv være på vagt for, være agtpågivende.

    Det er ikke ligegyldigt – det kan endog være farligt for vores samfund, hvis (bla også toneangivende kvinder) får magt og ære udi deres hede ønsker om at være mænd! Læs: At deres køn ikke er godt nok og dur!

    Mage til had til eget køn og til mænd skal man lede længe efter, nu med forslag om Missoirs for kvinder, så de kan stå op og tisse som mændene.

    Hvor er vi henne – nogen må sætte en stopper for sådan galskab, ligeledes i Sverige nu med en el flere institutioner, hvor børnenes naturlige udtryksformer skal tvinges ind i et ‘hen’ for både ‘han’ og ‘hun’ omkring kønnene.

    Hvor er vi henne, det skader ægteskabet, parret, ja, selv kæresteriet. Det skader kvinden selv – og hun er rent til grin, hvis det ikke var så alvorligt – såvel som hun skader manden.

    Kvindesagen, og hvad den har heddet igennem tiderne, burde have set på deres ophav, specielt deres mødre, og gjort op med tingene dér først, så manden kunne gå fri, blive behandlet som en mand og ikke som et stykke inventar, de kan koste rundt med, hvor de så undrer sig over, at han ikke kan få den op at stå.

    Nej, det kunne han måske ikke i forvejen, siden han evt. har fundet sig en manipulerende og kontrolerende kvinde, hvorfor han også bør se til fremover at kunne sig fra og stop i tide.

  10. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Vi må begynde med os selv først, såvel som vi – omend det med kriserne er alt for triste tider, alt for mange steder i Vesten, fordi vi med en del af kvindesagen el feminismen er ved at nivelleres og underminere samfundet, dvs sige os selv og vores muligheder fremover.

    Det vil gå tilbage rent menneskeligt, hvor vi så skal bruge uanede kræfter på sådanne forhold, som er meget vanskelige at rette op på.

    Fx – at ingen gider passe børnene, såvel som der reduceres i ‘bemandinge’ på flere institutioner, således at børnene ikke har en god erstatning i dagtimerne for deres far og mor, såvel som de får alt for mange søskende fra en tidlig alder (i vuggestuerne), hvor de må mangle nærheden med den primære opdrager, moderen – i de første leveår.

    Det er farligt, og vi har længe set flere og flere mindre børn og unge mennesker være medtaget tidligt med endog meget svært oprettelige skader, så hvis vi skal kunne byde ind med noget fremover, så skal vi stramme endog en hel del op – inden det er for sent.

    Kvindens vigtigste job i livet – uanset udd osv – er og bliver at være der for næste generation i de helt tidlige år, og fint nu, at manden/fadren kommer med; men han skal så have sin orlov i forlængelse af moderen, fordi det er barnets udviklings rytme!

    Derfor – og såre enkelt.

    En bedre familiepolitik, så kan vi tale om liberal, anstændig og respektfuld væren og færden. Og dermed evt. et bedre forbillede for andre – og så skal vi, omend hvor vigtigt og altafgørende økonomi er og kan være lade være med at forblænde os udelukkende på økonomi, altså de gode kår, når og hvor de er.

    For i sidste ende handler det om, el vil komme handle om: Det enkelte menneskes robusthed, evne til at tænke, handle og i det hele taget klare/gebærde sig respektfuldt.

    Og – ikke mindst respektere sig selv. Ellers kan det knibe gevaldigt med respekten for andre.

  11. Af Allan Hansen

    -

    Undskyld mig.

    Men lad mig lige følge op, på hvorfor de franske filosoffer fik så stor betydning og indflydelse på den europæiske
    oplysning tid “ånd,, etik og begrebsfilosofi.

    For vi mangler lige en meget vigtig person for, at få brikkerne til at falde på plads.

    En af de største forkæmpere for frihed og det moderne demokrati er den franske filosof Charles de Secondat Montesquieu (1689-1755). Hans tanker om frihedens forudsætninger og den nære forbindelse mellem fremskridt og velstand kunne nutidens politikere lære meget af. For Montesquieu er statens fornemste opgave at beskytte den personlige frihed. For at opnå den nødvendige kontrol med statsmagten opstillede han som ideal en adskillelse mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt repræsenteret ved henholdsvis parlament, kongen og domstolene. I hovedværket Lovens Ånd (1748; dansk 1770) forfægter han den anskuelse, at en stats love er afhængige af landets sæder, religion, klima osv. Ingen har som han blotlagt de økonomiske, psykologiske og politiske betingelser for, at frihed kan opstå, og hvorfor den er både naturlig og unaturlig. Han forklarede friheden ikke kun som et håb eller egenskab hos de enkelte, men som et socialt og historisk fænomen. Kirken anklagede han for ved cølibatet at begrænse folketilvæksten og ved dens lære om at forsage verden at holde folk fast i fattigdom ved at fortælle dem, at det var blasfemisk at ønske sig rigdom. Også hoffet, universitetet og Akademiet, fransk kulturs vagthunde satiriserede han groft over. Akademiet tilbød ham ikke desto mindre at blive medlem, hvilket han efter nogle skærmydsler med hoffet blev i 1728. Efter to års ophold i England slog han sig fast ned på sin slægtsgård ved Bordeaux for at skrive ”Lovens Ånd. For de fleste idéhistoriker bestod Montesquieus vigtigste indsigt i, at han satte magtens deling i en lovgivende, udøvende og den dømmende magt i centrum. Kun dér, hvor der ikke var én enkelt myndighed, der kontrollerede alle tre områder, havde borgerne et frihedsrum, fordi de forskellige myndigheders impulser til herskesyge og formynderi begrænsede hinanden. Sammen med Adam Smiths (1723-90) “ Nationernes Velstand” og Alexis de Tocquevilles (1805-59) “ Demokratiet i Amerika” er ” Lovenes Ånd ” én af den vestlige verdens politiske og sociale frihedskulturs grundbøger. Montesquieu politiske filosofi blev af grundlæggende betydning for Den franske Revolution og for moderne demokrati – og for fransk filosofi i bredere forstand.

  12. Af Allan Hansen

    -

    Den fremragende danske filosof Kai Sørlander har rejst det interessante spørgsmål – findes der en global etik? Svaret syntes indlysende, det gør der ikke, idet etik synes at være kulturbetinget. Ingen vil vel i ramme alvor påstå, at den etik, man praktiserer i Mellemøsten, kan sammenlignes med den etik, som man praktiserer i Europa eller i Vesten som sådan. Det er muligt, at selve det, at islam ikke prætenderer at bygge på et rationelt fundament, psykologisk (men ikke logisk) gør den mindre sårbar for rationel kritik. Det gør i hvert fald, at den stiller sig uden for det råderum, som den tildeler den menneskelige fornuft. Det faktum, at der endnu ikke eksisterer en muslimsk Spinoza, Voltaire, J. S Mill, A. Schopenhauer, I. Kant, F. Nietzsche og Bertrand Russell, betyder ikke, at muslimer ikke må benytte sig af disses store tænkeres værker. Men læsning af vestlige tænkeres opfattelser betragtes som et svigt af islam og allahs budskab.

    Det er i sig selv en alvorlig fejlslutning, for disse filosoffer var blandt mange andre store tænker en væsentlig faktor (forudsætning) for den vestlige frihed jf. kap.1. Det faktum, at islam endnu ikke har haft sin renæssance, oplysningstid og reformation og ikke har haft det endelige opgør mellem teologi, retorik og filosofi, har ført millioner af muslimer ud i fattigdom, sygdom, analfabetisme, politisk vold og fortvivlelse. Det er en tragedie, som vi ikke bør overse eller negligere, for det har fastlåst den islamiske verden i en gold ødemark af intolerance og snæversyn.

    Med andre ord: Opgøret står mellem den bastante metafysisk dvs. teologi og retorik; underforstået – de, der har alle de rigtig svar – og den sofistikerede metafysik, så som filosofi, selvrefleksion og begrebsanalyse: altså de, der stiller alle de interessante spørgsmål, men ikke har nogle færdige svar. Det er her islam adskiller sig fra Vesten. Et samfund, der lever efter Muhammeds og Koranens forskrifter, bliver uundgåeligt et patologisk samfund, og da man ikke må tvivle på Koranen og sunna´en, dvs. de gamle røverhistorier om Muhammed. Tvivl straffes omgående, hvis ikke af de sociale omgivelser, så i hvert fald af allah. Men uden tvivl uden den intellektuelle holdning kan et menneske ikke erhverve sig viden. Islam lægger stor vægt på erobring og omvendelse af alle vantro. David Pryce Jones beskriver i The Closed Circle, hvordan dette stammesystem fungerede. Der opstod en endeløs cirkel af vold, hvor den ene stamme prøvede at herske over de andre, og hvor der inden for stammen, klanerne og familien førtes permanent krig om magten. Muhammads vilje blev til lov. Det var Muhammeds jihad og plyndringstogter, også kaldet dar al – Harb dvs. Lande og nationer, der skal nedkæmpes og udslettes fra allahs jord, som skabte grundlaget for det, som nogle i dag kalder en slags religion og det er jo en ren skandale. Muslimerne deltager stadig i stort set alle de igangværende krige i verden. To millioner mennesker er dræbt i Sudan inden for de seneste år, rapporterer Charles Jacobs fra The Amrican anti-Slavery Group. Titusinder er blevet forflyttet, og mere end 100.000 er blevet tvangsudsultet. I Khartoum fører et Talebanlignende muslimsk regime en selverklæret jihad imod kristne animister og ikke-arabiske muslimer. Jacobs bemærker, at Khartoums voldsomme angreb har genoplivet handelen med sorte slaver. Når mændene er blevet nedslagtet, bliver kvinderne, pigerne og drengene gruppevoldtaget eller får skåret halsen over for at stritte imod. De terroriserede overlevende marcheres nordpå, hvor de fordeles mellem arabiske herremænd. Her bliver kvinderne til sexslaver, pigerne hushjælp, og drengene bliver gedehyrder (se: Slave. – af Mende Nazer 2004). En grusom beretning om de muslimske araberes vold og terror i Sudan. Med andre ord, det velkendte jihad – dar al-harb system, som muslimerne nu har praktiserede i mere end tusind år. Sudan var et kristent land længe, før verden så den første muslim. Men så kom muslimerne med deres hade” religion”. Først tog de deres land, derefter tvangskonverterede man de sorte til islam for så til sidst at nakke dem, for allah bryder sig ikke om sorte mennesker. Så når den sorte forbryderorganisation Nation of islam i U.S. A, som har over en million sorte amerikanske medlemmer, højlydt proklamerer, at jøderne og de hvide er nogle svin, så er de ganske uvidende om, at det var muslimerne, der voldtog deres forfædre for derefter at sende dem over Atlanten og sælge dem som slaver. ( se: E. Benjamin Skinner. ”A crime so Monstrous – en forbrydelse så afskyelig. 2008. Aldrig har der været så mange slaver i verden som nu. Mindst 27 millioner mennesker. Det er dobbelte så mange, som der blev sejlet fra Afrika til Amerika i løbet af 300 år.

    – Her bør man nok navigere med den største forsigtighed, for nok lever mange millioner menneske i nådesløs fattigdom og afmagt, men det gør dem ikke nødvendigvis til slaver.
    En kinesisk risbonde lever måske nok i fattigdom og fortvivlelse, men det gør ham ikke nødvendigvis til slave; medmindre man vælger at se verden med en marxistisk optik, dvs. man er slave af kapitalismens nådesløse betingelser. Set i den forstand, er vi jo alle slaver af kapitalismen i større eller mindre omfang – blot på forskellige niveauer. For vi har jo alle regninger, som skal jo betales – der findes næppe mange husmødre, der ikke må kæmpe for at få kostpengene til at slå til.(..). Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at der er alt for mange slaver i denne verden; flere end nogensinde før, ikke mindst i den muslimske verden, hvor slavestatus nærmest er en del af islam, som vi senere skal se. Lederen af Nation of Islam, Louis Farrkahn er blevet nægtet indrejse tilladelse i blandt andet Storbritannien på grund af sit voldsomme had rettet imod jøder og hvide mennesker.

    Mvh. Allan Hansen.

  13. Af peter kocsis

    -

    Jeg har tidligere anført, at alle Støvrings smukke kulturteorier snubler over et lille knast: nemlig at demokratiet i weimarttyskland førte til den største barbari: Nazityskland.Pladask.

  14. Af rene´ vangkilde

    -

    Kasper modsat, – er demokratiet nu osse et mål, med
    at begrænse vækst, kulturen kan ikke være tjent med
    enhed og lighedskulturen,fordi mangfolke-ligligheden
    er skabene, som kreére samfundet fra hånd og hjerne.

    Støvring snubler i politiken omkring MANGFOLDIG, som
    handler om kvantitet og enhed i konservativ politik.
    Den liberale er en selvstændig skabertrang med højeste fællesskab i private regi.
    Liberale erhverv er konservativ-liberal handlefrihed

    Asien har en 1000 års kultur for decentrale og små
    produktioner med handlefrihed, som også gælder andre
    Rusland,Indien, ELLER, vækst til egen forsørgelse.
    Landene har altså liberal demokrati, med den lave fællesnæver i indtægt og udgifter, ELLER er vestens
    velfærd hundred gange dyre i institutions politik.

  15. Af Bjørn Holmskjold

    -

    Demokratiet er jo ikke en naturlov

    Uagtet, demokratiet på det nærmeste bliver ophøjet, som var den én sådan. Derimod er psykologien en naturlov. Uagtet, at man slet ikke tager den i betragtning i forbindelse med samfundsudviklingen. Måske fordi man derved kommer til at erkende, at demokratiet er i modstrid med de psykologiske love.

    Surt nok, med sandt!

    Der er 100 stemmeberettige i et land. 10 af dem ved så meget, at de stemmer med det sigtet, at der komme generationer efter os. De 90 ved ikke så meget, og tænker derfor mest på sig selv. Der er 100 politikere at stemme på. De 90 tænker klogt på der kommer generationer efter os. Det gør de sidste 10 politikere ikke. Disse 10 politikere får 90 % af stemmerne. Hvorimod de 90 kloge politikere kun får 10 % af stemmerne. De tilpasser sig derfor den politiske virkelighed.

    Det er grunden til, at vi ikke kan beskytte naturen, klimaet, naturligheden i befolkningen eller noget som helst andet.

    Kender du nogen, der kan forsvare demokratiet sagligt og fagligt?

    Nej vel!

    Den findes nemlig ikke.

  16. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Niels Hansen: “Har du nogen forklaring på den store forskel på USA og Europa, der begge har en blanding af protestanter, katolikker og andre religiøse befolkningsgrupper.

    Hvorfor spiller religion en meget større rolle i USA end i Europa? …”

    Det spørgsmål debatterede jeg på en amerikansk blog for præcis ét år siden. Anledningen var, at en talsmand for præsident Obama havde udtalt: “Being religious is never un-American. Being religious is quintessentially American.”

    Min konklusion er, at USA i stedet for at udvikle et egentligt sekulært demokrati skabte en civil religion for at holde sammen på nationen.

    Her følger mine argumenter in extenso:

    The Obama spokesman is right. The only thing un-American by definition is atheism, and its political expression in Marxism. Following the tenets of some religions may be criminal, but it is never ever un-American.

    The statement is completely in line with what President Eisenhower once said: “Our government makes no sense unless it is founded in a deeply felt religious faith, and I don’t care what that faith is.”

    Eisenhower was instrumental in the addition of the words “under God” to the Pledge of Allegiance in 1954 saying: “In this way we are reaffirming the transcendence of religious faith in America’s heritage and future; in this way we shall constantly strengthen those spiritual weapons which forever will be our country’s most powerful resource in peace and war.”

    Eisenhower was also instrumental in the 1956 adoption of “In God We Trust” as the motto of the United States, and its 1957 introduction on paper currency.

    The original 1892 pledge reads:

    “I pledge allegiance to my Flag and the Republic for which it stands, one nation indivisible, with liberty and justice for all.”

    The Catholics strongly supported the addition of “under God” to the pledge.

    Many objections have been raised since the addition of the phrase “under God” to the Pledge in 1954. Critics contend that a government requiring or promoting this phrase violates protections against the establishment of religion guaranteed in the Establishment Clause of the First Amendment.

    In 2004, linguist Geoffrey Nunberg criticized the addition of “under God” for a different reason. The original supporters of the addition thought that they were simply quoting Lincoln’s Gettysburg Address. However, Nunberg said that to Lincoln and his contemporaries, “under God” meant “God willing” and they would have found its use in the Pledge of Allegiance grammatically incorrect.

    A bill, H.R. 2389, was introduced in Congress in 2005 which, if enacted into law, would have stripped the Supreme Court and most federal courts of the power to consider any legal challenges to government requiring or promoting of the Pledge of Allegiance. H.R. 2389 was passed by the House of Representatives in July 2006, but failed due to the Senate’s not taking it up.

    This action is viewed in general as court stripping by Congress over the Judiciary. Even if a similar bill is enacted, its practical effect may not be clear: proponents of the bill have argued that it is a valid exercise of Congress’s power to regulate the jurisdiction of the federal courts under Article III, Section 2 of the Constitution, but opponents question whether Congress has the authority to prevent the Supreme Court from hearing claims based on the Bill of Rights (since amendments postdate the original text of the Constitution and may thus implicitly limit the scope of Article III, Section 2).

    Judges and legal analysts have voiced concerns that Congress can strip or remove from the judicial branch the ability to determine if legislation is constitutional.

    None of the many court cases about the pledge reached the US Supreme Court so nobody can say whether it is constitutional or not. Today about half the states encourage schools to recite the pledge.

    How can Ike’s statement, that “democracy cannot exist without religion” be true when no religion in fact demand democracy in their teachings?

    Different religions are of course more or less compatible with an democratic order, but that is something else. The Protestant version of Christianity seems to me to be easily compatible, and Islam not compatible at all with the values and principles of democracy.

    The goal of a wall between religion and politics seems impossible to achieve especially in America, probably the most Christian nation on earth.

    So instead of a secular democracy America developed a Republic with a “civil religion”:

    “In the United States, “Tocqueville said, “religion … is mingled with all the habits of the nation and all the feelings of patriotism, whence it derives a peculiar force.” The mingling of religion and patriotism is evident in America’s civil religion. Writing in the 1960s, Robert Bellah defined civil religion, “at its best” as a “genuine apprehension of universal and transcendent religious reality as seen in or, one could almost say, as revealed through the experience of the American people.”

    Civil religion enables Americans to bring together their secular politics and their religious society, to marry God and country, so as to give religious sanctity to their patriotism and nationalist legitimacy to their religious beliefs, and thus to merge what could be conflicting loyalties into loyalty to a religiously endowed country.

    America’s civil religion provides a religious blessing to what Americans feel they have in common. It is perfectly compatible with each American belonging to his or her own denomination, believing in a Christian or non-Christian god, or being Deist, as were several of the Founding Fathers. It is not compatible, however, with being atheist, for it is a religion, invoking a transcendental Being apart from the terrestrial human world.

    The American civil religion encompasses four major elements.

    First, central to it is the proposition that the American system of government rests on a religious base. It presupposes a Supreme Being. The views of the framers of the Constitution that the republican government they were creating could survive only among a people imbued with religion and morality have been endorsed and repeated by subsequent generations of American leaders. Our institutions “presuppose a Supreme Being”, as Justice William O. Douglas put it, and President Eisenhower similarly declared that “Recognition of the Supreme Being is the first, the most basic expression of Americanism. Without God there could be no American form of government, nor an American way of life.” To deny God is to challenge the fundamental principle underlying American society and government.

    A second core element of the civil religion is the belief that Americans are God’s “chosen” or, in Lincoln’s phrase, “almost chosen” people, that America is the “new Israel” with a divinely sanctioned mission to do good in the world. The core of the civil religion, as Conrad Cherry has said, is “the sense of America’s special destiny under God.” Two of the three Latin phrases the Founding Fathers chose for the republic they were creating sum up this sense of mission: “Annuit Coeptis” (God smiles on our undertakings), and “Novus Ordo Seclorum” (New order for the ages). The third was “E pluribus unum” (From many one).

    A third element of Americas civil religion is the prevalence of religious allusions and symbols in American public rhetoric, rituals, and ceremonies. Presidents have always taken their oath of office on a Bible and, with other officials, formally assume their offices when, at the conclusion of their oaths, they utter the words, “So help me God.” Except for George Washington in his two paragraph second inaugural remarks, all presidents have invoked God in their inaugural addresses and in most other major addresses as well. The speeches of some presidents, most notably Lincoln, are filled with religious resonance and biblical references. Eight words, and only eight words, appear on every peace of American currency, bills and coins: “United States of America” and “In God We Trust.” Americans pledge allegiance to “one Nation under God.” Major public ceremonies begin with an invocation by a clergyman from one denomination and end with a benediction by a clergyman of a different denomination. The military services have a substantial corps of chaplains, and the daily sessions of Congress open with prayer.

    Fourth, national ceremonies and activities themselves take on a religious aura and perform religious functions. Historically, as Lloyd Warner argues, celebration of Memorial Day was “an American sacred ceremony.” So also in the celebration of Thanksgiving, as well as presidential inaugurations and funerals. The Declaration of Independence, the Constitution, the Bill of Rights, the Gettysburg Address, Lincoln’s second inaugural, Kennedy’s inaugural, Martin Luther King’s “I have a dream” speech have all become sacred texts defining American identity.

    The marriage of religion and politics in America’s civil religion is well caught in Peter Steinfels’s account of the inauguration of Bill Clinton in 1993:

    “At its core (was) the solemn administration of an oath on the Bible, preceded and followed by prayers and accompanied by hymns as well as patriotic music. …
    The week was rich with religious gestures alongside moments when the religious overtones , though not explicit, were unmistakable. The inaugural week began with a nationwide ringing of church bells. At Howard University, Bill Clinton invoked the memory of the Rev. Dr. Martin Luther King Jr., echoing his lessons and quoting the verse from Scripture that would also close the Inaugural Address. …
    The President was surrounded throughout the day by an array of religious leaders.”

    This was not the ceremony of a secular, much less atheistic, society or polity. As the British scholar D. W. Brogan pointed out, in the past when children recited daily the “American Creed” (*) in schools, they performed a religious exercise as truly as if they began their day by saying, “I believe in God the Father Almighty” or “There is no God but God.” Civil religion converts Americans from religious people of many denominations into a nation with the soul of a church.

    (*) “I believe in the United States of America as a Government of the people, by the people, for the people; whose just powers are derived from the consent of the governed; a democracy in a republic; a sovereign Nation of many sovereign States; a perfect union, one and inseparable; established upon those principles of freedom, equality, justice, and humanity for which American patriots sacrificed their lives and fortunes. I therefore believe it is my duty to my country to love it; to support its Constitution; to obey its laws; to respect its flag, and to defend it against all enemies.”).

    But, apart from its being American, what is that church? It is a church that has included Protestants, Catholics, Jews, other non-Christians, and even agnostics. It is, however, a church that is profoundly Christian in its origins, symbolism, spirit, accoutrements, and, most importantly, its basic assumptions about the nature of man, history, right and wrong. The Christian Bible, Christian references, biblical allusions and metaphors, permeate expressions of the civil religion. “Behind the civil religion at every point lie Biblical archetypes”, Bellah has said: “Exodus, Chosen People, Promised Land, New Jerusalem, Scarified Death and Rebirth.” Washington becomes Moses, Lincoln becomes Christ. “The deepest source of the symbols, beliefs and rituals of the (civil) religion”, Conrad Cherry agrees, “lies in the Old and New Testaments.” America’s civil religion is a nondenominational, national religion and, in its articulated form, not expressly a Christian religion. Yet it is thoroughly Christian in its origin, content, assumptions, and tone. The God in whom their currency says Americans trust is implicitly the Christian God. Two words, nonetheless, do not appear in civil religion statements and ceremonies. They are “Jesus Christ”. While the American Creed is Protestantism without God, the American civil religion is Christianity without Christ.

    The violation of the “two word”-prohibition by the Reverend Franklin Graham at the inauguration of President George W. Bush provoked much criticism. Bush explicitly proclaimed his faith in Christ during his presidential campaign. Perhaps in response to the criticism of Graham, he quite consciously did not do this in his many expressions of faith as president.”

    So says Samuel P. Huntington in his last book: “Who Are We” (2004), from which I have quoted the chapter about American “civilian religion”. It makes good sense to me, and explains why religion and politics are mixed up and inseperable in a way practically unknown in any other secular democracy in the world.

    Religion plays a much smaller role in Europe, even in democratic countries with a state religion, and references to God is never made by officials when addressing the public. The only official persons allowed to make religious references are the (non-political) monarchs. In Denmark the monarch finish her traditional speeches to the people with a “God save Denmark.”

    “God’s help, the love of the people, Denmark’s strength” is the official motto chosen by the Queen herself.

    Islamic countries also invoke God in their national motto’s. Typically “Allahu Akbar” (God is Great(est) used by both Iran and Iraq.

    Indeed, “Politics is the art of the possible; creativity is the art of the impossible”, said Ben Okri the Nigerian author who uses magic realism to convey the social and political chaos in his country. Civil religion is what was possible in America to create the unity needed to keep the nation together as a creative and prosperous nation – under God. 😉

  17. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Peter kocsis: “Jeg har tidligere anført, at alle Støvrings smukke kulturteorier snubler over et lille knast: nemlig at demokratiet i weimarttyskland førte til den største barbari: Nazityskland.Pladask.”

    Som enhver der har læst historie ved var det ikke den demokratiske Weimarforfatning der førte til nazisternes magtovertagelse, men de helt uhørte og urimelige betingelser Tyskland blev pålagt ved Freden i Versailles, hvor landet blev stemplet som hovedansvarlig for verdenskrigen og pålagt krigsskadeserstatninger som det umuligt kunne betale.

    Lady Astor blev i mellemkrigstiden spurgt, hvor Hitler blev født. I Versailles svarede den kvikke adelsdame.

    Faktisk forblev Weimarforfatningen i kraft helt frem til Tysklands nederlag i 1945. Hitler regerede ved hjælp af nødretslove der gav ham uindskrænkede beføjelser til at sikre folk og nation. Formelt set skete det inden for rammerne af den demokratiske forfatning. Heraf kan vi lære, at en forfatning ikke kan sikre demokratiet uanset hvor demokratisk den måtte være – det kan alene et folk som ønsker demokrati og derfor stemmer på en sådan måde, at demokratiet kan opretholde sig selv. Et velfungerende demokrati kræver derfor udviklingen af en demokratisk kultur og en sådan kan man ikke sige var til stede i kejsertidens autoritært styrede Tyskland. Den demokratiske Wiemarforfatning blev påtvunget det tabende Tyskland i Versailles og af mange opfattet som endnu et tvangsdekret pålagt Tyskland af de sejrende magter.

    Til sammenligning voksede demokratiet herhjemme organisk frem som følge af pres fra folket, men alligevel tog det 66 år – fra 1849 til grundlovsrvisionen i 1915 – før der var skabt et egentligt demokratisk styre der byggede på politisk ligeværdighed. Det var ikke mindst modstanden fra Højre – godsejernes og embedsstandens parti af nationalkonservative der forsinkede udviklingen af parlamentarisme og den almindelige valgret. Meget opportunt tog partiet i 1915 navneforandring til Det Konservative Folkeparti.

  18. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Allan Hansen: “Den fremragende danske filosof Kai Sørlander har rejst det interessante spørgsmål – findes der en global etik? Svaret syntes indlysende, det gør der ikke, idet etik synes at være kulturbetinget. …”

    Kai Sørlander har ikke blot rejst spørgsmålet om der findes en global etik, han har faktisk også givet et positivt og konsistent svar som er begrundet begrebslogisk.

    Så enten er Sørlander ikke fremragende, eller også er et negativt svar ikke så indlysende som du hævder.

    Du kan ikke hævde begge dele uden at modsige dig selv!

  19. Af Johan Jepsen

    -

    Ha! Ha! Ha!
    Det er virkeligt ufrivilligt komisk!
    Udover katalogen over de fine navne, som anvendes som pyntende emballage, er indholdet af indlægget ren junk food for hjernen! Kultur bestemmer… ha! ha! ha! Hvis kultur bestemmer, hvorfor Danmark ikke var demokratisk før 1848? Og, ja, selvfølgeligt! Der herskede en anden kultur i Danmark! Med andre ord var Danmark ikke Danmark i kulturel forstand! Det var et andet land! Så hvad egentlig mener du med “Kultur” (race?), eftersom kultur ser ud til konstant at forandre sig med tiden. Og hvis der nu findes noget, der kan betegnes som kultur på den måde du anvender ordet… Der blev en gang vurderet, at der findes over 200 betydninger af begrebet kultur? Hvor står du henne blandt disse 200 retninger? Prøv nu at definere det du snakker om. Det vil (muligvis) kunne gavne dine teser… eller rettere sagt din pot-pourri af dårligt fordøgede elementer hentet fra forældede ideologier. Hvad med at vende princippet af din (ikke helt) “nye” opfindelse og påstå istedet, at demokratiet bestemmer den kulturelle udvikling? Det ville måske hænge mere sammen med fakta og den historiske virkelighed, og dermed hjælpe dig med at se lyset frem og kravle ud af den ideologiske og reaktionære formørkelse, hvori din tanker ser ud til at sidde fast.

  20. Af Bjarne Petersen

    -

    Vi skal passe på vores kultur og vores demokrati..
    DVS, vi må ikke lade fremmede kulturer overtage / eller delvis overtage vores.Og til islam, klap i eller går væk..vi ønsker ikke Danmark ødelagt af jeres kultur og udemokratiske kræfter som i ligger for dagen.

  21. Af Bjørn Holmskjold

    -

    Bjarne Petersen

    Danmarks forfald kommer jo indefra.

  22. Af Svend W. Jensen

    -

    Overskriften synes dobbelttydig.

    Menes der, at kulturen former demokratiet eller at kulturen frembringer demokratiet.

    Demokrati er et idekompleks til en styre –og livsform, der skal indeholde en række obligatoriske grundelementer for at kunne opfylde kriterierne for betegnelsen demokrati.

    Dette idekompleks er altid blevet formet af den kultur, det har udviklet sig i – det er en evolutionsproces. Og derfor kan man ikke tale om demokrati i ental og bestemt form. Demokrati findes i mange varianter formet af kulturen uden, at man kan hævde, at det ene er mere demokratisk end det andet, men det er en absolut forudsætning at grundelementerne er tilstede. Der findes derfor ikke liberalt demokrati i modsætning til andre demokratiformer. Der findes kun demokrati men i forskellige varianter.

    Nogle kulturer har et større indbygget potentiale for udvikling af demokrati end andre, men hvad er drivkraften i denne udvikling og vil denne drivkraft også gøre sig gældende i kulturer med mindre indbygget potentiale?

    Flere tænkere i Oplysningstiden hævdede at historien var retningsbestemt og havde en afslutning – sekulær eskatologi. En tankegang som vi stadig i vid udstrækning har annekteret og som nok mest markant, men ikke alene, har været fremført af Hegel og Marx.

    Økonomi synes at være den altafgørende ”usynlig hånd” i den historiske eskatologi, med Marx , at det er produktivkræfterne, der driver udviklingen. Hans påstand om, at når basis (produktivkræfterne) forandres vil overbygningen (samfundsindretningen) nødvendigvis også forandres uanset, om det ønskes eller ej.

    Og det er vel nøjagtigt, hvad vi ser i dag: Globaliseringen med dens tvungne afledte samfundsforandringer både i Vesten og i alle de andre mere eller mindre ikke-demokratiske lande.

    Kan Kina opretholde sit diktatoriske ét partistyre samtidigt med den nødvendige voldsomme decentralisering af beslutningsprocesserne i en markedsøkonomi, der har bragt velstand og udvikling til landet eller vil den ændrede basis også her gennemtvinge en ændret overbygning?

    Ruslands kleptokratiske formynderstat udfordres i øjeblikket af dele af befolkningen, der vil være borgere og ikke undersåtter og det er den samme tendens, der ses i ”det arabiske forår”, så evolutionsprocessen synes at være på vej over en bred front, at den så betinget af kulturerne kan blive ret så stenet med omveje, er anden sag.

    Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag.

  23. Af Michael Larsen

    -

    En lille indvending mod Kasper Støvring. Jeg er ikke så sikker på at Rusland (mere præcist er det måske at tale om SNG-landene) er karakteriseret ved at være ortodokst, jeg tror nærmere Rusland er karakteriseret ved at være eks-kommunistisk, indadvendt eller zaristisk. Russerne har aldrig set til Europa som en kulturkreds de hørte til til, det har de ortodokse grækerne, serbere, rumænere og bulgarer derimod.

  24. Af Matti Petersen

    -

    Johan Jepsen, bag din latter gemmer der sig et bevis for, at du ikke har forstået hvad Kasper Støvring skriver – endsige hvad de citerede skriver og hvad de deltagende (om de er enige eller uenige med Kasper Støvring) her i kommentarsporet skriver.

    Ingen har jo påstået, at (det liberale) demokrati er en naturgiven konstruktion, og dermed per definition eksisterende på et hvilket som helst tidspunkt i historien. Derimod er påstanden, at visse kulturer har bedre vilkår for dyrke det, end andre har. Måske endda så klart, at den type demokrati kan dyrkes i visse kulturer, mens det ikke kan i andre.

  25. Af Arvid Holm

    -

    Debatten mangler vist en fælles definition på demokrati.

    Er det blot flertalsstyre, hvor flertallet kan beslutte hvad som helst?
    I så tilfælde kan man praktisere endog et islamisk demokrati.
    Bare folk er rimeligt enige.

    Eller skal beslutningerne ligge indenfor nogle ideologiske rammer?
    Hvis flertalsstyret skal udøves indenfor Menneskerettighedernes og retsstatens rammer, må demokrati forudsætte vestlig kultur.

  26. Af niels hansen

    -

    @Matti Petersen

    “Ingen har jo påstået, at (det liberale) demokrati er en naturgiven konstruktion, og dermed per definition eksisterende på et hvilket som helst tidspunkt i historien. Derimod er påstanden, at visse kulturer har bedre vilkår for dyrke det, end andre har. Måske endda så klart, at den type demokrati kan dyrkes i visse kulturer, mens det ikke kan i andre.”

    Ja, du må finde et p.t. ikke-demokratisk land og så, ligesom i Danmark, vente 66 år og se, om der er sket fremskridt.

  27. Af Kasper Støvring

    -

    Flere har draget sammenligninger med Danmark, her tog det som bekendt også en del år før demokratiet var etableret i liberal forstand. Men sammenligningen med de kulturer, jeg omtaler – Arabien, Rusland, Asien – er altså langt ude og uhistorisk. I Danmark kunne demokratiet relativt let etableres fordi der var et stærkt civilsamfund. Tænk på andelsbevægelserne, som Svendsen og Svendsen træffende har kaldt “skoler i demokrati” i bogen “Social kapital”. Der var altså heller ikke borgerkrigslignende tilstande i mellemtiden, som Dejgaard skriver. Tværtimod er Danmarks historie temmelig unik i verdenshistorisk sammenhæng i og med, at den historiske udvikling har været så harmonisk. Gradvis udvikling, som konservative ville sige. Der var også en nation før demokratiets og retsstatens indførelse, landet var altså ikke splittet i etniske, religiøse og andre sekteriske grupper. National loyalitet, tillid, protestantisk kristendom og civile bevægelser er afgørende for etablering af liberalt demokrati. Det eksisterede alt sammen i Danmark. Og det er altså temmelig unikt.

    Niels Hansen: “Har du nogen forklaring på den store forskel på USA og Europa, der begge har en blanding af protestanter, katolikker og andre religiøse befolkningsgrupper.”

    Det er et interessant spørgsmål, som jeg håber at kunne tage op inden længe. Indtil videre må vi jo i hvert fald sige, at også her synes moderniseringsteorien at have et forklaringsproblem: et land kan modernisere og indføre liberalt demokrati uden at religionen svækkes.

    C. Halvorsen: “Støvrings analyse mangler en væsentlig dimension: lighed.”

    Nej, den har jeg med. Og er enig med dig i dine betragtninger.

    Allan Hansen: Dine meninger synes at være ganske interessante, men kan du ikke skrive lidt kortere?

    Peter Kocsis: “Jeg har tidligere anført, at alle Støvrings smukke kulturteorier snubler over et lille knast: nemlig at demokratiet i weimarttyskland førte til den største barbari: Nazityskland.Pladask.”

    Nu skriver jeg om hvor hurtigt lande kan etablere demokrati – ikke hvor hurtigt de kan miste det. Demokratiet er skrøbeligt, og især når de liberale friheder, som f.eks. ytringsfriheden, indskrænkes, risikerer vi at få barbariet. Det burde vi minde os om i disse Muhammedkrise-tider.

  28. Af Johan Jepsen

    -

    Matti Petersen> Jeg forholder mig ikke til det første lag af ordenes betydning i Kaspers indlæg, men til det ideologiske(dvs. fjernt fra realiteten) og til den essentialisme, der ligger i de dybbere lag af hans udsagn. Der er en logik og en ledende tanke bag hans skrivelse. Hvis du ikke kan få øje på det, så anbefaler jeg, at du læser (eller genlæser) Foucault og for den sags skyld også Bourdieu. Kaspers indlæg bunder arkeologisk set i noget, som ikke hænger sammen, når man stiller sig de preliminære nødvendige spørgsmål: hvad mener “jeg” med kultur? Hvad mener “jeg” med demokrati og for den sags skyld liberalt demokrati? Med andre ord ender sådan en ideologisk suppe lavet af Kasper i en slags teo-ideologisk tautologi: det er hovedløst og bundløst. Det har ingen “videnskabelige” eller saglige ryggrad. Beviset på det: man kan for det første inkludere begrebet og den fenomen, det vil redegøre for, i begrebet kultur; For det andet kan man lige så meget (og endda meget mere sagligt) påstå, at det er demokratiet, der bestemmer kulturen. Kaspers ideer er hentet fra de gamle reaktionære ideologer, som brugte, den samme retorik som Kasper, til at nægte lige demokratiske rettigheder til deres medborgere: kvinder, fattige, unge, osv. Problemet med Kaspers tankegang er, at det tangerer mod teokratiske samt delvis totalitære og delvis essentialiste opfattelser af virkeligheden. Dvs. nogle meget komplekse processer forklares med en enkelt og simpel grund: gud eller race eller kultur eller køn eller alder osv… Hans svaghed i den henseende skyldes primært, at han ikke er helt bekendt med den samfundsvidenskabelige basale viden. Han forveksler for mange væsentlige ting i hans forvirring. Nu nævner han for eksempel Max Weber. Max Weber (jfr. hans bog Den protestantiske etik…)har aldrig påstået, at det udelukkende er kulturen, der bestemmer, men at den til en vis grad kan være medbestemmende. Det er en stor nuancering. Han udarbejdede sin teori som supplerende element, og ikke som modsigende teori, til Marx’s historiske materialisme. Desuden har Weber i det mindste prøvet at definere, hvad han mener med begrebet kultur: det er ifølge ham et sæt sammenhængende værdier, som ikke nødvendigvis kan betragtes som “enestående” eller det eneste relevante sæt værdier og som hænger sammen med andre ikke-værdibaserede processer og fenomener. Kaspers tanker ser ud til, at de desværre er groet fra og fast i kulturalisternes illusioner og none sense. Fukyamas eller Huntingtons ideer er idag betragtet som ideologer. Det gør også Ayatollah Khameneis ideer i Iran eller Pavens for den sags skyld. Det vil faktisk være på sin plads at læse (på en seriøs måde) Bodin, Machiavel, Marsile de Padova, Hobbes, Locke, Rousseau, Puffendorf, Grotius, for kun at nævne disse få første og væsentligste grundlæggere af de ideer, som har banet vejen frem til en modern og senere demokratisk tankegang, og prøve at forstå modernitetens komplekse grundlag og processer. Når man bruger begrebet kultur uden at definere det og med henblik på at anvende det som den enkelte og enestående determinerende faktor af en samfundsmæssige udvikling, afslører man som regel sin uvidenhed og sin tendens til at ideologisere og fejlfortolke nogle komplekse realiteter. Når jeg læser Kaspers vrøvl, kan jeg ikke lade være med at opdage, at der ligger en meget dårlig omformulering og et forsøg på tilpasning af Edmund Burkes, Louis de Bonalds, Joseph de Maistres og andre reaktionæres tanker til vores tid virkelighed. Kort sagt er det ren charlatanisme, der ligger bag Kaspers udsagn.

  29. Af Johan Jepsen

    -

    Ifølge Kasper, har Danmark haft en harmonisk historisk udvikling osv… Det må da være en joke! Så ved Kasper ikke særlig meget om Danmarks historie: Der fandtes stænder i Danmark indtil begyndelsen af den sidste del af 1800 tallet og ikke en “nation” eller “et folk”; Danmark har kendt både krig i udenrigsforstand og interne optøjer/uro forskellige steder; Den franske revolution (1789) skabte frygt blandt de enevældige magthavere i Danmark; Kongen blev presset til at holde stænderforsamlinger omkring 1830erne fra napoleonskrigens vindere (Bl.a. Østriske), hvilket væsentligt har åbnet for muligheden for en demokratisering af landet… Andelsbevægelsen har måske skabt eller udviklet demokratiets kultur, men det er først og fremmest muligheden for og tanker om en demokratisk process (herunder meget mere socialistiske og anarkistisk – Proudhon f.eks. – end konservative), der har skabt grundlag for at andelsbevægelsen kunne udfolde sig… Desuden er det en anakronistisk påstand at sætte andelsbevægelsen før demokratiseringsprocessens begyndelse…

  30. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Arvid Holm stiller nogle udmærkede spørgsmål:

    “Debatten mangler vist en fælles definition på demokrati.”

    En sådan fælles definition har det aldrig været muligt at nå frem til. Det nærmeste vi kommer en fælles definition er det kompromis der blev indgået mellem primært USA og Vesten på den ene side og Sovjetunionen og de folke-“demokratiske” lande på den anden side ved udformningen af FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder i 1948.

    Derfor består erklæringen af to dele der definerer forskellige typer demokratisk styre. Den første del (til og med artikel 21) svarer i hovedsagen til USA’s forfatning med dens tilføjelser. Det er i den del, at frihedsrettighederne og de politiske rettigheder stadfæstes, Det drejer sig om ytringsfrihed, religionsfrihed, lighed for loven og fastlæggelse af en politisk styreform, der indebærer, at et lands regering skal fremgå af frie og periodiske valg. De følgende artikler (22-27) går derimod videre og hævder en række økonomiske og sociale rettigheder: retten til social sikkerhed, retten til arbejde og beskyttelse mod arbejdsløshed, retten til hvile og fritid, retten til undervisning og til en levestandard, som er tilstrækkelig til at sikre sundhed og velvære.

    Hvor den første type af rettigheder indebærer en form for demokrati, så indebærer den anden type en form for velfærdsstat.

    Når vi ad historiens vej søger tilbage til de overvejelser, som ligger bag, at man formulerede menneskerettighedserklæringen, som man gjorde, så føres vi tilbage ad to forskellige spor. Det ene spor fører tilbage til de diskussioner og de overvejelser, som lå bag udformningen af den amerikanske konstitution. Da konfronteres vi med politikere som Thomas Jefferson og James Madison og via dem på den ene side med tænkere som John Locke, Montesqieu og Hobbes og på den anden side direkte med antikkens politiske filosofi. Det andet spor fører tilbage til det ideologiske grundlag for Sovjetunionens forfatning og specielt til Marx´s kritik af det borgerlige samfund og den kapitalistiske økonomi.

    Der kan også peges på den meget forskellige demokratiopfattelse der herhjemme kom til udtryk i debatten efter Danmarks befrielse i 1945, repræsenteret af blandt andre kommunisterne i DKP, juristen professor Stephan Hurwitz, den kulturradikale Poul Henningsen, teologen Hal Koch og statsretseksperten professor Alf Ross.

    I bogen “Hvorfor demokrati” (1946) fastholdt Alf Ross det oprindelige, formelle statsretlige begreb om demokrati, der vægrer sig ved at acceptere nogen indholdsmæssig begrænsning, fordi enhver forhåndsmæssig begrænsning jo netop reducerer dén totale folkelige suverænitet, der konstituerer politisk demokrati.

    Forud for grundlovsdagen i 1945 påstod Stephan Hurwitz (den senere ombudsmand), at krigen havde skabt en ny forståelse af demokrati-begrebet. Han henviste til, at den traditionelle definition af demokrati i den statsretlige teori alene lagde vægt på et formelt kendemærke (flertalsafgørelser på grundlag af lige valgret) men IKKE på indholdet. Nu mente Hurwitz at måtte konstatere – og det var en opfattelse han som jurist tilsluttede sig – at “det formelle Begreb dækker ikke, hvad vi tænker paa, naar vi i Dag taler om et ægte Demokrati” … nu kræves der også “økonomisk og social Solidaritet – med andre Ord ikke blot politisk, men også økonomisk Demokrati.” Hurwitz er den første danske jurist som i 1945 tilfører en politisk opfattelse en slags statsretlig autorisation. Han accepterer, at man fra nu af må forlade et formelt kriterium for demokrati til fordel for et delvist indholdspræget. En sådan indrømmelse er ikke alene skelsættende, den er også politisk risikabel og den er i særdeleshed sårbar over for den indvending, at den uvægerlig fører forståelsen af det politiske demokrati ud i begrebslogiske vanskeligheder.

    Foreløbig var der i befrielses- og valgåret 1945 i det brede politiske spektrum, fra kommunister på den ene side til de konservative på den anden, enighed om at annektere “økonomisk demokrati” som en positiv størrelse i agitationen – kun Venstre stillede op med en markant afvigende holdning.

    En anden diskussion i 1945 om demokratiets ret til at forsvare sig selv mod udemokratiske partier blev rejst af den kommunistiske filosofi-professor Jørgen Jørgensen og fulgt op af en anden kommunistisk professor Mogens Fog, der stillede sig bag Jørgensens krav om forbud som led i det demokratiske selvforsvar: “Der rejser sig Røster mod et Forbud mod nazistisk Virksomhed under den gamle Devise: Frihed for Loke som for Thor. De, der staar paa dette Grundlag, var med til at bringe vore demokratiske Rettigheder i Fare, fordi de tillod deres Fjender at vokse sig stærke. Og den svaghed maa ikke gentages” skrev Fog.

    Herimod fremfører Poul Henningsen det principielle standpunkt, at “demokratiet efter sin idé ikke kan stille nogen som helst betingelser for karakteren af den kritik der rejses mod det.” Hovedsynspunktet er, at den politiske frihed må gælde ubetinget: “Hvis vi ikke tror at folk som helhed vil vælge folkestyret med hvilken ret kan vi da pådutte dem det og endda kaldes os demokrater?”

    I 1945 udgav Hal Koch bogen ”Hvad er demokrati?”. Han var ingen blind tilhænger af demokratiet. Han erkendte dets fejl og mangler. Men demokratiet var for ham den livsform, der bedst muligt hjælper mennesket frem mod det gode og det retfærdige i en uafsluttet og uforudsigelig historisk proces. “Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der ikke erhverves én gang for alle, men som skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.”

    Demokratiets styrke er ikke, at det er baseret på flertallets vilje. Platon lærte os, at et flertal kan ledes på afveje med retorisk snilde. Gennem dialektisk bearbejdning – diskussion – kan det blive lidt bedre. Man kan måske finde frem til et kompromis, eller bedre: enighed. Men selvom flertallet gennem alle korrekte demokratiske processer følger sin ærlige overbevisning, er det ikke nok: “Om så 99 procent af jordens befolkning er således indstillet, vil antisemitisme i den form ligefuldt vedblive at være forbryderisk og uforenelig med demokrati” (s. 21). Folk kan være frygtelig, frygtelig gal på den. Det vigtige er – det vidste Sokrates – at holde tvivlen flydende: ”I et demokratisk samfund indrømmer man, at alle afgørelser er relative, kun tilnærmelsen til det rette, og derfor hører drøftelsen ikke op” (s. 25). ”Det autoritære trav kan altid kendes på dette: om man er villig til at tale om tingene eller ej” (s. 27).

    Når demokratiet trods sine fejl og mangler alligevel er den bedste vej at gå, er det fordi dets væsen er bestemt ved “samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse” (s. 23). Det afgørende er, at modpartens synspunkter “bliver én et problem” (s. 24). Ifølge Koch er det den kristne accent på næsten, der sætter sig igennem i denne del af den demokratiske bevidsthed.

    Hal Kochs opfattelse af demokratiet er ikke baseret på procedurer og regler, men netop på værdier. Demokratiet er ikke en tom skal, som vi frit kan anvende – ja, det kan vi i princippet godt, men – og her kommer et moralsk tyngende, præsteligt MEN: Det er ikke de skrevne love, der er vigtigst. Der findes uskrevne love, og det er dem, der skal indprentes i hver en sjæl via folkeskoler, kirker, højskoler, offentlige og private medier, i haller og sognegårde over det ganske land. Der er reelt et relativt snævert moralsk defineret spillerum for, hvilken livsform eller tankegang der er tænkelig. Et moralsk spillerum, der er defineret af vores græske og kristne arv.

    Der er således nok at vælge imellem når vi forsøger at definere hvad demokrati er for en størrelse og hvad det fordrer.

    Jeg er enig med Hal Koch i, at demokratiet må baseres på værdier, men disse værdier må være universelle og begrundes rationelt hvilket udelukker, at demokrati kan begrundes på religiøse værdier, der jo netop går ud over hvad der kan begrundes rationelt. Kristendommen fordrer ikke at samfundsmagten skal demokratiseres og har i det hele taget ingen politiske budskaber med i sin forkyndelse, men kræver adskillelse af religion og politik. Derved kan kristendommen, især i den potestantiske version, siges at befordre en udvikling hen imod det moderne sekulære demokrati.

    Men hvis der ikke findes universelle værdier som vi er underkastet alene qua person, så kan man ikke rent rationelt begrunde, at demokrati er bedre end andre styreformer, og så havner man i værdirelativisme og den kulturrelativistiske position. Dér hvor Kasper Støvring befinder sig. Så befinder man sig dér, hvor man kan komme i tvivl om, hvorvidt demokrati altid er at foretrække frem for en eller anden form for autoritært styre. Et synspunkt som Støvring fremførte på sin forrige blog her.

    Det synspunkt kommenterede jeg blandt andet således:

    “Der har været gjort to forsøg på at begrunde universelle etiske fordringer begrebslogisk; det første af oplysningfilosoffen Immanuel Kant med hans “kategoriske imperativ”, og helt aktuelt af den danske filosof Kai Sørlander med hans “etiske konsistenskrav”. Demokratiet kan udledes som en logisk konsekvens af Sørlanders universelle norm, men ikke direkte af Kants imperativ.

    Det etiske konsistenskrav er en etisk grundfordring som kræver, at vi hver især bør handle i konsistens med, at vi alle kan leve som personer.

    Ret beset er det etiske konsistenskrav både nyt og gammelt. Det er nyt i den forstand, at det ikke har været formuleret eksplicit af andre end Sørlander. Det er gammelt i den forstand, at det i hele menneskehedens historie har ligget og fortsat vil ligge som en implicit forudsætning for en rationel gyldig etisk argumentation. Det ligger som en sådan forudsætning, ganske som de logiske principper altid har og vil ligge som betingelser for en gyldig argumentation overhovedet. Både før og efter at de blev formuleret eksplicit af de gamle grækere.

    Sørlander forklarer vejen fra etisk konsistenskrav til politisk ligeværdighed – og dermed en demokratisk samfundsorden – således:

    “Denne bog er bygget op over et dilemma, som er indbygget i selve demokratiets konstruktion. Demokratiet giver den enkelte frihed til at deltage i den politiske beslutningsproces i ligeværdighed med andre. Derfor er det flertallet som skal bestemme. Men så er demokratiet kun konsistent, hvis et stabilt og vedholdende flertal er forpligtet på at opretholde den demokratiske orden – og fortsat vil kæmpe for mindretallets politiske ligeværdighed. På den ene side har alle i demokratiet frihed til at deltage i den politiske beslutningsproces uden at være underlagt andet end deres egne overvejelser. På den anden side er demokratiet kun konsistent, hvis de hver især indefra – fra logikken bag deres egne overvejelser – er forpligtet på at opretholde den demokratiske orden.

    Det er dilemmaet. Demokratiet er kun en konsistent politisk orden, hvis vi som personer – og som borgere – rent rationelt er underlagt en etisk forpligtelse, som har demokratiet som konsekvens.

    I første afsnit af dette kapitel så vi, at vi som personer rent rationelt er underlagt det etiske konsistenskrav, som fordrer, at vi hver især bør handle i konsistens med, at vi alle kan leve som personer. Går der så en vej fra forpligtelsen på dette princip på de demokratiske værdier? I og med at vi hver især på ganske samme måde er bundet af det etiske konsistenskrav, så kan man direkte slutte fra dette krav til et krav om politisk ligeværdighed. På det etiske konsistenskrav kan ikke begrundes noget hierarki. Så svaret er ja: der går en lige linje fra det etiske konsistenskrav til et krav om politisk ligeværdighed. …”

    (Citeret fra “Den politiske forpligtelse – det filosofiske fundament for demokratisk stillingtagen”, 2011, s. 52-53).”

    I en efterfølgende kommentar vil jeg tage fat på nogle af de andre gode spørgsmål Arvid Holm stiller.

  31. Af Allan Hansen

    -

    For dem, som ønsker at forstå den verden vi lever i, os selv og vores forhold til andre mennesker må jeg varmt anbefale, at man læser Troens fallit, religion, terror og fornuftens fremtid, som er skrevet af den amerikanske filosof Sam Harris. Det er noget af det bedste filosofi, jeg længe har læst. For bogen modtog Sam Harris den amerikanske PEN. pris for det bedste faglitterære i 2005. Borgen er foreløbig udkommet i USA, England, Tyskland, Italien, Spanien, Holland, Portugal, Grækenland, Israel og Findland.
    Sam Harris værk hviler på en flere tusind års europæisk filosofisk tradition og burde være en grundbog for fremtidens etik, samfunds udformning og samfunds -forståelse. Det værste i os ( det regulære selvbedrag) er blevet hævet over al kritik, mens det bedste i os ( fornuften og den intellektuelle redelighed) skal skjules for ikke at støde nogen. Vi må spørge os selv, om hvilken verden vi ønsker for vores børn skal vokse op i?

    Med andre ord: Vi lever stadig i en tid hvor fornuften må bære slør, når hun vover sig ud i det offentlige rum!

    Se også den danske filosof Kai Sørlander – Forsvar for rationaliteten – religion og politik i filosofiske perspektiv 2008.

    Mvh. Allan Hansen.

  32. Af Svend Jeppesen

    -

    Words, words, words…
    Er der demokrati i Danmark? I så fald er det blot en molekyletynd film på overfladen: det politiske niveau. Og selv dét er en illusion; der gælder ganske andre magtforhold end ‘demokratiske’. Er der demokrati på arbejdspladserne? I skolen? På universiteterne? Jeg tror vi kommer til at lede forgæves. Danskerne elsker illusioner, og de elsker dem så hedt, at de gerne vil udbrede dem til hele verden (nu da vi alligevel ikke har råd til at købe den…)

  33. Af Svend W. Jensen

    -

    @ Svend Jeppesen,

    Hvis du ikke mener, at der er demokrati i Danmark, så må du jo sidde inden med facitlisten på demokrati.

    Kunne vi andre ikke udbede os den af dig?

  34. Af Svend W. Jensen

    -

    @ Peter Kocsic,

    Til den ofte fremførte påstand, som du her videre kolporterer, at det nazistiske diktat var et resultat af de tyske demokrati.

    Det nazistiske diktatur kom til verdenen ved de groveste brud på de mest basale demokratiske spilleregler suppleret med rå vold på gaderne.

    Kan vi konkluderer noget som helst heraf, er det, at vi skal stå vagt om demokratiet og dets spilleregler for ellers kan det meget hurtigt gå grueligt galt.

  35. Af Ulf Timmermann

    -

    “Demokratiets” sammenhængskraft er selvfedme. I internationalt perspektiv er “demokratiet” Den hvide Mands/Kvindes Byrde. Vi har noget, de andre ikke har. Saadan er det. Demokratiet er et hjem, ikke med et klaver, men med et flygel, som der blev skrabet sammen til over aarhundreders kolonialisme og imperialisme, herunder landtagning af hele kontinenter. Saadan er det. Resten er spil for galleriet, studendikose betragtninger, saa interessante, noget nær, som en stoleleg.

  36. Af Svend W. Jensen

    -

    @ Jens Aage Jeppesen,

    Tak for din glimrende og omfangsrige gennemgang af ”demokratiets tilblivelse”.

    Jeg kan følge dig langt, men min opfattelse afviger også markant på flere punkter i din gengivelse, men det vil kræve et endnu længere indlæg end dit og utvivlsomt afføde endnu længere påfølgende indlæg fra os begge og det er næppe formålstjeneligt i dette blogforum.

    Dog dette: Jeg har meget svært ved ikke at registrere en form for cirkelslutning i din udlægning af Sørlander og har bemærket, at der flere steder indsniger sig et par ”bør” for at få ligningen til at gå op, men den vildfarelse vil du utvivlsomt forsøge at rydde af vejen.

  37. Af Arvid Holm

    -

    Hvis befolkningen skal deltage i politik, burde de være kvalificerede.

    De skal forstå landets styreform.
    Kan gennemsnitsvælgeren gøre rede for den?

    Og de skal være i stand til at sætte sig ind i de foreliggende politiske spørgsmål, så de kan begrunde enhver beslutning med fornuftige argumenter.
    Forventer man virkelig, at hovedparten af vælgerne kan forklare EU, globalisering, kultursammenblanding og konsekvenserne ved sådanne projekter?

    Kun de færreste vælgere er kvalificerede.
    Langt hovedparten kan ikke gøre rede for hverken det ene eller det andet.
    De kan ikke overskue helheden, men fokuserer på en eller anden detalje.
    Populisme, overfladiskhed og gætteri dominerer.

    Et kommunistisk parti har fået 6-7% af stemmerne ved sidste valg?
    Hva’behar?

  38. Af Svend W. Jensen

    -

    @ Kasper Støvring,

    Du synes at bygge videre på den idylliserende myte, om den fredelige overdragelse af magten fra konge til folk.

    Det er et falsum. Udviklingen af det danske demokrati hænger uløseligt sammen med forholdene i Hertugdømmerne (Slesvig-Holsten) og medførte som bekendt to borgerkrige i kampen om, hvem folket skulle være.

    Efter afgivelsen af Norge og med tabet af Hertugdømmerne havde Danmark det historiske held, at der blev kulturelt sammenfald mellem folket/fællesskabet og den nye konstruktioner: Nationen.

    Det fjernede de multikulturelle elementer, som mange andre nationer har sloges med og fortsat slås med, og efterlod nationen Danmark med en enhedskultur, der først nu med tilvandringen, er ved at blive nedbrudt.
    (Læs Ove Korsgaards herlige og underholdende: Kampen om folket.)

    Vedrørende religion i USA og Europa:

    Sekulariseringen i Europa og USA har forskellige årsager og ytrer sig derfor forskelligt.

    I Europa (den franske) var det en frigørelsesproces fra Kirken som verdslig (sekulær) magtfaktor.

    I USA var det individets frigørelse fra statens religiøse magt. Det havde sin baggrund i den Westfalske fred, der afsluttede 30 års religionskrig med at fastslå, at fyrsten/kongen frit kunne vælge religion, men med det samtidige krav om, at undersåtterne skulle følge samme religion (det er resterne, men vendt på hovedet vi finder i vores egen grundlov).

    Det resulterede som bekendt i nye religionsforfølgelser indenfor staten og tvang mange til flugt eller udvandring. USA er grundlagt af disse forfulgte religiøse, der med forfatningen har villet sikre sig, at heksejagten fra staterne i Europa ikke gentog sig i deres nye stat.

  39. Af Preben F1 JensenH

    -

    Nu kan det jo være fint med filosofi og teorier, men hvad med at se på hvad det kulturelle, demokratiske og moralske forfald allerede har af praktiske/faktiske konsekvenser for millioner af danskere.

    Vi kan konstatere at af etisk kultur er der nærmest intet tilbage i dansk politik. Tomme løfter, asocial lovgivning, hykleri, pamperi, idioti, forrykt frås med snesevis og hundredvis af milliarder samt systematisk undergravning af danskernes velfærd og fremtid er blevet det normale.

    Lad mig give et enkelt ret tilfældigt eksempel. Et bestemt hospital kan næsten udnævnes til et dødens eller forbrydelsens hospital, fordi hospitalet har en lang “karriere” bag sig med massevis af unødvendige dødsfald. Og hvorfor? Fordi patienterne var så syge at de ikke kunne reddes? Nej, fordi dette hospital ikke ønsker eller ikke gider færdigbehandle de syge og ikke vil samarbejde med de pårørende. Det er ganske enkelt et fast mønster gennem flere år, at de pårørende ignoreres på alle mulige måder, til skade for patienterne. (et kontant og konkret eksempel kommer vi til om lidt)

    Nu er det her hospital et psykiatrisk hospital som tilsyneladende har specialiseret sig i at udskrive patienterne, længe før de er færdigbehandlede. Pga. pladsmangel? Overhovedet og slet ikke, for der har været mange tomme senge i de undersøgte sager. Her udskriver man på slump, eller de psykisk syge kan bare gå deres vej. Billedet er at slendrian, ligegyldighed og kynisme fra ledelsens side har skabt tilstande, hvor det hele fungerer som en parodi eller en ond drøm.

    Det er ikke noget som bare undertegnede mener. Det er noget som mange pårørende har konstateret.

    På hospitalerne for fysiske sygdomme risikerer patienterne og deres pårørende også at blive svigtet og holdt for nar i et sådant omfang at frygtelige lidelser og døden kommer på besøg. En avis fortalte fornylig om hvordan f.eks. en del kræftpatienter bliver syltet i så mange uger eller måneder, at de ikke overlever en sygdom der ellers kunne have været helbredt.

    Men tilbage til ignoreringen af de psykiatriske patienters pårørende.

    Mange store undersøgelser har påvist at for netop psykisk syge er de pårørendes støtte og kærlighed altafgørende.

    Men hvad gør dette bestemte hospital? Jo, det kører de pårørende ud i kulden, ud på et sidespor hvor de forhindres i at hjælpe den syge. F.eks. må de pårørende kun ringe een gang pr. dag. Og opnår de ikke noget ved første opringning, fordi den de skal tale med ikke lige er tilstede, ja, så må de vente til næste dag, fordi de kun får en sekretær i røret der meddeler at “dagsrationen” er opbrugt. Det er jo helt skørt, hvis den syge netop har ringet om et alvorligt og livstruende problem som kræver hurtig handling. Andre gange tager ingen telefonen. Den manglende tilstedeværelse er også medvirkende til dødsfald.

    Patienterne kan ofte få det langt, langt bedre med den rette medicin og behandling, ja, de kan blive raske og realistiske og glade igen i stedet for at være dybt forpinte. Men hvis de så udskrives midt i behandlingen, eller bare får lov til at gå deres vej mens de stadig er fuldstændig omtågede, hjælpeløse og ude af stand til at orientere sig, ja mens de stadig er totalt bimmelim og ikke véd hvad de selv hedder, ikke kan genkende deres egen far og mor eller søskende, ikke véd hvor de er eller hvor de skal hen, så er der jo stor risiko for at de ikke overlever at forlade hospitalet.

    Især fordi hospitalet aldrig gør noget for at sikre sig at de pårørende er klar til at tage over, hvor hospitalet slipper. Intet, intet, intet gør man for at underrette familien om at nu er deres søn eller datter, far eller mor ved at forlade stedet. Trods aftaler og løfter om at ringe til de nærmeste når det sker.

    Resultatet kan være at den syge end ikke når at komme hjem, fordi der ikke er nogen til at hente vedkommende. Eller den syge kommer måske hjem til et hus hvor ingen er hjemme, hvorefter alt i hjemmet raseres fordi den syge får et angstanfald og tror sig forladt af alt og alle. Eller den syge lukker op for vandhaner, uden at få lukket igen osv. Ødelæggelserne pga. den manglende underretning kan være enorme, og ruinere familien både mentalt og økonomisk.

    Hospitalets kyniske behandling har allerede smadret snesevis af familier. Og dødslisten er ved at være lang.

    Hvad der foregår af råddenskab og svigt kan slet ikke beskrives her. Det er så vildt og uhyrligt, at ingen ord fuldt ud vil kunne gengive de rædsler og den elendighed der har været tale om i mange tilfælde.

    Og hvad har politikerne, sundhedsstyrelsen eller regionerne foretaget sig for at rette op på roderiet/de skandaløse tilstande? Svaret er nok: nærmest intet gennem det sidste årti.

    Officielt passer man godt på patienterne, og vil gerne samarbejde. Men i praksis sjofler man de syge og de pårørende. Lidt på samme måde som hvis et kirurgisk hospital stoppede midt i operationerne, og derefter smed de stadig blødende patienter på gaden, eller lod dem selv gå planken ud, mens de stadig var bedøvede.

    Jeg undlader foreløbig at sætte navn på hospitalet, men kan dog røbe at det ikke ligger på Sjælland eller Fyn.

    (Vil lige tilføje at en gennemgang af hele rets- og velfærds/social-systemet, familiepolitikken, den økonomiske politik og meget mere, vil vise at millioner af danskere allerede har fået deres tryghed og livskvalitet væsentligt forringet pga. alle mulige arter af svigt, overgreb og udnyttelse osv.)

  40. Af Allan Hansen

    -

    TÆSKEBOGEN
    Kvinder skal have tæsk.

    En gal Imam (giftblander) fra Fuengirola Mohamed Kamel Mustafa har skrevet en bog ”La mujer en el islam” – Kvindens plads i islam – der opfordrer mænd til at slå kvinder på steder, hvor det ikke umiddelbart kan ses. Det fik de spanske feminister op på barrikaderne. Imamen blev arresteret, bogen beslaglagt og indtægterne konfiskeret. I januar 2005 blev Mustafa idømt 15 måneders fængselsstraf. Imamens forsvarer ankede dengang afgørelsen, idet domme på op til to år normalt ikke straffes med fængsel. Nu har retten i Barcelona imidlertid stadfæstet fængselsdomme med den begrundelse, at imamen udgør en ”social fare”, fordi han er et forbillede for mange hundrede muslimer i sin kreds. Imamen har senere erklæret, at han ikke går ind for vold mod kvinder, og at han blot havde citeret Koranen; man kan så spørge sig selv, hvorfor han så skriver en bog om, hvordan man tæsker kvinder? Irshad Manji har denne kommentar” De, der vil gennemprygle kvinder på de tyndeste anklager, kan få den nødvendige hjemmel i Koranen”.

    I Frankrig er en imam ligeledes blevet idømt betinget fængsel og en bøde på 2000 euro, fordi han forsvarede vold mod hustruer. Han er også blevet udvist fra Frankrig til sit fødeland Algeriet. Imamen, der har to koner og 16 børn, afstedkom et ramaskrig i Frankrig, da han i 2005 sagde, at Koranen tillader mænd at slå kvinder. I Pakistan dør mindst to kvinder om dagen, som følge af hustruvold og de såkaldte æresdrab, som er en fuldstædig grotesk betegnelse, da det aldrig er en ære at slå mennesker ihjel. Det burde i stedet kaldes sygemandsmord.
    Tvangsægteskaber er i dybeste forstand en form for slavehandel og voldtægt.
    Homoseksualitet er bandlyst i den islamiske verden, men intet sted i verden voldtages der så mange små drenge som i den islamiske verden. Men som man siger, det er jo ikke homoseksualitet, men kun voldtægt, og de skal jo lære det, de kære små. I Saudi-Arabien og Iran halshugger man stadig bøsser og lesbiske for her hersker – ørkenloven. Civiliseret og anstændig jura er et ukendt fænomen på disse breddegrader.

    Inden for de sidste 20-30 år har vi på verdensplan set en stadig voksende strøm af stærk islamkritiske bøger, fx Marius Baar, Robert Spencer, Daniel Pipes, Bat Ye´or, Bruce Bawer, Orianna Fallaci, Gregory M. Davis, Salman Rushdie, den Amerikanske filminstruktør Wayn Kopping (Obsession radical islam´s war against the West) og Geerts Wilders (Fitna). Ja, selv danskerne kan være med i dette fine selskab: Lars Hedegaard, Helle Merete Brix, Lone Nørgaard, Ulla Dahlerup, Kai Sørlander, Karen Jespersen & Ralf Pittelkow, Rolf Slot-Henriksen og Kåre Blutigen for blot at nævne nogle få danske islamkritikere. Men de væsentligste bidragsyder finder vi hos folk, som Ibn Warraq, Ayaan Hirsi Ali, Wafa Sultan og Irshad Manji. Det væsentlige er her den insider viden, som disse forfattere har bragt for dagen; som paradoksalt nok hidtil har været nærmest ukendt for den Vestlige Verden. Den bedste islam forskning, vi har adgang til i dag, finder vi hos Ibn Warraq: Derfor er jeg ikke muslim; en bolddryppende beretning om islams forbrydelser og grusomme historiske udvikling – og her kunne man da godt får den tanke – at europæernes historiske bevidsthed er draget i eksil?
    Den Europæiske kultur befinder sig i dag i en statisk, ideologisk osteklokke, som går baglæns.

  41. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Private må ifølge straffeloven ikke efterlade nogen i hjælpeløs/livstruet tilstand.

    Men det lader til at hospitaler gerne må sende patienter på gaden (selv i buldermørke og frostvejr) selvom de er fuldstændig ude af stand til at klare sig selv, og ikke selv kan finde hjem. Og så kan det jo være rene tilfældigheder der afgør om situationen ender i selvmord, ulykke eller endnu værre sygdom mv.

    Kan vi stadig tale om et civiliseret velfærds-samfund?

  42. Af sar sar

    -

    Kære Kasper!
    Du har fuldstændigt ret ved din argumetation.

    Du er endeligt lidt for ung, at huske hvordan Gammelsovietisk leder Josef Stalin vil blande forskellige menneskeracer og religioner samt kulturer sammen, og hvad det var blevet til?

    Det sluttede, at russerne hurtigt har opgivet projektet og nuverende Rusland samt Østeuropeiske lande, som er blevet befriet af Sovietisk dominance er blevet samtidigt til største racister. . .

    Der er umuligt, at bygge op Eurostat ligesom USA, simpelthen fordi, at der findes alt for mange kulturer, sprøger etc. i vor gammel Europa.

    Spørgsmål er hvordan de kloge som du selv er Kasper, kan overbevise vores “fantastiske” politikere, at EU projektet er et utopi!
    Det er meget svært at overbevise politikere, at deres projekt er ubrugelig, fordi de har bygget EU for sig selv og ikke for borgernes skyld?!

    Vore “fantastiske” politikere vil også blande forslellige kulturer, sprøger og religioner sammen, og ville gjorde europæiske borgere en bjørne tjeneste, men på et tidspunkt ende dette eksperiment, som total boregrkrig i Europa.

    Men at overbevidse politikere så som: Margarette Vestager, Marianne Jelved, Poul Nyrup Rasmussen og mange andre er så godt som umuligt!

    Så må vi kun vente på, at der kommer i Europa en Adolf II og vil gøre op med den globale kaos!

    Vh. Stanislaw A.Rydzewski

  43. Af niels hansen

    -

    Kære Kasper Støvring

    “Niels Hansen: “Har du nogen forklaring på den store forskel på USA og Europa, der begge har en blanding af protestanter, katolikker og andre religiøse befolkningsgrupper.”

    Det er et interessant spørgsmål, som jeg håber at kunne tage op inden længe. Indtil videre må vi jo i hvert fald sige, at også her synes moderniseringsteorien at have et forklaringsproblem: et land kan modernisere og indføre liberalt demokrati uden at religionen svækkes.”

    Tak for dit svar – og jeg glæder mig til at du vil tage dette emne op. I den forbindelse vil det også være interessant at høre din mening om, hvor stor indflydelse vestlige organisationer, virksomheder og regeringer har på udbredelsen af demokrati.

    Det er en kendsgerning, at der er amerikanske evangeliske kristne, som støtter de grupper i Uganda, der forfølger og ønsker dødsstraf for homoseksuelle.

    Vi ved også, at både vestlige virksomheder og regeringer gennem samarbejde med despoter er med til at holde befolkninger nede og forsinke en demokratisk udvikling – d.v.s. at vestlig ‘kultur’ er medvirkende til holde antidemokratiske kræfter ved magten.

    Dette hører vel også med i dit billede af kultur og demokrati?

  44. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Kære Kasper Støvring. Jeg vil gerne stille et par opklarende spørgsmål til de geografiske definitioner. Når du skelner mellem afrikanske og muslimske lande, vil jeg gerne vide, om lande som Algeriet, Somalia og det nordlige Nigeria hører til den første eller sidste gruppe, eller begge dele. Og når du taler om sydamerikanske lande, antager jeg, at du mener de latinamerikanske lande.

    I et svar til et indlæg skriver du, citat,

    “Der var også en nation før demokratiets og retsstatens indførelse, landet var altså ikke splittet i etniske, religiøse og andre sekteriske grupper. National loyalitet, tillid, protestantisk kristendom og civile bevægelser er afgørende for etablering af liberalt demokrati. Det eksisterede alt sammen i Danmark. Og det er altså temmelig unikt.”

    Jeg citerer langt af hensyn til sammenhængen.

    National loyalitet – Jeg er enig. Vel at mærke når vi er klar over, at “nationen” i mange lande er et anderledes begreb end i Danmark/Norden. “Nationen” kan være et meget mere komplekst, abstrakt og fjernt, ophøjet og respektomgæret begreb, end tilfældet er i Danmark. Det er ikke i alle lande, at man sætter nationalflaget på bordet ved fødselsdagsfester. Man kæmper og dør under flaget, man bruger det ikke som bordpynt.

    Protestantisk kristendom – en forudsætning for demokrati? Historisk set var det store vendepunkt de hollandske protestanters vellykkede oprør mod Spanien i 1580’erne. Hollands uafhængighed betød et afgørende skridt mod skabelsen af demokrati og åndsfrihed i Europa. Men det er sket mange ting siden 1500-tallet, og det Spanien som dengang var et foregangsland i enevældens indførelse, er idag et demokratisk mønsterland. Det første demokrati i verdenshistorien var antikkens Athen. Det største demokrati i nutiden, målt på befolkningstal, er Indien: et overvejende hinduistisk land med et betydeligt muslimsk mindretal.

  45. Af Kurt Dejgaard

    -

    Citat:
    “Flere har draget sammenligninger med Danmark, her tog det som bekendt også en del år før demokratiet var etableret i liberal forstand. Men sammenligningen med de kulturer, jeg omtaler – Arabien, Rusland, Asien – er altså langt ude og uhistorisk.”

    Kommentar:
    Her fik vi så trukket nok en stråmand ud af ærmet.
    Ingen har påstået at arabiske lande og Rusland ligner os, skal udvikle sig i nøjagtig samme retning som os eller med samme fart.

    Det er bare pudsigt, når man ved hvor lang tid den demokratiske udvikling tog blandt de fleste lande i den vestlige verden, at der så er nogen der finder det betimeligt at afsige endelige domme over udviklingen i den arabiske verden og erklære dem for fiaskoer, indenfor måneder!

    Danmark er unik – javist. Det er alle lande. Så havd får vel nogen til at maale den øjeblikkelige situation i et arabisk land, sammenholde den med vores situation og ud fra denne prisme, afsige domme? Det er netop “altså langt ude og uhistorisk”.

    Citat:
    “Der var altså heller ikke borgerkrigslignende tilstande i mellemtiden, som Dejgaard skriver.”

    Kommentar:
    “Nogen” kunne med fordel sætte sig ind i hvorfor de første sportsklubber der blev etableret i Danmark, var skytteforeninger, hvad formålet med deres oprettelse faktisk var, hvordan det gradvist udviklede sig op gennem attenhundredetallets anden halvdel og hvorfor.
    Men jeg tvivler på at “nogen” har lyst. Virkeligheden vil komme i vejen.
    -Som den osse kommer i vejen, hvis man skal forstå hvorfor den danske ungdom i de samme år, desillusioneret vendte landet ryggen og emmigrerede i hundredetusindtal til oversøiske mål og et nyt liv.
    En national åreladning af et omfang der sætter nogens myter og politisk dikterede dogmer om sammenhængskraft, lidt i relief.

  46. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Arvid Holm: “Er det blot flertalsstyre, hvor flertallet kan beslutte hvad som helst?
    I så tilfælde kan man praktisere endog et islamisk demokrati.
    Bare folk er rimeligt enige.

    Eller skal beslutningerne ligge indenfor nogle ideologiske rammer?”

    Demokrati er flertalsstyre og flertallet kan i princippet beslutte hvad som helst, men pointen er, at de ikke BØR beslutte hvad som helst, hvis demokratiet begrundes som en logisk implikation af en universel fordring – det etiske konsistenskrav. Beslutningerne skal ikke ligge inden for nogle ideologiske rammer, men inden for nogle etiske rammer.

    Når udgangspunktet er det etiske konsistenskrav, så er det en forudsætning, at bestemmelserne skal tages i overensstemmelse med, at de enkelte borgere hver især kan leve som personer. Men derudover er der ingen, som har en særlig ret til at tage de samfundsmæssige beslutninger. Set fra den synsvinkel står de alle i princippet lige i forhold til at være beslutningstagere. De står lige under det etiske konsistenskrav. Og det er en konsekvens af denne lighed, at den politiske magt i samfundet – magten til at fastlægge love ved samfundsmæssige beslutninger – må bygge på en elementær ligeværdighed mellem borgerne. En sådan ligeværdighed kan kun opfyldes i en eller anden form for demokratisk orden.

    Det etiske konsistenskrav implicerer altså, at der bør stræbes mod at demokratisere den politiske magt. Hvoledes demokratiet konkret skal udformes – om det skal være direkte eller indirekte – må være et empirisk spørgsmål. Det må afhænge af, hvad der er praktisk muligt i lyset af vore erfaringer med de politiske problemer og med menneskene, som de nu engang er. Demokratiet betyder, at det i den endelige afgørelse må være flertallet, der er udslagsgivende (enten det så er direkte eller gennem demokratisk valgte repræsentanter).

    Men det betyder også, at flertallet etisk er bundet til at tage beslutninger inden for de rammer som sættes af de politiske konsekvenser af det etiske konsistenskrav. Det er de rammer, som basalt udgøres af basissikringen og demokratiet selv. Det er altså et krav til demokratiet – og dermed til flertallet – at det tager politiske beslutninger, som fortsat skaber mulighed for en generel basissikring og for demokratiets egen opretholdelse.

    Dette krav er en følge af selve den måde, hvorpå demokratiet her er begrundet: at det er begrundet som en konsekvens af det etiske konsistenskrav. Da er demokratiet også et system, som stiller etiske krav til den enkelte. Det er ikke blot et system, hvor det er meningen, at den enkelte skal give udtryk for sine egne “rå” og ureflekterede præferencer. Det kan demokratiet degenerere til, hvis det ikke er sin opgave voksen; og så kan det undergrave sin egen eksistens. Den enkelte bør forstå, at hans demokratiske forpligtelse ikke kun er at give udtryk for sine egne egoistiske præferencer, men at det først og fremmest er at tage stilling til, hvorledes samfundet kan løse den opgave, som består i at skulle skabe forudsætninger for, at demokratiet både kan opretholde sig selv og etablere en generel social basissikring for alle. I modsat fald overlader demokratiet sin skæbne til tilfældighedernes spil.

    Der er en afgørende forskel mellem, om det i ens politiske deltagelse blot gælder om, at man skal udtrykke sine præferencer, eller om det gælder om, at man skal tage del i en beslutningsproces, som er et konkret udtryk for den etiske ligeværdighed, og under den forudsætning, at man bør vælge således, at ligeværdigheden fortsat kan opretholdes. Det sidste er et rationelt krav, som går bag om vore præferencer. Og det er et krav, som indeholder en implicit mindretalsbeskyttelse, om ikke på samme elementære måde er givet med et demokrati der bygger sin selvforståelse som et rent formelt system eller på utilitarismen.

    For det andet adskiller denne demokratiopfattelse sig fra et særligt postmodernistisk forsøg på at begrunde demokratiet. Postmodernismen benægter, at der findes endegyldige filosofiske sandheder. Som sådan er det et spørgsmål, om teorien er konsistent. (Hævder den selv at være en endegyldig sandhed? – i modsat fald udelukker den ikke, at der kan være endegyldige sandheder). Men lad mig her tage teorien for pålydende. Den indebærer så, at den enkelte bør være villig til at se foreløbigheden og den grundlæggende usikkerhed i alle “metafysiske” standpunkter – både sit eget og andres. Med denne erkendelse er det naturligt at slutte, at det ikke kan være berettiget at forsøge at gennemtvinge et bestemt synspunkt i den politiske sfære. Hvad skulle berettige en sådan tvang, når alle synspunkter dybest set er grundløse? Og derfra synes man så også at kunne slutte, at man bør slå sig til tåls med en demokratisk orden, hvor der kan skabes et politisk kompromis mellem de forskellige partielle synspunkter. Men problemet er, at den slutning ikke er gyldig, uden at man også har en præmis om personers ligeværdighed. Præmissen om de forskellige rivaliserende synspunkters ultimative grundløshed er ikke i sig selv nok til at nå frem til demokratiet som løsning. Imidlertid må man have præmissen om ligeværdighed et andet sted fra end fra postmodernismen, hvis den ikke selv skal opløses som grundløs. Og når man har den præmis, så har man i princippet nok til at kunne begrunde berettigelsen af demokratiet; så behøver man slet ikke den postmoderne præmis.

    Arvid Holm konkluderer: “Hvis flertalsstyret skal udøves indenfor Menneskerettighedernes og retsstatens rammer, må demokrati forudsætte vestlig kultur.”

    Som det fremgår af ovenstående begrundelse for demokratiets berettigelse så forudsætter demokratiet ikke en bestemt kultur, men alene at tilstrækkeligt mange borgere bøjer sig for de fordringer som muliggør, at samfundmagten demokratiseres. Det vil primært sige fordringen om politisk ligeværdighed.

    På den anden side var det ikke ren tilfældighed der førte til, at demokratiet kunne gro frem indefra i den kristne kulturkreds – det vi nu kalder Vesten – hvilket ikke skete i nogen anden kultur.

    De etisk-politiske grundkrav som følger af det etiske konsistenskrav er rationelle. Det vil sige, at det er muligt at opfylde dem under den forudsætning, at borgerne selv er rationelle. Det kræver to ting af borgerne. Den ene er, at de har en veludviklet evne til at gennemskue konsekvenserne af deres politiske valg; og den anden er, at de har et ønske om at handle i overensstemmelse med det etiske konsistenskrav og dets etisk-politiske konsekvenser. I og med at borgerne opfylder disse to betingelser, så er de rationelle; og så afhænger det kun af de ydre – naturgivne – forhold, om de kan skabe et samfund, der opfylder de etisk-politiske grundkrav.

    Men virkelig personer er ikke nødvendigvis fuldstændig rationelle. De kan være mere eller mindre rationelle. Konsekvensen er, at det kun er muligt at skabe et samfund, der opfylder de etisk-politiske grundkrav, såfremt der er TILSTRÆKKELIGT mange, der er TILSTRÆKKELIGT rationelle. I modsat fald er der intet, som udelukker, at der kan tages flertalsbeslutninger som bygger på ønsketænkning (som f.eks. hvis man socialiserer med henblik på at skabe et klasseløst samfund, men i stedet undergraver økonomien og den politiske ligeværdighed). For slet ikke at tale om muligheden for, at der kan tages beslutninger, som direkte falder uden for det politisk berettigede (som f.eks. hvis man følger en irrationel ideologi eller religion, som kræver, at man bruger sin demokratiske indflydelse med det formål at ophæve demokratiet for at erstatte det med et autoritært styre).

    I betragtning af at det tog 22 århundreder fra oldtidens proto-demokratiske eksperimenter til udviklingen af det moderne sekulære demokrati baseret på politisk ligeværdighed, er der grund til at være forbeholden når det gælder borgernes rationalitet samt vilje og evne til at bøje sig for rationelle etiske fordringer. Dertil kommer, at udviklingen frem mod demokrati i Vesten blev befordret af en religion, som når den tog sig selv alvorligt selv måtte kræve adskillelse mellem religion og politik og ikke havde nogen politiske budskaber med i sin forkyndelse.

    Uden denne medhjælp fra religionen, der selv indeholdt en forudsætning om individernes basale ligeværdighed – deres lighed for Gud – er det tvivlsomt, om den rationelle kraft alene ville have været tilstrækkelig. Rigtigheden af denne vurdering fremgår også af hvor vanskeligt det har været for demokratiet at vokse frem i den islamiske verden. Her giver religionen ingen indre vej mod demokratisering af samfundsmagten, men står tværtimod som en blokering med sin hævdelse af, at religion og politik er et og det samme, samt et krav til de troende om, at gennemføre en altomfattende politisk lovgivning der fordrer aktiv forskelsbehandling af rettroende og vantro som begrundes på irrationelle religiøse ”sandheder”.

    Den universelle menneskerettighedserklæring siger, at alle mennesker har krav på demokrati. Logisk set vender erklæringen tingene på hovedet ved at gøre demokrati til en rettighed. Demokratiet kan aldrig blive mere end en mulighed idet det forudsætter, at flertallet i en befolkning bøjer sig for de fordringer som muliggør en demokratisk orden – det vil først og fremmest sige, at de anerkender grundfordringen om politisk ligeværdighed.

    Logisk set må fordringerne komme før rettighederne. Først når man opfylder fodringerne kan rettighederne eksistere. Retten til livet – den mest basale rettighed – kan ikke begrundes på en eller anden religiøs tro som noget gudgivent eller på en naturretsfilosofi, således som forfatterne af den amerikanske Uafhængighedserklæring forsøgte. Retten til livet følger alene af, at vi bøjer os for fordringen om ikke at begå drab, undtagen i nødværge for at bjerge eget eller andres liv. Går vi ud over denne grænse, hvilket man gør hvis man f.eks. tillader dødsstraf eller abort uden indikation, så gælder der kun en betinget ret til livet. Så er der ikke tale om en “umistelig ret” således som det hævdes i Uafhængighedserklæringen.

    Altså, fordringerne må nødvendigvis komme før rettighederne hvorfor det ville have været bedre om vi i stedet for en universel erklæring om menneskerettigheder havde formuleret en universel erklæring om “menneskepligter” der definerede de fordringer som skulle opfyldes for at rettighederne kunne realiseres. Det har nogle negative konsekvenser hvis borgerne bilder sig ind, at de har rettighederne uden at skulle opfylde de fordringer der muliggør rettighederne. Vi risikerer at havne i et rettighedstyranni, hvis man saver den logiske sammenhæng mellem pligter og rettigheder over. I princippet er der ingen grænse for hvor mange rettigheder vi kan beslutte på papiret at tildele hinanden.

    Det er sikkert ikke tilfældigt, at vi netop nu under en økonomisk krise oplever, at man fra socialistisk hold fokuserer på sammenhængen mellem pligter og rettigheder – at for at nyde må man yde og at der til en rettighed hører pligter.

  47. Af Allan Hansen

    -

    DER VAR ENGANG EN gud!

    Når navnet Nietzsche bringes på tale, er det nærmest uundgåeligt at der er én, der citerer
    ” Går du til kvinderne din vej? Nuvel, forglem så pisken ej!
    Men disse ord, som Nietzsche lægger en gammel kone i munden i ,, Zarathustra” , giver et helt forkert billed af hans
    holdning til kvindekønnet.

    I denne henseende lider han nemlig af en umådeholden generthed.
    Og dette til trods for, at han i sin ungdom efter faderens død kun er omgivet af kvinder: bedstemoderen, moderen, to tanter og en søster.
    Frygtsomheden for alt kvindeligt fremmes måske netop af den grund.
    Nok vover Nietzsche som student at udbringe ovationer til de piger, han mener at se bag nedrullede gardiner,
    men kun i studiekammeraternes beskyttede selskab.
    Han havner også på et bordel, da han er blevet ført på afveje af et bybud, men flygter hurtig, dog først efter at have spillet et par takter på et klaver for de forbløffede damer.
    En anden gang sværmer han på afstand for en skuespillerinde og sender
    hende sange, der er digtet og komponeret specielt til hende, men så vidt vi ved, værdiger hun ham aldrig et svar.
    Senere sværmer han for Cosima, Richard Wagners kone.
    Eller han indbyder en hel stribe af unge damer, der kan komme i betragtning, til at besøg ham i Schweiz, men heller ikke det får nogen følger. Omsider forelsker Nietzsche sig op over begge ører i en en betydningsfuld kvinde, som ganske vist kun var 21 år gammel dengang:
    Lou Salomé. Allerede ved det første møde spørger han ” Af hvilken stjerner førtes vi sammen?”.
    Hans forhold til Lou og vennerne går snart efter i stykker på grund af intriger, især fra hans meget dominerende søster Elisabeth.
    Til slut kan Nietzsche ikke sige andet end, at ” en gift filosof hører til i en komedie,,.
    Tilbage bliver kun hans søster, kaldet “lamaen,, , der gør krav på sin broder, både mens han lever og også efter hans død.
    Hun spinder et net af intriger omkring ham og viger ikke tilbage for klare forfalskninger i hans værker. Af det ser man: pisken i Nietzsche hånd er kællingesnak.

    Nietzsche filosofiske selvbevidsthed er så meget desto større.
    ” Det er ikke umuligt, at jeg er tidsalderens førende filosof, ja måske lidt til , et eller andet afgørende og skæbnesvangert, som står mellem to årtusinder.” Han ved, at han står over for en ,, afgørende opgave, som vil spalte menneskehedens historie i to halvdele”. Han ser det som sit kald at ,, tvinge menneskeheden til beslutninger, der er afgørende for al fremtid”.
    Friedrich Nietzsche blev født i 1844 i et protestantisk præste familie.
    Hans far var præst og også moderen kom fra et solidt præste dynasti.
    Som barn må han have suget alt til sig af ånden i dette hjem; det fortælles, at han ” kunne fremsige skriftsteder og åndelige sange med et sådant udtryk, at man kom til at græde,, ; hans øgenavn bliver den ” lille pastor,,.
    Men knægten brillerer også på andre områder.
    Ti år gammel komponerer han en motet og skriver et stort antal digte; som fjortenårig går han i gang med sin selvbiografi.

    Nihilismens magt og afmagt!

    ” Jeg er ikke noget menneske – jeg er dynamik,,.
    Når man som Nietzsche vil filosoferer med hammeren så slår det gnister.
    Han råder vennerne til at ,, lugte til det schopenhauerske køkkens duft.
    Og han ser sig selv som den døde guds efterfølger ” Jeg kalder mig selv den sidste filosof, thi jeg er det sidste menneske,,.
    Det karakteristiske udtryk, som Nietzsche vælger for tidens forfald, er ordet ,,nihilisme,, . Nihil, ,,intet”, er trådt i stedet for det, der tilsyneladende
    tog sig sig så sikkert ud.
    Tilbage bliver kun ,,indsigten, at enhver tro, enhver sandhedeopfattelse
    nødvendigvis er forkert. Nihilisme betyder altså for det første: sandheden har intet på sig.
    Nihilismen betyder for det andet: moralen har intet på sig!
    Nietzsche ser helt tydeligt det tvivlsomme i den gængse moral: at den forkynder moralske principper, men ikke retter sig efter dem i handling.
    Netop det bliver åbenlyst i nihilismen.
    Grund til, at denne nihilistiske omvurdering af moralen er nødvendig, ligger besluttet i moralen selv. Den har vendt sig imod livet; den er blevet til ,,modnatur,,. Moralens selvmord er den sidste moralske fordring.
    Nihilisme betyder for det tredje: at religionerne har intet på sig.
    Som konsekvens af sin nihilistiske holdning når Nietzsche til en ubetinget forkastelse af alle monoteistiske religioner! “omvurdering af alle værdiger,,
    Filosoffen skal ,, skrive nye værdiger på nye tavler”.

    Zarathustra er et af litteratur historiens mest gådefulde mester værker.
    Hvad han lader Zarathustra sige, gælder også for ham selv: ” Tre er åndens forvandlinger: hvorledes ånden bliver til kamel, og kamelen til løve, og løven til sidst til barn.”
    Kamelen betyder ærefrygtens stadium, troen på idealer, den tålmodige
    bærer af det overleverede.
    Løven symboliserer denne tros tilintetgørelse, den frie ånds tid, nihilismens gennemlevelse.
    Endelig peger barnet hen imod en søgen efter at overvinde nihilismen; det er stadiet, hvor de uskyldige siger ja til livet og en ny tros tidsalder.

  48. Af Allan Hansen

    -

    Darwins idé er den bedste idé noget enkelt menneske nogensinde har fået!
    Omvendt kan man sige, “Abrahams” idé om én gud er det dummeste man nogensinde har hørt.

    Abraham har med stor sand syndlighed aldrig levet – men er blot en gammel sagn figur.

    Der findes ikke så meget, som et potteskår, der kan verificere denne myte.

    Karl Marx (1818-1883), store hovedværk >> Das Kapital<> Das Kapital<< er, historisk set, de bøger, som i 1800 tallet har haft de største virkninger, langt ud over deres egen tid. Man kunne måske tilføje Nietzsches ” Antikrist, der var ment som et opgøre med kirkens magt, rigdom og dogmatik. Marx var filosof og proletariatets profet, og Das Kapital er et filosofisk værk, som blev mere berømt end læst, fordi indholdet gik langt ud over de fleste menneskers horisont (bind 1. 830. sider). Når Marx kaldte sin socialisme ”videnskabelig”, lå der samtidig en modsætning i, at han hævdede, at der ikke fandtes nogen ”objektiv” samfundsvidenskab, idet al ideologi var klassebestemt. Lenin har senere skrevet: Marx`lære er almægtig, fordi den er sand”. Das Kapital blev en epokegørende bog, og den har haft større indflydelse på menneskehedens historie end nogen anden bog – lige med undtagelse af Biblen og Koranen, som vi senere skal se, begge er blottet for en hver sandfærdighed.

    Engels forkyndte højlydt:

    ”Vi vil rydde alt af vejen, der kalder sig overnaturligt og står over mennesket. . . derfor har vi også én gang for alle erklæret religionen og de religiøse ideer krig, og det bekymrer os ikke, om man kalder os ateister eller andet. Ateismen er en selvfølge inden for de europæiske arbejderpartier. . . de er ganske simpelt færdige med gud, de lever og tænker i den virkelige verden og er derfor materialister – og darwinister”. Friedrich Engels. (1820-95).

    Mennesket har altid drømt om frihed – med religion har man kun fundet helvedet.

    P.S. Karl Marx var et meget belæst menneske og han talte fem forskelige sprog – det siges, at han også havde læst en bog på dansk.

  49. Af Bjørn Holmskjold

    -

    Allan Hansen

    “Darwins idé er den bedste idé noget enkelt menneske nogensinde har fået!
    Omvendt kan man sige, “Abrahams” idé om én gud er det dummeste man nogensinde har hørt.”

    Hvor får du alle dine sjove ideer fra?

    Både du og Jan Aage Jeppesen har for uvane at klippe og klistre alen lange “ideer” sammen af hvad andre tror nok de ved noget om nogen ting.

    Desuden kan jeg forsvare islam som værende i overensstemmelse med den freudiansk-darwinistiske forståelse af helheden. Kan du på tilsvarende måde forsvare din egen verden?

    Du må gerne få hjælp af Jan Aage Jeppesen. For det kan han heller ikke.

  50. Af peter kocsis

    -

    Kasper Støvring

    “Nu skriver jeg om hvor hurtigt lande kan etablere demokrati – ikke hvor hurtigt de kan miste det.”

    Hvis dette er tilfældet, så bliver dine krav om at muslimske lande skal indføre den perfekte dermokrati øjeblikkeligt, ellers duer de ikke og vil aldrig du, så meget desto mere ejendommeligt,når vi betænker ,at i Danmark tog det 1000 år at indføre demokratiet.

Kommentarer er lukket.