Hæderlig journalistik

Af Kasper Støvring 83

Det arabiske forår er som bekendt endt i islamisme, vold og undertrykkelse af minoritetsgrupper, der tidligere havde tålelige livsvilkår under diktatorerne. I dag må de, som de kristne i Arabien, flygte i tusindvis til Vesten. Ja, i Libyen, hvor Vesten bombede sig til et regimeskift, ser vi etnisk udrensning i stor stil. Det skrev jeg alt sammen om i fredagens klumme.

Det er utroligt, så naive mange har været i Vesten, og det er skammeligt, at vestlige regeringer har interveneret i andre lande, når der er så meget, vi ikke forstår. Hvornår lærer vi at holde nallerne væk?

Selv om realiteterne nok er ved at gå op for de fleste, er det stadig kun få, der erkender deres egen naivitet. Det er jo menneskeligt at fejle, det er også såre menneskeligt at være forblændet af begejstring, og det er også menneskeligt at identificere sig med dem, der ligner én selv – eller projicere sine egne værdier over på fremmede.

Journalisten Adam Holm er efter min mening en af landets allerbedste journalister og tv-værter. Han er en af de få, der har erkendt sine fejl. Det er interessant, ikke kun fordi han er blandt landets dygtigste og mest vidende journalister, men også fordi, at han selv var til stede under revolutionerne i den arabiske verden.

Holms anmeldelse i ugens WA af journalisten John R. Bradleys bog After the Arab Spring. How Islamists Hijacked the Middle East Revolts, der er særdeles kritisk over for det arabiske forår, er interessant i denne sammenhæng. Så lad os høre lidt fra den:

”Den arabiske verdens »Berlinøjeblik«. Sådan rapporterede de vestlige medier, da egypternes moderne farao, Hosni Mubarak, i fjor blev stødt af tronen. Revolutionsfeberen rasede, glædestårerne trillede og alle snakkede henført om demokrati, pluralisme og frihedsrettigheder. Araberne stod på tærsklen til lige så store og gennemgribende omvæltninger som øst-og centraleuropæerne havde gjort i 1989. Men ak og ve, det arabiske forår afblomstrede og nu blæser i stedet en strid efterårsstorm. […]

Den arabiskkyndige Bradley kan ikke skjule sin irritation over at ikke flere vestlige kommentatorer og journalister har forstået, hvad der reelt sker i disse måneder i Mellemøsten. Hvis ikke der i Vesten var en angst for at blive hængt ud som hvid reaktionær orientalist, og hvis man i øvrigt ville lytte lidt mindre til den lille pro-vestlige elite af studerende og intellektuelle, der taler lydefrit engelsk og behersker de sociale medier, ville realismen have indfundet sig tidligere.

Bradley svinger krabasken og slår indimellem nogle vilde slag i luften, men han rammer også et par ømme punkter. I det mindste hos undertegnede. Jeg har været både på Tahrir Pladsen og i Benghazi, mens det gik hedt for sig og talt – på engelsk, of course – med unge mennesker, der formfuldendt forklarede om »folkets« dybe ønske om politisk medbestemmelse og personlige frihedsrettigheder. Det er forførende tale og ryger uden besvær ind på den mellemfolkelige konto. Sådan – de er jo ligesom os. Hvor svært kan det være? Men Bradley gør det unægtelig en tand vanskeligere. […]

På længere sigt vil sunni-islamisternes erobring af samfundsinstitutionerne – godt hjulpet, som Bradley påviser, af saudiske oliepenge – cementere deres styrke. Lovgivningsprocessen vil blive endnu mere religiøst påvirket, og de, vi i Vesten kalder for »de sande demokrater«, vil være nøjagtigt så marginaliserede som før. Revolterne mod de gamle autokrater har ikke bragt liberale demokrater i vælten, men derimod hårdhudede teokrater. Og med det sikkerhedstomrum islamisternes march frem mod regeringskontorerne vil skabe, ikke mindst i forhold til Israel, er det svært andet end at istemme Bradleys jeremiade. Det såkaldt »arabiske forår« er på vej til at blive det fordømte forår. Og prisen bliver høj. Spørg bare i det engang så moderate Iran.”

Ja, sådan skriver én hæderlig journalist om en anden.

Opdatering 19/3: En af de mest indflydelsesrige imamer i den muslimske verden har udstedt en fatwa om, at kristne kirker skal ødelægges.

83 kommentarer RSS

  1. Af Erland Leth Pedersen

    -

    @ Gert Hansen ad
    klokken 1307

    Det kan simpelthen ikke være bedre formuleret!

    ….for hvem siger, at det vestlige demokrati overholdet kan overføres til den arabiske verden… og er befolkningerne i disse lande overhovedet interesserede i et sådant samfundsmodel?.

    Nej .. her er tale om ren overlevelse,hvor de basale behov som mad, arbejde og især tryghed endnu ikke er opfyldt.

    Endvidere fylder religionen utroligt meget og her med et regelsæt som på ingen måde kunne indskrives i en demokratisk grundlov.

    Hvorfor f….. skal vi påtvinge andre kulturer og religioner vores måde at leve på?

  2. Af Gert Hansen

    -

    Jan Aage Jeppesen har 17.06 en udmærket kommentar.

    I den forbindelse er det næppe troligt, at islam vil underlægge sig hele verden. Måske med tiden Vesten, der dels er økonomisk og dels demografisk på retur, og hvis politiske (korrekte) elite åbenbart ikke aner hvad der reelt går for sig, og måske i sidste ende er ligeglade.

    Anderledes stiller det sig i Afrika syd for Sahara, hvor kristendommen er på mindst lige så stor fremmarch som islam. For slet ikke at tale om Østasien, først og fremmest Kina, hvor islam overhovedet ikke taler til denne del af verdens livsanskuelser, og ej heller vil give islamister en chance. Indiens 1 mia. hinduer og sikher vil også stritte imod. Men at islamister vil gøre hvad de kan, og hvor de kan, for at fremme islam, er uden for al tvivl. Det ligger i selve ideologien og selvforståelsen for enhver rettroende muslim.

    En debat som denne, er ikke noget langt de fleste danske journalister og medier beskæftiger sig med. Det er ikke politisk korrekt. Derfor må man læse og høre på det verdensfjerne pladder, der eksempelvis serveres i TV2’s og DR’s nyhedsudsendelser, når der rapporteres fra det såkaldte arabiske forår og krigen i Libyen. Hvem har, ud over Berlingske, egentlig rapporteret fra ‘foråret’ i Libyen, efter at vore såkaldte allierede har taget over? Man behøver ikke at spørge sig selv om hvorfor.

  3. Af Allan Hansen

    -

    Karen Blixen om: Islam.

    I Samlede Essays – skrevet under et ophold i Berlin i 1939 –
    sammenligner Karen Blixen i kapitlet “Breve fra et land i krig”
    nazismen med islam:

    “Mon der vel nogensinde har været noget som dette Tredje Rige? Af de
    foreteelser, som jeg i mit liv personligt har kendt til, er den, der
    kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske verden og
    verdensanskuelse. – Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det
    samme, som Det tredje Rige udtrykker i sin håndsoprækning: Din i liv
    og død.
    Islam er af de to det højeste ideal, fordi det er højere at tjene Gud
    end at tjene et fædreland eller en race. Råbet fra minareten: “Der er
    kun én Gud og Muhammed er hans profet,” er af evigere natur end noget
    feltråb om det udvalgte folk. Halvmånen er et ædlere tegn end
    hagekorset – (der for mig i hvert fald har noget uroligt og brudt,
    spasmodisk i sin bevægelse, hvor ikke, som på tårnene ved indgangen
    til stadion, hagerne er bøjede, så at de danner brudstykker af en
    periferi, samler figuren og bringer den til ro.)
    Alligevel har de to verdener mange ting tilfælles. Men man må da ikke
    tænke på det ældede islam, som vi nu kender til, efter at det har
    fundet sig en modus vivendi mellem verdensreligionerne. Man må gå
    elleve eller tolv århundreder tilbage, til mødet med den unge
    muhamedanske bevægelse, da den rejste sig og foldede sig ud som en
    fane og drog frem for at underlægge sig verden. Da må det have lynet
    og tordnet i skyerne, og de omkringliggende riger må have følt sig
    ilde til mode. Hvorfra fik ørkenfolket denne kraft?
    Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre
    selvfølelse: Den rettroende står over alle vantro, én rettroende sjæl
    er mere værd end hele verdens guld. Den er i sit væsen
    klasseudslettende som Det tredje Rige, den ene muhamedaner er, om han
    er vandbærer eller emir, ligeså god som den anden. Den har et vældigt
    sammenhold og stor hjælpsomhed de troende imellem – 10% af din formue
    skal du give til de trængende af Islam, og det er ikke almisse, men en
    gæld du betaler. I sine ritualer har Islam lighed med Det tredje Rige:
    de rettroende får ikke tid til at blive fremmede for hinanden. Nogle
    ting i “Min kamp” ligner kapitler i koranen.
    Islam blev udbredt med sværdet, det er en anklage, som bliver ført
    imod den af andre religioner, der dog ikke på dette punkt alle selv
    kan have den bedste samvittighed. Jeg vil citere så vidt jeg husker
    det, for man kan jo ikke her i Berlin købe engelske bøger at slå op i
    – hvad Carlyle har at sige derom i sin bog: “Heroes and
    Hero-Workship”, som for resten i det hele taget har meget af Det
    tredje Riges tankegang. “Med sværdet,” skriver han. “Javel, men
    hvorfra fik profeten sværdene? Enhver ny religion begynder med en
    minoritet på én eneste mand – på den ene side han, på den anden side
    alle de andre. – Det ville ikke nytte ham at forsøge at udbrede sin
    tro med sværdet. Lad ham skaffe sig sine sværd.”
    Selve Islams forestilling om paradis er skabt af en krigerfantasi, det
    er et ideal for en hær på march. – “Så længe I marcherer, må I
    underkaste eder alle savn og bevare eder afholdende, prøvede, rede til
    kamp. Men når staden er indtaget, og vi er gået i lejr, så bliver det
    hele noget helt andet.” Det er en femårsplan i en overnaturlig
    dimension.
    Islam bærer præg af sin ørken-oprindelse, der er sandstorme i den og
    store luftspejlinger. Til gengæld, synes jeg, har Det tredje Rige en
    rent ekstatisk respektabilitet, honnet ambition på liv og død, i
    himlen og på jorden. Hvilken af de to mentaliteter, der er den
    farligste, er ikke godt at vide.”

    “The human understanding is no less exposed to the impressions of
    fancy than to those of vulgar notions.”
    Sir Francis Bacon (Novum Organum, 1620)

  4. Af Erland Leth Pedersen

    -

    @ Jan Aage Jeppesen

    “Hatten af” for en god analyse og gennemgang, der burde være “must” for personer der agerer som “eksperter” på dette område.

    Tak!

  5. Af Jesper Hansen

    -

    Kasper Støvring skriver:

    “Hæderlig journalistik”

    Det er vel for meget forlangt når man ved, at Langt hovedparten af journalisterne stemmer på venstrefløjen.

    Da venstrefløjen og muslimerne har et “værdifællesskab” var det måske årsagen til, at journalisterne nærmest fik orgasme for åben skærm da de for et år siden berettede om “det arabiske forår”.

    Heldigvis har vi kapaciteter som Kasper Støvring, Morten Uhrskov og Michael Jalving, der knivskarpt analyserede “det arabiske forår” fra begyndelsen – og tak for det!!

  6. Af Jesper Hansen

    -

    Det er nu kommet frem, at drabene på de jødiske børn i Frankrig og drabene på de Franske soldater for en uge siden, sandsynligvis er begået af en person med tilknytning til AL-QUEDA.

    I går var TV2-nyhederne ude med formodningen om, at drabene var begået af ny-nazister og højreradikale.

    Tillad mig, at gøre lidt reklame for DEN KORTE AVIS, den havde i går en glimrende kommmentar om dækningen af drabene i Frankrig.

  7. Af Niels Poulsen

    -

    Kasper Støvring:

    “Journalisten Adam Holm er efter min mening en af landets allerbedste journalister og tv-værter.”

    “En af landets bedste journalister” er ikke ligefrem den fornemmelse, man sidder tilbage med her dagen efter Adam Holms interview med “Frankrigseksperten” Jørn Boisen i Deadline om mordene på soldater og jøder i Toulouse.

    Unge muslimers forfølgelse af jøder i Toulouse blev bagatelliseret. Det er ikke et stort problem. Mordene er ikke født ud af unge muslimers forfølgelse af jøder.

    Mordene blev i stedet for beskrevet som en ny form for højreekstremisme.

    Hæderlig journalistik havde nok ventet med et interview af denne art, til der var flere kendsgerninger på bordet.

    Men se og døm selv:

    http://www.dr.dk/DR2/deadline2230/seudsendelser.htm#/36077

  8. Af Jesper Hansen

    -

    Rettelse: Al-Qaeda

  9. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Jesper Hansen: “I går var TV2-nyhederne ude med formodningen om, at drabene var begået af ny-nazister og højreradikale.”

    Salafismen og islamismen, hvortil Al Qaeda hører, er da frem for noget *højreradikale* af den ekstremt reaktionære, revolutionære og voldelige slags.

    Unionens såkaldte udenrigsminister Catherine Ashton kom for skade at afsløre sit og Unionens indgroede jødehad i går med en kommentar, der netop indeholdt et af terroristens motiver, hævn for israelernes angivelige drab på palæstinensiske børn:

    “I talen fordømte hun tab af børneliv over hele verden og nævnte i samme åndedrag det franske skoleskyderi, sidste års massakre i Norge, de 22 børn, der for nyligt omkom i en schweizisk busulykke og børn, der har mistet livet som følge af uroligheder i Gaza.”

    De udtalelser vakte forståeligt nok Israels vrede. Premierminister Benjamin Netanyahu havde i går følgende kommentar til de franske medier:

    – Det, der går mig på, er sammenligningen af overlagte barnemord og de israelske forsvarsstyrkers defensive aktiviteter, der er beregnet til at ramme terrorister, som bruger deres egne børn som menneskelige skjolde.

    Israels forsvarsminister Ehud Barak ser også Ashtons udtalelser som et forsøg på at drage en parallel. Han kalder sammenligningen “dybt forargende og virkelighedsfjern”.

    En udenrigschef der ikke magter at skelne mellem terror der har børn som mål, utilsigtede drab på børn i legitimt selvforsvar mod terror og trafikulykker hvor børn omkommer, er ganske enkelt ikke opgaven voksen.

    Hvorfor ikke nævne de mange muslimske børn der udsættes for overlagt drab ved at blive lokket til at begå selvmordsangreb mod islams fjender?

    Jeg ved godt hvorfor!

  10. Af Jesper Hansen

    -

    @ Jan Aage Jeppesen

    Tak for din analyse.

    Jeg er helt enig!!

  11. Af Anders Sørensen

    -

    Kasper Støvring skriver om demokratiets vilkår i Orienten, og andre steder har han skrevet om idealistisk-interventionistisk udenrigspolitik i samme forbindelse. Støvring kommer til den meget fornuftige konklusion, at vi i Vesten generelt gør bedst i at passe vores egne sager. Derfor tror jeg det er relevant at skrive lidt om invasionen af Irak i 2003 og dét der fulgte.

    Jeg husker, at nogle forstandige mennesker dengang drog en sammenligning mellem de allieredes besættelse af Tyskland i 1945 og besættelsen af Irak i 2003. Den sammenligning vil jeg gerne referere her. Flere år før invasionen af Tyskland begyndte amerikanerne at forberede sig på opgaven. De folk, som skulle styre USA’s besættelsesforvaltning i Tyskland, fik i forvejen en grundig indføring i tysk historie, sprog, kultur og samfundsforhold.

    Det gik relativt lykkeligt med at få afviklet besættelsen og genskabt et selvstændigt Tyskland i form af Forbundsrepublikken efter 1945. Man kan pege på, at Tyskland siden 1800-tallet havde en demokratisk og liberal tradition at bygge på, foruden en civil struktur med fagforeninger og landbrugsorganisationer m.v. Tyskland havde (og har) også et kristent-kulturelt og sproghistorisk fællesskab med Vesteuropa og de angelsaksiske lande – mange amerikanerne havde selv tyske indvandrere som bedste- og oldeforældre.

    Men det var ingen selvfølge på forhånd, at disse ting kunne omsættes i en vellykket reintegrering af Tyskland i den demokratiske verden efter 1945. Når det lykkedes, var det fordi amerikanerne havde forberedt sig omhyggeligt til opgaven som besættelsesmagt i Tyskland.

    Det kunne man så sammenligne med invasionen af Irak i 2003. Undtagen i ren militær henseende var den elendigt forberedt. Amerikanerne havde gjort alt, alt for lidt for at sætte sig ind i arabiske og muslimske forhold, inden de satte invasionen i gang.

    Hvis formålet med invasionen var at skabe et levedygtigt irakisk demokrati, kunne man vel forvente, at den amerikanske regering gjorde sig nogle tanker om hvordan. Opgaven ville blive ulige sværere i Irak i 2003 end den havde været i Tyskland i 1945. Måske umulig, ville nogen mene, det er jeg ikke så sikker på, men i hvert fald vanskelig. Det tyske demokrati efter 1945 kunne læne sig op ad en tysk og europæisk tradition, der fandtes et aktivt og selvbevidst civilsamfund i Tyskland med rødder tilbage til middelalderens lav- og stænderorganisationer. Alt dette manglede i Irak og de omgivende lande. Tyskland var også en national-etnisk enhed med en veludviklet føderal tradition, mens Irak var etnisk splittet. Så opgaven med at skabe et demokrati i Irak i 2003 ville afgjort blive sværere, end den havde været i Tyskland i 1945. Men som et minimum kunne man vel godt forvente, at de daværende amerikanske politiske beslutningstagere i 2002-3 gjorde sig nogle tanker omkring disse ting. Det synes desværre ikke at have været tilfældet.

    For mit eget vedkommende var bortførelsen og mordet på Maragaret Hassan i november 2004 dén begivenhed, som fik mig til definitivt at erkende, at invasionen af Irak var en forkert handling. Hun kom fra Irland, havde boet i Irak siden 1970’erne og havde i alle årene arbejdet med børnehjælp for internationale organisationer. Hun var irakisk gift og irakisk statsborger, omend hun havde beholdt sin katolske religion. Hun var kendt og afholdt, både internationalt og i den irakiske befolkning.

    I alle årene under Saddam Husseins diktatur havde hun kunnet leve og arbejde i Irak. Vi kunne ikke undskylde os med, at bortførerne havde udnyttet det almindelige kaos under selve invasionen til at bortføre hende. På det tidpunkt hvor hun blev bortført, var besættelsen af Irak halvandet år gammel. Halvandets års uafbrudt march ud i en kviksandsørken af religiøs og etnisk vold, almindelig opløsning og anarki, hvor bortførelser blev et standardmiddel til at presse penge ud af folk. Men Margaret Hassans bortførere ville ikke have penge, de ville have Vesten ud af Irak. Det fik de ikke, og derfor slog de hende ihjel.

    Vi – amerikanere, danskerne og andre koalitionsdeltagernationer – besatte Irak med den begrundelse, at vi kunne styre landet bedre og mere retfærdigt, end Saddam Hussein havde gjort. Så måtte man vel forvente, at de gode ting som Saddam Hussein trods alt også havde gjort for Irak, ville blive videreført af os. Som eksempelvis at sikre beskyttelsen for en børnearbejder som Margaret Hassan. Det var ikke Saddam Hussein, der blev hendes undergang, men vores invasion af Irak.

    Nu kan jeg ikke vide, om amerikanerne eventuelt har tilbudt Margaret Hassan udvidet beskyttelse, og om hun har afslået tilbuddet, for at undgå at blive knyttet for stærkt til besættelsesmagten. Hun havde altid været en udtalt modstander af invasionen af Irak. Denne mulighed skal retfærdigvis nævnes. Men det ændrer ikke ved den overordnede konstatering, at vi som besættelsesmagt havde pligt til at skabe sikkerhed for hende og andre børnehjælpsarbejdere – hun var ikke den eneste i sit fag, som blev bortført under besættelsen.

    Jeg ønsker ikke at deltage i konspirationsteorier. I en vis forstand er det ligegyldigt, hvilke politiske hensigter der lå bag invasionen af Irak. Uanset hvad man ville med invasionen, havde man forberedt sig for dårligt til den fra besættelsesmagtens side. Det er meget nemt at give irakerne skylden og sige, at det var deres egen kultur og traditioner, som skabte barbari i stedet for demokrati. At irakerne simpelthen ikke var gode nok til os, og videre i dén dur. Men hvis vi i Vesten skal redde blot en allersidste rest af almindelig respektabilitet efter Irak-affæren, er der kun én vej, nemlig at erkende vores egne utilstrækkeligheder og analysere vores egne fejltagelser. For man kunne lige så godt sige, at vi ikke var gode nok til den opgave, vi påtog os med besættelsen af Irak.

    Hver eneste evige gang vi har involveret os i indenrigspolitikken i et mellemøstligt land, er opgaven vokset os over hovedet. Jo mere vi har involveret os, jo værre er det gået. Hvis det er hjerteskærende at følge den nuværende udvikling i tv-nyhederne hver dag, mens tilhængerne af et vestligt militærindgreb taler for deres sag, kan jeg ikke anbefale andet, end at man slukker for fjernsynet og i stedet begynder at tænke selv.

  12. Af peter kocsis

    -

    Niels poulsen

    “Unge muslimers forfølgelse af jøder i Toulouse blev bagatelliseret. Det er ikke et stort problem. Mordene er ikke født ud af unge muslimers forfølgelse af jøder.”

    Nej fordi morderen dræbte også 3 muslimske , nordafrikanske franske soldater.

  13. Af peter kocsis

    -

    Jan Aage Jeppesen:
    citerer her savlende og beundrende den den ækle zionistiske massemorder og overterrorist, høvdingen Netanyahu :

    – “Det, der går mig på, er sammenligningen af overlagte barnemord og de israelske forsvarsstyrkers defensive aktiviteter, der er beregnet til at ramme terrorister, som bruger deres egne børn som menneskelige skjolde.”

    Denne totalt afstumpede og stupide terroristhøvding har ingen skrupler over at massakrere 1600 civile palæstinesere , deraf hundredevis af børn,og bagefter løgnagtigt at beskylde terrorofrene for at bruge deres børn som skjolde, skønt den senere uafhængige FN undersøgelse soleklart beviste, at det udelukkende var zionisterne ,der blandt deres talrige krigsforbrydelser også netop brugte palæstinesiske civile som skjolde.

    Desujden har zionistrne med overlæg anbragt masser af børnehaver og skoler ummidelbart op ad militæranlæg ved grænsen til Gaza, fordi de selv bruger deres egne børn som skjolde og håber på at et angreb på en militærbase vil dræbe deres egne børn.

    “Israels forsvarsminister Ehud Barak ser også Ashtons udtalelser som et forsøg på at drage en parallel. Han kalder sammenligningen “dybt forargende og virkelighedsfjern”.”

    Massemorderen har 100% ret. Der er selvfølgelig intet sammenligningsgrundlag melem en statsmagt systematilske udryddelse af børn ved hjælp af forbudte kemiske våben som fosforbomber og så en tilfældig sindsyg idiots skyddrier, der ligeså meget gik ud over hans egne trosfæller som jøderne.

    “Hvorfor ikke nævne de mange muslimske børn der udsættes for overlagt drab ved at blive lokket til at begå selvmordsangreb mod islams fjende”

    Og hvormange er de “mange børn” du ævler om?

  14. Af Niels Poulsen

    -

    @peter kocsis, 21. marts 2012 kl. 21:22

    “Nej fordi morderen dræbte også 3 muslimske , nordafrikanske franske soldater.”

    Jamen, det udelukker da overhovedet ikke, at mordene på den jødiske lærer og børn er groet ud af påvirkning fra et miljø af unge muslimer, som chikanerer den jødiske befolkning i Toulouse.

    Det er ifølge Ralf Pittelkow velkendt, at islamister i en række tilfælde har angrebet soldater på grund af krigene i Afghanistan og Irak, og at der også har været angreb på muslimske soldater, der betragtes som forrædere.

    Eksempelvis har Hizb-ut-Tahrir i Danmark vist billeder af ligkister med nordiske soldater og opfordret til, at danske soldater i Afghanistan skal bekæmpes.

    Ligeledes har Asmaa Abdol-Hamid kommet med en udtalelse, som kunne tolkes som, at drab på danske soldater i Irak var OK.

    Mohammed Merah, som morderen i Toulouse hedder, har tilsyneladende samme tankegang.

    At hverken Jørn Boisen eller Adam Holm havde denne tankegang blandt islamister med i deres overvejelser, men konkluderede, at morderen måtte være en ny form for højreradikal terrorisme a la den i vi så i Norge, synes jeg er en alvorlig mangel.

    Men i øvrigt har jeg ikke lyst at gøre de unge muslimer i Toulouse kollektivt ansvarlige for Mohammed Merahs gerninger.

    Desværre så vi, hvordan Politiken med Anita Bay Bundegaard i spidsen og andre venstreradikale debatører forsøgte at gøre den politiske højrefløj i Danmark kollektivt ansvarlig for tragedien i Norge. Deres onde hensigt og lave niveau vil jeg ikke forfalde til.

  15. Af Niels Poulsen

    -

    Der skulle have stået:

    “at morderen måtte være en repræsentant for en ny form for højreradikal terrorisme a la den, vi så i Norge, synes jeg er en alvorlig mangel.

  16. Af peter kocsis

    -

    Niels Poulsen

    Du skriver:

    1 udsagn:

    “Jamen, det udelukker da overhovedet ikke, at mordene på den jødiske lærer og børn er groet ud af påvirkning fra et miljø af unge muslimer, som chikanerer den jødiske befolkning i Toulouse.”

    2 udsagn:

    “Men i øvrigt har jeg ikke lyst at gøre de unge muslimer i Toulouse kollektivt ansvarlige for Mohammed Merahs gerninger.”

    3 udsagn:

    “Desværre så vi, hvordan Politiken med Anita Bay Bundegaard i spidsen og andre venstreradikale debatører forsøgte at gøre den politiske højrefløj i Danmark kollektivt ansvarlig for tragedien i Norge. Deres onde hensigt og lave niveau vil jeg ikke forfalde til.”

    Du bedes gøre rede for, hvordan Politikens forsøg på “at gøre den politiske højrefløj i Danmark kollektivt ansvarlig for tragedien i Norge” adskiller sig og er kvalitativt anderledes en din påstand i udsagn 1, som du hævder IKKE er ” at gøre de unge muslimer i Toulouse kollektivt ansvarlige for Mohammed Merahs gerninger.”

  17. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    @peter kocsis, kl. 21:42

    Hvis du vil tages alvorligt i en debat må du som minimum henvise til et officielt accepteret grundlag for dine vurderinger, i stedet for dine egne vilde fantasier og overdrivelser.

    Først troede jeg du byggede dine vurderinger på Goldstone rapporten eller på oplysningerne fra Hamas, men de civile tabstal du anvender er fuldstændig grebet ud af luften:

    “Denne totalt afstumpede og stupide terroristhøvding har ingen skrupler over at massakrere 1600 civile palæstinesere , deraf hundredevis af børn,og bagefter løgnagtigt at beskylde terrorofrene for at bruge deres børn som skjolde, skønt den senere uafhængige FN undersøgelse soleklart beviste, at det udelukkende var zionisterne ,der blandt deres talrige krigsforbrydelser også netop brugte palæstinesiske civile som skjolde.”

    I den rapport som Goldstone senere har erkendt er stærkt fejlbehæftet, hvilket han har beklaget, hedder det om de totale tabstal og antallet af civile tabstal:

    “Paragraph 30 in the Report states:

    Statistics about Palestinians who lost their lives during the military operations vary. Based on extensive field research, non-governmental organizations place the overall number of persons killed between 1,387 and 1,417. The Gaza authorities report 1,444 fatalities. The Government of Israel provides a figure of 1,166. The data provided by non-governmental sources on the percentage of civilians among those killed are generally consistent and raise very serious concerns about the way Israel conducted the military operations in Gaza.

    A section of the report is dedicated to a more expansive discussion of the casualty figures. Paragaphs 355 and 356 state:

    PCHR divides the overall 1,417 victims into 926 civilians, 255 police and 236 combatants. It reports that 313 of the dead were children and 116 women.

    Al Mezan reports that overall 1,409 persons were killed during the military operations, of whom 237 were combatants (including 13 under-age combatants) and 1,172 non-combatants, including 342 children, 111 women and 136 members of the police. Thus, according to PCHR and Al Mezan, fewer than 17 per cent of the Palestinians killed during the military operations were combatants.

    Paragraph 359 then discusses Israeli claims,

    The Israeli armed forces claim that 1,166 Palestinians were killed during the military operations “according to the data gathered by the Research Department of the Israel Defense Intelligence”. They allege that “709 of them are identified as Hamas terror operatives”, 295 are”uninvolved Palestinians”, while the remaining 162 are “men that have not yet been attributed to any organization”. Of the 295 “uninvolved Palestinians”, 89 were children under the age of 16 and 49 women. According to these figures, at least 60 per cent, and possibly as many as three out of four, of those killed were combatants.”

    Altså det højeste samlede antal omkomne palæstinensere (opgjort af Hamas) er 1.444, mens Israel oplyser at tallet er 1.166. Af disse angiver Hamas at 237 er kombattanter, mens 1.172 er civile ofre. Ifølge Israel er 709 af ofrene identificeret som Hamas terrorister, 295 er civile mens det er uklart om de resterende 162 er kombattanter eller civile.

    Hvad angår de civile tabstal overdriver du Hamas’ tal med 428 personer og de israelske tal med op til 1.143 personer.

    Hvor troværdig synes du selv du lyder?

    Dommer Goldstone er blevet klogere siden han skrev rapporten. for et års tid siden udtalte han:

    “Hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg ved i dag, ville Goldstone-rapporten have set anderledes ud.”

    Så klart lægger dommer Richard Goldstone nu afstand til den Israel-kritiske FN-rapport, som han selv lagde navn til efter Gaza-krigen i december 2008 og januar 2009.

    Goldstone stod i spidsen for den undersøgelseskommission, som FN’s Menneskerettighedsråd i april 2009 nedsatte til at undersøge Israels og Hamas’ opførsel under krigen.

    I september 2009 offentliggjorde Goldstone-kommissionen deres rapport, der rettede en særdeles stærk kritik mod både Israel og Hamas. Rapporten konkluderede, at der var tegn på, at begge parter bevidst havde angrebet civile og begået krigsforbrydelser.

    Rapportens særdeles kraftige kritik af Israel vakte international opsigt og førte til meget stærke fordømmelser af Israel både i internationale fora og i medierne.

    I månederne efter rapportens offentliggørelse blev der dog også rettet kraftig kritik mod Goldstone-rapporten. Især rapportens konklusion om, at den israelske hær havde en bevidst politik om at ramme civile, vakte enorm vrede i Israel. Selv en stærkt Israel-kritisk menneskerettighedsorganisation som B’Tselem kritiserede i oktober 2009 Goldstone-rapporten for at være unfair mod Israel. Men mens rapportens kritik af Israel fremkaldte store overskrifter i medierne verden over, fik kritikken af rapporten kun ringe medieomtale.

    I dag trækker Goldstone så selv i land. I et indlæg i Washington Post konkluderer han, at hans egen rapports kritik af Israel var for stærk. Goldstone henviser til de undersøgelser af krigen, som siden er foretaget af både Israel og FN, og siger, at de giver et markant andet billede end det, hans egen rapport gjorde. Goldstones nye konklusioner kan sammenfattes i fire punkter:

    1) KRIGSFORBRYDELSER OG BEVIDSTE ANGREB PÅ CIVILE
    Rapporten anklagede både Hamas og Israel for bevidst at angribe civile og dermed være skyld i krigsforbrydelser. Nu siger Goldstone, at der ikke er tvivl om, at Hamas’ raketbeskydning var et tilsigtet og bevidst angreb på civile og dermed en krigsforbrydelse. Men selv om der var tilfælde, hvor individuelle israelske soldater angreb civile, tyder de senere undersøgelser på, at der ikke på den israelske side var en politik om bevidst at ramme civile.

    Som eksempel henviser han til en meget omtalt episode, hvor over 20 medlemmer af al-Simouni familien blev dræbt, da deres hus blev ramt af israelsk beskydning. Undersøgelserne har vist, at det ikke var et tilsigtet angreb på en civil familie, men sandsynligvis skyldtes en israelsk officers fejltolkning af billeder fra en drone.

    2) PARTERNES UNDERSØGELSER AF GOLDSTONE-RAPPORTENS KRITIK
    Goldstone-rapporten mundede ud i en kraftig henstilling til både Israel og Hamas om selv at gennemføre en reel undersøgelse af de kritisable forhold, rapporten havde påpeget. Israel har brugt betydelige ressourcer på at undersøge de problematiske tilfælde, siger Goldstone, mens Hamas intet har gjort.

    3) FORTRYDELSE OVER RAPPORTENS UDSEENDE
    Goldstone beklager, at Israel ikke dengang ville samarbejde med kommissionen. Hvis Israel havde givet kommissionen de oplysninger, som siden er kommet frem, ville kommissionen ifølge Goldstone næppe have anklaget Israel for krigsforbrydelser og for bevidst at ramme civile.

    Samtidig indrømmer Goldstone, at det nok var for naivt, at han troede, at han kunne få Hamas til at gennemføre en reel undersøgelse af sine egne handlinger under krigen.

    4) FORTRYDELSE OVER UDVIKLINGEN EFTER RAPPORTEN
    Goldstone siger, at han havde håbet, at hans rapport ville have sat en stopper for FN’s Menneskerettighedsråds forudindtagethed mod Israel og indledt en ny epoke af fairness i rådet.

    Han havde også håbet, at de klare tegn på Hamas’ krigsforbrydelser ville have fået Hamas til at stoppe sine raketangreb på Israel, men det er ikke sket.

    Goldstones hovedkonklusion er nu, at også ikke-statslige organisationer som Hamas, der deltager i krig, er forpligtede på og skal fastholdes på deres pligt til at overholde de internationale regler for krig. Det er en – set med israelske øjne – meget vigtig og særdeles positiv konklusion!

    Goldstone retter i sit indlæg en kraftig opfordring til Menneskerettighedsrådet om klart at fordømme både Hamas’ fortsatte raketangreb på Israel og det blodige terrorangreb på en familie i bosættelsen Itamar for tre uger siden.

    Efter at Israel i første omgang blankt afviste Goldstone-rapporten, ændrede landet senere politik og gennemførte en lang række undersøgelser af de episoder, der var nævnt i Goldstone-rapporten. I nogle tilfælde blev der rejst sag mod israelske soldater. I juli 2010 afleverede Israel en detaljeret rapport til FN om det foreløbige resultat af undersøgelserne og om de nye regler, den israelske hær har indført for at mindske risikoen for civile tab. Det er ikke mindst dette arbejde, der har fremkaldt de nye toner fra Goldstone.

    Goldstones indlæg er et meget sjældent eksempel på, at en højtstående FN-mand indrømmer at have taget fejl i forhold til Israel.

    Det naive spørgsmål lyder nu: Vil Goldstones nye indlæg med ros til Israel og kritik af Hamas blive lige så vidt omtalt i medierne, som hans kritik af Israel blev det?

    Svaret er givetvis nej. Derfor har jeg her refereret Goldstones reviderede vurderinger in extenso. Ikke fordi jeg tror det påvirker magisk tænkende debattører som peter kocsis der endog går langt videre i dæmoniseringen af Israel og overdriver tabstallene endnu mere vildt end selv Hamas mente de kunne slippe godt fra.

    Nu er der i det mindste taget til genmæle over for det vås opponenten forsøger at fyre af.

  18. Af Niels Poulsen

    -

    @peter kocsis

    “Du bedes gøre rede for …”

    Det synes, at jeg tydeligt har gjort rede for.

    Jeg siger, at jeg ikke tror på kollektiv skyld. De unge muslimer, som forulemper den jødiske befolkning i Toulouse (Jørn Boisen kaldte det vist for at give jøderne en på frakken) har ikke ansvar for Mohammed Merahs gerninger. Der er forskel på vold og mord.

    Men det er for tidligt at udelukke, at Mohammed Merah kan være blevet påvirket af radikaliseret miljø, som man har set i tilfældet med tidligere terrorister.

    Det må vi vente og se.

    Anita Bay Bundegaard gav udtryk for, at der går en lige linie (kontinuum) fra folkevalgte politikere og andres debattørers ytringer i Danmark og en højreekstremistisk massemorders gerninger i et naboland. Det er helt uhørt! Ingen dansk politiker eller debattør har nogensinde opfordret til mord eller lignende. Det skal være tilladt at kritisere indvandringspolitikken i Danmark og visse danskeres ønske om at lave det danske samfund om til et multikulturelt samfund uden at blive slået i hartkorn med en massemorder. Det var et ondt forsøg fra Bay Bundegaard på at begrænse den frie debat i Danmark og stække hendes politiske modstandere.

    Jeg håber, at du kan se forskellen. Ellers er du ikke en, man kan debattere med.

  19. Af niels hansen

    -

    @Niels Poulsen

    “Anita Bay Bundegaard gav udtryk for, at der går en lige linie (kontinuum) fra folkevalgte politikere og andres debattørers ytringer i Danmark og en højreekstremistisk massemorders gerninger i et naboland”

    Anita Bay udtaler i ‘tv-duel’ med Søren Espersensen, hvor de diskuterer von Triers påstand om sammenhæng mellem Breivik og Dansk Folkeparti:

    ” Jeg synes, at han (von Trier red.) tager fejl ved at kæde Dansk Folkeparti sammen med det der er sket i Norge. Der er ingen lige linje mellem de to ting.”

    Kan du dokumentere, at Anita Bay andetsteds har modsagt sig selv – apropos Støvrings overskrift *Hæderlig Journalistik”?

  20. Af Niels Poulsen

    -

    niels hansen, 22. marts 2012 kl. 09:07

    “Kan du dokumentere? …”

    Ja:

    Anita Bay Bundegaard:

    “I mellemtiden kan man reflektere over det helt afgørende spørgsmål, der står tilbage efter terrorhandlingen: Skal man fortsat skelne mellem voldelige højreradikale og parlamentariske højrepopulister og regne de første for galninge og martyrer ligesom de få terroristiske islamister?

    Eller skal man betragte det som et kontinuum af de kulturkonservative populister, som mener, at islam er en ’en ny totalitær pest over Europa’ (Søren Krarup, DF), som ikke skelner mellem islam og islamisme (Pia Kjærsgaard, DF), og som har øremærket midler til forskning i, hvad det er i islams ånd, der gør muslimer til terrorister (DF i 2007).”

    Se konteksten:

    http://politiken.dk/debat/signatur/ECE1344735/samfundet-efter-anders-behring-breivik/

    Så kan du hævde, at det fra ABB’s side er udtrykt som et uskyldigt spørgsmål. Men det er jo et retorisk kneb, man ofte ser brugt. Man får plantet sit budskab uden at udtrykke det sort på hvidt. Man lader, som om man fordomsfrit diskuterer et emne. Men modtageren er ikke i tvivl om, hvad hensigten er. Der er lidt kamæleon over faconen. Her på Berlingske blogs bruger Tom Jensen teknikken.

    I efterfølgende TV-debatter med SE trak ABB en lille smule i land. Hun ville ikke udtrykke sig så bastant som Von Trier. Men det handler igen om retorik.

    Almindelige kommentatorer i blogdebatter fortsatte Politikkens, Bundegaards og Von Triers angreb af den frie debat i Danmark ved at gøre debattører og debatklima i Danmark kollektivt skyldige i tragedien i Norge: De danskere, som Brevik citerer i sit manifest, blev stillet til ansvar for hans handlinger. Det blev en uværdig debat, som viste, at venstrefløjen og de kulturradikale i grunden ingen medfølelse havde med ofrene i Norge, men kun var optaget at bruge tragedien til at begrænse deres politiske modstandere til at ytre sig kritisk om samfundsudviklingen i Danmark.

    Det er desværre lykkedes et stykke hen ad vejen. Debatten er blevet mindre mangfoldig, og fortielsens klima er igen ved at indfinde sig i Danmark, som dog også skyldes SRSF’s regeringsovertalelse og deres omdefinering af indvandringsproblemer til sociale problemer.

  21. Af Niels Poulsen

    -

    Der skulle have stået: “Politiken” og “SRSF’s regeringsovertagelse”.

  22. Af Erik Larsen

    -

    Kære Niels Poulsen, jeg er helt enig med dig, men du kan ligeså godt lade være med at forklare ting overfor “Kocsis” m. venner. De vil ikke, de VIL ikke forstå at terrorister der myrder, de sidste halvtres år ikke har været højreorienterede men enten særdeles venstreekstremister, eller religiøse fanatikere. Sidst nu en Al-Quida person i Toulouse!
    Og den bindegale nordmand kan vel ikke ligefrem relateres til et højre-parti, og vel heller ikke engang f.eks. nazistparti. Breivik var jo så syg, at han tror han “tjente Norge godt” ved at myrde uskyldige teenagere! Brist i hjernen hos ham, der bliver ret svær at analysere.

  23. Af niels hansen

    -

    @Erik Larsen

    “Kære Niels Poulsen, jeg er helt enig med dig, men du kan ligeså godt lade være med at forklare ting overfor “Kocsis” m. venner.”

    Når Niels Poulsen skriver:

    “Anita Bay Bundegaard gav udtryk for, at der går en lige linie (kontinuum) fra folkevalgte politikere og andres debattørers ytringer i Danmark og en højreekstremistisk massemorders gerninger i et naboland”

    og Anita Bay Bundegaard rent faktisk siger:

    “Jeg synes, at han (von Trier red.) tager fejl ved at kæde Dansk Folkeparti sammen med det der er sket i Norge. Der er ingen lige linje mellem de to ting”

    så er Niels Poulsen selvfølgelig nødt til at påstå, at det kun er er spørgsmål om retorik – og at ABB ikke mener, det hun offentligt siger.

    Alternativet er at indrømme, at han manipulerer og er fuld af løgn!

    Hvorfor blande Kocsis ind i den diskussion????

  24. Af Erik Larsen

    -

    Niels Poulsen

    Du skriver:

    1 udsagn:

    “Jamen, det udelukker da overhovedet ikke, at mordene på den jødiske lærer og børn er groet ud af påvirkning fra et miljø af unge muslimer, som chikanerer den jødiske befolkning i Toulouse.”

    2 udsagn:

    “Men i øvrigt har jeg ikke lyst at gøre de unge muslimer i Toulouse kollektivt ansvarlige for Mohammed Merahs gerninger.”

    3 udsagn:

    “Desværre så vi, hvordan Politiken med Anita Bay Bundegaard i spidsen og andre venstreradikale debatører forsøgte at gøre den politiske højrefløj i Danmark kollektivt ansvarlig for tragedien i Norge. Deres onde hensigt og lave niveau vil jeg ikke forfalde til.”

    Kære Niels Hansen, du kan da bare læse hvad mesteren “Kocsis” skriver:

    “Du bedes gøre rede for, hvordan Politikens forsøg på “at gøre den politiske højrefløj i Danmark kollektivt ansvarlig for tragedien i Norge” adskiller sig og er kvalitativt anderledes en din påstand i udsagn 1, som du hævder IKKE er ” at gøre de unge muslimer i Toulouse kollektivt ansvarlige for Mohammed Merahs gerninger.”

    Skrevet af peter kocsis, 21. marts 2012 kl. 23:32

  25. Af peter kocsis

    -

    Niels Poulsen

    Nu har Niels Hansen jo kommet med nogle glimrende indlæg, hvis synspunkt jeg deler, så jeg behøves ikke at gentage hans argumenter.

    imidlertid kan jeg tilføje at når du om Bundgårds følgende udsagn:

    “I mellemtiden kan man reflektere over det helt afgørende spørgsmål, der står tilbage efter terrorhandlingen: Skal man fortsat skelne mellem voldelige højreradikale og parlamentariske højrepopulister og regne de første for galninge og martyrer ligesom de få terroristiske islamister?

    Eller skal man betragte det som et kontinuum af de kulturkonservative populister, som mener, at islam er en ’en ny totalitær pest over Europa’ (Søren Krarup, DF), som ikke skelner mellem islam og islamisme (Pia Kjærsgaard, DF), og som har øremærket midler til forskning i, hvad det er i islams ånd, der gør muslimer til terrorister”

    skriver, at:

    “Så kan du hævde, at det fra ABB’s side er udtrykt som et uskyldigt spørgsmål. Men det er jo et retorisk kneb, man ofte ser brugt. Man får plantet sit budskab uden at udtrykke det sort på hvidt. Man lader, som om man fordomsfrit diskuterer et emne. Men modtageren er ikke i tvivl om, hvad hensigten er. Der er lidt kamæleon over faconen. ”

    Er dette 100% din egen subjektive vurdering og der intet objektivt i Bundgaards udsagn, der berettiger din konklusion, at den simple grund ,at hun jo som god journalist her bare stiller 2 forskelige relevante alternativer op ,som man bør gennemtænke, og hun vægter ingenlunde nogen af delene positivt.Fordi hun omtaler som en mulighed, at der et kontinuum,(du kan jo ikke bevise, at dette er umuligt) er selvfølgelig ikke det samme som at hun hævder, at det er der.

    “Debatten er blevet mindre mangfoldig, og fortielsens klima er igen ved at indfinde sig i Danmark,”

    Du modsiger dig selv. det du i virkeligheden klandrer Bundgard for er at hun ikke nøjedes med kún en forklaringsmulighed:(intet kontinuum) men kom med 2 muligheder: ( en kontinuum eller ikke), dvs du bebrejder hende,at hun er mangfoldig i sin debatform, og ikke udelukkende kører på et monospor som dig (intet kontinuum),mens du ovenikøbeter så fræk at hævde ,at monosporet er hendes debatform.

    Og hvis du med fortielsens klima mener, at forskellige medier nu har strammet kursen og begyndt at skride ind overfor den værste racistiske hadefulde tilsvining at indvandrere der hidtil har været politisk korrekt og forpestet ethvert debat, så er denne nye fortielse udelukkende en himmelsk velsignelse.

    Man skulle ifølge den logik efter terroren i Norge altså forske i, hvad det er i kristendommen, der gør kristne nationalkonservative unge mænd til terrorister.

  26. Af peter kocsis

    -

    Niels Poulsen

    Den sidste sætning hører selvfølgelig ikke med!

  27. Af peter kocsis

    -

    Jan Aage Jeppesen,

    “Goldstone henviser til de undersøgelser af krigen, som siden er foretaget af både Israel og FN, og siger, at de giver et markant andet billede end det, hans egen rapport gjorde. Goldstones nye konklusioner kan sammenfattes i fire punkter:”

    1) Jeg kender ingen ” Nye undersøgelser” fra FN, gør du? i så fald bedes du dokumentere ,hvem der lavede disse hvornår og hvor de er at læse.
    2)
    Den Israelske hærs egne “undersøgelser” er selvfølgelig intet værd og har ingen beviskraft.

    3)Goldstones konklusioner byger altså udelukkende på den israelske hærs egne undersøgelser, og er defor uden ethvert relevans. Desuden ugyldiggør hans konklusioner ikke et eneste komma i hans egen rapport, af den simple grund af rapporten er kollektiv værk og han jo ikke ene mand kan ændre den. De andre FN undersøgere har jo ikke tilsluttet sig Goldstones kritik, som følgelig må anses for 100% vilkårlige , subjektive og uden nogensomhelst beviskraft.

  28. Af Niels Poulsen

    -

    @peter kocsis & niels hansen

    Jeg synes, at I gør jer dummere, end I er.

    Der findes flere niveauer at kommunikere på.

    Første trin er, at man siger tingene rente ud. Det er det niveau, Von Trier og Braad Thomsen kommunikerer på. De kalder en spade for en spade, så dem på bageste række også forstår budskabet.

    Næste trin er, at man pakker sit budskab ind. Man kan eksempelvis komme med en insinuation, en antydet beskyldning. Man kan eksempelvis gøre det ved at beskrive to alternative holdninger, men ikke vægte dem lige højt: Den holdning, man nævner sidst og uddyber mest, er den, man ønsker at formidle: Hvis jeg eksempelvis skriver:

    ”Det afgørende spørgsmål er, om mennesket er godt? Eller om det, og her tænker jeg på Hitler og Stalin med alle deres forbrydelser mod menneskeheden, er ondt?”

    så burde der ikke være nogen tvivl hos modtageren, at det er mennesket som et ondt væsen, jeg ønsker at formidle. Men jeg kan ikke hænges op på det, fordi jeg kun siger det indirekte. Det er den teknik, Anita Bay Bundegaard anvendte i sit blogindlæg, og som hun efterfølgende blev konfronteret med i flere debatter med Søren Espersen.

    Og så vil jeg ikke ofre mere krudt på fortolkning af Anita Bay Bundegaards budskaber, for det er hun ærlig talt ikke værd.

    Men jeg er på en måde glad for, hvis jeres skriverier her, om hvordan Anita Bay Bundegaards budskab skal fortolkes, betyder, at I tager afstand fra at sammenkæde visse danske debattørers kritik af indvandringen og det multikulturelle samfund i Danmark med Breiviks skændselsdåd i Norge.

    Med ”fortielsens klima” mener jeg hovedsageligt SRSF’s forsøg på at styre, hvad der skal tales om i Danmark. Der findes eksempelvis ikke mere integrationsproblemer i Danmark, fordi SRSF har omdefineret integrationsproblemer til sociale problemer.

    Snart findes kristendommen heller ikke mere i Danmark: Man afskaffer kristendomsundervisning i skolen. Man sætter splid i folkekirken ved at indføre et ritual, som er i strid med kristendommens bekendelsesgrundlag. Man ønsker en ny grundlov med kirke og stat adskilt. Målet er at fortrænge kristendommen som vores nations selvforståelse som led i masterplanen om at omdanne Danmark til et multikulturelt samfund. Det er SRSF’s onde hensigt med Danmark. Jeg kan kun opfordre den kære Vorherre til at bevare Danmark.

    Nå, vi er kommet langt væk fra bloggens oprindelige emne, så jeg vil slutte her.

  29. Af niels hansen

    -

    @Niels Poulsen

    “Jeg synes, at I gør jer dummere, end I er.”

    Det er åbenbart ikke noget, du selv har et problem med!

  30. Af peter kocsis

    -

    Niels Hansen

    “Med ”fortielsens klima” mener jeg hovedsageligt SRSF’s forsøg på at styre, hvad der skal tales om i Danmark. Der findes eksempelvis ikke mere integrationsproblemer i Danmark, fordi SRSF har omdefineret integrationsproblemer til sociale problemer.”

    Med samme ret kan man ligeså godt hævde,at den forrige regering skabte en fortielsens klima, idet man forsøgte at styre, hvad man skulle tale om i danmark, ved at omdefinere sociale problemer til integrationsproblemer.

  31. Af niels hansen

    -

    @peter kocsis

    Det gælder vist ALLE regeringer, at de gerne vil have lov til at ‘bestemme’, hvad der skal tales om.

    Det bestemmer de heldigvis ikke selv. Her har medierne (aviser, tv, blogs etc.) en vigtig rolle at spille.

    Så kan man altid (som i Deadline i går aftes) diskutere hvor (u)partiske de forskellige kommentatorer/opinionsdannere er, når det drejer som om at prioritere punkterne på den politiske agenda.

  32. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det kommer altid an på tilgangen til en religion, som vi ved, HVOR bogstaveligt den antages af den enkelte, tvungent eller utvungent.

    Vi sammenligner tit os selv med USA og de store forskellige befolknignsgrupper, der har antaget amerikansk statsborgerskab dér, såvel som vi bliver sammenlignet med flere andre lande, hvor muslimer i nyere tid i større antal er flygtet el på anden måde er kommet til et sted, et land.

    Nu også med Kina, Ulf Timmermann højere oppe på bloggen, og jeg kender denne også hans tilgang, idet jeg selv for vel 25 år siden, da jeg boede i en anden kommune frit gik op til en halal-slagter for at købe, hvad jeg også fik, de skønneste bøffer.
    Siden er stedet blevet endog meget uroligt, såvel som der er op imod 70 procent flere flygtninge samlet lige i det konkrete område.

    Da jeg for mere end 20 år siden var i London for at besøge en familie udenfor byen, hvor jeg først kunne ankomme næste dag, da de havde flere overliggende gæster, så styrtede jeg straks rundt i London og bevidst endte jeg i White-Hall, tror jeg, det hedder, hvor jeg spiste kosher på en restaurant, jeg skulle så absolut smage denne borscht, som også fra litteratur havde læst så meget om.

    Siden – og i Danmark, så er indvandringen vokset, og vi er ikke Gud (læs: fejlfri eller fuldstændig klare og parate med alt til enhver form for indvandring, også i størrelse), såvel som vi modsat med jøderne i sin tid omkring år 1900, er mere udsatte for en aggressivitet og diverse forlangender udover, hvad vi rent faktisk kan nå både at diske op med og vænne os til.

    Måske har også krigene med Tyskland i det 19 årh. medført en vis indadvendhed; men den mener jeg er et noget overstået kapitel – når henses til de mange rejser danskere generelt har gjort verden over i kortere eller længere tid.

    Det burde være sådan, at vi fortsat og med indvandring kunne leve i fred og fordragelighed; men vi er også vidner til, at hertil komne indvandrere fra specielt Mellemøsten (og der er mange forskellige)naturligt nok følger med i deres hjemlandes ve og vel, såvel som vi i vore dage er langt mere obs på ‘hele verden’, såvel som vi faktisk er dybt involveret i flere forhold til det mellemøstlige, for fred i verden som helhed.

    Og – disse forhold rækker videre end til kun de eruopæiske lande; men vi er indimellem udsat for en voldsom aggressivitet, vi ikke har mødt så talrigt førhen – og ikke kun når det gælder det materielle/de materielle goder.

    Det går videre til, hvem der nu er bedst og mest rigtig for Herren, og hvordan vi skal mene dit og dat og rette ind hist og her, tilbede den rette, hvor det ikke menes el ses, at det er den samme Gud.

    Alt – er skreget ud fra disse ideologier/dogmer, og det kan vi så skændes om, slås om og slå ihjel for. Intet nyt under solen – men jeg mener, at vi har den pointe, at vi mennesker har udviklet os til en civilisation, der i højere grad forstår også ny viden, såvel som vi har været en flerehundrede-årig proces igennem her i landet, for nu at holde os til det, hvor vi er udsat for at skulle diskutere og ligefrem begynde forfra.

    Det er anstrengende og trætten, fremfor at folk der kommer hertil kunne stikke en finger i jorden og se, hvor de var havnet og så bidrage med, hvad der kunne fremme noget for mennesker, fremfor noget tilbagestående, da viden på forskellig vis også har været medvirkende til at forandre vores syn på også mennesket, dets formåen indtil videre, dets længere levetid takket være lægekunsten, det større viden og forståelse for sig selv også psykologisk, således at vi skulle være langt udover at skulle godtgøre, hvorfor vi ikke skærer lemmer af folk for fx tyveri, forbyder alkohol – men prøverat forstå, hvorfor nogen egentlig drikker, såvel som da blot kan lige sætte en stemning for et selskab, hvorfor nogen bliver homoseksuelle mm.

    Hvor vi altså er langt videre i flere slags forståelse i mangt og meget, hvor vi ikke har nødig at sætte egentlige forbud op; men hvor vi bliver mødt med en ‘forståelse’, som om vi brød os om ethvert problem, vi er vidende om i også vore samfund, hvor det ‘blot’ bliver dysset ned i flere af de lande, vore indvandrere også kommer fra.

    Religion og forbud mm er stærke sager, så svære for mennesker at turde slippe, hvis én gang (og tidligt) indpodet, fordi det også har medført skyld og straf i disse også ofte stærkt autoritære lande, hvor den enkeltes frihed kan ligge på et meget lille sted, og hvor viden ikke altid har været forundt den enkelte – blot det at kunne stave, skrive og læse.

    Almindeligheder..vil nogen sige. Jamen, det er det, vi er oppe imod, såvel som denne dyrken af religion, om min er bedre end din – og se nu her, der står i det og det skrift ifølge din religion – se, hvad der står i min, hvor man også springer uhyrlighederne over.

    Vi danskere har selv engang været slaver af sådanne barbariske tilstande, hvor vi har behandlet hinanden med det rene barberi – uden at forstå, så det hele handler også om, at vi selv skal fortsætte en udvikling – men så sandelig også, at flere af indvandrerne må følge trop – udaf en tildels slavetilstand med stadige tanke- og handleforbud fra oldgamle skrifter.

    Nobody is perfect! Vi heller ikke!

    Men – det handler altså om langt mere og dyberliggende processer end lige en madlavning på den el den måde – en klædedragt på den og den måde osv.

    Det er meget omfattende, og vi er et lille land, der for ikke så mange år siden kæmpede for netop vores selvstændighed.

    Og vi har selv skulle se og efterprøve, vordan kanariefuglen har det, når den slipper ud af buret – om den tør blive derude og kan klare sig selv, eller om den også pligtskyldigt forbliver i sit bur.

    Det er den proces, vi alle i større eller mindre grad kan være i eller have erfaret os ud af for at komme videre, hvor det gælder om at fastholde, at vi glimrende kan klare os uden for ethvert bur i vedkommende mellemmenneskelige relationer med en vis forståelse og respekt uden absolut at skulle dominere hinanden – men langsomt tilnærme os de sundeste tiltag for levevis.

  33. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg kan erindre om, at ikke alle jøder, der i forveje før år 1900 var tilstede i Danmark, var glade for den nye indvandring fra øst. Det kunne ødelægge det for dem selv. Og jeg mener, at der i vore dage også er lidt om en sådan snak inden for muslimske kredse.

    God weekend. BHL

Kommentarer er lukket.