Hæderlig journalistik

Af Kasper Støvring 83

Det arabiske forår er som bekendt endt i islamisme, vold og undertrykkelse af minoritetsgrupper, der tidligere havde tålelige livsvilkår under diktatorerne. I dag må de, som de kristne i Arabien, flygte i tusindvis til Vesten. Ja, i Libyen, hvor Vesten bombede sig til et regimeskift, ser vi etnisk udrensning i stor stil. Det skrev jeg alt sammen om i fredagens klumme.

Det er utroligt, så naive mange har været i Vesten, og det er skammeligt, at vestlige regeringer har interveneret i andre lande, når der er så meget, vi ikke forstår. Hvornår lærer vi at holde nallerne væk?

Selv om realiteterne nok er ved at gå op for de fleste, er det stadig kun få, der erkender deres egen naivitet. Det er jo menneskeligt at fejle, det er også såre menneskeligt at være forblændet af begejstring, og det er også menneskeligt at identificere sig med dem, der ligner én selv – eller projicere sine egne værdier over på fremmede.

Journalisten Adam Holm er efter min mening en af landets allerbedste journalister og tv-værter. Han er en af de få, der har erkendt sine fejl. Det er interessant, ikke kun fordi han er blandt landets dygtigste og mest vidende journalister, men også fordi, at han selv var til stede under revolutionerne i den arabiske verden.

Holms anmeldelse i ugens WA af journalisten John R. Bradleys bog After the Arab Spring. How Islamists Hijacked the Middle East Revolts, der er særdeles kritisk over for det arabiske forår, er interessant i denne sammenhæng. Så lad os høre lidt fra den:

”Den arabiske verdens »Berlinøjeblik«. Sådan rapporterede de vestlige medier, da egypternes moderne farao, Hosni Mubarak, i fjor blev stødt af tronen. Revolutionsfeberen rasede, glædestårerne trillede og alle snakkede henført om demokrati, pluralisme og frihedsrettigheder. Araberne stod på tærsklen til lige så store og gennemgribende omvæltninger som øst-og centraleuropæerne havde gjort i 1989. Men ak og ve, det arabiske forår afblomstrede og nu blæser i stedet en strid efterårsstorm. […]

Den arabiskkyndige Bradley kan ikke skjule sin irritation over at ikke flere vestlige kommentatorer og journalister har forstået, hvad der reelt sker i disse måneder i Mellemøsten. Hvis ikke der i Vesten var en angst for at blive hængt ud som hvid reaktionær orientalist, og hvis man i øvrigt ville lytte lidt mindre til den lille pro-vestlige elite af studerende og intellektuelle, der taler lydefrit engelsk og behersker de sociale medier, ville realismen have indfundet sig tidligere.

Bradley svinger krabasken og slår indimellem nogle vilde slag i luften, men han rammer også et par ømme punkter. I det mindste hos undertegnede. Jeg har været både på Tahrir Pladsen og i Benghazi, mens det gik hedt for sig og talt – på engelsk, of course – med unge mennesker, der formfuldendt forklarede om »folkets« dybe ønske om politisk medbestemmelse og personlige frihedsrettigheder. Det er forførende tale og ryger uden besvær ind på den mellemfolkelige konto. Sådan – de er jo ligesom os. Hvor svært kan det være? Men Bradley gør det unægtelig en tand vanskeligere. […]

På længere sigt vil sunni-islamisternes erobring af samfundsinstitutionerne – godt hjulpet, som Bradley påviser, af saudiske oliepenge – cementere deres styrke. Lovgivningsprocessen vil blive endnu mere religiøst påvirket, og de, vi i Vesten kalder for »de sande demokrater«, vil være nøjagtigt så marginaliserede som før. Revolterne mod de gamle autokrater har ikke bragt liberale demokrater i vælten, men derimod hårdhudede teokrater. Og med det sikkerhedstomrum islamisternes march frem mod regeringskontorerne vil skabe, ikke mindst i forhold til Israel, er det svært andet end at istemme Bradleys jeremiade. Det såkaldt »arabiske forår« er på vej til at blive det fordømte forår. Og prisen bliver høj. Spørg bare i det engang så moderate Iran.”

Ja, sådan skriver én hæderlig journalist om en anden.

Opdatering 19/3: En af de mest indflydelsesrige imamer i den muslimske verden har udstedt en fatwa om, at kristne kirker skal ødelægges.

83 kommentarer RSS

  1. Af Kurt Dejgaard

    -

    -Og de der ikke kan udholde den tanke at arabere en dag måtte få et styre de selv har accepteret, har stadig travlt med at skrive konklussionen på det arabiske forår, inden støvet fra de folkelige demonstrationer mod despotiske regimer endnu har lagt sig og blodet fra de nedskudte er tørret ind.

    Så i det forløbne år (fra d.d.), har Kasper Støvring således måttet gribe til pennen for at konkludere og sætte punktum, ikke færre end 12 gange. Og det var bare på Berlingskes blogs.
    Må jeg foreslå at prøve med lidt meditation?
    Uhmmmmmmmmmmmmmm

  2. Af peter kocsis

    -

    Støvring:

    “Journalisten Adam Holm er efter min mening en af landets allerbedste journalister og tv-værter. Han er en af de få, der har erkendt sine fejl. Det er interessant, ikke kun fordi han er blandt landets dygtigste og mest vidende journalister, men også fordi, at han selv var til stede under revolutionerne i den arabiske verden.”

    Denne journalistikkens stormogul skriver imidlertid:

    “Spørg bare i det engang så moderate Iran.”

    Tydeligvis har den allerstedsnærværende og alvidende Adam Holm ikke været tilstede i den iranske shahs moderate torturkamre.

  3. Af Erik Bramsen

    -

    Det er utroligt, så naive mange har været i Vesten…

    For en given værdi af ‘mange’, ja.

    Læste man kommentarerne dengang det glade, arabiske frihedsepistel for et års tid siden udgik fra alverdens nyhedsmedier, var der meget lidt naivitet at spore.

    Det er nemt at være bagklog men hvad der er sket i Egypten blev masse-forudsagt af online-læserbrevsskribenterne fra dag eet, og farcen i Libyen a fortiori. Det undgik ikke almindelige menneskers opmærksomhed at man aldrig fik svar på, hvem det egentlig var, vi var allierede med i hverken Egypten eller Libyen.

    Så kynismen var stor hernede i det store, uvaskede kommentarunivers. Ikke mindst mht. mediernes intellektuelle og faglige hæderlighed.

  4. Af Asger Manø

    -

    Problemet er, at journalisterne kun talte med studenter, intellektuelle og folk i nærheden af deres kameraer og mikrofoner. Ingen bevægede sig ud på landet, hvor folk er muslimer, men hverken fundamentalister eller islamister. De stemmer og støtter de kræfter, der er alternativet til et blodigt og korrupt diktatur, og de kræfter som gav dem skoler, mad og sundhed. I Ægypten var det Broderskabet, medens vore milliarder gik til militær og støtte til korrupte diktatorer. Her kunne Støvring så gribe i egen barm, og spørge hvor meget han egentlig protesterede, når de politiske kræfter han støtter pumpede milliarder i Mubarak, Ben Ali og endte med at kysse Gaddaffi.Vi fik sikkerhed, medens de lokale fik neglene revet af og levede i evig frygt, medens de kiggede på korrupte politikere og embedsmænd, som fik besøg af vore folkevalgte.
    Hvis det er Saudi-Arabien som står bag, så lad os endelig få et opgør med dette land og Støvring kunne jo lede det. Vi kunne starte med at kongehus, ministre, erhversliv og andre lod være med at rejse derned og kysse kongens fødder. Prisen er så, at benzinen stiger voldsomt, og vi mister store indtægter, men det må Støvring så forklare befolkningen.
    Lige nu ser det sort ud, og Støvring og andre er glade for at male billedet endnu sortere. På den lange bane skal det nok gå. Et land som Indonesien er er glimrende eksempel. For 25 år siden et korrupt muslimsk militærdiktatur, men efter mange tilbageslag undervejs, er landet endt som et demokrati med fejl og mangler, og en pæn økonomisk vækst.

  5. Af Erik Skifter

    -

    Helt enig, Adam Holm, er danmarks absolutte bedste journalist. Ingen er over ham eller bare ved hans side.
    Dernæst, hele korpset af danske journalister, herunder dumme-dumme-TV 2 med Fru. Therkildsen foran mikrofonen, slog lejr på Tahrir-pladsen og kom aldrig nogen andre steder. De fulgte blot en demonstration, som var repræsenteret af under 1 % af befolkningen.
    Ingen kom uden for hovedstaden, hvor 85% af befolkningen bor. I denne del af befolkningen var der en alt overvejende opbakning til Hosni Murarak og man ønskede ikke der nogen form for ændringer – ej heller et regeringsskifte til det muslimske broderskab. Denne 85% af befolkningen, hvor de fleste er analfabeter mærkede intet til oprøret, men gik blot til stemmeurnerne da valget krævede det – og ja selvfølgelig stemte de på broderskabet, idet de var jo landets mest kendte og de mest trygge. Alt sammen logik for enkeltkæmpere og alle ikke-naive mennesker. Her dog undtaget denne kastrofale intellektuelle elite, som desværre har en overrepræsentation her i vort lands medier.

    Jeg græmmes dagligt over den danske journalist stand. Deres udenrigs-journalistik er katastrofal ringe og meget præget af personlige holdninger.

    Skal men have en holdningsneutral og sober udenrigsjournalistik, så skal man slå over på de tyske medier, herunder ARD og ZDF. Her gengives det faktuelle på en redelig og ærlig måde.

    Vi har i Danmark kun Dead-line på DR2, som er bare i nærheden af en sober journalistik. Derfor ser jeg også alene bare denne nyhedsudsendelse og nøjes dermed.
    Bunden er og bliver TV2. Det gøres næsten ikke meget ringere og mere poppet. Så sælg dog denne ubrugelige station.

  6. Af Klaus Kaaslund

    -

    Vesten ligger under for en eurocentralisme. Dvs at vi forstår resten af verden ud fra vores forståelse af os selv. Og da Vesten er den mest udviklede del af verden og har demokrati, mener vi at resten af verden vil stræbe efter at blive lige som os – med demokrati.

    Men her tager vi fejl. Demokrati har sine særlige forudsætninger, som blandt andre er kristendommen og den europæiske oplysningstid.

    Ind til videre fører Vesten hvad man kan kalde et demokratisk korstog. Nutidens korstog handler ikke om religion men om demokrati. De muslimske lande skal have indført demokrati, om de vel det eller ej. Men det ser ikke ud til at lykkes. Egypten og Libyen ser ud til at få regimer, der er værre end før opstanden. Og det er usandsynligt, at Iraq og Afghanistan får demokrati i vores forstand. Jeg er ked at skulle sige det, men: de unge mennesker der har mistet livet i Iraq og Afghanistan har gjort det forgæves. Da man bombede Libyen anede politikerne ikke, hvem de holdt med. Sandsynligvis har den millitære støtte og 640 millioner kroner bragt islamister til magten.

    Og den dag Kina overhaler Vesten i levestandard, uden at have demokrati, er der ikke mere nogen i den tredie verden, der gider høre på Vestens snak om demokrati.

  7. Af j. Hansen

    -

    Jeg var da ALDRIG i tvivl om, hvor det førte hen, men jeg er jo heller ikke dårligt uddannet venstreorienteret eller radikal journalist!

  8. Af Børge Jørgensen

    -

    Kasper du skriver flg.:
    Det arabiske forår er som bekendt endt i islamisme, vold og undertrykkelse af minoritetsgrupper, der tidligere havde tålelige livsvilkår under diktatorerne. I dag må de, som de kristne i Arabien, flygte i tusindvis til Vesten.

    Vesten har ikke plads,lyst til at have – eller økonomi ,til at huse alle verdens ,for det meste analfabetiske uintegrerbare muslimer.
    De etablerer jo bare endnu større muslimske parallelsamfund i Europa – med endnu større problemer for den etniske befolkning.
    Der er ingen muslimer der har lært :” skik følge eller land fly”.
    Sarkozy i Frankrig truer evt. med at udtræde af schengen aftalen,hvis ikke flygtninge strømmen standses.
    Men hvad gør den lalleglade danske regering, INTET absolut INTET ,ud over at etablere endnu flere asylcentre.
    Og kommunerne spekulerer gladeligt i at udvide den kollosale store stab af medarbejdere i godhedsindustrien.

    http://www.tv2east.dk/artikler/asylcenter-kan-give-jobs-og-oeget-omsaetning

    I juli 2011 var der 3.200 beboere på Røde Kors’ asylcentre, annekser og særlige boliger.
    I Danmark findes der i alt 12 asylcentre. Flygtninge fra Afghanistan, Syrien og Iran udgjorde i 2011 de største grupper. … Hver asylansøger koster samfundet ca. 250.000 kr/om året.

    Der er en ting ,der kan undre en, regeringen påstår at der skal skæres i det danske velfærdssamfund,gr. pengemangel . Men der er tilsyneladende penge nok til at fylde landet med asylansøgere,( velfærdsflygtninge) som gladeligt rejser den halve jord rundt, for at stikke snablen i den danske statskasse samt smide 16 milliarder væk til U-lands bistand.

    Hvis det er EU og FN`s meneskerettigheds konventioner, der lægger hindringer i vejen for at hjemsende velfærdsindvandrerne og de kriminelle udlændinge uden dansk statsborgerskab ,bør man ignorere disse eller ændre konventionerne i en hvis fart, inden vi bliver totalt oversvømmet.

    Og lad os så få indført ,den sløjfede grænse kontrol igen, så menneskesmuglere og tyveknægte kan stoppes.

  9. Af Finn Bjerrehave

    -

    Hæderlighed og interessekonflikter samt profilering af eget køn, samt hyperaktive journalister, hvor virkelighed saglighed samt ærlighed ikke findes.
    Valgkampen, underskud på 85 milliarder kroner, og rød blok,s gyldne valgløfter, der nu er blevet skuffeplaner med nedskæringer til deres egne vælgere, uden een journalist rynkede brynene hvorfor, Pia skulle ud , det kom hun , men nu sidder hun igen for bordenden, fordi EL ikke kan levere det ønskede flertal.
    Lene Espersen og møde i Arktisk råd, blev en lang negativ følgeton hvor lars Barfod blev stand in, men det var guf for alle vores ihærdige Journalister.
    Præsidentmøde i EU (forslag fra Tyskland) Villy Søvndal, ønsker ikke at deltage, men vil presset sende en embedsmand, og ingen Journalister er kritiske.
    EL blev den store stemmesluger ved valget, måske fordi partiprogrammet havde opløsning af Politi Forsvar som vigtig dagsorden, men igen ingen Journalist ønskede at bruge partiprogrammet imod EL, og EL stemte for krig mod Libyen, igen ingen kritiske Journalister.
    Det Arabiske forår, hvor vi støtter alle oprørere mod de eksisterende styrer, uden tanke for hvem og hvad de kan tilbyde, medens vi i Afghanistan støtter styret mod oprørende(som måske overtager magten når vi forlader landet) altså den omvendte dagsorden, hvor 9-11 bliver fremdraget , hvor terrorristerne boede i Hamborg og næsten alle kom fra Saudi Arabien, men det værste ved det hele i vores krige bliver de såkaldte krigsfanger, som vi ikke aner hvad vi skal stille op med, hverken dem som vi kriges med må få dem og slet ikke landet vi kriges for, og ingen har stillet spørgsmålet, hvad skal vi stille op med fangerne?.
    Der er det bedre med piraterne, dem afleverer vi til de få lande som siger ja, og da deres retsforhold nok ikke opfylder vores ønske, bliver tavsheden igen rungende fra Journalisterne, og de heldige pirater bliver sat i land.
    Efterlønnen som Lars Løkke havde fredet, blev en dejlig kastebold fra Journalisternes side og endte desværre tragisk, fordi Journalister måske har større magt end politikerne, og alle glemte at Efterlønnen skulle få de unge ind på arbejdsmarkedet, og dagens ungdomsarbejdsløshed er 12% og stiger nok desværre uden lys i tunnelen.
    Så længe det er politiske kartofler der dyrkes hos Journalister, bliver scenen broget og uskøn, og måske fortjener vi vælgere det, fordi vi har de Journalister vi fortjener.
    Tak for luft.Finn Bjerrehave Vig

  10. Af Kirsten Iskov

    -

    Kære Kasper.

    Ja, du har desværre ret, og tak og lov for ærlige og redelige Journalister, de er mere end GULD VÆRD bare alene for deres oprigtighed.

    Desværre vil det i sidste ende blive ET SPØRGSMÅL om TRO. Den Muslimske tro KRÆVER af sine tilbedere, at de SKAL UNDERKASTE sig Islam. Altså, det er langt mere end AT VÆRE EN ALMINDELIG TROENDE / efter dansk tankegang ), det er i virkeligheden en slags UMYNDIGGØRELSE af personer ( den enkelte person ).

    Og det er ” DETTE SJÆLELIGE BÅND ” ( en slags Herre og- slavementalitet i Islams tankesæt ) af UMYNDIGGØRELSE og TVANG af ” DEN ENKELTES EGEN PERSONLIGE FRIHED til, AT kunne TÆNKE sine egne frie tanker ” eller at lade være dermed, der binder Mellemøsten op i vold- mord-hævn og krig.

    Ingen Islamitisk stat i Mellemøsten vil nogensinde blive frie på grund af Islams magt over hver enkelt person. Islam ønsker IKKE nogen nogen form for frihed fra hævn og vold for den enkelte person.
    Og den person der frivilligt selv har bundet sig til Islam, må også selv tage konsekvensen af Islams tro og lære.

    Og, det er bare DETTE de gør i Mellemøsten, ellers må de ( der vil være fri i deres tankesæt fra Islams lære )også frivilligt FRASIGE sig Islam lære, og DETTE gør kun ganske få af dem , desværre med deres liv og en evig forfølgelse som en konsekvens af deres ønske om frihed / demokrati , som vi i vesten kender den. K.Iskov.

  11. Af Allan Hansen

    -

    Islam og demokrati er fuldstændig uforenlig!
    Demokrati ville få islam til, at bryde sammen.
    Islam bygger på et islamisk overherredømme.
    Så er den ikke længer.

  12. Af Allan Hansen

    -

    “Imagine yourself in their place now – the place of a former
    Muslim still within an Islamic country – as they have risked their
    lives, their families, and their entire cultural identity to follow
    Christ, only to hear that 300 prominent Christian leaders have
    made the pronouncement that indeed Islam already has the “love
    of God and love of neighbour”, a love that they, above many
    other Christians, know for sure to be exclusive to the claims and
    person of Christ. Surely this issue is a grave one, and that needs
    serious consideration.
    In the name of our Saviour, the Lord Jesus Christ, we implore
    you to consider the following text and the truths therein
    prayerfully before the Lord.
    Respectfully, Sam Solomon and Al-Maqdisi
    June 20 2008.

  13. Af Asger Manø

    -

    @Allan Hansen

    “Islam og demokrati er fuldstændig uforenelig” skriver du. Hvad laver vi så i Irak, Afghanistan og Libyen? Jeg troede, at vi kæmpede for demokrati med frie valg, men det kan jeg naturligvis have misforstået.
    Nu er der altså muslimske lande som har demokrati. Skal vi nævne Indonesien og Tyrkiet. I Indien deltager 200 muslimer i valgene og i Banghla Desh er der også valg. Pakistan,Banghla Desh, Indonesien og Tyrkiet har endda haft kvindelige statsledere, hvilket jo burde være en umulighed i et muslimsk land, hvis alle danske fordomme om islam efterleves. Der er fejl og mangler. Bevares, men det er der også i det danske demokrati, siger så mange. Dit problem er, at du ser islam som noget der dækker de arabiske lande og Nordafrika, men verden er altså noget større og mere nuanceret.

  14. Af Finn Bjerrehave

    -

    Libyen, der trådte hele folketinget i karakter, trodsede al sund fornuft, helt uden bevisførelse støttede oprørene mod landets regime, med begrundelsen, vi skal beskytte civilbefolkningen, og derefter sendte raketter mod de skyldige magthavere, som ville forsvare deres Diktatur, og nu humlen.
    Villy Søvndal som aldrig ville krumme et hår på et uskyldigt menneskets hoved, accepterer iflg. Berlingske nu folkemord på tidligere Gadaffy loyale borgere, og det uden at blinke, samt ingen Journalister har råbt vagt i gevær.
    Vagthunden som Journalisten skulle være, er blevet en skødehund.
    De gode græder, de onde leer.Finn Bjerrehave Vig

  15. Af Levi Giversen

    -

    Så sandt, så sandt. Det, der metaforisk blev lanceret som et ”årstidsskifte”, er reelt et regimeskifte. Derfor er både demonstrationer og (i forlængelse heraf) sikkerhedsstyrkers overgreb fortsat i Egypten. De nye magthaveres udøvelse af tortur har for længst fået Læger uden grænser, til at ophæve samarbejdet. Det kristne mindretal, som udgør 10 pct. af befolkningen, har oplevet tiltagende forfølgelse. Israel har oplevet angreb over grænsen fra Egypten. Og man kunne blive ved… Hvis det skulle være ”forårstegn, kan man kun frygte, hvad der kommer efter…

  16. Af Finn Bjerrehave

    -

    Journalisterne som D.4 Statsmagt, og disse 100% rigtige kendsgerninger gør at der ikke bides i den hånd som fodrer.
    Pensionsalderen er blevet hævet til 65-67-72 år , men Politikerne har stadig forsvaret og fastholdt 60 års pensionsalder, og hvis Journalisterne med samme ihærdighed som da de fik Efterlønnen hen hvor peberet gror, havde brugt samme tryg mod Politikernes pensionsalder, havde presset nok ændret pensionsalder i en solidarisk retning, men det er ikke skeet, fordi vi ikke bider folk i hånden.
    Tak for rent foder.Finn Bjerrehave Vig

  17. Af Arvid Holm

    -

    Det er mig en gåde, at så mange tilsyneladende opfatter det vestlige samfundssystem som eftertragtelsesværdigt.
    Burde det ikke først modificeres, så det blev generelt anvendeligt og stabilt, hvis andre kulturer skulle ønske at overtage det?

    For i lande, der er opsplittede i voldelige grupper, hvad enten disse er etniske, religiøse, nationale eller politiske, må man tilsidesætte retsstaten og demokratiet.
    Det vestlige samfundsstystem kan ikke fungere, når den permanente guerillakrig raser.
    Systemet er derfor ikke anvendeligt, hvis det eksempelvis er uønsket af stærke grupper.

    Hvorfor skulle folk i Mellemøsten vælge et system, der medfører kaotiske tilstande i deres situation?

    Stabilt er det heller ikke.
    I gennemsnit skal hver kvinde i et samfund have 2,11 barn for at opretholde befolkningsmængden.
    Generelt for EU ligger alle lande lavere end det.
    Vi må importere folk fra Mellemøsten og Nordafrika for at få tilstrækkelig arbejdskraft i den nære fremtid, siger eksperterne.
    Kulturen sygner hastigt hen og erstattes af den islamiske kultur, efterhånden som befolkningen udskiftes.

    Hvorfor skulle folk i Mellemøsten ønske at uddø ligesom os?

  18. Af Allan Hansen

    -

    Kære Asger Manø.

    Dit indlæg røber en meget stor uvidenhed om islam, som desværre
    er meget udbredt – ikke kun i lille Danmark over alt i verden!!!

    Jeg sender dig derfor lidt kilde materiale så du kan sætte dig bare lidt
    ind i det du taller om.

    Mvh. Allan Hansen.

    Kilde Materiale:

    1). Vesten må vælge. Marius Baar. 1980.
    2). I krigens hus. Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard.2003.
    3). Storm over Europa. Islam-fred eller trussel. Lone Nørgaard og Tabita Wulff. 2006.
    4). Jeg anklager. Ayaan Hirsi Ali. 2005.
    Infidel. Ayaan Hirsi Ali 2006.
    5). Muslimske ekstremistbevægelser i Danmark. Rolf Slot-Henriksen. 2004. og Erobring og besættelse – muslimske originaldokumenter om kolonisering af Danmark. Rolf Slot- Henriksen 2005. *
    6). Problemet med ISLAM. Irshad Manji. 2004.

    Et udvidet kursus.

    7). Derfor er jeg ikke muslim. 2004. af den pakistansk filosof og ex muslim Ibn Warraq.
    8). Troens Fallit, religion, terror og fornuftens fremtid.2007. af den amerikanske filosof Sam Harris.
    9). Vejen til Damaskus. Kim Møller. 2008.
    10) Mod mørket. Helle Merete Brix. 2008.
    11). Islamister og naivister – et anklageskrift. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow.2006.
    12) 1400 års krigen. af Hedegaard & camre. 2009.
    13) The myte of islamic tolerance – how islamic law treats non-mulims. Edited by Robert Spencer 2005.
    14) The truth about Muhammad – founder of the World´s most intolerant Religiom. Robert Spencer 2006.
    15) While Europe sleept – How radical islam is destroying the West from within. Bruce Bawer.2006.

    16) Religion of Peace? – islam´s war against the world. Gregory M. Davis.2006.
    17) Man må prøve at leve. Af den franske filosof Robert Redeker 2007.
    18) Why we want to KILL YOU. Ex muslim Walid Shoebat.2007.
    19) A God who hates. Ex muslim Wafa Sultan. 2009.
    20) Al-Hijra. Modern day trojan horse. Ex muslim Sam Solomon. 2009.
    21) Al-Qaeda – The true story of radical islam. Jason Burke. 2004.
    22). Islam and the West. Bernard Lewis.1993.
    23). The Crisis of islam – Holy war and Unholy Terror. Bernard Lewis. 2003.
    24). Islamic Jihad. By Ex muslim M. A. Khan 2009. ( Bogen kan købes her http://www.islam-watche.org
    25). Muhammad and his Quran: Blood and Lies at the Root of islam. 2010. By Ex muslim Mohammad Asghar. ( Bogen kan læses her http://www.islam-watche.org
    26). Price of honor. Jan Goodwins 1994.
    27). The Clossed circle. David Pryce-Jones London 1990.
    28). Muhammeds Piger. Lars Hedegaard 2010.
    29). The 9/11 Commission Report 2002. Final report of the national Commission on terrorist attacks upon the United stats.
    30). Islam. Henny Harald Hansen 1964.
    31). Danmarks fremtid dit land – dit valg… Dansk Folkeparti 2001.
    32). The New islamic presence in Western Europe. Edited by Thomas Gerholm and Yngve Georg Lithman 1988.
    33). Koranen. Af A. S Madsen. 1967. The Koran. By N.J. Dawood. Qur´an. By Abdullah Yusuf Ali.
    34). Det bedste guld – en bod om frihed. David Gress 2005.
    35). Islams magt – Europas ny virkelighed. Karen Jespersen & Ralf Pittelkow 2010.
    36). Fra fatwa til jihad. Kenan Malik. 2010.
    37). Den politiske forpligtelse – det filosofiske fundament for demokratisk stillingtagen.
    Kai Sørlander 2011.
    38). De nazistiske rødder til palæstinensisk nationalisme. David Meir-Levi.
    Forlaget Rafael 2007.
    39). Islam og Europa. Ingemar Karlsson 1994.
    40). Towards understanding islam. Sayyid Abul Ala Mawdudi 1980.
    41). Verdens historie. H. G Wells 1903.
    42). Gads historie for gymnasier og seminarier 1965 ( tre bind).
    43). Den arabiske bog. Johs. Pedersen 1946.
    44). History of Western Philosophy. By Bertrand Russell 1945.
    45). The Clash of Civillizations. By Samuel P. Huntington 1997.
    46). De sataniske vers. By Salman Rushdie 1988.
    47). The Hajj. By F. E Peters 1994.
    48). Goodbye Mohammad. Norbert G. Pressburg 2009.

    * Rolf Slot-Henriksen er den dansker, som har skrevet flest fagbøger om islam.

    Ex muslimske kilder:

    Ibn Warraq. Why i am not a muslim 1995.

    Ayaan Hirsi Ali. Jeg anklager. 2005.

    Ayaan Hirsi Ali. Infidel.(vantro) 2006.

    Wafa Sultan. A God who hates 2009.

    Sam Solomon. Morden day Trojan horse 2009.
    E Al Maqdisi. ,,,,,.

    M. A Khan. Islamic jihad: A legacy of forced conversion, imperialism and slavery 2009. http://www.islam-watch.org

    Nonie Darwish.Cruel and unusual punilshment: The Terrifying global implications of islamic law 2009. (Breaking free from islam http://www.islam-watch.org

    Walid Shoebat. Why we wants to KILL YOU! 2007. http://www.shoebat.com

    Irsha Manji. Problemet med islam. 2004.

    Taslima Nasreen. Shame 1997.( one woman against islam)

    Mohammad Asghar.Muhammad and his Quran: Blood and lies at the root of islam 2005.
    and – stories not told before. http://www.islam-watch.org

    http://www.thereligionofpeace.com/

    Fra fatwa til Jihad. Kenan Malik 2010.

    De sataniske vers. Salman Rushdie 1988.

    Muhammed & islam. Ali Sina http://www.alisina.org

  19. Af Niels Poulsen

    -

    Asger Manø, 19. marts 2012 kl. 12:26

    “Hvad laver vi så i Irak, Afghanistan og Libyen? Jeg troede, at vi kæmpede for demokrati med frie valg, men det kan jeg naturligvis have misforstået.”

    Ja, Irak og Afghanistan – det var en anden tid. Det er vel ikke forbudt at blive klogere? Der er ved at indfinde sig en ny realisme i Vesten mht. at udbrede det demokrati og de menneskerettigheder, som vi måske fejlagtigt tror er universelle, men som måske i virkeligheden kun er udtryk for vores egen vestlige kultur.

    De nationer med muslimsk kultur, som du nævner i din kommentar, scorer ikke højt på det videnskabelig underbyggede “Democracy Index” for 2011:

    3. Danmark (Full democracy) medtaget for sammenligningens skyld.
    39. Indien (Flawed democracy)
    60. Indonesien —
    88. Tyrkiet (Hybrid regime)
    105. Pakistan —
    115. Egypten — (medtaget for sammenligningens skyld)

    Rosinen i pølseenden er i øvrigt som forventet Nordkorea.

    Jeg går ud fra, at dit svar på disse realiteter ligesom Kurt Dejgaard vil være, at vi skal lade tiden gå og meditere lidt, så vil demokratiet før eller senere komme til at blomstre i de muslimske lande.

    Men det er jo ikke et rigtigt hæderligt argument, altså det med at vente mens vi fortsætter en dyr og måske fejlslagen udenrigspolitik: Det er jo ligesom Marx, der mente, at den historiske udvikling uafvendeligt ville ende med det kommunistiske samfund. Faktum er, at han tog fejl. Men hvis man diskuterer med de få tilbageværende kommunister nu til dags, så tror de jo stadig på, at de paradisiske tilstande snart vil oprinde. Det handler ikke mere om virkelighedens verden og saglige argumenter for dem. Ideologien er blevet en tro.

    Og jeg synes, at den vestlige elites tro på liberalt demokrati og de universelle menneskerettigheder og deres globale udbredelse lidt tilhører samme tvivlsomme kategori.

    Så jeg synes, at det er godt, at Støvring skaber lidt kulturkonservativt modspil til den for tiden herskende ideologi her i Vesten.

    Det er vel bedre at føre en realistisk funderet udenrigspolitik i stedet for en ideologisk funderet?

    Men jeg vil ikke helt melde mig på Støvrings hold: For jeg synes, at det er svært at overvære, at en diktator anvender sit militær mod civilbefolkningen, selv om den måtte bestå af muslimske fundamentalister. Det er forbrydelser mod menneskeheden der her bliver begået, og det skal det internationale samfund reagere på. Så jeg er glad for, at Gaddafi blev fjernet. Og at Assad før eller senere også vil blive det.

    Men jeg frygter for, hvordan det skal gå de kristne minoriteter i Egypten og Syrien. Man skønner, at der ligesom i Egypten er 10 procent kristne i Syrien. De to kristne minoriteter har levet tåleligt under Mubarak og Assad (selvom mange af kopterne lever kummerligt i en næsten surrealistisk affaldsby i udkanten af Kairo, så vidt jeg er orienteret). Hvordan skal det gå disse og andre minoritetsgrupper, når de nye hybrid-regimer i de muslimske lande ser dagens lys? Er vi ikke ved at forråde dem, her i Vesten, ved at bringe nogle muslimske fundamentalister til magten?

    (Ranglisten mht. demokrati har jeg fra den engelske Wikipedias side om “Democracy Index”. Den er god at blive klog af, så det hele ikke bare drejer sig om følelser, tro og fornemmelser).

  20. Af Allan Hansen

    -

    Kære Asger Manø.

    Demokrati i Indonesien og Tyrkiet etc. etc.
    Var det en stave fejl eller en vits.

    Mvh. Allan Hansen

  21. Af Kasper Støvring

    -

    Niels Poulsen:

    Du har nogle gode betragtninger. Jeg vil dog lige kommentere dit udsagn:

    “Men jeg vil ikke helt melde mig på Støvrings hold: For jeg synes, at det er svært at overvære, at en diktator anvender sit militær mod civilbefolkningen, selv om den måtte bestå af muslimske fundamentalister. Det er forbrydelser mod menneskeheden der her bliver begået, og det skal det internationale samfund reagere på. ”

    Nu begik Gaddafi jo ikke forbrydelser mod menneskeheden. Man troede at han ville, og derfor bombede man. Faktum er bare, at hans modstandere, som vi hjalp til magten, gør det. Det viser for det første, at dem, der efterfølger diktatoren risikerer at være endnu værre, og for det andet, at vi ikke forstår ret meget og derfor risikerer vi at skabe mere ondt ifølge loven om utilsigtede negative konsekvenser af interventionisme.

    Endelig, hvis man så gerne vil dræbe og slå ihjel for godhedens skyld, hvorfor så ikke gribe ind i Elfenbenskysten, Sierra Leone osv i stedet? Jeg skal love for, at det, der foregår dér, er et langt værre barbari end Mubarak og for den sags skyld sikkert også Assad og Gaddafi nogensinde begik.

  22. Af j. Hansen

    -

    Drama-queen nr. 1 Ulla Terkelsen fra TV2 har en stooor stjerne hos unge journaliststuderende (de, der er for dumme til at tage en teknisk uddannelse). Måske “journalisten” på EkstraBladet, der i dag kalder 3 teenagere, der har myrdet en gammel mand i et rækkehus for “besøgsvenner” er en af de journalister, der beundrer Ulla Terkelsen!

  23. Af Allan Hansen

    -

    Lidt far arkivet:

    1000 år med snik snak for tåber!

    ” De gudfrygtige (muslimer) kan ikke leve side om side med de gudløse (dvs. hinduer, buddhister, jøder og kristne) Islam siger: dræb alle de vantro (ikke-muslimer). Hug dem ned og dræb dem” Ayatollah Khomeini, Kashfol al-Ashrar, Qom 1986.

    ” Hvis I bliver dræbt, kommer I i Paradiset. Og hvis I dræber kommer I også i Paradiset, det er islams logik ” ( Ayatollah Khomeini).

    ” Med råbet – Tyrkiet for muslimerne bliver kvinder og børn myrdet og mænd kastreret, før man dræber dem. ( Et indgreb, som soldaterne i den hellige krig fortager, for at deres ofre ikke skal have nogen kønsdrift i det hinsidige). Efter udsagn fra præsident Bulent Eccevit drejer det sig om regelret massemord. Kilde: Marius Baar. Vesten må vælge 1980.

    ” Den pædofile røverhøvding og stamme kriger Muhammed stod selv i spidsen for 77 bloddige terror angreb, mod jøder, kristen og andet godtfolk. Kilde: The truth about Muhammad – founder of the world´s most intolerant religion. Robert Spencer 2006.

    ” Slå til og dræb Allahs fjender overalt for at få fjernet efterkommere af aber og svin fodret ved zionismens, kommunismens og imperialismens bord ” Omar Abdel Rahman ( den blinde sheik) , citeret i Erik Ettrups islamiske ekstremister, København 1996.

    ” Tag derfor ikke nogen af de vantro som venner, førend at de overgiver sig til Allahs sag, men hvis de vender sig bort, så grib dem og dræb dem” Sura 4, vers 90.

    ” Hvis nu en muslim dræber en ikke-muslim, så må han ikke idømmes dødsstraf, for hans udviklingsstade er højere end den dræbtes”
    cir. Gerhard Konzelmanns – Den islamiske udfordring 1980.

    Historikere dokumenterer, hvordan muslimske-despoter gennem århundrederne igen og igen og igen afbrænder store antal kvinder og børn for forlystelesens skyld, eller afskærer kvindernes bryster, eller hvad opfindsomheden formår. kilde http://www.glistrup.com

    ” Det er klart hvad de bør gøre ( de kristne libanesere), de eller deres efterkommere må korrigere den historiske fejltagelse deres forfædre har begået ved at nægte at konvertere til islam… eftersom islam er arabernes religion, skulle alle araber være muslimer. Religion kan ikke skilles fra nationalitet” Muamar Gahddafi, cit. i Holy terror, London 1987.

    ” Enhver mand eller kvinde, der benægter Allahs eksistens og ikke tror på hans profet Muhammed er uren på samme måde som ekskrementer, urin, hunde og svin. Det er de også hvis de betvivler et eneste af disse principper”. Ayatollah Khomeini, Paris1979.

    ” Gud være være lovet, vi har vundet og kan gøre som islam forskriver” – Jussuf Badir, islamisk gejstlig efter dommer Abdelaziz Hamadas kendelse om at kvindelig omskæring kan forsætte i Egypten. ( Jyllandsposten 25.6.97),

    ” Hamas anser de utilslørede for at være en slags kollaboratører. Det er vores religiøse pligt at henrette kollaboratører”.
    Hamas grafitti i Gaza, cit. i Jan Goodwins – Price of Honor, 1994.

    ” Drop alt hvad du ejer i en bilbombe. Dræb alle dem, der bære en politiuniform”.
    Teksten på en plakat, der blev hængt op i Århus moskeer (cit. i B. T. 22. febr. 1996.

    ” Dræb de vantro, hvor I overhovedet får fat i dem – Koranen.

    ” Krig mellem jøder og muslimer er uundgåelig. Muslimerne vil vinde, det vil være deres hævn”. Ahmed Soliman, London 1985.

    Grundsætningerne for jihad – den “hellige krig,, mod de vantro, blev fastlagt på akademiets Fjerde Kongres i 1968.
    Da den “hellige krig,, lige siden Muhammeds tid har stået som et vigtig element for udbredelsen af troen, må dens definition
    tages til efterretning. Ordfører på den nævnte Fjerde Kongres var det hasjemitiske kongerige Jordans øverste islamiske lærde. Han udtalte
    ” Den hellige krig er forskrevet til udbredelse af troen. Den, der ikke er muslim, har kun valget mellem at antage islam frivilligt eller
    at lade sig tvinge dertil gennem den “hellige krig,,. At afstå fra den “hellige krig,, er en krænkelses af “allahs love,,.

    Fredsslutninger er kun tilladelige for i svaghedsperioder atter at samle kræfter for forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer. Muslimerne står det frit for at bryde en hvilken som helst indgået aftale med ikke-muslimer”. Citeret fra Konzelmann ” Den islamiske Udfordring, Gad 1990.
    Hensigten helleger midlet. Kampiveren detaljedokumenteres i skildringer af svig, snigmord, massakrer osv. i Buhls ” Muhameds liv” For eksempel på siderne 231, 242-245, 271 og 287.

    ” Folk siger “lyv ikke,,. Men det gælder ikke, når vi tjener Allahs vilje. Han lærte mennesket at lyve, så vi kan redde os i vanskeligheder og forvirre vore fjender” ( Muhammed Navab-Safavi)

    ” En muslim føler skam når han bliver afsløret i at gøre noget forkert. Bliver han ikke afsløret gør det knap så meget”
    – Journalist Hussein Shehadeh i Politiken, 7. 1. 1996.

    ” Efter at have passeret en vist grænse vil islamisk fundamentalisme ikke mere kunne standses.
    Det har Vesten og medierne endnu ikke fået forståelse for”
    palæstinensisk akademiker Hisham Sharabi (Georgetown University), cit. i Jan Goodwins Price of Honor, 1994.

    Siden den 11 September har der været 18.450 islamiske terror angreb rundt omkring i verden – det siger jo, alt!

    Islam er svinets vantro!!!!

    P.S. Kristendommen er en meget naiv tro, der får små børn til at tro, at alle mennesker er ens og lige gode. Det er da en meget smuk tanke – men er der noget mennesket ikke er, så er ens og ej heller lige gode.

    ” De menneskelige fortagender er ganske vist ikke megen alvor værd, men det er nu engang nødvendigt at være alvorlig; nogen lykke er det derimod ikke” Platon.

    Tja, hvad skal man sige – sov godt Europa!

  24. Af Niels Poulsen

    -

    Kasper Støvring: “Nu begik Gaddafi jo ikke forbrydelser mod menneskeheden.”

    Det er nu ikke helt rigtigt: Her i skyndingen fra DRs hjemmeside (der findes sikkert bedre kilder):

    “9. juni:
    Mellem 10.000 og 15.000 mennesker er blevet dræbt i løbet af de fire måneder, kampene har raset i Libyen. Det vurderer FN’s Menneskerettighedsråd. Rådet siger, at det har fundet beviser på, at Gaddafis soldater har begået krigs-forbrydelser. De har angrebet både civile og hjælpe-arbejdere. Den Internationale Straffedomstol (ICC) forbereder en sag mod Gaddafi om forbrydelser mod menneskeheden.”

    Den sag ved ICC blev af gode grunde ikke til noget.

    Men ellers er jeg ikke den, der skal modsige dig. Vestens optræden er ikke konsistent, og verden er fuld af dilemmaer.

  25. Af Jens Hansen

    -

    Som et udgangspunkt. Så har Støvring jo misforstået, hvad det hele drejer sig om.
    Vesten interverer jo ikke i Mellem Østen for hjælpe befolkningerne.

    Når USA og Danmark sønderbomber disse lande.
    Så er det jo udelukkende for at fremme vestens interesser.

    Frihed og demokrati opnås ikke med vestens overfald og besættelser.

    Kun befolkningerne kan befri sig selv.

  26. Af Matti Petersen

    -

    Kurt Dejgaard skrev: “Og de der ikke kan udholde den tanke at arabere en dag måtte få et styre de selv har accepteret, har stadig travlt med at skrive konklussionen på det arabiske forår, inden støvet fra de folkelige demonstrationer mod despotiske regimer endnu har lagt sig og blodet fra de nedskudte er tørret ind”

    – Kasper Støvring har ellers ad flere omgange beskrevet det logiske og selvfølgelige i, at acceptere de samfundstyper, de forskellige befolkninger, qua deres kulturelle baggrund, nu måtte ønske at leve i. Så påstanden om, at Kasper Støvring ikke skulle kunne holde de samfundskonstruktioner ud, er i bedste fald en misforståelse, i værste fald ren og skær løgn. Kurt Dejgaard må derfor selv vælge, om han vil erkende ikke at have fanget Kasper Støvrings skriverier, eller at han er en løgner, der skyder andre usandheder i skoene, fordi virkeligheden gør ondt på ham.

    I samme ombæring frasorterer Kurt Dejgaard det ellers helt centrale i Kasper Støvrings, indrømmet mange (men gode), indlæg, at kritikken af “foråret” ikke er rettet mod de befolkninger, der har skabt det, men de naivister i Vesten, der troede, at det var et udtryk for, at man ville spejle sig i vores (liberale demokratis) billede.

    Slutteligt er det tilsyneladende mindre vigtigt for Kurt Dejgaard, om det skulle være rimeligt, at et flertal i deres bevægelse mod et, for dem, ønsket samfund, myrder og undertrykker sig deres vej frem mod dette, på mindretallenes bekostning. Se, sådan forstår en ægte fascist virkeligheden. Klamt, men heldigvis så ærligt, at vi andre ikke kan være i tvivl.

  27. Af Anders Sørensen

    -

    Tilbage i 1992, da islamiske fundamentalister stod til at vinde Algeriets første frie valg, slog hæren til og aflyste demokratiet. Resultatet blev en borgerkrigslignende tilstand med vold og attentater, som varede flere år og dræbte tusindvis, måske hundredtusindvis af mennesker. Volden spredte sig også til Frankrig, fordi nogen troede, at de ved at placere bomber i Paris’ undergrundsbane kunne presse Frankrig til at standse sin støtte til militærstyret i Algeriet.

    Jeg oplevede selv situationen, når jeg var på ophold i Frankrig i de år. Der stod militærvagter på banegårdene i de store byer, bevæbnede med maskinpistoler.

    I Irak forsøgte man sig med en regulær militær besættelse fra Vestens side, og resultatet blev om muligt endnu værre end tragedien i Algeriet. Noget lignende kan siges om erfaringerne med USA’S militære intervention i Libanon i 1980’erne og Somalia i 1990’erne. For at citere John Ralston Saul, så har Pentagon-bureaukratiet, med dets tilhørende hær, praktisk talt aldrig været i stand til at vinde en krig siden 1945.

    Kolonitiden er forbi. Heldigvis, vil jeg tilføje, for denne såkaldte “storhedstid” var en de mest beskidte, nedværdigende og selvdestruktive perioder i Europas historie. Når nu det europæiske verdensherredømme er punkteret som den opblæste ballon det var, må man vel tage konsekvensen. Landene i Afrika og Asien har den fulde frihed og det fulde ansvar for sig selv, på godt og ondt.

  28. Af Erland Leth Pedersen

    -

    Vestlig demokrati vil aldrig kunne vinde indpas i et muslimsk land al den stund at der er tale om modpoler.

    Hvad vi kalder selvfølgelige frihedsrettigheder opnået ved mange års kamp stykke for stykke kontra
    et fasttømret guddommeligt regelsæt, der ikke står til videre diskussion.

    Jeg vil overordnet set ikke gøre mig til dommer over,hvad der er bedst men blot konstatere, at jeg går ind for demokratiet.

    Har jeg så mere ret end andre, fordi jeg er demokrat eller er min tilgang til tilværelsen bedre end en muslims?

    Absolut nej.

    Hvorfor skal vi partout eksportere vores demokrati til den arabiske verden, hvor en majoritet af befolkningen ikke ønsker demokrati men derimod sikkerhed,mad, arbejde og andre helt basale ting i deres hverdag.

    Det er forøvrigt forstemmende at se,hvordan politikere, såkaldet eksperter og toneangivende journalister nærmest gik i selvsving over det såkaldte “Arabiske forår”

    Hvad der bedst?

  29. Af Niels B. Larsen

    -

    “Det arabiske forår er som bekendt endt i islamisme, vold og undertrykkelse af minoritetsgrupper, der tidligere havde tålelige livsvilkår under diktatorerne. I dag må de, som de kristne i Arabien, flygte i tusindvis til Vesten. Ja, i Libyen, hvor Vesten bombede sig til et regimeskift, ser vi etnisk udrensning i stor stil.”

    I told you so.

    For mere end ét år siden…

    De tåber, som styrer den vestlige verden lærer det tilsyneladende aldrig: ISLAM ER UMENNESKELIG, GRUSOM, VOR FJENDE OG BØR BEKÆMPES MED ALLE MIDLER OVERALT!

  30. Af Morten Hansen

    -

    @ Niels Poulsen, 19. marts 2012 kl. 15:06:

    Tjah, det er lidt “cherry-picking” som det hedder i fagsproget, når du kun bruger DK som eksponent for den “vestlige/kristne/fortsæt-selv-listen” samfunds- og demokratimodel. Blandt “flawed democracy”-emnerne i 2011 finder vi således også:
    – (27) Portugal
    – (29) Frankrig
    – (45) Polen
    Mens Rumænien kun lige akkurat overhaler Indonesien med en score på 6,54 mod 6,53.

    Hvis Støvrings kulturargument er så afgørende, hvordan forklarer vi så eks. forskellen mellem:
    – Taiwan (nr. 37, “flawed democracy”) og
    – “Folkerepublikken” Kina (nr. 141, “authoritarian regime”)?
    Mellem Sydkorea (nr. 22) og bundskraberen (nr. 167) Nordkorea? Eller for den sags skyld Den Dominikanske Republik (nr. 70, “flawed democracy”) og Haiti (nr. 114, “hybrid regime”)?

    Hvad der kendetegner “bundpropperne” (i kategorien “authoritarian regime”) er, at de hovedsageligt befinder sig i Mellemøsten, Afrika og Centralasien. Læg hertil kommunistiske styrer, og et par militærregimer i Oceanien, plus Burma/Myanmar. Men eks. er de afrikanske lande er langt fra kun muslimske (eks. Togo, Gabon, Zimbabwe, Ethiopien, Eritrea, Den Centralafrikanske Republik, etc.).

    I øvrigt er een af de faktorer, der virkelig kan trække ned “fremmede magters indflydelse på regeringen” (“The influence of foreign powers on government”). Dette vil næsten uundgåeligt “ramme” råstofrige små og mellemstore stater hårdt.

    Leger vi lidt med historien, så ville en tilsvarende liste i 1970’erne have placeret store dele af Syd- og Mellemamerika i den autoritære lejr. Skulle vi derfor konkludere, at “latinamerikansk kultur” ikke var “kompatibel” med demokrati?

    Kort sagt: Er de mellemøstlige stater generelt at finde blandt diktaturerne fordi de er muslimske, eller er vi nødt til at lede efter lidt mere “komplicerede” forklaringer?

    PS. En placering, der for mig er uforståelig, er Japans dysfunktionelle demokrati som “full democracy” på plads nr. 21. Et land, der siden 1950’erne hovedsageligt har været styret af embedsfolk uden for reel kontrol deres formelle politiske overhoveder. Systemet er for øvrigt kendt som “jerntrekanten” (“the iron triangle”), bestående af politikere, embedsfolk, og de store erhvervskonglomerater (“keiretsu”).

  31. Af Jørn Deela

    -

    “Monster magerne” får for god “presse” !

    Skaber Vesten sine egne monstrer ?
    og
    Kan eller vil journalisterne ikke referere virkeligheden !
    Er journalisters rapporter styret / filtreret, som i Nazi tyskland ,
    hvor man meget sent fik sandheden frem !

    Siden BT’s Cordes bagside “uden filter”, har det vist været “med filter” !
    eksempler
    Alle kan nu godt se at det sandsynligvis var CIA, der skabte et monster
    ved, at hjælpe afganske muslimer med at bekæmpe kristne USSR
    tropper i Afganistan.
    Et monster, som USA og Vesten nu bruger tid og penge på at nedkæmpe !
    ligeledes
    Taler de venstreorienterede i Danmark kun om at DF heldigvis
    kun står for 20 % af danskerne;
    alt imens
    de samme gladeligt bifaldt at Nato bombede det oprørske mindretal
    til magten i Libyen.
    Ved at bombe 20 % af en befolkning til magten
    bliver resten 80 % potentielle flygtninge !
    Et selv skabt “masse-ind-vandring-monster” !
    og
    I det kristne Serbien bombede Nato ligeledes muslimske Albanerne
    til magten i Kosovo !
    For Serberne var det som Nazi bombningerne i 1941.
    Nato eller Nazi er vist “det samme” for Serberne !

    I Danmark styres regeringen og tilsyneladende næsten hele pressen
    af de radikale !
    Som sædvanlig når det gælder de radikale – nej de er ikke rare de karle –
    “spiller de moderne” for at opnå noget helt andet end det de siger !

    Hvem styrer de radikales slingrekurs ?
    Da jeg studerede til ingeniør var de radikale modstandere af at højere
    læreanstalter og industrien samarbejdede – de kunne jo fremstille “våben” ?
    De radikale var imod Nato, EU og hjemmeværnet og skoleelever behøvede
    ikke at lære noget !
    Senere var voksenuddannelse og servicesamfund temaet (“serviceslaver”) !
    Nu går RV så voldsomt ind for EU og Nato at man må være bekymret for
    hvad der nu er “inde i” EU og Nato !

    Var 2’den verdenskrig i virkeligheden også nedkæmpning af et selvskabt monster ?
    Vi “aner” hvem, der hjalp Hitler til magten økonomisk, hvorefter de tog til USA
    og efterlod de “fattige” og “decimalerne” til Krystalnatten !
    og
    man kan være bekymret for hvem, der nu er “inde i” CIA – vi ved det ikke,
    men vi har en fornemmelse af at det er dem, “der styrer verden” !

    Blev AH og hans tekster i MK også udnyttet til skabelsen af et monster ?
    I Danmark alt imens Danskerne havde travlt med at sende jøder til Sverige, havde
    den radikale regering travlt med at sende “decimalerne” tilbage til udrydelse !

    Hjalp Hitler, de “hele” med at decimere “decimalerne” ?

    Det arabiske forår i en arabisk verden, der er i sit efterår !
    Hvordan skal det gå nu ?

    “Charmetrolden” Gadaffi sluttede sig
    til vestens ønske om bekæmpelse
    at terrorisme – isolerede derved sig
    selv – og blev “risikofrit” nedkæmpet !
    men
    Nu tør ingen vist samarbejde med vesten !!!

    Bare rolig, “ingen” slår på nogen der
    er større en “ham” selv !
    og
    derfor stopper Nato med at bombe undertrykte mindretal til magten,
    der jo så alligevel selv vil undertrykke eller udrense flertallet !
    men
    Hvad er faren nu når Iran sandsynligvis har A bomb ?
    “Så længe det knager så holder det” !
    men
    Hvis Israels rige og politikere alle rejser stille og ubemærket til USA,
    ligesom før 2’den verdenskrig, så ville jeg være bekymret på Israels
    tilbage blevne befolknings vegne – det er vist Israel selv, der har
    tilstrækkeligt med A bomber til et selvskabt “Ragnarok” eller
    det Holocoust, de hele tiden taler om !

    De radikale har vist desværre helt styr på mediernes meninger !
    og nu med AL, der virker som “højre kanal” i RV-moderens monologer
    ang.: “masseindvandring” og angreb på folkekirken,hjemmeværnet
    og grundloven – og det helt uimodsagt !

    Vi mangler medier for dansksindede danskere !
    da
    pressefriheden vist mest bliver brugt til at “presse friheden” !

  32. Af peter kocsis

    -

    Niels B. Larsen,

    ISLAM ER UMENNESKELIG, GRUSOM, VOR FJENDE OG BØR BEKÆMPES MED ALLE MIDLER OVERALT!”

    Skal dit indlæg (MED ALLE MIDLER) forstås som, at du åbenlyst opfordrer til terrorangreb og mord på danske muslimer?

  33. Af Morten Hansen

    -

    Vender vi blikket mod det shiamuslimske præstestyre i Iran, så kom det jo til i en generel revolution vendt mod det sekulære, vestligt støttede shah-diktatur. Blandt de øvrige revolutionære var kommunister, sekulære demokrater, og regionale løsrivelsesbevægelser, der dog alle blev udmanøvreret af Khomeini.

    På sin side blev shahen reelt installeret af britiske MI6 og amerikanske CIA ved et kup mod den demokratisk valgte (og generelt sekulært indstillede) Premierminister Mohammad Mosaddegh i 1953. Hans brøde var, at han havde tilladt sig at nationalisere den iranske oliesektor…

    Vesten kan naturligvis ikke tvinge demokrati (og slet ikke en rent vestlig version) igennem i lande, hvor befolkningerne ikke ønsker dette. Derimod har Vesten (især under den Kolde Krig) med “succes” vist sig at kunne erstatte eksisterende demokratier med diktaturer…

  34. Af j nielsen

    -

    “For at citere John Ralston Saul, så har Pentagon-bureaukratiet, med dets tilhørende hær, praktisk talt aldrig været i stand til at vinde en krig siden 1945.”

    Grenada 1983. “A war we can win!”

  35. Af Allan Hansen

    -

    Uden had, vold, blod og terror ville islam være utænkelig!!

    Hele islams (kultur) historie, er bygget op, som en slavekultur ( alles krig mod alle – og blodet flyder dag og nat), plyndringtogter, sørøverrig, slavehandel og slave skat.

    ” May Allah cut your tongue out! May he freeze the blood in your veins! May he inflict you with cancer and allow you no reprieve… Allah, strike them with all sorts of disease, afflictions and pain! Allah, strike them with cancer! Allah, let your prophet overpower them! Allah destroy them! Allah destroy them! Allah destroy them! Allah destroy the criminals who challenge the noble prophet! [Then, very serenely addressing his Muslim viewers:] And peace upon you, and Allah’s mercy and blessings.[…] Raymond Ibrahim: Muslim Prayers of Hate.

     “Vold ligger i islams DNA
    Men at fortryde det eller at forlade islam er desværre ofte umuligt og forbundet med voldelige og kontante reaktioner. Dette er altså ikke et nyt fænomen, men noget der ligger i islams DNA, da grundlæggeren selv og hans tilhængere brugte denne metode helt fra begyndelsen til at kunne fastholde disciplene i folden,,.
    Citat: Massoud Fouroozandeh.

    “Derfor tror jeg, islam har svært ved at integreres i demokratiet. Islam og demokrati er som vand og olie,” siger Massoud Fouroozandeh…

    “Når du sammenligner Jesus og Muhammed, de to grundlæggere, er forskellen enorm. Muhammed slår andre ihjel for selv at overleve. Jesus giver sig selv, for at du kan overleve. Det er den afgørende forskel, der gør de to religioner så forskellige,” siger den danske ex muslim Massoud Fouroozandeh.”

    Mvh. Allan Hansen.

  36. Af Niels Poulsen

    -

    @Morten Hansen, 19. marts 2012 kl. 19:08

    Jamen jeg erkender blankt mit vestlige, kristne (mere specifikt: evangelisk-lutherske, det er vigtigt!) ståsted. Jeg tilhører imidlertid det kulturkonservative segment, som ikke nødvendigvis ser det som dets opgave at presse dets egne herligheder ned over hovedet på andre fjerntliggende kulturer med en helt anden kultur og historie. Der er for mig at se ingen principiel forskel på de spanske conquistadorer, som ville påtvinge den oprindelige befolkning i Sydamerika kristendommen, og den vesteuropæiske elite, som for nuværende vil påtvinge de islamiske samfund det liberale demokrati og de såkaldte universelle menneskerettigheder, selv om man nok aldrig får en vestlig intellektuel til at indse, at han måske er repræsentant for Den Sorte Legende nr. 2. Conquistadorerne var opfyldt af det gode. Og repræsentanterne for det liberale demokrati og de såkaldte universelle menneskerettigheder er opfyldt af det gode. Men ”det gode” og ”de gode viljer” er bare ikke en objektiv og universel størrelse. Det er dér, frøen hopper i dammen, i denne diskussion. Det burde vi vesteuropæere for længst have lært på nuværende tidspunkt.

    Og ligesom jeg helst ser en stor diversitet i verden mht. natur, landskab og dyrearter, så ser jeg også helst en stor diversitet mht. til kultur og styreformer. Lad dog verden være mangfoldig. Lad dog Vesten have sin kristendom og tro på demokrati og borgerlige rettigheder (uden at skulle være udfordret af indvandrernes islamiske værdier). Lad dog de arabiske lande have deres islamiske kultur og deres tendens hen imod teokrati, uden at blive påtvunget de vestlige værdier. Lad dog Rusland have dets slaviske kultur, som Dostojevskij pointerede som en modsætning til den europæiske kultur – jeg tror, at han havde ret. Og Lad Kina have sin kongfuzianske kultur med dens særtræk (og lad den daoistiske Zhuang Zhou, Kong Fuzis intellektuelle modsætning, tage over med sine drømme om sommerfuglen, når den enkelte kineser sover).

    Det er vestligt storhedsvanvid at tro, at vores opfindelse, det liberale demokrati og de såkaldte univeselle menneskerettigheder, skulle være konge på globalt plan, ja i hele universet for nu at forholde sig til George Lucas’ Star Wars-vision. Trods vores succes er vi vesteuropæere og amerikanere kun en lille del af verden: Vores tankegang er ikke mere universel end andre kulturers.

    Men du tager fejl mht. at mit citat fra ”Democracy Index” skulle være udtryk for selektiv lystplukning. Jeg synes ikke, at det ville være meningsfuldt at copypaste hele listen her. Folk, der er interesserede, må selv gå ind på siden og vurdere for sig selv. Jeg synes, at det afbillede landkorts farver taler deres eget tydelige sprog.

    Men jeg hilser din diskussion af listen velkommen. Det kvalificerer diskussionen.

    Men jeg er ikke i stand til ud fra en faglig baggrund at diskutere den udformede listes præmisser.

    Alligevel vil jeg sige dette: Når henholdsvis det kommunistiske Kina og Taiwan, og Nordkorea og Sydkorea, er placeret så indbyrdes forskelligt på listen trods deres lighed i kultur, så skyldes det effekten af Den Kolde Krig.

    Mens Fukuyama tilsyneladende anser Den Kolde Krig med dens ideologiske sammenstød mellem kommunismen og den frie verden (eller kapitalismen) som en normal tid og tiden efter den Den Kolde Krig som historiens ophør, så anser jeg det for at forholde sig lige omvendt. Den Kolde Krig var netop en absurd pause i verdenshistoriens vante gang, med ufattelige menneskelige omkostninger. Først da den sorte periode var overstået, begyndte verdenshistorien igen, for mig at se. I dag lever vi i en mere normal tidsalder.

    Men under den Den Kolde Krig havde de to supermagter det, jeg vil kalde for deres vasalstater. Sovjetunionen havde staterne i Østeuropa. Og USA havde Taiwan og Sydkorea i Asien. Jeg ser i hvert fald Taiwans og Sydkoreas høje placering som et resultat af USA’s tilstedeværelse, prægning og forsvar af den vestlige verden. Og den massive indflydelse fra en supermagt er altså i stand til at ophæve kulturens oprindelige indflydelse i et mindre land. Uden USA’s indflydelse ville Taiwan og Sydkorea ikke være selvstændige nationer og demokratier i dag. Ligesom Sovjetunionens tilstedeværelse i Østeuropa var med til at ødelægge den demokratiske kultur, der trods den grundlæggende slaviske kultur er til stede i store dele af Østeuropa.

    Det opklarer vel også lidt om Japans høje placering på det demokratiske indeks: Demokratiet i Japan er også blevet påtrykt af USA efter 2. Verdenskrig. Ja, den demokratiske forfatning er vel dikteret af amerikanerne. Spørgsmålet er så, hvor langt demokratiets tankegang er trængt ind i den enkelte japaners sind.

    Men er det det, I ønsker for Mellemøsten og Nordafrika: At demokratiet skal påtrykkes udefra af de stærke vestlige magter? Det kan jeg ikke tro.

    Jeg personligt undrer mig over, hvorfor Danmark ikke ligger nr. 1 på indekset. For vi er jo de bedste til liberalt demokrati og borgerlige rettigheder i verden (ironi). Og hvorfor i alverden ligger Sverige med deres begrænsede offentlige debat ikke lavere placeret, end det gør? Det burde da trække ned. Måske skyldes vores manglende topplacering vores manglede mulighed for at få indsigt i statens dokumenter o.l. Der er eksempelvis svenskerne vist nok foran os. At de så har fortielsens kultur i deres offentlige debat, trækker dem tilsyneladende ikke tilsvarende ned. Men hvordan skulle man for øvrigt kunne sætte tal på et lands debatklima? Det må være en diskussion for fagfolk.

  37. Af J. Poulsen

    -

    Lad os så håbe, at også vores lalle-glade udenrigsminister også læser denne udmærkede analyse af ‘det fordømte forår’. Jeg græmmes endnu over Søvndals utæmmelige populisme, da han i selskab med fotograf og andre PR-folk fik tid til at haste til Tahrir-pladsen under valgkampen i Danmark og forsøgte at profilere sig som sandhedsvidne. Det blev til otte sølle timer i Cairo, og desværre synes mandens udenrigspolitik at have samme overfladiske tilgang, som når han efter et kys på panden i Libyen udtaler, at ‘prøv at se, hvor fredeligt her er nu, og det er kun få måneder siden, at man kæmpede på liv og død’. Og lige i nærheden likviderede de nye magthavere de Gadaffi-tro borgere!. Jeg er rystende bange for, hvor den danske udenrigsminister vil stille sig i en konflikt med eksemplevis Iran. Mon ikke han straks vil give Israel skylden for alt? Han var jo trods alt medlem af Boycot-Israel! Jeg græmmes!

  38. Af Torben Haugaard

    -

    Alle de steder i verden, hvor diktaturer er blevet væltet, er gamle – og nogle gange meget gamle stridigheder blusset op igen. Se bare på Balkan!
    Det er kun naive politikere og realityskabende journalister, der tror på, at der lige om lidt skabes demokrati i nordafrika. Se bare på Rusland, hvor demokratiet er vendt tilbage til enevælden. Der er så mange kræfter, der slippes løs og så mange kulturer i kulturen, der vil have plads og så mange uvenskaber, der skal gøres op, når diktaturer opløses – det var derfor, at der var et diktatur. I modsat fald havde der allerede været et demokrati, da den styreform har været kendt siden det Athenske demokrati, som vi, der havde “oldævl” lærte i gymnasiet. Det har taget os mange hundrede år, at nå hertil, hvor vores demokrati er i dag. Den proces skal de andre lande også igennem. Men det særlige her er deres stærke religion, som i den grad tæmmer en sådan proces, da demokratiet er en direkte trussel mod religionen. Og kigger vi på vores eget demokrati, så må vi vel erkende, at vi i disse år ser bagsiden af demokratiet. Vi er i en tid, hvor der skal træffes hårde og upopulære beslutninger for vores velfærdssamfund, og det kan man ikke, fordi det vil koste stemmer, derved bliver demokratiet svagt og hængedyndagtigt.

  39. Af Ulf Timmermann

    -

    @Allan Hansen, du skriftkloge

    Hvad mener du om vores ”mission” i Aghanstan – du har måske været inde på det, men det tåler garanteret gentagelse? Og, hvad mener du om ”episoden” med den yankee-soldat, på samme ”mission” som vores, langt hjemmefra, der nakkede 16 afghanere forleden, heraf – var det 9 børn? Det var spørgsmålene.

    Et par dage efter at Osama bin Laden var blevt nakket, i det forgangne år, gik jeg over i det muslimske kvarter her i Hangzhou, Kina – jeg kan se derover. Måske har det ligget der i en 6-700 år, det har moskéen, der er ved at blive restaureret, i al fald. Tænkte ikke lige på det med Osama, gik blot derover for at købe nogle af deres lækkerier ind til weekenden, og et lammeslag til en ditto hjemmelavet rullepølse. Jeg ved ikke, hvor mange af Hangzhou’s muslimer, der tilhører de oprindelige – de fleste ligner tilvandrere her i nyere tid oppe fra de store provinser mod nord, som Gansu. De strømmede netop ud fra Fredagsbønnen – og skulede til mig, dagen derpå denne Osama-likvidering, men heldig- og tilfældigvis havde jeg en T-shirt med Ché Guevaras portræt på, så de, det blødte op på stemningen.

    Jeg har aldrig været ”tilhænger” af indvandringen til Danmark som sådan, uanset hvem, eller arten af den, for jeg synes ikke at vi er særlig gode til at omgåes udlændige, og mange af dem, der er kommet, heller ikke gode til at omgås os, hvorfra naturligvis skal trækkes, at vi heller ikke er særlig gode til at omgås hinanden, internt. Men, først og fremmest er jeg ikke nogen ”tilhænger”, fordi jeg synes, at vi skal tørre os selv i røven.

    Apropos min T-shirt med Ché, jeg er heller ikke ”tilhænger” af Guantanomo-gulag’en, ydermere fordi jeg synes, at yankee’erne ikke har nogen som helst ret til denne bid af Cuba. Hvem tror de, de er, yankee’erne – Übermenschen? Hvem tror vi, vi er – pudler?

    Og, endelig, jeg er ikke ”tilhænger” af, at vi dæmoniserer fremmede, p.g.a. egne fejltagelser, p.g.a. egne interne opgør.

    Så se at tage Jer sammen derhjemme, se at komme ud af det tomrum, Muren’s fald efterlod, i Danmark, og som I har fyldt ud med en ejendommelig selvforståelse. Raden rundt.

  40. Af niels hansen

    -

    @Ulf Timmermann,

    Tak for (op)sangen!

    Sundt at blive rusket op i ens fordomme en gang imellem.

    Tak!

  41. Af Arne Rud

    -

    Xerxes meldte pas til Platon ved Thermopylæ og islam er religionskritik af jødedom og kristendom og kulturkritik af demokrati og borgerrettigheder, men Svejsergarden stoppede Hannibal.

  42. Af Allan Hansen

    -

    Der tales meget, om menneskerettigheder på denne blog!

    Lad os derfor fastslå, hvad der egentlig stod i den erklæring om menneskerettighederne, som den franske nationalforsamling vedtog den 26, august 1789!

    I det højeste væsens nærværelse og under dets forsyn erkender og udtaler nationalforsamlingen følgende rettigheder for ethvert menneske og en hver borger:
    1. Mennesket fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel.

    2. Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelig rettigheder. Disse er: frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse.

    3. Grundlaget for al magt hviler hos nationen; ingen stand og ingen person kan udøve nogen myndighed, som ikke udtrykkelig stammer fra folket.

    4. Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden. Derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder. Disse grænser kan kun bestemmes ved loven.

    5. Loven har kun ret til at forbyde de handlinger, som er skadelige for samfundet. Alt det, som ikke er forbudt ved loven, kan ikke hindres, og ingen kan tvinges til at gøre noget, som loven ikke befaler.

    6. Loven er udtrykket for den almindelige vilje; alle borgere har ret til personlig eller gennem deres repræsentanter at have del i denne skabelse. Loven skal være den samme for alle, hvad enten den beskytter eller straffer. Alle borgere er lige for loven og har samme adgang til alle værdigheder, stillinger og offentlige hverv efter deres evne og uden anden forskel end den, deres dyder og deres begavelse skaber.

    7. Intet menneske kan anklages, arresteres eller holdes fængslet uden i de tilfælde, loven bestemmer, og efter de former, den forskriver. De, som forlanger, udsteder, udfører eller lader udføre vilkårlige ordre, skal straffes; men enhver borger, som kaldes for retten eller gribes i henhold til loven, skal øjeblikkelig adlyde; han gør sig strafskyldig ved modstand.

    8. Loven bør kun fastsætte de straffe, som er strengt fornødne; og ingen kan straffes uden efter en lov, som var givet og udstedt, før brøden blev begået, og som anvendes på lovlig måde.

    9. Da ethvert menneske skal anses for uskyldigt, indtil han er blevet erklæret for skyldig, så skal, hvis det skønnes nødvendigt at arrestere ham, enhver hårdhed, som ikke er nødvendig for at sikre sig hans person, strengt forbydes ved loven.

    10. Ingen må forulempes for sine meninger, end ikke for sine religiøse anskuelser, forudsat at tilkendegivelsen deraf ikke forstyrrer den offentlige orden, som er fastsat ved loven.

    11. Retten til frit at meddele andre sine tanker og meninger er en af menneskets dyrebareste rettigheder; enhver borger kan derfor frit tale, skrive og lade trykke, blot således, at han er ansvarlig for misbrug af denne frihed i de tilfælde, som loven bestemmer.

    12. Hævdelsen af menneske- og borgerrettighederne nødvendiggør en statsmagt; denne myndighed er da oprettet til alles gavn og ikke til særlig gavn for dem, hvem den er betroet.

    13. Til underhold af statsmagten og til styrelsens udgifter er en fælles skat nødvendig; den skal fordeles ligelig mellem alle borgere i forhold til deres evner.

    14. Enhver borger har ret til selv eller ved sine repræsentanter at overbevise sig om nødvendigheden af den offentlige skat, til frit at samtykke i den, få besked om dens anvendelse og bestemme dens fordeling, påligningsmåde, opkrævning og varighed.

    15. Samfundet har ret til at forlange regnskab for enhver embedsmand for hans styrelse.

    16. Et samfund, hvor ikke hævdelsen af menneskerettighederne er sikret og ikke stats myndighedernes deling er fastslået, har ingen forfatning.

    17. Da ejendomsretten er en ukrænkelig og hellig ret, kan den ikke berøves nogen, når ikke et tvingende hensyn til statens vel, som er lovformelig fastslået, åbenbart kræver det og da på betingelse af en retfærdig, i forvejen fastsat erstatning.

    Dette manifest er i dybeste forstand det fundamentale grundlag for den europæiske samfundsorden. At disse menneskerettigheder kolliderer med islam og den islamiske tænkning på stort set alle punkter, som vi senere skal se, er indlysende! Her finder vi forklaringen på, hvorfor islam hverken vil eller kan acceptere menneskerettighederne, for det vil reelt få islam og dermed sharia loven til, at bryde sammen. Sat lidt på spidsen: her kolliderer forholdet mellem mennesket og dyret. ( se: Dyret og Sjælen. Aldous Huxley. 1958.)

    ”en retfærdig samfundsorden og statsform må være af en sådan art, at den fortjener at få sine medlemmers godkendelse”

    Jean-Jacques Rousseau.

    ”The state is for man, not man for the state,”

    Jacques Maritain (1882-1973).
    – Man and the State. 1951

  43. Af Gert Hansen

    -

    @ Asger Manø:

    Du skriver, at folk ude på landet (i Mellemøsten) hverken er fundamentalister eller islamister. Hvor ved du det fra?

    Du refererer ofte til Indonesien, som et eksempel på et islamisk land det går godt for. Ja, de har en vis økonomisk success, bl.a. i form af kulbrinteeksport. Det har man som bekendt også i Saudi Arabien. Bortset fra det, er den indonesiske økonomi i høj grad afhængig af etniske kinesere, på samme måde som den er i Malaysia, en anden islamisk stat. Sucessen afhænger i høj grad af disse faktorer. Og selvfølgelig at de får lov til at arbejde nogenlunde i fred. Hvilket ikke altid har været tilfældet.

    Bortset fra det:
    MØNA og såkaldt arabisk forår: Jeg hører til de kættere, der aldrig har troet på det vrøvl, vi er blevet præsenteret for i medierne i det sidste år. Der er mange årsager til problemer i MØNA, specielt de steder hvor man ikke har væsentlig kulbrinteeksport (som Egypten, Syrien, Yemen og Tunesien)og magthaverne således kan bestikke befolkningen økonomisk med at holde sig i ro, som i Saudi, UAE, Kuwait, Qatar og Oman.

    De andre steder bider fattigdommen, ikke mindst i disse år med stærkt stigene priser på fødevarer og brændstof. Den arabiske gade misunder Vesten dens materielle velstand(og afskyr Vestens moral), og ser nu lande som Indien og Kina spurte derudaf med stigende velstand. (En grund til de stigende priser!) Hvad har MØNA at sætte imod med? Åbenbart stort set intet, andet end valg af islamister.

    Om islamisterne kan få gang i udenlandske investeringer og produktion, og skabe arbejdspladser og stigende velstand og udrydde korruption og nepotisme, vil vise sig. I kodsat fald, ser det meget sort ud.

  44. Af Allan Hansen

    -

    HANSEN`S LOV.

    1). Dem, der aldrig kunne drømme om at respektere menneskerettighederne
    Kan heller ikke gøre krav på menneskerettigheder.
    ( for mig er kvinder også mennesker).

    2). Dem, der aldrig kunne drømme om at respekterer religions frihed.
    Kan heller ikke gøre krav på religions frihed.
    ( islam er ikke en religion- men en krig).

    3). Dem, der ønsker at leve lige som os og respekter vores kultur
    skal være velkommen. Dem, der hader den måde vi lever på (…)
    bør afvises.

    4). Halal slagtning er en grusom forbrydelse, som ingen anstændige mennesker
    kan leve med.
    ( nu mere jeg lære om mennesket desto mere pris sætter jeg på de andre dyr)

    Islam betyder: Anti-demokrati. Anti-menneskerrettigheder. Anti-krist og jødehad.

    Koranerne handler om had, vold, blod og terror.

    Derfor ud med islam og ind med frihed.

  45. Af Gert Hansen

    -

    Vestens reaktion på det såkaldt arabiske forår, er baseret på lige dele storhedsvanvid, ønsketænkning og uvidenhed. Det har præget den helt overvejende del af mediedækningen. Indtil nu, for forvirringen synes at brede sig, og der skrives og tales ikke længere ret meget om arabisk forår.

    Det kristne hvide Vesten har en femhundrede år gammel tradition for at missionere blandt de indfødte. Nu er Kristendommen smidt på lossepladsen, og derfor er det nu i stedet demokrati og menneskerettigheder der missioneres. Som oftest baseret på hykleri, og med benhårde økonomiske og forsyningsmæssige hensyn.

    I sin hubris tror den Vestlige elite, at alle jordens andre folkeslag ønsker at kopier dem og dens kultur og sædvaner. Det er selvfølgelig langt fra tilfældet. At alle folk ønsker materiel velstand – mobiltelefoner, fladskærme og biler m.v. – skal ikke forveksles med, at de ellers også ønsker en Vestlig levemåde. Det gør de nemlig langt fra. Denne overlegne indstilling, er en væsentlig grund til Vestens manglende popularitet ude omkring i verden.

    Med forvintringen af det såkaldte arabiske forår, må det formodes, at en vis realisme vil indfinde sig hos de fleste i Vesten. Man kan da håbe. Der vil altid være nogen der aldrig fatter det, såsom Danmarks udenrigsminister, men han betyder dog ikke noget. Politik uden realisme kan være farlig.

  46. Af Allan Hansen

    -

    Frihedens manifest.

    ”Mennesket fødes og forbliver fri og lige i alle Rettigheder.
    Al magt beror på folket.”
    Menneskerettighedeserklæringen af 1789.

    Det er som bekendt svært at sige, hvad en ting er uden samtidig at sige, hvad den ikke er, eller sagt på en anden måde; det værende er altid noget værende i forhold til noget andet værende – for i sig selv, er det ingenting!

    Så før vi bevæger os ind i islams formørkede verden, bør vi først undersøge og fastslå, hvad islam ikke er. Den altafgørende forskel mellem islam og den vestlige verden er begrebet FRIHED. Det skal for en ordens skyld tilføjes, at når vi i det daglige taler om den vestlige verden, menes der ikke kun U.S.A. og Europa, men det indbefatter også hinduer og buddhister herunder nationer som Indien, Thailand, Japan og Sydamerika; underforstået: der er ikke tale om et kristent system, men en fælles ideologi, om frihed, lighed og fred.

    En ideologi, som de fleste mennesker kan tilslutte sig, men samtidig også, – og det skal indrømmes – en ideologi, der har vist sig vanskelig at opretholde og afbalancere i en rationel/praktisk forstand. Men på trods af disse vanskeligheder, er det dog stadig denne ideologi, der binder den vestlige verden sammen.
    For islam forholder det sig helt anderledes – ja, stik modsat. Friheden er islams værste fjende, for det vil reelt få islam til at bryde sammen – og så er allah en død sild; idet totalitære systemer aldrig kan gennemføres og opretholdes uden ufrihed og vold. Det bedste guld – skriver professor David Gress – er frihed.

    2). Det bedste guld. En bog om frihed. David Gress. 2oo5.

    Allahs slaver og Guds børn.

    Et udmærket værk, som man burde sætte sig for at læse – for frihed var ikke noget, der faldt ned fra himlen eller kom overnight, som man siger – men et begreb, der kan spores helt tilbage til Sokrates, Platon, Aristoteles, Buddha og myten om Jesus. Den første og den sidste, nemlig Sokrates og Jesus udmærker sig begge ved at være blandt de første religionskritikere, som vi har kendskab til. De blev som bekendt begge dømt og henrettet for gudsbespottelse – det har altid været risikabelt at sætte sig op mod guderne.

    Den grundlæggende og derfor afgørende forskel mellem kristendommens guds- billede og islams allah, er, at kristendommens ” gud” ikke har noget jordisk rige og derfor ikke blander sig i menneskets personlige liv og som sådan ikke er nogen dommer. Den afgørende forskel mellem Jesus og Muhammed er, at Jesus sætter mennesket frit til selv at handle – retfærdigt; Giv kejseren, hvad kejserens er, og gud ditto, hvorimod Muhammed bogstaveligt talt gør mennesker til fanger af et grusomt og modbydeligt magtsystem. Allah ejer mennesket og den jord, hvor på vi alle lever og som sådan er den dømmende dommer. Det betyder, at allah blander sig og styre hvert sekund i dit liv. Dvs., at religionen skal styre mennesket! Hvor det i kristendommen er mennesket, der skal styre religionen; altså en frihedsreligion mod (i modsætning til) en magtreligion. Konklusionen bliver dermed, at antiislam bliver til frihed, og frihed bliver derved til antiislam: islam betyder underkastelse; altså antifrihed! En anden afgørende forskel er, at gud ingen fjender har, men for allah er alle ikke-muslimer fjender, der skal nedkæmpes, for i allahs verden er der ikke plads til almindelige og normale mennesker, der selv kan tænke – men kun lænkehunde og burhøns.
    Derfor hader man den vestlige verden og mennesker, der selv kan tænke!

  47. Af Anders Sørensen

    -

    Ved siden af Grenada 1983 var anden vellykket krig, eller hvad man vil kalde det, invasionen af Panama nogle år senere. Diktatoren blev afsat og hentet hjem til et amerikansk fængsel, vist nok som et led i den almindelige krig mod narkotikahandlen. Hist og her findes der sådanne eksempler. Den første runde af krigen i Irak gik jo også helt efter planen.

    Men den episode jeg stærkest husker, er immervæk dengang to irakiske militærfly sænkede et amerikansk krigsskib i Golfen. De fløj angiveligt ind fra hver sin side, og denne manøvre oversteg åbenbart beregningskraften hos det, der skulle repræsentere den vestlige verdens ypperste nye frembringelser inden for den militære computerteknologi. Episoden fik umiddelbart ingen konsekvenser for den irakiske diktator Saddam Hussein. Han var på det tidspunkt Vestens allierede mod Khomeini, og fra sine venner kan man som bekendt tåle langt flere ydmygelser og krænkelser end fra sine fjender.

  48. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Minimumsbetingelsen for at fortjene prædikatet “hæderlig journalist” er en som bringer korrekt og hurtig information til offentligheden uden at bryde de presseetiske regler. En hæderlig journalist er også en der lever op til fordringen om at være offentlighedens vagthund over for samfundets magthavere.

    Journalistik er øjebliksbilleder af en ekstrem kompleks virkelighed, den er ikke samtidshistorie og netop i skildringen af konflikter og samfundsomvæltninger i fremmede kulturer kræver det nogle forudsætninger som de færreste journalister besidder, hvorfor alt kommer til at flimre, som når man sidder på første række i biografen.

    Tilsvarende kan man lettere end nogensinde dreje historien, så den kommer til at passe til avisens eller journalistens eget ståsted og forudfattede mening, fordi mængden af data, tal og eksperter af alskens observans er blevet nærmest endeløs.

    Det er vilkår, der ikke kan ændres. Tiden kan ikke skrues tilbage. Internettet og sociale medier ekspanderer i både dybde og hastighed, den kommercielle konkurrence på mediemarkedet bliver stedse hårdere.

    Det kan – og vil uundgåeligt føre til dårligere journalistik. Til mere øjebliksfokuseret, internetbaseret, hastigt produceret ’sampler-journalistik’, hvis kilder og troværdighed er vanskelig at bedømme.

    Men det kan også føre til mere dybtgående, gennemresearchet og kritisk journalistik, fordi nettet samtidig er fuld af indsigt, klogskab og folk, der deler deres kompetence og research med alverden. Mulighederne for at lave journalistik, der bider magthaverne i haserne, har formentlig aldrig været bedre.

    Men det forudsætter, at vi tager os tid, tænker ud over øjeblikket, går i dybden. At avis-, radio- og tv-chefer forstår værdien af at give plads til det.
    Og det forudsætter, at journalisterne holder hinanden i ørerne. At medierne bliver meget mere bevidste om nødvendigheden af også at være hinandens vagthunde og kritikere. For der er ingen femte statsmagt.

    Journalister er som alle andre undergivet tidsåndens vilkår, også kaldet den politiske korrekthed, således at de ikke ser virkeligheden som den er, men som de mener den burde være eller som magthaverne siger den er.

    Derfor kan journalister og medier i én tidsperiode betegne Hitler som en ultra konservativ lov-og-orden politiker, der ønsker fred og retfærdighed for sit folk. Journalisterne har vanskeligt ved at forstå den nazistiske ideologi og gennemskue Hitlers hensigter, så de præsterer i stedet et værdiløst øjebliksbillede. Som dagbladet Politiken, den 11. maj 1935, der på forsiden med fede typer meddelte de endnu mere uvidende læsere: “Hitlers tale: En glødende Appel til Freds-Viljen. Derefter får læserne at vide: “Hitler opstiller den tyske Regerings Stilling til de Evropæiske Problemer i en Række Punkter.” Den 28. april 1940 fremkom Politiken med en leder, hvor Winston Churchill blev kaldt “en farlig mand”. Det stod at læse et par uger efter den nazistiske besættelse af Danmark. Lederen blev til efter samtale i hjørneværelset med bestyrelsesformand Erik Scavenius, og udenrigsredaktør Einard Schou blev udset til at føre pennen. Her var bladet helt på linje med Danmarks Kommunistiske Ungdom der udsendte flyveblade med teksten “Churchill vil krig, Ungdommen vil fred”.

    En af de få journalister der i mellemkrigsperioden havde havde mod og mandshjerte til at trænge dybere ind i nazismens væsen på trods af statsminister Staunings henstilling til redaktørerne om at være tilbageholdende med deres kritik af Tyskland, var Hans Bendix – tegner, maler og kulturradikal debattør og rejseforfatter, der må være født politisk ukorrekt.

    I 1933-34 udgav han det antifascistiske kulturtidsskrift “Åndehullet”. Politiet forbød, at det blev solgt fra kioskerne, og da det tyske gesandtskab, henvendte sig til Bladkompagniet, blev distributionen stoppet. Hans Bendix fik stillet det ultimatum af statsminister Stauning, at enten holdt han op med at producere “Åndehullet”, eller hans ansættelse på Social-Demokraten var slut.

    Politiken forsøgte dog at give læserne et nærmere indblik i nazismens væsen ved i foråret 1940 at sende forfatteren Karen Blixen til Berlin som krigskorrespondent. Med sit uhildede og skarpe blik så Blixen lighedspunkterne mellem islam og nazisme:

    “Mon der vel nogensinde har været noget som dette Tredie Rige? Af de foreteelser, som jeg i mit liv personlig har kendt til, er den, der kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske verden og verdensanskuelse. Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det samme, som Det Tredie Rige udtrykker i sin håndoprækning: Din i liv og død.
    … Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse: Den rettro står over alle vantro, een rettroende sjæl er mere værd end hele verdens guld. Den er i sit væsen klasseudslettende som Det Tredie Rige, den ene muhamedaner er, om han er vandbærer eller emir, ligeså god som den anden. Den har et vældigt sammenhold og stor hjælpsomhed de troende imellem – 10 % af din formue skal du give til de trængende af Islam, og det er ikke almisse, men en gæld du betaler.

    I sine ritualer har Islam lighed med Det Tredie Rige: de rettroende får ikke tid til at blive fremmede for hinanden. Nogle ting i “Min kamp” ligner kapitler i koranen…”

    Blixens fremragende krigsreportage blev dog aldrig trykt i Politiken, for få dage efter hendes tilbagevenden til Danmark blev landet besat, og manuskriftet blev lagt i skuffen og første udgivet i bogform i 1948.

    Så måske bør vi ikke undre os særligt meget over at nutidens journalister ikke magter opgaven at sætte det såkaldte “Arabiske Forår” ind i en relevant historisk kontekst, men bilder sig ind, at det handler om frihedstrang og drømmen om demokrati og derfor sammenligner med “Murens fald” i 1989.

    Nutidens journalister er ofre for tidsånden og den politiske korrekthed i mindst lige så høj grad som mellemkrigstidens journalister var. De fleste af dem aner ikke en pind om islams historie, ideologi og teologi eller hvad der rør sig i de muslimske masser.

    På en måde begår de den samme fejl som deres forgængere, der ikke kunne se andet i nazismen end en ret så radikal form for konservatisme der skabte begejstring og håb om en bedre og mere retfærdig fremtid i det tyske folk.

    Efter at være udsat for en systematisk hvidvaskning af islam gennem årtier af EU’s og de hjemlige politiske ledere er journalisterne blevet godt og grundigt indoktrineret i den politisk korrekte sandhed om islam, som en fredens og tolerancens religion, en søsterreligion til kristendommen der har hjemstavnsret i Europa og har tilført Vestens kultur uvurderlige værdier og bidraget til udviklingen af naturvidenskaben. Et islam som i middelalderens Spanien skabte et multikulturelt højtillidssamfund hvor muslimer, jøder og kristne levede i fred og fordragelighed med hinanden, mens de kristne var barbarer der i Jesu navn førte blodig hellig krig – Korstog – mod de fredelige muslimer. Hvor den politiske elite har skabt et mytisk glansbillede af et islam som aldrig har været og hvor enhver konflikt med muslimer skyldes det vestlige menneskes indgroede xenofobi, racisme og islamofobi – en sygelig og helt urealistisk angst for islam. En elite som har bildt de europæiske befolkninger ind, at alle religioner lige let lader sig forene med det demokratiet og retsstaten fordrer.

    Disse “sandheder” sætter de færreste journalister spørgsmålstegn ved, de er tværtimod udgangspunktet for deres analyse af begivenheder og konflikter i den muslimske verden. Bevæger journalisten sig uden for dette anerkendte paradigme i main stream medierne risikerer han både ansættelsen og æren.

    Derfor er det de færreste journalister og såkaldte “islameksperter” der ser, at der faktisk er kommet et nyt element i islam der i højere grad end tidligere gør religionen til en ideologi efter at have hentet inspiration og strategi fra det tyvende århundredes totalitære ideologier, nazisme og leninisme. Denne ideologi hedder *islamisme* og dens tre chefideologer er Hassan al-Bana, grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab i Ægypten i 1928, landsmanden og teologen Sayyid Qutb samt pakistateren og teologen Maulana Maududi. Sjokket over det sidste muslimske kalifats sammenbrud i 1924 kappede forbindelsen til fortiden og efterlod muslimerne uden fast holdepunkt i tilværelsen. Det svarer til om Vatikanet havde frasagt sig sin autoritet til at repræsentere kirken. Hvordan kunne muslimerne forklare kalifatets undergang? Dets afskaffelse førte til etableringen af de første islamiske bevægelser så som det Muslimske Broderskab, der målbevidst søgte dets genrejsning.

    Islamisme som ideologi

    Hverken kommunisme eller fascisme har virket for araberne – fordi de ikke har virket for nogen – men islamisterne har absorberet dem i deres totalitære program og blandet dem med deres Ashritiste (ortodokse) fortolkning af islam. Derfor kan man sammenligne træk fra disse ideologier og påvise, at det sprog de anvender nærmest er identisk. Som Maulana Maududi skrev:

    “In reality Islam is a revolutionary ideology and programme which seeks to alter the social order of the whole world and rebuilt it in conformity with its own tenets and ideal. ‘Muslim’ is the title of that International Revolutionary Party organized by Islam to carry into effect its revolutionary programme. And ‘Jihad’ refers to that revolutionary struggle and utmost exertion which the Islamic Party brings into play to achieve this objective.”

    Ved blot at ændre to ord, “Islam” og “Muslim” til enten “Nazisme” eller “Kommunisme” og genlæse ovennævnte citat vil man øjeblikkeligt erkende en næsten fuldstændig overensstemmelse mellem dem, da ingen anden ombytning af ord er nødvendige for at repræsentere det nazistiske eller kommunistiske revolutionære synspunkt.

    Denne øvelse kan man foretage med et stort antal af Maududis erklæringer. For eksempel,

    “Islam wishes to destroy all States and Governments anywhere on the face of the earch whicj is opposed to the ideology and programme of Islam regardsless of the country or Nation which rules it. The purpose of Islam is to set up a State on the basis of its own ideology and programme, regardsless of which Nation is undermined in the process of the establishment of an ideological Islamic State.”

    Sådanne erklæringer er utænkelige uden indflydelse fra Vestens totalitarisme.

    Dette er tillige åbenbart i Qutb’s beskrivelse af Islam som en “emancipatory movement” og “an active revolutionary creed.”

    Islamismen er uundgåeligt på fremmarch proklamerer Sudans Hassan al-Tubari, fordi ligesom det i sin tid var tilfældet med kommunismen “er det en historisk bølge”. Denne retorik er velkendt, men ikke fra islam.

    Der er bestemt et nyt element i islamismen. Den moderne radikale islamisme og det tyvende århundredes vestlige totalitære bevægelser ligner ikke blot hinanden og bevæger sig parallelt. Der fandt faktisk temmelig meget ideologisk befrugtning sted og de arbejdede reelt sammen. Dette er ingen nyhed for så vidt angår Hitlers mufti, Amin al-Husayni, men sådanne relationer eksisterede også med Sovjetunionen, som fremstillet i Laurent Murawiecs bog “The Mind of Jihad”. Faktisk udtalte Qutb at alle befrielsesbevægelser var velkomne til at deltage i hans revolution: “The Islamic doctrine adops all struggles of liberation in the world and supports them in every place.”

    Ligesom det tyvende århundredes vestlige ideologier lægger islamismen frelsens byrde på politikken, en total politik som alene gennem kontrol over ethvert aspekt af livet kan skabe deres version af Gudsriget på Jorden. Islamisme er ikke en religion i traditionel betydning af ordet. De fleste religioner, faktisk samtlige monoteistiske, sætter mennesket over for en åbenbaring fra Gud som ligner hinanden i visse grundlæggende aspekter. Åbenbaringen indeholder moralske normer som menneskets bør leve efter hvis han ønsker et evigt liv i Paradis. Paradis er anbragt i det hinsides – aldrig på denne Jord. Det samme er tilfældet med Helvedet som menneskets bliver sendt til hvis det er ulydigt eller fornægter Gud. Det jordiske og det transcendente er klart adskilte fra hinanden – i menneskets stad og Guds stad som St. Augustin udtrykte det. Livet her er en prøve. Den ultimative løsning af problemet om retfærdighed findes ikke i denne tåredal, men foran Guds trone i den næste verden. Menneskets ultimative skæbne findes i det transcendente. Dette generelle synspunkt deles af judaismen, kristendommen og islam der alle erkender, at den perfekte retfærdighed først bliver etableret ved Guds endelige dom på Dommedag.

    Islamismen er en ideologi i klassisk forstand da den tilbyder eller rettere insisterer på en alternativ “virkelighed” – en som nedbryder de seperate domæner af det guddommelige og det menneskelige, og ubetinget tiltager sig midlerne til at opnå perfekt retfærdighed i denne verden, eller, som Qutb sagde, “at udrydde al uretfærdighed fra jordens overflade.” Denne forestilling om historiens indre perfektibilitet – opnåelse af perfekt retfærdighed her – er selve hjertet i enhver ideologi uanset om den er hellig eller sekulær. Ved siden af virkeligheden placerer den sin egen falske version og insisterer på at virkeligheden skal bringes i overensstemmelse med dens krav. Dens tilhængere lever i den magiske verden af denne anden realitet og adlyder dens love. De kan se ud som om de lever og bevæger sig inden for den reale verdens grænser, men de er allerede flyttet over og ind i den anden falske realitet. Når de følger dens love – så som at nedslagte uskyldige mennesker uden samvittighedsnag – bliver vi andre overraskede og foruroligede fordi vi ikke kender konturerne af denne anden realitet, som netop på chokerende måde er blevet påtvunget os.

    Meget få journalister ved noget om islam og praktisk taget ingen noget om det ideologiske grundlag for islamismen. De mangler den nødvendige viden og begrebsapparat til overhovedet at kunne beskrive hvad der foregår i hovedet på islamister og jihadistiske terrorister fordi det ligger fuldstændig uden for det rationalistiske demokratiske paradigme de tænker inden for.

    De forstår heller ikke den forenende kraft som er så stærk at den overskrider de nationale grænser og modsætningen mellem shia og sunni islam. Der er tale om en ideologisk bevægelse som hvis vi skal sammenligne den med noget vi kender svarer til det spøgelse der gik gennem Europa efter publiseringen af det Kommunistiske Manifest, der også ville skabe det globale retfærdige og lige samfund, men som myrdede 100 millioner uskyldige for at nå sit utopiske mål, baseret på en tro på eksistensen af ubrydelige historiske love som med nødvendighed førte frem til “Gudsriget” – Paradiset på Jord – det kommunistiske samfund.

    Må jeg anbefale journalister og kulturformidlere at læse Robert R. Reillys bog fra 2010: “The Closing Of The Muslim Mind” som redegør for den historiske baggrund for den krise vi står midt i og ikke forstår. Islams deforme teologi der frakendte fornuften en rolle ligger bag islamismens åndelige patologi og den dybt dysfunktionelle kultur islam skabte overalt hvor den vandt frem.

  49. Af Allan Hansen

    -

    “Et islam som i middelalderens Spanien skabte et multikulturelt højtillidssamfund hvor muslimer, jøder og kristne levede i fred og fordragelighed med hinanden, mens de kristne var barbarer der i Jesu navn førte blodig hellig krig – Korstog – mod de fredelige muslimer. Hvor den politiske elite har skabt et mytisk glansbillede af et islam som aldrig har været og hvor enhver konflikt med muslimer skyldes det vestlige menneskes indgroede xenofobi, racisme og islamofobi –

    Jan Aage Jeppesen nu vrøvler du igen!

  50. Af Allan Hansen

    -

    Idéhistorisk set er Koranen symbolet på 1400 års had, vold og terror! Intet sted i verden har islam kunne leve sammen med almindelige og normale mennesker.

    Man hører ofte den romantiske myte om den fredelige sameksistens mellem muslimer, krisene og jøder på den Iberiske Halvø, men det er ukorrekt. Historieforfalskning og intellektuel uhæderlighed, når den er værst. Så lad os derfor kaste et kort blik i de spanske historiebøger!

    Plyndringstogter.

    Det er farligt, at lade mennesket for tydeligt mærke, hvor meget
    De er lig dyrene uden samtidig at understrege deres storhed.
    Blaise Pascal. (1623-62)
    På sporet af Adam. Af Herbert Wendt. 1958.

    I 710 var der knap gået 80 år siden røverhøvdingen Muhammeds død, og hans arvinger havde allerede spredt (udvidet)det islamiske imperium fra Kinas grænse til Atlanterhavetskysten i Nordafrika. Krigen i Mellemøsten begyndte med Muhammeds røvere og banditter, og den krig slutter aldrig. Muslimerne erobrede Irak i (637), Syrien (640), Ægypten (641), og Persien (641) – de var alle fortrinsvis jødiske og kristne samfund. Springet over Gilbraltarstrædet lå nu lige for, hvis ekspansionen skulle forsætte. I den situation dummede spaniere sig slemt, da de henvendte sig på den anden side af strædet og bad om hjælp i den interne spanske borgerkrig.
    Det skulle senere vise sig at være den største fejltagelse i den spanske historie.
    For bagefter rykkede de muslimsk hjælpetropper ikke ud af gæsteværelset. De overtog simpelthen hele boligen. Erobringen var et plyndringstogt af den type, som afspejlede de arabiske nomadestammers livsform. Før Muhammed lå de arabiske stammer i evig krig med hinanden om ørkenens sparsomme ressourcer.

    Muhammed ønskede at forene araberne, men han forstod også, at uden disse plyndringstogter ville befolkningen vokse hurtigere end fødevare-produktionen.
    Det problem løste han med dihad, den hellige krig, som tilhængerne af hans nye religion gav sig til at føre mod hedningene. Muslimerne havde ikke lov til at slås indbyrdes, så lige så snart naboerne var omvendt med sværdet, blev det nødvendigt med nye plyndringstogter på jagt efter nyt bytte. På den måde
    skabtes en vældig krigsmaskine, og det borgerkrigsramte Spanien lå lige for som et hurtigt og nemt bytte. Ifølge historie professor Bernard Lewis med speciale i Mellemøstenstudier varede disse plyndringstogter i næsten tusind år.
    Nogle mener ligefrem, at de ikke er slut endnu med henvisning til Kosovo, Bosnien, Tjetjenien, Kashmir og Sudan osv.

    På Tarifa havde det kristne Europa for 1300 år siden sit første møde med den nye trussel fra islam.
    I 710 gik en maurisk kriger ved navn Tarif i land på Tarifa med ca.7000 krigere for at sondere terrænet. Således blev Tarifa den første af talløse andalusiske lokaliteter, som fik et nyt arabisk navn. Tarif og hans kriger vendte tilbage med et bytte, der fik tænderne til at løbe i vand på de arabiske terrorister. Det følgende år sendte de feltherren Tariq over strædet ved romernes Calpe, der ved den lejlighed også tog navneforandring til Tariqs klippe, det vi i dag kalder Gibraltar.
    Fem år senere var det hele overstået, bortset fra et lille hjørne i Nordspanien, hvor de sidste kristne stadig holdt stand.

    Allerede i 718 gik en adelsmand ved navn Pelayo i gang med at organisere modstandskampen i Asturien, men der skulle gå op til 800 år, før hans efterkommere kunne gøre skaden god igen. For Andalusiens første første kalif, Abd al-Rahmán var det et spørgsmål om at sikre grænserne imod de kristne generobrere, men sydpå følte Abd al-Rahmán sig lige så truet af sine muslimske trosfæller på den anden side af strædet, hvor de stod på spring for at få del i Andalusiens sagnomspunden – og noget overdrevne rigdomme.
    Desuden var der store indre spændinger i landet, hvor de kristne stadig var i flertal, mens muslimerne var delt i mindst tre grupper: den lille arabiske overklasse, det store mauriske tjenerskab, og den endnu meget lille gruppe af omvendte kristne. Allerede i 1082 nåede de første kristne generobrere til Tarifa, hvor Kastilliens krigerkonge Alfonso V1 drev sin hest ud i vandet og triumferende råbte” Dette er enden på landet al-Andalus. Efter at have erobret Toledo følte Alfonso sig i stand til det hele, men muslimerne hentede forstrækninger fra deres trosfæller på den anden side af strædet, og fire år senere blev de kristne atter drevet ud af Sydspanien. Det er sandt, at Andalusiens muslimske herskere også betalte en dyr pris, fordi de måtte aflevere magten til disse invasionsstyrker. Det har aldrig været gratis at hente hjælp i Nordafrika.

    Først 200 år senere var tiden moden til den kristne generobring af Tarifa, som på dette tidspunkt var en grænse by i Spaniens sidste muslimske kongedømme Granada. Igennem hele 1292 forsvarede Tarifas kristne kommandant Alonso Pérez de Guzmán den isolerede by mod de genforenede muslimer. I løbet af belejringen kaldte muslimerne Guzmán frem på brystværnet, for at han kunne se sin lille søn Pedro, som muslimerne havde taget til fange. Kommandanten
    fik valget mellem Pedro Alonso død eller Tarifa overgivelse. Som svar trak Guzmán sin dolk og kastede den ned til belejrerne, som skar struben over på barnet. Bagefter lagde de hovedet i en kastemaskine og sendte det over bymuren, så farmand kunne nyde synet på nært hold. Hvordan var muslimerne kommet i besiddelse af sønnen? Han blev taget til fange af en kristen prins, der konspirerede om Kastilliens trone og håbede på hjælp fra muslimerne.
    Disse opslidelseskrige var lige så vigtige som de store slag, hvis en af parterne ville hævde sin ret til landet. Derfor gjaldt om at skaffe nybyggere for enhver pris, og i 1334 gik Alfonso X1 et skridt videre. Han tilbød amnesti til fanger og fredløse, der tog ophold på Tarifa i minimum et år og en dag.

    Kampen mod islam.
    Død før livet – eller livet før døden?

    Efter Granadas fald i 1492 skulle man måske tro, at Tarifas indbyggere kunne ånde lettet op, men det var langt fra tilfældet. Spanien gik samme år ind i stormagtstiden efter opdagelsen af søvejen til Amerika, men landet var samtidig ude af stand til at sikre sin egne kyster mod mauriske og tyrkiske pirater, hvis vigtigste bytte var mennesker – menneskevarer, som efter voldtægt blev solgt til Nordafrikas enorme slavemarked. Denne trussel var ikke drevet helt over, da en ny fjende viste sig i horisonten. Efter den engelske besættelse af Gibraltar i 1740 blev Tarifa atter grænseland og en vigtig brik i det strategiske spil om kontrollen med indsejlingen til Middelhavet.
    Det er nok kun de færreste, der ved, at Andalusiens otte provinshovedstæder skylder danskerne deres eksistens. Efter forskrækkelsen i 844, hvor kong Horiks vikinger plyndrede Sevilla, inviterede emiren Abd al-Rahman 11 to yemenitiske stammer til at tage ophold i det østlige Andalusien for at forsvare denne del af kysten mod los vikingos eller ”machus”, som de blev kaldt på arabisk. Yemenitterne slog sig ned i Pechina, men nede ved kysten og her
    byggede de et tårn, som de kaldte vagttårnet: al-Mariya. Almeria! Så havde man et navn. Nu manglede man blot en by. Den voksede snart op under tårnets beskyttede mure. Knap var byen blevet hovedstad i 995, før en nordafrikansk flåde trængte ind i havnen brændte skibene og plyndrede byen.

    Dette med vikingerne er måske en anekdote, men også en passende start på byens historie, for Almeria har i mere end tusind år lidt under pirateriet som intet andet sted i Europa.” Havet koger af pirater” skrev den spanske vicekonge af Napoli hjem. Vor tids jihad er ikke en form for ny opfundet islamisk terrorisme. Den er blevet brugt til at udvide den islamiske verden, siden araberne i 700-tallet begyndte at rage det meste af Nordafrika til sig, og allerede i år 830 gik muslimske krigere, de såkaldte saracenere i land nord for Rom, hvor de hærgede og plyndrede den første Peterskirke. I 1200-tallet erobrede tyrkerne Anatolien, der var en del af det Byzantinske rige. Senere indtog de Konstantinopel og omdøbtes byen til Istanbul, hvorfra det ottomanske rige ekspanderede til det meste af middelhavsområdet.
    Fra Perignan i Frankrig til Portugal ligger jorden uopdyrket, fordi folk ikke turde bo tættere ved vandet end fire, fem mil”, klagede prokuratoren ved det spanske hof i 1538. Situationen ved de spanske kyster skal ses i en større sammenhæng. I 1529. stødte Karl V og Tyrkiets sultan Suleiman el Magnifico sammen foran Wiens port. Knap havde Spanien sluttet sin 800 års kamp for at generobre deres land fra muslimerne, før disse rettede et nyt stød mod selve Europas hjerte. Europæerne stod langt fra sammen mod den islamiske trussel. Kaperstaterne støttedes indirekte eller endda direkte af England, Holland og Frankrig, der alle var begærlige efter en del af det spanske imperium. Det passede dem udmærket, at Spanien havde hænderne fulde på hjemmefronten.

    PIRATKYSTEN.

    Krigen mellem Spanien og Tyrkiet førtes lige så meget til søs som til lands. Hele Nordafrikas kyst fyldtes med kaperstater og tyrkiske vasalstater, hvis vigtigste erhverv var sørøveriet. Det ved ethvert spansk skolebarn. Desværre kunne piraterne tit mønstre større styrker end forsvarerne. Kampen mod kaperstaterne var den spanske histories længste krig. Men det er også en mærkelig overset krig, selv om den næsten førte til Almeria provinsens affolkning. Efter Granadas fald i1492 blev denne opslidelseskrig meget mere brutal fra muslimernes side. Togterne havde tidligere været et rent forretningsanliggende, men derefter forekom hævnmotivet ofte at være lige så vigtigt.
    Det var slaver, som var piraternes mest eftertragtede bytte. Nogle historikere skønner, at alene i Algier passerede en million mennesker slavemarkedet i løbet af tre århundreder. Endnu i 1700-tallet fortæller en engelsk rejsende, hvordan han har set 3000 lænkede kristne fanger i Tetuans fangehuller, hvor de ventede på at blive at blive drevet til markedet. Hvis den spanske og portugisiske slavehandel var grusom – og det var den, det skal der ikke herske nogen tvivl om! Så var det dog for intet at regne i forhold til muslimernes transatlantisk slavehandel, som stod på i mange århundreder, og slavehandlen foregår stadig i den muslimske verden – man kalder den bare noget andet.
    Det var hovedsagligt Spanien, Portugal, Italien, Holland og England, der var offer for disse slavejæger men strakte sig så langt, som til Island.
    Det anslås, at slavejægere fra Nordafrika indfangede over en million europæere i perioden 1530-1780.( 250. år).
    Nogle af disse var den danske konges undersåtter
    Den 21. august 1635 afsendes et brev fra Algier adresseret til “Øvrigheden i København”. “Findes der da ingen barmhjertighed, ingen næstekærlighed, ingen samvittighed, som kan vækkes? Findes der da ingen gudfrygtige mennesker, eller har vi ingen nådig konge? Har vi ingen retfærdige herrer og øvrigheder eller ingen gudfrygtige præster, ingen forældre, venner eller brødre, som lader vor dødbringende nød og angst og vore veklager gå til hjertet?” spørger brevskriverne, der gennem årene har sendt adskillige breve til deres kære, men aldrig har fået svar.
    Brevskriverne er to gange blevet narret af udsendinge fra Danmark. Udsendingene købte huder og sukker for løsesummen, der skulle have købt dem fri. Nu er en tredje udsending fra Danmark dukket op med løsepenge, men de er ikke sikre på ham.
    De afslutter brevet med i Guds, Jesu og næstekærlighedens navn at bønfalde myndighederne i Danmark om ikke at glemme dem, men at der bliver bedt for dem foran alle Guds hellige altre og fra alle prædikestole i alle lande regeret af deres nådige herre kongelige majestæt, så at Guds krafts nådige vilje kan skænke dem friheden og lede dem ind i et kristent land.
    Af brevet fremgår, hvorfor de befinder sig i Algier, eller Barbarien som brevskriverne kalder deres opholdssted: “Vi er bortført til slaveri og trælbundne i bortførernes land”, bortførere som de beder Gud nedkalde sin straf over.
    Hvem var disse danske undersåtter, der levede som slaver i Algier i 1635? For at få svaret herpå skruer vi tiden tilbage til højsommeren 1627. Da hjemsøgtes Island af sørøvere. De jagtede ikke gods og guld, som Island heller ikke er rig på, men mennesker.

    Specielt Vestmannaøerne blev hårdt ramt. Af øernes 400 indbyggere blev små 250 taget til fange. Over 30 øboere blev dræbt, mens det lykkedes godt 100 at skjule sig i klippehuler eller ro over til fastlandet.
    De til fangetagne blev roet ud til piraternes skibe. Først da skibene satte sejl og lagde kursen sydover, blev islændingene klar over, hvem deres overfaldsmænd var. De troede en overgang, de var englændere, for englændere havde tidligere overfaldet og plyndret øerne, og nogle af sørøverne og mandskabet ombord talte engelsk og så engelske ud.
    Men af de fleste bortføreres sprog og udseende regnede islændingene ud, at piraterne måtte være tyrkere. Da de også fandt ud af, at sørøvernes anfører hed Murad Reis, gik det op for dem, hvorfor de var blevet indfanget. De skulle sælges som slaver i Nordafrika, for Murad Reis var tyrkernes dygtigste slavejæger.
    De 250 øboere og andre 150 fra fastlandet var langt fra de eneste europæere, som Murad Reis og andre nordafrikanske korsarer bortførte og solgte som slaver. Det anslås, at slavejægere fra Nordafrika 1530-1780 indfangede over 1 million europæere for at sælge dem på slavemarkeder i Tripoli, Tunis, Algier og Rabat-Salé eller udveksle dem mod løsepenge.

    Nordafrikanernes jagt på slaver var et led i den flere århundreder lange strid mellem kristne og muslimer. Konflikten skærpedes i 1400-tallet, da muslimske osmanner i 1453 erobrede det kristne Byzans’ hovedby, Konstantinopel, mens kristne spanske konger gen-erobrede dele af Spanien fra muslimerne.
    Halvdelen af de slavetogter, der udgik fra Nordafrika, var anført af renegater, altså kristne europæere, der var konverteret til islam. Murad Reis var hollænder og hed Jan Janszoon, før han fik sit tyrkiske navn. Hans og andre renegaters omvendelse kan have flere forklaringer. Den muslimske tro kan have tiltalt nogle, men for de fleste var det et liv i pomp og pragt i Nordafrika, der gjorde dem til muslimer.
    Andre igen – som korsaren Ali Basha Fartas med fødenavnet Ochali – ville have hævn, fordi de var blevet dårligt behandlet på deres hjemegn eller af deres redere i Europa. I spidsen for en flåde vendte renegaten tilbage til sin fødeby i Calabrien og ødelagde nogle adelsfolks ejendom. Han belønnede slægtninge, der valgte at konvertere og følge ham til Algier.

    Slaveriet i Algier kulminerede 1550-1650. Anslået en fjerdedel af byens indbyggere var da slaver. I virkeligheden var antallet af indbyggere med europæisk baggrund langt højere, da mange slaver havde omvendt sig til islam. Det gjorde de af enten overbevisning, tvang eller nød.
    Da de fleste mandlige slaver var beskæftiget med udmarvende arbejde i stenbrud, på moler eller ved vejanlæg eller værre endnu var roere på korsarernes galejer, var dødeligheden blandt slaverne høj.
    Mange slaver forsøgte at konvertere til islam, da de fandt ud af, at muslimer ikke måtte holdes som slaver. Men ofte afviste slaveherrerne slavernes ønske om omvendelse, da de i så fald mistede værdifuld arbejdskraft.
    Øernes præst, Ólafur Egilsson, var blandt de tilfangetagne, men han og hans kone blev ikke sat til salg, da tyrkerne ville have løsepenge for dem. Egilsson blev derfor en måned efter ankomsten til Algier sendt til Danmark efter løsepenge. Det gik trægt, da Christian IV’s Danmark var besat og fattigt. Efter hjemkomsten til Island nedskrev han en beretning om tyrkernes overfald på øen.
    Cirka 35 islændinge døde kort efter ankomsten til Algier. Andre 20 købte sig fri i de første år, og andre 35 blev købt fri otte år senere blandt andet for penge, der var indsamlet i kirker i Island, Norge og Danmark. Blandt de frikøbte i 1635 var Egilssons kone. Parrets to små børn måtte blive i Algier, og man ved ikke, hvad der blev af dem. Resten, omkring 300, blev dernede, og dem ved man lige så lidt om. Hovedparten endte sikkert deres dage som slaver, men det vides, at mange unge konverterede til islam.

    En enkelt islænding, Gudridur Símonardóttir, ved vi meget om. Hun og sønnen Sölmund bortførtes sammen med de andre øboere i 1627, mens hendes mand Eyjólf Sölmundarson undslap. Hun og sønnen havde været slaver for den samme tyrker i otte år, inden det i 1635 lykkedes hende at sende et brev til Eyjólf. Hun var blandt de frikøbte i 1635, men hun måtte lade sønnen Sölmund blive tilbage i Algier.
    Brevet til ægtemanden nåede ham imidlertid aldrig, da han nogle måneder forinden var omkommet under en heftig storm på havet. Senere erfarede hun, at Eyjólf, som de fleste andre mænd, hvis koner var blevet fanget i 1627, havde taget sig en husholderske, og da han regnede med, at Gudridur var død, giftede han sig med hende og fik fire børn.

    Havde han stadig været i live, da Gudridur 10 år senere dukkede op på Island, var han formentlig blevet halshugget, da halshugning på den lutherske ortodoksis tid var straffen for ægteskabsbrud.
    Da Gudridur Símonardóttir og de godt 30 andre frikøbte ankom til København i 1636, blev Hallgrímur Pétursson, en ung teologistuderende, sat til at genopfriske den rette lutherske lære for dem. Hallgrímur og den 17 år ældre Gudridur forelskede sig, og hun blev gravid. Som straf blev de sendt hjem til Island.
    De kunne imødese hårde straffe for hor, da de regnede med, at hendes mand var i live. Hvis ikke hendes mand Eyjólf var død, ville Gudridur være blevet straffet med druknedøden og Hallgrímur med øksen.
    I Island blev de efter en længere retssag gift. Først i 1651 fik Hallgrímur Pétursson en præstestilling. De fik mange børn, men alle undtagen én døde før voksenalderen. En af døtrenes død gjorde Pétursson til salmedigter, og han regnes for Islands betydeligste salmedigter. Han er repræsenteret med to salmer i den danske salmebog.
    Gudridur Símonardóttir har fået et skidt eftermæle. Hun kendes under øgenavnet Tyrker-Gudda, da hun på grund af sine otte-ni år i Algier som slave for en muslimsk mand – helt uretfærdigt – blev mistænkt for kætteri og for usømmelig omgang med kristendommens fjender, muslimerne.

    – Jørgen J. Grimstrup er lektor og cand.mag. Slaveriet i det tyrkiske Nordafrika, og de islandske slavers skæbne danner baggrund for Jørgen Grimstrups roman “Laurids”, der netop er udkommet.

    Hvis man skal forstå kampen mod islam og udvisningen af muslimerne, er der lige en vigtig detalje, vi skal have med. Datidens kristne højborg Byzans, som nu hedder Istanbul, blev stormet og indtaget af muslimerne i 1453. De kristne forsvarere, der var tilbage, fik alle halsen skåret over. I Byzans lå verdens største kirke, Hagia Sofia kirken. Det er i dag en moské, som nu hedder Hagia Sofia Moskéen. Muslimerne trængte helt op til Ungarn. Her blev de endelig standset og slået tilbage. Historien er herodotisk dvs. fortløbende og konfiktuel.
    I løbet af det 16.årh. erobrede de ottemanniske sultaner Bagdad, Ungarn, Ægypten og største delen af Nordafrika, og takket være deres flåde fik de magten over Middelhavet. I 1492 indtog Ferdinand af Aragonien og hans Dronning Isabella af Castilien Granada, som var den sidste islamistiske by på Halvøen. Men det var først i søslaget ved Lepanto, at ottomanernes magt blev knækket, og de kristne genvandt overherredømmet i Middelhavet. I søslaget ved Lepanto 1571deltog den berømte spanske forfatter Cervantes Saaveda(1547-1616), som nok mest er kendt for sin berømte roman Don Quijote her mistede han sin venstre hånd. Han blev sener taget til fange af nogle sørøvere, og de følgende fem år holdt, som slave i Algier. Syg og nedbrudt kom han i 1580 fri ved familiens økonomiske hjælp og kunne vende hjem til Spanien. Men det skulle senere vise sig ikke at være den sidste gang, Europa var truet af udslettelse af den islamiske krigsmaskine. I 1683 stod tyrkerne i det sydlige Europa foran Wien port med ca. 30.000 mand (nogle historikere mener, at tallet var meget større; men det er en anden sag). Europa, der var svækket gennem religionskrige, var nær kommet under islams herredømme. Så havde der ikke eksisteret noget kristent Vesten.
    ”Den kristne tro er to fingerbredder fra udslettelse, hvis I bliver herre, ” sagdeTerkeli til den tyrkiske vesir, som det næsten var lykkes at lægge Europa ind under islam i 1683. Wien gjaldt dengang som kristendommens bolværk ”. ( Histoire de L´Empri Othoman, 1713.)

    Som bekendt lykkes det Nordeuropæerne at samle sig i en fælles front mod islam, og tyrkerne blev fordrevet. Og fra da af var Europa blevet så stærkt militært, at Muhammeds røverbander ikke længere kunne løbe europæerne over ende. Muslimerne har altid ført kujonkrig. Hver gang de har mødt en veludrustet hær, løber de hjem og gemmer sig blandt kvinder og børn – ” vi har aldrig gjort noget”.

    ”At dræbe en hykler, der nægter at omvende sig, er mere værd end 1.000 bønner” Ayatollah Muhammed Guilavi, 1983.

    De nordafrikanske kaperstater er et mærkeligt overset kapitel i slavehandelens historie. Historikerne har ofte meget større opmærksomhed på de forbrydelser, som europæerne på samme tid gjorde sig skyldig i andetsteds. Efter de spanske muslimers udvisning sidst i 1500-tallet drev faren for hjemlandets ” femte kolonne” over, men Almeria lå næsten ubefolket. Efter hvert større piratoverfald var mange overlevende kristne nybyggere så demoraliserede, at de vendte tilbage til Kastillien. Intet andet sted kostede det så mange tårer og så meget blod at vinde freden, efter at man med meget besvær havde vundet krigen.

    JØDERNE DER FORSVANDT.

    Lad os indledningsvis starte med at fastslå, at jøderne altid har været gode til at integrere sig i det omkring liggende samfund – endda så gode, at det vakte misundelse blandt tyskerne – denne tragiske historie kender vi alle.
    Jøderne har altid været dygtige håndværkere, handelsfolk, kunstnere og videnskabsfolk.
    Lad mig blot nævne tre verdensberømte jøder, som alle om end på hver sin måde har fascineret verden.
    Albert Einstein, Charlie Chaplin og Bob Dylan. Man kunne for så vidt nævne mange berømte filmskuespillere, filminstruktører og musikere med jødisk baggrund.(..)

    Det skal for en ordens skyld tilføjes, at også de spanske jøder var hårdt trængt under muslimernes brutale angreb. Man skønner, at der i middelalderen fandtes ca. 150.000 – 200.000 jøder i Spanien. Da udgjorde de ca. 15-25 pct. af befolkningen. Kun tre synagoger minder om, at de har eksisteret. I 1013 blev Códobas jøder ofre for de første jødeforfølgelser i det muslimske al-Andalus.
    Jøderne havde som alle andre været agerdyrkere, indtil forfølgelserne tvang dem til at opgive deres jord og ejendomme. I 1013 blev Córdobas jøder massakreret af byens nordafrikanske lejetropper. De overlevende søgte tilflugt i Lucena (lille Jerusalem), som også tog imod flygtningene efter en anden stor jødemassakre i Granada. 1066 blev hele den jødiske menighed i Granada slagtet af muslimerne. Da almohaderne (marokkanerne) erobrede landet, blev de stillet over for valget mellem islam eller døden. Der var næsten ingen jøder tilbage, da de kristne generobrere fra Nordspanien i 1212 trængte ind i Andalusien og blev modtaget af de overlevende jøder som befriere. Der er ingen spor af Córdobas store synagoge, som Fernando111 gav tilladelse til at bygge i de lykkelige år efter tilbagekomsten i 1236. Ingen aner, hvor den lå. I dag bor der omkring 40.000 jøder i Spanien. Kun de færreste ved, at igennem et halvt århundrede var Ronda et selvstændigt kongerige. Episoden hører hjemme i en forvirret periode af Spaniens historie, og Rondas tre mauriske småkonger er i virkeligheden mere kendt for deres død end for deres liv. På trods af de fine titler var der reelt tale om tre røverhøvdinger. Såvel de tysktalende som de fransktalende – blev kristendommens tapreste forsvarere. Under Karl Martel blev den store muhamedanske invasion i 732 standset ved Tours i Sydfrankrig. Og Martels sønnesøn, Karl den Store, blev en af den europæiske histories store kristne herskere. Han blev frankernes konge i 768, og ved sin død i 814 havde han udstrakt sit rige til at omfatte næsten hele Vesteuropa.
    Det var så myten om den fredelige sameksistens mellem muslimer, kristne og jøder på den Iberiske halvø – og som vi har set det ovenfor, så har den teori ikke meget tøj på. (Se også the myth of islamis tolerance. – How Islamic law treats non-Muslims. Af Robert Spencer. 2005. Det er ganske hårrejsende læsning.
    Se også, http://www.Gatesofvirna.com
    Måske skulle vi lige stifte bekendtskab med en af myternes jordmødre. Det var den Amerikanske forfatter Washington Irving, som besøgte Spanien i 1829. Han var en naiv romantiker og havde ingen grundlæggende indblik i den spanske historie. Irving er langtfra den eneste og ikke engang den første. Men han er en af de hovedansvarlige for romantikernes uholdbare teori. Hans største fadæse var hans grusomme konklusion,” at det var spanierne, som ødelagde paradisets have”. Det skriger jo til himmelen! Mange romantiske myter har forvandlet sig til” historiske” sandheder simpelthen ved at blive gentaget til bevidstløshed indtil vore dage. Normalt skrives historien af sejrherrerne, men i Spanien skete det mærkelige, at den blev skrevet ud fra de besejredes synspunkt.
    Straks efter invasionen i 711 indførte de nye herskere et apartheidsamfund, hvor de kristne både økonomisk og socialt havde status som andenrangsborgere. Som altid indførtes den forhadte skat jizya, som alle ikke muslimer var tvunget til at betale til muslimerne.
    Det var en skat, som kan sammenlignes med det, man i mafiaen kalder for beskyttelsespenge.
    Det var muslimerne selv, som på intet tidspunkt i deres historie ønskede at lade sig integrere, ikke engang da de var blevet besejret i Granada og i starten fik alle faciliteter. Med hensyn til de ud skældte korstog blev de til som et selvforsvar. De var simpelthen en kopi (modsvar) på den islamiske djihad, som skyllede hen over den kristne kultur i store områder af middelhavszonen. Den Iberiske Halvø var blot et af de få steder, hvor det lykkedes at vende udviklingen. De første korstog var for øvrigt en temmelig mislykket affære, idet korsridderne rejste om dagen med fuld oppakning i den bagende sol, hvorimod muslimerne sov om dage og angreb om natten. Kendsgerningerne sorteres nu efter deres politiske korrekthed. Det erfarede José Maria Aznar for nylig, hvor den muslimske verden på ny kræver undskyldninger for vestens formodede overgreb. Aznar mindede om, at muslimerne aldrig har undskyldt invasionen af Spanien. Muslimerne og den samlede venstrefløj med regeringspartiet i spidsen stemplede Aznars kommentar som tåbelig og endda som historisk ukorrekt, for så vidt at Spanien aldrig var blevet invaderet!
    Den offentlige debat føres mellem en kultur, der med tiden udviklede evnen til selvkritik, og en anden, som aldrig gjorde det. Spaniens stadige mere aggressive islamiske organisationer presser voldsomt på for en anerkendelse af det, de betragter som deres historiske rettigheder til landet. Og de vil også afskaffe de traditionelle byfester”Moros y Cristiano”, hvormed mange byer mindes de gamle grænsekrige. Flere steder har man allerede censureret eller helt aflyst festerne. Man kan jo nok tilgive Irving hans araberromantik, idet den alene hviler på et ringe kendskab til den spanske historie, men han skabte det klima, der tillod folk som ham selv at skrive alt det sludder og vrøvl, de lystede, hvor myter er vigtigere end kendsgerningerne, også vor egen H. C. Andersen har bidraget til myten om det romantiske Al-Andalus.
    Også Portugal var under muslimsk belejring igennem mange hundrede år. Og den portugisiske historie ligner den spanske til forveksling. Lande som Syrien, Libanon, Jordan, Ægypten, Palæstina var alle kristne lande, længe før verden så den første muslim. De blev alle løbet over ende af Muhammeds røvere og banditter i det 7. århundrede. Om muslimernes plyndringstogter på Balkan se Ingmar Karlsson for yderlige oplysninger og historiske kendsgerninger se
    som er noget af det bedste (danske) materiale, der findes på området, værket skal især roses for sin bredde, dybde og nuancerede perspektivering.
    Islam trækker det dybeste og længste blodspor ned gennem historien, denne verden endnu har set. Ingen forbryderorganisation har slået så mange mennesker ihjel som netop islam. I 1100-tallet var man i Sevilla gået så vidt, at man indførte et dekret om dødsstraf til alle personer, der ikke bad fem gange om dagen – til allah- vel og mærke.
    Ekspansionsmønstret i Nordafrika, Spanien, Portugal og på Balkan er altid det samme. Plyndringstogter, massemassakrer og massevoldtægter, som er en gammel islamisk ”tradition”, som går helt tilbage til Muhammeds klanmentalitet og ørkenkultur. Allahs had og vold vil ingen ende tage.
    Nye undersøgelser har for nylig uafhængig af hinanden fastslået, at det had og vold herunder selvmordsbomber, som man praktiserer i den muslimske verden, kan føres tilbage til den syge mands bog. Måske vi lige skulle høre
    allahs mening om denne sag og smage på et satanisk vers fra Koranen.

    ”O I troende gør ikke jøderne eller de kristne til jeres venner!
    ræb afgudsdyrkerne, hvor I finder dem, gør dem til fanger,
    Belejr dem, angrib dem fra baghold. Træffer I vantro, så hug
    Hovedet af dem, indtil I har anrettet et stort blodbad blandt
    Dem. Igen ser vi koranens indre svinehund stikke sit hæslige fjæs frem.

    Jeg læser og taler spansk. Mvh. Allan Hansen.

Kommentarer er lukket.