Konservative ildtunger

Af Kasper Støvring 41

1.

At Berlingske holder sin konservative tradition i hævd, blev bekræftet i pinsen, hvor der var hele to efter hinanden glimrende konservative kronikker. Begge omhandlede forholdet mellem frihedsværdierne og dansk kultur. Den konservative Rasmus Jarlov skrev om fællesskabet som frihedens forudsætning:

”Det kulturelle fællesskab giver den tillid og forståelse mellem borgerne, som er en forudsætning for, at vi ikke behøver at gennemregulere samfundet og være på vagt over for hinanden. En stærk nationalstat med et stærkt kulturelt fællesskab er derfor den bedst mulige ramme for et samfund, hvor borgerne kan leve frit med hinanden. Når man værner om kulturen, værner man derfor om friheden.”

Det filosofiske ægtepar Eva og Rune Selsing bidrog med en konservativ kritik af liberalismen, i hvert fald som den kommer til udtryk i den slags liberalisme, som f.eks. Liberal Alliance står for. Der er der da også rigtig god grund til at kritisere den kolossale naivitet i den liberale kulturforståelse (eller mangel på samme).

Det herlige ægtepar skrev:

”Konservative betoner kulturen og virkeligheden over de formelle rettigheder og det abstrakte. Det er ikke de kulturblinde rettigheder, der har gjort os frie, men et sammensurium af faktiske frihedsfremmende kulturelle traditioner og institutioner […] Friheden har vi opnået ved at organisere os i nationalstater, hvor vi som borgere kan være relativt autonome inden for en bestemt grænse. Det er i rammen af disse stater, at friheden har udviklet sig i vores del af verden. Netop fordi vi er relativt ens inden for disse stater, og har kærligheden til nationen samt tilliden til naboen til fælles, tillader vi hinanden at være frie. Vi kender hinanden, selvom vi måske aldrig har talt sammen. Den forståelse giver tryghed, som ikke blot er befordrende for ejendomsret og samhandel, men for respekten for andre mennesker generelt.”

De to fortsætter med at påpege, at liberalisten advokerer for statslig neutralitet og dermed reelt for en afvikling af nationalstaten – ligesom man ønsker på den yderste venstrefløj. Man vil ikke have en nationalstat, fordi den diskriminerer. Og dét gør den jo, altså diskriminerer. Føj! Men altså, Selsingerne argumenterer for det rette i denne type diskrimination, og man skal vist være venstreorienteret, multikulturalist, politisk korrekt radikal eller Liberal Alliance-sværmer for at være uenig.

Lad os bare tage nogle af de tilfælde af diskrimination, som forfatterne med deres egne ord opregner:

  • Staten har grænser, som ekskluderer ikke-statsborgere. Den giver goder, beskyttelse og frihed til egne borgere, ikke til andre.
  • Staten kommunikerer og giver et bestemt sprog forrang, nemlig dansk.
  • Staten gennemtvinger ensartet uddannelse til alle i folkeskolealderen, der gerne skulle give en fælles kulturhistorisk bevidsthed.
  • I Danmark tvinger vi alle til at have et fælles vidensmæssigt og kulturelt udgangspunkt for at kunne fungere som borgere.
  • Vi fremhæver nationale symboler og fejrer hellig- og mærkedage.
  • Vores statslige kulturinstitutioner giver særlig forrang til dansk kultur og dansk historie.
  • Vi giver familien – ikke klanen eller andre kollektiver – særstatus og en favorisering. Kernefamilien er ikke en værdi-blind organiseringsform, men en kristen tradition.

Således Eva og Rune Selsings liste, der kunne udbygges. Jeg vil gerne supplere dette kulturelle forsvar for frihedsværdierne ved bl.a. at udbygge henvisningen til kristendommen.

2.

Der fremføres ofte et liberalt argument om, at frihedsværdier som f.eks. ytringsfrihed ikke er danske opfindelser og bestemt ikke eksklusivt praktiseres i en dansk sammenhæng, og at frihedsværdierne endda i lang tid blev bekæmpet af den herskende religion, inden den endelig vandt indpas i Danmark som følge af oplysningstidens liberale strømninger. En fortaler for dette synspunkt er bl.a. Jacob Mchangama, som jeg skrev om i mit foregående blogindlæg.

Når man læser, hvad de liberale skriver, får man nogle gange det indtryk, at frihedsværdierne nærmest blev opfundet ved tilfældigheder i andre europæiske lande som Frankrig, England og Holland og blev forsvaret af isolerede intellektuelle for så at blive importeret af en elite i Danmark (jf. Struense). Siden fik værdierne status som en art ”versunkenes Kulturgut”.

Hertil kan man svare, at dansk kultur ikke er en i sig selv lukket ”boble”, men netop åben for påvirkninger udefra. Men som enhver anden strømning omformes også oplysningen, når den indoptages i en anden kultur, f.eks. i en nationalromantisk kultur som den danske.

Den danske kultur kan konkretiseres i form af særlige traditioner som den protestantiske kristendom, den grundtviganske folkelighed, den kierkegaardske eksistentialisme og senere det kulturradikale emancipationsprojekt og den tidehvervske kritik, bare for at tage en håndfuld eksempler.

Ideen er, at i den relativt rolige og ubrudte historiske sammenhæng som den danske, har den ene tradition indeholdt det, den anden manglede og således supplerer de hinanden. Resultatet har været en dansk kultur, der historisk har været præget af et levende civilt samfund præget af frisind, med et grundtvigsk ord.

Når især den moderate, ikke revolutionære, oplysning vandt frem herhjemme, skyldes det, at protestantismen havde beredt grunden; det historiske perspektiv må med. Den vigtige pointe er nu, at disse moderate oplysningsstrømninger – der især på angelsaksisk grund (f.eks. hos David Hume, Edmund Burke og Adam Smith) bar frihedsværdierne frem – fandt frugtbar grobund i dansk kultur.

3.

Fordi der er forskelle på frihedsværdierne i deres konkrete kulturelle udformning, giver det ikke megen mening at tale om én almen, overordnet og universel Kultur i ental, f.eks. ”oplysningens kultur”, og det giver kun i en afsvækket forstand mening at tale om en transkulturel og oplyst ”Civilisation”, hvis fortalere så på selvbekræftende vis kan påberåbe sig i modsætning til det formørkede ”barbari” (hvilket er en stilfigur, der hyppigt anvendes på begge fløje: også repræsentanter for Dansk Folkeparti opfatter islam som barbari, hvad islam naturligvis ikke er. Islam er en fuldgyldig civilisation).

Det giver mere mening at tale om partikulære, historiske og stedligt definerede kulturer. En nation udgør et sådant kulturfællesskab – om sproget, territoriet, religionen, traditionerne og normerne. Det er kulturen, der sætter grænser for, hvilke frihedsværdier en nation vil kunne indoptage udefra og hvilke traditioner, der vil blive overført fra den ene nation til den anden i tilfælde af gensidig kontakt. Den praktiske brug af frihedsværdierne vil nemlig ofte ubevidst være præget af de i forvejen givne kulturelle forudsætninger i form af værdier, fordomme, menneskesyn, verdensforståelse, normer og dyder.

Nordeuropæiske protestanter vil med andre ord lettere, og har lettere kunnet, indoptage den moderate oplysnings frihedsværdier, som bl.a. værdierne om ytringsfrihed, personlig ansvarlighed, selvstændighed, kritisk tænkning, dissens og statskritik, end f.eks. katolske sydeuropæere, ortodokse østeuropæere, for ikke at tale om muslimer og folkeslag fra andre ikke-vestlige kulturer.

4.

Man kan ikke gå på indkøb i kulturernes bazar og frit sammensætte verdenssyn og livsopfattelser, der har rod i andre kulturtraditioner som f.eks. de islamiske, hvor skæbnetro, utopisk tænkning, lovreligion, familisme, stammeloyaliteter, ære osv. spiller en central betydning.

De kulturelle forudsætninger skal være til stede, for at frihedsværdierne kan slå rod. Kun hvis udefrakommende værdier lader sig indpasse i det allerede eksisterende kulturmønster eller er i stand til at tilfredsstille særlige behov af lokal og national art, vil de være i stand til at overleve i længden.

Nej, verden er mangfoldig. Forestillingen om en konfliktfri Kultur, et globalt kosmopolitisk samfund, universelle værdier og kulturelt frisatte verdensborgere er liberale illusioner. Berlingskes mange gode tunger af pinseild understreger dette. Og skulle man have løst til at høre mere konservatisme fra de solrige pinsedage, kan man lytte med her.

 

 

41 kommentarer RSS

  1. Af Kurt Dejgaard

    -

    Citat:

    “Man kan ikke gå på indkøb i kulturernes bazar og frit sammensætte verdenssyn og livsopfattelser, der har rod i andre kulturtraditioner som f.eks. de islamiske, hvor skæbnetro, utopisk tænkning, lovreligion, familisme, stammeloyaliteter, ære osv. spiller en central betydning.”

    Kommentar:
    En stråmand som bloggen bruger meget lang tid på at bygge op.
    Men holder den? Nej.

    Nogen er fatalister og nogen er Indre Missions. Nogen tror på Javhe og nogen, på Vishnu. Nogen er frimurere og nogen tror på spøgelser.

    Den enkelte må og kan tro på hvad pokker han eller hun selv vil.
    Disse frihedsværdier er osse indbefattet i konservatismen.
    Konservatismen begrænser ikke den enkeltes frihed. Den begrænser først og fremmest samfundets udviklingsfrihed – at denne ikke må udvikle sig stokastisk og kaotisk, men indenfor definerede (nemlig konservative) rammer. (Daterende sig tilbage til Burkes kritik af den franske revolution).

    Citat:
    “Nordeuropæiske protestanter vil med andre ord lettere, og har lettere kunnet, indoptage den moderate oplysnings frihedsværdier, som bl.a. værdierne om ytringsfrihed, personlig ansvarlighed, selvstændighed, kritisk tænkning, dissens og statskritik, end f.eks. katolske sydeuropæere, ortodokse østeuropæere, for ikke at tale om muslimer og folkeslag fra andre ikke-vestlige kulturer.”

    Kommentar:
    Den holder ikke.

    Frihedsværdierne hos individdet er yderst sjældent begrænset af religiøse eller kulturelle forhold.
    Der hvor begrænsningen slår igennem, er i samfundet, ikke hos individdet.

    Fejlslutningen udstilles derved at den fortolker sig frem til at folk som lever i diktaturstater, selv har valgt diktaturet som styreform og totalitarismen som samfundsmodel.

    Det findes der imidlertid ikke eet eneste eksempel på i historien.

  2. Af Maria Due

    -

    En lille underfundighed. Kurt Dejgaard skriver:

    “Fejlslutningen udstilles derved at den fortolker sig frem til at folk som lever i diktaturstater, selv har valgt diktaturet som styreform og totalitarismen som samfundsmodel.

    Det findes der imidlertid ikke eet eneste eksempel på i historien.”

    Det er et faktum, at de danske stænder i 1660 tilsluttede sig en enevælde, som intet land i Europa kunne opvise magen til. Al magt blev via den lidt senere Kongeloven placeret hos monarken og gjort arvelig, mod at monarkerne til gengæld skulle stå til regnskab overfor Gud. Folket havde i realiteten udnævnt en diktator, hvis familie havde arveret til det uindskrænkede herredømme. 🙂

    Det er et overset fænomen, at vore som oftest i senere tider kraftigt udskældte konger tog den tillid og det ansvar alvorligt, og at de endda af kristen barmhjertighed og efter evne nåede dertil, at de nærmest pr. automatik omstødte mange af de hårde domme, der faldt ved domstolene. Det glippede dog i tilfældet Struensee, hvilket skabte en del forfærdelse hos bl.a. Henrik Stampe, som var en af ildsjælene, da Struensee blev væltet og dømt. Havde man overset, at den kongelige hanrejs overbærenhed ikke omfattede dronningens elsker?

    Man kan i det hele taget tale om et totalitært dansk styre, for enevælden blandede sig ikke alene i retsvæsenet men i alverdens forhold som fx folks anskaffelse og brug af finere påklædning samt de få fornøjelser, man dengang havde. Alligevel formåede kongerne ofte at stå i et alfaderligt skær for manden på gulvet. Kongen var den lille mands ven, og det var ham man skrev til, når alt gik galt.

    Hjælpen kom ofte hurtigt og myndigt til de nødstedte, og har man studeret enevælden, når man da også frem til, at den i mange henseender fungerede bedre end vore nuværende myndigheder kan leve op til. Folk blev ikke hængende i retssager i årevis, hvilket kan være ren tortur; datidens sagsbehandling var meget hurtigere.

    Jeg er ikke uenig i, hvad de konservative ildtunger har at sige, jeg vil blot gerne understrege, at allerede i den første del af oplysningstiden var det især England, der trak og blev beundret, og det var før Burke og Smith kom ind i billedet. Såvel Holberg som Griffenfeld og Ole Rømer studerede i England, hvor The Glorious Revolution 1688 tændte et nyt lys, som pudsigt nok fik lov at brænde videre i den danske enevælde, så at den umærkeligt blev oplyst i stedet for at udarte til det despoti, den kunne være blevet. Denne udvikling skyldtes ikke alene en særlig danskhed men måske nok så meget nogle dygtige oplyste embedsmænd, som kom hertil fra de tyske fyrstedømmer og ofte var ilde lidte og omtalte af danskerne som flest.

    The Glorious Revolution fandt sted 100 år, førend den franske revolution løb af stablen. Bittert nok, kan man sige, var beundringen i det franske aristokrati for de engelske forhold vidt udbredt, førend samme aristokrater blev ført til guillotinen. Da Benjamin Franklin repræsenterede det nye USA i Paris, var han også et hit i aristokratiet, og lad os ikke glemme, at det var oplyste borgere, der stod for Septembermyrderierne i 1792, som mere end noget andet markerer, hvor rædselsfuldt den franske revolution udartede sig. Jeg elsker at fortælle, at den amerikanske gesandt Gouverneur Morris under Septembermyrderierne gemte rædselsslagne aristokrater i sit hjem i Paris og ofrede sin dyre vinkælder for at drikke dem fulde og dæmpe deres angst. Alt i mens han førte samtaler med den danske gesandt, der var den eneste af de øvrige gesandter, der var tilbage, alle de andre var hjemkaldt eller flygtet fra Paris. De to ville gerne have reddet Louis 16. og Marie Antoinette.

    Efter min mening har både Den franske revolution og Napoleonskrigene fået en alt for blid behandling af eftertidens historikere som flest, der desuden har været fantastisk dygtige til at lukke øjnene for den stilfærdige udvikling, der allerede nogle steder – fx i Danmark – var undervejs mod bedre forhold. Som den marxistiske historiker Eric Hobsbawm skriver i Revolutionens Tidsalder, var Thomas Paine ekstremist i England og USA men i Paris en af de mest moderate af girondinerne (i Jacobinerklubben). Han tilføjer, at resultatet af Den franske revolution var, at Madame Dubarry’s tidsalder afløstes af Balzac’, og det er næppe ment som en kompliment. Men den sidder!

    Jeg bryder mig fortsat ikke om, at Jacob Mchangama’s meget yderligt gående liberalisme indirekte præsenteres i denne blog og Katrine Winkel Holms klummer som liberalismen en masse. Det har ingen gang på jorden. Og som tidligere henviser jeg til Venstre’s principprogram om det danske fællesskab. For debatten taber interesse, hvis den snævres ind til at være en holmgang mellem nogle få personer, der mere eller mindre påstås at repræsentere alle borgerlige og har nok i at bekæmpe hinanden i en osteklokke.

  3. Af Niels Poulsen

    -

    @Maria Due

    Jeg synes ikke, at din fremstilling af statsomvæltningen 1660 er korrekt. Det der skete var, at borgerstanden, kirkens repræsentanter og kongen slog sig sammen om at tage privilegierne fra adelen, at stække adelens magt. Kongen blev godt nok enevældig. Men borgerstanden fik en ny økonomisk og social position. Der var altså tale om en frisættelse af borgeren, og det kan man ikke sammenligne med en diktaturtilstand.

    Den almindelige tolkning er også, at det er begivenheden i 1660 og den efterfølgende opblomstring af den borgerlige kultur, som gør, at vi ikke fik en blodig revolution i Danmark som den i 1789 i Frankrig.

    I Danmark blev der i 1660 ligesom indgået en pagt mellem borger, kirke og konge. Og den pagt synes jeg stadig er til stede i grundloven fra 1849, tiltrods for at nye udenlandske påvirkninger her trænger sig på.

    For mig at se er den danske borgerlige kultur og vores frihedsfølelse og selvbevidsthed vokset frem af den lutherske reformation i 1635. Vores frihed er ikke vokset frem ved blodig revolution, men ved konsensus mellem borger, kirke og konge, og med borgeren i en mere og mere indflydelsesrig rolle, og kongen og kirken i en mere og mere tilbagetrukket rolle.

    Den historie er unik for det lille eventyrland Danmark og den synes jeg, at vi skal værne om ved at forholde os skeptisk over for de ”udenlandske” fænomener som republik, ateistisk stat, og de såkaldte universelle menneskerettigheder, som er kommet til verden gennem blodig revolution og frigørelseskrig, som ligger fjernt fra den danske mentalitet.

    I Danmark er friheden kommet til verden gennem en fredelig proces, og den eneste berøring med diktatur, vi har været i nærheden af, var, da vi var besat i 1940-45 af tyskerne.

  4. Af John Laursen

    -

    Kurt Dejgaard skriver ” Frihedsværdierne hos individet er yderst sjældent begrænset af religiøse eller kulturelle forhold.
    Der hvor begrænsningen slår igennem, er i samfundet, ikke hos individet.”

    Fuldstændigt forkert hvad du her skriver – tag feks. forholdene i de islamiske lande.Her eksisterer ikke frihedsrettigheder som ytringsfrihed,kritisk tænkning, stats og religionskritik.
    I disse lande kan mennesket ikke frit opponere mod islams og i irans tilfælde, vogternes råds autoritet. Det enkelte menneskes frihedsværdier er således begrænset af ideologisk-politiske forhold.

    Du er også helt galt afmarcheret, når du skriver at historien ikke kender et eneste eksempel på at et folk selv har valgt diktaturet som styreform og totalitarismen som samfundsmodel.Det tyske folk gjorde det i 1933, da det valgte Hitlers nationalsocialistiske parti.Det tyske folk vidste udmærket da de valgte Hitler at han var modstander af demokrati og at han ville indføre førerstatsdiktaturets totalitarisme.

  5. Af Kurt Dejgaard

    -

    @ John Laursen

    Du misforstår fuldstændig hvad jeg sagde.

    Du skriver:
    “[I de islamiske lande] eksisterer ikke frihedsrettigheder som ytringsfrihed,kritisk tænkning, stats og religionskritik.
    I disse lande kan mennesket ikke frit opponere mod islams og i irans tilfælde, vogternes råds autoritet. Det enkelte menneskes frihedsværdier er således begrænset af ideologisk-politiske forhold.”

    Det er korrekt. Men det er ikke fordi folk har fravalgt disse rettigheder, men fordi magten/”staten” ikke vil give dem lov.

    Derfor er det fejlslutning når Støvring tilskriver muslimer manglende respekt for frihedsværdier på det individuelle plan (hvorfor de i hans øjne ikke kan tilpasse sig vores frihedskultur).

    Muslimer i så godt som alle islamiske lande er jo netop undertrykte. Mange – sansynligvis alle – ville gerne have frihedsrettighederne. Men de må ikke få dem for magtapparatet.

    Den med at det tyske folk fravalgte demokratiet i 1933, er efterhånden temmelig fortærsket skrøne.

    Demokratiets afskaffelse skete ikke ved en folkeafstemning, men pr. dekret. Og nazistpartiet fik ikke flertal ved valget.
    Samme gælder for Iran ved shahens fald. Iranerne fravalgte ikke demokratiet. Ayatollah-styret tog det fra dem, unden at spørge.

  6. Af Morten Isaksen

    -

    Kasper Støvring lovpriser, i bedste konservativ stil, den protestantiske kristendom, selvom man næppe kan forestille sig, at han tror på sandheden af nogen af de kristne dogmer (gud, opstandelse, jomfrufødsel, verdens skabelse ect.) som jo ellers er helt centrale for de troende, ihvertfald for de protestantiske kirkefædre selv, Luther og Calvin. Kasper Støvring knytter an til religionen, kristendomen, fordi han anser den for nyttig, ikke fordi han tror den er sand. Man må betegne det som uoplyst konservatisme, hvis dybeste fundament er frygt.

  7. Af Maria Due

    -

    Niels Poulsen.

    Tak for dit indlæg. Du skal være opmærksom på, at de fleste af os har fået danmarkshistorien serveret i radikal aftapning, fordi en meget stor del af Danmarks historikere har været radikale, og for dem er adelen pr. definition Satans yngel.

    Virkeligheden var noget anderledes skruet sammen. Jeg husker med fornøjelse en forelæsning, hvor den konservative professor i økonomisk historie, nu emeritus, Ole Feldbæk tørt konstaterede de mange muligheder, der var for at noget kunne gå galt i arbejdsforholdet mellem bonde og herremand, men at dette tilsyneladende for det meste ikke skete, fordi det var til fælles bedste, at tingene fungerede. I så henseende har du ret. Danskerne fandt en fredelig måde at leve sammen på.

    Her i landet sad en del af adelen såmænd stadig på flæsket indtil lensafløsningen i det 20. årh. Undervejs var der dog sket nogle gevaldige ændringer indenfor standen, der før enevældens indførelse havde været på retur af flere grunde. Efter enevældens indførelse opstod der en ny rangadel ophøjet af kongen sideløbende med resterne af den gamle fødselsadel, og aldrig er man da gået højere op i titler end under enevælden, hvor den nye borgerstand stod i kø for at blive adlet eller i det mindste justistsråder og etatsråder eller andet, der lagde afstand til den gemene hob. Mennesket er sig selv lig til alle tider

    Det var naturligvis en spøg fra min side at skrive om et dansk diktatur, for sådan fungerede det aldrig, hvilket jeg også understregede. Men muligheden var til stede. Det er da også en kendsgerning, at Kongeloven i lang tid blev holdt utilgængelig og først udkom hen i 1700-tallet under Fr. 4. Den er i øvrigt et interessant udslag af moderne datidig tænkning, som man bl.a. kan læse om i Knud Fabricius’ ”Kongeloven”.

    Du skriver:

    ”For mig at se er den danske borgerlige kultur og vores frihedsfølelse og selvbevidsthed vokset frem af den lutherske reformation i 1635. Vores frihed er ikke vokset frem ved blodig revolution, men ved konsensus mellem borger, kirke og konge, og med borgeren i en mere og mere indflydelsesrig rolle, og kongen og kirken i en mere og mere tilbagetrukket rolle.”

    Reformationen var i 1535, og forudgående var det sket det, at det adelige rigsråd havde sat den lutheranske Chr. 3. på tronen, hvilket startede en grusom borgerkrig. Luther gjorde således sin entre i Danmark vha. adelen og i et blodbad, hvor en adelshær kæmpede for ham og imod danske bønder, der på deres side kæmpede for deres katolske tro og Chr. 2. Mange af bønderne blev mejet ned af Johan Rantzaus udenlandske soldater, der afgjorde sagen.
    Overgangen til lutherdommen forløb ikke gelinde og varede længere tid, end man tidligere mente. Dog ikke så lang tid som overgangen til kristendommen, der tog omkring en fem hundrede år. Derom har bl.a. professor Brian Patrick McGuire skrevet en interessant bog, hvor han flere gange langer en lige højre ud til de magtfulde brødre Lidegaards far Mads Lidegaard. ”Da Himmelen kom nærmere Fortællinger om Danmarks kristning 700-1300” Se det er jo også noget helt andet, end vi lærte i skolen, hvor Ansgar og Harald Blåtand fik hele æren.

    Det er sandt, at borgerskabet fik tiltagende indflydelse efter enevældens indførelse, og borgersønnen Griffenfeld var med til at give det et skub, men gennem hele 1700-tallet var veluddannede borger- og bondesønner i kamp for at få de stillinger, som traditionelt gik til den gamle fødselsadel, den nye rangadel og feudaladel og alle disse adeliges venner og protegeer. Der var allerede i 1600-tallet foregået en anseelig indvandring især fra Tyskland, om end den ikke kan sammenlignes med nutidens forhold, og den fortsatte i 1700-tallet, hvor der opstod en national dansk bevægelse, som i høj grad handlede om at få foden indenfor i de mange nye embeder som en større professionalisering af rigets administration førte med sig, og hvor mange tyskere fandt sig en plads. Til stor bitterhed for de danskere, der blev forbigået.

    Ikke desto mindre har vi meget at være taknemmelige for, når det gælder dygtige tyskere. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg mener, at den nuværende kulturfremmede indvandring er et gode for landet. Det synes jeg bestemt ikke.

    Det her blev som det foregående noget langt, men det er også et omfattende emne, hvor der er mange misforståelser i spil. Jeg er kommet i tvivl, om jeg huskede rigtigt, at da jeg skrev, at Ole Rømer, var i England, men det er i hvert fald et faktum, at Peder Schumacher studerede i Oxford i årene forud for enevældens indførelse og Kongelovens tilblivelse.

  8. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Igen mange kloge ord og fornuftige betragtninger. Men flertallet af danskerne synker blot dybere og dybere ned i den bundløse sump som kommunister og pladderhumanister har lagt ud til dem. Men bare nedsynkningen foregår en smule snigende og langsomt, bare Danmark og danskheden ikke udslettes idag men først imorgen, bare barbarerne og de rødradikale landsskadelige kliker kun undergraver og ødelægger danskernes økonomi, kultur og fremtid bid for bid, lidt efter lidt, skive for skive, så er den typiske almindelige dansker godt tilfreds.

    Snak uden handling, gratis slag i luften, kollektiv laden stå til, er åbenbart flertallets opskrift på at genopbygge demokratiet og redde landet og børnenes fremtid.

    Held og lykke. De mange gratis ord skal nok hjælpe. Snart vil partierne og især Helle, Jelved, Vestager, Stampe, Barfod, Løkke og alle de andre politiske genier få dårlig samvittighed og lægge kursen om.

  9. Af Carsten Jacobsen

    -

    Kurt – du har både og ret. Konservatisme er ikke forebeholdt højrefjøjen.
    I essensen, går konservatisme ud på, ikke at erstatte noget, før man har et bedre alternativ.

  10. Af Hans Jørgen Nielsen

    -

    I dag den 2. juni og tyve år siden det kloge danske folk forkastede ØMU’en.

    I dag kan alle se at ØMU’en er et fatalt fejl-eksperiment.

    Kasper Støvring er født i 1973, Dvs. han var til sit første valg hin juni-dag. Selvfølgelig kan alle blive klogere, men det er alligevel ærgerligt at have begyndt på det forkerte ben med at stemme på den fatale ØMU, hva’ Kasper?

    Heldigvis ville et flertal af den kloge og opvakte befolkning det anderledes. Det var et stolt øjeblik i landets historie, da vi forkastede den fatale traktat. Desværre blev resultatet mudret til af gennemsnitspolitikere som Uffe Ellemann og Poul Schlüter, som fik gennemtrumfet at vi skulle stemme én gang til, men vores track-record vis-a-vis den skæbnesvangre ØMU står stolt til denne dag, og den kan ingen tage fra os [Heller ikke de lusede politikere som allernådigst har fået lov til at repræsentere os]:

    Vi ville ikke være med til den i 1992, 1993 og 2000. Og vi vil ikke være med til den i dag, og snart bryder den sammen.

  11. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Kasper Støvring har som sædvanlig ret. Uden en demokratisk, oplyst og civiliseret nationalstat er det enkelte menneske overladt til sig selv og sværme af ulve, gribbe, hyæner og sjakaler.

    Det er trist at være vidne til at vores politikeres og TV-stationers flertal synes fast besluttet på at sprænge, nedlægge, pervertere og ødelægge det civiliserede samfund indefra og ovenfra.

  12. Af John Laursen

    -

    Kurt Dejgaard

    Rigtigt, nazistpartiet fik ikke flertal ved valget i 1933 men det blev det største parti og med støtte fra et lille konservativt parti, førte valget til at nazistpartiet fik magten. Det senere dekret om afskaffelse af demokratiet var blot en formalisering af en allerede indtruffen tilstand.
    Du skriver at sandsynligvis alle gerne vil have frihedsrettighederne.Umiddelbart skulle man tro det,men jeg tror at det er en sandhed med modifikationer, fordi det for mennesker som lever under et totalitært diktatur er lettere bare at gøre som de bliver beordret til end at tage personlig stilling og ansvar – det er lettere og risikofrit, bare at følge med flokken og følge parolerne end det er at udskille sig fra flokken med personlig stillingtagen og kritik.

  13. Af Maria Due

    -

    John Laursen skrev:

    “fordi det for mennesker som lever under et totalitært diktatur er lettere bare at gøre som de bliver beordret til end at tage personlig stilling og ansvar – det er lettere og risikofrit, bare at følge med flokken og følge parolerne end det er at udskille sig fra flokken med personlig stillingtagen og kritik.”

    Det er jeg helt enig i, og nøjagtig den samme indstilling er uhyre almindelig i Danmark. Man skal ikke lade sig forvirre af, at folk laver lidt vrøvl, når det kommer til stykket gider de fleste alligevel ikke at gå mod strømmen, eller også er de for feje. Det siger sig selv, at i udprægede klan- og klientkulturer kræver enegang endnu mere af den enkelte.

    To be or not to be….

  14. Af Kurt Dejgaard

    -

    @ John Laursen

    Citat:
    “Du skriver at sandsynligvis alle gerne vil have frihedsrettighederne.Umiddelbart skulle man tro det,men jeg tror at det er en sandhed med modifikationer, fordi det for mennesker som lever under et totalitært diktatur er lettere bare at gøre som de bliver beordret til end at tage personlig stilling og ansvar – det er lettere og risikofrit, bare at følge med flokken og følge parolerne end det er at udskille sig fra flokken med personlig stillingtagen og kritik.”

    Kommentar:
    Hvis den ide havde fugls føde på sig, ville diktaturer aldrig behøve at være politistater og aldrig behøve at undertrykke befolkningen med vold.

    Men i realiteten ser og hører vi med jævne mellemrum om gadekampe og massakrer mod civilbefolkningen i både Iran og de fleste arabiske lande.

    Tror du folk går på gaden og demonstrerer med livet som indsats, fordi de keder sig?

  15. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Tænke sig, der er nu forlydender fremme om at somaliske “nydanskere” sender over en milliard danske kroner pr. år videre til Somalia, hvor pengene bl.a. er til hjælp for islamistiske organisationer, der betragter Vesten som en fjende der skal nedkæmpes med alle midler. Læs selv artikel af Jalving under den rette blog.

  16. Af Helge Ebbe Nørager

    -

    Skousen og Ingemann,

    Skrev engang en sang. Med et omkvæd.

    Herfra hvor vi står,
    kan vi se os omkring
    til alle sider.
    Det bevæger sig .
    Når vi går.
    Det forandrer sig i alle tider.

    Hvis ikke hvor man står, kan må ikke vide hvor man går.

    Vi er alle unike, alle med hver vores historie/liv, nogle af os, ved hvor vi står.
    Andre er på en rejse, ind i det ukendte.

  17. Af Nicolai Hansen

    -

    Du skal lige have frisket lidt op på historien, Maria Due:

    “Det er et faktum, at de danske stænder i 1660 tilsluttede sig en enevælde…”

    Nej, stænderne tilbød kong Frederik 3. at gøre Danmark til et arverige i stedet for et valgkongedømme. Danmark skulle derefter have en ny forfatning og her endte det med enevælde, på kongens foranledning.

    Så altså intet tilfælde af at “Folket” havde udnævnt en diktator. Det er vist næsten også for naivt at tro på at Folket, dvs. den brede befolkning, blev spurgt om noget som helst.

  18. Af Ulf Timmermann

    -

    @ Kasper Stövring

    Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste eksempel på, at denne modsätning mellem konservative og liberalistiske frihedsvärdier, i praksis altså, har väret konfliktstof mellem Det konservative Folkeparti og Danmarks liberale parti Venstre, hen over den periode, jeg har väret voksen, en 45 år, hvor disse to partier har regeret Danmark ca. halvdelen af tiden. Desvärre.

    Så, hvis du kan komme med nogle eksempler, vil det gläde mig – og sikkert også andre med et konservativt temperament.

  19. Af rene vangkilde

    -

    @Timmermann, jeg er fuldstændig enig.
    En konservativ er ikke personificeret i forhold til
    det offentlige, men til det private i familie,slægt,
    erhverv, religion og ejendomsretten kulturelt.
    Personer i de liberale erhverv er jo typisk identisk
    med konservative personer til den selvstændige med
    respekt i handlefrihed,- skal vi sige RETTIDIG OMHU.
    Støvrings verden, er mange-fol-dig, NEJ, den er
    mange-folkelig og kulturelt forskellig.
    [Kina er mangfoldig,men samtidig retten til liberal
    selvforsørgelse,at tjene til livets ophold ved egen
    hjælp.[kopi-kulturen]

  20. Af John Laursen

    -

    Kurt Dejgaard

    ” Hvis den ide havde fugls føde på sig, ville diktaturer aldrig behøve at være politistater og aldrig behøve at udertrykke befolkningen med vold ”

    Fejlslutning – netop fordi diktaturstater har taget patent på magten,tåler de ikke opposition.For at beholde deres magt må de bruge vold mod de dele af befolkningen som er imod dem.

    ” Tror du folk går på gaden og demonstrerer med livet som indsats, fordi de keder sig ? ”

    Svar : Om demonstranterne går på gaden, fordi de keder sig, må du ikke spørge mig om – spørg demonstranterne.

    Iøvrigt er disse demonstrationer nok en islamisk vækkelse og ikke demonstrationer for de frihedsrettigheder og demokrati vi i vesten har – for islam kan ikke forenes med frihedsrettigheder og demokrati.

  21. Af Ulf Timmermann

    -

    @ Rene Vangkilde

    Ja, det er vigtigt at betone, at det at väre konservativ ikke relaterer sig til “det offentlige”. For mig var en af de skelsättende forskelle, en af de förste, mellem det traditionelle samfund, som i sagens natur var konservativt, og som jeg er rundet af, og det nye, liberalistiske, at når jeg kom hjem om aftenen skulle jeg sparke mig gennem et par kg. reklamer – i mit eget hjem! Det indledte for mig, at skellet nu var nedbrudt, siden fulgte så meget andet, herunder kvindebevägelsen.

    Jeg håber, at Kasper Stövring er “lovligt” undskyldt, at han ikke svarer mig på mit simple spörgsmål. Et så såre simpelt spörgsmål.

    Og, jeg holder meget af håndknyttede, “muslimske”, ägte täpper, köbte nogle i täppebazaren i Kabul i 1970. Men skulle det mon ikke väre muligt at före en debat i Danmark, sådan lidt til bunds, fastholde et eneste emne, uden at vi fejer hele baduljen ind under disse muslimske täpper?

  22. Af Maria Due

    -

    rene vangkilde skrev:

    “Støvrings verden, er mange-fol-dig, NEJ, den er
    mange-folkelig og kulturelt forskellig.
    [Kina er mangfoldig,men samtidig retten til liberal
    selvforsørgelse,at tjene til livets ophold ved egen
    hjælp.[kopi-kulturen]”

    Jeg tror ikke, at jeg forstår, hvad du mener, men også jeg har andet steds nævnt, at jeg ikke kan få øje på den store forskel i liberale og konservative holdninger. At reklamer skulle være udtryk for en speciel grænseoverskridende liberalisme, er jeg uenig i. Liberalisme handler om meget andet end økonomi, og konservative driver også virksomheder, der benytter sig af marketing.

  23. Af Maria Due

    -

    Nicolai Hansen skrev:

    Du skal lige have frisket lidt op på historien, Maria Due:

    “Det er et faktum, at de danske stænder i 1660 tilsluttede sig en enevælde…”

    Nej, stænderne tilbød kong Frederik 3. at gøre Danmark til et arverige i stedet for et valgkongedømme. Danmark skulle derefter have en ny forfatning og her endte det med enevælde, på kongens foranledning.

    Så altså intet tilfælde af at “Folket” havde udnævnt en diktator. Det er vist næsten også for naivt at tro på at Folket, dvs. den brede befolkning, blev spurgt om noget som helst.”

    ………

    Du har ikke ret, Nicolai Hansen, og det er måske svært at forstå i dag, hvor stor en magtforskydning, det danske folk frivilligt gik med til.

    Men er vi bedre? Jeg synes, at vi er meget værre, for på trods af demokratiet og helt anderledes oplysning og muligheder for indflydelse, har vi sløvt accepteret, at det meste af landets suverænitet er kommet i hænderne på mennesker, hvis navne vi end ikke kender og aldrig har valgt. Vi har sat det meste af demokratiet over styr og ikke lavet nævneværdigt vrøvl. Det meste foregår i dag i Bruxelles, og overnationale domstole kan underkende domme fra vore nationale domstole.

    Enevælden blev indført under særlige omstændigheder og kan med stor ret kaldes et statskup, selv om stænderne repræsenterede befolkningen. Det var umiddelbart efter Svenskekrigene, og landet befandt sig i alverdens kriser. Adelen havde tabt ansigt, fordi man mente, at den havde svigtet ifm. landets forsvar.

    Fr.3. blev da løst fra den håndfæstning, som adelen havde pålagt ham, og som indtil da var den begrænsning og det kommissorium, danske konger fik pålagt, når de kom på tronen. Ved at godkende, at kongeriget blev arveligt, fratog man desuden adelen dens indflydelse på valget af konger og udformning af håndfæstninger.

    Da håndfæstningen blev ophævet, fik kongen ubegrænset råderet – enevælde. Der var ikke tale om, at landets forfatning blev forkastet og erstattet af en ny, for den første danske forfatning overhovedet var Grundloven af juni 1849.

    Derefter gik Griffenfeld i gang, og 1665 forelå Kongeloven, Lex Regia, der var enevældens retslige grundlag. Den fastsatte den kongelige arvefølge og formaliserede kongens enevældige magt (jura majestatis). Denne magt var uindskrænket, det vil sige som en diktators, og ikke nok med det, den blev gjort arvelig.

    I 1740’erne udkom Kongeloven i en udgave, som var tilgængelig for menigmand. Det skete ifm. en bog om Griffenfeld, som en slægtning af mig udgav for egen regning. Han var en af Holbergs “lærlinge” og hørte til et af de første kuld jurister, der blev uddannet i Danmark. Han var arbejdsløs, glødende national og fræk. For Griffenfeld blev jo på det tidspunkt anset for at være enevældens fjende. Jeg har et eksemplar af bogen, der er særlig interessant, fordi den indeholder en masse notater fra 1814, da vi mistede Norge, hvilket den daværende ejer ikke mente, at kongen havde ret til at gå med til. Det var jo kongens pligt at holde sammen på riget.

  24. Af Ulf Timmermann

    -

    Der er noget, der tyder på at historieskrivning – også historieskrivning, ja, hvorfor ikke – nu også er blevet et kvindefag. Lad os se, hvad det bringer, “for kampen er först lige begyndt”.

  25. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Hvis det “konservative folkeparti” ikke meget længe havde været en total parodi på sig selv, havde det været et langt større parti og dets indflydelse havde været betydelig.

    Men et konservativt parti der består af radikale politikere er jo et parti der ikke forsvarer eller bevarer nogetsomhelst, men som tværtimod medvirker til at underminere og ødelægge alle nationale og folkelige værdier.

    Hykleri, radikal feminisme og asocial/landsskadelig politik burde være bandlyst i et konservativt parti.

    Det nuværende utroværdige parti bør kasseres og afløses af et nyt parti med nye folk.

  26. Af Ulf Timmermann

    -

    @ Kasper Stövring

    Jeg har lige fremsat et forslag til Berlingske på Ellemann Jensen’s seneste blog. Såfrem du har nogen indflydelse på Berlingske’s blog-politik og håndtering, håber jeg, at du vil fremme forslaget. – For hvem gider i længden at deltage i og stå model til det her.

  27. Af Ulf Timmermann

    -

    Mit eksempel med de der reklamer oven for kræver måske en forklaring: “Det offentlige” – i modsætning til det private – spillede en langt mindre rolle tidligere – ikke kun økonomisk, men så sandelig også i vores bevidsthed. Men en af det offentliges opgaver, og det var der rød-blå enighed om, også internt rød-rød og blå-blå, at beskytte “det offentlige rum” imod kommercialisering og underholdningsficering (!?). Sådan skulle mit eksempel forståes – “det offentlige rum” contra “det private rum”.

  28. Af Maria Due

    -

    Det skal aldrig ske igen. Folk har det bedst med myterne og løgnene, og en moderator til at smide mig ud er helt unødvendig. Jeg forsvinder af mig selv.

  29. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Ulf Timmermann……

    Forstår ikke helt dit forslag.

    Hvis det virkeliggøres, vil mange af debattens facetter forsvinde, mange emner vil aldrig blive belyst, ytringsfriheden vil blive indskrænket, debatterne vil blive alt for styrede, kedelige og manipulerede, mange skumle og uretfærdige ting vil aldrig blive belyst og mange læsere og debattører vil falde fra.

    Så meget tyder på at dit forslag om mere indgriben er et forslag der vil svække og forringe den demokratiske debat.

    Hvis der er indlæg og afsnit man ikke kan lide, kan man jo lade være med at bruge tid på dem.

  30. Af Ulf Timmermann

    -

    Preben, det er jo blot et forslag til at få strammet lidt op, og et demokratisk et, inklusiv et gennemsigtigt i og med, at vi alle vil have adgang til at følge med. – Egentlig mere gennemsigtigt end nu, hvor det forekommer, at indlæg helt bortcensureres/forsvinder.

    Det er da også ok, forslaget, i og med at det stiller krav til vores selvdisciplin.

  31. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Ulf…..

    Jeg giver dig ret i at det er en god idé med en opsamlings-blog hvor de bortcensurerede indlæg gøres synlige. 🙂

    Og de allermest vulgære, paranoide eller perverse indlæg bør også kunne fjernes, men rent politiske indlæg bør være helt fredet, synes jeg. For ekstreme politiske indlæg vil kunne pilles fra hinanden, så deres vanvid bliver klart belyst.

  32. Af Ulf Timmermann

    -

    Preben, man kan nästen sige det med mundheldet: Hvis vi ikke selv tager initiativet til at ändre, vil ändringer, som vi ingen indflydelse har på, komme til os. – Det er måske meget kendetegnende for de seneste 40 års mange “revolutioner”. Vi har set passivt til, for der faldt jo godbidder af til alle, hen ad vejen. – Ingen nävnt, ingen glemt og ingen fölte sig overordnet ansvarlig for noget som helst.

    Stadig, det interesserer mig meget – og det er ikke spor polemisk ment – denne forskel mellem konservative og liberalistiske frihedsvärdier, som er bloggens emne: Er der eksempler på, at disse vigtige, grundläggende forskelle, “in the real world”, i praktisk politik, har taget livtag gennem de senste 40-45 år? For, jeg mindes det ikke selv.

  33. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Ulf…..

    Vi er helt enige hvad dit første afsnit angår.

    Mht. det andet er jeg bange for at den eneste ideologi der er tilbage i blå og rød stue, er den der går ud på at udnytte og bondefange danskerne mest muligt.

  34. Af Ulf Timmermann

    -

    Preben, de har i al fald valgt det at blive politikere – at göre det til “deres livs karriere”, bruge “demokratiet” som deres springbrät her i livet. Og,vi borgere er deres stötteforening gennem at stemme på dem.

    Bortset fra det får jeg mere og mere på fornemmelsen, at de stakkels drenge der er födt og opvokset, lade os sige, i runde tal, fra primo 60’erne og frem, leder desperat efter faderskikkelser. Det er der ikke noget at sige til. Amerika som sådan er blevet deres helt store faderskikkelse. Stövring er sikkert stadig på jagt efter sin helt präcise, i modsätning til hans naturlige modsätning, anskuet inden for bloggens emne, nemlig Sören Pind (konservative versus liberalistiske frihedsvärdier), som allerede har fundet sin faderskikkelse. Det viste sig at väre Ronald Reagan.

  35. Af Thomas D. Mortensen

    -

    Problemet på denne blog ligger i, at Støvring uden at gøre rede for substansen, har indført betegnelsen nationalkonservativ, der må formodes at stå i et modsætningsforhold til De konservative i almindelighed. Da Støvring ikke har forklaret, hvori forskellen består, men nøjes med at dyrke sin modvilje mod yderligtgående liberale, er det blot en fortsættelse af den forrige blogtråd, som ikke kastede noget lys over sagen. Egentlig uinteressant for os andre.

  36. Af Thomas D. Mortensen

    -

    … men for romantikerne, der dyrker myten om det åh så fredelige Danmark, der stille og roligt udviklede sig over kristendom til demokrati, ved egen hjælp og uden alvorlige krigshandlinger og anfægtelser, synes jeg, at der ovenfor er noget at tænke over. Danmarkshistorien er langt mere krigerisk end disse nymodens nationale bryder sig om at indrømme. At Luther kom hertil i et blodbad og siden blev anledning til 30 års krigen, hvor Danmark var helt i front, så at vi udmattede blev ofre for svenskekrigene, glemmes også af de nationale. I øjeblikket regerer Internationale, der tager fra de gamle, som har sparet op i tillid til, at de kunne stole på staten.

  37. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Thomas D. Mortensen……

    Dine betragtninger ændrer ikke ved at en kæmpebølge af kriminalitet, skandaler, jobtab, forringelser og skilsmisser mv. nu skyller hen over Danmark. Bl.a. pga. Barfods og co.s totale svigt. Det konservative parti er helt til grin, for det er endt som et skabsradikalt parti.

    Et nyt parti bestående af folk der har noget til overs for fædrelandet og som vil forsvare og bevare det danske folks interesser og kultur, er hvad der er brug for. Man kunne godt kalde det nationalkonservativt, men der er nok andre navne der vil være bedre.

    Hvis du læser lektor Steen Steensens bøger om DKs udvikling siden 1950, vil du måske få et mere klart billede af hvad der er sket siden dengang.

  38. Af Thomas D. Mortensen

    -

    Preben F1 Jensen, jeg mangler hverken overblik eller tilbageblik og efterspurgte relevans, da jeg ikke kan se, at holmgange af så personlig art, som dem de såkaldte nationalkonservative udkæmper i aviserne med især en ultra liberal, er af interesse for andre end dem selv. Især når man tager landets tilstand i betragtning er det overflødigt at dyrke forskellene i stedet for at forsøge at samle sig om fællesskabet.

  39. Af georg christensen

    -

    Når talen, omhandler “konservatismen”, så har min forståelse for denne “illusions” befængte “teorie”, fuldstændig midstet sin betydning.

    En oplevelse, som nok mange “danskere”, har oplevet.

    Det er bare lidt ærgeligt, at dette parti`s ledelse,ikke er i stand til at “integrere” sig i det danske globaliserede rige.

  40. Af peter kocsis

    -

    john laursen

    først hævder du:

    “fordi det for mennesker som lever under et totalitært diktatur er lettere bare at gøre som de bliver beordret til end at tage personlig stilling og ansvar – det er lettere og risikofrit, bare at følge med flokken og følge parolerne end det er at udskille sig fra flokken med personlig stillingtagen og kritik.”

    dernæst:

    “netop fordi diktaturstater har taget patent på magten,tåler de ikke opposition.For at beholde deres magt må de bruge vold mod de dele af befolkningen som er imod dem.”

    De to udsagn modsiger hinanden fordi hvis udsagn 1 er rigtigt, ville der ikke være nogen de gad udføre en opposition, og slet ikke med livet som indsats, som det er tilfældet i diktaturstater.

  41. Af Konservatives kvaler med liberalismen - Damefrokosten

    -

    […] et blogindlæg fra forsommeren, hvor Støvring roser andre indlæg fra konservative meningsfæller, skriver han følgende om en kronik af Eva og Rune Selsing i […]

Kommentarer er lukket.