Gigantens fald

Af Kasper Støvring 259

USA har været en kæmpe og domineret verden i det meste af det tyvende århundrede. I Europa har vi været dybt afhængige af giganten, som da også har reddet os mere end en gang: I Anden Verdenskrig og under den Kolde Krig. USA har været vores nære allierede, hvorfor Fogh-regeringen da også gav det som en begrundelse for at deltage i ”the coalition of the willing” under Irak-krigen.

Ud over den hårde magt har USA også præget verden med blød magt – fra populærkultur til tøjmode. USA har været en hegemon i årene umiddelbart efter Sovjets sammenbrud og den kolde krigs afslutning. Verden gik en overgang fra at være bipolær til at være unipolær. I dag er verden imidlertid multipolær, og især Kina og det genrejste Rusland er braget ind på verdensarenaen. USA har ikke længere førertrøjen på, selv om Obama i sin berømte Westminster-tale i maj sidste år sagde det.

Om alt dette har historikeren Morten Uhrskov Jensen skrevet i sin nye bog Indvandringens pris, hvorfra jeg har lånt titlen til dette blogindlæg. Det originale ved Uhrskovs bidrag er, at han ikke kun ser udtryk for Gigantens fald i rene økonomiske eller politiske forhold, fra finanskrise til nedgang i militær magt. Nej, årsagerne er dybere, perspektivet mere langsigtet – og derfor ses USA’s skæbne også i et langt mere dystert lys: Krisen er meget vanskelig, hvis ikke umulig at vende.

USA vil blive langt mere svækket fremover. Engang talte selvbevidste og på mange måder gode nordamerikanske intellektuelle, som Mark Steyn, om ”America Alone”. Europa var fortabt i en giftig blanding af velfærdsregimer og muslimsk indvandring. Men hvis man følger Uhrskov hedder det snarere ”Europe Alone”: Europa er isoleret, USA kan ikke hjælpe længere, men Europa kan stadig undgå det fald, som Giganten oplever.

Hvorfor?

Jo, fordi USA’s fald skyldes demografi. ”Demography is destiny”, som de siger derovre. Med god grund. Lad os se på Uhrskovs oplysninger:

USA havde indtil 1965 en meget stram indvandringspolitik baseret på kvoteordninger, så man stort set kun modtog indvandrere med (nord)europæisk baggrund. Det blev som sagt ændret i 1965, hvor alle kunne søge og i vidt omfang også fik adgang til The Land of the Free. I 1965 var omkring 85 procent af amerikanerne af europæisk afstamning. 10 procent var amerikanere af afrikansk afstamning. 3 til 4 procent var hispanics med rødder i Latinamerika.

I dag er USA, hvad angår befolkningssammensætning, det mindst vestlige land målt på andelen af amerikanere af europæisk afstamning. 44 år efter loven af 1965 har lidt under 64 procent af amerikanerne europæisk baggrund. Omkring 16 procent er hispanics, og knap 13 procent er sorte amerikanere. Ca. 5 procent har rødder i Asien. 1 procent er oprindelige amerikanere, dvs. indianere, mens kun to procent melder, at de har mere end én baggrund (antallet af ægteskaber mellem grupperne er ekstremt lavt til trods for, at man ofte hører, at USA er the Melting Bowl: Også i USA lever grupperne adskilt).

Senest i 2042 vil, ifølge U.S. Census Bureau, amerikanere af europæisk afstamning ikke længere udgøre flertallet i USA. I 2011 var flertallet af nyfødte desuden af ikke-europæisk afstamning, og især fertilitetsniveauet for hispanics er højt. Tæller man de mange millioner af illegale hispanics med, udgør amerikanerne af europæisk afstamning reelt kun lidt over 60 procent af befolkningen i dag.

Især de sydlige stater er blevet markant mindre præget af europæisk kultur og orienterer sig i højere grad mod latinamerikansk kultur, sprog og etnicitet (i spansktalende områder er USA reelt et to-sproget land). Det vil drastisk forværre økonomien, der i forvejen er elendig (USA har en gæld, der snart vil overstige landets BNP, og visse fremtrædende analytikere har spået, at landet vil gå statsbankerot senest i 2020). Der vil vokse en enorm underklasse frem, og de få rige vil barrikadere sig endnu mere i ”gated communities”.

Især sorte og hispancis klarer sig nemlig meget ringe i uddannelsessystemet, og det har ikke ændret sig igennem årene. Indkomstniveauet følger derefter. Det er selvfølgelig katastrofalt i en vidensøkonomi. Dertil kommer problemer med loyaliteten: Undersøgelser fra PEW viser, at kun 21 procent af hispancis i USA erklærer sig som amerikanere før noget andet.

Det pudsige er så, at sorte og hispanics, ja, alle andre grupper end de hvide, udmærket kan proklamere, at deres loyalitet og identitet ligger i egen gruppe. Hvis hvide siger det, er det racisme. Især campusradikalismen, dekonstruktionen af den amerikanske kernekultur og multikulturalisme har medført dette forfald.

Endelig siger det sig selv, at et land med en så etnisk og kulturelt heterogen befolkning ikke kan opbygge solidariske velfærdssystemer.

Uhrskovs spådom er, at USA i de næste årtier i stigende grad vil vende sig væk fra Europa og mod Latinamerika. USA’s globale magt vil blive mindsket, og Europa vil igen skulle stå på egne ben. USA gennemlever et forfald så markant, at resten af verden ikke ønsker at blive som USA. Giganten er ikke længere et forbillede.

Et af de tydeligst eksempler på en succesfuld revitalisering af egen distinkte kultur udgør Singapore. Den tidligere diplomat i Singapore, Kishore Mahbubani, har i en debat om Huntingtons Civilisationernes sammenstød gjort opmærksom på USA’s massive forfald: Siden tresserne er voldskriminaliteten i USA steget med 560 procent, børn født uden for ægteskab med 419 procent og skilsmisser med 300 procent.

Obama talte til det britiske parlament om det, han anså som en afgørende kvalitet ved det amerikanske (og britiske) samfund, nemlig dets universalistiske karakter:

”Unlike most countries in the world, we do not define citizenship based on race or ethnicity. Being American or British is not about belonging to a certain group; it’s about believing in a certain set of ideals – the rights of individuals, the rule of law. That is why we hold incredible diversity within our borders.”

I USA er forskellige folk åbenbart forenet gennem en fælles bekendelse til abstrakte idealer: Det er ikke kulturen, der forener folk. Det er Obamas udgave af forfatningspatriotismen, og det er et alt for svagt bindemiddel mellem folk. Her burde Obama have læst Huntington, ikke Clash-bogen, men Who are We? fra 2004, hvor Huntington netop betoner den fælles anglo-protestantiske kultur, som andre grupper bør – og tidligere også er blevet – assimileret til.

Gode folk, lige fra Allan Bloom i The Closing of the American Mind (1987) til Samuel Huntington, har sagt det ligeud: USA’s styrke skyldes WASP-kulturen, den anglo-protestantiske kernekultur baseret på britiske retstraditioner, engelsk sprog og protestantisk kristendom. Altså den kultur som de første bosættere tog med sig til frihedens rige.

USA er ikke et multikulturelt indvandrerland, men et bosætterland. Hvis det ikke var de britiske protestanter, men derimod de spanske katolikker, der grundlagde USA, var USA ikke blevet USA, men derimod Mexico. Men det er landet måske også på vej til at blive. Deraf Gigantens (for)fald.

259 kommentarer RSS

  1. Af ムースニットで ムースニットで

    -

    (PI-P0812
    ムースニットで http://www.trendzny.com/wp-wank.php?do7=4420

  2. Af 助帯MAT-565紺 助帯MAT-565紺

    -

    )62541763
    助帯MAT-565紺 http://www.trendzny.com/wp-wank.php?do7=9380

  3. Af 敵な部屋意外と便利です 敵な部屋意外と便利です

    -

    )60217363-????????????
    敵な部屋意外と便利です http://www.trendzny.com/wp-wank.php?do7=4804

  4. Af 西川リビング 乾 西川リビング 乾

    -

    )623971
    西川リビング 乾 http://www.trendzny.com/wp-wank.php?do5=427

  5. Af ヤパウダー1kg ヤパウダー1kg

    -

    (CR-G262
    ヤパウダー1kg http://www.trendzny.com/wp-wank.php?do6=2667

  6. Af LIW-T100 LIW-T100

    -

    (CR-19
    LIW-T100 http://www.trendzny.com/wp-wank.php?do7=8044

  7. Af ス』グリーン26 ス』グリーン26

    -

    (CAC-200E1S
    ス』グリーン26 http://www.trendzny.com/wp-wank.php?do5=900

  8. Af 発散して爽やかな寝心地です 発散して爽やかな寝心地です

    -

    )???`??`???????
    発散して爽やかな寝心地です http://www.trendzny.com/wp-wank.php?do5=8851

  9. Af !インテリア家 !インテリア家

    -

    (CR-G1101B
    !インテリア家 http://www.trendzny.com/wp-wank.php?do5=10982

Kommentarer er lukket.