Sild, storke, gæs – og den naturlige aggression

Af Kasper Støvring 7

”[…] netop når vi forstår, at aggressionsdriften er et ægte, primært artsbevarende instinkt, erkender vi dets farlighed: det er instinktets spontanitet, der gør det så farligt. Hvis det kun var en reaktion på bestemte ydre kræfter, hvad mange sociologer og psykologer har antaget, så var menneskehedens situation ikke slet så farlig, som den faktisk er. Så kunne man udforske de faktorer, der udløser reaktionen, og udskille dem.”

Citatet stammer fra Konrad Lorenz (1903-1989), der grundlagde adfærdsbiologien (etologien), som omfatter studier af dyrs adfærd. Lorenz beskæftigede sig særligt med dyrs instinktive adfærd, men overførte også sine ideer til menneskers adfærd og fokuserede på det biologiske grundlag for menneskets aggression.

I Det såkaldt onde, der netop er genudgivet på forlaget Hovedland – og som jeg har haft fornøjelsen af at skrive efterskrift til – argumenterer Lorenz for eksistensen af et medfødt grundlag for aggressiv adfærd. Af samme grund blev Lorenz kritiseret og i nogle tilfælde ligefrem skandaliseret: Det har altid været kontroversielt at hævde, at mennesker er noget af naturen, at det, ligesom dyret, har medfødte tendenser til aggression – om end store dele af Lorenz’ argumentation går ud på, at det onde så at sige er godt for noget.

Med sin opfattelse placerer Lorenz sig i en velkendt modstilling mellem dem, der på den ene side mener, at mennesket har en medfødt natur, der bestemmer dets adfærd, og på den anden side dem, der mener, at mennesket er mest påvirket af miljøet gennem socialisering. Tilsvarende har man ment, at det er reaktionært at tro på biologiens betydning, herunder medfødte tendenser til aggression, og progressivt at tro på samfundets betydning for menneskers adfærd, altså at det først er sociale misforhold, der skaber aggression.

I modsætning til Lorenz står dem, der mener, at mennesket netop ikke rummer en medfødt aggressionsdrift; mennesket er ikke et ”ondt” og risikabelt væsen, men derimod ”godt” fra naturens hånd. Denne opfattelse går (mindst) tilbage til den franske filosof Rousseau. Hvis man følger Rousseaus forestillinger om det lykkelige, ”oprindelige” menneske – naturens muntre søn – så må vi forstå mennesket som fundamentalt godt af naturen, men fordærvet af miljøbetingede, sociale og institutionelle omstændigheder, der så at sige gør det ondt. Alle misforhold og al elendighed skyldes sociale påvirkninger. Det er den logiske konsekvens af myten om den ædle vilde.

Det er en art antropologisk idealisme, som man ikke kan godtage ud fra Lorenz’ tanker. Der er noget virkelighedsfornægtende ved denne antropologi, fordi den ser bort fra, at aggression er dybt nedfældet i menneskets natur.

Hvor man end står henne i debatten om ”nature” vs. ”nurture”, så er det givet, at man kan få en masse ud af at læse Lorenz’ bog med de mange gode iagttagelser. At aggression, det såkaldt onde, faktisk er godt for noget, har overlæge Sigurd Benjaminsen skrevet fint om i et resume af Lorenz’ bog (der hermed være anbefalet). Lad mig slutte med et citat herfra:

”Nobelpristageren Konrad Lorenz viste, at personlige bånd og individuelt venskab kun findes hos dyrearter med høj grad af aggressivitet. Jo mere aggressiv en dyreart er, jo stærkere er det personlige venskab, og hvis der overhovedet ingen aggressivitet er mellem artsfæller, dannes der heller ingen personlige bånd.

Sild har fx ingen aggressivitet. De svømmer rundt i verdenshavene i store anonyme flokke uden at kende hinanden, og en sild kan derfor slutte sig til flokken uden, at de andre reagerer. I modsætning til silden er cichliden en af de mest aggressive fisk, der findes. Når de danner par, knyttes de til hinanden med stærke personlige bånd.

Fredelige fugle som storke danner par, men kender ikke hinanden uden for reden. Storkeparret er kun knyttet sammen af den fælles rede, mens eksempelvis gæs er særdeles aggressive og knytter stærke individuelle venskaber, der holder hele livet.

Blandt pattedyr findes flokdyr, som er helt uden aggressivitet. Lorenz påpegede, at man umiddelbart skulle tro, at disse dyr var bestemte til at danne varige venskaber, men det sker imidlertid aldrig. Blandt pattedyrene er hunden og ulven de mest aggressive, man kender, og netop disse dyr kan danne de stærkeste personlige bånd. En hund kan fx blive den mest trofaste ven.

I dyrenes udviklingshistorie er aggression mellem artsfæller millioner af år ældre end venskab mellem artsfæller. Der findes aggression uden personligt venskab, men der findes ifølge Lorenz intet venskab uden aggression.”

 

 

7 kommentarer RSS

  1. Af søren sørensen

    -

    Iblandt orginale stammer verden over, kan du når du bevæger dig 4 km over en bjergtinde komme til en anden, der ikke har integret med hinanden eller ihvertfald undgåët hinanden, og forskellen i aggresivitet-generalt kan være som dag og nat..selv iblandt samme stamme kultur men folk der har flytted fra hinanden pga af intern splid, som f.ex lacandon indianerne i mexico kan den aggressive general kultur eller ej være som dag og nat…colin thunbulls om det aggressive Ik folk i uganda “mountain people” modsat for “the forrest people”,mbuti pygmæer. Iblandt maya grupperinger ses det samme og også i asien…Aggresivitet avler aggresivitet, eller ihvertfald nødvendiggøre det..Og i Danmark kan men sige at indvandrer bliver aggressive fordi de overflødiggøres..helt elementært naturligt!

  2. Af søren sørensen

    -

    Det er derfor vi bla. skal ha socialisme!

  3. Af Jeanette Brammer

    -

    Der kan for mig at se slet ikke være tvivl om, at Lorenz har ret.

    Det er en alment accepteret kendsgerning, at rovdyr har meget aggressivitet. Det er de nødt til at have, for det er umuligt at yde den kraftpræstation, som jagten kræver, uden aggressivitet.

    Meget tyder på, at mennesket tilhører “altæderne”. Det vil sige, at vi befinder os et sted mellem planteæderne og rovdyrene. Deraf følger det logisk, at vi besidder en del af den aggressivitet, der kendetegner et rovdyr.

    I naturens verden kan det være problematisk for rovdyr at leve i flok. Man ser det tydeligt, hvis man iagttager en ulveflok: Der skal ikke meget til, før aggressionerne blusser op. Men det har naturen heldigvis taget højde for: Gennem ulvenes lange historie har de udviklet et velfungerende indbyrdes sprog, og de har blandt andet en lang række dæmpende signaler, som de bruger til at lægge låg på konflikter og overbevise hinanden om deres fredelige hensigter.

    Når menneskets aggressivitet er så farlig, skyldes det måske først og fremmest, at vi ikke erkender den og derfor heller ikke har nogen effektive midler til at dæmpe den de steder, hvor den virker destruktiv.

  4. Af søren sørensen

    -

    Under familien “borgias”, voldsemperium opnået vi leonardo de vinci,michelangelo mv, og renaissancen.

    Under schweiz sidste ca. 500 års fredstid har vi opnået “the cuckoo clock”, borgerlige skattesnyders paradis og verdens svindelland nr. l, og landet der nok er det mest bevæbnet af alle!

  5. Af Peter Petersen

    -

    Argumentationen i Sigurd Benjaminsens resume virker tilfældig og uigennemtænkt. Flere af de fremsatte påstande hænger ikke sammen. F.eks fremsættes de tese, at smil kunen stamme fra det truende “at vise tænder”. Omvendt er spædbørns syn og adfærdsmønster foruddisponetet for at genkende tryghed ved smilende ansigter allerede umiddelbart efter fødslen, hvilket umiddelbart bryder med premissen om at menneskets ritualer skulle være kulturelt tillært.

  6. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Nu skal man vare sig for at sætte lighedstegn mellem mennesker og dyr, selv om begge grupper (jeg ved godt, at mennesket er et pattedyr) har en medfødt aggressionsdrift.

    Denne drift opstår ikke sådan bare pludselig – den kan virke både sundt og neurotisk:

    Sundt fx når vi nedbryder vores mad, så er den i aktivitet – og ligedan når vi nedbryder bakterier i vores legeme; men neurotisk, når vi ligefrem skader andre og/eller andres ting og værdier.

    Men – helt ærligt: Har man spurgt en sild o.a. – der påstås at mangle mulighed for venskab/er ved påstået manglende aggressivitet.

    Det virker lidt somsludder på mig.

  7. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Mere ligetil er det måske at forstå, at aggressionsdriften fungerer sundt for os, når vi fx ‘går i krig’ (som vi også ligefrem udtrykker det) med en opgave, slår vores græsplæne mm.

    Interessant læsning er fx 3 breve om KRIGEN og FREDEN – fx Sigmund Freuds svar til Albert Einstein p gr a dennes “mere dybtgående viden om menneskets driftsliv”. Her fokuseres på den seksuelle såvel som på den aggresive drift.

    Einstein havde fået det opdrag at vælge et emne frit af ‘Folkenes Forbund og dets Internationale Institut for åndeligt Samarbejde i Paris’. Og for Einstein på det tidspunkt (1932) var spørgsmålet, der blev stillet til Freud:

    “Findes der en vej til at befri menneske for krigens ulykke?” Freud svarede 2 mdr. efter.

Kommentarer er lukket.