Livet i skyggen – interview med filosoffen Rüdiger Safranski

Af Kasper Støvring 85

 

Det gamle spørgsmål om menneskets ondskab er i dén grad blevet reaktualiseret med Anders Behring Breiviks massemord på Utøya sidste sommer. Breivik har netop fået sin dom, efter at psykologer og psykiatere havde været i strid om, hvor vidt Breivik er tilregnelig. Eksperterne havde mere end svært ved at finde den rette nøgle til at åbne den sorte boks. Måske bør man i stedet gå til filosofien for at finde svar på ondskabens mysterium, ja, for overhovedet at finde nogen, der stadig er villig til at bruge en så elementær kategori som ”det onde” og ikke blot tolker Breiviks gerninger i lyset af fagtermer som patologi, skizofreni og psykose.

En af de filosoffer, der mest indgående har beskæftiget sig med ondskab, er tyskeren Rüdiger Safranski, der i en dansk sammenhæng er kendt for bøger om Heidegger, Nietzsche, globalisering og altså også om det onde. Det onde eller frihedens drama hed hans bog i dansk oversættelse. Safranskis tanke er, at det onde følger friheden som dens skygge. Mennesket er ikke kun frit til at gøre det gode. Det har også friheden til at ødelægge sig selv og andre. Weekendavisen har talt med den tyske filosof om menneskets ondskab – og Breiviks.

 

Menneskets tvivlsomme privilegium

 

Er Breivik ond?

”Selvfølgelig er han det, og han har fået lovens strengeste straf for det, han har gjort, selv om hans gerning er så forfærdelig, at der overhovedet ikke findes en passende måde at udsone den. Hvis den, der køligt smilende og med klar hensigt nedskyder forsvarsløse mennesker, herunder børn, ikke er ond – hvem er så ond? Ondskab er det afskyelige, som et menneske bevidst og frit vælger at begå. Vi har ikke noget stærkere udtryk for den slags handlinger, alle andre udtryk ville bagatellisere en sådan gerning.”

Safranski fortsætter:

”Det er kun mennesket, der kan være ondt, for det er kun mennesket, der har bevidsthed og frihed til at være det. Et dyr kan ikke være ondt, for det følger blot sit instinkt. Et dyr er heller ikke brutalt; kun mennesket kan være bestialsk. Det er menneskets tvivlsomme privilegium, at det er i stand til at være ondt. Ondskaben er ikke den sten, der falder på nogens hoved. Det er derimod mennesket, der smadrer et andet menneskes kranium med en sten. Der er ingen grund til at fjerne det ’onde’ fra vores ordforråd, tværtimod bør vi bekæmpe de banaliserende udtryk. Hvis vi for hastigt kalder de onde handlinger for psykopatiske, glemmer vi, at det hører til ethvert almindeligt menneske at kunne begå onde handlinger.”

I Safranskis tænkning hænger ondskab og frihed, ansvar og skyld intimt sammen. Man bør ikke hylde friheden for så at forklare den væk – f.eks. ved at henvise til psykiatriske diagnoser om utilregnelighed – når man møder konsekvenser af friheden, man ikke bryder sig om.

”Ondskabens forudsætning er frihed. Det, der ikke sker frit, men ved en tilfældighed og af kausal nødvendighed, bliver faktisk ofte betegnet som ’ondskab’, som når vi taler om en ’frygtelig ulykke’, en ’fatal hændelse’ eller en ’ond skæbne’. Det er dagligtalens upræcise sprogbrug, og her betyder ondskab egentligt blot noget uheldigt. Men det onde er det, der i alle kulturer opfattes som det foragtelige, som når nogen slår ihjel for fornøjelsens skyld og begår grusomme gerninger med fuldt overlæg. I mødet med det onde erkender vi den indre afgrund i mennesket. Fordi mennesket er frit, kan det vælge at gøre det onde og faktisk ikke kun, fordi det har misforstået noget, men netop fordi det selv ønsker at gøre det onde. At torturere, dræbe, ødelægge osv.”, siger Safranski.

 

Straffen er en kompliment til forbryderen

 

Safranski ser retssagen mod Breivik som et udtryk for netop tendensen til at bortforklare menneskets frihed og dermed ondskaben:

”I retssagen diskuterede man spørgsmålet om tilregnelighed, altså om Breivik er syg. I en rapport argumenterede man for, at hans gerning var så forfærdelig, at den kun kunne begås af et sygt menneske. Men det er katastrofalt for retskulturen, hvis et sådant synspunkt sejrer – heldigvis er det ikke sket. Diagnosen utilregnelighed, altså tabet af den indre frihed, bør være uigendrivelig og indiskutabel. Er der tvivl om, hvor vidt gerningsmanden er tilregnelig, er det bedst at antage, at han er et frit menneske. Hvis der er tvivl om, hvor vidt den anklagede er et frit menneske, rejser man også tvivl om, hvor vidt han er skyldig i sin gerning. Hvis man er i tvivl, bør man altså anse gerningsmanden for tilregnelig. Derfor havde Hegel ret, da han sagde, at straf er en kompliment til forbryderen, fordi idømmelsen af en straf forudsætter, at man betragter gerningsmanden som et frit menneske.”

Som bekendt modsatte Breivik sig sygdomsdiagnosen, som han opfattede som uværdig. ”Det er det eneste punkt, hvor han har ret”, som Safranski konkluderer.

Safranski ser kulturens institutioner som midler til at domesticere mennesket og få noget godt ud af det. Kulturens institutioner i form af familie, kirke, skole og venskabsforhold er med til at retlede mennesket og kanalisere friheden ind i opbyggelige former. Og det er netop karakteristisk, at Breivik isolerede sig i sin skyggetilværelse de sidste år, hvor han planlagde udåden:

”Fordi mennesket kan gøre ondt, skal man civilisere, uddanne og disciplinere det. Kultur er det disciplinerende, kanaliserende og sublimerende svar på ondskaben i mennesket.”

”Men”, fortsætter Safranski, ”vi ved fra historien, at der findes kulturer, der tværtimod baner vej for det ondes gennembrud. Man behøver blot at minde om den tyske nationalsocialisme. Nationalsocialismen var een stor opmuntring til at bringe alt det frastødende i mennesket frem: angiveri, berigelse af de myrdede jøders ejendom, opportunisme osv. Der findes statslige ordninger, der sætter kriminaliteten i system og belønner de kriminelle. I nationalsocialismen faldt kriminaliteten i samfundet. Men det var jo ikke underligt, eftersom alle de kriminelle energier i samfundet stod i statens tjeneste. Det var det samme med stalinismen i Sovjet. I dag sker der lignende ting i forskellige verdensdele.”

 

Kants skumle dobbeltgænger

 

I bogen Det onde eller frihedens drama spørger Safranski: Hvad nu hvis det onde intet vil opnå, men tværtimod vil opnå intet?” Spørgsmålet er vendt imod den liberale tænker Immanuel Kant, der mente, at mennesket hæver sig op over den blotte selvopholdelse i kraft af den etiske handling, altså ved at adlyde pligten. Men i bogen er Marquis de Sade Kants ”skumle dobbeltgænger”, der hævder, at også i den onde handling hæver mennesket sig over naturnødvendigheden. Med andre ord: I den onde handling viser mennesket sig som frit. De liberale tænkere antager, at den onde handling er bestemt af egeninteressen, den naturlige selvopholdelse, men at de stridende egeninteresser med den rette indretning af samfundet leder til et fælles bedste af en slags usynlig hånd. Men de Sade river grunden bort under den liberale tanke. For onde handlinger er ikke altid bare egoistiske, men kan også finde også en særlig ”ophøjet” nydelse i selve handlingens i øvrigt formålsløse ondskab. Man kan bare tænke på Jokerens lyst til den rene destruktion, som det ses i Batmanfilmen The Dark Knight.

Eftersom den liberale filosofi altså synes at stå magtesløs over for den formålsløse og absolutte ondskab, der har til-intetgørelsen som eneste mål – og fordi Safranski selv har bekendt sig til en form for kulturkonservatisme – spørger jeg ham, om konservatismen har mere at tilbyde end liberalismen?

”Det konservative menneskesyn er mere realistisk end det liberale. Liberale hengiver sig alt for ofte til drømme i stedet for at se virkeligheden i øjnene. For de liberale er friheden afgørende. Det er meget godt. Men hvis man anerkender, at mennesket er frit, må man drage langt flere konsekvenser, end de liberale normalt gør. Til det at være fri hører nemlig, at man kan vælge det negative, det onde. Mennesket er ikke bare programmeret til at gøre det gode. En gennemtænkt liberalisme må gå i skole hos konservatismen. Kant gjorde sig imidlertid ingen illusioner om mennesket. Han kaldte mennesket et væsen, der var gjort af et ’kroget træ’ (”hvoraf intet fuldkomment lader sig tømre”, KS). Men så onde excesser, som dem de Sade forestillede sig, lå ganske vist uden for Kants forestillingsevne. De Sade foregreb på mange måder det tyvende århundredes onde overskridelser. Det tyvende århundrede bød på mange ’onde’ overraskelser.”

Er vores tid blevet mere human?

”I anden halvdel af de tyvende århundrede har vi i den vestlige verden entydigt været vidner til et fremskridt i humanitet, og vi har oplevet mere fred end tidligere. Det er der ingen tvivl om, når blot vi husker på rædslerne i første halvdel af det tyvende århundrede. Selv i den tidligere Østblok forsvandt stalinismen. Men mennesker er og bliver ved med at være skrøbelige. Det er bedst at forblive bevidst om alle skyggerne, så man kan erindre, hvor kostbart det er at opholde sig lidt i solen, og at det er værd at forsvare.”

 

[En forkortet udgave af dette interview blev bragt i Weekendavisen den 7. september]

 

85 kommentarer RSS

  1. Af niels hansen

    -

    @PREBEN F1 JENSENH,

    “Men hvis et PARTI ødelægger 100 gange, 1000 gange eller 100.000 gange så mange menneskeliv, så er det nærmest acceptabelt, og man affinder sig med det med stor ro og apati.”

    Er vi tilbage til Marianne Jelved og Radikale igen?

    Bare til en afveksling. 🙂

  2. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Preben Jensen – 24.9. – 18:56

    Ja, de konservative som parti er noget forrevet.

    Allan Hansen – 25.9. -20:08

    Puh ha, ja – jeg lå i går eftermiddag og så et par udsendelser på tv, en fascinerende om Mount Everest og disse forsøg mm på at bestige dette, det højeste bjerg, formidabelt – og så var der siden en udsendelse om Vietnam-krigen, hvor der så er et billede, en situation, hvor der står en soldat og peget direkte på en anden soldat, hvis ansigt og øjne man lige ser inden, hvor jeg netop tænkte:

    Ser soldaten, der er ved at skyde, ikke, at der er tale om ‘et andet menneske’.!

    Ok – ellers bliver han selv skudt osv. – men det kunne være fint, hvis soldater i krig, begge sider – nedlagde våbnene og vendte en krig ryggen for at tage hjem.

    Det sker nok ikke, der er alt for store interesser mm i verden, hvor uenigheden er for stor; men som Freud siger et sted i brevet til Einsten, nævnt af mig ovenfor, så siger han undervejs bla andet også følgende:

    “Jeg sigter til noget andet; jeg tror hovedgrunden til at vi i den grad oprøres af krigen, er den, at vi ikke kan lade være. Såfalder det os let t retfærdiggøre vor indstilling med argumenter.”

    Og ..

    “.., vi kan simpelthen ikke tåle den mere (vi taler om efter WW1 og før WW2/BHL), det er ikke bare en inellektuel og følelsesmæssig afvisning, det er hos os pacifister en konstitutionel intolerance, en idiosynkrasi i højeste potens. Og deet ser tilmed ud til, at krigens æstetiske fornedrelser ikke har en meget ringere andel i vort oprør end dens grusomheder.”

    Freud meddeler også, at krige ikke totalt kan undgås .. og han siger omkring det med pacifisme (i hans forståelse af at kunne nævne sig som pacifist) videre:

    “Hvor længe skal vi nu vente, indtil også de andre bliver pacifister? Det er umuligt at sige, men måske er det ikke noget utopisk håb, at disse to momenters indflydelse, den kulturelle indstilling og den berettigede angst for en fremtidskrigs virkninger, inden for en overskuelig tid vil gøre en ende på krigsførelsen (1932).

    Freud har ingen anelse om, ad hvilke veje eller omveje, det skal kunne ske – men siger ydermere:

    “Alt, hvad der fremme kulturens udvikling, arbejder også imod krigen.”

    Henrik Brandon – 25.9. – 23:38

    Du er da sandelig taknemmelig, hvis du kan bruge og ‘nøjes’ med den tyske filosof, som Støvringe refererer .. at vi har FIRHED til både at gøre det onde og det gode, altså som svar på spørgsmålet om Breivik!

  3. Af peter kocsis

    -

    Jacob Rasmusen

    “Ordet “islamofobi” er jo en pseudopsykiatrisk neologisme, som oprindeligt blev dannet af islamister, der ville lukke munden på menneskerettighedsforkæmpere, der kritiserer deres menneskerettighedskrænkelser – samt kritiserer islamisternes systematiske angreb på menneskerettighederne.”

    LØGN

    Wiki:

    “One early use cited as the term’s first use is by the painter Alphonse Étienne Dinet and Algerian intellectual Sliman ben Ibrahim in their 1918 biography of Islam’s prophet Muhammad.[32][33] Writing in French, they used the term islamophobie. Robin Richardson writes that in the English version of the book the word was not translated as “islamophobia”, but rather as “feelings inimical to Islam”. Dahou Ezzerhouni has cited several other uses in French as early as 1910, and from 1912 to 1918.[34″

    “Richardson states that the first English print usage was Edward Said’s 1985 article “Orientalism Reconsidered”.[22] Another early documented use of the word was by the American news magazine Insight on the News in 1991, used to describe Russian activities in Afghanistan,[21] and this is the usage listed by the Oxford English Dictionary.[33] The term entered into common usage with the publication of the Runnymede Trust’s report in 1997.[37] Kofi Annan asserted at a 2004 conference entitled “Confronting Islamophobia” that the word Islamophobia had to be coined in order to “take account of increasingly widespread bigotry”.[38]”

  4. Af h svendsen

    -

    Rationalitet og etik kan aldrig følges ad,det er to modsatte begreber,som vand og ild.
    Eftersom mennesket er et flokdyr,så er det selfølgelig rationelt,at slutte sig sammen og antage en fælles gud.Hos Jesus er denne gud,en gud der bor inde i os selv,en gud vi står til ansvar for og derfor kan vi nu ikke længere handle rationelt,men tvinges til etiske valg,nu skal vi nemlig arbejde på at komme i himlen når vi dør,det er en rationel færd gennem ild og vand.

  5. Af Allan Hansen

    -

    Mennesket er det eneste dyr der hader(ondskab).

    Af alle de dyr jeg har mødt i mit liv – og det er mange –
    er mennesket absolut, det mest ondskabsfuld og grusomme dyr.
    Desværre.

    Jeg elsker dyr – alle dyr.

  6. Af Allan Hansen

    -

    @ H. Svendsen.

    Spørgmålet bliver nu, om det gode er godt
    fordi gud vil? eller om gud vil det gode
    fordi det er godt?

    Eller sagt på en anden måde:
    Kunne man forstille sig en verden
    uden guder? Det kan man sagens!
    Men det bliver svært, at forstille sig
    en gud – uden en verden, at være
    gud for!

    P.s Det var da godt, det kun var
    æblet, der var forbudt at spise
    i paradiset have.
    Tænk nu hvis det havde slangen –
    så havde sgu også ædt den.

  7. Af Allan Hansen

    -

    UPS!

    Spørgmålet bliver nu, om det gode er godt
    fordi gud vil? eller om gud vil det gode
    fordi det er godt?

    Eller sagt på en anden måde:
    Kunne man forstille sig en verden
    uden guder? Det kan man sagens!
    Men det bliver svært, at forstille sig
    en gud – uden en verden, at være
    gud for!

    P.s Det var da godt, det kun var
    æblet, der var forbudt at spise
    i paradiset have.
    Tænk nu hvis det havde været slangen –
    så havde de sgu også ædt den.

  8. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    At der skulle bestå et modsætningsforhold mellem rationalitet og etik, som h svendsen hævder i kommentaren, er ikke den gængse holdning i kristen teologi. Eftersom Gud er logos (fornuft) og agape (kærlighed), og vi er skabt i Guds billede, så har vi også fået del i den guddommelige fornuft og kærlighed.

    Modsætningsforholdet er ikke mellem rationalitet og etik, men mellem religion og rationalitet.

    En religion vil jeg først og fremmest karakterisere ved to træk.

    Det første er, at det er en form for verdensanskuelse. Den enkelte religion tolker, hvorledes verden hænger sammen, og hvorfor den er, som den er. Herunder giver eden også en nærmere bestemmelse af menneskets situation i verden og en holdning til, hvad der er væsentligt i livet; og denne holdning kan så udmøntes i mere eller mindre præcise fordringer til, hvorledes livet bør leves.

    Det andet træk, som er definerende for en religion, er så, at den ikke kan begrundes rationelt. Til en religiøs overbevisning når man ikke blot ved rent rationelle midler – begrebslogiske overvejelser og erfaringsmæssige konstateringer – men man må nødvendigvis foretage et spring, som fører ud over, hvor rationaliteten kan følge med. Det er ensbetydende med at sige, at en religion nødvendigvis må begrundes på tro (som betyder, at man holder noget for sandt uden rent rationelt at have tilstrækkelig begrundelse for, at det faktisk er sandt). Hvor troen kan underbygges og blive til viden, er der ikke længere tale om religion.

    I middelalderen forsøgte kristne filosoffer og teologer at føre et rationelt bevis for Guds eksistens. De såkaldte ”skolastiske gudsbeviser” er begrebslogiske forsøg på at opnå en erkendelse af Gud som er lige så sikker som erfaringsmæssige (videnskabelige) erkendelser.

    Var disse bestræbelser lykkedes, så ville troen, og åbenbaringen ikke længere være nødvendige betingelser for at erkende Guds eksistens.

    Skolastikerne mente, at der slet ikke er nogen modsætning mellem religion og rationalitet. Efter deres opfattelse, så følger det af selve de betingelser, som en mulig gud skal opfylde, at der må være et væsen, der opfylder betingelserne. Definitionen af gudsbegrebet giver os altså tilstrækkelig begrundelse for, at Gud er til.

    Almindeligvis sættes der to betingelser som en mulig gud skal opfylde. Den første er, at en gud ikke er noget tilfældigt eksisterende, men at det er den magt, som har skabt verden og livet, og som derfor ikke selv kan være skabt. Følgelig må en gud have nødvendig eksistens.

    Den anden betingelse er, at en gud skal være det højeste væsen; og at han ikke blot skal være det ved en tilfældighed. Gud er et væsen, som per definition er højere end ethvert andet væsen. Der kan slet ikke tænkes et væsen, som er højere end guddommen. Han har alle de positive egenskaber i deres højeste form. Han er algod, alvidende og almægtig.

    Det er kernen i det såkaldte ontologiske bevis for Guds eksistens. Dette bevis føres almindeligvis tilbage til Anselm af Canterbury, som gav det to forskellige udformninger. Lad mig her nøjes med at se på det første bevis.

    Udgangspunktet er, at Gud er et væsen, højere end hvilket intet andet kan tænkes og beviset fortsætter med, at vi kan tænke os et sådant væsen. Det er ensbetydende med, at det pågældende væsen er i vor forståelse. Men det er højere, hvis det også er i virkeligheden. Og da det er defineret som et væsen, højere end hvilket intet andet kan tænkes, så må det nødvendigvis være i virkeligheden – altså eksistere.

    For undersøgelsen af forholdet mellem religion og rationalitet er det naturligvis afgørende, om disse gudsbeviser er gyldige. Men en undersøgelse af bevisernes gyldighed må i sidste instans dreje sig om, hvorvidt beviserne er konsistente med de elementære betingelser for gyldigheden af logiske deduktioner. Så i stedet for at begynde med en nærmere undersøgelse af de enkelte beviser, så er det bedre at begynde med en afklaring af selve betingelserne for gyldigheden af logiske deduktioner – og så derfra bevæge os frem til en undersøgelse af beviserne.

    Hvad vil det sige, at en påstand implicerer en anden påstand? I første omgang kan man svare, at det vil sige, at den første påstand ikke kan være sand, uden at den anden påstand også er sand. Men så kan spørges, hvad det er, som implicerer, at den første påstand ikke kan være sand, uden at den anden også er sand. Det kan kun være indholdet af påstandene. Det må være den indbyrdes definition af de ord, hvormed påstandene udtrykkes. (Således som påstanden ”bogen er rød” implicerer påstanden ”bogen er farvet” som følge af den indbyrdes definition af ordene ”rød” og ”farvet”).

    Så vi kan begynde med at fastslå, at gyldigheden af en logisk deduktion afhænger af den indbyrdes definition af de betegnelser, hvormed påstandene i deduktionen udtrykkes. Men denne begyndelse har væsentlige konsekvenser. Først og fremmest implicerer den, at der kan skelnes mellem påstande, hvis sandhed følger af den indbyrdes definition af de betegnelser, hvormed de udtrykkes, og påstande, hvis sandhed ikke følger således. Det er ensbetydende med, at der kan skelnes mellem påstande, som er nødvendigt sande, og påstande som ikke er nødvendigt sande. Og rent logisk må de påstande, som ikke er nødvendigt sande, kunne skelnes i to forskellige typer: henholdsvis de påstande, som er nødvendigt falske (fordi det følger af betydningen af de betegnelser, hvormed de udtrykkes, at deres sandhed er umulig), og de påstande, hvis sandhed afhænger af noget, som er uafhængigt af betydningen af de betegnelser, hvormed de udtrykkes. De sidste påstande kaldes empiriske.

    Men hvorledes kan en empirisk påstands sandhed afhænge af noget, som er uafhængigt af betydningen af de ord, hvormed den udtrykkes? Det kan den, hvis påstanden opfylder to betingelser. For det første må den henvise til noget (et objekt), som eksisterer uafhængigt af betydningen af ordene; og for det andet må den prædicere noget om det, hvortil den henviser. Det vil sige, at påstanden må kunne analyseres i subjekt og prædikat. Påstanden er sand, hvis det objekt, hvortil subjektet henviser, faktisk har den egenskab, som prædikatet tilskriver det. Det forudsætter, at påstanden kun kan være sand, hvis objektet eksisterer. Og det forudsætter videre, at det må være en empirisk kendsgerning, at objektet eksisterer. Når der refereres til et objekt, som havende eksistens uafhængigt af sproglige relationer, så forudsættes det altså, at objektets eksistens er empirisk, og at det følgelig var muligt, at objektet ikke eksisterede.

    Argumentationen bygger på, at logiske deduktioner afhænger af betydningen af betegnelser. Derudfra er der – rent logisk – skelnet mellem nødvendige og empiriske påstande. Nødvendige påstande er sande alene som følge af betydningen af de betegnelser, hvormed de udtrykkes. Empiriske påstande må derimod henvise til uafhængige objekter, som har empirisk eksistens. Disse definitioner er systematisk bundet sammen i en logisk knude. De er gyldige, hvis grundlaget er gyldigt. De er altså gyldige, hvis det er rigtigt, at påstanden ”bogen er rød” implicerer påstanden ”bogen er farvet” som følge af den indbyrdes definition af ordene ”rød” og ”farvet”.

    Men hvis definitionerne er gyldige, så har det konsekvenser for gudsbeviserne. For så placeres gudsbegrebet i en umulig spænding. På den ene side står, at det nødvendige er det, som følger af begrebsmæssige relationer. Og på den anden side står, at det, som ikke blot har begrebsmæssig eksistens, men som eksisterer uafhængigt af betydningen af betegnelser, må have empirisk eksistens. Fra disse to præmisser følger, at begrebet om et nødvendigt eksisterende væsen, som har reel eksistens, bliver problematisk, fordi det forsøger at spænde over både det nødvendige og det empiriske. Det forsøger at spænde over en afgrund, som det er logisk udelukket, at der kan spændes over.

    Heraf følger, at der er en modsigelse i vort gudsbegreb. Så kan Gud ikke både være en reelt eksisterende magt og have nødvendig eksistens. Og så er vi rationelt set anbragt i et dilemma. Vil vi bevare Gud som en reel (personlig) magt, så må vi give køb på hans nødvendighed; og uden nødvendighed kan der ikke være almagt. Så må vi acceptere, at Gud gøres mindre. Men er det så Gud? Vil vi derimod bevare Guds nødvendighed, så må vi give køb på hans personlighed. Nødvendighed er begrebsmæssig. Bevare Guds nødvendighed kanb vi kun ved at opfatte ”ham” som et begreb eller en begrebsmæssig mulighed. Men er det så Gud? Hvilken af de to veje vi end vælger, så fører det til en reduktion af Gud. Filosofisk set er det vigtigere at påpege valgmulighederne end at foretage valget.

    Endnu er det kun påpeget, at i og med at logisk nødvendighed afhænger af betydningen af betegnelser, så er der en logisk modsigelse i gudsbegrebet. Men holder denne påpegning, så må der være huller i de ontologiske gudsbeviser; og så må vi kunne afklare vor situation, ved at gå tilbage til beviserne´og finde hullerne.

    Den første version af beviset bygger på, at når vi tænker os et væsen, højere end hvilket intet andet kan tænkes, så er der et sådant væsen i vor forståelse. Men den præmis er misvisende. Det er ikke et sådant væsen, der er i vor forståelse; det er kun begrebet om et sådant væsen. Og så er der ikke grundlag for at slutte, at et sådant væsen må være i virkeligheden; men kun for at slutte, at begrebet om et sådant væsen eksisterer.

    Såfremt gudsbegrebet indeholder en indre modsigelse, så er det ikke kun de ontologiske beviser, der er ugyldige. Det er ethvert forsøg på at bevise Guds eksistens. Altså også de forsøg, der slutter sig til Guds nødvendighed på grundlag af verdens eksistens og kausalprincippets gyldighed.

    I den fundamentale form af disse beviser går man blot ud fra, at verden er underlagt kausalprincippet. Intet finder sted uden årsag. Derfra slutter man, at der må være en første årsag (eller en Ubevæget bevæger”); og denne årsag er Gud. Men skal Gud således være den ultimative forklaring på verdens eksistens, så må han selv eksistere nødvendigt. Nu er det imidlertid allerede givet – i kritikken af de ontologiske beviser – at begrebet om et nødvendigt eksisterende væsen er modsigelsesfuldt. Det vil sige, at enten så er Gud et empirisk væsen, og så kan han ikke være den ultimative forklaring på verdens eksistens, for så kan man også spørge, hvorfor han eksisterer; eller også er Gud en begrebsmæssig sammenhæng, som nok er nødvendig, men som ikke kan gribe direkte ind i verden, og som altså heller ikke kan være årsag til, at noget eksisterer. Hvad vi end siger, så går vi fejl, hvis vi lader vor undren over ”det værendes væren” standse af en henvisning til Gud.

    Når filosofien har ført sine deduktioner igennem, så står der en begrebsstruktur dér, hvor før Gud stod; og hvor vi før skulle forholde os til Gud, skal vi nu forholde os til rationaliteten og dens fordring. Kan vi leve med det bytte? En ting er, hvad det betyder for vor lykke. Det er ikke givet, at det gør os lykkeligere. Det er ikke givet, at sandheden gør os lykkeligere end illusionen. Men vigtigere er, hvad det betyder for moralen. I et religiøst samfund opfattes moralen som (hvilende på) Guds bud. Gud er den, der fordrer moralen; og den, som i sidste instans (om det så først er efter døden) belønner og straffer. Men når Gud ikke længere står som garant, hvad så med moralen? Står den så uden grundlag?

    Det er kravet om rationalitet, der undergraver religionen. Der er altså to muligheder: enten undergraver kravet om rationalitet også moralen, eller er det tværtimod muligt at give moralen et rationelt grundlag. Er det rent logisk muligt, at rationaliteten kan erstatte religionen som grundlag for moralen?

    Svaret er, at det er muligt at begrunde en universel etisk norm rationelt – det vil sige begrebslogisk – hvorfor religionen bliver overflødig som garant for moralen. Garanten bliver i stedet den rationalitet som alle personer er i besiddelse af, og som sætter os i stand til at stille og besvare det etiske spørgsmål. Der er selvfølgelig ingen grund til at tro, at en rationelt begrundet etik vil blive efterlevet og respekteret mere end en religiøst begrundet. Måske snarere tvært imod, fordi mennesket når det kommer til stykket ikke tænker særlig rationelt, men i højere grad er tilbøjelig til at følge de subjektive handlingsimpulser der har grund i vore drifter og instinkter og som fordrer, at vi først og fremmest realiserer personlige præferencer.

    Religionen tænder et håb om evigt liv som har en stærk appel til vor selvopholdelsesdrift og bliver til et slags religiøst instinkt, der har været en af de stærkeste kræfter i menneskelivet sammen med den seksuelle drift. Begge disse drifter handler om overlevelse hinsides den fysiske død. En del af os overlever i vore børn, som modtager halvdelen af vor arvemasse, hvilket kan tolkes som en form for udødelighed. Religionen stiller evigt liv i det transcendente i udsigt. Selv for rationelt tænkende personer kan det være vanskeligt ikke at lade sig friste af muligheden for et evigt liv, fordi det er en foretrukken ønskeforestilling der tilfredsstiller et dybtliggende biologisk og psykologisk behov for mening.

    Langt de fleste af os ønsker at holde en dør på klem, selv om rationaliteten og logikken placerer gudsbegrebet uden for verdens fysiske og logiske grænser.

  9. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Det er jo til tider fint nok med en masse filosofi omkring det med ondskaben, men hvis en kvælerslange, en alligator eller en hund med rabies går til angreb, så er det jo ikke akademiske og intellektuelle teorier der er behov for, men situationsfornemmelse, beslutsomhed og hurtig kraftfuld handling.

    Nu er en kolossal ondskab i fuld gang med at opsluge Danmark. Derfor er det ikke poesi, snak og phd-afhandlinger der er mest brug for, men en konstruktiv indsats.

    Vi kan fylde vores debatter med uendelige mængder af avanceret filosofi, uden at det ændrer undergangs-kursen det mindste.

    Er det ikke på tide at sætte noget politisk/ demokratisk fornyelse op på en affyringsrampe?? For hvis vi kun snakker, hvad skal så forhindre den store samfunds-kollaps og den “end-lösung” som diverse vanvittige, ondskabsfulde og folkefjendske kræfter arbejder på??

  10. Af Allan Hansen

    -

    Desværre – har den lange H.r Jensen ret!

  11. Af Allan Hansen

    -

    P.s
    Selv en trænet filosof løber undertiden
    “tør,, i filosofien – og dog bliver han/hun ved med, at filosofer!
    Det er filosofens lod!
    Enten eller – sagde Søren Kierkegaard.

  12. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Der findes mange gode, flinke, rare, søde og ordentlige mennesker. Men rundt om er der også en del “uhyrer”.

    TV viste fornylig en lille film hvor en mand besvimer og falder ned fra en perron. Da han ligger nede påskinnerne, hopper en tyv ned og gennemroder hans lommer, og tager forskellige ting. Så hopper han op igen og løber væk. På et par sekunder kunne han have trukket mandens ben væk fra skinnerne. Det gjorde han ikke, og senere kommer toget så og skærer mandens ben af med de skarpe toghjul.

    Denne tyvs usselhed er jo nærmest uendelig stor.

    Så er der en sag fra en havn i Danmark. En mand har en båd liggende, som han og en bådebygger har bygget på i flere år. Båden er næsten færdig, og har en værdi af mindst 200.000 kr. Så mener nogen fra havnen at der ikke er betalt havneleje, og uden videre fjerner og skrotter de båden. Uden at give ejeren besked. Fem års arbejde og materialer for tusinder af kroner gik derved tabt.

    Så viste det sig, at der VAR betalt leje. Noget som kunne have været opklaret ved henvendelse til ejeren. Og havde man ikke lige hans tlf.nr. kunne man jo have sat en plakat på båden, og have ventet til manden selv henvendte sig.

    Det minder om en mand hvor nogen stjal nr.pladerne fra hans bil. Uden videre skrottede politiet så bilen inden der var gået 24 timer.

    Det kan godt være eksemplerne ikke handler om direkte ondskab, men er der så ikke tale om en nederdrægtighed og en ligegyldighed der er nærmest uhyrlig.

    Og det bliver værre endnu. For tusindvis af eksempler på livsødelæggende behandling af børn, patienter, lønmodtagere, selvstændige, fraskilte mænd, hjemløse danskere og mange andre, kunne lægges frem, hvis man orkede at skrive og læse om det.

    Under “mange andre” kan f.eks. nævnes folk der bliver udsat for hjemmerøvere, eller mennesker der bliver ofre for påsatte brande, hvor kriminelle vil have fat i en forsikringssum.

    Både den “almindelige” og den politiske ondskab i vores land vokser hastigt i disse år.

    Men iflg. DR er danskerne verdens næst-lykkeligste folk. Nordkorea er jo nr. 1 på ranglisten.

  13. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    PS: Er DR i grunden ikke en løgnefabrik? Nu har man lige påstået at hvis man ryger en cigaret i en lejlighed, flyver en stor del af røgen straks op gennem loftet og forgifter dem ovenpå.

    Det må dælme være et meget utæt loft DR fabler om.

  14. Af niels hansen

    -

    @PREBEN F1 JENSENH,

    http://www.bolius.dk/alt-om/indeklima/artikel/saadan-slipper-du-for-naboens-tobaksroeg/

  15. Af Allan Hansen

    -

    Borgerkrig i Frankrig.
    Frankrig er i chok og medierne
    er tavse. Sov godt Europa.

  16. Af Allan Hansen

    -

    Europa har glemt, da tyrkerne i 1683 red op
    igennem Europa med små nyfødte spædbørn
    spildet på lansen, son skræk og advarsel
    til alle, der ikke underkaster sig islam.
    Sov godt Europa!

  17. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det er – uanset hvilken berømthed, der bruger og vil anerkende order ‘islamofob/-fobi’ en uskis med psykiatriske ord, som her fobi, anvendt og sat sammen med fx islam og også fra homoseksuelles side.

    Dette, at der KUN er ét udtryk for ikke at være tlhænger af eller at bryde sig om noget, så skal det påhæftes en psykiarisk diagnose som: fobi.

    Der er mange nuancer i forholdet til at kunne lide eller ikke lide, såvel som der kan være mange grunde.

    Nu har islam jo ikke ligefrem før i tiden været venlige imod Vesten, så hvofor skulle vi kunne lide dem specielt – og at Jakob Sdhmidt-Rasmussen 24.9. – 16:06 (er det vist), meddeler, at den tyrkiske præsident vil have FN til at indføre et forbud og straf for ikke at bryde sig om islam. Det siger ALT:

    OG – vi kunne så sige, om vi dog ikke kunne blive fri for det samme, jøder som kristne og verden rundt, hvor islam måske ikke lige har teet sig ordentligt.

    OG – så kunne visse ting opretholdes i disse (ofte er det lederne jo) menneskers opfattelser, så de kunne fortsætte fuldstændig forudsætningsløst og ligefrem også paranoisk til en vis grad sammen med deres befolkninger, når de betaler disse for at demonstrere og brænde flag.

    Den slag er der nu ikke ligefrem grund til at holde af, hvis man er ved sine fulde 5.

    Så – uanset Kofi Anan og andre, så er de heller ikke verdensmestre, og slet ikke i diagnoser – eller blot at se nuancer omkring fx: det folk ikke kan lide eller bare ikke bryder sig om eller vil udsættes for

    Helt rationelt set og begrundet – og har intet med en fobi at gøre, denne ængstelse af forskellig art, som mennesker kan erhverve sig, fs inden for dyreforbier – åbne pladser etc eller andet som de så bruger en masse eneri på at undgå.

    At ville undgå noget er ofte ganske fornugtigt, når det ses at være reelt skadeligt i forsøg på dominans over sjælene. Islam eller andet!! Uanset hvad – oftest fra totalitære systemer og deres tilhænger. Og hermed mennesker, der gerne vil være verdens herrer over også Vesten.

    Hvor meget mere sygt kan det kan det blive, når mennesker vil tryne, dominere, straffe og døde andre mennesker ganske uden respekt for deres verden og indretning, selvfølgelig fordi de ikke selv må andet, dvs udvikle sig – deres religion er så fast forankret som netop fanatisme er det.

    Så – det er dem, der skal ændre sig i en udvikling af deres kultur – og ikke ændre de mere civiliserede af slagsen, der ikke undertrykker eller har behov for at undertrykke og døde deres befolkninger p gr a tanke, ord og handling; men netop sammen med dem gør, hvad de kan, for at udvikle bedst muligt – og sammen.

    God weekend herfra – og med dette for nu. BHL

  18. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    En fobi er som skrevet en diagnose, og der kan forekomme egtl fobi i forhold til homoseksualitet; men sjældnere – hvorfor det er en uartighed af en vis størrelse at anvende ordet så gængs – for at sætte folk ud af spillet.

    Og – det er jo det, man også gør ved forbud som det ønskes af Tyrkiets præsident, hvis Jakob Schmidt-Rasmussen ord står til troende i den henseende. Jeg har ikke selv hørt det. Slut hefra. BHL

  19. Af Allan Hansen

    -

    MAN SKAL BARE KALDE DET FOR RELIGION!

    Kom lad os stifte en ny “religion,,
    lad os kalde den ny religion for frihed.

    Den nye religion giver os den hellige pligt til, at
    udslette Allahs djævle “religion,, over alt i verden
    indtil frihed er gennemført over alt i verden!
    Hinduer, buddhister, jøder og kristne er vores
    venner – vores fælles mål er frihed.

    Man behøver kun at sige vi tror på FRIHED
    og profeten ALLAN HANSEN.
    Det giver vores hellige pligt til, at udslette
    Allahs svin og aber over alt i verden!

    Vi kan faktisk bruge mange vers fra
    djævle religionens grimme grise bog!
    Lad dem smage deres egen medicin!
    Man skal bare sætte ordet muhamedanerne
    hver gang, der står vantro! og Frihed ind hver gang, der
    står Allah. Så har vi en ny religion!!!

    : ” O I troende gør ikke muhamedanerne til jeres venner! dræb afgudsdyerkene, hvor I finder dem, gør dem til fanger, belejr dem, angrib dem fra baghold. Træffer I vantro, så hug hovedet af dem, indtil I har anrettet et stort blodbad blandt dem” (sura 5, vers 56 og sura 48).

    Nuvel, vi har vel religionsfrihed? – eller hva´?

  20. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Som Allan Hansen beskriver tingene, udfra omfattende studier, er der vel grund til at sige, at de radikales forrykte politik er en stor og voksende og yderst alvorlig trussel mod vi danskeres vé og vel og hele fremtid.

    Joacim B. Olsen tror at danskerne vil blive meget rigere i fremtiden. Men det kan jo sagtens gå lige modsat.

    JOB mener at fattigdom er når man ikke har tag over hovedet. Og påstår derefter at ingen er fattige i Danmark.

    Har han glemt alt om de tusinder af hjemløse?

  21. Af Allan Hansen

    -

    Kort til Hr. Jensen.

    Tusind tak for din omsorg for fattige
    og hjemmeløse mennesker – tusind tak.
    Det sætter jeg stor pris på – Tak.
    Jeg donerer selv mange penge til fattige
    og hjemmeløse samt volds ramte kvinder rundt omkring i verden
    her under Danmark og i Spanien (hvor jeg bor).

    Jeg støtter også dyre værns foreninger og “trykkefrihedselskaber,
    rundt omkring i verden – for at tale det frie ord.

    Mest af alt – tak for din vedblivende entusiasme!

    Kære Jensen, der bliver ikke tid til mere
    – jeg er træt og må gå til ro!

    Med venlig hilsen – Allan Hansen

  22. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Joachim B. Olsen kan kun tale ud fra ‘eget ståsted’ – og det minder mig på forskellig vis om både de konservative og Venstre i ‘gamle dage’ – de kunne enten slet ikke ‘tænke ned’ til de mindre bemidledes vilkår eller også hed det sig: Ih, hvor fik de meget – selv om det var med en vis del i vandskorpen.

  23. Af Allan Hansen

    -

    Jainister er også ekstrem – nemlig
    ekstremt fredelige.

  24. Af Allan Hansen

    -

    Ondskab og kærlighed.

    Vi har talt meget om ondskabens ideologi
    islam. Med dette indslag har jeg valgt, at bringe
    dualismen på banen dvs. ondskabens modsætning.

    Buddhister, jainister, eskimoer og indianer
    er ekstrem venenlige og fredelige mennesker!
    Forbrydelser, som voldtægt og mord forkommer
    stort set ikke i disse samfund, så noget kan altså
    tyde på, at vi kan lære meget af disse menneskers
    måde at betragte verden på.

    Indianerne kendt ikke til had og løgne før den hvide
    mand kom og tog deres land. Indianerne var meget indvandre venlige, det blev deres død!
    Europærerne har udslettet millioner af indianer i såvel Nord som Sydamerika. Især det spanske herrefolk
    begik meget grumsomme forbrydelser i Sydamerika.
    Ingen tvivl om – sørgeligt men sandt!

    For ca. 20 år siden rejste jeg 100 dage rundt ved Himalaya bjergenes fod dvs. Indien, Nepal, Butan og Tibet.
    Sandt at sige har jeg aldrig mødt så venelige og fredelige mennesker
    – før eller sidden! Jeg har også besøgt Thailand hvor befolkningen altovervejende
    er buddhister – vidundrelige mennesker!

    Jeg har selv læst en hel del Zen Buddhisme læs: selv ransagelse,
    selvkritik og mest af alt kærlighed.

    Se: The way of Zen. By Alan W. Watts 1957.
    Jeg ved ikke om den findes på dansk – men det burde
    den gøre. Jeg har venner og veninder, som er hinduer, buddhister
    jøder og kristne – selv tror jeg kun på naturen for naturen
    taler altid sandt.

    Love&visdom. Allan Hansen.

  25. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Allan Hansen – 29.9. – 18:45

    Jeg tror, at du for nogle måneder siden i en anden sammnhæng udtalte<. naturen svigter ikke.

    Jeg skrev mig det bag øret, og en lille tildragelse fra i sommer gjorde, at jeg på en bænk i Helsingør ved et hvil kom i snak med en mand, der havde mistet sin hustru.

    Han fortalte, at han (han sad med fødderne uden på sine sko) denne dag havde gået 6 km, fra Espergærde – han gik ofte:

    Hvor jeg så bla sagde:

    "Ja, naturen svigter ikke".

    Så – tak for det. 🙂

  26. Af Carsten Jacobsen

    -

    Den dag du selv står i skudlinien – skovler du lig i ovnen, i håbet om, at redde dig selv.

  27. Af Carsten Jacobsen

    -

    Det kræver en personlighed ud over det sædvanlige – at sætte sig ud over det – at sætte sig selv i spil.

  28. Af Carsten Jacobsen

    -

    Det er ikke ondskab – det er instinkt…

  29. Af Carsten Jacobsen

    -

    Nogen gange kunne det være formålstjenesteligt, at bedømme filosofien, ud fra baggrunden og ud fra, hvoraf den er udsprunget.

  30. Af Carsten Jacobsen

    -

    Groft sagt.
    Sokrates var romerigets “Robert”.

    Uden sammenligning iøvrigt…

  31. Af Carsten Jacobsen

    -

    😉

  32. Af Carsten Jacobsen

    -

    Lissom Kierkegaards filosofi er grundlagt i ulykkelig kærlighed og i faktummet, at han ikke fik fisse.

  33. Af Carsten Jacobsen

    -

    I princippet – en filosofi grundlagt på bortforklaringer og benægtelse.

  34. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Carsten Jacobsen – 30.9. – 22:43

    Du har en pointe, at de filosofiske (som religiøse og politiske) er udtænkt af ét menneske – og med dette menneskes specifikke baggrund, hvorfor megen filosofi kan være et falsum. Og – altså ikke dækkende, da den enkelte filosof også har sine problemer (ofte alvorlige), som vi ind på det tænkte – og derfor ikke nødvendigvis kan være dækkende eller være sandheden for alle/alle ting.

  35. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Efter ordet ‘filosofiske’ i første linje, skal der stå udsagn/ideer. BHL

Kommentarer er lukket.