Forsvaret skal bruges til forsvar

Af Kasper Støvring 56

Hvad ellers? Jo, man kunne bruge forsvaret som led i en aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi intervenerer ”moralsk”, ”liberalt” og ”humanitært” i andre landes indre anliggender. F.eks. som vi gjorde i Libyen, og som andre ønsker, at vi skal gøre i Syriens borgerkrig. Om disse spørgsmål var der debat i Debatten på DR2 i aftes.

Jeg deltog og argumenterede for, at vi skal afstå fra at deltage i militære interventioner på moralsk grundlag af primært tre grunde:

For det første er det ikke i vores egen interesse. Vi risikerer at bringe regimer til magten, som ikke tjener vores interesser. F.eks. islamister. Det vil destabilisere hele regioner, vi vil ikke længere kunne leve i fred med andre lande eller handle med dem. Vi har set det i forbindelse med det arabiske forår og ikke mindst i forbindelse med interventionen i Libyen. Vesten afsatte Gaddafi, fordi man mente, at han ville begå overgreb på sin egen befolkning. Men, som jeg sagde i udsendelsen, den tragiske ironi i forbindelse med Libyen-interventionen er, at de oprørere, vi støttede, netop har begået det, vi nedkæmpede Gaddafi for – men som han altså ikke begik – nemlig etnisk udrensning. Vi har tillige set, at al-Qaeda er blevet stærkere i området, vi har oplevet enorme flygtningestrømme, der truer Europas grænser, og Libyens overgangsråd plæderer for sharia-baseret lovgivning.

Libyen-miséren viser netop det farlige ved den slags interventioner: Vi risikerer, at der opstår utilsigtede negative konsekvenser. Der er så meget, vi ikke forstår, vores kultur er helt anderledes, og vi risikerer at gøre forholdene meget værre. Og borgerkrige som f.eks. den syriske er nogle af de mest komplekse, fordi vi har at gøre med et sandt vildnis af etniske konflikter, sekteriske grupperinger og et årelangt had mellem religiøse grupper og klaner. Nej, lad os holde os langt væk, militært set. Så kan vi udmærket tilbyde nødhjælp og anden støtte.

For det andet bør vi ikke intervenere, fordi vi ganske enkelt ikke længere har styrken til det. Vesten er blevet svagere. Vi bør først bringe orden i eget hus. Vi skal have løst den økonomiske krise, vores egne samfund er ved at blive splittede i etniske grupper på grund af masseindvandringen og multikulturalismen, og Vesten er ved at blive trængt i defensiven i takt med, at andre civilisationer – Rusland og Kina især – har vokset sig stærke. Vi har fået en ny verdensorden, som Vesten ikke længere kan dominere. Vi har desuden udtømt vores kræfter på omkostningstunge krige i Irak og Afghanistan. Nej, tak, ikke flere dyre krige og tab af dyrebare soldaters liv. Vi skal derimod samle os om vores egne og søge at genrejse den vestlige civilisation.

For det tredje bør vi ikke intervenere, fordi det faktisk er umoralsk. Vi kan ikke træde ind i konflikter som en neutral part, vi vil altid skulle vælge side og således gøre os selv til en del af konflikten. Forsøget på at sprede liberale og demokratiske værdier er for os at se et moralsk projekt, men andre opfatter det som en form for kulturimperialisme. Vores vestlige værdier er unikke, ikke universelle. Vi bør afstå fra at blande os i andres suveræne anliggender; vi ønsker jo heller ikke at andre piller ved vores kronjuveler, f.eks. ytringsfriheden. Vel?

Vores tilgang til udenrigspolitik bør være realistisk (for et fremragende realistisk tidsskrift, se The National Interest).  Det udelukker ikke brugen af militærmagt, og alene af den grund bør vi stadig have et stærkt forsvar. Krigen i Afghanistan var berettiget. Det var et selvforsvar imod en fjende, den radikale islamisme, som havde angrebet os. Problemet med Afghanistan-krigen er, at den har udviklet sig til at blive et nation building-projekt, hvor vi skal skabe demokrati og andet godt; vi mister med andre ord liv på at påtvinge andre et system, de ikke ønsker. Verden ville desuden være et kaos, hvis alle reagerede militært på deres moralske intuitioner.

Dog gives der undtagelser til mine tre punkter. Men det er svært at svare principielt herpå. Det kræver et hensyn til konteksten. Man kunne opstille tre minimumshensyn: Der skal være en klar exit-strategi, interventionen skal kunne gennemføres med succes for relativt små midler og uden tab af vestlige menneskeliv, og den skal bidrage til stabiliteten. Søren Espersen foreslog i Debatten Rwanda-konflikten som et eksempel, og det kan jeg langt hen ad vejen tilslutte mig.

Og Syrien? Tja, hvis vi støtter oprørerne imod Assad-styret, så risikerer vi en islamistisk magtovertagelse på formelt plan, men borgerkrigen vil naturligvis fortsætte i mange år endnu. De kristne, der lever relativt godt under Assad, vil blive uddrevet og alawitterne vil selvfølgelig blive myrdet i stor stil. Hvilke interesser har Vesten i det? Og hvor er vores interesser i det hele taget i et land, der ikke har olie, ikke er demokratisk, ikke er en allieret, og som vi ikke handler med? Det er relativt let at standse kamphandlingerne, men at opbygge stabile nationer er nærmest umuligt, i hvert fald i islamiske lande.

Hvad så med forsvaret for civilbefolkningen? Den kan man sikkert hjælpe uden at bruge direkte militær magt. Vi har selvfølgelig et andet scenarium, som man siger, hvis borgerkrigen spredes til resten af regionen, hvis masseødelæggelsesvåben spredes, hvis Iran styrkes yderligere, og hvis der opstår anti-vestlige terrorbaser.

56 kommentarer RSS

  1. Af j nielsen

    -

    Og tag Jesper J Jensen med nu I er i gang. Blandt civiliserede mennesker har han intet at gøre. Ned til de varme lande med ham.

  2. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Som Bjørn Sørensen skriver, så har pladderhumanisterne skamredet Danmark til næsten ukendelighed, og om få år vil deres feminisme, kommunisme og verdensfrelseri have gjort fuldstændig kål på Danmark og danskerne.

    Når den politiske galskab bliver så stor at nationen og familierne hetzes og lægges for had, at mændene hånes, diskrimineres og nedværdiges, at børnene gøres til retsløs statsejendom, at borgerne og erhvervslivet udplyndres på hundredvis af måder, at velfærden forringes uafbrudt, at hundredtusindvis af mænd presses ud i arbejdsløshed, skilsmisse og/ eller hjemløshed, at de kriminelle forkæles, at det perverse gøres til det normale, at løgnepropaganda fylder æteren, at voldsofre, arbejdsløse, syge og pårørende behandles med foragt og iskold ligegyldighed, at folket køres ud på et sidespor, at borgerne med masseindvandring og lovgivning gøres til 3. rangs borgere i deres eget land, at formynderi, ufrihed, hysteri, hetz og heksejagt på harmløse borgere breder sig ud over alle bredder…….. så kan det ende med et så ødelagt land at der ikke er nogen vej tilbage.

  3. Af Balther Jensen

    -

    @ PREBEN F1 JENSENH, 21. oktober 2012 kl. 22:49

    Prebn Jensen!

    Du skriver: ‘ så kan det ende med et så ødelagt land at der ikke er nogen vej tilbage.’

    “Det er hvad Danskerne, og Danmark fortjener”.

  4. Af Jacob Barfoed

    -

    Kære Kasper,
    Jeg ville ønske at du ikke brugte begreber som “exit strategi”. Exit-stratgei er et udtryk for at man ikke har haft en strategi INDEN man engagerede sig.

    For at citere Sir Basil Liddell Hart, som “opfandt” begrebet “grand strategy” i midten af det 20. århundrede, så omfatter grand strategy netop at man har overvejet hvordan konflikten afsluttes – og til det bedre!!
    “Moreover, fighting power is but one of the instruments of grand strategy – which should take account of and apply the power of financial pressure, of commercial pressure, and, not least of ethical pressure, to weaken the opponent’s will…Furthermore, while the horizon of strategy is bounded by the war, grand strategy looks beyond the war to the subsequent peace. It should not only combine the various instruments, but regulate their use as to avoid damage to the future state of peace – for its security and prosperity” (Hart, 1954).

    Vesten, inkl. USA, er notorisk dårlige til grand strategy. USA’s krige de sidste to årtier har været startet uden større tanker omkring “the subsequent peace.”

    Men please – brug ikke ordet “exit strategi”. Det stinker af “vi har reelt tabt og skal hjem med æren i behold” eller “en eller anden idiot har fået os rodet ind i denne konflikt, hvordan kommer vi ud af den”

    Det, der er behov for, er en overordnet, sammenhængende strategi – en grand strategy – for hvordan vi kan involverer os i en konflikt og sikre den efterfølgende fred og hvad vi ellers måtte have af politiske mål.

  5. Af morten hansen

    -

    Det hedder ‘forsvarsministerium’ og ikke ‘krigsministerium’. Husk i øvrigt, at dette er en nyere betegnelse. I USA hed det ‘krigsministerium’ til lige efter WW2.

    Tak i øvrigt for et velafbalanceret indlæg til KS.

    ‘Aktivistisk udenrigspolitik’ er det, der hedder ‘nysprog’. Oversat til ærligt dansk hedder det altså angrebspolitik.
    http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/ordbog-over-nysprog.html
    Og NATO har fra at hedde en forsvarspagt forandret sig til at blive en angrebspagt.

    Som borger i DK har jeg en dyb skamfølelse over, at deltage i angrebskrige i hælene på USA, England, Saudiarabien, Israel og halehængende Frankrig.
    Libyenkrigen er et velvalgt eksempel:
    http://paradigmet.blogspot.dk/2011/10/libyen-uden-filter.html
    Danmark burde ALDRIG have deltaget i denne franske svinestreg bestilt af Saudiarabien.
    Det samme med Syrien:
    http://paradigmet.blogspot.dk/2012/08/syrien-en-50-ar-gammel-plan.html
    Meget få mennesker aner, hvad der foregår i Syrien.

    Men her er det især sørgelige: meget får mennesker i den vestlige verden aner i øjeblikket, hvad der foregår om ørerne på dem.

  6. Af Lancel Premier Flirt Soldes Lancel

    -

    J’aime ce blog beaucoup de données beaucoup fantastiques. Relation conjugale doit être décrit comme un duo? Une quand un seul chante, l’autre applaudit. par Joe Murray.

Kommentarer er lukket.