Litteratur og teologi

Af Kasper Støvring 127

For et par år siden deltog jeg i en akademisk konference. En af de inviterede oplægsholdere var Søren Krarup, der gav et foredrag om Søren Kierkegaard til bedste. For Krarup handler forfatterskabet om det kristne menneskes stræben mod ”enfoldighed”, som mesteren selv skrev om i sine sidste skrifter. Krarup blev straks, som man kunne forvente, kritiseret af en professor, der mente at vide, at Krarup ikke blot misforstod Kierkegaard, men slet ikke talte i Kierkegaards ånd. Krarup forfladigede nemlig den store danske ”teoretiker”; Kierkegaards forfatterskab rummede en intellektuel, dekonstruktiv kompleksitet, som Krarup slet ikke forstod.

Jeg holdt dengang som nu med Krarup imod den kritiske akademiker. Kierkegaard er nemlig slet ikke nogen ”teoretiker” i gængs forstand, nej, han er en kristen tænker.

Grunden til, at jeg nævner denne episode, skyldes en debat, der er blevet ført i Weekendavisens bogtillæg om Kierkegaards forfatterskab. Senest har sognepræsten Anders Kingo fremført det åbenlyst rigtige synspunkt, at Kierkegaard er blevet misforstået her til lands, og ikke blot det: Han er blevet gjort tandløs, mondæn og salonfæhig af den slags kværulerende intellektuelle som professoren ved det omtalte seminar. Eller han er blevet læst rent ”æstetisk”. Igen fordi det kristne er blevet frafiltreret. Kingo finder en hovedårsag hertil i den forvanskning af forfatterskabet, som Georg Brandes stod for. Og som er viderekolporteret af alle hans kulturradikale elever, der jo som bekendt har dannet et kulturelt hegemoni her i landet.

Konsekvensen er altså, at Kierkegaards forfatterskab er blevet kuperet: Vi står tilbage med en ren humanistisk tænker, lige dele ånd- og tandløs, klar til at blive indlemmet i det kulturradikale kleresi. Man har ingen sans for den fordring, der i virkeligheden udgår fra hans skrifter, og som er af en helt anden radikal karakter, nemlig opgaven at vorde menneske af ånd under kristendommens fordring til hin enkelte.

At læse Kierkegaard uden om hans kristendom er at læse ham med gustent overlæg. Men humanisme glider altså lettere ned i akademiet. Så foretrækker jeg dog den ærlige kulturradikale tale, nemlig Poul Henningsens, der i en artikel fra 1963 direkte advarede imod at læse denne kristne forfatter.

Af samme grund har mange læsere svært ved at tilegne sig bøger, der skrives af bekendende kristne forfattere. Det gælder også to glimrende, aktuelle bøger af præsterne Torben Bramming og Kristian Østergaard. Brammings bog er, som det allerede fremgår af titlen, et Opgør med den moderne myte, og den moderne myte er først og fremmest myten om fremskridtet, at du kun er en dårlig udgave af dit fremtidige selv, som forfatteren fyndigt skriver. Men det er også myten om, at verden er konstant forbederlig, at rettighedstænkningen med dens konstante fokus på den enkeltes selvrealisering er altings mål.

Herimod sætter Bramming naturligvis den kristne myte, der betoner mennesket i sin konkrete sammenhæng med ansvaret for næsten og med en besindelse på, at man er god nok, som man er. For man er Guds skabning, og nutiden er ikke blot et gennemgangsled til en bedre fremtid; den er skæringspunktet med evigheden. Det er vel et paradoks for mange, ja, i grunden for os alle, men især for dem, der kun (hvis overhovedet det) vil holde sig til det første budskab i bogen: opgøret med nutidsfikseringen og troen på fremskridtet – men ser bort fra det andet, kristne budskab. I så fald står vi tilbage med en halveret kulturkritik, der ikke sætter noget andet i stedet for det kritiske syrebad.

Kristian Østergaards bog Ansigt til ansigt kredser i en meget livsnær diktion om det, man kunne kalde eksistentialerne: De træk, der kendetegner vores måde at være menneske på, de helt elementære vilkår, der bestemmer vores eksistens som mennesker gjort af kød og ånd. Hvilke eksistentialer? Ansvar, tilgivelse, samvittighed, frihed, ondskab, tvivl, barmhjertighed, had og lidenskab. Det er en slags andagtsbog, der viser, at Biblen naturligvis stadig har bud til moderne mennesker, der ellers mener, at have lagt fortiden bag sig og smidt alt det gamle ragelse på historiens mødding. Altså på en måde et budskab beslægtet med Brammings.

Et af de bedste kapitler handler om modstandsfolkene under besættelsen, især Hvidstensgruppen, og Østergaard gør ret i at betone, at de jo ikke var ”humanister”, eller i hvert fald ikke kun det. Nej, de var faktisk troende kristne, og det var ud af denne tro, at de hentede styrke til at forsvare deres fædreland. Jeg har skrevet om modstandsfolkenes afskedsbreve affattet få timer, inden de blev henrettet. Denne, ja, ”enfoldige” tro på en højere mening, en mening, der på mange måder ikke går ”efter vores forstand, men over vores forstand”, med Brammings ord, er vigtig at blive mindet om i en tid, hvor litteratur og teologi ofte skilles ad.

 

 

Torben Bramming: Opgør med den moderne myte, Kristeligt Dagblads Forlag og C.S. Lewis-Selskabet (2012).

Kristian Østergaard: Ansigt til ansigt, Hovedland (2012).

 

127 kommentarer RSS

  1. Af Maria Due

    -

    “Min tese skulle vær klar. Moral er ikke, hvad den har været, eller den er forsvundet til fordel for noget helt andet. Når mennesker opfatter sig selv som naturvæsener, er der ikke rum for selve begrebet moral. Når mennesket omvendt opfatter sig selv som et absolut autonomt væsen, kan der heller ikke stilles moralske krav til det. Kun når mennesket opfatter sig selv som et væsen, der er stillet over for et absolut, eventuelt guddommeligt krav eller har til opgave at nå frem til et yderste mål, giver modellen: en overordnet etisk princip og en række derpå beroende moralnormer, mening. Men da er der til gengæld heller ingen, der er i tvivl om, hvad der er meningen med tilværelsen.”

    Dette er de afsluttende ord i Johannes Sløks bog “Moralen der blev væk” (1993).

  2. Af Allan Hansen

    -

    Jeg bringer hermed et lille indlæg af min gamle læremester Johannes Sløk ´fred være med ham.

    MORAL og ETIK.

    “Det står sløjt til med moralen for tiden. Vi snyder i skat, bedrager toldvæsenet, hugger tyggegummi i supermarkedet, lader os bestikke og bagtaler hinanden det politiske liv står begravet til halsen i skandaler, og vi kan gang på gang gribe politikerne i at lyve, fortie sandheden og løbe fra deres løfter.

    Måske skyldes miséren, at selve ordet moral ikke længer giver nogen mening, og det har jeg i min høje alderdom fået lyst til at skrive en lille stilfærdig bor om. Moralen, der blev væk.

    Vi har imidlertid også ordet etik, og det er ganske tankevækkende, at mens det står sløjt til med moralen, så klarer etikken sig glimrende.
    Midt i det moralske forfald taler alle om etik.

    Man anmoder om etiks vejledning; genteknologer bønfalder om at få at vide, om det, de laver, nu også er etisk forsvarligt, og det er genteknologer ikke ene om, hvad Peter Kemp omhyggeligt har gjort rede for i den bog, jeg senere skal citere.
    I hver fald er resultatet, at alle taler om etik, men at det er kun er få, der er i stand til at forklare, hvad etik er for et dyr.
    I den henseende løber de fleste sur i zoologien

    Til gengæld gør man noget ved sagen.
    Man nedsætter >>råd<< – Det Etiske Råd, Det Videnskabetiske Råd, Det Lægevidenskabeligt Råd, og der skal nok være nogle flere, som jeg blot har overset. Måske er der også noget andet, jeg har overset; i hvert fald har jeg ikke nogen steder læst, hvad de mener med begrebet etik.

    Måske går de ud fra, at det véd vi da alle sammen.
    Det har rigtignok også været diskuteret i flere tusind år blandt tænker og forfatter; humlen er blot, at disse begavelser ikke har været påfaldende enige, så begrebet fortaber sig i tågen…..

    Uden at kunne sige det med sikkerhed gætter jeg på, at man i almindelighed har en fornemmelse af, at etik er et lidt "finere,, ord end moral, men at man ikke kan præcisere, hvori det fine skulle bestå. De fleste vil sikkert finde, at det er en udmærket idé at nedsætte Det Etiske Råd, mens man måske ville synes, det var lidt underligt, hvis man nedsatte noget, man kaldte Det Moralske Råd.

    I filosofisk sammenhæng fortrækker man ordet etik.
    Man kan tale om Aristoteles´ etik men hvis man snakker om Aristoteles´moral, ville man snarere tænke på hans personlige habitus end på hans filosofi.
    Spinozas hovedværk hedder simpelt hen " Etik,, eller rettere " ETHICA,, thi han skrev latin, og det ville være helt forkert at oversætte det til "Moral,,.

    Kilde: Moralen der blev væk, Johannes Sløk 1993.

    Se det var smæk for en skilling!

    Mvh. Allan Hansen.

    Johannes Sløk.
    1). Da gud fortalte en historie.
    2). Da mennesket tog magten.
    3). Det absurde teater og Jesus forkyndelse.
    4). Den kristne forkyndelse.
    5. 80 år med gud.
    6). Moralen der blev væk.
    7). Opdagelsen af Mennesket.
    8). Hvad i alverden er verden?
    9). Det religiøse sprog.
    10). Herre, giv mig mere vantro!

  3. Af Allan Hansen

    -

    En grænse for vor høresans.
    Man hører kun de spørgsmål, som man er i stand til at finde et svar på.

    340. Den døende Sokrates. – Jeg beundrer Sokrates
    tapperhed og visdom i alt, hvad gjorde, sagde – og ikke sagde.
    Dette spydige og forelskede uvæsen, denne rottefænger fra Athen, der
    fik de mest overmodige unge mænd til at bæver og hulke, var ikke
    blot alle tiders snakkehoved: han var lige så stor i tavshed.
    Jeg ville ønske, at han også havde været tavs i det sidste
    øjeblik af sit liv – måske han så tilhørte en endnu højere orden af ånder.
    Om det nu var døden eller giften eller fromheden eller ondskabsfuldheden: et eller andet
    fik i det øjeblik hans tunge på gled, og han sagde” Åh, Kriton, jeg skylder Asklepios en
    hane,,.
    Disse latterlige og frygtelige “sidste ord,, betyder for den, der har øren at høre
    med:Ӂh, Kriton, Рlivet er en sygdom!
    Skulle det være muligt, at en mand som han, der levede muntert og for alle øjne
    som en soldat, var pessimist?
    Han havde altså blot gjort gode miner til livet, alt imens han livet langt skjulte
    sin afgørende dom, sin inderste følelse!
    Sokrates, Sokrates – led af livet.
    Og han hævnede sig endda for det – med disse forborgen, forfærdelige, fromme
    og blasfemiske ord! Var Sokrates nødt til ligefrem at hævne sig!
    Var det et grand storsind for lidt i hans overrige dyd? – Ak, venner! Selv grækerne må vi overvinde!

    – Friedrich Nietzsche.

  4. Af Allan Hansen

    -

    Næste år ved sommer tid vil jeg sælge
    Brandes samlede værker (12 bind).
    Min idé er, at de skal hjem til Danmark
    igen, der hvor de vil blive læst og forstået
    – kort sagt, der hvor de hører hjemme.
    De er intakt og læder indbåndet.
    Når jeg først vil sælge dem til næste år
    så skyldes det, at jeg er i gang med en
    grundig efterforskning af disse værker.
    Beløbet går ubeskåret til velgørenhed.
    Det kunne fx være dyreværns foreninger,
    hjemmeløse samt voldsramte kvinder.
    Men det kunne også være Snaphanen
    eller Kim Møller.

  5. Af Maria Due

    -

    “Jeg bringer hermed et lille indlæg af min gamle læremester Johannes Sløk ´fred være med ham.”

    “Beløbet går ubeskåret til velgørenhed.
    Det kunne fx være dyreværns foreninger,
    hjemmeløse samt voldsramte kvinder.
    Men det kunne også være Snaphanen
    eller Kim Møller.”

    Tja, her mangler som i det øvrige sammenhæng. Jeg kendte Sløk, fra jeg var elleve år og fulgte som voksen mange af hans forelæsninger. Da indvandrerdebatten begyndte at tage form først i 1990’erne, og vi blandt andet fik Dansk Identitetshistorie redigeret af den konservative og bredt respekterede professor i historie ved København Universitet Ole Feldbæk, gik Sløk i glødende opposition til det nationale. Han ville have foragtet og hudflettet Snaphanen og Uriasposten, og det ved enhver, der kender lidt til hans holdninger.

    Sløk følte ikke nogen særlig sympati for danskerne og foretrak ligesindede på tværs af grænserne, hvilket han overhovedet ikke lagde skjul på og elskede at udpensle foran et stort auditorium fyldt med danskere, der på skift grinede og så forargede ud. Det har jeg tit tænkt på, når DF’ere har udfoldet sig i debatten og skubbet mig i samme retning som Sløk. Forleden var der en af DF’erne, der kaldte to kvindelige deltagere på Berlingske Tidendes blog for “tyskertøse”. Årsagen var, at de ikke deler DF’s holdning.

  6. Af Allan Hansen

    -

    @ Maria Due:

    Måske burde jeg også sælge Sløk´s
    samlede værker så også disse kan vende hjem til
    Danmark igen. Grundlæggende havde Sløk ingen viden
    eller indsigt i islam – jeg har dog fundet et par bemærkninger, det
    vender vi tilbage til. Nuvel, Sløk var ikke islamforsker men idéhistoriker.
    Det er fuldstændig absurd, at påstå, at Sløk ville støtte
    en islamiske stat i Danmark.
    Det er forøvrigt meget morsomt, at vi har læst de samme bøger
    men går hjem med to forskellige resultater (…)
    For nogle siden skrev du på JP, at jeg vist ikke havde nogen
    viden om Brandes – det på trods af, at jeg har læst hans samlede værker:
    Ak ja ak ja.
    Jeg har også fundet noget brevveksling mellem min bedstefar, der var
    bortrykker og Brandes, de er desværre gået tabt undervejs, idet jeg har
    boet i fem forskellige lande.
    Jeg føler mig overbevist om, at både Brandes og Sløk ville være medlem af Trykkefrihedsselskabet i dag.

    Lev Vel.

  7. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Kære Søren Farup – 11:46

    I hast her – sådanne analyser ville du ikke uden dybt og omfattende kendskab til psykoanalyse hverken kunne forstå el kunne anvende til noget som helst, såvel som du vel heller ikke kræver en ligefrem sygejournal, hvis en læge for det medicinske skulle hjælpe dig eller ligefrem fremlægge/forsvare en doktorafhandling – udover at sådant er privat anliggende.

    Freud har dog modigt måttet bruge sig selv i første omgang (dele af hans “Drømmetydning’ fra 1989/1900 – og hvor skulle egtl en pionér som Freud egtl gå hen og en Næsgaard ligedan. De har gjort omfattende arbejder også med sig selv- helt uundgåeligt i f dette emne.

    Men – siden er en egenanalyse et krav, såvel som den er det vigtigste i uddannelsen, ganske enkelt for at kunne forstå/fatte stoffet og metoden, som er at gøre det ubevidste bevidst; men også for at være sine egne værste neuroser kvit.

    Det forlanges ikke i f psykologi og psykiatri. En yderligere forskel i f disse psykologiske videns-områder.

    Så – rolig nu. 🙂

    Men kendes der til området, så kan man føle sig mere sikker på at kunne vurdere et materiale – og ikke blot fordi man evt. kender til en analyse af den eller den analytiker, der jo er kommet langt ud over stepperne siden fx en lste analysetime, og hvor man ikke har kendt vedkommende eller søgt, kunnet søge denne.

    Så – for lægmand her at sige sådant, det er langt ude i hampen. Så skulle man også vurdere hver enkelt, der havde læst Søren Kierkegaararff – jeg tror nødig, at hele Søren Kierkegaard Selskabet ville lægge sig på briksen, hvad man heller ikke gør i dag!

    Men – en psykoanalytiker kan muligvis ved kendskab til Kierkegaards skrifter el dele deraf kunne tolke yderligere fremfor rent subjektive opfattelser el fastlåsthed overfor det sagte. Det er måske allerede gjort. Det ved jeg ikke.

    Men – så kunne vi sige, at hele filosof-standen skulle ‘på briksen’i en vis forstand ud fra deres forståelse el ikke-forståelse af noget. Alt efter – hvordan de selv lever deres liv, hvad det ville indebære.

    Så .. det tror jeg at vi uao kommer til at lade fare. Og – der er heller ikke analytikere nok, der måske også kunne have en sådan ‘interesse’, hvilket ikke ville kunne pålægges nogen el nogen fremlæggelse siden; omend noget kunne afspejle sig i deres viden og opfattelser.

    Det skal man faktisk have folks tilladelse til – især hvis de er nulevende.

    Jeg må løbe. Mvh BHL

  8. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Søren Farup – fortsat

    Jeg ville finde det uerisk at forlange psykoaanalyse fremlagt af andre, fordi man måske ikke er enig! Hvad med dig selv!!

    Tænk lige over, hvad du egtl udtrykker!! Mvh BHL

  9. Af Søren Farup

    -

    Kære Maria Due

    Jeg vil afslutte vores lille samtale om Kierkegaard, eller rettere, hvad der interesserer mig, hans forfatterskab – for det er i sandhed opbyggeligt/ trøstende for det magtesløse menneske, for hvem “den evige saglighed” ligger på sinde.
    Nyfigen opmærksomhed om hans forhold til Regine hører hjemme i “Se og Hør” og hos psykoanalytikere, der har så travlt med andres liv, og er uden interesse i deres eget.
    For at høre præstens prædiken, skal man ikke først have rekvireret en psykiatrisk attest om hans mentale tilstand, eller have snaget hans private kærlighedsfold (K har selv lagt tingene frem i “Forførerens dagbog” – nøjes med den, og lyt så til ham som en tørstende lytter efter kildens klukken).
    Hvis du er oprigtigt interesseret i at vide noget om hans forfatterskab, da vil jeg henvise dig til to små skrifter, der udkom i h.h.v. 1851 og 1859 (K døde i 1855).
    “Om min forfatter-virksomhed”
    og
    “Synspunktet for min forfatter-virksomhed”
    Når du har indoptaget dem, ved du allerede mere om forfatterskabet – og om Kierkegaard, end de fleste professorer og litterater sådan ved om sagen.
    Jeg vil ikke gå ind på dine betragtninger om, hvad Kierkegaard lægger i begrebet eksistens, blot sige, at du skylder dig selv at blive ordentlig orienteret – og at læse de to små skrifter er en god begyndelse.
    Fra forordet til dedikationen til “Hiin enkelte” skal du dog have en lille passus:
    “En utålmodig politiker, der forhaster sig med at kigge lidt i disse blade, vil vistnok finde lidet til sin opbyggelse: får så være. Dersom han derimod skulle velvilligt ville give sig lidt tålmodighed; jeg er overbevist om, at også han, endog ved de korte antydninger, der meddeles i disse blade, vil blive opmærksom på, at det religiøse (kristelige m.a.), er den forklarede gengivelse af, hvad en politiker, for så vidt han virkelig elsker det at være menneske og elsker menneskene, i sit lykkeligste øjeblik har tænkt, om han end vil finde det religiøse som for højt og for ideal”
    Glem alt om Sløk, hvis pen blandt andre – også jeg hang ved en tid lang for at finde ind i Kierkegaards forfatterskab.
    Sløk var en god ironiker – men til sidst kom jeg i tvivl om, hvorvidt han overhovedet eksisterede.
    Jeg håber, du vil følge mit råd, men du skal have tak for din optagethed af emnet – en optagethed jeg respekterer.

    De venligste hilsner

    Søren Farup

    Ps til Hviid Lajer: Hvad mener du om psykiatriens bedømmelse af Breivik?

  10. Af Søren Farup

    -

    Kære Maria Due

    Som agnostiker bør du læse G K Chestertons “Ortodoxy” – eller på dansk “Fritænkeri og rettroenhed”.
    Han var den bedst begavede agnostiker, jeg kan komme på.
    Her er noget af den samme dybde, som man finder hos Kierkegaard, men Chesterton henvender sig mere til det brede folk – og tilsluttede sig den katolske kirke.

    Venlige hilsner
    Søren Farup

  11. Af Maria Due

    -

    Kære Søren Flarup.

    Tak for din opmærksomhed. Jeg læste allerede som teenager Chesterton.

    Mvh.

  12. Af Maria Due

    -

    “Allan Hansen”

    Du vrøvler uafladeligt. Sløk var Europæer med stort E og ville ikke have haft noget med Trykkefrihedsselskabet at gøre. Det fremgår tydeligt af hans bøger fra 1990’erne.

    Ang. din donation af provenuet ved salg af Georg Brandes’ samlede værker skulle du måske overveje, om det ikke var bedre at beholde dem på Vesterbro. Du kan i øjeblikket købe dem for 600 kr. hos Andersens antikvariat i Glostrup, og der er nok mindst 50 procents fortjeneste ved det salg.

  13. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    Tak Allan, der fik jeg lige noget at tænke over.

    Den enfoldighed jeg tænker ‘på’ er den vi kender fra en hver beslutning, når tanken bliver til handling… så er det i Kirkegaards forstand ‘enfoldigt’ og enten/eller. Men dette retrospekt er en illusion, som Grækerne efterlader os med og i. Sammen skæbne tilfalder ‘ordet’, som i retrospekt kun kan betyder ét, men før det er sag kan det betyde at!

    Psykologisk eller kognitiv indsigt ‘ophæver’ ikke disse problemer – al den “sydom” som livet bringer, er blot endnu et retrospekt ord, men også vores sikkerhed for at vi var sanselige mennesker. Overkomme vi den smerte som livet bringer havde vi mistet forbindelsen til vores menneskelige ophav, og dermed enhver basis for kultur…..

    Men indsigt i vores svaghed for stærke ordet, kan da afsløre hvorledes Nietzsche skulle få ret. Lad bare tanken blot komme mod os fra hvilke hvilken del af hjernen den vil – for det er ej hjernen men viljen/intelligensen, ja visdommen der vælger hvilke tanker vi gør til ord og til handling!

    Broder har du en dyd, og er det din dyd, så har du den ikke fælles med nogen.
    Sikkert vil du kalde den ved navn og kærtegne den; du vil knib den i ørerne og lege med den.
    Og se! Nu har dens navn fælles med folket og du er blevet folk og fæ ved din dyd!

    Således talte Zarathustra, (Om lyster og lidenskaber, forfra)

    Vi kan da kun benævne og kende, etik, moral, sygdom… ja… endog enfoldigheden, i retrospekt. Hvor Kirkegaard med Grækerens ord, og retorik, forgreb sig på handlingen. Tabte han sin Regine til enfoldigheden, for sig – ja så vandt han dog mangfoldigheden, for os.

    Lyset af Zarathustra ord bliver bliver den græske diagnose forvandlet til en fordom, “sygdom til døden” – men igen fordi vi vores søgen efter dydens vej må tage forskud på dommen!

    Sådanne refleksioner har ført mig til den hypotese at Kirkegaard/Sokrates lod sig forfører i en enfoldighed jeg kalder ‘viljen til tvang’.

  14. Af Allan Hansen

    -

    @ Per Feldvoss Olsen:

    Ja, Zarathustra er et af verden litteraturen historiens mest gådefulde mester værker.

  15. Af Allan Hansen

    -

    Nietzsche om bevidstheden:

    “Bevidstheden er den sidste og seneste
    udvikling af det organiske og følgelig også det mest ufærdige
    og kraftløse ved det.
    Fra bevidstheden stammer utallige fejlgreb, som gør, at et
    dyr eller menneske går til grunde, førend det måtte være nødvendigt,
    “ud over skæbnen” , som Homer siger.
    Var den bevarende forening af instinkter ikke så meget mægtigere
    og tjente den ikke i det hele som regulator, så skulle menneskeheden
    gå til grunde ved sine forkerte domme og åbenlyse fantasier, ved sin overfladiskhed
    og lettroenhed, og kort sagt, netop ved sin bevisthed, eller retter: uden instinkterne
    ville menneskeheden for længst ikke mere have været til!

    Før en funktion er udbygget og moden, er den en fare for organismen:
    kun godt, hvis den bliver grundigt tyranniseret – og ikke mindst af stolthed over den!
    Man tænker, at den er menneskets kerne, dets blivende, evige, fremmeste, oprindeligset.
    Man anser bevidstheden for en fast og given størrelse!
    Benægter dens vækst og dens afbrydelser! Opfatter den som “organismens enhed”!
    Denne latterlige overvurdering og misopfattelse af bevistheden har det meget nyttige
    til følge, at en alt for hurtig udvikling af samme bevidsthed dermed er blevet forhindret.
    Fordi menneskerne troede, at de allerede havde den, har de kun gjort sig ringe umage
    for at erhverve den – og sådan forholder det sig stadigvæk!
    Det er stadigvæk en helt ny og først nu for det menneskelige øje dæmrende og
    endnu ikke tydelig erkendt opgave at indoptage viden i sig og gøre den instinktiv
    – en opgave, der kun ses af dem, der har fattet, at vi hidtil har indoptaget vore
    fejltagelser, og at al vor bevidst knytter sig til fejltagelser!,,.

  16. Af Allan Hansen

    -

    Som bekendt var Søren Kierkegaard ikke særlig begejstret for den demokratiske idé
    for som han sagde ” det ender jo med, at de dumme får ret – ikke fordi de har ret
    men fordi de er flest!,,

    Og efter det seneste valg må man jo give manden ret – danskerne er meget naive.
    Nu har vi afskaffet demokratiet og indført dhimmikrati med sharia lov.

    En hilsen skal gå til Mogens Glistrup, som så det komme for 30 år siden.

  17. Af Allan Hansen

    -

    ” Man kan blot forstille sig, hvad man i den muslimske
    og den – tidlige – kommunistiske verden ville sige til selve
    tanken om menneskerettigheder, at man skulle have
    ytringsfrihed eller forsamlingsfrihed og være fri for alle
    former for undertrykkelse, at man ikke måtte fængsles af politiske eller religiøse
    grunde, at man ikke underkastes tortur og ikke måtte henrettes uden
    en “lovlig,, rettergang. Det er ikke svært at forsætte opremsningen, for
    i de nævnte kulturer har det enkelte menneske ingen rettigheder og det har ingen værdighed,,.

    Citat: Sløk – Europas sjæl 1994.

  18. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    Nuvel – al denne snik-snak bliver retrospekt: vrøvl og parlamenteringer – vi kan jo kun tale “frit” ud i en kulturel bevidsthed og at vi helt sikkert tager fejl. I min frihed må jeg forholde sig dannet til den i anden, i det vi i talesætter enfoldigheden og dens fejlslagne gerninger….

    Den talefrihed vi betjener os af er kvalitativt begrænset derved, i forholdet til, hvordan selv lader enfoldigheden være den tvang vi kalder formålsårsag. Hvis vi på Sokratiske vis opstiller vore egen enfoldighed som et dikotomisk alternativ til den andens enfoldighed, da har vi derved sat vores egen frihed overstyr – jeg har da bevidst/ubevidst valgt tvangen, som min enfoldige vej til “friheden”. Jeg har da benyttet mit af en paradoksal enfoldighedens fordobling!

    Hvordan vi da kan omgås vores enfoldige dyder handler om et imperativ for den andens frihed – er den enfoldige fri eller har han blot fundet ro og fred i en frygtløs, bevidstløs, sanseløs, en “spirituel” Kenosis?

    Hvis jeg i misforstået godhed, bevidsthed, eller frihed – så mødes jeg af den poetiske retfærd som kommer når den enfoldige morder i sin mangel af enfoldige ord, og ringer på min dør!

    Viljen til magt handler da om vores vilje til i ord at be-tale den andens mangfoldighed, den andens frihed… fra enfoldighedens stereotype dyder…. kan da vindes – hvorved vi får adgang til de rigdomme kun hans frigjorte magt kan producerer.

    Pamfletten om dette er nok fejlagtig og gal….

    De dyder, vi kaldte værdier, den vej er fatal retoriske-konservativ; enfoldigt-banal!

    Intelligente viljer, vinder en frihed, ikke ét ideal,
    en mangfoldig konservativ frihed: betænk og betal!

    Sydommens symptom, den enfoldige jagt på den hellige gral….

  19. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    Poetisk retfærd – hvad du ønsker skal du få, så pas på:
    http://rokokoposten.dk/2013/02/17/center-for-beskyttelse-af-den-gode-tone-oprettet/

  20. Af Allan Hansen

    -

    “Regering,folketing,domstol,politi
    Alt det, der just i mørket skulle lyse,
    Men straks lod i et musehul sig kyse
    Og står de fremmede mod landsmænd bi,
    Er ikke Danmarks ånd tilstede i,,.

    Kaj Munk.

  21. Af Allan Hansen

    -

    Politicalislam.com Hacked!
    The Politicalislam.com website has been hacked. It was a sophisticated attack and, as of this time, our server and their IT guys haven’t been able to fix the site. But we will be back. There will be another announcement soon giving an email adddress where you can reach me.

    Also this week, Robert Spencer’s JihadWatch website was hacked and is still out of commission. The cyber-jihadis have been busy. They obviously are afraid of the truth we tell.

    Dr. Bill Warner

  22. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Søren Farup – 00:21

    Ps til mig – jeg må henvise dig til Se & Hør! Og – jeg tror næppe, at dette blad var på gaden; mens Næsgaard levede. Så – han er med hans frimodige væsen da også gåt glip af noget. Andre igen er ikke så berøringsangste, jeg selv inklusive, at vi ikke kan stiftebekendtskab med andet end Biblen og dens enfoldige snak, så jeg ikke forstår, at man kan have læst Kierkegaards ‘Øjeblikket’ i denne nævnte udgave el på anden vis, hvis man ikke forstår mandens kvide, at han må blive til ren ånd, fremfor et levende menneske, hvor han må afvise kvinden – og hvor han ikke tør frasige sig religionen, Gud – forældrenes identitet, de gav videre til ham – hvorfor han må blive ren ånd samtidig med, at han føler sig som ‘en Offret’ med ordene s. 196/197:

    “I saadanne Qualer som mine opdrages et Menneske til at kunne bære at være en Offret; og den uendelige Naade, der vistes og vises mig, er at være udseet til at være en Offret, at være udseet dertil, ja, og saa Eet endnu, under Almagtens og Kjerlighedens samvirkende Indflydelse at være udviklet til at kunne fastholde, at dette er den højeste Grad af Naade, som Kjerlighedens Gud kan vise mod Nogen, derfor kun mod de elskede.”

    Kierkegaard afdækker præsternes forlorenhed og falske tale, såvel som han afdækker deres tvetydige væsen og deres lidelser, ofre – ikke mindst seksualiteten på den tid.

    Han beskriver sine egne lidelser og undres over, at disse præster er fortalere for lidelser, der med urette således påføres mennesker.

    Trods alle indsigter, der er utrolige, så tør han ikke forlade ‘den fædrende arv’ – troen, fordi han ikke har kunnet sætte andet i stedet, og slet ikke en kvinde. Derfor er det interessant at vide og forstå hans hævede forlovelse med Regine.

    Til advarsel mod en sådan ‘impotens’ i livet på grund af en kristendom, som ikke kan slippes af hin enkelte, vi taler om her.

    Søren Farup –

    Du er ikke en ordentlig og seriøs debattør – du har så stor identificering med Søren Kierkegaard, at du ikke evner heller at tænke ud af boxen i al din (livs)forskrækkelse over, at andre kan tænke og mene anderledes i livet og om livet – uden at skulle fortælle om Se & Hør og psykoanalytikeres optagethed af andre.

    Du selv må til fulde siges at være mere end optaget af Søren Kierkegaard, selv om han da er værd at stifte bekendtskab med. Men – sådan helgenkåring eller fanatisme for ét andet menneske, ja – det mener Søren Kieregaard jo selv, at der er få af, når vi taler om Jesus: De kristne er forlorne og forvøvlede, og jeg citerer her SK selv:

    “For Alt vogt Dig for Præsterne! Til det at være Christen (hvis man da skal være det saaledes, at det kan bestaa i Dommen; og hvad hjælper det ellers Eens Væren Christen!) hører: at have lidt for Læren. >Og troe Du mig, saasandt jeg hedder Søren Kierkegaard, det faar Du ingen officiel Præst til at sige, som naturligt er, thi det var for ham at dræbe sig selv; i samme Øjeblik det er sagt, at det at have lidt for Læren fordres endog til at være Menig Christen ..” Og SK taler videre om de ‘1000 levebrød’og fortsætter:

    “Derimod kan Du være fuldt forvisset om, at han af al sin Magt vil foredrage det Modsatte, forhindre dig i at komme på hine Tanker, at Du kan bevares i Tilstanden af det han forstaaerved en Christen: et godt Klippefaar, en skikkelig Middelmaadighed, hvemEvigheden lukker sig for.” Og – iøvrigt er han ligeglad, om folk følger det religiøse, han er bare et pligtmenneske, må vi forstå det efterfølgende, hvo rhan fortsætter:

    “Vogter Eder for dem, så gaae i lage klæder – og andetsteds påpeger han også det kvindagtige i denne dragt.” A clever man – og jeg skal ikke udlægge den tvetydighed, der også kan i sådanne budskaber, såel som man altid vil kunne aflæse, i vore dage, en vis personlig udtrykgiven, når en præst m/k prædiker. Livssyn – om ikke andet.

    Psykoanalyse for den, der praktiserer, er ganske pragmatisk og er ikke 12/12 – dvs året rundt. Det kan den enkelte analytiker ikke heller holde til – og ligedan en analysand (klient), somogså skal have pauser i disse forløb for heller ikke at gøre sig afhængig af en analyse/analytiker, såvel som der arbejdes udenfor et sådant terapirum af den enkelte, som således skaffer sig nye erfaringer i livet.

    Visse analytikere skriver også bøger undervejs mmm.

    Og – endog ville du gerne have en psykoanalyse af Joakim Garff i et af dine forrige indlæg. Nu vender du på en tallerken og skriver, at man ikke skal have sådanne udlægninger af præster, før en prædiken. Du er ganske enkelt arg i din argumentation og tillige fejghed at indflette ting som svar på mit indlæg til dig i en meddelelse til Maria Due.

    Nu kom jeg så i tanke om, at jeg havde en enkelt bog af Søren Kierkegaards ‘Øjeblikket Nr. 1.10’, som jeg har haft vist siden 1999, 2. udgave,l. oplag – men noteret mig kursorisk i og med visse understregninger tilbage først i 2006 – og ikke siden.

    Men jeg slår lige nøjagtig op i bogen, og her kommer forordets forfatter ind på side 21. Ja læs ellers selv, hvor trist, jeg må af tidnød nøjes med dette:

    “Men netop denne erfaring (der er tale om dette – en “pæl” i kødet) af det totalt uforståelige og tilsyneladende meningsløse i subjektets liv danner udgangspunkt for kristendommen. Således er udgangspunktet for kristendommen at subjektet ikke selv kan blive til den ånd, der sætter sin væren – hverken i form at den ironiske subjektivitets monologiske og indesluttende åndelighed eller i form af det etiske og dialogiske møde med det andet menneske. Kristendommen tager med andre ord sit udgangspunkt i en eksistentiel katastrofe nemlig det meningsfulde i subjektets dialogiske møde med det andet menneske bryder sammen.”

    Så – er det vist sagt! Slutter hermed dialog med Søren Farup for så nedladende tale – omend jeg er klar over, at kristne, som det engang sagdes mig, ‘er de værste’ -ogmed mine ord: deres masochisme også udløst i en sadisme – p gr a deres indestængthed.

    Og – iøvrigt ofte livsfornægende holdning, så det er dét der fortsat opdrages til, og STØVRING tør så heller ikke andet, fx stole på sig selv og se, at før en kristendom og alt det med skyld og forsagelse og ’salig er de enfoldige’ – og hele baduljen om ‘kundskabens træ’ -så var der altså også mennesker og også den næstekærlighed, som med en institutionalisering af en idé, kristendommen her, gør sig til fortaler for ved ligefrem at gøre patent på den og ligedan kærligheden.

    Gud fri mig vel – og bevar os da vel!

    En Gud – har næppe, iflg kristendommen, skabt os som tænkende væsener og med en seksualitet, hvilket i så høj grad fornægtes af katoliscismen, som havde den forstand på sådant. Nej, det er kun til at holde styr på tropperne og så dyrkelsen af egen salige enfoldighed og ikke mindst INTELLEKTUALISERING af både sig selv og forsøg på en enfoldig forståelse af, hvad et menneske er.

    Dvs at holde det nede, give det skyld og skam i vuggegave og videre i opdragelsen en ækelhed ved egen krop og dens ytringer – ja, fortsæt selv alt det ophøjede i dette ‘væsen’ af en gudsdyrkelse, hvor ‘man’ endikke ved om en sådan, men tager alt til indtægt for sit liv, som nogen kan bruge i sin helhed sådan ca. 2000 år efter en nedskrivning – og forhold før, hvad der måtte være inddraget ellers i kristendommen.

    Det var bedre at forstå, hvorfor vi ikke kan overholde alt sådant – og så slippe mennesket fri og hjælpe det, hvor dets ytringer vil være til direkte skade for et andet menneske eller det selv – og så lade resten ligge, så folk kan få luft og ikke tynges yderligere:

    Se og opleve falskheden i alt sådant, fremfor at stole på sig selv og evt. gøre op med det forlorne for og i mennesker – ganske enkelt leve livet og fuldt ud – og ikke som eller anden zombie og dermed forsvarstaler for det livsfornægtende; men jeg håber ikke, at nogen er så hårdt ramt som en Kierkegaard – sagt med al respekt for hans mange indsigter i al denne forlorenhed; men hvor han ikke selv formåede at gøre op med sin opdragelse til den kristne tro alligevel!

    Tak for nu. Jeg må slutte hermed, da jeg ikke har tid til nøjere i det hele taget – nu! Eller lyst heller til debat fortsat! BHL

  23. Af Maria Due

    -

    PS.

    Om ti elefantøl plus det løse og Vorherre på trods.

    Nedenstående link til en artikel i Kristeligt Dagblad om biskop Kjeld Holms nære venskab med Johs. Sløk.

    Til dem, der ikke ved det, kan tilføjes, at få har som Holm bidraget ihærdigt til Folkekirkens nuværende opløsningstendenser. Der er tale om en biskop, som har været helt usædvanligt emsig og politisk (S) for sin tid, og selv om han hævder, at han ikke ønsker staten og kirken adskilt, ikke desto mindre har bidraget kraftigt til at trække i den retning. Man må formode, at den højre hånd ikke aner, hvad den venstre foretager sig.

    Holms nedladende og gentagne udtalelser om, at højst 5 pct. af befolkningen ved, hvad kristendom er, er velkendte. Ligeså han store engagement pro islam og stadige hånlige angreb på danskere, der er mindre begejstrede for den muslimske indvandring.

    kristeligt-dagblad.dk/artikel/2818:Kultur–Et-sjaeldent-venskab-med-den-bidske-professor

  24. Af Maria Due

    -

    Per Feldvoss Olsen skrev:

    “Sådanne refleksioner har ført mig til den hypotese at Kirkegaard/Sokrates lod sig forfører i en enfoldighed jeg kalder ‘viljen til tvang’.”

    Viljen til tvang udtrykker meget præcist et gennemgående træk hos stærkt neurotiske mennesker, der ikke levner meget plads til andre mennesker.

  25. Af Allan Hansen

    -

    Ja, Holm er en narrøv!
    Nada Más.

  26. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    @Allan, historien gentages med stadig stigende frekvens. Den from for “hacking” vi taler om foregår som et dialektisk spil om hvem der kan fører bedst bevis for Tro og Gud…. således udviskes ved evidens skellet mellem religion og politik…. med ord og gerning!

    Til foruroligende beroligelse kan man observere hvordan de to parter skiftevis taler om hvorledes ‘deres’ evidens må kunne retfærdiggøre deres gode gerninger, som da netop kun kan betegens som ‘gode’ i deres enfoldighed! Man skarpe modlys ikke skelne ven ret fra fjende….

    Således vil de af vores venner, som kalder sig demokrater nys fører bevis for deres retfærdige politik: http://www.civilpolitics.org/content/going-extremes-sunsteins-take-how-m

    Re-tro-spekt, ordet for denne dyd er velvalg?

    Med de ord evidensens har produceret bliver den dyd som Zarathustra advarede os imod til endenu en udgave af den enfoldighed vi taler om – behaviorismen, et lille nøk skal nok få fortabte og enfoldige anden til! Men skøn enfoldig har det samme begreb dog mange navne, når ordet bliver til handling bliver dette lille skub til en terror – ud på de 80.000 favne, om du ‘vil’ eller ej….

    Paradokset opstår da når den selv samme mand, med beviset i hånd på ny finder nøglen til ekstremismen: Going to Extreems – ‘How Like Minds Unite’…. Snustein, denne evidens handler ‘ikke’ om din fjende, men om din egen evidens-politiske enfoldighed! Din egen enfoldighed sætter du i system via de små puf (Nudge, Nudge) du så sirligt har designet i dit kammer! Lad de enfoldige kun slås…..

    Evidens baseret politik består af en videreudvikling af den værdibaserede politik, dog i en forfaldsform som ligner et religiøst forbillede. Vi kan i nogen grad sove trygt om natten – da ekstremisterne er optaget af at bekæmpe hinanden.. når de da ikke er optaget af at fremstille deres evidens – en evidens som i en forunderlig fordobling er et bevis for deres politiske enfoldighed! Kun enfoldige mordere forsøger at finde retfærd i bag deres principper…. det er ikke pengene, det er princippet, denne kapitalismens berusende spiritualitet… som man kun kan føle når man ved at man har loven på sin side!

    Det jeg arbejder med er Kirkegaards manglende pædagogisk dannelse, hvordan kan geniet da hent fortabe sig i dette enten/eller…. om ikke han er mere styret og forført af Sokrates, end han er inspireret af Kristus, da fattede jeg hverken eller – og da netop i min “dumhed” her jeg står og ser frem til både og!

    Sunny Boys pædagogiske genkomst: http://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-gar-danske-forskere-i-kodet-pa-undervisnings-ministeren#comment-42158

    – eller for at sige det på nudansk: “Hvorfor er jeg sådan, er det fordi jeg har hørt for meget Dirk Passer man’?” (Malk de kojn)

  27. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    @Maria – “hos stærkt neurotiske mennesker, der ikke levner meget plads til andre mennesker.”

    Jeg ville gerne give dig ret, men det er igen dialektikken som gerne vil have os til at opstille dette som et dikotomisk fjendskab mellem mennesker. Tvangen omhandler således ikke til slut bare ‘den anden’, men også dig selv. Dikotomiens fjendskab kan ophæves ved at sige at viljen til tvang ikke giver plads til vore menneskelighed – altså den græske tragedie handler om det forhold at uanset hvor mange samtaler/dialoger vi gennemfører i dagtimerne, så forsvinder hele menneskeligheden når vi hver aften forsøger at beskrive den retorisk korrekt, det mangfoldige bliver enfoldigt under tidens pres og i det blege lys fra den enfoldige tælleprås…

    Viljen til magt kan altså aldrig nås ved ved at bekæmpe tvangen, men ved at vi bare står sammen! Dermed er Nietzsches attentat på Gud ikke et kynisk angreb på vores religiøse fællesskaber, men en genkomst til nogle Kristne dyder som ord ikke kan betale! 😉

    Det som filosofferne taler om at vi skal multiplicerer vores svaghed – hvilket på banal vis vil sige at vi skal lade tvivlen komme os alle til gode. Det vi da kan udlede at den visdom som Kirkegaard og Sokrates ikke opstod i på vejen tilbage til deres respektive hule og kammer, men den visdom fandt ved deres færden i “Langestrands gader”, i samtaler med hvermand…. Geniet ligger da i deres literærer/forføriske evnen – Dette Geni skal ikke underkendes – men Genites karakter skal det kan dog, mener jeg, re-kvalificeres… når Kirkegaard tilstadighed må fascinerer os skyldes det jo at han er sig sin rolle som forfører ganske bevidst?

  28. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    @Allan, historien gentages med stadig stigende frekvens. Den from for “hacking” vi taler om foregår som et dialektisk spil om hvem der kan fører bedst bevis for Tro og Gud…. således udviskes ved evidens skellet mellem religion og politik…. med ord og gerning!

    Til foruroligende beroligelse kan man observere hvordan de to parter skiftevis taler om hvorledes ‘deres’ evidens må kunne retfærdiggøre deres gode gerninger, som da netop kun kan betegens som ‘gode’ i deres enfoldighed! Man skarpe modlys ikke skelne ven ret fra fjende….

    Således vil de af vores venner, som kalder sig demokrater nys fører bevis for deres retfærdige politik: http://www.civilpolitics.org/content/going-extremes-sunsteins-take-how-m

    Re-tro-spekt, ordet for denne dyd er velvalg?

    Med de ord evidensens har produceret bliver den dyd som Zarathustra advarede os imod til endenu en udgave af den enfoldighed vi taler om – behaviorismen, et lille nøk skal nok få fortabte og enfoldige anden til! Men skøn enfoldig har det samme begreb dog mange navne, når ordet bliver til handling bliver dette lille skub til en terror – ud på de 80.000 favne, om du ‘vil’ eller ej….

    Paradokset opstår da når den selv samme mand, med beviset i hånd på ny finder nøglen til ekstremismen: Going to Extreems – ‘How Like Minds Unite’…. Snustein, denne evidens handler ‘ikke’ om din fjende, men om din egen evidens-politiske enfoldighed! Din egen enfoldighed sætter du i system via de små puf (Nudge, Nudge) du så sirligt har designet i dit kammer! Lad de enfoldige kun slås…..

    Evidens baseret politik består af en videreudvikling af den værdibaserede politik, dog i en forfaldsform som ligner et religiøst forbillede. Vi kan i nogen grad sove trygt om natten – da ekstremisterne er optaget af at bekæmpe hinanden.. når de da ikke er optaget af at fremstille deres evidens – en evidens som i en forunderlig fordobling er et bevis for deres politiske enfoldighed! Kun enfoldige mordere forsøger at finde retfærd i bag deres principper…. det er ikke pengene, det er princippet, denne kapitalismens berusende spiritualitet… som man kun kan føle når man ved at man har loven på sin side!

    Det jeg arbejder med er Kirkegaards manglende pædagogisk dannelse, hvordan kan geniet da hent fortabe sig i dette enten/eller…. om ikke han er mere styret og forført af Sokrates, end han er inspireret af Kristus, da fattede jeg hverken eller – og da netop i min “dumhed” her jeg står og ser frem til både og!

    Sunny Boys pædagogiske genkomst: http://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-gar-danske-forskere-i-kodet-pa-undervisnings-ministeren#comment-42158

    – eller for at sige det på nudansk: “Hvorfor er jeg sådan, er det fordi jeg har hørt for meget Dirk Passer man’?” (Malk de koijn)

  29. Af Niels Poulsen

    -

    Jeg synes, at debatten her i sin optagethed af Kierkegaard helt overser andre aspekter af Kasper Støvrings indlæg, som vel i grunden er en kort omtale eller anmeldelse af to aktuelle bøger.

    Selv synes jeg, at det mest spændende er, om der er en grundlæggende forskellig tids- og historieopfattelse til forskel på de progressive (de kulturradikale, socialisterne og de liberale) på den ene side, og de konservative (nedsættende: de reaktionære) på den anden side.

    Jeg tænker på det fine citat af Torben Bramming, altså at ”du kun er en dårlig udgave af dit fremtidige selv.”

    For den progressive er fortiden ringere end fremtiden. Den er mangelfuld, ufuldkommen. Fremtiden vil blive bedre (hvis de progressive har magten). Den progressive opstiller således et hierarki mellem fortid og fremtid. Fortiden er pr. definition dårligere. Tiden er et lineært forløb, hvor samfundet, for hver dag der går, kommer nærmere mod de af den progressive opstillede mål. Det er en slags trappestige op mod det ideale samfund og det ideale liv for den, som er borger i det ideale samfund.

    Men selv, hvis det var sandt, så synes jeg, at det i grunden er en uetisk tids- og historieopfattelse, for det betyder jo, at alle de, som har levet før os, har levet ringere liv end os. Ligeledes lever vi ringere liv, end fremtidens mennesker vil komme til at gøre det. Og det kan ikke være sandt … alene ud fra en etisk betragtning. Som udgangspunkt må ethvert levet liv have samme værdi, uanset hvornår i historien man måtte have levet. Tidsperioden kan ikke trække ned for det enkelte menneskes liv, hvad angår menneskelig lykke, eller hvilken parameter man nu måtte bruge for at måle det enkelte menneskes værdi eller mening.

    Det er, som om de progressive mangler blikket for “det store billede”. I hvert fald synes jeg, at de progressives model for tiden og historiens forløb er for endimensionel.

    For de konservative er der ikke som udgangspunkt en kvalitativ forskel på fortid og fremtid. De vil nøjes med at konstatere, at fortiden var anderledes, ikke nødvendigvis dårligere.

    De konservative vil have en mere diffus tids- og historieopfattelse. Tiden bevæger sig i cykler, ligesom årstiderne gør, pga. at jordklodens omdrejningsakse hælder i forhold til dens baneplan (som fremkommer ved jordklodens rotation om solen). Det kan synes som et tilfældigt fænomen, men faktisk findes det gentaget i vores solsystems bevægelse rundt om Mælkevejens centrum. Her er det ikke en omdrejningsakses hældning, som er afgørende, men det at Solsystemet bevæger sig ind og ud af Mælkevejens spiralarme. Det enkelte menneske lever for kort tid til at kunne registrere dette enorme møllehjuls rotation, men måske er jordens vekslen mellem varmere og koldere klima i virkeligheden et resultat af denne cyklus.

    Grunden til, at jeg gør så meget ud af det, er for at vise, at den cykliske bevægelse måske er et mere grundlæggende fænomen end den lineære bevægelse i naturen og universet.

    Hvis man accepterer den cykliske tids- og historieopfattelse, får man også lettere ved at tolke menneskenes og civilisationernes historie. Det går op og ned. Kulturer blomstrer op. Store riger går under. Opgangstider afløses af nedgangstider. Måske ikke med samme regelmæssighed som årstidernes vekslen, men det er heller ikke pointen.

    Et andet punkt, hvor den cykliske tidsopfattelse udmærker sig i forhold til den lineære, er vedrørende “gentagelsen” eller rettere “genkomsten”. Det er tit sket, at værdier, som i en lang periode har været fraværende, genopdages. Nogle tider menes jo at minde om andre tider. F.eks. oldtidens græske bystat og den italienske renæssancens bystater.

    Til sidst er der også den forskel på den progressive og den konservatives tids- og historieopfattelse, at utopien teoretisk set er realiserbar inden for tidens rammer i den progressives tids- og historieopfattelse. Mens utopien for den konservative (og kristne) ligger uden for tiden, i det transcendente.

    Det har en mærkbar psykologisk effekt: Den progressive bliver så let utålmodig, fordi utopien lader vente på sig. Nuet må jo forekomme den progressive så ufærdigt, så mangelfuldt. Den konservative derimod kan koncentrere sig om at løse problemer, gennem en pragmatisk ikke-ideologisk approach. Lad blot himlen vente. Utopien har ingen hastværk. Ja, de kulturradikales, socialisternes og de liberales utopier skal ligefrem bekæmpes … med fredelige midler, naturligvis. Lige nu kæmper vi konservative således mod den multikulturelle utopi, både som den kommer til udtryk inden for den vesteuropæiske nationalstat, og på det overnationale niveau, med hensyn til den på sigt føderale stat, EU.

    Bare man dog kunne få de kulturradikale, socialisterne og de liberale til at opgive deres ugennemtænkte lineære tids- og historieopfattelse og indse utopiernes umulighed inden for tidens ramme.

  30. Af Allan Hansen

    -

    @ Per Feldvoss Olsen.

    Det var denne sætning, der fangede min opmærksomhed:

    “”… når Kirkegaard tilstadighed må fascinerer os skyldes det jo at han er sig sin rolle som forfører ganske bevidst?

    Den er simpelhent genial!
    Man får den lumske mistanke, at du rent faktisk har læst lidt Kierkegaard.
    Og hvad værre er, at du også har forstået ham.

    Lev Vel.

  31. Af Allan Hansen

    -

    A devout Arab Muslim entered a black cab in London , He curtly asked the cabbie to turn

    off the radio because as decreed by his religious teaching, he must not listen to music because

    in the time of the prophet there was no music, especially Western music which is the music

    of the infidel. The cab driver politely switched off the radio, stopped the cab and opened the

    door. The Arab Muslim asked him, “What are you doing? “The cabbie answered,

    “In the time of the prophet there were no taxis, so piss off and wait for a camel!”

    Love it!

  32. Af Allan Hansen

    -

    Om tro og videnskab.

    Man bør tro på meget, men tvivle på alt!

    Grundlæggende er der ingen forskel på tro
    overtro, vantro, mistro eller godtro.
    Til syvende og sidst er der blot tale om tro.
    Ud med “gud,, og frem med forstanden.

    – ” Religion er en sygdom,,.
    Albert Camus.

    Helt anderledes forholder det sig med videnskaben.
    Videnskaben skal kunne verificeres dvs.
    bevises ud fra saglige, logiske og rationelle begrebs rammer, som kan
    kontrolleres ved gentagende forsøg og kan bevise, at en teori
    er videnskablig korrekt.

    Den intellektuelle indvending er, at der ikke er nogen grund til at antage, at nogen
    som helst religion er sand.
    (…) Det ser ud til, at de tre menneskelige bevægggrunde, der kommer til
    udtryk i religionen, er frygt, indbildskhed og had.
    Lad mig behandle det første punkt først. Religiones opfattelse af retskaffenhed
    er ikke socialt ønskværdig på forskellige måder, – først og fremmest i dens nedvurdering
    af forstand og videnskab.
    Denne fejl har man arvet fra evangelierne hvor i Kristus siger, at vi skal blive som små børn,
    men små børn forstår sig ikke på videnskab.
    Den anden og mere grundlæggende indvending over for den udnyttelse af frygt og had
    som religionen praktiserer, er, at disse følelser nu om dage kan elimineres fuldstændigt
    fra den menneskelige natur ved hjælp af uddannelse samt økonomiske og politiske
    reformer.

    Naturen, matematik og musik, fysik, kemi og dynamik
    biologi og filosofi har alle den egnskab: de er uendelige!
    Alt andet er maskespil – kun naturen taler sandt!!!

    Ironisk nok, blev stort set alle de store filosoffer og videnskabsmænd
    ikke læst endsige forstået af deres samtid men posthumt dvs. efter deres
    død. Fx. Platon og Newton. Om sit berømte værk ” Die welt als wille und Vorstellung,,.
    skriver Schopenhauer ” det faldt dødfødt fra pressen,,.

    Mvh. Allan Hansen.

  33. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    @Tak, Allan – den var ny.

    Nej jeg er er måske ikke genial, men kritisk – mit geni ligge måske et andet sted, og det er dette sted vi skal værne om – jeg har læst en hel del Kirkegaard ud fra en kritisk vinkel. Da jeg arbejder med at undervise børn og andre svage sjæle i tankens kunst, forudsætter dette at man forstår sig på hvornår ens egen undervisning er forførelse. Det vil sige at jeg før dette skaffede mig et bred indblik i hvordan new-age folket lader sig forføre – og det som ”reder” Kirkegaard er netop hans beviste distinktioner. Jeg mener ikke helt at han når i mål, da Sokrates forfører ham, men hans karakter/Geni/Ego står intakt…

    Det som sker for ham er at han ikke lader Regien få lov til at vælge ham, og han hende – ganske kort og intet Se & Hør. Jeg mener at vi alle sammen latent ville begå denne fejl hvis vi forsøger at efterrationalisere os til Kirstendommen – og det er vel sket for så mange Genier eller ikke.

    Den epistemologiske læsning af Kirkegaard kan altså igen ses som et studie i scientisme, psykologisme, historicisme – men på et meget subjektivt plan – hvor en etiker, æstetikker og religiøse tænker kæmper for at tænke uden for boksen. Man skal da forstå hvordan Kirkegaards eksistentielle tanker taler til det postmoderne menneske, som måske besidder en vilje og mulighed, men ikke Kirkegaards dannelse…. ( Et banalt eksempel på hvad jeg taler om er (pop)psykologerne tale om ”personlig udvikling”, som med utopiens/idealets mellemkomst forfalder til personlig afvikling! )

    Helt ud i det politiske liv og i erhvervslivet sætter vi, i en pervertering/misfortolkning af Kants imperativ, forførelsen til det gode i system. Via det som Ole Fog Kirkeby kalder ’intimteknologier’….. man kan således genkende gentagelsen af ”Kirkegaards” Sokratiske teknikker, her der og alle steder – men ak, vi ser ikke skyggen af Kirkegaards dannede overvejelser!

    I retrospekt er mit ”Genis genkomst”, altså tidsligt afhængigt af den tilstand af sanselighed hvori jeg kunne Kirkegaard! Havde jeg da læst Kirkegaard tidligere, eller under anden indflydelse, ville jeg givet vis også have valgt at gentage hans enten/eller….

    Min pædagogiske opgave er da at genskabe de betingelser hvori genkomsten ikke forfalder til sådanne genkomster: Hvorledes kan den frie tænkning og dannelsen mødes – jo, jeg mener at det er der hvor Kirkegaard og Sokrates selv fandt deres inspiration. Altså ’ikke’ i deres ”bagstræberiske” refleksioner, men i den banale samtale eller i sangens fælleskab – dette møde handler om at etablere det Heidegger kalder en lysning, et tingsted eller et forum hvori ’dydsordene’ ikke har magt, som Zarathustra har sagt!

    Kan vi da genkende dettested på tværs af tiden så ser vi Popper åbne samfund, Arendts menneskelige betingelser, flere og flere til – ja, vi kan endda både genfinde disse steder rundt i litteraturens gemmer, og vi kan også her se hvorledes forskellige Genier gennem tideren har kæmpet, vundet store slag og dog har tabt krigen….
    Vh Per

  34. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    @Niels – du har ret i din skelnen mellem gentagelse og genkomst, men igen – vi kan ikke stille disse to op i mod hinanden på dikotomisk vis. Hele vores liv er præget af gentagelser, som hele vores historie er præget af genkomster….. men det er hverken eller og dog subjektets kamp imod utopiens idealer…

    Bruddet med det linærer og det cykliske sker – eller kan ske – netop ved den frie viljes mellemkomst! Hvorved man kan sige at vi har berørt det emne indirekte… altså vil du med rette kunne læse din personlige historie som del af en lineær eller som del af en cyklisk ”proces” – ubrydelig som en skæbne? Og – lad os sige det blankt – den ’perverterede(!)’ udgave af konservatismen favoriserer, eller stræber efter, at sikre udfoldelsen af denne historiske skæbne – en stræben, på bekostning af den transcendentale mulighed, som ethvert barn kan bringe ind i verden!

    Altså mener jeg at vi på den vis, som vi kender det fra Løgstrup, kan reformere den konservative tanke – hvor det da er nødvendigt. Ikke som en radikal/kritisk revolution men, som en reform… vi kan etablere den beskyttelse af barnet som vi allerede kender som en urørlighedszone, et tekniske/strukturelt ord, og derfor noget vi kan begribe, et ’håndværk’ om man vil – igen vi ”holder den andens liv i hånden”, hvor vi mødes… hvordan gøres dette, det er det som vores kulturer gerne skulle opstille svaret på!

    Jeg har måske provokeret nogen ved at tale om en pervertering, men det forunderlige er at denne ’pervertering’ blot er et symptom, som forekommer inden for alle kulturer. Således kan vi ved at erkende dette symptom, inden for vores egen kultur, reformere vores bestræbelser – og på forunderlig vis kan vi da tale om en mulig ”kulturel transcendens”, men også et spørgsmål om en håndværksmæssig vej til kulturel forståelse!

    For at sige det lidt mere klart – vi må ganske enkelt stræbe efter den dannelse, som betyder af vi ikke længere lader os provokere af den kulturstyrede søgen efter enfoldighed! Værnet i mod dette er ikke en tilsvarende enfoldig tvang, men netop en ’taktisk’ udbredelse af urørlighedszonens håndværk…. dannelsens og lysningens ”tekniske” betingelser!

    Kulturen, fx den som vi læser i Kirkegaard, Grundvig etc., giver os altså historiske eksempler på hvordan mange tænkere har skabt og udnyttet genkomstens mulighed – således påstår jeg at vi, af reformens vej, kan omsætte eksempelvis litterær visdom til en ny guldalder. Genkomstens betingelser er ikke vejen til den perverterede transcendens til Gnosis, men netop subjektet farverige bidrag til nye demokratiske brud med den historiske skæbne….

    En række forskere og tænkere har altså gennem tiden formået at skabe disse tilsyneladende radikale/transcendentale brud – men ikke så snar er det sket før at de skabte værdier devalueres eller omsættes til ord. Den unge digter Andersens største visdom skete da han var mest naiv… og det er denne ’tællepråsens naivitet’ som skal værne om – hvordan giv bud!

    Gør man sig ikke til slave at historiens og utopiens tvang, da kan man – i ro og i mag – vende sig imod etableringen betingelser og overvejelser over betingelsernes muligheder. Hvilket er hvad jeg valgte, at gøre i sin tid…. hvor langt jeg er nået i det reform forehavende, ja det kan man så overveje – kedsomhed, frygt og bæven…. valgte er dog mit!
    Vh Per

  35. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    Det lille ord vi måske mere har glemt var teologien – og her er der endnu en detalje hvori vi kan finde den djævelskab som fristede Eva!

    For når vi da ønsker at genfinde visdommen så er det fistende at gå efter æblet og benævne dets smag, men se i denne benævnelse af æblets dyder, fortabes muligheden for genkomst – ja, ’smagen’ og ikke æblet bliver vores mål og ideal. Vi skelner ikke længere mellem æbler, men ser på dem alle med samme målestok og ”identitet”… et æble falder ’ikke’ langt fra stammen siger vi og glemmer at det dog ruller skævt?

    Hvis vi da ser teologien, kun som en sådan rekonstruktion af visdommens æblers fald, fra ”den samme” stamme – så har vi vel en teologi som har mistet visdommens mangfoldighed! Her er det at Sokrates og Kirkegaard lod sig friste af deres jordmoderlige forestillinger om ”Eva” – kravet til dem om at hjembringe nye æbler fra visdommens træ, forførte dem atter til, kun at søge efter ’sandhedens’ retoriske, enfoldigt, destillerede rene smag …. gentagelser, dyder, ord, ord, ord ….

    Religion er altså ikke i nogen forstand en sygdom. Men religionens subjektive sandhed (Kirkegaard) kan beskyttes i den rette kulturelle/sekulære kontekst – sådan bliver denne kultur vores sikkerhed for at vi frit kan dyrke vores enfoldige/menneskelige lyster, om så vi må benævne dette religion! ( De 80.000 favne handler altså nu ikke om Troen dyb, men om de 80.000 kvinde favne(!), som lokker en hver sanselig mand … for nu at give et nyt naivt og muntert bud, på spændet i vores sanselig/menneskelige frygt og bæven! )

    Kulturelt sekulær, et ord helt uden ”spirituel” magi
    Lysningens veje, gå dem selv, og ikke forbi……

    min dyd mig forbyder, at vise eller tage parti
    …. for da kan det gøres, at vi bliver fri…!

    I sekulær lysning vor ’arvsynd’ deles – vi er mennesker fordi,
    Vi tænker i kor, besynger vor Tro og vor synder… før det er forbi!

    Dermed kan der siges, for at gøre ende og epistemologi:
    Kulturen giver noder til sange – om mangfoldighedens livet, og dets teologi! 😉

  36. Af Allan Hansen

    -

    Hvad blev der af Ole Fog Kirkeby?
    Jeg læste en gang en bog af ham.
    Et lille stykke fremragende dansk
    sprog filosofi.

  37. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    Ole – kan henvise til hans gigantiske sproglig indsigt, som netop også er en sten i min sko!

    Fra hans produktion vil jeg nævne ”Sekuda philosofia”, “Loyalitet” og med enkelte andre ord: translokutaritet(sp?) og intimteknologi…. Var han dog blot så svag, pædagogisk og tvivlende i praksis, som han ofte er i sine ord…..

    http://exart.dk/kunsten-som-social-teknologi/

  38. Af Allan Hansen

    -

    @ Per – tak for linket.

    Om EU skriver Sløk bl.a.

    I de sidste ca. 500 år er den europæiske verden blevet stadig
    mere ratløs, har i sin stræben haft så travlt, at den dårligt har
    kunne få tiden til at slå til.
    Den har hurtigt ændret synspunkter, har gjort fremskridt på så
    mange områder, at det er svært at bevare overblikket og få
    det hele med i en samlet oversigt.
    Efter middelalderens lange konsolideringsperiode
    sker der nu det ene nybud efter det andet, Europa har
    efterhånden svært ved at blive enig med sig selv eller
    finde sin identitet, så det er umagen værd, trods alle vanskeligheder, at forsøge at kortlægge udviklingen.

    FÆDRELANDET:

    Jeg har flere gange i det forgående stillet det spørgsmål, om
    man kunne kalde den og den statsdannelse eller rettere
    samfundsdannelse for et fædreland, og i den antikke verden
    kom man fænomenet nærmest, især i de hellenske bystater, men
    helt dækkende var betegnelsen ikke.
    Senere var det imperier og forskellige dynastier, der beherskede
    billedet, og dem var det var det helt fejlagtigt at betegne som nationalstater
    eller fædrelande. Det var ikke befolkningen, men dynastiet, der
    ikke blot regerede i det pågældende landområde, men tillige, ofte
    med krig som middel, bestemte områdets størrelse, uden ringeste hensyn
    til de mennesker, der beboede området.
    Under alle omstændigheder var begyndelsen her gjort, og langsomt
    skulle ideen brede sig til det øvrige Europa. Selve begrebet om et
    fædreland var ved at definere sig selv, for så vidt kravet til et
    fædreland var, at det var beboet af et ensartet folk, der talte det
    samme sprog, havde en fælles kultur og en fælles historie.
    Begrebet var i høj grad en fiktion, men det blev fremhjulpet af mange
    ting, ikke mindst af bogtrykkerkunstens opfindelse.
    Det var nu muligt for en overkommelig pris at trykke bøger
    i store oplag, og det betød, at bøgerne nu ikke blot rettede sig til en snæver kreds
    af lærde, men til en større kreds, af læser, hvilket igen betød, at
    man måtte vælge et sprog, der blev forstået af denne større kreds.
    Det var med til at frembringe beggrebet om et modersmål, som
    den pågældende stats befolknings egentlige sprog.
    For det samlede EU har hele udviklingen virket ødelæggende.

    Citat: Sløk – Europas sjæl 1994.

  39. Af Maria Due

    -

    Niels Poulsen vil have debatten ind på det spor, som DF’ere afsporer alle debatter med, nemlig deres yndlingsemne, der er de onde ”anderledes”.

    ”Til sidst er der også den forskel på den progressive og den konservatives tids- og historieopfattelse, at utopien teoretisk set er realiserbar inden for tidens rammer i den progressives tids- og historieopfattelse. Mens utopien for den konservative (og kristne) ligger uden for tiden, i det transcendente.

    Det har en mærkbar psykologisk effekt: Den progressive bliver så let utålmodig, fordi utopien lader vente på sig. Nuet må jo forekomme den progressive så ufærdigt, så mangelfuldt. Den konservative derimod kan koncentrere sig om at løse problemer, gennem en pragmatisk ikke-ideologisk approach. Lad blot himlen vente. Utopien har ingen hastværk. Ja, de kulturradikales, socialisternes og de liberales utopier skal ligefrem bekæmpes … ”

    Dette er massive fordomme, og derved får Poulsen ansvaret placeret langt fra sig selv. Det er mit gæt, at han tilhører den lille gruppe af nykonservative, der i virkeligheden hører til på venstrefløjen, men som tror, at de er blevet borgerlige af sind, fordi de længes efter fortiden og er indvandringsmodstandere.

    Som en af Venstres vælgere har jeg haft rigelig lejlighed til at konstatere, hvor forhadte ”de liberale” er hos denne flok, der hos Pia Kjærsgaard og Lars Hedegaard har fundet en ny tryghed og mor og far. Der lyder ikke meget andet end jammer fra den kant, men at der efterhånden er 2,2 mio danskere på offentlig forsørgelse, og at der for hver nye arbejdsplads, som oprettes, forsvinder flere ud af landet, det interesserer dem ikke nævneværdigt, skønt selv Annette Wilhelmsen omsider har forstået det.

    Denne mangel på interesse for erhvervslivets formåen og dermed landets levebrød er karakteristisk for mange af de nykonservative og her tænker jeg ikke på Støvring, hvis forhold til dette emne jeg ikke kender. Deres tankeverden er ikke så borgerlig, at det gør noget, og de er med stor sandsynlighed enten ude af erhverv eller offentligt ansatte og tror, at deres indkomster kommer dumpende ned fra himlen.

    De, der indtil for nylig har været ene om at kalde sig konservative, var jo netop optaget af erhvervslivet og dermed også af at sætte nyt i gang og udvide. De vidste godt, at mennesker ikke lever af ånd alene, ligesom de liberale godt er klar over, at der skal mere end brød til at udfylde et menneskeliv, men fortæl det ikke til Katrine Winkel Holm, der så gerne vil tro, at liberale er ”tomme” i modsætning til hendes egen åndelighed. Nationale bevægelser har altid haft behov for grove fjendebilleder, men når størstedelen af ens landsmænd indgår i ens nationale fjendebillede, bliver det kunstigt på en meget ubehagelig måde.

    At reducere liberales og andres tankegang til kun at omfatte fremtidige resultater og tro på utopier hører ingen steder hjemme. De fleste mennesker er uanset politisk ståsted heldigvis mere afbalancerede end som så, og indenfor historiefaget og mange andre har vi for mange herrens år siden skrottet idéerne om enten cykliske eller lineære bevægelser og er i stedet gået over til spiraler. Om vi kan bevare dette mønster i fremtiden, er et helt andet spørgsmål. Jeg tvivler stærkt på det, for jeg kan ikke se andet, end at et stort velstandsdyk må bliver resultatet af mange års overforkælelse og indvandring, men det kan sikkert have sine fordele.

    Jeg tror, at de gængse danske (læs socialdemokratiske) holdninger til udbud og efterspørgsel i de kommende år nødvendigvis må igennem et syrebad, der vil give skrig og skrål, og hvis Niels Poulsen havde ulejliget sig med at læse avisernes erhvervsstof, ville han vide, at erhvervslivet længe har advaret og bestemt ikke kalkulerer med utopier men forudser dramatiske forringelser i nær fremtid. Det er slet og ret noget hjemmelavet vrøvl at tro andet.

    Hvor kunne jeg dog ønske mig, at ordet liberal i politisk betydning blev brugt mere nuanceret i debatten, for det rækker jo over en stor del af det politiske spektrum. I JP’s leder d.d. nævnes, at Dagbladet Information for ikke længe siden placerede De Radikale ”tæt på Enhedslisten”, og at andre ”gentagne analyser af det værdipolitiske landskab [har] placeret De Radikale et godt stykke til venstre fra midten”. Dvs. langt fra Liberal Alliance og Venstre. Når man deltager i politiske diskussioner, synes jeg, at man som minimum bør tage hensyn til denne store spredning, da diskussionen ellers pr. automatik ender i, at DF er det eneste parti, der interesserer sig for danske værdier.

    Det er en skrøne, at det forholder sig sådan, og man kan med stor ret hævde, at DF er tæt på at være et luksusparti, hvor alfa og omega er værdipolitik af den mere folkelige art, mens man tillader sig at give pokker i økonomien eller næsten. DF’erne savner deres socialdemokratiske tv, nu hvor de i stedet har fået et radikalt. Som liberal af Venstre typen har jeg aldrig oplevet et dansk tv, der bare tilnærmelsesvist levede op til det, som jeg synes om, hvorfor jeg også har taget konsekvensen og i mange år ikke haft noget tv-apparat. Desuden har jeg livet igennem vænnet mig til, at de fleste danske film irriterer mig, fordi de i grundholdningerne ligner tv-udsendelserne, og at de mennesker, som jeg føler mig mest hjemme iblandt, derfor altid fremstilles som grådige, onde, ensidige og fremskridtshalsende på bekostning af almindelig hensynsfuldhed og samfundets små. At det skvalder er blevet slugt råt af flere generationer af danskere, ser vi stedse i debatten, hvor folk hele tiden skriver om forhold/mennesker/miljøer, som de i virkeligheden ikke kender til undtagen fra dansk underholdningsindustri og livet igennem har lært, at det er gratis at slå løs på. Det går ikke så meget længere.

    Som historiker er jeg udmærket klar over, at fortiden på mange måder var hårdere, end nutidens mennesker gør sig begreb om, og at det udviklede sider hos mennesker, som vi i dag har mere eller mindre mistet. For eksempel et naturligt forhold til døden og et pragmatisk forhold til begreber som ægteskab og eget ansvar for økonomisk sikring. Purunge præster måtte førhen for at få et embede tage oldgamle enker med på kaldet, være glade til og håbe på, at konerne døde af sindsbevægelse eller i første barselsseng, så at de kunne få en yngre udgave. Skønt ofte gik det vel ganske godt, fordi forventningerne til ægteskabet var mere realistiske, end de er nu til dags. For kvinder er det en umådelig fordel ikke at være nødt til at føde op til 20 børn og ofte dø af det.

    Hvad sund fornuft angår, er vi ikke nået længere end vore forfædre, det viser de mange brevsamlinger, og jeg tvivler også på, at vi er mindre dydige, vi lægger blot ikke så stor vægt på at skjule syndefaldene og hykle, nu hvor vi ikke mere skal stå offentligt skrifte i kirken foran hele menigheden, risikerer at blive gemt bort i klostre eller på anden måde straffet for utugt. Derimod har forholdet til kristendom ændret sig. Newtons store interesse for religion var for eksempel ikke præget af pragmatisk føleri endsige spaghetti og bamser. Religion var på hans tid blodig alvor. Bogstaveligt talt.

  40. Af Allan Hansen

    -

    Man må formode, at man kendte; i det
    mindste et minimum af Buddhas lære
    i Mellemøsten før kristendommens
    kommen. Jeg har derfor kaldt
    kristendommen for et dårligt kopi
    af Buddhismen – man havde nok forstået
    det om kærligheden “næstekærligheden,,
    men til gengæld har man “voldtaget,,
    det man meget smukt kalder for Buddhanaturen.
    Som professor Richard Dawkins har bemærket
    så er “Guds,, forklaring utilstrækkelige – den kan ikke begrundes. (the Blind Watchmaker).
    Gud har altså et forklaring problem!
    Det er imidlertid karakteristisk for den hypotetiske-deduktive
    metode, at begrundelsen primært sker “nedefra,,, og opefter – fra
    konsekvenserne, og ikke “ovenfra,, og nedefter som i jura hvor, der begrundes
    ud fra præmisserne (omstændighederne), således som Euklid og mange andre har forstillet.
    Hypoteser skal altid begrundes ved deres konsekvenser samt erfaring
    (empirisk-konsekvent).

    P.S: Det er mig en gåde hvorfor så mange mennesker
    har så svært ved, at gennemskue islam!

    Islam = en dysfunktionel massepsykose.

    Lev Vel.

  41. Af Allan Hansen

    -

    @ Per Feldvoss Olsen:

    Om sprogfilosofi:

    Determinisme, det vil sige, at:alt har en årsag,,.
    For en hvilken som helst hændelse findes der en forudgående hændelse og en
    almen lov, så kravene (1)-(3) i definitionen er opfyldt.
    Eftersom vi ikke altid er i stand til at angive en årsag og
    en lov er der tale om et metodologisk postulat snarere
    videnskabelig påstand.

    Hvis x og kun hvis så y.
    Hvis ikke så er x falsk
    og vi må starte forfra!

    Med én undtagelse går vi ud fra, at virkeligheden er
    sådan indrettet, at vi i princippet altid vil kunne finde
    en årsag til enhver hændelse, hvis vi søger længe nok.
    Undtagelsen gælder kvantamekanikken, der synes at være
    styret af “objektiv tilfældighed,,.
    Hvor tilfældighed i de allerfleste sammenhæng blot dækker over manglende
    viden, og derfor har en helt subjektiv karakter, mener flertallet af fysiker i dag, at
    der i kantemekanikken hersker en form for tilfældighed, der aldrig vil kunne elimineres
    ved at skaffe sig mere viden.
    Denne tilfældighed, der er fænomenerne iboende, indbærer dog ikke, at det er helt ubestemt, hvilken
    hændelser, der vil finde sted; det er muligt i kantemekanikken at angive “sandsynligheder,,
    for hvert af de mulige udfald af en situation. Ved hjælp af “de store tals lov,, kan man ofte
    med stor sikkerhed regne sig frem til, hvad resultatet vil blive, hvis man betragter mange
    situationer på samme.
    ” De er sure sagde ræven,,.når virkeligheden ikke svarer til det billede man ønsker at se hedder kognitiv dissonans.
    – en transparent manglende ” eksegese,, ordet er græsk og betyder = evnen til, at tyde og tolke og dermed forstå tekstens indhold.
    Den klassiske sprogfilosofie inddeles normalt i tre
    discipliner: syntaks, semantik og pragmatik.
    P.S: i al beskedenhed så er de store tals lov
    årsagen til, at du kan sidde og skrive dansk
    på din P.C og samtidig være på internettet.

    Desuden anvendes Determinisme, og den hypotetiske deduktive metode – Eukild. (HDM).
    og den hermeneutikske analytiske metoder også inde for samfundsvidenskab herunder
    Antropologi, sociologi og socialpsykologi.
    Så vi kan nu spørge ” hvorfor ønsker regeringen ikke at løse integrations
    problemerne? Og derefter gå frem efter de overnævnte metoder.
    Det er imidlertid karakteristisk for den hypotetiske-deduktive
    metode, at begrundelsen primært sker “nedefra,,, og opefter – fra
    konsekvenserne, og ikke “ovenfra,, og nedefter som i jura hvor, der begrundes
    ud fra præmisserne (omstændighederne), således som Euklid og mange andre har forstillet.
    Hypoteser skal altid begrundes ved deres konsekvenser samt erfaring
    (empirisk-konsekvent).

    Mht. til statistik så kan enhver gå på Danmarks statistik og læse
    alt det man ønsker sig. Det skal dog lige siges, at ikke alle “tal,,
    er troværdige idet man ikke ved hvilken forskning, der ligger
    til grunde for disse undersøgelser fx. Hvad har man spurgt om?
    Hvem har man spurgt? og hvorledes er spørgsmålene formuleret?
    etc. etc. jf. de overnævnte metoder.

    Hvis x og kun hvis så y.
    Hvis ikke så er x falsk
    og vi må starte forfra!

  42. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Til alm oplysning

    Nu der tales om tro og Kierkegaard, så vil jeg igen nævne psykoanalytiker Sigurd Næsgaards bog: “ABC i Eksistentialisme” (1952), fordi den på forskellig vis fortæller og påpeger de forhold i barndommen, hvor der gribes ind overfor vore børn, hvor vi hindrer dem i en naturlig udfoldelse for deres eksistens, og hvor vi med mine ord her:

    Holder hånden over ideernes verden fremfor de opvoksende generationers eksistens. Dem sætter vi langt højere, og nogen vil endda gå i døden for sådanne – og det verden over (her tænkt som de usunde, de neurotiske, de perverterede el de, der fører til sådanne), og som ethvert samfund slås med, disse fantomer, som Næsgaard kalder dem, når de i barndommens som en begyndelse for lov til at få indpas i vores sind gennem opdragelsen, tro fx – og hvor de bruger og forbruger vores energier og fejlforvalter vore drifte, fremfor at de naturligt kunne løbe af de dertil indrettede baner til vores eksistens (jeg’et) forvaltning og udvikling fortsat; men hvor ethvert samfund med dets nu engang vedtagne opfattelse forhindrer det til stadighed fra generation til generation.

    Vi taler om en troens arvesynd. Omend mennesker gør fejl og forbryder sig, så er arvsynden en af disse falske identificering, som vi pånødes og tager til os, selv om vi intet har med det at gøre. Vi diskvalificerer mennesket gang på gang, fordi vi diskvalificerer dets mange ytringer, dvs dets eksistentielle udfoldelse og det lige fra dets spiserytme, forholdet ikke mindst til dets aggressioner, dets seksualitet (undersøgen sig selv) – andet for lov til at passere; men hvor vi så skal tilpasse os den eller den ulastelighed, alt efter forældrenes forlangende.

    Derfor har vi ogs så megen tragisk litteratur. Tilværelsen må ikke være sjov, sjov nok.

    Det kan bla føre til depressioner alle disse utopier, som det vitterligt også kan være, og hvor børn og unge kommer i tvivl om sig selv, hvorfor vi også ser de mange også hårde oprør i puberteten, som ‘blot’ er en gentagelse af 3-års-alderens, trodsealderen, hvor der netop af uforstand gribes for hård, når der fra barnet siges: “Vil selv” – “Kan selv” osv. og hvor vi ikke har tid og tiltro til barnet, selv om det skulle misse for det, fordi det samtidig skal lære at håndtere tingene, erfare.

    Fryser moren, så fryser barnet også osv.

    I sin indledning til bogen skriver han fx.:

    “Opmærksomme læsere omkring i landene har opdaget, at Søren Kierkegaard i sine værker grundlægger en ny tænkning, eksistentialismen, og han gør dette ved at stille den subjektive lidenskabelige udfoldelse op som kilden til sandheden om livet. Denne nye tænkning folder sig lidt efter lidt ud af Søren Kierkegaards forsken, men er navnlig i begyndelsen stærkt indsvæbti andre tankegange, og derfor har den i næsten hundrede år kunnet ligge ubemærket hen selv hos de ivrigste Kierkegaard-studerende. Den stigende videnskabelige interesse i mange lande har givet nogle forskere mod til at give sigi lag med mennesket som objekt for studier og blandt dem er der enkelte, som ved læsningen af Kierkegaard er nået ind til eksistentialismen.

    I det følgende søger jeg at give udtryk for en sådan forsker og læsers (ego: SN selv) arbejde med eksistentialismen. Den udenlandske interesse for Søren Kierkegaards arbejde har været en kilde til inspiation, og denne inspiration fik ham til at optage læsningen af Søren Kierkegaard påny.”

    Næsgaard skriver videre, at han forsøger med bogen her at “rendyrke eksistentialismen, så at dens natur ikke kan overses længere. Alle andre standpunkter end den eksistentielle har jeg samlet i en gruppe, hvis medlemmer har det tilfælles, at de er fantom-dyrkere.”

    Fra andetsteds i bogen:

    “Eksistentialismen finder intet objekt i verden, der kan stå på højde med mennesket i alle dets aldre og hele dets udfoldelse. Når mennesker til trods for denne naturlige storhed pynter sig med fantomer, som om disse kan forøge dets værdi og træde i stedet for den naturlige udfoldelse, så foreligger der her en fejlforvaltning af livet, og når denne fantompynt er blevet rigere end Maoriernes tatoveringer og effektiv som selvmordet, er der god grund til at vende opmærksomheden bort fra den og over mod det naturlige menneske, der glæder sig og bliver lykkeligt, jo mere det stræber efter at aktualisere sin eksistens, samtidig med at det kaster fantomerne af sig.”

    Såvidt fra forordet – og nu vi taler om tro, eksistens og Kierkegaard som sagt, så lige dette med fra s. 54/55 i bogen (vel på 64 s ialt) under overskriften:

    “50 . Kampen mod fantomer.”

    “Tusinder værker om opvæksten i hjemmene, i skolen og på arbejdspladserne, om forskellige gruppers og samfunds hele bygning, om historie og forhistorie, belyser det uhyre og omfattende fantom-vælde, der har hersket over menneskenes adfærd, og som delvis hersker endnu. Skomager bliv ved din læst, står der skrevet i alle dets afdelinger, det gudefyldte univers rakte alle vegne sine krav hen til menneskene, og det gør det endnu hos millioner. Og selv om udrensninger har tømt universet for guder, så er de udrensende fyldt af andre fantomer, der sidder som parasiter og tærer på sjælens og drifternes energier samtidig med, at de fejlforvalter handling og tanke. Eksistensen forbises væsentligt i alt kulturarbejde.

    Søren Kierkegaard begyndte udrensningen, han henviste til, at den idealistiske filosofi ikke eksisterer, og han nåede også til klarhed over, at kristendommen ikke eksisterer. Programmæssigt får han endnu videre, idet han priser Sokrates som den største af alle mennesker, fordi han udrettede så store ting, men undlod at efterlade sig så meget som en eneste sætning, der kunne gøres til udgangspunkt for en fantomtilværelse. Selv skrev han sine værker således, at intet standpunkt kunne stilles op til efterfølgelse, ethvert standpunkt blev imødegået af ham selv. Han ville kun have, at læserne kom til at eksistere, dvs sige udfolde sig som geni.”

    Eksistentiel forvaltning handler udryddelse af evt. parasitet, så jeg’et kan blive frit. Ethvert menneske er et jeg. Og – det er denne indgriben i menneskets eksistens, der gør at det tilegner sig fantomer, der måske nok står dets egen udfoldelse nærmest – men “de store fantomsamfund”, som Næsgaard siger et sted, “kan endnu ved at appelere til (det seksfasede kompleks) i den enkelte hindre bevægelsen henimod det naturlige samfund og give fantomverdenen større magt.”

    Det seksfasede kompleks, der også redegøres for i bogen handler om barndommen,som nævnt lidt af her ovenfor, hvor omverdenen griber og ind og betjener sig af afbryderdrifterne: angst, skam, generthed, ækelhed osv. Dvs hvor autoriteten griber forstyrrende ind i eksistensen og fjernstyrer det, således at dets driftsliv ligefrem kan opnå en forkvaklet indstilling, altså forhold til sig selv og sine omgivelser, fremfor en naturlig og ligefrem tilgang til tilværelsen. Mvh BHL

  43. Af Maria Due

    -

    Per skrev:

    ”Jeg ville gerne give dig ret, men det er igen dialektikken som gerne vil have os til at opstille dette som et dikotomisk fjendskab mellem mennesker. Tvangen omhandler således ikke til slut bare ‘den anden’, men også dig selv. Dikotomiens fjendskab kan ophæves ved at sige at viljen til tvang ikke giver plads til vore menneskelighed – altså den græske tragedie handler om det forhold at uanset hvor mange samtaler/dialoger vi gennemfører i dagtimerne, så forsvinder hele menneskeligheden når vi hver aften forsøger at beskrive den retorisk korrekt, det mangfoldige bliver enfoldigt under tidens pres og i det blege lys fra den enfoldige tælleprås…”

    Sådan kan det føles, ja, men ikke nødvendigvis. Det kan være en aflastning – uden at være en forfladigelse – hvis dagens resumé kan samles op i nogle enkle konklusioner. En slags “aftenbøn”, som man falder til ro på. Vi segner jo, hvis vi skal reagere på alle indtryk, og det har vi et specielt center i hjernen, der hjælper os med.

    Desuden kan det være klogt at give op en gang imellem. Det var jeg alt for lang tid om at lære, jeg tog alle kampe på rad og række, men i dag er jeg god til at vælge og sige: Schwamm d’rüber. 🙂

    ”Det som filosofferne taler om at vi skal multiplicerer vores svaghed – hvilket på banal vis vil sige at vi skal lade tvivlen komme os alle til gode. Det vi da kan udlede at den visdom som Kirkegaard og Sokrates ikke opstod i på vejen tilbage til deres respektive hule og kammer, men den visdom fandt ved deres færden i “Langestrands gader”, i samtaler med hvermand…. ”

    Ja, vi skal lade tvivlen komme os alle til gode, og det gør vi også, hvis vi er dannede mennesker. I hvert fald et stykke af vejen, men forstået på den måde, at i mange forhold må nogen kunne bære ansvaret og skære igennem og træffe en beslutning, hvis man ikke kan lade emnet falde eller nå til konsensus.

    Hvis du læser mellem linjerne men såmænd også overskrifterne i disse års aviser, ser du, hvordan det tvetydige hele tiden stikker hovedet frem. Det ene øjeblik afkræves politikerne, at de skal lade alverdens tvivl og krav komme alverden til gode, hvilket ofte vil føre til handlingslammelse eller idiotiske beslutninger. I det næste øjeblik higer folk efter stærke ledere, der kan skære igennem og handle. Det sidste havde Anders Fogh stort held med, selv om han tog en masse forkerte beslutninger.

    Det nyttet ikke, at vi kræver de ideelle løsninger, der alene pga. tidspres ofte må opgives. Jeg læste en gang en artikel i et fagblad, hvor en magister ansat i det private erhvervsliv beklagede sig over, hvor svært det var for ham og hans fagfæller i lignende situation, at de skulle vænne sig til at overholde en deadline, men det er nu en gang et must for de fleste af os, selv om folk fra universitetsverdenen kan finde det primitivt.

    ”Geniet ligger da i deres literærer/forføriske evnen – Dette Geni skal ikke underkendes – men Genites karakter skal det kan dog, mener jeg, re-kvalificeres… når Kirkegaard tilstadighed må fascinerer os skyldes det jo at han er sig sin rolle som forfører ganske bevidst?”

    Det må jeg gå ud fra, at Kierkegaard er, skønt vide det kan jeg ikke, dertil er jeg ikke tilstrækkeligt inde i hans forfatterskab. Det var en kunstig verden, han opbyggede sig, og hans måde af leve på var trods interessen for manden på gaden og samfundsdebatten udpræget egocentrisk og ikke maskulin i gængs forstand. Hans interesse for kontakt med omverdenen rakte vel heller ikke længere end til en samtale og samvær, han selv kunne kontrollere, samt en debat han ikke var tvunget til at fortsætte og derfor også selv kunne kontrollere længden af.

    Kierkegaards arvede formue gik til eget omfattende forbrug. Da pengene var brugt, var tankerne, så vidt jeg ved, tænkt til ende, og så indtraf døden uden kendt årsag. Benhård kontrol var et nøgleord i hans liv, og den slags efterlader kun et ringe råderum for andre mennesker, hvilket er en del af idéen med den. For eksempel kan der være tale om et forsvar mod noget, der dybest set er fejhed og manglende livsduelighed i almindelig forstand.

    På den anden side er jeg da ikke i tvivl om, at Kierkegaard var lidenskabeligt optaget af sit livsprojekt, og jeg ynder at tro, at han døde af glæde og mental udmattelse, fordi ”det er fuldbragt”. Og hvis det var det, han ønskede sig mest, under jeg ham det gerne. Han lykkedes med at holde andre mennesker på afstand, undtagen når han betalte for en intimitet, han selv havde magten over. Hvor mange misunder ham sådan et liv? Men det er ikke op til os at dømme om dets kvalitet, genier er nu en gang for det meste noget aparte, og vi andre fik et forfatterskab af de sjældne.

  44. Af Niels Poulsen

    -

    @Marie Due

    Jeg har svært ved at se, at mine betragtninger om tid skulle have noget at gøre med Dansk Folkeparti.

    Der er i øvrigt to sange, som vi alle kender, som ifølge min optik på glimrende vis illustrerer de to tidsopfattelser: PH’s ”I dit korte liv” illustrerer de progressives lineære tidsopfattelse. (De progressive er som før nævnt de kulturradikale, socialisterne og de liberale). B.S. Ingemanns ”Dejlig er jorden” illustrerer de konservatives og kristnes cykliske tidsopfattelse.

    PH’s ”I dit korte liv” er af nogen blevet kaldt for kulturradikalismens salme. Jeg selv fornemmer utålmodigheden, ja desperationen i hvert ord. Livet er flygtigt. Døden puster hele tiden en i hælene, og når det er slut, så er det slut for altid. Derfor gælder det om at leve stærkt. Enhver er sin egen lykkes smed. Der skitseres også et frigørelsesprojekt. Mennesket skal sige farvel til nationalstaterne, som bekriger hinanden, og de overleverede forestillinger, og i stedet for give sig sine drifter i vold. Det er utopien. Kun i kærligheden, ja i selve elskovsakten, realiserer mennesket sit potentiale, gerne med flere partnere. Der nævnes i hvert fald ikke en partner i sangen. Det er selve den kødelige elskov, som er målet.

    Så vil du måske sige, at det netop er kulturradikalismens verdensopfattelse, det drejer sig om her, og ikke liberalismen. Men jeg tror faktisk, at mange moderne liberale kan identificere sig med visens verdenssyn. Eksempelvis hørte jeg engang Britta Schall Holberg udtale, at parameteret for det gode liv var det samme som for en købmandsbutik: stor omsætning. Når den liberale skal udtale sig om meningen med eksistensen, så må det gribe til et begreb fra erhvervslivet. Altså et mål uden etisk målestok, sådan som jeg også opfatter PH’s vise: en lovprisning af det hedonistiske liv.

    I B.S. Ingemanns ”Dejlig er jorden” er perspektivet helt anderledes. Vi får det store billede. Tidsepoker kommer og går. Slægt følger slægt. Hermed antydes for mig at se den cykliske tidsopfattelse. Menneskeheden bevæger sig ikke fremad mod et mål inden for tidens ramme. Det enkelte menneske skal ikke skabe sin egen mening i ”det store tomme rum”. Der er født os en frelser. Det er livets kerne, det, som giver alt mening. Livet og historien forstås som en pilgrimsvandring mod en fuldkommengørelse hinsides tiden, i evigheden. Og endelig, uden jeg kan argumentere for det, er det, som om et kæmpestort verdenshjul roterer i Ingemanns fremstilling af tilværelsen i denne tekst.

    Så vil du måske sige, at de liberales verdenssyn skam er identisk med Ingemanns salme. Men det synes jeg bestemt ikke, at det er. Jeg synes ikke, at de liberales skriverier nu til dags handler om andet end individets frigørelsesprojekt fra stat og overleverede værdier. Livet skal helst være et stort buffetbord, hvor man frit kan vælge blandt retterne, hvis man ellers har penge til det. Det er en af deres utopier. Endvidere hævdes det, at alt er lige godt. Alle kulturer er lige gode. Du får eksempelvis ikke en moderne liberal til at sige, at kristen kultur er bedre end muslimsk kultur. Ja, måske vil du selv hævde det. Men du får ikke nogen andre liberale til at sige det, end ikke Birthe Rønn Hornbech. Det ligger jo i det liberale verdenssyn, at man er tolerant. Friheden gælder også for Loke, selv om han er en bad guy og forrådte aserne. Nej, jeg bliver aldrig liberal!

    Så kan jeg ikke finde på mere at sige i aften.

    PH: I dit korte liv

    Tilgi jeg sir et letsindigt ord.
    Det er klogt, at De forstår det straks.
    Bare en hyldest til denne jord,
    for vi har jo kun den samme slags.
    Verden har nu hadet mer end nok.
    Vi kan kun besvare med at elske.
    Selv i den jordiske kærlighed
    findes våben mod et ragnarok.
    I dit korte liv
    er hver time dyr,
    hvert sekund et dyrt sekund.
    Du glemmer vel ikke, at årene ryer.
    Se på dit ur:
    Viserne flyer.
    Hold dig vågen ven.
    Vores lille liv
    sluttes inde af en søvn.
    Vi er af samme stof,
    som drømme gøres af:
    det store tomme rum.

    Alle som påstår, der findes mer,
    gir os veksler uden underskrift.
    Mensket har dyrket en hob ideer
    som erstatning for naturlig drift.
    Enkel er din skæbnes smukke lov:
    Hvert atom forlanger, du skal leve.
    Mensket blev menske i kærlighed
    gjort i elskov – ja det blev vi dog.
    I dit korte liv
    er det meste spildt.
    Tænk igennem punkt for punkt.
    Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt:
    Håndtryk blev glemt,
    chancer blev spildt.
    Hold dig vågen ven.
    Hvorfor sove nu
    i den lyse sommernat …
    Det haster med det kys.
    Den kommer, før du tror,
    den drømmeløse søvn.

    :

    B.S. Ingemann: Dejlig er jorden

    Dejlig er jorden,
    prægtig er Guds himmel,
    skøn er sjælenes pilgrimsgang!
    Gennem de fagre
    riger på jorden
    gå vi til paradis med sang!

    Tider skal komme,
    tider skal henrulle,
    slægt skal følge slægters gang.
    Aldrig forstummer
    tonen fra himlen
    i sjælens glade pilgrimssang.

    Englene sang den
    først for markens hyrder,
    skønt fra sjæl til sjæl det lød:
    Fred over jorden!
    Menneske, fryd dig,
    os er en evig frelser fød!

  45. Af Niels Poulsen

    -

    Døden puster en i nakken, mente jeg.

  46. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    Birgit, ja det handler ganske rigtigt om eksistentialismen. Men da også dennes hvordaner – i umage flertal!

    Det hvordan som Kirkegaard præsentere os for er da for lige, symmetrisk og vi ender kun alt for let med at placerer Kirkegaard på en Platonisk platform… som en piedestal filosof! Hvor vi ellers kunne læse ham kritisk, og med den samme til tider sønderlemmende kritik, vi normalt kun yder os selv… vi finder da at han ’holder’ til dette, men at vi selv kan dannes der ved?

    Men dette projekt kan ingen ”normale” mennesker forventeligt gennemføre på tom mave, eller på tomt hoved! Deri byder Kirkegaard, som Sokrates, os et upædagogisk projekt – hvor affaldsrummet af et sådant projekt er givet i form af den Platoniske/Sokratiske eksistentialisme…. Det moderne menneske står nu med en intellektuel arv, en disciplin og ressourcerne, så sandsynligheden er at den udannede læser af Kirkegaard finder smag for hans forførende aparte stil – og gør sig mage!

    Mine studier i dette har derved taget sigte på at finde hvordan sådanne paradokser kan opstå, og heri finder man hos Sokrates, Kirkegaard, Maslow etc. sin ’manual’ for det platoniske program…. denne manual er nu ikke et redskab som kan bruges til at underkende disse tænkeres Geni, men det kan være en lærerbog i klassen med Fyrsten….

    Vil man komplettere sit bibliotek har jeg fornyligt stifte bekendtskab med Kafkas novelle The Castle. En fortælling om en person K, som forsøger at forholde sig til mystiske befalinger der kommer fra en ’borg’…. K får bestillingen, som en landmåler….

    For mig at se så kunne denne K så udmærket være symbolet for Kirkegaard, eller det postmorderne menneske! Hvor vi alle søger eksistentiel mening i livets forhold – men uden den Gnostiske adgang til ’borgen’(!), må vi alle forestille os hvordan denne er indrettet og hvordan dens bureaukrati fungerer. Virkeligheden overhaler mig her i mine overvejelser….. den som smør godt, kør godt…

    Meningen udebliver ikke, men den tager os med på en tragisk rejse… med Aristoteles historier om de Græske heltetragedier som manus! Men det giver ej heller fornyet mening at udpege heltenes fald igen og igen, disse fængslende gentagelsers pris er at vi måske aldrig selv kan yde vores…..

    Bruddet med hele forhistoriens kontrafaktiske gentagelser forudsætter, som bl.a. Nietzsche sagde det at vi reviderer vores forståelse af magten. Eksempelvis handler det om hvordan vi forholder os til det vi kalder loyalitet – skal vi være loyale med den begrebslige person, helten, geniet – Kirkegaard, Sokrates, K, og de babelstårne disse helte har bygget!

    Er det da ikke lige så muligt at være loyal med et andet sted, som ikke er, et sted hvor menneskets betingelser kan gro…

    Hvor kommer den fra dannelsen, hvem ved måske var det en barndom med Giro 413 der gjorde udslaget – hvad sig man så… så sige man …. hvis man da tør, så sige man http://www.youtube.com/watch?v=iARQnGGizpk – det at godt at man kan få, kultur med PH på!

    p.s. Niels – forstår vi os på Loke frihed ret – så kan han dog hjælpe os i denne kolde ulvetid, lad os finde frem til visdommens genkomst… julens kalender rækker lige til påske: http://www.youtube.com/watch?v=MU_FmphZ4xA – Hvis de ”gode” græd og de ”onde” lo…. har da Loke et imperativ? Døden kan vente, vi er ‘ikke’ sultne for sjov …. 😉

  47. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Per Feldvoss Olsen

    Jeg er desværre ikke på facebook – og har faktisk 5 gange bedt dem om at slette. Jeg kan ikke komme igennem til dig på din side. Jeg bruger min alm mail, da jeg kender ganske få på facebook – men hvor vi korresponderes via mails. Mvh Birgit

  48. Af Allan Hansen

    -

    Kants vid: – Kant ville på en for “alle og enhver,, hovedrystende måde bevise, at
    ” alle og enhver,, har ret – det var denne sjæls hemmelige vid.
    Han skrev imod de lærde til gunst for folkets fordom, men
    for de lærde og ikke for folket,,.
    – Friedrich Nietzsche.

  49. Af Allan Hansen

    -

    Den franske avis Le Figaro bragte den 19. september 2006 en artikel af filosoffen og gymnasielæreren Robert Redeker med titlen >> Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler?

    Få dage efter var han på flugt fra rasende islamister. Hans trygge og kendte hverdag, som filosof på et fransk provinsgymnasium var forbi. Han måtte leve som flygtning i sit eget land.

    I dag er han verdensberømt og et symbol på, hvordan rettroende muslimer forsøger at knægte ytringsfriheden.

    I sin bog >> Man må prøve at leve 2007. fortæller Redeker om rasende trusler, om at leve i skjul, om venstreorienterede gymnasielærere, der falder ham i ryggen, om den manglende støtte fra offentligheden, fra fagforeningen, om politikere, der svigter.

    Bogen er oversat af Geoffrey Cain.

    P.S.

    “Dhimma,, ordet er arabisk og betyder – laverstående dyr. Urene vantro svin og aber.

    “Taqiya,, ordet er arabisk og betyder de løgne som muslimerne skal anvende for at fører
    de vantro bag lyset.

    Dhimmikrati: er et samfund hvor ALLE ikke-muslimer, bliver behandlet som slaver, andenrangsborger og urene dyr – Dhimmier.

    Så kan man jo selv vælge hvor man høre hjemme. Så fik vi lært lidt arabisk – Sov godt Europa!

  50. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    Birgit/Maria ja det handler ganske rigtigt om eksistentialismen. Men da også dennes hvordaner – i umage flertal!

    Det hvordan som Kirkegaard præsentere os for er da for lige, symmetrisk og vi ender kun alt for let med at placerer Kirkegaard på en Platonisk platform… som en piedestal filosof! Hvor vi ellers kunne læse ham kritisk, og med den samme til tider sønderlemmende kritik, vi normalt kun yder os selv… vi finder da at han ’holder’ til dette, men at vi selv kan dannes der ved?

    Men dette projekt kan ingen ”normale” mennesker forventeligt gennemføre på tom mave, eller på tomt hoved! Deri byder Kirkegaard, som Sokrates, os et upædagogisk projekt – hvor affaldsrummet af et sådant projekt er givet i form af den Platoniske/Sokratiske eksistentialisme…. Det moderne menneske står nu med en intellektuel arv, en disciplin og ressourcerne, så sandsynligheden er at den udannede læser af Kirkegaard finder smag for hans forførende aparte stil – og gør sig mage!

    Mine studier i dette har derved taget sigte på at finde hvordan sådanne paradokser kan opstå, og heri finder man hos Sokrates, Kirkegaard, Maslow etc. sin ’manual’ for det platoniske program…. denne manual er nu ikke et redskab som kan bruges til at underkende disse tænkeres Geni, men det kan være en lærerbog i klassen med Fyrsten….

    Vil man komplettere sit bibliotek har jeg fornyligt stifte bekendtskab med Kafkas novelle The Castle. En fortælling om en person K, som forsøger at forholde sig til mystiske befalinger der kommer fra en ’borg’…. K får bestillingen, som en landmåler….

    For mig at se så kunne denne K så udmærket være symbolet for Kirkegaard, eller det postmorderne menneske! Hvor vi alle søger eksistentiel mening i livets forhold – men uden den Gnostiske adgang til ’borgen’(!), må vi alle forestille os hvordan denne er indrettet og hvordan dens bureaukrati fungerer. Virkeligheden overhaler mig her i mine overvejelser….. den som smør godt, kør godt…

    Meningen udebliver ikke, men den tager os med på en tragisk rejse… med Aristoteles historier om de Græske heltetragedier som manus! Men det giver ej heller fornyet mening at udpege heltenes fald igen og igen, disse fængslende gentagelsers pris er at vi måske aldrig selv kan yde vores…..

    Bruddet med hele forhistoriens kontrafaktiske gentagelser forudsætter, som bl.a. Nietzsche sagde det at vi reviderer vores forståelse af magten. Eksempelvis handler det om hvordan vi forholder os til det vi kalder loyalitet – skal vi være loyale med den begrebslige person, helten, geniet – Kirkegaard, Sokrates, K, og de babelstårne disse helte har bygget!

    Er det da ikke lige så muligt at være loyal med et andet sted, som ikke er, et sted hvor menneskets betingelser kan gro…

    Hvor kommer den fra dannelsen, hvem ved måske var det en barndom med Giro 413 der gjorde udslaget – hvad sig man så… så sige man …. hvis man da tør, så sige man http://www.youtube.com/watch?v=iARQnGGizpk – det at godt at man kan få, kultur med PH på!

    p.s. Niels – forstår vi os på Loke frihed ret – så kan han dog hjælpe os i denne kolde ulvetid, lad os finde frem til visdommens genkomst… julens kalender rækker lige til påske: http://www.youtube.com/watch?v=MU_FmphZ4xA – Hvis de ”gode” græd og de ”onde” lo…. har da Loke et imperativ? 😉

    http://videnskab.dk/blog/samspil-mellem-videnskab-politik-og-myndigheder#comment-42448

Kommentarer er lukket.