Når teori åbner litteraturen

Af Kasper Støvring 15

 

Jeg læser med stor interesse Steen Steensen Blicher (1782-1848) for tiden, så da jeg for nylig i et antikvariat faldt over det fire bind store Dansk Litteratur Historie fra midten af tresserne, måtte jeg have bindene med hjem og straks læse afsnittet om Blicher.

Noget af det mest interessante i Blichers værk er fortælleren. I den mesterlige novelle ”Sildig Opvaagnen” beretter en jegfortæller, præsten i en mindre provinsby, om utroskab i den nære bekendtskabskreds. Det har fatale konsekvenser, for så vidt som det leder til, at både ægtemanden til den utro kvinde og denne kvindes hemmelige elsker dør. Ganske dramatisk og meget fint fortalt.

I det litteraturhistoriske bind kan man nu om Blicher læse mange spændende ting: om hans fortællere der både ræsonnerer og kommenterer, om forfatteren der skaber sig et alter ego, der gør det muligt for ham at bevæge sig i forskellige stillejer, osv. Alt sammen udmærkede oplysninger, men som alligevel intet siger om det allermest væsentlige ved netop Blichers fortæller; det, der gør, at Blicher stadig læses, fordi han fornyede novellegenren i dansk litteratur.

Dette væsentlige handler om den upålidelige fortæller: Man kan ganske enkelt ikke stole på fortælleren. Som mennesker er flest, har fortælleren hos Blicher det nemlig med at lyve, ikke bare over for andre, men også over for sig selv. Han er dobbeltmoralsk, hyklerisk, og han efterrationaliserer for at skjule en ubekvem sandhed for sig selv og andre.

Og den ubekvemme sandhed, som man altså skal læse mellem linjerne, som det hedder – altså fortolke frem – er, at fortælleren hemmeligt begærer den kvinde, som har været utro med en af hans venner – og som han, fortælleren, gør alt for at bagtale og dæmonisere. Ak, rønnebærerne er sure, sagde ræven.

Det komiske er nu, at eksperten – Oluf Friis – i det litteraturhistoriske bind slet ikke har sans for dette aspekt, men tværtimod reproducerer fortællerens vurderinger: Også Oluf Friis mener, at Blicher i novellen har tegnet et ypperligt portræt af en dæmonisk kvindefigur!

I min studietid i 90’erne læste vi megen litteraturteori, måske også for meget; der var en særlig teorifetichering på institut for litteraturvidenskab (i København), der gjorde, at vi ikke altid nåede frem til litteraturen, som jo dog er det primære. Men det var alligevel et fremskridt i forhold til nogle årtier tidligere – hvis de litteraturhistoriske bind fra tresserne skal tages som vidnesbyrd om dengang, man læste naivt. Vi lærte fra dag ét om bl.a. den upålidelige fortæller.

Kunststykket er – som studerende, underviser og almindelig læser – at finde en mellemting, en balance, mellem læsning af litteratur og læsning af teori om den. Denne balance præger den aktuelle antologi Litteratur fra Aarhus Universitetsforlag. Det er en glimrende bog, der behandler stort set alle væsentlige aspekter af litteraturen, bl.a. handling, stil, genre, troper, forfatteren, rytme og så videre. Og så selvfølgelig fortælleren. Det fine er, at teorien hele tiden anvendes i konkrete læsninger af litterære værker.

Bogen kan anbefales, ikke kun til undervisere og studerende, men til alle, der holder af at læse litteratur, og som mener, at lærdom og teori – altså sansen for ikke kun hvad litteratur betyder, men også hvordan den betyder – er vigtig. I modstrid med mange fordomme er det jo netop ikke sådan, at litteraturen og oplevelsen af den lukkes ved en teoretisk funderet fortolkende genlæsning. Den åbnes tværtimod.

Mit håb er, at litteraturteoretisk viden kan virke fremmende for en bestemt metodisk praksis, som jeg synes har været fraværende i mange år, og som de studerende virkelig elsker, når man anvender den. Nemlig nærlæsningen.

Når man læser om litteratur, får man ofte mange overordnede ting og sager at vide – om litteraturhistorien, forfatterbiografien, det sociale miljø, som litteraturen er blevet til i. Det er alt sammen meget fint, men det er viden, der højst formår at kommentere værket, ikke at forklare det.

Vi har brug for flere læsninger, der også har fokus på det rent æstetiske, for vi lever i en tid, hvor alt skal omsættes til ”kultur” og instrumentaliseres som nyttig viden. Tendensen mærker man også på litteraturstudierne.

Hvad der er fornøden er analytiske nærlæsninger, der finder mønstre i værkerne og har sans for betydningerne i de mindste bestanddele af et værk. Det skal selvfølgelig syntetiseres i samlede fortolkninger og gøres eksistentielt relevant. Det er i sig selv en, ja, kunst at kunne gøre det – det er som at knække koder og løse gåder. Min egen erfaring er, at det er noget af det mest værdifulde ved at læse og undervise: Når man kan iagttage, at kæben falder ned på de studerende, og de udbryder: betyder teksten virkelig det!

Lasse Horne Kjældgaard (red., m.fl.): Litteratur, Aarhus Universitetsforlag, 2012, anden udgave 2013.

 

 

15 kommentarer RSS

  1. Af Ulf Timmermann

    -

    Jeg holder også meget af Blicher, har genlæst ham utrætteligt – som flere andre, jeg har genlæst, utrætteligt. Og har både Blicher’s og Pontoppidan’s portrætter hængende på min familievæg, her hvor jeg bor. Jeg genlæser altså, har f.eks. lige genlæst alle Pontoppidan’s ungdomsnoveller, bl.a. ”Vildt”, som jo som bekendt fortælles af en 17 årig – eller gør den? For den indledes jo med: ”Kandidaten, der havde nægtet at deltage i selve Jagten, tog nu Ordet og fortalte følgende”. Selv var Pontoppidan 31, da han skrev den. Sin store novelle eller lille roman, ”Vildt”.

    Men, jeg tror, at jeg lider af en brist: Jeg tvivler på, om jeg overhovedet analyserer, hvad jeg læser. Så er det sagt. Jeg tror mere, at når jeg læser f.eks. Blicher eller Pontoppidan, og videre er jeg stort set aldrig kommet, så har jeg det ligesom Thorkild Müller, alias Isbjørnen, i ”Isbjørnen”, også af Pontoppidan, fjernt fra Danmark: ”Han gled, han gled”.

    I modsætning til Thorkild Müller er jeg dog ikke flygtet til en ”lavkultur”. Jeg er flygtet til en højkultur.

  2. Af Ulf Timmermann

    -

    “Jeg læser med stor interesse Steen Steensen Blicher (1782-1848) for tiden”. – Kasper Støvring.

    Det siger alt, om indbyggerne In The Land of The Sexless, Classless & Free. De kolde i røven.

  3. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Endelig lidt fra litteratursiden, hvor man også vil nærlæse og se, at litteraturen er til for mennesker og ikke kun kolde og ‘trendy’ teorier.

    Rigtigt – teori/er kan åbne – ikke analysere. Det skal der meget, meget mere til – også udover allehånde private opfattelser, altså hvad en bog el en bestemt passage osv lige har sagt én privat.

    Ellers tror jeg, at man tidligere ganske har ‘røvpulet’ med Marx, Lukacs og deslige – og hvor de studerende blev overladt til netop teori og ikke litteraturens hverken skønhed eller indhold i nogen nævneværdig grad, og hvor de nye ‘professorer’ skyndte sig at få produceret alle lærebøgerne efter eget non-kapitalistiske hoveder.

    Så udmærket at læse – og tak for opl omkring den antologi, der oplyses om ‘Litteratur’ fra Aahus – måske er den en ulejlighed værd at anskaffe sig?

  4. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Litteratur skal som film og teater læses/ses flere gange for at forstå detajler og sammenhænge, måske også dette ‘mellem linjerne’ – omend der skal passes på med de mere rent personlige opfattelser, som kan blokere for en egentlig analyse, i hv f hvis den skal videregives til andre.

    Eller – hvad forfatterens hensigt har været med en slutning fx Det læste jeg nylig om i forh til et konkret værk. Her skal der kunne tages afstand el i hv f gøres obs på, hvis det er en privat opfattelse, fordi det har sagt vedkommende noget særligt, så det ikke ender i ren ønsketænkning i en analyse el skævvridning af et værk, hvor dette så ikke holder stik med de psykologiske strukturer – ejheller måske fra en forfatter side. Altså noget påklistret. Og det – hvadenten det kunne være en ‘happy ending’ el det modsatte. Eller ingenting til forklaring.

    Først læser/ser jeg for at opleve værket, evt. nyde det og glæde mig over det – siden gås der så anderledes til værks, især hvis der kunne ses at være brug for en psykoanalytisk viden. Det kræver igen sit – og tid, hvis det er stor litteratur i både indhold og omfang. Men også blot sporadisk.

    Noget virker dog ind i en slags samtidighed for mig ved nogle læsninger og inden for film/teater, det undgås ikke helt; selv om jeg er ganske ferm til bare at modtage og opleve værket/historien – og ikke vil snydes for en sådan nydelse.

    Og – tit, hvis jeg slapper af med film, så er jeg bedøvende ligeglad med det hele, hvis det ikke er rundt på gulvet og det rene spekulative nonsens.

    Andre gange, ved litteratur, så er mere ligeglad med resten – især hvis det har tiltalt el ramt mig særligt, så kender jeg jo tingene ‘i forvejen’.

    Sådan cirka. Men tak for oplægget, især hvis der er nye og bedre horisonter for både den egne og den udenlandske litteratur, her i landet.:-)

  5. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Kasper Støvring – det hele er forfatteren, som også er fortælleren til det hele, og som vælger historien og alle personerne, hvad de siger og gør, ikke gør osv.

    Derfor kan vi tolke en forfatter ud fra hans værker, hans personlighed – ud fra hans valg i en historie, uanset hvilke. Disse er derfor betydningsfulde og fortæller om ham, hvorfor han ikke kunne vælge andet mm.

  6. Af Helge Ebbe Nørager

    -

    Har med stor glæde læst bøger mere end en gang, altid opleves nyt.

    Fru/Frk Birit Hviid Lajer, skriver som start på et indlæg.

    “Litteratur skal som film og teater læses/ses flere gange for at forstå detajler og sammenhænge, måske også dette ‘mellem linjerne’ – omend der skal passes på med de mere rent personlige opfattelser, som kan blokere for en egentlig analyse, i hv f hvis den skal videregives til andre.”

    Blot ret træslt at Fru Birgot Hviid Lajers, indlæg selv efter gentagende læsninger og forsøg på at se kontekst i hendes mange indlæg, beviser de bør kun læses en gang, for der er ingen mening.

  7. Af Ulf Timmermann

    -

    Kasper Støvring skriver: ”Vi har brug for flere læsninger, der også har fokus på det rent æstetiske, for vi lever i en tid, hvor alt skal omsættes til ”kultur” og instrumentaliseres som nyttig viden. Tendensen mærker man også på litteraturstudierne”.

    I forbindelse med min genlæsning af Pontoppidan’s ”Vildt” imponeredes jeg i særlig grad, ja frydede mig ligefrem over, hans enorme og præcise ordforråd: Han ved simpelthen, hvad alt husgeråd hedder, alle redskaber, i de rønner, han tager os med på besøg i, i udhuse og redskabshuse, i lo og lade og i marken – og ikke mindst blev jeg imponeret over, denne gang, at han kender de præcise navne på alle fiskeredskaber på fjorden. Det fremgår klart, at Pontoppidan ikke blot var på visit hos ”folket”. Også når han tager os med på besøg hos det københavnske, moderne hattedame-borgerskab, i datidens version, meget lig nutidens, kender han dem og deres som sin egen lomme. Vidste præcis, hvad de sagde og hvad der samtidig foregik inde i hovedet på dem.

    Det er da ikke mindst imponerende al den stund, at fortælleren kun er 17 år, eller hvad – og tanken slog mig: Gad vide om Pontoppidan brugte ligeså mange ord i sit forfatterskab, og ovenikøbet velvalgt, som Shakespeare velvalgt gjorde i sit. Det gad jeg nok vide.

  8. Af Jytte Pedersen

    -

    Fedt – mere af samme slags. Der kan skrives bøger om det folk ikke ved om litteraturanalyse (close reading).
    Det er bl.a. også derfor, at litteraturen fra forfattere som Celine og Hamsun er verdensklasse, mens de som personer kan forekomme tvivlsomme.
    Nærlæsning kan også anvendes på andet end skønlitteratur bl.a. ifht politiske taler og igen på de journalister der analyser samme, så det er en skøn cirkel, der aldrig tager slut. Den spændende historie ligger næsten altid mellem linjerne.

  9. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Helge Ebbe Nørager – 4. juni – 21:17

    Nej, det er nok et område, du ikke kender til – men såvel som din kondolence som din undskyldning nylig på Mads Holgers blog gælder så ad Wandsbek til. Min tilgivelse dér er således trukket tilbage, når du fortsætter med ligefrem at kritisere alle indlæg iøvrigt fra min hånd.

    Fatte tingene kan jeg desværre ikke på andres vegne.

    Og – lad være med at ødelægge denne blog også!

  10. Af Ulrik T. Bertelsen

    -

    »Bør Jøderne taales i Staten (1813) – Blicher und Le Berthélaine«

    Som Støvring her lader høre, så bør vi tage nye perspektiver på litteraturen, og gerne rent æstetiske. For alt har en tendens til at skulle læses i udsyn af kultur og samfund.

    Jeg ytrer nu, fusionér de to temperamenter: (I) Lad først flot ordlyd og Blicher komme til dig i nøgtern oplæsning, i en ren æstetisk tilegnelse, (II) besind dig derefter på værdi, betydning og signifikans – i en samfundsetisk forståelse. Det udgør en synæstesi.

    Opgradér dine perspektiver på St. St. Blicher, litteratur og international etik… i en ramme af visuel æstetik: Tjek youtube:

    »Sollen die Juden im Stat geduldet sein? – Blicher und Le Berthélaine«

    http://youtu.be/7SSoAvLaZ28

    Le Berthélaine – Dansk kunstner, forfatter und Kritiker

  11. Af Allan Hansen

    -

    Vor tids største forfatter ,er, ubetinget
    Salman Rushdie – måske den største forfatter siden
    Shakespeare?

    P.T læser jeg Shantaram af Gregory David Roberts
    oversat af Nanna Birch – den kan jeg stærkt anbefale!

    Mvh. Allan Hansen

  12. Af Ulf Timmermann

    -

    Ja, det er da godt, når teori åbner litteraturen, det er da godt at litteraturen, digterkunsten har udviklet sig – og det er da godt, at romanen, den store fortælling, bliver erklæret død med jævne mellemrum for så atter at blive hyldet. Lidt svarende til, at der er år, vi absolut ikke må spise smør og år, hvor vi absolut skal forsøge at indhente det forsømte.

    Al denne udvikling til trods, det er nu også godt at læse med hjertet, med engagement. F.eks. holder jeg fast i, at det smukkeste kærlighedsvers på dansk er et meget primitivt af slagsen, helt uden ”indre monolog” – og afklaring af alle de dybdeborende spørgsmål, der genlyder i de danske medier, ikke mindst i de elektroniske som eksempelvis: ”Hvad følte du?”

    Verset lyder således:

    Der Kongen han drog af Gullands Borg,
    da fulgte ham hundrede Svende:
    og der han kom til Ringsted,
    da fulgte ham ikkun Dagmars Dreng.

  13. Af Kaj Vilhelmsen

    -

    Det er mig ubegribeligt, at Kasper Støvring har savnet “nærlæsningen” i litteraturforskningen, for denne nærlæsning har være aktuel de sidste hundrede år. Længe før nykritikken fødte udtrykket “nærlæsning” ved oversættelse fra engelsk, har man nærlæst de litterære værker. Tager Kasper Støvring f.eks. sin store danske litteraturhistorie frem (Vilh. Andersens), så vil han se, at “gamle Vilhelm” læser værkerne på to måder, ud fra eksterne kriterier og ud fra indre kriterier, og at de indre kriterier repræsenterer netop en form for nærlæsning. Der er således intet nyt ved nærlæsningen, den har hele tiden været aktuel, og kun en grov forsømmelighed gør, at den lejlighedsvis har været forsømt.

  14. Af Maria Due

    -

    Historikeren og kunsthistorikeren Leo Tandrup lærte mig, at kunst allerede i renæssancen helst skulle have flere betydningslag, og det rimer godt med min måde at opleve den på.

    Tandrup lærte mig også, hvor givende det kan være at få et indblik i historien ved at studere dens kunst og det, den skjuler i første omgang, når den forfører tilskueren med politisk korrekthed eller de holdninger, som køberen ønskede udtrykt.

    Hvis man vil forstå Blicher, synes jeg, at man skal supplere med Jesper Langballes biografi om ham. Den ramte i hvert fald plet for mit vedkommende, idet jeg for længst havde fundet ud, hvordan Blicher drev rovdrift på andre mennesker, som han havde mødt. Der ligger et vemod og et tungsind over hans noveller, som ikke er til at overse. Man støder hele tiden på længslen efter det forgangne, men skal ikke lade sig narre, for aggressioner er der mange af. Han var falsk og modbydelig overfor et af mine familiemedlemmer og andre, som han svinede til med løgne, der mangler hold i virkeligheden.

    Blichers far Niels Blicher var også en interessant skribent med en usædvanlig gnidret lille håndskrift. Han førte sin kirkebog med mange sidespring og et indlevende sind, og han er mere sympatisk end sønnen.

    Ja, folkevisen om dronning Dagmars død er meget smuk. Som barn læste jeg Ingemanns historiske romaner og især “Valdemar Sejr” så mange gange, at jeg til sidst fik foræret en af de tidlige illustrerede udgaver i rødt pragtbind med guldtryk. Og Dagmarkors fik mange af os jo i dåbsgave og bar dem ved særlige lejligheder. Da min mand og jeg en aften besøgte området, hvor slottet i Ribe engang lå, overraskede vi et ungt par ni græsset, og jeg gætter på, at stedet ofte besøges af kærestepar, der kender til historien om stedets berømte kongepar. Min mor var opkaldt efter dronningen og hadede sit navn, men nu er det vist moderne igen. I vores grundtvigianske kredse var det meget brugt at ty til historien for at finde nye navne til børnene, og siden gik de i arv. Dog ikke Audun. 🙂

    Jeg vil læse den bog, Støvring henviser til.

  15. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Kaj Vilhelmsen – 9.6. – 16:46

    Jeg tror desværre ikke, at det er kommet igen – denne nærlæsning i Vilh. Andersens ånd, på uni.

Kommentarer er lukket.