Adam Smith i en prægtig bogudgivelse

Af Kasper Støvring 44

Man må virkelig rose Informations Forlag for deres udgivelsespolitik. Senest har forlaget med tilknytning til det venstreorienterede dagblad udgivet den berømte skotske økonom Adam Smiths klassiske værk Nationernes velstand fra 1776.

Det er der kommet en afsindig flot udgivelse ud af (eneste minus er det manglende register). Der er tale om næsten tusind sider fordelt over to orange og sorte bind. Værket er glimrende oversat af den utrættelige Claus Bratt Østergaard, der også har skrevet et informativt forord.

Det er almendannelse og klassikerformidling i praksis, som må have kostet en mindre formue – bogen er udgivet med tilskud fra Statens Kunstfond – og man må spørge, hvor mange læsere sådan en udgivelse i grunden har. Kan sådan en bog klare sig på markedet? Alligevel har man valgt at udgive værket, og det skal forlaget takkes rigtig mange gange for. Den vestlige kulturarv er i sikre hænder på just Informations forlag!

Når der er grund til at fremhæve udgivelsen og forlaget skyldes det jo, at det ikke er første gang, forlaget beriger nutidens læsere med smukke boghåndværk og flot udstyrede udgivelser af (ny)klassikere. Tidligere har forlaget udgivet Thomas Hobbes’ Leviathan og på vej er Toquevilles Demokratiet i Amerika.

Jeg er ikke ekspert på Adam Smith og skal ikke anmelde bogen her, det har Peter Kurrild-Klitgaard allerede gjort i avisen. Men et par ord om den åndshistoriske sammenhæng, værket indgår i, er nok på sin plads. Det drejer sig om den såkaldt angelsaksiske oplysning (herunder den skotske), som jeg har skrevet om i en artikel i tidsskriftet KRITIK.

Det er i den sammenhæng, man bør læse Smith, det er i hvert fald i den sammenhæng, jeg vil læse den skotske økonom – frigjort fra socialisternes fordomme om Smith som egoismens vejbereder og frigjort fra liberalisternes tilbedelse af Smith som amoralsk kapitalist.

Næh, det foresvæver mig, at Smith var langt mere konservativ og kan sammenlignes med samtidige som David Hume og Edmund Burke. Det, der er interessant i den angelsaksiske oplysning, er ideerne om, hvad der motiverer folk, om den usynlige hånd, der ikke blot på markedet, men også i civilsamfundet leder, om ikke alt, så dog det meste til det fælles bedste. Det, der sker, når politikere ikke planlægger alt oppe fra. Det gode er nemlig oftest slet ikke resultatet af bevidste menneskelige intentioner. ”The result of human action, not of human design”, som Adam Ferguson skrev om de materielle og kulturelle goder, vi nyder i Vesten.

Forlagene tilhører ikke den mest velstående branche i vores nation, så langt fra. Men rigdom kan også udtrykkes på andre måder. Informations Forlag har vist det med sin seneste, prægtige udgivelse.

 

44 kommentarer RSS

  1. Af Allan Hansen

    -

    Kære Kasper nu bliver du filosofisk
    og det glæder en gammel filosof.
    Davide Hume var faktisk den første
    filosof jeg læste i 60´erne.
    Jeg vil vende tilbage med et lille indslag
    om empirisme ( David Hume).

    Lev Vel.

    Allan Hansen.

  2. Af Allan Hansen

    -

    When Adam Smith published The Wealth of Nations in 1776, it was in the midst of emerging industrial capitalism. When he spoke about the division of labor, it was in the same context. This meant that the market was small, businesses were small, and production took quite a long time when products were individually manufactured. However, once labor began to become divided, and different people specialized in different stages of production, the economy began to expand; it became easier. This expanding economy was good for the market, and good for the individual workers because they could produce more in a shorter period of time, increasing the amount of money that could be made.

    The division of labor was incredibly good for business and industry because it increased the number of goods that could be produced in the same amount of time. It is worth mentioning that Smith was on the side of the emerging industrial capitalists. This lent itself to being on the side of the worker, who realized higher standards of living, and to promoting the overall wealth of the nation, through the efficiency of production and the division of labor.

    Because of this, we assume that Adam Smith was on the side of, or at least not in opposition to the worker. That is, as labor becomes more specialized, and technological invention and innovation take hold, workers become more efficient and productive, which results in higher wages and a growing economy.

    Skrevet af Allan Hansen, 16. juni 2013 kl. 19:59

  3. Af Jens Hansen

    -

    Støvring spørger bekymret:
    “man må spørge, hvor mange læsere sådan en udgivelse i grunden har. Kan sådan en bog klare sig på markedet?”

    Et relevant spørgsmål.
    Som ikke er nemt at besvare.

    Men bogen har sikkert langt flere læsere end Støvring bøger og blogs har.

    Støvring, Jalving og Morten Uhrskov har aldrig rigtig slået igennem som forfattere.
    De er nok for kompromittere.
    På grund af den fremmedfjendske og højrenationale dagsorden i deres blogs.

    Den mest infantile er Jalving.
    Som drog til Malmø for at holde en veloplagt tale for nynazister.
    Medbringende en plasticpose fyldt med hans bøger.
    Han fik ikke afhændet en eneste.
    Ikke engang til nynazisterne.

  4. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Mon ikke Jens Hansens dagsorden er kulturradikal og blodrød. Det er mit gæt.

  5. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Mon ikke Jens Hansens dagsorden er kulturradikal og blodrød. Det er mit gæt.

    …………………………………………….

  6. Af Niels B. Larsen

    -

    Man må da håbe at Jens Hansen ikke kvæles i sit had til den fornuftige del af landets befolkning…

  7. Af Jens Hansen

    -

    Niels B. Larsen.
    Undertegnede er ikke en hadefuld person.
    Hvilket du naturligvis ved.

    I modsætning til dig.
    Du har endda byrettens ord for, at du er hadefuld.

  8. Af Niels Juul Hansen

    -

    Kære Kasper Støvring

    Peter Kurrild-Klitgaard skriver at:

    “Nationernes velstand rummer simpelthen den klassiske økonomiske liberalismes og kapitalismens dna”.

    Du skriver:

    “man må spørge, hvor mange læsere sådan en udgivelse i grunden har. Kan sådan en bog klare sig på markedet?”.

    Helt sikkert.

    Hvis alle VU’er og LAU’er får bogen i fødselsdags-, jule-, konfirmations-, eller studentergave, så kan der godt tjenes penge på den.

    Den pynter på enhver bogreol – og vidner om intellektuel kapacitet.

    Og det med ‘den usynlige hånd’ gør det samtidig til en spændingsbog! 🙂

  9. Af mads grarup

    -

    Jens Hansen er en idiot( det har vel cirka samme relevans som hans indlæg…)

  10. Af søren sørensen

    -

    I søgningen efter sandhed må men da undre sig over hvorfor borgerlige er læsere af kun en bog? Hvis vestlig kultur defineres som ” kulturen af døde hvide mænd” som kun en kultur iblandt mange så skal det pluralistiske samfund acceptere andre strømninger og frasige sig dens sandhed…Hvis konservative er imod “politisk korrekthed” såsom racisme og lighed så er deres sui generis samfunds tilbud ligegyldige..Der er vel moderate sorte der læser B men vist ingen der skriver i den…Men friheds berøvelse via Emma Gads tone og takt og dens politiske korrekthed via paragraf 266b skal dog frabedes indflydelse..

    “Others may with regret complain
    That ’tis not fair Astrea’s reign,
    That the famed golden age is o’er
    That Saturn, Rhea rule no more:
    Or, to speak in another style,
    That Eden’s groves no longer smile.
    For my part, I thank Nature sage,
    That she has placed me in this age:
    Religionists may rail in vain;
    I own, I like this age profane;
    I love the pleasures of a court;
    I love the arts of every sort;
    Magnificence, fine buildings, strike me;
    In this, each man of sense is like me.
    I have, I own, a worldly mind,
    That’s pleased abundance here to find;
    Abundance, mother of all arts,
    Which with new wants new joys imparts
    The treasures of the earth and main,
    With all the creatures they contain:
    These, luxury and pleasures raise;
    This iron age brings happy days.
    Needful superfluous things appear;
    They have joined together either sphere.
    See how that fleet, with canvas wings,
    From Texel, Bordeaux, London brings,
    By happy commerce to our shores,
    All Indus, and all Ganges stores;
    Whilst France, that pierced the Turkish lines,
    Sultans make drunk with rich French wines.”

    Voltaire…

    So drives Self-love thro’ just and thro’ unjust, [269] To one man’s power, ambition, lucre, lust: The same Self-love in all becomes the cause Of what restrains him, government and laws. For, what one likes if others like as well, What serves one will, when many wills rebel? How shall he keep what, sleeping or awake, A weaker may surprise, a stronger take? His safety must his liberty restrain: All join to guard what each desires to gain. Forc’d into virtue thus by self-defence, Ev’n kings learn’d justice and benevolence: [280] Self-love forsook the path it first pursued, And found the private in the public good.
    Edgar allen poe on self love…

    Men kunne selvfølgelig over overveje om 1770érne er anderledes end 2013?

  11. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Mange af de store filosoffer har skrevet tekster, som er særdeles interessante og meget underholdende og samtidig berigende.

    Men i disse mørklagte tider hvor politikerne fjerner sig mere og mere fra folket, og hvor en stor euopæisk katastrofe kan komme over os, vil det måske være mere relevant at læse bøger om den italienske mafia, om Sovjet-unionen, Mao og Pol Pot, om islamismen og angrebet på Wien i 1600-tallet osv.

    Man kan evt. også have nytte af at læse om klima-humbug, co2-hysteri, (bogen Den maniske sol) propagandaen i Tyskland fra 1925 og andre bøger om ensretning af befolkninger.

    Eller læs lektor Steen Steensens (Ranum) bøger om den politiske klasses herserier.

    Eller hvad med Coldings verdenshistorie.

  12. Af Jannik Thorsen

    -

    Jens Hansen

    Har du ikke så meget omløb i hovedet, at du bare for en gang skyld kan undlade at kommentere Jalving og Uhrskov, når dine holdninger til disse personer er komplet irrevante for trådens emne?

    Vi kan godt undvære dit infantile had i en tråd som drejer sig om Adam Smith og økonomiens idehistorie.

    Så besind dig, og find et andet sted hvor du kan lette trykket.

  13. Af Jens Hansen

    -

    Jannik Thorsen.

    Mit indlæg er yderst relevant, når det kan få personer, som dig og mads grarup, 21. juni 2013 kl. 10:28, til at forløbe sig.

  14. Af Store Stygge

    -

    @ Jens Hansen (Røde)!

    Nåh – dine indlæg er ikke skrevet for at tilføre noget af relevans til debatten – kun for at få andre til at følge din tråd!

    Anerkendelse: Det er du f….e god til!!

  15. Af Axel Eriksen

    -

    Der er så mange, der “ved noget” om økonomi – hvor ved de egentlig det fra?

    Hvor mange har stiftet bekendtskab med Adam Smith, Keynes og Milton?

    Ja, muligvis har de et vist kendskab til “marxistisk
    økonomi” – den er kun politisk og har vist sine evner – tak for det!

    Godt med en nyudgiven udgave af “Nationernes velstand”!

  16. Af Allan Hansen

    -

    Bevidsthedens evolution tager sit udgangs punkt med Platons homo generosus – det generøse og fornuftbaserede menneske. Menneskets mentale bredbånds forbindelse er meget høj og bred målt i informations data per. sekund bit se: Mærk verden, men er dog begrænset dvs. der forgår mange informationer, som vi ikke er os bevidst om, uden for jeg´et sfære hersker en overfladisk subjektivitet dvs. det som vi ikke kan gribe og forstå og , som derfor ikke kan verificeres i en målbar rationel forstand.
    Spydige tunger har kaldt alt den morderne filosofi for – blot fodnoter til Platon; en sandhed med visse modifikationer, men aksiomerne dvs. grundsætningerne, er Platons. Platon (427-347 fvt.) er den første systematisk tænker, som vi har historisk kendskab til, desværre er mange af hans værker gået tabt. For Platon var verden noget, der hang sammen – noget sammenhængende, der af systemmastikken.Hos Platon finder vi de fire elementer – 1. Sprogets verden – dét, som sproget kan udtrykke og beskrive. 2. Tingenes verden – det, som vi kan røre ved. 3. Følelsernes verden – dét, som vi ikke kan røre ved, men som kan føles. 4. Tankernes verden – metafysikken, dét, som vi former vores begreber med. Ifølge Platon er disse elementer altid tilstedeværende i vores opfattelse af verden. For Platon var verden – idéernes verden og kreativitetens verden, og dermed også den morderne idéverden så som film, musik, design og kunst tager sit udgangspunkt med Platon idéverden. Der syntes da også, at hersker en indlysende analogi mellem Platons idéverden,
    Darwins evolutions-biologi, Einsteins relativitetsteori og Stephen Hawkings – universet i en nøddeskal. Med Platons” ånd” skabtes frihed, kreativitet og morderne tækning dvs. refleksion og selvkritik. Platons linje kaldes derfor idealismen i modsætning til hans elev Aristoteles (384-322 fvt.), som tænkte i fænomener, hans linje kaldes derfor materialisme. De er også drevet af noget mere elementært, af nogle psykologiske faktorer, det Platon kaldte Thymos: vrede, stolthed, ambition, ære, foragt. Kort sagt: passioner.
    (et gammelt kinesisk ordsprog siger: hvis du har et æg, og jeg har et æg, og vi bytter, ja, så har vi begge et æg; altså, der er lige lang vej over åen – status quo. Men hvis jeg har en idé og du har en idé og vi bytter, så har vi begge – to idéer). Altså udveksles der idéer og verden vokser. Når det kommer sig til erkendelsesteori komme vi ikke uden om den skotske filosof David Hume(1711-76), hans vigtigste læresætning lyder ”om det som vi ikke har nogen personlig erfaring med, om dette kan vi aldrig vide” hermed mener Hume det sanselige, det der kan erfares igennem sanserne dvs. det vi kan se, høre, smage, lugte og mærke. Hermed er vi igen tilbage i Platons verden.Det skal dog tilføjes, at Humes lov også omfatter naturvidenskabelig erfaring altså, at slutte fra årsag til virkning dvs. det vi kan erfare igennem kontrollerede forsøg og undersøgelser, som altid føre til det samme resultat, er også erfaring.

    Den tyske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) skal have det sidste ord i denne syntese – hans meste berømte sætning lyder således” Det, hvorom man ikke kan tale, om det bør man tie”. Med andre ord hvornår styrter sproget ned i afgrunden (ravnerok) – i dets forsøg på, at beskrive verden? Wittgenstein havde omhyggeligt undersøgt hvad sproget kunne bære og magte og hvad, der var dets begrænsning. Sproget er som en bold, og med en bold kan man jo, som bekendt spile mange forskellige spil men, det er alene reglerne der sætter betingelserne.

    Den fremragende danske filosof Peter Thielst sig et sted om sproget” Tanken/sproget, er som et lokomotiv; nok i stand til at bruse lidt frem og tøffe baglæns, men er dog altid bundet til sine skinner”.
    Man kunne tilføje, at gud – døden og paradis er alle uinteressante spørgsmål idet, der ikke gives nogle klarificeret svar; så det bør man overhovedet ikke beskæftige sig med.
    ” Livet er ikke det værste man har – og om lidt – er kaffen klar,,.
    Lad mig slutte med et citat Buddha, som var en god tænker:

    ” Vi er, hvad vi tænker. Alt hvad vi er, opstår med vores tanker. Med vores tanker, skaber vi verden”.

  17. Af Erik Larsen

    -

    Trods det at jeg er Thybo som Tom Jensen, har han og ASH stoppet min ytringsfrihed og optager ingen indlæg fra undertegnede – endda uden at have givet besked om hvorfor!!! Det er DET er Danmark idag åbenbart. Uhyggeligt.

  18. Af Erik Larsen

    -

    Det mest groteske er at “jens HANSEN ” får lov til at skrive totalt uhyrlige ting f.eks. på ASH’s blog!
    Se dem! Men det viser jo klart hvor desværre b.dk. og DK er på vej hen! Jeg håber virkelig at PET m.fl. checker lidt på ham. (se f.eks. hans HAD mod PiaK og DF!) Han påstår at han er jyde! Umuligt – jeg er selv – som Tom Jensen fra Thy. Besynderligt er TJ også begyndt at censurere indlæg, næsten som vi befandt os i 1930’erne. Hvor ER det trist.

  19. Af Ulf Timmermann

    -

    @ Allan Hansen

    Det kan godt være at Buddha’en sagde det, noget lignende altså, men så må der være tale om en elendig oversættelse out of context og tilpasset et lægmands-klientel.

    Så du må kunne svare mig på, er det her, det hele stammer fra, eksempelvis:

    – du er, hvad du spiser?

  20. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    Kære Kasper,

    “Næh, det foresvæver mig, at Smith var langt mere konservativ og kan sammenlignes med samtidige som David Hume og Edmund Burke.”

    Det kan der være noget om–ligesom det er uomtvisteligt at de alle tre var tilknyttet det liberale Whig-parti og svorne modstandere af det konservative Tory-parti. Det er efter min mening tæt på anakronistisk at kalde dem konservative, hvis man ser dem i netop deres historiske kontekst.

    “Det, der er interessant i den angelsaksiske oplysning, er ideerne om, hvad der motiverer folk, om den usynlige hånd, der ikke blot på markedet, men også i civilsamfundet leder, om ikke alt, så dog det meste til det fælles bedste. Det, der sker, når politikere ikke planlægger alt oppe fra. Det gode er nemlig oftest slet ikke resultatet af bevidste menneskelige intentioner. ”The result of human action, not of human design”, som Hume skrev om de materielle og kulturelle goder, vi nyder i Vesten.”

    Ganske enig. Det var dog ikke Hume men derimod Adam Ferguson, der skrev det.

  21. Af Jannik Thorsen

    -

    Jens Hansen

    “Mit indlæg er yderst relevant, når det kan få personer, som dig og mads grarup, 21. juni 2013 kl. 10:28, til at forløbe sig.”

    Du indrømmer faktisk at hele dit formål med at poste komplet irrelevante kommentarer er at få folk til at “forløbe sig”.

    Det er sjældent at man støder på nogen der nærmest direkte indrømmer at deres virke er at “trolle”.

    Men det er fint at du ikke har noget problem med at indrømme at dit formål er at sabotere debatten.

  22. Af Allan Hansen

    -

    @ Ulf Timmermann.

    Som man måske har bemærket, er jeg en meget beskeden
    mand. Jeg holder mig til slåbrok, morgensutter, blød mave, hænge
    røv og fodnotatter.

    Jo, man er hvad man spiser.

    Lev Vel

  23. Af Ulf Timmermann

    -

    @ Allan Hansen

    Jeg får det nu til, at du lige har karakteriseret dig selv som bilist.

  24. Af Jens Hansen

    -

    Jannik Thorsen.

    Dine svinske indlæg er udelukkende dit ansvar.
    Jeg vil gerne have mig frabedt, at du bruger mine indlæg som undskyldning.

    Hvis du ikke har format til at stå ved det, som du skriver. Så lad være med at skrive noget.

  25. Af Allan Hansen

    -

    P.S:

    Vi bruge jo ikke kun sproget når vi skal kommunikere med hinanden men også til, at forme tanker, idéer og begreber – man kunne også sige; uden sprog ingen tanker og ingen tanker uden sprog – men sproget kan jo også bedrage: tryllesang, som det hed på Platons tid. I conversations (dialektik) fra 1970. udtrykker Krishnamurti sig således” sproget er altid falsk idet det jo nok kan beskrive verden, men det kan aldrig blive ét med den verden, som det beskriver”. Når mennesket taler, taler´det, altid med sig selv! Hvorfor? Jo, for ellers bliver samtalen meningsløs… man kan jo ikke sige, at jeg ikke selv var til stede under min tale; underforstået menneskets begrebsverden er bygget op omkring den indre samtale – tankernes og ideologiens verden (metafysikkens verden).

    Jeg mødte engang en filolog (sprogforsker), han forklarede, at der findes ca. 300 sprog og hver gang et sprog ud dør, mister vi en verden; nemlig sprogets beskrivelse af verden, med andre ord findes der 300 sproglige beskrivelser af hvordan verden ser ud, set i denne sammenhæng er verden blot en sprog konstruktion. Vi har jo kun sproget til at beskrive verden med; en verden, der jo ikke i sig selv er sproglig. Dette besynderlige paradoks har optaget mennesket lige siden Platons tid – for er det mennesket, der er i verden? Eller er verden i mennesket?

    Lev Vel

  26. Af søren sørensen

    -

    Kun folk opvokset i Jylland er hvad de spiser….Det er jo derfor at Venstre er så stort der! Racen øst fra helvede har et varierende kostindtag…

    “It is not very unreasonable that the rich should contribute to the public expense, not only in proportion to their revenue, but something more than in that proportion”

    “The necessaries of life occasion the great expense of the poor. They find it difficult to get food, and the greater part of their little revenue is spent in getting it. The luxuries and vanities of life occasion the principal expense of the rich, and a magnificent house embellishes and sets off to the best advantage all the other luxuries and vanities which they possess. A tax upon house-rents, therefore, would in general fall heaviest upon the rich; and in this sort of inequality there would not, perhaps, be anything very unreasonable. It is not very unreasonable that the rich should contribute to the public expense, not only in proportion to their revenue, but something more than in that proportion”

    Adam Smith….

  27. Af Ulf Timmermann

    -

    @ Søren Sørensen

    For én gangs skyld har du fået lidt styr på det inde i den rodebutik: I Østen er det umuligt at sige: “Det er forresten lang tid siden, vi har fået …”. Så, jeg holder lidt igen, af gammel vane for eksempelvis at kunne udbryde: Hvor er det længe siden, jeg har fået en gammeldags grydestegt kylling, med persille inden i – denne persille, de kun bruger som pynt, i al fald i Kina, hvor de sværger til en af dens artsfæller, korianderen.

  28. Af Allan Hansen

    -

    Jeg kan ikke dy mig for, at fortælle en lille
    historie, der stammer fra den Tibetanske kultur.

    Frøens historie:

    Patrul Rinpoche fortæller om en gammel frø, der
    havde levet hele sit liv i en kold og våd brønd.
    En dag kom en frø fra havet på besøg.
    “Hvor kommer du fra?,, spurgte frøen i brønden.
    ” fra det store ocean,, svarede den.
    ” hvor stort er dit ocean?,,
    ” Det er gigantisk,,
    ” mener du omkring en fjerdel af min brønds størrelse
    her?,,
    ” større,,.
    ” større? mener du halvt så stort?,,
    ” nej, endnu større,,.
    ” er det …. lige så stort som denne brønd?
    ” Man kan slet ikke sammenligne det,,.
    ” Det er umuligt! Det må jeg se med mine egne øjne,,.

    De drog af sted sammen. Da frøen fra brønden så
    oceannet, var det sådan et chok, at dens hoved
    eksploderede i stumper og stykker.

    Snip, snap – snude så er den historie ude.

  29. Af Ulf Timmermann

    -

    @ Allan Hansen

    Du pynter dig med lånte fjer, gør du. Når jeg fortæller historier, eller rettere anekdoter, er de selvoplevede.

  30. Af Jannik Thorsen

    -

    Jens Hansen

    Jeg ved ikke hvad der skulle være særligt “svinsk” ved mine indlæg, andet end at jeg påpeger at du ikke er andet end en internet trold. Og du har mere eller mindre selv indrømmet det.

    Hvordan skal jeg skære det ud i pap, sådan at selv du kan forstå, at ingen er interesseret i at høre dig brokke dig over Jalving eller Uhrskov i tide og utide på alle andre end deres blogs?

    Hvis du har et problem med disse herrer, så tag dog forbi deres blog og brok dig.

    Her er ingen undskyldninger for noget som helst overhovedet, så jeg aner virkelig ikke hvad det er du fabler om?

  31. Af social isme

    -

    The world views embodied by Adam Smith in capitalism and Karl Marx in Marxism/Communism are very different, each affected by the general trends and ideas of the time and place in which the philosophies were created. Smith wrote The Wealth of Nations in 1776, around the beginning of the Industrial Revolution in Great Britain. The philosophy of this time was largely influenced by the ideas of reason, rationality and eternal truth engendered by the Enlightenment and the modernist era. Philosophers such Hobbes, Locke, Jefferson, and many more based their philosophies on the idea of an inherent human nature that should be represented to the fullest extent by government. Hobbes argued that people were inherently disorderly and evil, and therefore should be ruled by a monarch. Locke and Jefferson believed in the goodness of human nature, saying that each man has certain inborn and unalienable rights, and Jefferson used this to defend a government ruled by the people. Smith based his philosophy of capitalism on the idea that all or most people act in their own interest when given the chance, and argued that if left unhampered by governmental interference the natural progression stemming from this human nature would lead to the most beneficial economic system. The ideas of human rights and democracy can also be seen in Smith’s philosophy. In Smith’s idealized view of the world, a capitalist economy would regulate itself by way of each person acting in their own self-interest. Prices would stabilize at the lowest practical rates, employment would shift to the areas where it was most needed, and supply would quickly react to demand.
    Marx’s philosophy was formed in a very different time and place, during the mid 19th century in Germany, France and England. During this time the progression of capitalism created poor living conditions and hostility between classes. In the early 19th century Hegel originated his theory of the dialectic, which said that history’s progression through different conflicting periods was the process of the perfect higher power revealing itself. Hegel’s ideas about the dialectic and the progress of history toward perfection had a profound influence over many following philosophies. Marx and Engels were heavily influenced by both Ludwig Feuerbach and Moses Hess; Feuerbach rejected Hegel’s idealism and emphasized materialism and humanistic atheism, Hess challenged Hegel’s view of man’s passive role in history and asserted that history was created by man’s actions, and also converted Marx and Engels to the communist cause in France. These influences caused Marx to come up with his own dialectic which described history as the process of changing human nature – what it meant to be “human” – caused by changing means of production, along with the parallel changing class structure. Hess’s ideas and his disillusionment with the failure of the working-class revolutions of 1848 caused Marx to aggressively promote radical, even violent revolution.

    In modern times the theory of John Rawls are leading the way in regards to health societies…

  32. Af Store Stygge

    -

    @ Jannik Thorsen!

    Tag det bare roligt – alle, der ikke er enige med ham, er “svinske”!

    Kig bare på diverse blogs!

    Skrives der noget imod ham, er de fascister, nazister, DF`ere eller Venstre-folk!

    Hvad han selv er – bortset fra RØD – er vist uvist!
    Bortset fra optændt af et altfortærende had til alt andet end de med hans meninger – en sand pryd for de “RØDE” og demokratiet!

  33. Af Allan Hansen

    -

    Jeg fandt en gammel sang, som jeg skrev
    til min daværende kæreste GBR da jeg var 15 år.
    Jeg havde faktisk helt glemt denne sang og har aldrig
    spillet den for nogen (bort set for Gitte og nogle få venner).
    – Jeg synes den var for dårlig!

    Nu 45 år efter har jeg pudset den lidt af
    og jeg synes den holder vand, men hvad synes du/I ?

    : C/ kromatisk nedgang (c,b, bb). med G på toppen!

    1). Windy roads – here we go again
    down the same old
    (A7) longsome road
    (Fmaj7) Windy road – (Fmol6) here we go…again .

    2). Over mountains and over seas – but in my heart
    (A7) you´ll always be.
    Winding roads ` – were will youn take me?

    B. stykke!

    E mol.
    3). Songs of love and (Emol7b5) songs of sorrow
    (Dmol7) songs of dreams of tomorrow – (dmol7b5)
    windy road (cmaj7 – Fmaj7/Fmol6) Windy roads comes and goes (…)

    4). Though the fire and through the rain
    – but will I ever – see you again?
    windy roads – I´m finaly home again.

    (undskyld de mange stavefejl – jeg var kun femten år)

    P.s. En meget simpel sang!
    En simpel sang må aldrig love mere end, den kan holde ( i så fald er den falsk).
    En simpel sang handler – altid om mennesker, og den verden vi lever i!
    Hver gang en ven eller veninde går bort – dør en del af mig selv – noget, der aldrig kommer igen!

    Blot et lille P.S:

    Den “lille mand,, som jeg forsøger, at
    beskrive i “De stormfuldeveje,, er jo,
    netop det unge menneske søgen efter
    mening, kærlighed men meste af alt
    tryghed.. Lad os kalde ham Step ulvens
    søgen efter sig selv – og samtidig på
    flugt fra sig – skizofreniens melankoli.

    ” sange om kærlighed, sange om sorg
    sange om fremtids drømme,,,,

    Blot en lille strø tanke,,,,,.

    Lev Vel.

    Allan

  34. Af Allan Hansen

    -

    Humes lov:
    “Empirisme, kan kun stadfæstes igennem personlig erfaring
    og med fornuften – som øverste dommer,,.

    – Vi har kun få forstillinger (ideas) om omverden gennem de indtryk
    (impressions), vi får via vores sanser! – det er denne opfattelse, der kaldes empirismens kausale
    perceptions teori.

    ” man kan ikke altid slutte: far årsag til virkning!

    ( I så fald ville universet være statisk – hvilket det ikke er).

    En sten kan repsruderser sig selv i millioner af år – og dog er den stadig en sten.
    Med andre ord: vi behøver evolution
    , innovation og kvante spring for, at komme videre.

    Hvilket senere, blev bevist af både Darwin og Einstein etc. etc.
    Når Hume talte om sorte svaner; så anenede han ikke, at der faktisk findes sorte svaner
    – det gjorde Darwin for øvrigt heller ikke.
    Et DNA profil ville være en armstrakt størrelse for både Darwin og Einstein – og dog blev
    deres arbejde; alt afgørende for al sener forskning indefor biologi, fysik og kemi etc. etc.

    P.s.
    Hvad er menneskets vigtigste oplevelse sans?
    Nogle vil mene, at synet er den alt af gørende oplevelse af verden fordi den kan se det, der ikke kan høres.
    Mens andre vil hævde, at øret kan høre det – der ikke kan ses!
    (Hvilken opfattelse, der er den rigtige – skal jeg ikke gøre mig klog på; da jeg hverken er døv eller blind).
    Men begge synspunkter synes dog, at give en vis mening.

  35. Af Allan Hansen

    -

    Verden som vilje og forstilling, af Arthur Schopenhauer ( 1788- 1860 ) udkom 1818 og findes nu endelig i sin fulde udstrækning på dansk. Måske den mest helstøbte filosofiske afhandling denne verden endnu har set (siden Platon). Man forstår hvorfor Schopenhauer blev så stor en inspiration for så mange – ikke blot for andre filosoffer som F. Nietzsche, J. P. Sartre, M. Heidegger, K. Marx, J. Habermas. Villly Sørensen, også S. Kierkegaard læste Schopenhauer men han ( K )forstod ikke helt hvad S talte om. Men også mange forfattere så som Franz Kafka, August Strindberg, Thomas Mann, Per Lagerkvist, Hermann Hesse, Karen Blixen og mange mange andre var stærkt inspireret af A. Schopenhauer.

    Også folk som Bohr, Einstein og Freud, Picasso og Dali var store beundre af Schopenhauer og i en vis forstand foregriber Schopenhauer både Darwins evolutionsteori og Einstein relativitetsteori og anden forstand også S. Freud psykoanalyse. Man kan måske sige den er lidt langhåret 644 sider vægt et kilo og 60 gram. Kompleksiteten dvs. dybden og bredden er støre end noget andet værk som jeg kender til mao. rig på dybe velformulerede tanker.

    Arthur Schopenhauer er ikke nogen menneskeven.
    Tværtimod: han afskyer menneskene ,, Menneskeforagter” kalder han sig selv.
    Moderen, den engang så berømte forfatterinde Johanna Schopenhauer, klager bittert over sønnens mismod; hans evindelige ,,lamenteren over den dumme verden og den menneskelige elendighed” går hende på nerverne. Han lurer mistroisk på, hvad omverdenen kunne gøre ham.
    Han har altid et våben parat i sit soveværelse, og han skjuler sine ejendele i lejlighedens mest afsondrede kroge.
    Han lader sig aldrig rage hos en barber af frygt for, at denne kunne skære halsen over på ham med rage-kniven.

    Arthur Schopenhauer, 22.2.1788-21.9.1860, tysk filosof, født i Danzig (nuv. Gda?sk) som søn af en storkøbmand. Efter faderens død i 1805 flyttede han med sin mor, forfatteren Johanna Schopenhauer, til Weimar og kom dermed i kontakt med Johann Wolfgang Goethe, og brødrene Schlegel mfl.

    Han studerede i Göttingen, Berlin og Jena, hvor han 1813 blev doktor på afhandlingen Über die vierfache Wurzel des Satzes vom zureichenden Grunde. I 1816 udgav han Über das Sehen und die Farben, der var ment som et forsvar for Goethes farvelære, men som Goethe afviste. Arthur Schopenhauer virkede en tid som universitetslærer i Berlin, men uden succes, bl.a. fordi han var erklæret modstander af G.W.F. Hegels filosofi og den tyske idealisme i almindelighed.

    Fra 1833 til sin død levede han som ensom særling i Frankfurt am Main. Med essaysamlingen Parerga und Paralipomena (1851) blev hans berømmelse grundlagt, og han nåede selv at se bøger om sin tankeverden udkomme.

    I sit hovedværk, Die Welt als Wille und Vorstellung (1819; udvidet til 2 bd. 1844), fremlægger Schopenhauer en delvis Kantinspireret teori, ifølge hvilken verden blot er subjektets “forestilling”, dvs. kun består af fænomener. Disse må dog have en dybere årsag, som Schopenhauer udpeger til at være viljen. Det forhold, at mennesket har en krop, som det i sit handlingsliv formår at kontrollere umiddelbart, lader ane, at viljen udgør menneskets inderste væsen og dermed også ligger til grund for fænomenerne. Arthur Schopenhauer beskriver viljen som en blind “livsvilje” eller “trang til eksistens”, der imidlertid aldrig kan tilfredsstilles, men er årsag til lidelse hos alle bevidste væsener.

    Det gælder derfor ifølge Arthur Schopenhauer om at bekæmpe livsviljen. De bedste midler hertil er den æstetiske betragtning, der udmærker sig ved at være “interesseløs” (Schopenhauer er her tydeligt påvirket af Immanuel Kants æstetik), eller askesen, ligegyldigheden over for verden, sådan som den kendes fra buddhismen. På denne måde er det muligt at opnå en tilstand af “ikke-væren”, svarende til buddhismens begreb om nirvana. Selvmord er derimod ikke nogen løsning; det er ikke et radikalt brud med livsviljen som sådan, men blot en reaktion på de særlige omstændigheder ved ens eget liv.

    I 1840 indsendte Arthur Schopenhauer sin besvarelse af en prisopgave, Über die Grundlage der Moral, til Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, men den blev ikke prisbelønnet. Den indgik i Die beiden Grundprobleme der Ethik (1841) s.m. en norsk udskrevet og belønnet prisopgave om viljens frihed. I sin etik fremhæver Schopenhauer medlidenhed som det primære moralske fænomen. Jeget er en illusion; viljen er den samme i alle individer, og dette kan indses gennem medlidenheden, hvorimod egoismen er en lidelsesskabende illusion. Han afviser til gengæld alle forsøg på at forbedre verden, fx i form af konkret godgørenhed eller politisk handling.

    Filosofihistorisk står Arthur Schopenhauer mellem på den ene side romantikken og den tyske idealisme (som han polemiserede voldsomt imod, men forblev stærkt påvirket af), på den anden side den egentlig moderne filosofi. Han var kritisk over for både den bestående verdensorden og de politiske ideologier, og han gik bag om det bevidste subjekt, idet han så menneskets tanker og handlinger som udtryk for en irrationel drift. Samtidig fastholdt han idealet om forløsning, om en udfrielse fra denne verden, ligesom hans kunstsyn forblev romantisk.

    I 1870’erne blev Friedrich Nietzsche hans beundrer og hans kritiker, og han inspirerede Richard Wagner. Via Eduard von Hartmann fik han siden indflydelse på Sigmund Freuds teorier om det ubevidste. Schopenhauer skændes uafladeligt med sine forlægger, som han bebrejder, at de ikke gør nok for at udbrede hans bøger. Han tilbringer da også sine sidste leveår i trodsig tilbagetrukkenhed i Frankfurt, han omtaler sig selv som ,,misantrop” og har kun den elskede og tro puddelhund som husfælle.

    Hans (had) gælder først og fremmest filosofiprofessorerne. Schopenhauger prøvede selv at få ansættelse ved universitetet. Da han var overbevist om, at studenterne tørstede efter at høre netop ham, henlægger han sin forlæsninger i Berlin til det tidspunkt, hvor den berømte Hegel forlæser, og han undrer sig over, at der er så ringe tilslutning, ja at tilhørerne til slut helt udebliver.Han opgiver da omsider lærergerningen og trækker sig tilbage til rollen som privat-docent. Sin manglende succes tilskriver han imidlertid ikke sig selv, men de andre filosofiprofessorers formodede had og misundelse, da han er af den formening, at han viser sig for dem om natten som en varulv. Han får luft for sin skuffelser ved at slynge om sig med skældsord, men han er dog forsigtig nok til at få juridisk vejledning med hensyn til ordvalget. Skældsorden er især rettet mod Hegel. Dennes lære er for ham ,,det absolutte vrøvles filosofi”,galimatias” falsk visdom ,,dåresnak”. Hegel selv er en ,,nonsenssmører” et ,,åndeligt uhyre. Og det går ikke bedre Fichte. Hvad denne frembringer, er ifølge Schopenhauer ,,sofisme” , ,,hokuspokus og sniksnak.

    Schopenhauer undtager naturligvis sig selv fra denne fordømmelse af den samtidige filosofi. Hvad tidliger filosoffer har tænkt – med undtagelse af Platon, Aristoteles, Kant og nogle engelske filosoffer – synes han er ,,fladt” i forhold til sin egen tænkning. Han kalder sig ,,filosofiens” hemmelige kejser”. Schopenhauers menneskeforagt udspringer af den dybe og omfattende pessimisme, der er så karakteristisk for ham. Den gennemsyrer hele hans tænkning; han taler om det ,,melankolske og trøstesløse” i sin filosofi. Menneskets liv er således betragtet komedie og tragedie i ét. Hertil kommer, at mennesker også gør livet til lidelse for hinanden. For ,,uretfærdighed, yderste urimelighed, hårdhed, ja grusomhed” kendetegner menneskenes handlemåde over for hinanden. De vilde æder hinanden, de tamme bedrager hinanden:det kalder man verdens gang. Da succesen og dermed også berømmelsen langt om længe indfinder sig, triumferer han: ,,Jeg er, på trods af samtlige filosofiprofessorers mangeårige fornede modstand, omsider trængt igennem”.

    VERDEN SOM FORESTILLING.

    Schopenhauer var, hvad vi kalder “livsfilosof” ; og det vil sige, at selv døden fornægtes og betragtes som en del af livet. Livsfilosofien er vendt tilbage. Menneskets væsen er viljen og ikke fornuften. Verden er altså noget, vi forestiller os. Den er en forestilling ligesom et teaterstykke, men er der noget bagved forestillingen? Ja, der er viljen, og den er inden i os. Når vi kan erkende verden som andet end en forestilling, er det, fordi vi med vores krop er med i forestillingen, og kroppen kender vi. Den er viljen, og vi erkender verden gennem den. Sådan lyder i meget korte træk og helt ufuldstændigt Schopenhauers filosofi. “mennesket vil aldrig kunne opfatte/forstå verden – men kun dele af verden: foran os er kun intet”. For at kunne forstå Schopenhauer, skriver han selv, skal man have studeret Kant grundigt og ikke kun læst om ham. Der er ikke langt fra Schopenhauer til hans to vigtigste elever, Nietzsche og Freud. Schopenhauer minder også lidt om Kierkegaard, og Johannes Sløk har faktisk skrevet om ham i en af sine sidste bøger, der meget betegnende hedder “Livets elendighed.

  36. Af Jens Hansen

    -

    Jannik Thorsen, 23. juni 2013 kl. 17:21

    Du er jo sådan set ikke tvunget til at læse andres indlæg.
    Jeg har svært ved at forstå typer som dig Jannik Thorsen.
    I sviner andre til, som det passer jer.
    Får i lidt igen piver I.
    Så er man hadefuld og hvad ved jeg.

    På JP kører debatten på jeres præmisser.
    Det gør den dog trods alt endnu ikke helt på denne avis.
    Selvom Støvring er meget selektiv når han sletter indlæg.

  37. Af Kasper Støvring

    -

    Peter Kurrild-Klitgaard:

    “Det er efter min mening tæt på anakronistisk at kalde dem konservative, hvis man ser dem i netop deres historiske kontekst.”

    Det kan der ganske rigtigt “være noget om”. Der synes dog ikke at være megen enighed om placeringen af dem, især Burke: På samme tidspunkt som CEPOS udgav bogen om liberale frihedstænkere, udgav Mikkel Thorup på Aarhus Universitetsforlag en bog om den reaktionære modoplysning. I begge bøger var Burke repræsenteret!

    Angående Hume og Ferguson – helt rigtigt (rettet nu).

  38. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Kasper:

    Jeg mener, at de alle tre var “konservative” i den ene forstand, at de (ligesom Hayek) vendte sig imod abstrakte utopier, ødelæggelse af velfungerende institutioner, og lagde vægt på værdien af evolutionært udviklede regler. De var så også alle tre “liberale” i den forstand, at de mens de nok forkastede naturretten i dens skolastiske form, alle–også Burke–så mennesker *på tværs af kulturer* som havende et minimalistisk sæt af, hvad vi i dag ville kalde “negative” rettigheder.

    Jeg tror, at man skal være marxist af en slags for at læse Burke som egentlig “reaktionær”. Han forsvarede amerikanernes oprør imod briterne, irsk selvbestemmelse og kritiserede britisk kolonialistisk fremfærd i Indien. Han var essentielt en “Whig”, d.v.s. forfægter af liberale frihedsrettigheder, magtens flerdeling og veletablerede institutioner, kritiker af en stærk kongemagt, o.s.v.–han var ikke modstander af forandring men af ødelæggelse af det bestående.

    PS. CEPOS’ bog var iøvrigt ikke specifikt om *liberale* frihedstænkere men blot om frihedstænkere. Derfor var der også et par ikke entydigt liberale iblandt.

  39. Af Niels Poulsen

    -

    Det er vel almindelig accepteret, at Burke (1729 – 1797) gennemgik en udvikling fra liberal til konservativ, og at Den Franske Revolution (1789) med dens kaos og tyranni var den udslagsgivende faktor.

    Den udvikling var Hume (1771 – 1776) og Smith (1723 – 1790) af gode grunde afskåret fra.

  40. Af Niels Poulsen

    -

    Hume (1711 -1776).

  41. Af søren sørensen

    -

    *liberale* frihedstænkere
    Skrevet af Peter Kurrild-Klitgaard, 24. juni 2013 kl. 09:37

    Kom til at tænke på et billed jeg tog i USA i Californien for nogle år siden…Gik forbi et kæmpe neon vejskilt uden for en kirke med 2 hjemløse der sov under det…I store bogstaver stod “freethinkers are satans spawn”..Det er vel både “freethinkers” og hjemløse når men er kristenfundamentalistisk og “liberal frihedstænkere”?

    Dog er John Rawls jo mere væsentlig i nyere tid og som men ved i Islam det er den sidste profet der tæller..
    John Rawl´s “in a theory of justice”….

    Hver person har en frihed baseret på retfærdighed som selv samfundets helhed af brugbarhed ikke kan tilsidesætte.Hans teori misbilliger altså at tab af frihed og muligheder for nogen er retfærdigt selvom denne muliggøre den bedste økonomi og frihed for de fleste som helhed..
    Fornuftigt…

    Each person is to have an equal right to the most extensive basic liberty compatible with a similar liberty for others.
    Social and economic inequalities are to be arranged so that they are both.
    Dette garanter flest og mest lige muligheder for alle…

    “All social values-liberty and opportunity, income and wealth,and the bases of self-respect- are to be distriuted equally unless an unequal destribution of any, or all, of these values is to everyones advantage.”,,samme sådan set men…

    1 “They are to the greatest benefit of the least advantaged(The difference principle”).”

    2. “They are attached to positions open to all under conditions of fair equality of opputunity”

    Socialisme er det modne menneskes frihed til at amme. Naturens love i “foro interno” viser sig derved i “in foro externo”.!
    Socialisme i 2013 er en fornuftig politik!

  42. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    Jeg bloggede iøvrigt selv lidt om emnet, inkl. teksten til min nylige tale om netop Smith & Burke:

    http://kurrild-klitgaard.blogspot.dk/2013/06/adam-smith-galore.html

  43. Af Maria Due

    -

    Tak til Kasper Støvring og Peter Kurrild-Klitgaard for interessante indlæg.

    Det gælder i disse tider om at finde fællesnævnerne. Kiv og splid har vi alt for meget af, og jeg håber inderligt, at der om ikke alt for lang tid vil kunne skabes et frugtbart sammenhold mellem borgerlige interesser. Samt en gensidig forståelse, sådan som jeg altid har kendt til det i min egen familie, hvor forskellene mellem de konservative og de liberale for det meste har kunnet overkommes og ofte har været vanskelige at få øje på.

    Disse forskelle har hovedsageligt bestået i graden af risikovillighed og nytænkning, for de egenskaber må nødvendigvis findes hos begge parter, da der indtil min generation næsten udelukkende har været tale om selvstændige erhvervsfolk, nutildags byboere og tidligere også grundtvigianske gårdejere. Holdningerne i vor familie har dybe rødder, her skal det imidlertid handle om 1700-tallet, dog ikke om Adam Smith, men om det anakronistiske i at skelne for skarpt mellem datidens konservative og liberale strømninger.

    Min store interesse har især ligget hos mine kære amerikanske ”founding fathers” i den sidste fjerdedel af 1700-tallet, hvor to af de mest begavede og mest produktive, hvilket i den sammenhæng vil sige overordentlig meget, sært nok har været om ikke glemt så dog skubbet meget i baggrunden i mange år, mens især Thomas Jefferson er blevet prist til skyerne. Meget mere, end et nærmere bekendtskab med Jefferson kan bære, selv når man læser den amerikanske historiker Dumas Malone, der tilegnede en stor del af sit liv til at skrive om ham. Jefferson var aldrig en helt i sin samtid.

    Nej, giv mig til enhver tid frontkæmpere som Alexander Hamilton og Gouverneur Morris uden hvis praktiske evner og resultater USA måske ikke havde overlevet sine første år som republik eller i hvert fald været langt dårligere stillet. Det gælder for begge, at man hos dem kan finde udprægede konservative træk i kombination med udprægede liberale, og at man på den tid, hvor de nåede deres politiske zenit, modstræbende måttet indse, at man ikke kunne undgå politisk partidannelse, hvilket man i starten håbede på.

    Hvor Jefferson kort efter Bastillens fald i 1789 i hast forlod Frankrig med en undskyldning om blot at skulle hjem på besøg men medbringende sit store indbo og dermed reelt ophørte med at være ambassadør, faldt det i Morris’ lod at være ambassadør med bopæl i Paris i den højdramatiske periode 1792-94. Efter at franskmændene i 1793 havde erklæret alle Europas monarker krig, var han den eneste ambassadør/gesandt, der ikke var flygtet, dog forblev også den danske på sin post, men angiveligt kun af helbredsgrunde. Jeg ville gerne have lyttet til, hvad de to talte om, for at de havde forbindelse, ved man og også lidt mere.

    Fra Morris’ dagbøger ved vi også, at under Septembermyrderierne 1792 blev hans hjem invaderet af panikslagne aristokrater, og at han derved udsatte sig selv for overhængende livsfare. Han der var amerikansk revolutionær og som Hamilton en af de unge mænd omkring George Washington, der steg hurtigt i graderne og ydede en formidabel indsats, da de 13 engelske kolonier i Amerika erklærede sig uafhængige og kastede sig ud i frihedskrigen. Siden havde såvel Morris som Hamilton været venner og yderst aktive ifm. tilblivelsen af den amerikanske forfatning. Morris havde altså været med fra starten af den amerikanske revolution, og det er almindeligt antaget, at han skrev preamblen til den amerikanske forfatning. Der sad han så, denne amerikaner i Paris og satte sit liv ind på at forsvare franske aristokrater, mens de revolutionære franskmænd slæbte andre aristokrater til Madame La Guillotine.

    Hvilken skæbnes ironi. Og ikke nok med det, foruden det moralske dilemma var Morris involveret i den langsommelige affære det var – på et skrøbeligt sikkerhedsgrundlag – at skaffe privat hollandsk kapital, så at amerikanerne kunne tilbagebetale det store krigslån, som det franske monarki havde ydet dem under deres frihedskrig og end ikke krævet renter for. Sans for deres revolutionære brødres stadig prekære situation på den anden side af Atlanten var nemlig ikke dominerende hos de franske oprørere, for nu at sige det mildt. De krævede lånet tilbagebetalt, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

    Dette var et chok for amerikanerne, og Thomas Jefferson nægtede simpelthen at indse, at det nye revolutionære Frankrig ikke levede op til hans forventninger om solidarisk sammenhold. I øvrigt var det økonomiske altid en af Jefferson store svagheder, han sad konstant i gæld til halsen. Hans intriger mod Alexander Hamilton og George Washington var infame og ikke til at undskylde, selv Dumas Malone mener, at Jefferson kunne have været dømt for højforræderi.

    Her vil jeg lige indskyde, at den meget lovende unge danske historiker Frederik Sneedorff, der var søn af en professor ved Sorø Akademi, ankom til Paris i oktober 1791. Hans pariserbreve er interessante og for så vidt meget danske, synes jeg, idet han nok var tilhænger af forandringer men følte sig frastødt af jakobinernes voldsomheder og derfor blev medlem af den ret eksklusive “Les amis de la Constitution”, Feullianternes klub, der netop blev oprettet i sommeren 1791.

    Dette skete som en modreaktion til jakobinerne, og feullianterne ville ganske vist forsvare den nye forfatning men så sandelig også kongens rettigheder. Dvs. lægge en dæmper på den revolution, der var godt på vej til at gå endnu mere amok.

    Her ser vi en tendens, som ofte underspilles i moderne historieskrivning. Det var både i Europa og i det unge USA vanskeligt for folk at vænne sig til tanken om en republik, mange troede simpelthen ikke på, at den kunne fungere i praksis. Da den amerikanske republik blev oprettet, var det derfor en udbredt mening i Europa, at den ikke ville få en lang levetid, og der var også amerikanere, der diskuterede, om man skulle indføre et monarki.

    I George Washingtons første præsidenttid var han sig meget bevidst, at hans embede krævede, at han lagde omgangsformerne fra de mange år på feltfod om, men hans bestræbelser på at hæve niveauet faldt ikke altid lige vellykkede ud. Og da Jefferson arriverede fra sin hastige sortie fra det revolutionære Frankrig, blev han forarget over at finde Washington omgivet af et hof, der mindede ham om den pariske dekadence, som han i øvrigt selv havde trivedes ganske godt med. Dandy som han var. Kort efter fik franskmændene over i købet en kejser og kejserinde, og siden en ny konge. Republikken var ikke et oplagt valg for datidens mennesker, i så henseende var konservatismen stor.

    Med Frederik Sneedorff har vi altså på sin vis en dansk parallel til Morris omend i mere beskedent format. Størst indtryk gjorde det på mig, da jeg i hans pariserbreve læste, at Sneedorff under en gudstjeneste i 1791 blev vidne til, at Marie Antoinette støttede og hjalp den afkræftede og chokerede konge og ægtemage, man mærker Sneedorffs medlidenhed med de to mennesker, der var ganske i skæbnens vold. Begge blev halshugget i 1793, Louis i slutningen af januar og Marie Antoinette i midten af oktober. “Horen var dristig og uforskammet til det sidste”, skrev en avis dagen efter. Sådan opfattede danskeren i Paris det ikke.

    Mellem Morris og Alexander Hamilton gik der en krypteret korrespondance, og sommeren 1792 betegnede Morris situationen i Paris som ”all Sails and no Ballast”. Hvilket bringer mig videre til Edmund Burke, der flere år tidligere må have befundet sig i et lignende dilemma mellem på den ene side sin forståelse for det revolutionære i den amerikanske udgave og på den anden side sin dybe afsky for det franske kaos. Deri har jeg ikke vanskeligt ved at følge ham.

    Jeg sidder med min udgave af Burkes ”Reflections On The Revolution In France”, det er en genudgivelse i serien Penquin Classics fra 1986. Indledningen er fra den oprindelige udgave i 1968 – af alle år, og
    dette mærkes og gør dens 76 sider særligt interessante. Den er skrevet af den irske politiker og historiker Conor Cruise O’Brien og starter med ordene:

    ”The spectre haunting Europe in ”The Communist Manifesto (1848) and haunting the world today, walks for the first time in the pages of Burke:
    “…out of the tomb of the murdered monarchy in France has arisen a vast tremendous, unformed spectre, in a far more terrifick guise than any which ever yet have overpowered the imagination, and subdued the fortitude of man…”

    Og sådan fortsætter det, for selv om den franske revolution, som Burke kom til at hade, ikke er identisk med Marx’s kommunistiske, så har de dog meget tilfælles og i nogle tilfælde også mere end med Den franske revolution, skriver O’Brien.

    Burkes ”Reflections On The Revolution In France” er det andet af to breve, som han sendte som svar til den unge franske aristokrat Charles-Jean-Francois Depont, der var en af hans bekendte og medlem af den nye franske nationalforsamling. Depont skrev til Burke i efteråret 1789, dvs. kort efter Bastillens fald, og O’Brien citerer flg. linjer fra Burkes første brev, som får mig til at tænke på den klassisk liberale John Stuart Mill’s langt senere værk ”On Liberty” fra 1859. Men Stuart Mill var end ikke født, da Burke skrev til Depont om den frihed, han elskede:

    ”The Liberty I mean is social freedom. It is that state of things in which Liberty is secured by the equality of Restraint; a Constitution of things in which the liberty of no one Man and no body of Men and no Number of men can find Means to trespass on the liberty of any Person or any description of Persons in the Society.”(p. 15).

    O’Brien afslutter sine betragtninger med at skrive, at Burke ganske vist aldrig blev revolutionær, men at det ulmede i ham, hvad de irske anliggender angik, og at det ikke havde noget med hans temperament men med situationen at gøre, at han blev konservativ. Samt at det er nærliggende at antage, at dette modsætningsforhold ”enrich his eloquence, extend its range , deepen its pathos, heighten its fantasy and make possible its stange appeal to ”men of liberal temper.” (p. 75).

    Som de dog kan sige det, de irere.

  44. Af Maria Due

    -

    Når man sætter sig til at skrive debatindlæg sent på aftenen, bør man vente med at sende dem, til man har læst dem igennem næste dag. Her kommer en rettelse, de øvrige giver sig selv.

    “Og sådan fortsætter det, for selv om den franske revolution, som Burke kom til at hade, ikke er identisk med Marx’s kommunistiske, så har de dog meget tilfælles og i nogle tilfælde også mere end med Den franske revolution, skriver O’Brien.

    Der skulle have stået:

    Og sådan fortsætter det, for selv om den franske revolution, som Burke frygtede, ikke er identisk med Marx’s kommunistiske, så har de dog meget tilfælles og i nogle tilfælde også mere end med den aktuelle franske revolution på Burkes tid, skriver O’Brien.

    Beklager forvirringen. Det bør nok også tilføjes, at USA’s økonomi i de vanskelige overgangsår blev styret med en meget fast og ganske konservativ hånd af Alexander Hamilton, der bl.a. oprettede Bank of America, hvilket skete til Jeffersons raseri, for han ønskede en økonomi, der passede sig selv, og et agrarsamfund uden store industribyer som de engelske, som han afskyede. Man ved ikke med sikkerhed, om Jefferson havde læst Adam Smith, men man går ud fra det. Hans yndlingsfilosoffer var de skotske, og han fulgte grundigt med i datidens filosofilitteratur.

Kommentarer er lukket.