Tanker om Aftenlandet. Interview med den 92-årige historiker Walter Laqueur

Af Kasper Støvring 69

Der hænger tunge, mørke skyer over et Europa, der er gået ind i sit efterår. Man hører så ofte om ”Europas krise”, at man skulle tro, at det gamle kontinent var døende eller i hvert fald i forfald. Forfaldstænker ville nogle nok også kalde den tysk-amerikanske historiker Walter Laqueur, der er aktuel med bogen After the Fall: The End of the European Dream and the Decline of a Continent.

Men der er nu ikke noget forfaldent over den nu 92-årige Laqueur, hvis kraftfulde stemme trænger klart igennem telefonen, da jeg taler med ham på en sen gråvejrsdag.

Åndsevnerne fejler selvsagt heller ikke noget; det har de nu aldrig gjort. Laqueur har dækket et bredt udsnit af Europas historie og dertil kommer forskning i udenrigspolitik og aktuelle kommentarer. Hans værker er blevet oversat til mange sprog, og selv har han læst danske aviser siden 1937, ”dog med besvær” som han siger.

Hans egen livshistorie er også dramatisk: Han flygtede fra Europa i slutningen af 1930’erne og efterlod sine forældre, der omkom i Holocaust.

Laqueur har skrevet og redigeret hen ved 80 bøger, og han blev især kendt for bogen The Last Days of Europe fra 2006, der var profetisk al den stund, at han her forudså den europæiske gældskrise. I sin seneste bog mener han, at det Europa, vi har kendt hidtil, er ved at forsvinde og risikerer at blive forvandlet til et museum eller et slags tivoli for velstående turister fra Østasien.

De to store problemer

På trods af tildelingen af Nobels fredspris til EU er Europa i krise på flere niveauer. Jeg beder Laqueur om at forklare sin diagnose.

”Den nuværende økonomiske krise er den øjeblikkelige krise, og derfor trænger den de andre og mere længerevarende problemer i baggrunden. Det gælder f.eks. det demografiske problem, at europæerne simpelthen ikke føder nok børn. Men sådan kan det ikke blive ved med at gå. De mest fundamentale problemer er ikke kun aktuelle og økonomiske problemer, og de kan ikke løses med tekniske beslutninger som dem, der vil blive truffet vedrørende gældskrisen. De angår dybere politiske og psykologiske faktorer, f.eks. om valget mellem nationalisme eller post-nationalisme.”

Du har af samme grund argumenteret for, at Europa har brug for indvandring.

”Det er et dilemma. På den ene side medfører den ældre befolkning og de lave fødselsrater, at Europa har brug for veluddannet og faglært indvandring for at kunne opretholde levestandarden og velfærdsstaterne, især sygesikringer og pensionsordninger. Men på den anden side har Europa ikke brug for en indvandringsbyrde. Hidtil er indvandrerne kommet fra tilbagestående områder i f.eks. Tyrkiet og Pakistan. De er uden kvalifikationer.”

Ved siden af det demografiske forfald angår Europas væsentligste problem ifølge Laqueur de mange uintegrerede, især muslimske, indvandrere:

”Problemerne med demografi og indvandring vil blive ved med at trænge sig på, og jeg forudser, at der vil udbryde en generationskonflikt i Europa.”

Mangel på vilje

Du har skrevet, at Europa mangler vilje og dynamik. Hvorfor?

”Vi kender ikke rigtig svaret. Men vi må i hvert fald konstatere det. I materiel forstand blev Europa genrejst efter Anden Verdenskrig, men ikke hvad angår dets selvtillid. Krisen handler i bund og grund om europæernes mangel på vilje, om vægelsind og manglende selvtillid.”

Laqueur uddyber: ”Europa er blevet indadvendt, materialistisk og apatisk, der er ingen nysgerrighed og virkelyst, ingen interesse for fremtiden. Selv et delvist forenet Europa vil næppe udgøre en vigtig faktor i global politik. Der vil stadig være uenigheder om udenrigspolitik og forsvarspolitik. Og hvem vil lede Europa?”

For Walter Laqueur skyldes EU-projektets vanskeligheder især, at nationalisme er en langt stærkere drivkraft end den post-nationale drøm om et fælles Europa, hvor de enkelte stater har opgivet suverænitet.

”Måske er det fælles bånd og den gensidige tillid mellem borgerne i Europa ikke stærk nok til at tjene som basis for en ægte union. Folk føler en stærkere tilknytning til deres egen nation end til EU. Folk føler sig forbundet med det sted, hvor de blev født, deres hjemland, og andres livsformer og sprog siger dem ikke meget. Der har ganske vist været forsøg på at skabe opbakning omkring en fælles kulturarv, en europæisk hymne og et europæisk flag. Men det har ikke virket.”

Alene af den grund kan kommissionsformand Barrosos appeller om en føderal union virke futile. For som Laqueur spørger:

”Ønsker de europæiske nationer virkelig en føderal union, som kræver, at man opgiver det meste af sin selvstændighed? Det tyder det ikke på. Der er ingen entusiasme.”

Den postmoderne drøm

Med titlen på Walter Laqueurs bog står vi ved afslutningen af den europæiske drøm – drømmen om en postnational model, der skaber fred, velstand, bæredygtigt miljø, social retfærdighed, og som bygger på en humanitær udenrigspolitik. Europa har ganske vist sluttet fred med sig selv efter de to verdenskrige.

Men hvor det for bare ganske få år siden var en udbredt opfattelse blandt mange EU-tilhængere, at den europæiske model ville tjene som en lysende ledestjerne for hele menneskeheden, som Laqueur skriver, så forholder det sig helt anderledes i dag.

EU’s fortalere ønskede at skabe en slags postmoderne union, der bygger på blød magt, og at geoøkonomi vil erstatte geopolitik. Men i dag er alt dette i krise?

”Ja, Europa er postmoderne i sin tro på, at man skabe varig fred ved at gøre stater økonomisk afhængige af hinanden. Men den politik, der føres af andre stater, har rødder i en traditionel ide om interessesfærer, hvor man skal gøre sin indflydelse gældende, og i princippet om magtbalance. Jeg har min dybe tvivl om, at en postmoderne union kan overleve i en verden, hvori der ofte hersker et latent kaos.”

Vil de autokratiske regimer blive stærkere i fremtiden og stærkere end demokratierne?

”Det er jo sådan, østasiaterne argumenterer. De mener, at for meget demokrati ikke er effektivt. De ser EU som svagt, fordi det ikke kan træffe beslutninger. Det har et demokrati ganske rigtigt også svært ved, når det gælder de virkeligt vanskelige problemer. Det gør autokratierne stærke i en klassisk magtpolitisk forstand. Vi vil se et tilbageslag for demokrati i verden fremover, vi vil ikke kunne opretholde de nuværende høje grader af frihed. Og Europa vil blive ignoreret. Men europæerne vil gerne ignoreres”, klukker Laqueur, ”hvilket jo er en skam, for vi behøver stadig et stærkt Europa for at afbalancere magterne. Men på den anden side skal vi heller ikke undervurdere de problemer, lande som Kina står over for. Deres fremskridt vil ikke fortsætte i det uendelige.”

Fra det heroiske til det humane

Du skriver, at Europa er gået fra en heroisk til en human fase i sin historie. Hvad mener du med det?

”I den heroiske tid havde vi de store krige, lidenskaben og ekstrem patriotisme. Alt dette er svækket i dag, ikke kun i Europa, men i særlig grad dér. Europæerne lever i en postheroisk fase.”

Er du optimistisk eller pessimistisk med hensyn til Europas fremtid?

”Jeg opfattede mig længe som pessimist. Men jeg ved også, at fremskridt i historien sædvanligvis kun forekommer, hvis mennesker står over for en fare, dvs. en eksistentiel fare, ikke de mindre økonomiske problemer. Så kan det ske, at mennesker beslutter sig for at gøre en indsats og arbejde sammen på det fælles bedste. Hvis der ikke er nogen trussel, hvorfor skal man så samarbejde? På den måde kan Europas krise paradoksalt nok også have gode konsekvenser. Krisen vil muligvis kunne motivere mennesker til at arbejde sammen for at genrejse kontinentet.”

Den 91-årige Laqueur har et langt liv bag sig, og hans oparbejdede erfaring giver en vis tyngde, når han skal bedømme udviklingen over det lange stræk:

”Jeg har set Europa i gode og i dårlige tider, og jeg har lært, at en krise blot er en mellemliggende periode. Denne krise risikerer dog at blive skæbnesvanger. Udsigterne for Europa er ikke gode. Europa er fattigt på råmaterialer og energiressourcer, og dets geopolitiske placering gør det sårbart for politisk pression fra dets energileverandører.”

Dog afslutter Walter Laqueur i et nogenlunde opbyggeligt leje:

”Nogle gange i historien ser man, at efter en periode med fortvivlelse, vil pessimisme pludselig begynder at kede en ny generation. De begynder så i stedet at udvise patriotisme og optimisme.”

 

69 kommentarer RSS

  1. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Ulf Timmermann

    Enig med hensyn til le Carré.

    Jeg har læst alle hans bøger siden ‘The Spy Who Came in from the Cold’ i tresserne.

    En spændingsforfatter som ved hvad han skriver om, og som ikke er bange for at blotlægge den kynisme, der er i politik og i den internationale forretningsverden.

    Utroligt at han nu – i en sen alder – stadig formår at skrive bøger af både høj spændingsværdi og stor litterær værdi.

  2. Af kasper støvring

    -

    Maria Due:

    Ret mig gerne med dokumentation, hvis jeg tager fejl, men der er altså intet ekstremt over Fjordman, sådan som en nærmest totalt enig offentlighed postulerer.

    Der er derimod noget mærkeligt i, at vi – vesterlændinge – angriber vores egne (Fjordman, Spencer m.fl.), imens islamister, der radikaliserer muslimer til at myrde vesterlændinge, kan gå frit omkring.

    Det var det, skandalen om den manglende indrejsetilladelse handler om (eller burde handle om).

    http://www.thesun.co.uk/sol/homepage/news/4953956/Anjem-Choudary-Lee-Rigby-will-burn-in-hellfire.html

  3. Af Bjorn Sorensen

    -

    @ M V Jensen

    Ingen tvivl om at græshoppegeneration (68?erne) har raget til sig på et helt uhørt niveau.

    I USA holder man “sales tax” i ave ved at befolkningen skal spoerges om om de vil godkende at den stiger fx en 1/2% til et eller andet specielt formaal paa lokal (county) plan i en begraenset periode.
    Saa hver gang amerikanerne gaar til valg, ca hver andet aar, faar man udleveret en stemmeseddel med alle de forslag som har betydning for lokalsamfundet.

    Havde det ogsaa vaeret paa landsplan saa var amerikanerne nok ikke havnet i gaeldsfaelden som alle de andre lande i den vestlige verden.

    Politikerne elsker at lege julemand for det er der stemmer i.

    Hvis demokratiet skal overleve maa der indfoeres regler som fremmer sund husholdning, og leven over evne skal maaske goeres strafbart.
    Saa vi skal maaske indfoere gaeldsfaengsel for letsindige politikere.

    I hvert fald skal borgerne spoerges hvis skatterne skal oeges.

  4. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Bjorn Sorensen

    “I hvert fald skal borgerne spoerges hvis skatterne skal oeges.”

    Fogh bildte befolkningen ind, at han havde garanteret et skattestop, MEN:

    “Hver måned kom der 2,4 nye skatter eller afgifter under den borgerlige regering, viser opgørelse fra Skatteministeriet – i alt steg skatter og afgifter 287 gange trods ’skattestop'”

  5. Af Maria Due

    -

    Niels Juul Hansen.

    Undskyld, det var mig, der udtrykte mig klodset, og det kommer sig af, at jeg forkortede mit enormt lange indlæg og overså, at det resterende kunne misforstås. Jeg forstod godt, hvad du mente.

    Kasper Støvring, jeg tvivler ikke om, at Fjordman optræder venligt og beskedent blandt sine danske beundrere, som han er afhængig af, og hvis du ikke kan få øje på noget, der støder dig i de skrifter og oplysninger, som allerede er tilgængelige, er der ikke noget at gøre ved det, så ved vi i det mindste, hvor du står.

    Ifm. omtalen af Simen Sætres biografi om Fjordman, har Sætre udtalt, at han også fandt ham venlig de første par dage, da de talte sammen i Stuttgart om relativt harmløse emner, men da han den tredje dag forsøgte at komme tættere på, stødte han ind i noget iskoldt, og der blev lukket helt af.

    Tilbage sad Sætre med sine møjsommeligt indhentede oplysninger fra Cairo, Hebron og Oslo om en mand, der aldrig sluttede sig til nogen endsige efterlod sig andet indtryk, end at han gik i ét med tapetet.
    En sådan personskildring er ikke tilfredsstillende for en journalist at bakse med, når man tager i betragtning, hvordan en pseudohelt siden udfoldede sig via nettet med anonyme trusler om ragnarok tilsat ølbrygning og kvantemekanik samt nedladenhed overfor kvinder. Men typen er langt fra ukendt, den er overmåde ordinær og findes ofte i gymnasieblade.

    Selv om jeg ikke bryder mig om alle disse bøger med forbindelse til Breivik, vil jeg ikke frakende Sætre en gode vilje, og han var langt omkring for at samle informationer til et fair portræt. Han lod også Fjordman og hans far gennemlæse noget af bogen, førend den gik i trykken. De godkendte det, men siden har der ikke desto mindre været jeremiader fra Fjordman om, at det godkendte er usandt, og hans kritik af politiet er jo en never ending story uden gran af forståelse for politiets situation.

    Faderen udtalte for ikke så længe siden til NKR, at han allerede i sin tid som besætter tabte tiltroen til politik og politikere, han er langt ude på venstrefløjen. Fjordman er barn af 68’ere, og hans far satte i hans tidlige barndom hus og hjem over styr og kunne ifølge ham selv gøre det igen i sit arbejde som koncertarrangør. Med over 500 koncerter må han imidlertid have gjort livet morsommere for beboerne i Ålesund. Sært at en så musisk og tilsyneladende munter herre på den ene yderfløj har fået en så ikkemusisk og tung søn på den anden, men det er også helt klassisk. Dog ser gamle fotografier af Fjordman ikke ud, som om det var det, der lå i kortene, og det synes jeg, at man bør tænke over.

    Selv om nogen altid vil fortsætte med at vise Fjordman afsky, som han selv har et stort arsenal af afsky overfor anderledes tænkende, er nordmænd ikke værre end andre mennesker. Mange forstår sikkert, at en yngre mand var voldsomt uheldig, da Breivik valgte ham som sit idol, og at man bør give ham en chance til at blive rehabiliteret, så at hans liv ikke bliver ødelagt. Forstår hans danske beundrere mon , at risikoen for det sidste er stor?

    Jeg har fra den første aften ment, at Breivik er sindssyg, og da fik jeg også hele TFS imod mig, for det kunne umuligt passe, når Breivik kunne se et lys i Fjordman. Jeg er dødtræt af de skarpe fronter, som man møder på bloggene. Er man ikke 100 pct. enig, kan man forfølges med alle midler, og tro mig, det er noget, jeg kender til. Der er et helt bundt psykopater derude.

    Men bevar mig vel, jeg har jo selv skrevet et femcifret antal debatindlæg, hvor jeg kritiserer udviklingen, og jeg mener fortsat, at islam og big brother EU er en ulykke for Europa, selv om jeg meget gerne ser et stort europæisk fællesmarked udvikle sig, det er jo det, Danmark først og fremmest skal leve af. Islam interesserer mig ikke, men det gør derimod mine landsmænds og ”meduropæeres” reaktioner på islam. EU’s altædende socialisme kan jeg som klassisk liberal umuligt acceptere

    Der er ikke noget mærkeligt i, at vi vesterlændinge angriber dem, som du kalder vore egne. Sådan har det altid været, og kronikken fra den 29. juni af Claes Johansen handlede netop om det. For jo mere man graver sig ned i dansk historie under Anden Verdenskrig, jo mere går det op for en, at frihedskæmperne hovedsageligt kæmpede mod andre danskere, som blev bevæbnet af den tyske besættelsesmagt, og de mange likvideringer er stadig et ømtåleligt emne. Så meget for det nationale sammenhold.

    Jeg har ovenfor gjort opmærksom på, at jeg også undrer mig over de britiske beslutninger om, hvem der må komme ind i landet, og hvem der ikke må, men jeg har jo heller ikke indsigt i efterretningstjenestens metoder.

    Fjordman er mig bekendt en kær gæst på Robert Spencers netsider. På Front Page Magazine sker det under mottoet ”Inside every liberal is a totalitarian screaming to get out”. Det er også mottoet for GOA, Gun Owners of America, der henviser til Front Page Magazine. Danske bloggere sætter det engelske ord liberal lig med Venstre og De radikale, det er ét fedt, og hvis du ser dig omkring på bloggene, vil du se, hvordan Fjordmans beundrere beklager sig over, at befolkningen ikke er bevæbnet og henviser til amerikanske forhold. Kan du forestille dig et Gun Owners of Denmark? De er der allerede i ånden.

    Da jeg på Uffe Ellemanns blog beklagede mig over vort engagement i Mali, overraskede han mig ved at spørge, om jeg troede, at USA ville komme og redde os for tredje gang? Nej, det gør jeg ikke, og jeg ville foretrække, at der blev talt lige ud om, at en sådan tredje gang kan blive aktuel, så at vi kan få besluttet os for at tage vore forholdsregler i tide. Men det er altså ikke det samme som at bryde sig om alt, hvad der har med islamkritik at gøre.

  6. Af M V Jensen

    -

    Formentlig er det iøjnefaldende selvhad og den deraf følgende selvdestruktive holdning som ligner en fællesnævner for både multikulturalisterne, Breivik, antifascistisk aktion, modkraft m.fl. (beskrevet oppe i tråden af Niels Poulsen) også en direkte følgevirkning af 68’ernes værdiløshed. (Jeg tror at) Den generation nærede et håb om at udviske alle gamle værdier for at kunne erstatte efterkrigstraumaet (den tilsyneladende upåvirkethed?) med nye værdier og idealer bygget op omkring kærlighed og fælles samhørighed.
    Desværre (?) strandede de halvvejs – kunne kun blive enige om nedbrydelsen – ikke opbyggelsen. Det blev derfor til ren individuel selvopbyggelse, da det var den eneste værdi, som stod nogenlunde intakt.
    Mange fra generationen efter 68’erne er dog – i modsætning til de ovenfor nævnte “outlaws” – bevidste om både deres forældres svigt og at et oprør imod dem også vil være et selvopgør som jo ikke kan vindes! Det rigtige er derfor at forstå dem, leve med dem og tålmodigt overleve dem og samtidigt (gen-)opbygge rigtige værdier til selv at leve efter og til at påvirke vores efterkommere med. Vi skal bare lige ud på en økonomisk og mental ørkenvandring og helst nå at finde os selv inden de 68′ inspirerede får lagt hele samfundet i ruiner.

  7. Af Maria Due

    -

    Til mere eftertanke.

    Kommentar af Sara Azmeh Rasmussen, som jeg havde et debatsammenstød med i nullerne, årsagen kender jeg ikke. Da var hun på vej til at offentliggøre, at hun var blevet lesbisk, var vist tidligere gift og har to børn. Siden blev hun transer, og på skift har hun indenfor få år været muslim, kristen, human-etiker og igen en slags muslim. For kort tid siden skrev hun fra en lukket afdeling, og nu er hun igen den med det store overblik, der skriver belærende om, at hvad de vil have og ikke have i Norge. Fjordman kan allernådigst få lidt smugler fra herrens bord eller fruens. Det er meget værre end mit skriveri.

    Sara Azmed Rasmussen er indvandret til Norge fra Syrien og af ukendte grunde udvandret til Sverige, sådan i princippet, eller hvad ved jeg, men ikke rigtigt. Hun er en hyppig kommentator. Da hun var formand for Human-etisk forening, var netsiden stærkt skæmmet af krigsretorik.

    Tonen i den artikel, jeg linker til, kommer vi til at støde hyppigt på i årene fremover. Jeg har allerede set et indlæg på en blog hos Demokratiske Muslimer, hvor danskere allernådigst blev indbudt til at medvirke til at skabe det nye Danmark.

    http://www.nrk.no/ytring/la-fjordman-skrive-bok-1.11084857

  8. Af Maria Due

    -

    Bergens Tidende er set med mine øjne den mest “normale” norske avis. Her berettes der om, hvordan den norske meningselite aften efter aften twitter løs med Fjordman, så at det har udviklet sig til et gensidigt kævlende afhængighedsforhold, alt imens indvandrere vælter ind i landet, og nordmændene flygter fra Oslos sovebyer.

    http://www.bt.no/meninger/Fjordman-er-kommet-for-a-bli-2923387.html

    Det var den sidste.

  9. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Ja, promoveringen og forkælelsen af alle mulige sære, afsindige og anti-demokratiske personager, foregår jo hele tiden her i Norden. Men hvorfor, hvad er mon agendaen? Er den skjulte dagsorden en nykommunistisk plan om at undergrave og snigløbe alt og alle. Man skulle næsten tro det.

    Men hvorfor har så mange journalistdamer (og -mænd) så travlt med at save i den gren de selv sidder på??

    Fatter de ikke hvor dybt faldet kan blive?

  10. Af H.P. Jensen

    -

    Omtalen af Sara Azmed Rasmussen er mangelfuld. Hun har i de sidste år heddet Sara Mats og har også været national højreekstrem.

    Atiklen om hendes syn på Fjordman viser vej for det nye Norge. Sara Mats har ikke alene sat sig ud over de snærende bånd, som et kønsrelateret navn binder folk med (lurer der en ny mærkesag?), hun glæder sig ligefrem over, at det tiggende ”nettrollet” Fjordman bliver hevet ud af sin ”hule”, så at retskafne ikke-fascistiske op ”intellektuelle ”nordmænd som hun selv kan påtage sig ”ansvaret” med at dissekere ham i den ”offentlige arena”. Hun viser sin generøsitet ved at give en tiggende hvid mand en chance.

    At Sara Mats har venner, skal man ikke tvivle om, og en af dem er Trykkefrihedsselskabets gode ven og nære samarbejdspartner norske Document bloggen. Da Sara Mats bloggede fra den lukkede, fik hun en hjertevarm personlig hilsen fra bloggeren Hans Rustad, han udviste indfølt forståelse for hendes frustrationer. De gik på, at hun får den samme betaling for sine artikler til Aftenposten, som andre får, at hun ikke er medlem af denne landsdækkende avis’ redaktion, og at hun diskrimineres ved ikke at kunne leve af de artikler, hun sender til avisen i ny og næ. Sara Mats er ikke ansat på Aftenposten og har aldrig været det.

    Er De forvirret? Næste afsnit fra de islamkritiske frihedskæmperes fællesfront vil utvivlsomt snart foreligge.

    http://www.nrk.no/nyheter/norge/1.7747943

  11. Af Bjørn Sørensen

    -

    “Demokrati er stadig det bedste system og formentlig også den mest dynamiske styreform, hvis det ellers får lov til at udfolde sig, så folket bliver hørt og respekteret.”

    Demokratiet har sine svagheder.

    Efter på demokratisk vis at have indført velfærdssamfundet er på demokratisk vis 2/3 af befolkningen blevet forfremmet til offentlig forsørgelse, og på demokratisk vis belåner vi de kommende generationer, så vi kan fortsætte med at leve over evne.
    Joh da, græshoppegeneration (68-erne) forstod at at rage til sig på demokratisk vis.

    Men som amerikanerne siger: Nothing comes from doing nothing.
    Så nu er vi havnet i den store intethed, på demokratisk vis.

    Så kan demokratiet overleve når det så let på demokratisk vis kan blive ført på afveje.

  12. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Bjørn Sørensen

    “Men som amerikanerne siger: Nothing comes from doing nothing.”

    Det stammer vist helt tilbage til de gamle grækere, selv om det var Shakespeare, der gjorde det kendt!

  13. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Teoretisk meget biased, da Laqueur over tid skifter enhed mellem “Europa” og “de europæiske enkeltstater”.
    Den heroiske tid var jo de stærke nationalstaters tid, og førte blot til indbyrdes krige med store økonomiske og menneskelige tab til følge. F.eks. har national heroisme blandt Danmarks naboer og i Danmark fra starten af 1800-tallet reduceret Danmark fra den betydende Nordeuropæske magt, Danmark-Norge, til lilleputlandet Syddanmark.
    Når heorismen blev lagt på hylden, gik det derimod langt bedre. Det åbentlyse eksempel er Tyskland, som trods sin lidet heroiske udenrigspolitik siden 1945 har genvundet styringen af Europa ved egen økonomisk magt.
    Laqueur’s eneste evidente teoribidrag synes bare at være, at alt over tid går op og ned. Men så længe hans teori ikke muliggør mere præcis forklaring på, hvornår og hvorfor tiderne vender, hæver bidraget sig jo ikke over en common sense, som selv Maren i kæret jo lærte af sine forældre.
    Snik-snak som min mere forstandige ø-fælle, HCA, ville have udtrykt det.

  14. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ Niels Juul Hansen

    OK, og hvad så.

    Hvordan skaber vi ad demokratisk vej et samfund som er levedygtigt, og ikke som nu er havnet i en situation hvor flertallet ad demokratisk vej lader sig forsørge af mindretallet.

    Tror du virkeligt at det er en holdbar samfundsmodel.

    Velfærdsmodellen er en drøm som er ved at føre samfundet ud i en situation som ikke er holdbar.

    Når 2/3 af befolkningen har en levestandard som de ikke lever op til og således får foræret, tror du virkeligt at det er en holdbar situation.

    Vores leven over evne får en brat ende som vil blive brutal over for dem som idag ikke yder til den fælles velfærd.

    Hvordan du vil løse det problem, skylder du at forklare.

    De såkaldt “svage” i samfundet som længe har fået førsteprioritet uden at yde, hvordan vil du fremover finansiere deres vellevnet når kassen er tom og dem som skaber værdierne i den store verden tjener væsentligt mindre end hvad passive og ukvalificerede hos os begunstiges med.

    Forklar os almindeligt dødelige hvordan du vil løse det lille problem, for jeg har svært ved at se hvordan det lykkes uden at snyde med at forklare realiternes verden.

  15. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Bjørn Sørensen

    Vi bliver nok aldrig enige.

    “De såkaldt “svage” i samfundet som længe har fået førsteprioritet uden at yde, hvordan vil du fremover finansiere deres vellevnet når kassen er tom og dem som skaber værdierne i den store verden tjener væsentligt mindre end hvad passive og ukvalificerede hos os begunstiges med.”.

    Jeg holder mere med Dansk Erhverv (Danish Chamber of Commerce):

    “Det overordnede billede er fortsat, at Danmark har mere styr på offentlige finanser og gældsætning end de fleste andre EU-lande, selvom vi halter efter på vækst og beskæftigelse. Det viser EU’s konjunkturbarometer.

    ”På trods af, at Danmark på grund af sidste års efterlønsudbetaling i 2012 ekstraordinært overskred EU-kravet om et maksimalt underskud på 3 procent af BNP, er det fraværet af vækst, beskæftigelse og investeringer, der er det suverænt største problem i dansk økonomi, ikke de offentlige finanser”, siger Bo Sandberg, erhvervsøkonomisk chef i Dansk Erhverv.

    ”Der er ikke noget mærkeligt i at køre med et vist offentligt underskud i økonomiske kriseår. Det er tværtimod en aktiv del af krisebekæmpelsespolitikken, idet der dermed kanaliseres efterspørgsel ud i økonomien. Det er blandt andet også derfor, at de seneste to skattereformer har været underfinansieret i de første par år. Men den svære øvelse, som mange af EU-landene har forsømt, går ud på at konsolidere og reformere økonomien tilstrækkeligt i de gode år”, siger Bo Sandberg.”

    Det sidste er det, de mange økonomer har kritiseret VK(O).

  16. Af Maria Due

    -

    Apropos “nationalisme”.

    “I dag er ”nationalisme” også det store skældsord, som siden 1980’erne blev suppleret med ”racisme” og ”fremmedhad”, og som ikke mindst den akademiske klasse har excerceret flittigt i.

    Det hele begyndte med Zahles regering for 100 år siden.”

    Konklusionen i Henrik Gade Jensens kronik “Løgnens og bedrageriets ministerium” d.d. i Jyllands-Posten.

  17. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ Niels Juul Hansen

    “… Danmark har mere styr på offentlige finanser og gældsætning end de fleste andre EU-lande, selvom vi halter efter på vækst og beskæftigelse.”

    “.. det er fraværet af vækst, beskæftigelse og investeringer, der er det suverænt største problem i dansk økonomi, ikke de offentlige finanser.”

    ”Der er ikke noget mærkeligt i at køre med et vist offentligt underskud i økonomiske kriseår. Det er tværtimod en aktiv del af krisebekæmpelsespolitikken.”

    Så langt kan jeg give dig medhold. Men vi har nu i 30 år lukket af for realiteterne på det globale marked, hvorfor vi har mistet store dele af vores produktive erhverv og har erstattet det med frisørøkonomi, som vi ikke kan leve af. Hvis vi vil tjene penge skal der produceres.

    Hvad har vi gjort for at løse vores strukturprobler de sidste 30 år? Intet, absolut intet.

    Vi skal skabe 1 mill nye arbejdspladser, hvis vi vil genskabe en sund økonomi, men som jeg utallige gange har påpeget, så har disse 1 mio ikke kvalifikationer eller effektivitet til at honorere de lønninger som forlanges, og der er heller ingen udsigt at det forhold vil ændre sig, da alle forsøg er mislykkedes. De sociale udgifter til dem er i størrelsesordenen 10 gange hvad en industriarbejder tjener i Kina.
    Jeg tror ikke at det er holdbart i længden, hvilket faldet i den relative velfærd bekræfter. Ja vi rasler ned ad rangstigen.

    Nu har vi i vesten aktivt bedrevet krisebekæmpelsespolitik i mindst de sidste 30 år resulterende i at vi reelt er insolvente, fordi vores værdier er oppustede.
    Vi har belånt og stimuleret i en uendelighed. Reelt er det dem som producerer der låner os pengene til at købe de varer som de producerer for os.
    Så for 5 år siden var kassen tom, bankerne var insolvente, staten måtte kautionere.

    Erhvervlivet har allerede sagt at der kun kan skabes arbejdspladser i højteknologiske erhverv. Der er allerede mangel på kvalificeret arbejdskraft så jeg er bange for at der skal mirakler til hvis vi skal finde arbejde i de produktive erhverv til den 1 mio ufaglærte og mindre effektive arbejdskraftreserve, sålænge man nægter at acceptere de globale realiteter.

  18. Af Fortællingen om EU som fredens projekt — Kulturkamp

    -

    […] geopolitiske rivalisering med en geo-økonomisk model er slået fejl. Som Walter Laqueur har sagt, vil en postmoderne union som EU stå magtesløs over for stater som Rusland og Kina, der fører […]

  19. Af EU’s afmagt og manglende forståelse. Om Ukraines splittelse og Ruslands geopolitik | Kulturkamp

    -

    […] som EU stå magtesløs over for stater som Rusland og Kina, der fører klassisk magtpolitik. Se mit interview med Laqueur: Sådan er det bare, og ingen velmenende formaninger kan lave om på […]

Kommentarer er lukket.