Tanker om Aftenlandet. Interview med den 92-årige historiker Walter Laqueur

Af Kasper Støvring 69

Der hænger tunge, mørke skyer over et Europa, der er gået ind i sit efterår. Man hører så ofte om ”Europas krise”, at man skulle tro, at det gamle kontinent var døende eller i hvert fald i forfald. Forfaldstænker ville nogle nok også kalde den tysk-amerikanske historiker Walter Laqueur, der er aktuel med bogen After the Fall: The End of the European Dream and the Decline of a Continent.

Men der er nu ikke noget forfaldent over den nu 92-årige Laqueur, hvis kraftfulde stemme trænger klart igennem telefonen, da jeg taler med ham på en sen gråvejrsdag.

Åndsevnerne fejler selvsagt heller ikke noget; det har de nu aldrig gjort. Laqueur har dækket et bredt udsnit af Europas historie og dertil kommer forskning i udenrigspolitik og aktuelle kommentarer. Hans værker er blevet oversat til mange sprog, og selv har han læst danske aviser siden 1937, ”dog med besvær” som han siger.

Hans egen livshistorie er også dramatisk: Han flygtede fra Europa i slutningen af 1930’erne og efterlod sine forældre, der omkom i Holocaust.

Laqueur har skrevet og redigeret hen ved 80 bøger, og han blev især kendt for bogen The Last Days of Europe fra 2006, der var profetisk al den stund, at han her forudså den europæiske gældskrise. I sin seneste bog mener han, at det Europa, vi har kendt hidtil, er ved at forsvinde og risikerer at blive forvandlet til et museum eller et slags tivoli for velstående turister fra Østasien.

De to store problemer

På trods af tildelingen af Nobels fredspris til EU er Europa i krise på flere niveauer. Jeg beder Laqueur om at forklare sin diagnose.

”Den nuværende økonomiske krise er den øjeblikkelige krise, og derfor trænger den de andre og mere længerevarende problemer i baggrunden. Det gælder f.eks. det demografiske problem, at europæerne simpelthen ikke føder nok børn. Men sådan kan det ikke blive ved med at gå. De mest fundamentale problemer er ikke kun aktuelle og økonomiske problemer, og de kan ikke løses med tekniske beslutninger som dem, der vil blive truffet vedrørende gældskrisen. De angår dybere politiske og psykologiske faktorer, f.eks. om valget mellem nationalisme eller post-nationalisme.”

Du har af samme grund argumenteret for, at Europa har brug for indvandring.

”Det er et dilemma. På den ene side medfører den ældre befolkning og de lave fødselsrater, at Europa har brug for veluddannet og faglært indvandring for at kunne opretholde levestandarden og velfærdsstaterne, især sygesikringer og pensionsordninger. Men på den anden side har Europa ikke brug for en indvandringsbyrde. Hidtil er indvandrerne kommet fra tilbagestående områder i f.eks. Tyrkiet og Pakistan. De er uden kvalifikationer.”

Ved siden af det demografiske forfald angår Europas væsentligste problem ifølge Laqueur de mange uintegrerede, især muslimske, indvandrere:

”Problemerne med demografi og indvandring vil blive ved med at trænge sig på, og jeg forudser, at der vil udbryde en generationskonflikt i Europa.”

Mangel på vilje

Du har skrevet, at Europa mangler vilje og dynamik. Hvorfor?

”Vi kender ikke rigtig svaret. Men vi må i hvert fald konstatere det. I materiel forstand blev Europa genrejst efter Anden Verdenskrig, men ikke hvad angår dets selvtillid. Krisen handler i bund og grund om europæernes mangel på vilje, om vægelsind og manglende selvtillid.”

Laqueur uddyber: ”Europa er blevet indadvendt, materialistisk og apatisk, der er ingen nysgerrighed og virkelyst, ingen interesse for fremtiden. Selv et delvist forenet Europa vil næppe udgøre en vigtig faktor i global politik. Der vil stadig være uenigheder om udenrigspolitik og forsvarspolitik. Og hvem vil lede Europa?”

For Walter Laqueur skyldes EU-projektets vanskeligheder især, at nationalisme er en langt stærkere drivkraft end den post-nationale drøm om et fælles Europa, hvor de enkelte stater har opgivet suverænitet.

”Måske er det fælles bånd og den gensidige tillid mellem borgerne i Europa ikke stærk nok til at tjene som basis for en ægte union. Folk føler en stærkere tilknytning til deres egen nation end til EU. Folk føler sig forbundet med det sted, hvor de blev født, deres hjemland, og andres livsformer og sprog siger dem ikke meget. Der har ganske vist været forsøg på at skabe opbakning omkring en fælles kulturarv, en europæisk hymne og et europæisk flag. Men det har ikke virket.”

Alene af den grund kan kommissionsformand Barrosos appeller om en føderal union virke futile. For som Laqueur spørger:

”Ønsker de europæiske nationer virkelig en føderal union, som kræver, at man opgiver det meste af sin selvstændighed? Det tyder det ikke på. Der er ingen entusiasme.”

Den postmoderne drøm

Med titlen på Walter Laqueurs bog står vi ved afslutningen af den europæiske drøm – drømmen om en postnational model, der skaber fred, velstand, bæredygtigt miljø, social retfærdighed, og som bygger på en humanitær udenrigspolitik. Europa har ganske vist sluttet fred med sig selv efter de to verdenskrige.

Men hvor det for bare ganske få år siden var en udbredt opfattelse blandt mange EU-tilhængere, at den europæiske model ville tjene som en lysende ledestjerne for hele menneskeheden, som Laqueur skriver, så forholder det sig helt anderledes i dag.

EU’s fortalere ønskede at skabe en slags postmoderne union, der bygger på blød magt, og at geoøkonomi vil erstatte geopolitik. Men i dag er alt dette i krise?

”Ja, Europa er postmoderne i sin tro på, at man skabe varig fred ved at gøre stater økonomisk afhængige af hinanden. Men den politik, der føres af andre stater, har rødder i en traditionel ide om interessesfærer, hvor man skal gøre sin indflydelse gældende, og i princippet om magtbalance. Jeg har min dybe tvivl om, at en postmoderne union kan overleve i en verden, hvori der ofte hersker et latent kaos.”

Vil de autokratiske regimer blive stærkere i fremtiden og stærkere end demokratierne?

”Det er jo sådan, østasiaterne argumenterer. De mener, at for meget demokrati ikke er effektivt. De ser EU som svagt, fordi det ikke kan træffe beslutninger. Det har et demokrati ganske rigtigt også svært ved, når det gælder de virkeligt vanskelige problemer. Det gør autokratierne stærke i en klassisk magtpolitisk forstand. Vi vil se et tilbageslag for demokrati i verden fremover, vi vil ikke kunne opretholde de nuværende høje grader af frihed. Og Europa vil blive ignoreret. Men europæerne vil gerne ignoreres”, klukker Laqueur, ”hvilket jo er en skam, for vi behøver stadig et stærkt Europa for at afbalancere magterne. Men på den anden side skal vi heller ikke undervurdere de problemer, lande som Kina står over for. Deres fremskridt vil ikke fortsætte i det uendelige.”

Fra det heroiske til det humane

Du skriver, at Europa er gået fra en heroisk til en human fase i sin historie. Hvad mener du med det?

”I den heroiske tid havde vi de store krige, lidenskaben og ekstrem patriotisme. Alt dette er svækket i dag, ikke kun i Europa, men i særlig grad dér. Europæerne lever i en postheroisk fase.”

Er du optimistisk eller pessimistisk med hensyn til Europas fremtid?

”Jeg opfattede mig længe som pessimist. Men jeg ved også, at fremskridt i historien sædvanligvis kun forekommer, hvis mennesker står over for en fare, dvs. en eksistentiel fare, ikke de mindre økonomiske problemer. Så kan det ske, at mennesker beslutter sig for at gøre en indsats og arbejde sammen på det fælles bedste. Hvis der ikke er nogen trussel, hvorfor skal man så samarbejde? På den måde kan Europas krise paradoksalt nok også have gode konsekvenser. Krisen vil muligvis kunne motivere mennesker til at arbejde sammen for at genrejse kontinentet.”

Den 91-årige Laqueur har et langt liv bag sig, og hans oparbejdede erfaring giver en vis tyngde, når han skal bedømme udviklingen over det lange stræk:

”Jeg har set Europa i gode og i dårlige tider, og jeg har lært, at en krise blot er en mellemliggende periode. Denne krise risikerer dog at blive skæbnesvanger. Udsigterne for Europa er ikke gode. Europa er fattigt på råmaterialer og energiressourcer, og dets geopolitiske placering gør det sårbart for politisk pression fra dets energileverandører.”

Dog afslutter Walter Laqueur i et nogenlunde opbyggeligt leje:

”Nogle gange i historien ser man, at efter en periode med fortvivlelse, vil pessimisme pludselig begynder at kede en ny generation. De begynder så i stedet at udvise patriotisme og optimisme.”

 

69 kommentarer RSS

  1. Af Hans Jørgen Nielsen

    -

    Vi skal huske at det var to “danskere”, uddannet som Cand.polit’er fra Københavns universitet, som var afgørende for at ØMU’en blev til noget, nemlig Venstres tidligere formand Henning Christophersen, som i 1988 som EF-kommissær fik professor Niels Thygesen ind i Delors-udvalget, der beredte vejen til ØMU’en [som Henning så senere fik inkorporeret i Maastricht], der nu er blevet hele Europas nemesis og som har ført ulykke og fordærv til Europas folk.

    Dette kaster endnu engang en enorm slagskygge over dette førhen så stolte uddannelsessted, som i de senere år også har haft både Lykke Friis og Penkowa at trækkes med. Sidstnævnte har decideret svindlet, men førstnævnte fortsætter med at ævle som et vandfald – for hvert ord reducerende den respektabilitet som skal stå om et uddannelsessted og om det universitet, hvor så store personligheder med H.C. Ørsted og Niels Bohr i spidsen har haft deres gerning,

    Holland er nu i sin tredje recession siden 2009, og lider naturligvis under ikke at råde over sin egen valuta og sine egne monetære forhold. I Danmark lider vi under den selvvalgte skygning af euro’en og tysk-inspirerede og -pådrevne austerity, men vi har dog stadig vor gamle krone,- så lad os da sætte den fri og ikke mere føre “stærk krone” politik.

    ——————

    APPENDIX

    Den særegne danske “stærk krone”-politik gør, at danske kroner er en begrænset ressource. Hvor der i Sverige kommer 8,88 svenske kroner i omløb hver gang en turist betaler med en euro, kommer der herhjemme kun 7,46 danske kroner. Det samme sker for hvert salg en henh. svensk og dansk virksomhed gør i et euro-baseret land. Det danske samfund går altså glip af aktuelt 17 % flere penge end Sverige gør for hver euro-baseret turist, der betaler noget her og for hvert salg der foretages i udlandet. Dette har gjort at Danmark er “starved” [~udhungret] på kontanter, og staten mærker også det manglende provenu fra de således lavere selskabsskatter og mindre afgifter på de køb virksomhederne og dets ansatte foretager her i landet. De manglende kroner i statskassen gør så at afgifter og skatter må hæves for at kompensere – og dette har gjort at vi nu har Europas højeste priser – hvilket i sin tur igen afskrækker turister fra at komme.

    Hele årsagen til miseren er altså at finde i rent strukturelle, monetære forhold, nemlig “stærk krone” politikken, indført i oktober 1982 af den JURA uddannede sønderjyde fra det tysksindede Tondern [~Tønder]</b<

    —————-
    DAGENS INDUSTRI 26. juni 2013:

    <b<Reinfeldt og Borg velkomner det krone tap som er sket i den sidste uge

    Money quotation:

    ”Jag har inget emot att kronan försvagas lite när vi ser problem i världsekonomin. Vi har ingen ’stark krona-politik’. Vi anser att marknaden ska sätta kursen”, sa Anders Borg till Bloomberg på tisdagen.

    di.se/artiklar/2013/6/26/valkomnar-kronans-tapp/

  2. Af Gerth Hansen

    -

    Man må desværre give Walter Laqueur ret.

    Europa udmattede sig selv i to ‘borgerkrige’ i det 20. århundrede, og er aldrig kommet over det.

    Det der står i artiklen er for længst påpeget af folk som bl.a. David Goldman (‘Spengler’). Desværre synes ingen politiker i EU at tage det alvorligt. Fødselsnedgangen sker nu også i Tyrkiet, hvor Erdogan har opfordret folk til at få flere børn – helst minimum tre.

    Ingen kender grunden til denne opgivende attitude, der ligger i faldende fertilitet. Nogle har givet religionens lille betydning i Europa skylden. Fundamentalistiske jøder, muslimer og kristne har i alt fald en TFR et godt stykke på den anden side af reproduktionsniveau, så måske er der noget om det. Kvinders emancipation, uddannelse og arbejde spilder også ind. Den samme udvikling er konstateret i Japan og Singapore.

    Indvandring er, som det påpeges i artiklen, et problem, hvis det ikke er den ‘rigtige’ form for indvandring. Men hvem vil hoppe ombord i en synkende skude, hvis der er andre mere attraktive muligheder, i Canada, USA, Østasien og Australien?

    Europa må også se i øjnenene, at det ligger geografisk op ad Mellemøsten og Nordafrika, der har præsteret en voldsom befolkningstilvækst i de seneste par generationer, og nu har et befolkningsoverskud områderne ikke kan kapere. Dette er formenlig den væsentligste grund til det såkaldte ‘Arabiske Forår’. En alt for stor ung befolkningsgruppe uden nogle fremtidsmuligheder. Det skal give ballade. Der er samtidig et befolkningspres mod Europa fra Afrika syd for Sahara, der også har en stor tilvækst uden fremtid. Her kunne løsningen på Europas problem med manglen på arbejdskraft ligge, men spørgsmålet er, om forskellen i kultur er for stor?

    Det er historiens uafvendelige gang, og store kulturer har deres tid, og går så til grunde. Der kan peges på mange forskellige grunde, og een ting er sikker, hvis de ikke identificeres og tages alvorligt af samfundet, og man gør noget ved det, så er udfaldet sikkert. Man skal være mere end almindelig optimist, for at tro på en anden udgang.

  3. Af søren sørensen

    -

    Walter Laqueur er jo en jødisk højredrejet Amerikaner ansat som kommentator til at skrive negativt om Europa på USA´s side! For på tide at vi ser på hele denne vest idé som passé. USA har kun egneinteresser for sigte og Europa har været for godtroende og laissez faire der i sit forhold med USA!(som nu vist via NSA og GCHQ udspionering på Danske og Europæiske virksomheder) Det er muligt med et stærkt Europa med fælles kultur uden økonomisk,militær , monetær og også åbne grænser med frihed for borgerne i bevægelse men ikke statsborgerskab…Vi skal konkurrere i mest frihed også…Suverænitet skal aldrig afgives til EU monstret dette gavner kun den ejende økonomiske elite.

    At Europa er blevet indadvendt er da så afgjort sandt. Interessen her er for Tudors og Downton Abbey og i Japan og Kina og resten af verden for den sidste star wars…Men svært at bedømme om det ene ikke er sundere end den anden i længden..

    Ufaglært indført arbejdskraft har jo taget arbejdet fra de indfødte u-faglærte som igennem generationer har opnået minimum lønmodtager rettigheder og hvor borgerlige misbruger foretrækker de indvandret som de har indført..Det er et dilemma at de ejende i Europa og i toppen er mod helheden af Danmark og EU´s borgere!

    “”I den heroiske tid havde vi de store krige, lidenskaben og ekstrem patriotisme. Alt dette er svækket i dag, ikke kun i Europa, men i særlig grad dér. Europæerne lever i en postheroisk fase.””..

    Hans idé her at det er det heroiske og ekstreme patriotisme fra oldtiden der er ensbetydende med lidenskab og europas succes er nu helt forkert. Han har blot kun interesse som højredrejet i at føre tiden tilbage til før postmodernismen og det ønsker alle højredrejet jo med forældet normer inden for køns forhold,økonomisk elitærhed og ønsket manglende friheds begreber for pøblen i -90% men for dem selv kun!

    Udviklingen skal ikke dømmes over det lange træk af historien men hvad er opnået indtil da og hvorledes men udvider disse opnåelse, Som personlig frihed! Historien vil lære os om menneskelig fjendskab og dennes frasortering men mindre om økonomi og fremtid. Der drejer det sig om ikke at lytte til økonomiske orakler 3oo år gamle..Men følge med tiden og endda at være foran denne hele tiden…Økonomi er jo kun en opfindelse og opfindelser kan altid forbedres..

    Hans slut bemærkning er væsentlig og sand MHT til Europas manglende “råmaterialer og energiressourcer” som vores FHV. VKO regering overgav til 25.ooo Grønlænder(og et par venner i Mæersk og co..) efter at vi har betalt for dem i generationer og stadig gør. Der lå Danmarks fremtid og måske endda Europas i dette stadig større problem…Ja alle medlemmer af VKO burde sættes op mod en mur således at hele den Danske befolkning derefter over nogen år person for person kom op og gav deres afstraffelse helt personligt!

  4. Af Tore Jessen

    -

    Well, så må vi jo ha´ en WW3, dvs. en total reboot så folk kan vågne op af deres sløve slummer og se rædslerne i øjnene endnu engang, det er åbenbart kun således at menneskeheden kan drives fremad, ved spark, tæsk, og total horror.

    God fornøjelse, jeg er forhåbentlig kreperet når det sker.

  5. Af Hans Jørgen Nielsen

    -

    Jeg skal lige minde Støvring om at her i vores verdensdel staves såkaldt “holocaust” med lille -h. Det er kun de historie- og kulturløse amerikanere som staver det med stor H, noget som begyndte med Hollywood serien af samme navn i slutningen af 70’erne.

    Eisenhower, Churchill og De Gaulle har tilsammen skrevet mere end 10.000 sider om Anden Verdenskrig uden overhovedet at bruge ordet. Her skal man huske at krigen for dem var en skæbnekamp, og at minoriteters skæbne INDE i et diktatur naturnødvendigt i den store sammenhæng må betragtes som værende mindre betydningsfuldt, når store hære støder sammen i en kamp om herredømmet.

  6. Af Christian Knudsen

    -

    Den mand Laqueur har bare så ufatteligt ret og samtidig den enorme viden og erfaring, som “68’er” børnene og de der kulturradikalt sidder på magten i lille Danmark idag ikke har.
    Rigtig, rigtig god analyse.
    Det allermest uhyggeligt rigtige han siger er : At “denne krise tegner til at blive uhyggeligt skæbnesvanger for Europa”. Ja, det går simpelthen galt med de personer der regerer Europa idag.

  7. Af Arvid Holm

    -

    De nuværende europæiske nationalstater skal forenes i een stor nationalstat, der ikke er en national stat?
    For nationalstater og nationalisme er modbydeligt diskriminerende.

    Men positive begreber som solidaritet og kærlighed giver kun mening, hvis de afgrænses.
    Hvem husker ikke den klassiske hippie-joke:
    Den ene: “Elsker du mig?”
    Den anden: “Selvfølgelig, jeg elsker da alle!”

    En betydelig del af europæerne opfatter projektet som meningsløst – selvmodsigende.
    Der må være noget galt med dem eller med projektet – i sidste tilfælde må der være noget galt med dem, der begejstres over det meningsløse – selvmodsigende.

  8. Af Sommer – slentremodus « Snaphanen

    -

    […] Ved siden af det demografiske forfald angår Europas væsentligste problem ifølge Laqueur de mange uintegrerede, især muslimske, indvandrere: ”Problemerne med demografi og indvandring vil blive ved med at trænge sig på, og jeg forudser, at der vil udbryde en generationskonflikt i Europa….Nogle gange i historien ser man, at efter en periode med fortvivlelse, vil pessimisme pludselig begynder at kede en ny generation. De begynder så i stedet at udvise patriotisme og optimisme.” Tanker om Aftenlandet. Interview med den 92-årige historiker Walter Laqueur […]

  9. Af M V Jensen

    -

    Demokrati er stadig det bedste system og formentlig også den mest dynamiske styreform, hvis det ellers fik lov at udfolde sig, så folket blev hørt og respekteret. Det forudsætter nemlig en dygtig og rationel befolkning som vil det bedste – først og fremmest for en selv og ens landsmænd, og dernæst selvfølgelig også for alle andre. Og det betyder også at man må sætte sandhed højere end tro og handle mere fornuftsmæssigt end følelsesmæssigt. At vi har grove eksempler på folkets (og ledernes!) dårskab i de tyske og russiske samfundseksperimenter under og efter 2. verdenskrig, betyder ikke at folket er dumpet for altid, kun at det skal blive klogere.
    Når alle vores politikere lovpriser EUs tunge altomfavnende bureaukrati og tilmed kalder det demokrati, så lyver de og viser deres mistillid til befolkningerne (og dem selv!) og gør europæerne forvirrede og apatiske. Klar til en ny runde dårskab eller til undergang!

  10. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    EN IRRATIONEL OG SELVMORDERISK UDVIKLING…..

    Udviklingen i Danmark siden 1965-68 har været meget mærkelig, og til dels uforståelig. For der har været tale om en ganske irrationel, udemokratisk, totalitær, familiefjendsk og selvdestruktiv udvikling.

    Både 1. og 2. verdenskrig var en brutal belæring til alle europæere om at totalitær, udemokratisk, nazistisk og kommunistisk politik var vejen til katastrofe, kz-lejre, krig, bombninger, barbari, rædsel og massedød. Og derfor førtes der i flere år efter krigene (af nogen kaldt de to europæiske borgerkrige) en ret fornuftig politik, der var relativt folkelig, fredsommelig, social, familievenlig og borgervenlig……… og hvor staterne ikke udplyndrede befolkningerne hæmningsløst.

    Men de blodige erfaringer syntes allerede glemt fra ca. 1965, og lige siden har totalitære og nykommunistiske kliker haft stigende fremgang.

    Men hvordan kan man glemme så hurtigt? Hvordan kan nogen tro at man som borger og vælger bør støtte udemokratiske partier? Hvordan kan størstedelen af en befolkning have et afslappet forhold til politiske kræfter der har smadret millioner og atter millioner af familier med hensynsløse og forbryderiske metoder?

    Godt nok har de totalitære alle indhyllet sig i humanistiske gevanter, men så svært er det vel heller ikke at gennemskue hyklerne? Eller har hjernevask udryddet de fleste selvstændigt tænkende vælgere?

    De kliker, kredse eller bevægelser der undergraver samfundet af korrupte årsager, kan man til nød forstå. Men dem som er landsskadelige og folkefjendske på grund af rød, brun eller sort eller nihilistisk ideologi, hvad med dem? Er de bare gale, dumme, uvidende, ondskabsfulde eller hvad? Kun en tåbe frygter ikke de røde osv., så hvorfor i alverden fører politik-“eliten” sig frem med maoisme, leninisme og stalinisme?

    De fører ihvertfald en politik der langsomt, men sikkert, eller snigende og hurtigt, fører Danmark og hele Europa mod nye prøvelser og katastrofer.

    Ja, hvis man ser på hvordan de græske, portugisiske og spanske tilstande (millioner af arbejdsløse og hjemløse mv.) er begyndt at brede sig til Italien, Frankrig, England, Tjekkiet og Danmark (og til dels Tyskland), kan man vel vanskeligt være i tvivl om at EU er en medvirkende årsag til at det går den forkerte vej.

    Oveni er der så nationale politikere der fylder deres egne lande med kæmpe-problemer (som de kalder “udfordringer”), i form af masseindvandring, løn-dumping, mangedoblet kriminalitet, centralisme, lobbyisme, planøkonomi, familiefjendsk lovgivning, smadring af velfærd……….. og nedbrydning/ nedlukning af alle mulige værdier, fra sundhedsordninger og skoler til kultur, traditioner og den personlige frihed osv., osv.

    Men den store gåde er: hvorfor er der dog så mange som ønsker og arbejder for undertrykkelse, fattigdom, barbari og ufred plus Danmarks og Europas undergang??

  11. Af Niels B. Larsen

    -

    En verdensdel, som bevidstløst gennem flere årtier importerer mennesker med en fremmed og fjendtlig kultur, ideologi og religion, fortjener at gå under.

    Og det vil Europa gøre på længere sigt. I strømme af blod.

  12. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Niels B. Larsen

    “Og det vil Europa gøre på længere sigt. I strømme af blod.”

    Europa har flere gange oplevet strømme af blod – uden hjælp udefra!

    Det kræver blot, at man finder en prügelknabe. Sidst var det jøderne!

  13. Af Niels Poulsen

    -

    1. Selvom Walter Laqueur ikke virker så velfunderet og original, hvad angår teorier og årsagssammenhænge – han er bedre til at karakterisere Europas krise end til at forklare årsagen eller årsagerne til den – så er det alligevel rart med et lidt andet perspektiv på emnet end det sædvanlige.

    Eksempelvis tolker jeg ud fra interviewet det som, at Walter Laqueur opfatter nationalisme som en positiv drivkraft. I modsætning til den nuværende europæiske elite, og herhjemme, Uffe Ellemann og de venstreorienterede og kulturradikale historikere, som har en yderst negativ opfattelse af begrebet og bevidst dæmoniserer det.

    F.eks. har Uffe Ellemanns forstemmende analyse på det seneste lydt, at når der er økonomisk krise, så stikker nationalismen sit grimme ansigt frem (eksempelvis i Ungarn og Grækenland). Som om vi befandt os i tredivernes Europa. Eller i en tid og i en situation, som kan sammenlignes med den epoke.

    Der har Walter Laqueur som historiker tilsyneladende en større indsigt: Han er meget bevidst om, at vi befinder os i den postmoderne, den postnationale æra. En tid, der for Europa er karakteriseret ved indadvendthed, materialisme, apati, manglende nysgerrighed og virkelyst, manglende interesse for fremtiden, som han udtrykker det.

    Den postmoderne æra er altså en helt anden tilstand med nogle helt andre kendetegn end den europæiske fortid, som Uffe Ellemann og andre paneuropæere tilsyneladende tror at befinde sig i og derfor tænker ud fra.

    Det nuværende problem er ikke for megen følelse, men for lidt følelse (apati). Hvis Europa var et menneske, så måtte det ud fra de symptomer, Walter Laqueur beskriver, være ramt af depression. Hvis der er en aggression, er den ikke rettet udad, men indad. Jeg ser det besynderlige selvskadende væsen fra Salvador Dalis berømte maleri ”Blød konstruktion med kogte bønner – Forudanelse om borgerkrigen” for mit indre blik. Det er også en af måderne at se massakren på Utøya på. Norge som selvskader. Norge som potentiel selvmorder. Det er måske den postnationale tids mest sigende udtryk: Vi optræder som nation opfattet selvskadende. Og det står i grel modsætning til Uffe Ellemanns påstand om, at nationalismen stikker sit grimme ansigt frem.

    Jeg forstår ikke, at man i Europa ønsker at opretholde et så forældet negativt nationalismebegreb her i den postmoderne tid. De fleste andre begreber har undergået en revision og er blevet justeret i forhold til den aktuelle virkelighed. Opfattelsen af begrebet demokrati har eksempelvis gennemgået en udvikling. Tilbage i tiden blev det opfattet negativt – det optræder vist overhovedet ikke i vores grundlov. I dag er det tæt på at være et helligt begreb for den vesteuropæiske kultur. Nationalismebegrebet derimod synes at være en konstant, som trodser tidens gang. At hænge fast i sin entydigt negative tydning baseret på en muligvis fejlagtig fortolkning af fortidens historiske begivenheder.

    Men jeg er da godt klar over, at paneuropæerne bevidst dæmoniserer nationalismebegrebet i et desperat forsøg på at forhindre, at vi vender tilbage til et Europa bestående af suveræne nationalstater.

    2. Det er også rart – eller nærmest befriende – at Walter Laqueur uden omsvøb siger:

    “Hidtil er indvandrerne kommet fra tilbagestående områder i f.eks. Tyrkiet og Pakistan. De er uden kvalifikationer.”

    Hvis man som dansker siger det, bliver man beskyldt for at være xenofobisk, højrenational, småtbegavet, etc.

    Og dér stopper diskussionen så. (Hvis ikke den ulidelige debat om tonen i debatten begynder).

    Så længe det er sådan, kan vi ikke finde effektive løsninger på vores problemer, f.eks. at gøre det nemmere for højtuddannede fra kulturer, som ligner vores egen, at komme til landet, og at begrænse mængden af de mennesker fra fattige og underudviklede lande, som får asyl.

    Igen får man associationer til selvskadende adfærd.

  14. Af Maria Due

    -

    Sjældent har jeg set et så afsindigt forstyrret indlæg som Niels Poulsens d.d. 13.05.

    Det vender jeg tilbage til, og ansvaret er bl.a. Kasper Støvrings, når han uden forbehold insisterer på at bruge ordet nationalisme, som det ukorrekt bruges af landets verbale analfabeter og mest uvidende personer.

    Det, der kommer ud af det, er en kommunikation, der forfejler sit mål og ender i ordskvalder. Og dette sker i en tid, hvor vi netop i størst muligt omfang har brug for at tale samme sprog. Hvilken stædig og i virkeligheden ansvarsløs og destruktiv selvfedme.

    Jeg er begravet i arbejde og vil senere vende tilbage til emnet, hvis jeg får tid.

  15. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Niels Poulsen

    Ad 1.

    “Eksempelvis tolker jeg ud fra interviewet det som, at Walter Laqueur opfatter nationalisme som en positiv drivkraft. I modsætning til den nuværende europæiske elite, og herhjemme, Uffe Ellemann og de venstreorienterede og kulturradikale historikere, som har en yderst negativ opfattelse af begrebet og bevidst dæmoniserer det.”

    Jeg tror, at det er med nationalisme som med konservatisme, liberalisme og socialisme.

    Få mennesker bryder sig om det i den ‘rene form’, hvorimod det er mere acceptabelt i moderation.

    Ad 2.

    “Hidtil er indvandrerne kommet fra tilbagestående områder i f.eks. Tyrkiet og Pakistan. De er uden kvalifikationer.”

    “Hvis man som dansker siger det, bliver man beskyldt for at være xenofobisk, højrenational, småtbegavet, etc.”.

    Ikke enig.

    Jeg mener ikke, at der er noget forkert i at sige, at vi i Danmark ikke har brug for uuddannede fårehyrder fra de anatolske højsletter, men derimod velkvalificerede mennesker, der kan bidrage til virksomhederne vækst herhjemme.

    Vi har heller ikke brug for danskere, der betragter alle indvandrere og gæstearbejdere som tilhørende en laverestående kultur.

    Jeg tror, at du blander de to ting sammen.

  16. Af søren sørensen

    -

    Vi har heller ikke brug for højtuddannet udlandske gæstearbejdere som alle åbenbart ønsker. I længden tager de jobbet fra en Dansker og udfører pengene til hjemlandet til sidst også.Vi skal ha uddannet nok til at varetage de opgaver som nu udliciteres til de borgerlige indførte “uddannet” udenlandske. De eneste de radikale råber op om er at åbne for uddannet fremmed arbejdskraft. I længden foretrækker de ejende dem fremfor Danskere af den simple grund at de ikke er helt inde i deres rettigheder, aldrig kommer dette og som tilflytter vil være desperat for at beholde jobbet da de jo often er fået via et visum til et specialt firma og altså ingen andre muligheder har for at skifte det ud. Det er at fratage de etniske muligheder,indtjening og fremtid..

  17. Af Niels Juul Hansen

    -

    @søren sørensen

    http://www.business.dk/oekonomi/mangel-paa-arbejdskraft-er-dyrt-for-danmark

  18. Af søren sørensen

    -

    Skrevet af Niels Juul Hansen, 28. juni 2013 kl. 18:02
    Behøver ikke at læse mere om fordelagtighederne, de er kørt ned i halsen på enhver medborger så længe at de står som sandhed…Vi har ikke uddannet nok der selv og Danske ejere foretrækker udenlandsk arbejdskraft uden fagforening med arbejds visa kun hos dem…Artikler af DI er skrevet for interesser af medlemmerne af DI! Vi skal stoppe lige så vel uddannet so u udannet arbejdskraft for den Danske helhed i længden..

  19. Af Allan Hansen

    -

    ” Das Abendland am Scheideweg,,.

    Det skrev Marius Baar i slutningen af 70´erne
    altså for mere end 40 år siden.
    Men, der var ingen der rigtig forstod hvad
    han mente? inklusiv mig selv!
    Men i dag er “Eurabia,, en uundgåelig
    tragedie! Det er min påstand, at i midten af dette århundrede
    vil hele Europa være kastet ud de samme borgerkrige, som
    vi kender fra Mellemøsten og ved slutningen af dette år hundrede
    vil alle ikke-muslimer blive tvunget til, at flygte fra Europa.
    Hvordan kunne det gå så galt?
    Efter min bedste overbevisning blev EU det endelige
    døds stød imod den europæiske kultur!
    Nuvel, nu er Marius Baar ikke historiker, men han har
    arbejdet som missionær blandt muhamedanere
    i 25 år og han læste arabisk.
    Eu. blev som et tog, der er løbet løbsk – ingen
    aner hvor toget køre hen eller hvor det standser?
    Og ingen kan stoppe det tog, og ingen aner
    hvad de går og laver nede i dette forbryder
    syndikat bortset fra, at de går og fylder lommerne
    med skatteborgernes penge!
    Kort sagt: med EU. blev manden på gulvet sat
    ud af spillet! – det løb ud af kontrol og når ting
    løber ud af kontrol, så bryder de sammen!
    Ingen havde fortalt os, at der skulle gives
    frit lejde til “allahs,, jihad kriger.
    Ingen havde fortalt os, at vi skulle forsørge
    50 millioner muslimer i Europa. Kort sagt
    vi blev forrådt og ført bag lyset af vores enge
    politiker!

    En politiker er en, som lover dig en bro
    selv om, der ingen flod er!
    Præster, politiker, bankfolk og andre platugler
    kan man aldrig stole på!

  20. Af Niels B. Larsen

    -

    @ Niels Juul Hansen, 28. juni 2013 kl. 09:23

    Næste gang vil Prügelknabe’n ikke være helt uden egen skyld i modsætning til sidst.

  21. Af Jan Petersen

    -

    Vi er i Danmark pt 5.6 mill m/k’er.

    Når man tænker på, hvor svært det er for os at finde demokratisk konsensus, forstår man vel ligesom bedre, hvor svært det er for resten af verden at få samfunds maskinen til at fungere 🙂 🙁

  22. Af Hans Jørgen Nielsen

    -

    Apropos, den JURA uddannede sønderjyde fra det tysksindede Tondern [~Tønder] (Schlüter).

    Dette med JURA- er vigtigt. Havde manden ligesom sin fader, Johannes Waldemar Schlüter

    engbaek.com/familien/chrskrap/nihalama.htm

    været selvstændig producent, ville situationen helt sikkert have været en anden. Det er JURA--snuden’s evige og uheldssvangre tendens til at ville dele sol og vind lige og finde Åh-så millimeter-retfærdige løsninger, gerne funderet i moral (!), som alle der nogensinde har siddet overfor disse eksemplarer af menneskeheden, har lært at foragte. Under krigen var det altid præster, som [forulykkede] allierede flyvere henvendte sig til, for her var chancen for at blive taget godt imod størst, medens JURA-baserede individer enten afviste dem i døren, eller gjorde detsom var værre. De havde kort sagt en tendens til at tage lovens bogstav lidt for…bogstaveligt.

  23. Af Bjørn Sørensen

    -

    Inden for sport er nationalisme udbredt.

    Indenfor politik prædiker venstrefløjen og de radikale internationalisme.
    Men det er naturligvis ren teori for privat dyrker de det etniske og nationale ved at sende deres børn i privatskoler og bosætter sig i borgerlige etniske områder uden for megen multikultur.
    Den gamle erkendelse at lige børn leger bedst, er ikke sådan at udrydde, ej heller for politiske fanatikere. Og da slet ikke når ens politiske holdning er i konflikt med almindelig sund fornuft.

  24. Af Niels Juul Hansen

    -

    @ Bjørn Sørensen

    “Inden for sport er nationalisme udbredt”.

    Ja, især når det er lande, der kæmper indbydrdes.

    Du ser det ikke i international klubfodbold. 🙂

  25. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ Niels Juul Hansen

    Formel-1 racing er en international sport men man afspiller stadigvæk de vindende kørers nationalhymne.

    Fædrelandskærlighed er åbenbart så dybtfølt at det overvinder det internationale.

  26. Af Niels Juul Hansen

    -

    @ Bjørn Sørensen

    Ja, vist også i Tour de France. Det får vi at se om tre uger!

  27. Af Hans Perstrup

    -

    ET VIGTIGT ESSAY OM MUSIK ( er tidens musik så destruktiv, at denne vil få konsekvenser udover dem vi allerede kender? “Som i musikken,så i Livet”

    Vigtigt om musikkens betydning og indflydelse

    Efter nu i nogle år at have beskæftiget mig med musikken og dens påvirkning af menneskene og samfundet og konstateret, at selv forstandige og engagerede mennesker fortsat hælder til den anskuelse, at musik kun kan og skal bedømmes ud fra den enkeltes smag og opfattelse heraf, så er vi nødt til at gå lidt dybere ned i disse sammenhænge for få det rette billede.

    Vi vil i den forbindelse anvende nogle af de forklaringer og argumenter, der forekommer i David Tames kompetente værk ‘‘The Secret Power of Music’’.

    Vi har tidligere været inde på det forhold, at folk i tidligere tider helt sikker var overbeviste om at lyden og dermed musikken har en kraft til at skabe og ændre og de var derfor også meget optagede af hvilken virkning især musikken havde på den menneskelige psyke og på samfundet i det hele taget. Her vil vi så prøve at gå lidt dybere i den påvirkning, der skabes af musikken, idet vi også vil forsøge at anskue dette forhold ud fra et mere åndeligt, kulturelt og spirituelt standpunkt.

    Vi har også været inde på, at hvis musikken var i hænderne på onde eller ignorante mennesker, så mente man i ældre tider, at dette ville lede civilisationen til en uundgåelig undergang. Men i hænderne af de oplyste var musikken et værktøj af skønhed og kraft, der ville lede hele racen på vejen til en gylden tidsalder med fred, lykke, velstand og broderskab.

    For hovedparten af civilisationerne i antikken var intelligent organiseret lyd betragtet som den højeste af alle kunstarter. Og endvidere, så troede de også at musik – den intelligente frembringelse af lyd gennem musikinstrumenter og menneskestemmen – var den mest vigtige af videnskaberne, den mest kraftfulde vej til religiøs oplysning og basis for en stabil og harmonisk ledelse. Og endelig – mere end noget andet – så understregede antikkens tænkere den store kraftfulde effekt som musikken havde på menneskets karakter. Siden musikken synes at have en sådan magt til at beherske folks moral, så var dette et tema som ingen af de store moralske filosoffer ignorerede og Aristoteles skrev for eksempel:

    ““…følelser af enhver slags er frembragt af melodi og rytme; derfor bliver mennesket vant til at føle de rette følelser gennem musikken; musikken har derfor kraft til at forme karakteren og den forskellige musik baseret på forskellige tonearter, måtte udmærke sig ved deres virkning på karakteren – én arbejdede for eksempel i retning af melankoli, en anden mod blødagtighed; en anden opmuntrede til løsluppenhed, en anden igen til selvkontrol, så én til henrykkelse og således igennem hele registret.””

    Både Plato og Aristoteles diskuterede musikkens moralske indvirkning i flere af deres værker.

    Musik og moral? Er der i realiteten nogen forbindelse her imellem? Helt sikkert er det, at ideen om musikken udøvede indflydelse – og tilmed en meget kraftfuld indflydelse – over menneskets karakter, holdt sig langt op i tiden efter Kristus, gennem Middelalderen og Renaissansen og helt ind i det nittende århundrede. Det koncept at musikken påvirkede karakteren var en af de inspirerende kræfter bag de store klassiske og romantiske komponisters liv. Det fremgår af hvad vi ved om deres karakterer, at hvert eneste af dem – motiveret af et alvorligt ønske om at tjene og spiritualisere menneskeheden – så deres musik som en af de mest kraftfulde metoder til at influere på bevidstheden og påvirke menneskeheden. Krige og politikere kommer og går, men musik består på ubestemt tid og undgår ikke at påvirke sindene og hjerterne på alle dem, der hører den.

    Heraf fremgår det, at det er let at forstå, at emnet om musik og dens mulige psykologiske og samfundsmæssige indflydelse er mere end blot en abstrakt, teoretisk påstand. Hvis musik kan anvendes til at øve kraftfuld indflydelse af enten negativ eller fordelagtig natur over os, så er det bedst at vi ved besked hermed. Hvilken ødelæggelse må en bestemt slags musik så ikke allerede have voldt på vore personligheder, uden at vi har indset det? Hvilke muligheder er der ikke for os til at anvende den rigtige slags musik og så anvende den fra nu af til at opgradere vores egen mentale og spirituelle udvikling.

    Disse spørgsmål er af stor vigtighed for os alle, da alle mennesker i virkeligheden lytter til musik af den ene eller anden slags. Kun meget få kan påstå, at de er fri fra enhver indflydelse, som musik udsætter os for, direkte eller indirekte.

    Måske slet ingen kan, hvis vi skal acceptere de ældre vises synspunkter. For i tillæg til musikkens mere direkte påvirkning af mennesket – den psykologiske effekt af dens hørbare melodier og rytmer – så må vi også tage musikkens anden og mere abstrakte og mere stærkt virkende kraft i betragtning. En mystisk kraft uhørlig og usynlig og en kraft kun forståelig i de termer af den ældre filosofi og dens afgjorte ikke-materialistiske basis.

    Mystiske oplevelser har været genstand for debat mellem filosoffer i århundreder. Indtil i dag er der ingen generel sammenstemmende opfattelse af hvad der i realiteten sker under disse oplevelser. Er de mindre reelle, lige så reelle eller mere reelle end vores sædvanlige oplevelse af hverdagslivet? Enhver må afgøre dette med sig selv. Men det er interessant, at visionære og mystiske oplevelser er kendt for at have båret den oprindelige inspiration af mange af verdens største opfindelser og videnskabelige gennembrud, selv dem hos så store tænkere som Albert Einstein og Nikola Tesla.

    Det kan bemærkes fra andre forklaringer om sådanne oplevelser, at medmindre vi er på højde med Ramakrishna eller Johannes af Korset, så kan disse komme når man mindst venter det – og så er de forsvundne, helt uden mulighed for at gentage eller genkalde dem. Ubestandige og overjordiske, som havde de deres eget sind; for vores egen ufuldstændighed gør det ikke muligt for os at have sådanne oplevelser permanent. Eller som fysikerne ville udtrykke det: det er en vision af en transcendent virkelighed, der er permanent og evig og vi insisterer på at være ubestandige og overjordiske i vores forhold til det ophøjede.

    Sandheden er imidlertid blevet bragt til os, men kun således at vi må blive opmuntret til at finde vores egen vej på den lange og vanskelige sti, der fører til den permanente bolig.

    I tidligere tider var selve lyden – det egentlige grundlag for al musik – opfattet som nøje knyttet til ikke-fysiske og hellige dimensioner eller eksistensplaner. Hvorfor var det således? Fordi den hørbare lyd var anset for at være kun en jordisk refleksion af vibrations aktiviteter, der finder sted over den fysiske verden. Disse vibrationer var mere fundamentale og nærmere hjertet af den mening af tingene end enhver hørbar lyd. Ikke hørbar for det menneskelige øre var denne Kosmiske Vibration ægte og grundlaget for al materie og energi i universet.

    I dens reneste, mindst differentierede form var denne Kosmiske Lyd kendt af Hinduerne som OM. Ligesom ren, hvidt lys differentieres til regnbuens farver, således var den oprindelige vibration anset for at differentiere sig indtil et antal af mere betydelige definerede superfysiske vibrationer. Disse forskellige frekvenser eller Kosmiske Toner var opfattet som værende tilstede i forskellige kombinationer udover hele universet.

    Ikke alene var de tilstede i alle substanser og former – men de var substansen og formen. I overensstemmelse med kombinationen af de Kosmiske toners tilstedeværelse inden for et givet rumareal, således var naturen af substansen inden for det rum bestemt.

    Og således finder vi os selv i færd med at kaste lys på den udbredte tro, at al materie er komponeret af en grundlæggende substans eller energi og denne energi var ifølge de store vise tænkere Vibration. I vore moderne tider er den fysiske videnskab nu ved at komme tilbage til dette oprindelige udgangspunkt. Videnskaben er begyndt at antage, at al materie består af et fundamentalt ‘‘noget’’ og at frekvenserne af dette ‘‘noget’’ afgør den specifikke natur af ethvert objekt og atom.
    Disse universelle vibrations-energier blev af de gamle ÆGYPTERE kaldt Ordet eller Ordene fra deres guder; for Pythagora’s tilhængere i Grækenland var de Sfærernes Musik og de gamle Kinesere kendte dem som de himmelske energier af perfekt harmoni. De Kosmiske Toner, som differentieringen af OM, var den mest magtfulde kraft i universet ifølge de gamle vise, for disse toner var universet – selve kilden til Skabelse.

    Her lå den største signifikans af alle hørbare, jordiske lyde, således som de udtrykker sig ved udførelse af musik eller som udtryk af tale. For hørbar lyd var opfattet som værende en ‘refleksion’- indenfor verdens materie – af de Kosmiske Toner. Selve den hørbare lyd, der tages som en selvfølge i dag, var på de tider tæænkt som i sig selv at indeholde noget af den enorme Skabende, Opretholdende og Destruktive Kraft af selve de Kosmiske Toner.

    Selve fænomener lyd var betragtet med stor ærefrygt. Ham, der vidste hvordan, kunne udløse hellige energier gennem brug af hørbar lyd og dermed udøve en mægtig kraft. Og så var speciel viden ikke nødvendigvis påkrævet, for man antog at noget af de mægtige energier fra den oprindelige Vibration ville blive udløst når som helst og hvor som helst hørbar lyd blev produceret. I overensstemmelse med naturen af den hørbare lyd, så ville dens skjulte effekt åbenbares.

    Derfor kan musikkens rolle i civilisationerne ikke anses for at være mere vital vigtig. I det lange løb er lydens kraft en magt, der kan anvendes for det gode og for det onde og dette gør vi vel i at tage i betragtning og tage meget alvorligt. Som en bestemt og koncentreret form for lydfrembringning er musik af afgørende betydning, idet den trækker energierne ned fra oven for at udvirke forandringer i verden forneden.

    Som det er blevet fremhævet, så var den almindelige tro ud over verden i de forskellige epoker, at hvor guderne regerer, hvad enten de nu er få eller mange, der er den fysiske karakter af musikken baseret på mekanik og forklaret gennem matematik, men dens oprindelse er i himlene. Det bemærkelsesværdige faktum er, at lige meget hvor vi ser ud over den tidligere verden (og også nogen steder nu om dage), så afdækker vi den samme opfattelse: at musikken overfører en fundamental, superfysisk energi fra det hinsidige af denne verdens hverdagsoplevelser ind i den materialistiske verden. I de talte eller intonerede ritualer i mange af verdens religioner finder vi igen et lignende koncept: at præstens stemme i dette rige af tid og rum bliver en overfører for den energigivende Skabelsesstemme for at manifestere dens kraft her.

    Musikkens rolle og dens religiøse intonations og liturgis rolle er at trække en form for kosmisk energi ned til jorden, der så kan holde civilisationen i harmoni med himlen. Uden en sådan aktivitet mente man, at alle kunne miste deres tilhørsforhold til universets harmoni med katastrofale konsekvenser til følge. Hellig lyd er også i stand til at afværge naturkatastrofer sådan som jordskælv; medens på den anden side ond eller tankeløs brug af lyd kan føre til netop sådanne katastrofer.

    I den gode og fordelagtige brug af musik, kan den være medvirkende til at opretholde en meditativ forbindelse mellem himmel og jord – idet den er en kommunikationskanal fra mennesket til Gud og fra Gud til mennesket og nøglen til frigivelse af ophøjede energier ind i jordplanet.

    Den nyere tids musik

    Opfattelsen af musikken i den nyere tid

    Gennem århundrederne blev detaljerne i musikkens ældre mysticisme tabt og glemt. Troen på at musikken spillede en rolle ved afgørelsen af menneskets moralske natur blev af en mere jordbunden karakter. Men ikke desto mindre blev grundopfattelsen ‘som i musikken, så i livet’ bevaret i den ene eller anden form indtil omkring for hundrede år siden. Kun igennem det tyvende århundrede blev den tro på, at musikken har kraft til at ændre ikke alene den individuelle, men også samfundet både forladt og tabt.
    Dette betyder at vores civilisation i virkeligheden står ret alene med den mangel på forståelse af vigtigheden af musikkens betydning, som det tyvendes århundredes menneske udviser. Hvad enten dette er et resultat af det moderne menneskes større visdom og fremskridt eller hvad enten det er et resultat af det over-materialistiske verdenssyn og en særlig form for ignorance, er et åbent spørgsmål, eller er det?

    Dog har ikke alle mennesker i den moderne tid ignoreret det mulige og vigtige forhold mellem musik og civilisation. For eksempel har den eminente komponist fra det tyvende århundrede af den impressionistiske skole, Cyril Scott behandlet dette spørgsmål i en af sine bøger, der er baseret på den tese, at musik skærper bevidstheden og ændrer samfundet. Han skriver blandt andet, at:

    ‘‘…hvor end den største variation i musikalske stilarter er opnået, der har tilslutningen til tradition og vaner forholdsvismæssigt været mindre udpræget; og hvor musikalske stilarter er begrænsede, som for eksempel i Kina, der har tilslutning til – nej, selv dyrkelse af – tradition været opnået i en mere udpræget grad. Vi er helt klar over, at ved at fastslå dette, så vil vi give vægt til den fremherskende, vage opfattelse af at musikstil kun er et udslag af og udtryk for civilisationens og nationens følelser – og dermed sige, at civilisationen kommer først og dens karakteristiske type musik derefter.

    Men en gennemgang af historien beviser, at sandheden er nøjagtig den modsatte: en forandring af musikstilen har uvilkårligt været fulgt af en forandring i politik og moral. Og hvad mere er… nedgangen i musikkens kvalitet i Ægypten og Grækenland blev efterfulgt af en total nedgang af disse to landes civilisationer.’’
    Her igen kan vi ikke undlade at lægge mærke til den mulige vitale betydning af dette vigtige forhold. Når Cyril Scott skriver: ‘‘en forandring i musikstilen har uvilkårligt været efterfulgt af en forandring i politik og moral,’’ så kommer vi straks til at tænke på de store bølger af moralske og politiske forandringer, der er fejet ind over den vestlige verden siden de tidlige tressere.

    Det syntes i realiteten indiskutabelt, at disse bølger af forandring begyndte med at en ny subkultur og en ny livsstil blandt de unge fremtrådte på scenen, som helt afgjort var inspireret af og baseret på de former for populærmusik, der fremkom netop på den tid. Og i dette moderne tilfælde af forholdet mellem musik og civilisation, er det vanskeligt at være uenig med Cyril Scott i, at musikken kom først og de kulturelle forandringer indfandt sig senere og ikke omvendt.

    Kan vi da være enige om at musikken udøver en kraft, der påvirker verden hele vejen rundt; en kraft med både fysiske, hørbare og mystiske aspekter? Helt sikkert er musikken meget fysisk og slet ikke abstrakt eller uvirkelig. Luftvibrationerne fra dens lyd er ikke alene reel og målbar, men i stand til at splintre glas. Musik og andre lydformer kan forårsage alle slags vibrationsmæssige resonanser inden for objektets afstand. Nuværende forskning af lyd med en lavere frekvens, der ikke er hørbar for det menneskelige øre, antyder at visse forekomster af kvalme og hovedpiner kan forårsages af sådanne lyde, der kommer fra maskiner beliggende i en vis afstand.(Det man kalder for infralyd).

    Lignende påvirkninger af mennesker og dyr syntes at være forårsaget af de underlydsvibrationer, der går forud for jordskælv og som fremkommer mange timer før selve jordskælvet. Rytme kan også være en al for reel kraft. Det har man erfaret når soldater marcherer i takt over en bro, idet lyden af taktfastheden har forårsaget broens sammenstyrtning.

    Men udstråler musikken andre overfysiske kræfter? Dette er et af hovedspørgsmålene, som vi er tvunget til at besvare og det skønt den almindelige, moderne opfattelse ville give et ufortøvet ‘‘nej’’ på dette spørgsmål, så vil det ikke være klogt endeligt at besvare dette spørgsmål uden en nærmere undersøgelse af selve dette moderne synspunkt. I denne henseende er det muligt at pege på et enormt og potentielt farefuldt paradoks.

    Til trods for den generelle mangel på bekymring over musikkens virkelige natur og påvirkning, så har den sidste halvdel af forrige århundrede bevidnet en mægtig eksplosion og udbredelse af tilgængeligheden og variationen af tonekunsten. Der er umådelig mange flere musikalske stilarter at vælge imellem for lytterne end der har været på noget andet tidspunkt i historien. Optagelser og live-udførelser er tilgængelige af så forskellige typer af musik lige fra Mozart til musik fra Bali, fra elektroniske musikeksperimenter til Frank Sinatra, fra Indisk raga til punk rock.

    Musikalsk er det tyvende århundrede derfor bemærkelsesværdig for dets forbløffende varieteter af tilgængelige lyde. Men ydermere er det tilsvarende enestående, at udviklingen har medført en lethed hvormed lyd og musik kan erhverves. Lad os ikke glemme, at for et århundrede siden var det kun muligt at opleve en Beethoven-symfoni, hvis dusinvis af musikere var samlet for at øve eller udføre koncerten.

    Dette er en begrænsning, som vi vanskeligt kan forstå i dag, hvor næsten enhver koncert kan høres på radio eller CD også selvom vi skulle befinde os på en polarekspedition. Vælge mellem adskillige indspilninger og vi kan tilmed gentage den automatisk, så mange gange vi ønsker.
    ___________________________________

    Vi har i dette Essay ikke været så meget inde på selve rockmusikken, selvom den naturligvis netop hører til den del af musikken, der er beskrevet som uharmonisk og derfor farlig for mennesket og dets samfund.

    Heller ikke jazz i dens forskellige afskygninger er blevet behandlet her, da både den og rockmusikken i virkeligheden kræver flere bind at beskrive, hvis alle de sørgelige detaljer skal dækkes. Rockmusikken er som bekendt udsprunget fra jazzen og begge retninger anvender de voodoo-lignende rytmer, der er både uharmoniske og spændingsskabende og som har skabt så mange problemer i vort samfund.

    Rockmusik er rigtigt forstået musikalsk krigsførelse ført mod et intetanende samfund af guitarbærende revolvermænd, der hyppigt er klar over hvad de er i gang med.

    Mere end nogen anden form for misbrug af lyd, er det rockmusikken som vi bør beskæftige os med i dag. Der er ingen tvivl om, at rockmusik er nøje forbundet med den tilstand af bevidsthed, som vi finder hos største delen af ungdommen i dag – de unge, der skal blive til de modne voksne i fremtidens verden. Rockmusikken har uden for enhver tvivl påvirket filosofien og livsstilen for millioner. Det er et globalt fænomen; en dundrende, dundrende, destruktiv rytme, som kan høres fra Amerika, Europa til Afrika og Asien.

    Dens effekt på sjælen er at hindre at den sande indre stilhed og fred bliver mulig, den indre stilhed og fred der er nødvendig for at kontemplere over og overveje de evige sandheder. Denne musiks ‘‘fans’’ er forfaldne – omend de ikke ved det – til den godfølende, egocentrerede forhøjelse og parahypnotiske effekt, der stammer fra musikkens insisterende rytmer.

    Det er i øvrigt forbavsende så mange lysbærere, der har ladet sig overliste af denne musiks udtryk og intentioner, da det ligger helt klart, at disse rock musikere stjæler lyset fra deres tilhørere, ja – de er afhængige af dette, da de ikke selv indeholder noget lys. Som det er sagt, har vi nogensinde set en rockmusiker med rejst kundalini?

    Som det også tidligere er sagt, så er denne destruktive musik implementeret af de faldne engle for at skade ungdommen og at de som nogle andre rottefængere stjæler og forfører samfundets ungdom, således som det er foregået de sidste halvtreds år.

    Det vil derfor være ønskeligt at nogle havde modet til at være ‘‘anderledes’’ og skille sig ud fra den almindelige gruppe, der for længe siden har solgt deres liv og personligheder til denne uharmoniske lyd og denne anti-Vandmand kultur, som er overalt omkring os.

    I trediverne så vi ungdommen heile for den onde Hitler, i dag ser vi dem heile med begge arme for den onde rockmusik og dens udøvere. I dag har vi 30.000 narkomaner og 300.000 alkoholikere, så vi kan ikke sige, at samfundet har undgået den destruktive musiks indflydelse.

    Det er på tide at vores civilisation vågner op og ser denne destruktive musik for hvad den er og går imod den, hvis vi ikke alene skal overleve, men også skabe en lys fremtid for vores hårdt pressede civilisation.

    Bedste hilsner
    Hans Perstrup
    Forfatter og Oversætter

    Se alle indlæg for:

    Webadresse: http://www.mandala.dk/blogs/ommusikkensindflydelse

  28. Af Karsten Aaen

    -

    Kære Kasper Støving.

    William Laqueur tager fejl, gør han. Og det har gjort de sidste 10-15 år, især hvad angår indvandringen til Europa. Måske fordi han sidder i USA? og stort set intet ved om indvandringen til Europa de sidste 10-15 år….? Jeg skal ikke kunne sige det, men dette ved jeg.

    70-80% af de indvandrere, der kommer til Danmark i dag kommer som arbejdskraft, især fra det tidligere Østeuropa. Og ja, for mange, mange, mange år siden, altså i 1960erne og i 1970erne kom der mange indvandrere (tyrkere/kurdere) fra Anatolien og mange indvandrere fra Pakistan’s landsbyer. Men men men Kasper S. og Willim L. tænk over dette her: Mange af disse oprindelige beboere fra Anatolien og pakistanske landsbyer er jo fuldt integreret i det danske samfund i dag; deres børn er også fuldt integreret i det danske samfund i dag. Mange børn af analfabeter fra Anatolien og Pakistan er blevet læger, lærere, advokater, bio-analytikere og social og sundheds-assistenter m.fl.

    Og personligt tager jeg hver dag på arbejde med to-tre unge 20-22 årige somaliske unge kvinder, hvis mødre er analfaber. Blot fordi man kommer hertil som analfabet, betyder det altså ikke, at ens børn ikke kan bidrage til det danske samfund – her som social og sundhedsassistenter.

    Så nej: Hidtil har invandringen aldeles ikke (kun) bestået af folk fra tilbagestående områder i Tyrkiet og Pakistan. Og nej, de er aldeles ikke uden kvalifikationer. Og jo, en del af indvandringen hidtil har været fra f.eks. Anatolien i Øst-tyrkiet og fra pakistanske landsbyer. Og jo, de har ikke haft mange kvalifikationer, da de kom for 40-45 år siden. Men det danske samfund har givet deres børn og børnebørn! uddannelse, så tyrkernes og pakistanernes børn klarer sig nogenlunde godt i Danmark.

    Og som sagt: Indvandringen de sidste 10 år kommer især fra det tidl. Østeuropa, især fra Polen kommer der folk for at arbejde, men også fra Rumænien, Bulgarien, Letland og Litauen.

  29. Af Niels Poulsen

    -

    @Karsten Aaen

    1. januar 2013 var der 391.218 indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande. Eksempelvis 60.672, 30.199, 24.690, 22.086, 17.673, 15.045 af henholdsvis tyrkisk, irakisk, libanesisk, pakistansk, somalisk og afghansk oprindelse.

    Se statistikkerne her:

    http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2013/NR068.pdf

    At der ikke er alvorlige integrationsproblemer med store dele af indvandrerne af ikke-vestlig oprindelse er skønmaleri fra din side.

    For tiden vælter det ind med asylansøgere fra eksempelvis Somalia, Syrien og Afghanistan, som det fremgår af statistikkerne her:

    nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/E3C50EA0-BD36-4DDD-9C8D-7AAF44DE1F12/0/senestetalpaaudlomr.pdf

    (Marker link og søg på Google).

    Den store indvandring fra ikke-vestlige lande løser ikke problemet med manglen på veluddannet og faglært arbejdskraft i Danmark. Den er tværtimod en byrde for vores samfund både mht. offentlig forsørgelse, kriminalitet og konflikter pga. dårlig integration. Spørgsmålet er, hvor meget større denne byrde kan blive, før vores samfund bryder sammen.

  30. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Nå, nu er Zenia Stampe, Vestager, Jelved og Helle osv. blevet enige med sig selv om at det vil være godt for Danmark (eller R) at få endnu flere analfabeter til landet. (iflg. avis-artikel)

    Skyldes det at de selv er (politiske) analfabeter?

  31. Af Niels Poulsen

    -

    Det sidste link virker ikke, men hvis man søger på Google med teksten:

    Tal på udlændingeområdet pr. 31.05.2013

    vil den relevante side fremkomme som første søge resultat.

  32. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    DEN STORE ÅNDSFORMØRKELSE ER OVER OS………….IGEN!!

    Danmark (og måske hele Europa?) kan vist roligt betegnes som “AFTENLANDET”. Bortset fra at mørklægningen af vores økonomi, demokrati, velfærd og sikkerhed skrider frem ved højlys dag, ja, fra den tidligste morgenstund og derefter 24 timer frem til næste morgenstund.

    Vi lever i skumle tider, og selv når solen skinner klarest, er det som om mængden af tusmørke, tågebanker og politisk mørklægning vokser og vokser.

    Åndsformørket regering og lovgivning synes at være den nye trend.

  33. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Ja, man kan vel ikke kalde regeringen for en stor jydsk solformørkelse, men hvad med “en stor københavnsk solformørkelse”?

  34. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Laqueur (som her refereret) taler om Europas tro på sig selv generelt. Men Laqueur taler også om Europas tro på “Europa” forstået specifikt som ‘den postmoderne drøm’: den gamle neofunktionalistiske påstand om, at europæisk økonomisk integration fører til politisk føderation. Jeg bliver forvirret som læser, for jeg har svært ved at se, hvornår Laqueur mener det ene eller det andet.

    Laqueur siger (i referatet), at verdenskrigene 1914-18 og 1939-45 ødelagde Europas tro på sig selv, troen på fremtiden. Men samtidig siger Laqueur, at troen på den ‘postmoderne drøm’ først blev ødelagt efter år 2000. Altså har der alligevel været en tro på “Europa”, og en tro på fremtiden, nemlig i form af den europæisk-føderalistiske ‘postmoderne drøm’ i perioden 1945-2000 ? For det har der beviseligt været! Jeg synes det virker selvmodsigende fra Laqueurs side.

    Der var også masser af tro på fremtiden i Europa før krigsudbruddet i 1914. Det var blot ikke nogen ‘postmoderne drøm’ eller europæisk-føderalistiske visioner, man dyrkede dengang.

    Det er næsten lykkedes Laqueur at tegne et billede af Europa som 400 millioner gamle mænd der sidder rystende i deres rullestole og venter på døden. Han udsender dog en venlig formaning til de unge generationer om at tage sig sammen, hvorved indtrykket bliver lidt mere nuanceret end som så.

    Der er masser af vitalitet i Europa i dag. Man kan for eksempel tage til Padborg, hvor de østeuropæiske lastvognschauffører holder til. Det er hårdtarbejdende, udholdende mænd der kæmper for deres egen og deres børns økonomiske fremtid. Der er enorme menneskelige og sociale ressourcer i Central- og Østeuropa, som slipper fri netop i disse år, efter at kommunismens åg er blevet fjernet. Det sker lige for næsen af os her i Nordeuropa, men vi er så optaget af vores egen selvmedlidende navlebeskuelse, at vi overser det og tager hele kontinentet til indtægt for vores pensionistmentalitet.

  35. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Når EU har planer om at slippe Tyrkiet og Mellemøsten og det halve Afrika ind i Europa, (via fordøren eller bagdøren) hjælper noget vitalitet og dynamik her og der nok ikke meget.

    Desuden er både de nationale og de mere lokale demokratier under pres, og en nedtromling af landenes kulturer, familietraditioner og oprindelige befolkninger er også i gang.

    Og her i Danmark er partiernes samlede politik så kortsynet, asocial, fladpandet, forrykt og nykommunistisk, at en stor social katastrofe allerede er under udvikling. Og det kan ende med at nationen, folkestyret og velfærdsstaten afskaffes/ udraderes helt.

    Så er der grund til optimisme, ATS??

  36. Af Bjørn Sørensen

    -

    Når man i 30 år lukker øjnene for realiteternes verden som man har gjort i den vestlige verden og især i Europa, så vil man på et eller andet tidspunkt blive ramt som af en boomerang.
    Når man erstatter beskæftigelse i merværdiskabende produktion med offentlige gratis serviceydelser, hvor skal pengene så komme fra. Intil videre låner vi os frem, men det kan ikke fortsætte ret meget længere.
    Vi har 840.000 i alderen 16-64 som er uden arbejde, det er 28% af arbejdsstyrken og er overvejende ufaglærte og lavproduktive uden udsigt til at kunne beskæftiges med vores nuværende omkostningsniveau. De sociale udgifter pr person svarer til hvad 10 faglærte industriarbejdere får i løn i Kina.
    Mantraet har så længe været uddannelse, ja vi skal uddanne de uuddannede som det viser sig ikke er særligt egnede til uddannelse. Til trods for at man har spenderet mia på specielle kurser for lavtuddannede er det ikke lykkedes at ændre på at 25% til stadighed er ufaglærte. Dvs at ud af de 28% som er uden arbejde er det kun 3% som vi har mulighed for at give lidt uddannelse.

    Hvis vi vil have orden i vores økonomi skal vi skabe omkring 1 mio nye arbejdspladser for de langtidsledige og overflødigt offentligt personale.

    Industrien har allerede sagt at de kun kan skabe arbejdspladser for veluddannede og dem er der allede mangel på.

    Jeg læste forleden at i Tyskland har man 3 mio arbejdsløse og 1,5 mio ledige stillinger og at man mister miaordrer fordi man ikke kan få eller finde kvalificeret arbejdskraft.

    Vi har de samme problemer. Vi har skabt et omkostningsniveau som ca 1/3 af befolkningen ikke har kvalifikationer til.
    Og med det pres der stadigvæk er på lønningerne bliver det sværere, for ikke at sige det umuligt, at finansiere vores velfærdsniveau.

    Med det at vi skal til at prioritere er der lagt op til det store hundeslagsmål.
    Så det skal da blive interessant at se hvordan dem som i det forgangne har råbt op om at vi skal hjælpe de svage, reagerer når det er dem selv der skal spares væk.

  37. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    DEN POLITISKE HIMMEL ER IKKE SOL-LYS OG LYSEBLÅ, MEN BLYGRÅ OG DYSTER………

    Tunge, mørke skyer hænger over Europa, skriver KS i sin indledning til denne blog.

    Og det er sandt. Endnu en gang er politiske utopister, nihilister, fantaster og galninge, sammen med kortsynede korrupte kliker, i færd med at underminere freden, friheden og civilisationen.

    Mens befolkningerne apatisk ser til.

    Allerede nu kan millioner af europæere og danskere sige: forrykt og asocial politik stjal mine bedste år, smadrede min økonomi, velfærd og tryghed, splittede og opløste mit familieliv og mit hjem, eller man ødelagde mine kære og mit helbred.

    I hele Europa/ EU er millioner af borgere ved at få deres liv ødelagt af udemokratisk og menneskefjendsk politik. Og mængden af knuste familier og tragedier/ dødsfald stiger og stiger. Ikke bare i Sydeuropa står det galt og skralt til. Nu er også Frankrig, England, Norge og Sverige i problemer pga. ignorant lovgivning mv.

    Ovenfor skriver Bjørn Sørensen om de tiltagende økonomiske problemer.

    Dem har regeringen dog måske fundet ud af at komme udenom. Udadtil opretholdes velfærds-facaden, men med de seneste “reformer” kan man f.eks. snyde massevis af danskere for boligsikring og andre støtte-ordninger som de er berettigede til. Det er blevet mere besværligt at få hjælp, der er kommet mange tossede regler til, flere instanser (ofte beliggende langt væk) skal indblandes, og det kan være MEGET tidskrævende og vanskeligt at få afklaret en sag, der tidligere kunne ordnes samme dag på rådhuset. Oveni har man en digitalisering, en elendig tlf-pasning og indskrænkede åbningstider mv., der øger afstanden mellem borgerne og “velfærdsstaten”.

    Hertil kommer en boligpolitik der er decideret asocial.

    Og manglen på penge (der skyldes at millioner og milliarder fosser afsted til rødradikale globalistiske formål), afhjælpes så også med endnu flere afgifter, gebyrer og bøder.

    Vi danskere befinder os på en bred og lige landevej der er brolagt med dumheder, mandatsvig, korruption, forræderi, feminisme og kommunisme. En vej der fører mod rædsel og undergang.

    Og tænke sig, befolkningen kan end ikke fjumre sig sammen til at starte en demokrati-bevægelse og nogle nye partier renset for betonhoveder og røde pladderhumanister.

  38. Af Ulf Timmermann

    -

    Helt så impotent og ubetydeligt kan Europa nu ikke være i betragtning af yankee’ernes intense aflytning af det.

  39. Af Maria Due

    -

    Modsat Niels Juul Hansen opererer jeg ikke med rene ”ismer”, for konservatisme og liberalisme findes i mange varianter over tid og sted. Dette tages der desværre aldrig hensyn til i den del af debatten, som Niels Poulsen er en af repræsentanterne for, dvs. Trykkefrihedsselskabets propagandamaskine, der kører på fulde drøn de fleste døgn i året og har udviklet sig til at blive et af de mest deprimerende og ahistoriske indslag i den danske debat. Virkeligheden er åbenbart aldrig god nok , der skal altid overdrives vildt eller serveres direkte løgne, som derefter transporteres videre af store norske bloggere, den kunstige baron i West Virginia og Knold og Tot i New York. (Pamela Geller/Robert Spencer).

    Kathrine Winkel Holms manipulationer i gårsdagens JP-klumme er et af de værste eksempler jeg har set på denne udvikling, hvor hun udelader alt om Pamela Geller og ”Tommy Robinson” og fremstiller Robert Spencer som en hjertevarm intellektuel. Jøsses!

    Gellers og Spencers sladderkampagner sigter konstant mod laveste fællesnævner og er beregnet på de dummeste og mest uvidende samt på desperadoer og ekstremister. Skulle nogen være i tvivl om deres krigsliderlige propaganda til fordel for Israel, kan de jo bare gense plakaten fra mødet i New York sidste år den 11. september, hvor deres hære rykker frem til lands, til vands og i luften med Lars Hedegaard som indbudt taler. Og nej, det nytter ikke at trække holocaust-kortet, for jeg ved, at mange jøder er enige med mig.

    Eller de uvidende om Gellers og Spencers meriter kan gense den svenske tv-dokumentar fra mødet i New York, hvor Geller foran kamaeraet tager kærligt om ”Tommy Robinson” og fortæller, at de har haft en masse besvær med at få ham smuglet ind i USA (hvortil han har indrejseforbud), alt i mens han ser polisk ind i kameraet. Siden kom retssagen i England, hvor ”Robinson” endte i fængsel pga. falske papirer og en dommer, der konstaterede, at han faktisk ikke var sikker på denne irers rette identitet. Da forelå der tre pas med forskellige navne. Nu er Geller og Spencer uønskede til en EDL demonstration i England, og det kan jeg faktisk godt forstå, selv om man kan undre sig over, hvem der gerne må rejse ind i landet.

    Der er også Robert Spencers bog, hvor han ”beviser”, at Muhammed ikke har eksisteret, og den er TFS vist helt med på. Endelig er der alle de falske papirer, der som propaganda er sendt i omløb for at svine Obama til. Geller og Spencer står som de førende, hvad angår at nurse løgnen om, at Obama ikke har ret til at være amerikansk præsident, fordi han efter deres mening ikke er født i USA. Dermed siger de også, at mange højtstående amerikanere, der nøje har undersøgt Obamas papirer, er korrupte.

    Det hele finansieres af ultra konservative (amerikansk-jødiske midler), som også betaler sladderspaltisten Fjordman, der ifølge Morten Uhrskov aldrig har fået mulighed for at forsvare sig i norsk medier, hvor han mener, at Fjordman vil kunne sætte enhver mat pga. sit intellekt og sin styrke i debatten. Uhrskov har det jo med ikke at undersøge tingene ordentligt. Fjordman har fået masser af spalteplads i norske medier, han har fx haft en to sider lang kronik i Aftenposten, og jeg forstår godt den norske forargelse over de løgne, som Uhrskov nu har lanceret videre i Danmark på sin JP-blog, og som fører til, at førnævnte norske bloggere forsøger at få det til at se ud, som om det er JP og ikke Uhrskov, der forsvarer Fjordman. Føj.

    Denne Fjorman har nu spredt sin gift i mange år, og de nordmænd, der har skrevet bøger og artikler om ham, undrer sig over, hvor lidt de finder om hans privatliv. Mon ikke det er fordi, der ikke er ret meget at finde, fordi han har levet på nettet og ikke ret meget andet. Der er slet ingen ende på, hvor intellektuel og elskværdig han og Robert Spencer er, når de danske venner selv skal sige det. Faktum er, at mandens eksamensprojekt burde være dumpet, men tilsyneladende bestod, fordi instituttet på universitetet i Oslo fungerer dårligt og ikke vidste noget om bloggere, som projektet handler om. Dette er grundigt undersøgt af en professor ved samme Alma Mater, der har rettet stærk kritik mod instituttet.

    Alle de førende bloggere i Norge og Danmark er Fjordman fans, dvs. tror på den jødiske konspirationsteori om Eurabia. Kun en af dem (Document) har for længe siden skrevet om det nærliggende emne, at Fjordman dynger en masse løsrevne udsagn oven på hinanden og drager nogle konklusioner, man ikke kan drage på det grundlag. Det er klip og klister i højeste potens, ren propaganda for udenlandske midler. Men den slags glemmes af både danske og norske bloggere, når orkester slår an til den sædvanlige offermusik.

    Vidar Enebakk, der ikke er hvem som helst og ved meget om videnskabshistorie, drager efter min mening nogle interessante og rigtige konklusioner om Fjordman og hans radikalisering, der de senere par år synes at være fortsat nu med bopæl i Danmark. Også jeg tror, at Fjordmans mange klip og klister artikler om alt fra ølbrygning til kvantemekanik skal tjene til at få dem, der så gerne vil hoppe på limpinden, til at gøre det. De udråber ham til intellektuel og derefter kommer svadaerne om Eurabia, som nemmere glider ned, når denne ”intellektuelle” serverer dem.

    Men der er nu engang ingen, der er eksperter på alle de områder, som Fjordman er udnævnt som ekspert på, han vil bare gerne beundres, og hans arbejdsliv giver ikke anledning til det. Enebakk påviser også nogle tidsmæssige påfaldende sammentræf mellem kristen propaganda og Fjordman i en længere redegørelse på verdidebatt.no.

    Det er lige før, man ser Breiviks korsriddere manifestere sig, og frem toner sekten ”Livets Ord”, som heldigvis ikke fænger i Danmark men har mange tilhængere i Norge og Sverige. Så vidt jeg har forstået, er der forbindelse til mindst en af de førende norske bloggere, og der er det i hvert fald til den redaktør for det tidligere blad Magazinet, som måtte undskylde offentliggørelsen af Muhammedtegningerne overfor det, der i Norge svarer til Islamisk Trossamfund i Danmark. Magazinet ejedes nemlig at sekten, hvis kurser i øvrigt har ry for at bringe mange kursister i psykose. Jeg synes, at det er tankevækkende.

    Hvad har Fjorman mon levet af i alle de år. Det eneste, der nævnes indenfor den sidste halve snes år er et kortvarigt deltidsarbejde som nattevagt på et hjem for autister, og der har han sikkert kunnet sidde og blogge og pleje sin trang til at vende den virkelige verden ryggen, når han vovede sig op af sin kælderlejlighed og ud i det virkelige liv, som han ikke synes forhippet på at deltage i, undtagen for at blive beundret af naivister eller muligvis brugt kynisk som propagandaidol i en fremmed magts tjeneste. Har Fjordman levet på overførselsindkomst, og fortsætter han med at gøre det på de danske skatteyderes bekostning, nu hvor han som Breiviks idol betragter sig selv som politisk flygtning?

    Ovenfor har Kasper Støvring så fundet en gammel historiker frem, som passer ind i Fjordman-kultens hårdtpumpede dommedagsmenighed. Må jeg anbefale en anden forfatter, der ganske vist også er kynisk og desillusioneret, men her på sine gamle dage langt mere sprælsk end før(fylder 82 i år) og endda med glimt af håb og humor, hvor alt tidligere var sort i sort eller som minimum gråt i gråt.

    Jeg tænker på John le Carré’s seneste roman ”En skrøbelig sandhed”, hvor der ligefrem er en gennemgående spire til en angrende helt, som slår sig sammen med en bundhæderlig heltinde. Og ja, de forelsker sig ved første blik, og nej, de går ikke i seng i næste linje, vi når end ikke frem til et kys på kinden, for der er optræk til noget alvorligt, og er det ikke herligt for en gangs skyld. Indimellem har det sædvanlige galleri af offentligt ansattes udspekulerede og bundkorrupte swingerklub med parasitter travlt med at profilere sig, og ”de værste” er bøsserne. Er det ikke også herligt, nu har det hjertensgode og inkluderende mangfoldige regnebuefolk jo fået endnu en at bekæmpe.

    Efter romanen sidste punktun følger en mindre men meget væsentlig tilføjelse som tak til
    ”Anthony Barnett, fordi han indviede mig i omgangstonen i New Labour nu, hvor partiet ligger på dødslejet; og til Clare Algar fra retshjælpsorganisationen Reprieve, fordi hun informerede mig om den britiske regerings seneste anslag mod vores frihed.

    Men mest af alle vil jeg takke Carne Ross, tidligere britisk diplomat samt grundlægger af og direktør for not-for-profit organisationen Independent Diplomat, hvis indsats klart har vist farerne ved at trække en skrøbelig sandhed frem i lyset. Havde jeg ikke haft hans eksempel for øje og hans fyndige råd i øret, var denne bog blevet betydelig ringere.”

    Det handler nemlig i høj grad om ytringsfrihed. Blandt denne spændingsromans personer optræder en fanatisk religiøs og alfeagtig lille splint af en amerikansk dame, der disponerer over mange penge, og hvis alder afhænger af, hvilken del af hende, man betragter (det står der). Og nej, hun hedder ikke Pamela, og hun deler bibler ud i Somalia efter først at have ligger i med en våbenhandler, for våbenhandel og terrorisme er baggrunden for det hele.

    Som der står side 75 ”en masse korrupte lobbyister og våbenhandlere knokler løs på grænsen mellem våbenindustri og –indkøb”.

    Side 95f. beskrives damen, som hedder mrs. Spencer Hardy, så at man synes, at man kender hende:

    ”Valgt til Årets protektrice; forkvinde for Americans for Christ Legion; ærespræsident for en række non-profit organisationer, der støtter familieværdier og abortmodstand, formand for Det amerikanske institut for årvågenhed overfor islam […] rødglødende evangelist og oven i købet etiker”.

    Dertil kommer så våbenhandel og private militære kup med indkøbte soldater. Og som le Carrë skriver et sted,hvem fanden er det, der starter nutidens krige? Irakkrigen får i forbifarten et ordentligt skud for boven.

    Selvfølgelig kan Europa rejse sig igen, skønt de seneste dages studenterbilleder viser unge, der er skæve i hovederne af druk og har spildt for mange år med at lære alt for lidt. Men dommedagsprofetier om et lurende helvede er nu engang den lidet lønsomme metode, som er mest in i det, som Stjernfelt og Eriksen kalder “hedeselskabet”.

    Jeg vil også anbefale at læse gårsdagens JP kronik af Claes Johansen, der har boet mere end tyve år i England og Irland, og som jeg tidligere har citeret, fordi jeg efter at have læst en af hans bøger (som jeg fandt hård) faldt i undren over flg. udtalelse fra hans side og ikke var fri for at høre et ekko:

    ”men det er stadig Danmark og danskerne, jeg er optaget af, når jeg skriver. Dette underlige folk, genetisk et krigerfolk, der af historiske og geografiske omstændigheder er blevet tvunget til at agere fredelige, tolerante, kønsligestillede osv. Men giv dem en kasse bajere, en læderjakke med et rygmærke eller et tilstrækkelig destruktivt politisk parti at stemme på, og du vil omgående se hornene vokse ud af hjelmen på dem. Ja, der er nok at skrive om. (litteratursiden.dk)

    Kronikken handler om at tænke sig om, når man hidser folk op. Som advarsel nævner han borgerkrigslignende forhold i Irland og den irske oprører og politiker Michael Collins, der endte med at blive likvideret af IRA.

  40. Af Maria Due

    -

    For historieinteresserede.

    Gårsdagens kronik i JP. Illustrationen på nettet er ikke fuldkommen. I avisen er manden med våbenet, der går hen over det irske flag, spejlet af en skygge på et Dannebrog.

    ”Den irske forbindelse

    Den irske frihedskamp blev fra begyndelsen model for de europæiske modstandsbevægelser. Men kan også ses som et skræmmebillede.

    […] Irland har andet at byde på end krig og stærke mænd. Navnlig nyder jeg at gå til sessions på den gæliske pub, hvor jeg på bedste beskub prøver at opfinde en slags guitarakkompagnement til de hurtige jigs og reels. Omgangstonen er åben og imødekommende, så længe man husker på, at der er spørgsmål, man ikke skal stille i Clonakilty, navnlig: Hvem var det egentlig, der dræbte Michael Collins?

    På samme måde var der i mange år efter Anden Verdenskrig spørgsmål, man helst ikke skulle stille i Danmark, navnlig vedrørende stikkerlikvideringerne, igen et fænomen, der har direkte paralleller i den irske frihedskamp. Først i de senere år er historikerne begyndt at løse op for disse nationalpsykologiske knuder.

    Det er et vigtigt arbejde, og hvis det er dybtborende nok og formår at medtage alle de røde tråde, der forbinder den danske del af historien med det større, globale billede, kan det føre til en mere udbredt forståelse af besættelsestiden og dens baggrund, og det er nødvendigt for at forstå sig selv i en nutid, der i sagens natur er affødt af fortiden.”

    jyllandsposten.dk/protected/opinion/kronik/ECE5679984/den-irske-forbindelse/

    God sommer.

  41. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Ja, Maria Due mangler ikke ord, men hvad er det hun forsøger at fortælle os ?? Så mange ord, så mange postulater, så lidt substans og så få argumenter ??
    Noget af en ord-rodebutik, eller hvad?? Har vi bare ikke brikker nok til at fatte budskabet? Eller især baggrunden for det?

  42. Af Maria Due

    -

    http://www.duo.uio.no/publ/teologi/2008/74732/MASTEROPPGAVE_peking.pdf

    Oplysninger om Livets ord og Magazinets ejerforhold.

    Magazinet, som af den norske regering – for Norges vedkommende – blev gjort til den eneste syndebuk under Muhammedkrisen, her kaldet karikaturstriden.

    Det var et stort falskneri for åbent tæppe, hundredetusinder af nordmænd må vide, at flere store Oslo aviser offentliggjorde tegningerne på nettet. Aftenposten, der i dag må kaldes socialdemokratisk, havde tegningerne liggende på nettet i flere dage.

  43. Af Kasper -

    -

    I den “heroiske periode” havde Europa fuld gang i at bekrige, udnytte og undertrykke resten af verden under kolonialismen.

    Det er logisk at der måtte komme en nedtur efter at man indså hvad man havde foretaget.

    Derfor det europæiske tab af selvværd.

    Tysklands rolle er ikke meget anderledes end de andre stormagter i Europa. Tyskerne opdagede bare for sent at de ikke havde scoret kolonier, og derfor prøvede de at erobre dem internt i Europa.

    Sandt selvværd opnår man ikke ved at opføre sig tyrannisk over for andre. Det giver bagslag.

    Resten af verden beundrer stadig Europa for vores kulturarv, høje uddannelsesniveau, stabile og velorganiserede samfund. Europa skal nok klare sig.

    Er Kina f.eks. rustet til at klare de miljøkatastrofer som landet allerede står midt i, og som kun vil vokse? På det punkt er Europa 40 år foran Kina.

    Hvordan det end vil gå, så tror jeg ikke på nogen fremtid for heorisk patriotisme. Folk i dag rejser simpelt hen for meget, og man er langt mindre isoleret i sit hjemland. Næsten alle kan fremmedsprog, og man har internet og en enorm kommunikation over grænserne. Man kan slet ikke sammenligne det med situationen før 1950’erne.

    Men hvis man omskriver den gamle mands “patriotisme” en smule, så ligger det meget nært grønne begreber om selvforvaltning og decentralisme.

    Jeg synes det er meget sigende for Kasper Støvring at han kun kan finde forbilleder som er over 90 år gamle. Men der findes nu også mere nutidige tænkere som tror på en fremtid for Europa. Ja, der findes såmænd også folk på Walter Laqueurs alder som er lidt yngre af sind.

  44. Af Niels Poulsen

    -

    @”Maria Due” (30. juni 2013 kl. 15:44)

    “Ovenfor har Kasper Støvring så fundet en gammel historiker frem, som passer ind i Fjordman-kultens hårdtpumpede dommedagsmenighed.”

    Apropos historieløshed er jeg bange for, at det ikke er fjordmanden (hvem han så end er), som er forudsætningen for Walter Laqueur (født 1921), men Oswald Spengler (1880-1936).

    Jeg tror, at kernen i denne diskussion handler om, at konservatismen har et fundamentalt anderledes syn på tid og historien end ideologierne liberalismen og marxismen. Hvor liberalismen og marxismen ser verdenshistorien som et lineært, og måske endda determineret og irreversibelt forløb mod en højere og bedre samfundsorden, så ser konservatismen verdenshistorien som bestående af grundlæggende forskellige kulturers cykliske forløb. En kultur er at sammenligne med en organisme. Den fødes, har en ungdom, en storhedstid, en forfaldsperiode og død.

    Jeg synes, at et besøg på et af Europas store nationalhistoriske museer bekræfter den konservative historieopfattelse, når man går gennem salene og næsten bogstaveligt rejser gennem tiderne og kulturerne, om det så er den oldgræske kultur, den romerske eller vores egen vikingekultur. På et eller andet tidspunkt dykker kurven. Og er det i grunden så slemt? Måske for den utopiker, som tilsyneladende bor i enhver liberalist eller marxist, men ikke for den realist, som bor eller burde bo i enhver ægte konservativ. Som jeg har sagt det mange gange før: Utopien realiseres først hinsides tid, rum og kausalitet. Så længe vi lever på jorden, bør vi som mennesker kende vores plads, være tro mod den kultur vi er født ind i, værne om den, og i øvrigt finde pragmatiske, og ikke ideologiske, løsninger på vores problemer. Liberalismens tro på, at man kan ændre eller ligefrem overvinde den overleverede kultur og nå frem til et højere universalistisk stade ender i bedste fald blindt, hvis det ikke ligefrem er at begå hybris – et oprør mod den guddommelige orden.

    Jeg ser ikke den vesteuropæiske kulturs forfald og død som noget uafvendeligt. Der kan sagtens ske en revitalisering – eller bedre, en genfødsel – af kulturen eksempelvis gennem den kristne tro, som det sker for øjeblikket i Rusland. Den ortodokse kultur har været meget hårdere ramt end den nordeuropæiske protestantiske kultur ved at have levet under kommunismen åg det meste af det tyvende århundrede. At den kan rejse sig af asken, burde måske give os håb.

  45. Af Maria Due

    -

    Jeg er døbt Marie Due efter min bedstemor, navnet går langt tilbage i middelalderen, og jeg har aldrig fået ændret/slettet mine navne, “Niels Poulsen”. Men da præsten skrev forkert i kirkebogen og på dåbsattesten, blev det altså til Maria. Mine forældre fandt det pænt og ændrede det ikke, og hvis du lytter til tom sladder kan jeg ikke tage mig af det. Du kunne jo forsøgsvis overveje, hvor troværdig din meddeler er i almindelighed, når du ser bort fra skolelærdommen og opdragelsen; der synes ikke at være fyldt meget på siden da.

    I øvrigt kan jeg ikke genkende noget af det, du skriver. Det må være en meget hjemmelavet konservatisme, og når Uffe Ellemann-Jensen skriver om nationalisme, bruger han ordet i den negative betydning, som det har ifølge Den Store Danske Encyklopædi og Den danske ordbog.

    Faktisk sad jeg apropos min netop læste fødselsdagsgave John le Carré’s roman om ytringsfrihed og whistleblowing og ligeledes apropos Fjordmans og hans beundreres indtrængende og gentagne opfordringer til anskaffelse af våben og bevæbning af europæerne og læste om den privatiserede israelske våbenindustri ikke mindst af små håndvåben, om eksporten og om Pamela Gellers glødende forsvar for våben i amerikanske hjem.

    Herefter er det sommerferie, og jeg er sikker på, at PET og den engelske efterretningstjeneste har disse forhold helt på det rene og har set de mange amerikanske videoer og læst folks kommentarer til Pamela Gellers store engagement i sagen og gakkede henvisninger til 1789, som Fjordman også har vrøvlet om. Det er muligt, at han forestiller sig, at I i jeres konservative kredsløb er nået dertil igen, men det ved jeg, at I ikke er.

    Du skulle følge mine link og læse den lange diskussion, hvor Vidar Enebakk fremlægger sin sobre redegørelse i august 2011. Jeg kunne have tilføjet forskelligt, der støtter ham, bl.a. den frapperende sproglige forskel, der kan være på Fjordmans tekster samt debatindlæg skrevet indenfor få timer. En enkel konkordans analyse vil sikkert kunne bekræfte det, både i de engelske og i de norske tekster, så diverse teorier om ghostwritere kan bestemt ikke afvises.

    Ole Jørgen Anfindsen har også været inde på emnet på verdidebatt.no i en anden tråd, og efter en diskussion, som han selv igangsætter, ender han med at nære tillid til, at Fjordman selv har skrevet alle sine tekster. Men det er et personligt valg, som han ikke kan argumentere for, og som han vel på sæt og vis står sig ved at tage både af praktiske og følelsesmæssige grunde, efterson Fjordman har bidraget til en bog, som han har udgivet.

    Anfindsen har efter Breivik mistet sit tidligere job og frygtede, at han ikke ville kunne få et nyt. Det har han heldigvis fået, og jeg er ikke ude på at hænge nogen ud. På den anden side må der være grænser for, hvor meget der skal forties i Danmark, når man tager Fjordmans fortsatte skribentvirksomhed i betragtning og den store beundring, hans ligeledes uhyre meget skrivende venner nærer for ham. De er jo overalt og hele tiden, så at andre ofte forsvinder.

    Til sidst vil jeg nævne noget, som jeg tit har tænkt på. Hvis jeg havde været Breiviks store inspiration og idol og var blevet brugt som hans ideologiske boldværk med flere hundrede sider af mine essays i hans såkaldte manifest, og hvis jeg havde haft mulighed for det, ville jeg prompte have slettet alt, hvad jeg havde skrevet på nettet. Men hvis andre har betalt en for at lægge det ud, lader det sig vel ikke gøre.

    Hvis man derimod har skrevet for egen regning og har muligheden for at slette teksterne, ligger det uden for min horisont at forstå, hvordan man kan have sind til at lade dem stå uændret og tidligt og silde forsikre andre om, at man ikke har fortrudt et ord. Jeg er løbende blevet klogere og ville gerne have ændret meget af det, som jeg har skrevet i farten, men jeg har ikke muligheden, sådan som Fjordman har det med sine files.

    Under ytringsfrihed er ordet frit, men det er ikke det samme som at det er omkostningsfrit.

  46. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Maria Due

    “Modsat Niels Juul Hansen opererer jeg ikke med rene ”ismer””.

    Jeg operer sgutte med rene ‘ismer.’

    Tværtimod.

  47. Af Ulf Timmermann

    -

    @ Maria Due

    Tak for research – og for at minde om John Le Carré, disse årtiers væsentligste forfatter, i Vesten.

  48. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ MV Jensen

    “Demokrati er stadig det bedste system og formentlig også den mest dynamiske styreform, hvis det ellers fik lov at udfolde sig, så folket blev hørt og respekteret.”

    Demokratiet har sine svagheder, kerneproblemet er at politikerne har det med at overgå hinanden med med gratisydelser. Hvilket tvinger dem til at låne for at opfylde hvad de lovede. Det er starten på dødskarrusellen som vores børn og bønebørn kommer til at betale for.
    Tror du at vores børnebørn vil vedgå sig gælden med glæde?

    At valgflæsk således er blevet dødsruten for demokratiet, gør at vi må lave lovgivning der forhindrer slappe politikeres springen over hvor gærdet er lavest. De skal stilles til ansvar for hvordan de vil finansiere deres foræringer.
    Det skal forhindres at vi uanstændigt lever over evne.

  49. Af M V Jensen

    -

    @Bjørn Sørensen – du har helt ret, der er en indbygget svaghed, som vel kun kan overvindes med en ændring af grundloven så der indskrives en maximal skatteprocent for både den personlige indkomst og for samfundets samlede skattetryk samt en max. låneramme, som ikke må overstiges i fredstid. Politikernes rolle er så at lave en fordelingsnøgle og arbejdets prioritering er kommunernes og diverse forvaltninger. Hermed ville der også opstå en frihed og forskellighed i forvaltningen som man efterfølgende kunne vurdere og dermed finde de bedste løsninger.
    Derudover er der også et opdragelsesspørgsmål. Man skal have lært den gode moral i udtrykket “… spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, spørg om hvad du kan gøre for dit land”.
    Derudover må vi erkende, at vi har været og stadig er belastede af en helt ekstrem græshoppegeneration (68’erne) som har raget til sig på et helt uhørt niveau – gerne på regning til efterkommerne – og som har opført sig som nihilister i værdibutikken.

Kommentarer er lukket.