Amerikansk professor forsvarer relativismen

Af Kasper Støvring 56

At verden er blevet mindre, betyder at der er en større verden at forholde sig til. Globaliseringen har medført et større kendskab til andre livsformer og dermed også til flere dilemmaer. Vi belastes dagligt med samvittighedsspørgsmål: Bør vi tolerere udemokratiske regimer, omskæring, blasfemilove, æresdrab, kastesystemer osv.?

Kulturrelativismen har dårlig presse i Vesten, fordi den går for at være umoralsk i sin tilgang til den slags spørgsmål. I karikeret form siger den nemlig: Det er de andres kultur, så det må vi tolerere. Men også i den akademiske verden er relativismen blevet kritiseret, fordi den – i modsætning til objektivismen og universalismen – ikke udgør en plausibel og sammenhængende doktrin.

At det ofte er en grundløs beskyldning, kan man få bekræftet ved at læse den amerikanske filosofiprofessor Michael Krauz’ antologi Relativism. A Contemporary Anthology, der indeholder bidrag fra så vægtige filosoffer som Charles Taylor og Richard Rorty og antropologer som Clifford Geertz.

Til andre fortalere for kulturel og moralsk relativisme hører bl.a. professor ved City University of New York, Jesse Prinz, der har skrevet flere bøger om emnet, bl.a. The Emotional Construction of Morals og den aktuelle Beyond Human Nature. I en artikel i det idehistoriske magasin Philosophy Now gennemgår han ligeledes de vigtigste argumenter for objektivismen og viser, at man ikke uden videre kan afvise relativismen. Der er nemlig ifølge Prinz ikke noget tvingende ved de objektivistiske teorier om moral.

Objektivismen hævder, at der gives én sand moral, der er forpligtende for os alle, uanset etnicitet, religion, køn og andre partikulære forhold. For at kunne hævde en sådan universalisme, udvikler objektivismen en teori om, hvor moral overhovedet kommer fra. Og den giver som regel tre bud:

Moral hidrører fra en absolut, religiøs instans, fra en al-god og al-mægtig Gud. Eller moral kommer fra den menneskelige natur, fra medfødte egenskaber, eller fra rationelle principper, som alle fornuftsvæsener kan føres til at erkende og som følger almindelige logiske regler.

I sine bøger og artikler behandler Jesse Prinz de iboende problemer med hver af de objektivistiske teorier. Problemet med at anbefale en række guddommelige bud som en kur mod relativisme, fremgår allerede af, at der ikke er enighed blandt troende om, hvad Gud ønsker, at vi skal gøre. Og det er ikke tilstrækkeligt at konsultere de hellige skrifter med lister over moralske bud, for der vil altid opstå uenighed om den rette fortolkning.

Betyder ”Du må ikke slå ihjel”, at vi ikke må slå vores fjender ihjel? Eller dyr? Er vi skyldige i manddrab, når vi handler i selvforsvar? Er det forbudt at begå selvmord? At bevise Guds eksistens er, påpeger Prinz, i sig selv vanskeligt. At finde ud af, hvilke moralske bud, der er guddommeligt sanktionerede, er nærmest umuligt.

Problemet med appellen til en universel moral, grundlagt på den menneskelige natur, er, at en sådan moral er uden normativt indhold. For biologi er ikke identisk med moral. Et naturligt instinkt er ikke moralsk retfærdiggjort af at være medfødt. I så fald ville en samfundsmoral jo være overflødig.

I lighed med andre dyr har mennesket sikkert også et instinkt – ikke nødvendigvis et behov – for at dræbe, stjæle og voldtage. Andre dyr straffer ikke hinanden for den slags. Men det gør mennesker – heldigvis, som Prinz anfører. Medfødte instinkter har hjulpet mennesker i deres overlevelse i kampen mod andre arter, især i de oprindelige jæger- og samlersamfund. Men i civiliserede samfund bør naturen tæmmes og retledes ved hjælp af det styringsmiddel, der kaldes moral. Naturlig evolution er moralsk set et tomt udsagn.

Endelig er problemet med den objektive rationalitet, at den ikke er tvingende. Hvorfor skulle man efterleve rent rationelle bud? Rationelle refleksioner kan ikke oversættes til moralske værdier. Rationelt kan man udgrunde Beethovens Måneskinssonate og vise, at den teknisk set udgør en serie af harmoniske progressioner og melodiske figurer baseret på c-mol toneskalaen. Men det forklarer ikke, hvorfor netop dette kunstværk har så stor indvirkning på lytteren.

Tilsvarende kan rationaliteten ikke fortælle os, hvilke kendsgerninger, der er moralske. Som Prinz bemærker: Rationalitet er et neutralt instrument i forhold til at vurdere menneskers handlinger. I bedste fald kan rationaliteten fortælle os, hvilke af vores værdier der er uforenelige, og hvilke handlinger der vil føre til opfyldelsen af vores mål. Men rationaliteten kan ikke sige noget om, hvilke af vores uforenelige værdier, vi skal opgive, og den kan ikke sige noget tvingende om, hvilke mål vi skal forfølge.

Så Jesse Prinz ender med at konkludere, at moralsk og kulturel relativisme er en fuldgyldig doktrin. Moralfilosofi er selvfølgelig et meget (mere) komplekst emne, men følger vi den omfattende forskning i relativisme og moralfilosofi, der er kommet til syne i de seneste år, må det indtil videre være tilstrækkeligt at sige, at moralske domme er baserede på vores følelser og bestemt af den kultur, vi lever i. Det forklarer også den store variation af normer i verden.

Moral afhænger af det, man kan kalde sædelighed, af opdragelse, erfaringer og socialisering. Den tjener først og fremmest til at give livet mening, og den har et væsentligt funktionalistisk aspekt. Den skal virke.

Som Jesse Prinz skriver i sin nye bog henvendt til forhærdede anti-relativister, der spontant afviser relativismens gyldighed:

”The fact that morality is contingent doesn’t make it useless. Morality is an extremely valuable tool. It helps us to organize our societies, and it may be essential for social stability […] Like everyone, we learn morality through cultural inculcation, long before we engage in careful rational reflection, and there is a risk that our most treasured arguments are rationalizations, not justifications.”

Michael Krauz’ (red.): Relativism. A Contemporary Anthology, Columbia University Press, New York (2010).

Jesse Prinz: The Emotional Construction of Morals, Oxford University Press (2009).

Jesse Prinz: “Morality is a Culturally Conditioned Response” i: Philosophy Now, nr. 82 (2011).

Jesse Prinz: Beyond Human Nature, Allen Lane (2012).

 

56 kommentarer RSS

  1. Af Allan Hansen

    -

    Verden består af godt og ondt, og livets stadige
    problemer synes at være, at det onde, vi ikke vil,
    breder sig på det godes bekostning.
    Det er der en del, som lider under – eller dør af, og
    det er slemt nok. Det bliver ikke bedre af, at det
    onde ikke lader sig undskylde som guds vilje, arvesynden eller rå natur, men
    vi er et kulturprodukt, vi selv har ansvar for.

    Siden antikken har vi talt om mennesket som
    “en ulv mod mennesket”, og endnu længere
    tilbage har vi spekuleret over det ondes væsen
    og oprindelse. Man kan – som inden for naturvidenskaben
    – forsøge at spore det aggressive gen, der forklare alt, eller man kan undersøge
    de træk ved den menneskelige kultur, der synes at skabe
    eller stimulere det onde.

    “Det onde,, – tager læserne med på en rundtur i det ondes
    fortolkning, fra myterne og matefysikken til vor egen tids biologi, psykologi,
    civilisationkritik m.v. Bogen munder ikke ud i en ny eller
    bestemt teori, men vender sig i sympati med de kulturelle forklaringer.
    Også for at spille bolden med ansvaret for dette menneskelige problem
    tilbage i vore egen hænder.

    Kilde: Den danske filosof Peter Thielst
    ” Det onde – et menneskeligt problem 1993.

  2. Af Allan Hansen

    -

    Jeg bringer hermed et lille indlæg af min gamle læremester Johannes Sløk ´fred være med ham.

    MORAL og ETIK.

    “Det står sløjt til med moralen for tiden. Vi snyder i skat, bedrager toldvæsenet, hugger tyggegummi i supermarkedet, lader os bestikke og bagtaler hinanden det politiske liv står begravet til halsen i skandaler, og vi kan gang på gang gribe politikerne i at lyve, fortie sandheden og løbe fra deres løfter.

    Måske skyldes miséren, at selve ordet moral ikke længer giver nogen mening, og det har jeg i min høje alderdom fået lyst til at skrive en lille stilfærdig bor om. Moralen, der blev væk.

    Vi har imidlertid også ordet etik, og det er ganske tankevækkende, at mens det står sløjt til med moralen, så klarer etikken sig glimrende.
    Midt i det moralske forfald taler alle om etik.

    Man anmoder om etiks vejledning; genteknologer bønfalder om at få at vide, om det, de laver, nu også er etisk forsvarligt, og det er genteknologer ikke ene om, hvad Peter Kemp omhyggeligt har gjort rede for i den bog, jeg senere skal citere.
    I hver fald er resultatet, at alle taler om etik, men at det er kun er få, der er i stand til at forklare, hvad etik er for et dyr.
    I den henseende løber de fleste sur i zoologien

    Til gengæld gør man noget ved sagen.
    Man nedsætter >>råd<< – Det Etiske Råd, Det Videnskabetiske Råd, Det Lægevidenskabeligt Råd, og der skal nok være nogle flere, som jeg blot har overset. Måske er der også noget andet, jeg har overset; i hvert fald har jeg ikke nogen steder læst, hvad de mener med begrebet etik.

    Måske går de ud fra, at det véd vi da alle sammen.
    Det har rigtignok også været diskuteret i flere tusind år blandt tænker og forfatter; humlen er blot, at disse begavelser ikke har været påfaldende enige, så begrebet fortaber sig i tågen…..

    Uden at kunne sige det med sikkerhed gætter jeg på, at man i almindelighed har en fornemmelse af, at etik er et lidt "finere,, ord end moral, men at man ikke kan præcisere, hvori det fine skulle bestå. De fleste vil sikkert finde, at det er en udmærket idé at nedsætte Det Etiske Råd, mens man måske ville synes, det var lidt underligt, hvis man nedsatte noget, man kaldte Det Moralske Råd.

    I filosofisk sammenhæng fortrækker man ordet etik.
    Man kan tale om Aristoteles´ etik men hvis man snakker om Aristoteles´moral, ville man snarere tænke på hans personlige habitus end på hans filosofi.
    Spinozas hovedværk hedder simpelt hen " Etik,, eller rettere " ETHICA,, thi han skrev latin, og det ville være helt forkert at oversætte det til "Moral,,.

    Kilde: Moralen der blev væk, Johannes Sløk 1993.

    Se det var smæk for en skilling!

    Mvh. Allan Hansen.

    Johannes Sløk.
    1). Da gud fortalte en historie.
    2). Da mennesket tog magten.
    3). Det absurde teater og Jesus forkyndelse.
    4). Den kristne forkyndelse.
    5. 80 år med gud.
    6). Moralen der blev væk.
    7). Opdagelsen af Mennesket.
    8). Hvad i alverden er verden?
    9). Det religiøse sprog.
    10). Herre, giv mig mere vantro!

  3. Af Henning Svendsen

    -

    Hvis noget kommer fra Gud,så er relativismen sat ud af spillet,buskabet må nødvendigvis være rationelt.
    Så ordet”moral”det stammer fra menneskene.
    At elske sin”næste”er ikke moral,det er derfor heller ikke umoralsk,at slå ihjeld.
    Så de ti bud handler ikke om moral,men”rationalitet”om adgangsbillet til himmeriget.Så hvis vi gerne vil derop,så skal vi have en høj moral og de ti bud,må kun overtrædes hvis vi handler rationel.
    Så moral og rationalitet er i virkeligheden,et og samme ord.-“moral”kan ikke stå alene.

  4. Af Niels Poulsen

    -

    @Henning Svendsen

    Det, du – ligesom Jan Aage Jeppesen – ikke kan eller ikke vil forstå, er at jorden bebos af et vist antal fundamentalt forskellige kulturer: f.eks. den kristne, den muslimske, og de asiatiske med buddhistiske, hinduistiske og andre religiøse overbevisninger.

    Set indefra den enkelte kultur opfattes kulturens værdier som absolutte og sande. Men hæver man sig op over kulturene, kan man se, at værdierne er relative.

    De værdier, vi tror på i vores vestlige, kristne kultur, er nogle vi gennem historien har skabt ud fra vores livsomstændigheder.

    Der er eksempelvis ikke noget absolut og evigt over De Ti Bud: De er skabt i et fortidigt mellemøstligt nomadesamfund. Der var dette normsæt hensigtsmæssigt. I dag overtræder vi mange af disse normer, ikke fordi vi er onde mennesker, men fordi vores livsomstændigheder i det moderne vestlige velfærdssamfund har ændret sig. I dag er det f.eks. ikke op til de voksne børn at tage sig af deres gamle forældre. Den omsorg har vi overladt til plejehjem og plejepersonale. Men i nomadesamfundet var det vigtigt at have som norm at børnene ærede deres forældre og derfor er det med i De Ti Bud.

    Ligeledes med med vore dages menneskerettighedstænkning: Den er blevet til på baggrund af rædslerne under Anden Verdenskrig og den efterkrigsvirkelighed, hvor mange befolkningsgrupper har set sig nødsaget til at flygte fra deres fødeland pga. politisk forfølgelse og søge om asyl i andre lande.

    Vi skaber altså vores “absolutte” og “universelle” værdier og normer ud fra vores livsomstændigheder: I Danmark er flerkoneri forbudt og vi hyldede (indtil for nylig) far, mor og børn som det ideale. Men hvis der ligesom i Mellemøsten og Afrika af og til havde været et overskud af kvinder, og det ikke havde været muligt for kvinderne at forsørge sig selv, så havde vi også haft bigami i Danmark.

    Ligegyldig hvor gerne Jan Aage Jeppesen med rationelle ville kunne argumentere for, at monogami var en sand og universel værdi, så kunne han ikke.

    Om en kultur hylder bigami eller monogami, afhænger af kulturens empiri, dvs. den viden, man har opnået gennem erfaringen.

    Så for at konkludere: Der findes i høj grad gode grunde til, at den enkelte kultur har indrettet sig, som den har: Den har gennem historien tilpasset sig sine omstændigheder. Og den etablerede kultur har ofte udtrykt den fundne levemåde i normer eller ligefrem religiøse lovbud.

    Men disse normer er IKKE universelle og kan ikke ud fra en eller anden idealitet på rationalistisk måde begrundes som værende universelle.

    Betyder det så, at vi alle sammen skal blive værdirelativister, ophæve vores samfunds og religions normer?

    Nej, selvfølgelig ikke. Vi skal da leve efter og tro på de værdier, normer og religiøse bud, som er blevet os kære i vores kultur.

    Men jeg synes, at det er meget rart med det fugleperspektiv, kulturrelativismen eller perspektivismen giver: Det kan være et udgangspunkt for større tolerance over for verdens mangfoldighed. Den kniber det sandelig med på den globale scene for øjeblikket, hvor alle nationer skal støbes efter vestligt forbillede.

  5. Af Henning Svendsen

    -

    Ja de ti bud er selfølgelig kun de sidste syv bud.De er til gengæld også krystalklare universiele budskaber. Og i en verden hvor der til alle tider har været overskud af kvinder,så er flerkoneri selfølgelig en universiel foreteelse,og desuden helt normal-se bare vores nærmeste slægtning.Flerkoneri er da heller ikke ukendt i den kristne verden,vi går bare stille med dørene.
    Og taler vi om ukultur,så må danmark ligge i toppen,for vores kultur er ikke kulturel.

  6. Af Kritik af et forsvar for kulturrelativismen « Snaphanen

    -

    […] En replik til Kasper Støvrings Amerikansk professor forsvarer relativismen. […]

Kommentarer er lukket.