Fortællingen om EU som fredens projekt

Af Kasper Støvring 173

Det endegyldige argument for EU er altid, at projektet sikrer freden i Europa, ja, at EU-projektet endda kan medvirke til at sikre fred i verden. Intet mindre. For denne målsætning blev projektet tildelt den fineste fredspris overhovedet, nemlig Nobels Fredspris i december 2012. Jeg har studeret motiveringen og takketalerne nærmere for at se, hvordan der argumenteres herfor – og hvorfor man må være kritisk.

I bekendtgørelsen fra Nobelkomiteen opregnes mange af hovedargumenterne, som både leder af komiteen, Thorbjørn Jagland, EU’s præsident Herman van Rompuy – hans tale hedder ganske enkelt ”Fra krig til fred: en europæisk fortælling” – og kommissionsformand José Barroso berører.

Fra 1950 hvor den franske udenrigsminister Robert Schuman fremlagde planerne for Kul- og Stålunionen over underskrivelsen af Romtraktaten i 1957 frem til i dag har utopien fremstået klar og skinnende. Med Schumans ord: ”The solidarity in production thus established will make it plain that any war between France and Germany becomes not merely unthinkable, but materially impossible.”

I bekendtgørelsen hedder det endvidere, at EU har medvirket til at fremme fred og forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa. Barroso føjer til, at forudsætningen for at skabe fred er, at man underminerer nationalstaterne:

“The genius of the founding fathers was precisely in understanding that to guarantee peace in the 20th century nations needed to think beyond the nation-state. As Walter Hallstein, the first President of the European Commission said: ‘The system of sovereign nation-states has failed the most important test of the 20th century’. And he added ‘through two world wars it has proved itself unable to preserve peace’.”

Jean Monnet citeres herefter med tilslutning:

“The sovereign nations of the past can no longer solve the problems of the present. And the [European] Community itself is only a stage on the way to the organised world of the future.”

Her har vi nedtællingen i ren form: Nationalstaterne skaber krige, EU sikrer freden, og det hele skal udmunde i verdensfred.

Det første er ikke rigtigt; det var imperiale bestræbelser, der skabte ufred (nazisternes drøm om Det Tredje Rige er hovedeksemplet). At EU skaber fred, er i bedste fald et postulat; man kan solidt argumentere for, at det derimod var kulturelt homogene stater, der har skabt stabiliteten i efterkrigstiden. Og tanken om, at EU i fremtiden kan sikre stabilitet ved at fremme en bekendelse til abstrakte principper, er ganske uden hold i virkeligheden. Forfatningspatriotisme er et alt for tyndt og koldt bindemiddel. Men selvfølgelig kan man skræmme de europæiske borgere ved hele tiden at tale om, at krigen bliver konsekvensen, hvis EU ikke findes. Det var også temaet i en samtale, jeg havde med Morten Messerschmidt i min baghave for nylig.

EU har fra starten bygget på ideen om at forsone Frankrig og Tyskland; rivaliseringen mellem de to lande har tidligere splittet kontinentet ad, ja, overhovedet har læren fra Anden Verdenskrigs rædsler medvirket til at fremme projektet, så landene nu kan mødes i gensidig ”tillid”, som det hedder i bekendtgørelsen. Også Barroso betoner tillidsaspektet: “Indeed, there can only be true peace if people are confident. At peace with their political system. Reassured that their basic rights are respected.”

Der er bare den hage ved det, at undersøgelser viser, at borgerne har mindre og mindre tillid til EU, og det kan slet ikke sammenlignes med den tillid, borgerne har til de velfungerende nationalstater.

En stor del af motiveringen af Nobels Fredspris kredser om det forhold, at EU fremmer demokrati i den forstand, at man ikke kan blive medlem af EU uden at den nationale lovgivning tilpasses FN’s menneskerettighedskonvention og Den europæiske menneskerettighedskonvention. I 1980’erne blev tidligere udemokratiske lande medlemmer – Grækenland, Spanien og Portugal – og efter Murens fald kom andre, de central- og østeuropæiske lande, med, og således blev opsplitningen mellem øst og vest tilendebragt, ligesom mange etniske og nationale konflikter nu er bilagte. Senest er Kroatien kommet med, og andre lande på Balkan kommer angiveligt snart ind i klubben, så at også borgerkrigen på Balkan nu endegyldigt kan lægges bag. Endelig har muligheden for at Tyrkiet kommer med, ”uden tvivl”, med Thorbjørn Jaglands ord, ”også fremmet demokratiet og menneskerettighederne i det land”.

Man kan igen være enig i beskrivelsen: Der er vitterlig sket fremskridt i demokratisk retning. Det står dog stadig åbent, om det er EU, der har været den primære drivkraft. Og hvad angår Tyrkiet er komiteformanden helt på vildspor: Tyrkiet er blevet mere islamiseret de senere år; den sekulære kemalisme er ved at blive opgivet i bestræbelsen på at styrke Tyrkiets gamle osmanniske identiet.

Godt nok er der betragtelig social uro i Europa på grund af finanskrisen, men ikke desto mindre præsenteres følgende facit: Fred er skabt gennem EU’s virke. Herman van Rompuy indrømmer ganske vist, at fred kunne have opstået uden EU’s medvirken, men det ville ikke være blevet en fred af lige så høj kvalitet, for EU sikrer ”en vedvarende fred, ikke en stivfrossen våbenstilstand”.

Thorbjørn Jagland siger i sin motiveringstale, at EU – efter erfaringen med to verdenskrige – måtte bevæge sig bort fra nationalismen og i stedet søge at grundlægge et internationalt, økonomisk samarbejde, der skulle gøre krige umulige. Barroso er inde på det samme, når han karakteriserer EU som mere end et fællesskab af stater: Det er en helt ny retsorden, baseret på afgivelse af suverænitet, hvorefter han sætter trumf på: “And today one of the most visible symbols of our unity is in everyone’s hands. It is the Euro, the currency of our European Union. We will stand by it.”

Nu kan man først le ad den enorme betydning, der tilskrives en valuta, der om noget er symbolet på den krise, der har ramt EU, og som truer med helt at lægge projektet i ruiner. For en troende som Barroso bliver EU en religion, som menigheden dyrker. Mere principielt kan man, for det andet, hævde, at bestræbelsen på at erstatte den gammeldags geopolitiske rivalisering med en geo-økonomisk model er slået fejl. Som Walter Laqueur har sagt, vil en postmoderne union som EU stå magtesløs over for stater som Rusland og Kina, der fører klassisk magtpolitik. Sådan er det bare, og ingen velmenende formaninger kan lave om på det.

Fælles for alle talerne er ideen om, at EU hele tiden skal bevæge sig fremad, og som Jagland tilføjer til sidst: ”In the end we decided to live together.” Hvem dette ”vi” er, kan man diskutere, det er næppe Europas befolkninger, der har det med at afvise projektet, når de bliver spurgt, om de vil være med. Rompuy taler om EU’s ”hemmelige våben”, nemlig den kompromisløse sammenbinding af landenes interesser, så krige bliver umulige, og det skal bl.a. ske gennem inddragelse af flere og flere områder. Altså mere og mere lovgivning.

Man mindes her Jean Monnets ord om en stadig tættere integration, en proces, der så vidt mulig skal holdes hemmelig for folket, der ellers ville kunne finde på at gøre oprør. Midlerne er uforståelige traktater, fraværet af en diskuterende offentlighed og uigennemskuelige forretningsgange.

Rompuys tale er i øvrigt karakteriseret ved at demonstrere en uhyre stærk selvforståelse på EU’s vegne og ved at udtrykke enorme ambitioner om, hvad der leder EU, dvs. ”os”: “The will to remain masters of our own destiny, a sense of togetherness, and in a way… speaking to us from the centuries … the idea of Europa itself. The presence of so many European leaders here today underlines our common conviction: that we will come out of this together, and stronger. Strong enough in the world to defend our interests and promote our values.”

Barroso er som sædvanlig uden for rækkevidde. Han indleder sin tale på følgende måde:

“’Peace is not mere absence of war, it is a virtue’, wrote Spinoza: ‘Pax enim non belli privatio, sed virtus est’. And he added it is ‘a state of mind, a disposition for benevolence, confidence, justice’. […] The European Union is not only about peace among nations. It incarnates, as a political project, that particular state of mind that Spinoza was referring to. It embodies, as a community of values, this vision of freedom and justice. “

For det første mangler EU den tillidskultur, Barroso taler om, for det andet afslører hans udsagn den utopiske vision, den storstilede ingeniørkunst, som EU legemliggør: Et radikalt eksperiment gennemført som en top down-proces, der skal omforme virkeligheden, jf. Rompuys ord om at være herre over skæbnen. Det var den samme utopi om en historieskabende potens, som bevægede mange kommunister, troen på at man kan forme fremtiden som et menneskeligt projekt ved at vaske tavlen ren og starte helt forfra. En revolutionær feberrus, der som bekendt endte galt.

Om demokratiske længsler kan Barroso i øvrigt berette: “I remember vividly in 1974 being in the mass of people, descending the streets in my native Lisbon, in Portugal, celebrating the democratic revolution and freedom.”

Det er imidlertid et lidt underligt udsagn. For på det tidspunkt var Barroso overbevist maoist og altså tilhænger af en ideologi, i hvis navn millioner af mennesker blev myrdet, endnu flere holdt i fangenskab, og atter flere blev forholdt de allermest basale demokratiske frihedsrettigheder. Enten er Barroso en løgnhals, eller den vel nok mest betydningsfulde mand i EU har et besynderligt demokratibegreb.

Barroso fortsætter så: “The uniqueness of the European project is to have combined the legitimacy of democratic States with the legitimacy of supranational institutions: the European Commission, the European Court of Justice. Supranational institutions that protect the general European interest, defend the European common good and embody the community of destiny. And alongside the European Council, where the governments are represented, we have over the years developed a unique transnational democracy symbolised by the directly elected European Parliament.”

Igen må man spørge: Hvis interesser taler vi om? Det yderst kritisable ved Barrosos idealisme går dog på hans synspunkt, at bestræbelsen på at skabe europæisk enhed ikke er et mål i sig selv. Nej, endnu højere mål for EU foresvæver denne utopist: ”In many ways, it attests to the quest for a cosmopolitan order, in which one person’s gain does not need to be another person’s pain; in which abiding by common norms serves universal values.”

Denne kosmopolitiske verdensorden baseret på universelle værdier synes meget lang væk. Den var måske i sigte i 1990’erne, hvor kommunismen var faldet og det vestlige, liberale demokrati stod tilbage som sejrherren. USA var stadig en hegemon, og en kort overgang så det ud til, at den vestlige kulturimperialisme (læs: universalisme) ville sejre. Men i dag er andre kulturer vundet frem og bekræfter deres egne partikulære værdier – Kina, Rusland, den islamiske verden. Vesten er trængt i defensiven i en grad, så Kina nu ser sig nødsaget til at redde Europa og USA. Barroso har derfor slet ingen jordforbindelse, når han taler om et nyt verdensfællesskab:

”We share the same aspirations and universal values: these are progressively taking root in a growing number of countries all over the world. We share ‘l’irréductible humain’, the irreducible uniqueness of the human being. Beyond our nation, beyond our continent, we are all part of one mankind […] This federalist and cosmopolitan vision is one of the most important contributions that the European Union can bring to a global order in the making.”

Her må man stilfærdigt minde om, at de værdier, Barroso og med ham vel de fleste vesterlændinge opfatter som de vigtigste – individualisme, sekularisme, kosmopolitisme – er de mindst vigtige på verdensplan. Andre kulturer holder religionen, familien, nationen som vigtigste værdier. Barroso maner hele tiden floskuløse plusord som global solidaritet og global ansvarlighed frem, og han ser helt bort fra, at menneskets tilknytninger er begrænsede, partikulære. Han mener desuden, at den nye verdensorden bygger på international retfærdighed legemliggjort af den internationale menneskerettighedsdomstol. Vi har i Europa ikke kun et ansvar for vores egne, men for ”millioner af mennesker i nød”, aktuelt især i forbindelse med Syrien, en konflikt, som vi er ”moralsk” forpligtede på at løse. Også kvinders rettigheder overalt i verden skal EU sikre, det står jo i Romtraktaten. Global fred er altså målet, og det nås bl.a. gennem økonomisk interaktion:

”My message today is: you can count on our efforts to fight for lasting peace, freedom and justice in Europe and in the world. Over the past sixty years, the European project has shown that it is possible for peoples and nations to come together across borders. That it is possible to overcome the differences between ‘them’ and ‘us’. Here today, our hope, our commitment, is that, with all women and men of good will, the European Union will help the world come together.”

Stærkere kan enhedsdrømmen næppe udtrykkes. Det ironiske er så, at Europa er blevet mere og mere isoleret i den nye verdensorden, og at EU ligner et projekt, der er splittet i en grad, så korthuset er ved at falde sammen om ørerne på den gode Formand Mao, undskyld, Barroso.

173 kommentarer RSS

  1. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Villy Madsen – du ser tillige heller ikke i dit projekt, at andre europæere kan have samme opfattelse, at projektet ikke kan føres så vidt igen, fordi vi netop er forskellige hvad identitet og kultur samt disses udvikling/er er sket og sker på forskellig vis, men hvor vi lytter til hinanden i denne store gamle kultur og ikke ønsker flere fortrædeligheder end højst nødvendigt, så vi netop kan respektere hinanden og undgå yderligere, fordi vi også kender til, hvad øst i Europa har været og stadig kan ses at slås med!!

    Du glemmer fuldstændig tiden før murens fald! må jeg desværre fortælle dig! Kommunismen, alle angivelserne, paranoiaen, straffene, angivelser af selv egne familiemedlemmer mmm.

    Det er for mig at se noget af en ren projektion fra din side, hvad du sådan tilskriver bare hver og en på blogge, hvis de er borgerlige – omend der hos også borgerlige som hos kommunister og socialister kan være tendenser for nogen til også fascisme., såvel som der både til højre og venstre i spektret har været mere el mindre tydelige og egentlige fascisme på tale.

  2. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jørgen Villy Madsen

    Dette om Nato og EU var svar til noget af dit indlæg 00:00

    At bruge en metafor om forholdet til/mellem hhv kommunisme og nazisme, at disse kan ses som at forholde sig til “To sider af samme mønt”, gør ikke udslaget i deres ens virkning på mennesker, dvs undertrykkelse og underkastelse til skade for dette og de samfund, de skal leve i, disses udvikling – de er begge tillige utopier for samfund, fordi de ikke tager højde for, at vi mennesker er forskellige.

    Det er derfor metaforen kan bruges og holder vand – omend disse ideologier også har nogle indre forskelle – ellers ville de være ens; men de tilhører samme kategori af utopier med også masse-udryddelser til følge.

    Din sammenligning holder ikke vand, da menneskets 2 arme, da disse til hver en tid skal kunne samarbejde (hvor fx hammer og søm skal koordineres til et formål) og ikke arbejde i hver sin retning for at nå et mål for mennesket, hvad der er en indre logik i, selv om de to arme sidder på hver sin side af en krop, den samme organisme, den ene til venstre og den anden til højre, på mennesket, såvel som den ene skal kunne arbejde lidt anderledes end den anden for at nå den af mennesket ønskede aktivitet og dermed målet for denne, fx også at få slået et sømmet ind i en væg – men i en underforstået sameksistens og inden for den enkelte organisme.

    Hvis der ikke var denne samkøring for mennesket, så skulle vi nærmest også legemligt kunne være ’skizofrent’ anlagt. Det er vi ikke, tingene hænger sammen – men det gør en kommunisme og en nazisme ikke, at deres indre forskelle, også gør, at de på hver sin måde vil indrette samfund og mennesker og derfor ikke kan blive el være enige om selv målet, fordi de ikke med de indbyrdes forskelle alligevel kan leve sammen.

    Det kan to arme godt.

    Et politisk parti er en selvstændig organisme; men kan have lighedspunker med et andet og samme mål – med diverse udredninger for dette, hvor alt ikke er gennemtænkt, men hvor formålet er at udrydde andre og anderledes tænkende. Jøder, zigeunere, homoseksuelle, psykisk syge var man fx rørende enige om var livets afskum i f den russiske kommunisme og Hitlers nazisme. Selv kapitalister kunne man blive enige om – især hvis de var jøder, hvor egne ideer skulle nyde fremme. Så rigtig menneskekærligt, vil vi kunne sige om disse projekter. Og – den slags holdninger findes da stadig i verden – og på blogge, også hos en så fredens mand som Villy Jørgen Madsen, nu dette med visse bloggeres fortid og forfædre som Hippoer og lign, ifølge JVS, som ses i hans analyse at skulle forsvare en udåd begået ved østfronten af disse bloggeres forfædre.

    Ellers kan JVS ikke forstå, at nogen kan mene andet, så har de mentale mangler, fordi han så samtidig påstår en hel masse også om krigsliderlighed hos disse.

    Fredens og kærlighedens mand, skal vi forstå. Det er han måske også – hvis han ikke havde en vis blind plet for uhyrlighederne i verden, der begås havde jeg nær sagt, som verden ser ud og fremtræder for os i dag, næsten kan og bliver begået af ‘de fleste’, hvor de kan komme af sted med det.

    Ikke at USA ikke begår fejl – og lige dét påpeger vi også; men vi havde naturligvis haft JVMs paradis efter WWII, hvis vi ikke havde haft både englændere og amerikanere til at hjælpe os. Det er en kendsgerning – omend ikke alt er godt nok – at friheden for mennesker nu engang er større, og hvorfor skulle så mange mennesker verden over ellers være misundelige på vores demokratier, der dog også mangler noget fremadrettet og derfor kan blive endnu bedre – men ikke uden den frihed til at tænke og tale frit, hvor vi kan stemme magthaverne ud, hvis de sætter bremser for vores frihed, hvad de nuværende regering har været godt i gang med for fx nogle mdr. siden.

    Metaforer el ej, så er der disse ligheder på de to ideologier, hvadenten du kan se det eller ej, og tillige indbyrdes forskelle – omend undertrykkelse og underkastelse er to vigtige faktorer for disse, deres forudsætning ligefrem.

    vi er nødt til at tage højde for menneskers forskellige udgangspunkt, hvor man med Marx i sin tid kunne udbryde: “Det er samfundets skyld”.

    Ethvert samfund begynder med og består af enkelte mennesker, og intimsfæren tog Marx sig ikke af, dvs tog højde for og dermed ikke, hvordan man så skulle gøre mennesker hoveder kortere end de egentlig kunne både præstere og leve med på en god måde.

    Hvis man da ikke lige aflivede dem.

    Ikke at mennesker ikke skulle have bedre vilkår – men det bør ikke ske ved hverken kastration el drab på andre i et sådant ærinde!

    Så – forhold dig til virkeligheden og se, at vi er nået en vis del fremad i Danmark, hvorfor også flere såkaldte arbejdere/socialdemokrater slet ikke er så røde – men mere blå og stemmer sådan i vore dage.

    Frihed og udvikling er sket siden dit gammelmands-projekt. Og – så har vi altså forskellig opfattelse af, hvordan freden bevares bedst muligt i Europa.

    Det kan vi så have forskellige forudsætninger for og viden om at mene noget om. BHL

  3. Af John Laursen

    -

    @ Kim Olsen d. 12/9 kl. 10.52

    Ja, og også sovjetkommunismens overfaldsangreb på Finland d. 30/11 – 1939

  4. Af Kim Olsen

    -

    John Laursen,

    Måske har alle disse overgreb, både på nationer og på egne borgere, slet ikke fundet sted!

    Måske er det hele bare løgnehistorier fra vesten, som “samlede fascismens fakkel op”.

    Lad os spørge en ekspert:

    Hvad mener Jørgen Villy Hansen?

  5. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg kom vist i mit ovenstående i afsnit 7 og 8 til at skrive JVS i stedet for JVM for Jørgen Villy Madsen, beklager.

    Men meget kendetegnende for mennesker, hvis de er for ideologisk fixerede, at de ikke kender tilstrækkeligt til nuancer og dermed ikke forholder sig til virkeligheden tilstrækkeligt, dvs vilkårene også nu og her for mennesker og ikke ser fortidens skader i f en konkret ideologi.

    Ligefrem overser – i betydningen ikke vil erkende! Det gælder såmænd også andre end JVM. BHL

  6. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Kapital skal der uao til – og ikke forudsætninger for korrupte styrer og en minimering for mennesker af deres også personlige kapital, der blot kan udnyttes og vil blive det og er blevet det af en statskapital!

    Undertrykkelse af enhver form giver altid oprør – men desværre er oprørerne desværre ofte parat til at undertrykke tilbage og videre frem, fordi de ikke selv har udviklet anden idé/er for egen og andres formåen i et samspil – og da slet ikke i en fremdrift og udvikling i større stil!

    Det giver i sig selv en langsommelighed og tabte muligheder for mennesker og deres samfund! Punktum!

    Men – Villy Jørgen Madsen!?

    Hvor har du egtl dine fine ideer til sådanne analyser fra!! Det kunne være interessant at vide lidt mere om – udover altså et godt hjerte i fredens tjeneste!?

  7. Af Niels B. Larsen

    -

    De kære sovjetkommunister overfaldt også efter aftale med en vis østrigsk malersvend med storhedsvanvid Polen i september 1939…

  8. Af John Laursen

    -

    Nej, der er ikke noget ved at skulle tage stilling til en argumentation, baseret på fordomme, uvidenhed og ønsketænkning,hvis formål tilsyneladende kun er, barnagtigt at tilsvine andre med skældsord og insinuere at andre har nogle meninger, ønsker og holdninger som de ikke har.

  9. Af Kim Olsen

    -

    Så hører vi slimede kældermennesker nok ikke mere fra Jørgen Villy i denne omgang.

    Konfrontation med virkeligheden kan være en grim oplevelse når man lever på en livsløgn.

  10. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Her endnu et enkelt lille pip der igen vil blive overdøvet af uartikulerede brøl fra de heldigvis få uheldge elementer, der dominerer denne spalte. Jeg håber stadig på, at der dukker en fordomsfri meddebattør op med lidt sund sans, men det ender nok med, at det hele er spildte guds ord på Ballelars.

    Når kommunister bliver angrebet, svarer de naturligvis igen med alt, hvad de har, og kommunister bliver angrebet. Allerede 1918 trængte amerikanske, engelske og franske tropper ind i Rusland for at hjælpe Zar-diktaturets hvide hær med at nedkæmpe den røde hær.

    Dengang som nu fandtes der et uudslukkeligt had til kommunismen. Personligt forstod jeg dengang ikke, hvorfor Vesten ikke ville hjælpe bønder og arbejdere med at slippe af med det umenneskeligt undertrykkende feudale styre under zaren.

    Fascismens aggressive had tvang kommunismen ud i den overlevelseskamp, der fødte stalinismen og de store udrensninger af dissidenter og kollaboratører, der samarbejdede med fascismen internt, dvs. borgerskabet eller kulakkerne, og eksternt, dvs. vestmagterne.

    Interessant er det, at USA, England og Frankrig senere investerede enorme summer i den tyske våbenindustri i velbegrundet forventning om, at den ville blive brugt mod kommunismen, som både Hitler, Vesten og fascismen, hvilket er det samme, hadede endnu mere end jøderne. Mens nazismen og kommunismen næsten udslettede hinanden så den vestlige fascisme begejstret til.

    Alt det står der intet om i Kommunismens sorte bog, som åbenbart er den eneste vore nyfascister har læst. Jeg håber stadig, at en dag vil ansvaret for myrderierne, for anden verdenskrig og den kolde krig blive placeret hos den vestlige fascisme, der tog æren for de sejre, der skyldtes russiske ofre.

    Amerikanerne har lært den tyske lektie. Målet er det samme, verdensherredømmet, og midlerne er stadig bomber, kugler, granater og missiler. Det nye er dronerne, der er humane, i modsætning til giftgas, hvis man skal tro USA, og så er de amerikansk producerede.

  11. Af Kim Olsen

    -

    Jørgen Villy,

    Personligt forstod jeg dengang (1918), hvorfor Vesten ikke ville hjælpe bønder og arbejdere med at slippe af med det umenneskeligt undertrykkende feudale styre under zaren.

    Hvis du allerede i 1918 reflekterede over vestens ugerninger, forstår jeg pludselig dine mystiske rablerier.

    Du må være omkring 100 år gammel…….

    Det ændrer nu ikke ved, at du karakteriserer EU modstandere, hvoraf en stor del befinder sig på venstrefløjen som slimede kældermennesker. Det må I selv ordne derude til venstre…

  12. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Der er vist ingen i Vesten, der har ment, at bønderne i Rusland skulle have frataget deres små jordlodder!

    Der er vist ingen i Vesten, der synes, at det selv i vore dage stadig er en god idé at spærre folk inde på forskellig vis og endog forhindre dem i at rejse frit og i det hele taget at handle frit.

    Dog – i vore dage må vi tage højde for elementer, der kan forstyrre og vil forhindre vores frihed.

    Og – så skal Vesten have Stalin og hans forbrydelser tørret af på sig!

    Det er sikkert også Vesten, der har sat Putin til magten og ligefrem ført hans krige og interventioner i forskellige regioner sydover og Vesten, der ønskede denne ‘ufuldendte revolution’, hvor hele Europa også skulle tvinges til kommunismens velsignelser.

    Verden er ikke sort/hvid – og alle krige kræver ofre, desværre, og så er der altså frihed til forskel, der kæmpes for og må forsvares for det enkelte menneske, så det kan handle og ånde frit i deres hjemlande.

    Det er så stadig ikke det russiske projekt, tør vi vist antage , hvorfor han heller ikke har været interesseret i Assads fald tidligt i denne uhyrlige borgerkrig – og hvordan i alverden skal et sådant bombet land og deres flygtede millioner af indbyggere nogensinde kunne vende hjem og være med til at bygge et land op i nogen form for frihed. Desværre er det vist kun nogle af oprørerne, der ville være mere parate til demokrati.

    N.Y. har en kronik af selveste Putin, der også gør obs på, at det ikke handler om demokrati. Se selv formuleringen!

    Bli’r det så araberne, der skal spæde til en fortsat Assad og/el den russiske stat og dens befolkning – til endnu et enten fortsat el nyt totalitært regime.

    Tak for debatten og de smukke ord – og velbekomme! BHL

    PS! Skulle JVM være i tvivl, så opsøg de studerende, der forlod universitetet p gr a den dominans diverse ’socialister’ i DK udøvede i deres oprør. Ikke pænt og slet ikke demokratisk – men ned med disse professorer, disse faderfigurer!

    Det er metoden i en ændring til ‘frihed’! Velbekomme for en sådan tankegang, selv i 1980’erne på Kbh’s Universitet og en ensretning i tankegang var man også parat til, hvor det har skadet diverse studier i årtier fremad, før der blev rettet noget op, så det kunne handle om selve studierne og ikke nærmest kun ideologi, altså én bestemt!

    Der er ingen i DK, der ikke tænker på, at mindre bemidlede skal kunne være her og have lige muligheder, hvor det kan lade sig gøre. Derfor en frihed i vestlig forstand og ikke i en fx russisk, der ikke handler om frihed for den enkelte – men frihed til systemet/regimet.

    Positivt – at Rusland kom på banen; selv om de blokerede i FN i starten. Det har kostet – måske Syrien og dets folk muligheden for noget nyt og bedre, da oprørerne i starten blot fredeligt gjorde Assad obs på flere forhold, hvor han greb til våben for at bekæmpe disse!

    Fredeligt til en start, så angreb fra statens side!

    Det er dét, Putin vil holde ved magten, som dets stadig ’stærkeste allierede’, som han har udtrykt forholdet til Assad og regimet dér, selv om han har ret i den endog særligt komplicerede situation i forhold til endnu flere krige og lande involveret.

    Det er i det hele taget dét, ideologisk fixerede regimer går ud på, hvor modstanderen skal udraderes og ikke kunne leve side om side med denne ideologi’s mennesker, der jo står under. Meget smukt og velbekomme.

    Umuligt sådan at tage verdenshistorien og alle dens forskellige forhold på ligefrem én gang; men jeg tror nu ikke, at Vesten vil påtage sig nogen skyld for hverken overgreb på russiske bønders fredelige levevis med deres selv-ejede lodder, fordi ingen måtte eje noget – slet ikke jord, ifølge ideologien – el nutidens uhyrligheder med drab også på de mennesker, der ser ufriheden og er modstandere af uhyrlighederne!

    Slut herfra – og det står jo en JVM fuldstændig frit at deltage i så kedeligt et selskab, som blogge og andet på denne avis.

    Det handler om frihed, og det kan jo være slemt at skulle forsvare, især hvis man kun ønsker frihed for sig og sine og ikke andre mennesker.

    Så – er vi godt nok på den, hvis vi ikke kendte til konsekvenserne og kunne gennemskue dette. Gennemskue er der næppe tale om – det er så åbenbart verden over; men ikke for gammel-kommunister, der lever i fortiden, fremfor at komme lidt videre – og frihed til mennesker i tanke, ord og handling, så længe de ikke dominerer og forhindrer andre vel at mærke.

    Og – det kniber det med verden over i større el mindre grad. Med mennesket tænkes ikke med, respekteres ikke, og hvor folk i Syrien nu er ved at blive apatiske, ifølge journalisten Puk Damsgård, der nu har rejst rundt i Syrien i 1 1/2 år, hvor de føler sig svigtet af Vesten – om end de synes, at det er fint, at disse kemiske våben skaffes af vejen – men de er ikke interesseret i Assad.

    Underligt – ikke?

    Mennesker bryder sig naturligt ikke om fascistiske styrer. Længere er den ikke – og er heller ikke interesseret i, som i Sovjet-tiden, blot at få et andet undertrykkende styre lagt henover og nedover sig!

    Det fatter JVM desværre ikke – man kan kun have ondt af overgreb på mennesker, hvis man er kommunist og interesseret i en sådan ideologi og dens følger.

    Ned med nakken – alle mand, undtaget despoterne i sådanne styrer. De og deres tilhængere er desværre uden for rækkevidde. Så dermed – slut herfra! BHL

  13. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    @ Birgit Hviid Lajer. Din pludren giver ingen mening.
    Uden EU, intet Europa. Det kan intet rokke min tro på. Europas fremtid er EU. Kun et forenet Europa vil kunne sende de 100 000 amerikanske besættelsestropper i de europæiske kaserner hjem til Texas og deres naturlige miljø. Kun det forenede Europa vil være kunne sende islamisterne ud af Europa og hjem til deres naturlige miljø i Kalifatet og kun et enigt Europa vil kunne modstå den lammende asiatiske økonomiske indtrængen.

    At opretholde nationalistiske småstater er europæisk kulturs selvmord – hurtigt og smertefrit, men alligevel – ville det ikke bare være lidt synd? Europa er omgivet af voldsomme undergravende kræfter, der kræver en samlet aktiv modstand af europæere. Kun massiv støtte til EU vil gøre det muligt.

    Europæere hverken kan eller vil for evigt acceptere amerikansk militarisme, arabisk fundamentalisme eller asiatisk ekspansionisme i Europa. Ingen europæer vil til gengæld blande sig i, hvad amerikanere, arabere, asiater eller andre foretager sig hjemme hos sig selv, blot de holder det hjemme.

    Det er frihed. Det skaber fred. Det er humanisme.

  14. Af Kim Olsen

    -

    Jørgen Villy,

    Jeg er ikke i tvivl om, at du er et godt menneske, som ønsker det bedste for den fremtid, som du ikke kommer til at opleve (du er jo efter eget udsagn omkring 100 år gammel :).

    Kan du ikke lige forklare mig noget:

    Du skriver:

    “Det er frihed. Det skaber fred. Det er humanisme.”.

    I andre sammenhænge er dogmet, at socialisme og kommunisme er humanisme.

    Er det baggrunden for, at det på venstrefløjen er helt legitimt at stemple dem, som man er politisk uenig med som “slimede kældermennesker”?

    Er rationalet, at hvis man ikke er enten socialist eller kommunist, så er man pr. definition ikke humanist og måske ligefrem inhuman? Og at det derfor er helt logisk, at man er et slimet kældermenneske fra kloakkens dyb?

    Jeg håber virkelig, at du vil tage dig tid til at svare mig, for jeg vil gerne forstå mekanismerne bag dine og andres stigmatiserende og nedgørende udsagn.

    God weekend til dig – også hvis du ikke synes det er umagen værd at prøve at konkretisere/argumentere for mærkaten “slimede kældermenensker” som du hæfter på debattører herinde.

  15. Af Kim Olsen

    -

    Jørgen Villy

    Dine visioner om et storeuropa er såmænd bare en større nationalstat.

    Grænsebommene flyttes fra sønderjylland til Adriaterhavet og Gibraltarstrædet.

    Det er nationalisme blot i en større målestok.

    Europa vil altid eksistere – uanset om lande knytter sig tættere eller løsere til hinanden.
    Udsagnet er tåbeligt.

  16. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jørgen Villy Madsen

    Jeg ved faktisk ikke, hvad du bilder dig ind og tror dig berettiget til en sådan tonart. Må jeg bede mig fritaget, fordi du ikke kan komme med bedre.

    Vi skal ikke være og er ikke enige med USA i alt, eller England; men vi deler visse demokratiske værdier og retten til liv i frihed osv. med også USA.

    At vi har fået nok af fremmede i Europa, antallet – er vist eklatant i de forskellige lande, der selv sørger for, hvad de har af muligheder og interesser, hvor folk er mere el mindre lette at integrere mm – som vi gør det i DK.

    Der er alt for store forskelle i vore kulturer, når det kommer til religion/er’s dominans, så vi har én gang for alle fx fravalgt katoliscismen, og som jeg tidl skrev, modtaget mennesker fra de forskellige europæiske lande af den grund, såvel som der er visse af disse, der ikke helt har gjort op med deres hang til det totalitære.

    Og – vi ved aldrig, hvem der skal sidde på magten i et Europa, hvis vi gør det overnationalt. DERFOR!

    Helt ærligt – jeg ønsker ikke yderligere fra din side, du fik en advarsel. Og der er desværre ikke flere herfra! Der er tonarter, jeg ikke gider spilde min tid yderligere på!

    Socialisme/kommunisme er en ideologi, hvor der sættes
    loft over mennesker og en ensretning, ingen kan være interesseret, da næppe flere hundrede millioner el i andre samfund tilsammen milliarder af mennesker kan have el være under én og samme paraply i en opfattelse af dit og dat for et samfund.

    Det er de mange ideer, når det er frugtbarest, der gør udslaget – og alverdens fremmede kan vi nu engang ikke implementer i et Europa uden at udslette os selv; men fremmede er i sig selv ikke et onde, hvor de kan integreres og ikke modarbejder, hvad vi især i Norden har vundet af frihed.

    Andre lande igen er ikke intersseret i at skulle hæve stemmen og gentage ’successen’ fra hverken WW1 el WW2.

    Du er uforskammet og hylder en ensretning, jeg i hv f ikke går ind for! Punktum! BHL

  17. Af John Laursen

    -

    @ Jørgen Villy Madsen d. 13/9 kl. 10.47

    Det geografiske Europa består af nationalstater som har udviklet sig til demokratiske nationalstater, store som små. Hvis man forestiller sig at europa`s demokratiske nationalstater forsvandt og dermed den enkelte europæers identitet, selvværd og sprog,hvem skulle så repræsentere den enkelte Europaborger? Politikere/ diktatorer som ikke kan gøre sig forståelig overfor europaborgerne på et sprog som de alle forstår ?

    Sådanne forhold for europaborgerne ville kun en diktator og hans/ hendes centralmagt kunne forsøge sig med at styre med militærdiktatoriske magtmidler.

    Europa, eller europa`s forenede stater giver ingen mening, ej heller en menneskeværdig fremtid, uden nationalstaterne.

    Når således europæerne er blevet umyndiggjorte, identitetsløse og sprogløse vil det være barneleg for islamisterne at overtage fallitboet og erstatte det med islam, sharia lov og kalifatet Europa.

    Er det det du ønsker dig ?
    Og hvad med børnene som ikke selv kan bestemme ?

  18. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    @ Kim Olsen.
    Undskyld udtrykket slimede kældermennesker. Det er ikke personligt ment, men hører ikke hjemme i debatten. Det er under lavmålet. Tak fordi du gjorde opmærksom på det. Det gentager sig forhåbentlig ikke.

    @ John Laursen.
    Min farmor er svensk og der er mistanke om andet fremmed blod i slægten. Jeg har altså ikke rent arisk – eller dansk – blod i årerne og føler mig som svensk, dansk og europæer. Risikerer jeg gaskammeret, hvis nationalistpartiet om kort tid får magten her i landet, fordi mine forfædre havde været uden for sognet? Det ser ud som nationalistpartierne ligesom i trediverne går frem overalt i Europa. Skal jeg flygte fra Europa, hvor jeg trods alt føler mig hjemme, eller skal jeg blive og tage kampen op?

    Netop nu bygges der moskeer overalt i Europa. Islamisterne overtager lige nu Europas splittede fallitbo, nationalstaterne, der åbenbart hverken vil eller kan ikke hindre det. Et forenet Europa kunne rive dem ned og sejre i den efterfølgende konflikt. Småstaterne får ikke engang chancen.

    Jeg vil hverken acceptere et islamisk Europa, et nationalsocialistisk Europa eller et stalinistisk Europa. Demokratiet er ikke en dansk, men en europæisk samfundsmodel, som europæerne aldrig slipper igen, selvfølgelig vil demokratiet også fungere og fungere bedre i det forenede Europa. Jeg ønsker et forenet demokratisk Europa for mine børn. Det vil jeg kæmpe for med åben pande.

  19. Af Kim Olsen

    -

    Jørgen Villy,

    Du er sq et mandfolk.

    Selvom vi ikke er enige, så langt fra, vil jeg ønske dig en god weekend!

  20. Af John Laursen

    -

    @ Jørgen Villy Madsen

    Selvfølgelig skal du ikke flygte fra Europa, men blive og tage kampen op.
    Du risikerer ikke gaskammeret på grund af europæiske nationalistpartier, for nationalisme er ikke racistisk.Racisme er baseret på raceteorier og en raceideologi med den opfattelse, som aldrig har kunnet dokumenteres videnskabeligt, at der til de ydre træk der kendetegner en bestemt race også svarer særlige psykiske træk, og at nogle racer er bedre udstyret end andre.
    Nationalisme har ingen raceideologi men er kendetegnet ved at hævde det egne folks særpræg, værdi og ret til selvbestemmelse m.m. samt fædrelandskærlighed og patriotisme.

    Racisme finder du ikke i egentlig nationalisme, men i nationalsocialismen; nationalsozialistische deutsche arbeiterpartei,som havde udviklet raceteorier og en raceideologi, udviklet og ledet af personer som Alfred Rosenberg og Julius Streicher.

    Nationalisme, og patriotisme er af væsen værdiforsvarende, og har ingen raceteorier eller raceideologi.

    Jeg ønsker et samarbejdende demokratisk Europa ikke et kastreret, handlingslammet og diktatorisk Europa, med ufrie, kuede menneskemasser, for et sådant Europa kan ikke overleve, ej heller sejre over islam. Og jeg ønsker et demokratisk, frit, selvstændigt og lyst og venligt Danmark at bo i.

    Det vil jeg kæmpe for.

  21. Af John Laursen

    -

    PS
    @ Jørgen Villy Madsen

    Husk på at fjorten dage efter at nazityskland havde invaderet Sovjetunionen d. 22/6 1941, holdt Stalin en radiotale til det russiske folk, hvor han i stærke vendinger appellerede til det russiske folks nationalfølelse og patriotisme – det var han nødt til. Og det russiske folk var yderst patriotisk,hele krigen igennem. Så undervurder ikke den nationale patriotismes betydning for overlevelse og sejr.

  22. Af John Laursen

    -

    PS
    @ Jørgen Villy Madsen

    Det er ikke for ingenting at russerne ikke taler om “Den anden verdenskrig” men om ” Den store fædrelandskrig “. Det var ikke kommunismen de kæmpede for men deres fædreland.

  23. Af Niels B. Larsen

    -

    Jørgen Villy Madsen: “Jeg vil hverken acceptere et islamisk Europa, et nationalsocialistisk Europa eller et stalinistisk Europa.”

    Fuldstændig enig!

    Jeg er for øvrigt heller ikke arier, men et produkt af en polsk krigsfange på vej hjem fra Norge og en dansk sygeplejerske. 🙂

Kommentarer er lukket.