Myndighedsproblemet i Villy Sørensens gendigtning af syndefaldsmyten

Af Kasper Støvring 24

Her på bloggen skal det også handle om litteratur en gang imellem, og i år er det 60 år siden, at Villy Sørensen udgav sin novelle ”Det ukendte træ” i samlingen Sære historier. Holder novellen stadig i dag? Er dens budskab stadig lige vedkommende her 60 år efter? For at svare på de spørgsmål, må novellen først analyseres.

Handlingsforløbet

 

Handlingen i novellen er ganske enkel og giver med det samme læseren mulighed for at identificere den som en gendigtning af Bibelens syndefaldsmyte. Men det er, skal vi se, en modernistisk gendigtning, der radikalt omvurderer den oprindelige myte. I paradiset, ”kongens have”, lever en gartner med sin søn. Midt i haven står et pragtfuldt, men ukendt træ, som gartneren har forbudt sin søn at klatre i. Sønnen trodser faderen og overskrider forbuddet ved at klatre op i træet, hvor han endelig bliver ikke bare nærmest, men fuldkommen lykkelig. Faderen befaler drengen at komme ned, men sønnen hverken kan eller vil føje ham. I stedet falder han naturlig-vis ned i efteråret, når løvet falder fra grenene, men skyder op igen med et nyt træ, der blomstrer i foråret. Gartneren beslutter sig nu for at fælde det ukendte træ med det fatale resultat, at sønnen falder ned og dør. Kongen udviser gartneren af haven, og den gamle gartner får en tjans som medhjælper på kirkegården. Ved sønnens begravelse vander faderen kisten, og et nyt træ skyder op med drengen i toppen. Træet når helt ind i himmelen, og faderen udbryder: ”Hør, han synger endnu” (Sørensen 1989: 34), imens folk ser skråt ned i jorden for at undgå den tilsyneladende sindssyge mands blik.

 

Faderen

 

Lad os se på novellens centrale skikkelser og selve centralsymbolet. Gartneren er som kongen fremmed for sin egen natur. Kongen har ikke tid til at passe haven – han plejer ikke sin egen natur – og ansætter gartneren, fordi denne er så dygtig til sit fag; han kender alle træernes latinske navne, men ikke navnet på det ukendte træ. Som specialist står han fremmed over for træet og alt, hvad det symboliserer – om end han fornemmer det (for ham) fatale i, at sønnen klatrer i det (han er ”urolig over sin søns forsvinden”, Sørensen 1989: 28, se også Elbirk 1972). Derfor udsteder han forbuddet.

At Gartneren er en ekspert, vil i det Sørensenske univers sige, at han er dum på livet og sit eget følelsesliv, dvs. han forstår ikke naturen, som han med sit intellekt splitter ad; han sønderhugger naturen ved hjælp af en økse og opdeler den ved hjælp af fagmandens fremmedord. Helt tydelig fremgår hans fremmedgørelse af, at han ikke kender det ukendte træs navn. Han taler ikke højt om træet, vælger altså at fortrænge det ukendte og truende (Sørensen 1989: 27). Træet fremkalder ydermere angst og kvalme, hvilket røber sig i den måde, han – med omvendt ordstilling – tiltaler drengen: ”Du dumme dreng, råbte gartneren med vred stemme, når det bliver frost og kronen bliver tom for blade, falder du jo ned og brækker dig din hals.” (Sørensen 1989: 29). Det er netop gartneren, der føler kvalme ved træet, ”brækker sig”, fordi det rummer den fortrængte seksualitet (Bonde Jensen 1978). Gartneren står grundlæggende i et misforhold til både livet og sin egen søn. ”Blir du da aldrig voksen”, siger gartneren (Sørensen 1989: 30) til sønnen, der er klatret op i træet. Deri ligger en fin ironi, for dét er netop, hvad sønnen er ved at blive. Sønnen er ved at løsrive sig og søger den enhed mellem følelse og intellekt, der er kløvet hos de voksne.

Gartnerens misforhold til sønnen og til sig selv skyldes, at han er afhængig af kongen og står – som brandinspektøren og alle andre voksne i dette univers – i et absolut lydighedsforhold til kongen. Gartneren forventer den samme afhængighed og lydighed af sin søn, som han har opdraget til at blive gartner som sig selv. Han accepterer med andre ord ikke sin søns løsrivelsesforsøg, hvilket skal vise sig at blive fatalt. Med Villy Sørensens begrebspar fra bogen Kafkas digtning (1968), kan man sige, at gartneren er helt sin funktion og har ingen eksistens.

 

Sønnen

 

Gartnerens søn giver udtryk for driften mod (selv)bevidsthed og selvstændighed, mod at realisere sin eksistens; hans løsrivelsestrang drager ham mod de ukendte muligheder, som træet symboliserer. Hans forhold til træet har ikke karakter af afvisning og fortrængning, men af nysgerrig søgen. Han er utilfreds med at gå ude på vejen, ”kun når han kom til det ukendte træ, som var det eneste træ faderen havde forbudt ham at klatre i, blev hans næse usikker og bevægede sig som en urolig blodpuls, så forunderlig var de solhvide blomsters duft.” (Sørensen 1989: 28). Den bløde næse er et fallossymbol, og dens urolige bevægelser viser, at han står i pagt med træet, der selv er et fallossymbol. Drengen er frustreret over, at han ikke må spille bold i haven, hvilket både betyder, at han ønsker at lege og bolle (jf. Bonde Jensen 1978): Det er den vågnende seksualitet, der så at sige er på spil, og når drengen ifører sig snabelsko for at kunne komme op i træet, har det flere betydninger. Snabelskoene er et fallossymbol, et middel til at bestige træet (det er ikke ved hjælp af slangens fristelse, men ved hjælp af elektrikerens sko, at forbuddet overtrædes) og et symbol på kreativitet: Det er gøglere, dvs. kunstnere, der bærer snabelsko.

Drengen søger netop at forene krop og ånd, drift og kunst, hvilket i Sørensens univers vil sige, at han søger at tilfredsstille et af menneskets dybeste behov, nemlig behovet for at give udtryk for sig selv, for at udtrykke sig (drengens sang i trætoppen lyder da også ”forunderlig skøn” ligesom kunst). Sønnen gør sig til ét med træets kræfter, der stræber både ned og op, mod jord og himmel, det lave og det høje. At det netop er i træets blomstringsfase og drengens overgangsfase (puberteten), at den fatale ulykke indtræffer, sker med følgelogisk nødvendighed: Drengen får ikke lov at fuldbyrde sin udvikling mod en harmonisk integration af modsætningerne i sin natur.

 

Træet

 

Det ukendte træ er ikke blot centralt placeret i haven, det er også historiens centralsymbol, og som sådan symboliserer træet alle de potente energier samlet i ét: mulighederne for forvandling, modning og forløsning. Da drengen klatrer op i træet udvikler hans stemme sig (den går i overgang), og idet han bliver ét med træet, føler han sig som sagt omsider fuldt ud lykkelig og fri. Det udtrykkes ved de rige og mangfoldige sansninger, der er forbundet med træet og med drengen i trætoppen: Det er et smukt syn, og der udgår en forunderlig duft og den skønneste sang. Træet er naturligvis også et symbol på eros, som Villy Sørensen i sit forord til Søren Kierkegaards bog om den biologiske kønsmodning (seksualiteten) og dens psykiske aspekter (friheds- og angstfølelsen), Begrebet Angest, definerer som forsoningen af drift og ånd. At træet er knyttet til drengens vågnende seksualitet, fremgår af beskrivelsen af træet som et fallossymbol (Sørensen 1989: 27): Det er vertikalt oprejst, loddent, slimet, og dets hvide blomster i toppen ligner en sædudløsning, det metaforiske udtryk for den orgiastisk lystfyldte oplevelse, drengen har af at tage træet i besiddelse.

Ligheden med kundskabens træ i den oprindelige syndefaldsmyte er også tydelig, om end der foregår en omvurdering hos Villy Sørensen. Når der opstilles et forbud mod at klatre i det ukendte træ og så at sige spise af dets frugter, betyder det, at mennesket ikke må lære sin sande natur at kende og blive et individ på godt og ondt, altså blive selvstændigt. I historien skildres denne udvikling af selvbevidstheden og individets dannelse af sine egne moralske normer netop som et vilkår, som en del af et naturligt opvækstforløb, ikke som en forbrydelse eller forsyndelse. Den, der forbryder sig, er derimod gartneren, faderen, der både udsteder forbuddet og forsynder sig mod både den jordiske og himmelske orden (kongens diktat og paradisets love) ved at fælde træet, hvormed han knægter sønnens mulighed for naturlig opvækst. Gartneren er da også den, der udstødes af haven.

 

Afslutningen

 

Novellens afslutning er knyttet til fremvæksten af endnu et nyt træ på kirkegården. Ved fældningen af det ukendte træ falder sønnen ned og dør; det er novellens egentlige syndefald. Faderen får derefter ”blomster i håret efter de sindssyges skik” (Sørensen 1989: 33), hvilket viser, at hans gerning ikke blot er forkert, men også at han fortryder den: Blomsterne udtrykker en dunkel og ubevidst drøm om ny vækst (jf. Bonde Jensen).

Faderen vander da træet, som sønnen har fortalt ham, at han skal. Faderen accepterer altså på dette punkt løsrivelsesbestræbelsen, og han kan først gøre det på dette sene tidspunkt, hvor han selv er løst fra sine egne autoritære bindinger, altså fra kongens myndighedsudøvelse; det er jo kongen, der har forvist gartneren fra haven. Men da er det altså også for sent (se også Elbirk 1972). Sønnen er død, han selv er forvist, og det nye træ, der skyder op fra drengens kiste, vokser ikke i paradisets have, i kongens have, men på kirkegården og er som sådan ikke forbundet med liv, men med død. Det nye træ er desuden, skønt velduftende, blot en afglans af de oprindelige, ukendte træer. Om dette nye træ hedder det, at ”det forsvandt så højt oppe i himlen, at intet syn kunne følge med.” (Sørensen 1989: 34). Det er sønnens genopstandelse, vi er vidner til, men novellen lader det stå åbent, om faderens tro på, at sønnen sidder i toppen og ”synger endnu”, blot er et udslag af sindssyge. Novellen er dog tættest på en egentlig religionskritik, hvilket er emnet i det følgende.

 

Gendigtningen af syndefaldsmyten

 

Vi kan nu søge at samle analysens adskilte dele i en syntese, vurdere novellens budskab (ja!) og sammenligne den med den oprindelige, bibelske syndefaldsmyte. For det første er det tydeligt, at novellen skildrer tre slags fald: Sønnen, der falder ned fra træet (men genopstår i foråret), faderen, der fælder træet, hvilket er det egentlige, tragiske og fatale fald, og sammenfaldet af fald er da faderens fatale hug, der – i overført betydning – lemlæster sønnen og forhindrer hans naturlige vækst. Heri ligger novellens udsagn om fædrenes brøde, arvesynden: Det er forældrene, formynderne, der arver deres formynderes forkvaklede holdninger, der kommer af deres fremmedhed over for deres egen natur, og siden selv viderefører dem til de kommende generationer.

At sønnens første fald ikke er fatalt, men en naturlig proces, ses i form af genopstandelsen: Han vokser op om foråret sammen med, forenet med, et nyt træ, blot gartneren vander det. Det er denne positive enhed mellem far og søn, symbiosen eller gensidigheden symboliseret ved vandingen, der brydes i den fatale fældning, hvorefter faderen for alvor og negativt forstået skilles fra sin søn. Den almindelige – eller det, der burde være den almindelige – vækstfase har altså karakter af organisk udfoldelse, og det egentlige syndefald, faderens fældning af det ukendte træ, er et symbolsk udtryk for, at faderen ikke respekter – eller med et ord, der er blevet moderne: anerkender – sønnens naturlige trang til selvstændighed og løsrivelse (sønnen hverken kan eller vil komme ned fra træet). Løsrivelsesprocessen mislykkes, sønnen dør, og faderen bliver sindssyg.

Novellen har slående ligheder med den bibelske syndefaldsmyte. Også Sørensens myte foregår i en have, hvor der eksisterer et træ med ukendte kræfter, og også hos Sørensen udstedes der et forbud, der overtrædes – ikke via en slanges fristelse, men med hjælp fra elektrikernes (og gøglernes) snabelsko – hvorefter der foregår en uddrivelse. Men nok så interessant i Sørensens gendigtning er de forskelle, der så at sige falder i øjnene: Der foregår, som bl.a. Jørgen Bonde Jensen har bemærket, en omvurdering af den kristne myte. Træet splitter ikke, men forener som et livets træ godt og ondt, himmel og jord, ånd og kød. Det er gartneren selv, der påfører sig skyld ved at udstede forbuddet og ved at straffe den, der overtræder det; det er ikke kongen (Gud). Skylden er selvpålagt, og dermed siger novellen også, at skylden, eller rettere arvesynden, kan ophæves gennem en etisk holdningsændring. Faldet er ikke naturnødvendigt. Så den centrale skyldproblematik, som en syndefaldsmyte jo omhandler, viser, at det er faderen, der er den skyldige, ikke drengen; sønnen er uskyldig og et offer for faderens overgreb. Novellens bærende ide om ”arvesynd” har at gøre med et forkvaklet og forkvaklende umyndighedsforhold (et autoritært afhængighedsforhold mellem konge-gartner-søn), der skyldes opdragelse og socialt miljø og altså netop ikke er naturnødvendigt. Der er ikke tale om egentlig arvesynd. Faderen har overtaget et skyldkompleks fra kongen, og skønt sønnen – muligvis – genopstår til sidst, sker det i bleg afglans og i det hinsidige. Det er udlagt: sønnen er blevet lemlæstet, præget af samme kompleks.

Afslutningsvis må det med, at novellen også rummer andre allusioner til Bibelen ud over syndefaldsmyten, det gælder bl.a. lignelsen om den fortabte søn og Kristi lidelseshistorie: Mennesket kan ikke acceptere det fuldkomne, vidunderbarnet, men må korsfæste det og leve med skylden over at have gjort det; også drengen ”genopstår” som Kristus, men de efterladte lever i fortvivlelse. Også i den forstand er der hos Sørensen tale om en art kuperet kristen lignelse. Disse allusioner handler alle om forholdet mellem far og søn, at man er skyldig over for sin skaber, og at man må gøre det forbrudte godt eller søge tilgivelse herfor (jf. Elbirk 1972).

 

Den historiske betingethed

”Det ukendte træ” hører til blandt de mest kommenterede noveller i Villy Sørensens forfatterskab. Det skyldes selvfølgelig, at det er en aldeles glimrende lille historie, fortalt i et levende, fabulerende og humoristisk sprog, som det sømmer sig for Villy Sørensen. Dens problematik er stadig relevant, ja, vel evigt relevant, om man tør sige det.

Men alligevel har læserne af novellen, bl.a. Jørgen Bonde Jensen og Inge Elbirk, som jeg selv har draget nytte af i min analyse, overset, at der også ligger nogle begrænsninger i novellen. Det har at gøre med, at man kan læse en historisk betingethed i novellens budskab om, at forbud fører til lemlæstelse og manglende integrering af seksualiteten, samt at manglende accept af barnets frigørelsesproces kan være fatal.

Det var vel et oplagt budskab i 1950’erne, men spørgsmålet er, om novellen, i hvert fald i dette perspektiv, stadig er aktuel i den kultur, nutidens læsere lever i, som ikke er defineret ved forbuddet, men snarere ved tilladelsen, ved manglen på autoritet og vertikalitet. Det synes som om, at for megen frigørelse også kan lede til, om ikke lemlæstelse, så dog forvirring og tvangsneuroser. Måske er det snarere den gamle, bibelske myte, der taler sandt ind i vores egen tid?

 

 

Litteratur

 

Behrendt, Poul 1967: ”Det ukendte træ: Villy Sørensen som fortæller” i: Kritik 3, Kbh.

Bonde Jensen, Jørgen 1978: Litterær arkæologi, Kbh.

Elbirk, Inger 1972: ”Det ukendte træ” i Dansk Udsyn, Askov

Jensen, Henrik 2006: Det faderløse samfund, Kbh.

Sørensen, Villy 1960: ”Indledning” til Søren Kierkegaard: Begrebet Angest, Kbh.

Sørensen, Villy 1968a (1962): ”Indledning” til Karl Marx: Økonomi og filosofi, Kbh.

Sørensen, Villy 1968b: Kafkas digtning, Kbh.

Sørensen, Villy 1976: Seneca, Kbh.

Sørensen, Villy 1979 (1959): Digtere og dæmoner, Kbh.

Sørensen, Villy 1989 (1953): Sære historier, Kbh.

Sørensen, Villy 2002: Talt, Kbh.

Støvring, Kasper 2006: Det etiske kunstværk, Kbh.

Støvring, Kasper 2010: Villy Sørensen og kulturkonservatismen, Kbh.

Støvring, Kasper 2013: ”Villy Sørensens opgør med kulturradikalismen og velfærdsideologien” i: Anne-Marie Mai (red.): Kættere, kællinger, kontormænd og andre kunstnere, Odense

 

 

 

[indlægget er opdateret november 2014]

24 kommentarer RSS

  1. Af Ejvind Johansen

    -

    Dejlig analyse, men uden at have læst grundlaget for analysen, synes jeg, at de fremhævede allegorier kan anvendes langt uden for syndefaldsberetningen.

    Der indgår en række aktører; de konservative, som ønsker at bevare et kredsløb i en kunstigt skabt atmosfære ved alle midler (kongen og gartneren); fantasten (gartnerens søn); de uengagerede eller uansvarlige hjælpere (elektrikere og gøglere), de kunstige hjælpemidler (snabelskoene); den ukendte vej inden for det kunstige miljø (træet), utopien (de hvide blomster); genopstandelsen ved hjælpemidlerne fra den kunstige atmosfære (træet, som gror af sønnens grav).

    Mit første indtryk er derfor, at novellen kan tolkes som en selvmodsigende forudsigelse af nutidens samfund og de politiske strømninger, der driver samfundet.

    Både samfundets top og samfundets lavere klasser regerer med konservatisme og kan ikke forestille sig en utopi inden i eller uden for den kunstigt skabte sfære.

    Autonome sætter egne små dagsordener med utilstrækkelige eller farlige midler – sønnen bruger snabelskoene og klatrer op i det forbudte træ, som blot er et blandt flere i den kunstige sfære.

    Professionelle hjælpere deltager uden ansvarlig deltagelse på samme måde som visse rådgivere inden for mange fag – de farlige snabelsko overgives til den ukyndige søn.

    Kendetegnende for modstanden er, når utopien ikke kan identificeres efter hidtidige erfaringer – man kender ikke dens latinske navn, udstedes restriktioner, som skal hindre adgangen til utopien – træet fælles endeligt, hvis de lavere klasser råder.

    Yderligere kendetegnende er modstanden mod at ville lære af mislykkede eksperimenter – sønnen begraves og træet fælles.

    Og skulle der endelig kunne forestilles noget udbytte af dette mislykkede eksperiment, vil det blot være en variant over noget kendt fra den kunstige sfære – her fremstår det selvmodsigende.

    Og stadig er ingen lykkelige.

  2. Af Uffe Staulund

    -

    @ Ejvind Johannesen,

    Flot repliceret på et godt Indlæg fra Kasper, som jeg sympatiesere med for det meste.

    Det dejligt at komme ud af LLR debatten.

  3. Af Maria Due

    -

    Forældre er altid på en umulig opgave og må håbe på deres børns tilgivelse. Og omvendt. Uanset.

    Det gik først på et sent tidspunkt op for mig, at forholdet mellem sønner og fædre er umådelig tabubelagt og kompliceret. I den grad, at det i bedste fald ikke kan diskuteres på en tilgivende måde før sent i tilværelsen. Se blot til Knausgaard, den stakkel. Alle de ord og konen på psykiatrisk.

    Til alle sønner anbefaler jeg Lars Henriksens ”Min Far – sønner fortæller om livet med deres fædre”, der beretter om denne urkamp mellem urkrafter, og alle fædre og sønner elsker sikkert hinanden.

    Fortællerne er kendte mænds sønner.
    Møllehaves søn fortæller om at være ven med katastrofen, og Jørn Utzons om at have behov for terapi, fordi ens far var perfekt til tiden. Eller overperfekt. Jes Dorph-Petersen ser ud til at være gået i sin fars fodspor, og forleden skred han til alteret med en hvid brud i grønne sko, hvis lange kjole var slidset op til skridtet. Foran. Det må have været underligt at stå oppe i koret, men hun havde angiveligt reddet en søn ud af angstneurosens værste klør, og så kan meget jo tilgives. Poul Hardings søn giver stadig udtryk for en del bitterhed over at være vokset op i et hjem med en asketisk seksualmoral. Og en af gamle P.G.’ sønner fortæller om de fire Lindhardt sønners og brødres fælles kors, om hvordan de alle fire en overgang blev duknakkede og foroverbøjede ligesom deres far, selv om der – i modsætning til hans ryg – ikke var noget i vejen med deres rygge. Endvidere om at åbne en konto hos bageren i sine forældres navn og på tærsklen til støvets år stadig at være bitter over, at de ikke lagde mærke til, at man blev tykkere og tykkere endsige var i stand til at skælde ud. Desuden var der jo det med Helvede, som deres far afskaffede, og som bragte alverdens ulykker over dem.

    Bogen anbefales Ikke mindst til meget ventreorienterede, hvis de da ellers tør tro på, at at borgerbørn fra gennemgående velbjergede hjem også kan være en slags mennesker og have modgang, selv om penge ikke spiller en dominerende rolle, og de gode viljer er til stede i rigt mål.

    saxo.com/dk/min-far_lars-henriksen_indbundet_9788770630108

    Som barn fik jeg læst H.C. Andersens eventyr højt, men jeg syntes bedre om Grimms, og det opfatter jeg i dag som et kærnesundt træk. Der var et eller andet galt med HCA, syntes jeg, men vidste ikke hvad. Det ved jeg i dag.

    Folkeeventyr har dsiden antikken fortalt os de samme historier om livets gang og især modgang på en mindre neurotisk måde´end HCA. De græske myter hører til de mest desillusionerede, og på Olympen sad guderne og lo over al den dårskab. I sammenligning med dem virker Villy Sørensen noget altmodisch og passé, synes jeg, id et mindste hvis man blot fokuserer på seksualiteten.

    Tilfældet vil, at jeg i skrivende stund bruger et maleri af den norske kunstner Theodor Kittelsen som ”skrivebord” på min pc. Det forestiller en prinsesse ridende på en bjørn på vej ud i den store skov. Det kunne også have været en prins, for alle må vi jævnligt op på bjørnen og helt ud i skoven, hvis vi da ellers har mod til det.

    Det var også Kittelsen, jeg tyede til, da Breivik slog til. Da postede jeg i en kommentar Kittelsens billede af nøkken, den destruktive kraft, der lokker ved det bundløse vand i form af en vidunderlig hvid hest, som drengen kaster sig op på, og som drukner ham, ”Gutt på hvit hest”. Folkeeventyrerne er jo heller ikke sarte.

    Vi behøver ikke at forstå alt, og Adam og Eva kom heller ikke til det, da de spiste af kundskabens træ og blev ofre for den straffende Jahve. Men på den anden side ønsker vi vel heller ikke at leve til evig tid i total og selvvalgt enfoldighed? Uffe Ellemann-Jensen, Stine Bosse, Anna Mee Allerslev m.fl. har på det seneste givet et eklatant eksempel på, hvor tåbeligt det virker.

    Angående giftermål og parforhold oplever vi i dag en klam modedille, hvor kendte mennesker omkring de 50 år meddeler, at de skal skilles men stadig er de allerbedste venner, de opfylder blot ikke mere hinandens behov, forlyder det. Så det er forbrugsbehovene her og nu, der styrer dem, og det lyder jo næsten psykopatisk, men er som sagt meget oppe i tiden, hvor hver anden annonce reklamerer med ”forkæl dig selv”.

    Hvis de øjeblikkelige behov er blevet tidens øverste myndighed går vi mod ragnarok, så den mode går nok snart over.

    Dette skriveri er en overspringshandling, fordi jeg sidder og samler energi til at skrive et brev til en person, som har udført noget arbejde for mig og opfordret mig til at betale ham uden regning og skat. Jeg har den største lyst til lige ud at skrive til ham, at jeg altid har betalt skat af, hvad jeg har tjent, og at selv om han fylder mig med mere eller mindre løgnagtige historier om, at han som nyskilt (det er ti år siden) og lån (forbrugslån og glade dage) er ved at miste sit hjem, så har han for f….. ikke nogen ret til at lægge moralsk pres på mig for at bryde loven. Det er faktisk sket fler gange indenfor de seneste tre uger, at jeg har oplevet den slags, og de kan ryge og rejse kan de.

    ovaering.no/filer/ImageArchive/image.asp?imageid=18542

    da.wikipedia.org/wiki/B%C3%A6khesten

  4. Af Maria Due

    -

    Rettelse: urkræfter.

  5. Af Maria Due

    -

    Endnu en rettelse: Poul Hartling.

  6. Af Maria Due

    -

    http://en.wikipedia.org/wiki/File:Thekelpie_large.jpg

    En anden version og måske ligeså destruktiv som hesten. Livet er jo farligt og mest farligt, når man ikke tør kaste sig ud i det.

  7. Af Peter Hansen

    -

    Nej – budskabet i novellen holder ikke i dag.

  8. Af Maria Due

    -

    Har det nogensinde været et alment budskab?

    Efter mine erfaringer handler det om helt andre ting. Om magt og forventninger på et andet plan. Det samme gælder forholdet mellem brødre. Jeg kender ingen brødre, der står hinanden nær. Det er kvinderne, der holder sammen på familierne.

  9. Af søren sørensen

    -

    willy wonka´s budskab her må være at ud at en død lønmodtager som stemte på R, ved at få 27% højere smigelse, ved dennes død kan et træ vokse sig stort og stærkt og selvtænkende da protein er protein..

    Læser det socialistiske budskab her om humanisme som at tåge, røgslør og andre borgerlige filtrer fungerer i tidløs sandhed indtil døden for de fleste..Men håbet er der i en informeret næste generation om religionens, pengenes og deres egne interesser usamhørighed..

  10. Af Maria Due

    -

    Hvor søren sørensen dog er romantisk og udvidende.

    End ikke på Victorias tid var det almindeligt, at fædre var så “victorianske” som Villy Sørensen beretter om, og i 1700-tallet var frivoliteten stor. Et af middelalderens mest yndede sociale samlingssteder var offentlige badstuer fælles for mænd og kvinder, og de fandtes i enhver købstad. På landet var folk aldrig i tvivl om kønslivets glæder og kalamiteter. Så det forkrampede sørenske giver jeg ikke noget for.

    Nej, fædre går og godter sig i smug, når sønnike scorer, og det ved man som potentiel svigerdatter. Ingen problemer med svigerfædre eller vordende. Uanset den sociale baggrund er de sol og sommer.

    Derimod kan der være meget store problemer med magtafgivelse i forholdet mellem far og søn, og mangen en fars forventninger har virket knusende på sønnerne.

  11. Af søren sørensen

    -

    Maria due@

    Du har ret i at jeg ikke læser for meget og stort ind i denne!

    Personlig og modsat dig anser jeg dog ikke “frivolity” kan ikke lige finde det Danske ord der.. som noget yderst positivt. Denne dyd ses i dag som en tidsløs borgerlige dyd men som via dine ord jo viser er yderst normal borgerlige og derfor helt til grin???

    Detsværre denne er ikke stor litteratur, mening eller andet..Og er sgu ikke meget for at spilde min tid på det gennemsnitlige Danske eller andet!

    MHT til scoring og svigerdatters fornøjelse af svigerfars fornøjelse…Siger jeg bare at jeg er min egen kultur som ikke tilhører de forskellige reklamere for sandhed.. Er altså bedøvende ligeglade og udover sådanne intetsigenheder..Vil blot smerte, helvet og lære..Det glade fjernsyn får du helt alene..

  12. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Hele historien for mig at se handler om Villy Sørensen og hans skæbne, hans homoseksualitet, erkendt el ej, udlevet el ej.

    Derfor bliver træet gjort til at fallos-symbol og blomsterne til ligefrem sæd.

    Det er har ikke så meget igen med Syndefaldsmyten at gøre – omend neuroser mv kan ligefrem siges af ‘være nedarvet’ – det er ofte skinbarlige identifikationer.

    Villy Sørensen iklæder også træet forskelligt, som Støvring nævner det, altså en slags menneskeliggørelse og på ‘toppen’ af denne, en opfattelse af blomsterne som sæd.

    En ‘omvending’ af køn. Jeg tror ikke, at Villy Sørensen for sig og i sit liv kom til en så fuld erkendelse, at han kunne ændre sit liv – omend han vel forstod en del af miséren!

    Måske derfor også hans splittelse om dette med -Midten’, der hverken kan ses som fugl eller fisk – dvs lig med intet. Hverken højre el venstre – politisk som også som køn/udlevelse af kønnet, hvor det til venstre står for det homoseksuelle og hvor det til højre står for det rette, dvs det heteroseksuelle.

    Hurtigt set og skrevet – får ikke tid til debat. Men er det homoseksuelle (latent el aktivt udlevet det ved jeg ikke om VS; men mener ikke, at han var heteroseksuel i sin evt. seksuelle udfoldelse) ikke med i billedet, så forstår vi ikke hele historien, det dybeste i denne!

    Jeg opfatter VS som asket – med en stor intellektualisering af livet som helhed i stedet for.

    Det er her en anden slags ‘paradis-myte’ om syndefaldet, iblandet måske en vis infantilisme (jeg kender ikke åremål, dvs varighed i denne have med træet el drengens alder, altså om det kun har været i pubertetens år, hvor han naturligt skulle have været videre ud livet og ikke ‘kravle’ på dette, også menneskeliggjort træ, der vil kunne afdækkes, ligesom spøgelserne i VS nok en ‘omvending’ af kønnet, hvor han, gør træet til et fallos-symbol med træet som slimet og blomsterne som sæd associeres der – el en sammenblanding.

    Det må ses, at det er Sørensen selv, der laver historien – måske en drøm, han har haft el i hv f anvendelse af symbolik, der kan gøre, at symbolikken er nødt til at blive oversat for at kunne se den egentlige problematik (forstå den), hvor den dog sikkert anes. Mvh BHL

  13. Af Maria Due

    -

    døren sørensen, medmindre du lider af tvangshandlinger eller er betalt for det, er der ingen grund til, at du pladrer så mange blogge til med dine ondskabsfuldheder. Enhver historiker ved, at 1700-tallet var frivolt, og at nævne det er ikke det samme som at være begejstret for det. Men det er du åbenbart ikke intelligent nok til at forstå.

    Jeg har ikke læst ret meget af Villy Sørensen og intet fra forfatterskabets tidlige år. Hans udlægning af syndefaldsmyten betragter jeg som ubehagelig og mere en almindeligt sær, og hvis der ikke er tale om en politisk ondskabsfuldhed, er den måske et udtryk for personlige ungdomsproblemer.

    Syndefaldsmyten er i alle tilfælde et typisk produkt af Mellemøsten, syltet ind i skyld og skam, men i dag vil jeg glæde mig over, at professor Bent Jensen vandt over Jørgen Dragsdahl, og over de perspektiver, der er i det både for historikere og for vort syn på hans indflydelse på nogle socialdemokratiske politikere og Fodnotepolitikken. Det er på tide, at der bliver ryddet op i det skumle kapitel af Danmarkshistorien. Herfra en hjertelig tak til Bent Jensen. Det har været en ualmindelig drøj omgang.

  14. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    @ Kasper Støvring – for megen frihed kan føre til forvirring om rigtigt og forkert, hvis vi ikke vejleder børn under en opvækst. Det er misforstået frihed, at alt skal være tilladt og dermed ligegyldigt, om du maler på folks vægge el får anvist bedre muligheder for en aktivitet – men ellers ikke, og det fører ikke til tvangsneuroser, såvidt jeg ved. Det er snarere det modsatte af frihed, der gør sådant – og her har (el kan have) religion sin særlige plads, i det tvangsprægede – flere ritualer kan ligefrem ligne og derfor minde om noget tvangsneurotisk.

    Jeg er desværre p gr a halsbetændelse/forkølelse kommet en del bagud pt. Når ikke yderligere heer i hv f – Mvh BHL

    PS. Til mit indlæg ovenfor 14:01 skylder jeg måske at nævne, at fx nåletræer, grantræet oa, kan repræsentere noget fallisk, nemlig den falliske moder, den maskuline side af hende.

    Træet i Villy Sørensens historie er af ‘ukendt art’ – symbolsk gengivet for denne måske i puberteten opdagne ‘anden form for seksualitet’ – og set i forhold også til tidl barndom, denne klatren, en slags fastholden/og vedholdende genopliven ? – omend i symbolsk form gengivet af VS, til en forældrefigur (og/el søskende) forklædt i/med træets udsmykning/fremtoning, hvor et sådant forhold meget vel kan være etableret, grundlagt. Mvh BHL

  15. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    I næstsidste afsnit i mit indlæg 14:01 er det røget ud, hvad jeg ville sige med ’spøgelserne’.

    Spøgelser i drømme er ofte forældrene, da disse i vores barndom kom til vores senge om natten, hvis vi græd el på anden måde havde behov. Disse høje, i forhold til os selv som børn, og ofte også hvidklædte el lyst klædte skikkelser.

  16. Af Lonny Fischer Olsen- korrespondent

    -

    Drømmer jeg ? –Mangama (chef jurist) –Har lige udtalt AT: “man ikke kan forbyde islamisk paaklædning i et demokratisk land ! ” –Vil det sige AT: Frankrig ikke har demokrati ? ! –Jo det har de nemlig ! –For flere aar siden forbød man “religiøse dragter i offentligheden incl. skolerne ” –Mangama mente vist AT: man i DK. ikke kunne bestemme, hvordan folk skulle gaa klædt ! Man kan sikkert heller ikke komme paa arbejde i “indianerdragt” —men – men – men ! Slør – tørklæde- burka ! –Er islamiske symboler – og reklamesøjler for Islamisme ! –Da Danmark er et kristent land (og skal fortsat være det ) -Saa kan man forbyde “de islamiske reklamesøjler – ligesom i Frankrig ” –Og det skal man naturligvis ! –Det kan da godt være AT: Fordi Mangama nedstammer fra islamisme –AT: han vil synes AT: Danmark skal for fremtiden være “et islamisk land ” ! –Men “den gaar ikke Granberg” ! Ægte-danskerne vil kæmpe til sidste mand for AT: beholde vores gamle Danmark som kristent ! –Ogsaa selvom vi generelt kun kommer i kirken juleaften ! – Saa skal den være der Ikke ogsaa Kristine Lilleør ? – Hvis de ikke “vil makke ret islamisterne ! Ja, saa ser vi gerne AT: De pakker kufferten ! Ikke sandt ! DF: Faar flere og flere stemmer – Fordi vi VIL beholde “gamle Danmark ” !

  17. Af Maria Due

    -

    Birgit Hviid Lajer.

    Det er åbenbart almindelig viden, at Villy Sørensen var homoseksuel. Det vidste jeg nu ikke men anede jo, at hans udlægning af syndefaldet trak i den retning, spækket som den er med slidt symbolik og fordømmelse og selvfordømmelse.

    Jeg har mødt den samme voldsomme forkrampethed på psykiatriske afdelinger, hvor jeg har arbejdet, og det tænker jeg på hver gang de åh så glade prideparader finder sted. Jeg tænkte også på det forleden, hvor en transseksuel lykkedes med at få dømt en anden mand efter racismeparagraffen, skønt den dømte benægtede, at deres opgør havde noget med køn at gøre.

    Her i huset fik Villy Sørensens “Ragnarok” en blivende plads i reolen skønt ikke værdsat for sine udlægninger så dog for humoren visse steder. I den spiller tricksteren Loke ifølge Den Store Danske Encyklopædi “en ganske særlig rolle; han er om muligt endnu mere speget end i de gamle myter. På en måde bedre: Han søger som halvt as, halvt jætte at formidle mellem de to supermagter og bliver en “oprører fra midten”, men er også en sært spaltet figur, kønsmæssigt og moralsk.”

    Loke er ligeledes på spil i denne udlægning af syndefaldet. Ang. snabelskoene fik de mig til at tænke på de seje gutter, som jeg under arbejde i bedriftssundhedstjenesten blev sendt ud for at inspicere under arbejde i elmaster for at bedømme, om de havde det godt nok. Det havde de, og de nød den friske luft, hvorefter vi gik ind i skurvognen og delte den sidste rest af den kolde kaffe, som deres koner havde lavet ved femtiden om morgenen.

    Tricksterens sabelsko minder mig ikke om dem men om socialpædagogen Uffe Elbæks radikale gøglerrod, som har været en dyr fornøjelse for det danske samfund og ikke mindst de mange “kunstnere” som et af hans hjertebørn – det unødvendige jyske kunstakademi – har sendt på støtten i “Smilets by”, hvor ansvarlige politikere i mange år har ønsket ham hen, hvor peberet gror. I stedet fik vi så dukkedrengen Manu Sareen, der også er en trickster.

  18. Af søren sørensen

    -

    Frk hvide due@

    Ja, det er forfærdelig når en transseksual eller andre der ikke følger dine forkvaklet normer vinder. MHT ondskabsfuldheder ser jeg nu dig som stereotypen der, et koldt menneske du er og jeg føler det er synd for dit barn, og måske skulle du bare ikke ha været mor?
    At du stadig lever i 17oo tallet tvivler jeg ej heller på og i flere overførte betydninger her..

    Jeg får 75 kr. pr. ord af fagforeningen..Synes du det er for meget? Det et lønmodtager problem dog og ikke et myndighedsproblem som ikke skal blande sig her..

  19. Af henning svendsen

    -

    I syndefaldet er det gud som udsteder et forbud det er også gud der eksekverer dommen Hos Villy er det faderen der som gartner udsteder et forbud og det er også som gartner han bliver fyret og smidt ud af haven og han blev fyret fordi han fælder et af kongens træer han blev vel næppe fyret fordi han forvolder sønnens død for i paradiset kan man kun dø hvis man spiser af forbuden frugt så sønnen skulle have rettet sig efter sin fader.
    I næste kapitel er sønnen vækket til live faderen har vandet kisten og et sennepsfrø slår rod og vokser med lynets hast sønnen hviler i træets krone og skuer himlen for gud er pludselig blevet tilhænger af fri opdragelse og faderens blomster i håret er en forudsigelse nemlig at sønnen skal grundlægge 68 menneskene og et demokrati der holder smudsjournalistikken ren.

  20. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Maria Due – g.d. 16:31

    Nej, jeg ved ikke, OM Villy Sørensen var homoseksuel el levede som sådan; jeg tror faktisk, at han levede i en slags askese – det kunne, hvis jeg har ret, historien også tyde på, fordi det er forbudt og bliver døden for den unge mand i historien.

    Han kan hverken gå ‘til højre’ el ‘til venstre’ – men altså askese. Der er forhold ved begge veje, der er forbudt for ham, og at gå ‘til venstre’ er nok forbudt på grund af en stærk moralsk karakter.

    Men novellen skal naturligvis læses i sin helhed – og det er muligt at det haven lignes med Paradis i historien fra VS’s side – men Paradismyten og Syndefaldet handler om et par. Her har vi en ung mand alene med et træ. Og – med døden til følge. Det er afgørende forskelle, så jeg tror, at man skal passe på med denne ligning – og arvesynden ligedan, fordi så skulle faren være homoseksuel også.

    Arvesynden er gængs at forstå som identificeringer – og om der er egtl arvelige (genetiske) ved vi ikke. Den er at opfatte som en uundgåelig – men falsk arv.
    Identificeringer kan ske helt bevidst, delvist bevidst og ganske ubevidst for os.

    Som – du, Maria Due, nævner det om 3 sønner, der alle er duknakkede som deres far, det kan meget vel bero på blot en identificering fra sønnernes side. Der behøver ikke at være noget i vejen med ryggen – om end det kan være sket siden p gr a en ‘abnorm’ holdning, der altså er tillært i tidens løb.

    Måske, dette med det moralske og endikke aktiv heller homoseksuel – det er mit umiddelbare bud, også om VS, som jeg også forstår novellen og dens symbolik og ikke mindst enden på historien, faderens straf for dette for drengen lykkelige scenarie. OM faren her direkte opfatter, hvad drengen har gang i el blot aner det el synes, at det er fjollet og bare er bange for, at træet i hans varetægt skal lide skade, ved jeg så ikke. Det kræver i hv f at kende hele historien i novellen og dens nøje udsagn. Snabelsko er for resten heller ikke såkaldt potente sko.

    Så umiddelbart og lige lagt foran mig her og kun som oplæg fra Kasper Støvrings side, altså ikke hele ordlyden af historien, så vil det være mit bud på en læsning/forståelse af Villy Sørensens historie i novellen – det er dér, den mere end snerper henad. Og tolkningen af træet er formentlig også det mere kompleks, som jeg vist fik det antydet i går.

    Men – jeg kender ikke særligt til VS’s forfatterskab i øvrigt, kun en af hans ‘Sære Historier’, den om de to drenge, der saver benet af på en tredje dreng. Satanisk og stærkt ubehagelig læsning da – og så enkelte forord i nogle bøger, fx Herman Bangs ungdomsroman ‘Håbeløse Slægter’. Er også stødt på noget fra ‘Hverken-Eller’ og har naturligvis læst om ham som om mange andre i tiden – men har det ikke present, heller ikke bogen med Niels I. Meyer ‘Oprøret fra Midten’, som jeg dog da læste af nysgerrighed.

    Men jeg har ingen bøger af Villy Sørensen, og har ikke haft interesse for hans forfatterskab – men husker et par glimrende forord fra hans side.

    Når ikke mere. Mvh BHL

  21. Af Maria Due

    -

    Birgit Hviid Lajer.

    Det er mit gæt, at Villy Sørensen hurtigt bliver glemt eller blot husket som et af tidens tegn, da man begyndte at smide børnene ud med badevandet. Men der var jo nogen, der mente, at han burde have haft Nobelprisen. Anderledes synes jeg, at det forholder sig med for eksempel Martin A. Hansens noveller, som er hinsides gøglet. De er enkle og ægte, og efter min målestok repræsenterer de noget af det fineste danske.

    Som myte synes jeg, at denne fortælling er for kunstlet til at være interessant og dermed holdbar. Homoseksuel eller ej er det oplagt at opfatte den som en beretning om en hellig freudiansk treenighed, hvor noget nyt maser sig op fra det ubevidste og bliver banket på plads af egoet og endda til sidst fældet af det, hvorefter overgrebet på det ubevidste giver et enormt bagslag for egoet, og overjeget griber ind.

    Ang. andre radikale Loke-typer kommer her et par dugfriske eksempler.

    Manu Sareen skal som bekendt skilles. Jeg kan ikke se, at det vedkommer os andre, men det kom på facebook og blev twittet, og hans kone har efterfølgende udtalt til medierne, at skilsmissegrunden er den, at Sareen arbejder 60-80 timer om ugen, og at deres tre børn og især den yngste på syv år ikke ser meget til deres far. At en skilsmisse fører til endnu mindre kontakt nævnes ikke, men vi andre undrer os jo (og det var vel også hendes mening, at vi skal gøre det).

    Især fordi denne angiveligt benhårdt arbejdende radikale minister Sareen, hvis arbejdsområder går for at være så lidet arbejdskrævende, at de sagtens kunne lægges ind under andre ministerier, hvorved man kunne spare bl.a. ministerbilen, udover de angivne op til 80 arbejdstimer ugentlig har fået tid til at skrive hele fire børnebøger i sin ministertid. De sælger godt og giver alene i bibliotekspenge i underkanten af 140.000 kr. årl., så det ligger jo ligefor at konkludere, at Sareen prioriterer disse unødvendige sysler højere end samværet med sine egne børn. Skønt ingen er da mere emsig end end Sareen, når det gælder at få danske mænd kostet på barselsorlov og ind i børneinstitutionerne. Han virker så falsk, så falsk, synes jeg.

    Endnu værre er det imidlertid med fænomenet Khader, der i en ny bog ig maser sig på og ifølge Politiken med ikke så lidt af hans typisk sleskeri. På det sidste er han begyndt at kalde sig kulturkristen muslim og er på vej mod sin barndoms religiøsitet, som han efter eget udsagn gled væk fra som voksen.

    ”Dengang bekendte jeg mig til demokratisme, men undervejs er det gået op for mig, at demokrati har sine grænser for eksempel i forhold til spørgsmål om død, sorg og savn.”

    http://kirkenikbh.dk/nyheder/ny-bog-fra-naser-khader-er-opraab-til-baade-muslimer-og-kulturkristne-danskere

    Så bliver det ikke meget dummere, og det mener jeg helt bogstaveligt. Manden er cand. polit. og må da i det mindste have forstået, at demokrati er en styreform og aldeles uegnet som religiøs forankring og brug ifm. sjælesorg. Der er ikke grænser for, hvad man kan slippe af sted med, hvis hudfarven er den rigtige. Vi andre ville være blevet hånet for så idiotisk en udtalelse.

    Men det bliver værre endnu, for Anders Samuelsen har også fået tid til at skrive en bog, og den omtales i dag i JP i ”Ny Alliance blev stiftet på mistillid pog evindeligt skænderi”, hvor Khader fremstår som indbegrebet af en hensynsløs intrigemager.

    Khader, Seeberg og Samuelsen var tilsyneladende uenige om det meste men nåede for et øjeblik så nogenlunde til enighed på det ydre plan:

    ”og mandag den 7. maj ankom de tre til Christiansborg høje af eufori for at præsentere deres nye parti.

    Dagen var dog begyndt med en skideballe for Samuelsens vedkommende. Khaders kone ringede ved sekstiden om morgenen og skældte Samuelsen hæder og ære fra for at have lækket historien (om deres uenighed, MD). Problemet var bare, at det var Khader, der havde tippet BT.

    I det hele taget var Khader fuld af små og store overraskelser. For eksempel glemte han også at fortælle Samuelsen og Seeberg, at han havde aftalt med den omstridte tv-dokumentarist Christoffer Guldbrandsen, at han skulle følge Khader på tætteste hold og lave den senere lidet flatterende film ”Dagbog fra midten”. Men aftenen inden præsentationen dukkede Khader op til et møde i Gitte Seebergs hus med Guldbrandsen og den politiske iagttager Rasmus Jønsson, der til lige så stor forundring for de to andre blev præsenteret som Khaders spindoktor.”

    http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/indland/ECE6157454/ny-alliance-blev-stiftet-pa-mistillid-og-evindeligt-skaenderi/ (kræver login).

  22. Af Maria Due

    -

    Birgit Hviid Lajer.

    Det er mit gæt, at Villy Sørensen hurtigt bliver glemt eller blot husket som et af tidens tegn, da man begyndte at smide børnene ud med badevandet. Men der var jo nogen, der mente, at han burde have haft Nobelprisen. Anderledes synes jeg, at det forholder sig med for eksempel Martin A. Hansens noveller, som er hinsides gøglet. De er enkle og ægte, og efter min målestok repræsenterer de noget af det fineste danske.

    Som myte synes jeg, at denne fortælling er for kunstlet til at være interessant og dermed holdbar. Homoseksuel eller ej er det oplagt at opfatte den som en beretning om en hellig freudiansk treenighed, hvor noget nyt maser sig op fra det ubevidste og bliver banket på plads af egoet og endda til sidst fældet af det, hvorefter overgrebet på det ubevidste giver et enormt bagslag for egoet, og overjeget griber ind.

    Ang. andre radikale Loke-typer kommer her et par dugfriske eksempler.

    Manu Sareen skal som bekendt skilles. Jeg kan ikke se, at det vedkommer os andre, men det kom på facebook og blev twittet, og hans kone har efterfølgende udtalt til medierne, at skilsmissegrunden er den, at Sareen arbejder 60-80 timer om ugen, og at deres tre børn og især den yngste på syv år ikke ser meget til deres far. At en skilsmisse fører til endnu mindre kontakt nævnes ikke, men vi andre undrer os jo (og det var vel også hendes mening, at vi skal gøre det).

    Især fordi denne angiveligt benhårdt arbejdende radikale minister Sareen, hvis arbejdsområder går for at være så lidet arbejdskrævende, at de sagtens kunne lægges ind under andre ministerier, hvorved man kunne spare bl.a. ministerbilen, udover de angivne op til 80 arbejdstimer ugentlig har fået tid til at skrive hele fire børnebøger i sin ministertid. De sælger godt og giver alene i bibliotekspenge i underkanten af 140.000 kr. årl., så det ligger jo ligefor at konkludere, at Sareen prioriterer disse unødvendige sysler højere end samværet med sine egne børn. Skønt ingen er da mere emsig end end Sareen, når det gælder at få danske mænd kostet på barselsorlov og ind i børneinstitutionerne. Han virker så falsk, så falsk, synes jeg.

    Endnu værre er det imidlertid med fænomenet Khader, der i en ny bog ig maser sig på og ifølge Politiken med ikke så lidt af hans typisk sleskeri. På det sidste er han begyndt at kalde sig kulturkristen muslim og er på vej mod sin barndoms religiøsitet, som han efter eget udsagn gled væk fra som voksen.

    ”Dengang bekendte jeg mig til demokratisme, men undervejs er det gået op for mig, at demokrati har sine grænser for eksempel i forhold til spørgsmål om død, sorg og savn.”

    kirkenikbh.dk/nyheder/ny-bog-fra-naser-khader-er-opraab-til-baade-muslimer-og-kulturkristne-danskere

    Så bliver det ikke meget dummere, og det mener jeg helt bogstaveligt. Manden er cand. polit. og må da i det mindste have forstået, at demokrati er en styreform og aldeles uegnet som religiøs forankring og brug ifm. sjælesorg. Der er ikke grænser for, hvad man kan slippe af sted med, hvis hudfarven er den rigtige. Vi andre ville være blevet hånet for så idiotisk en udtalelse.

    Men det bliver værre endnu, for Anders Samuelsen har også fået tid til at skrive en bog, og den omtales i dag i JP i ”Ny Alliance blev stiftet på mistillid pog evindeligt skænderi”, hvor Khader fremstår som indbegrebet af en hensynsløs intrigemager.

    Khader, Seeberg og Samuelsen var tilsyneladende uenige om det meste men nåede for et øjeblik så nogenlunde til enighed på det ydre plan:

    ”og mandag den 7. maj ankom de tre til Christiansborg høje af eufori for at præsentere deres nye parti.

    Dagen var dog begyndt med en skideballe for Samuelsens vedkommende. Khaders kone ringede ved sekstiden om morgenen og skældte Samuelsen hæder og ære fra for at have lækket historien (om deres uenighed, MD). Problemet var bare, at det var Khader, der havde tippet BT.

    I det hele taget var Khader fuld af små og store overraskelser. For eksempel glemte han også at fortælle Samuelsen og Seeberg, at han havde aftalt med den omstridte tv-dokumentarist Christoffer Guldbrandsen, at han skulle følge Khader på tætteste hold og lave den senere lidet flatterende film ”Dagbog fra midten”. Men aftenen inden præsentationen dukkede Khader op til et møde i Gitte Seebergs hus med Guldbrandsen og den politiske iagttager Rasmus Jønsson, der til lige så stor forundring for de to andre blev præsenteret som Khaders spindoktor.”

    jyllands-posten.dk/protected/premium/indland/ECE6157454/ny-alliance-blev-stiftet-pa-mistillid-og-evindeligt-skaenderi/ (kræver login).

  23. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Maria Due – det er ikke uinteressant i forhold til den indflydelse, han kan have haft. Det er som med andre filosoffer, der er en bunke subjektivitet, sundt måske og mindre sundt, i deres ‘opfindelser’.

    Og – hverken højre el venstre, giver en midte – og måske et ‘intet’ egentligt!

    Når altså ikke mere. Mvh BHL

  24. Af J.P. Jacobsens malende stil | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/10/24/myndighedsproblemet-i-villy-sorensens-gendigtning-a… […]

Kommentarer er lukket.