Folk og dragedukker

Af Kasper Støvring 101

Det er ikke manglende forståelse for demokratiet, det er heller ikke fattigdom eller flygtningebaggrunden, der forklarer, hvorfor indvandrere og efterkommere med baggrund i Afrika og Mellemøsten er dårligt integrerede i det danske samfund. Det skyldes kultur, som jeg skrev i fredagens Perspektiv i polemik med filosofiprofessor Ole Thyssen og Politiken-debattøren Brian Esbensen. Interesserede kan også se Debatten fra sidste torsdag, hvor jeg fremførte lignende synspunkter.

Sagen i Egedalsvænge viser, at islamiseringen af det danske samfund er i fuld gang og foregår helt i overensstemmelse med demokratiske principper, og sagen om Yahya Hassan har kastet lys på det forhold, at visse grupper, især fra Afrika og Mellemøsten, er overrepræsenterede i relation til bl.a. kriminalitet og afhængighed af offentlige ydelser – også når der korrigeres for sociale og økonomiske forhold. Danmarks Statistik dokumenterer det hvert år i deres rapporter om indvandrere og efterkommere i Danmark.

Fattigdom er altså ikke forklaringen. Ligger årsagen så i deres flygtningebaggrund? Nej, for udlændinge med baggrund i Vietnam og Sri Lanka klarer sig faktisk relativt godt i samfundet, selv om de også har flygtningebaggrund. En kultur, der betoner flid, selvdisciplin og personlig ansvarlighed vil bedre kunne integreres i det danske samfund. Endelig er velfærdsstaten heller ikke løsningen, men en del af problemet. Den cementerer parallelsamfundene.

Alt dette skrev jeg om i min klumme, men jeg siger det gerne en gang til. Og uddyber. Lad os tage nogle hyppigt gentagne spørgsmål og indvendinger.

Hvis vi generaliserer ift. muslimer og blander islamister sammen med almindelige muslimer, så risikerer vi at være uretfærdige over for en stor gruppe, fastholde dem i parallelsamfund og skubbe dem over i radikalisering, lyder en udbredt tanke.

Men det giver snarere mening at sige, at muslimer segregerer sig selv. Årsagen er den enkle, at identitet betyder meget for dem, bl.a. fordi lovreligionen er en del af muslimsk kultur. Det skaber ganske enkelt en stærkere “etos”, der effektivt er i stand til at modgå vestliggørelse. Man er stolt af at være muslim, henter grundlæggende ideer om ære og skam i denne identitet. Identitet betyder, om ikke alt, så dog det meste.

Støder vi selv muslimerne fra os? Nej, tænk på at en muslim under Muhammedkrisen kunne blive Danmarks mest populære politiker, nemlig den nu bogaktuelle Naser Khader. Han valgte nemlig dengang som nu kompromisløst at støtte kerneværdier i den danske kultur. Det samme ser vi med den tidligere imam Ahmed Akkari. Vi elsker dem, der elsker vores land og kultur. Vi er åbne for andre. Mit budskab er, at det skal vi fastholde, men vi skal være bedre til at stå fast på det, der er vores eget. Vores svaghed og dekadence er i øvrigt en del af forklaringen på, at så mange muslimer ikke vil være en del af vores kultur, altså virkelig vil være del af kulturen, ikke kun bekende sig til de samme abstrakte værdier som demokrati og rettigheder.

Det er vigtigt for mig at understrege, at netop fordi vi har at gøre med kultur, så kan udlændinge blive en del af “os”, hvis de er villige til at assimilere sig. Vores kultur er åben, og man kan altid vælge at blive en del af det danske vi. Voluntarisme, kaldes det, eller med Grundtvig:

Til et Folk de alle høre

Som sig regne selv dertil,

Har for Modersmaalet Øre,

Har for Fædrelandet Ild;

Resten selv som Dragedukker,

Sig fra Folket udelukker,

Lyse selv sig ud af Æt,

Nægte selv sig Indfødsret.

At være en del af det danske folk, at dele den danske kultur, har bl.a. at gøre med kærlighed til landet, dets sprog og traditioner. Jeg siger ikke, at det er nemt at blive kulturelt integreret, det er netop ofte et eksistentielt dilemma. Akkari har f.eks. foretaget en lang og stenet vandring, som jeg beskrev i en kronik sammen med Mads Holger.

Dragedukkerne er dem, der lyser sig selv ud af æt. For nu igen at bruge Grundtvigs herlige ord, men jo altså de ord, der ikke citeres så ofte som den første del af verslinjerne. Men begge dele hører med.

Der er dermed et ”os”, danskerne, og et ”dem”, dragedukkerne. Men, kunne man spørge, er det ikke en kunstig skelnen, for flertallet af muslimer har dansk statsborgerskab, og de omfatter som befolkningsgruppe mange lande og kulturelle forskelligheder. Indfører man igen ikke en generalisering, som er kunstig og grov?

Her må man svare, at statsborgerskab desværre er blevet et ligegyldigt parameter for en persons tilhørsforhold. Vi giver som bekendt også statsborgerskab til modstandere af vores samfundsorden som fx medlemmer af Hizb ut-Tahrir. Identiteten som statsborger har desuden at gøre med det politiske og retslige tilhørsforhold, med den demokratiske orden. Men eksemplet med Egedalsvænge viser netop, at man ikke er integreret i dette samfund, blot fordi man er statsborger og bekender sig til forfatningens abstrakte principper. Som statsborger kan du sagtens, som det sker i Kokkedal, islamisere hele områder med det formål at bekæmpe danske livsformer og vinde kampen om territoriet.

Det, det hele handler om, er selvfølgelig kultur: Deler du samme normer, lever du efter samme skikke, er din adfærd den samme. Sådan nogenlunde. Der er selvfølgelig plads til nuancer. Vi tænker alle i gruppetilhørsforhold. Kollektiv identitetsdannelse er simpelthen noget meget elementært, både når vi tænker på os selv, og når vi tænker om andre. Kun i rodløse eliter kan sådan noget som flydende, hybrid identitet lader sig gøre i teorien. “Vi shopper alle rundt i kulturernes bazar”, som det hedder med et frygteligt, konsumpræget turistudtryk. Den, der mener det, har netop kun forbrugerens tilgang til kultur.

Jeg anvender ikke dem og os-terminologien for at adskille, men for at beskrive det, der allerede er adskilt. Hvis vi ikke er realistiske, kan vi intet håb gøre om at løse problemerne med parallelsamfund. Vi skal ikke “inkludere” i den politisk korrekte, bløde forståelse af ordet, som politikerne bruger, når de f.eks. aktivt støtter stormoskeer støttet af islamistiske regimer og uden – som Anne Mee Allerslev gjorde klart i Debatten – på nogen som helst måde at sikre, at der ikke foregår islamisering i disse moskeer.

Det er altså stadig fornødent at opfordre til, at vi, danskerne, støtter de frafaldne, og motiverer andre til at assimilere sig; vi skal tale godt om vores egen kultur, vise styrke som et folk og dermed være et godt forbillede. Også for dragedukkerne.

101 kommentarer RSS

  1. Af John Laursen

    -

    @ Niels Juul Hansen d.13/11 kl. 17.29

    Kan du ikke læse?
    Carsten Jensen taler for sig selv OM danskerne, ikke PÅ VEGNE AF dem.

Kommentarer er lukket.