Novemberpoesi

Af Kasper Støvring 21

November må være årets mest poetiske måned. Ikke fordi der er liv og glade dage, men fordi der ikke er. November kandiderer i hvert fald til titlen sammen med september. November er grå, trist og kold, i november har vi endegyldig taget afsked med sommeren – i september er sommeren endnu melankolsk nærværende i erindringen – og nogle gange er det som om, at det er selve livet, vi tager afsked med i denne dystre måned.

Nogle af dansk litteraturs bedste digte handler om november. Vi kender Henrik Nordbrandts digt om året, der har 16 måneder, hvoraf de fem er november. Så lang og udsigtsløs kan november føles, mens vi er midt i den, som om man er lukket inde i den og aldrig kommer ud af den.

Nordbrandts digt citeres rutinemæssigt på de sociale medier, når det igen er blevet november. Man kunne også citere Thorkild Bjørnvig:

Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt –
da må vort hjerte selv lyse.

Men et endnu bedre digt om november – og mindre opbyggeligt end Bjørnvigs og mindre citeret end Nordbrandts – er skrevet af Søren Ulrik Thomsen. Det hedder netop ”Afsked”, er fra samlingen City Slang (1981) og lyder kort og godt sådan:

Snart maser nattens gletscher
parkerne tomme –
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november.

Der er i digtet to betydningsfulde metaforer, der overfører egenskaber fra et område til et andet, som jo er metaforens virkemåde. Den ene, ”nattens gletscher”, fører gletsjerens store, kolde og kompakte massiv af is over på natten, der så fremstår som en dræbende iskappe, der fryser alt det levende til is og sne.

Den mørke nat glider på paradoksal vis som en hvid gletsjer gennem byen og driver, ”maser”, mennesker ud af de parker, hvor de opholdt sig om sommeren. Lyset, varmen og det livfulde samvær i parkerne er ophørt; vi tager i digtet afsked med både sommeren (det er november), dagen (natten er på vej) – og livet. For at tage afsked er, som Thomsen skriver andetsteds, som at dø en smule; deraf nattens, sneens, isens og vinterens velkendte billeder på åndelig død.

Den anden metafor, ”gadernes væv”, gør byen til en organisme (”væv” som i et legeme). Men organismetanken er ikke, som i traditionen, forbundet med en positiv helhed, med den varme moderlige krop, der trygt favner alle enkeltelementerne og lader dem indgå i en naturlig sammenhæng, hvorfra de får mening og deres rette funktion.

Nej, organismetanken er her forbundet med noget uhyggeligt, med kold de-humanisering. Elementerne, individerne, opsuges nemlig i en helhed, der ikke skænker dem mening, men derimod fratager dem deres menneskelighed.

Virkningen af den litterære trope i linje tre, metonymien eller nærmere bestemt synekdoken (der lader delen, her ”kroppen”, stå for helheden, for hele mennesket), er at reducere mennesket og nedskrive dets betydning, så det knap fremstår menneskeligt: Menneskene er reducerede til rene kroppe, til isolerede, ensomme og fremmedgjorte genstande uden selvstændigt liv. De har ingen hukommelse (”genkender ikke hinanden”) og driver anonyme og bevidstløse omkring som, ja, celler i legemets væv.

Thomsen gør brug af enjambementet i linje to for at understrege parkernes, og altså livets, tomhed; alene byens gader står tilbage som potentielle mødesteder, men trues selv med at blive opslugt af den fremadglidende gletsjer.

Ikke kun klangligt, jf. digtets brug af assonans (vokalrim) og alliteration (rim på første bogstav) i linje et og fem, men også tematisk er det oplagt at sammenligne ”Afsked” med andre digte om parken og staden, f.eks. Sophus Claussens klassiske digt fra 1904 med netop den titel. I den sidste strofe hedder det her om staden i modsætning til parkens positive – stabile og rolige – rytmer:

Derude der haabes og bæves.

Der iler med rastløse Knokler

de Statuer, som forgæves

søger om deres Sokler.

Menneskets skelet (”knokler”) forbindes her metaforisk med statuernes marmorkroppe i en hvileløs, selvcentreret bevægelse. Som statuer er menneskene berøvet deres fundament, de er – som i Thomsens digt – trængt ud af parken og ind i staden, hvor de altså hjemløst og desorienteret cirklende flakker omkring.

I ”Afsked” er menneskenes, nej, kroppenes overordnede bevægelse ikke den cirklende kredsen omkring fundamentet – altså den centripetale bevægelse nedad mod soklen der aldrig finder hvilepunkt – men derimod den centrifugale. At kroppene ”drejer” og ”spredes” for så at ”forsvinde”, understreger dette cirklende bevægelsesmønster udad, væk fra parkernes engang så varme og fyldte, men nu kolde og tømte centre. Mønstret knytter også an til organismemetaforen. For verberne og især passivformen ”spredes” gør kroppene til nærmest viljeløse genstande.

Byen ligner i Søren Ulrik Thomsens lille perle af et digt en syg organisme, der er inficeret af gletsjeren, som driver cellerne ud i det mørke forsvindingspunkt og ikke efterlader nogen udsigt til forår, sommer og nyt liv. November er ”lukket”.

Ja, sådan er det i november. Det er ikke rart, men det er stor poesi.

 

Note:

 

Der er skrevet meget godt om Søren Ulrik Thomsens forfatterskab af bl.a. Erik A. Nielsen, Neal Ashley Conrad og Niels Lyngsø. Senest har Sune Auken og Svend Skriver udgivet noget så sjældent som en nærlæsning af det samlede forfatterskab med fokus på både de formelle og tematiske træk. Bogen hedder Det, der forsvinder, tager jeg med og er udgivet på forlaget Spring i 2011.

21 kommentarer RSS

  1. Af Søren sørensen

    -

    Snart maser nattens gletscher
    perkerne tomme –
    kroppene drejer mod kulden
    spredes i gadernes væv
    forsvinder i lygternes faldende hvidt;
    genkender ikke hinanden
    i lukket november.

    Er digtning af etniske Danskere virkelig garanteret at være større kunst pga af bedre retskrivning? Så mangler der et Dansk kunstnerisk internt opgør ift sandheden..

    “Menneskene er reducerede til rene kroppe, til isolerede, ensomme og fremmedgjorte genstande uden selvstændigt liv”,

    Er folk der tager brusebade hver morgen nu også bedre end ældre plejehjemsbeboer der gør 1 gang om ugen?

    “Thomsen gør brug af enjambementet i linje to for at understrege perkernes, og altså livets, tomhed; alene byens gader står tilbage som potentielle mødesteder, men trues selv med at blive opslugt af den fremadglidende gletsjer.”,

    En “end-stopped” sandhed har ikke nødvendigvis mere værdi men alt komik skal stoppe på et tidspunkt..

    “Byen ligner i Søren Ulrik Thomsens lille perle af et digt en syg organisme, der er inficeret af gletsjeren, som driver cellerne ud i det mørke forsvindingspunkt og ikke efterlader nogen udsigt til forår, sommer og nyt liv. November er ”lukket”.”,

    Danmarks 4 størte byer er da røde i 4 år endnu..Foråret er allerede ankommet!

  2. Af Maria Due

    -

    Eja, man lærer, så længe man debatterer.

    For mange af os, der bor landligt, er november en hyggelig måned, hvor man beskikker sit hus og sin have og går i lunt hi. De sidste æbler plukkes, og kvæderne skal helst have et strejf af frost, førend de bliver til marmelade. Der beskæres, og pelargonierne tages ind til forårsudplantning; det er tid i tænde op i pejsen.

    Where are the songs of Spring? Ay, where are they?
    Think not of them, thou hast thy music too,—

    John Keats. To Autumn

    The wild gander leads his flock through the cool night;
    Ya-honk! he says, and sounds it down to me like an invitation;
    (The pert may suppose it meaningless, but I listen close;
    I find its purpose and place up there toward the wintry sky.)

    Walt Whitman. Leaves of Grass.

  3. Af henning svendsen

    -

    En gletsher som heldigvis ikke vælter lygtepæle og huse,den er nemlig bare en mur af rimtåge.
    Og de barske fyre i parkens hjørne de drikker ud og samler deres flasker sammen med udstrakt arm hilser de til afsked og går hjem og ser fodbold.
    Ørstedparken bliver også tømt her vinker de ømt farvel til hinanden og vifter med et hvidt lommetørklæde ( paradoksalt bliver de aldrig træt i armen)-og nu kommer tågen med fuld styrke havens træer bliver til hvide trolde og hekse der flår efter hinanden men parken er ikke gået til ro endnu, et par hjemløse sjæle reder op i et legehus de er organismer der befinder sig bedst på landevejen.

  4. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Som Maria Due er inde på, så er naturen også pragtful på sin vis i også November, selv har jeg stadig 3 roser i knop, margueritter i to potter og ligedan begonia, der stadig blomster – alt ved min hoveddør sammen med en tagets, der stadig synes, det er sjovt at blomstre, ’selvom’ den første hvide julerose har skudt sig i knop, andet visnet – undtagen det stedsegrønne.

    En egekvist, blæst hertil fra dets træ 200 m herfra, af den nylige orkan, vi havde, vidste da med sikkerhed, at jeg ville sætte den i vand.:-) Der er vel en 40-50 brune knopper på denne og så de skønne grønne, gule og let lysebrune så yndige blade. Enkelte er tabt her på mit skrivebord – men jeg fik den i går sat i en meget slank, mat – nok cyklamen-farvet vase lige ved en småblomstret lyserød julestjerne, hvor en yndig orkidée hænger med sine helt bedårende let hvid/rosa/lyslilla blomster med en lille gul nuance midt. Egekvistens knopper kommer formentlig ikke – men lidt lav på kvisten gør den også interessant.

    Jeg har nok et andet temperament, når jeg på gade og vej ser disse smukke blade fra birketræerne, der ligger lige så fint på vejen, nedenfor kantstenen og ligedan på fortovet i en smal bræmme langs hele kanten af græsset, der gror lige op ad en lille forhøjning, hvor der står en del utroligt flotte og smukke Birketræer med deres let meddelsomme grene, der hvisler i brisen – mens jeg venter på bussen el bare går videre som forleden ned til dammen med svanerne, parret, der både duver og glider så smukt omkring, mens de med passende mellemrum passerer den
    forbipasserende og siden ses at dykke efter fisk, men ænderne futter mere rundt og en måge har sat sig på det lille træhus, der er sat ud i dammen – og hvor hængepilene beskuer herlighederne i forskellig dragt året rundt, nøjagtig som Birketræerne haver overfor, hvor det snart igen grønnes, tænkte jeg – med forskellige busker og træer i blomst til at indramme en meget skøn, ja vel en slags murermestervilla i røde sten.

    Snart kommer hele julebelysningen formentlig igen, når en enkelt villa ligedan sætter glæde med alle slags figurer til at lyse op. Jeg burde gå ind og sige tak for alle de år, jeg nu har kunnet nyde dette – og så tæt på, med andre vejfarende folk, lige fra den ensomme vandrer, til hundefolket, småfolket og de unge mennesker samt nogle af de af mig kendte her lige omkring.

    En November-dag med regn og vådt føre kørte jeg videre nordpå fra Bellevue Strand, hvor der kommer et lille skovstykke med også Kystbanen tæt på til venstre, så til højre så jeg nogle få grønne blade fra en busk – så var foråret dér med det samme i mit sind.

    Men et smukt digt og meget beskrivende, når sne el slud begynder at vælte ned over os, Ulrik Thomsens, og en fin analyse, hvis man er til det og ikke bare, som jeg, lægger mærke til den så rammende beskrivelse, og så verset fra Bjørnvig om dette (midlertidige) ophør, som Bjørnvig beskriver – og hvor Nordbrandt (mener at have læst det engang) er mere afhængig af vejrgudernes gunst/ikke gunst, derfor mere dep i det, måske?

    Men – det hele skal til, årstidernes skiften. Jeg ville ikke selv undvære dem, iagttage dem – men 1/2 år uden også lidt lune udendørs, det kan også sætte mig i om ikke dep, så – nu er det altså på tide igen med lidt varme vejret, selv om det næppe kan ses ikke at skulle komme, igen og igen til os.

    Skrev ligefrem i går et lille digt om dette – men det nås ikke færdigt, udvidet med enkelte notater i dag, ha, ha .. og et enkelt ord er lige forduftet for mig.

    Men ellers har jeg tidligere ‘broderet’ på sådant på denne årstid .. omkring egeløv, der samles til vinranker .. og hvor September måned inddrages og erindres med køligheden, der allerede var begyndt – men hvor solen trods alt forbarmede sig og gav næring til ..’

    Det var med tanke på dette, inspireret af oplæg her med citater, at jeg kom sådant ihu – også fordi jeg nok lige i det spørgsmål er et andet ‘temperement’.

    Det blev vist lidt langt – men herligt at tænke på for .. så måske kan det live lidt op på denne dags åbenbart gråvejr. BHL

  5. Af Niels Poulsen

    -

    Måske er der nogen, der undrer sig over, at den samme person, som skriver radikalt om kulturernes uforenelighed, også giver sig af med at skrive vidende og indfølte analyser af digte og fortællinger, hvor årstidernes gang ofte spiller en afgørende rolle.

    Jeg kan imidlertid godt få øje på fællesnævneren eller den røde tråd:

    Det er en besindelse på empiri og partikulære værdier.

    Dvs. en besindelse på den viden, mennesket opnår gennem erfaring, og de værdier og det verdensbillede, en kultur skaber sig ved at leve et givet sted i et givet tidsrum i historien.

    Påstanden er, at det, at vi som danskere udfolder vores skæbne mellem 55 nordlig bredde og 57 nordlig bredde, har en afgørende betydning for vores kultur.

    Breddegraden gør, at året for os opdeles i fire indbyrdes meget forskellige årstider. Der er store kontraster mellem lys og mørke, kulde og varme, mellem naturens “død” om efteråret og “genopstandelse” om foråret.

    Jo længere vi bevæger os ned mod ækvator, jo mindre bliver forskellen i de nævnte kontrastpar.

    Søren Ulrik Thomsens digt kunne kun være skrevet på vores breddegrader. Gletscheren, omend fraværende, er vores empiriske realitet. Vores blødt bakkede landskaber er frembragt af istidens gletschere, stenene, som vi finder på markerne, er slebet glatte af dem. Det er nærliggende at få associationer til dem, når det bliver koldt og mørkt om efteråret. At byrummet og det sociale liv, der udfoldes i det, har så to dramatisk forskellige udtryk sommer og vinter er også noget enestående for vores breddegrader. Men i Thomsens digt foregår ikke kun en registrering af naturen. Naturen skaber også et verdenssyn og en kultur. Menneskeligt fællesskab tolkes som noget positivt, og ophøret af det som dehumaniserende.

    Livet i en af Mellemøstens eller Nordafrikas storbyer er underkastet nogle helt andre vilkår fra naturens side. Kontrasterne kulde/varme, lys/mørke og naturens ”død”/”genfødsel” er nivelleret. Årets gang virker mindre dynamisk. Helhedsindtrykket er mere statisk.

    Påstanden er, at det har en helt afgørende betydning for kulturen, religionen, og hvordan samfundet er indrettet.

    Jeg vil påstå, at årstiderne har haft en afgørende betydning for det vesteuropæiske menneskes forestillinger om individualisme, kollektivisme, demokrati, en nådig og kærlig Gud, humanisme og menneskets værdighed.

    Modsat denne partikulære eller perspektiviske tolkning af verden står den universalistiske. I denne tolkning antages mennesket at leve i et abstrakt rum. I hvert fald mener universalisten, at det, at mennesket lever i en konkret tid og et konkret rum, ikke på afgørende måde har betydning for ideer og samfundsindretning.

    Universelt set er det jo lidt af en tilfældighed, at vi har årstider. Det skyldes, at jordens rotationsakse hælder 23, 5 grader.

    Det kunne være en anden hældning, f.eks. slet ingen. Hvorfor i alverden skulle det have betydning for menneskets ideer og sandheden med stort S, spørger universalisten.

    Det ideelle menneske er altså årtidsløst ifølge universalisten. I hvert fald kan det hæve sig over årtiderne, som om de ikke var til.

    Og således kan mennesket også hæve sig over den af bl.a. årstiderne afledte kultur. Og dermed opstår universalistens tro på et harmonisk multikulturelt samfund og en universel verdensorden, hvor kulturerne lever i fred og harmoni.

    Det tror partikularisten (hvis der er noget, der hedder det) ikke som udgangspunkt på (selvom den tilvandrede kultur efterhånden må antages at blive assimileret til den herskende kultur – bl.a. af natur og klima! Måske har Yahya Hassan allerede skrevet sit første novemberdigt).

    Hermed vil jeg afslutte min argumentation for den røde tråd eller indre logik i denne blogs på overfladen meget forskellige typer indlæg om henholdsvis kultursammenstød og poesi.

  6. Af Maria Due

    -

    Fra gammel tid er november i Danmark blevet kaldt for slagtemåned, og nogen af os husker fra barndommen, at vore mødre på denne årstid gik i gang med en halv gris og begyndte at tale om jul.

    Jeg har en vag erindring om fedtegrever og en mere rystende oplevelse med blodpølse og fed sylte, som jeg ikke kunne få ned. Den krydrede medisterpølse var min favorit, og får jeg mon nogensinde taget mig sammen til at selv at gå i gang med fabrikationen, som ingen moderne slagter kan hamle op med?

    Opskriften findes i den håndskrevne kogebog, som jeg tog med mig, da vi tømte min mors lejlighed efter hendes død. Hun havde planlagt sin sortie, der var fx kølige bemærkninger tilføjet i breve, som jeg havde sendt hende for længe siden, men også et bevæget gensyn med mit højt elskede farvekridt, som hun havde gemt.

    Forrest i kogebogen med medisteropskriften kom min mor imidlertid i tvivl, om hvem af døtrene, der ville tage dette omfattende og kulturhistoriske værk til sig, hvor landbokulturen møder byens mere sofistikerede vaner, og mange af julens danske traditioner kan genfindes.

    Ville det blive pessimisten, der holder store selskaber men hvert år i november hengiver sig med noget, der ligner gensynsglæde, til depressionen og kun skal have julen overstået og helst uden juletræ, så at hun hurtigt kan tage sydpå uden at have besvær med at smide skidtet ud igen? Eller blev det hende, der ikke have tid til mange selskaber, men som ved vintersolhverv bliver meget munter på trods?

    Hvor om alting er, vor mors store aktivitet fra slutningen af slagtemåneden har ingen af os kunnet hamle op med, og jeg har også opgivet de mere end to meter selvfældede juletræer, som vi ikke nænnede at smide ud før langt hen i januar. Men jeg bliver stadig ukueligt munter på trods, og det er jo ikke spor sofistikeret.

  7. Af Peter K. Severinsen

    -

    Hvor er det latterligt at høre “Fru Fjerkræ” diske op med disse barndoms-minder.Til at få gåsehud over, faktisk.

    Latterligt og upassende, fordi hendes moder var et meget bedre menneske end hende selv, og vi derfor ikke ønsker at høre disse referater fra datteren. Datteren må erkende at hun og hendes erindringer er uønskede i civiliseret selskab.

  8. Af Maria Due

    -

    Poulsen kender hverken min mor eller mig og heller ikke noget til poesi. Han lever på nettet.

  9. Af Niels Poulsen

    -

    @Maria Due

    Tro det eller lad være: Det er ikke mig, der har skrevet kommentaren kl. 18:30.

    Jeg har intet imod dine kommentarer og din person. Af og til har jeg endda lært et eller andet af dine vidende kommentarer. (Det var lidt hårdt at indrømme).

    Uden at være en helgen forsøger jeg faktisk at overholde reglerne for god debatskik.

    Det er argumenter, tanker og ideer, som interesserer mig. Ikke at vinde en diskussion eller at såre andre mennesker.

  10. Af Maria Due

    -

    Niels Poulsen, du har helt ret, det var ikke dig, der skrev kommentaren 18:30, det var en anden Poulsen, som ofte nyder at være ondskabsfuld overfor kvinder, ikke så sjældent direkte sygeligt, og optræder under et utal af falske navne. Han er berygtet og har slet ikke din tankeverden eller opdragelse, det mærker man med det samme, og det var ubetænksomt af mig et øjeblik at glemme, at du har skrevet under samme efternavn på denne tråd. I øvrigt er han vist opvokset som katolik.

    Jeg beklager og takker for de pæne ord, som jeg satte pris på.

    Med venlig hilsen

  11. Af henning svendsen

    -

    Ja denne Sophus Claussen hygger sig foran pejsen han har sit på det tørre, Men udenfor i den råkolde verden der udspiller sig en kamp på liv og død!-de iler fra sted til sted trækker i klokkestrenge løber rådmænd på dørene anråber kongen men alt er forgæves.
    Og det er en grum skæbne!-at være statue uden en sokkel.
    De skulle have levet efter 1968-her opstod Jens Jørgen Thorsen-Jørgen Nash og satte en standart der banede vejen for alle og enhver, nu med Hassan som kulmination.

  12. Af Maria Due

    -

    Åh, det var vel så som så med Sophus Claussens hygge i levende live, men jeg har nu altid sat pris på ham.

    Men ellers – må vi lige være her, Yahya Hassen er på ingen måde kulminationen af dansk digtning, der skal meget, meget mere til, blandt andet en modenhed, der giver et større perspektiv.

    Hassan er stadig teenager, og begejstringen for ham er ligefrem proportional med, at han skriver om det, som andre har haft så uendelig svært ved at få frem. Der findes mindst en, der af samme grund ligefrem er jaloux på ham og har skrevet om det, førnævnte Poulsen ikke at forveksle med Niels Poulsen.

    I dag kan man i JP Kultur, side 25 læse følgende udtalelse fra unge Hassan, der meget apropos Vollsmose, PET-vagterne og den skudsikre vest bliver spurgt, om han føler sin ytringsfrihed truet? Dertil svarer han som en typisk 18-årig:

    “Jeg er fuldstændig ligeglad med ytringsfriheden. Det er ikke min kamp. Jeg ved, at den ikke findes, og at det altid har en konsekvens, når man siger noget, og det ved jeg, fordi jeg altid har sagt, hvad jeg mener – både steder, hvor det er naturligt at udtrykke sin mening, og hvor det ikke er naturligt. Politikerne er altid gode til at undskylde og fordømme og diskutere på andres vegne, men jeg skal nok komme til Vollsmose, bare rolig.”

    Tja, digteren flyver højt, og det er ham vel undt, han kan tids nok blive begravet i modgang. Ytringsfriheden sørger vi andre jo indtil videre for, så at han forhåbentlig overlever og udvikler sit talent i årene fremover. Jeg synes ikke, at det kan gå hurtigt nok at få den digtsamling oversat til en lang række sprog og solgt til andre vestlige stater med stor muslimsk indvandring. Det er muligt, at det allerede er sket.

  13. Af søren sørensen

    -

    Selvfølgelig skal vi støtte Yahya Hassans ønske om at integrere ghettoen med gode danske værdier. Problemet er jo at vi andre ikke ønsker at integrere os med Vollsmoses beboere og netop derved giver dem følelsen af at være ghettoiserede. Vreden og selvhadet det skaber at føle sig forkastet og uønsket i et samfund bliver som bekendt altid irrationel og selvundertrykkende, som jeg ser det parallelt i USA’s sorte ghettoers sociale kontrol. Ufriheden, som den afslører, ruller Hassan i sine digte så smukt og på ægte dansk vis nu op for vore egne hjemlige øjne. Blot husk at fortælle ghettoens beboere at det ikke er islam, som Hassan anklager, men den hykleriske måde vore egne udstødte misbruger religionen til at undertrykke hinanden med fordi islam i hadsk dansk optik er blevet gjort til vore brune medborgeres identitet. I Kritiske Muslimer bakker vi fuldt ud op om hans digte. I virkeligheden er det ikke politiet, der burde beskytte Hassan, men ghettoens andre vrede unge mænd, der ligesom han (men desværre mindre velformuleret, bevidst og frigjort) har gjort oprør mod den selvforagtende og magtesløse forældregenerations indre selvundertrykkelse som udslag af og sandhedsbevis for vores evige del og hersk politik.

    Skrevet af jakob holdt på facebook…

  14. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det er en forkert ‘analyse’ af Jakob Holdt, citeret ovenfor – og der kan ikke (nødvendigvis) drages parallel til de sorte i Amerika.

    Det er en forældregeneration, der er kommet hertil med el uden børn, børn siden født her af dem, opvokset i Danmark.

    Det er den splittelse, efterkommerne må leve med – og forældrenes indstilling til det samfund, de nu engang er kommet til i deres nød.

    Et system hjælper som det danske hjælper på flere måder, hvor en del også har været nyt igennem tiden – og ligedan kommer de fremmede med en egen identitet og fra en helt anden kultur og slet ikke af vestlig art, som egtl er forbudt for dem p gr a egen opdragelse og kultur – her taler vi om islam (men der er andre igen af fremmede i DK, som ikke er ligeså frustrerede som når islam, må v forstå, er bagtæppet – ivrigt akkompagneret også udefra nogle af de lande, de fremmede er kommet fra.

    De har familie og andet, der også stadig trækker, så hvert hjem kan muligvis ses som denne af dem forladte kultur, selv om det er den, de er flygtet fra. Det er deres hjemlande, der er den egentlige kilde og årsag til deres flugt og dermed at skulle finde sig til rette fx i Danmark – fremfor at have søgt lande i nærheden med islam som baggrund, mere lig i hv deres egen kultur end de vestlige, der dér lægges for had, misundes og meget andet.

    Vi er de vantro i deres optik, og det er ikke mennesker i Danmark el andre lande, fremmede måtte søge til i deres nød der skal integreres. Det er vi på naturligvis allerede.

    Så – det er en pris for nogle indvandrere, at de ikke kan eller egentlig for nogle af dem også dette at egtl VILLE andet end eget, fordi de – også fordi det er deres identitet, naturligvis; MRN de ser ikke en berigelse med to kulturer – udover og måske i for høj grad det økonomiske.

    De burde være begavede nok til at se og styrke deres børn i, at nu er vi her – og i SKAL LEVE her fremover, så vi træder samtidig et skridt tilbage her, for at det skal gå jer godt. Vi bakker jer op – men vi har altså denne baggrund, som vi selv er vokset op med – men vi gør vort bedste sammen med jer! Vore børn, som vi ønsker det bedste i et nyt samfund, hvor vi er så heldige at vi stadig kan meddele os på eget sprog, og det gør vi, fordi vi bedst kan udtrykke til jer, hvad vi føler i enhver henseende på vores eget modersmål – men vi støtter jer i det nye DNA, I også skal være medlemmer af fremover, her Danmark.

    Jo mere den slags er på tale bliver det nemmere for alle, fordi vi i Danmark ikke er i den position som de fremmede, der kommer hertil – men hjælper med alt muligt, hvorfor takken med vold og kriminalitet naturligvis ikke lader sig integrere – eller vi i sådant.

    Sådant går tilbage til baglandet og situationen, hvordan den er tacklet også af forældrene, der er frustrerede over sammen med børnene, som de har på deres side, at vi ikke kan dele landet op i de forskellige lande, indvandrere med islam som baggrund nu engang kommer fra.

    Det er mildest talt for meget forlangt og helt utopisk ikke at skulle le kunne se sit eget bedste og se at komme udover egne frustrationer, et vilkår i situationen vi kun kan forsøge at afhjælpe bedst muligt med de mange tilbud, som også findes for de fremmede – og så de mange andre tilbud et langt friere land giver, hvis ‘man’ ikke fastholdes af sig selv eller (p gr a) religion/kultur (også af folk udefra udover og egne her i landet, som vi hører det), selv om en indvandring kan tage generationer, før den er mere naturlig for de involverede.

    Men – det behøver ikke at være helt så svært. Det er indstillingen til problemet, som kun den enkelte selv kan (udover den hjælp til også selvhjælp, ethvert menneske i nød kan få her i landet, fremmed el indfødt).

    En del ses jo hellere at ville etablere både steder og andet her i landet – og ikke for en positiv integration, som vi kan opfatte det; men en fastholden i den gamle kultur i så høj grad, at det naturligvis kan give en vis modstand, fordi ved jo ved, at vi er de vantro osv.

    Derfor er det jo rigtigt, at der er nogle fremmede, som er vanskelige at integrere, da vi ikke udøver tvang – men heller ikke ønsker at indføre tilbagestående tilstande for mennesker og med en helt anden religion tillige fx – og dermed få landet splittet op.

    Derfor stop for en indvandring her, fordi opgaven er blevet større end landet og dets størrelse naturligt kan magte nu!

    Med al respekt for en Jakob Holdt og hans amerikanske sorte, så er der væsentlige forskelle tillige.

  15. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Enhver og dermed ethvert ungt menneske skal naturligvis og naturligt kunne meddele sig i også skrift – uden at blive hverken truet el forfulgt.

    Det understreger en manglende integration og fanatisme tillige. Det hører ingen steder hjemme i vort samfund.

    Og – en Jakob Holdt skal ikke køre aben af på os, selv om et system kan have mangler. Vi tager også afstand for sådant og lader os ikke ‘integrere’ i hjemlige bander og lign.! BHL

  16. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Tilbage til emnet for bloggen – jeg forsøgte at finde flere digte med November, det lykkedes ikke – men September og en del, hvor sommeren prises i høje toner sammen med kvinden ..

    I mit eget indlæg 21. ds. glemte jeg, at disse blade fra birketræerne var så fine, at naturen lagt i lag – de var ikke bare lysegule, de havde farven som det pureste guld, da det samtidig denne milde november-dag i år ikke var blevet hverken kørt el gået på, såvel som regnen endnu ikke have været der og gjort alt smattet, som sidenhen på fortovet med en række ahornblade.

    Sådan er der så meget – og små fortællinger, som Maria Dues, hvor folk ikke er så karrige med at give lidt af dem selv, især når de giver en del til debatterne.

    Det er set før – og julen er os alle kær, så det nytter ikke at være ‘kost-foragter’ som denne sure Severinsen.

    Jeg er ikke vokset op på landet som Maria Due – men jeg husker som vel omkring de 4-5 år gammel julefrokosten hos mine dejlige mor-forældre, hvor vi sad om et smukt, rundt og veldækket julebord med denne klassiske hvide dug med også en ægte spinderok til højre på gulvet – men hvor jeg med store øjne stirrede på sylten på bordet og tænkte, hvordan i alverden kan de få sådant ned. 🙂

  17. Af søren sørensen

    -

    Skrevet af Birgit Hviid Lajer, 24. november 2013 kl. 09:49

    Jakob holdt har 100% ret i hans bedømmelse om hvor problemstillingerne ligger..Hans er vær at lytte til…Vollsmose indestængte,vrede og frasorteret unger kvinder og mænd burde lytte og lære til Hassan…

    Også skal de selvfølgelig lærer lige som jøder,kristenfundamentalister, Scientologist at religion er roden til alt ondt og folkets opium der holder dem nede i ufrihed,undertrykt og som idioter.

    Der var levende organismer på jorden før år 4004 før k.f. og kun idioter tvivler på denne..Når religion er ude af spillet kan men se de oprigtige problemer i regnestykket..Såsom borgerligt interessere i lønmisbrug via en stor befolkning at vælge fra, manglende fagforeninger og rettigheder, mv..

    Du tilhører vel heller ikke denne borgerlige skare der mener at de står for ytringsfriheden, og er dens forkæmpere? Borgerlig ytringsfrihed´s kamp er kun angående Lars Hedegaard og Yahsan..Hvis han havet skrevet et digt om DF, ville det ingen exponering have fået i B ej opbakning til hans ytringsfrihed, politi og forargelse over hans oplæsnings aflysning..
    HYKLERISK!

  18. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    @ søren Sørensen – Jeg ville blot forholde mig til, hvis Jacob Holdt er citeret korrekt, såvel som jeg ikke ved, om hans indlæg på facebook var længere, at de andre unge ko ses at gøre oprøret imod os danskere – og selv har identitet i islam, naturligt nok, da de er opdraget i f denne trosretning.

    I hvilken udstrækning de unge kan bruge den unge digters oprør ved jeg ikke – el om måske deres forældre kan se en pointe her, så de inden for deres egne rækker kan gøre ting op og ændre positivt, så det ikke længere skal koste det danske samfund kassen – udover hvad integrationen af flygtninge/indvandrere i forvejen koster i vores samfund – op mod vel de 20 milliarder årligt.

    Jacob Holdt kan ikke drage en umiddelbar parallel til de sorte fra det afrikanske kontinent i USA, hvis forfædre blev indført ufrivilligt som slaver.
    Det gør vore indvandrere ikke – og de har fra dag l rettigheder og bliver hjulpet, også videre i et arbejdsmarked og et udd.system mm.

    De unge med islam som baggrund og deres oprør, det skal de selv forsøge at klare, og vi skal ikke have alle mulige risikable situationer for at forsvare den unge digter. Det er en politi-opgave og desværre også en PET-opgave nu.

    Vi har ikke selvtægt i Danmark.

  19. Af Søren Ulrik Thomsens stil | Kulturkamp

    -

    […] bevidst skribent, ikke kun i lyriske sammenhænge – jeg har tidligere analyseret Thomsens lyrik – men også i prosalitterære […]

  20. Af Martin A. Hansen og ”gammellivet” | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/11/20/novemberpoesi/ […]

  21. Af Efterårspoesi | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/11/20/novemberpoesi/ […]

Kommentarer er lukket.