Liberalisme, evolutionisme og relativisme

Af Kasper Støvring 26

Debatten om konservatisme og liberalisme fortsætter med de liberale Christopher Arzrounis og Ole Birk Olesens overstyrede og usaglige angreb på den konservative Søren Hviid Pedersen, der beskyldes for ekstremisme, fascisme og kulturrelativisme (uha!). Sidstnævnte svarede igen i dag og henviste bl.a. til, at en af de liberales store helte, Friedrich Hayek, faktisk selv var relativist.

Jeg er ikke særskilt interesseret i debatten mellem de to parter, heller ikke i liberalisme eller for så vidt Hayek, men derimod synes jeg, at den evolutionisme, der ligger i Hayeks tænkning er særdeles interessant og ganske frugtbar.

Konservative og liberale synes begge at bekende sig til en form for evolutionisme. Evolutionisme i kultur- og samfundsforhold er kort sagt ideen om, at værdier, kulturer og samfund opstår spontant og udvikler sig som en art organisme, hvor det, der ikke tjener organismen – samfundet eller kulturen – med tiden skilles ud. Således viser en kulturs levedygtighed sig bl.a. i, hvor længe den har eksisteret, og hvor tilpasningsduelig den er.

I Vesten bliver evolutionismen korrigeret af retsstaten som det sig hør og bør, men selv om liberale dyrker evolutionismen, fordi der ideelt er tale om en fri udvikling uhæmmet af statslige indgreb, forekommer det mig, at liberale gang på gang vil have den tæmmet af retsstaten (i virkeligheden er liberale tilbedere af staten!), fordi liberale hele tiden møder konsekvenser af den, de ikke bryder sig om – vel at mærke når evolutionismen får konsekvenser (i form af f.eks. kollektivisme og autoritetstro) uden for de liberales egen vestlige kultur.

Problemet for de liberale er nemlig, at evolutionisme giver plads til relativisme. Hos liberale får vi en fuldstændig kuperet evolutionisme – og således viser de sig som slette åndelige arvinger til bl.a. den liberale Friedrich Hayek, der i virkeligheden på mange måder udfolder en art historisk og institutionel konservatisme.

En pointe i Hayeks evolutionære tænkning går på, at når omstændighederne ændres, må også de moralske værdier ændres. Mennesker tilpasser sig konstant nye betingelser, og dette sker ofte på en gradvis, næsten umærkelig måde. Jeg har tidligere skrevet om bl.a. Hayek og kritikken af social ingeniørkunst og påpeget, at Friedrich Hayek udtrykker en erkendelsesteoretisk beskedenhed i modsætning til oplysningens rationalistiske overmod.

Hayek understreger igen og igen, at værdifulde institutioner ikke er konstruerede gennem rationel overvejelse (deliberation). De er derimod de utilsigtede positive konsekvenser af menneskers handlinger. Enhver forsætlig politisk bestræbelse på at intervenere i samfundet i henhold til en overordnet plan for forandring afviser Hayek som udslag af ”konstruktivisme”. Så vidt, så godt. Det kan både liberale og konservative være nogenlunde enige om.

Men liberale synes at stå af, når vi kommer til den moralske relativisme. Hayek udtrykker nemlig en markant skepsis over for eksistensen af absolutte værdier. Den kommer f.eks. tydeligt frem i en tale ved The Economic Society of Australia and New Zealand i 1976. Her siger Hayek direkte:

”However much we dislike it, we are again and again forced to recognise that there are no truly absolute values whatever. Not even human life itself.”

Nuvel, citatet er taget ud af en sammenhæng. Så lad os prøve at følge tanken lidt nærmere i lyset af ikke bare Hayeks egne refleksioner, men mere generelt i lyset af relativismen og især spørgsmålet om, hvordan man som relativist kan forholde sig kritisk til andre kulturer og samfund og deres moralske værdier, når nu der ikke gives et arkimedisk punkt, hvorfra man kan kritisere dem, og når nu værdier er afhængige af den kulturelle kontekst; så at sige indlejret i kulturen og dens traditioner.

Først og fremmest er det en misforståelse at tro, at man ikke kan eller må kritisere andre kulturer eller for så vidt sin egen. Det er uundgåeligt, og vi gør det hele tiden, heldigvis. Relativisme indebærer langt fra ukritisk accept af det, der er.

Men kritikken, som også Hayek understreger, skal i størst mulig omfang foregå indefra, fra kulturen selv gennem en tilegnelse af eller indlevelse i dens verdenssyn, regler, traditionelle værdier og moralske sprog. Deri ligger det anti-utopiske og anti-revolutionære i både konservatismen og (dele af) liberalismen. Det handler om at reformere moralske værdisystemer, ikke radikalt ændre dem gennem et ufølsomt, revolutionært totalopgør.

Her er, hvad Hayek skriver herom i bogen Law, Legislation and Liberty:

”When we say that all criticism of rules must be immanent criticism, we mean that the test by which we can judge the appropriateness of a particular rule will always be some other rule which for the purpose in hand we regard as unquestioned. The great body of rules which in this sense is tacitly accepted determines the aim which the rules being questioned must also support; and this aim, as we have seen, is not any particular event but the maintenance or restoration of an order of actions which the rules tend to bring about more or less successfully.

[…] we do not maintain that all tradition as such is sacred and exempt from criticism, but merely that the basis of criticism of any one product of tradition must always be other products of tradition which we either cannot or do not want to question; in other words, that particular aspects of a culture can be critically examined only within the context of that culture. We can never reduce a system of rules or all values as a whole to a purposive construction, but must always stop with our criticism at something that has no better ground for existence than that it is the accepted basis of the particular tradition.

[…] The much discussed question of ’moral relativity’ is thus clearly connected with the fact that all moral (and legal) rules serve an existing factual order which no individual has the power to change fundamentally; because such change would require changes in the rules which other members of the society obey, in part unconsciously or out of sheer habit, and which, if a viable society of a different type were to be created, would have to be replaced by other rules which nobody has the power to make effective. There can, therefore, be no absolute system of morals independent of the kind of social order in which a person lives, and the obligation incumbent upon us, to follow certain rules derives from the benefits we owe to the order in which we live.” (S. 191 ff.).

Faktisk var Hayeks respekt for andre kulturer så stor, at han nærmer sig en position baseret på ikke-indblanding. Lukkede samfund der ikke udgør en trussel for os, og som eksisterer på dens egne betingelser, bør vi som fremmede ikke blande os i. For ved at blande os risikerer vi at ødelægge en kultur, der ganske vist kan virke mystisk og måske afskyelig, men som ikke desto mindre er meningsfuld for dens medlemmer. Hvis vi ødelægger kulturens mulighed for at fungere, pådrager vi os også et ansvar for dens medlemmer og deres fremtidige muligheder for at leve det gode liv.

Hayek skriver derfor:

“It would seem to me, for instance, to be clearly morally wrong to revive an already unconscious old Eskimo who, at the beginning of their winter migration, in accordance with the morals of his people and with his approval, had been left behind by his group to die — and to be right only if I regarded it as right, and in my power, to transfer him into a wholly different society in which I was able and willing to provide for his survival.” (S. 193).

Hayek betoner i sit værk det, han kalder den spontane orden, som vi imidlertid kun kan nå til en ufuldstændig forståelse af på grund af vanskeligheden ved at identificere de iboende latente funktioner. Af samme grund advarer han mod at forandre de basale institutioner på baggrund af en rationel analyse. Hayek tilbyder altså en slags evolutionær forklaring på udviklingen af bærende sociale, økonomiske og juridiske institutioner.

Disse institutioner er blevet indført over tid, fordi de på adækvat vis tilfredsstillede menneskers skiftende (fortolkninger af deres) behov. Hayek sammenfatter sin holdning – understregningen af betydningen af en underforstået og tavs viden, af kulturelle sædvaner og dermed også latente funktioner – i essayet ”The Errors of Constructivism”:

”What I want to show is that men are in their conduct never guided exclusively by their understanding of their causal connections between particular known means and certain desired ends, but always also by rules of conduct of which they are rarely aware, which they certainly have not consciously invented, and that to discern the function and significance of this is a difficult and only partially achieved task of scientific effort.”

Denne form for ydmyghed og kulturelle forståelse, man finder hos Hayek, er ikke ligefrem de nutidige, danske liberalisters adelsmærke.

 

 

26 kommentarer RSS

  1. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Eksisterer retsstaten stadig? Er velfærdsstaten en realitet?
    Er det et samfund og et system præget af moral og etik vi lever i, eller er det frygt der får samfundet til at hænge sammen og udsætter det endelige sammenbrud? Er der stadig et udbredt ønske om at bevare vores kultur og civilisation?

    Er der ytringsfrihed og ytringsmuligheder nok til at vi kan forsvare og bevare vores fred og civilisation?

    Eller er det kun et spørgsmål om tid før tidens strømninger og totalitære tendenser får 30’erne til at vende tilbage, og Danmark og Europa til atter at synke ned i barbariet?

  2. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    PS: Hvis man er i tvivl om at vores civilisation er i fare, kan man læse den ny bog: Dødsmedicin og organiseret kriminalitet, skrevet af en overlæge. Eller bøger om EU og velfærdens/sundhedsvæsnets storhed og fald.

    Uanset om politikere og partier smykker sig med den ene eller den anden ideologi, er Danmark ved at være et aftenland. Hvor tingene går mere og mere i opløsning, hvor sodoma- og gomorra-tilstande vinder frem, hvor mange arter af ondskab breder sig og opreklameres.

  3. Af Arvid Holm

    -

    ”Lukkede samfund, der ikke udgør en trussel for os, og som eksisterer på dens egne betingelser, bør vi som fremmede ikke blande os i.”

    Denne sætning repræsenterer en situationsopfattelse, der var rimeligt realistisk før kulturblandingen som følge af den nuværende folkevandring fra Mellemøsten og Nordafrika.

    Men alle samfund er defineret ved normer, der må forsvares med repressalier overfor norm-brydere, da de truer samfundets orden og/eller eksistens.
    Suveræne samfund har retssystemer, der forsvarer de vigtigste normer med regulær straf i form af bøder, frihedsberøvelse eller endnu mere brutale forholdsregler.
    Andre normer opretholdes med mere eller mindre organiseret selvtægt af samfunds-medlemmer, der blot afviser social accept af norm-brydere eller går endnu videre i deres nidkærhed.

    Folkevandringens kulturblanding giver derfor problemer.
    Majoritetssamfundet og minoritetskulturernes parallelsamfund geråder i suverænitets-konflikter.
    Minoritetskulturen er jo i det mindste juridisk en del af majoritetskulturen, der afgrænses nationalt.
    Hvilke normer skal gennemtvinges overfor hvem?

    Repressalier overfor norm-brydere kan opfattes som retfærdige i den ene kultur men som overgreb i den anden.
    Når de pågældende normer ikke accepteres af retssystemet, kan der være tale om overgreb i juridisk forstand, når de gennemtvinges.

    Sådanne overgreb er udtryk for den suverænitetskonflikt, der raser – både synligt og skjult – i det civile samfund og i retssystemet.
    Begge kulturer er truet på deres definitioner, når normerne er i spil – der er en trussel mod ”os”, hvad enten ”os” er kulturelt eller nationalt afgrænset.

    Kan et parallelsamfund overhovedet være lukket, når folk kan færdes frit ud og ind med deres bagage af normer?

    Sætningen – ”Lukkede samfund, der ikke udgør en trussel for os, og som eksisterer på dens egne betingelser, bør vi som fremmede ikke blande os i.” – er ikke længere udtryk for en realistisk situationsopfattelse.

  4. Af Tom Romdal

    -

    Den pædagogiske historie om en enkelt eskimo er en dårlig parallel til hvordan verdenshistorien udfolder sig omkring os. Støvrings kulturrelativisme er bundet op på at vi ikke må blande os i andre landes problemer fordi vi så pådutter dem vores moralbegreber etc. Men Støvrings fallit er at han vil nægte omverdenen støtte når den beder om det.
    Støvring vil til enhver tid nægte bosnierne og libyerne hjælp når de bliver slagtet af hhv serberne og Khadaffis fremrykkende hær. Uanset at de trygler omverdenen om hjælp. For folk som Støvring er det blot en naturlig del af bosniernes egen kultur at blive slagtet af serberne, og en naturlig del af kulturen i Benghazi at blive slagtet af Khadaffi, og omverdenen skulle have holdt sig væk. Havde vi holdt os væk havde diktatorerne stadig have regeret på Balkan, landene ville ikke være på vej ind i EU, og Støvring ville selv have ment at det havde været den helt rigtige situation, for så kunne man fastholde sin egen kultur som en modsætning til deres.

  5. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    @ Arvid Holm

    Jeg synes du anvender Støvrings “lukkede samfund” begreb for firkantet i din analyse af parallelsamfund, da der jo som i de fleste af livets forhold ikke her til lands er tale om en enten-eller situation.

    Den danske samfund er jo ikke et multikulturelt samfund, men langt overvejende et monokulturelt samfund, hvor mindretal fra spredte, fremmede kulturer altid er indvandret, og over tid gennem den evolutionære proces alle hidtil er lykkedes med selv at integreret sig.

    F.eks. var den traditionelle, jødiske indvandrergruppe jo ikke et mindre fremmed element i datidens Danmark helt frem til slutningen af 1800-tallet, end de senere indvandrede muslimske grupper nu er. Alligevel er f.eks. “Inden for Murene” jo nu i dag helt out of date, og selv da Goldsmith skrev sit skuespil, var moralen jo ikke en total integration af den jødiske familie udover hvad den kulturelt selv kunne leve med, men derimod en pragmatisk samleven af de to familier i respekt for hinandens kulturer. For erhvervsmæssigt var den jødiske familie jo for længst integreret og det i en ganske konkurrencedygtig grad.

    I hvilket omfang staten rationelt skal gribe ind i indvandrergruppers kultursamfund, bør jo ske med skyldigt hensyn til en balance imellem disse gruppers medbragte kultur (deres egen opfattelse af et godt liv) og så den statslige regulering, som simpelthen er nødvendig for, at de, ligesom alle vi andre, kan overleve her i et moderne komplekst samfund, der generelt jo ikke har megen tolerance for traditionelle kulturer. Hvad enten det nu er en muslim med burka og fotobuskort, som ikke tillades adgang til bybussen, eller en ældre stammedansker, som i praksis har stærkt nedsat adgang til tjenester fra alle vores offentlige væsner, fordi han aldrig lærte at bruge en PC.

    Og når vi definerer dette balancepunkt i forhold til indvandrergrupper, er det vel værd at have in mente, hvilken tolerance, staten i flere årtier udviste overfor Christiania, som faktisk er det eneste kultursamfund, der også retligt set var et parallelsamfund. Men det var selvfølgelig også bare en tolerance overfor en gruppe borgere, som var “en del af os selv”!

    Sagen jo er i øvrigt også, at vores traditionelle, danske samfundskultur i disse år ikke selv får lov til at udvikle sig evolutionært, men fra den ny-radikale elite via staten er udsat for en skattefinansieret moralisen og retlige indgreb så langt ind i privatsfæren, at også mange gammeldanske borgere jo i disse år har svært ved at fastholde, hvad de selv forstår som et godt liv!
    For det er jo den ny-radikale elite, som er den største “driver” i den markante påvirkning af dit og mit gode liv, og slet ikke nogen indvandrergruppe.
    Ja for mange danskere ville det sandsynligvis kun befordre et fortsat godt liv, hvis de konservative holdninger blandt indvandrergrupperne også fikk større politisk gennemslag som modvægt til den ny-radikale elite.

  6. Af Niels Poulsen

    -

    Det er spændende læsning, at en repræsentant for klassisk liberalisme som Friedrich Hayek også bekender sig til kulturrelativismen.

    Det er nærliggende at forestille sig, at Hayek må have været påvirket af Nietzsche, som er den første i moderne tid, som siger, at der ikke findes absolutte værdier, og at vi alle (og dermed også den kultur, vi er en del af) taler ud fra et perspektiv. Verden består af et vist antal kulturer, som hver især taler ud fra deres egenartede perspektiv. Virkeligheden udgøres af summen af disse perspektiver.

    Diskussionen om universalisme versus perspektivisme/kulturrelativisme/partikularisme kan blive meget abstrakt og går vist hen over hovedet på mange mennesker.

    Så det er næsten en befrielse at nå til der i teksten, hvor Hayek taler om den gamle eskimo, som i overensstemmelse med eskimokulturens etiske og moralske normer er blevet efterladt af sin stamme, fordi han er til byrde.

    Hayek er i stand til at rumme det dobbelte perspektiv og er derfor tilbøjelig til at lade den gamle eskimo blive liggende.

    På den måde bliver det tænkte eksempel med den gamle eskimo til en antitese eller en modfortælling til lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som for mig se er en af den vestlige verdens mest centrale grundfortællinger.

    Og denne kulturrelative modfortælling har vi som moderne, liberale og globaliserede vesterlændinge det tilsyneladende utroligt svært med.

    Jeg ser det for mig: Søren Pind lægger et billede af den gamle eskimo på sin facebook-side og skriver følelsesladet om Hayeks moralske svigt. Alle, der har haft en gammel bedstefar, hvordan kan vi tillade, at eskimoen bliver overladt til at dø en lidelsesfuld død i kulden? Ligeledes med Katrine Winkel Holm. Hun vil sige, at Hayek burde handle i overensstemmelse med sin samvittighed og kristendommens budskab om, at alle mennesker er lige meget værd. Derfor er det Hayeks pligt som kristen at hjælpe eskimoen.

    Ja, de fleste af os mere jævne mennesker vil vel ligefrem sige, at Hayek er ond, fordi han lader eskimoen blive liggende. Og overfuse ham med alle hånde skældsord, som det desværre er blevet vores vane, når vi møder et menneske et andet perspektiv på tilværelsen end os selv.

    Jeg selv kan godt undre mig over, hvorfor det er blevet så svært for det moderne vestlige menneske at se på tilværelsen ud fra flere perspektiver. De fleste af os opfatter os selv som moderne mennesker, som lever i en moderne verden. Samtidig bekender vi os mere eller mindre bevidst til universalismen. Men er der noget, der ikke er “moderne”, så er det da universalismen. Denne tro på, at der findes absolutte værdier og sandheder, og at vi vesterlændinge har fundet dem, tilhører jo den historiske tid, som gik forud for vores moderne tid.

    Det er det, der undrer mig allermest ved universalisten: at han tænker og taler som fortidens paver og er ufejlbarlig som disse.

  7. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Jeg læser din kommentar som en påstand om, at det sekulære demokrati i absolut forstand er mere værdifuldt end en hvilken som helst form for autoritært styre eller diktatur.

    Den påstand er jeg enig i, men problemet er hvordan vi begrunder at demokrati bygger på en absolut værdi?

    Hvis værdier ikke kan begrundes rationelt så bliver det en trossag om man foretrækker et demokratisk eller diktatorisk styre.

    Værdirelativismen forudsætter derfor for at være sand, at værdier ikke kan begrundes rationelt, men beror på irrationelle valg eller tro.

    Men opfylder den værdirelativistiske position det rationelle krav om modsigelsesfrihed – er positionen konsistent?

    Er den kulturrelativistiske position så stærk, at den kan bære sig selv?

    Kulturrelativismen hævder, at ethvert verdensbillede kun har gyldighed internt i forhold til en given kultur. Men hvad så med kulturrelativismens eget verdensbillede? Hvad med påstanden om, at ethvert verdensbilledes gyldighed er relativ til dets egen kultur? Er det ikke en påstand, som kræver at være gyldig for enhver kultur, og derfor fordrer at høre til et verdensbillede, som har hævet sig over kulturrelativismen?

    Hvis man hævder, at påstanden kun er gyldig relativt til en bestemt kultur, så udelukker man ikke, at den modsatte påstand kan være gyldig i en anden kultur. Hvis man derimod udelukker denne mulighed, så stiller man sig på et punkt, hvor ens teori ikke tillader nogen at stå, og man modsiger derfor sig selv. Altså ligegyldigt hvad man siger, er man udelukket fra at kunne hævde kulturrelativismen som en rationelt tvingende teori. Det kræver som minimum, at teorien giver plads til sig selv, og at den er konsistent med sin egen universelle gyldighed.

    Den kulturrelativistiske position er derfor ikke baseret på andet end et irrationelt valg eller tro. Der er således ingen tvingende grund til at tro på kulturrelativismen.

    Den demokratiske bestræbelse bør forstås som et forsøg på at opbygge en rationel samfundsorden. Den vokser ud af et rationelt spørgsmål om, hvem der skal bestemme, hvorledes samfundets love skal være. Det er, fordi det IKKE er muligt på en rationelt uangribelig måde at begrunde, at nogen har en særlig ret til at bestemme lovene, at man i stedet kan slutte, at så bør alle have lige ret. Således kan man negativt begrunde rationaliteten i den demokratiske bestræbelse. En positiv begrundelse må i givet fald bero på en begrebslogisk begrundelse for en universel fordring hvoraf demokratiet kan udledes som en absolut værdi og en forpligtelse vi alle er underlagt alene qua person. Dette medfører, at den demokratiske bestræbelse ikke selv må karakteriseres som udtryk for en særlig religion.

  8. Af Helge Nørager

    -

    Alternativ virkelig må være at tro på at nogen blev reddet i Libyen.

    De blev alle sendt til helvede, og våben er nu overalt i nord Afrika.

    At tro vi gjorde noget godt, er total mangel på viden og real politik.

    Men vores “normer”, forhindre at Hr. Anders Fogh, sendes til Haag i håndjern.

    Verden er som man anskuer den, vi alle vores virkelighed, men hvis fælles mængde af opfattelse, er så forskellig.

    At nogen skaber krig, andre siger det var godt, uden at se på konsekvenser af deres handlinger.

    Droner osv, netovervågning, totalt tab af privatliv, DNA gives til alle som har et “projekt”.

    Hvis det er godt, så rejs til Libyen, dette vidunder skønne demokrati, rejs der ned og husk en meget god sygeforsikring, aftaler med pårørende om hvor du er, samt en god bankbog til at betale kidnappere løsesum.

    Dette dejlige lykkeland, vi med tusinder af tons bomber har givet, dem som bor der.

    Husk vi boede der ikke, men men altid er der en dansker som skal bombe andre til helvede.

    Og håne de døde ved at påstå det var da godt, vi gjorde noget…

  9. Af Niels Poulsen

    -

    @Jan Aage Jeppesen

    “Hvis værdier ikke kan begrundes rationelt så bliver det en trossag om man foretrækker et demokratisk eller diktatorisk styre.”

    Det synes jeg ikke, at du har ret i. For at vi i et vestligt samfund som det danske foretrækker demokrati kan også begrundes med en lang historisk udvikling, hvor demokrati har udkonkurreret andre styreformer og dermed har vist sig at være mest overlevelsesdygtigt. Demokratiet i vores del af verden har dermed empirisk tyngde.

    I andre dele af verden med en anden natur og kultur har det været andre styreformer, som har vist sig mest overlevelsesdygtige.

    Jeg synes, at rationalismen begår en fejl ved at antage, at sandhed er hævet over sted, tid og erfaring. Den menneskelige tilværelse er jo netop helt afgørende påvirket af sted, tid og erfaring.

    Misforstå mig ikke: Der er ikke noget i vejen med at være rationalist, men rationalisme uden den mindste grad af empirisme bliver underlig virkelighedsfjern.

    Sandhed er det, der virker. Eller: Virkelighed er det, der virker. Dette pragmatiske udsagn vil jeg gerne tilslutte mig, i hvert fald hvad angår samfundsmæssige og politiske forhold.

    http://en.wikipedia.org/wiki/Empiricism

  10. Af Erik Winther Paisley

    -

    Hayeks relativisme og evolutionisme er svagheder, ikke styrker.

  11. Af Mikkel Nohr Jensen

    -

    Det forekommer mig at virkeligheden er meget mere nuanceret end kulturrelativisme kontra universalisme.

    At spørge om alle kulturer er lige gode, eller om nogle er absolut bedre end andre, svarer til at spørge om alle fødevarer er lige sunde, eller nogle er absolut sundere end andre.

    Det er helt indlysende logik at nogle fødevarer kan klassificeres som usunde (f. eks. vingummi), mens andre kan klassificeres som sunde (f.eks. brocolli), men det er samtidig indlysende at ikke alle fødevarer kan rangordnes. I ekstreme tilfælde er det indlysende hvilken fødevare der er sundest (som i eksemplet brocolli vs. vingummi), men i langt de fleste tilfælde må man konstatere at næringsværdien er så ens at det er umuligt at udtale sig absolut om hvilken fødevare der er sundest (som for eksempel med kartofler vs. ris, der begge er fornuftige basisfødevarer).

    Så er der selvfølgelig også nogle fødevarer som er sunde i nogle tilfælde, men ikke i andre. For eksempel er det en god ide at spise hvalspæk, hvis man bor i et koldt klima (hvor der skal bruges fedt til at isolere med), men en meget dårlig ide hvis man bor i troperne.

    Så nogle fødevarer er sundere end andre, men mange fødevarer er lige sunde (eller er skiftevis sundest og usundest alt efter omstændighederne).

    Sådan er det også med kulturer.

  12. Af Jesper Lund

    -

    Fra institut for menneskerettigheder:

    “ER MENNESKERETTIGHEDERNE UNIVERSELLE?

    I 1947 gjorde den amerikanske antropologforening over for FN’s Menneskerettighedskommission rede for sit syn på et udkast til FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne: ‘Hvordan kan den foreslåede menneskerettighedserklæring blive brugbar for alle mennesker og ikke kun være en erklæring om rettigheder der er baseret på værdier som er fremherskende i vesteuropæiske lande og i Amerika?’, spurgte antropologerne.

    Antropologerne skrev videre, at man ikke blot, sådan som erklæringsudkastet gjorde det, skulle fokusere på respekt for mennesket som enkeltindivid, men også på mennesket som medlem af en gruppe. Idéer om rigtigt og forkert og godt og ondt kunne man finde i alle samfund, men hvad der var en menneskeret i ét samfund, var måske en asocial regel i et andet samfund. Den amerikanske antropologforening satte således spørgsmålstegn ved Verdenserklæringens universelle gyldighed.

    Debatten om menneskerettighedernes universelle gyldighed er ikke forstummet, men i mellemtiden har menneskerettighederne faktisk fået global udbredelse.

    Basale, universelt menneskelige behov
    Menneskerettigheder påberåbes overalt i verden, men hvilke af dem der påberåbes, afhænger af situationen og vilkårene i det konkrete samfund. Et sted kan det være beskyttelse mod tortur, et andet sted kan det være ret til at få børn ved hjælp af den nyeste forplantningsteknologi.

    Hele kataloget over menneskerettigheder er næppe relevant over hele verden på samme tid, men et af de centrale formål med menneskerettighederne er relevant overalt: nemlig at beskytte udsatte enkeltpersoner og grupper mod overgreb og nød. Det er forskelligt hvad der lokalt ses og opleves som overtrædelser af menneskerettigheder, men der er basale forhold som er universelt menneskelige. De vedrører beskyttelse af værdighed og integritet: fx mad, vand, bolig, og beskyttelse mod myndigheders vold.”

    Jeg mener at menneskerettighederne er universelle, netop fordi de forholder sig til basale menneskelige behov. Der er heldigvis rigtig mange lande som har tilsluttet sig dem, hvad der i sig selv gør dem universelle.

  13. Af Jesper Lund

    -

    Selvfølgelig skal Hayek hjælpe den døende eskimo i den udstrækning det er ham muligt. Eskimoen vil jo være en del af Hayeks kultur i det samme øjeblik som de mødes. Hayek vil få psykiske problemer, hvis han ikke hjælper eskimoen.

    Hvem husker ikke det Pulitzer-vindende billede af et døende afrikansk barn med en grib sidde ventende bag barnet. Fotografen begik selvmord kort tid efter Pulitzer-prisen.

  14. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Hvad hjælper alle disse teorier, hvis de overtrumfes af den fordummelse og forråelse som medierne har sørget for, gennem mange år?

    Det danske samfund er nu blevet så råt, at noget der ligner et udryddelses-program overfor de svage, de syge, de ufaglærte, de gamle, børnene og de hjemløse……… er gået i gang.

    En slags kunstig eller organiseret død, der er forklædt som humanisme og velfærd, hærger som aldrig før.

  15. Af Tom Romdal

    -

    @ Helge Nørager, du kan bare sammenligne Libyen, hvor vi greb ind, med Syrien, hvor vi ikke gjorde noget. Der er 150.000 dræbte i Syrien nu, 5-10(?) millioner på flugt. Det ville der også være fra Libyen hvis ikke omverdenen havde grebet ind.

    “De blev alle sendt til helvede” siger du – nej helvede er da i Syrien. Hvilket af de to lande får vi flest flygtninge fra?

    Og hvorfor taler du ikke om eks-Jugoslavien, hvor DK var i 2 krige. Hvor mange flygtninge fra eks-Jugoslavien får i 2013 asyl i Danmark? Og hvorfor? Fordi vi gjorde det rigtige – vi greb ind for at redde en befolkning.

  16. Af Kurt Dejgaard

    -

    Citat:
    “Hayek understreger igen og igen, at værdifulde institutioner ikke er konstruerede gennem rationel overvejelse (deliberation). De er derimod de utilsigtede positive konsekvenser af menneskers handlinger. Enhver forsætlig politisk bestræbelse på at intervenere i samfundet i henhold til en overordnet plan for forandring afviser Hayek som udslag af ”konstruktivisme”.”

    Kommentar:
    Det mener jeg er en bevidst fordrejning af hvad Hayek både siger og mener!

    Jeg ville kunne acceptere:
    “Hayek understreger igen og igen, at værdifulde institutioner ikke kun/alene er konstruerede gennem rationel overvejelse (deliberation).”

    (Eksemplificeret i det i bloggen brugte citat:
    “What I want to show is that men are in their conduct never guided exclusively by their understanding of their causal connections between particular known means and certain desired ends, but always also by rules of conduct of which they are rarely aware, which they certainly have not consciously invented, and that to discern the function and significance of this is a difficult and only partially achieved task of scientific effort.”

    Og det gør altså en himmelvid forskel.

    Det egentlige Hayek-citat kan kaldes liberalkonservativt.
    Men det han indledningsvis skydes i skoene er en nærmest de Maistre’sk reaktionær forstokkethed som Hayek ikke med god vilje kan tilskrives.

  17. Af Helge Nørager

    -

    Ifølge UN, var der er en Serbisk befolkning på ca. 250-300.000, i Kosova, før natos drabsmission.
    Idag ca 55.000-60.000
    Resten ca 200.000 lever som glemte flygtninge i Serbien.
    Arbejdsløshedsprocent på over 40, i Kosova.
    Men Salafister betaler unge for at deres koner, går i burka, at de skifter deres ur til højre hånd og lader skægget gro.
    Over 120 nye mosker er bygget, over hundere klostre og kirke, ødelagt.
    Som en af rigspolitiets chefer for nogle år siden udtalte.
    Kosova er center for handel med brun heroin.

    Så sikken en succes.

    Syrien, Kongen af Saudi Arabien, har personligt pralet med at donere 5 millioner $, af hans egne penge, til at myrde løs i Syrien.

    Jo verden har gjort meget i Syrien, vi har med salafister og sindsyge polio spredende galninge udløst ragnarok med masser af våben fra Libyen.

    Bag alt dette er House of Saud, og tro mig vi har gjort meget i Syrien, vi har sendt vågen og penge, unge arbejdsløse og polio smittede til Syrien.

  18. Af Kurt Dejgaard

    -

    Re Kurt Dejgaard (29. november kl. 18:56)

    “Det egentlige Hayek-citat kan kaldes liberalkonservativt.” skrev jeg.
    Det er naturligvis meningsforstyrrende for der er intet i citatet der definerer det som så.

    Hvad jeg skulle have skrevet (og hvad jeg mener) er at citatet er foreneligt med en liberalkonservativ overbevisning.
    Det er hvad Hayek indledningsvis skydes i skoene, ikke.

  19. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    @Niels Poulsen, 29. november 2013 kl. 16:03:

    “Hayek er i stand til at rumme det dobbelte perspektiv og er derfor tilbøjelig til at lade den gamle eskimo blive liggende.

    På den måde bliver det tænkte eksempel med den gamle eskimo til en antitese eller en modfortælling til lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som for mig se er en af den vestlige verdens mest centrale grundfortællinger.”

    Som jeg tolker lignelsen om den barmhjertige samaritaner er den ikke en antitese til inuitternes tradition for altruistisk selvmord for redde gruppen.

    Samaritaneren hjælper af sit overskud, materielt og moralsk. Der er intet i fordringen om næstekærlighed som kræver, at vi hjælper en nødlignende, hvis vi derved sætter vor egen eksistens på spil. De som fordømmes i lignelsen er dem som går forbi den nødlidende uden at hjælpe, selv om de kunne have hjulpet uden at sætte deres egen eksistens på spil.

    Moralsk set er inuittens altruistiske selvmord en slags nødret som ikke bryder fordringen om næstekærlighed. En fremmed som møder den gamle inuit som er ved at sulte ihjel og som har mulighed for at give ham føde og ly, skal selvfølgelig gøre det. Hvis den gamle afslår hjælpen må den fremmede respektere dette valg og ikke påbegynde tvangsfodring.

  20. Af Arvid Holm

    -

    Efter min mening burde man satse på udelukkende at hjælpe ældre inuit-kvinder, der er efterladt til en ensom død af deres familier.
    Man kan forvente, at kvinderne ikke formerer sig på grund af alder – og familiesammenføring synes ikke berettiget på grund den belastende forhistorie.
    Formodentlig vil kvinderne kun i ringe omfang indlade sig på at terrorisere majoritetsbefolkningen med voldshandlinger og anden kriminalitet – det er de slet ikke i form til.

    Så belastningen ved en sådan indvandring vil være under fuld kontrol – både antal individer og konflikter på grund af kultur- og mentalitetsforskelle vil være til at overse.

    Hvis man blot kan finde så mange forladte inuit-kvinder, at projektet kan tilfredsstille de mange blandt majoritetsbefolkningen, der ligesom Supermand eller Moder Theresa vil frelse hele verden.

  21. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Der er jo i sidste ende tale om tid og sted, de forskellige kulturer imellem, hvorfor meget ikke er sammenligneligt, fordi viden er eskaleret inden for visse samfund og ‘bragt videre’ til igen andre samfund, der har udviklet sig igennem tiderne – mere el mindre – og nogle til det, vi kalder ‘den civiliserede verden’ a la den vestlige.

    Engang troede vi på dette, at alt er relativt. Det er det ikke – hverken inden for det menneskelige el produktions-processer af varer.

    Der er derfor viden på mange planer og inden for flere felter, der er det givne i de forskellige udgangspunkter, processer og for endelige ‘resultat’.

    Inuitten og hans lige har været langt mere i forbindelse og kontakt med den øvrige natur, hvor det ses/sås, hvordan dyr kunne agere i forhold til gruppen og dermed også døden.

    Der var ingen velfærd, der samlede mennesket op.

    Så nar Støvring taler om velfærdens klient-gørelse, så ville den gamle inuit kunne være en af disse klienter, som Støvring kalder det i sin henvisning, i hvad han tidl har skrevet om social ingeniørkunst mm.

    Den indiske enke ligeså, samfundet har da fundet på en vel slags ‘tro’ på .., så de kunne skaffe hende af vejen – uden hensyn til de evt. psykologiske konsekvenser for de efterladte. Troen har vel været så stærk, at man har troet, dvs har kunnet bilde sig ind, at man gjorde ret.

    Igen en klient Ud fra vore dages velfærds-optik) – hvis der ikke i den enkelte familie, hos det enkelte par, var penge til at leve videre for på egen hånd el i familien i øvrigt til at varetage opgaven for enkens fortsatte liv og levned. Jeg ved ikke – om dette gjaldt rig som fattig – el om det også gjaldt enkemænd!?

    Det, jeg vil sige med det, er;

    At klienter har altid fandtes – men samfund har ageret forskelligt overfor ‘problemet’. Så – det er egentlig højt og flot at konstatere, at det er velfærdssamfundet, der klientgør mennesker, fordi mennesker til alle tider har været el har kunnet bringes i nød.

    Så – har en familie ikke kunnet hjælpe, så er samfundet, dvs os alle, hver og én, trådt til i samlet flok, da vi ikke er ynder af lig i gaderne el afbrændinger af mennesker.

    Det er en del af det, vi kalder civilisation, hvor vi har udviklet os til mindre barbari, bedre forstand og forståelse og indsigt i mangeartede forhold, hvorfor vi kan agere såkaldt civiliseret og dermed have det bedre med os selv, hvor vi så betaler for ikke at aflive hjemløse, kriminelle, handicappede, psykisk syge, kræftpatienter, så de kan dø lidt hurtigere el i al almindelighed mennesker, der er blevet svækket – og ofte p gr a en ringe opvækst, ser vi til narkomaner osv.

    Det koster naturligvis i vort samfund.

    Derfor kan liberale, der er så udskældte her og der, nok ønske mindre stat og statslig indblanden – men de er også nødt til at erkende virkeligheden, vi lever i, og som kræver sådant, hvis vi ikke formår at ændre/forebygge den slags skader for mennesker, for samfundet som helhed.

    En slags sygdomsramt organisme i et vist omfang, og alt er ikke relativt, som vi ynder og ønsker at sige og tro. Det ville i visse forhold være det samme som at lade stå til, i vores kultur el andre kulturer, hvorfor vi har grund til at inspirere, også andre, hvor vi kan tale om:

    Jo større sundhed mentalt, jo sundere samfund.

    Derfor kan der i dag skelnes i forhold til, hvad der er sundt, og hvad der er neurotisk, hvor vi bør se til at fravige det sidste mest og bedst muligt; men det kræver måske, også bredt, den indsigt jeg har fra psykoanalysen – en yderligere dimension inden for det menneskelige sind, som fortæller om ‘ret og vrang’ i forhold til, hvad det er, der sker for mennesket, når det behandles forkert.

    Ikke anderledes end anden drift og vækst i naturen, som skal individuelt behandles forskelligt og tillige inden for hver art.

    Hvis der ikke ses yderigere til sådant, så kan vi blive ved med også at hive ‘de gamle drenge’ frem og støve dem af – uden at se, at der er sket meget siden inden for forståelsen af også det menneskelige samt megen anden udvikling i f teknik, økonomi mm, som kendetegner de vestlige samfund.

    Dog – ikke lige meget i alle forhold og alle steder, hvor der flittigt, også af magthavere, gøres en dyd af nødvendighede, fremfor at forstå – og det sidste har jeg vist i en del år nu forsøgt i f forskellige også emner at meddele om og præcisere.

    Vi – i vores såkaldt oplyste samfund – vi behandler mennesker som varer, og vi er gode til at lappe, kritisere og undslå os for ‘de ikke rigtige’, hvad også kan være ærgerligt; men vi gør ikke en døjt for at ændre, kun kræve – fordi krævementaliteten ses ikke at være éntydigt med tommelfingeren nedad, når der er tale om neurotisk at kræve.

    Ellers kan det være sundt at kræve bedre forhold og betingelser som helhed!!

    Men – der sker mildest talt ikke en dyt, for nu ikke at bruge mit ‘franske’ ordforråd her. Og – det, der skal til, det vil vi ikke investere i – el vi investerer blot ikke i mennesket på den mest optimale måde; man tror stadig, at pligt og tvang er vejen. Man forestiller sig ikke, at et barn vil, selv vil og kan, hvor en forpligtelse siden er selvskreven – og i en helt, helt anden liga, som ville gøre ordet til skamme og gør det, såvel som næstekærlighed, nogen tror er opfundet med kristendommen, gi’r sig af sig selv mmm. 🙂

    Ellers kan vi jo så glimrende udvikle ligefrem hel el halv-fascistiske færdigheder, fordi vi ikke forstår el forstår at rette op, i hv f fremover.

    God debat og weekend – efter denne opsang, til hvem den monne kunne adsprede, findes utålelig el måske ses at skulle kunne både blive forstået og måske i bedste fald fattet, så der virkelig kunne ske noget og ændres til det bedre og mere konstruktive, når vi har set el tør se ’svinet’ i øjnene?!!

    ‘Kært barn’ har jo mange navne i al almindelighed i forhold til vore problemer – men tager vi ikke menneskets ubevidste, kendskabet til dette, og hvad der erfares her, med i vore overvejelser, så vil vi kunne imødese endnu mere rationel gøren og laden i forhold til løsningen af endnu flere og langt større problemer.

    Og – så taler vi om en ganske anden evolution, hvis jeg skal anvende oplæggets ordlyd, selv om jeg finder det vanskeligt at bruge, fordi udvikling er bedre (for mig), da evolution associerer for meget til det mere rent biologiske. Det kan så være min fejl – men jeg finder ordet anvendt om ikke forkert, så problematisk, når vi taler om samfunds udvikling – omend det ses at være igennem os selv, altså mennesket.

    Mvh BHL

  22. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    PS. Jeg er godt klar over, at en klientgørelse i samfundet el af dette er en uvane, en uskik – i den forståelse af ordet, hvor diverse hjælpere inden for systemet tror sig klogere og derved fastholder mennesker i et system, fremfor at føre det videre med hjælp, til selvhjælp. BHL

  23. Af henning svendsen

    -

    I takt med evolutionen ændre værdierne sig og i politik går det hurtig her overhaler evolutionen sig selv, værdier skifter fra dag til dag her har vi brug for en institution der kan løfte opgaven og på den måde opstår institutioner, de er konstrueret til en bestemt opgave men konstruktivisme er noget andet en kedelig radikal og rød mærkesag som kendetegner kulturrelativistmen hvoraf der findes to slags den ene som Hayek, den anden er yderliggående liberale konstruktivister som LA der vil have institutioner på hvert gadehjørne.

  24. Af Maria Due

    -

    I Norge har diskussionen om gener i mange år været et ophedet og set med mine øjne frastødende kapitel i indvandrerdebatten. Det er at sigte for lavt, synes jeg. Det værste eksempel, som blev almindeligt kendt, er Breiviks manifest, hvor han citerer omkring 300 sider af Peder Nøstvold Jensen/Fjordman, der siden flygtede til Danmark og fortsatte med at sprede sin gift.

    Et par år før Breivik dukkede Thilo Sarrazins bog op, og jeg har ikke læst den. Måske burde den kunne diskuteres, og vi burde i hvert fald kunne tale åbent om, at udenlandske adoptioner langt fra altid udvikler sig så lykkeligt, som ventet. Desuden at læger for tit giver efter for forældres pres og holder liv i alt for tidligt fødte børn, samt at der i det hele taget leges forkælede lege med livet.

    Mennesker har indenfor de sidste årtier taget evolutionen i egen hånd, kan man sige, og det er ikke pr. definition godt.

    Mentalitetshistorie er også et vanskeligt emne, og det er for fagfolk med en bred viden. Forfattere dummer sig gerne i bøger og filmmanuskripter, for uanset hvor meget de brænder for deres emne, skal de ikke tro, at tro, at de helt kan sætte sig ind i, hvordan fortidens mennesker tænkte og følte. End ikke indenfor vor egen kultur, og heller ikke som nutidens mennesker tænker og føler i fremmede kulturer. På historiestudiet fik vi fx at vide, at vi aldrig ville kunne sætte os helt ind i, hvordan religion gennemsyrede middelaldermenneskets verden og tænkemåde, og det skal nok være sandt.

    Det kan være svært nok at bakse med begrebet tidsånden, men i øjeblikket glæder jeg mig over, at mange danskere har taget hr. Møllers ”rettidig omhu” til sig og også er begyndt at tale om ”at opføre sig ordentligt”. De vendinger dukker i mange sammenhænge, og det må være fordi mange af os har en stærk trang til at ændre på bestående forhold.

    Om vi lykkes med det, er ikke godt at vide. Som historikeren Henrik Jensen skrev i JP tidligere på året, kommer normerne i dag nedefra, mens de førhen kom oppefra. Dvs. at der er størst tilbøjelighed til at følge laveste fællesnævner, men er det virkelig tilfredsstillende og godt nok?

  25. Af henning svendsen

    -

    Evolutionen er en art gletser som kværner alt på sin vej ingen går ram forbi heller ikke staten med samtlige institutioner og som alle andre partier er liberale underkastet de normer der kommer nede fra og vi ser da også et LA som er kuperet og som utilsigtet er offer for sin egen moralske relativisme.
    Men på adækvat vis favner LA nu hele befolkningen denne form for ydmyghed og kulturel forståelse er også et adelsmærke der kendetegner Hayek så LA er i godt selskab.

  26. Af Om enkebrænding og andre særheder | Kulturkamp

    -

    […] Man kan jo godt leve sig ind i motivet bag Sati-ritualet uden at anerkende den selvsamme praksis. Motivet kunne være udtryk for et pietetsforhold mellem kvinde og mand, som politologen Søren Hviid Pedersen har foreslået, eller det kunne være udtryk for det modsatte, for kvindeundertrykkelse. Det er faktisk svært at vide på forhånd; entydig fordømmelse er i hvert fald ikke den mest fornuftige reaktion på en kompleks moralitet. Pointen er, at man må søge at tale ”den andens” sprog for indefra at kunne korrigere dennes kultur, hvis man ikke kan acceptere, hvad man ser. Her følger jeg bl.a. Friedrich Hayek. […]

Kommentarer er lukket.