EU’s afmagt og manglende forståelse. Om Ukraines splittelse og Ruslands geopolitik

Af Kasper Støvring 53

I min nye bog Fortællingen om fredens Europa skriver jeg, at freden og stabiliteten i efterkrigstidens Europa især skyldes grundlæggelsen af homogene nationalstater. Naturligvis har andre faktorer været medbestemmende – som NATO og et tættere samarbejde mellem staterne i det europæiske fællesskab. Det er imidlertid noget andet end det overstatslige EU, der ligefrem truer freden. Det var bl.a. emnet i en længere maildebat med Jens Rohde i gårsdagens Berlingske.

Jeg er blevet stærkt kritiseret for min tese om homogenitet. Men til alt ”held” oplever vi nu en dramatisk konflikt omkring Ukraine, som på væsentlige måder bekræfter min tese. Ukraine er nemlig et land, der er dybt splittet imellem to kulturer og etniske fælleskaber. I den vestlige del af landet orienterer man sig mod Vesten, og i den østlige (herunder Krim) orienterer man sig mod Øst, mod Rusland, der også viser vilje til at forsvare sine interesserer i denne del. Der findes en del litteratur herom, så alene af den grund er det forstemmende, at man ikke har overvejet, hvilke problemer der opstår i et land uden homogenitet.

”Man” vil her sige EU, der som sædvanlig tror, at alle ønsker at blive en del af Europa og vores ”universelle” værdier. Derfor har man som EU’s ”høje repræsentant” for EU’s fælles udenrigspolitik Catherine Ashton opført sig som en elefant i en glasbutik, totalt blottet for kendskab til Ukraines historie, kultur og etniske befolkningssammensætning. Nogle har talt om, at EU aktivt har medvirket til et militærkup. Så langt vil jeg ikke selv gå, men det er klart, at dømmekraften har svigtet.

Derfor er det også problematisk, når så mange har forsvaret EU’s indsats og knyttet forhåbninger hertil, lige fra David Trads til konservative som Rasmus Jarlov. Hvis man ikke forstår Ukraines særlige situation, bidrager man i værste fald til, at krisen eskalerer. Endelig – og det er den yderligere pointe med dette indlæg – er EU slet ikke gearet til at løse den slags konflikter, vi for tiden ser ift. Ukraine.

Inden jeg går videre, må jeg gøre nogle forhold klart: Jeg sympatiserer med den pro-vestlige del af Ukraine, jeg mener at Putins fremfærd er problematisk, og jeg mener, at der er godt, at Vesten står sammen, at der er forpligtende institutioner for vestligt samarbejde.

Men det er pudsigt, at to af mine bærende teser i min bog, der altså er kritiseret af en række anmeldere og kommentatorer, bliver bekræftet i disse timer. For det første tesen om homogenitet som afgørende for stabilitet. For det andet tesen om, at EU står afmægtig og uforstående over for konflikter, der har at gøre med klassisk magtpolitik, med geopolitik.

Jeg har skrevet et kapitel om EU’s forhold til Rusland i min bog, som jeg her i det følgende vil bringe et uddrag fra. I min bog skriver jeg bl.a. følgende:

EU er et projekt, der inkarnerer ideen om historiens afslutning: at blød magt vil erstatte hård magt, at handel vil sikre freden, at menneskerettigheder vil blive universaliseret i en ny verdensorden, hvor EU vil spille en hovedrolle. EU er ganske enkelt skabt ud af den ædle bestræbelse på at overskride den klassiske magtpolitik og føre verden ind i en ny international orden baseret på universelle love og retfærdige institutioner.

Den postmoderne, postnationale ånd, der besjæler EU, er selvfølgelig formet af nationalismens rædsler i det tyvende århundrede. Heraf kommer floskler som ”aldrig mere krig”, ”fredens Europa” og den slags. EU’s middel til at skabe varig fred er at overskride nationalstaten og dermed det magtbegær, der er knyttet til en verdensorden bestående af suveræne stater.

EU satser på, at handel og velstand vil gøre en ende på krige; geopolitik erstattes af geoøkonomi. Følgelig har de europæiske stater siden Murens fald skåret kraftigt ned på deres forsvarsudgifter i den tro, at blød magt i den nye verdensorden endegyldigt vil triumfere over den gamle, hårde magt.

Bestræbelsen på at erstatte den gammeldags geopolitiske rivalisering med en geo-økonomisk model er slået fejl. Som den 92-årige historiker Walter Laqueur har sagt, vil en postmoderne union som EU stå magtesløs over for stater som Rusland og Kina, der fører klassisk magtpolitik. Se mit interview med Laqueur: Sådan er det bare, og ingen velmenende formaninger kan lave om på det.

Et af de lande, der tydeligst viste og stadig viser betydningen af disse seismiske begivenheder, er EU’s store nabo mod øst: Rusland. Rusland indtog i 00erne rollen som en genfødt politisk stormagt, der under Putins ledelse lagde demokratiseringsprocessen fra 1990’erne bag sig. EU og Rusland er geografisk set naboer, men geopolitisk lever de i forskellige århundreder, som den amerikanske sikkerhedsekspert Robert Kagan har skrevet i bogen The Return of History and the End of Dreams fra 2008.

EU lever i det 21. århundrede, Rusland i det 19. Hvor 1990’erne er Ruslands mareridt, tiden hvor landet følte sig ydmyget af Vesten, er 1930’erne EU’s mareridt, hvor nationalstater kæmpede indbyrdes og siden udløste verdenskrigen.

Det interessante er, at den russiske elite i politik og økonomi er anti-vestlig og i stigende grad orienterer sin primære strategiske interesse mod Kina og Asien. EU anses nemlig som en partner, der er præget, ikke kun af recession og økonomisk krise, men også af politisk uenighed om den strategiske retning. EU har simpelthen svært ved at omstille sit idealistiske projekt til en verden præget af geopolitiske stridigheder. EU kan ikke længere håndtere de sikkerhedspolitiske udfordringer og synes selv at være løbet over ende af historien.

Udvidelsen skabte nemlig problemer med stormagten Rusland. Problemerne kunne håndteres, da Rusland stadig var svagt, fattigt og kæmpede med indre problemer. Men i 00erne oplevede Rusland en genrejsning og revitaliserede sin stormagtstatus ved at dominere i landets traditionelle interessesfære, det vestlige Eurasien.

Det har kastet EU ud i en gammel type konflikt, en geopolitisk konfrontation, som det ikke bryder sig om, ja, som det slet ikke er gearet til. I kraft af sine postmoderne idealer lever EU nemlig paradoksalt nok i fortiden, og i takt med at EU viser enorme svagheder, er Rusland i færd med at sondere de øvrige strategiske interesseområder.

Efter Murens fald troede mange, ikke blot Bush senior, at ikke-vestlige lande ville blive som i Vesten, men da 1990’erne var slut, styrtede denne drøm i grus. Storpolitik og dermed geopolitik vendte tilbage. Det var helt tydeligt under Putins ledelse, hvor Rusland voksede sig stærkt, både økonomisk og militært, og gav Putin en høj grad af popularitet, som man ikke skal undervurdere.

Det genrejste Rusland begyndte netop at konkurrere med EU og USA om indflydelse i den vestlige del af Eurasien, især Ukraine, Georgien og Moldova, og Ruslands ambitioner om igen at blive en stormagt voksede samtidig med, at demokratiseringsprocessen svandt ind.

Dér står vi så i dag: med et postnationalt EU, der tror på blød magt, over for et nationalistisk Rusland, der praktiserer den gamle, hårde magtpolitik. Ruslands identitet som nation er skabt af et opgør med den fejlslagne postnationale politik i 1990’erne. EU ønsker at ophæve nationalstaterne for at lægge den geopolitiske magtrivalisering bag sig; Rusland ønsker derimod at restaurere nationalstaten. Når Putin meget vel kan få held med at fortsætte sin traditionelle politik, skyldes det, at betydningsfulde lag i den russiske befolkning i høj grad ønsker det. De så jo, hvordan Putin genrejste landet under sin første regeringsperiode.

I takt med at Putin centraliserede magten i 00’erne, blev landet præget af stormagtsambitioner i udenrigspolitikken – akkurat som i gamle dage. Rusland vil næppe blive en supermagt igen, men mindre kan også gøre det. Militært har landet øget udgifterne, og Rusland er nu det land i verden, der bruger flest penge på forsvaret bortset fra USA og Kina.

Dertil kommer, at landet har ført krig i Tjetjenien og haft tropper i Georgien og Moldova [og nu altså også Ukraine]. Rusland har med andre ord længe opretholdt en identitet som en traditionel magt fra det 19. århundrede – og det passer igen dårligt med det syn på den globale orden, som præger det postmoderne, postnationale EU, der med sin tro på blød magt slet ikke er i stand til at håndtere geopolitiske konflikter.

Vil man læse mere om modsætningen mellem EU’s postnationale imperium og den russiske restaurering af nationalstaten, vil jeg bl.a. anbefale politologen Ivan Krastevs artikel ”Russia vs. Europe” på Opendemocracy, september 2007.

 

 

 

53 kommentarer RSS

  1. Af Niels Juul Hansen

    -

    @AXEL ERIKSEN

    “Hvorfor må danskere ikke komme i danske svømmehaller samtidig med muslimske kvinder – er de noget specielt?”

    Nej, de er ikke noget specielt.

    Det er de danske naturister, som får tildelt et bestemt tidsrum i svømmeghaller til deres ønskede nøgenbadning.

    Der er ingen af de to gruppers ønsker, der forhindrer mig i at svømme, når det passer mig, og jeg kunne aldrig drømme om at insistere på at svømme samtid med de muslimske piger, eller de danske nøgenbadere..

    Og nøgleordet i min argumentation var FORHINDRE.

    Hvilke af de to grupper er det, at du insisterer på at svømme sammen med?

  2. Af Niels Juul Hansen

    -

    Det er de danske naturister, som får tildelt et bestemt tidsrum i svømmeghaller til deres ønskede nøgenbadning HELLER IKKE…..sorry!.

  3. Af Vesten forstår ikke Putins civilisationskamp | Kulturkamp

    -

    […] Men igen: forstår vi overhovedet Putin? Ellemann har skrevet en udmærket blog, hvor han er inde på det forhold, at Putin virker som en statsmand, der lever i en anden verden, i et andet århundrede, som Tysklands kansler Merkel har udtalt (og som også var emnet i mit seneste blogindlæg). […]

Kommentarer er lukket.