Da en franskmand kom til Danmark og talte om assimilation, homogenitet og nationalfølelse

Af Kasper Støvring 152

Frankrig er i oprør, for det højrenationale parti Front National er stormet frem ved de seneste kommunalvalg, og til EP-valget til maj står partiet også til massiv fremgang. Nu er det godt nok lidt af en tilsnigelse at sige, at det skyldes Front National, at Frankrig er i oprør; nej, Frankrig er i oprør, og derfor har Front National fået fremgang. Folket gør oprør mod den elite, der selv er oprørt over, at befolkningen kan finde på at stemme på Front National.

Hvad oprøres den franske befolkning over? Over massiv indvandring, der har medført kolossale omkostninger i form af vold, kriminalitet og parallelle samfund i en grad, vi slet ikke kender til i Danmark. Så slemt står det til, at politikere har fået stor opbakning til deres forslag om militær indgriben i byen Marseilles, der går for at være Europas farligste by. Her udgør andelen af nordafrikanske indvandrere og deres efterkommere en endog meget stor del af indbyggerne. Har man lyst til at få et indtryk af tilstandene i Frankrigs ”sensitive zoner”, kan man læse Theodore Dalrymples essay om ”barbarerne ved Paris’ porte”, der godt nok er nogle år gammel. Men udviklingen er eskaleret siden da.

Alain Finkielkraut om problemet med ”white flight”

Forleden gæstede den franske filosof Alain Finkielkraut Danmark, og det var artige sager, han havde at fortælle danskerne. Han blev da også interviewet i stort set samtlige aviser, i bl.a. Berlingske, i Politiken, i Kristeligt Dagblad og i Information samt Deadline.

Det er da interessant, synes jeg, at en højtuddannet fransk intellektuel, andengenerationsindvandrer med jødisk baggrund, hvis far sad i nazisternes koncentrationslejr – det er da interessant, at en sådan mand kommer til Danmark for at forsvare det forbudte: assimilation, homogenitet og nationalfølelse. Så her følger en rekapitulering af de forskellige interviews og mine kommentarer dertil, inden jeg afslutningsvis vender mig mod mit eget anliggende.

Finkielkraut er aktuel med en ny bog, der på dansk lyder ”Den forbandede identitet”, hvor han behandler den ødelæggende virkning af indvandring på Vestens nationer, især Frankrig, og den manglende vilje blandt eliterne til at gøre noget ved problemet. Der er opstået en ”territorial separatisme”, hvor ordet parallelsamfund nærmest er en eufemisme. Der foregår ”white flight” i stor stil: De oprindelige, etniske franskmænd flygter fra hele områder, der er ”som tabte for republikken”, kun bestående af især afrikanere og arabere. Når disse begår overfald og bilafbrændinger, hedder det konsekvent i medierne, at ”unge” står bag, selv om det, med Finkielkrauts ord, ”stort set altid er arabiske, afrikanske, muslimske unge mænd”. Eufemismen og fortrængningen har kronede dage.

Den nye type indvandring

For ikke at stigmatisere en hel befolkningsgruppe fortier og omskriver man. Men den voksende separatisme vil ifølge Finkielkraut føre til voldsomme konfrontationer. Der findes i dag flere moskeer end kirker i mange områder, og man kunne føje til, at der er tale om en veritabel befolkningsudskiftning i visse områder, ja, lande. Ser vi på Sverige, er der en tilvækst på over 800.000 ikke-vestlige borgere i Sverige i perioden 2000-2013, imens er andelen af oprindelige, etniske svenskere faldet med over 100.000. Og ingen har, bemærker Finkielkraut, spurgt befolkningerne om de ønsker indvandringen og EU, derfor er Europa ved at blive et ”indvandrerkontinent”.

Integrationskrisen kommer nu af, at den nye indvandring ”både kvantitativt og kvalitativt er anderledes end de foregående bølger. Det er en ikke-europæisk indvandring, og en del af indvandrerne nægter at følge spillets regler.” De er i flertal, hvor de bor, så hvorfor skulle de tilpasse sig?, som Finkielkraut spørger og henviser til de franske jihadister, som vi også ser herhjemme. Alene på mit gamle gymnasium, Langkær ved Tilst i Århus, er der fem hjemvendte Syrien-jihadister. Det er svært at se, hvordan man skal undervise den slags elever i Grundtvig, danske frihedstraditioner og protestantisk kristendom!

Problemerne er altså enorme. Men alligevel fortsætter den franske regering ligesom den danske med at lempe udlændingepolitikken. Og så beklager man sig og undres over fremgangen for Front National og Dansk Folkeparti…

”Identitetssvækkelsens svimmelhed”

En anden pointe, Finkielkraut fremfører, er den, at alle identiteter har borgerret i Frankrig – bare ikke de oprindelige franskmænds. Da Finkielkraut i en tv-debat anvendte udtrykket ”franskmændenes rødder”, klagede to medlemmer af socialistpartiet til det franske tv-nævn. ”Når man kommer fra Frankrig, skal man gemme sig. Det er det unævnelige folk”, som Finkielkraut siger og fortsætter: ”Hvis jeg kom til Danmark, ville jeg ikke forstå, hvis man sagde til mig, at en somalisk flygtning, der lige havde fået dansk pas, var lige så dansk som Karen Blixen eller Søren Kierkegaard.”

Det er omvurdering af alle værdier: Det opfattes som racisme at fastholde en fransk identitet, imens eliten opfordrer alle andre til at fremhæve deres og giver særbehandling til minoritetskulturerne på skoler og i svømmehaller, ja, herhjemme har vi set en mangfoldighedsfestival i København, men jo altså som bekendt uden jøder.

Hvad er årsagen? Ifølge Finkielkraut er man bange for den partikulære, romantiske ide om national identitet, for den fører, siger man, til nazisme. Omvendt har oplysningstidens universalisme ført til kolonialisme, hvor man ”missionerer for en universel civilisation”. Således får man en ”dobbelt kritik af identitet og universalisme”. Traumerne har ført til ”identitetssvækkelsens svimmelhed”, hvorefter europæisk identitet i dag består i at ”stille sig til disposition for alle mulige andre”.

Det er denne uhyrlige blanding af selvfornægtelse og åbenhed over for fremmede, der fører til kaos og opsplitning. Den multikulturalistiske antiracisme virker modsat sine egne mål. Man har, ifølge Finkielkraut, miskrediteret den gamle ide om assimilation, der gjorde det muligt for andre, heriblandt Finkielkraut selv, der altså er af polsk-jødisk herkomst, at blive en del af Frankrig og nyde landets goder. ”Man tilbød mig en arv, som var den franske kulturs og civilisations arv”.

Det er denne arv, som indvandrere i dag afviser. Og det er nyt og foruroligende. I stedet for assimilation sætter man inklusion, hvor alle kulturer gøres lige gode. Det betyder, at indvandrere ikke føler, at de har forpligtelser over for deres nye land; det er alene Frankrig, der skylder dem noget, med Finkielkrauts træffende ord. Det fører ikke til berigelse og forsoning, men til nag og had til værtslandet. Og det bestyrkes altså af den officielle politik.

Eliternes svigt

Finkielkraut mener ikke, at udviklingen er irreversibel. Den kan vendes, hvis der er en politisk vilje til det, og det forudsætter igen en sondring mellem dem og os. Det er grundlaget for det politiske. Men her svigter eliterne med deres åbne grænser, fri indvandring og abstrakte værdier som tolerance. Samtidig lukker de sig inde i deres egne velhaverghettoer og lader underklassen undgælde for deres idealer – imens man altså rakker ned på den og kalder den racistisk.

Finkielkraut bruger ikke blot ordet assimilation, men også ordet homogenitet bruges positivt. Det er klart. Den kulturelle homogenitet går tabt, fordi indvandrere kommer fra ikke-vestlige lande, og fordi denne indvandring ikke ledsages af assimilation. Man skal turde kræve tilpasning, for ”visse ting er ikke til forhandling”, heriblandt sekularisme og ligestilling mellem kønnene. Herhjemme har senest Ahmed Akkari i sin bog vist, hvordan der føres aktiv kamp mod den vestlige kultur i blandt andet de muslimske friskoler.

Eliten er kort sagt ikke lydhør over for folket, der for en stor dels vedkommende føler sig som minoritet i eget land. Kun højrefløjen tager disse bekymringer alvorligt. Men ”befolkningerne har krav på at få besked”. For eliten er der principielt ikke noget problem med masseindvandring, hvilket har at gøre med elitens bekendelse til universalismen, ”vi deler alle samme værdier”, siger man.

Men for Finkielkraut er vi ”mennesker rundet af en kultur, vi kommer et sted fra.” Finkielkraut opponerer her imod den tyske sociolog Ulrick Becks ide om Europa som kosmopolitisk. Nej, ”Europa er noget særligt”. I samme boldgade hører også Finkielkrauts anerkendelse af Samuel Huntingtons tese om, at store konflikter vil blive båret frem af kulturelle forskelle: ”Den ser ud til at være mest rigtig”.

Opgøret med universalismen

I min seneste bog ”Fortællingen om fredens Europa” henviser jeg til den tyske tænker Karl Heinz Bohrer, der et sted taler om, at EU vil forene det uforenelige (de nationale kulturer). Bohrer sammenligner EU’s integrationsproces med moderniseringsprocessen i Tyskland, hvor man jævnede de gamle bycentre med jorden for at give plads til grimme, funktionelle, strømlinede, atmosfæreforladte højhuse.

Med det billede vil han vise forskellen på EU’s universelle kosmopolitisme og den nationale partikularisme. Der er atmosfære i de gamle kulturnationer, som Europas fædrelande udgør. Når man vandrer rundt i byerne, kan man ”indånde atmosfæren”, som vi siger, og dermed mener vi jo, at man kan fornemme historien og et lands gamle historie. For nationer er mere end nogle værdier som demokrati og menneskerettigheder, de er også kultur, ånd og sanselighed. Alt det, som EU-teknokraterne ikke har sans for.

Da Finkielkraut blev interviewet i Deadline, gik han også imod den udbredte opfattelse, at danskhed er indbegrebet af abstrakte værdier som demokrati og menneskerettigheder, som studieværten Martin Krasnik fremførte. Her svarede Finkielkraut befriende: Danskhed er meget mere, det er også Karen Blixen, Hammershøi, landskabet. Det danske er netop også – og især – noget æstetisk, sanseligt, en særlig ånd og kultur. Lige netop dér adskiller Danmark sig fra andre lande, f.eks. Frankrig. Identitet forudsætter forskel. Som han sad dér i DR’s Deadline inkarnerede Finkielkraut nærmest alt det, han talte om: Der er forskelle på danskere og franskmænd, og vi kunne umiddelbart se det på Finkielkrauts sprogbrug, hans gestik, temperamentet, dannelseshorisonten.

Som jeg skrev i min seneste Perspektivklumme, er det nationale noget anskueligt. Når jeg rejser rundt i Danmark, bliver jeg ofte opstemt af grunde, jeg ikke altid umiddelbart kan forklare. Det gælder bl.a., når jeg ser bygninger som friskoler, højskoler, idrætshaller, forsamlingshuse og de gamle andelsmejerier. Hvorfor gør disse bygninger mig i godt humør? Fordi de vidner om et bestemt folk med en bestemt historie, om danskere der frit har forenet sig i civile bevægelser og samarbejdet om at skabe fælles goder, som også senere generationer har nydt godt af. Disse bygninger er kort sagt symboler på sammenhængskraft.

Kulturens betydning

At fastholde en kernekultur, at tale om assimilation og homogenitet, ses ifølge Finkielkraut altså som udslag af racisme og islamofobi. Risikoen er, at vi ender med at blive et post-nationalt land. ”Det ønsker jeg ikke, som Finkielkraut har udtalt, og han advarer imod at ”skære vores rødder over og lade en hypermoralsk tankegang ødelægge Europa.”

Europas eliter opfatter nationalstaterne som historieløse konstruktioner og glemmer kulturens betydning. Holocaust er her igen den absolutte forbrydelse, ud fra hvilken alt vurderes. Tolerance er blevet hovedværdien, som fortolkes som åbenhed over for alt udefrakommende, og den åbenhed er ifølge Finkielkraut blandet op med en økonomisme, der tror at kunne løse Europas demografiske problem – at europæere ikke føder nok børn – med masseindvandring.

Denne blanding af moralisme og økonomiske er yderst beklagelig, mener Finkielkraut, og de, der opponerer imod den, stempels som ”populister”. Men ”man skal passe på med den terminologi. Schweizerne blev kaldt de værste ting, fordi de ville genindføre kvoter for indvandringen. Hvis modstand imod økonomisme er populisme, så er jeg populist.”

Her i Berlingske blev Finkielkraut stillet et par spørgsmål, som han giver nogle klare svar på. Det første må provokere visse liberale, det andet visse centrum-venstreorienterede. Det første lød: Den demografiske udvikling betyder, at vi i Europa bliver ældre og ældre, og der kommer til at være massiv mangel på arbejdskraft – vi har simpelthen brug for indvandring? Herpå svarede Finkielkraut:

”Ja, sådan tænker man mange steder i de europæiske eliter. Men det er helt galt syn på mennesker. Man siger jo, at man bare kan erstatte de manglende børn med andre udefrakommende – som om mennesker alene var arbejdskraft og forbrugere, som om de ingen identitet, ingen kultur, ingen sjæl havde. Men sådan er det jo ikke. Og et splittet samfund med borgerkrigsagtige opstande vil heller ikke klare sig godt i den økonomiske konkurrence.”

Det andet spørgsmål lød: Indvandring er et gammelt historisk faktum i Europa – mange af os, inklusive De selv, har indvandrerbaggrund – hvad er forskellen fra før til nu? Her var svaret også eksemplarisk, så lad mig afslutte med det i fuld længde:

”Forskellen er, at jeg er taknemmelig for Frankrig. Mine forældre var ikke franske patrioter, og det havde de heller ikke grund til, for min far blev deporteret til Auschwitz fra Frankrig – det glemte han selvfølgelig aldrig. Men på trods af det sendte de mig i fransk skole, og de ville have mig til at lykkes, jeg var under stort pres, de diskuterede ikke jødeforfølgelserne eller fornærmede mine lærere. De sagde aldrig, at jeg havde en ret til at få en eksamen, de sagde, at hvis jeg dumpede, var det min egen skyld, ikke systemets skyld, så lad være med at dumpe, gør dit bedste. Men mange indvandrere har i dag ingen taknemmelighed, og hvis der er nogen, der skylder nogen noget, er det Frankrig, der skylder dem noget – på grund af kolonialismen. Og det er uacceptabelt. Når man bor i et land, holder man af det – særligt når man har muligheden for at bo et andet sted.”

Afslutning om den partikulære nationalfølelse

Min Perspektivklumme handlede om danskhed, bl.a. foranlediget af Finkielkrauts betragtninger, og jeg vil på dette ydmyge sted gerne gentage nogle passager herfra. I klummen pegede jeg på, at det nationale er noget konkret og ofte helt håndgribeligt. Det er glæden ved foreningslivet, sproget, litteraturen og kunsten, men også ved det danske flag, det bølgende korn på markerne, en bestemt klang i landskabet, de hvide kirker på bakkerne, lyset, havet, skovene, de mange øer. Vi har kærlighed til vores modersmål og fædreland.

Problemet er, at dette elementære træk ved det nationale ofte går tabt i de offentlige debatter om f.eks. udlændinge og EU. Selve præmissen for debatten er fremmed for det nationale. For politiske debatter er netop værdidebatter, og når danskhed identificeres med værdier som demokrati og rettigheder, ja, så har vi overhovedet ikke sagt noget væsentligt om det nationale. For disse værdier er universelle, ikke partikulære, altså ikke udtryk for noget særegent dansk.

Dette fokus på værdier er ganske vist vigtigt, men det medfører også fejlslutninger. Kan man holde af sit eget land og dets værdier uden at anse dem for verdens bedste? Eller sagt på anden måde: Kan man anse sit eget for verdens bedste samtidig med, at man anerkender, at andre folkeslag også ser sådan på deres?

Ja, det både kan og bør man – selv om mange fejlagtigt slutter det modsatte. Danmark er det bedste land for danskerne, men ikke nødvendigvis for andre. Vi holder af vores eget, fordi det er vores eget, ikke fordi det objektivt er det bedste. Danmark er ikke et universelt forbillede, og danske værdier er ikke nogle, som alle andre efterstræber.

Grundtvig udtrykker det meget godt i sangen ”Langt højere bjerge.” Andre nationer har højere bakker, klogere mennesker og større bedrifter, men ”dansken har hjemme, hvor bøgene gro.” Og at føle sig hjemme, det er sagen! Som Thurø-præsten Thomas Aallmann har formuleret det: Vi holder ikke af Danmark, fordi det er et yndigt land, Danmark er derimod et yndigt land, fordi vi holder af det. Fædrelandskærlighed er ikke bestemt af objektive kendsgerninger, men af subjektive følelser.

Netop afdøde Jesper Langballe sagde engang: Vi elsker ikke vores forældre på grund af deres ”værdier.” Nej, vi elsker dem, fordi de er vores, fordi de har sørget for os. Vi er opdraget i deres billede. Vi elsker heller ikke vores børn, fordi vi mener, at de objektivt er bedre, eventuelt klogere og smukkere end andre børn, men fordi de er vores. Og på samme måde har andre forældre det jo med deres børn. Ja, vi anser det nærmest for umoralsk, hvis forældre elsker andre børn højere end deres egne, fordi andre børn objektivt er klogere og smukkere. Med vores børn er det som med vores land: De er unikke, og vi elsker dem på godt og ondt med alle deres fejl og mangler.

Sådan forholder det sig i det mindste med alle levedygtige nationer. Det er derfor, at der er grundlæggelsesmyter: For at retfærdiggøre særlige bånd til vores egne. Man holder af sit fædreland og ønsker at bevare det, fordi man føler, at det er godt. Hvis man ikke føler sig hjemme i sit land, så er man fremmedgjort – og det er der desværre også nogen, der er. Så er man ligeglad med sit land, forenes ikke med sine medborgere, eller man opgiver at være politiker – tjener for sit folk – og deponerer i stedet landets selvbestemmelse i EU.

 

152 kommentarer RSS

  1. Af Kirsten Leblanc Lederman

    -

    Fremragende indlæg og mange interessante kommentarer. MEN i en helt anden boldgade: hvorfor bliver byen Marseille (Frankrigs næststørste by) gang på gang af danskere skrevet med s ? Der er intet s i slutningen af ordet Marseille!
    Lidt ligesom de mange franske ord som danskerne ynder at stave i hunkøn, selv om de er hankøn. Det lyder åbenbart mere “fransk” i danske ører. F.eks: Institut Française, (adjektivet skulle være i hankøn, da Institut er hankøn) i modsætning til Alliance Française (her er det på sin plads, Alliance er hunkøn).
    Man kunne dog gøre sig den umage at tjekke ordet, inden man skråsikkert ytrer sig på et fremmed sprog, fransk eller engelsk..
    Næste gang jeg skal have kylling skal det enten være en Gråsten kylling, eller måske en fransk landkylling. Det gives hermed videre..
    I dag så jeg på OUH at en af menuerne var Kalkun “Gordon Bleu” ! !!!

  2. Af Axel Eriksen

    -

    Hvorfor de skriver Marseille med s “i enden” ved jeg ikke – men formentlig p.g.a, at normalt er “s” som slutbogstav i fransk normalt stumt i talesproget .

    Men ikke altid: Calvados (æblebrændevin) skal udtales med “s” – det er jeg blevet belært om i Normandiet!

Kommentarer er lukket.