“Paaske”. Om et digt af Ole Wivel

Af Kasper Støvring 11

Samme år som Ole Wivel udgav sit store digt ”Paaske” i tidsskriftet Heretica (året var 1948, senere optrykt i samlingen I Fiskens Tegn samme år), udgav han – i samme tidsskrift – et essay med titlen ”Fem Brød og to Fisk”. Her bragte Ole Wivel de ideer på begreb, som han i digtet udtrykte symbolsk. Udgangspunktet var en oplevelse af at leve i en moderne tidsalder, der er faldet fra det guddommelige, hvor mennesket er ensomt og kulturen i dyb krise. I sligt tidehverv får digteren en helt særlig betydning som den, der mytisk er i stand til at angive frelsesvejen: ”Nye tiders tro skyder frem fra kernen af den tro, som er døende, fra dens ursymboler. At skænke disse symboler ny virkelighedskraft er i dag kunstnernes egentlige opgave.”

”Paaske” er et digt i ti strofer, og allerede i titlen angives emnet, nemlig påskebegivenhederne fra nadver til genopstandelse. Det skal dog ikke forstås sådan, at digtet gennemspiller forløbet. Derimod er digtet et mytisk-religiøst udtryk for den undergangs- og forløsningsvision, som står centralt i den kristne tradition. ”Paaske” er kort sagt et afskedsdigt om de fortabtes påske, hvor forvandlingshåbet er forbundet med selvopgivelse; det er en figur, der også kendes fra T.S. Eliots og Rainer Marie Rilkes digtning, der for alvor blev præsenteret for en dansk litterær offentlighed i netop Hereticas spalter. I det følgende gives en nærlæsning af de centrale motiver og symboler, ja, ursymboler, som Ole Wivel søger at skænke ny kraft i ”Paaske”, et digt, som til trods for at være et af de mest storslåede udtryk for den hereticanske tankebygning, aldrig tidligere er blevet underkastet en grundig analyse.

Det første og det sidste ord i et digt er altid vigtige. ”Det øde land”, er simpelthen de første ord i ”Paaske”, og digtets første, syvende og ottende strofe tematiserer da også den moderne tidsalder som en ødemark, for nu at bruge den danske titel på T.S. Eliots store digt fra 1922. Eliots digt var netop blevet oversat til dansk i 1948, og man kan roligt sige, at ”Paaske” alluderer til Eliots moderne klassiker i sin kulturpessimistiske afdækning af sjælens ensomhed i en gudsforladt verden.

Forvandlings- og forløsningshåbet er emnet i den afsluttende strofe ti. Den lyder i sin helhed sådan:

 

Kom elskede, lad os omfavne vore

søstre og brødre i deres pjalter (undse

dig ikke ved din nøgenhed). Nu er det

aften, men gennemsigtigt i mørket. Menneske-

skikkelser flimrer saa underligt bort. Se,

mørket stiger som vand over deres bleghed.

Ja, og nu synker vi selv. Nu gi’r vi afkald

paa de fortrolige ting. Ulegemligheden

aabner sig moderligt for os. Form forvandles.

Kun vore drømme er haarde som hvedekorn.

 

De første linjer udtrykker en fælles skæbne, hvor ”vi” aktivt udleverer os til undergangen. Det er fællesskabet af fortabte mennesker i al deres nøgenhed, uden forstillelse, afskrællede, men også autentiske; elskværdige, skønt, eller fordi, de er klædt i pjalter, fattige, men uden skam. Den, der står over for døden – om så blot i overført betydning – er nøgen; døden smider de udvendige klæder, den rensende ild har brændt kappen ned. Som der står hos Job: Mennesket kommer nøgen ind og skal nøgen ud. Men nøgenheden er også en blottelse, en svaghed, og også det er der naturligvis en god grund til.

At mørket er gennemsigtigt betyder, at noget skal ske, her og nu i den sidste time. Her genfinder vi digtets eskatologiske perspektiv. Betingelsen for at kunne overgå til en anden eksistensform er, at den hidtidige, fortrolige form forvandles i undergangen, hvilket er meningen med, at skikkelserne ”flimrer saa underligt bort.” De er nærmest ikke mennesker mere, men spøgelsesagtige væsener som i et maleri af el Greco. Skikkelsernes bleghed viser, at de er døende, de er ved at blive opslugt af mørket. Men mørket er ikke kun dødens vand, mennesket drukner i, men også livets vand, mennesket forløses af (jf. Johannesevangeliet kapitel 4). I dåben bliver mennesket som bekendt delagtig i Kristi død og opstandelse, og for så vidt symboliserer dåben menneskets død ud af det gamle liv og dets indvielse i et nyt, sandere liv i Kristus.

De forskellige motiver peger hen mod den samme centrale forestilling i digtet: Selvopgivelsen er intimt forbundet med forløsningshåbet. Først den, der formår at give afkald på sig selv, kan forvandles. ”Nu gi’r vi afkald”, hedder det. Der er netop tale om en aktiv medvirken, en art resignation, og hvor havet i digtets indledning var forbundet med fare og frygt, åbner det sig nu ”moderligt” for de fortabte. De er på vej hjem, ”form forvandles”. Grundtvig talte tilsvarende om det moderlige vand, livets vand, dåbens vand, og i salmen Gud Helligånd, vor igenføder (1851-52) hedder det om Helligånden, at den taler med moderkærlig røst. Af egenkærlighed fristes vi til at holde fast på os selv, ”skønt intet værd er, hvad vi mister”. Her hører vi også om betingelsen: at det gamle må dø, ”før i dets sted det ny kan fødes, / som Frelseren af grav opstod.”

 

Ja, gennem denne skærsilds luer
går vejen til Jerusalem,
den smalle sti på mosetuer
til livets væld og lysets hjem,
og over porten til Guds-staden
med flammeskrift står på guldpladen:
Bekend din tro! fornægt dig selv!

 

Man kan i ”Paaske” finde adskillige af denne slags intertekstuelle referencer, ikke kun til Bibelen og Grundtvig, men også til Ole Wivels egen digtning, f.eks. til Wivels samtidige digt ”Forvandling” med den velkendte første strofe:

 

Vi maa forvandle os –

vi maa forødes i vor form

som bladene der hvirvles hen

i høstens tunge storm.

 

En teologisk tydning af Ole Wivels lyrik er selvfølgelig nærliggende, men den ofte forekommende forvandlingsfigur indbyder også til andre læsninger, f.eks. en dybdepsykologisk. C.G. Jung skrev om død og genfødelsestemaet som bevidsthedens modningsfaser, individuationsprocessen, som et individ må gennemløbe; fornægtelsen af det gamle, uforløste jeg er betingelsen for at kunne åbne sig for en større virkelighed.

I den tiende og sidste strofe i ”Paaske” er flere af centralsymbolerne samlet i en positiv vision (vandet er på én gang frugtbargørende, har syndflodens undergangskarakter og er rensende som dåben, der vasker synderne væk). De litterære troper og det metaforiske arbejde er også interessant at følge (de flimrende skikkelser, mørket der stiger som vand, ulegemligheden der åbner sig moderligt, osv.), ligesom associationskæden er spændende at iagttage: forløbet fra de nøgne søstre og brødre, de elskende over de flimrende, blege skikkelser, til den rene ulegemlighed og formen, der forvandles.

Skønt digtet afsluttes med en positiv forvandlingsvision, er opstandelsen dog endnu ikke fuldbyrdet, kornet spirer endnu ikke, men digtet gør os følelsesmæssigt forberedte på de sidste tider. Nærforventning er et ledemotiv – det ligger allerede i digtets titel – og allerede i strofe to anslås en forventning om det eller den kommende. Vi hører først om de drømme, der i slutningen bærer kimen til genopstandelsen, men som her er i hastig flugt vestpå, som rovfugle på ”flossede vinger”, drevet frem af påskevinden, kunne man næsten sige. At vi bogstavelig talt befinder os i det øde land fremgår af, at markens kål og korn visner, men strofen brydes midtpå med ordene: ”Nu er det stille”. Alt går herefter i stå, selv ”bølgerne standser oprejst” ligesom heste, som det hedder med en hyppigt anvendt stilfigur, sammenligningen. Eftersom digtet udtrykker et eskatologisk motiv, en ide om at leve i de sidste tider inden noget afgørende nyt vil bryde frem og forvandle verden, er det her nærliggende at se en allusion til de fire ryttere i apokalypsen. En tilbageholdt spænding udtrykkes dernæst i linjerne:

 

Det er som om

nogen holder vejret nu. Hvad venter han paa?

Har han mon glemt os under det mørke solskin?

 

”Han” er Kristus, hvis fravær vækker ængstelse i det øde land, hvor der hersker mørke midt på dagen – som på langfredag; da Kristus, verdens lys, døde på korset, blev verden omsluttet af mørke. Det eskatologiske motiv skal imidlertid ikke nødvendigvis tolkes konfessionelt, men snarere alment som et dunkelt symbolsk motiv, der gør det muligt i kunsten at tyde samtiden i et mytisk mønster. Denne frie omgang med overleverede, religiøse dogmer kendetegner overhovedet hereticanerne; f.eks. historicerer Bjørn Poulsen de eskatologiske forestillinger i essayet ”Elfenbenstaarnet” (1949). Tilsvarende samler ”Paaske” flere motiver under det overordnede eskatologiske motiv, f.eks. påskeunderet (Kristi opstandelse), apokalypsen (Kristi genkomst) eller adventsforestillingen (Kristi fødsel).

Digtets allersidste linje er den vigtigste: ”Kun vore drømme er haarde som hvedekorn”. Hvedekornet er jo et symbol, ja, et ursymbol, af største betydning i den kristne tradition. Det hedder således i Johannesevangeliet 12, 24: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.” Det er Kristi egen død og opstandelse, der tales om i lignelsen, men død og liv er også mere alment forbundet: Man skal opgive, hvad man tidligere har været, før man – som kernen – kan forvandles til en frugtbærende plante. Endelig griber digtet også endnu længere tilbage til de før-kristne vegetationsmyter, som også det i egentligste forstand forbilledlige digt The Waste Land bygger på: Først når kornet spirer, kan det øde land frugtbargøres.

Under alle omstændigheder udtrykker ”Paaske” med den sidste verslinje drømmen om forløsning, der ligger i kornets kerne, og som skal virkeliggøres i tidens fylde. Håbet er, at drømmen, det ulegemlige, i kornet som det eneste overlever, når det paradoksalt ”dør” over i en anden, levende form. Påsken handler jo om Kristi himmelfart, altså om den ulegemlige ånd, der stiger til himmels efter døden – og vender tilbage i forklaret, frelsende form. De troendes levende håb er drømmen.

Heri består hvedekornets symbolik. Krisebevidstheden er skærpet i en grad, så man ikke kan betjene sig af politiske systemer for at handle sig ud af krisen. Alene i digtet ligger et håb, et sidste værn; vi lever i en ødemark, bag os ligger fortiden, ja, hele kulturen, som en afsveden slette, hvor livet ikke mere kan leves, og foran os tårner muren sig op, der adskiller os fra ”livet selv”, de levendes land, som Bjørn Poulsen skrev om i ”Elfenbenstaarnet”, hvor han trak på Saxos krønike om det gamle sagn om Kong Hadding (og som også Grundtvig digtede videre på). Det er som sådan hele kulturen, der skal forvandles. Denne eskatologiske forestilling trives med ideen om, at man befinder sig i en ventetid, før kornet vil spire, og forvandlingen vil blive fuldbyrdet, for det er ikke muligt at forestille sig fremtiden, det radikalt andet, der skal komme. Det er netop indbegrebet af adventsholdningen, der var en bærende tankefigur i Heretica. Man skal vente på forløsningen, man må ikke umodent foregribe den og forsøge at handle sig ud af krisen. Forløsningen skænkes som en art nådegave. Det forudsætter igen, at man skal turde miste sig selv for at vinde sig selv.

Jonas i hvalen, påskebegivenhederne, hvedekornets teleologi – ”Paaske” gennemspiller den gamle mytiske tredeling, der i evangelisk symbolik bringes på formel som forløbet fra liv over død til genopstandelse. Digtet levendegør de gamle symboler, ursymbolerne, som en dom over dem, der fornægter Kristus (det positive centralsymbol, livskilden) og er hjemfalden til fortvivlelse. Hos Ole Wivel knyttes denne mytiske dimension sammen med en positiv vurdering af den landlige almuekultur, der sættes lig med det harmoniske barndoms- og ungdomsunivers. Fraværet af døds- og traditionsbevidsthed skaber til gengæld det vildnis af fortabelse, som først – det er i hvert fald håbet – forløses, når man bliver i stand til at give afkald på de fortrolige ting. Poesireligion og dødekult? Måske. Men hermed er der også angivet en løsning på ventetidens gåde.

Glædelig påske!

[Dette indlæg er en forkortet udgave af min analyse af digtet, som jeg har publiceret i det seneste nummer af tidsskriftet Nordica].

 

 

11 kommentarer RSS

  1. Af Henning Svendsen

    -

    Når vi forlader den fysiske verden så er det en proces der er underkastet naturens love og den er derfor ens for alle, men en dikter lader fantasien løbe løbsk og derfor har vi en million forskellige retirader der alle er komplet uforståelige–men heldigvis er der nogen der kan oversætte til menneske sprog , så naturen igen kommer til sin ret,
    Så køb rolig Ole Wivel og stil ham i reolen og kommer der gæster som tager bogen i øjensyn så kan vi imponere og brillere, takket være folk som Støvring.

  2. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Måske var Wivels behov for forvandling i 1948 af mere prosaisk art:

    Wivel holdt på den forkerte hest under Anden Verdenskrig.

    Wivels sympati for nazisterne så stor, at han overtalte en meget nær ven, der var med i den tyskvenlige kreds “Ringen” sammen med Wivel, til at blive SS’er og deltage i nazisternes folkemord på bla. jøder og uskyldige civilister på Østfronten.

    Dét var Wivels udgave af offeret og selvopofrelsen; at overtale en anden til at ofre sit liv og sin sjæl ved at deltage i nazisternes folkemord. Han turde ikke engang ofre sig selv, og han turde heller ikke stå ved sine nazisympatier efter krigen; deraf det påtrængende behov for “forvandling”.

    Wivels behov for, at forvandle sig fra ussel nazisympatisør til pletfri kulturradikal, efter at Nazityskland havde tabt krigen, medførte bl.a., at han hemmeligholdt sin første, nazivenlige digtsamling i oversigten over sit værk.

  3. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Rettelse: “Wivels sympati for nazisterne var så stor…”

    “Ringen”, som Wivel var med i, var en tyskvenlig, men ikke decideret nazistisk forening, selvom Wivel overtalte et andet medlem af Ringen til at blive SS’er.

    Medlemmerne af “Ringen” dyrkede den fremragende, konservative, tyske digter Stefan George, som Claus von Stauffenberg, der forsøgte at dræbe Hitler under operation Valkyrie, i øvrigt også dyrkede.

    Men Wivel mente åbenbart selv, at han var nødt til at hemmeligholde sin første, nazivenlige digtsamling, for at undgå at havne i skrotkassen sammen med de andre nazisympatisører og landsforrædere, der holdt med besættelsesmagten under krigen.

  4. Af Dan Skaaning

    -

    @ JAKOB SCHMIDT-RASMUSSEN
    Nemlig – Ole Wivel’s digtekunst regner jeg heller ikke for noget ! “Forvandlingen” kom vist aldrig med ham……og han er ikke i stand til at angive “frelsesvejen” !

    Men mange har forsøgt at gøre Wivel stueren ……….. ikke mindst Wivel selv.

    Svend Auken’s kommentar i Berlingske Tidende fra 1. oktober 2008, hvor Auken påstår at: “Ole Wivel var hverken nazist eller kryptonazist, endsige antisemit. Hans sværmeriske vildfarelser i ungdommen overskygger på ingen måde hans senere humanitære, professionelle og sociale indsats.”

    Vås – Wivel var jo glødende nazist i 1941; det ved man da fra digtet KORSET og fra hans breve til Ole Høst om nazisternes sejre i 1941. Og han hånede også hans kritiker Jørgen Hunosøe som “klodsmajor” i et 24 sider langt skrift inden Jyllandsposten saa offentliggjorde Korset. Så skammede Wivel sig – men han vedkendte sig aldrig sin vildfarelse – og det bebrejder JEG ham!

    Hvis det var så let at skifte holdning til nazismen må man jo for eks også frikende Valdemar Rørdam, hvis Hitler-glade digte nærmest var på højde med Ole Wivels’ KORSET, og som argumenterede for sin uskyld med henvisning til præcist det samme, Finland, Kommunismefrygt osv.

    Føj

    Digtet KORSET 1941 af Ole Wivel – Dette digt sendte Ole Wivel til sin ven Erik Johansen i Waffen SS i august 1941:

    Nu kalder korset: danske mænd!/
    Til kamp til kamp for fælles sag:/
    Germaner Goter Cimbrers dag/
    Skal gry igen -/

    I fimbulnatten finske mænd/
    Med unge smil til døden lo:/
    Nu vrister de af gulen klo/
    Et land igen/

    En mægtig fører, streng og varm/
    Som tugtede fra goldheds splid/
    De blonde børn til frugtbar id/
    Til hellig harm/

    Har rakt en Større frit sin haand/
    Har tegnet nordens kristne kors/
    I blod til Odins hagekors:/
    Den samme aand./

    For samme sag, for samme liv/
    I syden under cæsars eg/
    Sig hæver over kornets neg/
    En romer-kniv -:/

    Mod tanketaager, lighed lam,/
    Mod fremmed races tro og vold,/
    Mod fremtidsguden teknisk kold,/
    Mod fejgheds skam/

    Mod alt som intet offer vil/
    Sig løfter Stor-Germaniens sang/
    Paa sejrørnens vingefang/
    Ad himlen til -/

    Ser I som jeg? o se, o se!/
    Et sluttet kosmos gyldne rand/
    Fra middelhavets pinjestrand/
    Til Laplands sne/

  5. Af Erik Carlsen

    -

    WAIT FOR ME
    Imens nogle af danskerne hyggede sig med Nazismen, tog andre kampen op imod dette vanvid system.
    Jeg vil citerer et digt skrevet af en russisk soldat I skyttegraven imens han var I kamp imod Nazisterne. Digtet blev sener fundet på mange af de døde russiske soldater, som bar det på sig I kampen imod Nazi Tyskland til det sidste Digtet udtrykke håb om at gense deres kære, samt håbet om overlevelse.

    Wait for me and I will come back
    Dodging every fate
    What a bit of luck they will say
    Those that would not wait
    They will never understand
    How amidst the strife
    By you waiting for me dear
    You had save my life
    Only you and I will know
    How you got me through
    Simply – you knew how to wait
    No one else but you.
    EC Shade

  6. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Nu kræver det nok, at der kendes indgående til et forfatterskab og dennes tid, hvor tingene er skrevet I – men der lyder som en voldsom overfortolkning el I bedste fald en subjektiv læsning af digtet: “Paaske”. Så med dette forbehold:

    Der står jo intet I de citerede 10 linjer, som skulle være digtets helhed, nogetsomhelst om hverken dåb synd, helligånd, tro eller noget ligefrem eskatologisk
    af en forestilling.

    Kort kan det da her siges at selve titlen ikke behøver handle om andet end en påsketid, nutidig i forfatterens liv el I en erindret øjeblik hvor to elskende er ved atgå til hvile og siden sove, hvor mørket falder på synet stækkes en del og hvor de to har det til fælles med verdens mennesker disse søstre og brødre, at de forsvinder ind i søvnen når mørket om aftenen naturligt falder på og siden natten er en realtiet, hvor vi alle dragger ind I en anden legemstilstand og bevidsthed hvor drømmene er de ‘faste elementer’, disse hvedekorn, som så kan ses medvirkende til, hvad de også er, dagene derpå og livet igennem.

    Og – hvor vi er afhængige af denne søvn, hvor blodlegemer udskiftes, fornys, mm – og hvor drømmene giver os muligheden for at bearbejde dagens hændelser, og hvor de netop kobles sammen med fortiden, dvs incl. også kulturen og de mennesker og steder, der for hver enkelt har haft betydning også bagud I tid og flettet sammen med nutiden, som regel elementer fra den forrige dags begivenheder.

    Dette, at vi vågner hver dag og siden I hvert døgn går ind I en anden bevidsthed, når vi går til rå, og dermed ind I det ubevidstes residens, underbevidstheden, hvor drømmene kan dannes og fortæller hver enkelt dets historie osv., som det måske formår at vide om og bruge til noget forhåbentlig konstruktivt, dvs forstå disse – omend vi drømmer i symboler, fordi vi samtidig og selv I drømme censurerer disse., hvor emnerne er for forbudte som regel.

    Associationen til vandet, altså dette at vi reelt ser dårligere og mere upræcist I mørket, kan naturligvis være el I en tolkning blive ‘tilbage til fostertilstanden’, altså moders liv, hvor vi også var levende – men i en anden form end nødvendigvis søvnens, og hvor det siden var en éngangsforeteelse at komme ud, hvor vi livet igennem må gentage at sove ind og vågne, dvs dagligt.

    Søvnen ved vi alle er livsnødvendig for vor overlevelse.

    Men – vi lader jo en handling, der skete for årtusinder siden fortsætte – ikke som en reel handling, vi har gjort – men som en nedarvet psykisk realitet. Denne opfattelse af synd og skyld, vi altså ‘blot’ arver uden realitet bag for det enkelte menneske, dvs nogen af os.

    Men – vi tager det for gode varer – uden egtl at tænke over, hvorfor vi overtager dette for os nulevende tankegods omkring en skyld, vi intet har med at gøre – men så lå i nogle menneskers handlinger for årtusinder tilbage.

    God Påske.

    Men – det er da muligt, at der med rette kan postes hele kristendommen ind I Wivels 10 linjer. Det har man jo lov til personligt – men som official tolkning, så gør Kasper Støvring naturligvis obs på, at det er en sådan og ønsket tolkning, der ikke nødvendigvis er ‘rigtig’ el med andre ord kan stå alene.

  7. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    NB. Beklager, jeg har stadig problemer med maskinen, hvor ‘i’ nogle steder ikke blev rettet fra’I’ og enkelte kommategn er også udeladt, da enkelte taster er svære at trykke ned. Mvh BHL.

  8. Af Niels Poulsen

    -

    Der er ikke meget at indvende angående Kasper Støvrings analyse og perspektivering af Ole Wivels digt, for nu at udtrykke rosen på jysk.

    Dog synes jeg, at følgende formulering teologisk set er problematisk:

    “Påsken handler jo om Kristi himmelfart, altså om den ulegemlige ånd, der stiger til himmels efter døden – og vender tilbage i forklaret, frelsende form.”

    Kristus står op fra de døde påskedag, og det må – selvom han siger til Maria Magdalene, at hun ikke må røre ham – være både som sjæl og legeme – for de kristne tror på kødets opstandelse, det er et helt centralt dogme. Det er først Kristi Himmelfartsdag, Kristus forlader den jordiske verden. Men det handler måske mere om, at Ole Wivels digt henter sine metaforer så mange steder fra og forholder sig så frit til deres oprindelige sammenhæng, at ingen rationel analyse kan rumme eller udtømme det. “Kun vore drømme er haarde som hvedekorn.” Det lyder sandt og taler til noget dybt i en, men det er vel mere udtryk for en digters anelsesfulde indsigt end for kristen dogmatik.

    “Endelig griber digtet også endnu længere tilbage til de før-kristne vegetationsmyter …”

    Det må vel bl.a. være den eleusinske kult med den centrale myte om kornguden Demeter, som mister sin datter Kore/Persefone til underverdenen. I sin sorg over tabet holder Demeter op med at varetage sit hverv med at få kornet til at spire, og der udbryder hungersnød blandt menneskene. Først da Hermes henter Persefone op fra underverdenen genetableres orden og ligevægt. Men Hades har sørget for, at Persefone ikke kan glemme underverdenen, så hun fremover skal tilbringe en tredjedel af året i underverdenen og totredjedele på Olympen. Det er for mig at se et billede på sædekornets cyklus.

    En anden vigtig myte om at miste sin elskede til underverdenen fra den græske oldtid er myten om Orfeus og Eurydike. Den er på mange måder parallel med Demeter og Persefone-myten. I begge myter foretages en nedstigning til underverdenen for at befri den elskede. Hermes har mere held med sit ærinde end Orfeus, som for altid taber Eurydike til underverdenen.

    Den slags fortællinger om nedstigninger kaldes for katabasis. Fortællinger om opstigninger kaldes for anabasis. Myterne om Persefone og Eurydike er for mig at se både katabasis og anabasis. Bevægelsen går både nedad og opad. Og for at udvide begrebet til også at gælde kristendommen og vores moderne tid er påskefortællingen også en katabasis- og anabasis-fortælling. Jesus dør, men genopstår fra de døde. I det apokryfe Nikodemusevangelium stiger han endda ned til dødsriget og befrier Adam. Det nye menneske (den nye Adam) befrier det gamle menneske (den gamle Adam). I den østlige kirke må denne fortælling være central, for der findes i den byzantinske kunst nogle fantastiske mosaikker og freskoer, som skildrer Kristus, idet han rækker hånden ud og hiver Adam op fra dødsriget.

    Jeg mener, at de største myter og de største kunstværker beskæftiger sig med denne vertikale bevægelse, som katabasis og anabasis er udtryk for. Tænk eksempelvis på Dantes Guddommelige komedie. Modernitetens kunstnere har derimod haft svært ved anabasis. For dem er katabasis tilsyneladende kun mulig. Det kan man også se i tilfældet med Ole Wivels digt. Man kommer ikke anabasis nærmere end en gådefuld venten.

    Men håbet og drømmen om anabasis findes stadigvæk. Og det synes jeg er vigtig for vores civilisation og kultur. Katabasis-fortællingerne fortæller, at vi skal søge nedad mod vores rødder (til bjergenes rødder, så jordens porte virker, som de for evigt er slået i bag os, som der står i Jonas’ Bog, endnu et eksempel på en katabasis- og anabasis-fortælling). Det er den eneste måde, at vi kan forny vores kultur på og blive levende og frugtbare igen i den cyklus af død og opstandelse, undergang og fornyelse, som menneskenes liv på denne klode – i hvert fald set fra et kulturkonservativt perspektiv – udgøres af.

  9. Af georg christensen

    -

    Paaske pinse og jul står for døren, alt det “pjat og plat”, er vi bekendt med, rengøringen klarer vi selv.

    Lad os så bare komme videre uden fortidens “glorifiserede” helte og heltinder,

    Lad os i “fællesskab” finde en “nystart”.

  10. Af Kasper Støvring

    -

    Et forsinket tak til Niels Poulsen for endnu et glimrende indlæg. Uklarheden (og det upræcise) skyldes, at jeg – eller Ole Wivel – skal have påsketemaet til at gå op med temaet om form-forvandlingen og den åndelige genfødsel.

  11. Af Så læser vi! | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/04/19/paaske-om-et-digt-af-ole-wivel/ […]

Kommentarer er lukket.