Typer af relativisme. Svar til Kai Sørlander

Af Kasper Støvring 16

 

I min anmeldelse af filosoffen Kai Sørlanders seneste bog Fornuftens skæbne, kritiserer jeg forfatteren for at gøre det alt for let for sig selv, når han f.eks. angriber relativismen; efter min mening angriber Sørlander ikke relativismen, hvor den er stærkest, ja, han har slet ikke sat sig grundigt ind i relativismen som filosofisk doktrin.

 

Anmeldelsen har affødt en replik fra Sørlander, som i sin helhed lyder sådan:

 

”I sin anmeldelse af min nye bog (den 20.4) hævder Kasper Støvring, at jeg misrepræsenterer relativismen, og at jeg ikke angriber den der, hvor den står stærkest. Men her er det Støvring, som ikke ser forskel på en historisk og antropologisk begrundet erkendelse af, at kulturer er forskellige og har forskellige målestokke, og en filosofisk teori om de nødvendige betingelser for, at erkendelse overhovedet er mulig.

 

Der kræves ikke tykke bøger for at forstå, at relativismen er falsk som filosofisk teori. Der kræves kun konsistent gennemtænkning af en konkret formulering af en sådan teori. Den kan for eksempel sige, at al erkendelse er relativ til kultur. Problemet med denne påstand er, at den selv udtrykker en erkendelse, der ikke er relativ til kultur. Påstanden dækker altså over et logisk paradoks. Hvis den er sand, så er den falsk. Og relativismen kan derfor umuligt være en gyldig filosofisk teori. Rent logisk er der ikke meget mere at sige. Og hverken antropologien eller historien kan afsløre noget, som kan interferere med denne logik.”

 

Mit svar til Sørlander

 

Den replik vil jeg gerne svare på her. For Sørlanders læserbrev gentager blot en meget almindelig kritik, der for længst er gendrevet af relativister. Der er nemlig forskel på erkendelsesteoretisk relativisme – som stort set ingen relativister af gode grunde bekender sig til – og moralsk eller værdi-relativisme. Erkendelsesteoretisk eller epistemologisk relativisme angår viden, herunder logik. Det er, hvad Sørlander fokuserer på i sit svar. Men da Sørlander i sin bog især skriver om politik, værdier og moral, bør han dog angribe denne sidste variant i stedet for at blive hængende i logik.

 

Standardargumentet imod relativismen er altså, at den er selvmodsigende og selvgendrivende (”alle sandheder er relative” er jo i sig selv en absolut påstand), altså lidt i stil med løgnerens paradoks. Men man kan sagtens være, og langt de fleste er, relativister på ét plan, men objektivister (absolutister, universalister) på et andet. Efter min og mange andre relativisters mening kan man og bør man ikke være erkendelsesteoretisk relativist, men derimod moralsk relativist.

 

Så Sørlanders argument – der er rent logisk, epistemisk – rammer slet ikke den moralfilosofiske relativisme. I sin replik til mig burde Sørlander skrive: “… at relativismen er falsk som logisk teori”. Fejlagtigt identificerer Sørlander nemlig al filosofi med logik.

 

Sagen er, at et epistemologisk argument – der fastslår objektive sandheder og angår kendsgerninger og faktuelle udsagn – uden selvmodsigelse kan understøtte en moralsk relativisme. Udsagnet ”moralsk relativisme er sand”, er netop et faktuelt udsagn om en moralsk sandhed og er således ikke selvmodsigende, fordi udsagnet foregår på to niveauer og forudsætter en sondring mellem noget faktuelt og en værdidom. Det første er en objektiv sandhed, det sidste angår noget relativt. Udsagnet fastslår altså moralsk relativisme som et faktum.

 

Et faktum kan imidlertid ikke i sig selv begrunde en værdidom, der er nemlig forskel på ER og BØR, på kendsgerninger og værdier (det ovenfor anførte angår kun et udsagns logiske sandhed). Antagelsen om eksistensen af moralsk relativisme er ikke en værdidom, men et faktum. Deskriptive udsagn angår faktuelle domme, men normative udsagn angår relative værdidomme. Altså, når jeg til sommer går ned i Sorø sø for at bade, kan jeg ved at måle vandet konstatere, at det f.eks. er 21 grader varmt. Det synes jeg er koldt, men min kone synes, det er varmt. Det første er en målbar, faktuel påstand, det andet en værdidom. Jeg kan også mene, at vandet er varmt, f.eks. ved at sammenligne dets temperatur med temperaturen måneden inden, hvor vandet måske kun var 15 grader. Det 21 grader varme vand er altså relativt varmt – relativt i forhold til måneden inden.

 

Som Thulesen Dahl siger i gårsdagens Berlingske: ”Facts er ikke noget, man diskuterer, det er noget, man slår op.” Af samme grund kommer Sørlander overhovedet ikke i gang med en substantiel kritik af relativismen (heldigvis rummer bogen mange andre, gode ting, sjovt nok især på det kulturelle område, fx om kristendommen som forløser af fornuftens potentiale). Sørlander forbliver på det faktuelle, epistemologiske og logiske niveau, hvor han naturligvis har ret (det er jo en almindelighed at påpege, at det faktuelle udsagn “alt er relativt” ikke selv er et relativt udsagn og derfor selvgendrivende). Det ville straks blive langt mere interessant for diskussionen, hvis han for alvor anerkendte den moralske værdirelativisme og ikke bare affejer den som en inferiør “antropologisk” diskussion.

 

Jeg tror, at det er fordi, Sørlander mener, at en deskriptiv relativisme, som jo skyldes især antropologiske feltstudier, ikke er så interessant i sig selv – hvilket den heller ikke er – hvis den ikke bakkes op af en metaetisk, pligtetisk og normativ relativisme. Da Sørlander ikke anerkender den sidste, ja, end ikke anerkender at den er en diskussion værd, pålægger han sig selv begrænsninger, som jeg skriver i min anmeldelse.

 

Jeg mener, at en moralsk relativisme som doktrin betragtet er sand, kan begrundes, er kohærent, har gode konsekvenser, på bedste vis forklarer moralitetens funktion og opståen (i historien og i de enkelte individer som indlejrede i kulturelle fællesskaber), etc., om end ikke en radikal relativisme. Det er ikke sådan, at anything goes. Der er grænser for, hvad der overhovedet kan gælde for moralitet, men de grænser er så vide, at der er rigelige mængder af relevante uenigheder.

 

Jeg synes jo, at det er mere interessant at arbejde med spørgsmål af typen: den udemokratiske bystat Singapore klarer sig godt, og dets borgere virker meget tilfredse, skal vi så ikke bedømme staten på dens egne præmisser – end at arbejde med spørgsmål der angår noget rent faktuelt eller den logiske inkonsistens i udsagn. Disse sidste typer af udsagn interesserer derimod Sørlander ganske meget, i hvert fald når han vil sige noget om relativismen. Han bør derfor, mener jeg, skrive en meget mere dybtgående kritik af relativismen i sin næste bog.

 

Epistemisk relativisme og værdirelativisme

 

Hvorfor er der forskel på epistemisk og moralsk relativisme, og hvorfor har den første stort set ingen fortalere og den sidste – relativt – mange? Spørgsmålet angår to punkter: er relativismen sand, er den moralsk set en god doktrin? Lad mig her dvæle lidt ved det første punkt, om sandhed.

 

Relative domme er domme, der fastslår, at noget afhænger af noget andet, altså at noget står i forhold til noget andet, er relativt til noget. En dom er afhængig af konteksten. Det er det, vi mener, når vi siger: ”vandet er varmt”. Det står i modsætning til absolutte domme, der angår kendsgerninger om genstanden. F.eks. når vi siger, at ”temperaturen er 21 grader”.

 

Relativismen i sin rene form hævder nu, at der ikke findes nogen absolut, unik kultur- eller subjektuafhængig norm og målestok. Det, som værdier står i relation til, kan være individer (såkaldt subjektivisme, som når man siger: ”det er bare min mening, og det kan ikke diskuteres”) eller kulturer (såkaldt kulturrelativisme). Igennem tiderne har man opkastet en lang række bud på, hvad det mere præcist er, værdier står i relation til, og hvad der i sidste instans begrunder dem – f.eks. sprog, historie, individers kognitive-mentale udrustning, religion, køn, race, social klasse osv.

 

Epistemisk relativisme angår altså viden, erkendelsesteori. Ifølge den opfattelse er videnskab (jeg sondrer her mellem videnskab og moralitet) blot et lokalt videnssystem blandt mange andre, og ingen kulturs videnskab er bedre end andre. Vestlig videnskab er lige så gyldig som eskimoernes eller Hopi-indianernes. At denne type relativisme ikke har mange fortalere skyldes bl.a. den universalistiske videnskabs succes med hensyn til at lave præcise forudsigelser, beherske menneskers omgivelser og forbedre deres liv uanset, hvor de befinder sig og hvilken kultur, de tilhører. Der er ydermere en tendens til, at menneskers syn på faktuelle forhold, som videnskaben udsiger noget om, konvergerer. Asiaters opfattelse af naturlovene falder f.eks. sammen med vesterlændinges syn på samme.

 

Dertil kommer så, som Sørlander rigtigt påpeger, at epistemisk relativisme er inkohærent, selvmodsigende. Udsagnet ”alle faktuelle udsagn er relative” er selv et faktuelt udsagn, og derfor kan man ikke tro absolut på det. Ja, der er ikke nogen god grund til overhovedet at tro på det, for måske er andre udsagn absolut sande.

 

Men moralsk relativisme undgår selvmodsigelsen. Udsagnet ”moralske udsagn er kun sande relativt til en bestemt norm eller målestok” er ikke en moralsk påstand, og er derfor ikke selvgendrivende. Moralsk relativisme er noget andet end epistemisk relativisme; den første er gyldig, det er den anden ikke – og selve dette skel anerkendes af de fleste moralske relativister.

 

Tre typer moralsk relativisme

 

Jeg har her sondret mellem epistemisk og moralsk relativisme. Der findes imidlertid tre typer moralsk relativisme. Den første er den deskriptive relativisme. Den beskriver, hvordan verden ser ud. Der er tilsyneladende dybe forskelle mellem de værdier, mennesker bekender sig til. Deskriptiv relativisme er imidlertid kun sand, hvis der findes virkelige, fundamentale konflikter mellem værdier. Hvis værdikonflikter blot angår noget faktuelt, noget faktisk, er den deskriptive relativisme ikke sand. Lad mig give tre eksempler.

 

Kim og Lone er uenige om ulandsbistand. Kim mener, at den er moralsk forkastelig, imens Lone mener, at vi har en morlask pligt til at yde bistand. Men fundamentalt set kan det tænkes, at de er enige i, at fattige i andre lande skal hjælpes bedst muligt. Blot er de uenige om noget faktuelt: Fastlåser bistand de fattige i deres situation eller ej? Dette er i princippet et faktuelt spørgsmål. Deskriptiv relativisme er med andre ord ikke sand.

 

Andet eksempel: Lone mener, at abort er moralsk forkasteligt, Kim mener det modsatte. Igen kan det tænkes, at de kun tilsyneladende er uenige, ikke fundamentalt uenige. For uenigheden angår noget faktuelt: er fostret et menneske? Er abort med andre drab på et uskyldigt menneske, og berøver man det retten til liv? Både Kim og Lone kan, fundamentalt set, mene, at man ikke må slå uskyldige ihjel, så deres uenighed kan principielt opløses, hvis man kan bevise, at den ene eller anden part faktuelt tager fejl (eller har ret). Deskriptiv relativisme er med andre ord ikke sand.

 

Tredje eksempel: Kim mener, at pornografi er moralsk forkasteligt, Lone er uenig. Også her kan det tænkes, at de ikke er fundamentalt uenige, moralsk set, for begge kan mene, at kvinder ikke bør undertrykkes. Deres uenighed angår således noget faktuelt: Fører pornografi til undertrykkelse og tingsliggørelse af kvinder? Hvis det kan bevises, eller sandsynliggøres, at pornografi er uskadeligt, vil Kim kunne erklære sig enig med Lone. Deskriptiv relativisme er med andre ord ikke sand. For beskrivelsen af uenigheden angår kun noget overfladisk, en uenighed, der kan opløses ved at afklare et faktuelt, epistemologisk spørgsmål.

 

Den anden type relativisme er pligtetisk relativisme. Den udsiger noget om, hvad jeg har pligt til at gøre, eller hvad jeg absolut ikke må gøre. Denne type pligter er forskellige fra kultur til kultur. F.eks. krævedes det af Aztekerpræsterne, at de skulle ofre tilfangetagne mennesker til guderne; men denne menneskeofring er absolut utilladelig for mig (bemærk, at der heri ikke er indeholdt overvejelser over, om Aztekerpræstens moral er velbegrundet eller ej.). Udsagn kan derfor også både siges at være sande og falske, uden at nogen tager fejl. Hvis jeg nu sagde: ”Mord på en uskyldig person, der ikke truer mig, er altid forkert” – så ville en Aztekerpræst være fundamentalt uenig med mig.

 

Et andet eksempel: Kim har lovet Lone at hjælpe hende med at lave lektier. Derfor skal han gøre det. Han har pligt til det – hvis han altså bekender sig til en moral, der lyder: Man skal holde, hvad man lover. Men det er jo ikke sikkert, at han bekender sig til dette moralske bud, og vi har ikke udsagt noget moralsk alene ved at henvise til den faktuelle kendsgerning, at Kim har lovet Lone noget. Der er forskel på ER og BØR, eller mere præcist: Der kræves en værdipræmis, før man kan slutte fra kendsgerninger til værdier.

 

Den tredje type relativisme er metaetisk relativisme, der undersøger meningen med udsagn og undersøger etikkens grundlæggelse. Metaetik angår udsagn som ”moralske domme er hverken absolut sande eller falske”, og udsagn af typen: ”’det er forkert at begå mord’ betyder i virkeligheden: min kultur bifalder ikke mord”.

 

De tre typer relativisme – deskriptiv, pligtetisk og metaetisk – bygger i stigende progression på hinanden, men følger ikke nødvendigvis af hinanden. Man kan ikke være normativ relativist uden at være deskriptiv relativist. Men man kan godt være deskriptiv relativist uden at være normativ eller pligtetisk relativist. Dvs. man kan sagtens beskrive værdiforskelle, men samtidig reducere disse forskelle til en grundlæggende moralsk enighed, så at relativismen moralsk set ikke er gyldig (moralske værdier er derimod objektivt og/eller absolut og/eller universelt gyldige).

 

Sørlanders bog

 

Tilbage til Kai Sørlanders bog. Det er som sagt – bedømt på dens egne præmisser! – en rigtig god bog og en ganske konsekvent bog. Der er, som det sig hør og bør i en god filosofisk bog, en del emner, der kunne diskuteres mere indgående. Her blot en håndfuld:

 

Hvordan forestiller Sørlander sig, at fornuften udbredes og alle mere og mere kommer til at ligne os i Vesten? Hvordan motiveres man af den rene fornuft? Hvilke midler er legitime, og går der ikke noget tabt i forhold til verdens kulturelle mangfoldighed, når man således vil skabe moralske ørkener ved at universalisere eller totalisere Vestens værdier i forhold til resten af verden?

 

Sørlanders tanke er, at vi alle må arbejde på at realisere fornuften, der jo er givet i og med selve det menneskelige vilkår: at alle mennesker er rationelle. Her sætter Sørlander blandt andet sin lid til en verdensregering og en global retsorden, der bygger på principper om oplysning, pluralisme og altså ligeværdighed: At alle skal være med til at bestemme. Også klima og bioteknologi er udfordringer, der skal løses inden for denne samme rationelle ramme. Sørlander taler om vores fælles ”menneskehed”. Fint nok, men fordufter Sørlander så ikke selv i idealisme og højmoral – som han ellers meget fint beskylder f.eks. asylpolitikken og udlændingepolitikken i Vesten for at være?

 

Borgere i andre lande synes jo at fungere godt, dvs. meningsfuldt, på deres egne præmisser, selv om de altså bekender sig til helt andre moralsystemer end Vestens. Hvorfor ikke respektere det? Og hvordan kritisere? Relativisme indebærer jo ikke, at man ikke må kritisere andre kulturer. Man kan og bør kritisere andre kulturs praksisser – f.eks. undertrykkelse – men det skal ske indefra, ved at appellere til kulturens egne værdinormer. Ellers vil man havne i det, der i argumentationsteori kaldes ”question-begging”, i cirkelslutninger, hvor man forudsætter det, der skal bevises. Det kunne jo tænkes, at andre slet ikke anerkender vores præmisser.

 

Der er også grænser for, hvad der overhovedet kan gælde for moral, og disse grænser er ikke kun af rationel art, nogle ligger også i vores fællesmenneskelige natur. En kultur, der f.eks. ikke værdsætter tilfredsstillelse af fundamentale behov for føde og bolig, vil ikke kunne opretholde sig selv. Alt dette ser Sørlander ikke, fordi hans relativismebegreb er så indskrænket.

 

Endelig: Når nu kulturen spiller en afgørende rolle for indfrielsen af fornuftens potentiale, er det så ikke netop kultur, der er vigtigst i virkelighedens verden? Og her er og bliver kulturer altså relative.

 

 

16 kommentarer RSS

  1. Af Maria Due

    -

    Støvring.

    Dette er for omfattende for mig at kaste mig ud i, men jeg vil dog nævne, at jeg altid har syntes, at Kai Sørlander i visse henseender har gjort det nemt for sig selv. Og for at støtte dig vil jeg henvise til tre artikler i dagens udgave af Morgenavisen Jyllandsposten, der alle handler om sammenstød og fejltagelser i virkelighedens verden, hvor værdierne aldrig har været universelle, og kulturelle forskelle derfor gang på gang får det sidste ord med det resultat, at “universalisterne” står tilbage som undrende tabere.

    1. JP’s leder, der giver udtryk for bladets officielle holdning, handler om nationalstaternes renæssance, om at genfinde respekten for nationalstaten og om at “Et nyligt udvalgsarbejde, igangsat under mange trompetfanfarer af kommissionsformand José Manuel Barroso, der ville genopfinde den store fortælling om EU, floppede slemt”. (side 18)

    Intet tyder dog på, at Per Nyholm, Morten Løkkegaard eller ligesindede har lært af denne fiasko. Men Venstre kommer til at lære det på den hårde måde.

    2. Dr. scient.pol, professor emeritus Mehdi Mozaffari’s artikel “Obama går tilbage og Putin frem”, handler om USA’s tab af indflydelse og prestige især i Mellemøsten, og hvad der er årsagen til amerikanernes fiaskoer og Putins succes.

    “Hvis vi lægger den personlige faktor og tilfældigheder til side, kommer man til den kendsgerning, at forklaringen i bund og grund skal findes i den rolle, som ideologi og realpolitik har i udenrigspolitik. Generelt er det sådan, at ikke alene USA men også Vesten som helhed, fører en politik, som er en blanding af ideologi og realpolitik. Med andre ord er de materielle og rent politiske interesser pakket ind i et lag af moralske værdier baseret på demokratiets dyd – frihed og respekt for menneskerettighederne. Det er sjældent, at en sådan cocktail giver positive resultater, fordi den form for blanding er baseret på et paradoks, som er meget svært at løse på en balanceret måde. Erfaringerne har gentagne gange vist, at materielle interesser i sidste instans gentagne gange har forrang. Så det er ofte nødvendigt at ofre de værdier, som man ellers har lovet, frem for rene politiske interesser. Derfor er der skuffelse blandt de demokratiske kræfter, som ellers havde troet på Vestens løfter.” (side 21)

    Mehdi Mozaffari er iransk født og dansk gift, og i et interview indenfor det sidste års tid udtalte han sig meget trist (nærmest depressivt) og nævnede, at han i dag er flyttet til Nørrebro, fordi han synes, at han falder bedre ind i billedet der. Det er ikke svært at forstå ham, vi andre døjer også med dette bestandige miskmask af ideologi og nationale interesser, der ikke kan forenes, og som tindrende klart udstiller kulturelle forskelle.

    3. Side 23 kommer vi et stort skridt videre i denne diskussion i MIchael Rubins “Skal man tale med sine fjender?”, der bryder med en at de mest respekterede former for politisk korrekthed, og som kan læses som endnu et ideologisk opgør med bl.a. Obamas politik. Det fremhæves, at historien viser, at dialog og samtale kan ende med at styrke fjenden, og George W. Bush citeres for flg.:

    “Vi har en forpligtelse til at benævne dette ved dets rette navn: eftergivenhedens falske tryghed”.

    Ja, det har vi, og vi har så sandelig også en forpligtelse til at forsvare vores egen kultur og vort eget land samt at lære af fortidens fejltagelser. Hvor mange gang er Chamberlains ord om “fred i vor tid” ikke blevet citeret af stærkt foruroligede og forbitrede europæere i de senere år.

  2. Af Kasper Støvring

    -

    Maria Due – tak for nogle interessante henvisninger.

  3. Af Maria Due

    -

    Kasper Støvring

    Tak for dit mod til at gå nye veje. Vi kan jo ikke blive ved med at stampe på stedet, og sommetider lønner det sig at prøve at bevæge sig i en utraditionel retning, selv om det kan være ubehageligt at være “den grimme ælling”, så længe det nu varer. I dit tilfælde var det ikke længe. 🙂

    N.B. Mehdi Mozaffari’s bemærkning om, at USA’s mest loyale allierede i Mellemøsten ikke længere skjuler deres skuffelse, især pga.

    “den amerikansk støtte til Det Muslimske Broderskab”..

    Den skuffelse deles givetvis af Mehdi Mozaffari selv, og han har i flere JP-kronikker advaret kraftigt mod broderskabet, som med sin ideologiske basis i shariaen er helt uforenelig med Vestens normer og syn på demokrati og menneskerettigheder.. Bl.a.skrev Mozaffari ifm. “araber foråret”, at vestlig indblanding i Nordafrika kunne føre til, at broderskabet kom til magten fra Atlanterhavet til Det kaspiske hav.

    Som mange af os ved, samarbejdede Mozaffari tidligere med Tina Magaard, der ligeledes har været en modig kritiker af broderskabet. Mange vil også huske, hvordan hun angreb Tariq Ramadan under hans foredrag på Krogerup Højskole.og siden er blevet bekræftet af tungtvejende dokumentation.

    Desværre uden effekt i dansk politik og tilsyneladende også uden at gøre indtryk´hos PET., der synes mere påvirket af USA og Ramadans omfattende lobbysucces i Bruxelles. Måske også af Ramadans danske slyngven professor emeritus Jørgen S. Nielsen. tillige med professor Jakob Skovgaard-Petersen, hvis jp-kronikker efter min mening ikke har været “appelsinfri”, hvad angår broderskabet.

    Københavns Universitet spiller efterhånden en mærkelig rolle i islamdebatten. Længe var det jo professor Jørgen Bæk Simonsen, der udlagde teksten i de danske medier og i den forbindelse opløste islam i atomer som et ganske ufarligt begreb uden fast konsistens.

    Vi er nødt til at insistere på eksistensen af den virkelighed, vi befinder os i, og hvor de kulturelle forskelle ikke lader sig bortforklare og længe nok har været idylliseret som “mangfoldighed”.

  4. Af henning svendsen

    -

    Hvordan kan en filosof lade fornuften erobre hele verden??-vil denne fornuft ikke møde en anden fornuft og vinder af denne tvekamp vil være den som bruger urene slag skyder med sten og spænder ben ja handler rationel og umoralsk som en ægte relativist. der er mange mærkelige synspunkter høs Sørlander men han tilhører jo en skole og står ikke alene.

  5. Af Maria Due

    -

    Jo, når kulturer tørner sammen, er der tale om en kamp mellem forskellige slags fornuft, der er udviklet under forskellige forhold, og hvor den mest hensynsløse har nogle gode kort på hånden.

    Men det gælder for eksempel også om at kunne forudse sin modpart/fjendes tænke- og handlemåde, og i så henseende synes Vesten at befinde sig på et selvmorderisk lavt plan ift. ørkenens sønner. Tænk blot på Hans Jørgen Bonnichsens helt utrolige og ubegrundede tillid til imamer. Som om det uønskede forsvinder, blot man benægter dets eksistens.

    Jeg, synes også, at vestlige politikere gennemgående har demonstreret en sørgelig ensidighed og mangel på viden om russisk mentalitet, der naturligvis er præget af landets historie og nogle af verdenshistoriens mest grufulde krige, som landet blev påført af vestlige lande og betalte en uhyggelig høj pris for. Putins popularitet på hjemmefronten skal ses i dette lys, hans machostil er en garanti for handling og et stærkt forsvar, hvis det skulle komme til en ny fædrelandskrig, som russerne kalder Anden Verdenskrig.. Det sidste var Støvring så vidt inde på i sit foredrag i Aarhus i efteråret, hvor han og Katrine Winkel Holm forsvarede forskellige holdninger til det “universelle”.

    Jeg tror ikke ,at der er mange historikere, som vil gå med til, at det er fornuften, der hersker i denne verden. Bent Jensen har flere gange skrevet, at det er tilfældigheder, og der er da også mange af dem, når man får set nærmere efter.

  6. Af r. vangkilde

    -

    STØVRINGS MANGLENDE ERFARING! – forhåndsviden og kvalitet som håndværk ELLER, er Støvring en selvlært realist, hvor alt er relativt ELLER, som Mærsk Møller engang udtrykte det ” dem under 50 vil jeg ikke bruge tid på at møde” de er for uerfaren , når moralen er rettidig omhu. ELLER handler Støvring indlæg om politik, hvor man kan blande elementerne efter behag.

  7. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Fornuften?

    Hvis fornuft? Din, min el naboens eller ..?

    Man kan ikke ensidigt (eller hvordan det nu kan udtrykkes bedst) forlade sig på fornuften som et begreb sådan bare taget ud i den frie luft.

  8. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg tror, at Støvring tidl har væet inde på det med relativisme, hvor jeg tror, at jeg skrev et indlæg da.

    Var det ikke I 80’erne, at det var modern at sige, at ‘alt er relativt’, hvorved der mentes, at din mening/opfattelse/udlægning kan være ligså god som min, hvor det ikke sås, at der trods alt er en del viden, som kan siges at ‘afgøre’ op og ned – omend vi ikke taler i absolutter; men viden som også er afgørende inden for teknik, så den duer, inden for lægevidenskab osv.

    Men – en del kan siges at være mere rigtigt end andet, selv om vi inden for mange felter, tekniske, humanistiske, biologiske, genetiske osv. hele tiden forsøger, forsker, efterforsker for at være sikre mm.

  9. Af Kai Sørlander

    -

    Kan og bør fornuften hæve sig over relativismen? – Svar til Kasper Støvring
    af Kai Sørlander

    I et indlæg på sin blog den 28. april svarer Kasper Støvring på min principielle kritik af relativismen som filosofisk teori. Jeg hævder, at relativismen er ugyldig, fordi den udtrykker en erkendelse, som er umulig, hvis den selv er sand. Denne kritik accepterer Støvring og sammen med mig forkaster han den erkendelsesteoretiske relativisme. Men derefter bekender han sig så som moralsk relativist; og han hævder, at man sagtens kan være moralsk relativist og samtidig forkaste den erkendelsesteoretiske relativisme.
    Lad os se nærmere på denne distinktion. Den erkendelsesteoretiske relativisme hævder, at der ikke kan findes udsagn, som er universelt sande i enhver mulig verden. Og den falder, fordi dens egen formulering netop er et sådant udsagn. Der er her forudsat en norm om, at man skal være konsistent. Denne norm er en universel betingelse for rationalitet. Og den erkendelsesteoretiske relativisme falder, fordi den bryder med denne norm.
    Støvring hævder så, at den moralske relativisme undgår denne selvmodsigelse. Mere præcist hævder han, at udsagnet ”moralske udsagn er kun sande relativt til en bestemt norm eller målestok” ikke er en moralsk påstand og derfor ikke er selvgendrivende. Det er jeg umiddelbart enig i. Det er først, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt der findes – og altså overhovedet kan findes – en grundlæggende norm, som er gyldig for enhver mulig person (det vil sige ethvert muligt væsen, som er i stand til at tænke rationelt), at vi bliver uenige. Det er først, når Støvring benægter, at der overhovedet kan findes en etisk grundnorm, som bør gælde for enhver mulig person, og når han derfor implicit hævder, at alle mulige grundnormer nødvendigvis må være relative til konkrete kulturer, at han filosofisk set bliver egentlig moralrelativist.
    Spørgsmålet er så, om denne moralrelativisme er logisk konsistent. Lad mig først slå fast, at jeg selvfølgelig fuldt ud anerkender, at der ud over jordkloden findes forskellige samfund, som har mere eller mindre forskellige moralsystemer. Det er en historisk og antropologisk kendsgerning. De har forskellige normer for arveret, for kvinders stilling, for gavegivning og lignende. Spørgsmålet er ikke, om der findes en sådan moralsk forskellighed, for det er et empirisk faktum, at der gør. Spørgsmålet er derimod, om enhver moralsk grundnorm må være relativ til kultur, eller om der findes en moralsk grundnorm, som er indbygget i selve rationalitetens logiske struktur. Den moralske relativisme – og dermed Støvring – benægter, at der overhovedet kan findes en sådan grundnorm. Og spørgsmålet er så mere præcist, om det er selvmodsigende at benægte, at der kan findes en sådan grundnorm.
    Rent principielt må svaret være ja. For den grundnorm – modsigelsesprincippet – som vi accepterer, når vi forkaster den erkendelsesteoretiske relativisme, den er ikke kun en logisk norm, men også en moralsk norm. Det er en norm om moralsk integritet: at man søger at skabe en indre konsistens i sine egne meninger, og at man ikke blot flagrer rundt og mener, hvad der gør én populær hos andre. Det er en moralsk forpligtelse over for én selv som person at tænke sin livsanskuelse konsistent igennem. Enhver person, der benægter, at en sådan selvkonsistens er en universel moralsk forpligtelse, tager grunden bort under sin egen troværdighed.
    Men én ting er, at det logiske konsistenskrav ikke kun er en logisk norm, men også en moralsk norm. En anden ting er, om der ikke også findes en specifik moralsk grundnorm, som gælder for enhver mulig person qua person. Dette benægter den moralske relativist, og det gør Støvring derfor også. Jeg kan i hans tekst finde to forskellige argumenter for dette standpunkt. Det ene bygger på den påstand, at man slet ikke kan begrunde værdier rationelt. Og det andet argument bygger på Humes gamle erkendelse, at man ikke kan slutte fra ’er’ til ’bør’ – fra faktuelle påstande til rationelle normer. Det første af disse argumenter holder ikke, fordi det overser, at rationalitet – og dermed konsistens – selv er en værdi, og at det er selvmodsigende at benægte værdien af logisk og personlig integritet. Derimod er jeg enig i, at man ikke kan begrunde rationelle normer på faktuelle præmisser. (Man kan ikke slutte fra det, at en norm faktisk gælder i et samfund, til det, at den rationelt bør gælde). Men det betyder kun, at man ikke kan begrunde en særlig etisk grundnorm på faktuelle – empiriske – præmisser. Det udelukker ikke, at det er muligt rationelt at begrunde en sådan norm. Men den skal i givet fald begrundes rent begrebslogisk.
    Og det er netop således, at jeg begrunder den etiske grundnorm. På basis af to begrebslogiske betingelser, som den nødvendigt skal opfylde. Den skal være konsistent med, at man som person kan leve efter den; og den skal gælde for enhver mulig person. Fra disse to betingelser deducerer jeg den grundnorm, som jeg kalder det etiske konsistenskrav, og som jeg diskuterer i forhold til andre filosofiske forsøg på at formulere en sådan norm (specielt det utilitaristiske princip og Kants kategoriske imperativ). Og jeg bruger så det etiske konsistenskrav som præmis for en deduktion af, hvorledes et samfund af personer bør indrette sin politiske orden: hvorledes det bør opdrage sig selv til at skabe et system, hvor der er politisk ligeværdighed, og hvor der er ytrings- og tankefrihed, og hvor der derfor er optimale betingelser for, at rationaliteten kan få lov til at udfolde sig uden undertrykkelse.
    At det overhovedet er muligt at begrunde et sådant universelt moralsk princip benægter Støvring med sin moralske relativisme. Men noget konkret forsøg på at vise, hvor min argumentation går galt, foretager han overhovedet ikke. Hans moralske relativisme indebærer, at han på forhånd udelukker en samfundskritik, som foretages med basis i det etiske konsistenskrav. Han udelukker ikke, at vi kan kritisere andre kulturer. Han skriver: ”Man kan og bør kritisere andre kulturers praksisser – f.eks. undertrykkelse – men det skal ske indefra, ved at appellere til kulturens egne værdinormer”. Betyder det, at man kun må kritisere undertrykkelsen i islamiske lande ved at appellere til islams værdinormer? Må man kun kritisere hinduistisk kastelovgivning ved at appellere til hinduistiske normer? Er folk, som selv er underlagt den undertrykkelse, som disse værdisystemer er udtryk for, nødvendigvis forpligtet til at bruge de samme værdisystemer i deres protest mod undertrykkelsen? Skal kvinder, der vil protestere mod sharia-lovens undertrykkelse, nødvendigvis formulere deres protest på sharia-lovens eget grundlag. Det bliver konsekvensen af Støvrings moralske relativisme; men dermed overses fuldstændigt, at vi befinder os i et rationelt fællesskab, som er hævet over kultur, og som vi alle bør hæve os op til.
    Når Støvring ikke forstår, at der findes et sådant fællesskab, så forstår han heller ikke, hvad der er sket i europæisk filosofi siden Descartes. Når Hobbes, Spinoza, Kant og andre kritiserede den herskende orden, så var det ikke, fordi de mente, at denne orden ikke levede op til kulturens egne normer. De stillede sig – som ægte filosoffer bør gøre – uden for den herskende kulturs orden og spurgte, hvorledes vi som rationelle personer bør handle, og hvorledes vi bør indrette samfundet. Og således kan enhver person i princippet gøre, ligegyldigt hvilken kultur han kommer fra: stille sig ”uden for” sin kultur og spørge, hvorledes man som person bør handle, og hvorledes man bør indrette det samfund, som man deler med andre. Her står alle personer i princippet lige og må give de samme svar, hvis de tænker konsistent. For det er fuldstændigt de samme rationelle grundnormer, som vi er underlagt.
    At Støvring lukker øjnene for den egentlige filosofiske opgave, bringer ham i bås med det underlige akademiske fænomen, som går under navnet postmodernismen. Det er en holdning, som forkaster selve muligheden for at løse den traditionelle filosofiske opgave, som går ud på at bestemme de absolut uomgængelige træk ved verden og ved vor situation som personer. Men opgaven lader sig ikke undertrykke. Og forstår man ikke, at denne opgave ikke er specielt vestlig, men i princippet kan stilles af enhver person uafhængigt af specifik kulturel baggrund, så gør man ethvert menneske mindre, end det er og bør være.
    Støvring spørger mig, om der ikke går ”noget tabt i forhold til verdens kulturelle mangfoldighed, når man således vil skabe moralske ørkener ved at universalisere eller totalisere Vestens værdier i forhold til resten af verden?” Hertil vil jeg først stille et modspørgsmål: Totaliserer man Vestens værdier (og skaber man moralske ørkener), hvis man mener, at alle så vidt muligt bør sikres en skolegang, så de kan lære at læse, og så de kan få et elementært kendskab til, hvad videnskaberne lærer os om verdens indretning, således at de ikke er blinde ofre for de herskende illusioner – og hvis man altså aktivt støtter netop de kræfter i de uddannelsesmæssigt svage lande, som vil forsøge at opbygge et sådant uddannelsessystem? Hvis Støvring mener, at svaret på det spørgsmål er ja, så mener jeg, at det snarere er ham, som er totalitær. Vejen ud af totalitarisme må da i første omgang gå igennem en elementær indskoling, som gør det muligt for folk at gennemskue de illusioner, som de oplæres med, således at de kan kritisere deres overleverede kultur, hvor den lukker dem inde. Hvis vi i Vesten forsøger at forhindre en sådan kulturel selvudvikling, fordi vi vil bevare den kulturelle mangfoldighed, så gør vi folk i andre kulturer til objekter for vor antropologiske interesse og ikke til selvstændige og ligeværdige mennesker.
    Noget andet er, at jeg med Støvring kan nære stor betænkelighed ved den måde, hvorpå globaliseringen nu farer hen over verdens kulturer. Men det hænger sammen med, at det økonomiske rationalitetsbegreb, som har været styrende for denne udvikling, selv er en kritisabel og forvansket udgave af det fundamentale rationalitetsbegreb, som indbefatter det etiske konsistenskrav og dets politiske konsekvenser. Dette forhold gør jeg specielt rede for i kapitel 8 i Fornuftens Skæbne.
    Støvring spørger også, hvordan man motiveres af den rene fornuft. I Fornuftens Skæbne har jeg implicit besvaret dette spørgsmål i min kritik af Kierkegaard (Mellemspil, afsnit 5). Men for et eksplicit svar kan jeg henvise til min tidligere bog Under Evighedens Synsvinkel (1997), kapitel 2, som netop hedder ’Fornuft og motivation’.
    I øvrigt må jeg lige bemærke, at Støvring ikke har ret, når han hævder, at jeg sætter min lid til en verdensregering. Tværtimod advarer jeg eksplicit mod troen på en sådan regering (Fornuftens Skæbne, s. 188). Den er overhovedet ikke nogen realistisk løsning på de problemer, som verden nu står over for.
    Der kunne siges meget mere, men jeg vil holde her. Der var engang, hvor man kunne diskutere sådanne grundlæggende spørgsmål alvorligt, fordi man var forpligtet på sandheden. Når denne forpligtelse svækkes – når mennesker, for hvem den er drivende, bliver sjældnere og sjældnere – så dør den alvorlige filosofiske diskussion. Men først skubbes den ud i kulturens dunkle randområder.

  10. Af Niels Poulsen

    -

    Jeg har svært ved at følge Kai Sørlander. Hvis vi godkender “det etiske konsistenskrav” som præmis, hvad er det så, der gør, at eksempelvis et samfund indrettet efter traditionelle muslimske værdier ikke opfylder kravet, mens et vestligt samfund med demokrati og borgerlige frihedsrettigheder gør det? Den enkelte muslim ønsker at leve efter sharia og han/hun ønsker også, at enhver mulig person også gør det. For det ønsker Allah, og han har skabt verden og hans ord er lov. Der er med andre ord ingen logisk brist eller inkonsistens i det totalitære samfund, som sharia repræsenterer.

    “Totaliserer man Vestens værdier (og skaber man moralske ørkener), hvis man mener, at alle så vidt muligt bør sikres en skolegang, så de kan lære at læse, og så de kan få et elementært kendskab til, hvad videnskaberne lærer os om verdens indretning, således at de ikke er blinde ofre for de herskende illusioner – og hvis man altså aktivt støtter netop de kræfter i de uddannelsesmæssigt svage lande, som vil forsøge at opbygge et sådant uddannelsessystem?”

    Næh, men man er måske en lille smule naiv. For der er ingen lande, som er imod skolegang og undervisning. Uenigheden går på, hvad der skal undevises i. I et muslimsk land er undervisning i Koranen helt naturligt. Og derboende muslimer vil hævde, at det er os vesterlændinge, som ligger under for “de herskende illusioner” i vores egne samfund. I øvrigt vil vi komme i modstrid med “det etiske konsistenskrav” hvis vi på nogen måde forsøger at tvinge vores normer for oplysning igennem i et muslimsk samfund. Tvang er i modstrid med “det etiske konsistenskrav”. Og uden tvang bliver Koranen næppe taget af skoleskemaet.

    Lad mig til slut komme med et eksempel på, at de tilsyneladende universelle normer, som “det etiske konsistenskrav” eventuelt måtte føre til, kan vise sig at være uhensigtsmæssige, ja ligefrem irrationelle.

    Kannibalisme er i modstrid med “det etiske konsistenskrav”. Selv hvis man havde smag for menneskekød, så ville man som individ ikke ønske at legalisere det, fordi det ville indebære, at alle mennesker, inklusive en selv, kunne havne som en andens aftensmad.

    Alligevel har der eksisteret samfund, hvor det var norm at spise de af nabostammens krigere, man havde dræbt i kamp. Og her kommer pointen: Menneskeæderne handlede rationelt, for i deres små, isolerede samfund var der udbredt mangel på føde, og det ville være irrationelt at lade den kilde til næringsstoffer, de dræbte krigere repræsenter, gå til spilde. Skulle stammen have fulgt “det etiske konsistenskrav” så ville det muligvis have medført sult, vantrivsel og på sigt måske endda stammens uddøen. Det er blot et eksempel på, at “det etiske konsistenskrav” kan føre til irrationel adfærd, og at Kai Sørlanders tænkning i for høj grad baserer sig på vi vestlige menneskers samtidige virkelighed.

    Eksemplet med kannibalisme har jeg lånt fra Jesse J. Prinz, som er professor i filosofi ved City University of New York. I det populærvidenskabelige foredrag, som jeg linker til til sidst i kommentaren, slår han også flere andre ting fast:

    1. Moral og etiske normer ændrer sig over tid. De har et historisk forløb, og de er afhængige af empirien.

    2. Moral har sit udspring i følelser, ikke fornuft. Nyere studier inde for hjerneforskningen viser, at det er de samme områder i hjernen, som er aktive, når vi er henholdsvis følelsesmæssigt bevæget og når vi tager moralsk stilling til en sag. Endvidere lader mennesker sig let manipulere i moralske spørgsmål viser talrige tests.

    Jeg har før linket til foredraget, men jeg gør det gerne igen, fordi det med enestående klarhed og et væld af eksempler viser, at den universalistiske position er langt svagere end den relativistiske position:

    http://www.youtube.com/watch?v=Ae-jz5usFAk

  11. Af Kai Sørlander

    -

    To bemærkninger til Niels Poulsen:

    1) Det etiske konsistenskrav hævder, at enhver person bør handle i konsistens med, at han selv og andre kan leve som personer. Men som følge af forholdet mellem, hvad personer behøver, og hvad de ønsker, så indebærer det, at ingen person er berettiget til at bruge en præmis om, hvorledes han selv ønsker at leve (eller hvorledes han ønsker, at andre skal leve), i sin argumentation for, hvorledes han konkret bør udmønte det etiske konsistenskrav. Og han har derfor heller ikke ret til at bruge en præmis, som indbefatter, at han ønsker at leve efter sharia, og at han ønsker, at andre gør det.

    2) Hvis Niels Poulsen havde læst min bog Fornuftens Skæbne, som diskussionen her tager udgangspunkt i, så ville han have set, at jeg i den – i Mellemspil, afsnit 6 – tilbageviser Jesse Prinz’ forsøg på rationelt at begrunde en form for relativisme.

  12. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Den kulturelle selvudvikling er ikke afhængig af, om man kan læse og skrive – forstået på den made, at ethvert meneske kan på krop og sjæl uden nogen form for alphabet, meddele sig, når/hvis det blive inhumnat behandlet.

    Man kan udmærket sige, at det er en slags totalitær tankegang, at skolegang i vor forstand skal være universel, i hv f hvor el hvis der skal læses det samme inden for en kultur og slutresultatet bliver en indskrænkning i forhold til ‘al verdens viden’, hvor el hvis der ikke kan vælges.mere frit efter indføring i et alfabet/tegn inden for et skriftsprog og fri tilgang til egen kultur, idet de fleste kulturer også har forskellige udviklingstrin el ditto perioder, såvel som andre kulturers måder at leve på og viden i det hele taget.

    Det er blot ikke dét, Sørlander ser el mener med sit udsagn, fordi vi opfatter og med også stor rette vores forhold til viden og uddannelse som unik, hvor vi umiddelbart under enhver denne frihed til kundskaber i det hele taget. I hv f hvor de ikke selv blokerer.

    Mennesket er ikke kun et rationelt væsen, og fornuft og denne rationalitet, som Sørlander plæderer for, minder mig om den kristne etiks bud om, at du skal ikke gøre mod andre, hvad du ikke selv vil bydes. Det gøres verden over af magthavere, fordi de ikke selv tror sig udsatte – men de, hvis ret det er at udsætte andre for bade fysiske og psykiske utåleligheder.

    Dette begreb: “det etiske konsistenskrav” kender jeg ellers ikke .. men umiddelbart set, så ser det ikke ud til selv at være konsistent, altså at kunne ‘holde vand’, når Sørlander her ovenfor i sit svar til Støvrings oplæg skriver:

    “Men det hænger sammen med (Sørlanders og ligedan Støvrings, iflg Sørlander, betænkelighed ved globaliseringen), at det økonomiske rationalitetsbegreb, som har været styrende for denne udvikling, selv er en kritisabel og forvansket udgave af det fundamentale rationalitetsbegreb, som indbefatter det etiske konsistenskrav og dets politiske konsekvenser.”

    Mon dog? Det er den menneskelige handling og ikke begrebet, der er noget at komme efter hos – omend begrebet i sig selv er temmelig moralsk, forstået på den made, at det er vanskeligt med også menneskelig irrationalitet at skulle kunne overholde, såvel som det siges, at økonomi ikke er en objektiv videnskab, er det vist – hvorfor der altid vil være tale om både skøn og vurderinger, forskellige og også individuelle.

    For mig umiddelbart at læse, så virker budskabet fra Sørlander her meget strikt – omend det kunne være ønskeligt ikke at udsætte andre for, hvad man ikke selv ønsker at blive udsat for.

    Men – er etik ikke ‘blot’ en overbygning på moral. Hensigtsmæssig for nogle forhold – ikke for andre, fordi sådanne morale også kan være bade livsfornægtende og dermed hæmmende for den frie udfoldelse, og her tænker jeg ikke på ‘frt slag i bolledejen’ – men at kunne vide og kende forskel på sunde relationer og mere neurotiske og direkte perverterede.

    Der henvises til (af Niels Poulsen ovenfor her) hjerneforskning i hans idlæg til Sørlander. Jeg vil blot sige, at mon ikke er i det område af hjernen, hvor der kan henvises til det følelsesmæssige også her findes de mindre acceptable følelser, de decideret ondskabsfulde osv.

    Følelser og fornuft kan være deciderede modsætninger, hvorfor vi også kan oversvømmes af følelser fremfor at handle såkaldt fornuftigt, fx for at undgå at udsætte os selv unødigt.

    Det er dog et voldsomt område til blogge – og ikke muligt for mig at sætte mig ind i diverse bøger, link og meget andet.

    Men – vi kan ikke anskue verden kun rationelt, dér er vi også kommet videre, som Sørlander sikkert ved; men måske ikke anskuer noget ud fra i sin forskning. Jeg kender kun Sørlander af navn fra en el måske to kronikker i Berlingske for en del år siden.

    Ang. kritikken af Støvrings opfattelse, at:

    ” Man kan og bør kritisere andre kulturers praksisser – f.eks. undertrykkelse – men det skal ske indefra, ved at appellere til kulturens egne værdinormer.”

    De sætning studsede jeg også først over, og da jeg læste Sørlanders indlæg efterfølgende, dvs faktisk dage efter, så fandt jeg, at det meget vel kan være, at undertrykkende kulturer meget vel kan have selvmodsigende opfattelser, dvs regler og love, der kunne hentydes til, hvorfor dette indefra ikke behøver at være
    så umuligt el udelukket; men mennesker skal sædvanligvis se en fordel i at slippe undertrykkelse, hvorfor der skal sættes en slags ‘anden fordel’ i stedet el i udsigt, fx den egne selvundertrykkelse og de værdier, der gås glip af ved sådan adfærd.

    I hv f forsøges, hvis mulighed oplagt gives og ses ‘egnet’ til evt. gennemførelse – men religiøse dogmer og politiske magthavere er svære størrelser, de første med al den angst og skyld, der indgydes folk, og de andre noget af det samme, såvel som de er sværere at få i tale, hvor deres egne hoveder ligefrem vil blive kappet af – på grund af uenighed i en kultur og/eller for mange egne ‘fordele’. Mvh BHL

  13. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    I mit indlæg ovenfor, 7. afsnit, skal der nok snarere stå ‘eksaktt videnskab’ omkring økonomi som videnskab, hvorfor det kan være ikke-objektive – men snarere subjektive skøn. BHL

  14. Af Kasper Støvring

    -

    Oplysende og underholdende foredrag på den video af moralfilosoffen Jesse Prinz,, som Niels Poulsen linker til, hvor Prinz forsvarer relativismen og giver en masse eksempler på handlinger, som vi anser for barbariske, men som giver god moralsk mening for de mennesker, der praktiserer dem. F.eks. netop kannibalisme.

    Hvorfor blev mennesker i fjerntliggende stammesamfund kannibaler? Det gjorde de, fordi de levede en barsk og usikker tilværelse som jægere, hvor det var endog særdeles vanskeligt at skaffe tilstrækkelig føde for at sikre stammens overlevelse. I krigshandlinger med fjendtlige stammer valgte man derfor ikke at tage de overvundne til fange. At holde dem i live ville kræve enorme ressourcer, der ikke var til stede. Så man slog dem ihjel, og i stedet for at lade ligene rådne til ingen verdens nytte, tilberedte man dem, spiste dem, og fik således et godt, stort og ernæringsrigt måltid til gavn for hele stammen. Ganske smart.

    Hvordan blev denne kannibalismepraksis så afskaffet? Skyldtes det, at man blev overbevist om det barbariske i denne praksis, at man blev forbedret moralsk eller ændrede værdier på grund af påvirkning udefra, f.eks. fra kristne missionærer?

    Nej, svaret er helt anderledes prosaisk, og svaret minder os igen om, at moral altid også har et funktionelt aspekt: moral skal virke, den skal være nyttig. Man fandt ganske enkelt ud af, at det var mere nyttigt – ud fra en simpel cost/benefit-analyse – at indføre skatteopkrævning. Ved at afkræve skatter af de overvundne stammer, behøvede man hverken at slå ihjel eller æde sine fjender. Man kunne nøjes med at modtage en lang række materielle goder, ja, på den måde blev man endda meget rigere i længden.

    Et godt fremskridt, altså, at indføre skat. Tænk lige over det næste gang nogle af Jer tordner imod skatteopkrævning. Det kunne jo være, at I endte i kødgryderne.

  15. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg vil lige sige, at jeg er helt sikker på, at jeg ikke smager godt. De sulter vist allerede I England også I Amerika og sydpå I Europa. Og I Tyskland er ét job vist heller ikke nok til at mætte mundane – skatteopkrævning eller ej!

    Men – mon ikke, det er andre end kanibalerne selv, der også før en skatteopkrævning havde muligheder for en vis forarbejdning af materialer og mulighed for en vis transport.

    Jeg må se, om jeg kan nå dette link på et tidspunkt – om ikke andet så for at forsinke så abstrakte processer, hvis nogen skulle få en god idé – så må vi gøre det moralsk at stjæle I butikkerne, hvis der ikke indføres suppekøkkener og lign.

    Moral – ak ja .. således også et filosofisk spørgsmål, når folk ligefrem må sulte, selv med 2 jobs i vist allerede flere lande. Børn skal ikke udsættes for at matte sulte.

  16. Af Kai Sørlander

    -

    Til Kasper Støvrings indlæg.

    Vil det sige, at kannibalismen kun er etisk forkastelig, fordi den falder for en økonomisk cost/benefit-analyse? Og skulle den så være tilladt i de tilfælde, hvor den kunne betale sig ifølge en sådan analyse? Det problematiske er, at man gør en økonomisk cost/benefit-analyse til det grundlæggende moralske princip, i stedet for at rejse det egentlige filosofiske spørgsmål om, hvad det grundlæggende moralske princip bør være.

Kommentarer er lukket.