Solidaritetens kilde og velfærdsstatens legitimitet

Af Kasper Støvring 23

 

 

I forgårs var der debat i Deadline mellem Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg og direktør for CEPOS Martin Ågerup om den franske økonom Thomas Pikettys bestseller om kapitalisme. En spændende diskussion angik spørgsmålet om, hvor vidt man bør arve f.eks. penge. Lykkeberg knyttede an til Pikettys holdning, at det umiddelbart ikke er retfærdigt; det strider mod vores opfattelse af, hvad der er fair, for arvingerne har ikke gjort sig fortjent til arven. De har derimod været så heldige at blive født ind i en sammenhæng, hvor de arver f.eks. deres forældres formue. En underliggende pointe er så, at denne arv, eller i hvert fald dele af den, gennem beskatning skal omfordeles til resten af borgerne i samfundet via velfærdsstaten.

 

Diskussionen rammer noget meget elementært i vores løbende diskussion om velfærdsstaten og om det rimelige i den store omfordeling af vores værdier, som den danske stat foretager. Er dét retfærdigt? Eller er der tale om et overgreb? Hvem er vi solidariske med? Og hvordan begrundes overhovedet solidariteten? At der antages en solidaritet, er jo overhovedet en vigtig forudsætning for legitimeringen af vores store velfærdsstat. Men sådan behøver det ikke at være.

 

Jeg vil her ikke tage stilling til skatteprocenten, som jeg anser for at være for høj, om end jeg finder en vis omfordeling ganske rimelig. I stedet vil jeg diskutere selve grundlaget for solidariteten, altså dens kilder, som det, der legitimerer velfærdsstaten.

 

I Deadline-debatten kom jeg til at tænke på en klassisk debat mellem den amerikanske filosof John Rawls og hans kommunitaristiske kritikere, bl.a. den amerikanske filosof Michael Sandel. Rawls leverer i sit meget indflydelsesrige værk En teori om retfærdighed fra 1971 det, der regnes for at være velfærdsstatens teoretiske legitimering. Rawls’ argument lyder nogenlunde som følgende:

 

Rawls

 

Hvis vi skal finde ud af, hvordan vi skal konstruere et retfærdigt samfund, skal vi lave en slags social kontrakt, som alle i princippet ville kunne give deres samtykke til. Altså en kontrakt med universelle principper, der ikke gør forskel på folk. Rawls laver nu følgende tankekonstruktion: Han beder os forestille os, hvordan vi ville nå frem til et regulerende princip for samfundsindretningen bag ”uvidenhedens slør”. Bag dette slør ved vi intet om, hvad der faktisk, substantielt, kendetegner os i det virkelige liv, så at sige. Vi har ingen egenskaber. Vi ved ikke, hvor kloge vi er, hvordan vi ser ud, hvilket køn vi har, om vi er høje eller lave, stærke eller svage, heldige eller uheldige, hvilke karaktertræk vi har, hvordan vi er placeret i samfundet (om vi altså er rige eller fattige eller har rige eller fattige forældre), hvilket netværk vi har osv.

 

Hvilke regulerende principper finder vi frem til, som samtidig er retfærdige? Her foreslår Rawls to principper: Dels princippet om lige rettigheder, dels det såkaldte forskelsprincip. Med det første princip vil Rawls undgå utilitarismen, der risikerer at gøre individet til et middel til at opnå højere mål (mest mulig lykke for det størst mulige antal mennesker). Det princip skal jeg ikke komme nærmere ind på her.

 

Men det andet princip angår emnet i Deadline-debatten. Med formuleringen af forskelsprincippet – at værdier skal fordeles ligeligt, og at ulighed kun er retfærdig, hvis den kommer de svagest stillede til gavn – vil Rawls nemlig undgå libertarianismen, der går ud fra, at al omfordeling af værdier i princippet er umoralsk (bort set fra midler til at sikre en minimal stat, dvs. politi, militær, domstole og den slags). Ethvert individ har ret til at beholde alle de værdier, det selv ejer, medmindre disse værdier er opnået ved snyd, bedrag, tyveri eller på anden måde er uretmæssigt fremkommet.

 

Rawls mener nu, at disse værdier, heriblandt penge og ejendom – også arvede værdier – som individet er i besiddelse af, i hovedsagen ikke er individets egen fortjeneste, skyldes altså ikke dette individ selv. For det er grundlæggende tilfældigt og heldigt, at individet har kunnet opnå dem. Det gælder jo især de penge, som ikke er fremkommet ved en direkte præstation, altså arvede værdier. Disse værdier tilhører i virkeligheden os alle sammen; vi var jo enige om, bag uvidenhedens slør, at værdier skal fordeles retfærdigt. Og det, vi heldigvis og tilfældigvis ejer, har vi ikke fortjent på retfærdig vis. Disse goder skal derfor omfordeles til resten af samfundet gennem statslig skatteopkrævning. Rawls finder kun ét mildnende aspekt i forskelsprincippet, nemlig at ulighed kun er retfærdig, hvis den altid kommer de svagest stillede i samfundet til gode.

 

Kritik af Rawls

 

Nu kommer det interessante. Det er nemlig ikke indlysende, hvorfor disse værdier skal omfordeles til resten af samfundet, dvs. nationen (eftersom det er velfærdsstaten, der omfordeler dem, og velfærdsstaten er en nationalstat). Disse værdier burde jo i princippet fordeles universelt, altså til alle klodens mennesker. Hvorfor skal de lige netop omfordeles til borgerne i dette afgrænsede fællesskab, nationen, der befinder sig inden for velfærdsstatens jurisdiktion? Rawls forudsætter altså en ide om et partikulært fællesskab, som individet altid-allerede er en del af. Et brud med universalismen, med andre ord.

 

Hvad mere er: Rawls risikerer at begå den utilitaristiske fejltagelse og misbruge individet som et middel til at fremme flertallets lykke, nemlig ved at legitimere en model, hvor staten ”stjæler” individets værdier og giver dem til flertallet, sådan at flertallets lykke, og dermed den samlede sum af lykke i samfundet, stiger. Den fejl kan han kun undgå ved at forudsætte, at den heldige millionær faktisk allerede føler sig som en del af samfundet og deler dets opfattelse af det gode liv. Rawls må med andre ord forudsætte, at millionæren er solidarisk med sine medborgere. Ellers er omfordeling blot tyveri.

 

Man kan nemlig kun legitimere omfordeling, hvis man forudsætter en ide om et grundlæggende gode, der deles af medlemmerne af fællesskabet, som indgik kontrakten. Dette fællesskab er partikulært, ikke universelt. Rawls smugler et ”vi” ind i sin kontrakt, selv om han udtrykkeligt vil skabe en universel model, der kun anerkender individer uden partikulære bindinger. Han forudsætter, at vi allerede ER solidariske og gerne vil omfordele vores goder, fordi vi på forhånd har moralske bånd til de andre medlemmer og deler skæbne med dem.

 

Der findes ikke universelle og neutrale ideer om retten til at få en andel af andres værdier; et partikulært begreb om ”det gode” – i dette tilfælde et begreb om solidaritet mellem medborgere i en partikulær nation – er forudsætningen for overhovedet at kunne formulere et begreb om ”det rette”. Det er denne type kritik, som er formuleret af kommunitarister som bl.a. Michael Sandel.

 

Velfærdsstatens legitimitet

 

Det blev meget filosofisk, langt og måske ikke helt klart, så lad mig prøve mig med en mere politisk argumentation. Jeg mener, at velfærdsstaten forudsætter et partikulært fællesskab, en nation, og dermed moralske bånd mellem borgere, der føler sig forbundet i et ”skæbnefælleskab” (udtrykket har utydelige konnotationer, men er brugbart i sammenhængen, håber jeg!). Man skal selv VILLE omfordele. Ellers er der tale om, at man som utilitaristerne ofrer individet på flertallets alter, altså gør det til middel for flertallets mål, stjæler dets værdier.

 

Dette angår et meget vanskeligt spørgsmål om velfærdsstatens legitimitet, som mange socialister ganske enkelt ikke tager alvorlig nok. De vil altid møde indvender fra liberalister/libertarianere, der modsætter sig omfordeling. Hvor socialister ikke KAN diskutere legitimiteten af partikulære skæbnefællesskaber, VIL liberalister ikke gøre det.

 

Hvordan opstår disse moralske bånd, denne følelse af skæbnefællesskab, ideen om at vi er solidarisk forpligtede over for hinanden? Hvad er solidaritetens kilder? Ja, det er tydeligvis ikke en universalistisk model for rettigheder, forfatningspatriotisme og den slags; den procedurale republik (med Sandels ord for velfærdsstaten), er ikke tilstrækkelig, for den antager ikke eksistensen af et partikulært, sædeligt integreret fællesskab. Dens bindemiddel er ikke tykt og stærkt nok.

 

Fordi vi ikke gør os disse problemer bevidste, kan vi heller ikke løse velfærdsstatens krise. For problemet er, at solidariteten er ved at smuldre. Folk ønsker ikke længere i lige så høj grad at omfordele deres goder. Multikulturalisme er en af grundene, svindelsager er en anden (jf. Dovne Robert og fattig Carina).

 

Nuvel, det kan jo tænkes, at det er ud fra egeninteresse, at vi ønsker en velfærdsstat. Hvis nu jeg selv mister arbejdet, bliver syg, skal pensioneres, have mine børn i folkeskole osv., så får jeg brug for velfærdsydelser. Men egeninteressen kan slet ikke forklare og fremkalde opbakningen til en høj grad af omfordeling, og man kunne jo bare nøjes med forsikringer.

 

Den danske nation

 

Når vi i Danmark har kunnet opbygge en legitim velfærdsstat (ja, ja, der vil altid være modstandere, men de er utrolig få – indtil videre – og tæller vel kun segmentet omkring LA), skyldes det, at vi udgør en homogen befolkning med en fælles kultur og dermed fælles moralske bånd. Vi deler en ide om det gode liv, heriblandt at vi bør hjælpe vores medborgere, og denne forpligtelse føler vi kun, fordi vi kan identificere os med dem. Og vi kan kun identificere os med dem, fordi vi føler os forbundet med dem; det er ikke en teoretisk kontrakt eller abstrakte rettigheder, der fremkalder de medborgerlige dyder.

 

Vi er som folk, som nation, formet gennem en fælles historie, hvor vi deler fælles sejre og nederlag, fælles traditioner, normer og livssyn. Det har skabt en stærk civil, medborgerlig ånd. Det civile samfund med de mange civile bevægelser har både formet og været konsekvensen af dette nationale fællesskab. Hvis denne nation undermineres, forsvinder ikke kun solidariteten, men også muligheden for at løse fælles problemer uden at inddrage domstolene; kun hvis vi føler os som medlemmer i en nation, er vi villige til at gøre vores pligt og ikke konstant pukke på vores rettigheder. Denne medborgerlige ånd og disse medborgerlige dyder falder ikke ned fra himlen og er garanterede for evigt. De har en historie, er skabt på et bestemt tidspunkt og kan gå tabt. At det faktisk er ved at ske, ser vi flere og flere tegn på; velfærdsstaten er i krise.

 

Det filosofiske grundlag for legitimering af velfærdsstaten er altså universalistisk, proceduralt, deontologisk, formelt og fokuseret på individet og dets rettigheder. Men det er slet ikke et tilstrækkeligt grundlag. Den praktiske konsekvens er, at solidariteten går tabt, og heller ikke teoretisk er legitimiteten velbegrundet. For et substantielt, historisk og kulturelt specifikt begreb om ”det gode” er – for nu at gentage mig selv – en forudsætning for overhovedet at kunne formulere et begreb om ”det rette”. Men ingen socialister eller socialliberale løser dette problem af den gode grund, at de tænker abstrakt og universelt.

 

Her står konservative meget stærkere. De ser nemlig ikke mennesket som et ubundet retssubjekt, men som et medlem indlejret i fællesskaber, i en kultur, som det ikke fuldstændig frit har valgt, altså et slags skæbnefællesskab. Derfor skylder man også sine medborgere noget. Konsekvensen af Rawls’ teoretiske legitimering er undermineringen af de goder, som i virkeligheden opretholder velfærdsstaten. Pligtfølelse erstattes af rettighedsegoisme, atomisering og de-solidarisering.

 

At vi skal genfinde balancen mellem individ og fællesskab på et tidspunkt, hvor vi tager mere hensyn til individets rettigheder end til fællesskabets sammenhængskraft, var i øvrigt emnet i min Perspektivklumme i dagens avis.

 

Jørn-Henrik Petersens bog om ret og pligt

 

Jeg var inde på disse temaer i min anmeldelse af politologen Jørn Henrik Petersens bog Pligt & ret. Petersen har skrevet en god og kritisk bog om velfærdsstaten, men jeg vil gerne her afslutningsvis komme ind på nogle aspekter, som jeg ikke fik med i min anmeldelse.

 

Petersens bog er skrevet på basis af en socialdemokratisk tro på velfærdsstaten, ja, en kærlighed til den, men den er også kritisk. Det er meget positivt, synes jeg, at mennesker er villige til at udvise solidaritet. Det ser man ikke i ret mange andre lande end Danmark. Men det er sandt for dyden også problematisk, at velfærdsstaten har vokset sig så stor, som den har. Det fremtvinger nogle helt særlige dilemmaer. Et dilemma, som behandles i bogen, angår forholdet mellem nydelse og ydelse, at man tilskyndes til at nyde. Fordi der nu er for mange nydere, må politikerne motivere og tilskynde folk til at arbejde. Det sker lovgivningsmæssigt gennem opstramning af dagpengereglerne, aktiveringsregler og forskellige redskaber for incitamentstyring osv.

 

Når solidariteten svækkes, skal der mere lovgivning til, når tilliden er væk, rykker domstolene og politikerne ind for at løse konflikterne og tvinge dyderne frem. Det er naturligvis umuligt. Velfærdsstaten rummer med andre ord en række selvdestruktive tendenser, den er mere og mere blevet et symptom på et moralske forfald end på det modsatte, og dertil kommer så de mange iboende dilemmaer (bl.a. i forholdet mellem nydere og ydere, mellem paternalisme og myndighed).

 

Dem og os

 

Lad os her igen se på solidaritetsspørgsmålet. Hvem er man solidarisk med? Hvor går grænsen? Hvem er inde og ude? Dem og os-sondringen er uundgåelig, men det er som bekendt kontroversielt at hævde den slags elementære distinktioner i en globaliseret tidsalder, hvor mennesker krydser grænserne som aldrig før, og samfundene – i hvert fald de vestlige – bliver mere og mere multikulturelle. Når der vanskeligt kan etableres velfærdsstater i multikulturelle lande, skyldes det bl.a., at tilliden ikke er stærk nok mellem kulturelle grupper; man deler ikke de samme grundlæggende ideer om det gode liv. Det er et ganske velkendt fænomen i forskningen, bl.a. Harvard-sociologerne  Alberto Alesina og Robert Putnam har behandlet disse spørgsmål.

 

Petersen skriver om det, han kalder solidaritetens retning: Hvem er genstand for den? Er det fattig Carina og Dovne Robert, den uforskyldt ledige eller Blå Bjarne, altså arbejderen? Har man ret til velfærdsydelser ud fra fortjeneste eller behov? Dette sidste spørgsmål angår problemet med ”rollebytning”, altså at velfærd er noget, man skal gøre sig fortjent til. F.eks. er der stor enighed om, at ældre skal have ydelser, men ikke indvandrere. De anses ikke som en del af ”kontrakten”, som Petersen formulerer det, men han burde jo have brugt ordet ”fællesskabet”.

 

Dette problem tydeliggøres i forbindelse med den aktuelle diskussion om velfærdsturismen, hvor udlændinge fra dag ét har ret til ydelser (godt nok er der et folketingsflertal for optjeningsprincippet, men regeringen vil hellere rette sig efter EU-retten – et håndfast bevis på demokratiets forfald). Så hvad med polakken der ønsker velfærdsydelser? Det er relevante spørgsmål, men også de kan dybest set kun besvares tilstrækkeligt med henvisning til det partikulære nationale fællesskab, med begrundelse i ideer om det gode. EU-borgere er tydeligvis ikke med i fællesskabet, og en fælles social union er dermed utænkelig, som jeg skrev i denne Perspektivklumme.

 

Solidaritet og arv

 

For at opsummere og konkludere: Solidaritetens kilde kan ikke komme fra staten, men må være noget før-politisk, noget kulturelt. Her skal man bl.a. lede i den lange danske historie, hvor man finder et stærkt civilsamfund, hvor dyderne kunne trives. Petersen mener dog, at solidaritet var en dyd, der skulle indlæres i borgerne gennem det socialdemokratiske opdragelsesprojekt i det tyvende århundrede, hvor især kulturpolitikken var et middel til at skabe harmoniske medborgere, der ikke blot fokuserede på deres egeninteresse. Det mener jeg ikke er korrekt; solidariteten eksisterede lang tid før velfærdsstaten og det socialdemokratiske projekt.

 

Og retten til at arve? Er det uretfærdigt at arve? Nej, det mener jeg ikke. Gør det mig så til liberalist? Nej, jeg anser omfordeling for udtryk for noget positivt, fordi jeg er en del af et samfund og deler skæbne med mine landsmænd. Men national solidaritet er ikke noget, man kan påtvinge folk. Det er kun noget, man kan appellere til. Det er i bund og grund en følelse.

 

 

23 kommentarer RSS

  1. Af Preben Jensen

    -

    Ret beset er velfærdsstaten vel en slags forsikringsselskab. Vi betaler præmierne i form af skatter og afgifter osv., og får til gengæld ret til diverse beløb, hvis vi bliver arbejdsløse, syge eller gamle mv.

    Men sagen er jo at staten er blevet et selskab som snyder sine kunder…….nærmest hele tiden. Administrationsomkostningerne er helt enorme, og de fleste borgere får kun en brøkdel tilbage af hvad de har indbetalt i tidens løb, oftest flere millioner kroner.

    Det er rigtigt at samfundet helst IKKE skal udvikle sig til noget med en håndfuld milliardærer og så 99,9 % fattige. Men en stærk og sund skepsis overfor politikere og andre som foreslår højere og flere skatter er på sin plads. For næsten alt hvad staten og politikerne får fat i, ender med at blive brugt på halv- eller helfjollede måder, eller pengene forsvinder ligefrem……. ned i korrupte lommer eller ned til tvivlsomme regimer i meget fjerne lande. I de værste tilfælde bliver skatteborgernes penge endog brugt på landsskadelige og borgerfjendske formål.

    Så foreløbig bør vi nok sige nej til arveskat på penge der som regel allerede er blevet beskattet tidligere. Drejer det sig om rigtig mange millioner, vil det dog nok være rimeligt med en vis beskatning til gavn for social velfærd og sundhed mv. Men kan pressen løfte opgaven med at holde øje med hvordan pengene bliver brugt??

    (PJ F1)

  2. Af r. vangkilde

    -

    Solidarisk omfordeling kan gå fallit!

    Kommunismen gik fallit fordi lande, som Kina, Rusland etc. “Skelner” borgerne imellem privat økonomi , og den offentlige velfærd af omfordeling. Penge skal gemmes til familiens omsorg. I dag ser vi meget, meget rige russer, kineser eller Grækenland med de fleste Porcher.
    Vores demokrati kan også gå fallit, fordi politikerne elsker jo, at pynte sig med andres penge i uhæmmet opkrævning af skatter. Mange lande springer springer demokratiet over i ny verdens

  3. Af Helge Nørager

    -

    Venstre anviser den ægte liberale vej, betal for formanden og hans familie.
    De småpenge som der betales skat af, rækker jo ikke til tøj og rejser, så partiet betaler.
    Ganske som i kommunist lande hvor partiet sørger for alle.
    Dog mest for formanden.
    De liberale Venstre glemmer ikke andre i toppen, de betales med kontanter uden kvittering.
    Ægte liberalisme 🙂
    Venstre ved man hvor man har.

  4. Af Niels Poulsen

    -

    Kasper Støvring har med dette indlæg skrevet et fremragende essay, som alle, som bekymrer sig om vor tids to store udfordringer, velfærdsstatens krise og den multikulturelle utopi, bør læse.

  5. Af Birgitte Nymann (LA)

    -

    Det er et interessant indlæg fra Kasper Støvring. Udfordres solidariteten kun af en løbsk velfærdsstat eller også af EU-projektet og indvandringen af fremmede kulturer ? En schweizisk finansmand skriver i dagens Berlinger, at prisen for EU og Eurosamarbejdet for tiden betales med demokratiet. Jeg tror at afmagt gør os mindre solidariske. Vi oplever vel alle, at det ideologiske tager overhånd over fornuften – over ret og rimeligt, i en masse sammenhænge. Og så vælger vi at koncentrere os om at beskytte vores egne personlige livsprojekter. Netop frivilligheden er taget fra os.

  6. Af dan bøndergaard

    -

    kære Kasper Støvring

    tak for et fint bidrag til debatten 🙂

    Du skriver:
    “For et substantielt, historisk og kulturelt specifikt begreb om ”det gode” er – for nu at gentage mig selv – en forudsætning for overhovedet at kunne formulere et begreb om ”det rette”.

    Hvor ved du det fra? Der er meget gode grunde til og utallige eksempler på, at de fleste mennesker på tværs af historie og kultur er i stand til skelne substantielt mellem godt og ondt og rigtigt og forkert.

    Du skriver:
    “Konsekvensen af Rawls’ teoretiske legitimering er undermineringen af de goder, som i virkeligheden opretholder velfærdsstaten. Pligtfølelse erstattes af rettighedsegoisme, atomisering og de-solidarisering.”

    Hvor ved du det fra? Al forskning tyder på, at de fleste mennesker i Danmark udmærket er klar over, at velfærdsstaten bygger på både solidaritet ift. de dårligst stillede og en fordring om loyalitet overfor “systemerne”. Desuden er velfærdsstaten er andet og mere end blot pligtfølelse. Den er et socialt liberalt og normativt bud på det gode liv.

    Du skriver:
    “Her står konservative meget stærkere. De ser nemlig ikke mennesket som et ubundet retssubjekt, men som et medlem indlejret i fællesskaber, i en kultur, som det ikke fuldstændig frit har valgt, altså et slags skæbnefællesskab. Derfor skylder man også sine medborgere noget.”

    Enig, Men vi skyldner altså også hinanden noget som medmennesker. Og her er menneskerettighederne et rigtigt godt bud.

  7. Af Jan Petersen

    -

    Jeg er da helt klart også mere tilhænger af den britiske “klør5 velfærdsmodel” , hvor 5 familier ejer mere end 20 millioner briter ….. det er sgu da kapital maksimering (globalisering), så det vil noget …… 🙁

  8. Af Erik Carlsen

    -

    ,REBEL WITH A CAUSE
    Hej Kasper S.
    Mange tak for et fantastisk godt indlæg. Jeg har læst om Thomas Pikettys i Time Magasin og i Der Spiegel. Han analyser er jo meget klar. Det kan ikke betale sig at arbejde p.g.af beskatningen, men man skal eje kapital for at blive rig samt undgå beskatning. Ret sjovt ikke!
    Under Sovjet kommunismen havde vi det ejendomsfrie samfund, uden privat ejendom samt arve ret. Ingen gad at lave noget, og det hele gik bare ud på at finde et eller andet hul i systemet hvor du kunne suge penge ud af systemet, uden at lave en skid. Lidt af det samme som vi har her i DK. efterhånden. Det er vanskeligt for mig som mand at støtte det danske system., fordi mistede jeg som er mand konsekvent retten til at se min datter i Statsforvaltningen, ligesom alle de andre mænd også har gjort før mig, og de andre mænd vil gøre efter mig. Så er det svært at støtte den danske model om ligestilling og demokratier, når det kun er en gang snak, men ikke er virkeligheden. Jeg læser Leo Tolstoy 1828-1910, om hans tanker om statens opbygning. Ret interessant filosofi om statens fremtid.

    “The truth is that the State is a conspiracy designed not only to exploit, but above all to corrupt its citizens … Henceforth, I shall never serve any government anywhere.”
    Leo Tolstoy 1828-1910.

    Kun 2 ting er uendelige
    Universet samt menneskenes dumhed.
    Albert Einstein. Fysiker.

    EC Shade

  9. Af Henning Svendsen

    -

    Skulle vi finde frem til retfærdig omfordeling af statens midler og det skulle være bag “uvidenhedens slør”!-så ville resultatet blive ens over hele jorden -ja en menneskerert og der kunne stilles flere spørgsmål som alle ville give det samme svar for bag uvidenhedens slør gemmer sig en sund fornuft og mon ikke Rawl vil møde modstand!-
    En læge dør i landsbyen og testamentere sin formue mellem familen og beboerne og de kan nu alle købe ind til en glad aften skulle formuen være fordelt i hele landet så var der fem øre til hver-med andre ord pengene var forsvundet op i den blå luft og ikke et gran af lykke var opnået. -så denne Rawls er sikkert filosof og derfor bruger han kun den ene halvdel af hjernen der er nemlig aldrig noget af deres tænkning som går op i en højere enhed.

  10. Af Ejler Ottesen

    -

    Hvad er forskellen mellem den såkaldte
    velfærsstat og dengang vi havde adelen
    og kongerne, som også ragede så meget til
    sig som de kunne.

    Danmark i dag er i tilbagegang og systemet
    kan næppe rettes op. Der er alt for mange,
    som bare interesserer sig for at rage til sig.

    Må jeg citere en anden skribent:
    ““The truth is that the State is a conspiracy designed not only to exploit,
    but above all to corrupt its citizens … Henceforth, I shall never serve any government anywhere.”
    Leo Tolstoy 1828-1910.

    Kun 2 ting er uendelige
    Universet samt menneskenes dumhed.
    Albert Einstein. Fysiker.

    Men man KAN jo bare flytte til andre mere
    rimelige stater som eksempelvis Polen.
    Det er et MEGET velfungerende samfund.

    Deres marginal skat for entreprenører og aktionærer
    er 19%, som jo kun er lidt højere end aktionærskatten
    i USA på 13-15%.

  11. Af Henning Svendsen

    -

    Der findes ikke universielle ideer om retten til at få andel i andres værdier:-men er det nu rigtig!-hvis landsbyens læge dør og er uden arvinger -vil hele landsbyen så ikke mene at de skal og dele pengene vil der være en eneste der mener at dem i København skal have del i arven.
    I landsbyen har vi de sidste dråber af solidaritetens kilde og her er den vil den også tørre ud EU har skabt et selvvisk folkefærd og folketinget går i spidsen med en ren Istedgade politik.

  12. Af Bjørn Sørensen

    -

    Det kommuniske samfund fungerer kun i familen, hvor vi kender hinanden og er følelsesmøssigt forbundet.

    Alle andre konstuktioner er gået til grunde, fordi de før eller siden løber tør for de andres penge.

    For mennesket er ikke perfekt og det har det med at springe over hvor gærdet er lavest.

    De gratis ydelser er der altid større efterspørgsel efter end frivillig indsats.

    Så er det så svært at forstå hvorfor alle socialistiske eksperimenter går i opløsning.

    De glemmer altid den menneskelige faktor som er stærkere end idelistiske drømmerier.

  13. Af Maria Due

    -

    Det er ikke den store kunst at skabe det socialdemokratiske menneske, der forventer et højt offentligt serviceniveau, men det er uansvarligt at tro, at det er en naturlov, at samfundet kan leve op til det, og en direkte tåbelighed, når man indirekte inviterer alverden til at blive forsørget af en stedse mindre procentdel af befolkningen og kalder det humanisme. Jeg har tabt min tidligere optimisme, for dette kan kun gå galt, hvilket jeg relaterer til, at moral og ansvar røg ud med Gud og badevandet, og at protestantisk moral da slet ikke er comme il faut indenfor de fremmede kulturer, der vrimler til.

    For kort tid siden kunne man læse i aviserne, at de privatejede firmaer står for en forholdsmæssig stor andel af den værdiskabelse, der kommer landet til gode, og det undrer ikke os, der kender miljøet. Vi ved, hvordan tradition, stolthed over og kærlighed til det skabte kan hvile som tyngende ansvar og begrunde en ekstra indsats, som man sjældent ville byde sig selv, hvis der ikke var tale om privat ejendom.

    Generationsskifter og arv udhuler egenkapitalen, og der er altid familiemedlemmer, der hellere vil spendere end investere. Der er fightende brødre og søstre, forældre og bedsteforældre, onkler og tanter, men lur mig, om der ikke for det meste har været indblandet stolthed over at kunne yde en god ”skærv” til det almene vel ved bl.a. at skabe gode og trygge arbejdspladser. I sådanne miljøer falder det senere års diskussioner om konservatisme vs. liberalisme gumpetungt til jorden, fordi det altid er tale om et både/og, dvs. en stadig afvejning af den forretningsmæssige trivsel her og nu og de fremtidige overlevelsesmuligheder. I nødens stund geninvesteres måske en personlig formue, som det skete hos Lego for få år siden, men det er ikke en selvfølgelighed.

    Kast et blik på aktiemarkedet, hvor investorerne i øjeblikket kræver store afkast for overhovedet at risikere deres penge i dansk erhvervsliv. Aktieudbytter op til 48.300 kr. beskattes med 27 pct. og derefter med hele 42 pct., hvilket investorerne naturligvis skal have med i deres risikovurdering. Danske virksomheder forsøger at leve op til dette i konkurrence med udenlandske virksomheder, at konsolidere sig samt at investere i den forskning og nyudvikling, der er alfa og omega for, om de kan overleve over tid. Det er tale om en stadig afvejning af mange faktorer, som både er indenlandske og udenlandske.

    Jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan være til gavn for samfundet, hvis man gør det mere besværligt for familieejede virksomheder, end det allerede er. Hensynene til de høje danske lønninger, Dovne Robert og Fattigcarina er i forvejen motivationsdræbende, og når danske virksomhedsejere mister gåpåmodet, rykker andre ind. Ser man sig omkring i Europa, er der allerede vandret uhyggeligt mange virksomheder og attraktiv privat ejendom over på ikke-europæiske hænder, og man kan ikke forvente samfundssind af de nye ejere, de går udelukkende efter profit og image.

    Under disse omstændigheder forsvinder det gamle ansvar for ”stammens” svage, Dovne Robert og Fattigcarina ødelægger for de virkelig svage, og den løbende nationalkonservative kritik er også direkte saboterende, fordi det er en kunstig debat, der saver i den gren, som dens udøvere selv sidder på, og hvis eksistens heller ikke er en naturlov. Det daglige hadefulde indlæg rettet mod ”de liberale” går rød blogs og globaliseringens ærinde, måske fordi denne disciplins udøvere i virkeligheden mangler indsigt i borgerlighedens inderste væsen, som ikke er noget, man kan læse sig til.

    Misundelse er en af dødssynderne, som socialismen har ophøjet til dyd, og den truer med at udhule landets velstand og går EU’s ærinde og er med til at trælbinde os. Jeg er bange for, at der er flere med trælsind, end vi bryder os om at vide, som altid vil trække i den retning. Og hvad skal holde alle disse fugleunger tilbage, når de ligefrem har en ”universel ” ret til at ligge i reden og nøjes med at åbne næbbet? I Danmark stemmer de rødt og har ingen forståelse for den borgerlige dyd sparsommelighed, som JP skriver om i dagens leder, fordi Lars Løkke Rasmussen også synes at mangle den. Det er ikke spor tilfældigt, at rød blogs vælgere selv i krisetider er restaurationsbranchens bedste kunder.

    Men mange kreative mennesker er trods alt mest lykkelige, når de har mulighed for bruge deres evner og skaberkraft, om de så for en tid skal miste fodfæstet i deres satsning og risikerer at tabe mere, end de vinder. Det er den slags mennesker, der driver den egentlige udvikling og skaber overskuddet til at konservere det bevaringsværdige. Ikke desto mindre er de til det yderligt gående foragtede af de nationalkonservative.

  14. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Rawl er forkert på den, fordi han og andre ikke indregner menneket, som lever forskelligt fra det andet, og som enten forbruger eller sparer, forbruger for rigeligt el sparer ditto, dvs er egtl ikke bare nærig – men ligefrem gerrig, kan udnytte sine ansatte mm.

    Det er forskelligt, hvordan mennesker forbruger og/eller forvalter deres penge, hvor de ikke direkte er udsatte el uheldige og må leve af formuen el tage til takke men en off ydelse, der ikke rækker langt – og I vore tider for den del, der ikke har kunnet få eller får arbejde iblandt de arbejdsduelige.

    Ikke fordi ikke-socialister – liberale og konservartive – kan være ret så udydige i deres forbrug, såvel som mindre bemidlede, så ses det ikke af socialister som også denne Runeberg, at han netop bedriver med sine tanker om fordeling af andre familiers midler ved fx arv, at han netop handler og behandler andre mennesker, som han så gerne vil ‘dele’ med på deres bekostning – dele deres midler med ’sig’ – så han også kan føle sig ‘berettiget’ til dette at få – få gratis som det vist også udtrykkes i Støvrings oplæg – jeg faldt desværre i søvn under denne Deadlie, jeg ellers gerne ville høre. Den slags sker – også når det er interessant som på denne eftermiddag. Det er farligt at slænge sig og så se TV, det er ligefrem søvndyssende, disse seneste nyheder, jeg ikke rigtig havde fået hørt så meget til. :-

    Lars Løkke har måske dårlige rådgivere, som Henrik Day Poulsen i sin seneste klumme, omend de måske ikke er barnepiger i forhold til Lars Løkkes private forhold omkring en skattebetaling; men landets også tidl statsminister bør jo netop vide om disse reglers eksistens – el Venstre burde i hv f have påpeget dette af sig selv og uao i vel også noget skriftligt om denne ‘gave’ på de kr. 152.000,- osv.

    Men også Lars Løkke kan lide af en af ham selv u-konfronteret/ikke-forstået “få-mentalitet”. Denne smigrende titel kan overgå mennesker i bade rød og blå stue, dette karaktertræk, som det måske nok må ses som hos Lars Løkke, og som han så ikke rigtig har lært af – omend tøj-gaven mm vel er i same tidsrum nærmest som de andre forhold.

    Men – jeg ved ikke nok om politiske partier og ‘milde gaver’ – deres procedurer her; men en gestus skal jo kunne være velundt, og Lars Løkkes tiltrædelse efter Anders Foghs fratræden var ikke morsom med også en privat forbrugssag for ham og så hele klima-topmødet. Det skal naturligvis ikke undskylde enten decideret snyd el tidnød – en statsminister har formentligt en revisor, også nu med vistnok også gratis bil som formand for Venstre, så ikke så undskyldeligt endda, hvis skat ikke får, hvad de obligatorisk skal have, som jeg må forstå det.

    Og – Løkke kunne sikker med sine lønninger sagens selv betale .. han er ikkeligefrem på overførselsindkomst som hverken en Carina eller en Dovne Robert, der jo heller ikke skal være festklædte til hverdag eller ligefrem tale andre folks sag som det kræves af en politiker, en forretningsmand og tilmed ansatte i et firma og vel også inden for det offentlige. Det er deres lønninger høje nok sædavanligvis til at skulle kunne bære.

    Derfor – er det i mange henseender verden over ganske let at korrumpere andre, eller rettere sagt de sørger selv for det, hvis de er tidligt skadet og gerne vil have noget også gratis, i større stil til skade for samfundet også (dvs alle andre der), hvor de heller ikke har behov, ses det tydeligere. Og – den slags kan så udnyttes af andre. Og – magthaverne kan føe sig endnu mere magtfulde via korruperede systemer, der understøtter disse.

    Summa summarum – den største sociale uretfærdighed er det miljø, vi fødes ind i – og så denne mulighed for at forvalte midler på . Det afhænger af den helt tidlige opdragelse, hvordan den enkelte er indrettet også her som så meget andet, vi glæder os over eller slås med i et samfund. – Og så har midler i en vis størrelse også afgørelse her, hvis der vitterligt ikke er nok at leve for til de faste udgifter – el fx studerendes forældre ikke spæder til (det gør de velhavende heller ikke altid!) el kan det, og hvor de fleste så lærer at lane – af nød til studiematerialer, bøger nu også PC mm.

    @Maria Due – 16:26

    Meget flot udtrykt – dit 6. og 8. kapitel – enig. En misforståelse af det liberalistiske menneske – fremfor at Støvring fx fx spurgte til også de konservatives ønske om at diskutere, hvad han forlanger af socialister og liberale i forhold til det, der kaldes det ‘partikulære’.

  15. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Ips. i mit 3die afsnit ovenfor, 1ste linje skal der stå: – ikke kan være .. . BHL

  16. Af Henning Svendsen

    -

    Rawls teorier er ikke forbigået EU der vel stort set bruger dem alle sammen og dermed underminere de mest vigtige velfærdsgoder -ja selv dem der konstant er på barselsorlov de syntes efterhånden selv at nu bør det være. nok og 25 maj vil måske blive en skelsættende dato.

  17. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    EU-parlamentarikerne – nogle af dem – tænker kun EU for egen vindings skyld, penge og prestige. De overseer alm menneskers helt alm og sunde vægren, fordi vores samfund er ikke oparbejdet sammen med andre I Europa og vice versa, selv om der er samspil I form af samhandel også tidligere – men igennem slægter, hvorfor jeg mener, at der bør kun ske, disse børneydelser, hvis den enkelte bor i landet, altså hvis kun manden arbejder og ikke konen, såpligt vel som der ellers børe være en optjenings i form af åremål.

    At folk skal kunne komme på hospitalet i det lande, de opholder sig, er naturligt nok. De bør naturligvis ikke afvises; men for længerevarende sygdomme måske kunne sende hjem, hvor familien også opholder sig.

    Alt for meget tag-selv-bord er usundt, og ‘projektet’, dette EU, er ikke i de forskellige lands optik heller nået langt nok, de fleste opfatter sig som hver sin nationale stat med det og det særpræg, også i forh til størrelsen af indvandring mm. Nogle vågner bare senere op en andre, Spanien fx, som jeg hørte det på TV i morges. Denne overmåde largeness giver alt for store problemer siden, og det er kun folk, der dragger nytte, der synes, at det er en god idé, såvel som vi skal have has på den virkelige arbejdskraft, vi gerne vil benytte, behandle mennesker godt og ikke i dette ‘få-mentalitets-princips’ åbenbart alt for gode kår, så mennesker ydmyges og udnyttes.

    Og – disse folkevandringer behøver ikke at være ligefrem onde i sig selv, det er jo godt, at mennesker kan flytte sig for at overleve; men det hjælper i længden ikke at der bare er frit slag fremfor tal på bordet om et reelt behov, så folk ikke bare på lykke og fromme skal ture Europa rundt, stjæle hvor de kan af nød osv.

  18. Af hr j christensen

    -

    Så længe velfærdssamfundet ikke er reelt men kun et ord som bruges over for befolkningen vil der ikke være noget reelt velfærd.

    Men hvis nu velfærdssamfundet også dækker over at det kun drejer sig om at få sine politiske tilhængere ansat inden for det offentlige. En slags korruptions velfærd. Så vil jeg ikke være med på velfærdssamfundet.

  19. Af hr j christensen

    -

    Velfærd er kun noget snak, et ord, som sovjet startede for at narre befolkningen.

    Og betyder at der skal ansættes en række parti tro tilhængeren til at være barnepige for befolkningen.

    Det har aldrig været godt for befolkningen. Og umyndiggør befolkningen.

  20. Af hr j christensen

    -

    Velfærd er lige som christiania.

    Alle forsumper i systemet. Når staten leger rugemoder for befolkningen. Med psoudo leveveje for overførsel indkomster.

    Men hvem skal betale når overførsels indkomster ikke giver penge i statskassen.

    Det kan derfor ikke undre at det er jødisk/marxistisk ideologi som står bag.

    Både på christiania og velfærdssamfundet.

    I halvfemserne stod velfærdssamfundet til forfald. Kun redet af VKO ved valget i 2001.

    De kom naturligvis til magten da den socialdemokratiske regering gav op over for et forsumpet samfund. Lige som efter anker jørgensen.

    Så man må undre sig hvorfor SR regeringen havde så travlt med at komme til magten. Trods et tordnende valgnederlag. Det fik det forhadte kommunistparti enhedslisten på banen. Så siden har vi fået endnu mere forsumpende velfærdspolitik.

  21. Af Lars Petersen

    -

    ATT: Kasper Støvring.

    DU BISTANDS-FLUE-KNEPPER LANGTRUKKENT FORKERT UDEN OM..

    For det første begår du den basale kæmpe fejl, at du univalisere den såkaldte: “velfærdsstat”,
    skønt her dels er tale om et “begreb” som aldrig er defineret, anden end ganske få isolerede
    argumentationsmæssige referencepunkter, og hvis anti-dynamiske funktion, taber globalt,
    hvorpå det al sammen helt simpelt, handler om “real time dynamisk økonomisk tilpasning”.

    F.eks. skal INGEN borgere tvinges til at betale syg skatte-løn til noget så åbenlyst underskuds
    -givende som en “kulturforsker”, men lade kulturforskerens kunder betale egen regning selv,
    hvorpå Kulturforsker uddannelsen automatisk eksistere i kraft af egen selvbærende styrke..

    Endelig forholder du dig heller ikke til det simple faktum, at godt 88% af disse Danskere, ses
    direkte som indirekte koblet op på offentlig økonomi.. hvilket vil sige, (bare for at gi´ et ex.),
    at såfremt man strømlinede antallet af off. bygninger i DK; kunne du roligt sige farvel til godt
    35% af de Danske håndværkere.. (altså er mindst 35% af disse reelt set offentlige ansatte tak)

    Tillæg nu giftermål.. sådan at forstå, at for hver privat ansat som gifter sig med en off. ansat,
    eller indirekte off. ansat, (som fx. en Novo medarbejder mv), konverterees vedkommendes
    egen økonomiske interesse nu kunstigt op på den kunstige/udynamiske dyre taber model.

    MED ANDRE ORD.. din henvisning til hvordan DanskerNE elsker velfærdsstaten er simpelthen
    forkert, især da vi ved, at såfremt den enkelte fx. kunne vælge bistands kulturforskeren fra,
    jamen så ville du PROMPTE stå uden job, (hvilket jeg ved du skal vide), og hvilket planløse
    velfærdsøkonomi du kan gange over på nær al anden, hvorpå de selv samme Danskere som
    du henviser til, gør alt hvad de kan for at slippe uden om regningen.. såsom når man sætter
    solceller på taget, eller køber ind via Tyskland, ell. på nettet, uden for Danmarks grænser mv.,
    hvorpå selv samme Danskere altså underminere selv samme velfærd man er åh så glade for.

    SLUTTER SOM JEG STARTEDE.. Jeg, og det gigantiske kæmpe store flertal, vil ikke se dig nede i
    vores lommer, (men vil ha´ dig helt væk), og ud gaden eller andet sted hvor du høre til, da din
    dovne, demoraliserende, økonomisk dræbende bistandstilværelse, kun virker på ryggen af
    andre, idet enhver ved, at du udgør et kæmpe underskud, og derpå koster rigtige jobpladser.

    A.B.C. LOGIK:
    Du har to dildoer.. den ene koster Pris+ Kulturforsker bistand og alle de mange tilsvarende,
    og hvilket vi sætter til 100 kr., Hernæst har vi en int. Dildo, hvis pris formes af dynamisk run,
    hvorpå dens pris er helt op til 58% lavere.. Okay.. hvilken dildo tror du som vælges sifon ?.

    Når facit måtte være feeset ind på lystavlen, hvor tror du så job pladserne vandre hen ven ?.
    Igen.. du taler i tåger, komplicere og lixer dig selv unødigt op, du reelt intet har at sige.. sorry.

  22. Af hr j christensen

    -

    Hvorfor beskæftiger intellektuelle socialistiske kredse sig ikke med selvkritik af velfærdsstaten. Ordet stammer fra sovjetunionen for at få befolkningen til at acceptere at den jødiske samfundsmodel, at staten overtager alle private produktionsmidler og opretter et slave lignende statsstyret cooperativt arbejdssystem. Et system som har trælbundet den kommunistiske befolkning.

    Og hvorfor forudsætter man altid at der ikke findes solidaritet uden for jødedommens socialismen?

  23. Af hr j christensen

    -

    Velfærdsmodellen er socialdemokratiets, SF og enhedslistens ultimative krav til befolkningen.

    Den er sivet ind, derfor har befolkningen opgivet at kæmpe mod regeringens ultimative krav. Som er så ultimative at de ikke engang gider diskurtere det med deres egne vælgere. Som jo er i mod.

Kommentarer er lukket.