I juninatten dette digt

Af Kasper Støvring 11

 

Jeg er lykkelig over at bo på den skønneste plet på jorden – i et ældre hus med en stor lukket have få meter fra Sorø sø. I disse dage kan jeg høre nattergalen synge, imens den brændende aftensol går ned bag den fjerne silhuet af bøgetræer på den anden side af søen. Fra vinduet, hvor jeg skriver disse linjer, er der udsigt til øen, hvor Ingemann skrev sine aftensange, Sorø klosterkirke tårner sig op i baggrunden, og den hvide Akademibygning spejler sig i vandet.

 

Dog hænder det, at jeg ikke kan sove. Det skyldes vel varmen og den lyse nat. Heldigvis har jeg lært Ivan Malinowskis digt ”Myggesang” udenad, så jeg kan recitere det for mig selv. Meget lavt, nærmest hviskende fremsiger jeg digtet for mig selv, og det virker hver gang. Jeg nærmest vugges i søvn. Man mindes Grundtvig:

 

I sommernattens korte svale
slår højt fredskovens nattergale,
så alt, hvad Herren kalder sit,
må slumre sødt og vågne blidt,
må drømme sødt om Paradis
og vågne til vor Herres pris.

 

Men det skal her handle om ”Myggesang”, noget af det absolut bedste i dansk poesi, fra samlingen Galgenfrist (1958):

 

I juninatten denne drøm

 

huset båret af kirsebærtræernes skum

 

til druknende fugles klukkende bølgeslag
under en klokke spinklere end fjordens spejl

 

min søvn en gærdesmuttes æg: en væg
af kalk og bristefærdigt synsbedrag

 

dirrende plantet i mørket det hvide en segl
og lydløst hakker et usynligt næb

 

på spejlets hinde af vind og salt

 

snart brister alt

 

Ja, hvad skal man sige? Skal man overhovedet sige noget? Er enhver analyse ikke blot en upoetisk omskrivning, der gør vold på sin genstand? Nej, selvfølgelig ikke, når bare man husker, at analyse og digt er to forskellige ting. Jeg oplever selv at ”få digtet igen”, når jeg analyserer et digt eller læser en andens analyse. Mit håb er, at det også gælder for andre, i det mindste nogle gange. Så hermed et lille forsøg på en analyse af Myggesang.

 

Man kan naturligvis sige, og der er også allerede blevet sagt, tusinde ting om denne lille perle – om troperne, de lydefterlignende ord, de forskellige betydningslag, det tematiske varsel om undergang (digtet er skrevet i koldkrigstiden), klangen, musikaliteten, syntaks (ligner digtet rent grafisk ikke et æg, myggenes dans, en klokke eller månens segl?), den symmetriske komposition, modernismens formsprog, forløbet, naturbillederne osv. Men jeg vil her i stedet prøve at følge nogle af de betydningsbærende associationer.

 

T.S. Eliot skrev engang, at en digter er i stand til at forene adskilte virkelighedsniveauer:

 

“When a poet’s mind is perfectly equipped for its work, it is constantly amalgamating disparate experience; the ordinary man’s experience is chaotic, irregular, fragmentary. The latter falls in love, or reads Spinoza, and these two experiences have nothing to do with each other, or with the noise of the typewriter or the smell of cooking; in the mind of the poet these experiences are always forming new wholes.”

 

Ordne passer på ”Myggesang”, for sjældent har man set en så umådelig rigdom af associationer udfoldet inden for et og samme lukkede rum, samme helhed. Malinowski kan i højeste grad siges at ”amalgamere”. Digtet er fuldkomment, og fuldkomment lukket om sig selv, autonomt henvisende til sig selv og næsten uforståeligt, hvis man ikke er i stand til at åbne sig for sansningerne i digtet.

 

Man skal her ikke primært spørge om ”meningen”, men om oplevelsen af det komplekse, mangetydige, fortættede øjebliksbillede af skønhed dirrende udspændt mellem skabelse og undergang (ægget og drømmen – og udbruddet fra dem). Første del før kolon midt i digtet udtrykker en tilstand, betoner det åbne, passive, det sammenflydende, ubevidste og grænseløse. Anden del udtrykker derimod aktivitet, forandring, vilje, bevidsthed og grænseoverskridelsen.

 

Vi er på én gang i et åbent naturrum og et indre, lukket rum, i jeg’ets drøm, fugleungens æg, i et kosmos og i et mikrokosmos. Allerede i titlen, ”Myggesang”, får man associationer til et øjebliksbillede, til myggenes dans i den nedadgående sols lysstråler, til insektets forgængelighed. Vi er i en sommeraften og -nat ved vandet, og sangen er også digtets egen sang, dets musikalitet. I juninatten har kirsebærtræerne hvide blomster, der ligner skum, myggene sværmer, månen lyser, og mennesker drømmer. Digtet har også en meget konkret lokalitet, måske sidder digteren og skriver i sin have ved Roskilde Fjord (man tænker her på L.A. Rings berømte maleri)?

 

”Drømmen” i digtet henviser til udviskningen af grænsen mellem virkelighed og illusion og forklarer de nærmest surrealistiske billeder; i drømmen opstår billederne, men som et ”synsbedrag” – ligesom digtets billeder er et bedrag. ”Huset”, der er båret af træerne, er dér hvor den drømmende sover, men også fuglereden med ægget, der som et rigtigt hus også har en ”væg af kalk”.

 

”Skummet” er blomsterne på frugttræet, men også skummet i vandkanten fremkaldt af bølgeslaget. De ”druknende fugle” henviser til undergangstemaet, fugleungens fald ud af reden og ned i vandet. Til undergangstemaet hører også det ”bristefærdige” – ved livet, drømmen, digtet og verden – og seglet, som jo er måneseglet, men også dødens segl. Digtet klinger følgelogisk ud i varslet: ”Snart brister alt”.

 

Digtets billeder er bestemt af fuglens eksistens: reden, gærdesmuttens – den mindste fugl i Danmark – æg, og næbbet der hakker sig fri af ægget og bryder ud. De ”klukkende bølgeslag” fremkaldes af fuglene i vandet, men er også lyden af fuglene, der drukner (kvæles), lyden inde fra ægget og lyden af klokkens lyd (associationen fremkommer især ved den markante brug af assonans, alliteration og onomatopoietika) samt selvfølgelig lyden af fjorden, der bevæges af vinden og slår bølger.

 

En klokke lyder ved opvågning og ved begravelse (skabelse, fødsel og undergang, død), og man forestiller sig, at jeg’et hører klokken, måske i form af vækkeuret, imens han drømmer, igen som et varsel om den snarlige opvågning fra drømmen (”snart brister alt”). Det ”spinkle” er vandspejlet, den næsten uhørlige klokke, men også æggets væg. ”Fjorden” henviser til vandet, men associerer også til det ubevidste, drømmen.

 

”Spejlet” er vandspejlet, der spejler halvmånen, derfor det dirrende billede af et segl, der er fremkaldt af bølgerne på fjordens overflade. Men det associerer også til drømmebilledet (”synsbedraget”) inde i ægget, dvs. til drømmen eller digtet – dets selvspejlende karakter; der findes ingen ”virkelighed” uden for digtet. ”Spejlets hinde af vind og salt” har at gøre med saltvandet i fjorden, vinden der bevæger vandet og skaber bølger, men har netop også med illusionen at gøre. Digtet kommenterer sig selv med ordene ”bristefærdigt synsbedrag”, for både drømmen og digtet er jo et bedrag af billeder.

 

Sådan kunne man fortsætte associationskæden, men jeg må holde her. Alt får jo en ende. Og giver alt dette overhovedet, ja, ”mening”? Spørg mig ikke, hvordan digtet hænger sammen. Men det gør det. Ægget er drømmerens mikrokosmos; fugleungen er jeg’et; seglet er næbbet; hinden er klokken, og klokken er himmelhvælvet, søvnklokken, vandspejlet. Og så videre…

 

Digtets sidste linje samler mangetydigheden og bringer formelt associationskæden til standsning. Det sker ved, at fuglen og den sovende bryder sig fri af hinden, tilintetgør den gamle form og overgår til en ny. Imens bliver selve digtet til, og i samme øjeblik går det under, brister, bliver færdigt.

 

Når jeg i juninatten reciterer dette digt færdig, er jeg faldet i søvn og drømmer om kirsebærtræer, vandspejl og månelys.

11 kommentarer RSS

  1. Af Seker Gün

    -

    Åh disse minder… Erindrer ligeledes Sorøs nattergale. Forenede mig gentagende gange med den lille buttede elevrådsrepræsentant fra akademiet, til disse skønne toner. Absalons aner løb i hendes årer og forenede sig med mine osmaniske til den totale integration. Ak ja, den ungdom.
    Nu er hun håbløst tabt til fundamental organisation. Evigt ejes kun det tabte.

  2. Af Erik Carlsen

    -

    CRIMEA
    Til ny inspiration KS. Livet leves bedst i Vestsjælland.
    Ludwig Bødtcher Drømmen om livet i Syden.

    Naar Livets Sol er ved at dale,
    Da kaster den et Afskedsblik
    Paa Alt, hvad Skjønt og Dybt der gik
    Forbi dens Syn i Aand og Tale,
    5Og tager Summen, som den fik,
    Taknemlig med til Himlens Sale: –

    Du staaer blandt mine lyse Minder –
    Jeg saae Dig paa min Vintervei
    Som Kunstens evigfriske Mai,
    10Der kjæmper kjækt og Krandsen vinder: –
    Tag Hjertets Tak! og — glem mig ei,
    Naar Jorden for mit Syn forsvinder!

    Jeg boer meget tæt ved Storebælt. Og tage meget tit en tur på stranden for at tænke over tilværelses meningsløshed. Samle inspiration til at fortsætte kampen for overlevelse i dette land, kampen mod Den Satans Stat, og dens enorme formynder Bureaukrati. Ak ja, jeg skulle hellere være rejst til Italien, og hygget mig dernede under Sydens Sol.
    EC Shade.

  3. Af Hans Hansen

    -

    Det er fuldstændigt korrekt. En tekstanalyse er lige så lidt identisk med kunstnerens udtryk, som en reklame er statistisk. Analyse er egentlig metode for enhver korrekt statistik. Der er krav til analyse som begreb (og statistik), at den skal være videnskabelig med inkluderede forudsætninger. Er den ikke det, så opfylder den ikke begrebets betingelser, og kan derfor ikke kaldes analyse (eller statistik).

    Diverse prosa-, billede- og andre analysemodeller (analyse, (gr. analysis ‘opløsning’, af ana- og lyein, ‘løse’), opdeling af noget i dets bestanddele; ofte ensbetydende med ‘tilbundsgående undersøgelse’, modsat syntese), her iblandt begrebsanalysen, har absolut intet med kunstnerens poetiske udtryk at gøre.

    Forståelsen er eksamenskrav i Dansk på C niveau.

  4. Af Maria Due

    -

    Kogleri med få ord, og analyse frabedes.

    “Nu breder hylden

    de svale hænder

    mod sommermånen.”

    Johs. V.

  5. Af Kasper Støvring

    -

    “Nu rækker hylden
    de kolde hænder
    mod sommermånen”

    Envoi!

  6. Af Henning Svendsen

    -

    I april ankommer vores nattergal og straks ser den sig sur på en rival.
    den starter med svinskheder krydret med eder
    men næppe er den begyndt så får den igen med samme mønt
    finder den en kone slår den over i kammertone
    Ja sproget er universielt og vi bruger det professionelt
    for modsætning til nattergale-lader vi os næverne tale.

  7. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg fornemmer, at det muligvis er en drøm, nedskrevet – og disse er ganske fragmenterede som digte også kan være, bevidst gjort. Det er muligvis selve drømmen – uden bearbejdning, hvorfor den som også valgt til et digt er svær at få hold på.

    Klokken er ganske ulogisk, og I de natlige drømme sættes alt muligt ofte sammen som kun den drømmende kan komme med de egentlige associationer til. Vi andre kan kun gætte og komme med vores indfald hver især der kan nærme sig el måske være rigtige – el I en helt anden boldgade end den drømmenes virkelighed kunnne udsige, hvis vi netop skulle tolke digtet som den drøm, det formentlig er.

    Jeg har tænkt lidt over dette mærkelige og komplekse indhold, og pludselig fandt jeg via også min opfattelse af ‘en segl’, altså dette som redskab, at det er symbolet på arbejderklassen, og da Malinowski, såvidt jeg ved, var erklæret communist, så drømmer han ‘de sorte fugles’ død og undergang, hvor han så I drømmen som ønske får ‘en segl’ indført og til sidst dette bristefærdige omkring fuglen, en fødsel.

    Fascismens død, kommunismens fødsel – under denne koldkrigsperiode?

    Men – det er jo altid frit at vælge, hvad det fortæller en ud fra det også poetiske med fuglen og ægget, der brister osv. – også at tillægge, som jeg mener, at Støvring gør det, ting for en forståelse af ens egen opfattelse, som der ikke star noget om I selved digtet, drømmen her.

    Og – så kan man jo rent symbosk også tolke både fugle, vandspejl, klokke – som jeg mener er fuldstændig taget fra helt andet og lagt ind I drømmen af den drømmende, så kun han kan udsige betydningen – hentyde til, hvad han forbinder af indfald til denne. Det kan meget vel være, som Støvrng skriver – men der er også klokkeklang under giftermål, jul, påske, pinse fx – eller en dykkerklokke, en osteklokke og sikkert fler endnu – det kan være ganske ulogisk og have en konkret oplevelse bag sig for den drømmende, en oplevelse omkring noget om klokken. Først tænke jeg på himmelhvælvet – men det ville være for stort, mente jeg – og sikkert ikke en osteklokke, som var det næste I rækken først.

    Jeg kan så ikke få en eneste myg ind I billedet el nødvendigvis månen osv. – og jeg kender ikke Malinowski’s digtning.- læste lige et enkelt “kærlighedsdigt” af ham, fra en samling digte kærlighedsdigte (150), udgivet på Aschehoug.

    Man skylder formentlig at kende til forfatteren; men er han ‘voldsom’ og ofte lidt surrealistisk? Men – det er jo formentlig levet liv, han skriver på.

  8. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    “Envoi” – af Johannes V. Jensen

    Hvorfor egentlig ikke skrive digtet helt ud – da jeg så det stå I samme bog, som jeg nævnte lige ovenfor her – så her er det :-):

    “Envoi

    Nu breder Hylden
    de svale Hænder
    mod Sommermaanen.

    Aaret efter:
    De samme Bøge
    og lyse Nætter
    den samme Lykke!

    Aaret efter:
    Solsorten fløjter,
    og Vaarvind svulmer
    igen, Veninde!

    9 Aar efter:
    De samme Bøge
    og lyse Nætter,
    den samme Lykke!

  9. Af Kasper Støvring

    -

    Maria og Birgit, flot digt.
    Mit citat skyldes Jørgen Vosmar, der engang omskrev strofen for at vise forskellen på poesi og det modsatte.

  10. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Hylden på spring
    danner vejkant
    til den
    gående –

    med tanke på snarlig plukning
    til junidages måske mange drinks
    ved gæstebud
    og sommerdages ofte
    – lattermilde mennesker

    Sikkert helt forkert I forhold til ‘det reglementerede’, det vedtagne – og jeg er ligeglad, jeg morer mig .. og det med hylden, det får jeg alligevel ikke gjort – eller?

    Og – lige før hylden, så står der i vejkanten:

    Hvert år

    Mælkebøtterne
    blomstrer i juni
    – dem har Fanden skabt
    som trofaste roser
    – uden torne
    der minder os om livets skønhed

    selv på en regnvejrsdag
    uforgængelige
    som rubinen med dens glød
    omkranset
    af diamanttårernes evige stråler

    – og gør kærligheden mulig

    Det var – og igen – rent solskin på min seneste gå-tur, såmænd bare til bussen – men jeg elsker disse blomster – og så smukke også, når vi kan puste på den visne blomst, så dens frø spredes fra disse nu dannede så også dekorativt luftige ‘kugler’.

    Det kræver naturligvis l idt mod at være så selvhøjtidelig her – men blot en lille sommerhilsen. BHL

  11. Af Så læser vi! | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/06/03/i-juninatten-dette-digt/ […]

Kommentarer er lukket.