Forsvar for populisme, postmodernisme og relativisme

Af Kasper Støvring 30

 

Nogle mennesker skal jo gøre det beskidte arbejde, for at andre fortsat kan leve i rene stuer, og en af disse rengøringsfolk må så blive mig. Det arbejde, der her skal laves, er et forsvar for det, der uretmæssigt er blevet misforstået og skandaliseret – som f.eks. populisme, postmodernisme og relativisme. Der skal støves af og muges ud og til det formål har jeg i det følgende allieret mig med nogle hædersfolk, der forstår at gribe fat i skovlen.

 

Populismen er ”demokratiets autentiske stemme”

 

Den amerikanske sociolog Christopher Lasch sagde det, der skulle siges, da han i bogen Eliternes oprør fra begyndelsen af 1990’erne satte sig for at rehabilitere populisme-begrebet (han havde lavet et forudgående pionérarbejde i bogen Det eneste sande paradis). En af hans pointer var, at det civile samfund skal tage over fra velfærdsstaten og den humanitære ideologi, som Christopher Lasch kaldte ”foragtens menneskelige ansigt”. Lasch foreslog derfor, at vi vender os mod populismen (ikke at forveksle med opportunisme) som et positivt alternativ, for populismen bygger på respekt, og den afviser underdanighed og medfølelse, som Lasch skriver:

 

”[Populismen] står for jævne manerer og almindelig uforstilt tale. Den lader sig ikke imponere af titler og andre symboler på ophøjet social status, men heller ikke af krav på moralsk overlegenhed fremsat i de undertryktes navn. Den afviser ’begunstigede valgmuligheder for de fattige’, hvis dette indebærer, at de fattige behandles som hjælpeløse ofre for omstændighederne og fratages deres ansvarlighed, eller at deres undladelsesynder undskyldes, fordi fattigdommen antages at friholde dem for skyld. Populismen er demokratiets autentiske stemme.”

 

Ifølge populismen har mennesket ret til respekt, indtil det viser sig uværdigt dertil, populismen insisterer på, at man skal tage ansvaret for sig selv, og den er tilbageholdende med at give indrømmelser eller undlade med at dømme med den begrundelse, at ”det er samfundets skyld”. Således fortsætter Lasch og betoner, at populismen netop er dømmende – ”for nu at bruge et adjektiv, hvis moderne, nedsættende betydning viser, i hvor høj grad den almene skønsomhed er svækket af den humanitære ’omsorgs’ moralske klima.”

 

Populismen taler hellere om den enkeltes ansvar for sig selv end om samfundets ansvar for den enkelte: Det er vores frygt for at stille krav til andre, mere end vores uvilje til at hjælpe de nødstedte, der udvander det moderne demokrati, som Lasch formulerer det. Vi er blevet for tilpasningsdygtige og tolerante, ydmyger ”ofrene” med medlidenhed.

 

I Eliternes oprør skriver Christopher Lasch om polariseringen af samfundet, der har medført, at forskellige befolkningsgrupper hverken har tillid til hinanden eller kan kommunikere med hinanden. I dag er eliten om noget endnu mere løsrevet fra folket, som ringeagtes. Man kan bare lytte til alle de personer, der efter Dansk Folkepartis store vælgerfremgang fordømte partiet som ”populistisk”. Eller huske på Carsten Jensens ord om DF’ere som ”klamme kældermennesker”. Eller man kan høre på EU-elitens tilsjofling af de europæiske borgere.

 

I Laschs samtidsdiagnose placeres miséren hos den intellektuelle og politiske elite, der tager de afgørende beslutninger og former samfundets fremtidige visioner. Eliten har mistet følelsen af loyalitet over for deres medborgere, og den har kappet navlestrengen til den brede befolknings bekymringer.

 

Dermed forsvinder også den lange demokratiske tradition for dialog og kompromis mellem forskellige samfundslag. At medlemmerne af samfundets elite har afbrudt forbindelsen til den brede befolkning har for Christopher Lasch at gøre med, at eliten mere og mere isolerer sig i deres egne netværk, i bureaukratier, medier, organisationer og selskaber, hvorefter de melder sig ind i et globalt fællesskab af andre projektmagere og beslutningstagere uden at gøre sig bekymringer om bredere ansvarsforpligtelser.

 

Denne isolation forstærkes ved, at elitens medlemmer ansætter hinanden, og geografisk antager isolationen karakter af en slags ghettoisering. Men det er velhaver-ghettoer, som eliterne flytter sammen i, barrikaderet bag de store mondæne villaers renskurede mure og beskyttet af private vagtværn.

 

Elitens indsats er ikke rettet mod at udføre socialt engageret arbejde, men derimod at forbedre deres egne karrieremuligheder, især indenfor det internationale diplomati eller organer som EU. Med andre ord: Det højeste mål for et medlem af eliten er at blive sit eget centrum i verden, overvåget af sit eget imaginære kamerhold og med udsigt til konstante nye muligheder for at udvikle sig, udbrede sit magtdomæne og skabe nye progressive projekter.

 

Christopher Lasch kalder dette for ”eliternes oprør”, og i denne revolte ser han et forræderi mod demokratiet og det medborgerskabsbegreb, som demokratiet forudsætter; for når én gruppe monopoliserer magten, så er andre befolkningsgrupper afskåret fra i praksis at få deres interesser repræsenteret i offentlige debatter og politiske beslutninger. Den belgiske politilog Chantal Mouffe har været inde på det samme, men fra et venstreorienteret udgangspunkt.

 

Så populisme er en folkelig baseret kritik af eliterne, vel at mærke de anti-nationale eliter; for tidligere var eliten i højere grad fastboende, de var lokalt og nationalt forankrede og gav som sådan støtte til bl.a. biblioteker, symfoniorkestre og museer. Eliten i dag, som er progressiv, kosmopolitisk og universalistisk tænkende, konvergerer ydermere omkring politisk korrekthed, hvor plusord er EU, etnisk og kulturel mangfoldighed, inklusion, reformpædagogik osv.

 

Postmodernisme eller det efter-moderne

 

Så til forsvar for postmodernismen, eller måske rettere: det postmoderne forstået som et epokalt begreb: det efter-moderne.

 

Postmodernisme og det postmoderne har alt for dårlig presse: Det konnoterer i den offentlige brug af ordet til manglende stringens, dårlig tænkning, ligegyldighed, pop og manglende alvor, gudløshed, sjov og spas. Det postmoderne står i modsætning til det moderne, som altså får tilkendt positive egenskaber.

 

Men det er en fin ting at komme ud af det moderne og det moderne projekt, som den berømte venstreliberale filosof Jürgen Habermas og mange andre talte om i 1980’erne. Habermas brød sig (dengang) ikke om de konservative, som han anså for postmodernister. Postmodernismen kan som sådan ses som et forsøg på at komme ud af det moderne og dermed marxisternes og de kulturradikales traditions- og kristendomsfjendtlighed.

 

Herhjemme har den tidligere marxist, nu kulturkonservative idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz skrevet nogle gode bøger om det samme, allerede titlerne på nogle af bøgerne, Schanz udgav i 1990’erne, siger noget om det postmoderne: Og om lidt er kaffen klar, Er det moderne menneske blevet voksent? Og Selvfølgeligheder.

 

Schanz skriver i disse bøger om det, han kalder modernitetens og oplysningens ”selvbesindelse”, der er indtrådt efter Murens fald: Erkendelsen af, at feberhede drømme om verdensrevolution ender i et ideologisk tyranni. Denne erkendelse har tilmed et religiøst-metafysisk aspekt. Det lærer, at der er visse områder, ikke mindst menneskers forhold til det absolutte, som man ikke kan lægge bag sig i troen på det historiske fremskridt.

 

Således også Schanz’ erkendelse – og selvopgør: Den radikale civilisationskritik har mistet sin tiltrækning. Litteraten Nils Gunder Hansen har ligefrem talt om, at der nu pågår en ”genkristning af de intellektuelle”. Tydeligt er det i hvert fald, at intellektuelle ikke længere anslår den dystre tone, som prægede dem i det tyvende århundrede. Ikke ret mange taler længere om, at naturen er død eller om at være fremmedgjort for sig selv eller tingsliggjort af kapitalismen.

 

Det moderne er ikke alt, skriver Schanz følgelig. Hvad er det moderne? Det er primært dogmet om, at alt, hvad der er vigtigt i menneskelivet, er historisk. Mennesket har, kort sagt, evnen til rationelt at skabe sin fremtid. Dette dogme er sammen med traditionshadet ved at ophøre. Det kan aflæses i kulturen i form af religiøs vækkelse; i politikken, der skal være pragmatisk; og i filosofien, hvor metafysikken igen har vundet indpas. Man søger tilbage til en besindelse på det elementære, at der er grænser for sekulariseringen og for menneskets evne til at manipulere med sine omgivelser og bemestre sig selv.

 

Dette forhold er blevet tematiseret af teologen K.E. Løgstrup, og Schanz kalder det i forlængelse heraf for den metafysiske erfaring. Det er erfaringen af, at der er almene – og altså ikke historisk bestemte, dvs. moderne – vilkår i menneskets tilværelse, som det er båret og “stemt” af. Som et historisk projekt handlede det moderne om at lave verden om. Mennesket skulle blive myndigt og vinde autonomi, forholdet til andre mennesker skulle reguleres af rettigheder, og forholdet til naturen skulle bære præg af beherskelse.

 

Men dermed tilskriver vi det moderne alt for meget. Det moderne er, med Jürgen Habermas’ ord, et endnu ufuldkomment projekt, og som sådan forstås det fejlagtigt som livets vilkår. For, som Schanz minder os om, ”det moderne har ikke skabt sproget, bevidstheden, samvittigheden, erkendelsesevnen, kroppen, sansningen, glæden eller sorgen, fødslen eller døden.” Schanz skriver disse ord i Selvfølgeligheder fra 1999 og fortsætter:

 

”Efter at vi har forladt den hidtidige modernitet vil frugttræerne stadig blomstre om foråret, vildænderne gå i tosomhed, bort fra flokken, også om foråret – og vi vil stadig kunne glæde os over begge dele; menneskene vil fortsat elske og hade hinanden, spise, drikke, sove og danse. Og fortælle historier. Der vil være glæde og sorg, optagethed og ligegyldighed. Men der vil måske indfinde sig en form for besindende ydmyghed overfor livet, og sandsynligvis vil tilliden til historiemageriet være dæmpet, side om side med anti-traditionshysteriet.”

 

Se, så poetisk og besindigt og på en vis måde livsbekræftende kan en hedengangen marxist komme til at skrive. Hvem havde troet det, da en ung Schanz i starten af 1970’erne udgav bogen med en af dansk litteraturs mest monstrøse titler: Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status. Så smukt kan man altså skrive, når man er kommet ud af det moderne og ind i det postmoderne eller a-moderne (eller u-moderne?).

 

Pluralisme er også relativisme

 

Så endelig forsvaret for relativismen. Relativisme er også blevet misforstået og skandaliseret, fordi det for mange står for manglende evne til at fælde dom – moralsk, politisk, religiøst – alting flyder, alt er lige godt, dvs. vores eget er noget bras, derfor skal vi have multikulturalisme, normløshed og forsvar for alverdens barbari. Sådan ender vi uundgåeligt, hedder det hos anti-relativisterne, når vi ikke har faste, asbolutte målestokke.

 

Relativismen, eller rettere: pluralismen, har jeg forsvaret i en del indlæg efterhånden. Så hermed blot dette: Værdier er mere relative, end vi tror i Vesten; i Vesten udgør vi undtagelsen – ja, ekstremismen – på verdensplan; andre vil ikke nødvendigvis leve som os, ja, ønsker vel nærmest sjældent at leve som os; vi gør det hele sværere for os selv ved konstant at pådutte andre vores værdier (vi har ikke ressourcerne til det, selv om det kan være er moralsk forsvarligt); endelig har vi længe begået den fejl at modtage udlændinge i den tro, at de ønskede at blive som os, hvilket 40 års erfaring har lært os, at de ikke vil – generelt betragtet – især hvad angår muslimer og islam.

 

Derfor: ud med universalismen, ind med relativismen, ud med modernismen, ind med postmodernismen, ud med elitismen, ind med populismen.

 

Det kan enhver da forstå, ikke?

 

(Ps, ja, jeg ved det godt: naturligvis findes der både gode og dårlige udgaver af modernisme, postmodernisme, universalisme, relativisme, elitisme og populisme).

 

 

Note: Dele af dette indlæg har jeg tidligere forfattet i min bog Blivende værdier samt i blogindlæg på Berlingske, Nomos og Jyllands-Posten.

30 kommentarer RSS

  1. Af Nanna Tidogtendens

    -

    Der er noget underlig autoritært over måden, populismen virker på. Det kan jeg ikke lide. Det er sådan en falsk folkets røst. Det folkeforførte folks røst. Nogen trækker i trådene. De iværksætter en kampagne. Så buldrer medierne løs. Alt går som forventet. Det gløder på de sociale medier. Folk går vildt til tasterne. Man føler den forargelse, som det var tilsigtet, man skulle føle. Folk, som prøver at udtrykke andre tanker, tromles ned. Deres blotte eksistens bekræfter forargelsens berettigelse. Man får afløb for sin vrede. Føler glæden ved at være mange. Mærker ikke, dem man tramper ned.

  2. Af niels o

    -

    @Nanna

    Vældig godt formuleret. Jeg har det på samme måde. I disse tider er det mest DF og deres tilhængere, man mærker det ved.

    Men det gælder også for radikale og venstreorienterede. De er nok bare ikke helt så tydelige i mediebilledet i øjeblikket, som DF er.

  3. Af Nanna Tidogtendens

    -

    Tak, Niels! Jeg oplever det som en generel tendens. Som om befolkningen er meget manipulerbar. Og som om politikerne tilsyneladende reagerer på de meninger, der ytres. De står aldrig op imod en folkestemning. Det er de for feje til. Men virkelig at lytte til folk vil de ikke. Fx når folk virkelig lider under deres lovgivning. Så er der ingen empati og lydhørhed.

  4. Af line nielsen

    -

    For mig, at se, er populisme ikke folkets røst. Det er talen om guld og grønne skove, glade mænd der taler om verden, som om den var overskuelig. Hansi Hinterseer og andre smarte fyre bedriver samme floromvundne udgave af verden, at tale så alle rives med. Jeg kan se folket drages mod denne version af politik og musik, men det er lidt for festligt, synes jeg. tjener festlighederne mon folket bedst, eller holdes de hen i uvidenhed?

  5. Af Nanna Tidogtendens

    -

    Jeg tror folket holdes hen i uvidenhed. Og det er det, som er det fortvivlende ved det hele. For aldrig har vi været så veluddannede. Eller skulle man sige: aldrig har man uddannet sig i så lang tid. Og aldrig har så megen information været tilgængelig så let. Og alligevel føles det ofte som levede man på en tid, hvor alle stadig var bønder.

  6. Af Preben Jensen

    -

    Efterhånden rekrutteres vore politikere næsten kun fra fra små sammenspiste kliker. Den folkelige deltagelse er væk og der er “ikke brug for den”, for partierne har bevilget sig selv og hinanden så mange sugerør ned i skatteborgernes lommer, at partierne er blevet “selvkørende” og temmelig uafhængige af borgernes/ vælgernes opbakning

    Det resulterer hen ad vejen i at partierne bliver fyldt med karriere-ryttere, politiker-børn, pampere, barbie-dukker, fotogene pigebørn og uduelige snakkehoveder osv.. Demokratiet begynder derfor at smuldre og går så at sige i opløsning indefra.

    Vi må tilbage til at kandidaterne opstilles og testes af borgerne ligesom før i tiden. Vi må frem til et direkte, ægte og oplyst demokrati som det de har i Schweitz.

    Det er jo lettere sagt end gjort. Men der er ingen vej udenom hvis vi vil undgå at demokratiet forsvinder helt og afløses af diktatur og brutal undertrykkelse.

  7. Af Preben Jensen

    -

    PS:

    Alt hvad KS og CL har skrevet ovenfor, eller citeres for, kan man vel kun være enig i, medmindre man er rødradikal eller ignorant.

    Men det store problem er netop, at ret store og indflydelsesrige kredse og kliker er fuldstændig ligeglade med sandhed og ret og det danske folks velfærd og fremtid.

    Og alt for mange vælgere forstår ikke at de bliver svigtet og bedraget af visse partier og medier.

    Derfor vil kursen mod stadig større elendighed antagelig fortsætte.

  8. Af Hans Hansen

    -

    Problemet er blot, at folk tror de selv kan opfinde et begrebs betydning. Sådan fungere sproget bare ikke. Det er vedtagelser man ikke selv kan digte betydningen af.

    Populismen er udpræget antielitistiske og mod såkaldt establishment. De nærer en vis mistro til det repræsentative demokrati og går ind for udvidet brug af folkeafstemninger.
    Populistiske partier dannes for at udtrykke folkelige protestbevægelser. De er ofte relativt kortlivede med en eller nogle få mærkesager og uden egentlig udarbejdet eller sammenhængende ideologi.

    Udtalelsen; Populisme betyder for mig …, er et forsøg på selv at digte betydning. Når man bruger begrebet, bør man sætte sig ind i betydningen, såvel som med alle andre ord. Ellers bliver man et vrøvlehoved, og det er bestemt ikke noget at være stolt af.

  9. Af Ulf Timmermann

    -

    Det må kunne hittes på et andet ord end “relativisme” som modsætningen til “universalisme”; har kun foragt, lige dele foragt for “blå” og “rød” universalisme, vestlig etnocentrisme i alle dens afskygninger, men opfatter ikke mig selv som “relativist” af den grund. Står urokkeligt, hvor jeg står – har end aldrig haft sympati for den gamle talemåde “enhver er salig i sin tro”, men er samtidig ikke missionær for min egen “tro”.

  10. Af r. vangkilde

    -

    Er det hele prisen vær! – eller går demokratiet fallit som kommunismen gik.
    Støvrings fremstilling kan jo omsættes i politik, eller skal vi også være bange og bekymret
    for fremtiden fordi, politikerne har brug for fjendesynet, eller modstander i politik.
    Så i øjeblikket er vi alle koblet på den vogn, hvor politikerne holder liv i omfordelingen og
    velfærd, som vi ikke har råd til, fordi politikerne ikke er den rigtige virkelighed, men blot
    elsker, at bruge af andres penge.

  11. Af Erik Carlsen

    -

    AFTER THE GOLDRUSH
    Fantastisk godt skrevet. KS.
    Konklusion på din tekst. Vi må tilbage til at kandidaterne opstilles og testes af borgerne ligesom før i tiden. Vi må frem til et direkte, ægte og oplyst demokrati som det de har i Schweitz., som Preben Jensen skriver. Dette må helt klart være løsningen på demokratiets problemer med den folkelige opbakning, samt magt elitens arrogance og ligegyldighed overfor folket, som kun er de nyttige idioter.
    EC Shade

  12. Af Berit Rasmussen

    -

    Hvad med begrebet manipulation?

    Der er en gammel og en nyere sang, hvor man synger sådan ca.: Det er ikke det du sir, det er måden, som du sir det på !!!

    Den forgangne uge synes jeg har lignet noget fra en amerikansk serie. Vi er blevet manipuleret med. Der er rigtig mange vælgere, der står tilbage med den følelse, at nogle politikeres udtalelser skal der spørges ekstra ind til, hvis man vil undgå et nyt mediecirkus.

    F.eks. kan det jo godt passe, når Venstre siger, de har fået nye medlemmer – men det er måske i i en eller to byer? – her ville jeg spørge Venstre, hvordan det er gået på landsplan. Så vil man få sandheden.

    God pinse.

  13. Af Nanna Tidogtendens

    -

    “populisme, begreb, der knytter sig til en bred vifte af handlingsorienterede, folkelige politiske protestbevægelser.” (denstoredanske.dk)

    – Det nye er, at sådanne folkelige protestbevægelser kan opstå fra den ene dag til den anden i kraft af elektronisk kommunikation på de sociale medier. Ulempen er, at det let bliver overfladisk, fordi det bliver til en slags spil og underholdning. Man går efter sager med stor underholdningsværdi og sager, som appellerer til følelserne og lader de tungere emner ligge.

    Det er moderne pøbelvælde, hvor man udpeger syndebukke, som man nådesløst forfølger med en harme, man selv opfatter som retfærdig.

    Somme tider hjælper disse oprør på sociale medier medborgere overfor systemet. Men ofte afgør de stridigheder borger og borger imellem, hvor de tager parti for den, som har lavet den bedste kampagne for sin sag. Man kan finde på at skamme folk ud, som egentlig ikke har gjort noget galt. Og man kan påvirke konkrete sager om fx børn, så udfaldet bliver anderledes end uden indblanding fra denne folkedomstol.

    Medierne spiller ofte med. Fx har medier ved deres tilstedeværelse forhindret tvangsfjernelser af børn fra plejeforældre. I et tilfælde foregav en plejefamilie at ville adoptere plejebarnet, hvis de fik lov at beholde det. Derved fik de forpurret en adoption. Folk var i vildt oprør og kæmpede for pigen, troede de. Men da det kom til stykket, ville og kunne parret ikke adoptere eller beholde pigen. Så hun endte alligevel med at komme et andet sted hen. I dag er hun glemt. De selvretfærdige børnevenner tog fejl ligesom de medier, der havde sat deres magt ind på at plejeforældrene skulle få ret mod systemet.

    Men systemet var de svage og den daværende konservative familieminister turde ikke bakke det op. Hun var undvigende og lovede at plejeforældre skulle få flere rettigheder. Det har de fået som følge af at man brugte denne lille pige i et politisk spil.

  14. Af Tom Romdal

    -

    Populisme kan for mig at se defineres meget kort, nemlig at politikere gentager en løgn eller fordrejelse mod bedre vidende, for at tækkes en formodet vælgerstrømning.

    Feks. løgnen om de mange østeuropæere som kommer til DK for at få vores høje sociale ydelser. Disse mennesker eksisterer ikke, det ved politikerne også godt, men en stor del af befolkningen ved det ikke, og i stedet for at fortælle sandheden så kører 90% af politikerne på med løgnen.
    Jeg er så gammel at jeg tydeligt husker propagandaen om hvordan titusinder af portugusisere og spaniere ville invadere os og nasse på os. Ikke meget er desværre forandret siden dengang.

    På denne baggrund synes jeg det er klart at populisme er et negativt fænomen med potentiale til at ødelægge meget i vort skønne land.

  15. Af Preben Jensen

    -

    Nanna……….

    Sagerne kan sommetider være komplicerede. Eller de fremstilles som komplicerede. Men det generelle er at familie-, skilsmisse- og børneværnsbureaukratierne mere er børnenes og forældrenes fjender end venner. Familierne er stort set retsløse over sagsbehandlerne og systemet, og utallige forkerte, groteske og nævenyttige overgreb er konstateret. Og fejl i sagsbehandlingen er det normale, iflg. flere undersøgelser.

    Danskernes MR krænkes efterhånden i millioner af tilfælde hvert år.

  16. Af Preben Jensen

    -

    …retsløse overfor sagsbehandlerne og systemet.

  17. Af Nanna Tidogtendens

    -

    Enig, Preben. Problemet er bare, at forældre ofte står magtesløse, når deres børn tvangsfjernes. De er nemme at tryne. Men plejefamilier er lønmodtagere og organiserede. De kan bedre lobbye for sig selv. De bedste lobbyister vinder. Lobbyisme, medier og den offentlige mening skabt af dem, er stærke udenomsparlamentariske magtfaktorer i vores samfund.

  18. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Populisme kan også ‘bare’ være el danne/skabe en trend.

    – Også uden hold I virkeligheden, hvis ’stemningen’ I et population er til det, så kan det nemt klistres på allerede fx politiske emner og/el tiltag – også de der ikke var tænkt på .. for at opnå stemmer. Det behøver ikke at være ‘ondt’ ment – men det skal så, hvis det er et gode fra folkeviddets stemmer, være muligt og holdbart, dvs til gennemførelse og ikke til glemsel og det skinbarlige nar.

    Mennesket – er universelt, skulle jeg mene. Det findes over hele vores klode – hvor vi er opdelt efter geografi, dermed også klimatiske, politiske, religiøse, tekniske og vidensmæssige forhold.

    Det kan man godt kalde relativt, fordi der er disse forskellige indretninger af et land, en stat, det område undervejs med forskellige udviklinger el måske ingen.

    Der er universelle værdier, selv om nogen vil sidde dem overhørig – og alligevel myrde løs, stjæle, domineer og herske over andre, på forskellig vis mmm.

    Mennesker finder sig så i forskellige forhold – enten fordi de ikke kan se det anerledes, ikke har udd. til det el viden om andet og andre måder mm eller blot blokerer rent intellektuelt.

    Med indvandringen nu her i DK, så erfarer vi også direkte el opfattter intutitivt nogle, der vil farve klimaet her til lands, fordi de ikke kan deltage i forh til en tro, religion, måske politisk el anden opfattelse. Man er parat til at ville ikke blot få egne sager frem i lyset og gennemført – men på andres bekostning selv om de kunne drage til mere for dem ligesindede lande med deres budskaber og ikke vild-vold-føre? mennesker her i landet til unoder el direkte ulovligheder.

    Oplægget nu mindede mig med slutningen om at indføre en (ny) post-modernism som dtte: frem til kommoden og tilbavs igen – eller slet ingenting.
    Nu skal vi nivellere nedad – omend EU er netop et dårligt og her i debatten godt eksempel på populisme, elitarisme el hvad det nu hedder – altså glemsel af de befolkninger, de skal repræsentere – el til nød kun deres egen lille Hassan – uden Groft sagt naturligvis.

    Det virker tillige som en runddans i et bur, hvor fælden allerede er klappet, fordi en (ny) post-modernistisk fase .. hvad er det så .. om om 10 år, så væk med den og så en ny. Både inden for det politiske og de litterære verden, så tænker vi selv ikke blot i 100 år, og så et nyt og bedre, vi tænker også i 10-år, og så et bedre.

    Og – det er vigtigt at tænke – men de af Støvring opstillede:’ud med .., ind med ..det er ikke sådan at etablere som en overordnet politik, omend der er elementer i den og det etablerede, der vitterligt skal sikkert også mere end ses på – også for at kunne blive lavet om.

    Naturligvis er vi ikke ekstremister i Vesten, befolkninger verden over misunder os – men deres magthavere gør ikke, for så taber de, og jeg tror ikke, at det er dem, Støvring holder med p gr a sit udsagn; men det kan da godt være og skal måske være, at andre lands befolkninger må følge trop som en mulig process, hvis den er ønsket, og vi derfor ikke skal blande os – men da gerne oplyse, som vi også gør i vise lande, der ligefrem spørger, såvel som henter oplysninger fra andre lande omkring et emne, hvordan de har indrettet os.

    Alt kan ses at være relativt, som forskelle og forskelligheder. Det kommer vi ikke uden om, når vi tager på tur rundt i verden. Det er, hvad der erfares og ses, måske tages stilling til og for nogen til ændringer i eget land, firma el andet.

    Men relativt set, så er der viden inden for også de forskellige videnskaber, som er deciderede landvindinger, hvorfor der er viden, der kan ses som mere rigtig en en tilfældig mening – omend en sådan kan inspirere; men vi må også forholde os til realiteterne, også noget at gå ud fra for evt. at kunne ændre – for nu ikke her at lyde absolutistisk.

    Der sker nok ikke meget ved at nedtone og lefle for el underdaniggøre sig for hverken høj eller lav, hvilket vil sige en vis populisme – omend vi kan ønske os populisme som forstået som viden fra folk i al almindelighed, fordi der også i folkeviddet, som vi alle mere el mindre tilhører, er noget at hente. Tingene kommer ikke altid ud fra det skibarlige blå som luften, hvis det er det, den gør – seti denne sammenhæng.

    Vi har brug for en slags elitismes, hvor den håndteres til det fælles bedste – og ikke kun egen snurretop af en karriere el personlig forfængelighed.

    Vi mennesker skal også kunne forandre, ville forandre – ellers får vi ikke en bedre verden, så derfor er der viden parat til sådant – men den tilegnes næppe – og når jeg læser el læste den amerikanske kulturforsker Margaret Meads bog: “KVINDE OG MAND”, for nu også at tage en anden kultur end den vestlige, omend den også er forskelligt populistisk og relativt i Støvrngs forståelse af relativisme. så er det så ganske sigende, hvordan og dermed hvorfor disse mennesker fra 3 forskellige indoniske folk bliver så forskellige, hvor hun tog udgangspunkt i det tidlige forhold for barnet til moren og dermed amningen, når det gik efter barnets hoved, fri adgang – el en vanskeligere en af slagsen, hvor barnet nærmest også blev fraholdt el under stort besvær fik lov til denne adgang. Et venligt folk og et krigerisk – bare disse to eksempler.

    Og – jeg tror næppe at dette budskab er spredt ud til dissse kulturer el blev det – men harmdirrende blev flere over hendes udsagn – altså trods medfødte egenskaber, så har opdragelse og miljø en afgørende betydning – også for at dispositioner kan komme el kommer til udtryk, alt efter hvor stor og lille denne arv er og ditto omkring miljøet/opdragelsen, hvor stor eller lille en påvirkning kan siges at være og dermed indflydelsens størrelse.

    Vi mennesker er meget mere ens end vi tænker os, vi vil gerne have, de fleste af os, at vi har en familie, og at de trives og er lykkelige. Det påvirker ethvert menneske, enhver familie, når noget går galt – og for at gøre verden mere harmonisk, mindre krigerisk, så kan vi ændre, hvis vi starter med at behandle og respektere MENNESKET, dvs et barn, ordentligt og følge dets tilskyndelser og behov, sålænge de ikke er neurotiske, hvor vi i al for høj grad tidligt neurotiserer barnet, fordi vi sætter ind og modvirker dets sundhed, som bade fysisk og psykisk for nogle får el kan få katastrofale følger.

    Vi er nødt til som med meget andet, vi erfarer, måske ved at gøre fejl først, at kunn se, at der skal ændres for at noget går bedre og dermed tilfredsstillende og godt.

    Er husets fundament dårligt bygget, så går det huset ilde.

    Derfor skal vi kunne tale om og tale meget mindre ideologisk pludder-værn – men kunne handle bedre ud fra viden og de erfaringer, der er gjort omkring mennesket, hvis vi vil styre verden bedre og udenom også krige, selv om vise nok altid vil være uundgåelige. Nogle kan bre ikke lade være åbenbart!

  19. Af Ulf Timmermann

    -

    Det sagt, Kasper Støvring skriver mange fornuftige ting, bestemt også her – og min målestok for “fornuftigt” er ikke ubetinget om jeg er enig eller uenig med det, der skrives, men jeg synes nogen gange det bliver lidt for “fint”, skal passe ind i, hvad andre har tænkt, deres æsker, “little boxes”, koncepter, definitioner – og helt uden reflektioner over egne, direkte livserfaringer, mødet med, konfrontationen med, “virkeligheden”, inklusiv de mennesker, som udfylder den, omgiver os. Måske skyldes det, at han tror, at det er ideer, der former virkeligheden og ikke virkeligheden, der former os og vores tanker, hvorfor vi da – det må da fremstå klart især i denne her “moderne verden”, hvor ingen har styr på “udviklingen”, heller ikke demokratiet – altid halter håbløst bagud for denne selvkørende selvsvings “udvikling” med dens dybe iboende inerti, som jo mestendels, eller udelukkende, består af “it’s the economy, stupid”.

  20. Af Hans Hansen

    -

    Populisme er blandt de mest misbrugte begreber, især af minoriteter og individer med ringe demokratisk erkendelse, men også blandt folk der har hørt andre bruge det i modstrid med betydningen.

    Eksempelvis kan man sige; “Janteloven er populistisk”. Imidlertid er Sandemoses Jantelov også blandt de top ti mest misfortolkede, og derfor misbrugte, begreber.

    Populisme stammer fra latin; “populus” der betyder “folk”. Populisme betyder derfor folkeligt. I politisk betydning, når holdninger er folkelige og populære.

    I en semantisk forståelse er begrebet neutralt ladet. Det kan bruges positivt og negativt alt efter hvordan man opfatter folket og/eller i bestemte spørgsmål om folkelige holdninger.

    Det er selvudleverende at bruge begrebet uden (eller i forkert) sammenhæng, eksempelvis: “Populisme er dårligt”. Det giver ikke anden mening, end at man er imod alt populært eller sågar selve folket. I politisk betydning, at der formentlig er tale om elitistiske personer. Dvs nogle der mener at magten bør ligge hos eliten, bortset fra dem naturligvis, der ikke aner hvad populisme betyder, og derfor tror de selv kan opfinde betydningen.

  21. Af Ulf Timmermann

    -

    Du har så inderligt ret, Hans Hansen, og m.h.t. “Janteloven”, det her kort, der så ofte bliver smidt, det klistermærke, der så ofte bliver stukket frem, har aldrig haft nogen mindste tiltro til, at dem, der gør det, smider og stikker den frem, har læst kontexten, altså “En flygtning krydser sit spor”, eller nogen som helst anden bog for den sags skyld – for nu at være lidt “elitistisk” 🙂

  22. Af Ulf Timmermann

    -

    Hans Hansen, du har så inderlig ret – og m.h.t. “Janteloven”, det her kort, der så ofte bliver smidt, det klistermærke, der så ofte bliver stukket frem, har aldrig haft nogen mindste tiltro til, at dem, der gør det, smider og stikker den frem, har læst kontexten, altså “En flygtning krydser sit spor”, eller nogen som helst anden bog for den sags skyld – for nu at være lidt “elitistisk” 🙂

  23. Af Finn Bjerrehave

    -

    115.000 EU arbejdere udfører det beskidte arbejde i Danmark, og så længe vi danskere ikke gider udføre vores arbejde, må vi forstå, når EU arbejderen både betaler skat, samt er i A-kassen, er arbejderen ligestillet sociale ydelser som danskerne, og vi bestemmer selv hvor mange der skal være, nemlig hvor meget Dansk arbejde gider vi Danskere udføre.
    Måske den Japanske model, der er nemlig kun Japanere på det Japanske arbejdsmarked, de vælger nemlig selv både det gode og det andet arbejde.
    Postmoderne populisme, er når vi blander os i fejringen af 70 års dagen for D-dagen, nemlig i relativismens hellige navn, deltog ca 6000 Danske i waffen ZZ på østfronten sammen med Tyskerne i forsøget på at banke Russerne, samt Danske ZZ i Ukraine deltog i folkemordet på Jøder, og 120.000 Danske arbejdere på arbejde i Tysk krigsindustri, og Danmark havde valgt side, men vores sømænd med betegnelsen krigssejlerne, tjente de allierede, men vægten blev aldrig i de allieredes side.
    Tiden slører alt.Finn Vig

  24. Af Nanna Tidogtendens

    -

    Pøbelvælde er det værste.
    Populisme kan være lidt problematisk.
    Folkelighed er godt og positivt.
    Ægte folkelighed er det allerbedste.

  25. Af Henning Svendsen

    -

    Populisme: det er Eliten der fodre hunden med sin hale-eller som DF der holder sig udenfor lejrbålets gnister og skær.
    Eliten har det som i Pinseunderet-de taler samme sprog og har samme mål.
    Men at tilhøre Eliten er ikke ufarlig-vælgerne kan bisse
    og smudspressen er på mærkerne
    Den kender sine lus på gangen.

  26. Af Hans Hansen

    -

    HENNING SVENDSEN – 7. JUNI 2014 19:12
    Populisme: det er Eliten der fodre hunden med sin hale-eller som DF der holder sig udenfor lejrbålets gnister og skær.

    ——-

    Eliten fordrer hunden med sin hale, er i betydning; at eliten narre folket. At DF holder sig udenfor lejerbålet er at sige; at DF er elitære. Oversat udtrykker det troen på at DF ikke er folkelige.

    Jeg vil ikke diskutere her om DF er folkelige eller ej. Meningsmålinger og valgresultat taler for sig selv, og afgør derfor sandhedsværdien, kun at udsagnet er en personlig opfattelse, der i sin personlige karakter intet har med populisme begrebet at gøre.

  27. Af Thomas L.

    -

    Hej Kasper

    Denne artikel ramte mig lige i hjertekulen. Normalt tåger jeg politisk rundt og drømmer om en slags aristotelisk civilsamfund, og er ked af at eliten har fjernet sig fra borgerne. Med din uddybende fortolkning (og Lasch og Schanz), og Selsings sondring mellem konservative og liberale, er der noget der er ved at falde på plads.

    Mange tak for at du gør dine tanker tilgængelige for os andre.

  28. Af Jesper Lund

    -

    Jeg mener at Kasper Støvrings indlæg er meget elitært. Jeg tvivler at mange “almindelige” borgere fatter, hvad han skriver. Jeg gør i hvert fald ikke. Det er et indlæg skrevet af en fra eliten henvendt til eliten.

  29. Af Henning Svendsen

    -

    foragtens menneskelige ansigt:- er det navn han hæfter på velfærdsstaten-men denne Lasch er jo filosof og kan derfor frit jonglere med sproget.
    Og Hans Hansen holder sig heller ikke tilbage?
    Populisten er demokratiets stemme,-populisten griber fuglen i flugten og lander i folketinget,på den måde får demokratiet nyt blod-men det søde liv på borgen danner vane g det som var et frisk pust til d emokratiet det bliver nu til Eliten og den har kun et våben!-populismeog da Eliten ikke selv kommer til lommerne så fodrer de hunden med sin egen hale.
    Og nu kan vi endda læse at hunden er godt tilfreds og betaler sin skat med glæde!-
    Så populisme er demokratiets stemme.

  30. Af Det blide Big Brother-regime | Kulturkamp

    -

    […] har forsvaret nogle af de nævnte ting i dette indlæg. Lad mig nu afslutte med at se på et sidste aspekt af det nye […]

Kommentarer er lukket.