Pinseilden hos T.S. Eliot

Af Kasper Støvring 5

 

“Pinsedag, da Guds ånd kom herned,

da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed”.

Det er teologen Ole Jensen, der i dag har citeret disse Grundtvig-ord og kommenteret dem:
”Første linje repeterer Det Nye Testamente mytologiske beretning (Apostlenes Gerninger 1). Anden linje er den nutidige tolkning / udlægning. Vor skrøbelighed: det præciseste, der kan siges om os ude ved kanten, ikke mindst ved yderkanten, når døden nærmer sig. Kristendommen handler om liv trods død (al den etiske snak er en biting). At der kommer kraft ind midt i det skrøbelige, læs kraftesløse, er dels, at nyt bestandig bliver til, noget opstår af intet – Hannah Arendt kaldte det natality, teologisk hedder det opretholdelse, som er skabelsens fortsættelse. Dels er det evighedens livskraft i det endegyldigt kraftesløse, det dødsmærkede (der hvor sådan en som jeg er og kan mærke, at jeg altid har været uden rigtig at have bidt mærke i det før nu). Det er en jubeldag – ’da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed’.”

 

Ordene fik mig til at tænke på Grundtvigs salme ”De Levendes Land” og strofen:

 

”O, Kiærligheds Aand!

Lad barnlig mig kysse din straalende Haand,

Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld,

Og rører vort Øie med Fingre som Guld,

Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand

Det deilige Land!”

 

Strofen udtrykker på dette afgørende vendepunkt i salmen, hvordan paradiset kommer til syne i det jordiske, og det er Gud, der skaber denne nye mulighed for at ”se”, muligheden for at genvinde det tabte i det jordiske; uden at mennesket har været i stand til selv at gøre noget – syndefaldet ER indtrådt – kommer troen og kraften TIL mennesket, ovenfra og ned. Heri det mirakuløse billede af øjet, der berøres af guldfingre og giver mulighed for at se landet, det dejlige land, de levendes land. Det jordbundne oplyses af solstrålerne, der når helt ned til mennesket i mudderet.

 

Det er også, hvad pinsen handler om. Den engelske digter T.S. Eliot har skrevet dunkelt, men også stærkt om dette under. Da jeg var en ung studerende – ikke som Ole Jensen en ældre herre – skrev jeg en lang analyse i tidsskriftet Transfiguration af T.S. Eliots store digt Four Quartets fra 1943, og jeg vil på denne pinsesøndag gerne viderebringe nogle tanker derfra.

 

I indledningen til sidste kvartet, ”Little Gidding” hedder det:

 

”Midwinter spring is its own season
Sempiternal though sodden towards sundown,
Suspended in time, between pole and tropic.
When the short day is brightest, with frost and fire,
The brief sun flames the ice, on pond and ditches,
In windless cold that is the heart’s heat,
Reflecting in a watery mirror
A glare that is blindness in the early afternoon.
And glow more intense than blaze of branch, or brazier,
Stirs the dumb spirit: no wind, but pentecostal fire
In the dark time of the year. Between melting and freezing
The soul’s sap quivers. There is no earth smell
Or smell of living thing. This is the spring time
But not in time’s covenant. Now the hedgerow
Is blanched for an hour with transitory blossom
Of snow, a bloom more sudden
Than that of summer, neither budding nor fading,
Not in the scheme of generation.
Where is the summer, the unimaginable Zero summer?”

 

I passagen er digtets modsætninger, alle symbolerne og de bærende elementer samlet og fremtræder som hinandens spændingsfyldte enhed. Midvintervåren er helt sin egen årstid; årstidernes cyklus, ”the scheme of generation”, er suspenderet, tiden ophævet, naturens grænser sprængt og dens værdier overskredet, for denne ”Zero summer” er genfødslens årstid, en genskabelse ved ild.

 

Den skabende, hellige ånd, skal her gennemlyse den faldne verden og vinde den tilbage fra mørkemagternes besættelse. I det vinterlige mørke gløder nemlig ”a glare that is blindness” dybere end naturlige flammer; det er – står der – pinseilden, som vækker den stumme ånd og får sjælens saft til at skælve, så at verden kan erfares som en ny begyndelse. For pinsen er det forvandlingsøjeblik, hvor Guds fjerne skaberånd vågner i menneskeånden og blusser op i en tilstand af forklaret liv. Den strålende illumination og den nyvundne mening får da også sit rette teologiske udtryk som pinseild, som den åndelige dåb i ild. Ved pinsen kommer en ny og omvæltende erkendelse til gennembrud, som i kvartetterne understreges ved lyset, der dels symboliserer den ufaldne verden, dels den momentane erfaring af Gud i inkarnationen.

 

I Eliots digtning er ildens symbolværdi flertydig: Den er ikke blot et sterilt begær, en kold ild, men også en ren, hellig (pinse)ild, der brænder uden at fortære; den er desuden en dødsårsag og en destruktiv kraft (helvedesild) og som Kristusild en forklarende og forvandlende kraft, en altomfattende kærlighedskraft, hvori ildens negative og positive symbolkarakterer forenes. Endelig er ilden en forløsnings- og renselsesmulighed for den, der som en anden Arnaut i Dantes ”Purgatorio” formår at give sig hen i skærsildens lutrende flammer.

 

Ved pinsens højtid bryder Guds livgivende skabermagt frem i form af Helligånden, der ”kommer over” menneskene, så de modtager ny livskraft og udvikler sprogkraft. I Apostlenes Gerninger hedder det således, at ”tunger som af ild” viste sig for apostlene, og de ”blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde.”

 

I kvartetterne – skrevet under Anden Verdenskrig – bliver fjendens bombemaskine, der hjemsøger den uendelige nat i duens skikkelse, et symbol på Helligånden, hvis udgydelse over urmenigheden digtet alluderer til. Allusionen gælder især Apostlenes Gerninger, men også evangeliernes skildring af Jesu dåb. I Mattæus-Evangeliet hedder det om ”han, som kommer efter … skal døbe jer med Helligånd og ild.” Og videre: ”Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham.”

 

Eliot skriver:

 

The dove descending breaks the air

With flame of incandescent terror

Of which the tongues declare

The one discharge from sin and error.

The only hope, or else despair

Lies in the choice of pyre or pyre –

To be redeemed from fire by fire.

 

Det ligner en hymne, når Stukaen på denne måde bringer det guddommelige pinsebudskab og sænker sig over London med de flammende tunger, som enten vil føre til civilisationens undergang eller lede til frelse fra synden – der oprindeligt afstedkom verdenskrigens barbari.

 

Hvad digteren her står ansigt til ansigt med er nærliggende at tolke som den numinøse udstråling fra en overvældende åndelig magt, det Hellige, som menneskene må overgive sig til, om de søger frigørelse fra helvedesilden. Det Hellige erfares her som en ambivalent fascinationskraft, der på én gang fremkalder skælven – og hvor mennesket gennemtrænges af den hellige rædsel risikerer det rigtignok at bukke under – men tillige øver en uimodståelig, rensende indvirkning.

 

Eliots digt handler da om, at troens ”nye verden” – den egentlige, virkelige verden hinsides den historiske udviklingsproces – er det slutpunkt, som livet bevæger sig hen imod, sådan at det liv, der leves med nyvunden klarhed, først begynder her – dog ikke ved et punkt hinsides døden, for det var budskabet i inkarnationen, at Guden i tiden har gjort alting forunderligt nyt, og det var pinsebudskabet, at evnen til at opleve verden som en ny begyndelse er ført med ind i menneskelivet i kraft af Helligånden.

 

Tungetale, tunger af ild? Jo da, men sådan kan poesi også erfares.

 

Glædelig pinse!

 

5 kommentarer RSS

  1. Af Erik Carlsen

    -

    D-DAY, AND COMRADES IN ARMS
    It is if my friends are marching
    And I along with them, in time
    Trough many diffrent streets they`re passing
    Those nearest, dearest friends of mine

    They are not those with whom I started
    And learned my letters, in my place
    Nor those with whom I shaved moustaches
    Still scarely noticed on the face

    By Koningsberg one early morning
    We both shall fall, two wounded men
    And then a month in hospital
    And we will survive, and back Again

    The sacred hot offensive frezy
    The bitter, brutal toil og war
    Will bind as one our generation
    An iron knot for evermore
    EC Shade

  2. Af Erik Carlsen

    -

    to Valentina Serova
    Wait for me, and I’ll come back!
    Wait with all you’ve got!
    Wait, when dreary yellow rains
    Tell you, you should not.
    Wait when snow is falling fast,
    Wait when summer’s hot,
    Wait when yesterdays are past,
    Others are forgot.
    Wait, when from that far-off place,
    Letters don’t arrive.
    Wait, when those with whom you wait
    Doubt if I’m alive.
    Wait for me, and I’ll come back!
    Wait in patience yet
    When they tell you off by heart
    That you should forget.
    Even when my dearest ones
    Say that I am lost,
    Even when my friends give up,
    Sit and count the cost,
    Drink a glass of bitter wine
    To the fallen friend –
    Wait! And do not drink with them!
    Wait until the end!
    Wait for me and I’ll come back,
    Dodging every fate!
    “What a bit of luck!” they’ll say,
    Those that would not wait.
    They will never understand
    How amidst the strife,
    By your waiting for me, dear,
    You had saved my life.
    Only you and I will know
    How you got me through.
    Simply – you knew how to wait –
    No one else but you.
    1941
    EC Shade

  3. Af Henning Svendsen

    -

    Da Jesus gik på jorden var Ronson ligtheren ikke opfundet ild var stadig noget ærefrygtigt en mail fra de højere magter derfor var ilden altid indblandet når det store drama skulle beskrives. og: ildmageren: har optrådt i Cirkus lige siden vi kom ned fra træerne.
    I Pinseunderet kan vi pille ilden væk og tilbage har vi et andet mysterium-at de pludselig taler fremmede sprog og de fik Helligånden i tilgift
    Men i og med at de taler de andres sprog så kan de andre ikke længere se at de kommer fra et land der er hadet af alle.
    Så her har vi verdens første “sproglige syndefald” og de første populister der hurtig endte som Eliten vi kender i dag.

  4. Af Lars Bordal

    -

    Enfoldig kommentar til Kasper Støvrings pinsebudskab.

    Kasper Støvring (KS) har på sin faglige hjemmebane skrevet et storslået indlæg om pinsen, som er baseret på Grundtvig og TS Elliot og som bidrager til at gøre den del af hans blog meget interessant. For mig er det fantastiske i KS´s tolkning af TS Elliott, at han tager os med i en bevægelse mod sprogets grænser, så langt det overhovedet er muligt.
    Da jeg dog, som Søren Kierkegaard anfører, ikke kan være kritiker på samtlige fakulteter, vil jeg nøjes med skrive en enfoldig kommentar til pinsen, udtrykt gennem den unge Wittgensteins analyse af sproget.

    Ludwig Wittgenstein lader sprogets grænser være givet med de sidste sætninger i bogen Tractatus, hvor han direkte fra skyttegraven ordret skriver:

    Meine Sätze erläutern dadurch, dass sie der, welcher mich versteht, am Ende als unsinnig erkennt, wenn er durch sie – auf ihnen – über sie hinausgestiegen ist. (Er muss sozusagen die Leiter wegwerfen, nachdem er auf ihr hinaufgestiegen ist.)
    Er muss diese Sätze überwinden, dann sieht er die Welt richtig.
    7
    Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen.

    Denne sidste sætning angiver rækkevidden for vor intellektuelle forståelse af verden. Den unge Wittgenstein forsøger med Tractatus at vise, at der ikke findes filosofi, kun fejlagtig brug af sproget. Den korrekte brug af sproget (det videnskabelige) udsiger, hvad der er tilfældet og hvad der ikke er tilfældet, hvilket igen angiver, hvad kendsgerningen er.
    Og kendsgerningen angiver, hvad sagsforholdet er. Sagsforholdet er derfor givet ved en sætningsfunktion, som angiver, hvad der er den logiske relation er mellem kendsgerningerne, som indgår i dette.
    Med skyldig respekt for, at KS i relation til sit emne opfatter etik som en biting, tillader jeg mig alligevel at inddrage Wittgensteins syn på etikken med sætning 6.422, fordi denne i lighed med pinsebudskabet udgør en grænse for, hvad vort sprog formår

    Det viser han med sætning 6.422 fra Tractatus som ordret udiger:

    6.422
    Der erste Gedanke bei der Aufstellung eines ethischen Gesetzes von der Form »Du sollst….« ist: Und was dann, wenn ich es nicht tue? Es ist aber klar, dass die Ethik nichts mit Strafe und Lohn im gewöhnlichen Sinne zu tun hat. Also muss diese Frage nach den Folgen einer Handlung belanglos sein. – Zum Mindesten dürfen diese Folgen nicht Ereignisse sein. Denn etwas muss doch an Jener Fragestellung richtig sein. Es muss zwar eine Art von ethischem Lohn und ethischer Strafe geben, aber diese müssen in der Handlung selbst liegen.
    (Und das ist auch klar, dass der Lohn etwas Angenehmes, die Strafe etwas Unangenehmes sein muss.)

    Den sætning ” Du skal…og hvad nu hvis jeg ikke vil” er efter min opfattelse noget af det mest geniale i nyere tids filosofi, fordi den bruges til at angive et dilemma, som bl.a. kendetegner etikken. Og kendetegnet ved dilemmaet er jo netop, at sagsforholdet ikke kan fastlægges. Etikken bliver derfor transcendental, fordi det bliver umuligt at fastlægge, hvad der gælder og hvad der ikke gælder. Da vores sprog derfor ikke kan udtrykke, hvad etik er, er vi henvist til at vise det gennem handlinger, der efter min opfattelse er forståelige for folk, som de nu er flest.

    Dette dilemma ligger også implicit i Søren Kierkegaards bog ”Enten-eller” i kriminaldommer Wilhelmsens lange brev til den unge æstetiker om, at han bør træffe en klar almen beslutning om at gifte sig og arbejde frem for konstant at udskyde valget.
    Wilhelmsens brev viser med al tydelighed, at det ethiske ikke kan fastlægges, fordi den unge æstetiker i princippet blot kan skrive tilbage til Wilhelmsens” Du skriver, at jeg bør gifte mig. Hvad nu hvis jeg ikke vil.” Og dermed kan den stakkels kriminaldommer få lov til at skrive de næste 1000 sider for at svare på spørgsmålet.
    Jeg tror, at det er derfor Søren Kierkegaard lader Wilhelmsen betegne det ethiske som det almene, som igen er grunden til, at Kasper Støvring opfatter etik som en biting i relation til sit emne.
    Et lignende forhold gør sig ligeledes gældende i vort syn på kærlighed, såfremt vi vælger at bruge Biblens næstekærlighedsbudskab, at du skal elske din næste som dig selv og som Søren Kierkegaard indleder ”Kærlighedens gerninger” med at analysere.
    Vælger vi at bruge dilemmaet i Bibelens i vores tolkning af næstekærlighed, kan vi så at sige strække den ud i det uendelige ved at udfylde begge sider af, hvad dilemmaet udsiger.

    For den unge Wittgenstein blev begreber som etik og religion derfor af overnaturlig karakter, som ligger langt udover, hvad der sprogligt meningsfuldt kan udsiges. Men jeg tror, at Wittgenstein gennem hele sit liv var i vildrede i sit syn på Kristendommen, fordi han gang på gang ytrede sin respekt, som han muligvis har fået gennem læsning af Kierkegaard. Som bekendt satte han en ære i ikke at angive sine referencer, så jeg ved ikke dette med sikkerhed.

    Jeg vil derfor gå over til at bruge den unge Wittgensteins tanker på en måde, han aldrig ville have accepteret i levende live, fordi jeg nu vil bruge hans tolkninger i en Bibelsk sammenhæng.
    Wittgensteins tanker er jo også afspejlet i Bibelen.

    Tag f.eks. citat kap 5 vers 37 hentet fra Bjergprædikenen fra Matthæusevangeliet som siger

    ” Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over dette, er af det onde”.

    For Jesus er tale, der ligger udover et ja og nej altså af det onde. For den unge Wittgenstein var tale udover hvad der var tilfældet – eller ikke tilfældet meningsløst. Det forekommer mig derfor, han var enig med Jesus udtrykt med den sidste sætning i Tractatus, at det man ikke kan tale, om dette må man tie.

    Kapitel 4 i Markusevangeliet i lignelsen om sædemanden afspejler tydeligt for mig, hvordan sprogets grænser træder frem ved citat af vers 26 til 29

    ”v2 Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; v27 han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan.v28 Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset.v29 Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.”

    Så for at forhindre, at vi mennesker løber storm mod sprogets grænser i vores forsøg på at forstå, hvad Guds rige er, må Jesus oversætte, hvad der ligger hinsides vor fatteevne til et sprog, der ligger indenfor sprogets grænser. Det gør han ved at tale i lignelser – i dette tilfælde i historien om sædemanden.

    For mig er Wittgensteins tankegang også afspejlet i den måde Paulus i Romerbrevet omtaler loven som synd, fordi den på en dobbelttydig måde gør os opmærksomme på, at nogle handlinger er syndige samt at synd leder til død. Dette kan loven kun, fordi den taler til os uden at løbe storm mod sprogets grænser, og dermed indenfor rammer, vi mennesker kan forstå. Og når loven er udformet i et sprog, som ligger indenfor sprogets grænser, er den ikke i stand til at udtale sig om Ånden, og bliver dermed selv syndig.

    Paulus skriver videre til Romerbrevets kapitel 8 kapitel vers 25 og 26.

    ”Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se?v25 Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.v26Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke,v27 og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje”.

    Vers 25 og 26 udtrykker altså, hvad der ligger ud over vort sprogs grænser at forstå. Derfor ved vi ikke, hvad vi skal bede om og Ånden, som både kan udtrykke sig indenfor og uden for sprogets grænser, må derfor gå i forbøn for os.

    Denne kommer så til disciplene på pinsedagen Apostlenes Gerninger kapitel 2 kap 1

    ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet v2 Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.v3 Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af de v4 Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.”

    Jeg har læst Kasper Støvrings storslåede fortolkning af TS Elliott igennem, og med nedenstående citat fra KS´s indlæg synes jeg selv denne nærmer sig de Bibelcitater jeg har fundet frem

    ”For pinsen er det forvandlingsøjeblik, hvor Guds fjerne skaberånd vågner i menneskeånden og blusser op i en tilstand af forklaret liv. Den strålende illumination og den nyvundne mening får da også sit rette teologiske udtryk som pinseild, som den åndelige dåb i ild. Ved pinsen kommer en ny og omvæltende erkendelse til gennembrud, som i kvartetterne understreges ved lyset, der dels symboliserer den ufaldne verden, dels den momentane erfaring af Gud i inkarnationen”

    Lad mig bruge udtræk fra citatet og anføre, at med forvandlingsøjeblikket bryder Ånden gennem sprogets grænser og den nyvundne mening udtrykkes dermed i et sprog, vi mennesker kan forstå.

    Wittgenstein eller TS Elliott. Jeg ønsker alle en forsinket god pinse

    Lars Bordal

  5. Af Ind i Katedralen | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/06/08/pinseilden-hos-t-s-eliot/ […]

Kommentarer er lukket.