Danskhed og kristendom

Af Kasper Støvring 55

I sidste uge udgav Jon Gissel en bog om kulturkampen mellem konservative og radikale i slutningen af 1800-tallet. Jeg anmeldte bogen her i avisen og skrev om det forhold, at radikalismen med Georg Brandes i front vandt denne kulturkamp med det resultat, at vi fik et tyvende århundrede præget af kulturradikalisme, socialisme og kommunisme – alle sammen positioner, der har været, om ikke fjendtligt, så dog kritisk stemte over for konservatisme, kristendom og nation. Af samme grund står modernisme, multikulturalisme og universalisme stærkt i den danske offentlighed. Sådan har det i hvert fald været længe.

 

I dag er vi derfor alle radikale, i hvert fald moderne, sådan mere eller mindre. Men konservatismen vil ud af det moderne, og det vil sige ud af det radikale frigørelsesprojekt, der afvikler traditioner, lægger kristendommen for had og tror på historisk fremskridt i en stadig bejaelse af det nye. Men uden nation og kristendom mangler vi et fælles værdigrundlag, mener Gissel, og jeg er langt hen ad vejen enig.

 

Især en bestemt drejning internt i konservatismen forekommer væsentlig – og jeg vil her knytte nogle supplerende kommentarer til min oprindelige anmeldelse. Efter 1900 blev konservatismen nationaliseret, som Gissel skriver, og derefter spillede kristendommen en langt mindre rolle, hvilket har varet helt frem til i dag, ifølge Gissel, hvis jeg ikke læser ham helt forkert.

 

Nationaliseringen skete under påvirkning af grundtvigiansk tankegods. Denne splittelse ses mellem historikerne Vilhelm la Cour og Johannes Steenstrup. Den sidste anså kristendommen som det vigtigste, akkurat ligesom Jon Gissel selv: Uden kristendom havner vi i materialisme, og vi risikerer at forgude nationen med katastrofale følger, sådan som det skete i mellemkrigstidens nazisme.

 

Gissel citerer Edmund Burke for udsagnet om, at hvis Gud mangler, vil tomrummet blive fyldt ud med ateisme, overtro og fanatisme. ”If you will not have God (and He is a jealous God), you should pay your respects to Hitler or Stalin”, kunne man sige med T.S. Eliots ord.

 

Jeg kan sagtens se tendensen – at konservatismen blev nationaliseret efter år 1900 – men det er nu ikke helt rigtigt, at den har varet frem til vores egen tid, i hvert fald er der markante undtagelser. For den måske mest betydningsfulde konservative skribent i efterkrigstiden, Søren Krarup, forsvarede eksplicit kristendommen før det nationale. Det nationale skulle holdes på plads af kristendommen for ikke at blive en slags religionserstatning. Med titlen på en af Krarups bøger: Kristendom og danskhed. I den rækkefølge.

 

De teologisk orienterede konservative forsvarede først og fremmest kristendommen, fordi den blev anset som livets mening og frihedens grundlag. Gissel er enig og har for nylig formuleret sit synspunkt i Berlingskes kronik, der også rummer en høflig polemik mod undertegnede.

 

Som jeg også skrev i min anmeldelse, er jeg dog ikke kritisk over for kristendommen, tværtimod, men jeg ser ikke nogen nødvendig forbindelse mellem kristendom og konservatisme. Og det er jeg ganske rigtig ikke ene om. Flere af dagens konservative røster er ikke kritiske over for kristendommen, men betoner snarere det nationales betydning i kampen mod kulturradikalismen (i bred forstand). Det gælder bl.a. Morten Uhrskov, Søren Hviid Pedersen og Eva Selsing, bare for at nævne nogle stykker.

 

Jeg tror, at det bl.a. har at gøre med følgende: Taget bogstavelig har kristendommen på mange – men ikke alle – måder større affinitet til radikalisme (som sådan) end til konservatisme. Her tænker jeg på, at kristendommen overskrider det nationale og er universalistisk: Den skal udbredes til alverdens folkeslag gennem missionsbefalingen. Kristendommen er også antiautoritær og systemkritisk, i hvert fald over for verdslige magter. Og mange af de centrale dogmer strider direkte imod konservatismen. Det gælder f.eks. inkarnationen, der så at sige nulstiller historien og traditionerne, for Kristus gør jo alt nyt og forkynder, at alt er forandret.

 

Men det gælder også sådan noget som det familieopløsende (det er vigtigere at følge Jesus end familien) og det utopiske (Gudsrigets nærhed) osv. Ja, jeg ved godt, at det netop ikke er en politisk utopi, men kristendommen kan bruges sådan, bl.a. derfor har revolutionære gennem historien haft forkærlighed for Kristi radikale budskab. Og det er vel ikke helt forkert at sige, at mange af folkekirkens præster har baggrund i Socialistisk Folkeparti – ”SF-præsterne” – og et nyere forskningsområde betoner bl.a. kristendommens indflydelse på etableringen af velfærdsstaten.

 

Der er ingen tvivl om, at kristendommen udgør en meget væsentlig del af dansk kultur, og derfor bør konservatismen naturligvis også være positivt stemt over for kristendommen, selv om kristendommen altså ikke altid er det over for konservatismen. Men måske skulle man til at tale om, at det nationale skal holde det kristne på plads, så SF-præsterne ikke skejer ud i verdensforbedrende universalisme og (selv)godhed.

 

Vi husker også, hvordan danske præster deltog i indvielsen af den nye stormoske i København, og vi husker ikke mindst, hvordan George Bush talte om ”a missionary zeal”, der gik ud på at skabe revolution Irak.

 

Den slags går ikke godt, dét er også en slags vildfaren idealitet, med Jakob Knudsens ord. Så måske danskhed og kristendom – i dén rækkefølge?

 

I min anmeldelse skrev jeg, at den aktuelle debat internt mellem konservative (og internt i borgerligheden mellem liberale og konservative), som altså kan føres tilbage til 1800-tallet, viser noget meget perspektivrigt om vores tid: For første gang i nyere Danmarkshistorie er det ikke interessant for de konservative at diskutere med radikalismen. Stadig nødvendigt – for radikalismen har endnu et godt tag i eliten – men ikke interessant.

 

 

 

Ps, Man kan i forbindelse med SF-kristnes aktivisme se denne debat mellem Niels Westy og Margrethe Auken om fattigdomsflygtninge fra Afrika. Underliggende ser vi det hyppigt genkommende kristne motiv: Vi skal tage imod alle, der har brug for vores hjælp, fordi det er en barmhjertighedsgestus (i stedet for at skabe tålelige forhold i flygtningenes hjemlande og i øvrigt fordele flygtningene blandt en lang række lande, ikke kun europæiske og kristne lande).

55 kommentarer RSS

  1. Af Erik Larsen

    -

    Ja, Hans Hansen, jeg skrev et indlæg, der viste min sympati 100% i det du skriver, men uvist hvorfor – kan du læse – blev jeg ikke “accepteret”! Det er ren, ren undertrykkelse af almindelige danske borgeres meninger.

  2. Af Erik Larsen

    -

    Jeg har så nu forstået, at b.dk (Kasper) finder, at der er NOGLE (Marie Due, Anders Thornvig Sørensen m.fl.) der GODT MÅ “kommunikere” og udveksle meninger med hinanden på bloggen. Men Hans Hansen og undertegnede må åbenbart ikke kommentere hinandens indlæg. Utroligt. Forklaring please.

  3. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    @ Erik Larsen

    Til oplysning har jeg også oplevet, at mine indlæg ikke kommer igennem, lige meget hvilken blog er der tale om. Det virker som tilfældige tekniske blokeringer, “spøgelser i maskinen”, der kommer og forsvinder igen, uden sammenhæng med indholdet. Derfor gemmer jeg ofte en tekstkopi af et indlæg, inden jeg sender det.

  4. Af Maria Due

    -

    Erik Larsen, som du kan læse den 28., er der også forsvundet et af mine indlæg. Det rammer i flæng, og sådan har det været i meget lang tid. Jeg er enig i, at det må være af teknisk art,.

  5. Af georg christensen

    -

    Så længe religøsitet og politik kun bygges på “illusioner”, og kun virker som “magtbegærligheder”, hvor enkelthedens LIVs berettigelse er underordnet i forhold til materialismens kultur fornemmelser, vil LIVET kun være i vejen og kun skabe brostenen på LIVs landevejen.,

    Danskhed og kristendom har intet med hinanden at gøre.

    Tro er ikke andet som et politisk magtbegærligt centrum, som kun er i stand til at virke så længe “illusionen” gives muligheden.

Kommentarer er lukket.