Pluralisme

Af Kasper Støvring 52

Debatten om relativisme har i den seneste tid gået nogle runder i Weekendavisen, alle gange med undertegnede som repræsentant for relativismen, der fremstilles som både eksotisk og umoralsk. Relativisme angår sære sager som enkebrænding og kannibalisme, og den tolererer stening, omskæring, koncentrationslejre og massevoldtægt, som politologen Heini Í Skorini skrev i WA den 27. juni, og den 11. juli tillægger Skorini mig det synspunkt, at ”enkebrændinger i Indien fortjener vores respekt”.

 

Det er helt forkert. Jeg har derimod ytret det stik modsatte: at enkebrændinger er afskyelige, barbariske og tilbagestående. Det kan man bl.a. læse i mit indlæg på Berlingske blog den 29. januar i år. Det burde Skorini også have gjort i stedet for blot at læse og gengive mine modparters genfremstilling af mine synspunkter. Mit anliggende er langt mere krævende end den blotte fordømmelse. For hvad stiller man op med ikke-liberale kulturer, der byder os imod, men hvis medlemmer ikke desto mindre bakker op om grundlæggende antagelser og praksisser i selvsamme kulturer?

 

Jeg vil i det følgende gengive mine tanker fra mit indlæg i Weekendavisen fra den 4. juli samt svare på nogle af Skorinis indvendinger.

 

Det synes som om, at jo uhyggeligere eksempler, der fremvises, jo stærkere antages det relativisme-kritiske argument at virke. Man kunne med samme ret – og samme uret – sige, at universalismen nødvendigvis gør sig skyldig i kolonialisme og imperialisme, i folkemord, racisme og undertrykkelse af hele kulturer. Men hvis man søger en lødig debat, bør man afstå fra at dæmonisere modparten.

 

Det er desværre blevet en del af retorikken hos en del kritikere af relativismen at mane en teaterdæmon frem, som man ganske let kan uddrive og således eksponere sig selv som et godt og anstændigt menneske. Således også Skorini: Jeg er anti-liberal, kan ikke fordømme andre kulturer, indespærrer andre folk i lukkede kulturelle enklaver, og mener at eliter har frit slag, så længe de bare henviser til kultur. ”Alt kan jo legitimeres med kultur, for ifølge kulturrelativisten er kulturen absolut”, skriver Skorini og røber dermed, at han kun har lært af modpartens fremstilling af relativismen. Og så går det galt.

 

Faktisk er det et problem at finde litteratur, der loyalt fremstiller relativismen. Det har jeg selv været ude for i forbindelse med min undervisning i moralfilosofi på universitetet. Skorini har nok læst en del af mine i øvrigt på mange måder kloge moddebattører som Katrine Winkel Holm, Christopher Arzrouni og Frederik Stjernfelt. Men det er altså ikke nok at læse dem, fordommene står i kø.

 

Relativisme som pluralisme

 

Relativisme er en plausibel doktrin, der i globaliseringens multikulturelle tidsalder er mere relevant end før, og den påstår på ingen måde, at alt er tilladt. Faktisk kan relativisme bedst anskues som en form for pluralisme, der også rummer antagelsen om en minimal form for universalisme. Det har jeg skrevet meget om her på min blog. I det følgende vil jeg gerne uddybe, hvad jeg forstår ved pluralisme.

 

Pluralisme er besindelsen på, at der nogle gange opstår værdikollisioner, der ikke kan løses gennem henvisning til én absolut målestok for godt og ondt. Ifølge pluralismen er det udtryk for dårlig moralsk dømmekraft at dømme om rigtig og forkert blot ved forlods at henvise til en absolut instans, og uden at man kender nærmere til det dilemma eller til den kultur, man vil dømme om.

 

Moralske overvejelser er ofte meget besværlige. Der er masser af hensyn at afbalancere mod hinanden, mange aspekter at kende til, og vi kender sjældent konsekvenserne af vores domfældelse og indgriben i fremmede kulturer. Problemet med universalister er ikke blot den intolerance, der kan udgå fra dem, men at de skaber utilsigtede negative konsekvenser, når de forsøger at forme andre i deres eget billede.

 

Det er bl.a. problemet med forsøget på at sprede liberalt demokrati i den arabiske verden. Universalismen har også medvirket til at skabe parallelsamfund i Vesten: Man har tilladt især muslimsk masseindvandring ud fra den forkerte formodning, at muslimer ønsker at blive en del af vores liberale – ”universelle” – kultur. I det første tilfælde har universalismen medvirket til at skabe borgerkrige og udrensninger i den arabiske verden, i det andet tilfælde har den medvirket til at skabe mistillid og fjendtligheder inden for de vestlige lande.

 

Absolutismen, hvad enten den smykker sig i oplysningsfilosofiens rationalistiske eller i kristendommens dogmatiske gevandter, er efter min mening ikke tilstrækkelig sensitiv over for denne verdens kulturelle mangfoldighed. Dertil kommer, at Skorini gør sig selv yderligere sårbar, når han omtaler de liberale menneskerettigheder og individet i et pseudo-religiøst sprog som ”helligt tempel” og taler om ”individets ukrænkelighed”. Til trods for, at han netop har afvist muligheden for at begrunde menneskerettighederne religiøst.

 

Skorini har dog ret i at gøre menneskerettighederne til at praktisk projekt, frem for et teoretisk, altså et projekt, hvor man baserer sig på historiske erfaringer snarere end abstrakte idealer. Det har jeg sagt i al beskedenhed også selv forsøgt. Og jeg synes ikke, at det lykkes for Skorini. Der er kun besværgelsen tilbage.

 

Tyk og tynd

 

Alt er heller ikke tilladt, ifølge pluralismen, for der findes objektive goder, som alle kulturers moralsystemer må anerkende, hvis man overhovedet skal kunne identificere dem som moralsystemer. Det er de såkaldt konstitutive træk ved moraliteten. I en meget minimal, ”tynd” og kulturuafhængig formulering er individets frihed eller ”ukrænkelighed”, som Skorini skriver om, sådan et gode, der eksisterer på linje med andre goder.

 

Værdier har tykke, kulturelle betydninger, såvel som tynde, universelle betydninger. I artiklen ”Partikularisme”, som jeg publicerede tilbage i 2009 (i tidsskriftet NOMOS) skrev jeg om den amerikanske filosof Michael Walzer, der påpeget, at det menneskelige samfund er universelt, fordi det er menneskeligt, men partikulært, fordi det er et samfund. Jeg er konsistent i dette synspunkt, og så sent som tidligere på året gentog jeg denne opfattelse i et par artikler i det idehistoriske tidsskrift Slagmark (Skorini har altså ikke presset mig til at ”nuancere” min position i WA).

 

Sagen er nu bare, at forskellige kulturer kan rangordne de universelle goder forskelligt, hvilket er betydningen af pluralisme forstået som relativisme. Så på et abstrakt plan er individets frihed en grundlæggende universel værdi. Men der er i så fald 1) flere grundlæggende værdier; 2) de fortolkes partikulært og er i praksis relative; 3) de kommer ofte i konflikt med hinanden; og 4) forskellige kulturer rangordner værdier forskelligt. De fleste af klodens kulturer vil således tilkende en underordnet plads til individuel frihed, når den kolliderer med hensynet til kollektivet (staten, nationen, familien, klanen eller den religiøse menighed).

 

Pluralismen anerkender altså, at nogle udsagn er ikke-relativistisk sande. Det gælder f.eks. udsagnet: ”Individet er moralsk betydningsfuldt”. Men det udsagn er en minimal, svag formulering, der også ville kunne anerkendes i kollektivistiske kulturer. Individuel frihed kan betones forskelligt, men alle systemer må finde plads til dette gode. Det samme gælder for et gode som f.eks. kollektivet.

 

Men pluralismen er også relativistisk. For nogle udsagn er kun sande i enkelte, partikulære kulturer. Eller sagt på en anden måde: Visse udsagn er moralsk rigtige i nogle kulturer, men forkerte i andre. Det gælder f.eks. dette udsagn om ytringsfrihed: ”Man bør ikke ytre sig kritisk, hvis der er risiko for at underminere tilliden til myndighederne eller skabe fjendtlighed mellem befolkningsgrupper.” Det udsagn er f.eks. sandt i en række asiatiske kulturer, der har særdeles snævre grænser for ytringsfrihed og liberalt demokrati i det hele taget. Det forhindrer naturligvis ikke, at man også her kan leve ”det gode liv”.

 

I Singapore udtrykker borgerne en høj grad af tilfredshed med livet, og i Kina er der en meget stor opbakning til autokratiet (begge dele er målt af uafhængige forskningsinstitutioner). Men værdier omkring kollektivet, autoritet, disciplin, hierarki og orden rangerer her højere end de værdier omkring dissens, individualisme og sekularisme, som vi prioriterer højest i Vesten. De værdier, der er vigtigst i Vesten, er faktisk de mindst vigtige på verdensplan. Men det forekommer alligevel urimeligt at dømme andre, ikke-vestlige kulturer umoralske.

 

Når vi ser på andre kulturer, har vi det med at bedømme dem ud fra vores egen målestok og projicere vores værdier over på dem. Under ”det arabiske forår” kunne man i revolutionens indledende fase øjeblikkelig få øje på universelle, minimale værdier, som demonstranterne bekendte sig til. ”Frihed fra diktatur og undertrykkelse”, lød det f.eks. fra Tahrirpladsen. Men disse tynde, universelle værdier var også indlejrede i tykke, kulturelle værdisystemer. For langt de fleste af de mennesker, der forståelig nok påberåbte sig frihed, ønskede samtidig islamisme. De ønskede ikke pakken med individualisme, sekularisme og liberalt demokrati, altså den partikulære, vestlige kultur.

 

Så når en syrisk flygtning i Istanbul betror sig til Heini Í Skorini med ordene: ”Aahh! I like human right”, hvad mener han så dybest set? Det forekommer mig, at universalister omgås det hermeneutiske problem med utrolig megen naivitet. For hvordan fortolkes idealet om individets ukrænkelighed, af hvem, hvornår og med hvilke interesser og på grundlag af hvilke fordomme (ubevidste antagelser)?

 

Pluralisme er imidlertid ikke en radikal relativisme, for radikal relativisme er en falsk doktrin. Der er grænser for, hvad der overhovedet kan gælde for moralitet. Der eksisterer visse universelle træk, som hører med til selve det at være menneske. Nogle af disse træk udgør en del af menneskets natur (behovet for føde, klæder og bolig), nogle er endda biologiske (tænk på incesttabuet), andre er psykologiske (behovet for sikkerhed), og atter andre har en mere metafysisk karakter (behovet for mening). De er altså en art ontologiske eksistentialer. Pointen er, at kulturer der ser bort fra disse træk, vil næppe kunne opretholde sig selv.

 

Disse fællesmenneskelige betingelser for moralitet begrænser altså mængden og omfanget af forskellige moralsystemer, men der efterlades stadig et stort rum for substantiel og uløselig uenighed om afgørende værdispørgsmål.

 

Kritik og tolerance

 

Hvordan kritiserer vi så det, vi ikke kan tolerere? Ja, nogle gange tager mennesker jo bare fejl, andre gange er der tale om undertrykkelse uden nogen som helst folkelig-kulturel fundering, og så sker det jo også, at mennesker ganske enkelt handler umoralsk. Med andre ord: Noget er ikke moralsk rigtig blot ved at være gældende.

 

Vi kan kritisere andre kulturer ved at henvise til disse forhold eller ved at appellere til værdier, der allerede gør sig gældende i de kulturer, vi ønsker at kritisere. Ved at påpege selvmodsigelser eller manglende konsekvens foretager vi en kritik indefra med det formål at få andre til at ændre deres praksis. På den måde gør vi os ikke skyldige i et forsøg på at påtvinge andre vores egne værdier, som vi ikke kan begrunde over for dem.

 

Kulturer er i hovedreglen stabile, ikke statiske; homogene, men ikke uden subkulturer. Hvordan når vi frem til moralske normer om indblanding/ikke-indblanding? Ja, det er i høj grad en dialogisk proces. Kulturer ændrer sig og er åbne for påvirkninger udefra. Men det sker langsomt og kun de udefrakommende elementer, der lader sig indpasse i det forhåndenværende kulturelle system, bliver virkelige, dvs. til praksis, men de bliver også i den proces forandret, tilpasset den nye kontekst.

 

Skorini skriver om det, han kalder min romantiske naivitet, som skulle bestå i, at jeg mener, at det gode overlever og det dårlige med tiden bliver sorteret fra. ”Hvis en kulturs kvalitet udelukkende består i dens overlevelsespotentiale og antal efterfølgere, så bliver det komplet umuligt at vurdere en kulturs normative værdi for det enkelte individ”, skriver Skorini. Igen ser man her en skærpelse af mit synspunkt i indførelsen af glosen ”udelukkende”.

 

Mit synspunkt er, at evolutionisme er en meget god forklaring på, hvordan moralitet opstår og gradvis ændres. Moral tilpasses behovene, og moral har et konstruktivt islæt: Den skal virke. Der er forskel på kommunisme og islamisme, for nu at tage to eksempler. Den første havde ingen folkelig-kulturel forankring og brød sammen nærmest fra den ene dag til den anden, den var et eksperiment, en ideologi, og overbeviste kommunister kunne også – fra den ene dag til den anden – blive liberaldemokrater. Det havde nemlig intet med dybereliggende identitet at gøre.

 

Man kan næppe forestille sig det samme med en muslim. Ja, det modsatte sker jo rent faktisk: Når despotiet styrtes, gives der plads til genbekræftelse af islamismen. Derfor var og er de mange paralleller til Murens fald under det arabiske forår så forkerte (at såkaldte eksperter flittigt brugte parallellen gør ikke sagen bedre).

 

Skorini spørger også til, om undertrykkelse med folkelig forankring er ok. Derom har jeg netop skrevet i forbindelse med Singapore, som man kan læse her.

 

Ude og hjemme

 

Pluralismen medfører tolerance og måske endda respekt for verdens kulturelle mangfoldighed, men den indebærer ikke nødvendigvis multikulturalisme inden for én stat. Som jeg plejer at formulere det: Vi bør være multikulturelle ude, men nationale hjemme. Som jeg ser det, er det nemlig afgørende, at vi værner om vores liberale kultur med hævdvundne goder som ytringsfrihed, ligestilling mellem mænd og kvinder og beskyttelse af seksuelle og religiøse mindretal.

 

Det bliver faktisk vigtigere dag for dag i en tid med voldsomt jødehad, drab på ”vestliggjorte” arabiske kvinder, trusler mod islamkritiske forfattere og en stadig stigende opbakning til indførelse af sharia i Vesten.

 

Alt dette er abstrakt formuleret, men den konkrete virkelighed er som bekendt altings prøve. På min blog forsøger jeg derfor at forstå særlige kulturer – i bl.a. Rusland, Kina, Singapore, Indien, Egypten og Tyrkiet – på baggrund af den her skitserede pluralisme. Det pædagogiske aspekt af mit arbejde består i at vise, at ortodoks, konfuciansk, hinduistisk og muslimsk kultur er andet og mere end et orgie af stening, omskæring, undertrykkelse, homofobi og massevoldtægt. Kulturer, der i en meget lang årrække har givet mening til millioner af menneskers liv, rummer altid også beundringsværdige ting.

 

52 kommentarer RSS

  1. Af Hans Hansen

    -

    Kasper Støvring har jo vist – eksempelvis med Kina og Singapore – at vi lever i en tid, hvor autoritære styreformer (med kapitalisme og markedsøkonomi) tilsyneladende er bedre tilpassede og har mere succes end demokratiske styreformer.

    ———

    Niels. Du ved jo udmærket, at Danmark på en og samme tid er et kapitalistisk repræsentativt demokrati. Alle demokratier er kapitalistiske. Årsagen er naturligvis at kapitalismen er bedre til at tilpasse sig end ren socialisme. Selv Kina er i dag kapitalistisk socialisme, men Kina er befolknings størrelsen taget i betragtning stadig et udviklingsland. Det giver stor vækstpotentiale, men kun indtil en vis grænse. Når den bliver nået, så begynder det at gå langsommere. Det er allerede så småt begyndt.

    Kinas overklasse er dog på flere områder opfindsomme. Hvis ikke man belønner det, så vil de pågældende finde andre græsgange. Cuba’s socialistiske diktatur har netop det problem. For at holde på intelligens reserven, truer man deres familier så de ikke hopper af. Cuba har eksempelvis uddannet meget dygtige læger.

    Det er jo tydeligt Niels, at du helt grundlæggende misforstår forskellen på kapitalistisk markedsøkonomi og diktatorisk styreform.

  2. Af Afskaf krænkelsesparagrafferne | Kulturkamp

    -

    […] sine medlemmer adskillige goder. Det har jeg ofte skrevet om, bl.a. i dette indlæg og i et senere indlæg, der diskuterer nogle af […]

Kommentarer er lukket.