Geertsen, Grundtvig og det særlige ved Danmark

Af Kasper Støvring 89

 

Venstres integrationsordfører Martin Geertsen foreslog for et par uger siden, at man nedskrev en ”værdi-kanon”, så udlændinge ved, hvad der kræves for at være danskere. Blandt værdierne nævnte han demokrati, ligestilling, religionsfrihed og ytringsfrihed. Alt sammen gode værdier, synes vi her i landet, men jo ikke specielt danske. Der er ingen kultur i Venstremandens kanon, intet partikulært nationalt.

 

Det er svært at se, hvordan udlændinge bliver danskere af at bekende sig til disse abstrakte værdier, der gør fordring på at være universelle. Og disse fine værdier kan slet ikke binde et samfund sammen. Limen er ikke stærk nok.

 

Geertsen har siden af gode grunde måtte lægge ryg til kritik for sit lidt naive synspunkt, og jeg har selv i en Perspektivklumme skrevet om det konkrete, kulturelle, partikulære – om det nationales særegenhed, der bl.a. viser sig i vores sangskat. Og en af vores mest skattede Danmarkssange skal det netop handle om her.

 

Vi holder af vores eget, fordi det er vores, ikke fordi det objektivt er det bedste. Danmark er ikke et universelt forbillede, og danske værdier er ikke nogle, som alle andre nødvendigvis efterstræber. Det udtrykker Grundtvig meget godt i sangen ”Lang højere bjerge” fra 1820. Andre nationer har højere bakker, klogere mennesker og udført større bedrifter, men ”dansken har hjemme, hvor bøgene gro.” Og at føle sig hjemme, det er sagen! Man kan jo sagtens føle sig fremmed i Danmark selv om man officielt bekender sig til demokrati. Men hvad vil det sige at høre hjemme?

 

Jeg så forleden en dokumentarfilm om en afghansk kvinde, der var flygtet til Danmark, og på en rejse hjem til Afghanistan så hun bjergene uden for flyruden og fik straks en klump i halsen. Det var hendes land, hjertet bar en længsel efter forening med dette hjemland. Landskabet var en følelse, de golde bjerge var smukke sindbilleder.

 

Jeg er ikke tvivl om, at man har højere bjerge i Afghanistan (om man så også har klogere mennesker, skal jeg ikke kunne sige). Men den afghanske kvinde havde netop den samme følelse for sit særlige land, som vi danskere har for Danmark. Vi synes, at Danmark er flottest, mest yndigt, som det hedder i vores nationalsang, men afghaneren synes det samme om sit land, selv om vi måske kan have svært ved at forstå det. Som jeg har citeret Thurø-præsten Thomas Aallmann for at sige: Vi holder ikke af Danmark, fordi det er et yndigt land; Danmark er derimod et yndigt land, fordi vi holder af det. Fædrelandskærlighed er ikke bestemt af objektive kendsgerninger, men af subjektive følelser.

 

Lad os se på Grundtvigs sang, som må være en af de mest betydningsfulde nationale sange herhjemme. At studere denne sang giver et godt indblik i vores nationalkarakter.

 

 

Langt højere bjerge så vide på jord
man har, end hvor bjerg kun er bakke;
men gerne med slette og grøn-høj i nord
vi dannemænd tager til takke;
vi er ikke skabte til højhed og blæst,
ved jorden at blive, det tjener os bedst!

Langt kønnere egne, vil gerne vi tro,
kan fremmede udenlands finde,
men dansken har hjemme, hvor bøgene gro
ved strand ved den favre kær-minde,
og dejligst vi finder, ved vugge og grav,
den blommede mark i det bølgende hav!

Langt større bedrifter, for ære og sold,
måske så udlænding man øve,
omsonst dog ej dannemænd førte i skjold,
med hjerterne, løve ved løve;
lad ørne kun rives om jorderigs bold!
vi bytter ej banner, vi skifter ej skjold!

Langt klogere folk er der sagtens om land,
end her, mellem bælter og sunde,
til hus-behov dog vi har vid og forstand,
vi vil os til guder ej grunde,
og brænder kun hjertet for sandhed og ret,
skal tiden nok vise; vi tænkte ej slet!

Langt højere, ædlere, finere sprog
skal findes på fremmedes tunge,
om højhed og dejlighed dannemænd dog
med sandhed kan tale og sjunge;
og træffer vort modersmål ej på et hår,
det smelter dog mere, end fremmedes slår!

Langt mere af malmen: så hvid og så rød,
fik andre i bjerg, og i bytte,
hos danske dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte,
og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt.

 

 

Først formen. Sangen er i seks strofer, oprindelig otte, hvor de to sidste hyldede kong Fredrik den 6. Hver strofe har den struktur, at der i de to første verslinjer udtrykkes en beskeden dansk nationalfølelse, i og med at Danmark sammenlignes med andre nationer.

 

Om disse nationer hører vi da, at de har højere bjerge, kønnere egne, har præsteret større bedrifter, har klogere folk, finere sprog, og mere malm, dvs. mere materiel rigdom. I sammenligning med disse er Danmark en beskeden nation, og de sidste fire verslinjer viser så, at denne beskedenhed baner vej til det modsatte, til en hyldest til verdens bedste land (for os), en hyldest etableret gennem modsætningerne mellem nationerne og markeret enten ved brugen af konjunktionen ”men” eller adverbiet ”dog”.

 

Hvordan ser Danmark så ud? Det ser vi i de to første strofer. Danmarks landskab er præget af bakker, sletter, grønhøje, bøgetræer, strand, blomstermarker, hav, bælter og sunde.

 

Hvordan ser danskerne så ud? Det får vi at vide i de følgende to strofer. Danskeren er jordbunden, hjertelig, modig, har praktisk fornuft og retfærdighedssans, er sandhedssøgende og villig til at dele sine goder med andre (sidste strofe).

 

Hvilket billede af det gode liv fremviser Grundtvig for os? Det er et liv i sandhed og for ret, et jordbundet liv i troskab med den skabte verden, et liv præget af hjemhørighed, naturforbundenhed, mådehold, sprogkærlighed og et liv, hvor de basale behov er opfyldte.

 

Det er en sang, der har delt vandene. Men den forekommer mig at ramme dansk nationalkarakter på en meget fin måde, og jeg kan virkelig godt lide den.

 

Strofe et med dens ”ved jorden at blive, det tjener os bedst!” viser, som bl.a. Søren Krarup har været inde på, at der ikke er noget oppustet over nationalfølelsen, men derimod en troskab mod de givne vilkår, en stilfærdig, nøjsom eksistens i al sin begrænsning, men også rigdom.

 

Det står i modsætning til den mere politisk dikterede, aggressive, selvhævdende og radikale tyske, franske og engelske nationale identiet. Tænk på Britannia Rule the Waves, Deutschland über alles og den franske Marsellaise med dens appel til borgerne om at gribe til våben.

 

Man kan også fremhæve strofe fire med dens ”til husbehov dog vi har vid og forstand, / vi vil os til guder ej grunde”. Det står i modsætning til de spekulative utopister i andre lande, de ”kloge” folk, og man finder også her kristendommens tale om mennesket, der er stedt på en særlig plads på jorden, ikke som barn af menneskeheden, men af folket. Strofen vender sig også imod tom idealisme med dens idealer om verdensforbedring, hvor den partikulære virkelighed svigtes.

 

Og så er der endelig de berømte afsluttende verslinjer i strofe seks: ”og da har i rigdom vi drevet det vidt, / når få har for meget og færre for lidt.” Det kan citeres som – og har naturligvis været citeret som – legitimering af velfærdsstaten. Men jeg tror, at man går fejl ved at fokusere på de politiske og materielle aspekter af udsagnet.

 

Det handler derimod om et folk, der lever i gensidighed, om mennesker, der gerne vil dele deres goder, fordi de føler sig forbundet med hinanden i en fælles kultur. Sangen er et fint udtryk for solidaritet og national loyalitet, slet ikke for noget behandlersamfund; det kan snarere lignes med den ansvarlige familie, der hjælper de svage og ikke praler med sin rigdom. Det er ikke udtryk for lighedsmageri eller en politisk-marxistisk ideologi.

 

Man skal også huske på, at Grundtvig var kritisk over for landalmuen og ideer om velfærdsprojekter, ligesom byarbejdere også bød ham imod. Altså samfundsklasser der er organiseret i politisk-ideologiske interessefællesskaber med indskrænkede og midlertidige mål – i modsætning til folket. Grundtvigs ideal var i højere grad den selvejende, frie bondestand.

 

Og de sidste to vers, der siden er faldet ud? De rummer såmænd en hyldest til kongen, til verdens ældste monarki; godt nok hører man i andre lande, at folket roser deres herskere i højere, mere eksalterede vendinger. Men Grundtvig tvivler på, om man nu også kan stole på denne ros. Nej, dansken synger derimod ægte, men stilfærdigt om kongen som en due! Man kommer her i tanke om anekdoten om kong Frederik den 4., der havde besøg af den russiske tsar Peter den Store. Sidstnævnte spurgte den danske konge, hvorfor han ikke havde livvagter med, når de red rundt blandt folk i København. Kongen svarede: Folket passer på mig.

 

Dermed er der også sagt noget om danskernes tillidsfulde forhold til deres myndigheder.

 

89 kommentarer RSS

  1. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Jeg har lige sendt et indlæg, som forsvandt. Ligger det i filteret?

    Her er et link til det digt af Ingemann, som jeg citerede fra for Niels Poulsen, der ikke er klar over, hvor meget pathos danske digte fra 1700-tallet og senere kan indeholde.

    nomos-dk.dk/skraep/1807_1848/ingemann4.html

    Jesper Lund, du kan åbenbart ikke læse indenad og forstå en tekst, vil bare have ret. Det virker helt muslimsk, og du har ikke ret.

  2. Af Jesper Lund

    -

    Rasmus Vestergaard

    “Jesper Lund, du kan åbenbart ikke læse indenad og forstå en tekst, vil bare have ret. Det virker helt muslimsk, og du har ikke ret.”

    Der er godt nok ikke megen argumentation i dette udsagn. Du bedes forklare mig, hvordan du når frem til din fortolkning af JP’s leder som værende en bekræftelse af at “om føje år er det løst”.

  3. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Niels Poulsen.

    “Ode til glæden” handler om, at alle mennesker står lige overfor Guds domstol.

    Grundtvig ville næppe have været uenig.

  4. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Preben “fædrelandet først” Jensen,

    Som sædvanlig behøves man ikke at kommentere dit indlæg.

    …….Ups. Bortset fra, at kommer der en ny borgerlig regering, vil de sociale ydelser selvfølgelig blive sat i vejret, og der vil blive pumpet milliarder i sundhedssektoren, og alligevel skal vi danskere ikke være for nøjeregnende med at betale skat.

    SKØNT.

  5. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Jesper Lund, jeg ønsker ikke at bidrage til, at debatten afspores. Du har også forsøgt i antisemitisk retning. Svarene findes i lederen, og alene det at skrive den er et stort skridt i den rigtige retning for os, der ønsker ladeporten smækket i og helst ser en del trafik den modsatte vej af snyltere, der aldrig ydede noget til fælles bedste og aldrig sagde eller gjorde noget, der viste taknemmelighed over den hånd, der blev rakt dem men i stedet foragtede den.

  6. Af Niels Poulsen

    -

    @Anders Kirkegaard Jakobsen

    Schillers digt fremmaner en tvivlsom universalistisk forestilling om, at alle mennesker er brødre, og at nation og national kultur derfor må være noget underordnet. Slå dagens avis op og konstater, at mennesker ikke slås for abstrakte idealer, men for nation og national kultur.

    I øvrigt er det mig stadig en gåde, hvordan du kan få nationalromantikeren Grundtvig, som om nogen har dyrket det specifikt nordiske til at repræsentere fælles europæiske værdier. Men sådan er der så meget.

    @Rasmus Vestergaard

    ”og det får mange af os til at længes efter mere iltrige luftlag”

    Nu er det iltrigeste luftlag faktisk det, der er tættest på jorden. Man skal jo have iltmaske på, hvis man befinder sig på toppen af Mount Everest, og muligvis også når man hører EU’s hymne.

    Jeg kan ikke se, hvad der er i vejen med den strofe, som du citerer af Ingemann. Jeg kommer til at tænke på Burkes forestilling om, at nationen er en samfundspagt indgået mellem de levende, de døde og de endnu ikke fødte. Slægten, jorden og historiske begivenheder. Det er konkrete ting, i modsætning til Schillers abstrakte. Det giver dyb mening for mig.

    Det var forkert af mig at bruge ordet svulstigt om Schillers digt. Højstemt er mere korrekt. Og jeg kan da også godt lade mig rive med af universalistiske følelser. Jeg forstår f.eks. godt, at de generationer, som var børn og unge under og efter henholdsvis 1. og 2. Verdenskrig, havde en drøm om en forenet verden og menneskehed. I dag lever vi bare i en anden virkelighed, hvor der synes at være et meget stort behov for, at borgernes forhold til nationen og den nationale kultur inderliggøres. Jeg synes, at det moderne menneske har lidt et næsten fatalt identitetstab. Vi er jo alle skrupforvirrede over så simple spørgsmål som, hvem vi er, og hvilke værdier vi har. Det er tegn på en svag kultur.

    Når jeg læser mine tidligere kommentarer i tråden, bliver jeg pinligt berørt over alle de fejl, jeg laver. Jeg skriver frontiers, hvor jeg burde skrive frontiersmen, cowboys, hvor jeg burde skrive nybyggere, og velfærdssamfund, hvor jeg burde skrive velfærdsstat. Jeg tror, at jeg vil holde kaje.

  7. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Niels Poulsen.

    Grundtvig er barn af en fælleseuropæisk arv: De idealer han fremhæver, beskedenhed, jordbundethed og villighed til at hjælpe andre mennesker (og så videre) er IKKE noget specifikt dansk.

    I hans samtid forbandt han dem med almen europæiske nationalromantiske følelser, der var specifikke for stort set ethvert europæisk land på det tidspunkt.

    At du betvivler, at “Ode an die Freude” IKKE handler om den samlede menneskeheds ståen overfor Guds domstol, ja det må stå for egen regning.

    Enhver der kan tysk må da forstå denne i særdeleshed religiøse tekst: alle mennesker er brødre overfor Guds domstol.

    Men selvfølgelig: DANSKHEDEN er fortolkningsnøglen, der afkoder det religiøse til noget partikulært, men det er IKKE meningen med “Ode an der Freude”.

  8. Af Preben Jensen

    -

    A K Jacobsen…….

    Alle mennesker er brødre? Gælder det også de forbrydere som i Nordirak myrder løs på sagesløse mænd, kvinder og børn, ved at korsfæste dem, ved at skære halsen over på dem, ved at begrave dem levende, ved at tæske dem ihjel med køller, ved at lade dem indebrænde osv. (vist af den korte avis på flere film)

    Overfor Guds domstol? Bliver de til brødre ved at komme for Guds domstol. Mon ikke de snarere forbliver mordere og krapyl?

    Stalin talte også om brødre og søstre. Hvorefter han fik statsapparatet til at myrde og terrorisere millioner af uskyldige “brødre og søstre”.

    Stalin var i sandhed ingen bror eller landsfader, men et hjerteløst monster. Hvis der er en højere retfærdighed til, steger han nok i helvede til evig tid.

  9. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Niels Poulsen.

    Den danske ordbog forklarer ”iltfattig” med ”beklumret og indelukket pga. dårlig ventilation”, og det dækker præcis hvad jeg mener. Jeg er fuldt klar over, at ”Langt højere bjerge” handler om noget, der føles dejligt, trygt og godt for mange, jeg opponerer blot imod at tro, at alle har det på præcis samme måde og er dødtræt af at høre journalister og DF’ere udbrede sig om, hvad danskerne synes og mener.

    ”Vi er jo alle skrupforvirrede over så simple spørgsmål som, hvem vi er, og hvilke værdier vi har. Det er tegn på en svag kultur.”

    Jeg er ikke spor forvirret, jeg har altid vidst, hvem jeg er, og jeg undrer mig, når folk udbreder sig om, at de leder efter deres identitet, som de udtrykker det, nogen mener endda at kunne købe den hos en stylist Identitet er jo ikke noget, man finder, men noget man fik med hjemmefra og udvikler henad vejen i samspil med andre og ud fra de oplevelser og den modgang, som vi hver især må tackle.

    Genforskerne har sikkert også ret i, at meget ligger i os fra starten, og at det er mere, end vi umiddelbart er parate til at acceptere. Fra den kant kommer vi til at få nogle politisk ukorrekte meldinger i de kommende år, tror jeg.

    Du har ret i, at du skriver mange underlige ting, og at du udnævnte junkeren over den alle til liberal var noget af det mest spøjse. Men det er da også sjovt, at du kalder Grundtvig for nationalromantiker, for han var en af deres hårde kritikere.

    Det er ligeledes lidt komisk, at de høje herrer og damer i Bruxelles valgte et kristent digt af en frimurer i en international bevægelse som signatur til deres projekt, for ved andre lejligheder ligger det mere end tungt med frivilligt at kreditere kristendommen for selv det mest indlysende.

  10. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt undlod Grundtvig selv at stemme hverken for eller mod Grundloven af 1849, så egentlig lidt underligt, at netop Grundtvig altid nævnes som det helt store Grundlovs ikon 🙂

  11. Af Jesper Lund

    -

    Rasmus Vestergaard

    “Jesper Lund, jeg ønsker ikke at bidrage til, at debatten afspores. Du har også forsøgt i antisemitisk retning.”

    Du evner jo ikke seriøst at argumentere for din holdning. I stedet for kommer du en besynderlig påstand: “Du har også forsøgt i antisemitisk retning.”??? Du må have en mærkelig måde at “læse mellem linierne” på.

  12. Af Niels Poulsen

    -

    @Rasmus Vestergaard

    “Jeg er ikke spor forvirret, jeg har altid vidst, hvem jeg er …”

    Ja, men nu er verden større end dig, selvom det nok kommer bag på dig. Hvis den danske nation var en person, så havde personen store identitetsproblemer. Hvorfor har vi ellers hele tiden disse diskussioner, om hvad danskhed og danske værdier er, hvor folk er rygende uenige?

    “og at du udnævnte junkeren over den alle til liberal var noget af det mest spøjse”

    Hvis du med junkeren mener Bismarck, så skrev jeg udtrykkeligt, at han var konservativ. Tjek selv. Og tænk engang: Han anses for at være grundlæggeren af velfærdsstaten.

    Hvad angår Grundtvig, så var det i hvert fald i den første del af hans forfatterskab hans mål at genrejse nationen gennem de nordiske myter. Hvis det ikke er udtryk for nationalromantik, så ved jeg ikke hvad.

    “Det er ligeledes lidt komisk, at de høje herrer og damer i Bruxelles valgte et kristent digt af en frimurer i en international bevægelse som signatur til deres projekt, for ved andre lejligheder ligger det mere end tungt med frivilligt at kreditere kristendommen for selv det mest indlysende.”

    Det må du tale med Anders Kirkegaard Jakobsen om, for det er hans påstand, at Schillers digt skulle være et traditionelt kristent digt, og ikke min.

    Schillers digt opfattes traditionelt som en vision om menneskehedens forbrødring. Glædens magi skal genforene, hvad skikke strengt adskilte. Det gav mening i det europæiske samarbejdes begyndelse, hvor de to tidligere ærkefjender Frankrig og Tyskland blev forbrødrede. Men det giver ikke så meget mening mht. EU’s udvidelseproces med Ukraine i vor tid.

  13. Af Kasper Støvring

    -

    Niels Poulsen:

    Når man som konservativ bør være imod velfærdsstaten, er det dels fordi, den er blevet alt for stor – som du også selv siger – dels fordi konservative har blik for samfundshelheden, det folkelige-nationale, ikke blot for politiske særinteresser eller en specifik klassesolidaritet. Så man kan godt sige, at ”velfærdsstaten” er et slags konservative projekt, og jeg mener selv, at solidaritet er en positiv ting, men det kan hurtigt udvikle sig, og det har også udviklet sig til, noget helt andet – som både nationale og konservative bør være kritiske over for. Sådan som Grundtvig også var i sin foregribelse af de ideologiske udskridninger, som velfærd ville føre til.

    Anders Kirkegård: ” De egenskaber som Støvring får ud af Grundtvig, det for ham så vigtige partikulære, er FÆLLES EUROPÆISKE HUMANISTISKE IDEALER.”

    Jamen, jeg viser jo netop, hvordan den nationale selvforståelse afviger fra andre lande. At der bag sangen, og i enkeltheder, ligger almene menneskelige tilskyndelser, kan da ikke overraske. Som om danskerne havde en helt anden menneskenatur. Det afgørende er, at hvordan den danske nationalfølelse bliver særlig, dvs. hvordan kombinationen og ”udvælgelsen” (det sker ikke helt bevidst) af universalier skaber noget specifikt.

    I øvrigt er Niels Poulsen den bedste tekstlæser af forskellige hymner her i kommentartråden. Jeg er helt enig med ham.

    Rasmus Vestergaard: ” Men det er da også sjovt, at du kalder Grundtvig for nationalromantiker, for han var en af deres hårde kritikere.”

    Cirka fra og med ”De Levendes Land” i 1824 var Grundtvig kritisk over for de romantiske digtere, altså forsøget på i digtningen at skabe den helhed og harmoni, som kun Gud kan tilvejebringe. Men Grundtvig var naturligvis selv en romantiker og i politiske sammenhænge klart nationalromantiker – i modsætning til fx den franske republikanske nationsforståelse, et modsætningsforhold som jo faktisk også er temaet i mit blogindlæg – jf. min kommentar til Anders Kirkegård.

  14. Af Elisabeth Stoltz

    -

    Denne hyldest til middelmådighed og ikke-stræben er det mest rædselsfulde, Grundtvig har præsteret. Hvis denne middelmådige ‘prægtighed’ skulle danne grundlag for en beskrivelse af den danske nationalkarakter, må jeg bare sige: Gud nåde og trøste os.

  15. Af Hans Hansen

    -

    Støvring.

    Diskussionen om værdikanonen handler ikke så meget om befolkningen behov end om politikernes. Man er fra befolkningens side heller ikke specielt interesseret i Grundtvig m.f..

    Det som der først og fremmest anses for betydningsfuldt er politikernes manglende pragmatisme. Befolkningen fokuserer på de jordnære ting i hverdagen, ikke så meget på alverdens filosofer.

    Man oplever et generelt skel mellem befolkningen og deres såkaldte repræsentanter. At politikerne har brug for at få udpenslet en grundlæggende respekt for befolkningen.

    Gang på gang hører man politikere der omtaler befolkningen nedladende. Populisme som beskrevet. Befolkningen synes ikke politikerne varetager befolkningens interesser. Man opfatter de varetager egne ideologiske. At de som ide-politikere er så forbandet kloge.

    Det er de bare ikke. Politikerne er stort set en flok egalitarister med elitære tendenser, baseret på teoretisk ideologisk uddannelse. Hvis ikke et befolkningsflertal er enige med politikernes individuelle officielle holdninger, så er de en flok ondskabsfulde populister.

    Derfor er der brug for at opdatere politikerne IHT virkeligheden. En værdi kanon kan hjælpe dem, eller om nødvendigt medvirke til at tvinge dem, til at tage befolkningen alvorligt.

    Prøv at høre. Noget så enkelt kan være Radikale Venstres Liv Holm Andersen, der lyver om en bestået mastergrad. Hvad er formålet med det, andet end at fremstå bedre end hun er?

    Tjek politikernes CV ud, og du VIL opleve deres manglende referencer. Politikerne kan ikke hamle op imod befolkningens generelle pragmatiske værdipolitiske dagligdags opfattelse. De har hverken forudsætningerne eller erfaringen. De er derimod mere eller mindre hjernevaskede med deres partiers ideologier, og underbemande hvad uddannelse og erhvervserfaring angår.

    Det er her det hele kikser. Det er her en værdikanon kan opdatere politikerne. Hvor mange praktiske hverdags eksempler vil du have Støvring? Bare fyr løs. Geertsen er for så vidt blot en budbringer.

  16. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Havde jeg vidst, at jeg med mine hastige bemærkninger deltog i en konkurrence om tekstanalyse, havde jeg ladet være med at skrive noget. Som Kasper Støvring selv gør opmærksom på, er det nu ikke første gang, at ”Langt højere bjerge” har delt vandene. Sangen blev skrevet, da Grundtvig var nygift og i harmoni med sig selv efter nogle stormfulde år, hvor hans manio-depressive psykose gjorde livet særlig svært for ham.

    Som ung var Grundtvig ikke nationalromantiker men erklæret rationalist, ej heller siden, og skulle man betvivle det, kan man jo blot konsultere encyklopædien eller anden troværdig kilde. Man kan også finde frem til Grundtvigs ungdomværk ”Maskeadeballet i Danmark” fra 1808, hvor han græmmer sig og håner den danske overklasse for at tage hul på maskeraderne, inden englænderne havde nået at bortføre landets stolthed, der var flåden. Det værk er skrevet af en klarøjet og forarget ung mand, der var patriotisk men ikke nationalromantisk, hvilket er noget helt andet.

    Selv om det ikke er sket ovenfor, ligger det lige for at betragte sangen som et af de mange bud på nationale sange, som nærmest hærgede Danmark i den periode, hvor den blev skrevet, og hvor der blev afholdt flere konkurrencer om at skrive den bedste nationalsang. Den mest kendte af disse konkurrencer blev udskrevet af danske officerer, der på sejrherrernes side deltog i besættelsen af fransk territorium 1815-1818. De havde indsamlet 400 Rdl. Sølv til en præmie for den bedste sang, og deres general prins Friedrick af Hessel-Kassel opfordrede ”Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse” til at stå for udvælgelsen, hvilket hurtigt skabte en del mishag hos dommerne. Vi ved ikke præcist, hvem der indsendte sange, men er ret sikre på, at Niels og Steen Steensen Blicher deltog og ligeledes Chr. Wilster, der senere ændrede sit bidrag.

    Vinderen blev en frøken Juliane Marie Jessen af den højere embedsstand, men end ikke hendes sang kunne accepteres uden rettelser, og den er i alle tilfælde kolossalt svulstig efter vor tids gængse smag. Gennemsnitsalderen hos bidragyderne var 60 år, og de var alle præget af oplysningstidens tone og smag. Afgørelsen faldt i 1819, men selv om Weyse skrev melodien blev frk. Jessens sang (googles nemt) ikke nogen succes. En sand nationalsang-epidemi ramte landet og gav anledning til et læs af sange og parodier på dem, og for denne læser er parodierne tit mere danske end sangene dog med undtagelse af ”Der er et yndigt land”. I parodierne møder man en sund fornuft og satire, der går i lag med det alt for opstyltede.

    Oprindeligt havde officerernes oplæg opfordret til f.eks. at skrive en sang som ”God save the King” eller den franske ”Vive Henry quatre”, sidstnævnte er en kæk drikkevise om en konge med tre talenter: at drikke, at føre krig og at jagte kvinder”. Man forventede også noget om fædrelandskærlighed og troskab mod kongen, som ”Langt højere bjerge” byder på i sin ubeskårede udgave.

    Resultaterne var som sagt en masse sange i flere konkurrencer, hvor dansk historie typisk blev til dansk militærhistorie, noget Grundtvigs sang ikke kan beskyldes for, da den må siges at være fuldkommen ahistorisk idylliserende. Ikke et ord om mange hundrede års kamp mellem asatroen og kristendommen, middelalderens idelige blodfejder om magten, Det stockholmske blodbad, Grevens blodige fejde, alle de blodige krige med Sverige eller slavehandelens brutale realiteter, der forsynes København med sukker, prægtige palæer og rigdom.

    Men ellers har ”Langt højere bjerge” de typiske træk fra denne sangdyst, hvor ”vi”, ”danskerne” er gennemgående temaer, og der udviklede sig til noget, som senere forskere har kaldt ”Lille Danmark-komplekset” (man var jo midt i de værste dønninger fra den såkaldte statsbankerot). Om Grundtvigs sang deltog i nogle af konkurrencerne, ved jeg ikke, men det er mere end sandsynligt, at han også blev inspireret til at prøve kræfter med emnet, det var der mange præster, der gjorde. Snart blev hovedstadens journalister mere interesserede i at berette om ”Jødefejden”, der heller ikke varede længe. Der var mange agurker på den tid.

    Mig bekendt er det mest politikere, journalister samt andre af Tordenskjolds soldater, der i disse år skriver om forvirrede identitetsforhold og ønsker en kanon, som kan vise især muslimer vejen, men også forkælet ungdom, der flakker rundt på de sociale medier. Problemet er, at en sådan kanon ikke kan udarbejdes, den indlæres kun i bedste fald i hverdagen ved at omgås hinanden, modtage en ordenlig undervisning og ved, at de nytilkomne har et udpræget ønske om at lære og forandre deres medbragte anskuelser.

  17. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Da jeg forudser, at junker Bismarck snart vil blive markedsført som en ny helt i Niels Poulsens forvirrende univers, afslutter jeg med et citat fra

    historie-online.dk/nyt/bogfeature/b401202.htm

    ”Bismarck, der dengang betragtede sig som konservativ, skabte en hård kurs overfor parlamentet. Han hadede liberale, socialdemokrater, jøder, katolikker m.fl. der alle efter hans mening var revolutionære og fjender af monarkiet. Han selv var lutheraner. Junker og godsejer var hans sociale ballast. Men alligevel forvandlede han jævnligt junker-venner til fjender og gjorde nar af dem. Han lavede grin med deres kristendom og krænkede deres tro og værdier.

    Makkerskabet med kongen skulle i de følgende par årtier få som resultat, at kongen i den grad fik befæstet sin magt stort set udelukkende ved hjælp af sin ministerpræsidents politiske tæft og benhårde forhandlingsmetoder. Det konstitutionelle kongedømme blev mere og mere enevældigt.[…]

    Men Steinberg formår at fremstille alle de egenskaber, som Bismarck var i besiddelse af, og som han udfoldede energisk. Intet kneb var for helligt i hans krig mod Danmark. Hans taktik slog sjældent fejl. Og skulle det ske, var det altid en sag af mindre betydning. Omtalen af krigen mod Danmark findes i samme kapitel som krigen mod Østrig. Ikke underligt at Steinberg som kapiteloverskrift citerer Bismarcks råb i august 1866, hvor han slår næven i sit skrivebord og råber: Jeg har slået dem alle! Alle! Og det var ikke bare Danmark og Østrig. Det var politisk set alle de stater der betød noget i Europa.

    Når man læser om denne energiske mand, er det lidt underligt at blive konfronteret med tilsyneladende valide udsagn af negativ art om Bismarck. Hypokonder i den helt store stil. Ingen statsmand i verdenshistorien kan hamle op med antallet af Bismarcks sygedage i alle de år, han var ministerpræsident og udenrigsminister. Når han viste sig, var han altid iført uniform, til trods for, at han aldrig havde fået nogen militæruddannelse. Ja, han havde sågar søgt at unddrage sig den almindelige værnepligtsindkaldelse. Han var udtalt kvindehader. Havde et voldsomt temperament. Han lod sit raseri gå ud over både sine fjender og venner. Han knuste enhver form for opposition. Han tålte ikke den mindste modstand mod sine ideer og forslag. Han underkuede regeringerne og hældte sit had, hån og vrede ud over de politiske modstandere i såvel det offentlige som private rum. Ingen turde sige ham imod. Han lod mange af sine fjender fængsle og mange blev udvist.

    Bismarck var aldrig venlig, gavmild, ydmyg, afholden, tålmodig, frisindet eller tolerant. Og alligevel blev han et ikon hos det tyske folk i tiden, der fulgte, efter at han var blevet fyret af Vilhelm I´s søn Vilhelm II. ”

  18. Af Jan Petersen

    -

    Jeg tror nu flygtninge og indvandrere har forstået fuldstændig, hvad den danske værdipolitik går ud på. Nemlig kontanthjælp, evt dagpenge, børnecheck, boligsikring, osv osv. Og de fremmedes forståelse af disse “værdibegreber” svarer vel meget godt til de indfødtes forståelse af ditto. Bevares så følger der måske lidt flyvske tanker om demokrati, folkestyre, ytringsfrihed og lignende med, men det fremmer da blot sagen om at importere og leve efter de regler og kulturmønstre, man har forladt i hjemlandet 🙂

  19. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Kasper Støvring.

    Det partikulære danske du fremhæver gennem din udmærkede, ja fremragende fortolkning af Grundtvigs salme,er, når det bliver helt konkret, på ingen måde specifikke danske værdier.

    Det kan du da ikke i ramme alvor påstå.

    Beskedenhed, mådehold, villighed til at hjælpe andre, kærlighed til naturen og det nære liv og så videre.

    Grundtvigs salme er barn af sin tid sat ind i (hvad jeg vil kalde) en nationalromantiske ramme.
    Idealet, den gyldne mellemvej og villighed til at hjælpe andre, kan man da ikke påstå i dag er specielle danske egenskaber.

    Hvori består konkret det partikulære danske?

    Niels Poulsen

    Glæden i “Ode an die Freude” er guddommelig. Den binder menneskene sammen.

    Mon Grundtvig ville have påstået det modsatte.

    I døden står glæden sin prøvelse, fra ormen til keruben foran Guds trone.

    Denne glæde binder menneskene sammen.

    Froh, wie seine Sonnen fliegen
    Durch des Himmels prächtgen Plan
    Lauftet, Brüder, eure Bahn,
    Freudig wie ein Held zum Siegen.

    Seid umschlungen, Millionen.
    Diesen Kuss der ganzen Welt!
    Brüder! Überm Sternenzelt
    Muss ein lieber Vater wohnen.
    Ihr stürzt nieder, Millionen?
    Ahnest du den Schöpfer, Welt?
    Such´ ihn über’m Sternenzelt!
    Über sternen muss er wohnen.

    Ikke en traditionel kristen salme måske. Men kristen så ganske bestemt.

    Tror du Grundtvig ville fremhæve kristendommen som noget rent dansk, at kristendommen kun er for os danskere, at kristendommen er et partikulært dansk fænomen, at menneskeheden ikke står lige overfor Guds domstol.

    At nogle mennesker er mere “korrekte”, mindre syndere end andre mennesker.

    Når det kommer til stykket, springer kristendommen nationalismens rammer og bliver universel.

    Man kan selvfølgelig mene, at der er noget der står over Gud, står over kristendommen og i sidste ende er den afgørende faktor: National tilhørsforhold. Fædrelandskærlighed.

    Men. Har man så ikke et problem?

  20. Af Jesper Høegh

    -

    Grundtvig har skrevet de meget smukke salmer på Dansk – jeg tillader mig
    derfor -den frihed – som kristen Dansker- på mine forfædre og egne vegne – at opfatte værkerne som en GAVE til den Danske Befolkning – Nationalsymbol –
    Kulturarv.

    Den almene Dansker – har generelt set altid været – beskeden – smilende – velvilig –
    human – . Desværre har vores Blufærdighed afholdt os fra i tide at melde fra overfor den eksplosive indvandring – det er årsagen til vi nu skal eksamineres i vores eget
    Kulturopdrag – alt hvad der er os kært – skal der vades i – ..

  21. Af Preben Jensen

    -

    FILM OM TERROR OG MASSEMORD……….

    At der kan være en fantastisk og umådelig stor forskel på kultur, tankesæt, holdninger og moral, kan man overbevise sig om ved at se film optaget inde i det nye islamiske khalifat i Nordirak. Klik ind på den korte avis og se hvordan barbariske og sadistiske banditter mishandler og myrder sagesløse børn, kvinder og mænd.

  22. Af Jesper Lund

    -

    Anders Kirkegaard Jakobsen

    Kristendommens missionsbefaling, hvor Jesus siger: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” gør kristendommen universel. Jesus er faktisk universalist. Diverse danske missionsselskaber har jo også efterlevet missionsbefalingen ved at missionere ude i den store verden og herved brudt den nationale ramme for dansk kristendom.

  23. Af Jan Petersen

    -

    Her er iøvrigt linket til den virkelige verden, til alle de skinhellige Grundtvig debattører. Det er ikke just for sarte sjæle med foldede hænder, men døm selv om det mon er fremtidens lykkesamfund i kalifat udgaven:

    http://denkorteavis.dk/2014/den-korte-avis-bringer-her-uhyggelige-billeder-af-de-grusomheder-som-islamisk-stat-har-begaet

  24. Af Henning Svendsen

    -

    Alle disse vrøvlevers om Danmark er jo kun skrevet for at få ord til at rime
    Og Grundvig er ingen undtagelse!-at få har for meget og færre for lidt-er vel bare en henvisning til andre lande hvor det står være til med fattigdom.
    hvad er danskhed-det er der hvis ingen i hele verden der kan svare på.

  25. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Kasper Støvring skriver: “Danske værdier er ikke nogle, som alle andre nødvendigvis efterstræber”.

    Muligvis. Men så kommer jo spørgsmålet HVILKEN værdier. Man kan da for pokker ikke skrive og mene noget om noget, man ikke ved hvad er.

    Kæmpe respekt for Støvring, for han forsøger så at udskrive, HVILKEN værdier det er han mener.

    Det gør så han ved en fortolkning af Grundtvig “Langt højere Bjerge”:

    Kærlighed / forbundethed til det sted man er født og opvokset. Er det en værdi?
    Og hvis det er, så er den i bund og grund vel også universel. Har en københavner mere tilfælles med en berliner end en vestjyde?

    Beskedenhed. En partikulær dansk værdi. Jeg må le.

    Jordbundethed. Hvorfor er franskmændene ikke lige så jordbunde som danskerne. Fordi de gestikulere med armene?

    Hjertelig og modig. Jeg må le endnu højere: Forestil jer I sidder til et middagsselskab med mennesker fra forskellige steder i Europa og skal forklare specielle danske værdier. Med stolthed i stemmen siges at dansken er hjertelig og modig i modsætning til andre europæere og alle andre i hele den vide uoverskuelige verden. PINLIG TAVSHED omkring bordet.

    Praktisk fornuft og retfærdighedssans, er sandhedssøgende og villig til at dele sine goder med andre. Jeg behøves næppe remse alle de af Støvring udskrevne danske værdier op.

    For disse værdier er ligeså “danske” som demokrati, ligestilling, religionsfrihed og ytringsfrihed.

    Støvring ender altså med det samme problem som Martin Geertsen.

    Hvad er det daske så: Det er sprogfællesskab og dermed også litteratur. Den daske sangskat er selvfølgelig en fællesnævner inden for sprogfællesskabet og noget vi kan være stolte af.

    Men at der skulle være specifikke danske værdier, der radikalt adskiller os fra andre mennesker, ja det er jeg (og andre med mig) så sandelig ikke blevet overbevist om.

    Hvorfor er det åh så skrækkeligt, at mange værdier tilstræber universel gyldighed.
    Værdier der har KÆMPE betydning for den daske selvforståelse er IKKE specifikt danske. Dem har vi tilfælles med mange andre mennesker i Europa og globalt.

    Det betyder ikke, at vi ikke kan være stolte af Danmark, som det nu engang konkret ser ud, af vores sprog, litteratur og kunst. Ja for dem der ønsker det være stolt af Gud, Konge og Fædreland.

    MEN at fornægte at Danmark er en del af en fælleseuropæisk arv er latterligt.

  26. Af helena Hansen

    -

    Anders Kirkegaard Jakobsen: der er virkelig mange ting, du ikke har forstået: I Danmark har vi i modsætning til f.eks. Tyskland, Rusland og alle de muslimske lande en demokratisk tradition, som er vokset frem gennem århundrerder. Den startede på vikingetidens ting: det vigtigste lå i Viborg. Meget senere kom andelsbevægelsen, kvinders stemmeret og lige rettigheder for fattig og rig, folkeskolen -og meget, meget andet, som gør os til et folk, som vil have retfærdighed og fremskridt. Jeg er ikke historikr og kan desværre min Danmarks historie lidt for dårligt, men nogle ting har jeg da snappet op.
    Desuden irriterer det mig, som hjemvendt dansker fra udlandet, usandsynligt meget at danskere ikke kan stave og ikke kan den danske grammatik: det hedder HVILKE værdier og ikke hvilken værdier. Fy skamme sig. En mængde danskere ved heller ikke forskel på ligger/lægger, og sidde/sætte. Hvad har I lavet i alle disse år når I ikke engang kan skrive dansk? sørgeligt!!!
    Og nu sælger I os til EU og Islam, endnu værre -FØJ!!

  27. Af Niels Peter Lemche

    -

    Endelig en debat uden de sædvanlige racistiske indlæg.

    En fejl: Schiller var ikke frimurer; det var vennen Goethe. An der Freude blev dog skrevet efter anmodning fra en frimurerloge.

    Det egentlige problem for en lødig debat om emnet er imidlertid, at de færreste efterhånden ved, hvorfor de er danske. Det er bare noget , man er; men er det så enkelt. Problemet er, at historieundervisningen i dag i skolerne er en skygge af, hvad den var for en til to generationer siden. Historien var en fortælling man fortalte om sin fortid for derved at lære børnene og de unge mennesker, hvem de var. I min tid startede man tidlig med Danmarkshistorie fra stenalderen til nutiden, og derefter verdenshistorie fra det gamle Egypten (dengang endnu Ægypten) til nutiden. Meningen var klart at fortælle, hvorfor man var dansk.

    En af taktikkerne hos 1968-aktivisterne var at nedbryde historieundervisningen. Når man tilhører den kommunistiske internationale, så er der ikke brug for nationale historier. Og se, hvor man er lykkedes.

    Men med at lægge vægt først på Danmarks historie og derefter omverdens, så fulgte man netop sangen om herfra min verden går. Man var dansk, men man var også en del af verden. Der er lidt mange indlæg på disse blogs, der glemmer den anden del.

    Kort sagt: man lægger stor, endda meget stor vægt på, at man skal kunne læse og skrive dansk. Det er sammen med regning/matematik det vigtigste. Det eneste, man har glemt, er, hvad man skal bruge det at kunne læse og skrive til. Vi bevæger os med stormskridt ind i en teknologisk middelalder: Vi kan alt, men ved ikke, hvad det skal være godt for (bortset fra at tjene penge).

  28. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Undskyld jeg kom til at skrive hvilken værdier. Jeg er udmærket klar over, det hedder hvilke værdier. Det er, hvad der kan ske i farten.

    Og Helena Hansen. Vi kan da konstatere, at dannet og høfligt sprog uden barligt hoverende udbryd er en dansk kardinaldyd

  29. Af Hans Hansen

    -

    Nu handler det her om frihedsrettigheder og ikke så meget om Danske værdier. Der findes ingen andre såkaldte Danske værdier udover sproget, men der er nogle frihedsværdier i Dansk kontekst.

    Disse rettigheder er defineret af folketinget, ikke af befolkningen og grundlovens § 20 ligger til grund:

    grundlovens § 20, stk. 2, skal følges.

    Denne procedure indebærer, at det pågældende lovforslag skal vedtages 1) enten med 5/6 flertal i Folketinget eller 2) med almindeligt flertal i Folketinget og efterfølgende godkendelse ved en folkeafstemning. Endvidere har formålet med redegørelserne været at afklare, om Danmarks tilslutning til EU-traktaterne kan rejse andre spørgsmål i forhold til grundloven.

    Grundlovens § 20, stk. 2:
    § 20. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

    Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

    Der er IKKE tale om at befolkningen har noget som helst at skulle have sagt. Derfor er ratificering af mennskerettighederne ikke en demokratisk proces.

    Værdigrundlaget i en befolkningskontekst, handler om helt andre ting på en række væsentlige områder. Grundtvig m.f. er blot et af flere af politikernes påskud for ikke at lade befolkningen afgøre sit eget værdigrundlag.

  30. Af Hans Hansen

    -

    Hvad er værdigrundlaget for udnævnelsen for en minister?

    Minister, (af lat. minister ‘tjener’, af minor ‘mindre’)

    Der er ingen formelle kvalifikationskrav til ministre, men de fleste har en længere karriere som folketingsmedlem bag sig. De, der ved udnævnelsen ikke har været medlem af Folketinget, er næsten alle blevet det ved det følgende folketingsvalg. Danske ministre kan dermed være eksempel på, at den lovgivende og den udøvende magt forenes i en og samme person. I lande som Frankrig og USA vil det ikke kunne lade sig gøre.

    Danske værdier … Hvad er det? Er det en dansk værdi at tillade anti-demokrater, for hvilket det fortiden gælder, islamister ophold?

    Ja ifølge politikerne, nej ifølge befolkningen. Politikerne er da ligeglade med deres rolle som ministre, dvs TJENERE for folket udover i det begrænsede diktaturs bestemmelser.

    Prøv nu Kasper Støvring, at forstå baggrunden for betydningen af et arsenal af værdikanoner.

  31. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Anders Kirkegaard Jakobsen:

    “MEN at fornægte at Danmark er en del af en fælleseuropæisk arv er latterligt.”

    Ja, selvfølgelig er det latterligt. På den anden side er det heller ikke rimeligt, når du konkluderer, at når noget er fælleseuropæisk, er det også universelt. Sådan læser jeg, hvad du skriver. Hvis du tager den korte tur over Gibraltarstrædet eller krydser Bosporus befinder du dig på meget kort tid i et helt andet kulturområde, med helt andre syn på mange ting, der giver et anderledes indhold til almindelig ord som venlighed, dyd, ære, skam, mod osv. Det samme gælde for så vidt mange steder i Europa, idet forskellige nationer har forskellige sociale “koder”, men dog ikke så forskellige som hvis vi sammenligner os med asiater eller afrikanere, hvad enten de er kristne eller ej. En kristen iraker – for nu at tage et aktuelt eksempel – er meget forskellig fra en kristen europæer.

    “Og Helena Hansen. Vi kan da konstatere, at dannet og høfligt sprog uden barligt hoverende udbryd er en dansk kardinaldyd”

    Jeg går ud fra, at det er mig, du indirekte tænker på, men hvis du havde fulgt debatten i længere tid, ville du være klar over, at min bemærkning faldt under en falsk “identitet”, som andre har langet ud efter på det sidste, og som vrængede ad andres indlæg, selv om du måske tror, at det skal tages bogstaveligt. Der er tale om fortløbende chikane og sabotage, og om det er en fra yderste danske højre eller en mellemøst-dansk person el. organisation, kan være vanskeligt at afgøre.

  32. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Niels Peter Lemche

    “En fejl: Schiller var ikke frimurer; det var vennen Goethe. An der Freude blev dog skrevet efter anmodning fra en frimurerloge.”

    Andre når frem til en anden konklusion. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at Schiller havde store problemer med både økonomi og helbred, og at frimureriet ikke var populært i de fyrstelige kredse, der traditionelt understøttede kunstnere. Goethe kunne melde frit ud og slippe af sted med det, Mozart kun så vidt, han blev engang smidt ud af Paris, fordi det kom Marie Antoinette for øre, at han var frimurer.

    Schiller fik hjælp fra en fjern og uventet kant. I Danmark havde ildsjælen Jens Baggesen og hans frimurerven Ernst Schimmelmann fået det indtryk, at Schiller var død og afholdt sammen med den danske diplomat Herman Schubart og alles hustruer en tre dages sørgefest på Schimmelmanns landsted i Hellebæk. Baggesen havde endda skrevet nogle ekstra vers til “An die Freude”, som blev sunget af nogle børn. Efter festen fik man at vide, at Schiller stadig levede, dårligt ganske vist, hvorefter Baggesen ikke helmede, førend han havde fået skaffet Schiller en ydelse, som i tre år kunne gøre det muligt for ham og hans familie, at han helligede sig arbejdet, og at de havde gode levevilkår. Senere blev denne donation forlænget med yderligere tre år, og fru Schiller modtog også som enke et årligt bidrag. Schubart tog sig af flere frimurere, hans ven Bertel Thorvaldsen var en af dem. Baggesen døde på et frimurerhospital i Hamborg og har et frimurerlogo på sin gravsten. Indblandet i den historie var også Fr. 6. og hans svoger hertugen af Augustenborg, der begge var frimurere.

    Frimurerne var dannede mennesker med en kosmopolitisk indstilling, og leder man lidt på nettet, finder man frem til den japansk-østrigske frimurer graf Richard Nikolaus Coudenhove-Kalergi , der i det 20. årh. samarbejdede med frimureren Churchill og en af dennes svigersønner om en paneuropæisk union.

  33. Af Erik Larsen

    -

    Kære Helene Hansen, hvor HAR du ret. De unge danskere kan ikke stave!!! Hvorfor? Fordi de pædagoger siden 1068 heller ikke kan/kunne.
    De skriver “vi ligger en bog på bordet”!!!!!! Det hedder lægger! De skriver så kan de “lærer” det!!!!! Grammatikken er glemt og det er selv i TV (OK, de er jo så også så røde og indoktrinerede, at de nærmest elsker det.) Uhyggeligt.

  34. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Hvorfor bliver mit svar til Nils Peter Lemche ikke vist? Det blev postet den 15.n august og fortalte om praktiseret humanisme i et kosmopolitisk dansk miljø på Schillers tid. Det var i sådanne miljøer, at man først begejstredes over de store revolutioner og siden forfærdedes over, hvad de satte i gang. Da jeg ikke har tænkt mig at skrive flere debatindlæg, vil jeg gerne, at det i det mindste bliver vist med stor forsinkelse.

  35. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Endnu et p.s.

    Jeg glemte tidligere at skrive om vikingetiden og korsfarertiden, hvor danskerne både drog til Det hellige land og indførte kristendommen med vold i Østersø regionen. Det er også på sin plads at nævne, at Chr. 4. blev opfordret til at gå forrest i Trediveårskrigen, der var forfærdelig og kostede en stor del af især tyskerne livet.. Det sagde vores konge ja til, fordi han var monark i et meget stort rige, det største i det protestantiske Nordeuropa.

    Desuden vil jeg gerne henvise til historieprofessoren Nils Rune Langeland, som jeg tidligere har skrevet om på Henrik Day Poulsens blog, fordi Langeland har givet sit norske hjemlands pakistanere fingeren og skrevet, at han hader dem. Hvis I følger Dagbladets link, ser I hvad der siden er sket. Professoren har også udgivet en bog, hvor han fremhæver det krigeriske i vor fælles nordiske historie og sind.

    dagbladet.no/tag/nils_rune_langeland

    Journalist: “Et vendepunkt er når du står og ser på Bayeux-teppet, som beskriver den normanniske invasjonen av Storbritannia. Hvorfor gjorde det slikt inntrykk?”

    Langeland: “- Teppet var en åpenbaring. Krigerne som er avbildet er norske og danske vikinger, som er blitt normanniske riddere i løpet av én generasjon. Så blir de en del av det første europeiske forsøket på å erobre verden. Vi har del i dette.”

    Journalist: “Du setter krigerarven som er med oss fra en blodig historie opp mot fredsælheten som har vært idealet etter 2. verdenskrig. Hva skjer med europeerne når det ikke lenger er noe å dø for? Er freden passiviserende?”

    Langeland: “- Det vi ser, er en politisk dekadanse. De store prosjektene er oppgitt. Etter 1945 og 1989 øver vi oss på å bli mennesker igjen. Dagens vestlige mennesker er pubertale. Vi vet ikke helt hvordan vi skal leve dette nye livet. Men det kan være noe forløsende og godt i dekadansen. Alle de andre europeiske prosjektene, revolusjonene og imperiene, har hatt enorme menneskelige kostnader.”

    Velkommen til dekadencen!

  36. Af Peter Larsen

    -

    Det virker både skræmmende og egentlig også trist at læse indlæg efter indlæg om hvor speciel Danmark og hvor ens vi alle er…. alle disse fælles værdier som holder os sammen og som ingen andre kan forstå ! Måske er årsagen til de ikke forstår dem at de slet ikke findes ! Det er præcist de grundlæggende værdier som ytringsfrihed, religionsfrihed, osv osv… som er kendetegnet ved Danmark og EU og USA.. og en del men ikke mange andre lande. At føle sig hjemme er vigtigt… føler en rigtig Københavner sig hjemme bare i Århus ( for slet ikke at nævne Øster Hurup..) Nej, unge fra København vil hellere vælge et andet studie end deres ønske studie hvis de skulle flytte til f.eks Århus… Men de vil hellere flytte til London, Amsterdam eller Berlin ( dem der har forstået at Tysk er et vigtigt sprog og har lært det !) . Det er nemlig et spørgsmål om at føle sig hjemme og det har ikke bestemt ikke nødvendigvis koblet til det at man er født i Danmark og har et dansk pas !
    Det er klart at der er den samme anti europæiske “klikke” der banker løs på tasterne hver gang de kan få lov til at angribe EU og muslimer. Faktisk lidt trætene i længden.

    Måske er det lige præcis denne indelukkethed.. som kendertegner visse danskere.. Som mange tilrejsende til en by i Danmark oplever uanset om de kommer fra København, Ålborg eller fra Malmø eller Hamborg . Det er bestemt ikke alle ( selvom vi hele tiden skal overdænges med overskrifter …Dansker tror, Danskerne mener osv osv.. Danskerne som samlet homogen gruppe heldigvis ikke … tænk hvis alle tænkte ens og alle bare ville ud af vores EU og smide alle ud som bare tænker en smule anderledes en “klikken” her på denne blog.

  37. Af Ulf Timmermann

    -

    ”Lad os se på Grundtvigs sang, som må være en af de mest betydningsfulde nationale sange herhjemme. At studere denne sang giver et godt indblik i vores nationalkarakter”. – Kasper Støvring.

    Måske har jeg sovet i timen nu og da, overset noget, men det her er første gang, jeg er stødt på kategorien ”nationale sange”.

    For godt to år siden måtte jeg skrive et brev til min grandtante i Palo Alto for at fortælle hende, at min yngste faster, født i Genforeningsåret 1920, var afgået ved døden. Havde for en sidste gang under besøg hjemme i Danmark i det tidlige forår 2002 altså, besøgt hende, og hun fortalte mig, at hun fornylig havde drømt, at hun havde været hjemme i barndomshjemmet og hendes tvillingebror, min afdøde farbror, også havde været til stede og at hun havde bedt ham synge for hende. – Jeg spurgte hende: Hvilke sange, sang han så for dig? – Hun svarede: ”Fædrelandssange, de sange vi altid sang”.

    Da min grandtante blev født i U.S.A. (hendes far var een af de sønderjyder, der udvandrede et par årtier efter 1864), forstod hun ikke dansk så jeg måtte skrive på engelsk og ville fortælle om dette sidste møde med hendes grandkusine, men stødte ind i et oversættelsesproblem med det her ”fædrelandssange” – på engelsk kunne jeg kun få det til ”patriotic songs”, så jeg måtte forklare nærmere om betydningen af ordet ”fædrelandssange” på dansk.

    Men, sproget ”udvikler sig” som bekendt hele tiden, nu med opkomsten af det her ”nationale sange”.

    Blandt vores salmedigtere sætter jeg i øvrigt større pris på Kingo og Brorson end på Grundtvig og Ingemann. Og blandt vore fædrelandssange-digtere større pris på Johannes V. Jensen og Thøger Larsen end på Grundtvig og Ingemann.

  38. Af Så læser vi! | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/12/geertsen-grundtvig-og-det-saerlige-ved-danmark/ […]

  39. Af Efterårspoesi | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/12/geertsen-grundtvig-og-det-saerlige-ved-danmark/ […]

Kommentarer er lukket.