Ti teser om Rusland og det illiberale demokrati

Af Kasper Støvring 58

Jeg blev i lørdagens Berlingske sammen med Søren Krarup og Martin Ågerup interviewet til en baggrundsartikel om Vestens opfattelse af Putin og forståelsen af demokratiet. Anledningen var et interview med den tyske politolog Jan Werner Müller, der har udtalt sig meget kritisk om det såkaldte illiberale demokrati, som bl.a. Ruslands præsident Putin og Ungarns premierminister Victor Orbán repræsenterer. Müller har bl.a. skrevet om denne ikke-liberale demokratiform i denne artikel i magasinet Foreign Affairs.

Her følger ti teser, jeg mener må gælde om Rusland og det illiberale demokrati. Udgangspunktet er, at krisen med Rusland om Ukraine er ulykkelig af flere grunde:

1)      Vi behøver Rusland som allieret i kampen mod bl.a. Islamisk Stat. Det gælder også Assads Syrien og Iran. Lyder det grimt? Ja, gu gør det! Det er storpolitik. At alliere sig med de kræfter er bestemt ikke uproblematisk og har naturligvis sine egne risici. Det har jeg skrevet om her. Alliancen med Rusland, Syrien og Iran er emnet i denne artikel fra The National Interest.

2)      Vesten – EU og NATO – har selv fremprovokeret Putins reaktion ved at presse ham op i en krog. Fra denne krog vil Putin føre sig aggressivt frem. Vesten bør derfor opgive at indlemme Ukraine i EU og NATO, til gengæld bør vi kræve, at Rusland anerkender Ukraines suverænitet og trækker sine tropper ud.

3)      Ukraine er en splittet stat og bør opdeles. I det mindste bør den østlige del have udstrakt selvstyre. Ellers vil der aldrig opstå stabilitet. Homogenitet er den vigtigste betingelse for ikke bare stabilitet, men også for udvikling af sammenhængskraft indadtil og løsning af grænsestridigheder udadtil, som jeg har skrevet i min seneste bog. Hvert folk ønsker deres egen stat, hvor de selv kan bestemme. Snart vil også Skotland blive selvstændigt. Nationalismeprojektet er modernitetens stærkeste drivkraft.

4)      Putin beskytter Ruslands geo- og sikkerhedspolitiske interesser. Det er ikke kun rationelt, det er også forståeligt. Vesten ville naturligvis gøre det samme. Vi bør, som den franske politolog Emmanuel Todd siger, ophøre med at opfatte Rusland som irrationel og dæmonisk. EU er i krise og har derfor brug for en fælles fjende, som Europas stater kan samles om at bekæmpe, og her tjener Rusland som skræmmebillede. Hør Todds argumenter i lørdagens Deadline-udsendelse (NB: se også den forudgående debat om Sverige).

5)      Rusland er ikke en del af Vesten og vil ikke blive det. Rusland er derimod kernestaten i den slavisk-ortodokse civilisation. Det er en helt anden kultur, der i højere grad bygger på autoritet, kollektivisme og hierarki. Det skal vi blive meget bedre til at forstå.

6)      Denne civilisation har andre måder at organisere samfund på. Der findes flere former for demokrati, herunder et ”illiberalt demokrati”, som Victor Orbán har promoveret i sin berømte/berygtede tale i slutningen af juli måned. Vi bør kunne anerkende andres organiseringsmåder, hvis vores pluralisme skal være andet end en skåltale. Der findes en dansk artikel om Orbán af Rune Lykkeberg og mere kritiske internationale artikler her og her.

7)      Selvfølgelig skal vi ikke opgive vores liberale styreform, vores stats- og samfundsorganisering. Vi skal bevare og styrke det liberale demokrati. Det gør vi bedst ved at føre en kulturkamp om grundlaget for en sådan orden. Ved at forstå alternativer kan vi også blive bevidste om både styrkerne og svaghederne ved det liberale demokrati.

8)      Ja, der er en reel risiko for, at Vesten bliver mere autoritært og det liberale demokrati svækkes. Men det skyldes ikke påvirkningen fra Putin (vi hører ofte i pressen, at vestlige partiledere som Le Pen, Wilders og Farrage beundrer Putin). Det skyldes derimod en voksende legitimationskrise i de vestlige stater, som har at gøre med den voksende kløft mellem folk og elite på især to områder: indvandring og EU. Til trods for en overvældende modstand med multikulturalisme i de europæiske befolkninger (blot en fjerdedel af befolkningen i Storbritannien og Frankrig anser islam som forenelig med nationale værdier) og EU (jf. det seneste EP-valg), fortsætter islamiseringen og udviklingen mod Europas Forenede stater og underminering af nationalstaten.

9)      Stater agerer nogle gange ligesom mennesker, så når CEPOS-direktøren Martin Ågerup i lørdagens interview kritiserer ideen om, at man kan styrke den økonomiske vækst ved at bevæge sig væk fra det liberale demokrati, ja, så ser han bort fra alle de andre motiver, der driver en stat og et folk.

10)  Stater og folkeslag er også drevet af forhold som ære, stolthed, vrede og skam. Begæret efter anerkendelse er en primær drivkraft, som ikke nødvendigvis kan forstås og anerkendes inden for en liberal optik. Man føler behov for at blive anerkendt som særlig værdifuld; når man bliver det, føler man stolthed; hvis man ikke får den anerkendelse, bliver man vred; og hvis man ikke lever op til sine egne idealer om værdighed, føler man skam.

 

 

58 kommentarer RSS

  1. Af Peter Bruun

    -

    Den kapitalistiske socialisme i form af velfærdssamfundet døjer vi nu med, fordi det ikke fungerer længere.

    At det vil kollapse er der mange der mener.
    Jeg har sagt det før men et samfundssystem som er baseret på ansvarsløsshed, som velfærdssamfundet. er ikke levedygtigt i længden. Vi har levet over evne i 40 år. Systemet kollapsede for 6 år siden fordi systemet var baseret på låntagning, og det fortsætter vi med.
    Så kom med en sandsynlig begundelse for at det ikke vil ske. Jeg er lutter øre.

    OK det er godt når nogen lytter, men det udsagn som hedder”Det er der mange som mener”??? Er det ikke lidt løst i det.?Allerede i 1960erne mente betonkommunisterne at kapitalismen ville bryde sammen. Der var også låntagning dengang, og det blev betingelsen for væksten .
    Obama har det svært. Han ville så gerne forbedre forholdene for de fattigste amerikanere, men der mangler skatteindtægter. Hvis det er noget amerikenerne hader af et godt hjerte , er det forhøjelse af skatterne. Der skal også bruges 1000vis af mia. til at rode europæernes kastanjer ud af ilden hver gang de laver dumheder.

  2. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ PETER BRUUN

    Du får jo ikke nogen økonom eller politiker til at sige med bestemthed hvornår systemet kollapser, men sandsynligheden er ret stor, når så mange tvivler på at systemet vil overleve.

    I øvrigt køber russerne og kineserne guld, fordi de ikke har tiltro til vores valutaer og da slet ikke dollaren. Der er dem der mener at amerikanerne ikke vil være i stand til at tilbagebetale deres gæld. De fleste lande i EU er gældsplagede i gns. et års nationalprodukt. Hvordan kan vi betale af på gælden når vi øger belåningen og vi har ingen økonomisk vækst har.
    Det kan kun lade sig gøre hvis vi nedsætter udgifterne og levestandarten, især for dem som er offentligt forsørget, hvilket er 60 % af befolkningen og det er der ikke tegn på. Så låneriet forsætter og gælden øges, på et eller andet tidspunkt kollapser systemet, sådan er det bare.

    Men det tvivler du åbenbart på. I mit sidste indlæg bad jeg dig om at begrunde hvorfor du tror at vi kan forsætte med at leve over evne uden udsigt til øget vækst.
    Du har kanske Baron von Munchhausen triks i baglommen så vi kan hive os ud af sumpen ved at hive os i håret. Men det er jo moderne at klippe sig skaldet nu for tiden, så for mange bliver det ikke så nemt.
    Eller har du andre triks som kan redde os. Spyt ud, berig samtalen, det er ikke nok bare at være negativ.

  3. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    @ Bjørn Sørensen

    Omkring sprogproblematikken har jeg forstået det således, at striden drejer sig om den eventuelle ligeberettigelse til russisk som officielt administrationssprog. Enten i Ukraine som helhed eller i det mindste på det regionale plan, hvis de regionerne eller kommunerne selv beslutter det. Jeg tror nok, at de nye magthavere i Ukrainere efterhånden er blevet klogere på det punkt, og jeg gætter på, at de vil acceptere en ligestilling til russisk på regionalt plan som led i den generelle decentralisering, som også de ukrainsktalende ønsker i landet.

    Den antagelse bygger jeg dels på den tale, som statsminister Jatsenjuk holdt – på russisk – tilbage i foråret, og hvor han lovede at respektere regionernes identiteter. Dels på den omstændighed, at russisk og ukrainsk er ligestillede sprog inden for de frivillige militser, som Kiev-regeringens stærkeste våben mod oprørerne i Østukraine. Militserne har flere tusind medlemmer, og mange af dem er russisktalende, men ukrainsksindede folk netop fra Østukraine.

    Det er ét dilemma for den ukrainske nationalisme, at den i hele sin tankegang tilstræber en forrangsstilling for det ukrainske sprog og ukrainsk kultur i landet, men i praksis ikke kan gennemføre sit program uden aktiv hjælp fra de russisktalende etniske ukrainere.

    Et andet dilemma for den ukrainske nationalisme er, at den i vid udstrækning er henvist til at søge hjælp og moralsk støtte fra overnationale organer (EU), som den i princippet er modstander af. At den ukrainske nationalisme tager suveræniteten meget alvorligt, kan man blandt andet se af, at den ukrainske højesteret for nogle år siden annullerede Ukraines tiltrædelse af den internationale krigsforbryderdomstol. Den ukrainske højesteret anså det for forfatningsstridigt at give krigsforbryderdomstolen myndighed på ukrainsk territorium. Foreløbig er det kun fremtidsmusik, men der kunne udmærket opstå et lignende problem i forhold til EU. Man har jo også set gang på gang i Østeuropa, at når EU-medlemskabet rykker tættere på, og når EU’s myriader af bureaukratiske finesser skal indarbejdes i national lovgivning, bliver den folkelige begejstring for Bruxelles efterhånden kølnet.

  4. Af Peter Bruun

    -

    Alt tyder jo også på at amerikanerne ikke længere at betale hele regningen for europæerne. Vi kommer til at øge forsvarsudgifterne igen. Det lægger pres på velfærden …også i DK. Pengene kan jo kun bruges een gang. Vi skal lige huske at grunden til at Sovjetimperiet brød sammen var at de gigantiske militærudgifter tog alle resourser.
    Der er pres på i USA for at tvinge europæerne til at yde et større bidrag.

  5. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Tilføjelse – Den økonomiske betydning af Østukraine mener jeg er overdrevet i mange kommentarer. Det er ikke dén, som kan forklare, hvorfor Kiev-regeringen pressede så hårdt på med den militære offensiv i juni-august.

    Østukraine, eller mere specifikt Donbas-området, er leverandør af kul og stål og kemikalier til resten af Ukraines industri. Men det er en underskudsgivende produktion. I nogle af Donbas-kulminerne står vandet efter sigende så højt, at man næsten kan svømme i dem. Kulmineulykker har været reglen snarere end undtagelsen. Eller sagt på en anden måde: resten af Ukraine betaler for dyrt for de råmaterialer, der kommer fra Donbas. Det eneste som kan retfærdiggøre denne arbejdsdeling, er besparelsen af udenlandsk valuta. Det er et stort spild af økonomiske ressourcer, som ellers kunne have været investeret i skabelsen af konkurrencedygtig eksportproduktion på basis af billige importerede råvarer.

    Jeg tror, at Kiev-regeringens offensive krigsførelse mod oprørerne i Donbas var rent indenrigspolitisk motiveret. Jeg tror ikke, at Kiev-regeringen nogensinde har forventet, at NATO eller USA ville komme udefra med militær hjælp og standse en russisk intervention. Muligheden for en russisk militær intervention har man simpelthen taget med i købet, som det mindste onde, og med blik på det territoriale forløb af våbenhvilens frontlinjer, er Kiev-regeringen egentlig sluppet ret godt afsted med sin satsning.

  6. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Det påståede koncept med ‘fastfrosne konflikter’ som russiske barrierer for NATO-udvidelser østover stiller jeg mig i øvrigt skeptisk overfor. For Rusland er ikke herre over, hvordan NATO definerer sine optagelsesbetingelser for nye medlemslande.

    Ud fra den samme logik om ‘fastfrosne konflikter’ og manglende kontrol over det nationale territorium skulle Vesttyskland ikke have været optaget som medlem i NATO i 1950’erne. Den tyske deling i 1949 var en fastfrosset konflikt, om nogen. Vesttyskland anerkendte ikke Østtyskland, som de vesttyske regeringer kaldte “den sovjetiske besættelseszone”. Vesttyskland nægtede i mange år at have diplomatisk forbindelse med lande som anerkendte Østtyskland (Sovjetunionen undtaget).

    Ved Vesttysklands optagelse i NATO løste man problemet ved, at NATO’s forsvarsforpligtelse kun dækkede det territorium som den tyske / vesttyske regering kontrollerede.

    NATO kunne gøre det samme i dag med Ukraine, Moldova og Georgien, hvis ellers man ville. Men for det første vil NATO ikke trækkes ind i landenes nabostridigheder med Rusland – uanset om Rusland har besat dele af landene eller ej. For det andet ønsker NATO ikke at have politisk-økonomisk ustabile medlemslande.

  7. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ PETER BRUUN

    “Vi skal lige huske at grunden til at Sovjetimperiet brød sammen var at de gigantiske militærudgifter tog alle resourser.”

    Men er det ikke vestens problem at den ineffektive offentlige sektor efterhånden tager og misbruger alle vores resourser.
    At den offentlige låntagning underminerer vores økonomi er da indlysende.

  8. Af Gintautas Bloze

    -

    Nu styres Rusland med hårdhånd af Putin og andre tidligere KGB folk, der er intet demokratisk over det. Nul ytringsfrihed og aggressiv politik mod sine naboer, husk krigen med Georgien og nu russiske tropper befinder sig i Østukraine og hjælper separatisterne, er det i orden at alliere sig med Putin? Tja, kommer an hvem man spørger. Selvom Rusland ligger i baghaven er den ikke en trussel for Vesten, her bor jo næsten ingen russere, men til gengæld har man et stort muslimsk mindretal, hvilket gør at Islamisk Stat er nok en større trussel end Putin.
    Og selvfølgeligt slår Victor Orbán og Putin hånd i hånd, den første har lånt 10 milliarder Euro fra den anden til at bygge et atomkraftværk i Ungarn, som skal bygges af russerne.

Kommentarer er lukket.