Søren Krarup om den demokratiske terapi

Af Kasper Støvring 59

Når Sverige engang i den nærmeste fremtid bryder sammen og bliver en af denne verdens fejlslagne stater, kunne Danmark passende indgå i en koalition af frie stater og invadere Sverige, afsætte regeringen og indsætte Søren Krarup som guvernør! For om noget har Sverige manglet en stridsmand af Krarups karakter og format.

 

At i hvert fald den offentlige debat i Danmark har nydt godt af Krarups virke i over halvtreds år nu, kan man forvisse sig om ved at læse i historikeren Mikael Jalvings nye, glimrende bog om Krarup. Bogen har fortjent fået gode anmeldelser, bl.a. af Claes Kastholm her i avisen, og i Politiken har Rune Lykkeberg anmeldt bogen, hvor også undertegnede har bidraget med nogle synspunkter på forfatterskabet.

 

Jeg mener, at Søren Krarup vel nok er den mest betydningsfulde konservative skribent i efterkrigstiden. Forfatterskabet udfolder en meget konsekvent kritik af både marxisme, menneskerettighedsdyrkelse, EU og liberal udlændingepolitik og er et lige så konsekvent forsvar for det nationale og luthersk kirstendom. Krarups engagement i Dansk Folkeparti var også succesfuldt – forbløffende nok, for hans bøger rummer også en kras kritik af den velfærdsstat, som partiet forsvarer.

 

Krarups bedste bog er Demokratisme fra 1968, som endda blev udgivet i maj måned det år, altså hvor 68-oprøret var på sit højeste. Den er en både bidende satirisk og intellektuelt skarp udlevering af det elitære, kulturradikale formynderi. Ikke mindst rummer den en kritik af det terapeutiske projekt, som i nogen grad er blevet realiseret her til lands og i høj grad er realiseret i Sverige.

 

I Sverige messer eliten konstant ”demokrati” for at legitimere, at man ikke vil have med Sverigedemokraterne at gøre, ja, med dissidenter overhovedet. Og netop denne type demokratisme er, hvad Krarups bog handler om. Jeg har tidligere skrevet herom i en række bøger, men jeg vil gerne på dette ydmyge sted rekapitulere, hvad der ligger i Krarups kritik af den statslige terapi.

 

Demokratiet er for terapeuterne ikke blot et neutralt parlamentarisk program. Det er noget mere substantielt, nemlig en livsform. At være demokrat er ikke blot at afgive sin stemme ved folketingsvalg, men at have en særlig holdning og indstilling, ja, det er en ideel sindstilstand. Demokrati er et potent værdiladet begreb, der ikke blot skal praktiseres i stemmelokalet, men også i sjælelivet – som Krarup skriver i det nedenstående citat.

 

Demokratiet bygger i denne forstand på særlige progressive værdier som fremskridtsvenlighed, åbenhed og fordomsfrihed. Er man diagnosticeret som bagudskuende, indadvendt og forudindtaget, skal man følgelig laves om. Derfor må demokratiets egentlige virkeliggørelse bero på terapi. Staten, og det vil sige eliten, skal med andre ord tage borgerne under behandling og opdrage dem, så de kan blive gode demokrater.

 

Det siger sig selv, at dét indebærer en risiko for, at man antaster individers ret til at være, som de er. Det er i hvert fald ikke frisind.

 

I Demokratisme kritiserer Krarup den kulturradikale forestilling om, at demokratiets virkeliggørelse kalder på en omfattende kulturpolitik. Demokratiet skal være en totalitet, og heri demonstreres kulturradikalismens negative afhængighed af nazismens kulturpolitik.

 

Den abstrakte moralske retorik om demokrati, rettigheder og det almene vel, som demokratismens filosoffer betjener sig af, afsløres af Krarup som det rene hykleri og dækker over – eller røber netop – en ideologisk retfærdiggørelse af politiske særinteresser. Tilsvarende er kulturradikalismens erklærede humane mål blot en taktisk tilsløring af viljen til magt, der i sidste ende skal legitimere potentielle overgreb på det enkelte individ.

 

Krarups bog er en original og gennemtænkt kritik af radikal politik, filosofi, teologi og pædagogik, som den er kommet til udtryk her til lands. I bogen skriver Krarup et kapitel om ”moralisten” Poul Henningsen, der har omdefineret demokratiet fra et parlamentarisk og praktisk program til en livsanskuelse, og her hedder det:

 

”Hvad der i forfatningskampen var et krav om borgerlig myndighed og politisk medbestemmelsesret, er i de sidste menneskealdre blevet et spørgsmål om en kvalificeret menneskelig holdning. At være demokratisk er i dag at være på en bestemt måde. Demokratiet har forbundet sig med en række værdibegreber, af hvilke de vigtigste hedder harmoni, tolerance, åbenhed, fordomsfrihed, menneskelighed, og konsekvensen er, at demokrati i sig selv er blevet værdibegrebet. Det skal praktiseres i skolen, på arbejdspladsen, i familielivet og tillige – hvad der er den logiske nødvendighed – i det menneskelige sjæleliv, hvorfor demokratiets virkeliggørelse må kædes sammen med en demokratisk terapi.”

 

Forudsætningen for at drive systematisk terapi er at formulere en værdinorm, og demokratismens værdinorm hedder ifølge Søren Krarup ”troen på mennesket som et i sig selv godt, harmonisk og socialt væsen.” Som konservativ kan Søren Krarup naturligvis ikke acceptere denne antropologi. Troen på mennesket som et godt væsen skriver sig fra videnskabelige, psykologiske og sociologiske undersøgelser, men er som sådanne kun postulater om menneskets væsen, en slags metafysik, og derfor må demokratiet blive et religiøst fænomen – demokratisme.

 

Men dermed er vejen banet for en gentagelse af middelalderens kætterjagt, som Søren Krarup anfører: Når man mener at kende menneskets bestemmelse, ser man sig også berettiget til at behandle afvigerne til at blive, som de bør være i overensstemmelse med demokratismens filosofi. Dette overgreb på individet opfattes af demokratismens fortalere som en barmhjertighedsgerning, og de behandledes protester udstiller blot, at de har et stort behov for at blive behandlet!

 

Hermed en beskeden opfordring til danskere og svenskere: Læs Jalvings bog om Krarup, læs Demokratisme, ja, læs Krarups forfatterskab.

 

Og så ikke mere om Sverige i denne omgang!

 

 

59 kommentarer RSS

  1. Af Bjørn Sørensen

    -

    Med indførelsen af velfærdssamfundet har danskerne vænnet sig til at man bare kan stille krav uden at yde. Så når mindst 60% er offentligt forsørget og resten af befolkningen gennem skattebetalingen er gjort afhængige af det offentliges serviceydelser.
    Men det offentlige har ikke vist sig at evne at drive de offentlige institutioner på en sund økonomisk måde, der er alt for megen spild og ineffektivitet og pladderhumanistiske drømmerier har gennemsyret mange institutioner som gør at politisk korrekthed er vigtigere end almindelig sund fornuft.
    Vi har levet over evne i 40 år, som de kommende generationer kommer til at betale.
    For at få ordnede økonomiske forhold skal der skabes fuld beskæftigelse, og det indebærer at vi må tilpasse os de globale realiteter.
    Så længe danskerne nægter det styrer vi lugt mod katastrofen.
    Men danskerne foretrækker at leve med livsløgnen og drømmerierne, for lånte penge.

  2. Af Preben Jensen

    -

    Vil foreslå at man læser Bjarne Munk Christensens og Eva Madsens indlæg under ældre kommentarer.

  3. Af rene´ vangkilde

    -

    DEMO KRAT ISMEN! er dødende, som en del af socialismen og lighedstanken, der
    ikke kan måles og derfor udenfor konkurrence. Arbejderbevægelsen organisere demokratiet som et politisk værktøj, men beskæftigelsen måles i tid, penge, kvalitet, kvantitet, kreativitet, konkurrence og ikke i politik.

    I 68″ havde Krarup nok ikke forudset kommunismens fald i 89″, og dermed starter
    den åbne globale verden, hvor demokratiet er i mindretal på den globale scene,
    som betyder at beskæftigelse, produktion, handel og investeringer ikke er begrænset af landegrænser, og kun nationalister har det svært med åbne grænser.

    Kina, Rusland etc. har netop vent demokratiet ryggen, som er ubrugelig ineffektivt
    styringsværktøj til omfordeling igennem skatter- og afgifter. ELLER kan Kina blive
    verden største økonomi uden personskat og selvforsørgelse.
    Politikerne og demokratiet skaber finanskriser, og USA går foran i 2001 ,og igen 2014
    med sanktioner, fordi politikerne har brug for fjender, som et nødvendigt modspil.

  4. Af Preben Jensen

    -

    Frank Andreasen………

    Du har vist ikke forstået at uden ytringsfrihed intet demokrati. Og uden demokrati er vi på den direkte vej til tossede, uhyggelige og umenneskelige tilstande.

  5. Af Søren Sørensen

    -

    Vil gerne forslå at men ikke læser Bjarne Munk og prebens kommentarer men Niels Peter lemchee’s.. :)..men kan også læse en fra undertegnet der relatere til en fra Bjørn Sørensen om ønsket om flere indvandrer til at lønpressere folket..

    Og du undre dig Preben hvorfor kun hver 10 kommentar af dig bliver slettet?

  6. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ SØREN SØRENSEN

    Hvis du nu kendte lidt til tingenes sammenhæng så ville du vide at fagforeningernes lønpressen har medført at 800.000 ikke kan beskæftiges fordi de ikke er deres løn værd.
    Der er noget der heder udbud og efterspørgsel, men det er måske for avanceret til at du kan forstå det, men iøvrigt er det en årtusindårig mekanisme, som lever i bedste velgående.
    Samtidigt har vi indført et velfærdssamfund som giver så høje ydelser til dem der ikke vil arbejde for hvad de er værd.
    Enhver med en smule snusfornuft ved, at vi kan ikke leve over evne i det uendelige.
    At du og andre naive sjæle ikke kan fatte det skyldes nok at velfærdssamfundet har givet jer en falsk trykhed.
    At du og andre lever på en livsløgn og er så fastgroet og så stærkt troenede i denne forvildelse har medført at i er totalt uimodtagelige for almindelig sund fornuft.

  7. Af Søren Sørensen

    -

    Bjørn Sørensen@

    Er overhovedet ikke nødvendigt at få lønningerne ned pånær for de højstlønnet som læger med 1,2 mill i gennemsnit,politiker men mest af alt i det private erhvervsliv. Vi skal ha statsregulering af begge disse 2 højeste løngrupper så vi kan beskære i den uproduktive grådighed og således at produktiviteten ikke går fløjten og der bliver råd til flere ordentlige betalte hænder.

  8. Af Søren Rasmussen

    -

    Jeg tror at Føreren, da han blev sat i land fra en Tysk ubåd i 1939 på en strand syd for Esbjerg på en måde måtte have undret sig over Danskerne.

    Føreren og hans millitære stabe havde allerede planlagt den Tyske erobring af Danmark og Norge – og vidste med sikkerhed, at Briterne ikke kunne imødegå disse invasioner.

    Danmark havde allerede med politiske aftaler sikret Tyskland uhindret adgang til flyvepladsen i Ålborg (der var nødvendig for det Tyske luftherredømme i Norge) – og i øvrigt en Tysk fredsbesættelse af Danmark.

    Danskerne var en de facto Nazi Tysk allieret.

    Det blev værre og accentueret, da en Dansk radigal udenrigsminister underskrev Antikominternpagten før angrebet på Sovjetunionen den 22 juni 1941 – en politisk pagt der også tillod Danskere at etablere det højest dekorerede infanterikorps på den Tyske østfront under WWII – under ledelse af Oberst Kryssing.

    Den samme Oberst der fik lov (af den Danske konge) til at træde uden for række i det Danske officerkorps for at indtræde i Waffen SS og træne de Danske frivillige.

    Der var detachementer af Frikorps Danmark, der kæmpede til det sidste i Waffen SS Vikingedivisionen i Berlin i 1945.

  9. Af Søren Rasmussen

    -

    Jeg tror at Hitler/Føreren, da han blev sat i land fra en Tysk ubåd i 1939 på en strand syd for Esbjerg på en måde måtte have undret sig over Danskerne.

    Føreren og hans millitære stabe havde allerede planlagt den Tyske erobring af Danmark og Norge – og vidste med sikkerhed, at Briterne ikke kunne imødegå disse invasioner.

    Danmark havde allerede med politiske aftaler sikret Tyskland uhindret adgang til flyvepladsen i Ålborg (der var nødvendig for det Tyske luftherredømme i Norge) – og i øvrigt en Tysk fredsbesættelse af Danmark.

    Danskerne var en de facto Nazi Tysk allieret.

    Det blev værre og accentueret, da en Dansk radigal udenrigsminister underskrev Antikominternpagten før angrebet på Sovjetunionen den 22 juni 1941 – en politisk pagt der også tillod Danskere at etablere det højest dekorerede infanterikorps på den Tyske østfront under WWII – under ledelse af Oberst Kryssing.

    Den samme Oberst der fik lov (af den Danske konge) til at træde uden for række i det Danske officerkorps for at indtræde i Waffen SS og træne de Danske frivillige.

    Der var detachementer af Frikorps Danmark, der kæmpede til det sidste i Waffen SS Vikingedivisionen i Berlin i 1945.

Kommentarer er lukket.