Faldet i et efterårsdigt af Rilke

Af Kasper Støvring 14

 

At årets gang har sin egen cyklus i form af de fire årstider, ved vi alle. Men er det ikke som om, at hver årstid også har sin egen cyklus, måske endda sine egne bevægelseslove? Og at disse på en måde kan sætte sig i os som en sindsstemning? Foråret er da den opadstigende bevægelse som vital kraft, planternes stigning mod solen øverst på himlen; efteråret er den nedadfaldende bevægelse, regnens og bladenes fald mod jorden som svækkelse og melankoli. Stigning og fald, oppe og nede.

 

De to bevægelser og retninger er naturligvis forbundet med hver deres særlige konnotationer og annotationer. De første led er positive, de sidste led er negative. Som når vi siger, at vi er ”opløftede” og ”nedtrykte”, længes mod himlen og frygter helvede. Kan vi overhovedet komme i tanke om noget positivt forbundet med nede og med fald?

 

Det er svært, og det skyldes bl.a., som Mark Johnson og George Lakoff har vist, at orienteringsmetaforer – der bygger på rumlig orientering i form af den polære modsætning mellem op og ned – har en fysisk forankring i menneskers kroppe. Når man er syg eller død ligger man ofte ned, og depression vil ofte give sig udtryk i en ludende kropsholdning.

 

Naturen i et digt er ikke bare natur, men også symbol. Naturen er – foruden alt det andet, den også er – sind. Foråret står således for menneskets modning, efteråret for dets forfald som i metaforen ”livets efterår”: aldring, alderdom, måske endda død, lidelse og sygdom.

 

Her skal det imidlertid handle om bevægelsen, om selve faldet, der er central i dette digt af Rilke fra 1902, der kort og godt hedder ”Efteraar” i Thorkild Bjørnvigs oversættelse:

 

 

Bladene falder, hvirvles langt omkring,

som visnede i Himlen fjerne Haver;

de falder, vægrende, med store Sving.

 

Om Natten falder Jorden, tung og stum,

fra Stjærnerne til Ensomhedens Rum.

 

Vi falder alle. Denne Haand vil falde.

Se paa de andre, se: det er i alle.

 

Dog er der Een, og altings Falden ender

uendeligt forsigtigt i Hans Hænder.

 

 

Et fald, der som her fremstilles som uundgåeligt og uendeligt, kan kun bringes til standsning af en absolut instans uden for tid og rum, nemlig Gud, hvorom digtet jo også handler. Rum (oppe og nede), bevægelse og proces (fald og hvile) er centrale bevægelsesmønstre og orienteringspunkter i dette digt om mysteriet, hvor en hverdagserfaring, en ganske banal sansning af bladenes fald, åbner for en erfaring af mysteriet, en metafysisk vision i den afsluttende strofe.

 

Det religiøse, ja, kristne sprog er dog til stede allerede i den første strofe. Himlens fjerne haver er paradisets have, og med faldet fra paradisets have, det guddommelige, visner bladene og vægrer for sig, som det hedder med en sigende besjæling. For bladene bliver via den metaforiske overføring et billede på det faldne menneskes liv (ligesom den samme litterære trope i strofe to gør jorden til et billede på menneskelivet, jf. glosen ”stum”); konsekvensen af syndefaldet, uddrivelsen fra haven, er jo både hjemløshed, ensomhed og uro; med andre ord: tids-, afstands- og dødsbevidsthed, en dyster realitet, som vi altså forgæves vægrer os imod.

 

Den faldende, vægrende bevægelse står ikke blot i kontrast til afslutningens hvile, den forbereder os også på faldets ophør i strofe fire, ligesom bladenes bevægelse ligner håndens bevægelse hos mennesket, der udleveret til døden vægrer for sig (i strofe tre), indtil det hele ender i Guds, den Enes, hænder i vers 14, hvori al bevægelse standses.

 

Man kan også notere en bevægelse i modsat retning, en stigende bevægelse i betydningsfylde fra første strofes fokus på bladene, over anden strofes fokus på jorden og tredje strofes fokus på mennesker til den afsluttende fjerde strofes klimaks med det religiøse fokus på Gud.

 

Men digtets cykliske karakter træder også dermed frem: Fra faldet fra himlens have vender vi tilbage i Guds hænder. ”Alle veje til genopstandelse fører gennem et fald”, som Villy Sørensen skrev. Hjemme – ude – hjemme, hvile – fald – hvile. Endelig bemærker man en bevægelse fra det nære og konkrete (bladene) i strofe et frem mod det uendelige og kosmiske (stjernerne) i strofe to, tilbage til det nære i strofe tre (menneskehånden) og så igen frem mod det uendelige (Gud) i strofe fire.

 

De poetisk virkningsfulde linjer i strofe to: ”Om Natten falder Jorden, tung og stum, / fra Stjærnerne til Ensomhedens Rum” understreger jordens formålsløse faldsbevægelse i et uendeligt, mørkt rum. Der er ingen harmonisk kosmostanke. Men også her skal den radikale betydningsopladning forberede os på den afsluttende strofe: Den absolutte forløsning.

 

Udtrykket ”at falde fra stjernerne” betyder gerne, at man får en pludselig realitetssans, og det sker da også her: Individualiteten, selvbevidstheden og dermed metakommentaren indtræder i strofe tre, hvor vi er blevet lukket ind i ”ensomhedens rum”. Strofen er konstaterende: Vi falder alle, understregende en almenmenneskelig lovmæssighed.

 

I strofe fire er antitesen mellem fald og hvile tydelig i og med, at al falden, alle fald, ender og stedes til hvile i Guds hånd. Man tænker på et maleri af Arne Haugen Sørensen.

opstandelsen-arne-haugen-sorensen

 

Gud er den beskyttende magt, der holder mennesket varsomt i sine hænder og sikrer genetableringen af den tabte orden. Og det vil her sige: muliggør en bevægelse i modsat retning, nemlig en opadstigende bevægelse i form af genopstandelsen. Derfor er det tilsyneladende paradoks, at Gud befinder sig ”nede” i den rumlige orientering, heller ikke afgørende.

 

Strofe fire sætter bevægelsens tempo ned for så at bringe den til standsning, hvormed det meningsløse og formålsløse, det uendelige og uophørlige fald får mening. Uden den absolutte instans uden for tiden, altså Gud, er livet en irreversibel tidslig proces, der leder til slutpunktet: døden. En uafvendelig og tragisk ”slet uendelighed”.

 

Med faldet fra evigheden ned i tidens dimension kan mennesket kun se frem til døden, og det er denne vægren sig for tilintetgørelsen i første strofe, der nu ophæves med tilbagevirkende kraft: Alt er godt i sluttilstanden hos Gud. Med denne teodice har Rilke formuleret en ganske radikal modsætning til en af sine samtidige, Georg Takl, hvis efterårsdigte ikke rummer nogen transcendens og derfor intet håb. Som vi siden skal se, hedder et af hans bedste efterårsdigte ikke ”Fald”, men ”Forfald”.

 

At det centrale i Rilkes digt ”Efteraar” ikke er de høstgule blade, jorden og hånden, der alle falder, men bevægelsen, selve faldet, fremgår ikke blot af, at verbet ”falder” gentages hele syv gange (som ordklasse betragtet giver verber dynamik, bevægelse og forandring til en tekst, jf. også verberne ”hvirvle”, ”visne” og ”vægre” i digtet), men også af digtets rytme, rim, klangene i gloserne (glosen “fald” har stød og en hård og kort klang) og pauserne mellem dem. De sidste virker – også i parentes bemærket – dog ikke helt tilfredsstillende i den danske oversættelse. I digtets tyske originaludgave rummer første linje derimod et betydningsbærende komma: ”Die Blätter fallen, fallen wie von weit”.

 

Alt dette skaber fokus på falds-verberne og deres centrale placeringer i digtet. Sammen med perspektivudvidelsen mod det kosmiske (fra strofe to) er digtets formelle træk og de forskellige troper – der gør naturen til symbol på en menneskelig sindstilstand – med til at forstærke betydningen af faldet, herunder fjernheden, tomheden, kulden og isolationen, som præger menneskelivet og den planetariske orden.

 

Fra det tunge, mørke og dystre: angst, død og undergang, bevæger digtet sig imidlertid selv mod forsoning og tro. Og det hele ender, ikke med den mørke grav i den stumme jord, men i den Enes hænder.

 

 

[Teksten er opdateret]

 

14 kommentarer RSS

  1. Af Niels Juul Hansen

    -

    Kære Kasper Støvring,

    “Fra det tunge, mørke og dystre: angst, død, undergang……”.

    Enig,

    Ovennævnte har altid spillet en væsentlig rolle i den protestantiske kirke.

    Det var en af grundene til, at jeg meldte mig ud af folkekirken for snart 50 år siden. Jeg har siden været en glad og positiv ateist.

    Jeg er lige hjemkommet fra ferie i Canada – og jeg kan fortælle dig, at de fantastisk skønne efterårsfarver overgår farverne om foråret. Der var intet deprimerende ved dette efterår. Jeg er selv i mit livs efterår – og det giver heller ikke anledning til angst eller tanker om undergang og død.

  2. Af Kasper Støvring

    -

    Niels Hansen, jeg holder også rigtig meget af efteråret, en pragtfuld og meget poetisk årstid. Jeg bliver ikke depressiv af den, om end til tider melankolsk.

  3. Af Søren Sørensen

    -

    Intet slår et canadisk efterår især i BC hvor de jo har regnskov og stor variation af træer og farver. Svampetid er årets bedste høst!

  4. Af Jørgen Ehlers Dam

    -

    Hej Kasper

    Rigtig fin analyse af Rilkes fantastiske digt, som er godt modsvar til alle de modernistiske “tom-transcendens-digte” , som også er gode, men bare så triste.

  5. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Den ene, hvori alting falde,r kan også være naturen som absolut begreb. Ikke kun jorden men universet. Troen på en afsluttende harmoni, hvor alt er et.

    Jeg synes, man skal være omhyggelig med ikke at gøre Rilkes digt for kristent.
    Det er tydeligvis mere præget af en panteistisk tankegang, hvor Gud er identisk med naturen.

    Kristendommen er dybt præget af det jordiskes forgængelighed kontra det himmelskes evighed, der sætter en skarp grænse mellem Gud og natur.

    Dette er ikke tilfældet i Rilkes digt.

    At bladende visner i himlens haver er jo netop et tegn på at himlen, den kristne himmel, for Rilke også er forgængelig.

    Himmel og jord er sammen med digter-jeget i fald. Til ensomhedens rum.

    Men i sidste ende er alting et, et universelt et, en helstøbt harmoni.

    Ellers: Super god kommentar, Kasper Støvring. Hvorfor kan du ikke skrive om det, du er virkelig god til at skrive om?

  6. Af D. Santina Matias Marcelino

    -

    Fremfor Rilke lyrik foretrækker jeg hellere Baudelaire.

    Efterårssang
    Snart går vi ind til mørke og til kulde.
    Farvel du klare sommer, der altfor hastigt går!
    Jeg hører Veddet springe med støn, der klagefuld
    mod stenene gir genlyd gennem den tomme gård.

    På sjælen falder tungt al vintrens lede,
    dens hårde slid, dens had, dens rædsel og forlis,
    som solen i sit helved af polformørket vrede
    mit hjerte skal blive en rød og gold klump is.

    Med skælven hører jeg hvert brændestykke falde,
    skafottet tømres ikke med dumpere klang.
    Min ånd er som et tårn, hvor slagene gjalde
    af vædderens utrættelige pansrede stang.

    Som ramt af denne larm min sjæl det forekommer,
    man tømrer en kiste i en dødens dystre sal…
    Til hvem? – Nu er det høst; igår var det sommer!
    Sælsom er klangen, som et afgangssignal.

    Charles Baudelaire (1821-1867)

  7. Af Kasper Støvring

    -

    Tak, Jørgen og hr. Marcelino – Baudelaire er også fremragende.

    Anders Kirkegård, jeg skriver jo kun om det, jeg er god til at skrive om 🙂 Men, ja, du har bestemt en pointe i, at man skal være yderst forsigtig med at tilskrive Rilkes digte en kristen inspiration. Men her, netop i dette digt, kan man gøre det med stort udbytte (om end man også kan læse det panteistisk, esoterisk m.m.). Du kan have ret i læsningen af de visnende, fjerne haver. Men med besjælingen i linje 3 får vi et kristent syndefaldsmotiv: det, der visner, er mennesker, i og med at de forsynder sig og falder ud af haven/himlen.

  8. Af Niels Juul Hansen

    -

    Kære Kasper Stø’vring,

    “Men, ja, du har bestemt en pointe i, at man skal være yderst forsigtig med at tilskrive Rilkes digte en kristen inspiration. ”

    Jeg mener, at Rilke både var påvirket af det kristne livssyn og Islam.

    Som ateist har jeg ingen problemer med, at en stor del af verdens kunst er inspireret af de mange forskellige religioner. Det er den ikke blevet ringere af.

  9. Af Niels Juul Hansen

    -

    Beklager slåfejlen i dit navn. 🙂

  10. Af J. Larsen

    -

    Rettidig omhu, tak! Det er vel egentlig først her i sen-moderniteten, at man for alvor er begyndt at ane en flig af realiteterne bag symbolistiske digtere som Rilke, der som f.eks. vores danske Sophus Claussen deler erfaringen af en tabt verdensforståelse, som måske nok hos nogle digtere trækker på en kristen syndefaldsmyte som forklaring og anskuelse, men som snarere skal ses som en del af Romatikens inventarium og sproglige horisont. Rilkes digt anskueliggør digterens fald fra inspirationens himelske højder (- bladene, der visnende hvirvler vidt omkring er sporene efter inspirationens hærgen, konkret: skriftens spor i sprog) – hvad der er tilbage er sprog, ord, der som alt andet ‘visner og forgår’, dog er den Ene, der afbøder faldet fra inspirationens højder Digteren – den, der kun har ordene til sin rådighed og ‘uendelig forsigtigt’ afbøder faldet – hvor? I digtet, og kun dér – så længe det varer! – Iøvrigt var Bjørnvig selv nødt til at ‘gøre op med Rilke’ for at kunne realisere sin egen forståelse af kosmos som mere end skriftens uendelighed.

  11. Af Niels Poulsen

    -

    Rilke var en overgang sekretær for Rodin. Han har også skrevet en monografi om ham. Måske har Rodins “La Main de Dieu” inspireret Rilke til slutningen på digtet “Efterår”? …

    http://www.musee-rodin.fr/en/collections/sculptures/hand-god

    Rilkes digt kan muligvis også være inspireret af Hölderlins digt, “Hyperions skæbnesang”. Menneskets skæbne opfattet som et langt fald ned i afgrunden. Men hos Hölderlin er den guddommelige sfære og den menneskelige sfære strengt adskilt. Mennesket kan ikke håbe på gudernes medfølelse. Guderne er som små børn, der kun tænker på sig selv. Hölderlin kan på en måde siges at være en slags forløber for Nietzsche: De vender sig begge mod antikkens skæbnetro. De går til den europæiske civilisations tidligste kilder og bliver på denne måde ejendommelig nok både moderne og radikale i deres udtryk og mening. Men samtidig erstatter de den kristne Guds kærlighedsfyldte univers med de antikke guders ligeglade eller ligefrem fjendtlige univers. Den radikalitet har digteren af “Du, nabo Gud” – så vidt jeg kan se – ikke, om end han ifølge Bjørnvig går fra en nær, immanent gud til en fjern, transcendent gud i sit forfatterskab.

    Kasper Støvring spørger retorisk: “Kan vi overhovedet komme i tanke om noget positivt forbundet med nede og med fald?”

    Og det er rigtig nok, at det er svært. Men efter at mennesket er begyndt at rejse i rummet, så er det alligevel, som om “oppe” og “nede” har ændret status. Jeg vil f.eks. langt hellere befinde mig ”nede” på jordens overflade end ”oppe” på en rumstation i kredsløb om jorden.

    Jeg så for nylig filmen “Gravity” med Sandra Bullock i hovedrollen. Jeg havde egentlig forventet en science fiction spændingsfilm. Men det viste sig i stedet for at være en enkel, symbolsk, næsten didaktisk fortælling om et menneske, som har mistet den elskede, et barn, og dermed meningen med livet. Den vægtløse tilstand i satellitbæltet omkring jorden er symbol på dette tab af mening og livsmod, af afsondring fra det jordiske liv. Men en overnaturlig oplevelse – mødet med en afdød kollega, som vejleder hende – en drøm er det måske kun – en indikation på at der er et liv efter dette, hvor hun igen vil mødes med det barn, hun har mistet – forvandler hende og genføder hende som menneske. Hun drager opfyldt af et nyt mod tilbage til jorden. Tabet af mening er overvundet. Livsmodet genvundet. Hun er igen blevet et helt menneske under indflydelse af jordens gravitation.

    Og det er også et svar til Nietzsche (og co.). Troen på en verden efter denne er ikke nødvendigvis udtryk for livsforsagelse. Den kristne tro giver mod på livet. Den kristne lever i en syntese mellem to verdener: et jordisk liv oplyst af paradiset/evigheden.

  12. Af Så læser vi! | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/10/10/faldet-i-et-efterarsdigt-af-rilke/ […]

  13. Af Martin A. Hansen og ”gammellivet” | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/10/10/faldet-i-et-efterarsdigt-af-rilke/ […]

  14. Af J.P. Jacobsens malende stil | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/10/10/faldet-i-et-efterarsdigt-af-rilke/ […]

Kommentarer er lukket.